Sognekommunerne: Brøndbyvester-Brøndbyøster, Glostrup, Herstedøster-Herstedvester, Vallensbæk, Høje Tåstrup, Torslunde-Ishøj, Sengeløse, Ledøje-Smørum, Ballerup-Måløv og Værløse.
Smørum herred omgives af Sokkelund hrd., Køge bugt, Roskilde amtsrådskreds (Tune og Sømme hrd.er) samt Frederiksborg amt. Den sydl. del, indtil Frederikssundsvejen, danner en svagt til jævnt bølget moræneflade af stor frugtbarhed og intens udnyttelse, mens den nordl. del er et skov- og sørigt bakkeland med varierende jordbund. Det meste af herredet er i sin bebyggelse mer eller mindre stærkt præget af Kbh.s nærhed. Undtaget herfra er kun Sengeløse og Ledøje-Smørum kom. samt til dels Torslunde-Ishøj kom.
Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.
Herredets areal udgjorde 1951 25.085 ha; deraf var 17.459 ha landbrugsareal, 901 ha gartneri og frugtplantager, 1024 ha skove og plantager (inkl. læplantninger olgn.), 1604 ha bebyggede arealer, 1327 ha private haver, 704 ha gader, veje, jernbaner, hegn olgn., 1097 ha byggegrunde, 287 ha tørvemoser, 6 ha heder, klitter olgn. og 676 ha vandarealer. Efter en nyopmåling 1955 var det samlede areal 25.068 ha. – Folketallet var 1/10 1955: 63.489 fordelt på 19.852 husstande. (1801: 8017, 1850: 12.513, 1901: 15.744, 1930: 27.187 indb.). – Kreaturholdet var 1956: 977 heste, 7362 stk. hornkvæg (heraf 3838 malkekøer), 19.240 svin og 96.453 høns.
I kirkelig henseende udgør Smørum hrd. ét provsti, Smørum hrd.s provsti, med 12 pastorater.
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
Smørum hrd. (i ValdJb. Smøremsheret og Smerhemsheret, 1370 Smørumshæreth) var i middelalderen delt i to hrd.er, idet de fire sogne vest for Vejleå: Sengeløse, Høje Tåstrup, Torslunde og Ishøj udgjorde et særligt hrd. Lille hrd. (i ValdJb. Litlæheret og Lidlæheret, 1370 Lytlæhæreth), men 1577 befaledes det i et kongebrev af 3. april, at Lille hrd. skulle lægges ind under Smørum hrd. 1370 anføres Rødovre og Hvidovre under Smørum hrd. Smørum hrd. hørte i middelalderen til Sjællands Østersyssel, indtil 1660 lå det under Københavns len og hørte derefter til det gamle amt.
Gunnar Olsen landsarkivar, dr. phil.