Erhverv

I international sammenligning er Danmark et land, hvor landbrugserhvervet er meget udbredt og højt udviklet. Dansk landbrug har ikke længere den samme dominerende stilling blandt landets erhverv, som det havde indtil for et eller to årtier siden, man må nu karakterisere Danmark som et blandet landbrugs- og industriland. Afgørende for denne bedømmelse er ikke blot sådanne enkle karakteristika som befolkningens erhvervsfordeling og arealets anvendelse, men også erhvervenes betydning for det økonomiske liv, som det registreres i nationalindtægten og i udenrigshandelen.

1950 var kun knap 21% af den samlede befolkning direkte beskæftiget og forsørget ved landbrug; medregner man alle de personer, der bearbejder, transporterer eller handler med landbrugets produkter og dets råstoffer, bliver andelen dog noget højere. I industri og håndværk beskæftiges og forsørges dog under alle omstændigheder en større del af befolkningen end i landbruget, om end forskellen ikke er særlig stor. Denne situation er resultatet af den fase af industrialiseringen, der begyndte i 1930erne og tog fart i 40erne, en udvikling, der endnu er langt fra at være nået til en ny ligevægtstilstand. Landbrugets betydning for den samlede økonomi viser sig tydeligst på udenrigshandelens område, hvor landbrugsvarerne på trods af industrieksportens stigning stadig udgør langt den største enkeltpost på handelsbalancen omfattende omkring halvdelen af dennes provenu.

Landbrugets udbredelse fremgår af, hvor stor en andel af det samlede areal der anvendes til landbrugsmæssig udnyttelse. Det egentlige Danmarks landareal var 1951 godt 42.000 km², hvoraf lidt over 31.000 km² eller ca. 75% blev anvendt som landbrugsjord. Der er kun få lande på jorden, hvor naturforholdene muliggør, at en lignende andel af arealet kan anvendes til landbrugsmæssig udnyttelse, og hvor man samtidig finder en så tæt landbrugsbefolkning og dyrkningsintensitet som den danske. I Europa finder man kun tilsvarende forhold i Holland og delvis i Irland, for det sidste lands vedkommende dog med det forbehold, at udnyttelsen af de store græsarealer er langt mere ekstensiv, end tilfældet er her i landet. Forsøger man at gennemføre en sammenligning med en del af et land og til dette formål udsøger sig de områder, der i en række lande er stærkest udnyttede til landbrugsmæssige formål, kan man dog finde regioner, der i henseende til intensiv udnyttelse måler sig med Danmark. Den måde, hvorpå jorden bliver anvendt her i landet, svarer således til den mest intensive udnyttelse, man overhovedet finder i Europa.

Her i landet er det kun 1/4 af arealet, der ikke anvendes til landbrugsmæssig produktion. Størst udstrækning har skov og plantage, der dækker godt 10% af det samlede areal, derefter kommer hede og mose med knap 7%, medens de resterende 8% omfatter de udprægede kulturanlæg: bebyggede områder, trafikanlæg o.s.v. Forholdet mellem det areal, der anvendes til landbrug, og det areal, s. 124 der anvendes til alle andre formål tilsammen, har allerede længe været nogenlunde konstant. Ganske vist er der i de sidste 100 år blevet taget en del af landbrugsarealet ind til bebyggelse, veje, jernbaner, havne o.s.v., men dette er indtil nu stort set blevet kompenseret ved, at hidtil uopdyrket jord er kommet under kultur. Hvis man ser bort fra beliggenhed og i mange tilfælde fra kvalitet, kan man opfatte forskydningen som en nettonedgang i hedearealerne og en nettostigning i de arealer, byerne og byerhvervene beslaglægger. Det er denne »indre kolonisation«, der har muliggjort industrialiseringens vækst med små tab for landbrugets jordressourcer. Medens det indtil århundredskiftet var således, at skovarealet gennem plantageanlæggene steg hurtigere end byernes arealer, er forholdet nu det omvendte. Fortsat industrialisering, højere levestandard, bedre transportforhold og nye boligvaner vil antagelig også i fremtiden bevirke, at byernes vækst vedbliver. Dette forhold vil resultere i, at landbrugsarealet stadig formindskes, og selv om denne nedgang ikke vil blive særlig stor, hvad arealet angår, vil den dog blive mærkbar, fordi det som hovedregel drejer sig om temmelig frugtbar og veldrevet jord.

Arealets anvendelse 1951. Hvert felt er af en vandret, stiplet linie delt i to, hvoraf det nederste inden for hver af de angivne anvendelser repræsenterer Jylland og det øverste Øerne. Landbrug og gartneri udnytter 75% af landets overflade, skove og plantager dækker 10%, hede, klit og mose svarer til 7%, medens de resterende 8 % omfatter hele det bebyggede areal på land og i by, samt veje, jernbaner, sportspladser, kirkegårde, byggegrunde, haver, o.s.v.

Medens det samlede landbrugsareal i lange tider har været næsten konstant, har fordelingen efter ejendomsstørrelse ændret sig meget i tidens løb, ikke mindst i de sidste halvt hundrede år. Hovedårsagen hertil har været en målbevidst jordpolitik, og som medvirkende faktor kan nævnes hedeopdyrkning og landvinding.

Udgangspunktet for den udvikling, der har ført frem til vor nuværende ejendomsstruktur var en opdeling i store brug. Kronen og herregårdene besad så store dele af landbrugsjorden, at den karakteristiske brugsstørrelse – for så vidt ejendomsforholdet angik – var de store gårde eller godserne. Tager man hensyn til driftsformen, bliver indtrykket et ganske andet, idet de mange fæstegårde betød, at langt den største del af jorden også dengang blev dyrket under bøndergårdene. Størst i antal, men mindst i henseende til jordtilliggende var landbrugshusene, hvoraf mange var så små, at de ikke levnede mulighed for, at ejeren eller brugeren kunne drive egentligt landbrug på den dem tilhørende jord. De nuværende husmandsbrug adskiller sig på dette punkt så meget fra fortidens landbrugshuse, at en jævnførelse på det nærmeste er udelukket.

Arealets anvendelse 1881–1951 (semilogaritmisk skala). Landbrugsarealet (inkl. gartneri) har været nogenlunde konstant gennem hele perioden, ca. 3 mill. ha. Hede-, klit- og mosearealerne er blevet væsentlig mindre, idet det samlede areal er faldet fra ca. 0,6 mill. ha til under 0,3 mill. ha. Skov- og plantagearealerne er steget fra 0,2 mill. ha til knap 0,45 mill. ha. Bygninger, trafik m.v. beslaglægger en stadig stigende andel af arealet, den absolutte stigning inden for den omhandlede periode er betydelig, nemlig fra 0,1 mill. ha til 0,35 mill. ha. Forskellen mellem de to angivelser for arealerne 1919 udgøres af Sønderjylland.

Generelt kan man karakterisere den nyeste tids udvikling ved at betegne godsernes betydning som aftagende, medens bøndergårdenes og husmandsbrugenes har været stærkt tiltagende. Selv om man på denne måde udtrykker sig i almindelige vendinger, er der ikke tvivl om påstandens rigtighed. En mere nøjagtig klassificering af brugene efter størrelse og de dertil svarende variationer i jordtilliggendet kan kun foretages med modifikationer som følge af stadige ændringer i vurderingerne.

Fra gammel tid har man ved inddelingen i brugsstørrelser taget hensyn til jordens kvalitet ved som grundlag at benytte vurderingen i tønder hartkorn). Ejendomme på mere end 12 tdr. hartk. bliver efter denne inddeling klassificeret som godser eller store gårde. 1880 fandtes der godt 1.800 godser; i mange år steg antallet ganske langsomt for at kulminere i 1920erne med omkring 2.300; siden da har det været nedadgående, og der findes nu knap 1.900. Udviklingen er ikke alene resultatet af økonomiske og driftsmæssige faktorer, men den er også i vidt omfang en konsekvens af landbrugslovgivningen.

Brugene mellem 1 og 12 tdr. hartk. udgøres af bøndergårdene. Af dem var der 1850 ca. 68.000, og deres antal har siden da været langsomt stigende; 1950 var der ca. 94.000. Stigningen er langt overvejende fremkommet som et resultat af arvedelingen og kun i mindre omfang gennem udstykning af større brug eller sammenlægning af mindre brug.

De brug, hvis jordtilliggende udgør mindre end 1 td. hartk. men mere end 1 ha, androg 1950 i alt ca. 102.000. En sammenligning med forholdene før århundredskiftet lader sig ikke foretage, da man dengang ikke skelnede mellem huse med jordtilliggende og huse helt uden. Fra omkring år 1900 og indtil nu kan man imidlertid regne med, at antallet af egentlige landbrugshuse er steget med ca. 10.000.

Den sædvanlige optælling af landbrugsejendomme, udelukkende efter arealets s. 126 størrelse og uden hensyn til forskellighederne i jordens kvalitet, giver det mest komplette billede af ejendomsforholdene, idet denne opgørelse omfatter alle landbrugsejendomme helt ned til 0,55 ha. Herefter blev det samlede antal landbrugsejendomme 1951 optalt til knap 206.000 med et samlet landbrugsareal på godt 3,1 mill. ha.

Landbrugsarealets fordeling efter brugsstørrelser. Opdelingen er foretaget i følgende størrelsesgrupper: 1. brug med et areal fra 0,55 til 5 ha; 2. 5 til 10 ha; 3. 10 til 30 ha; 4. 30 til 60 ha; 5. over 60 ha. En lodret linie angiver for hver gruppe antallet af brug; det er ved en vandret linie markeret, hvor stort antallet af brug er, henh. på Øerne (den nederste del) og i Jylland (den øverste del). De kvadratiske felter repræsenterer det samlede areal af brugene inden for hver af de 5 grupper. Den stiplede linie angiver fordelingen mellem Øerne og Jylland, idet Øernes andel er den nederste. Den dominerende brugsstørrelse er 10–30 ha, der udgør 40% af det samlede antal og 44% af det samlede areal; overvægten af denne type er størst i Jylland.

Fordelingen efter størrelse er temmelig jævn, dog med et udpræget maksimum for de mellemstore ejendomme. I sammenligning med de fleste andre lande i Vesteuropa er storbrugenes andel af landbrugsarealet i Danmark temmelig lav, idet den her ligger på ca. 10% mod 25 til 40% andre steder. Den typiske brugsstørrelse for dansk landbrug er bondegården med et areal på mellem 10 og 30 ha; inden for denne størrelsesgruppe findes der ca. 82.000 ejendomme, hvis jordtilliggende omfatter ca. 44% af det samlede landbrugsareal.

En anden karakteristisk gruppe blandt landbrugsejendommene er husmandsbrugene. Disse udgøres sædvanligvis af ejendomme på mindre end 10 ha, men har samtidig ikke mindre jordtilliggende, end at dyrkningen af egen jord vil være indehaverens hovedbeskæftigelse. Som følge af forskelle såvel i jordens kvalitet som i de lokale muligheder for at indrette brug af en passende størrelse varierer husmandsbrugenes jordtilliggende temmelig stærkt.

Allerede før århundredskiftet eksisterede der en del små landejendomme med stærkt varierende areal. En væsentlig del af indehavernes indtægter stammede fra arbejde for andre landejendomme, især for godserne. Delvis på grund af manglende arbejdskraft på landet og delvis af socialpolitiske grunde blev der fra 1899 oprettet husmandsbrug. Disse blev udstyret med et jordtilliggende på 1 1/2–2 ha, og det var hensigten, at indehaveren ud over at dyrke sin egen jord også skulle tage arbejde for fremmede. Ved senere revisioner af 1899-loven blev brugsstørrelsen sat i vejret for at gøre det muligt for indehaveren at eksistere alene på basis af sit brug. Ved loven af 1919 blev udstykningen yderligere fremmet, samtidig med at der indførtes et nyt ejerskabsforhold, der kan betegnes som en art statsfæste, idet ejendomsretten til jorden ikke fuldt overgår til brugeren. Der er efter disse love blevet oprettet i alt omkring 27.000 husmandsbrug, hvortil kommer, at en del mindre landbrugsejendomme har fået suppleringsjord.

Ejendommenes størrelse og de enkelte brugsgruppers betydning varierer meget landsdelene imellem. På de vest- og midtjyske hedesletter med den sandede jord er det enkelte brugs areal stort, uanset hvilken kategori det henføres til; i stærkest modsætning hertil står Øernes bedste morænejord, hvor brugene til gengæld ligger langt under gennemsnitsstørrelsen for den pågældende kategori. Ejerskabsforholdenes indflydelse er betydelig, dele af Øerne, især Sydsjælland og Lolland, domineres af herregårdene. Endnu større relativ betydning får disse udsving for de små områder, fx. for en kommune, hvor i de ekstreme tilfælde det meste af jorden tilhører en enkelt ejendom.

De naturgivne forudsætninger er stort set gunstige for landbrugserhvervet, det gælder for såvel terræn som jordbund og klima. I langt den største del af landet tillader terrænudformningen alle de gængse afgrøder; undtagelserne herfra er de stejle skrænter og bakker, som de findes i randmorænelandskaber, ved smeltevandsfloddalene, stedvis ved de gamle kystlinier og endvidere ved nogle af bakkeøerne. Af begrænset anvendelighed er endvidere lavtliggende områder ved kysterne, som strandenge og visse marskområder. Terrænudformningen har ved sin betydning for grundvandstanden også haft indflydelse på, hvilke områder der umiddelbart har kunnet anvendes som landbrugsland. I tidens løb har man imidlertid ved forskellige former for vandregulering decimeret de arealer, hvor vandrigeligheden kronisk eller temporært forhindrede agerbrug. Man har gennem dette arbejde sænket grundvandstanden, og det samme er sket ved det stærkt forøgede vandforbrug i byerne. Dette har været medvirkende til, at der inden for visse områder til tider opstår mangel på vand i de øvre jordlag samtidig med, at overfladevandet også er blevet knappere.

Den del af de øvre jordlag, der kan karakteriseres som kulturjorden, er på Øerne og i det østlige og nordlige Jylland udformet som muld. Mulden består til dels af det oprindelige overfladelag, ɔ: moræneaflejringer med varierende indhold af ler, sand og grus, men er uden det indhold af store og middelstore sten, som i århundredernes løb er fjernet fra markerne. Hertil kommer et betydeligt indhold af organiske stoffer eller disses forrådnelsesprodukter. Endelig findes en del salte, som er tilført udefra, bl.a. gennem den anvendte kunstgødning; kalkindholdet er delvis oprindeligt, delvis tilført ved mergling.

En opdeling af Danmark i landbrugsgeografiske områder vil hovedsagelig afspejle variationerne i jordbunden som følge af, at der er relativt små forskelle i de klimatiske forhold inden for landets grænser. Nedbøren er dog noget større i det vestlige Danmark end i resten af landet. For landbruget modificeres virkningen heraf af det forhold, at jorderne i Vestjylland hovedsagelig er sandede og derfor i mindre omfang end de lerede jorder i resten af landet er i stand til at fastholde vandet så nær ved jordoverfladen, at det kommer kulturplanterne til gode. Hertil kommer, at stærk blæst er hyppigere i den vestlige del end i den østlige, således at udtørringsfænomener på trods af den rigeligere nedbør er langt mere udbredte nær vestkysten end andetsteds. Forekomsten af vand inden for rækkevidde af kulturplanterne er derfor næsten altid til stede og exceptionelt lavt hektarudbytte som følge af manglende vand er i langt de fleste tilfælde begrænset til enkelte særlig udsatte egne. De ændringer i grundvandstanden, der er sket i de sidste hundrede år som følge af dræning, afvanding og øget anvendelse af vandværksvand har som hovedregel påvirket vækstbetingelserne i positiv s. 128 retning; i perioder, der som følge af unormal nedbør, bliver tørrere end normalt, vil det dog i udsatte egne blive til gene for plantevæksten.

Landbrugsarealets fordeling på afgrøder. 1957 og 1935–39. Kvadratet angiver det samlede landbrugsareal og opdelingen (ved de fuldt optrukne vandrette linier) fordelingen på afgrøder 1957. De stiplede linier viser, hvor store de pågældende arealer var i gennemsnit af årene 1935–39. Rodfrugtarealet er steget med 13%, kornarealet med 3%, græs i omdrift er faldet med 8% og græs uden for omdrift med 32%.

Årstidsvariationerne i nedbøren er ikke ubetinget gunstige; som eksempel kan nævnes den ringe nedbør i forårsmånederne, hvor man af hensyn til en tidlig og hurtig vækst af afgrøderne ville foretrække en rigeligere nedbør, og endvidere det forhold, at den store nedbør i august falder sammen med kornhøsten. Den frostfri periodes længde tillader i almindelighed en uforstyrret udvikling af alle vore sædvanlige kulturplanter. Især om foråret kan der forekomme nattefrost, der generer visse afgrøder, dette gælder navnlig, hvis nattefrosten indtræder efter en længere periode uden frost. Såvel forår som efterår forekommer nattefrosten hyppigst inden for bestemte områder, hvor som følge heraf de ovenfor omtalte gener forøges.

1957 omfatter landbrugsarealet i alt 3.126.000 ha, hvoraf lidt mere end to trediedele findes i Jylland. Langt den største andel anvendes til de sædvanlige kornarter, der almindeligvis dækker mellem 40 og 45% af arealet (1957: 45%). Græsarealerne udgøres dels af områder indenfor omdriften og dels af permanente græsgange. Tilsammen dækker græsarealerne 33% af landbrugsarealet. Trediepladsen blandt hovedafgrøderne indtages af rodfrugterne, der omfatter alle arter af roer uanset anvendelsen samt kartofler; rodfrugterne beslaglægger 1957 19% af arealet. Til andre afgrøder og til brak er der således kun 3%.

Anvendelsen af landbrugsjorden varierer betydeligt landsdelene imellem; rodfrugt- og græsarealerne er relativt størst i Jylland, medens omvendt korn- og frøafgrøderne er relativt størst på Øerne. Går man over til en mere detaljeret inddeling, vil det fremgå af denne, at der ved jordens anvendelse til de forskellige afgrøder er taget hensyn til dens naturlige forudsætninger for vegetabilsk produktion. Dette forhold er dog nu om stunder ikke nær så udpræget, som det var i fortiden; det har i kraft af nyudviklede dyrkningsmetoder, udbredt anvendelse af tekniske hjælpemidler m.m. været muligt at gå over til en intensivere drift af de dårlige jorder, derfor er fortidens skarpe skel nu blevet mere udflydende og driftsformerne blevet mere ensartede.

Som en naturlig konsekvens af den animalske produktions dominerende betydning for dansk landbrug er det foderafgrøderne, der dominerer, ikke alene den s. 129 samlede vegetabilske produktion, men også kornavlen. Brødkornsarealerne og brødkornshøsten er kun 1/7 af de tilsvarende tal for foderkornet.

Hveden er den af de gængse kornarter, der er mest følsom over for såvel jordbund som klima. Det største udbytte pr. ha opnås, hvor jorden er tilpas leret, uden dog at være tung; hvede dyrkes dog også med held på noget lettere jorder, forudsat at disse ikke er stærkt sandede, tørre eller sure. De naturlige forudsætninger for en nogenlunde stor udbredelse af hvededyrkningen findes derfor i morænelandskaberne. Største delen af hvedeproduktionen kommer fra Vest- og Sydsjælland samt fra Fyn. På Lolland og Falster, hvor jordbunden er velegnet, beslaglægger sukkerroedyrkningen så stor en del af arealet, at hveden ikke bliver helt så vigtig en afgrøde som på Sjælland. I Østjylland dyrkes hvede hovedsagelig i en temmelig smal bræmme langs kysten med størst konentration i den sydlige del, det vil i denne forbindelse sige syd for Mariager fjord. Den overvejende del af produktionen udgøres af vinterhvede. Vårhveden giver almindeligvis et så lavt arealudbytte, at den ikke kan konkurrere med andre kornafgrøder. Selv om der i tidens løb er fremkommet mange hvedevarieteter, der er mindre påvirkelige af frost end de tidligere gængse, sker det dog, at hårde frostperioder ødelægger en del hvedemarker. Efter krigen har hvedearealet været betydelig mindre end før: i tiden siden 1950 mellem 85.000 ha og 65.000 ha, 1957 nåede det helt ned på 63.700 ha. Hvedehøsten har svinget mellem 250.000 og 300.0000 tons; 1956 var den 266.000 tons svarende til godt halvdelen af hvedeforbruget. Danskavlet hvede har sædvanligvis et temmelig lavt indhold af æggehvidestoffer, hvilket gør, at mel fremstillet heraf ikke er ideelt til bagebrug. Importeret hård hvede anvendes derfor i ren tilstand eller blandet med dansk hvede til fremstilling af hvedemel.

Rug har som det almindeligste brødkorn været en særdeles vigtig afgrøde. Rugens nøjsomhed med hensyn til den jord, den dyrkes på, har i høj grad præget dens nuværende udbredelse. Selv på stærkt sandet eller sur jord giver rug et antageligt udbytte og er ofte under sådanne omstændigheder den gunstigste afgrøde. Rug og hvede supplerer hinanden, hvad udbredelse angår, som det også fremgår af småkortene side 130. Den største del af rugproduktionen kommer fra Vest- og Midtjylland; herudover dyrkes der en del rug på de lette jorder på Djursland samt i Nordvestsjælland og Nordøstsjælland. Der dyrkes næsten udelukkende vinterrug, og de fleste rugsorter er frostsikre, således at der kun sjældent opstår større skade på rugmarkerne selv i hårde vintre.

Rugarealernes størrelse var nogenlunde uforandrede fra 1935 til 1950; siden da er de faldet ganske betydeligt og har i de sidste år ligger omkring 115.000 ha. 1957 androg de 117.200 ha. Rugproduktionen er som følge af det stigende hektarudbytte ikke faldet i nævneværdig grad, men har endog været større end før 1939. Bortset fra et enkelt unormalt år har de seneste års rughøst svinget mellem 260.000 tons og 360.000 tons, 1956 var den 291.000 tons, hvilket svarer til største delen af landets rugforbrug.

