Det danske rige omfatter det egentlige Danmark, Færøerne og Grønland med omgivende havområder. Færøerne er iflg. lov af 23/3 1948 et selvstyrende område inden for riget, medens Grønland, der tidligere havde en stilling som et koloniland, efter grundloven af 1953 er indgået som et led i det egentlige danske statsområde. I ældre tid var Island en del af det danske rige, men allerede 1874 blev det en selvstændigt organiseret statsorganisme, om end med et antal fællesanliggender med Danmark. Disse indskrænkedes ved den dansk-islandske forbundslov af 1918, efter hvilken Island blev et selvstændigt kongerige i personalunion med Danmark, og endelig fuldbyrdedes adskillelsen ved oprettelsen af den islandske republik 17/6 1944.
1920 blev det egentlige Danmark udvidet med Nordslesvig, som efter en folkeafstemning blev tilbagegivet efter i tiden 1864–1920 at have været under Tyskland.
Arealet af det egentlige Danmark angives 1955 til 42.026 km2, og befolkningstallet for 1956 er opgjort til 4.453.600. De tilsvarende tal for Færøerne er 1399 km2 og 31.781 indbyggere. En direkte sammenligning med Grønland er i så henseende noget misvisende. Arealet er 2.200.000 km2, hvoraf ca. 250.000 er isfri landoverflade. Befolkningen er kun 24.118.
Det egentlige Danmark hører altså med hensyn til areal og befolkning til Europas små stater, og kun Albanien, Belgien, Holland og Schweiz samt de egentlige miniaturestater har mindre areal. Derimod er der en række lande, som ganske vist har større areal end det danske, men en mindre befolkning. I henseende til befolkningstæthed indtager Danmark en mellemstilling, idet vi har lidt over 100 indbyggere pr. km2, medens Holland og Belgien har henholdsvis lidt over og lidt under 300, og Norge har 11 og Sverige 17 indbyggere pr. km2.
Danmarks befolkning er i de seneste årtier vokset med rundt regnet 1% om året. Indvandring og udvandring spiller ikke stor talmæssig rolle, og tilvæksten bestemmes derfor først og fremmest af differencen mellem antallet af fødte og antallet af døde.
Danmarks areal er svagt voksende, idet landvindingen fra havet gennem de sidste to århundreder har givet ca. 400 km2 nyt land, og da mulighederne for yderligere inddæmning og tørlægning af havområder langtfra er udtømt, kan man også i fremtiden imødese nogen arealforøgelse.
Landarealets vækst er dog relativt langt mindre end befolkningstilvæksten, og man må derfor forvente en kraftig forøgelse af folketætheden og af de dermed følgende bebyggelsesmæssige og sociale strukturændringer.
Det danske søterritorium er relativt stort, selv om man kun regner med den hidtil gængse territorialgrænse, d.v.s. en linie med en afstand af 3 sømil fra land. Danmarks riges grænser er med én undtagelse havgrænser; kun mod Tyskland har vi en landegrænse på 67,6 km. Kystlængden er stor, mere end 7.400 km, og vort land er derfor stærkt præget af det intime sammenspil mellem land og hav. s. 10 Intet sted er afstanden til havet større end 52 km, og selv om halvøen Jylland indtager lidt over halvdelen af landets areal, ligger det befolkningsmæssige og erhvervsmæssige tyngdepunkt på Øerne. Af øer har vi ca. 500, deraf 100 beboede. Denne øverden ligger for største delen i et bælte fra den jyske halvø til Skåne, men derudover har man øgrupper i Vadehavet, i Limfjorden og enkeltliggende øer i Kattegat og Østersøen. Intet andet vesteuropæisk land har sin hovedstad beliggende på en ø, og intet andet land er så stærkt præget af havet som vort.
Danmarks nordligste punkt, Skagens odde, ligger på 57° 45’ n.br. og det sydligste, Gedser odde, på 54° 34’ n.br. Denne beliggenhed bestemmer svingningerne i daglængde, solhøjde, tilførsel af solenergi samt disse funktioners variationer med årstiden. Dagens længde svinger således på 56° n.br. mellem 7 timer og 17 1/2 timer. Solhøjden over horisonten ved middagstid er ved sommersolhverv 57 1/2° og ved vintersolhverv 10 1/2°. Den høje solstand og den lange dag i tiden omkring sommersolhverv betinger den meget store tilførsel af solenergi, som er en forudsætning for vore kulturplanters trivsel. En anden følge af sommertidens solgang er vore lyse nætter, der er betinget af det forhold, at solen om natten står lavt under den nordlige horisont. I retningen øst-vest har Danmark en udstrækning på 7° 7’, idet Blåvandshuk ligger på 8° 5’ ø.l., medens Christiansø ligger på 15° 12’ ø.l. Dette betinger en forskel i sted-tid på ca. 1/2 time, og da dansk normaltid er beregnet for 15° ø.l., betyder det, at dagens højeste solstand ved Blåvandshuk først indtræder ca. 1/2 time efter kl. 12 dansk normaltid.
Danmarks beliggenhed på vestsiden af det store eurasiske fastland er en anden betydningsfuld faktor. De fremherskende vestlige vinde fører nemlig store mængder af lun og fugtig luft fra det af Golfstrømmen prægede østlige Atlanterhav. Dette betinger, at livskårene hos os er langt rigere end på den tilsvarende geografiske bredde på fastlandets østside, d.v.s. Labrador og det sydlige Kamtschatka. Luftstrømme fra Atlanten betinger vore milde vintre og længden af den såkaldte vækstperiode samt den vigtige omstændighed, at havet vest for os i praksis er isfrit. Nu og da mærker vi dog den klimatiske indflydelse fra det store fastland øst for os i form af længere frostperioder om vinteren og stabilt sommervejr med høj temperatur og tørke. Betydningen af vor beliggenhed ved en tempereret vestkyst ses alene af det forhold, at vor koldeste måned har en middeltemperatur på ca. 0, medens den tilsvarende gennemsnitlige middeltemperatur for 56° n.br. er ÷ 12.
Den danske landbro mellem den skandinaviske halvø og Mellemeuropa har efter istiden fungeret som indvandringsvej for planter og dyr, der kom fra syd. Samme vej har mennesket fulgt, dels ved den første indvandring, dels under talrige folkestrømninger i begge retninger, og med disse fulgte til skiftende tid en række kulturpåvirkninger fra syd og fra nord. Men desuden skæres det danske område af en anden vigtig vandringsvej, som fører fra Østersøområdet til Nordsølandene og de danske bælter; især Øresund og Store Bælt har gennem et par årtusinder båret talrige skibe med mennesker og varer. Danmark er således et knudepunkt for flytning af mennesker og gods, og endnu i vore dage ligger vort land på en korsvej, hvor mange nationer mødes.
Danmarks ældste folkegrænser lå i Sydslesvig og langs nordgrænsen for Blekinge, Skåne og Halland. Begge disse var på det tidspunkt naturbetingede, idet s. 11 uvejsomme strækninger her adskilte de danske fra deres nærmeste naboer. Mod syd var der en ret skarp grænse mod de sydfor boende vender og sakser, medens overgangen mod nordost til de svenske områder var mere jævn. De ældste danske statsdannelser havde flere centre, såvel på Øerne som på halvøen, men tyngdepunktet kom efterhånden til at ligge på Sjælland. Herfra udgik ved den historiske tids begyndelse en betydelig politisk kraft. Man kan skelne mellem fire ekspansionsperioder, hvoraf hver har sit særlige præg, nemlig vikingetiden, valdemarertiden, unionstiden og kolonitiden. Vikingetidens ekspansion i slutningen af det første årtusinde e.Kr. kulminerede med de store erobringer i Storbritannien og betegnede en udvidelse af riget over Nordsøen. Senere, under Valdemarerne, søgte man at skabe et Østersøvælde med støttepunkter fra Rygen til Finland; og endelig prøvede man i unionstiden at samle hele Norden til en enhed under dansk ledelse.
Efter de store opdagelsers tid søgte Danmark at skaffe sig kolonier og støttepunkter for vor handel ude i verden, og navnlig det 17. århundrede bragte en række foretagender af denne art. 1616 udsendte Christian IV Ove Gjedde til Indien med den opgave at grundlægge handelsstationer. 1619–20 drog Jens Munk ud for at finde en søvej nord om Amerika. Omkring 1660 erhvervede man kolonier på Guinea-kysten, og 1672 besatte man Skt. Thomas.
Ganske vist medførte krigene med Sverige i det 17. århundrede store landafståelser, men det dansk-norske dobbeltmonarki bestod dog gennem hele det 18. århundrede som et nordvesteuropæisk kystrige, der strakte sig fra Bornholm og Elbmundingen til Murmankysten, og som tillige omfattede Færøerne, Island og Grønland samt et antal oversøiske besiddelser i Asien, Afrika og Vestindien. Opretholdelsen af dette rige hvilede på sømagten, og da denne gik til grunde under Napoleonskrigene, svækkedes muligheden for at holde sammen på det vidt spredte rige. Forbindelsen med Norge blev opløst, og dette samt tabet af Slesvig og Holsten 1864 medførte en katastrofal reduktion af det danske indflydelsesområde; men den gamle danske statsdannelse ved bælterne og den jyske halvø overlevede dog ulykkerne og har i vore dage formået at danne en harmonisk og ydedygtig stat, der med held har udnyttet sit i mange henseender gunstige miljø. Ganske vist er de oversøiske støttepunkter gået tabt, de indiske besiddelser allerede 1845, de afrikanske besiddelser 1850 og de vestindiske øer 1917, men til gengæld har dansk virksomhed i dette århundrede oplevet en verdensomspændende ekspansion, idet vort land med held har placeret sig som deltager i produktion, transport og handel på international basis.
Landopmålingen. Grundlaget for det ældste danmarkskort kan spores tilbage til oldtiden. Astronomen og geografen Claudius Ptolemæus, der levede i Alexandria omkring år 200 e.Kr., har i sit på græsk affattede værk om geografien længde- og breddeangivelser for et antal punkter i det nuværende Danmark og dertil nogle oplysninger om den jyske (cimbriske) halvø og om de øst for denne liggende øer og farvande. Denne viden gik imidlertid i glemme og blev først genopdaget 1200 år senere, men fik så til gengæld stor kundskabsmæssig s. 12 betydning, fordi de ptolemæiske stedsangivelser blev det skelet, over hvilket renæssancetidens kort over den da kendte verden blev opbygget. Ganske vist kender man adskillige verdenskort fra perioden forud for Ptolemæusskrifternes genopdagelse, men disse har ringe interesse for middelalderens kundskab om Danmark; en undtagelse danner dog de håndtegnede søkort og sejladsangivelser, portolaner og peripluser fra den senere middelalder, som foruden megen anden kundskab indeholder primitive kartografiske fremstillinger af danske farvande og havnepladser.
I en Ptolemæus-udgave fra 1482 forekommer imidlertid et kort over Norden, hvis oprindelse længe var gådefuld, men som i væsentlig grad må have øget datidens kundskab om Danmark og Norden samt om Grønland, der her for første gang afbildes på et kort. Gennem fundet af to tegnede kort og en tekstbog i henholdsvis Nancy og Wien blev det fastslået, at dette betydningsfulde fremskridt skyldtes en dansk kartograf, der i teksten omtaler sig selv således: »Jeg danskeren Claudius Claussøn Swart, søn af Niels, Peder Tygesøns søn, og af Margrethe, datter af Christiern Strangesson Vinning…fra byen Sallinge (på Fyn), hvor jeg blev født år 1388 e.Kr. den 14. september, to timer før solopgang«. Nancykortet bærer årstallet 1427 og er det ældste egentlige danmarkskort. Landets omrids og landsdelenes indbyrdes beliggenhed er overtaget efter Ptolemæuskortene, men øerne er bedre tegnet, og der er indføjet en del navne. Claudius Claussøn eller, som han i almindelighed kaldes, Claudius Clavus, er Danmarks og således Nordens første kartograf.
Omkring 1570 blev Nederlandene et vigtigt centrum for geografisk viden og især for kortfremstilling. De førende navne: Abraham Ortelius, Gerhard Mercator og Lucas Waghenaer var ikke blot kyndige kartografer, men tillige kortforlæggere af stort format, fra hvis virksomheder der udgik en lang række fornemme atlasværker, bl.a. med talrige danmarkskort, der viser en stedse øget kundskab om vort land. Den indbyrdes konkurrence mellem de nederlandske forlag var hård, og de havde alle forbindelse med ledende matematikere og kartografer i de europæiske lande, herunder også Danmark, for på denne måde at få de nyeste og mest pålidelige oplysninger til brug for den løbende revision af grundlaget for kortbladene. I et Ortelius-atlas fra 1585 møder vi således en gengivelse af et kort af danskeren Marcus Jordan, som af Christian III 1550 blev udnævnt til professor i matematik ved Københavns universitet, og som 1552 lod trykke et danmarkskort hos bogtrykker Hans Vingaard. Hans originale kort og de øvrige resultater af hans virksomhed er senere gået til grunde og kendes praktisk talt kun indirekte gennem hollandske atlas.
