Langå sogn

(L.-Øksendrup kom.) omgives af Øksendrup, Hesselager, Gudme, Gudbjerg og Svindinge so. De noget bakkede og gode, lermuldede jorder når i v. til over 100 m (højeste punkt 102,3 m), mens Skovbakker s.f. Langå er 74,6 m (trig. stat.). I et stort mosestrøg ligger bl.a. den nu delvis opdyrkede Rygård mose, endv. Dammet og de mindre Dyssemose og Kimesgrave. I v. en del skov (Rygård skov, Gl. Dyrehave). Gennem so. går jernbanen (Rygård stat.) og landevejen Nyborg-Svendborg.

Areal i alt 1950: 1051 ha. Befolkning 7/11 1950: 463 indb. fordelt på 138 husstande. (1801: 324, 1850: 325, 1901: 461, 1930: 529).

I sognet byerne: Langå (*1327 Langwogh, 1407 Langw; u. 1808) – bymæssig bebyggelse med (inkl. Rygård stat.) 1950 i alt 290 indb. fordelt på 91 husstande; fordelingen efter erhverv 1950 var flg.: 113 levede af landbrug m.v., 106 af håndværk og industri, 16 af handel og omsætning, 16 af transportvirksomhed, 10 af administration og liberale erhverv, 25 af aldersrente, formue, pension olgn., s. 843 medens 4 ikke havde givet oplysning om erhverv – m. kirke, præstegård, skole (opf. 1925, arkt. Th. Nygaard) m. sognebibl. (opret. 1883; 1000 bd.), forsamlingshus (opf. 1901), andelsmejeri (opret. 1888), uldspinderi og savværk (25 arb.) samt Rygård m. jernbanestat., posthus og telegrafstat. – Saml. af gde og hse: Brændemose. – Gårde: hovedgd. Rygård (*1314 Rythe, her?, *1372 Rythe, 1505 Rydegordh) under Glorup (49,4 tdr. hartk., 239 ha; ejdsk. 627, grv. 478); Bjerggd.; Lejstrupgd.

L. so., der sa.m. Øksendrup so. udgør een sognekom. og eet pastorat, har tingsted i Svendborg og hører under de sa. kr. som Ryslinge so. So. udgør 3. udskrivningskr., 53. lægd og har sessionssted i Svendborg.