Byg er landets vigtigste kornafgrøde, idet byghøsten udgør godt halvdelen af den samlede kornhøst. Byggens dominerende position er resultatet af en temmelig ny udvikling. Endnu i 1920erne udgjorde byghøsten kun godt 1/4 af den samlede kornhøst, og målt efter vægt var havreproduktionen større end bygproduktionen, medens de var lige store opgjorte efter foderværdi. Siden da har byggen været af s. 130 uafbrudt stigende betydning. Eftersom byg er så udbredt, kan man ikke forvente nogen større forskel på det omfang, hvori den dyrkes i landets forskellige egne. Tidligere var bygarealet størst på Øerne og i Østjylland, idet man fortrinsvis dyrkede denne kornart på de tungere jorder, ligesom tilfældet er med hvede. Dette vedvarede til under den sidste krig, da landbruget tvunget af mangelen på importerede foderstoffer udvidede dyrkningen af byg. Denne udvikling accelererede i efterkrigsårene og har hidtil ikke vist tegn til ændring, den er muliggjort ved tiltrækning af nye sorter samt en ændret og øget anvendelse af kunstgødning. Resterne af det gamle fordelingsmønster for bygavlen ses endnu af bygproduktionens fordeling, idet Øerne stadig har en relativ stor andel heraf, men den stærke tilvækst i de jyske bygarealer gør denne forskel stadig mindre betydelig. Bygarealet var 1957 693.000 ha, svarende til 49% af det samlede kornareal, og dette var det hidtil største bygareal her i landet. På samme måde har byghøsten været næsten uafbrudt stigende; 1956 var den 2.402.000 tons, svarende til 52% af den samlede kornhøst; omregnet efter foderværdi udgjorde den 54%. Den overvejende mængde af byggen anvendes som foder, især til svinene. Af andre anvendelser kan nævnes fremstillingen af gryn og forbruget inden for industrien, s. 131 navnlig i bryggerierne. Maltbyg avles i øvrigt i så stort omfang, at en hel del bliver eksporteret; der har periodevis endog været overskudseksport af byg.

Kornhøsten i 1954. Høsten er angivet amtsvis i tons. Det samlede kærneudbytte inkluderer ud over de fem specificerede kornarter en ringe mængde ren bælgsæd (1/3% af den samlede kornhøst). Det samlede kærneudbytte svarede til 35,0 mill. afgrødeenheder (1 a.e. svarer til foderværdien af 100 kg byg).

Kornarealet og kornhøsten. 1935–39 og 1946 til 1957. Det samlede kornareal var indtil 1956 lidt mindre end før krigen, men er nu lidt større. Brødkornsarealerne er væsentlig mindre, idet hvede kun avles på ca. halvdelen af det tidligere areal og rug på ca. 80 %. Ligeledes er arealerne med havre og blandsæd gået kraftigt ned, medens bygarealerne, der er steget stærkt, nu udgør halvdelen af det samlede kornareal. Den samlede kornhøst var for perioden 1951–55 20% større end for perioden 1935–39. Høsten af brød korn udgjorde før krigen ca. 20 % af den samlede kornhøst, i de senere år har den tilsvarende andel været 12–14%.

Som ovenfor nævnt var havre tidligere den vigtigste kornart, men er nu af langt mindre betydning end byg. Dens store udbredelse skyldtes og skyldes stadigvæk, at den er nøjsom og lykkes på selv meget sandede og næsten ufrugtbare jorder. Dertil kommer, at den med hensyn til modstandsdygtighed over for fugtighed er langt bedre end nogen af de øvrige kornarter. Den kan dyrkes på lavtliggende, fugtige og sure jorder, ligesom den tåler en rigelig nedbør. Det er disse forhold, der har medført den store udbredelse i Vest-, Midt- og Nordjylland, og det er også her, man stadig finder de største havrearealer og den største havreproduktion. I øvrigt dyrkes havre nogenlunde jævnt spredt over landet. Havrens foderværdi pr. kg ligger imidlertid noget under byggens, og med intensiveringen af landbruget har dette været medvirkende til havredyrkningens tilbagegang. Et andet forhold af væsentlig betydning er mekaniseringen og motoriseringen af landbruget, der har medført en kraftig reduktion af hesteholdet; da en af havrens vigtigste anvendelser inden for landbruget netop har været som hestefoder, har denne udvikling haft stor betydning. Havrearealet lå før krigen på ca. 375.000 ha og har i de senere år ligget omkring 260.000 ha; 1957 faldt det til 236.700 ha, det laveste det endnu har været. Havreproduktionen har samtidig svinget omkring 850.000 tons; heraf anvendes kun en beskeden del til menneskeføde i form af gryn, mens resten bliver brugt som foder. Udenrigshandelen med havre er ubetydelig.

De fire hovedkornarter dyrkes hovedsagelig hver for sig, men anvendes dog også som fællesafgrøder, idet man samtidig udsår en blanding af to kornarter. Blandsæden er næsten altid en blanding af byg og havre. Fordelen ved at dyrke blandsæd bunder i en slags forsikringsmoment, idet variationer i vejrliget, der sætter den ene kornart tilbage i vækst eller giver formindsket udbytte, ikke på virker den anden eller måske endog virker fremmende på den. De årlige variationer i nedbøren vil sædvanligvis have en forskellig indflydelse på høsten alt efter s. 132 jordbunden, således at sandede jorder som følge af deres lille vandreserve tørrer hurtigere ud i tørkeperioder end de lerede jorder. Dette bevirker, at afgrøderne på sandede jorder hurtigt rammes af en periode med ringe nedbør. Ved en anvendelse af blandsæd, som den forekommer i Vest- og Nordjylland, kan man opnå en vis udjævning af variationerne i høstudbyttet. Sædvanligvis fremgår det af statistikken, at blandsæd giver et lavere udbytte pr. ha end byg og havre dyrket hver for sig. Dette skyldes formentlig, at blandsæd i almindelighed dyrkes på arealer der er mere udsatte og mindre frugtbare end de arealer, der anvendes til byg og havre. Blandsædsarealerne har stort set været uforandrede i den sidste snes år, og 1957 androg de 287.300 ha. Høstudbyttet af blandsæd var 1956 853.000 tons, der udelukkende blev anvendt til foderbrug.

Kornavlen leverer næsten hele hjemmeproducerede del af kraftfoderet til den animalske produktion, og det er især dette forhold, der er afgørende for kornavlens størrelse i forhold til øvrige afgrøder, idet korn ikke er den sektor inden for den vegetabilske produktion, der giver størst udbytte pr. ha. Som gennemsnit for hele landet er det samlede høstudbytte opgjort til ca. 44 afgrødeenheder pr. ha beregnet for femårsperioden 1951–55. Forskellen i udbyttet mellem de tre afgrødegrupper er imidlertid meget betydelig, idet kornavlen samt græs- og grønfoder stort set gav det samme udbytte, nemlig mellem 38 og 39 afgrødeenheder pr. ha, hvorimod rodfrugterne gav 67 afgrødeenheder pr. ha. Dette skyldes først og fremmest, at både klima og jordbund begunstiger dyrkning af rodfrugter, bl.a. fordi den lange vækstperiode har stor betydning. Dyrkning af meget proteinholdige foderstoffer er derimod enten umulig eller giver kun lille udbytte, hvorfor den gunstigste foderkombination opnås ved indenlandsk avl af grovfoder og kulhydratholdigt kraftfoder, medens det proteinholdige kraftfoder for langt den overvejende del må importeres.

Dyrkningen af rodfrugter tog fart under omlægningen af landbrugsproduktionen i slutningen af det forrige århundrede. Stigningen i roearealerne og roehøsten har været støt siden da, kun afbrudt enkelte år eller kortere perioder. I lighed med kornhøsten anvendes største delen af rodfrugthøsten til foderbrug. Undtagelserne er de sukkerroer, der går til sukkerfabrikkerne, og kartofler, hvoraf kun 40–45% anvendes til foderbrug, mens resten går til menneskeføde, industrielt brug, eksport og endelig til læggekartofler. Roen har som kulturplante været kendt i årtusinder, men blev indtil omkring år 1800 væsentligt dyrket som køkkenurt. Arbejdet med at fremelske nye og mere ydedygtige sorter er foregået særdeles intenst. Herunder er der især blevet lagt vægt på at øge planternes væksthastighed samt deres tørstofindhold, der stort set er afgørende for deres foderværdi. Ældst af vore nu anvendte foderroer er turnips, dernæst kommer runkelroer, kålroer (kålrabi) og sidst fodersukkerroer. Delvis uafhængigt af denne udvikling er man nået til stadig bedre sorter af sukkerroer, der anvendes såvel til fremstilling af sukker som til foder. Tørstofindholdet i roer varierer ikke alene efter art og sort, men også fra år til år som følge af det forskelligartede vejrlig. Sædvanligvis anføres det, at turnips har det laveste tørstofindhold, nemlig 9 %, og at sukkerroer har det højeste, nemlig 24%. Største delen af tørstofindholdet udgøres af kulhydrater, knap 1/10 er protein. Dette gælder kun for roden, der i øvrigt indtil for få årtier siden var det eneste, man anvendte af roen. Nu om stunder anvender man i vid udstrækning også roetoppen, der i kraft af sit betydelige proteinindhold s. 133 giver et værdifuldt tilskud til kreaturfoderet. Roetoppen, der anvendes både i frisk tilstand og ensileret, betyder en væsentlig forøgelse af høstudbyttet, i de senere år har den andraget ca. 3% af det samlede høstudbytte.

Moderne bondegård i Høver (vest for Århus), opført 1955 (arkt. Børge Christensen). Fra højre: siloer (til ensilage), lang kostald, høj lade (»fodercentral«) og maskinhus (med port). De to sidstnævnte huses ydermure og alle tage er af asbestcementplader. Gårdens stuehus skimtes bag stalden.

Fot. i Kunstakademiet.

Turnips, der som nævnt er den ældste af foderroerne, dyrkes nu kun i ganske ringe omfang. Høstudbyttet af turnips er lidt mindre end 1% af det samlede høstudbytte af foderroer. Størst udbredelse har turnips i Vest- og Nordjylland, hvor den giver et relativt godt udbytte på de sandede jorder og på steder, hvor frosten kommer tidligt, således at vækstperioden bliver kort. Når den i øvrigt dyrkes så lidt, skyldes det, dels at den giver et lavt udbytte pr. ha, og dels at den kun kan opbevares i temmelig kort tid.

Runkelroen er noget mere almindeligt dyrket end turnips, men høsten udgør dog kun ca. 4 % af den samlede foderroehøst. Tidligere fandt denne roeart langt større anvendelse end nu, dens betydning var på sit toppunkt i 1920erne. 1956 dækkede runkelroerne godt 3% af det areal, der anvendtes til roedyrkning; senere er dens betydning faldet endnu en smule. Runkelroen, der indeholder 12–13% tørstof, trives kun godt på lerede jorder, ligesom den udvikles bedst, når den får rigelig varme. Den har sin største udbredelse i Sydsjælland og på Fyn.

Kålroen er langt den vigtigste roeart; den beslaglagde 1957 ca. 47% af det samlede foderroeareal. Dens andel af roehøstens foderindhold er imidlertid en smule mindre, nemlig knap 45 %. Målt ved høstudbyttet er kålroen den vigtigste foderroe i Jylland med undtagelse af Sønderborg amtsrådskreds, hvorimod den på Øerne kun er den vigtigste i Frederiksborg amt. Denne fordeling afspejler de mest betydelige forskelle i jordbundens kvalitet. Kålroen trives godt på de fleste s. 134 jorder, selv på sandet og sur jordbund. Hertil kommer dens krav om rigelig nedbør; tilsammen bevirker disse forhold, at kålroen bliver en meget velegnet afgrøde i største delen af Jylland. Vækstperioden er lang, og kålroen er temmelig modstandsdygtig over for frost. Dette er en fordel, idet høsten af kålroen uden risiko kan udsættes, indtil det meste af det øvrige efterårsarbejde er fuldført. Da arbejdet ved pasning og optagning af kålroer endvidere er mindre end for andre roer, er den også af denne grund af betydning for landbrugsøkonomien. Når kålroen ikke har den samme dominerende position på Øerne, skyldes det, at man der har mulighed for at dyrke andre endnu mere givtige roearter. Kålroens foderværdi ligger på samme niveau som runkelroens.

Foderafgrøderne i 1954. Høsten er angivet amtsvis i afgrødeenheder. Angivelserne for kålroer, fodersukkerroer og sukkerroer til foderbrug omfatter kun rod. Roetop er inkluderet i græs og grønfoder med halvdelen i frisk fortæret græs og grønfoder og halvdelen i ensileret foder. Hø omfatter foruden ager- og enhø også lucerne. Til sammenligning med kornhøsten kan anføres, at foderværdien af høsten af græs og grønfoder 1954 var 36,6 mill. a.e.

Som den sidste gruppe af roer kommer sukkerroen og fodersukkerroen. Sukkerroen er resultatet af en intensiv forædlingsproces, der har stået på i 150–200 år. Interessen for denne roeart var oprindelig knyttet til dens sukkerindhold, der har dannet grundlaget for den europæiske sukkerindustri. Fra oprindelig, også her i landet, at være en industriel råvare har sukkerroen udviklet sig til også at være vigtig som foderroe; samtidig har man ved krydsning mellem sukkerroen og s. 135 runkelroen udviklet fodersukkerroen. Sukkerroen blev oprindelig dyrket udelukkende i tilknytning til sukkerfabrikkerne og organiseret som kontraktavl. Under denne form fortsætter stadig en del af sukkerroedyrkningen; den er i overvejende grad beliggende nær ved sukkerfabrikkerne af hensyn til transportomkostningerne. Produktionen af sukkerroer til fabrik er størst på Lolland-Falster, i Syd- og Vestsjælland, på Møn og Fyn. Derudover dyrkes der spredt rundt om i Jylland og på resten af Sjælland små mængder fabriksroer, vigtigst er egnene syd for Kolding fjord. Arealet, der anvendes til denne afgrøde, er nu omkring dobbelt så stort, som det var før den sidste krig, hvorimod høsten ikke er steget nær så meget. Sukkerroer dyrkes desuden til foderbrug, men hverken areal eller produktion når op på fabriksroernes niveau, dog har avlen hidtil været kraftigt stigende. Tilsammen udgør de egentlige sukkerroer omkring 25% af den samlede roeproduktion målt i afgrødeenheder, fordelt med 3/5 i form af fabriksroer og 2/5 til foderbrug.

Fodersukkerroen har efterhånden fortrængt runkelroen, da den har et stør’e næringsindhold og alligevel ikke kræver bedre vækstbetingelser. Fodersukkerroen er derfor blevet den vigtigste foderroe overalt på Øerne med undtagelse af i Frederiksborg amt, hvor man på de overvejende lette jorder foretrækker kålroen. I Jylland dyrkes den overalt, men er dog kun den vigtigste foderroe i Sønderborg amt, og den er i det hele taget mere udbredt i Østjylland end på resten af halvøen. Af hele landets foderroeareal anvendes 34% til fodersukkerroer, og høsten svarer til knap 40% af den samlede foderroehøst udregnet efter næringsværdien.

Forudsætningen for den udbredte roedyrkning er et stort kvæghold med hovedvægt lagt på mælkeproduktion. Efter at roedyrkningen var blevet etableret, har den senere udvikling vist en stigende anvendelse af de arter og sorter, der har størst tørstofindhold og dermed størst næringsværdi for kreaturerne. De forskelle i klima og jordbund, der er mellem landets forskellige dele, har forårsaget, at artsvalg og høstudbytte pr. ha varierer meget. Et konsekvent gennemført forædlingsarbejde har givet mulighed for den mest hensigtsmæssige anvendelse af jorder af vidt forskellig kvalitet og derigennem været forudsætningen for roeavlens nuværende store betydning. I sammenligning med mellemkrigsårene er roeavlen nu af større betydning, dels som følge af den større høst og dels som følge af mere udbredt anvendelse af roetoppen. Dette har påvirket fordelingen af den samlede forbrugte fodermængde, således at de importerede kraftfoderstoffer nu udgør en betydelig mindre andel heraf end før.

Foruden roerne er det blandt rodfrugterne kun kartoflen, der er af væsentlig betydning. Kartoffelarealet lå før krigen, på ca. 80.000 ha, i de senere år har det ligget mellem 90.000 og 100.000 ha. Kartofler kan dyrkes på næsten al slags jord, men let, sandet bund giver en gunstig afgrøde, idet både smag, opbevaringsevne og udseende bliver bedre end på lerede jorder. Kartoffelplanten tåler ikke frost, men er ellers nogenlunde modstandsdygtig over for udsving i vejrliget, såvel hvad temperatur som nedbør angår. Da vækstbetingelserne er gunstige på sandjord, og markarbejdet samtidig er lettere end på lerjorden, har den naturlige konsekvens været, at kartoffelavlen først og fremmest foregår i Midt- og Vestjylland samt i Himmerland. På Øerne er det kun Nordøstsjælland, der har nogen større kartoffelavl. Alene i følgende fire amter: Ålborg, Viborg, Ringkøbing og Ribe avledes 1954 60% af hele den danske kartoffelhøst. Avlen falder hovedsagelig i s. 136 tre grupper, nemlig spisekartofler, industrikartofler til fremstilling af sprit og kartoffelmel, samt foderkartofler, der overvejende anvendes til svinefoder. Der dyrkes mange forskellige sorter, for spisekartoflernes vedkommende af hensyn til smagen, for industrikartoflernes vedkommende er det hensynet til at opnå det højst mulige stivelsesindhold, der spiller en rolle. Delvis på gartnerimæssigt grundlag frembringes tidlige kartofler, der opnår en særlig høj pris. Den samlede kartoffelhøst udgør sædvanligvis knap 2 mill. tons eller ca. 4 mill. afgrødeenheder, svarende til ca. 10% af kornhøsten.

Høsten af kartofler og sukkerroer til fabrik 1954. Høstens størrelse er angivet amtsvis i afgrødeenheder. Kartofler dyrkes fortrinsvis på de lette jorder i Nord- og Vestjylland. Af den samlede kartoffelhøst på 1,9 mill. tons (3,8 mill. a.e.) avledes 87 % i Jylland. Maribo amt er dominerende for sukkerroernes vedkommende; af den samlede høst på 1,7 mill. tons (3,9 mill. a.e.) stammede 52 % fra dette amt alene og 41 % fra de øvrige amter på Øerne.

Den resterende del af landbrugsarealet, der udgør 1/3 af det samlede, anvendes til græs og grønfoder. Den rationelle udnyttelse af græsningsmulighederne og den øvrige anvendelse af græs- og grønfoder er den del af den vegetabilske produktion, som er kommet sidst i gang. Udvidelsen af det pløjede areal er sket på de varige græsarealers bekostning, og denne udvikling er endnu ikke standset. Omfanget heraf ses ved en sammenligning mellem de aktuelle arealer og de arealer, der forefandtes umiddelbart før den anden verdenskrig. I dette korte åremål er det samlede areal til græs og grønfoder faldet med 248.000 ha, hvoraf 182.000 ha udgøres af arealer uden for omdriften, ɔ: permanent græsgang, og kun 66.000 ha af grønfoder- og græsarealer inden for omdriften; relativt set er forskellen endnu større, idet de 182.000 ha svarer til 33 %, men de 66.000 kun til 9 %. Generelt set er det danske klima ikke særlig velegnet for græsvækst. I forhold til de fleste af de lande, hvis mejeribrug konkurrerer med vort eget, er vækstperioden her i landet betydelig kortere, det gælder såvel europæiske som oversøiske lande. Dertil kommer, at årsnedbøren er lidt for lav, og variationerne årstiderne imellem er uhensigtsmæssige. Forårsnedbøren er sædvanligvis lav, til tider så lav, at man taler om tørkeperioder. Den rigelige nedbør, som er en sædvanlig foreteelse i den danske s. 137 sommer, bevirker, at græsningen i eftersommeren og om efteråret bliver relativt god. I Sydvestjylland begunstiges græsvæksten af, at nedbøren er større end i resten af landet. Generelt set er lavtliggende områder velegnede til konstant græsning, og under forudsætning af lige stor nedbør vil lerede jorders større evne til at tilbageholde vand ofte begunstige deres anvendelse til græs, medens sandede jorder ikke vil kunne bruges dertil. Græsarealernes fordeling er delvis et resultat af disse forhold, men også kun delvis, fordi næsten alle brug, uanset om deres forudsætninger er gode eller ej, vil være nødt til at lægge et vist minimalt areal ud med græs. Græsarealerne er relativt størst i Jylland, hvor 38 % af landbrugsarealet finder denne anvendelse, medens den tilsvarende andel for Øerne er 24%. Såvel terrænets udformning som jordbundens beskaffenhed har været medvirkende til denne forskel.

Arealudbyttet målt i afgrødeenheder og de enkelte amters procentvise andel af det samlede høstudbytte. 1953/54. Kortet til venstre viser, på grundlag af en amtsvis opgørelse, det samlede høstudbytte målt i afgrødeenheder pr. ha. Arealudbyttet er her beregnet som et gennemsnit af høsten i årene 1953 og 1954. For Øerne er gennemsnittet 52, for Jylland 41 og for hele landet 44 a.e. pr. ha. Kortet til højre viser de enkelte amters procentvise andel af det samlede høstudbytte, ligeledes beregnet som et gennemsnit af årene 1953 og 1954. Øernes andel udgør 35 % og Jyllands 65 %.

Langt den største del af græsarealet er tilsået, og næsten hele resten er blevet forbedret ved indsåning af særlige planter. Man tilstræber ved tilsåningen af græsmarkerne en kombination af planter, der passer med græslejets varighed og samtidig tager hensyn til jordbundens beskaffenhed og markernes anvendelse. Sædvanligvis tilsås der med en blanding af græsser og bælgplanter, hvoraf de vigtigste er rajgræs, timothe, engsvingel og kløver. Græslejets varighed er af stor betydning for udvalget af planter, idet nogle kun giver godt udbytte i 1–2 år (fx. rødkløver), medens andre giver jævnt udbytte i mange år (fx. hvidkløver). Ligeledes er planternes modstandskraft af betydning for udvalget til de marker og enge, der skal afgræsses af kreaturer. Til grønfoder dyrkes – især på Øerne – en del lucerne, og i visse egne i Jylland dyrkes også lupin, dog har nu ingen af disse afgrøder stor betydning. Udbyttet af græs- og grønfoderarealerne udgør sædvanligvis s. 138 godt 30% af den samlede vegetabilske produktion. Af disse ca. 30% bliver langt den største del (ca. 25%) anvendt direkte til opfodring i frisk tilstand, af de resterende 5% bliver mindre end 1/2% konserveret ved ensilering, medens resten bliver anvendt som hø.

Af andre afgrøder kan nævnes frø såvel af roer som af græs og kløver. Omkring 2/3 af frøavlsarealerne findes på Øerne, især i Sydsjælland. Den jyske frøavl foregår næsten udelukkende i Østjylland. Industriafgrøderne ud over de allerede nævnte er ubetydelige af omfang; der dyrkes cikorierødder, sennep samt hør.