En lignende skæbne fik den næste store kartograf, Johannes Lauremberg, hvem det af Christian IV 1631 blev overdraget at kortlægge landet. Man har bevaret en mængde dokumenter vedrørende hans virksomhed, men hans kartografiske originalarbejder er forsvundne og kendes især fra hollandske gengivelser, blandt hvilke kan nævnes et udmærket og righoldigt kort over Sjælland.
Kongen var imidlertid ikke tilfreds med Laurembergs virksomhed, og 1647 udnævnte han i stedet Johs. Mejer til kongelig matematiker. Johs. Mejer var i fortrinlig grad egnet til den opgave at kortlægge landet. Han var en meget talentfuld og kyndig kartograf med dyb, videnskabelig interesse og med en arbejdsevne af usædvanligt format. Disse egenskaber kommer vel nok stærkest frem i hans s. 13 kartografiske arbejder over Slesvig og Holsten, som især kendes fra et stort atlasværk, det tidligst trykte atlas i Danmark: Caspar Danckwerths »Newe Landesbeschreibung der zwey Hertzogthümer Schleswich und Holstein«, der indeholder en meget fornem samling af topografiske kort. Disse blev kendt langt ud over Danmarks grænser, idet de blev optrykt i store, hollandske atlasværker. Langt de fleste af Johs. Mejers kort blev imidlertid henlagt i arkiverne, men er i modsætning til Laurembergs kort blevet bevaret til vore dage. Johs. Mejers kort over Åbenrå amt og hans danske og nordiske atlas-arbejder hører til vore største kulturskatte, og man har ved flere lejligheder benyttet kortene, således ved udarbejdelsen af Pontoppidans Danske Atlas 1763–81; men først i vor tid har man fået en fuldstændig udgave, idet Geodætisk Institut ved N. E. Nørlund har foranstaltet en meget omhyggelig reproduktion og en videnskabelig bearbejdelse af Johs. Mejers livsværk.
Kortene over Åbenrå amt omfatter 63 blade, udført i målestokken 1:12.500. Man har her en kartografisk fremstilling af sognegrænser, udbredelsen af dyrket jord, skov, hede, samt alle gårde og huse og dertil en liste over jordbesiddere i sognet. Denne samling er et kulturhistorisk og kulturgeografisk dokument af meget stor værdi, idet man her har et grundlag for en vurdering af ejendomsforhold og bebyggelse omkring 1640.
Trangen til en videnskabelig og detaljeret topografisk opmåling på grundlag af mere eksakte metoder end de af Johs. Mejer anvendte blev imidlertid allerede i slutningen af det 17. århundrede så stærk, at man på forskellig måde søgte at tilvejebringe et bedre kortgrundlag; der foreligger adskillige forsøg, fx. den af Frederik V foranstaltede opmåling af rytterdistrikterne, hvorved lokale opgaver blev løst på en efter datidens forhold tilfredsstillende måde; men man savnede den sikkerhed i kortlægning, der kun kan opnås gennem triangulation, basismåling og astronomisk stedsbestemmelse. Denne opgave blev løst på foranledning af Det kongelige danske Videnskabernes Selskab, som 1757–1842 gennemførte den første rationelle opmåling af Danmark. Videnskabernes Selskabs kort blev udgivet i 17 topografiske blade i målestokken 1:120.000 samt et generalkort i 2 blade i 1:480.000 og endelig en række specialkort i andre målestoksforhold. De er smukt udført i kobberstik og giver et ret detaljeret billede af landets topografi med navne på byer, landsbyer, enkeltliggende gårde, veje, møller, kirker m.m. Endvidere er indtegnet hedearealer, skove, moser og enge. Set med nutidens øjne er kortets største mangel, at det ikke indeholder noget om højdeforholdene, og detailrigdommen er ikke tilstrækkeligt stor for det moderne behov. Ikke desto mindre er Videnskabernes Selskabs kort også i dag et meget vigtigt dokument for ethvert studium af Danmarks geografi omkring år 1800 og navnlig for den kartografiske dokumentation af den rige befolkningsmæssige og erhvervsmæssige udvikling, vort land siden da har gennemløbet. 1957 har Geodætisk Institut foranstaltet en nyudgave af dette kortværk.
Jævnsides med gennemførelsen af Videnskabernes Selskabs kortlægning foregik der en udbygning også af den militære kortlægning, og efter 1806 gennemførte generalstaben opmålinger af et antal militært betydningsfulde områder og udarbejdede en del kort, der vel i hovedsagen byggede på Videnskabernes Selskabs kort, men som tillige indeholdt adskillige tilføjelser og rettelser til disse. Generalstabens opmålingstjeneste fik efterhånden stigende betydning, også til s. 14 civile formål, og i konsekvens heraf blev det 1830 pålagt denne institution at tilvejebringe og udgive et topografisk kortværk på grundlag af egne målinger. Arbejdet mødte imidlertid så store vanskeligheder, at det efterhånden blev klart, at man måtte skabe et særligt organ til varetagelse af rigets kortlægning. Dette skete 1842 ved oprettelse af en topografisk afdeling under generalstaben, og dermed indlededes en ny epoke i Danmarks opmåling og kortlægning.
Der etableredes nu et fuldstændigt net af trigonometriske stationer og nivellementspunkter ud over landet, og man tilvejebragte efterhånden den nødvendige videnskabelige basis for målingerne og disses videre udnyttelse til kortfremstilling. Detailopmålingen foregik med målebord, og resultatet blev det kort i målestokken 1:20.000, de såkaldte målebordsblade, der siden da har dannet grundlaget for det danske kortsystem. Selve opmålingen afsluttedes 1887, og 1899 forelå et fuldstændigt sæt af målebordsblade.
Allerede forinden, nemlig 1884, havde man imidlertid påbegyndt en ny opmåling, ikke blot fordi de ældre målebordsblade trængte til revision, men også fordi nye hjælpemidler og større krav til nøjagtighed nødvendiggjorde dette.
I årene 1922–33 fornyede man atter det geodætiske grundlag ved en landsomfattende, ny triangulation, nye basismålinger samt en lang række astronomiske stedsbestemmelser. For at overvinde vanskeligheden ved med den ønskede nøjagtighed at overføre et nivellement over et større vandareal udlagde man 1838 et 18 km langt, vandfyldt blyrør langs Store Bælts bund fra Halsskov til Knudshoved, og ved aflæsning af vandstandshøjden i røret på de to kyster fik man en fuldt tilfredsstillende nøjagtighed. Tilsvarende målinger er senere udført over Øresund og over Femern Bælt, hvorved man har opnået fuld kontakt mellem højdemålinger i Sverige, på Sjælland og Fyn, i Jylland og i Nordtyskland.
Den første detailopmåling af Færøerne blev udført 1895–1901, hvorefter man påbegyndte en kortlægning af Island, der efter forskellige afbrydelser blev afsluttet 1944. Udtegningen af de sidste kort over Island skete på grundlag af luftfotografier, og denne teknik er i vidt omfang bragt i anvendelse i Grønland. Udgivelsen af grønlandske kortblade påbegyndtes 1948, og der er foreløbig udsendt ca. 200 blade af grønlandskortet i målestokken 1:50.000.
1928 foretog man på ny en omlægning af Danmarks geodætiske organisation, idet den virksomhed, der tidligere var knyttet til Generalstabens Topografiske Afdeling og til Den danske Gradmåling, nu blev samlet under Geodætisk Institut, hvortil man også knyttede varetagelsen af nogle geofysiske opgaver samt arbejder af praktisk og teknisk art.
Indtil nu har man bibeholdt målestokken 1:20.000 som et grundlag for det danske kortværk, og der er således i den henseende en ubrudt linie fra de ældste til de nyeste målebordsblade; men i øvrigt er der ret stor forskel mellem de forskellige tidsaldres og seriers kortblade. De ældste målebordsblade havde 5-fods højdekurver, og først senere gik man over til højdeangivelser i meter.
Også kortudstyret er undergået store ændringer, men det er dog muligt at foretage direkte sammenligning mellem alle generationer af kortblade, fordi principperne for fremstillingen stort set er uændrede. Målebordsbladene er grundlaget for løsningen af talrige praktiske og videnskabelige opgaver, men til mange formål foretrækkes kort i mindre målestok, og man har derfor til forskellig tid fremstillet sådanne i forskellige målestokke og i forskellig udførelse. I nutiden s. 15 anvendes hovedsagelig følgende typer: 1:40.000, 1:100.000, 1:200.000, 1:500.000 og 1:1.000.000; men derudover fremstilles kort i flere andre målestokke, lige fra 1:2.000 til småkort i meget lille målestok.
Dertil kommer, at Geodætisk Institut fremstiller et stort antal specialkort, delvis i samarbejde med andre institutioner, således kort over større byer, færdselskort, arkæologiske kort, turistkort og vægkort samt optryk af ældre kort.
Hele det danske kortværk udmærker sig ved stor nøjagtighed og skønsomhed i opmåling og udførelse, og man finder næppe i noget andet land et så smukt og velafvejet, nationalt kortværk. Anvendelsen af instituttets kortmateriale er da også meget stærkt stigende; navnlig er det karakteristisk, at en stor del af den danske befolkning værdsætter og bruger kortværket.
Søopmålingen. For en gammel søfarende nation som den danske har kundskaben om farvandene gennem tiderne været af vigtighed. Man har utvivlsomt allerede i vikingetid haft et system af overleveringer, som nedarvedes fra slægt til slægt, og som efterhånden suppleredes og nedfældedes i skrifter og senere i kort. De ældste søkort over vore farvande blev tegnet i Middelhavslandene, og først noget senere overtoges denne virksomhed af nederlandske navigatører og korttegnere; dansk virksomhed kan først spores fra Christian IV.s tid. Denne lod oprette en navigationsskole, hvis direktør, Bagge Wandel 1653 lod tegne det første danske søkort, omfattende den sydlige del af Øresund.
En ejendommelig epoke i den danske søopmålings historie indledtes i året 1689, da kongen ansatte skipper Jens Sørensen som kongelig søkortdirektør. Jens Sørensen var begavet med en enestående energi og et stort talent for korttegning og var dertil en erfaren skipper, men hans teoretiske grundlag var spinkelt.
Resultatet af hans gerning er forbavsende godt. Hans kystomrids ligger så nær det rigtige, at man næsten ikke kan se forskel. Hans kort mangler gradinddeling og astronomisk stedsbestemmelse, og hans grundlag synes at have været simple kompas-pejlinger og måling eller gisning af distancer. Kysterne opmålte han med en af ham selv konstrueret milevogn. Herigennem fik man for første gang et efter datidens forhold virkeligt kvalitetskort over danske farvande og kyster, men materialet blev henlagt i arkiverne som militære hemmeligheder og er først i begyndelsen af dette århundrede blevet udgivet og kommenteret af Johs. Knudsen på Søkortarkivets foranstaltning.
1784 oprettedes på foranledning af Poul de Løvenørn Det kongelige Søkortarkiv, der siden da har varetaget søopmålingen i danske farvande, fremstillingen og udgivelsen af søkort over det danske riges farvande med dertil hørende »lodser« og efterretninger for søfarende. Principperne for tilvejebringelsen og udførelsen af et søkort afviger på flere måder fra de retningslinier, der finder anvendelse ved fremstilling af kortene over landjorden; man tilpasser således målestoksforholdet efter det pågældende farvand, ligesom kortene er under stadig revision, således at ny tilkommende ændringer straks indføres. Søkortene konstrueres i specielle, vinkeltro projektioner og kan således ikke umiddelbart sammenstilles med Geodætisk Instituts kort.
Grønlandskysten er for største delen kortlagt af danske søofficerer, og i den nyeste tid er der udført et meget omfattende opmålingsarbejde i de grønlandske farvande.
Moderne metoder til orientering og til dybdemåling har medført et stærkt s. 16 øget kendskab til havbundens relief og forhøjet sikkerheden i bestemmelsen af positionerne. Man har derfor kunnet tilvejebringe en meget stærk forøgelse af opmålingsmaterialet, og dette har medført yderligere pres på arbejdet med beregningen og den tekniske udførelse af kortene; da trangen til detailrigdom i søkortene stadig stiger på grund af de krav, der stilles af marinen, handelsflåden og fiskerflåden, er Søkortarkivets virksomhed blevet stærkt intensiveret.
Den økonomiske kortlægning. Matrikelen, d.v.s. fortegnelsen over landets faste ejendomme, er et vigtigt led i vor økonomiske registrering. Den økonomiske landmålings fornemste opgave er at tilvejebringe en entydig betegnelse for den enkelte ejendom og at fastlægge dennes grænser på en sådan måde, at disse til enhver tid kan identificeres, samt at registrere enhver ændring i bestående ejendomsforhold. Resultatet udtegnes i matrikelskort. Formålet med matrikuleringen var oprindelig tilvejebringelse af et fast grundlag for ejendomsbeskatningen ved opmåling og bonitering af de enkelte besiddelsesenheder for derigennem at opnå en mere objektiv og retfærdig bedømmelse af brugsværdien og skatteevnen, end man indtil da havde haft. Senere har matrikelen fået vidtrækkende betydning i ejendomsretlig henseende og er tillige basis for realkreditsystemerne.