Kirken, der ligger midt i byen, var opr. en uanselig romansk bygning, bestående af kor og skib, opf. af rå marksten på en nu delvis skjult skråkantsokkel af granit. På korets n.side og midt på begge skibets flankemure ses blændede romanske vinduer. Korets opr. ø.vindue står som indvendig blænding. I gotisk tid er skibet forlænget mod v.; materialet er her ligeledes kampesten, men skråkantsoklen mangler. De romanske dørsteder er imidlertid bibeholdt, og medens norddøren i senmiddelalderen tilmuredes, opførtes ved s.døren et lavt våbenhus af munkesten. Dette tjente fra 1594 en tid som gravkapel for Rygård, idet yderdøren lukkedes m. spærremur (Jacob Madsens visitatsbog, ed. Crone. 170). Ved middelalderens slutn. tilføjedes det lave tårn i v., af kamp og munkesten, opr. m. kamtakker og gavlblændinger, der imidlertid ved sen. istandsættelse er forringede. Trappehus i s. Tårnets v.dør er formentlig gennembrudt 1594. Korets ø.gavl er i senmiddelalderen skalmuret og prydet m. enkle højblændinger. I nyere tid er her anbragt støttepiller. Hele kirken er gotisk overhvælvet, kun våbenhuset undtaget. Interessantest er korets ottedelte krydshvælv, der i de tre hjørner hviler på fladbuekonsoller, og skibets ø.hvælv, der har tilfældigt anbragte prydribber. Alle skibets hvælvinger har sengotisk sparreudmaling på ribberne. – På den i senmiddelalderen udvidede triumfbue findes kalkmalerier fra o. 1530, Kristus for Pilatus samt Opstandelsen, afdækket 1885. Kirken har haft kalkmalerier på alle vægge (MagnPet. K. 67). – Altertavlen bærer foruden Peder Lerches og hans hustrus våben årst. 1673 og 1797. Fra førstnævnte år stammer formentlig tavlens udsk. dele, der alle er barokke, fra 1797 det nu i tårnrummet anbragte naive korsfæstelsesmaleri (Opstandelsen). Det nuv. alterbillede er en kopi (Hans Rasmussen 1933) af A. Dorphs maleri i Struer kirke, Kristus og Nikodemus, fra 1891. Malmstøbte alterstager fra 1500t. Præste- og degnestol m. renæssancedele. Rigt udformet romansk granitdøbefont af Storebæltstype m. mandshoveder og dyr; dåbsfadet er sydty., fra 1500t.s midte. Prædikestolen er et rigt, men lidt plumpt udsk. arbejde fra ca. 1630–40; lydhimmel fra 1673. Uskønt nygotisk stoleværk, som skolebænke. Orglet er anbragt på forhøjning i tårnrummet. Series pastorum i skibet. I korets n.væg er indmuret et indskriftløst sandstensepitafium fra 1594 over Christoffer Urne og Kirsten Lykke m. fem figurer og 32 aneskjolde, sikkert opsat af deres datter Margrethe, Niels Bilds til Ravnholt. Delvis skjult bag orglet henstår i tårnrummet en særdeles smuk gravsten m. portrætfigurer, over Johan Urne, † 1537, og fru Anna Rønnow (CAJensen. Gr. nr. 213). Urnernes gravkrypt under koret er nu tom. I skibets v.forlængelse er på n.siden i soklen indmuret en romansk ligsten m. kors. I n.muren tillige mindetavle over provst J. P. Conradt, † 1810. – Af de to klokker er den mindre fra 1200t., slank og indskriftløs (Uldall. 12); den større er omstøbt 1838. På biskop Jacob Madsens tid fandtes endvidere en lille klokke til messebrug over koret »i en liden trind Huelling«.

På kgd. er begr. arkæologen og numismatikeren J. B. Sorterup, † 1849.