Kvægholdet i forhold til landbrugsarealet, samt den amtsvisefordeling. 1954.Kortet til venstre viser, hvor mange stkr. hornkvæg der findes pr. 100 ha landbrugsareal inden for hvert amt. Signatur 1 angiver 110 stkr. eller flere, 2. angiver 95–109 stkr. og 3. angiver 94 stkr. eller færre. 29 % af hornkvæget findes på Øerne, 71 % i Jylland. Tallene på kortet til højre viser, hvilken procent af den samlede hornkvægbestand der findes i det pågældende amt.

Et specielt træk i det danske landbrugs struktur er, at en meget stor andel af den vegetabilske produktion, nærmere betegnet omkring 85%, anvendes som basis for det til agerbruget knyttede husdyrbrug. En sådan balance mellem vegetabilsk og animalsk produktion træffes kun i enkelte lande, bl.a. i de mejerilande, der sædvanligvis er vore konkurrenter på verdensmarkedet. Dansk landbrug foretog i de sidste årtier af 1800-tallet omlægningen fra overvejende vegetabilsk til overvejende animalsk produktion, og man har siden da været tilbøjelig til at betragte produktionsindretningen som stabil, selv om der ganske vist fra tid til anden er opstået afsætningsvanskeligheder eller ugunstige prisforhold. Det bør understreges, at den tilsyneladende stabilitet dækker over betydelige ændringer i det samlede landbrugs funktioner og i de retninger, som de enkelte produktionsgrene har fulgt.

Kreaturholdet har her i landet to hovedformål, for det første at producere mælk til fremstilling af mejeriprodukter og for det andet at producere kreaturer til slagtning for kødets skyld. Mælkeproduktionen har i dette århundrede været langt det vigtigste resultat af kreaturholdet, men der er dog flere træk, som viser, at der lægges stigende vægt på kødproduktionen. Klarest kommer dette selvfølgelig frem for den del af kreaturholdet, der udelukkende er indrettet på kødproduktion, som s. 139 fx.studeholdet, men det viser sig også i malkekøernes relativt korte levetid, der er motiveret af et ønske om, at udsætterkøerne også skal være vel anvendelige som køddyr. Medens der i de senere år har været et nedadgående antal stude, og denne del af avlen nu kun har betydning i ganske små områder (især i marsken), er antallet af kalve og kvier sammenlignet med antallet af køer nu betydeligt højere end 1939. Antallet af malkekøer har været svagt nedadgående i de sidste 5–6 år, hvilket betyder, at udskiftningen af malkekøerne foregår hurtigere end før, og at opdrætning af kalve og kvier til slagtning også ligger på et højere niveau.

Bestanden af hornkvæg og malkekøer, samt mælkeproduktionen. 1935–39 og 1946 til 1957. (Julitællinger). Bestanden har været ret konstant, for hornkvægets vedkommende lidt over 3 mill. stkr., og for malkekøernes vedkommende har antallet svinget mellem 1,5 og 1,6 mill. stkr. Endvidere er vist den årlige mælkeproduktion. Den nåede 1950 op på førkrigsniveauet (godt 5 mill. tons) og har siden kun vist ringe tendens til større udsving.

Kobestanden domineres af de to nationale kvægracer, den sortbrogede danske race og den røde danske malkerace, der 1954 tilsammen udgjorde 85,4% af alle malkekøerne. I sammenligning med den forrige optælling, der blev foretaget 1944, betegner det en lille tilbagegang, idet de to racer dengang tilsammen udgjorde 87,0% af alle malkekøerne. To andre racer, der begge oprindelig er blevet udviklet i andre lande, er også af nogen betydning; det drejer sig om jerseykvæget og korthornskvæget, der 1954 omfattede henholdsvis 7,8% og 3,6% af malkekøerne. De resterende 3,2% af malkekøerne omfatter krydsninger, dyr af andre racer og dyr af uoplyst afstamning.

Det sortbrogede danske malkekvæg findes udelukkende i Jylland. Denne race var oprindelig dominerende over hele landsdelen, men er nu ved at blive fortrængt. Grunden til dens tidligere udbredelse må søges i dens hårdførhed og nøjsomhed, der gjorde, at den kunne trives selv i områder, hvor vegetation og vejrlig lagde store hindringer i vejen for mejeribrug. Med den mere intensive udnyttelse af jorden fulgte bedre leveforhold for malkekvæget og følgelig større mælkeudbytte pr. ko. Under denne fase har det ikke været muligt for det sortbrogede kvæg at holde stillingen, i konkurrencen med det røde malkekvæg har det i mange egne vist sig underlegent.

Det røde danske malkekvæg er opstået ved krydsninger mellem det kvæg, der oprindelig fandtes på Øerne, og det røde slesvigske kvæg. I tidens løb har disse krydsninger opnået et ensartet racepræg, resultatet af årtiers konsekvente forædlingsarbejde og anvendelsen af ensartede kriterier for bedømmelse af udseende og ydedygtighed. Den røde malkerace udgør 88% af Øernes og 61% af Jyllands malkekøer og er således særdeles dominerende overalt i landet.

Jerseykvæget har været anvendt her i landet i temmelig lang tid, men indtil for få år siden uden at opnå væsentlig udbredelse. 1944 udgjorde jerseykøerne kun 1,5% af den samlede bestand af malkekøer, men 1954 var andelen steget til 7,8%. Jerseykøernes mælk har et meget stort fedtstofindhold, men mælkemængden er til gengæld mindre; da dyrene er mindre af bygning end de to førnævnte racer, er kødudbyttet ligeledes mindre.

Korthornskvæget er baseret på indførte avlsdyr, hovedsagelig engelske; dyr af denne race anvendes mest som køddyr, hvorfor man også oprindelig fandt den ved den jyske vestkyst fra egnen omkring Varde til grænsen, hvor bl.a. de store marskområder er blevet dens hjemsted. Senere er avlen udbredt til andre egne i Jylland, hvor man har store engarealer, fx. i Thy. Korthornskøernes antal er siden 1944 reduceret kendeligt, nemlig fra 8,1% til 3,6% af det samlede antal køer; korthornskvæg findes nu udelukkende i Jylland.

I Jylland findes godt 70% af den samlede hornkvægsbestand, men dér, som på Øerne, er der store variationer i tætheden fra egn til egn. Måler man kvægbrugets intensitet ved at sætte kvægholdet i forhold til landbrugsarealets størrelse, får man, at der i gennemsnit for hele landet findes 102 stykker hornkvæg pr. 100 ha (1954). Målt på denne måde er kvægtætheden lavest på Øerne. Særlig lav er den i Københavns nærhed og på Lolland-Falster, hvor betydelige dele af landbrugsarealet anvendes til afgrøder, der ikke kommer den animalske produktion til gode. Øerne øst for Store Bælt har alle en lavere kvægholdsintensitet end den gennemsnitlige for hele landet, hvorimod Fyn ligger over gennemsnittet, hvilket også gælder de fleste jyske amter. Den højeste intensitet findes i de centrale dele af Nørrejylland samt i Thy og i Vendsyssel og den laveste i det sydlige og vestlige Sønderjylland.

Den samlede mælkeproduktion var umiddelbart før den sidste krig ca. 5,3 mill. tons. Under krigen faldt den som følge af manglende oversøiske tilførsler, og først 1950 nåede man atter op på førkrigsniveauet. I 1950erne har produktionen været noget svingende, den har gennemsnitligt været ca. 5,2 mill. tons årlig. Den gennemsnitlige ydelse pr. malkeko varierer mellem 3400 og 3600 kg årlig, men i øvrigt er udsvingene meget betydelige, idet man ikke sjældent finder køer med en årlig mælkeydelse på over 10.000 kg.

Største delen af mælkeproduktionen anvendes til fremstilling af smør; smørrets andel har været en smule synkende og lå 1955 på 70% af den samlede mælkeproduktion. Til fremstillingen af ost anvendtes samme år 11 1/2% af mælkeproduktionen. Det er først og fremmest disse to produkter, der frembringes på landmejerierne, og det er på grundlag heraf, at mejerierne returnerer skummetmælk og kærnemælk til landbrugerne, hvor det anvendes til foder, fortrinsvis til svinene. Det meste af konsummælken (1955: 7,4% af mælkeproduktionen) leveres gennem specialmejerier i byerne, der aftager mælk både fra landmejerier og producenter direkte. Af andre anvendelser må nævnes producenternes eget forbrug, flødesalget og produktion af mælkekonserves.

Som den sædvanligvis næstvigtigste del af den animalske produktion kommer svineholdet. I modsætning til det næsten konstante kreaturhold er svineholdet hurtigt svingende i omfang. Dette er muligt, fordi slagtesvinets levetid er så kort, og fordi man temmelig let kan udvide antallet af søer. Mulighederne for en relativt hurtig stigning er altså til stede, de regulerende faktorer er efterspørgslen i s. 141 vore aftagerlande og konkurrencen fra andre leverandørlande, samt ikke mindst forholdet mellem foderprisen (især kornprisen) og salgsprisen. Den sædvanlige fodersammensætning omfatter korn, kartofler, eventuelt sukkerroer, skummetmælk og valle, idet man anvender det foder, der alt efter egnens afgrøder er gunstigst, kombineret med returmælken fra mejerierne. På samme måde som for kreaturernes vedkommende kan man karakterisere svineholdets intensitet ved at beregne antallet af svin pr. 100 ha landbrugsareal. Gennemsnittet for hele landet 1954 var 157. Udsvingene er meget store, Københavns amt, Maribo amt og Tønder amt lå mellem 100 og 110, medens følgende amter havde flere end 190: Roskilde, Århus og Sønderborg. Dyrkningen af specialiteter forklarer nogle af disse afvigelser, medens andre hænger sammen med særlig store foderarealer, især byg og kartofler.

Andelsmejeri (Lindknud, Ribe amt), oprettet 1888, ombygget 1920 (og 1948). Spredt i Danmarks sogne ligger ca. 1250 andelsmejerier (samt et par hundrede private), et karakteristisk træk i landets nuværende bebyggelse.

Fot. F. Dall Schmidt 1957.

Den nuværende danske landrace er opstået ved krydsning mellem den oprindelige danske svinetype og det engelske yorkshiresvin. Man har ved udvælgelsen opnået en maksimal mængde flæsk egnet til baconfremstilling, en i almindelighed mere efterspurgt kvalitet samt en væsentlig kortere vækstperiode. Svineavlen har ikke nødvendiggjort et så vidtgående samarbejde som kvægavlen, men næsten alle svineslagterier er dog nu blevet andelsselskaber, langt de fleste har været det fra starten.

Som den sidste betydende sektor i den animalske landbrugsproduktion kommer hønseavlen. Forholdet mellem betydningen af produktionen af æg og produktionen s. 142 af kød har været lidt skiftende. På trods af, at bestanden af høner nu er ca. 20% lavere end før krigen, ligger produktionen af æg ca. 10% højere end dengang. I øvrigt er det samlede hønsehold aldrig nået op på førkrigsniveauet og har heller ikke i de senere år vist nogen tydelig vækst. Som venteligt hører en relativt stor del af hønseholdet hjemme på de små brug; eksempelvis kan nævnes ejendommene under 10 ha, der kun omfatter 15% af det totale landbrugsareal, men huser 36% af hønsene. Hønseholdet er blevet udviklet ad de samme veje som de andre husdyrhold, det angår såvel udvalg af avlsdyr som indsamling af æggene og oprettelse af fjerkræslagterier. Der holdes en del ænder og gæs samt et lille, men voksende antal kalkuner.

Svineholdet i forhold til landbrugsarealet, samt den amtsvise fordeling. 1954. Kortet til venstre viser, hvor mange svin der findes pr. 100 ha landbrugsareal inden for hvert amt. Signatur 1. angiver 170 stkr. eller flere, 2 angiver 140–169 stkr. og 3. angiver 139 stkr. eller færre. 33% af svinene findes på Øerne og 67% i Jylland. Tallene på kortet tilhøjre angiver, hvilken procent af den samlede svinebestand der findes i det pågældende amt.

Af de mindre husdyr bør nævnes får, der stedvis har været vigtigt, men som allerede før 1900 begyndte at dale i antal. Fårebestanden er nu på ca. 35.000, hvoraf største delen findes i Jylland, flest i Tønder amt.

Hesteholdet blev pr. 13/7 1957 opgjort til 254.000 stk., hvilket er mindre end halvdelen af, hvad det var 10 år tidligere. Hesteholdets betydning var allerede aftagende igennem mellemkrigsårene, men indtil for få år siden udførtes det meste markarbejde dog ved hjælp af heste. Anvendelsen af traktorer er meget udbredt, det ses alene af antallet af traktorer i brug, der 1957 andrager 77.600 mod 4400 1944. Man regner nu med, at 65–70% af samtlige ejendomme udnytter traktor, enten egen eller lejet. Indførelsen af mejetærskere har ligeledes formindsket anvendelsen af heste.

Ser man på landbrugets udvikling de sidste 25 år, har nogle forhold på det nærmeste været konstante. Dette gælder fx. landbrugsarealets størrelse og antallet af brug. Andre træk har ændret sig langsomt, nogle har foretaget udsving i flere retninger, uden at den samlede ændring i tilstanden er blevet af større betydning. Kun en enkelt faktor, ét led i driften, er blevet radikalt ændret i løbet s. 143 af disse 25 år, det er omfanget af den menneskelige indsats. 1933/34 deltog i alt 504.000 helårsarbejdere i landbrugsarbejdet, 1956/57 var tallet dalet til 330.000. Da én gruppe af personer, nemlig indehaverne, deres hustruer og mindreårige børn, omfatter næsten lige mange på begge tidspunkter, er hele nedgangen at finde hos medhjælperne. Medhjælperne omfatter to hovedgrupper; den ene er slægtninge og voksne børn, den anden er fremmed medhjælp, der bor hos arbejdsgiveren. Begge disse grupper er blevet mere end halveret i antal i periodens løb. Nedgangen i den anvendte arbejdskraft modsvares delvis af den ovennævnte udvidelse i anvendelsen af traktorer. Også andre mekaniske anlæg har haft stor betydning, elektrificeringen af landbruget har lettet udbredelsen af mange arbejdsmaskiner, ikke mindst for malkemaskineanlæg. 1936 fandtes ca. 3600 malkemaskineanlæg mod 1957 ca. 132.000, hvilket vil sige, at to trediedele af alle ejendomme har et sådant anlæg, og at omkring 9/10 af alle køerne bliver malket med maskine. Mekaniseringen har muliggjort, at man har kunnet reducere landbrugets arbejdskraft og samtidig opretholde produktionen, ja endog forøge den. Mekaniseringen har også formindsket det grove og ubehagelige arbejde og gjort det lettere at overkomme den del af landbrugsarbejdet, der nødvendigvis må udføres uden for den normale arbejdstid.

Svinebestanden og produktionen af svinekød og flæsk. 1935–39 og 1946–1957. (Antallet af svin er angivet efter julitællingerne). Gennemsnitsantallet for årene 1935–39 var 3,2 mill. stkr., efter krigen var det stærkt faldende til et minimum 1948 på 1,4 mill., dette er blevet efterfulgt af en næsten uafbrudt stigning til 1957, da antallet var 5,4 mill. Produktionen af svinekød og flæsk har vist tilsvarende svingninger; i perioden 1935–39 var den 342.000 tons, 1956 500.000 tons.

Kristian Antonsen

Erhvervsmæssig avl af grønsager, frugt og blcmster foregår dels i specialiserede virksomheder som gartnerier, salgsfrugthaver og planteskoler og dels i landbrugsvirksomheder, der i øvrigt fremstiller sædvanlige landbrugsvarer. Det til gartneri og erhvervsfrugtavl anvendte areal er steget stærkt i løbet af dette århundrede, 1907 var det 5.400 ha, 1935 10.200 ha, og ved den sidst afholdte tælling 1955 androg det 27.000 ha. Dette areal er fordelt med 12.500 ha på frugtplantager, 700 ha med blomster på friland, areal under glas 1.000 ha og endelig 10.900 ha med grønsager på friland. Af det sidstnævnte areal er 9.400 ha dyrket af landbrugsejendomme og resten af erhvervsgartnerier.

Gartneri og frugtavl findes næsten udelukkende på Øerne og i Østjylland, fordelingen bliver således meget ujævn, nemlig 26% af arealet i Jylland, 29% på s. 144 Fyn og 45% på de øvrige øer. Inden for hvert af disse områder findes yderligere egne, hvor gartnerierhvervet er særlig udbredt, således kan nævnes områder ved København, Odense og Århus. Et særligt område, der er udviklet specielt med henblik på hovedstadens forsyning er Amager. Her findes såvel grønsagssom blomstergartnerier. I de senere år er flere gartnerier flyttet fra hovedstadsområdet mod vest til egnen mellem København og Roskilde. Desuden findes der mindre områder med intensiv frugtavl, såvel på de store som på de små øer, især i den sydligste del af landet.

De mest almindelige grønsager er hvidkål, rødkål, gulerødder, løg og porrer. Efter krigen har dyrkningen af sommergrønsager været stigende, der er desuden sket en bemærkelsesværdig udvikling af champignondyrkningen, ikke alene til hjemmemarkedet, men også til eksport. Danmark er selvforsynende med de fleste gængse grønsager; der importeres dog en del af de finere grønsager, for hvilke sæsonen her er for kort, fx. tomater og blomkål.

Produktionen er fortrinsvis baseret på det indenlandske forbrug; der eksporteres dog en del kål, bønner, ærter og gulerødder. Endvidere eksporteres noget grønkonserves.

De største fabrikker, der fremstiller grønkonserves, ligger på Øerne i de egne, der har særlig mange gartneribrug, på Sjælland i København og Slagelse og på Fyn i Odense og Svendborg.

Antallet af frugttræer var 1955 omkring 4,5 mill., hvoraf 3,8 mill. var æbletræer, 0,4 mill. pæretræer, medens der af kirsebær- og blommetræer var 1/4 mill. af hver. Høsten af træfrugt varierer stærkt. I de senere år har den erhvervsmæssige æblehøst svinget mellem 80 og 120 mill. kg. Derudover produceres i private haver et kvantum af lignende størrelse. Der har nu i en årrække været en ikke ubetydelig eksport af æbler, især til de nordiske lande og til Østeuropa.

På trods af at skovarealet kun udgør 10% af det samlede areal, dækker træproduktionen alligevel en betydelig del af det hjemlige forbrug. Denne situation, der er resultatet af en målbevidst skovpolitik, er imidlertid først opstået temmelig sent. Konsekvent skovrøgt blev udbredt efter fredskovforordningen af 1805, men dog først almindelig langt senere. En væsentlig forøgelse af skovarealet er fremkommet ved anlægget af plantager på hede-, klit- og mosearealer. Plantagerne er i øvrigt nu ved at nå et stadium, der vil give betydelig større vedudbytte end hidtil.

Langt den største del af skovene drives efter helt rationelle retningslinier. Disse har givet sig udslag i forbedringer, som indførelse af nye træarter, jordforbedringsarbejder og effektivere dyrkningsformer. En meget betydelig del af skovarealet er næsten uanvendelig som landbrugsjord, dette gælder ikke alene største delen af de jyske plantageområder, men også mange andre steder. Særlig magre jorder og utilgængelige arealer findes hyppigt lagt ud i skov.

Det samlede skovareal på 438.000 ha fordeler sig med 143.000 ha på Øerne og 295.000 ha i Jylland. På Øerne dominerer løvtræerne med tilsammen 80.000 s. 145 ha, medens nåletræer optager 39.000 ha, og de resterende 8000 ha anvendes på anden måde. Det jyske løvskovareal omfatter kun 50.000 ha. Både på Øerne og i Jylland er bøgen det vigtigste løvtræ med tilsammen 85.000 ha. Det næststørste areal, der er lagt ud med løvtræ, er bevokset med eg og udgør 19.000 ha. Nåleskov dækker i Jylland 172.000 ha, og både der og på Øerne er granen det vigtigste nåletræ, den dækker i alt 116.000 ha, svarende til 26% af hele landets skovareal. Som næstvigtigste nåletræ kommer bjergfyrren, der næsten udelukkende findes i Jylland.

Sjællandsk bøgeskov (Slagslunde skov ved Slangerup). Bag forgrundens skov af ranke stammer ses et areal med ungskov, i baggrunden ældre skov.

Fot. Jonals 1957

Staten har fra gammel tid været ejer af en del skov; dette areal er blevet betydelig udvidet ved anlæggene af klitplantagerne. Staten er nu ejer af godt 120.000 ha skov og plantage, svarende til 28% af det samlede skovareal; kommuner, Hedeselskabet og andre ejer tilsammen ca. 30.000 ha eller 7% af skovarealet, medens de resterende 285.000 ha ejes af private. Statsskovene omfatter i almindelighed store, sammenhængende områder, hvor en rationel drift er mulig, medens mere end 1/3 af det privatejede skovareal består af små skove.

Den samlede hugst i skove og plantager har i de senere år ligget på mellem 1 3/4 og 2 millioner m³. Over 2/3 af hugsten er gavntræ, især tømmer, snitgavn og s. 146 kævler. Af gavntræet, der udgør ca. 1,2 mill. m³, er 0,7 mill. m³ nåletræ, 0,4 mill. m³ er bøg, medens de sidste 0,1 mill. m³ stammer fra eg og andre løvtræer. Den samlede produktion af brænde ligger omkring 0,6 mill. m³, heraf er mere end halvdelen bøgetræ, medens nåletræet kun udgør 1/4.

Jysk hedeplantage (Birkebæk syd for Herning). Uensartet yngre bevoksning af forskellige nåletræsarter på karrig sandbund.

Fot. H. Lykke.

Industri og håndværk er så nært beslægtede, at de i mange henseender må behandles under ét, bl.a. fordi det i mangfoldige tilfælde er umuligt at trække en grænse mellem dem. Når der i det følgende alligevel er sondret mellem industri og håndværk, er det væsentligt sket på grundlag af følgende retningslinier: at industri hovedsagelig er baseret på mekanisk energi og maskinfremstilling, på stordrift og massefabrikation og i almindelighed er kapitalkrævende; i modsætning hertil udøves den største del af håndværket med minimal anvendelse af mekaniske hjælpemidler, varerne fremstilles som regel efter bestilling, og de fleste håndværksvirksomheder beskæftiger få medarbejdere.

I statistisk henseende sondrer man mellem tre forskellige erhvervsgrene: industri, håndværk og anlægsvirksomhed. Opdelingen er foretaget, således at den sidstnævnte gruppe omfatter de egentlige husbygningsfag og desuden entreprenørforretninger s. 147 olgn., uanset de pågældende virksomheders størrelse. De øvrige virksomheder deles derefter mellem industri og håndværk i forhold til det i virksomheden beskæftigede antal arbejdere, idet man sædvanligvis betegner, dem der har 5 arbejdere eller færre, som håndværk og dem, der har 6 arbejdere eller flere, som industri. En sådan sondring, der er baseret på et enkelt kriterium, vil i mange henseender være ufyldestgørende. En overgang fra den ene gruppe til den anden skulle teoretisk være mulig, uden at den er forårsaget af en ændring i virksomhedens driftsform. Det er dog, bortset fra mindre bevægelser lige omkring grænsen, kun temmelig få virksomheder, der går over fra den ene gruppe til den anden.