Straks efter enevældens indførelse besluttede man at foranstalte en effektiv matrikulering, og 1664 fremstilledes en foreløbig liste over landets skattepligtige hartkorn, men først 1680 fik man påbegyndt en egentlig opmåling af landet som forarbejde til den opmåling, der blev grundlaget for Christian V.s matrikel af 1688, kaldet »Landmaalings-Matrikulen«. Som areal-enhed brugtes 1 tønde land: 14.000 alen2 svarende omtrent til arealet for 1 tøndes udsæd. Som enhed af brugsværdi – og dermed af skatteværdi – anvendtes 1 tønde hartkorn. Arealangivelsen hvilede på en ganske vist noget primitiv opmåling, medens hartkornsansættelsen bestemtes ved skøn. Der blev ikke udtegnet kort til Christian V.s matrikel, antagelig fordi man manglede instrumenter og folk til at betjene sådanne.
Materialet til matrikelen af 1688, der stort set er bevaret, er en vigtig kilde til kulturhistorisk og kulturgeografisk forskning; det falder i 3 hovedgrupper: 1) markbøger, d.v.s. landmålings-protokollerne; 2) modelbøger, d.v.s. de på grundlag af markbøgerne foretagne ekstrakter over hartkornets beregninger; 3) selve matrikels-protokollerne. På grundlag af dette materiale har Henrik Pedersen (1928) givet en fortegnelse over antallet af landejendomme, det dyrkede areal og hartkornsansættelsen 1682.
Udskiftningen af landets jorder omkring år 1800 medførte en ny økonomisk opmåling af de enkelte landsbyer og disses tilliggender, dels en fastlæggelse af landsbyens område og dels en opmåling af den enkelte ejers ofte talrige jordlodder. På dette grundlag fremstillede man kort, hvorefter udskiftningen blev bestemt og derefter overført i marken. Kvaliteten af dette kortmateriale er noget varierende, men gennemgående høj, og det har dannet grundlaget for talrige studier over ældre og nyere tids jordfordeling og bebyggelse.
Planerne til den næste store matrikel blev fremsat 1804, men først 1844 nåede man så vidt, at man kunne give denne retskraft.
Kortene til denne matrikel, som i stort omfang bygger på udskiftningskortene, har siden da dannet grundlaget for den danske økonomiske kortlægning. Senere tids brug og ikke mindst de mange ændringer og tilføjelser har imidlertid nødvendiggjort s. 17 gentagne omtegninger af kortene fra 1844, men selve systemet: det håndtegnede matrikelskort af 1844 har stort set været rådende indtil 1925, da man gik over til det princip at trykke planer over matrikuleringsområderne, et arbejde, som endnu ikke er helt tilendebragt. Den stadige ajourføring sker gennem indberetning til matrikelsvæsenet fra de autoriserede landinspektører.
Niels Nielsen professor, dr. phil.
Axel Schou professor, dr. phil.
Litt.: N. E. Nørlund. Danmarks Kortlægning. I. Geodætisk Institut. 1942. Sa. Johannes Mejers Kort over det danske Rige. I–III. Geodætisk Institut. 1942. Einar Andersen. 200 års videnskabelig virksomhed i Danmark 1757–25. februar–1957. Geodætisk Institut. 1957. Bo Bramsen. Gamle danmarkskort. 1952.
Jordskorpen er opbygget af formationer, som er karakteriseret ved deres mineralsammensætning, partikelstørrelse, forsteningsindhold og farve samt ved en række andre fysiske og kemiske egenskaber.
Man er klar over, at de geologiske formationer er dannet på samme måde, som tilsvarende jordlag dannes den dag i dag, i havet, søer, ørkener o.s.v. Når formationerne i mange tilfælde er af en tæthed og hårdhed, som ikke kendes hos lag, der opstår i nutiden, skyldes det, at de har været udsat for kemiske og fysiske processer i jordskorpen, som har udskilt mineraler i dem og hærdnet dem efter deres dannelse.
I Danmark kan man skelne mellem dybgrunden og istidsdannelserne. Dybgrundens bjergarter omfatter grundfjeldet og de aflejrede dybgrundslag, der kaldes sedimenter. Grundfjeldet, dybgrundssedimenterne og istidslagene afviger betydeligt fra hverandre med hensyn til dannelseshistorie, sammensætning, hårdhed o.s.v. Forskellene er dog ikke af fundamental karakter. Det har vist sig, at grundfjeldet oprindeligt er dannet som aflejringer eller vulkanske bjergarter. Istidsdannelserne er kun en særlig form for sedimenter, hvis uregelmæssige opbygning er noget vanskeligere at udrede end hos fx. de ensformige vandaflejrede sedimenter.
Aflejringsprocessernes virkemåde og formationernes dannelse. Jordskorpen er relativt ustabil, og overfladen er ikke jævn. Der findes høje fjeldområder og dybe havbækkener. På grund af vejrsmuldring og forvitring nedbrydes landområderne. Den afstrømmende nedbør, vinden eller isbræer transporterer derefter nedbrydningsprodukterne ud i hav-, sø- eller ørkenbassiner, hvor de aflejres som nye jordlag.
Jo mindre et bassin er, og jo kraftigere nedbrydningen foregår, des hurtigere vil bassinet blive udfyldt af sedimenter. Ved studiet af jordlagene træffer man ikke sjældent på meget tykke lagserier, som både ved deres tykkelse og lagenes sammensætning viser, at de må være aflejret i et stadigt synkende aflejringsområde. Danmark befinder sig i et sådant sænkningsfelt, som har eksisteret i alt fald siden slutningen af jordens oldtid. Det omfatter Nordsøen og en væsentlig del af landene omkring dette hav, efter hvilket det kaldes for Nordsøbækkenet.
Ved sammenspillet mellem de klimatiske processer – der som nævnt uafbrudt nedbryder landområderne og tilfører søer og have aflejringsmateriale – og forskydninger i jordskorpen er der ustandselig indtrådt ændringer i fordelingen s. 18 af land og hav i løbet af jordens historie. Ved studiet af jordlagene er det ofte muligt at slutte tilbage til de fjerne jordperioders geografiske og klimatiske forhold. Ved rekonstruktionen af den geologiske fortid er lagenes forsteninger et meget vigtigt hjælpemiddel.
For at få et overblik over jordskorpens mangfoldighed af detaljer inddeler man jordlagene i formationer, som omfatter jordlag af ret ensartet sammensætning. Man giver formationerne navne efter steder, hvor de er karakteristisk udviklet eller først er beskrevet, fx. røsnæsler, neksøsandsten o.s.v.
I et tidligt stadium af jordskorpens udforskning meldte sig ønsket om at nå frem til en aldersbestemmelse af formationerne. – Af det aktualistiske princip: samme aflejringsmåder i fortiden som i nutiden, følger bl.a., at et lag i en sedimentserie er yngre end de underliggende og ældre end de overliggende lag. Ud fra denne simple regel har man vedtaget en geologisk tidsskala, som er knyttet til dannelsen af formationssystemet. Kridttiden defineres fx. som den periode, i løbet af hvilken kridtformationen aflejredes, tertiæræraen som tiden, i hvilken tertiærformationerne dannedes osv. (se nedenstående oversigtsskema). Aldersbestemmelsen af lagene sker i de fleste tilfælde ved hjælp af deres forsteninger. Da dyre- og planteverdenen i løbet af jordens historie har gennemgået en udvikling fra samfund af primitive til samfund af mere højtstående organismer, har mange slægter og arter kun en kort geologisk levetid. Sådanne arter er naturligvis meget nyttige, idet deres tilstedeværelse i lagene viser, at de er aflejret i tidsrummene for arternes eksistens. Jo kortere en arts levetid er, desto større er sikkerheden for, at alle lag, hvori den forekommer, er af samme alder.
Det geologiske alderssystem, som er baseret på formationerne og deres forsteninger, er således relativt: formationerne bliver aldersbestemt i forhold til hverandre.
Siden opdagelsen af de radioaktive stoffer og lovene for deres sønderdeling har man fået et middel i hænde til en absolut, en virkelig tidsmæssig aldersbestemmelse af formationerne. En del bjergarter af vulkansk oprindelse indeholder små mængder af radioaktive stoffer. Ved at bestemme forskellige radioaktive mineralers omdannelsesgrad er det muligt at beregne, hvor lang tid der er gået, siden de dannedes under størkningen af de vulkanske bjergarter. Følgende liste viser tidspunkterne for vigtige geologiske perioders begyndelse før nutiden efter Holmes.
|
Perioder |
Begyndt mill. år før nutiden |
|
Kvartær |
1 |
|
Tertiær |
70 |
|
Kridt |
120 |
|
Jura |
150 |
|
Trias |
190 |
|
Perm |
220 |
|
Kul |
280 |
|
Devon |
320 |
|
Silur |
350 |
|
Ordovicium |
400 |
|
Kambrium |
500 |
|
Prækambrium |
2000 |
er over store dele af landet dækket af istidsdannelser. På Bornholm, i Østsjælland, i Nord- og Midtjylland og flere andre steder når dybgrunden dog frem s. 19 til jordoverfladen. Oplysningerne om jordlagene i de talrige vand- og dybdeboringer, som opbevares i Geologisk Rigsinstitut (Danmarks Geologiske Undersøgelse), danner grundlaget for vor opfattelse om dybgrunden i de øvrige dele af landet. Det vedføjede skema giver en oversigt over formationerne og deres mægtigheder. Det læses fra neden (fra grundfjeldet) og opefter, idet lagene er opført over hinanden i den rækkefølge, hvori de er dannet.
Som nævnt svarer store sedimenttykkelser til steder, hvor jordskorpen har sænket sig særlig meget, mens sedimentationen fandt sted. Det er karakteristisk for Danmarks område, at de enkelte formationer oftest ikke udvikles med størst tykkelse i samme område. Fx. har kertemindeleret sin største mægtighed i Midtsjælland, nedre kridt er tykkest omkring Ålborg, den brogede sandsten fra trias er særlig tyk i Midtjylland osv. Dette giver et godt indtryk af, at sænkningen af jordskorpen er foregået ret nuanceret i løbet af den geologiske historie.
(Ø. = øvre, M. = mellem, N. = nedre, afl. = aflejring)
|
Æra |
Tid |
Formation |
Aflejringer |
Udbredelse |
Maksimaltykkelse |
|||
|
Art |
og miljø |
|||||||
|
TERTIÆR (nyere tid) |
N. Pliocæn |
Sæd-formationen |
Glimmerler og -sand |
Havafl. |
SV. Sd.-Jyll. |
ukendt |
Tertiærformationernes samlede marksimaltykkelse ca. 500 m |
|
|
Ø. Miocæn |
Gram-formationen |
Glimmerler og -finsand |
Havafl. |
SV. Jyll. |
ca. |
35 m |
||
|
M. Miocæn |
Ø. Brunkulsand |
Kvartssand og -grus m. brunkul |
Deltaafl. |
Midt og V. Jyll. |
ca. |
30 m |
||
|
Arnum-sand |
Glimmersand |
Havafl. |
SV. Jyll. og V. Sd.-Jyll. |
ca. |
100 m |
|||
|
N. Miocæn |
Ribe-formation (N. Brunkulsand) |
Kvartssand og -grus m. brunkul |
Deltaafl. |
Midt, V. og Vestl. Sd.-Jyll. |
ca. |
100 m |
||
|
Klintinghovedler |
Glimmerler |
Havafl. |
Østl. Sd.-Jyll. |
ca. |
30 m |
|||
|
Ø. Oligocæn |
Cilleborg-ler |
Glimmerler |
Havafl. |
Jyll. s.f. Limfj. |
ca. |
40 m |
||
|
M. Oligocæn |
Branden-ler |
Ler, grønliggråt |
Havafl. |
Jyll. s.f. Limfj. |
ca. |
50 m |
||
|
N. Oligocæn |
Søvind-mergel (øverste del) |
Lysegrå mergel |
Havafl. |
Jyll. s.f. Limfj.} |
ca. |
20 m |
||
|
Ø. Eocæn |
Søvind-mergel (nederste del) |
Lysegrå mergel |
Havafl. |
Jyll. s.f. Limfj. |
||||
|
M. Eocæn |
Lillebælt-ler (= grønt plastisk ler) |
Grønliggråt ler |
Havafl. |
Jyll. s.f. Limfj. |
ca. |
50–60 m |
||
|
N. Eocæn |
Røsnæs-ler (= rødt plastisk ler) |
Rødbrunt og gråt ler |
Havafl. |
Jyll. s.f. Limfj. |
ca. |
40–50 m |
||
|
Moler med vulkansk aske |
Diatomeafl. |
Havafl. |
Limfj. omr. |
ca. |
50 m |
|||
|
Paleocæn |
Kerteminde-ler og -mergel |
Gråt ler |
Havafl. |
Midtsj., Fyn, Jyll. s.f. Limfj. |
ca. |
160 m |
||
|
Lellinge-grønsand |
Gråt, kalkholdigt ler |
Havafl. |
Sjælland |
ca. |
10 m |
|||
|
MESOZOICUM (middelalder) |
Ø. Kridt |
Danskekalk |
Kalksandskalk, koralkalk, bryozokalk |
Havafl. |
Hele landet undt. Vends. og Bornh. |
ca. |
150 m |
|
|
Skrivekridt |
Kridt med flint og kalksten |
Havafl. |
Hele landet undt. Bornh. |
ca. |
1300 m |
|||
|
Bavnoddegrønsand |
Grønliggrå grønsandsten |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
50 m |
|||
|
Arnager-kalk |
Grå kalk |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
20 m |
|||
|
Arnager-grønsand |
Grønliggråt grønsandsler |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
60 m |
|||
|
N. Kridt |
ikke navngivet |
Ler, skifre og sandstensafl. |
Havafl. |
Jylland |
ca. |
400 m |
||
|
Ø. Jura |
Malm |
Ler, skifre og sandsten |
Hav- og deltaafl. |
Jylland |
ca. |
275 m |
||
|
M. Jura |
Dogger |
Ler, skifre og sandsten |
Hav- og deltaafl. |
Jylland |
ca. |
320 m |
||
|
N. Jura |
Lias |
Skifre og sandsten |
Havafl. deltaafl. |
Jylland Bornholm |
ca. |
350 m |
||
|
Ø. Trias |
Rhaet |
Skifre og sandsten |
Hav- og deltaafl. |
Jylland |
ca. |
200 m |
||
|
Keuper |
Lersten, mergelsten og saltafl. |
Saltsøafl. |
Jylland |
ca. |
400 m |
|||
|
M. Trias |
Muslingekalk |
Mergelsten og kalksten |
Havafl. |
Jylland Lolland |
ca. |
180 m |
||
|
N. Trias |
Broget sandsten |
Røde lersten og sandsten |
Saltsø- og ørkenafl. |
Hele landet |
ca. |
1300 m |
||
|
PALEOZOICUM (oldtid) |
Ø. Perm |
Zechstein |
Stensalt, anhydrit, dolomit |
Saltsø- og havafl. |
Største delen af landet undt. Bornholm |
ca. |
1000 m |
|
|
N. Perm |
Rotliegendes |
Lersten, sandsten, vulkanske bjergarter |
Saltsø- og ørkenafl. |
Største delen af landet undt. Bornh. |
over |
250 m |
||
|
Devon, Kultid ingen afl. |
||||||||
|
Gotlandium |
Cyrtograptusskifer |
Lerskifer |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
40 m |
||
|
Rastritesskifer |
Lerskifer og skiferh. kalksten |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
30 m |
|||
|
Ordovicium |
Trinucleusskifer |
Lerskifer |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
3 m |
||
|
Dicellograptusskifer |
Lerskifer |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
9.5 m |
|||
|
Ortoceratitkalk |
Grå kalksten |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
5 m |
|||
|
Ø. Alunskifer |
Lerskifer |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
2.5 m |
|||
|
Kambrium |
Ø. Alunskifer |
Lerskifer |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
23 m |
||
|
Andrarumkalk |
Mørk kalksten |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
1 m |
|||
|
N. Alunskifer |
Lerskifer |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
1.4 m |
|||
|
Exsulanskalk |
Grå kalksten |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
0.3 m |
|||
|
Grønne skifre |
Finsandet lersten |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
60 m |
|||
|
Neksø-sandsten |
Sandsten |
Havafl. |
Bornholm |
ca. |
100 m |
|||
|
PROTEROZOICUM (urtid) |
Præ-Kambrium (grundfjeld) |
Bornholmske granitter, gnejs ved Frederikshavn og Glams |
Granitter og gnejser |
Geologisk kort over Danmark.