Rygård nævnes første gang m. sikkerhed 1372 i et dokument, der viser, at den i 1300t.s første halvdel har tilhørt hr. Hagbard Jonsen, og at den på skiftet efter ham var tilfaldet datteren Margrethe. Med hendes datter er R. formodentlig kommet til Nicolaus Urne († o. 1384), om end hans sønnesøn, »store« hr. Jørgen Urne († 1480), der fra 1459 nævnes hertil, er den første af Urne-slægten, som m. fuld sikkerhed vides at have ejet den. Han fulgtes af sønnen, sen. rigsråd hr. Johan Urne († 1537), som opf. den endnu bev. hovedbygn., der under grevefejden indtoges af borgere fra Svendborg, som herfra bortførte en betydelig mængde våben og ammunition. Efter ham ejedes R. af sønnen Christoffer Urne († o. 1566), som 1548 på R. blev overfaldet af sin slægtning Jørgen Urne til Hindemae og selv sen. måtte tilbringe mange s. 844 år i fangenskab p.gr. af uforsigtige udtalelser om kongen og kansleren Johan Friis til Hesselager. Hans enke, Kirsten Pedersdatter Lykke († tidligst 1570) skrives efter hans død tillige m. sønnen Johan Urne († ugift tidligst 1572) til R., som i øvr. af datteren Margrethe Urne († 1620) ved ægteskab 1582 bragtes til Niels Bild til Ravnholt († 1622 som sidste mand af slægten), der ved mageskifte m. kronen erhvervede en del gods i Langå. Hans datter Kirsten Bild var død 1611 og hendes mand Asmus v. Ahlefeldt faldet i Kalmarkrigen 1612, og R. arvedes af deres tre døtre Vibeke († 1628), Margrethe († ugift senest 1679) og Anna v. Ahlefeldt († 1655). Vibeke ægtede 1627 landsdommer Hans Kaas til Østergård († 1632) og Anna 1635 justitsråd Henrik Lange til Fuglsig († 1671). Det blev Hans Kaas og efter hans død sønnen Niels Kaas († tidligst 1687), der sa.m. Henrik Lange i den flg. tid var herre på R., indtil sidstn. if. kontrakt af 1653 skulle være enebesidder for sin og sin hustrus livstid. R. må imidlertid igen være kommet til Niels Kaas, thi 1669 skødede han den til gehejmeråd Niels Banner (Banner-Høeg) († 1670), hvis bo 1670 for 7681 rdl. udlagde R. til højesteretsass. Peder Pedersen Lerche (adlet 1679, † 1683), som i forvejen havde den i pant af Niels Banner for 7350 rdl. Han udvidede R., der havde lidt stærkt under svenskekrigene, på forsk. måde, navnlig ved af kronen at købe 7 sognes kirketiender. 1675 oprettede han R. til et stamhus for sønnen, sen. gehejmekonferensråd Vincens Lerche († 1742), der 1687 tilkøbte Vormark (se s. 854), som han kompletterede, til dels m. gods fra R. P.gr.af slet økonomi og dårlige tider – gd. og gods var if. et synsvidne af 1690 i ødelagt stand – måtte han 1694, efter at have opnået kgl. bevilling på stamhusets ophævelse, skøde R. m. bøndergods samt Langå, Øksendrup, Oure og Vejstrup kirker til major, sen. oberst Hans Fr. v. Pultz (1693 naturaliseret som da. adel, † 1714), som fulgtes af sønnen, sen. ritm. Peder v. Pultz († 1764), der overtog R. m. kirker og ca. 224 tdr. hartk. bøndergods ved auktionsskøde 1725. Hans enke, Edele Margrethe Jørgensdatter, f. baronesse Gyldenkrone († 1803) solgte 1765 (skøde 1766) R. for 78.000 rdl. til Adam Gottlob greve Moltke til Bregentved († 1792), der 1762 havde købt Glorup og Anhof (se s. 840). Af disse og R. oprettede hans enke, Sophie Hedvig Raben († 1802) 3/7 1793 stamhuset Moltkenborg for sin ældste søn, kmh., højesteretsassessor, sen. gehejmekonferensråd Gebhard greve Moltke (se videre under Glorup s. 840). 1916 blev stamhuset substitueret, men R. forblev som fri ejendom i den tidl. stamhusbesidder, legationssekretær, kmh. Adam Gottlob Carl greve Moltke-Huitfeldts († 1944) besiddelse og ejes nu (Glorup gods) af sønnen, kmh., hofjægerm. Leon Charles Joseph greve Moltke-Huitfeldt. – Godsarkiv LAF.

Litt.: S. Nygård i DSlHerreg. III. 1943. 222–32. DLandbr. III. 1930. 161–63. Ill. Tid. XXXIX. Nr. 4. 1897 og LIV. Nr. 13. 1912.