Vibæk mølle på Als, bygget 1756. Af Danmarks talrige vandmøller er efterhånden kun et meget lille antal tilbage som minder om en ældgammel form for industriel udnyttelse af landets vandløb.

Fot. Anders Jespersen 1957.

En sammenligning af den økonomiske betydning af industri og håndværk kan baseres på summen af produktionens salgsværdi og værdien af det øvrige udførte arbejde. Ifølge den sidst afholdte erhvervstælling (1948) fordelte denne sum sig således, at de ca. 10.000 egentlige industrivirksomheder tilsammen repræsenterede 68%, medens de godt 70.000 håndværksvirksomheder repræsenterede 23%.

Inden for anlægsvirksomhed og især inden for håndværket spiller indehaverne talmæssigt en væsentlig rolle, det kan således nævnes, at ca. 43 % af virksomhederne 1948 overhovedet ikke beskæftigede fremmed arbejdskraft, hvorimod 2/3 af samtlige egentlige arbejdere 1948 var beskæftiget i industrien.

Antal virksomheder inden for håndværk og industri samt salgsværdien af produktionen. 1948. Opdelingen er foretaget i følgende grupper: A: anlægsvirksomhed, H: håndværk med indtil 5 arbejdere og I: industrivirksomhed med 6 arbejdere eller flere. De lodrette linier angiver antallet af virksomheder inden for hver af de 3 grupper. De kvadratiske felter repræsenterer salgsværdien af produktionen plus værdien af udført arbejde. Anlægsvirksomhedernes antal var 20.800, der dækkede 9 % af salgsværdien, medens de tilsvarende tal for håndværk var 71.600 og 23 %. endelig for industri 9.900 og 68 %.

Af de nævnte tre hovedgrupper inden for erhvervet er det håndværket, der først er blevet udviklet. Allerede i den tidlige middelalder havde enkelte håndværksgrene udskilt sig som specialiserede byerhverv. Støttet af deres organisationer – lavene – var håndværkerne i århundreder den dominerende gruppe i byerne og i disses opland, hvortil deres monopoler udstrakte sig. Lavenes indflydelse fortsatte langt op mod nutiden på trods af statsmagtens indgreb; først med næringsfrihedsloven af 1857 blev deres indflydelse for alvor begrænset, og i næringsretslig henseende forsvandt lavenes betydning først helt 1920.

Bortset fra specielle og enkeltstående tilfælde havde man ikke nogen industriel aktivitet før i 1600-tallet, da man under de da herskende merkantilistiske strømninger forsøgte at skabe grundlag for industri – især tekstilindustri – og gennem statsdrevne eller statsstøttede virksomheder lod det offentlige gå i spidsen. Bestræbelserne var imidlertid stort set forgæves, og overgangen til frihandel omkring år 1800 bevirkede, at industriens omfang yderligere formindskedes.

En ny industri begyndte først at dukke op henimod midten af 1800-tallet, i væsentlig grad baseret på anvendelsen af mekaniske kraftkilder, først og fremmest dampmaskinen, men også i relativt stort omfang vandkraft. Den egentlige industrialisering satte imidlertid først ind i den sidste fjerdedel af det forrige århundrede, og denne industrialiseringsproces er endnu i dag langt fra at være bragt til ende. Den har under hele sit første forløb haft en række forudsætninger, som stadig spiller en betydningsfuld rolle for industriens fortsatte udvikling. En del af disse forudsætninger har ikke alene haft betydning for den industrielle vækst i almindelighed, men også i væsentlig grad været bestemmende for den lokale udvikling og for industriens placering.

Det er allerede nævnt, at anvendelsen af mekanisk kraft har været af væsentlig betydning for produktionsprocessen. Dampmaskinen blev senere suppleret med eksplosionsmotoren og elektriciteten. Elektrificeringen, som den blev udført i den første fjerdedel af dette århundrede, fik indflydelse på industriens spredning, og den sidste menneskealders udbygning af kraftværker og ledningsnet har yderligere gjort både håndværk og industri af hængig af elektrisk kraft.

Den her i landet herskende mangel på naturgivne råstoffer har utvivlsomt været medvirkende til, at industrialiseringen kom ret sent i sammenligning med s. 149 andre lande. Energiråstoffer findes kun i dårlige kvaliteter og meget begrænset omfang, så alene af denne grund mangler man her i landet det incitament til udbygning af industrien, som i så rigt mål findes i lande som Storbritannien, Tyskland og Belgien. Det samme gælder malme og andre produkter som træ, tekstilråstoffer og råstoffer til den kemiske industri, der kun er til stede i meget beskedne kvanta.

Industrianlæg delvis fra 1700tallet ved Mølleåen nord for København (i forgrunden Ørholm værk, længere borte Nymølle og Ravnholm). Især under merkantilismen udnyttedes en del gl. vandmøller til fabriksdrift; fabrikkerne ved Mølleåen fik senere også dampkraftanlæg.

»Aero« luftfot.

Blandt de industrielle råstoffer er der kun to grupper, der forekommer i en sådan udstrækning, at de uden væsentlig import kan tjene som grundlag for en moderne industri. Det er landbrugsvarer og mineralske råstoffer til fremstilling af bygningsmaterialer.

Landbrugsvarerne og ikke mindst produkterne fra den animalske produktion var oprindelig af stor betydning for industriens opvækst. Samtidig med omlægningen s. 150 af landbrugsproduktionen fra vegetabilske til animalske produkter foregik en voldsom udvidelse af landbrugets behov for maskiner, apparater og redskaber samt en kraftig stigning i landbrugernes efterspørgsel efter industrielt fremstillede færdigvarer til erstatning for varer, der hidtil var blevet fremstillet som husflid eller håndværk. I de sidste 25 år er der dog foregået en så stor udvidelse af den industrielle produktion, at vekselvirkningsforholdet mellem landbrug og industri har langt mindre betydning end tidligere.

Anvendelsen af ler og kalk til fremstilling af bygningsmaterialer blomstrede op sammen med den tidlige industri. Landbrugets større pengeindtægter, og de udvidede besætninger medførte et stigende behov for byggematerialer til landbrugsbygninger. Samtidig var byerne inde i en kraftig vækstperiode, bybebyggelsens udstrækning tiltog, samtidig med at den skiftede karakter, idet man opførte forstadskvarterer med boliger og fabrikker.

Danmarks beliggenhed ved Nordsøen lettede tilførslerne af råstoffer og brændsel, således at landet på en del områder blev konkurrencedygtigt med andre vesteuropæiske lande. Kysternes udformning har muliggjort udviklingen af de fleste af købstæderne og billiggjort transporterne til indlandsbyerne; man har her i landet lavere transportomkostninger mellem oversøiske producenter og indenlandske forbrugere af råvarer end de fleste lande i Vesteuropa.

De store varemængder, der går til og fra landet, har dannet basis for udviklingen af skibsfarten og dermed også bevirket, at skibsbyggeriet er blevet af betydeligt omfang. Et tilsvarende beliggenhedsmoment har begunstiget fiskeriets udvikling og den dermed forbundne industri, hvad enten det drejer sig om bådebyggeri og fremstilling af tilbehør til fiskeriet eller om behandlingen af de landede fiskefangster i konservesindustrien.

Endnu en vigtig faktor bør nævnes, nemlig arbejdskraften. Den stærke stigning i folketallet satte ind fra begyndelsen af 1800-tallet som et resultat af bedre hygiejne og stigende leveniveau. Allerede i midten af århundredet var vandringen fra land til by i gang, og denne blev væsentlig øget ved den senere omlægning af landbruget og den stigende mekanisering. Den opvoksende industri har derfor næppe nogen sinde manglet arbejdskraft, men har tværtimod i vidt omfang fået tilført veluddannet og dygtigt menneskemateriale. Dette forhold har bidraget til vor nuværende industristruktur, idet man i højere grad end i andre lande lægger vægt på fremstillingen af højt specialiserede produkter.

Næringsmiddelindustrien er en af de største industrigrupper her i landet, idet den omfatter ca. 15 % af de beskæftigede og knap 25 % af industriens samlede produktionsværdi. I disse tal medregnes endda ikke de knap 1500 mejerier. At andelen af produktionsværdien bliver så stor skyldes, at de anvendte råstoffer, især de animalske, er dyre i forhold til den bearbejdning, de gøres til genstand for. Langt den overvejende del af landbrugsproduktionen videresælges til hjemmemarkedet eller til eksport i uforarbejdet eller lidet bearbejdet form, som fx. smør, bacon og æg. De højt forædlede landbrugsprodukter som konserves, sukker og øl går hovedsagelig til hjemmemarkedet og udgør på grund af dettes begrænsede omfang kun en relativt lille andel af den samlede levnedsmiddelproduktion.

Mejerierne behandler næsten hele mælkeproduktionen; deres størrelse er meget varierende, de største i beskæftigelsesmæssig henseende er konsummælk-mejerierne, især de københavnske. Mejerierne ligger spredt nogenlunde jævnt ud over s. 151 hele landet, således at næsten hvert sogn har sit eget mejeri. Nødvendigheden af kort transporttid fra mælkeproducent til mejeri er baggrunden for den nuværende spredning, idet langt de fleste mejerier oprindelig fik deres mælk tilført på hestevogne. Anvendelsen af automobiler og rent driftsøkonomiske forhold har i de senere år ført til nedlæggelse af enkelte mejerier, men deres antal er dog stadig meget stort i sammenligning med andre mejerilandes. Nogle af mejerierne er indrettet på udelukkende at fremstille enkelte artikler som konsummælk eller ost, men langt den største del har en blandet produktion med smørfremstilling som den væsentlige del.

Svineslagterierne ligger fortrinsvis i købstæderne, endvidere i enkelte stationsbyer med særlige gode transportmuligheder. På den måde er slagterierne blevet spredt nogenlunde jævnt over hele landet; kun få steder er afstanden mellem dem mere end 30 km. Den størrelsesmæssige variation spænder vidt, både fordi svineholdet ikke står i direkte forhold til arealets størrelse, og fordi oplandene heller ikke er lige store i arealmæssig henseende. Svineslagteriernes historie er intimt forbundet med omlægningen fra vegetabilsk til animalsk landbrugsproduktion, således er omkring halvdelen af slagterierne fra før år 1900.

Det vigtigste produkt fra svineslagterierne er bacon, der hovedsagelig eksporteres og langt overvejende til Storbritannien; de vigtigste afskibningshavne er Ålborg, Århus, Esbjerg og København. Derudover leveres fersk flæsk, som navnlig afsættes på hjemmemarkedet; i øvrigt anvendes praktisk taget hele svinet enten til fødevarer eller som råstof i andre industrigrene. Fremstillingen af færdige kødvarer samt af kødkonserves foregår dels på svineslagterierne, dels på en række fabrikker, der ikke har direkte økonomisk forbindelse med slagterierne. Slagter og spækhøker var tidligere de håndværksmæssige udøvere af tilberedning af kødvarer, ligesom en langt større del end nu blev fremstillet i husholdningerne. Byernes vækst, kvindernes beskæftigelse uden for hjemmet og det stigende leveniveau har skabt et større marked for kødvarer, end man før har kendt. Da en del af de fremstillede kødvarer er letfordærvelige, er mange fabrikkers opland begrænset til et temmelig snævert område. Det er således karakteristisk, at branchen har størst udbredelse i København, derudover i Odense, Kolding, Randers og Ringsted.

Hel- og halvkonserves fremstilles endvidere af frugt, grønsager og fisk. Disse virksomheder er som hovedregel råstoforienterede, d.v.s. at de er placerede i egne med gartneribrug og i fiskerihavnene. Frugt- og grønkonservesindustrien findes således i København, Odense, Svendborg, Slagelse og Nykøbing F., medens fiskekonservesindustrien er vigtig i Skagen, Esbjerg, Kerteminde og desuden i København.

Forarbejdning af korn til menneskeføde, d.v.s. til mel og gryn, foregår på handelsmøllerne, medens de som regel små kundemøller væsentligst arbejder for landbruget. Som råstof anvendes hovedsagelig dansk korn, kun hvede importeres til fremstilling af mel som følge af det lave glutenindhold i den danske hvede. Hovedprodukterne er rug- og hvedemel, men desuden fremstilles havre- og byggryn samt andre kornspiser. Mølleriet, der er en af landets ældste industrier, har fuldstændig skiftet karakter i de sidste hundrede år. Medens der tidligere var et meget stort antal møller, der hver forsynede et temmelig lille opland, er antallet nu meget stærkt formindsket. Det var dengang vanskeligheden ved at transportere s. 152 tunge varer over lange distancer, der i forbindelse med de begrænsede kraftressourcer nødvendiggjorde de mange møller. De gammeldags vandmøller og de fleste vindmøller er nu blevet nedlagt som følge af først dampmaskinens og senere elektricitetens fremkomst.

Fremstillingen af brød er nu om stunder delt mellem industri og håndværk, således at næsten alt rugbrød og en del andet brød fremstilles af brødfabrikkerne, medens bagerierne fremstiller det meste af hvedebrødet og alt finbrødet. Såvel forbrugernes store interesse i at få frisk brød som lokale forbrugsvaner har forhindret en endnu videre ført koncentration. Biscuitfabrikkerne, der ikke er bundet af sådanne traditioner, er derimod koncentreret til få virksomheder og enkelte byer, nemlig København, Hjørring og Århus.

Den danske sukkerindustri er i sit nuværende anlæg udelukkende baseret på her i landet dyrkede sukkerroer. Der findes for øjeblikket ni sukkerfabrikker og to sukkerraffinaderier. Sukkerfabrikkerne ligger alle i de egne, hvor dyrkningen af sukkerroer oprindelig, under hensyn til jordbundsforholdene, blev anset for at være mest gunstig. På Lolland-Falster findes fem fabrikker, på Møn en, i Vestsjælland en og på Fyn to. Raffineringen foregår i Nykøbing F. og i København.

Sukkerfabrikkerne er temmelig store virksomheder, der tilsammen beskæftiger ca. 3000 arbejdere; tallet er dog stærkt varierende med maksimum under sukkerroekampagnen i efterårsmånederne. For at kunne transportere de meget betydelige mængder sukkerroer fra dyrkerne til fabrikkerne har man mange steder anlagt specielle roebaner. Disse har dog mindsket betydning som følge af konkurrence fra lastbilernes side. Da sukkerfabrikkerne desuden anvender meget store kvanta brændsel, er deres samlede transportbehov af betydeligt omfang. Nærhed til roearealerne og adgang til søtransport har været næsten uomgængelige forudsætninger for eksistensen af sukkerfabrikkerne.

Den gamle danske sukkerindustri var baseret på indført råsukker, hovedsagelig hidrørende fra de daværende danske tropekolonier. Fra omkring år 1800 gik det stærkt tilbage for sukkerraffinaderierne, og efter midten af 1800-tallet var de uden større betydning. Dyrkningen af sukkerroer kom for alvor i gang i 1870erne og har siden udviklet sig til et sådant omfang, at landet i flere perioder har været sukkereksporterende.

Margarine er et temmelig nyt produkt, og den danske margarineindustri går da heller ikke længere tilbage end til 1880erne. Oprindelig anvendte margarinefabrikkerne animalsk fedt som råstof, men senere fik de vegetabilske olier stigende betydning og er nu langt de vigtigste. Ændret teknik og oprettelsen af danske oliemøller bevirkede, at antallet af margarinefabrikker steg stærkt til hen i 1920erne. Der er derefter foregået en reduktion af margarinefabrikkernes antal, dels ved nedlæggelse af mindre virksomheder, dels ved sammenslutning af andre. Senere er der yderligere udviklet et snævert samarbejde mellem en række af de større firmaer, således at disse har både fælles fremstilling og distribution. Produktionen, der dækker hele hjemmemarkedsforbruget, er i øvrigt særlig stor i Århus, København og Sønderborg.

Fremstilling af chokolade- og sukkervarer foregår i to vidt forskellige grupper af virksomheder. Den største del af produktionen finder sted på temmelig få, men store virksomheder med et landsomspændende salg, og en mindre del er s. 153 tilknyttet detailhandel. Behandlingen af de importerede kakaobønner sker udelukkende på de store virksomheder, der er de eneste, der af tekniske grunde har mulighed for at behandle råstoffet. Den væsentlige del af industrien er beliggende i København, Århus, Kolding og Vejle.

Beskæftigelsesmæssigt er bryggerierne den næststørste branche inden for nærings- og nydelsesmiddelindustrien. De falder i to temmelig skarpt adskilte dele, nemlig bajerskølbryggerierne, der næsten udelukkende fremstiller skattepligtigt øl, og hvidtølsbryggerierne, der kun fremstiller ubeskattet øl. De fleste hvidtølsbryggerier er små virksomheder, hvoraf en del er beliggende i landkommunerne. Bajerskølbrygningen foregår på godt 30 bryggerier, af hvilke tre dækker næsten 90% af produktionen. Disse tre største bryggerier ligger i hovedstaden, og de derefter i størrelsesorden følgende virksomheder ligger i Odense, Århus og Randers. Derudover er der bajerskølbryggerier i de fleste østjyske købstæder samt i en del af Øernes købstæder, hvorimod der næsten ingen findes i Midt- og Vestjylland.

Bryggeriernes historie går helt tilbage til middelalderen. Kongens Bryghus nævnes således i 1400-tallet og er dermed en af landets allerældste virksomheder. Fra midten af 1800-tallet, da fremstillingen af undergæret øl blev taget op efter tysk forbillede, kom en ny voldsom udvikling af ølproduktionen. Efter at antallet af bajerskølbryggerier i flere år havde været stærkt stigende, resulterede den hårde konkurrence mellem bryggerierne i, at nogle blev nedlagt og andre slået sammen.

De store bryggeriers højt udviklede teknik og stærkt standardiserede produkter har bevirket en fortsat nedgang i antallet af virksomheder. De små provins- og landbryggerier har dog stadig beholdt en del af markedet, hvilket antagelig skyldes dels forskelle i kvalitet og smagsvaner, dels at disse mindre virksomheder kan yde en særlig service inden for deres begrænsede opland, og endelig vel også lokalpatriotiske årsager. Eksporten af øl er temmelig betydelig og andrager for øjeblikket omkring 10% af produktionen, importen er ganske ubetydelig.

Bryggerierne er i øvrigt af ikke ringe betydning for landbruget ved deres indkøb af maltbyg, og et frugtbart samarbejde mellem industri og landbrug har muliggjort, at maltbyg er blevet en eksportvare.

Fremstillingen af sprit, akvavit og gær foregår på fem fabrikker, der alle ejes af et enkelt koncessioneret selskab. Sprit og akvavit fremstilles i Ålborg, Hobro og København og gær i Randers og Slagelse. Som råstoffer anvender spritfabrikkerne melasse, kartofler, korn og sukkerroer. Det er yderligere planlagt at fremstille teknisk sprit på basis af ætylen fra pyrolyseværket i København. De jyske fabrikker ligger nær kartoffelegnene og aftager den væsentlige del af deres råstoffer ved kontraktavl.

Spritfabrikkernes struktur er resultatet af en koncentrationsproces, der begyndte for 150 år siden og blev fuldført ved statens koncession 1923. I løbet af denne periode er antallet af virksomheder faldet fra ca. 2500 i året 1800 til de nuværende to spritfabrikker. Fortidens små håndværksdrevne brænderier, der kun dårligt udnyttede råstofferne og arbejdede under tvivlsomme hygiejniske forhold, måtte give op over for dampbrænderierne med disses lavere driftsomkostninger og bedre færdigvarer. Den forbedrede teknik forudsatte imidlertid større enheder, og dermed var koncentrationen sat i gang. Forbruget af drikkespiritus s. 154 var oprindelig næsten det eneste grundlag for brænderiernes eksistens; det dalende forbrug af akvavit og den stærkt stigende anvendelse af sprit inden for industrien har fuldstændig ændret produktionens sammensætning.

Den største branche inden for nærings- og nydelsesmiddelindustrien er tobaksfabrikkerne, der i alt beskæftiger ca. 8000 arbejdere. Endnu frem til efter år 1800 fremstillede man kun røgtobak, men snart optog man også fabrikationen af cigarer. Denne steg derefter støt, særlig kraftig blev væksten efter 1864, da konkurrencen fra hertugdømmerne forsvandt. Endnu yngre end cigarfremstillingen er cigaretfabrikationen, der er vokset voldsomt i indeværende århundrede. Hele denne udvikling hænger sammen med et stærkt stigende forbrug pr. person og en udvidelse af forbrugerkredsen, dels fordi befolkningen er blevet større, og dels fordi kvinderne er blevet tobaksforbrugende.

Cigaretfabrikationen er næsten udelukkende baseret på stordrift, og de fleste cigaretter fremstilles i København. Cigarfremstillingen er stadig i vidt omfang håndarbejde både i store og små virksomheder. Fremstilling af cigarillos og røgtobak foregår væsentligt maskinelt; de små virksomheder dækker kun en lille del af produktionen. Fordelt efter beskæftigede og omsætning findes de største tobaksfabrikker i København, Ålborg, Horsens, Odense, Holstebro, Esbjerg og Nykøbing F. Udenrigshandelen med tobaksvarer er ganske ubetydelig sammenlignet med det indenlandske forbrug.

Tekstil- og konfektionsindustrien beskæftiger ca. 20% af landets industriarbejdere og frembringer en lidt større andel af den samlede produktion målt efter værdi. Som noget karakteristisk for den danske tekstilindustri kan det nævnes, at den gennemsnitlige bedriftsstørrelse sammenlignet med den, man finder i andre vesteuropæiske lande, ligger temmelig lavt. Forklaringen må søges i, at industrialiseringen her i landet begyndte ret sent, og yderligere i at det indenlandske marked er relativt lille og derfor ikke muliggør, at specialvirksomheder når op på noget særlig stort omfang.

De fem herværende bomuldsspinderier fremstiller hovedsagelig væve- og trikotagegarn til de indenlandske tekstilfabrikker. Produktionen af andre garner er temmelig ubetydelig. Som råstof benyttes normalt kun bomuld; forsøg under den sidste krig på at anvende særligt behandlet (cottoniseret) hør er ikke resulteret i nogen produktion efter krigens ophør. Virksomhederne ligger i Vejle, hvor der er tre spinderier, i København og i Ålborg. Efter en lang række forgæves forsøg på at etablere bomuldsspinderier, forsøg der startede allerede før 1800, blev det ældste af de nuværende spinderier anlagt 1892 i Vejle. De øvrige fire spinderier fulgte hurtigt efter; det yngste er fra 1906. Et af spinderiernes største problemer har været at fremskaffe den tilstrækkelige arbejdskraft, især kvindelige arbejdere.