Formationerne ved basis af kvartæret).
Målestok ca. 1:2.700.000.
(Efter Theodor Sorgenfrei. 1954.)
GRUNDFJELDET, som danner bunden af den skål, hvori sedimenterne er aflejret, går op til overfladen på Bornholm og i Sverige. Der knytter sig særlig interesse til grænseområdet mellem det relativt højtliggende fennoskandiske grundfjeld og det danske sedimentationsfelt. Denne såkaldte fennoskandiske randzone – hvortil Bornholm i øvrigt hører – er ved forskydninger langs spalter opdelt i en række grundfjeldsblokke, som er forskudt både vertikalt og horisontalt. Söderåsen, Romeleåsen og Kullen i Skåne repræsenterer højtliggende blokke, mens de mellemliggende partier er dybt nedsænkede i forhold hertil. De strukturelle forskydninger, som skabte denne situation, fandt sted længe efter grundfjeldets dannelse i løbet af jordens middelalder og senere.
Under Danmark er grundfjeldet sikkert mere jævnt, selv om man også her må forestille sig en vis variation i højdeforholdene. Som eksempel herpå skal nævnes, at grundfjeldet ligger ved 905 m dybde ved Glamsbjerg på Fyn, ved 1275 m ved Frederikshavn, mens det formodentlig først træffes ved 5–6 km dybde eller mere i Midtjylland.
Bornholms grundfjeld består af forskellige granitvarieteter, som viser lighedstræk med granitterne og gnejsgranitterne i Sydsverige. Gnejsen ved Frederikshavn er af lignende type som de sydvestsvenske og sydnorske gnejser.
AFLEJRINGERNE FRA DEN ÆLDSTE DEL AF JORDENS OLDTID (kambrium, ordovicium, gotlandium). Havet strakte sig i dette tidsrum over store dele af det nuværende skandinaviske grundfjeldsområde og de baltiske lande. Det dækkede Bornholm og sandsynligvis i alt fald det østlige Sjælland. Ikystnære og lavvandede områder aflejredes kalkholdige sedimenter, mens lerslam aflejredes uden for kalklagenes bælte, hvor det senere udviklede sig til mørke lerskifre.
Voldsomme begivenheder fandt sted i Europa i løbet af oldtidens sidste halvdel. I slutningen af den gotlandiske tid blev formationerne, som forud var aflejret langs vor verdensdels nordvestgrænse, foldet sammen og presset op over havfladen i Nordirland, Skotland og Skandinavien, hvorved den såkaldte kaledoniske foldekæde dannedes. Samtidig trak havet sig sandsynligvis tilbage fra største delen af Nordeuropa, der herefter henlå som landområde, hvori der herskede et mere eller mindre udpræget ørkenklima, indtil kultidens fugtighed skabte forudsætningen for en rig vegetation. Hidtil har det ikke været muligt at påvise lag fra devon- eller kultiden i Danmark. Formodentlig skyldes det, at landet lå højt, således at der snarere skete en nedbrydning end en aflejring af lag i disse perioder.
I slutningen af kultiden indtrådte atter kraftige jordskorpebevægelser i Danmarks umiddelbare nærhed. Denne gang hjemsøgtes Mellemeuropa. Et aflejringsområde, der strakte sig fra Sydirland mod øst ind over Sydengland, Frankrig og Mellemtyskland, blev foldet op i den såkaldte variskiske foldekæde.
Det trekantede område mellem den kaledoniske foldekæde mod nordvest, den variskiske foldekæde i Mellemeuropa og det fennoskandiske grundfjeldsskjold mod øst var herefter afstukket som Nordsøbækkenets (el. Nordsøbassinets) sænkningsfelt. Siden slutningen af Jordens oldtid i permtiden har dette område sænket sig med kortere eller længere afbrydelser lige op til nutiden. Det omfatter foruden den nuværende Nordsø: Danmark, Nordtyskland, Holland og Østengland, s. 23 der udgør bassinets randområder. Danmarks dybgrundsformationer, som aflejredes under og efter permtiden, må således opfattes som dele af Nordsøbassinets vidtstrakte formationssystem.
Bornholmsk granitklippekyst (ved Gudhjem).
Fot. Jonals.
PERM. Den nedre afdeling af permsystemet, der kaldes for rotliegendes, består hovedsagelig af sand- og lersten med rødlige farvetoner, stedvis med stensaltlag. Disse lag er aflejret under kontinentale forhold i et tørt klima. Nordeuropa var i det pågældende tidsrum en ørkensal tsteppe, hvis aflejringer er påvist fremme ved jordoverfladen i Mellemtyskland og i boringer i Nordtyskland og det sydlige Danmark (Sønderjylland, Lolland). Formodentlig stod dette sedimentationsområde i forbindelse med Oslo-egnen, hvor man har fundet sandsten, hvis planterester daterer den til nedre perm.
I rotliegend-perioden foregik endnu jordskorpebevægelser som efterdønninger s. 24 efter kultidens variskiske omvæltninger, og vulkanudbrud fandt sted i eller nær ved Danmark, idet man ved Rødby boring nr. 2 har påvist lavabjergarter. At vulkansk virksomhed ikke var noget særsyn, viser de geologiske forhold ved Oslo – hvor rombeporfyrerne brød frem – samt vulkanske bjergarter forskellige steder i Tyskland. – Den øvre afdeling af perm kaldes for:
Zechstein. Ved zechstein-periodens begyndelse brød havet ind i Nordsøbassinet. Det er sandsynligvis sket i form af en gennembrydning eller sænkning af dele af den kaledoniske foldekæde, mellem Norge og Skotland. Der opstod dog øjensynlig ikke noget særlig dybt hav. Vi må forestille os, at der langs kysterne fandtes flade strandsøer og bugter, i hvilke det tørre klima forårsagede en kraftig fordampning og en dermed følgende udskillelse af salte af havvandet. Efterhånden blev hele Nordsøbassinet én kæmpemæssig inddampningspande, hvor udskillelsen af stensalt og andre salte holdt trit med områdets afsænkning. Saltaflejringerne strækker sig fra England til Holland, Nordtyskland, Danmark og videre ind i Polen. I Danmark har man ved dybdeboringer konstateret saltaflejringer fra zechsteintiden i Nørre- og Sønderjylland samt på Lolland. Formodentlig har der oprindeligt været tale om et tæppe af salte på ca. 1000 m tykkelse over store dele af disse områder. I Nørrejylland har overliggende senere aflejrede jordlags tryk imidlertid gjort saltet plastisk, hvorved det flere steder er trængt op i nærheden af jordoverfladen som kæmpemæssige propper, der kaldes salthorste.
Fyn og Midtjylland dannede en ø i zechsteinhavet og det senere saltsøbassin. Der er således ikke truffet zechsteinaflejringer i boringerne ved Glamsbjerg og Ringe, og seismiske undersøgelser (kunstige jordskælvsmålinger) udført af Danish American Prospecting Co. tyder på, at der heller ikke træffes saltlag i visse dele af det sydlige Nørrejylland.
TRIAS. a. Broget sandsten. Ved slutningen af zechsteintiden blev Nordsøbassinets forbindelse med verdenshavet afbrudt. I den efterfølgende triastid, hvis ældste aflejringsgruppe kaldes for broget sandsten, var Nordsøbassinet derfor et kontinentalt område. Fra de omkringliggende egne førte vind og floder sand og lermateriale ud over området, som ganske langsomt fortsatte med at synke. Den brogede sandsten ligner nedre perms rotliegendaflejringer både med hensyn til farve og sammensætning. Man regner derfor også med, at de to formationer er dannet praktisk taget under de samme klimatiske forhold. De repræsenterer ørkensaltsteppe-stadier i vort lands geografiske udvikling.
Navnlig i slutningen af Den brogede sandstens periode fandtes der saltsøer i Sønderjylland og Nordtyskland (rötformationen).
Man må antage, at broget sandsten findes praktisk taget under hele Danmark med undtagelse af en væsentlig del af Bornholm.
b. Muslingekalk. I triastiden var forholdene i Sydeuropa meget forskellige fra forholdene i Nordsøbassinet. Et veludviklet havområde, Tethyshavet, strakte sig ind over Alpeområdet fra vest mod øst og videre ind over Mellemøsten og forbandt det daværende Atlanterhav og Stillehav.
Midt i triastiden skete der et havindbrud i Nordsøbassinet fra Tethyshavet over Øvre Schlesien. I den følgende havperiode aflejredes muslingekalken over store dele af Nordtyskland og i det sydlige Danmark (Sønderjylland, Lolland). Man er endnu ikke helt sikker på, om muslingekalkhavet nåede Nørrejylland, s. 25 sandsynligheden taler dog herfor. Så langt som til England nåede havet imidlertid ikke.
c. Keuper. I øvre trias ændrede Nordsøbassinet atter karakter i retning af et kontinentalt indlandsbassin. Landskabet bestod af udstrakte saltsøstepper og flade indsøer, i hvilke der aflejredes ler, mergel, gips olgn. Der findes uden tvivl keuperaflejringer under største delen af Danmark, Nordtyskland og dele af Østengland.
Rhaet. Med rhaetperioden indvarsledes atter en gennemgribende ændring af klimaet og fordelingen af land og hav. Det tørre ørkenklima afløstes af et fugtigt og formodentlig varmt klima, og samtidig trængte havet ind, men denne gang sandsynligvis fra Atlanterhavet mellem Skotland og Norge. Det dækkede største delen af Nørrejylland og nåede til Nordvesttyskland og Skåne. Langs kystens deltalandskaber fandtes en rig vegetation, hvis spor man finder i form af kullag, som bl.a. forekommer ved Hälsingborg i Skåne og i Nordtyskland. Boringerne ved Arnum, Ringe og Glamsbjerg antyder tilstedeværelsen af en fynsk-sydjysk ø.
JURA. Jurasystemets aflejringer inddeles i nedre jura eller lias, mellem jura eller dogger og øvre jura eller malm.