Dette sengotiske anlæg, bygget af Johan Urne i beg. af 1500t., består af fire sammenbyggede fløje opf. af røde mursten. Ældst er hovedfløjen mod n., der har kælder m. krydsribbehvælv båret af en række svære søjler, to stokv. og øverst en fremkragende vægtergang (forsynet m. skydehuller) i halvstokv., som hviler på en buefrise støttet af konsoller. Kort efter byggedes den to stokv. høje portfløj mod s. m. det fremspringende portparti og den snævre indkørsel; dermed var Rygård et parallelanlæg, indtil de ligeledes to stokv. høje fløje mod ø. og v. blev tilføjet, antagelig inden Johan Urnes død 1537. Først henimod 1600t. er de runde trappetårne i den lille borggård opf. for Niels Bild; eet højere, midt for hovedfløjen og eet noget lavere i det sydvestl. hjørne. De korte fløje har både på ydersiden og mod gården fremkragende øvre stokv. på buefrise; undtagelse er ø.fløjens ø.façade, som mangler buefrisen. En fremkragende, gesimsagtig buefrise – udelukkende anvendt dekorativt – afslutter s.-, ø.- og v.fløjens øverste stokv. Alle gavlene er forsynede m. blændinger og kamtakker. Gården er til dels opf. i en sump på nedrammede pæle. Den blev indtaget under grevens fejde 1535 og stærkt ødelagt. Rygård var tidl. stærkt befæstet, hvad de bev. skydeskår i vægtergangen vidner om, og både borggård og ladegård var helt omg. af vand. Andet stokv. i hovedfløjen er helt optaget af riddersalen, hvor der endnu findes kaminer ved gavlene; her er tillige fundet svage rester af kalkmalerier. I muren fører en snæver trappe fra andet stokv. op til vægtergangen. Fra slutn. at 1700t. begyndte gården at forfalde og var stærkt medtaget, da forsk. sikringsarbejder måtte udføres 1915 under ledelse af arkt. Ivar Bentsen. 1922 blev Rygård grundigt rest. ved arkt. J. Ingwersen.

I so. har ligget en hovedgd. Langholm (*1390 Langweholm), som hr. Henning Podebusk og hans hustru Kirsten Timmesdatter (Abildgaard) 1390 havde afstået til hr. Bjørn Olufsen (Bjørn). Sen. tilhørte den (»Longa Insula«) Jakob Nielsen (Grubendal), der 1425 blev dræbt af Gert Bryske, og derefter sønnen, væbn. Anders Jepsen (Grubendal) († tidligst 1492), s. 845 s. 846 som nævnes til L. fra 1473 og 1492 indværgede L. m. lovhævd. 1499–1500 nævnes Niels Andersen (hans søn?) på L., som imidlertid snart efter er kommet til hr. Markvard Rønnow til Hvidkilde († 1506), der solgte den til Henning Walkendorff til Glorup. 1551 var der strid ml. Jørgen Walkendorff og Markvard Rønnows datter fru Anne Rønnow, Johan Urnes enke, om »nogen jord, som lå til L.« 1554 omtales Langholms bol.

Skove: Skovene, der hører under Glorup gods, er Rygård skov (93 ha) og en del (35 ha) af Gl. Dyrehave m. Stenhave.

Litt.: VII. Nordiske Skovkongres. 1951. 297–315.

Lejstrupgård er opkaldt efter en forsv. landsby Lejstrup (*1327 Lethorp, 1682 Lestrup). S.f. Rygård har der ligget endnu en landsby Tårup (*1511 Torpegaardt, 1581 Thorpit); Rygård skov kaldtes tidl. Tårup Fredskov. På Rismarken n.f. Langå lå Kandegård (*1570 Kannegaardt).

Der er ingen fredede oldtidsmindesmærker i so., men i dettes østl. del har ligget 4 stengrave og 2 høje. – S.f. L. findes en gravplads fra keltisk jernalder; i en af gravene fandtes metalbeslag til en vogn, våben samt brudstykker af en stor jernkedel; i en anden et stort bronzekar af klassisk arbejde. Ved Brændemose er fundet et stykke betalingsguld i form af en ring, fra germansk jernalder.

Litt.: F. Sehested. Fortidsminder og Oldsager fra Egnen om Broholm. 1878. 172.

Langå var anneks til Hesselager, indtil det ved kongebrev af 25/1 1553 blev et eget pastorat med Øksendrup til anneks.

I Langå so. fødtes 1852 kirkemusikeren og komponisten Thomas Laub.

Litt.: Bylov 1607 trykt i Vider. III. 1913–20. 228–38. Jf. under Øksendrup.