Antallet af bomuldsvæverier er temmelig stort. De største virksomheder ligger i København, Odense, Grenå, Ålborg, Fredericia, Vejle, Herning og Helsingør, idet der i disse byer tilsammen findes over 75% af branchens samlede arbejdertal. Produktionen omfatter alle sædvanlige bomulds- og silkemetervarer både til beklædning, til boligmontering og til teknisk brug, hvorimod produktionen af specialiteter er mindre omfattende. Dette gælder først og fremmest modevarer, hvor markedets ringe størrelse begrænser afsætningsmulighederne.

Bomuldsvæverierne var en af de industrier, der først begyndte at udnytte dampkraften, allerede før midten af 1800-tallet. Som i så mange andre lande s. 155 blev det denne industri, der gav udtryk for, at den egentlige industrialisering var begyndt. Branchens senere skæbne har været temmelig bevæget, og den har flere gange været udsat for alvorlige kriser og deraf følgende strukturændringer. De fleste af efterkrigsårene var stort set gode for tekstilindustrien, men nogle af de seneste år har været temmelig kriseprægede, hvilket stadig spores.

Antal arbejdere inden for industrien. 1948. Kortet viser alle de lokaliteter, hvor der beskæftiges flere end 50 arbejdere; bikortet i højre øverste hjørne modsvarer det skraverede område ved København. Inden for hovedstadsområdet beskæftigedes ca. 45% af arbejderne, og den samme andel fandtes i købstæderne og disses forstæder, medens de resterende 10% var beskæftiget i landkommunerne. Betydelig og nogenlunde alsidig udvikling af industrien findes kun i enkelte byer, på Øerne i København og Odense, og i Jylland i Østkystens byer fra Kolding til Ålborg.

Uldmetervarer fremstilles af klædefabrikkerne. Derudover bearbejdes uld på kamgarnsspinderierne, hvoraf der er tre, og på en række uldspinderier, hvoraf en del er temmelig små virksomheder. Klædefabrikkerne udgør den største del af uldindustrien, der er virksomheder i København, Svendborg, Odense, Kolding og flere andre steder. Kamgarnsspinderierne ligger i Odense, Sønderborg og København og de resterende uldspinderier i Nykøbing F. samt i Midt- og Vestjylland.

Uldindustrien har sin oprindelse i en almindelig udbredt husflid, der temmelig tidligt udviklede sig til håndværk, overgangen til industri fandt først definitivt sted i 1800-tallet. Uldbearbejdningen foregik oprindeligt i vid udstrækning med anvendelse af vandkraft; en stor del af de nuværende klædefabrikker ligger derfor nær vandløb, og deres placering er direkte afledet af denne oprindelige kraftkilde. Kamgarnsspinderierne fremstiller hovedsagelig to artikler, nemlig håndstrikkegarn til detailsalg og strikkegarn og vævegarn til andre grene af tekstilindustrien.

Trikotageindustrien er i sin nuværende udformning betydeligt yngre end de andre grene af tekstilindustrien. I gamle dage blev fremstillingen af trikotagevarer overalt drevet som en del af arbejdet inden for hjemmets mure og kun i beskedent omfang suppleret af indkøb. En hel del af disse indkøb stammede fra Hammerum herred, d.v.s. egnen omkring Herning og Ikast, hvor et specielt privilegium havde givet en særlig god grobund for en hjemmeindustri. Det er denne industri, der har udviklet sig til det, man i dag kan kalde trikotagedistriktet omkring Herning; i dette område findes over en trediedel af landets trikotagearbejdere, og op mod halvdelen af trikotageindustriens produktionsværdi stammer herfra. Derudover har der udviklet sig trikotageindustri i Silkeborg, Århus og endelig i København. En hel del af virksomhederne uden for Hammerum herred er dog direkte aflæggere af Hammerums industri eller også grundlagt af personer, der er udvandret derfra. Trikotageindustrien er den gren af tekstilindustrien, der har klaret sig bedst i efterkrigsårene, idet den ikke alene er næsten enerådende på hjemmemarkedet, men også har været i stand til at opbygge en ikke ubetydelig eksport.

Rebslageri blev oprindelig drevet som håndværk, men er nu helt industrialiseret. De største virksomheder findes i København, Esbjerg, Viby ved Århus og Randers. Inden for produktionen er det især to varer, der har betydning for omsætningen; det er dels fremstillingen af høstbindegarn og dels fremstillingen af tovværk og reb til fiskeri og søfart.

Konfektionsindustrien inddeles sædvanligvis i tre grupper, nemlig herrekonfektionsfabrikker, damekonfektionsfabrikker og tilvirkning af underbeklædning. Tilsammen beskæftiges der inden for denne del af industrien ca. 15.000 arbejdere, hvoraf halvdelen ved herrekonfektion. Fremstillingen af færdigsyet tøj til videresalg har været kendt længe, men det var først symaskinens opfindelse, der rigtig satte fart i konfektionsindustrien; og den nuværende konfektionsindustri er karakteriseret ved anvendelsen af mange specialmaskiner og en nøje planlagt produktionsproces. Disse forhold har medført, at man i vid udstrækning har opgivet at beskæftige hjemmearbejdere, hvilket så sent som umiddelbart før sidste krig var meget udbredt. De første konfektionsvirksomheder begyndte i København, antagelig ud fra snævre markedssynspunkter, og de fleste af virksomhederne ligger s. 157 stadig dels i hovedstaden og dels i de større købstæder; temmelig få er flyttet uden for den lille kreds af byer. Da konfektionsindustrien beskæftiger en del kvindelig arbejdskraft, vil den på dette punkt konkurrere med tekstilindustrien, og de to brancher udelukker derfor ofte hinanden, som tilfældet er i Ålborg og Vejle, hvor der kun findes tekstilindustri. Derimod har der efterhånden udviklet sig en del konfektionsindustri i trikotagebyerne, idet de to brancher delvis anvender samme arbejderstab. Sædvanligvis finder man konfektionsindustrien placeret i de mere centrale dele af byerne; dette gjaldt indtil for nylig i København og kan i øvrigt iagttages i de større købstæder, fx. i Odense og Århus. Konfektionsindustriens tilknytning til city hænger antagelig sammen med den tidligere anvendelse af hjemmearbejdere. I den nyeste tid har man dog set en udflytning fra city som følge af, at man ved overgangen til fabriksdrift ikke havde mulighed for at indrette produktionen rationelt under de eksisterende pladsforhold. Et resultat heraf ses i København, hvor man i temmelig stor afstand fra centrum har indrettet et samlet område som »konfektionsby«.

Skotøjsindustrien ligger placeret nogenlunde som konfektionsindustrien. I de større købstæder findes der kun enkelte skotøjsfabrikker og desuden et par i stationsbyerne. Beskæftigelsen inden for denne branche har været nogenlunde konstant, og produktionen dækker stort set hjemmeforbruget.

Den kemiske industri fremstiller kun i begrænset omfang råstoffer og halvfabrikata. De eksisterende brancher er først og fremmest udviklet under hensyntagen til landbrugets behov og derudover forsyningen af det danske marked med forbrugsvarer. Der er kun meget få virksomheder inden for den danske kemiske industri, der kan karakteriseres som virkelig store virksomheder.

Blandt den del af den kemiske industri, der tager sig af at dække landbrugets behov, må først og fremmest nævnes fremstillingen af kunstgødning, der foregår på superfosfatfabrikkerne, hvoraf der for øjeblikket findes tre (Fredericia, Kalundborg og Nørresundby). Disse tre virksomheder er i stand til at dække forbruget. I forbindelse med denne produktion fremstilles svovlsyre, ensileringssyre og andre kemiske produkter i Kastrup.

Oliemøllerne, hvoraf især bør nævnes de to store virksomheder i Århus og København, driver også virksomhed i nær forbindelse med landbruget. Ganske vist er høsten af oliefrø her i landet meget lille, og den spiller ikke nogen væsentlig rolle for oliemøllerne, der derimod leverer oliekager fremstillet af presseresterne fra importeret oliefrø og herigennem i væsentlig grad bidrager til landbrugets forsyning med kraftfoder. Derudover fremstiller oliemøllerne såvel vegetabilske som animalske olier til brug i margarine-, sæbe- og farveindustrien. De store oliemøller var oprindelig anlagt med eksport for øje, men denne del af deres aktivitet har ikke længere så stort omfang som før.

Animalske fedtstoffer fremstilles desuden af destruktionsanstalterne og talgsmelterierne, der behandler affald fra slagterierne samt sådanne dyriske produkter, der ikke kan anvendes til menneskeføde. Endvidere anvendes industrifisk (småfisk eller arter, der ikke sædvanligvis bruges til menneskeføde) til fremstilling af fiskeolie. Virksomhederne inden for denne branche findes nogenlunde jævnt spredt over hele landet; en del af dem ligger fjernt fra bebyggelse af hensyn til den ubehagelige lugt, de udbreder. Behandlingen af industrifisk sker hovedsagelig i Esbjerg.

Sæbe- og farvefabrikker anvender hovedsagelig indenlandsk fremstillede fedtstoffer som basis og derudover importerede essenser, vellugtende olier, farvestoffer og lignende. Begge brancher er karakteriseret ved, at et tidligere stort antal små virksomheder nu er koncentreret til fortrinsvis få og store virksomheder. Sæbeindustrien arbejder næsten udelukkende med hjemmemarkedet for øje, medens en del af farveproduktionen eksporteres. Største delen af disse industrier hører hjemme i hovedstadsområdet. Endvidere findes der betydelige fabrikker i Århus, Odense, Køge og Esbjerg.

Udelukkende baseret på importerede råvarer er gummifabrikkerne, hvoraf især fem virksomheder har betydning. De ligger i Køge, Helsingør, København, Horsens og Odense. Produktionen omfatter stort set alle varer, der normalt fremstilles af gummi, bortset fra automobildæk og automobilslanger, der overhovedet ikke fremstilles her i landet. Industrien er nu af et sådant omfang, at den dækker hjemmemarkedsforbruget af konsumvarer (dæk og slanger, gummifodtøj, gummisåler og lignende), hvorimod en del af de tekniske artikler indføres. Det må dog bemærkes, at der tilsvarende finder en eksport sted af tekniske gummivarer.

En del af den kemiske industri har fået en ganske særlig udvikling, det drejer sig om medicinalfabrikkerne. Som eksempel her på kan nævnes fremstillingen af insulin, penicillin, sulfanilamider samt andre syntetisk fremstillede stoffer. Insulinfremstillingen blev taget op temmelig kort tid efter insulinets opdagelse, og produktionen er baseret på anvendelsen af bugspytkirtler fra svin. Leveringen sker fra svineslagterierne, hvor bugspytkirtlerne nedfryses og videresendes til medicinalfabrikkerne. I øvrigt har medicinalfabrikkerne i vid udstrækning haft samarbejde med både andre erhverv og de videnskabelige forskningsorganer. Andre virksomheder har optaget fremstillingen af en række hjælpestoffer til landbruget, fx. plantebeskyttelsesmidler samt midler til bekæmpelse af ukrudt og insekter. Atter andre fabrikker fremstiller blodalbumin på grundlag af råstof fra slagterierne. I det hele taget indtager denne del af den kemiske industri en formidlende stilling ved at udnytte affaldsprodukter fra ét erhverv til fremstilling af råvarer til et andet.

Den danske undergrund og i øvrigt en del af morænedannelserne er rige på råstoffer til anvendelse indenfor byggematerialeindustrien. Den vigtigste del af denne industri er teglværkerne, hvis arbejdertal svarer til en trediedel af den samlede mineralforarbejdende industri. De største teglværksområder findes i Nordøstsjælland, på Sydfyn, ved Flensborg fjord samt ved Århus og Skive. Med få undtagelser ligger alle teglværker uden for byerne. Som eksempel kan nævnes, at af de teglværker, der forsyner hovedstaden, ligger det nærmeste ca. 20 km fra centrum, og en lignende placering vil kunne iagttages ved mange købstæder. Medens mursten blev fremstillet som husflid og håndværksmæssigt indtil midten af 1800-tallet, har en senere industrialisering, delvis baseret på mekaniske hjælpemidler og delvis på en ny tørreteknik, bevirket en kraftig koncentration. Teglværkernes placering i dag er det fælles resultat af råstoforientering (ler) og markedsorientering (befolkningstæthed). I tidens løb har man anvendt alle former for ler, idet man dog selvfølgelig har foretrukket de stenfri lerarter. Mest undnyttet er nu stenfrit moræneler og issø-ler; i visse egne bruges dog også marint ler. Det er sådanne lerforekomster, der er årsag til den store teglværksproduktion s. 159 i Stenstrup på Sydfyn og i Egernsund ved Flensborg fjord. Konsumorienteringen er tydeligst i Nordøstsjælland, hvor de mange teglværker leverer til hovedstaden, og omkring Århus samt ved flere andre købstæder.

Industrianlæg (opr. papirfabrik) på Nørrebro i København, hovedsagelig fra 1870erne. Bagved ses bagsiden af beboelseshuse fra 1880erne langs Brohusgade. Typisk sammenstuvning af industri- og boligbebyggelse fra den industrielle ekspansionsperiode sidst i 1800t.

Fot. N. Elswing 1957.

Der findes fire cementfabrikker, hvoraf de tre ligger ved Ålborg og Nørresundby, og den fjerde ved Assens (Mariager fjord). Den danske cementproduktion blev for alvor startet 1898 med konstruktionen af den første danske roterovn. Råstofferne, ler og kridt, findes let tilgængelige og i store mængder ved de fire fabrikker, hvor besejlingsforholdene har lettet tilførslen af brændsel. Cementindustrien har i kraft af sin placering og gode råstofforsyning været i stand til at udvikle sig hurtigt, den forsyner ikke alene hele hjemmemarkedet, men har desuden en betydelig eksport. Der er nu planlagt anlæg af en ny cementfabrik vest for København, specielt til forsyning af markedet i hovedstaden.

Af andre byggematerialer kan nævnes fremstilling af kalk, herunder brændt kalk til mørtel, der især foregår i det store kalkbrud ved Fakse. På Sjælland brydes endvidere kalk ved Stevns klint og i Jylland på Djursland og ved Mønsted (v.f. Viborg). Desuden fremstilles en del landbrugskalk.

To brancher fremstiller såvel mere kunstindustrielt prægede varer som almindelige forbrugsartikler og grovere produkter. Det drejer sig om glasværkerne og porcelæns- og fajancefabrikkerne. Begge disse industrier har delvis været baseret på indenlandske råvarer (bornholmsk kaolin) og dansk brændsel. Dette har ikke stor betydning i dag, men er dog stadig afgørende for, hvor fabrikkerne ligger. Ud over kunstprodukter fremstilles der af glasvarer især flasker og husholdningsartikler, s. 160 samt af et enkelt af glasværkerne også vinduesglas. Den største del af porcelænsfabrikkernes produktion udgøres af husholdningsartikler og visse arter af teknisk porcelæn, i særdeleshed til den elektriske industri.

Ud over de tidligere nævnte artikler fremstilles der forskellige andre byggematerialer, ligesom produktion af vejbygningsmaterialer, sten og skærver, har stor betydning. Visse specielle varer bør nævnes, nemlig fremstilling af molervarer (på Mors og Fur), fremstilling af kiselgur (ved Fredericia) og endelig sortering af flint (Møn og Stevns).

Jern- og metalindustrien spænder over en række forskelligartede produktionsgrene, der tilsammen udgør den vigtigste industrigruppe her i landet, omfattende ca. en trediedel af industriens arbejdere. Den vigtigste branche inden for denne industrigren er, som det har været tilfældet i de sidste hundrede år, kombinationen af jernstøberier og maskinfabrikker. Det må dog tilføjes, at nutidens store behov for transportmidler har medført, at denne branche stadig har været af voksende betydning. Jern- og metalindustrien indtager en nøglestilling i det moderne industrialiserede samfund. Dens produkter udgør grundlaget for mekanisering i dette ords videste forstand. Dette er baggrunden for, at det endog i Danmark har været muligt at opbygge en betydningsfuld jernindustri, selv om man ikke har besiddet de nødvendige forudsætninger i form af råvarer.

Egentlige jern- og stålværker findes kun i begrænset omfang. De fem eksisterende virksomheder beskæftiger ca. 1500 mand, hvoraf største delen ved stålvalseværket i Frederiksværk. På basis af affaldsjern samt noget råjern fremstiller man her stål og udvalser stålprodukter i form af profiljern, stangjern og plader. Udsmeltning af råjern udføres kun et sted, nemlig i Ålborg, dog ikke som normalt ved højovnsdrift, men i en cement-roterovn, der er blevet ombygget til dette specielle formål. Som malm anvendes dansk myremalm, svovlkisaffald og endelig importeret malm. Produktionen blev taget op under den anden verdenskrig og har på trods af den stigende konkurrence kunnet opretholdes. De øvrige virksomheder fremstiller støbestål, hovedsagelig til brug ved maskinbygning.

Metalvarefabrikker, blikvarefabrikker og jernvarefabrikker producerer både til direkte forbrug og til anvendelse inden for andre industrigrene, visse arbejder udføres også i løn for andre. Historisk set er denne industri udviklet af fremstillingen af isenkramvarer, sådan som den fandt sted på Rådvad Knivfabrik, værket i Brede, der fremstillede kobbervarer, fabrikken i Frederiksværk osv., og det var først senere, at man fik de egentlige jernvarefabrikker. To forhold gav anledning til udviklingen af denne industri, dels landbrugets forøgede efterspørgsel efter redskaber, og dels byggeriets stigende anvendelse af jernvarer. Senere har det højere leveniveau med udvidet forbrug af emballage og et større forbrug af husholdningsartikler mangedoblet vareudvalget. Selv om man ofte behandler disse brancher under et, er der dog stor forskel på de forskellige virksomheder som følge af den varierende mekaniseringsgrad.

Langt den største del af jern- og metalindustriens arbejdere findes som nævnt i jernstøberier og maskinfabrikker. Grunden til, at disse to brancher behandles under et, er, at de i så udpræget grad er sammenblandede, at man dårligt kan adskille dem. Det ældste danske jernstøberi er fra slutningen af 1700-tallet, og udviklingen i første halvdel af 1800-tallet førte til en kraftig udvidelse af støberiernes antal og deres produktion. Henimod midten af 1800-tallet begyndte fremstillingen s. 161 af maskiner. Man havde allerede i nogen tid fremstillet forskellige arbejdsmaskiner, men først på dette tidspunkt begyndte bygningen af dampmaskiner, der skulle give anledning til den store ekspansion. Da maskinindustrien skulle levere det fornødne grundlag til effektivisering af alle eksisterende industrier og til opbygning af nye industrier, som udvikledes i slutningen af 1800-tallet, var der i denne periode en hurtig vækst i maskinfremstillingen.

Atlas maskinfabrik i Lundtofte nord for København, opført 1948–50 (arkt. G. og B. Krohn, E. Hartvig Rasmussen og T. Miland Petersen). Moderne industribyggeri i grønt anlæg frit beliggende i storbyens omegn.

Fot. Carrebye.

Henimod århundredskiftet blev kundekredsen udvidet ved landbrugets efterspørgsel efter maskiner til jordbearbejdning og høst samt efter maskiner og apparater til mejerier og slagterier. Senere fulgte en række nye produkter som cementmaskiner, værktøjsmaskiner, kraner og elevatorer, som bidrog til en yderligere fremgang for maskinindustrien. Da man samtidig nåede frem til det tidspunkt, da elektriciteten for alvor blev udbredt, kom hertil et stort behov for elektriske maskiner og en øget anvendelse af arbejdsmaskiner.

Disse ændringer i efterspørgselen og dermed i produktionen har medført en uensartet udvikling af de forskellige sektorer af maskinindustrien. Den fremgang, som man har kunnet konstatere i perioden efter den sidste krig, har atter været resultatet af en omlægning af produktionen og optagelse af nye artikler. Den største både absolutte og relative stigning finder man for arbejds- og værktøjsmaskinerne, idet man nu fremstiller produktionsmaskiner til næsten alle forarbejdende industrier. Højnelsen af leveniveauet både her og i udlandet fører til et øget forbrug af husholdningsmaskiner som fx. støvsugere, køleskabe, vaskemaskiner osv.

I sammenligning med de store industrilande finder man, at dansk maskinindustri fremstiller relativt mange individuelt prægede anlæg som fx. kraner, elevatorer, cementmaskiner m.m. Hensynet til udformningen af et konkret anlæg og den mindskede mulighed for at anvende massefabrikation i forbindelse med bestemte kvalitetskrav bevirker, at den danske jernindustri på trods af manglende naturlige forudsætninger alligevel har gode konkurrencemuligheder på en række områder.

Jernstøberierne og maskinfabrikkerne ligger overvejende i København, Odense og Århus. Det må dog fremhæves, at praktisk taget alle landets købstæder har en eller flere repræsentanter for disse brancher. Derimod findes der praktisk taget ingen støberier i stationsbyerne, hvor man til gengæld finder en del af de mindre maskinfabrikker. Denne forskel i fordelingen hænger antagelig sammen med tidspunktet for virksomhedernes opståen set i forhold til de pågældende byers opståen. Da en del af de mindre virksomheder driver en kombination af fremstilling og service i form af reparationer, er det naturligt, at deres markedsområde bliver rent lokalt. I modsætning hertil har de store virksomheder i København og købstæderne en landsomspændende virksomhed.

Som direkte medvirkende til elektrificeringen af erhvervslivet og en del af dagliglivet har kabelfabrikkerne, de elektromekaniske fabrikker og radiofabrikkerne haft en meget hurtigt udvikling. Ganske vist er Danmark langt fra så stærkt elektrificeret som Norge og Sverige og heller ikke helt på niveau med de vesteuropæiske industrilande, men der er dog forbundet så stor økonomisk fordel ved elektrificeringen, at den endnu langt fra er standset. Da den elektriske industri er temmelig sent udviklet, har det også haft som resultat, at den ikke er blevet spredt så meget som flere andre brancher. I dag findes den hovedsagelig i København, Århus, Odense, Horsens og Struer.