I juratidens formationer finder vi omtrent samme aflejringsmønster som i rhaettiden. Området nord og øst for den fynsk-sydjyske ø var hav. Den største havudbredelse fandt sted i liasformationens periode. Liashavets mørke skifre og lersten udstrækker sig formodentlig fra Østengland over Nordsøen til Nørrejylland og Skåne og til Nordvesttyskland. I doggerperioden skete en ret kraftig tillanding af dette hav. Dette fremgår både af doggerfonnationens mindre udbredelse og af den omstændighed, at lagene ofte indeholder skaller af meget små brakvandskrebs (ostracoder). Sandaflejringer spiller en langt større rolle i dogger end i liasfcrmationen.
I øvre jura trængte havet atter frem over det nordlige Jylland. Muligvis strakte det en smal havarm mod sydøst langs med den fennoskandiske randzone ind over Nordsjælland.
KRIDT. Kridttidens aflejringer omfatter to hovedafdelinger: nedre kridts lersten, skifre og sandsten med underordnede kalklag, og øvre kridt (som har givet systemet navn) med mergel-, kridt- og kalkaflejringer som de altdominerende bjergarter.
Nedre kridts aflejringer danner en naturlig fortsættelse af juratidens formationer og dækker praktisk taget de samme områder. Både med hensyn til fordelingen af land og hav og de klimatiske forhold har nedre kridt sikkert i store træk lignet juratiden. Der foregik først og fremmest en betydelig aflejring i Nørrejylland omkring Limfjorden og videre ned over Kattegat som følge af tilførsel af nedbrydningsprodukter fra de omkringliggende landmasser.
Øvre kridt. Med øvre kridts begyndelse indtrådte en afgørende ændring i situationen i Nordsøbassinet. De mægtige kridt- og kalkaflejringer udskiltes for en væsentlig del som kalkslam fra havvandet, og samtidig faldt tilførselen af materiale fra det omkringliggende land til et minimum. Alt dette er tegn på et varmt og tørt klima med ringe nedbør. Det øvre kridthav repræsenterede den største havudbredelse i Jordens middelalder. Kridthavet strakte sig fra foden af de mellemtyske bjerge over Holland-Belgien til England, Danmark, Skåne, Polen og langt ind i Sovjetunionen. Med visse modifikationer kan man sammenligne det daværende klima i Nordeuropa med de klimatiske forhold, som i nutiden råder ved Bahamaøerne. Der foregår således en stadig udskillelse af kalkslam i havet omkring disse øer.
Stevns klint. I forgrunden ses klintens »amboltprofil«: det bløde skrivekridt forneden er slidt af havet, den faste limsten luder ud foroven.
Fot. Jonals.
I Danmark indledes øvre kridt med aflejringer af mergel og kalksten, og derover følger det velkendte skrivekridt, som med undtagelse af mindre områder findes praktisk taget under hele landet v.f. Øresund.
Til kridtsystemet henregnes også danskekalken, som repræsenterer den sidste udviklingsfase af kalksedimentationen i Nordsøbækkenet. Havets område var dog reduceret betydeligt i det pågældende tidsrum. Det dækkede kun Danmark, Skåne og dele af Polen.
Med hensyn til aflejringstyper, forsteninger osv. repræsenterer danskekalken et meget interessant stadium i vort lands geologiske udvikling. Langs danskekalk-havets kyster voksede koralrev og rev opbygget af de korallignende mosdyr.
TERTIÆR. Man inddeler tertiærtidens aflejringer i en række underafdelinger, som kan sammenfattes i to hovedgrupper. Den nedre gruppe består af grå, grønlige og rødlige lerarter, som er aflejret i havet. Den øvre derimod omfatter grå og sorte glimmerlersaflejringer med mellemliggende lag af glimmersand, kvartssand og brunkul, som delvis er afsat i havet og delvis i et veludviklet flodog deltasystem. Vi ser således, at Nordsøbassinet i tertiærtiden vendte tilbage til en situation, som minder om forholdene i juratiden og i nedre kridt. Tyngdepunktet for aflejring vandrede dog fra Nord- til Midt- og Sønderjylland.
Der er ingen tvivl om, at disse gennemgribende ændringer, sammenlignet med situationen i øvre kridt, stod i forbindelse med de ret voldsomme begivenheder, som i tertiærtiden fandt sted i Sydeuropa. Ved horisontale sammenpresninger af kæmpemæssigt format blev Alperne, Pyrenæerne, Grækenlands bjergkæder osv. foldet op af det tidligere Tethyshavs mægtige aflejringsserier. Som s. 27 følgevirkning ændredes de geografiske forhold også længere nordpå. Vulkaner brød frem både i Tyskland og Skåne, og landstrækningerne omkring Nordsøbassinet udsattes generelt for en række jordskorpebevægelser, som frembragte et nyt landskabsrelief. Derved var der skabt basis for en livligere nedbrydning og sedimentation end under den seneste del af kridttiden.
I Danmark er tertiærets aflejringer udbredt over største delen af Øerne og Jylland indtil Limfjordsområdet. Den øvre gruppes aflejringer af glimmerler og -sand med brunkul findes dog praktisk taget kun i Jylland.
Med tertiærtiden er vi så nær nutiden i geologisk forstand, at dyreverden og vegetation viser mange lighedstræk med nutiden. Mange af muslingerne og sneglene i havaflejringerne har nære slægtninge i nutidens have, og brunkulsaflejringerne indeholder rester af birk, elm, laurbær, kæmpefyr o.a.
Ved tertiærtidens slutning havde havet trukket sig helt tilbage fra dansk område.
De oprindelig omtrent vandret liggende formationer har på forskellige tidspunkter af den geologiske historie været udsat for deformationer af forskellig art. Der har dels som nævnt været tale om ret jævne sænkninger af større partier af Nordsøbassinets aflejringsområde, under hvilke lagene formodentlig kun har været bøjet forsvindende lidt. Som eksempel herpå kan nævnes udformningen af jura-nedre kridt bassinet i Nordjylland, kertemindelersbassinet i Midtsjælland, brunkulsbassinet i Midtjylland osv.
En kraftigere strukturændring er indtrådt under de egentlige jordskorpebevægelser, der som oftest omfattede både horisontale og vertikale forskydninger langs veldefinerede linier og strøg. Den fennoskandiske randzone med sine systemer af grundfjeldsblokke, forkastninger og nedsunkne gravsænkninger er et eksempel herpå.
Hvor tykke stensaltlag er overlejret af betydelige sedimentserier, foreligger specielle deformationsmuligheder. Under sådanne forhold vil saltformationen som omtalt ovenfor reagere som en plastisk flydende masse, som på grund af sin ringe vægtfylde i forhold til de omgivende bjergarter vil søge opad under dannelsen af mægtige saltpropper, såkaldte salthorste. En sådan situation foreligger i Limfjordsområdet, som er Danmarks salthorstprovins.
Sammenfatter man de strukturelle forhold i hele landet, kan man således inddele Danmarks område i:
- Den fennoskandiske randzone, hvortil Bornholm, Nordøstsjælland og måske Jyllands allernordligste del hører.
- Sænkningsområdet vest for og parallelt med den fennoskandiske randzone.
- Salthorstområdet i Nordjylland.
- Det regionale hævningsområde bestemt ved Møn, Sydsjælland, Nordlolland, Fyn, Sydjylland.
- Området med lave saltstrukturer i Sønderjylland.
Inden for alle disse strukturelle provinser er det muligt at definere en række lokale strukturformer og -linier.
Sideløbende med de strukturdannende processer har nedbrydningen til stadighed tilstræbt en horisontal afskæring af det opståede landskabsrelief. Som følge af istidens bræ- og smeltevandserosion er dybgrundens overflade imidlertid betydeligt mere ujævn, end hvis erosionen fx. kun skyldtes havet eller almindelige vandløb. Istidens erosion har øjensynlig været særlig dybtgående langs israndsstillinger af mere permanent karakter, hvor brætunger skød sig frem, og hvor smeltevandsstrømme i længere tid lå i samme leje under isen. Det er derfor meget almindeligt at finde dybe erosionsrender i fjordområdernes tunneldalstrøg og i fortsættelsen af åse. Det ser ud til, at iserosionen er blevet meget lidt modificeret af tidligere opståede strukturer. Således skærer Øresunds dalgang ind over Alnarp-dalen og en dyb smeltevandsdal tværer igennem Suldrup-salthorstens kalk og kridtdække, som om der ikke fandtes en hævningsstruktur på stedet.
Smeltevandsdalene kan være meget dybe, ikke få når ned til dybder omkring 200 m (Århus-Constantinsborg, Nakskov-Christiansdal, Karrebæksmindedalen osv.). Ofte giver de sig ikke til kende ved jordoverfladen.
Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af kvartæret (s. 21) er efter det foregående med en vis tilnærmelse et vandret snit gennem jordlagene, når man betragter landet under ét. Kortet og boringerne illustrerer, at formationerne gennemgående må hælde fra øst og nord mod vest og sydvest, idet de ældste formationer i »snittet« findes mod øst og nord og de yngste i det vestligste Sønderjylland. Det bølgede forløb af formationsgrænserne antyder tilstedeværelsen af lokale strukturformer; og salthorstene afslører sig ved den knastformede optræden af ældre formationer inden for yngre formationsområder. Men bortset fra disse uregelmæssigheder er situationen den, at de enkelte formationsafdelinger ligger som flade skåle i hverandre, nedefra og opefter i rækkefølgen: skrivekridt, danskekalk, kertemindeler, eocænt ler osv.
Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer repræsenteres ved ler- og stenindustrien, cementindustrien og indvindingen af grundvand. Stensaltforekomsterne udnyttes endnu ikke (1958). Kun en ringe del af den danske lerindustri er dog knyttet til dybgrundsaflejringerne. Det gælder for klinker- og chamottestensindustrien på Bornholm (jura), og en række teglværker i Midt- og Vestjylland (glimmerler, tertiær).
Cementindustrien udnytter skrivekridt i Ålborg- og Mariager-fjord-områderne, og for tiden (1958) er en cementfabrik under opførelse ved Karlstrup nord for Køge, hvor man agter at udnytte danskekalk og skrivekridt. Leret, som anvendes ved cementfabrikationen, er af kvartær oprindelse både i Jylland og på Sjælland.
En række dybgrundsbjergarter har overordentlig stor betydning som vandførende formationer. Det gælder for skrivekridtet og danskekalken i Nordjylland og på Øerne, grønsandskalken på Sjælland og kvartssandet og -gruset i de miocæne (tertiære) aflejringer i Jylland.
Theodor Sorgenfrei statsgeolog, dr. phil.
Litt.: Albert Gregersen og Theodor Sorgenfrei. Efterforskningsarbejdet i Danmarks dybere undergrund, Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 12. 141. 1951. Victor Madsen m. fl. Oversigt over Danmarks Geologi, D.G.U. V. rk. nr. 4. 1928. Arne Noe-Nygaard. Geologi. 1955. Alfred Rosenkrantz. Kortfattet Oversigt over Danmarks Geologi. 1939. Theodor Sorgenfrei og Ole Berthelsen. Geologi og Vandboring, D.G.U. III. rk. nr. 31. 1954.
Kvartærtiden er den sidste af perioderne i Jordens historie, den er væsentlig kortere end de øvrige, men indtager dog en særstilling, fordi dens virkninger er de mest iøjnefaldende, eftersom det er selve landskabets overflade og de alleryngste aflejringer. Den inddeles i to hovedafdelinger: istiden og efteristiden (kaldet postglacialtiden). I Alperne regner man med, at der har været fire istider kaldet Günz, Mindel, Riss og Würm. I Danmark kan man kun påvise 3 istider, og man anser dem for at være de 3 sidste af de nævnte. For at være på den sikre side vil vi derfor bruge udtrykkene: tredjesidste, næstsidste og sidste nedisning.
Det kan være lidt vanskeligt at give en oversigt over kvartærets inddeling, eftersom der netop i disse år er et revisionsarbejde i gang, hvor den hidtidige opstilling efterprøves på forskellig måde. Det må derfor ikke undre, hvis den følgende forklaring bliver ændret i løbet af de kommende år.
Allerførst skal ganske kort nævnes nogle aflejringer, hvis alder fastsættes til forud for den første af vore istider eller umiddelbart efter denne, altså hørende til Günz-Mindel eller Mindel-Riss interglacialtiderne. Det drejer sig om de såkaldte rav-pindelag, som er truffet i Valby bakke og andre steder, og om nogle gytjeflager, som fandtes i morænelag i Københavns havn, samt nogle dybtliggende ferskvandslag ved Førslevgård i Sydsjælland og endelig også et lag teglværksler ved Gudbjerg på Sydøstfyn med bl.a. en lille snegl Nematurella.
Mere sikker er placeringen af vort ældste morænelag, kaldet moræne A over det tertiære ler i Strandgården teglværk ved Esbjerg. Det er mørkt, magert, stenfattigt og noget hærdnet moræneler, som også er truffet i boringer og udgravninger mange andre steder, navnlig i Vestjylland. Det regnes for at tilhøre den tredjesidste nedisning, Mindel.
Over denne moræne kommer lagene fra næstsidste interglacialtid Mindel-Riss, dels marine aflejringer kaldet Esbjerg yoldialer, dels i Røjle klint det såkaldte tellinaler og dels ferskvandsdannelser såsom kalkgytje fundet ved Rind og Harreskov, s. og sv.f. Herning samt ved Starup, ø.f. Varde, endvidere er der for nylig fundet gytje fra samme tid i Østbæk teglværk ved Ølgod.