Danmarks beliggenhed og den deraf forårsagede betydning af søtransport såvel som danske rederiers aktivitet inden for internationale transporter har givet grobund for en dansk skibsbygningsindustri. Værfterne har kunnet afsætte deres nybygninger såvel på det hjemlige marked som til andre lande, og skibe har i en årrække været den største enkeltpost inden for industrieksporten. De fleste nybygninger kommer fra seks af værfterne, der er beliggende i København, Helsingør, Nakskov, Odense, Ålborg og Frederikshavn, medens de øvrige værfter hovedsagelig udfører reparationsarbejder. Selv om der blev bygget mange skibe i forrige århundrede, er det dog kun to af disse seks værfter, der er grundlagt før 1900. Værftindustriens udvikling i dette århundrede er stærkt påvirket af to faktorer. Den ene er de danske rederiers kraftige vækst, og den anden er den stigende anvendelse af dieselmotorer i oceangående fartøjer. De fleste af værfterne ejes eller kontrolleres af rederier, hvis vækst har dannet baggrund for en stigende produktion. Værfternes nuværende kapacitet overstiger dog rederiernes behov for nybygninger, således at en væsentlig del af produktionen afsættes til udlandet. Anvendelsen af dieselmotoren blev taget tidligt op her i landet, hvilket har været af stor betydning, efterhånden som dieselmotoren har fået større og større udbredelse i andre lande. Det forspring, som man havde opnået som følge af den tidlige start, er det lykkedes at opretholde gennem nye konstruktioner. Værfterne er i øvrigt betydelige kunder hos mange grene af dansk industri; som eksempel kan nævnes skibenes udstyr med hjælpemotorer, kølemaskiner, varmeanlæg, s. 163 ventilationsanlæg og el-anlæg, der altsammen hovedsagelig kommer fra danske virksomheder.

Den ovrige transportmiddelindustri omfatter dels bygning af træskibe, jernbane- og sporvognsmateriel samt fabrikation af biler, karosserier, cykler m.m.

Træskibsbyggeriernes normale produktion omfatter fiskefartøjer og lystbåde samt i begrænset omfang specialfartøjer til offentlige institutioner. Hensynet til fiskefartojernes afsætning og reparationsarbejde har givet som resultat, at de fleste træskibsværfter ligger i fiskerihavnene.

Jernbanemateriel fremstilles i Randers og ved statsbanernes værksteder i Århus og København. Lokomotiver fremstilles udelukkende i Århus. Af motorkøretojer indføres langt den største del af forbruget enten som færdige vogne eller i dele. Delene samles på fabrikker, hvoraf de fleste ligger i København eller i dennes omegn. Kun et enkelt fabrikat af motorcykler fremstilles udelukkende på basis af danske dele. Karosserifabrikkerne arbejder ligeledes i stort omfang med importerede halvfabrikata som motorer og chassis’er og opbygger på basis heraf lastvogne, rutebiler og specialkøretøjer. Landets største karosserifabrik ligger i Silkeborg; desuden har branchen betydning i København og enkelte af købstæderne. Fremstilling af cykler foregår hovedsagelig ved samling af dele. Enkelte af fabrikkerne fremstiller dog også selv cykelstel; det sker bl.a. i København og Horsens.

De øvrige industrier omfatter brancher, der hovedsagelig leverer til hjemmemarkedet. Som de vigtigste blandt dem må nævnes træindustrien, papirindustrien og den grafiske industri.

Den egentlige træindustri, nemlig savværker, maskinsnedkerier og trævarefabrikker, er delvis baseret på indenlandsk træ, der dækker omkring halvdelen af forbruget. Savværkerne fremstiller på basis især af nåletræ en del gavntømmer, specielt til byggeindustrien. Indenlandsk bøgetræ spiller ligeledes nogen rolle for møbelbranchen og for fremstillingen af emballage. For så vidt angår de virksomheder, der anvender importeret træ, ligger de fleste af dem i hovedstaden og enkelte havnebyer. Møbelfabrikkerne findes nogenlunde jævnt spredt over hele landet, omend de største virksomheder er udviklet i København, spredningen skyldes antagelig hensyn til transportomkostninger ved de voluminøse varer.

Fremstillingen af papir foregår i Silkeborg, Odense og Næstved samt i København. Som følge af Danmarks lille skovareal importerer papirindustrien sine råstoffer fra Sverige og Finland. Dertil kommer dog en udstrakt anvendelse af pap- og papiraffald, der efterhånden har antaget et sådant omfang, at en nyanlagt papirfabrik i hovedstadsområdet hovedsagelig anvender dette råstof. Produktionen omfatter overvejende bogtryk- og skrivepapir samt papir og pap til emballage. Avispapir fremstilles ikke her i landet; det samme gælder visse sorter kraftigt papir og luksuspapir. Papirindustrien hører til blandt de gamle industrier i Danmark. Flere virksomheder har været kendt siden 1500-tallet. En ganske særlig effekt fik Silkeborg Papirfabrik i kraft af sin betydning for byens opståen og vækst.

Den grafiske industri omfatter et stort antal virksomheder beliggende i alle landets købstæder og nogle af stationsbyerne. Størst betydning har industrien i København som følge af, at man her finder store dagblade, det meste af ugepressen og de største forlagstrykkerier. Dagbladenes betydning for udviklingen af s. 164 den grafiske industri ses tydeligt i de store købstæder, fx. Århus, Odense og Ålborg. I ovrigt gælder det som regel, at den grafiske industri inden for et enkelt amt fortrinsvis er koncentreret til en by, som regel amtets hovedby, og at der uden for denne kun findes enkelte og mindre virksomheder.

Langs kysterne har der fra ældgammel tid været bosat mennesker, som har skaffet sig en stor del af føden fra havet. Egentlige erhvervsfiskere optræder imidlertid først i middelalderen, da sildene samlede mægtige fiskerflåder i Øresund, og sildemarkederne i Skanör og Falsterbo leverede landets vigtigste eksportvare. Omkring 1500 blev dette fiskeri udkonkurreret af bl.a. hollændernes fangster i Nordsøen, og i de følgende århundreder havde fiskeriet kun lokal betydning. En undtagelse herfra var sildefangsterne i Limfjorden i slutningen af det 18. årh. og begyndelsen af det 19. årh., da der især blev landet store mængder i Ålborg og Nibe. Afsætningsmulighederne var imidlertid dårlige for denne nordjyske saltfisk.

Vendepunktet for det danske fiskeri indtrådte med jernbanernes anlæggelse. Samtidig forbedredes også hele fiskeriteknikken, og det kan måske være vanskeligt at adskille årsagerne til fiskeriets opvækst, men det større opland, som banerne skabte for fersk fisk, var et incitament af afgørende betydning. Tidligere kunne fersk fisk kun afsættes i og omkring havnebyerne. Havfiskeriet tog især fart i de sidste årtier af det 19. årh., med hovedstøttepunkt i Frederikshavn, hvorfra man fiskede i den nordlige del af Kattegat, i Skagerrak og efterhånden langs Jyllands vestkyst så langt mod syd som Horns rev. Dette førte til anlæggelsen af fiskerihavne i såvel Esbjerg (1886) som Skagen (1907).

Medens linefiskeriet af torsk og garnfiskeriet af rødspætter fra små både havde været almindeligt tidligere i disse egne, indførtes nu snurrevoddet til fangst af såvel torsk som rødspætter, og denne specielt danske fangstmetode medførte en forbedring af fiskenes kvalitet. Overgangen til større både, hvor man efterhånden også lod maskinkraften overtage det vanskelige arbejde med indhalingen af voddet, førte hele fiskeriet ind i en ny epoke. Jævnsides med denne udvikling i Nord- og Vestjylland udvidedes fiskeriet i det sydlige Kattegat med Grenå som udgangspunkt og i Østersøen omkring Bornholm. Snurrevoddet er stadig det vigtigste fangstredskab, selv om forskellige former for skovlvod samt flydetrawl anvendes mere og mere Trawlredskaberne bruges især til fangsten af sild og anden industrifisk. I kystfiskeriet er bundgarnene dominerende, og man kan overalt se bundgarnspælene rage op over vandfladen i de indre danske farvande. Her anvendes tillige de traditionelle ruser og krogredskaber bl.a. til fangsten af ål. En sammenligning mellem investeringerne i de forskellige redskaber viser bundgarnenes absolut førende stilling, idet de repræsenterer op imod halvdelen af den totale værdi; garn, vod og trawlredskaber beslaglægger hver ca. 15% af investeringerne og ruser og kroge resten. Udbyttet af fiskeriet med de enkelte redskaber står dog ikke i forhold hertil, idet voddene og trawlene bringer langt de største fiskemængder i land, men samtidig kræver de også meget større bådtyper end bundgarnene, der røgtes fra åbne både og mindre kuttere. Det egentlige s. 165 trawl, der i stor stil anvendes i vore nabolande og i fiskeriet ved Færøerne og Island, har aldrig rigtig vundet indpas i det danske fiskeri. Dels kræver det store kuttere, og dels virker trawlet ofte ødelæggende såvel på fiskene som på yngelen; da man lægger megen vægt på at lande kvalitetsfisk, har snurrevoddet vist sig at være trawlet langt overlegent.

De motordrevne kutteres størrelsesmæssige fordeling inden for den danske fiskerflåde i perioden 1913–56. I tiden efter 2. verdenskrig er der foregået en betydelig stigning i antallet af store kuttere. Gruppen over 15 brt. omfatter især kuttere mellem 15 og 50 brt., og 1956 fandtes således kun 9 over 50 bit.

Den store udvikling af fiskeriet gennem det sidste århundrede har som nævnt også medført en ændring af fartøjerne. Medens de gamle typer endnu anvendes i kystfiskeriet, kræver havfiskeriet større kuttere især som følge af de kraftigere redskaber og fiskepladsernes flytning længere bort fra havnene. Som det fremgår af ovenstående diagram, er der foregået en stadig forskydning i retning mod større motordrevne kuttere af typen 15–50 brutto tons, og denne gruppe omfatter nu næsten 60% af den samlede tonnage af motordrevne fartøjer, medens de i antal kun udgør knap 20% (1360 stk. 1956). Langt den største del af disse store kuttere, der er forsynet med radiosendere, ekkolod (til opsporing af fx. sildestimer) og decca-navigationsudstyr, hører hjemme i Nordsøens (560), Skagerraks (70) og det nordlige Kattegats havnebyer (480), mens kun få er indregistrerede i Bælthavet, Øresund og Østersøen. En tilsvarende regional forskel findes med hensyn til de motordrevne kutteres alder, idet bådene i de indre farvande gennemgående er gamle; 60–70% er således bygget før 1935, medens kutterne i Nordsøen, Skagerrak og det nordlige Kattegat for to trediedeles vedkommende er bygget efter 1935. På dette punkt danner de bornholmske fartøjer dog en undtagelse fra de øvrige både i indre farvande ved at være ret nye, i fuld overensstemmelse med de større krav, der stilles til dem under fiskeriet i den østlige del af Østersøen.

I forhold til landets gunstige fiskerimæssige beliggenhed er det et fåtal af befolkningen, der er beskæftiget i fiskeriet. Gennem de sidste decennier har der været mellem 12.000 og 13.000 erhvervsfiskere og omkring 5000 lejlighedsfiskere, hvilket udgør ca. 1% af den erhvervsudøvende befolkning. Til sammenligning har vore nabolande Norge og Sverige henholdsvis 7 og 1/2%. Antallet af erhvervsfiskere var jævnt stigende frem til 1. verdenskrig, men siden har det holdt sig temmelig konstant, dog med et maksimum lige efter 2. verdenskrig. s. 166 Fiskeriet drives for en meget stor del som selvstændige bedrifter, således at føreren, skipperen, ejer fartøjet eventuelt sammen med et par af besætningen; aflønningen sker med part i udbyttet efter bestemte fordelingstal, efter at udgifterne til selve fartøjet, til proviant, is m.m. er afholdt.

Den samlede danske fiskefangst var 1956 i alt 422 mill. kg til en værdi af 237 mill. kr. Som det fremgår af hosstående diagram, har den haft en rivende udvikling i de senere år. I tiden lige før 2. verdenskrig var den indbragte fangst ret konstant fra år til år og udgjorde knap 100 mill. kg. Under krigen kom der en voldsom fremgang som følge af de knappe næringsmiddelforsyninger. Fangsten bestod dog stadig af de gængse konsumfisk (rødspætter, torsk, sild m.fl.), og kiloprisen steg til næsten det dobbelte af prisen før krigen, med det resultat, at udbyttet værdimæssigt undergik en endnu større stigning end vægtmæssigt. Omkring 1950 ændredes imidlertid de enkelte fiskearters andel i det samlede udbytte, idet man gik over til at fange industrifisk, især små sild, småhvilling og små makrel samt tobis; den rene konsumfisk kom efterhånden til at betyde mindre og mindre både absolut og i forhold til den totale fangst, og 1956 udgjorde den vægtmæssigt kun ca. en trediedel, medens den efter værdi ligger på højde med industrifisken. Af hosstående diagram vil man derfor også se, at værdikurven ikke på langt nær kan følge vægtkurven i årene efter 1950. Den samlede fangst i mill. kg af de enkelte grupper af fisk var 1956 (i parentes er angivet værdien i mill. kr.): fladfisk 42 (74), torskefisk 60 (34), sild og brisling 188 (52), tun, makrel og hornfisk 15 (10), ål 3,5 (18), laks 1 (10) og anden saltvandsfisk, hovedsagelig industrifisk, 110 mill. kg (25 mill. kr.). Endelig blev der fanget godt 2 mill. kg krebsdyr til en samlet værdi af 8 mill. kr. samt 24 mill. kg blåmuslinger (1 mill. kr.).

Udbyttet af fisk og krebsdyr i mill. kg (I) og mill. kr. (II) samt vægtudbyttet af blåmuslinger i mill. kg (III) i perioden 1910–56.

Det vigtigste fangstområde for de danske fiskere er Nordsøen mellem Jylland og Doggerbanken, hvor ca. halvdelen af det samlede udbytte tages. Fladfiskene (først og fremmest rødspætter, men desuden skrubber, isinger, tunger og hvarrer) er de værdifuldeste arter tillige med torsk, og største delen landes i vestkysthavnene Esbjerg, Hvide Sande, Tyborøn og Hirtshals samt i Skagen; en mindre del sejles direkte til britiske havne, især Grimsby og Hull. Rødspætterne fiskes i månederne maj-oktober, medens torskene fanges mere jævnt året rundt med undtagelse af månederne august og september. Vægtmæssigt er sild og andre industrifisk (småhvilling og tobis) yderst dominerende; disse arter fanges for en stor del i ringe afstand fra Grådyb og bringes ind til Esbjerg, medens rødspætter og torsk må hentes længere vestpå og landes i alle vestkysthavnene. Sildene, hvoraf mindre end 1% er konsumfisk, optræder i store mængder dels som vårsild i februar-maj og dels som høstsild i månederne august-november, medens den øvrige industrifisk forekommer rigeligst i sommermånederne med maksimum s. 167 i maj-august. I forbindelse med det øvrige fiskeri i Nordsøen tages der en del hajer (især sildehajer) og tun, som landes i Esbjerg, Tyborøn og Hirtshals. Ligeledes fanges der hummer langs Jyllands vestkyst nord for Hvide Sande.

Udbyttet af fisk og krebsdyr i værdi og vægt 1956 for flg. danske farvande: Nordsøen, Skagerrak, Kattegat, Bælthavet og Sundet, Østersøen. Cirkelskalaen angiver værdien i mill. kr. og vægten i mill. kg. Endvidere vises fiskerihavnenes værdimæssige betydning, idet der dog ikke er medtaget havne, hvor der landes for mindre end 200.000 kr. De stiplede linier angiver grænserne mellem de enkelte farvande.

Fiskeriet i Skagerrak har taget et mægtigt opsving gennem de senere år, idet fangsten af industrifisk tog sin begyndelse her, og 1952 var Skagerrak endog kvantitativt det vigtigste farvand. Denne stilling kunne dog ikke holdes, og 1956 udgjorde såvel vægt som værdi mindre end halvdelen af Nordsøens. Rytmen i fiskeriet af de enkelte arter er den samme som i Nordsøen med undtagelse af rødspætterne, der tages lidt senere på året. Hele fangsten bringes ind til Hirtshals, Skagen og Frederikshavn samt et par mindre fiskerlejer ved Jammerbugten. Industrifisken, der består af sild, småhvilling og små makrel, anvendes dels til fremstilling af fiskemel og olie og dels som foder i ørreddambrugene og pelsfarmene. Fiskearter, der især tages i Skagerrak, er fx. brisling, makrel og hvilling. Desuden drives fiskeri efter dybvandsrejer og dybvandshummer i de dybere dele af Skagerrak og især i områderne omkring Norske Rende; disse fangster landes overvejende i Skagen.

Fiskerbåde på Lønstrup strand. Hvor ingen havn findes, lader fiskerne endnu nogle steder bådene slæbe op på den åbne strandbred ligesom i ældre tid.

Fot. Jonals.

Kattegats fiskeri er værdimæssigt jævnt fordelt på mange forskellige arter, medens sildefiskeriet dominerer vægtmæssigt. Såvel rødspætte- som torskefangsten foregår især i vintermånederne. Også hummerfiskeriet repræsenterer en ret stor værdi i Kattegat; alm. hummer tages med tejner omkring Læsø, langs Djurslands og Nordsjællands kyster, medens dybvandshummer fanges med trawlredskaber i det sydlige Kattegat i forbindelse med andet fiskeri. I de indre farvande gør ålefiskeriet sig ret stærkt gældende, og det har særlig gode betingelser i disse områder, da ålene må passere herigennem på deres vej til ynglepladserne i Atlanterhavet fra de mange elve og floder, der munder ud i Østersøen. Ålefiskeriet foregår især om efteråret med såvel vod og kroge som ruser og bundgarn. Ålen er ligesom rødspætten en dyr fisk, og selv om den vægtmæssigt udgør mindre end 1% af landets samlede fiskeri, repræsenterer den 7–8% af værdien.

For Bælthavet og Øresund er ålen værdimæssigt den dominerende art og udgør mellem en trediedel og en fjerdedel af hele fiskeriet. Den vigtigste fangstperiode er også her efteråret. Det øvrige fiskeri er jævnt fordelt på fladfisk, torsk og sild; de gode afsætningsmuligheder for konsumfisk giver ret store priser, og kun en trediedel af sildene sælges som industrifisk, medens Kattegats og Skagerraks sildefangster for ca. 85%’s vedkommende går til industrien. Torskefiskeriet foregår især om vinteren, og de bedste fangstpladser er farvandene syd for Fyn samt Smålandshavet; de øvrige arter fiskes over større områder. På grund af et omfattende fiskeri efter rødspætter i de indre farvande har man set sig nødsaget til at udsætte yngel fra Nordsøen for at holde en stabil bestand, og denne foranstaltning har hidtil været rentabel. Endelig er Bælthavet stedet for største s. 169 delen af vort rejefiskeri; ca. 2/3 af den samlede fangst kommer fra de grunde farvande i dette område (bl. a. fra Smålandshavet) og resten fra de østjyske fjorde.

Parti af Skagens havn. I de moderne fiskerihavne ligger store fiskekuttere til tider række ved række langs bolværkerne.

Fot. Jonals.

I Østersøen foregår det danske fiskeri især i farvandene omkring og øst for Bornholm. Torsk, sild, ål og laks er her de betydende arter. Østersøen er i øvrigt det eneste farvand, hvor laksen spiller nogen rolle, men her nærmer dens værdi sig til gengæld halvdelen af det samlede udbytte. Laksen fanges for største delens vedkommende omkring Gotland og i Gdanskbugten. Kuttere fra hele landet deltager i laksefiskeriet, der foregår i vinterhalvåret, og næsten hele fangsten landes på Bornholm; 10–15% sejles direkte til København. Laksen er den dyreste af de danske fisk, og den har normalt en kilopris, der er dobbelt så stor som ålens og mere end fem gange så stor som rødspættens. Torskefiskeriet i Østersøen finder sted i månederne marts-maj og afløses derpå af sildefiskeriet, der kulminerer i tiden juni-oktober. Både torske- og sildefangsterne landes på Bornholm, hvor sildene bl.a. går til røgerierne.

Fjordområderne (Ringkøbing fjord, Nissum fjord og Limfjorden) og de ferske vandløb repræsenterer kun en ringe del af det samlede fiskeri. Den vigtigste art er ålen, men desuden fanges der en del sild i Limfjorden og skrubber i Ringkøbing fjord. Endelig er det danske fiskeri af muslinger (blåmuslinger og østers) uløseligt knyttet til Limfjorden, selv om man i det sidste år er begyndt at skrabe blåmuslinger i det sydvestjyske vadehav. Til ferskvandsfiskeriet knytter sig yderligere dambrugene langs åerne. De ældste af disse anlæg er ca. 70 år gamle, men især efter 2. verdenskrig er der foregået en hurtig udvikling inden for dette erhverv, og det samlede antal er nu godt 300. Dambrugene producerer regnbueørreder s. 170 og bækørreder som »portionsfisk« til en totalværdi af omkring 25 mill. kr. årlig og desuden yngel for ca. 1 mill. kr. Største delen af ørrederne går til eksport, og der er gjort et meget stort fremstød for denne vare på det udenlandske marked.

Dambrug ved Hulkær vandmølle (ved Holsted nordøst for Ribe). Kompleks af aflange ørreddamme langs Holsted å.

Fot. F. Dall Schmidt 1957.

Fiskerierhvervet har på trods af sin mindre økonomiske betydning tiltrukket sig stor offentlig opmærksomhed. Gennem diverse støtteforanstaltninger, såsom al afmærkning og opmåling af farvandene samt fiskeribiologiske undersøgelser, har man forsøgt at lempe fiskeriets kår. Desuden er der ofret store beløb på anlæggelsen af fiskerihavne med veludstyrede redningsfartøjer, der ofte må lodse kutterne i havn under vanskelige vejrsituationer. Endelig fastsætter myndighederne fredningstider og mindstemål for fiskene for at undgå rovfiskeri, og man deltager i forhandlingerne med andre lande om fiskeribestemmelser for større regionale områder, altsammen med beskyttelse af det danske fiskerierhverv for øje.

Litt.: se s. 192.

Skibsfarten. Før jernbanernes anlæggelse i slutningen af 19. årh. var transporterne af store godsmængder på landjorden vanskelig, og de gode havnemuligheder gjorde derfor skibsfarten til et vigtigt samfærdselsmiddel i Danmark. Under merkantilismen (15.–18. årh.) var søfarten som regel knyttet til handelsvirksomheder s. 171 og da ganske særlig til handelskompagnier med nære forbindelser til koloniområder i oversøiske egne. Efterhånden som skibsfarten udviklede sig og gik ind i en ny epoke med dampkraft i stedet for sejl, opstod der imidlertid også selvstændige rederivirksomheder, men denne omlægning fandt først sted i sidste halvdel af 19. årh. Det første dampskib i dansk søfart blev ganske vist indsat i forbindelsen mellem København og Kiel 1819, men det tog 30–40 år, før dampmaskinen virkelig blev taget i brug i lastskibene. Først ved århundredskiftet blev dampskibenes tonnage større end sejlskibenes inden for den danske handelsflåde. Overgangen til motorskibe fandt sted ved slutningen af 1. verdenskrig, efter at A/S Burmeister og Wain havde bygget det første søgående dieselmotorskib, »Selandia«, 1912.

Ved en gennemgang af den danske handelsflådes historie vil man se, at såvel de store tab som højkonjunkturerne ofte er knyttet til krigsperioder, og efter hver af de store krige er der sket en omfattende fornyelse af skibene. Under den første del af Napoleonskrigene var der således meget gunstige forhold for dansk skibsfart, men denne glansperiode fik en brat afslutning under fastlandsspærringen og englændernes ødelæggelse og erobring af den danske flåde. Det gik især ud over skibene i København, medens provinsens var nogenlunde intakte, og visse økonomiske foranstaltninger (bl.a. Øresundstolden) hæmmede samtidig udviklingen i hovedstaden indtil midten af det 19. århundrede. De stigende kultilførsler til den voksende industri og omlægningen af det danske landbrug ved århundredets slutning medførte imidlertid en styrkelse af skibsfarten ; store mængder korn fra oversøiske områder skulle bringes hjem, medens forædlede landbrugsprodukter skulle fragtes til England. Ligeledes nød skibsfarten godt af emigrantstrømmen til Amerika i 80erne og 90erne, og der oprettedes regelmæssige ruteforbindelser mellem København og New York. Såvel i 1. som i 2. verdenskrig led handelsflåden ret store tab, men den forøgede indtjening gav samtidig rige muligheder for nyanskaffelser, og det har været en stærkt medvirkende årsag til den danske handelsflådes moderne udstyr i dag.

Det er især af interesse at konstatere den store stigning i flådens samlede tonnage efter 2. verdenskrig. 1945 havde den en bruttotonnage på 920.000 brt. eller ca. 25% mindre end før krigen; allerede 1949 havde den genvundet sin tidligere størrelse, og efter den tid er tonnagen tiltaget med 5–7% om året og udgjorde i slutningen af 1955 ca. 1.750.000 brt. Man nærmer sig således nu en handelsflåde med en dobbelt så stor kapacitet som i årene før 2. verdenskrig. Danmark er herved blandt de førende skibsfartsnationer, hvad angår tonnage i forhold til indbyggertallet, med 375 brt. pr. indbygger; til sammenligning har Norge 2150, Island 520, England 380, Holland 350 og Sverige 390 brt. I samlet tonnage kommer Danmark som nr. 13 i rækken af søfartsnationer. Antallet af skibe er ikke steget væsentligt; 1939 bestod flåden af i alt 1950 skibe over 20 brt. og i året 1950 af 2100 skibe. Men hele omlægningen inden for skibsfarten fører mod større skibe, og nedgangen i antallet til 2000 stk. i 1955 er sket på bekostning af de mindre damp- og sejlmotorskibe.

Som herved antydet, sker der efterhånden en overgang til rene motorskibe, der 1955 omfattede mere end 80% af den samlede bruttotonnage (1940 kun 50%), medens dampskibene kun udgjorde knap 15% og de mindre sejlmotorskibe ca. 5%. Sejlskibenes tid er forbi, idet der kun findes 2, hvoraf det ene er et s. 172 skoleskib. Til sammenligning med disse opgivelser kan anføres, at kun ca. 1/8 af verdenstonnagen er motordrevne fartøjer.

Aldersfordelingen 1955 af danske skibe over 20 brt. efter henholdsvis drivkraft og udnyttelse.

Den hurtige vækst i tonnagen afspejler sig også i skibenes aldersfordeling, som fremgår af ovenstående diagram. 1955 dominerede motorskibene fuldstændig inden for de to yngste kategorier under 10 år, og først i grupperne over 25 år kan damp- og sejlmotorskibene gøre sig gældende. Fornyelserne sker også udelukkende med motorskibe, og største delen bygges på danske værfter. Af den samlede tonnage 1955 var ca. to trediedele danskbygget, og kun en trediedel, især tankbåde og tørlastskibe, stammede fra udenlandske værfter. Afgangen af skibe foregår overvejende ved salg til udlandet, og kun en ringe del ophugges eller går tabt ved forlis; af de solgte skibe er som regel over halvdelen dampskibe.

Efter skibenes anvendelse skelner man mellem forskellige typer: passagerskibe, færger, fiskefartøjer, tankskibe og tørlastskibe samt en gruppe, som ikke direkte bruges til transporter, såsom bugserbåde, isbrydere, redningsfartøjer, sandpumpere og patruljefartøjer. Angående fiskefartøjerne henvises til side 165. Passagerbådene, hvortil regnes skibe med plads til mere end 12 passagerer, men ikke færger, er gennemgående ret gamle, og mere end 2/3 stammer fra årene før 2. verdenskrig, 35% er tilmed mere end 25 år gamle; omkring 85% er dog motorskibe. De er som regel små og har en gennemsnitsstørrelse på godt 1000 brt.; kun 10 af i alt 88 passagerskibe har en bruttotonnage på mere end 3000 brt. (1955). Ganske tilsvarende forhold gælder for de 44 færger, men disse adskiller sig fra passagerbådene med hensyn til ejerforhold, idet over halvdelen af færgerne er i offentligt eje, medens passagerskibene er privat ejede.

I modsætning til disse personbefordrende fartøjer er lastskibene domineret af nye typer, og det gælder især tankskibstonnagen, hvoraf 65% er mindre end 5 år gammel og 80% under 10 år; også på dette punkt er den danske flåde gunstigt stillet i forhold til den samlede verdenstonnage, hvor kun 55% af tankskibene er under 10 år, og det er af særlig stor betydning for dansk skibsfart, at denne del af handelsflåden er i stand til at konkurrere med andre nationers skibe. Hvad antallet angår, er tørlastskibene lige så gamle som passagerbådene, men de store fartøjer gør sig så stærkt gældende i de yngre årgange, at omkring 60% af tonnagen er mindre end 10 år gammel. Med hensyn til størrelse falder de 67 tankskibe i to vidt forskellige grupper; en trediedel er mindre end 500 brt. og resten omkring 10.000–12.000 brt. Tørlastskibene (ca. 900 stk.) er gennemgående langt mindre. To trediedele er således motorsejlere mellem 20 og 25 brt., som overvejende går i indenrigsfart; den næste gruppe indtil 1500 brt. er især dampere, der indgår i trampfarten med træ, kul, cement og kalk bl.a. i Østersøtrafikken. s. 173 Derpå følger de motordrevne tørlastbåde, der er jævnt fordelt over størrelsesgrupperne mellem 2000 og 10.000 brt. Lastfartøjerne er næsten alle i privat eje.

Udviklingen inden for den danske flåde i perioden 1930–1955. Her er medtaget samtlige skibe over 20 brt. med undtagelse af marinens fartøjer. For 1950 indgår tankskibene i de øvrige lastfartøjer.

Den danske handelsflåde spiller en stor rolle såvel i indenrigstrafikken som i vareomsætningen med udlandet, idet den overvejende del af købstæderne ligger ved kysten og især ved bunden af fjordene i de indre farvande, hvor det har været let at udbygge de gamle naturhavne til kunsthavne i trit med skibenes stigende krav til større dybder og mere kajplads. Selv ved den vestjyske udligningskyst har man anlagt såvel trafikhavne som fiskerihavne, hvoraf Esbjerg har sin store værdi som den eneste sikre havn i isvintre. Fjordhavnene nyder især godt af beliggenheden langt inde i landet omgivet af opland på næsten alle sider. I godstransporten mellem danske havne indbyrdes fragter landets skibe over 95%, og heri indgår de faste ruteforbindelser som et vigtigt led; resten varetages overvejende af svenske og vesttyske fartøjer. I alt omfattede disse transporter 1955 næsten 3 mill. t, hvoraf en trediedel er sten, kalk og cement, medens olie og stykgods hver andrager en femtedel. Olien udgør en forholdsvis stor del af indenrigstransporterne, idet den losses fra de store tankskibe især i København og Nyborg og derpå fordeles med små tankbåde til de øvrige danske havne. Den indenlandske færgefart er ikke medregnet heri; den befordrer lignende godsmængder på i alt 3,6 mill. t 1955. Af kortene side 174 og 175 fremgår det, at de betydeligste havne med hensyn til denne indenrigstrafik er København, Ålborg, Århus, Rønne og Odense samt Nyborg og Frederiksværk. De fleste større havne har en ret alsidig vareomsætning, hvor bl.a. stykgods spiller en stor rolle, selv om olie og bygningsmaterialer oftest dominerer. Den næste gruppe som Nyborg og Frederiksværk er som regel afhængige af en speciel handels- eller industrivirksomhed; i disse tilfælde henholdsvis oliehandel og stålvalseværket. Det samme gælder de fleste havne, hvortil der fx. er knyttet en sukkerfabrik, en cementfabrik, et teglværk eller sten- og kalkbrud, idet de tunge varer, som kan fragtes i hele ladninger, er særlig velegnede til søtransporten; de fleste industrier med et stort brændsels- og råvarebehov eller med tunge og billige produkter har derfor også de bedste udviklingsmuligheder, hvor transporterne kan foregå med skib. På de øvrige mindre havne er vareomsætningen normalt lige så alsidig som i de største, idet de fortrinsvis har til opgave at forsyne oplandet med forbrugsvarer; den udlossede godsmasse er derfor normalt større end den indladede i disse havne.

Udlossede godsmængder i danske havne 1955 (heri ikke medregnet færgefart). Den sorte sektor angiver de varemængder, der kommer fra andre danske havne. Hvor de udlossede ladninger i alt er mindre end 5000 t, er havnen ikke medtaget.

Vareomsætningen med udlandet ad søvejen er meget større end indenrigstransporterne. De indladede godsmængder på ca. 3 mill. t til udlandet er ganske vist af en lignende størrelsesorden som indladningen til andre danske havne, men importen (15,7 mill. t) er ca. fem gange så stor som den udlossede godsmængde i indenrigsfarten. Den danske handelsflåde behersker kun en mindre del af udenrigsomsætningen, idet knap 30% fragtes på danske skibe. En næsten lige så stor mængde besørges af vesttyske fartøjer, og derefter følger svenske, norske, britiske og hollandske skibe. Vægtmæssigt udgør kul og koks omkring halvdelen af hele importen søværts, olien udgør 20%, korn og foderstoffer 10% og gødningsstoffer 5%. København er den vigtigste importhavn, og herover indgår mere end en trediedel af den samlede import; derefter følger Ålborg, Århus, Odense og Esbjerg (se også ovenstående kort over de udlossede godsmængder).

Den største gruppe efter vægt inden for eksporten ad søvejen er cement, sten og kalk (inkl. myremalm), som udgør 30%, medens hele landbrugseksporten kun s. 175 beløber sig til ca. 25% og stykgodset til 20%. De betydende havne er også her København, Ålborg, Esbjerg og Århus, men hovedstaden har ikke den altdominerende stilling som inden for importen (se kortet).

Indladede godsmængder fra danske havne 1955 (heri ikke medregnet færgefart). Den sorte sektor angiver de godsmængder, der sendes til andre danske havne. Hvor de indladede godsmængder i alt er mindre end 5.000 t, er havnene ikke medtaget.

Danmarks relativt store handelsflåde kan imidlertid ikke udelukkende beskæftiges med transporterne til og fra landets egne havne, og en stor del indgår derfor i ren udenrigsfart. Der er her dels tale om liniefart og dels om trampfart, hvor skibene tager tilfældige fragter, eller timechartrer, hvor de er udlejet gennem en bestemt periode og ofte i flere år. Der har imidlertid gennem de sidste årtier været en udpræget tendens i retning af liniefart, idet rederierne derved kan udbygge skibene med ganske bestemte formål for øje (køleskibe, frugtskibe), og kun de mindre fartøjer beskæftiges overvejende i trampfarten. Tankbådene er ofte chartret af udenlandske selskaber i timecharter. Årsagerne til denne omlægning skal bl.a. søges i trampfartens store følsomhed overfor svingende konjunkturer, og liniefarten hjembringer nu henimod halvdelen af den samlede fragtindtjening. s. 176 Den totale indtægt ved udenrigsfarten var 1955 på 1350 mill. kr. Den del, der indtjenes i transporter mellem Danmark og udlandet, har været jævnt dalende fra 35% i 20erne til 25% i midten af 30erne; under 2. verdenskrig var den en kort tid i stigning, men er senere igen gået nedad og udgør nu kun 15%. De ruter, der besejles mest af danske skibe i ren udenrigstjeneste, går mellem europæiske og asiatiske havne; dernæst følger ruter til og fra Nordamerika. Fra et nationaløkonomisk synspunkt er den danske skibsfart mellem udenlandske havne af meget stor værdi, da landet derved tilføres betydelige beløb i fremmed valuta til delvis dækning af underskuddet i betalingsbalancen.

Storstrømsbroen. Danmarks længste bro (3211 m lang), bygget til både jernbane- og vejtrafik, mellem Falster og Masnedø. Fuldført 1937. Set mod nord fra farvandet ud for de 3 gennemsejlingsfag (fri højde 26 m).

Fot. Jernbanemuseet.

Jernbanerne. Den første danske jernbane blev anlagt mellem København og Roskilde og åbnedes 1847. Den var privat ligesom de øvrige sjællandske, der blev bygget gennem de næste tyve år. Senere overtog staten de vigtigste linier med gennemgående trafik såvel på Sjælland som i det øvrige land, og ved århundredskiftet havde man anlagt alle hovedlinier og en del sidebaner med en total skinnelængde på ca. 2500 km eller omkring halvdelen af det nuværende jernbanenet. I tiden frem til 1930 byggede man de sidste jernbaner, for en stor del i Midt- og Nordjylland, men efterhånden blev der udvist nogen forsigtighed under påvirkning af automobilernes stigende betydning. Efter 1930 begyndte nedlæggelsen af visse sekundærbaner, og interessen samlede sig om at gøre hovedlinierne så effektive som muligt bl.a. ved anlæggelsen af dobbeltspor og ved opførelsen af de s. 177 store broer. Nedlæggelserne er især gået ud over de mange smalsporede baner i Sønderjylland, men der er også nedlagt baner i andre dele af landet, fx. Midtsjælland og Lolland.

Jernbanesporareal ved Nyborg station og færgehavn. To storebæltsfærger i færgelejerne og flere togstammer på sporene. Til højre for sporarealet lokomotivremise og maskinværksteder.

Aero luftfot.

1955 fandtes der i alt 4600 km jernbane, hvoraf 2575 km var i statsdrift. De såkaldte privatbaner er også delvis i offentligt eje eller stærkt understøttet af staten. Ved en sammenligning med jernbanenettet 1930, da der var 2500 km statsbane og 2800 km privatbane, vil man se, at nedlæggelserne er gået ud over baner i privat drift, idet deres funktion som »fødelinier« til hovedbanerne er overtaget af rute- og lastbiler. Jernbanetætheden opgives i antal km bane pr. 1000 indbyggere eller pr. 1000 km². I forhold til det øvrige Europa er tætheden her i landet ret stor. Danmark er således nr. 6 i rækken ud fra begge vurderinger med ca. 1 km jernbane pr. 1000 indb. og 105 km pr. 1000 km²; det er især de tyndtbefolkede lande, der er førende med jernbaner i forhold til indbyggertallet (Sverige, Norge, Finland), medens de tætbebyggede lande har flest km jernbane i forhold til arealet (Belgien, Vesttyskland, England).

Drivkraften inden for de danske jernbaner er endnu fortrinsvis damplokomotiver, men motorlokomotiverne og især dieselelektriske lokomotiver vinder hurtigt frem; sidstnævnte benyttes nu på de gennemgående forbindelser såvel til person- som godstog. Man opnår herved en hurtig afvikling af trafikken, idet accelerationen og hastigheden er meget større end for damplokomotivernes vedkommende, og kørselsomkostningerne er mindre. Allerede i slutningen af 20erne s. 178 begyndte man at indsætte dieselelektriske motorvogne i persontrafikken, og dette førte til bygningen af lyntogene 1935 samtidig med åbningen af Lillebæltsbroen. Københavns nærtrafik er delvis elektrificeret, men Danmark som helhed er et af de dårligst stillede lande i Europa på dette punkt, idet S-banerne kun udgør ca. 2% af det samlede jernbanenet.

Transporterne af personer og gods på de danske jernbaner i udvalgte år mellem 1913 og 1954 fordelt på statsbaner og privatbaner. Den enorme stigning i personbefordringen siden 1935 skyldes hovedsagelig Københavns nærtrafik.

Jernbanernes største indtægtskilde er persontrafikken; der blev 1955 foretaget 125 mill. rejser, hvoraf omkring 90% foregik på statsbanerne. Denne dominerende stilling skyldes bl.a. det meget betydelige antal rejsende i Københavns nærtrafik (75 mill.). Det samlede antal personkilometer var for statsbanernes vedkommende 3 milliarder og for privatbanerne 225 millioner. De vigtigste linier er tværbanen fra København over Store Bælt til Fredericia og Esbjerg, længdebanerne langs Jyllands øst- og vestkyst samt strækningerne mellem København og henholdsvis Helsingør og Gedser.

Godstransporten er af næsten lige så stor betydning som personbefordringen, selv om de danske baner må konkurrere med en billig søtransport. Største delen befordres som vognladningsgods (omkr. 75%), og de vigtigste varer er kul og olie samt korn og andre landbrugsvarer. Statsbanerne tegner sig for næsten 80% af den samlede godsmængde; her er oftest tale om transporter over store afstande, idet banerne er mest konkurrencedygtige overfor lastbilerne på de lange strækninger. Det samlede antal ton-km 1955 var på statsbanerne 1135 mill. og kun 35 mill. på privatbanerne. Heraf fremgår, i hvor høj grad privatbanerne er baseret på lokaltransporterne, og dette belyses tillige af, at rejselængden pr. person kun er 18 km på privatbanerne mod 30 km på statsbanerne (Københavns nærtrafik iberegnet). Fra 1. verdenskrig aftog de samlede godstransporter indtil midten af 30erne, men de steg igen til et maksimum under 2. verdenskrig på ca. 20 mill. t 1943/44. I året 1955/56 lå den transporterede godsmængde igen på ca. 8 mill. t som før 1940. Transportlængden er imidlertid blevet betydelig større og antallet af ton-km er steget med omkring 50% i forhold til 1938/39 (se ovenstående diagram). Betinget af landets opdeling af bælter og sunde opretholdes der en livlig færgetrafik i forbindelse med jernbanerne. Den vigtigste og altdominerende rute er Nyborg-Korsør, der 1957 suppleredes med en ren automobilfærgerute mellem Halsskov og Knudshoved. Statsbanerne driver også omfattende færgetrafik på udlandet: Helsingør-Hälsingborg, København-Malmø, s. 179 Gedser-Warnemünde og Gedser-Grossenbrode. Disse ruter betjenes for en meget stor del af kombinerede jernbane- og automobilfærger.

Halsskov automobilfærgehavn, åbnet 1957. Til venstre parkeringsplads og restaurant; veje til til- og frakørsel, rampe til færgens øverste automobildæk. I havnen todæksfærgen »Halsskov«.

Aero luftfot. 1957.

Automobiler og veje. Efter automobilets indførelse i dansk trafik har vejene oplevet en renæssance. Tidligere dannede de grundlaget for al landtransport, for kvægdrift såvel som befordring med hestekøretøjer, men i hele jernbanernes anlægsperiode i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede gjorde man ikke ret meget for udbygningen af vejnettet. Man stod således med dårlige veje på store strækninger over for den stigende automobiltrafik efter 1. verdenskrig. Makadamiseringen var begyndt inden århundredskiftet, og såvel tjæring som anlæggelse af chaussébrolægning blev anvendt før 1920. Tæppebelægningen og cementbeton kom frem i 30erne og anvendes nu sammen med overfladebehandlet makadam på de fleste befærdede strækninger. I årene efter 1945 er der sat meget ind på at tilpasse vejnettet efter den større trafik, men også efter de store hastigheder. Man har således udbygget flere gennemkørselsveje med fire kørebaner, endog med helt adskilte kørebaner. Samtidig er der anlagt ringveje ved bymæssige bebyggelser til brug for den gennemgående trafik. Det område, der står længst tilbage s. 180 med hensyn til moderne veje, er Vestjylland, men også her er store anlæg under arbejde.

Vejenes bygning og vedligeholdelse er dels amts- dels kommunale anliggender, og de inddeles herefter i henholdsvis landeveje og biveje. 1937 blev det vedtaget at gøre 18 af de vigtigste landevejsstrækninger til hovedveje. Danmark havde 1956 i alt 8400 km landeveje, hvoraf 2200 km er hovedveje; desuden findes 45.000 km biveje samt et stort antal private veje.

Antallet af indregistrerede automobiler fra 1930 til 1956. Under krigen 1940–45 var største delen af personvognene opklodset, medens en del af vare- og lastvognene blev holdt i gang med gasgeneratorer.

Som omtalt under jernbanerne, er der en hård konkurrence mellem disse og vejtransporterne med biler. I persontrafikken er det især privatvognene, som tidligt påførte jernbanerne tab af passagerer, men efterhånden gør rutebilerne sig stærkere og stærkere gældende. Såvel statsbanerne som privatbanerne har da også sikret sig koncessionerne på de ruter, der forløber langs banerne, og som kan medføre en overtrafikering, hvis ikke begge transportmidler er under samme ledelse. De rene »føderuter« er derimod ofte private. Omnibusruterne er nu meget længere end jernbanenettet, og antallet af personkilometer for rutebilerne er if. en opgørelse fra Statistisk Departement for året 1953/54 større end på stats- og privatbanerne tilsammen (3740 mill. mod 3300 mill.). Ligeledes har godsbefordringen med vare- og lastbiler overgået banernes, således at ca. 70% af godstransportarbejdet i ton-km udføres af bilerne (2970 mill. ton-km mod 1300 ton-km på banerne 1955). For lastbilerne gælder det, at de som regel kører med meget større udnyttelse af kapaciteten end jernbanerne på grund af den større bevægelsesfrihed. De kan derfor ofte køre billigere, og samtidig undgår man omlæsning og vanskelig emballering ved biltransporten fra dør til dør. Jernbanerne får ofte overladt mindre rentable transporter, og derved mindskes konkurrenceevnen yderligere; dog er banerne i mange tilfælde en sikring af transportsystemet fx. i isvintre eller under forsyningsvanskeligheder med brændsel, idet de gamle damplokomotiver ikke behøver så regulært brændstof som bilerne. Denne sidste fordel forsvinder dog med overgangen til dieselelektriske lokomotiver.