Under næstsidste nedisning dannedes overfladelagene i Vestjylland, såvel morænelagene som aflejringerne af smeltevandsgrus og smeltevandsler. Morænen fra denne nedisning, kaldet moræne B, menes at kunne genkendes bl.a. i Røjle klint, hvor den ligger over den interglaciale marine aflejring tellinaleret.
Sidste interglacialtid (Riss-Würm) har man delt op i to halvdele adskilt af en kuldeperiode. Fornyede undersøgelser har givet til resultat, at den første varme halvdel må være den egentlige interglaciale periode, medens den sidste del er af noget mindre varighed. Kuldeperioden må derefter opfattes som begyndelsen af sidste istid, der er blevet afbrudt af en kortere varmeperiode, en såkaldt interstadialtid.
I sidste interglacialtid fandtes aflejringer fra havet i to områder med hver sin fauna og svarende til lidt forskellige dele af interglacialtiden. I det sydlige område findes Eemaflejringerne (navnet stammer fra Holland), som svarer til et tempereret klima, mens det nordlige Danmark rummede det såkaldte Skærumhede hav, der langsomt gik over i et ishav. Man har hidtil anset disse to for at s. 30 s. 31 s. 32 høre til i hver sin halvdel af interglacialtiden, men det er muligt, at de har eksisteret begge i den egentlige interglacialtid blot i hver sit område.
|
Tid |
Klima |
Aflejringer på land |
Havet |
Skoven |
Kultur |
År |
|||
|
Vendsyssel |
Østersøen |
||||||||
|
Subatlantisk |
Fugtigt – køligt |
Højmoser |
Tilbagetrækning |
Limnæahav |
Bøg |
Historisk tid |
2.000 |
||
|
Vikingetid |
1.000 |
||||||||
|
Jernalder |
0 |
||||||||
|
Subboreal |
Tørt – varmt |
Stubbelag – tørv |
Tilbaghetrækning |
Litorinahav |
Eg, ask |
Jættestuer |
Bronzealder |
1.000 |
|
|
Enkeltgrave, dysser |
2.000 |
||||||||
|
Atlantisk |
Fugtigt – varmt |
Gytje |
Havstigning |
Litorinahav |
Eg, elm |
Gudenåkultur |
Ertebølle |
3.000 |
|
|
4.000 |
|||||||||
|
5.000 |
|||||||||
|
Boreal |
Tørre, varme somre, fugtige, milde vintre |
Stubbelag Gytje og tørv |
Tilbagetrækning |
Ancylussø |
Fyr, hassel |
Maglemose |
6.000 |
||
|
7.000 |
|||||||||
|
Præboreal |
Tørt, køligt |
Gytje og tørv |
Tilbagetrækning |
Yoldiahav |
Birk, fyr |
Klosterlund |
8.000 |
||
|
Senglacial |
Yngre Dryas |
Subarktisk |
Stenfrit ler |
Tilbagetrækning |
Issø |
Parktundra |
Lyngby |
9.000 |
|
|
Allerød |
Tempereret |
Gytje, muld |
Zirphæa hav |
Issø |
Birk, fyr |
Bromme |
10.000 |
||
|
11.000 |
|||||||||
|
Ældre Dryas |
Subarktisk |
Stenfrit ler |
Yoldiahav |
Issø |
Parktundra |
12.000 |
|||
|
13.000 |
|||||||||
|
14.000 |
|||||||||
|
Würm II |
Arktisk |
Overflade i Ø- og N-Danmark. Moræne C, D o.s.v. |
25.000? |
||||||
|
Göttweiger: Brørup |
Tempereret |
»Øvre varme« i interglaciale moser |
Skærumhede hav? |
30.000? |
|||||
|
Würm I |
Arktisk |
Flydejord: »mellemgulv« i intergl. moser. Moræne i Ø-Danmark |
35.000? |
||||||
|
Riss-Würm |
Tempereret |
Herning, Brørup moser. Hollerup kiselgur |
Skærumhede hav? |
Eem hav |
Jægere |
||||
|
Riss |
Arktisk |
Overflade i V-Jylland. Moræne B. |
|||||||
|
Mindel-Riss |
Tempereret |
Rind, Harreskov, kalkgytje. Starup mose. Østbæk tglvk. gytje |
Esbjerg: Yoldialer |
||||||
|
Røjle: Tellinaler |
|||||||||
|
Mindel |
Arktisk |
Moræne A lige over tertiæret i V-Jylland |
|||||||
|
Günz-Mindel |
Rav-pindelag. Gytje på Sjælland. Ler på Fyn. |
Skema over kvartærtiden.
Inddelingen i de to halvdele er navnlig baseret på undersøgelser af moserne, idet man kender en lang række lokaliteter, hvor man ved boring kan finde de gamle tørvemoser. I den første varme periode var temperaturen lige så høj som nu, og skovene og plantevæksten bredte sig ganske som i vore dage, blot at der var store, naturlige granskove, hvilket ikke har eksisteret i Danmark efter sidste istid.
Efter det ovennævnte forstadium bredte isen sig igen over store dele af landet, men nåede dog ikke længere end til den såkaldte midtjyske højderyg, en linje fra Padborg til Skelhøje sv.f. Viborg: den linje, som også nu danner grænsen mellem Øst- og Vestjylland, og herfra mod vest ud til Bovbjerg, sv.f. Lemvig. Hele det udseende af landet, som vi kender nu, er skabt i sidste istid af de fremrykkende isstrømme og deres moræner samt under afsmeltningen med de trinvise standsninger under isens bortsmeltning.
Umiddelbart efter istiden lå landet øde og nøgent i over 3000 år, kun langsomt besejret af en begyndende indvandring af subarktiske planter. Under en klimaforbedring, som varede et tusind år, øgedes plantevæksten ganske væsentligt. Efter det første findested af tørvelag i det arktiske ler kaldes denne varmetid for allerødtiden. Den afløstes på ny af subarktisk klima, hvor plantevæksten reduceredes, og kun en subarktisk tundravegetation karakteriseret af rypelyng (dryas) kunne trives. Regnen fik igen mulighed for at skylle ler ned i lavningerne. Også dette afsnit varede et tusind år, og derefter smeltede de udbredte ismasser i Sverige og Norge så stærkt, at kun de nuværende bræer i højfjeldet blev tilbage.
Indvandringen af såvel urter som skovtræer tog fart. Under skiftende klimaformer dannedes moser i søerne. I de varme og tørre tider voksede træerne ud på moserne, men under tider, hvor klimaet blev fugtigere, groede tørvemosset kraftigere, og skovene døde og efterlod stubbelag på grænsen mellem skovmoselagene og lagene fra de fugtige perioder. Ved hjælp af tørvens indhold af blomsterstøv, pollen, kan de vindbestøvede planters, navnlig skovtræernes, indvandring følges i mange enkeltheder. Mosefund kan derfor aldersbestemmes ved analyse af de omgivende tørvelags pollenindhold. Gennem et snævert samarbejde mellem mosegeologer og arkæologer er kronologien i tiden efter istiden fulgt ganske nøje op, som det fremgår af omstående skema.
Keld Milthers statsgeolog, dr. phil.
Landskabets overfladeformer er for største delen opstået under istiderne og er først og fremmest blevet bestemt af indlandsisens og smeltevandets virksomhed under de to seneste nedisninger. Forekomsten af højder og lavninger, bakker og sletter, skrænter og flader tydes altså i de fleste tilfælde som resultat af istidernes overfladeformende kræfter; men hist og her møder man overfladeformer, som delvis er bestemt af undergrundslag fra kridt- og tertiærtid eller for Bornholms vedkommende fra Jordens urtid og oldtid. Efter afslutningen af sidste nedisning er der yderligere sket ændringer i landskabets struktur ved erosion og ved aflejring; s. 33 s. 34 det drejer sig om de kræfter, der hidrører fra havets, det ferske vands, vindens og organismernes virksomhed, og endelig må det tilføjes, at menneskets indflydelse, navnlig gennem de sidste årtusinder, på mangfoldige måder har bidraget til ændringer i landskabet. Som eksempel på områder, hvor undergrundsstrukturen giver sig til kende i landskabernes udformning, må nævnes Bornholm, hvor de gamle dannelser gør sig stærkt gældende, Høje Møn og Stevns og områder i Himmerland og på den nørrejyske ø, hvor kalk- og kridtoverfladen ligger højt, og endelig nogle landskaber i Jylland og på Øerne, hvor de tertiære aflejringer delvis bestemmer landskabets storformer. Derimod giver den dybere liggende brudstruktur sig sjældent til kende i overfladen. Ganske vist er der store niveauforskelle i de dybere liggende dannelsers overflade, men disse er udjævnet af yngre dannelser, og forskydningerne langs brudlinier, som i ældre perioder har spillet en stor rolle, er i vore dage stærkt afsvækket.
Geomorfologisk kort over Jylland og Øerne.
1. Bakkeø ɔ: gammelt morænelandskab fra næstsidste istid (Saale/Riss). Relieffet modent udjævnet ved arktisk jordflydning og normalerosion. 2. Hedeslette, opbygget af smeltevandsaflejringer i sidste istid (Weichsel/Würm). 3. Ungt morænelandskab fra sidste istid. Reliefrigt bakkeland, især i israndzonerne, vekslende med jævnt bølgede moræneflader, fx. på Lolland, Nordfyn og Stevns. 4. Tunneldale, dannet subglacialt ɔ: af smeltevandsstrømme under isen. Uregelmæssigt længdeprofil med langsøer og moselavninger. 5. Morfologisk betydningsfulde israndslinier. Israndslandskaber, stedvis med veludviklede glaciale serier af landskabsformer: inderlavning omgivet af endemorænebuer og med foranliggende hedesletter fx. i Ods herred, Kerteminde-egnen og i det sydlige Djursland. 6. Senglacialt plateau ɔ: Yoldia-havets hævede havbund. 7. Marint forland: strandvoldssletter, afspærringsforland og egentlig hævet havbund. 8. Marsk. 9. Klitlandskaber: kystklitter, vandreklitter og indsande. 10. Grundfjeldslandskabet på Nordbornholm med klippekyst og sprækkedale. 11. Hovedstilstandslinie for isen i sidste istid, Danmarks mest udprægede natur- og kulturgeografiske grænselinie. 12. Isobaser for landhævningen i NØ.-D. efter Litorina- (el. Tapes-) sænkningens maksimum.
Å. Århus, Å-N. Ålborg-Nørresundby, E. Esbjerg, K. København, O. Odense. R. Randers.
Kompileret af Axel Schou på grundlag af Geodætisk Instituts Landskabskort over Danmark og Danmarks Geologiske Undersøgelses publikationer.
Nedisningernes virkninger i det danske landskab er bl.a. betinget af det forhold, at isdækkerne hos os udbredte sig på en overflade, der for største delen var opbygget af løse jordlag, om end hist og her med hårde knuder af kalk, kridt eller på Bornholm ældre dannelser. Såvel selve isen som smeltevandet kunne altså under gunstige omstændigheder forårsage betydelige ændringer i det forud eksisterende terræn. Isens bundlag medførte anselige mængder af indefrosset materiale, der stammede fra de skandinaviske klippeoverflader, men de ismasser, der trængte frem over det danske lavland, fik her mulighed for at optage og flytte langt større mængder af den herværende løse jord. Den første nedisning traf en overflade af kridt og tertiær, medens de senere udbredte sig over en overflade med et tæppe af istidsaflejringer. Ved hver nedisning foregik der således en opblanding af tilført skandinavisk materiale og lokalt prægede jordmasser, og såvel stenene som det mere finkornede materiale i den danske overflade er derfor meget blandet, såvel i henseende til oprindelse som til sammensætning. Isens bortgravende og overfladeforstyrrende virksomhed har imidlertid været mærkeligt uensartet; nogle steder er virkningen påfaldende svag, medens man andetsteds har stærke vidnesbyrd om iserosion og flytning af både løs jord og af mere solide bjergarter. En del af materialet er fragtet i selve isen, andet er blevet skubbet som frosne blokke eller som plastiske masser under eller foran den skridende indlandsis, og endelig er der transporteret store masser af grus, sand eller ler med det strømmende smeltevand. Langs en isrand, som er i ligevægt, d.v.s. en isrand, hvor afsmeltningen holder ligevægt med de bagfra tilførte ismasser, opstår en karakteristisk kombination af landskabsformer. Foran isen præges landskabet af smeltevand, jordflydning, frost og afblæsning. I randzonerne, hvor den største afsmeltning sker, aflæsses det medførte materiale, såvel det fjerntransporterede som det lokale, medens afsætningen inde under isen som regel er svagere og det deponerede materiale mere finkornet. En landskabskombination af denne art kalder man en glacial serie.