Bestanden af automobiler fremgår af diagrammet ovenfor. Der er foregået en enorm udvikling efter 2. verdenskrig til trods for store omsætningsafgifter. Ved udgangen af 1956 havde Danmark i alt 250.000 personautomobiler, 110.000 vareog lastbiler, godt 3000 rutebiler samt 125.000 motorcykler. I de senere år har tilvæksten af personbiler været omkring 30.000 pr. år, af vare- og lastbiler ca. 10.000. Tilgangen af vare- og lastbiler omfatter dels små vogne med en lasteevne under 1 t samt store lastbiler, der kan laste over 4 t; denne gruppe består fortrinsvis s. 181 trinsvis af nye vogne, idet over 80% er indregistreret efter 1946. For personbilernes vedkommende er situationen knap så lys, men over halvdelen af vognparken er dog mindre end 10 år gammel.

Rutebilstation i Vejen. I købstæder og stationsbyer er i den sidste menneskealder opført rutebilstationer, hvor ofte talrige bilruter mødes eller krydses, og som er vigtige centre i persontrafikken.

Fot. F. Dall Schmidt 1957.

Den største biltæthed i forhold til indbyggertallet findes på Lolland-Falster og den mindste i hovedstadsområdet. Afstandene bør imidlertid tages i betragtning i en sådan vurdering. Med hensyn til biltæthed i forhold til andre lande står Danmark som nummer 9 med 85 biler pr. 1000 indb. (1956).

Luftfart. Det yngste trafikale element, flyvningen, tog sin begyndelse i Danmark med oprettelsen af Det Danske Luftfartselskab (D.D.L.) 1918. Den største udvikling har dog først fundet sted efter 2. verdenskrig, og Kastrup lufthavn er nu blandt de store i Europa. Hele den skandinaviske luftfart blev 1945 koordineret i SAS (Scandinavian Airlines System), der er en sammenslutning af D.D.L., det norske og det svenske luftfartselskab. De respektive selskabers andele er som 2:2:3. Største delen af trafikken går på udlandet, og SAS har oprettet mange ruter på fjerne egne og har som de første en rute over nordpolsområdet (mellem København og Tokyo). De indenlandske linier til Rønne, Århus og Ålborg omfatter kun 1% af de samlede, gennemfløjne distancer, og regnet i personkilometer kun 1/2%. Luftfarten har en stigende betydning for post- og lettere fragtforsendelser, men også på dette punkt er trafikken på de indenlandske ruter ganske ringe.

Postvæsen, telegraf og telefon. Det danske postvæsen er grundlagt 1624 af Chr. IV s. 182 og har siden 1711 været drevet som et statsligt anliggende. Indtil midten af det 19. århundrede var brevforsendelserne temmelig uregelmæssige, og selv købstæderne havde ikke direkte postforbindelse med hinanden. Postbesørgelsen gik imidlertid ind i en ny epoke med frimærkets indførelse 1851, en næsten samtidig udvidelse af postruterne i forbindelse med jernbanernes udbygning samt oprettelsen af brevsamlingssteder også i landdistrikterne. Omdeling af post i købstæderne begyndte i 60erne, men i landdistrikterne blev den først gennemført overalt efter århundredskiftet. De vigtigste postforsendelser er almindelige breve (365 mill. stk. 1955/56), aviser (280 mill.) og tryksager (100 mill.). Af brevene ekspederedes ca. 10% til og fra udlandet. Af andre forsendelser bør nævnes godt 20 mill. pakker og et lignende antal postopkrævninger og postanvisninger samt 75 mill. adresseløse tryksager. Pengeforsendelserne går næsten alle over postgiroen, og postvæsenet omsatte 1955/56 i alt 80 milliarder kr.

Torvedag i Viborg. På købstædernes torve, hvor i middelalderen og også senere en væsentlig del af byens omsætning var koncentreret (især ved markederne), falbyder endnu på bestemte ugedage omegnens bønder, gartnere o.a. deres produkter, et levn af en ældgammel omsætningsform.

Fot. Jonals.

Gammel kro med købmandshandel (Reersø, Vestsjælland). Detailhandelen på landet foregår for en stor del fra talrige lokale, oftest blandede købmandsforretninger, de ældste endnu undertiden knyttede til kroerne.

Fot. S. Bay.

Brugsforening på landet (Lyderslev, Stevns), opf. 1942 ff. I næsten alle sogne findes foruden private købmænd også brugsforeninger, der i de senere år i udstrakt grad har fået moderne bygninger, tegnede af et fælles arkitektkontor.

Fot. F.D.B.s arkitektkontor.

Moderne stormagasin på Vesterbro i København. Bygning opført 1939 (arkt. H. Ortmann og V. Berner Nielsen). Medens detailomsætningen i byerne for en stor del foregår gennem specialforretninger, findes i de største byer nu også stordriften gennemført i stormagasiner, der har lighedspunkter med den landlige blandede købmandshandel, men i virkeligheden består af en række specialforretninger (afdelinger) samlet under samme tag og fælles ledelse.

Fot. Strüwing.

Under samme etat som postvæsenet hører også telegraf og telefon, dog således at en del af telefondriften er overgivet til koncessionerede selskaber. Telegrafen begyndte omkring 1800 med optisk telegrafering fra København tværs over Sjælland og Fyn til Slesvig, men denne metode var ofte hæmmet af vort skiftende vejrlig. Den første trådtelegraflinie anlagdes 1853 mellem København og Hamborg. »Det store nordiske Telegrafselskab« har senere været stærkt medvirkende til Danmarks ret centrale stilling i det internationale telegrafnet. Udnyttelsen af telegrammer som meddelelsesmiddel er ikke særlig udbredt her i landet i sammenligning med andre stater. Det samlede antal telegrammer, der blev ekspederet 1955, var 5 mill., hvoraf ca. 2 mill. til og fra udlandet og 1,4 mill. i transit.

Telefonen er af noget senere oprindelse end telegrafen, idet de første anlæg oprettedes så sent som i 1880erne i København og Århus. Nu drives telefonsystemet dels af staten (Rigstelefonen, Sønderjylland og Møn), dels af tre selskaber for henholdsvis øerne øst for Store Bælt, Fyn med omliggende øer samt Jylland. Telefonsystemet, der har i alt 700.000 abonnenter (1955), bliver intensivt udnyttet, og Danmark er blandt de førende med hensyn til samtaler pr. indbygger. Antallet af telefonsamtaler var således 1955 ca. 1200 mill. eller 285 pr. person.

Statsradiofonien blev grundlagt 1926, og der er nu ca. 1 radiomodtager for hver 3 personer. Foruden et gennemgående, dagligt program udsendes i aftentimerne et dobbeltprogram, og fra 1954 tillige fjernsyn.

Litt.: se s. 192.

Eksportens fordeling på varegrupper. 1949 til 1956. (Semilogaritmisk skala). Eksportværdien er omregnet til 1949-priser; l: landbrugseksport; i: samlet industrieksport, heraf specificeret, j: varer fra jern- og metalindustrien; n: nærings- og nydelsesmidler; k: kemikalier olgn.; a: andre industrivarer. Ved periodens begyndelse udgjorde industrieksporten 31% af den samlede eksport, ved dens slutning 43%.

Forbruget af importeret brændsel i udvalgte år. 1938–1956. 1: kul; 2: koks og cinders; 3: brændselsolie og petroleum og 4: benzin; alt omregnet til kulenheder. Det stigende energiforbrug er dækket ved en stærkt øget import af flydende brændsel, således er benzinforbruget steget med 140 % og olieforbruget med 520%.

Danmarks udenrigshandel er stor i forhold til landets indbyggertal. Dette er en nødvendighed for et lille land med temmelig få ressourcer, hvis det skal være i stand til at opretholde en stor produktion og et højt leveniveau. Den traditionelle danske frihandel er, på trods af de mange begrænsninger, der har præget de sidste 20 års internationale handel, stadig typisk for dansk handelspolitik.

For både import og eksport gælder det, at omsætningen pr. indbygger ligger betydeligt højere nu end før krigen, selv om man ser bort fra prisstigningerne. En sådan udvikling har været en logisk følge af den fortsatte industrialisering, der forudsætter øget import af råstoffer samt brændsel og øget eksport af færdige industrivarer. Set i et lidt længere perspektiv er Danmarks udenrigshandel i løbet af de sidste 30 år ændret betydeligt, hvad sammensætningen angår. I 20erne dominerede færdigvarer på importsiden, og eksporten udgjordes næsten udelukkende af landbrugsvarer. I 30erne under valutacentralen steg importen af råstoffer, samtidig med at importen af færdigvarer blev begrænset, og endnu i denne periode udgjorde landbrugsvarerne langt den mest betydende del af eksporten. I de første år efter krigen, da råstofknapheden dominerede verdensmarkedet, beholdt landbrugsvarerne deres andel af eksporten, men allerede i begyndelsen af 50erne og endnu mere typisk efter 1955 har industrivarerne vundet terræn på landbrugsvarernes bekostning. Ser man på hvordan den s. 186 danske eksport har været sammensat i de sidste par år, viser det sig, at landbrugseksporten udgør omtrent halvdelen af den samlede eksportværdi, medens mere eller mindre udprægede industrivarer andrager 40–45%; resten dækkes af frisk fisk, brugte skibe m.v.

Værdien af vareomsætningen med udlandet, fordelt på visse lande og landegrupper. 1956. Den samlede import androg 9,0 milliarder kr. og den samlede eksport 7,6 milliarder kr., heraf udgjorde handelen med OEEC-landene for importen 68% og for eksporten 78%. Storbritannien leverede 24% af importen og aftog 31% af eksporten, de tilsvarende tal for Vest-Tyskland var henholdsvis 19% og 18%.

Importens sammensætning er ligeledes ændret. Indførslen af råstoffer til landbruget er mindsket, idet forbruget af udenlandske foderstoffer er faldet betydeligt, medens forbruget af kunstgødning er steget noget. Målt i absolutte mængder er importen af både færdigvarer til konsum og råstoffer til industriel forarbejdning, samt ikke mindst energiråstoffer (kul, koks, benzin og olie) steget i årene efter s. 187 krigen. Denne udvikling forklares såvel af den stigende levefod og det deraf stigende forbrug som af industriens øgede forbrug af råvarer både til hjemmemarked og til eksport.

Blandt vore handelspartnere er det stadig Storbritannien, der både som aftager af vore eksportvarer og som leverandørland er det vigtigste. Englands rolle er dog langt fra så dominerende som før krigen; især er dets betydning som aftagerland formindsket temmelig stærkt, hvilket hovedsagelig skyldes, at den engelske import af danske landbrugsvarer er faldet som følge af en stigende produktion i England. Da disse selvforsyningsbestræbelser er resultatet af en bevidst politik, kan man forvente, at de også vil få virkning i fremtiden. Samhandelen med Vesttyskland er efterhånden blevet meget betydeligt, og dette land er nu den næstvigtigste handelspartner for Danmark. Importoverskuddet fra Tyskland er ikke nær så stort, som i mellemkrigsperioden, hvilket er en konsekvens af den almindelige liberalisering af handelen. Samhandelen med de øvrige nordiske lande er af væsentlig betydning; især gælder dette i relation til Sverige. Blandt andre europæiske lande, fra hvilke importen spiller nogen større rolle, kan nævnes Holland, Belgien og Frankrig, hvorimod eksporten til de pågældende lande er betydelig mindre. I de senere år er det lykkedes at oparbejde en ikke uvæsentlig eksport til USA, således at importoverskuddet fra dette land er betydelig mindre, end det var i mellemkrigsperioden. Bortset fra disse store handelspartnere består der også en handelsmæssig forbindelse med en lang række små og store lande Jorden over. Denne handel er baseret på den stadig stigende industrieksport og eksporten af stærkt forædlede landbrugsvarer i form af konserverede fødevarer.

Industrieksportens sammensætning og geografiske fordeling. 1956. Der er foretaget en opdeling af industrieksporten (ekskl. transportmidler) i 5 grupper. Søjlernes bredde er bestemt af de enkelte gruppers procentvise andel af eksporten. Der eksporteredes maskiner og el-udstyr for 979 mill. kr., metaller og metalvarer for 231 mill. kr., kemiske produkter for 405 mill. kr., tekstilvarer for 150 mill. kr. og andre varer for 616 mill. kr. Eksporten af industrivarer går til langt flere lande end eksporten af landbrugsvarer. Sverige og Norge aftager 22%, Storbritannien og Vest-Tyskland 18%, øvrige Europa ligeledes 18% og andre lande 42%.

Udenrigshandelens nuværende struktur er i væsentlig grad præget af den liberalistiske handelspolitik, som samarbejdet inden for OEEC-landene har medført. Denne organisation for europæisk økonomisk samarbejde (jf. s. 222) har været baseret på forudsætningen om en fremadskridende liberalisering af udenrigshandelen medlemslandene imellem, på den måde at kvantitative restriktioner er blevet begrænset s. 188 s. 189 eller afskaffet i det omfang, som de økonomiske omstændigheder har tilladt det. Specielle ordninger, bl.a. dollarpræmieringsordningen, der tilsigter at afhjælpe den konstante dollarmangel, har yderligere medvirket til at fremme samhandelen ikke alene med USA, men også med en række oversøiske lande, som har kunnet betale indkøbene i dollars. De forhandlinger, der 1957 føres om at etablere et større område med fri udenrigshandel – enten Det europæiske Fællesmarked eller eventuelt Frihandelsområdet – tilsigter yderligere udvidelse af den inter-europæiske handel, herunder måske også en udvidelse af den danske andel.

Eksporten af landbrugsvarer, i alt samt til Storbritannien og Vest-Tyskland. 1949 til 1956. Diagrammet viser, hvorledes landbrugseksporten – målt i tons – har varieret i de senere efterkrigsår, idet der for hver varegruppe er angivet, hvor stor en del der er eksporteret til det vigtigste aftagerland. Smøreksporten er nu noget mindre end ved periodens begyndelse, 121.000 tons mod 138.000 tons; Storbritanniens andel varierer mellem 70% og 75%. Eksporten af æg har kun vist mindre udsving; den store forandring ligger i, at Vest-Tyskland har overtaget Storbritanniens rolle som det vigtigste aftagerland. For alle de øvrige varegrupper gælder det, at eksporten er steget stærkt; den vigtigste gruppe, nemlig flæsk og svin, viser en stigning til mellem 2 og 3 gange eksporten 1949, ost til det dobbelte og kødkonserves til det firedobbelte.

Lastning af smør til eksport i Odense havn. I havnebyerne bidrager søhandelens pakhuse, siloer og kølehuse til at præge bybilledet.

Fot. Jonals.

Deltagelsen i andre internationale aftaler har yderligere medvirket til udvidelsen af den danske udenrigshandel. Dette gælder fx. medlemskabet af Den europæiske Betalingsunion, der har medført en lettelse i samhandels- og valutaproblemerne, bl.a. ved at importen er blevet frit stillet med hensyn til valg af importland, såfremt det blot falder inden for kredsen af medlemslande. I tilknytning til De forenede Nationer er der blevet oprettet såvel banker som fonds til at varetage långivning over for medlemslandene. Medlemskabet af GATT (jf. s. 221) har forpligtet en række lande, derimellem også Danmark, til at yde visse begunstigelser s. 190 i toldmæssig henseende over for de øvrige medlemslande. Ændringer i toldsatser forudsættes diskuteret ved regelmæssige møder, hvor man også skulle kunne afgøre handelspolitiske uoverensstemmelser.

I de seneste par år har landbrugseksporten været stagnerende, til tider svagt faldende, medens industrieksporten har været stigende. Landbrugseksportens svage stilling beror hovedsagelig på konkurrencen med de ofte statssubventionerede landbrug i vore vigtigste aftagerlande, men i øvrigt også på det faktum, at forbruget af levnedsmidler i Vesteuropa ikke er steget i takt med indkomstforøgelsen. Da statsstøtten til andre landes landbrug næppe kan forventes væsentlig indskrænket i fremtiden, er det ikke sandsynligt, at landbrugseksporten vil kunne udvides kendeligt. Den ekspansive del af udenrigshandelen bliver følgelig industrieksporten.

I relation til betalingsbalancen får desuden skibsfartens indtægter i udenlandsk valuta stor betydning. Fragtraterne har gennemgående ligget højt i de senere år, og skibsfartens indtægter dækker for øjeblikket største delen af underskuddet på handelsbalancen.

I forskellige af de foregående afsnit har det været talmæssigt angivet, hvorledes størrelsesforholdet er mellem erhvervene indbyrdes, som eksempler kan nævnes befolkningens fordeling efter erhverv og udenrigshandelens opdeling i varegrupper. Et udtryk for hovederhvervenes andel af den samlede aktivitet får man af bruttofaktorindkomsten der er summen af den i de enkelte erhverv skabte indkomst, d.v.s. produktionsværdien minus værdien af indkøbte råstoffer og hjælpestoffer. Landbrugets andel af den samlede indkomst har været svagt faldende i forhold til førkrigsårene og faldet er fortsat gennem efterkrigsårene; landbrug, skovbrug, gartneri og fiskeri svarer nu for mindre end 20% af nationalproduktet. Industri, håndværk, bygge- og anlægsvirksomhed og offentlige værker (gas og el) dækker for øjeblikket ca. 37% af bruttofaktorindkomsten, en andel der ligger lidt højere end før krigen, men som ikke er steget i løbet af efterkrigsårene. Skibsfart, anden transport samt handel og pengeomsætning andrager tilsammen ca. 26% af den samlede indkomst, og de sidste godt 17% falder på personlige tjenesteydelser, boligbenyttelse og offentlige ydelser.

De små forskydninger, der som nævn ter foregået i årene efter krigen, kan tages som udtryk for den ændring i det danske samfunds struktur, som er forårsaget af produktionsomlægningen. Herved er der ikke alene sket det, at landbrugets andel af bruttofaktorindkomsten er mindsket, men også at de erhverv, der sædvanligvis sammenfattes under begrebet service-erhverv, har fået den væsentlige del af den modsvarende stigning. I international sammenligning er en sådan udvikling typisk for samfund, der har nået et lignende udviklingstrin som det danske.

Disse overvejelser kan føre videre til betragtning af bruttonationalproduktets anvendelse, specielt fordelingen mellem konsum og investering. Hvis man til privatforbruget regner mere varige goder som biler og motorcykler, andrager s. 191 det samlede privatforbrug 65 % af bruttonationalproduktet, de samlede investeringer udgør ca. 23% og det offentlige forbrug ca. 12%.

Selv om udviklingen i efterkrigsperioden har været uregelmæssig, idet der i visse år er konstateret en temmelig stærk stigning i det private forbrug, medens der i andre år er konstateret en nedgang, kan man dog generelt fastslå en almindelig tendens til stigning i det private forbrug. Til en vis grad er disse variationer en følge af svingninger i de internationale varepriser, men udviklingen er desuden påvirket af de politiske indgreb, der har været affødt af landets valutabalance. Efter krigen har det internationale varemarked været præget af en almindelig produktionsfremgang verden over og en tilsvarende etablering af nogenlunde faste markedsforhold; der har dog tidvis været visse tilbageslag heri skabt af internationale kriser, som fx. Koreakrigen. Det er ikke mindst denne udefra kommende ujævnhed i den økonomiske udvikling, der har påvirket realindtægten og dermed for en tid betydet tilbagegang eller stagnation af forbruget.

Den samlede vareomsætning med udlandet. 1949 til 1956. (Årets priser). Diagrammet viser en stigning i eksporten fra 3,5 milliarder kr. til 7,6 milliarder kr. (122 %) og en stigning i importen fra 4,2 milliarder kr. til 9,0 milliarder kr. (116 %).

Landets økonomiske politik har været præget af de vanskeligheder, der er forbundne med at opnå de ønskelige investeringer. Da der har været en direkte og åbenbar interesse i produktive investeringer inden for erhvervslivet, har man så vidt muligt ikke hæmmet denne form for investeringsvirksomhed, men undtagelserne herfra er dog efterhånden blevet temmelig mange, alle affødt af de forskellige perioder af valutakrise. På grund af den førte boligpolitik er en ikke ringe del af statens udgifter til investeringsformål gået til boligbyggeri, ligesom offentlige anlægsarbejder, bl.a. til trafikformål, har været af betydeligt omfang.

For så vidt angår den del af statsudgifterne såvel på drifts- som anlægsprogrammet, der omfattes af militærudgifterne, har man i perioder modtaget betydelig støtte fra udlandet. Samtidig med, at disse bidrag nu er blevet mindsket, har der i de senere år været en tendens til at begrænse de danske udgifter på dette område.

Fra begyndelsen af 1957 er der atter indtrådt valutariske vanskeligheder, specielt i forbindelse med nedgangen i landbrugseksporten og stigningen i forbruget på det danske marked. For at imødegå denne udvikling har man dels gennemført en restriktiv kreditpolitik og yderligere gennem statens lånevirksomhed modarbejdet forbrugsstigningen. Det er meningen hermed at muliggøre en fastholdelse af den liberalistiske handelspolitik, som man har ført i de senere år. Efter de planer, der foreligger, skulle der derefter kunne skabes så stabile forhold, s. 192 at en tilbagevenden til yderligere restriktioner ikke skulle være nødvendig. Af hensyn til de forpligtelser, landet har påtaget sig ved at tiltræde samarbejde med andre lande i internationale organisationer, er det ikke muligt at anvende alle de hjælpemidler, man tidligere har anvendt, idet man i så tilfælde ville komme i strid med de pågældende aftaler. Specielt under de nuværende forhold, hvor oprettelsen af et større fælles vesteuropæisk marked diskuteres, er det ikke muligt at bedømme, hvorvidt denne politik vil lykkes eller ikke. Mulighederne for det nævnte vesteuropæiske samarbejde eller eventuelt for et nordisk samarbejde øger yderligere den eksisterende uvished om såvel de store erhvervs fremtid som om landets økonomiske udsigter i den kommende tid.

Litt.: K. Vedel-Petersen. Danmarks statistik. 1952. Landbrugsrådets beretning (årl.). Dansk industriberetning (årl.). Grosserer-Societetets beretning (årl.). Økonomisk årsoversigt (årl.). Fiskeriberetningen. Udg. af Fiskeriministeriet (årl.). Skibsfartsberetningen. Udg. af Dansk Dampskibsrederiforening (årl.). Aage Aagesen. Geografiske studier over jernbanerne i Danmark. 1949. Danske Statsbaners årsberetning. Motorsagens oplysning. Udg. af Motorsagens oplysningsråd.