Under sidste nedisning nåede isen ikke at dække hele Danmark; fra nord og nordøst trængte en ismasse frem til en linie fra Bovbjerg omtrent til Viborg og dækkede således den nørrejyske ø og Limfjordsegnene. Ved et punkt vest for Viborg mødtes denne nordfra kommende is med et andet system af isstrømme fra øst og sydøst, som dækkede Øerne og Østjylland indtil en nord-syd-gående linie fra Viborgegnen til Tinglev i Sønderjylland. Israndens beliggenhed var imidlertid s. 35 underkastet stærke svingninger med såvel fremstød som tilbagerykninger forårsaget af den skiftende balance mellem tilførsel og bortsmeltning af is. Den endelige afsmeltning synes at være foregået springvis, idet perioder med stærk overvægt af afsmeltning og dermed følgende tilbagerykning synes at være afløst af perioder, hvor isranden stod stille eller endog rykkede frem. Overalt, hvor isranden under sin tilbagerykning har gjort ophold, finder man tendenser til udformning af en glacial serie, karakteriseret ved smeltevandsaflejringer på det isfri land foran isen, israndsaflejringer langs isranden og bundaflejringer bag denne. Stedvis har isen bortgravet materiale i større omfang og dannet de såkaldte inderlavninger, blandt hvilke kan nævnes bugterne langs det sydlige Djursland og indskæringerne i det østlige Ods herred.
Møns klint. Stejle kridtvægge foroven, skrånende partier forneden (af nedstyrtningsmateriale) og skovklædte »fald« (nedskredne morænedannelser).
Fot. Jonals.
Under afsmeltningen blev der frigjort større eller mindre ismasser, som mistede kontakten med gletscherbevægelsen; sådanne døde ismasser dannede både isolerede blokke og sammenhængende flager, der efterhånden smeltede bort og efterlod landskabstyper af en særlig karakter. En stor del af vore afløbsløse lavninger er dannet ved bortsmeltning af døde isblokke i morænen, og betydelige strækninger af ganske svagt bølget moræneland i Østdanmark er utvivlsomt resultatet af store, samlede dødismarkers bortsmeltning.
Bakkeøer og hedesletter. Isens hovedstilstandslinie fra Bovbjerg over Viborgegnen til Tinglev er en af de vigtigste geografiske grænser i Danmark; vest og syd for denne linie har man kun haft uvæsentlige isvirkninger under sidste nedisning. De herskende landskabstyper er her bakkeø og hedeslette. Bakkeøerne er glaciallandskaber s. 36 fra næstsidste nedisning, og de typiske hedesletter er smeltevandssletter fra sidste nedisning. Bakkeøernes gamle moræne- og smeltevandslandskaber har været udsat for nedbrydende og omformende kræfter gennem et langt tidsrum, nemlig fra næstsidste isafsmeltning til nutiden. Vandløbserosion, jordflydning, vinderosion og sandflugt har udjævnet terrænet; små bakker og små lavninger er forsvundet; søer ligeledes; landskabet præges af lange, bløde kurver, brede, svagt skrånende ådale og en stærk udvaskning af jordbunden. En sådan overfladetype betegnes som gammel i sammenligning med de unge typer i hedesletterne og i den sidste nedisnings unge moræner. Da smeltevandet fra hovedstilstandslinien væltede ud over det vest og syd for denne liggende isfri land, udbredte smeltevandselvene sig som et vidt forgrenet net over de lavere dele af terrænet, medens de højere dele ragede op som øer over de ideligt skiftende vandstrømmes flader. Der foregik en udjævning af terrænet, idet opragende partier blev borteroderet, samtidig med at lavningerne blev udfyldte, og på denne måde opstod hedesletterne som et resultat af smeltevandselvenes virksomhed. Disse sletter indeholder forskellige systemer af svagt skrånende flader, der hist og her gennemfures af yngre render og ådale. Fladernes højeste partier ligger langs israndene og især ud for de punkter, hvor der dannedes gletscherporte med stor vandføring, fx. ved Lemvig, sydvest for Struer, ved Hald, vest for Silkeborg, ved Rødekro og ved Tinglev-Padborg. Hedesletterne udgør et næsten sammenhængende bælte i Midtjylland fra egnen syd for Skive til den dansk-tyske grænse. De største og smukkest udviklede er Karupfladen i nord og Tinglevfladen i syd. Tilsyneladende er de plane, men nivellementet viser, at de bl.a. indeholder et antal svagt skrånende kegler med toppunkter beliggende ud for gletscherportenes s. 37 munding. Mod vest bliver hedesletterne smallere og antager delvis karakter af brede, fladbundede dale, fx. ved Holstebro, Tarm, Skjern og Varde. I Sønderjylland når hedesletterne frem til marsken og Vadehavet med brede fronter. Modsætningen mellem de lavtliggende, plane hedesletter og de højere liggende, kuplede bakkeøer er iøjnefaldende, og grænsen mellem de to landskabsformer er ofte skarp, stundom udformet som en erosionsskrænt, især på de steder, hvor bakkeøernes skråninger vender mod strømretningen. Hedesletterne er opbygget af lagdelt sand og grus, hvis kornstørrelse aftager med afstanden fra isranden. Det er næringsfattig og i henseende til vandøkonomi vanskelig jordbund. Hvor grundvandsstanden er høj, får man en tendens til højmosedannelse, og i områder med lavere grundvandsstand vil tørkeperioderne i forsommeren hæmme den naturlige plantevækst og ganske særligt kulturplanternes trivsel.
Midtjylland i sidste istid, Grindsted-Vejle-egnen.
Indlandsisen dækker Østjylland indtil hovedopholdslinien. Vestjylland er isfrit. 1. Bakkeø, gammelt morænelandskab fra næstsidste istid. 2. Gletscheris med bevægelse fra øst mod vest. 3. Hedeslette dannet ved smeltevandsstrømmenes aflejringer i det gamle morænelandskabs lavere områder. A. Morænedannelser og tertiær dybgrund. B. Smeltevandssand og -grus. C. Sidste istids moræne.
Blokkanter: 20 × 50 km. Axel Schou del. Efter Atlas over Danmark.
Udsigt fra Yllebjerg bakkeø (øst for Holstebro) mod nord over opdyrket hedeslette. Bakkeøens skråning lyngklædt med selvsåede bjergfyr. Lyse spor af sandflugt i pløjemarkens furer.
Fot. K. M. Eriksen.
Bakkeøerne er gamle glaciale landskaber fra næstsidste istid. Under den sidste nedisning lå de som isfri områder med arktisk klima og svagt udviklet plantevækst. I denne periode virkede nedbrydende kræfter som jordflydning, vand- og vinderosion meget stærkt og forårsagede en intensiv udjævning af overfladen; men også i sidste mellemistid og i perioden efter sidste nedisning har nedbrydende og nivellerende kræfter været i virksomhed med det resultat, at bakkeøernes oprindelige skrænter nu er skredet sammen og fladet ud, medens lavninger i stort omfang er udfyldt. Tidligere søer er forsvundet som følge af tilgroning og aftapning. Moser fra sidste mellemistid er blevet dækket ved jordflydning, og åerne s. 38 s. 39 s. 40 s. 41 har fået tid til at grave sig ned til deres dybdegrænse og til at uddanne brede, modne dalstrøg med rolige, blødt rundede former. Skråningen i bakkeø-landskabet har ensartede, kilometerlange hældninger, og åløbene har et jævnt og ringe fald med veludviklede, s-formede slyngninger. De oprindelige for morænelandskaber karakteristiske former er gået tabt; således savnes tunneldale, randmoræner, småbakkede overflader og en række andre landskabstyper, der kendetegner det unge glacial-landskab, men som i bakkeøens gamle overflade ikke mere kan erkendes, i hvert fald kun ad indirekte vej.
Grænseomrdde mellem morænelandskab og tilhørende hedeslette. Løsning-egnen, Ø.-Jylland.
a. Ungt morænelandskab med sø- og moselavninger. b–b. Endemorænestrøg i sorte piles retning. Hvid pil: gletscherports plads. c. Isoleret morænebakke, omgivet af smeltevandssand. d. Hedeslette. Kurveafstand: 5 fod. Højdetal i fod. Efter Atlas over Danmark.
Disse 6 kort er udarb. efter Geodætisk Instituts målebordsblades kurveplaner.
Bakkeø og hedeslette. Ulkær-egnen, V.-Jylland.
a. Gammelt morænelandskab fra næstsidste istid, bakkeø, hvis overflade er udjævnet ved arktisk jordflydning og normalerosion. b. Hedeslette. c. Skrænter frembragt ved smeltevandsflodernes erosion. d. Klitrimmer. Kurveafstand: 5 fod. Højdetal i fod. Efter Atlas over Danmark.
Storformet morænebakkeland. Høve-egnen, Ods herred.
a. Bakker med længderetning konform med gletscherranden. b. Hedeslette opbygget af smeltevandsflodernes aflejringer foran isranden. Under stenalderens havstigninger blev hedesletten dækket af havbundsaflejringer, hvorpå der sluttelig under den efterfølgende landhævning blev opbygget et marint forland, en strandvoldsslette. Kurveafstand: 2,5 m. Højdetal i m. Efter Atlas over Danmark.
Østjysk fjordlandskab. Mariager fjord.
a. Højtliggende moræneflade, moræneplateau. b. Havdækket tunneldal, Mariager fjord. Hvid pil: smeltevandets strømningsretning i istiden. c. Unge erosionsdale, der kløftfurer tunneldalsiderne. Kurveafstand: 5 fod. Højdetal i fod. Efter Atlas over Danmark.
Marin odde opbygget af strandvoldssletter, Skagens odde, N.-Jylland.
a. Strandvoldsslette. b. Klitter på strandvoldsterræn. c. Oddespidsen, Grenen, hvis hovedretning er betinget af bølgefronternes marchretning, der igen bestemmes af vindforholdene. Vindvirkeresultant (se s. 58) for Skagens fyr indsat. Kurveafstand: 5 fod. Højdetal i fod. Efter Atlas over Danmark.
Parabelklitter, Svinkløv-egnen, N.-Jylland.
a. Morænelandskab. b. Flyvesandsterræn i morænelandskab. c. Hævet klintekyst fra stenalderen. d. Hævet marint forland. e. Parabelklitter, der vandrer i en retning, som bestemmes af vindforholdene. Indsat: vindvirkeresultant beregnet for Hanstholm fyr. Kurveafstand: 5 fod. Højdetal i fod. Efter Atlas over Danmark.
Størrelsen af bakkeøerne varierer fra et par tusind km2 til isolerede småbakker med et tværsnit af nogle få hundrede meter. Størst er Skovbjerg bakkeø mellem Storå og Skjern å; andre store bakkeøer har navn efter Varde, Esbjerg, Rødding og Toftlund.
Bakkeøernes jordbundsforhold er meget vekslende og indeholder de sædvanlige typer af istidsaflejringer, selv om de i nogen grad præges af de omdannelser, vejrsmuldringen og forvitringen har medført. Hyppigt finder man således stenede, forvitrede og udvaskede, magre bundtyper med svær udvikling af al. Typisk er endvidere et stærkt indslag af vindvirkninger, såvel afblæsningsflader, hvor det finkornede materiale er fjernet, som flyvesandsområder, de såkaldte indsande, der især forekommer på de vestlige dele af bakkeøerne. Sandslebne sten og stensletter vidner om langvarig og stærk sandflugt, og frostsprængningen har angrebet mange stenblokke, som derved er blevet opdelt i skarptkantede småstykker.
Unge morænelandskaber. Nord og øst for sidste nedisnings hovedopholdslinie fra Bovbjerg over Hald til Tinglev har landskabet et langt mere ungdommeligt præg end det, man møder i bakkeøerne. For kun ca. 12.000 år siden smeltede isen bort, og selv om der siden da er sket betydelige ændringer, er alle overfladens hovedtræk og mange detaljer fra afsmeltningstiden bevaret. Det unge morænelands vigtigste kendemærke er, at man næsten aldrig træffer plane flader, og at skråningerne – bakkehældene – er korte, og at man således møder et stadigt skifte af forhøjninger og lavninger. Hvis højdeforskellene mellem bakke og lavning er små, kalder man landskabet moræneflade, og hvis de er relativt store, taler man om bakkeland. Forskellen mellem disse yderformer er stor, men alle overgange findes. Lavtliggende moræneflader har stor udbredelse på Lolland, i Østsjælland og dele af Fyn. I andre egne mellem de østjyske fjorde og i det vestlige Fyn finder man højereliggende moræneflader, hvis randpartier ofte er furede af erosionskløfter. Jordbunden består oftest af moræneler, som er afsat af isen under rolige forhold, enten som bundmoræne under en levende is eller som resultat af nedsmeltning af en mark af dødis. Morænebakkeland forekommer især i zoner, hvor isranden under afsmeltningen har været stillestående gennem en længere periode. Enkelte steder træffer man bueformede systemer af udprægede randmoræner med bagved liggende inderlavninger, nemlig i områder, hvor man har haft en lokal og meget voldsom isvirksomhed i et felt af istunger. Typiske eksempler herpå findes omkring Kalø vig og Ebeltoft vig, i Ods herred og på begge sider af Lille Bælt. Materialet i disse randmorænebuer er for en stor del tilvejebragt lokalt ved erosion af den centrale del af den istunge, som har dannet buen. I så stærkt bakkede landskaber er jordbunden ofte mager og skarp og meget stenrig. Udformningen af bakker og dale, slugter og afløbsløse huller i randmorænebuerne er ofte betinget af et intimt samarbejde mellem isens og smeltevandets virkninger.
Ådal med terrasser, Rosmus, Djursland.
Niveauændringer siden istiden i forbindelse med ændringer i afløbsforhold og vandføring har gang på gang ændret dybdegrænsen for vandløbserosionen, hvorved der er fremkommet ny dalgenerationer nedsænket i bunden af de ældre, af hvilke rester kan fremtræde som terrasser i dalsiderne.
1. Morænelandskab. 2. Skrænter furet ved soil erosion. 3. Hedeslette ɔ: senglacial smeltevandsdalbund. Stiplet linie angiver israndens plads ved hedeslettens dannelse. 4. Dalterrasse ɔ: resisterende del af tidligere dalbund. 5. Nutidens ådal, moden fladbundet dal med åslynger. 6. Mose, tilgroet sølavning, fremkommet ved afsmeltning af dødisklump.
A. Moræne. B. Smeltevandssand. Blokkanter: 2 × 2 km. Axel Schou del. Efter Atlas over Danmark.
Ejendommeligt er det, at man kun sjældent langs isens hovedopholdslinie møder egentlige randmorænelandskaber. Ganske vist er grænsen mellem hedeslette og ungt morænelandskab i reglen skarp, både i henseende til jordbund og overfladeform, idet hedesletternes flader af lagdelt sand danner en skarp kontrast til israndszonens småbakkede og stenede moræne; men de storslåede bakkebuer, som karakteriserer fx. det sydlige Djursland, savnes, og højdeforskellene mellem det unge morænelandskab og smeltevandssletten er i reglen ikke store.
De store højdeforskelle i Østdanmark mellem bakke og dal skyldes næsten overalt smeltevandets virksomhed. Kun sjældent træffer man egentlige hedesletter i tilslutning til de sekundære israndslinier, som er dannet under isens springvise tilbagerykning, men sådanne kendes dog fx. ved Løsning mellem Horsens og Vejle, ved Tirstrup i Djursland og ved Marslev mellem Odense og Nyborg. Smeltevandets virksomhed spores i øvrigt i udformningen af de to daltyper, tunneldale og smeltevandsdale, hvoraf de førstnævnte er udformet som rør eller tunneler under isen, medens den anden gruppe er dannet under smeltevandsflodernes frie løb over det isfri land. Med hensyn til bundens længdeprofil er de to slags dale meget forskellige. Tunneldalene er ujævne, idet fordybninger med sø- eller moselavninger veksler med højere tærskler af morænemateriale eller tertiært ler. Da vandmasserne i tunneldalene stod under tryk, har bevægelsen kunnet ske frit op og ned, og generelt er vandbevægelsen foregået mod terrænfaldets retning, nemlig fra Kattegat- og Limfjordsegnene op mod den midtjyske hovedopholdslinie.
Ungt morænebakkeland på Mols (omkring vejen Egsmark-Lyngsbæk-Femmøller).
Fot. K. M. Eriksen.
Moræneflade mellem Strølille og Sigerslevøster (nordøst for Frederikssund).
Fot. K. M. Eriksen 1953.
Dallandskaber i Midtjylland, Mossø-egnen.
1. Moræneplateau. 2. Tunneldal, udformet subglacialt ɔ: af smeltevandsflod under isen. a. Mossø-bassinet. b. Saltenådalen. 3. Smeltevandsdal udgravet af smeltevandsstrømme ekstramarginalt ɔ: foran isranden. 4. Dalterrasser, resisterende dele af tidligere dalbund opbygget af smeltevandsaflejringer. 5. Dødislavninger. c. Salten Langsø. d. Moselavning. e. Jordfaldshul over bortsmeltet dødisklump. 6. Postglaciale erosionsdale, der kløftfurer plateauernes kanter. 7. Recent dalbund. f. Gudenådalen. g. Gudenå’s delta i Mossø. h. Engflade.
Blokkanter 7 × 14 km. Axel Schou del. Efter Atlas over Danmark.
Tunneldalene er årsag til Østjyllands mange kystindskæringer, fjordene, der fremkom, da dalenes østlige del blev dækket af havet. Et karakteristisk landskabselement i tunneldal-landskabet er de mange langsøer, fx. Silkeborgsøerne, hvis bassiner er dannet af smeltevandet, og hvis udfyldning med smeltevandssand i den senere afsmeltningstid er blevet forhindret, fordi søbækkenerne på det tidspunkt var opfyldt af dødisklumper. Også på Øerne finder man tilsvarende fænomener, og i det hele har sammenspillet mellem dødisklumper og aflejringen af morænemateriale og smeltevandsmateriale givet mange landskaber deres endelige overfladeudformning. Tunneldalenes retning er i reglen vinkelret på isranden, i Østjylland således øst-vest, i Nordjylland nord-syd, medens retningerne på Øerne er skiftende, i overensstemmelse med den herværende afsmeltnings komplicerede forløb.
De store smeltevandsdale har ofte retning langs isranden, således i Østjylland, hvor Gudenådalen er blevet dannet som en smeltevandsdal i tilslutning til den østjyske stilstandslinie. Systemerne af tunneldale og smeltevandsdale danner i Østjylland et net af vældige furer, som deler landet i blokke af højtliggende moræneland, hvis stejle, ofte skovklædte sider er et tredie karakteristisk landskabselement. Dalene har fra gammel tid dannet naturlige landskabsgrænser. Tidligere dannede dalbundene alvorlige hindringer for trafikken, og de gamle amts-, herreds- og sogneskel følger endnu åløbene. Naturlige overgangssteder har tidligt udviklet sig til trafikknudepunkter, og de gamle oldtidsveje, fx. hærvejen gennem s. 45 Jylland fra nord til syd, fulgte i reglen vandskellene, medens vor tids trafik i højere grad har anvendt dalene, navnlig ved gennemførelsen af jernbanelinierne.
Tunneldal ved Dollerup (sydvest for Viborg). Til venstre enden af Hald sø, hvorfra tunneldalen fortsætter mod højre kantet af baggrundens vældige lyng- og nåletræsbeklædte bakkeskråninger.
Fot. Jonals.
Blandt de landskabsformer, som præges af lagdelte smeltevandsaflejringer, kan endvidere nævnes åse, enkeltbakker og issøaflejringer. Åsene er opbygget af lagdelt sand og grus afsat i strømmende vand mellem isvægge. Undertiden indeholder de en kerne af oppresset moræneler, ligesom de kan være beklædt med en kappe af morænedannelser. De fremtræder som kilometerlange, smalle bakkerækker med en jævn kam og med et slingrende forløb. Da de ofte ligger i flade morænelerslandskaber, danner åsene en skarp kontrast til omgivelserne, såvel i relief som i jordbund. De forekommer kun i det unge morænelandskab og især på Sjælland, og de mest kendte er Mogenstrup ås ved Næstved, Køge ås, Strø Bjerge i Nordsjælland og Skuldelev ås i Horns herred. Isolerede småbakker med lagdelte smeltevandsaflejringer er ligeledes hyppige. Undertiden er den oprindelige vandrette lagstilling bevaret, men ofte er lagene stillet på højkant. Også disse enkeltbakker forekommer på i øvrigt jævne overflader, fx. moræneflader, og danner en skarp kontrast til disse. De tydes som udfyldninger af lagdelt sand og ler i spalter og huller i isen, og ved dennes endelige bortsmeltning er de blevet efterladt som en »fremmed« klump oven på morænen. Typiske lokaliteter for sådanne dannelser findes i Horns herred, i egnene syd for Limfjorden og på Langeland.
På steder, hvor smeltevandet under afsmeltningen samlede sig til søer, aflejredes ikke blot stenfrit sand, men også ler. Sådanne søaflejringer forekommer i et s. 46 s. 47 stort antal former, hvis tolkning har givet værdifulde bidrag til forståelse af isafsmeltningens forløb. Materialet viser ofte en tydelig og detailrig lagdeling med vekslende kornstørrelse og en ejendommelig periodicitet, d.v.s. en gentagen vekslen mellem sand- og lerlag. Man har tydet denne følge i sedimentationen, den såkaldte varvighed, som et resultat af et skifte i afsmeltningens intensitet, idet varme perioder med stor vandtilførsel (sommer, korte perioder med varmt vejr, enkelte varme dage) har givet sandlag, medens kolde perioder, navnlig i vintrene, har givet lag med større lerindhold. Issøerne har helt eller delvis været omrandet af isvægge, ofte således at søbredden delvis har været is og delvis bakkeside. Hyppigt fremtræder de på denne måde dannede aflejringer som plateaubakker eller fladbakker; de har stejle sider, plan overflade, et tværmål, der varierer mellem nogle hundrede meter og nogle få kilometer, en højde på op til en snes meter, og deres mest iøjnefaldende jordbundselement er det lagdelte ler. Veludviklede eksempler på denne landskabstype findes ved Birkerød i Nordsjælland. En særlig form fremkommer, hvor fladbakkerne støtter sig til et højere liggende terræn, hvorved det stenfri ler i vore dage fremtræder som en hylde eller en konsol. Konsolbakker kendes fx. fra Vissenbjergegnen på Fyn. Issøleret kan også findes i tilslutning til lavninger i terrænet med en isdæmning til en enkelt side eller helt uden isdæmning. I disse tilfælde danner det stenfri ler en plan flade, der indføjes harmonisk i det omgivende landskab. Eksempler herpå haves ved Stenstrup på Fyn og ved Egernsund.
Skuldelev ås, NØ-Sjælland. Åse er langstrakte bakker og bakkerækker med slingrende forløb. De er opbygget af flodsedimenter, sten, grus og sand, som er aflejret mellem isvægge. Ved isens bortsmelten er lagene skredet ud og forsynet med den dækkende morænekappe stammende fra gletscherisens bundmoræne.
I. Dannelsesstadium i istiden. Sand- og grusaflejring i smeltevandstunnel eller issprække.
II. Åsformens fremkomst efter isens bortsmelten.
III. Transgressions-stadium under stenalderens havstigning. A. Moræne. B. Havbundsaflejringer. C. Lagdelt sand og grus. D. Tørv.
IV. Nutids-stadium. 1. Morænelandskab. 2. Marint forland. 3. Moselavning. Blokkanter 2 × 4 km. Axel Schou del. Efter Atlas over Danmark.
Smeltevandsaflejringerne har forskellige anvendelser; fra åsene henter man så store mængder af sand og grus, at disse karakteristiske landskabselementer er stærkt forstyrrede og i flere tilfælde helt bortgravet. Ligeledes er mange enkeltbakker helt eller delvis afgravede. Det stenfri issøler udnyttes i stort omfang til teglbrænding, og Danmarks vigtigste teglværksområder er knyttet til forekomster af denne lertype.
Klitlandskaber. Vindaflejret sand indgår som en bestanddel i store dele af vor overfladejord, undertiden kun som en tilblanding, undertiden som et tæppe af flyvesand, og endelig i visse egne som klitter. Man skelner mellem fysiske klitformer, hvis form og placering bestemmes af rent fysiske faktorer, og organogene klitformer, ved hvis dannelse plantevæksten er den dominerende faktor. Vore egentlige klitlandskaber dækker et areal på ca. 700 km2. Man skelner mellem to hovedtyper, nemlig kystklitter og indsande. Den førstnævnte gruppe er navnlig knyttet til den jyske vestkyst, hvor kystklitterne med enkelte afbrydelser danner et sammenhængende bælte fra Skagen til Skallingen og derefter fortsættes på vesterhavsøerne, Fanø, Mandø og Rømø. Læsø og Anholt har ligeledes store kystklitter, og sådanne findes tillige i Østdanmark, hvor lavtliggende marint forland vender ud mod et betydeligt frit stræk over havet, fx. langs Nordsjællands kyst eller ved Dueodde på Bornholm.
Indsandene forekommer næsten udelukkende i Jylland, og da især i Vest- og Nordjylland. Kystklitten består overvejende af kvartssand med en kornstørrelse på omkring 0,2 mm, medens indsandenes sandmateriale er langt mere varieret med hensyn til kornstørrelse og sammensætning. Dette hænger sammen med, at kystklitten opbygges af det fra havet tilførte velsorterede sand, medens indlandsklitten dannes ved opblæsning af sandede overflader af varierende struktur. Nogle af vore største indsande ligger på vestsiderne af de vestjyske bakkeøer, således i s. 48 egnen mellem Ringkøbing og Holstebro; men også hedesletterne bærer store klitfelter, fx. ved Randbøl, og endelig er en del af det midtjyske israndsområde i ret høj grad præget af sandflugt og klitdannelse, fx. egnene syd for Silkeborg omkring Vrads. Anselige indsande forekommer endvidere i det nordvestlige Himmerland, bl.a. ved Ovtrup sydøst for Løgstør.
Strandsandets vandreformer.
1. Tilvækstrevle. 1a. »Hestehul«, erosionsrende i revlen, dannet af udstrømmende bølgevand. 2. Strandvold. 3. Afblæst strandbred. 4. Halvmåneklit, barkhan, fremkommet ved fysisk klitdannelse uden læbetingelser som følge af plantevækst. 5. Tueklit, organogen klitdannelse forårsaget ved lævirkning mellem og bag græstuer. 6b. Luvbanke, hvirveldannelse foran sten. 6c. Sandtunge, dannet i læ bag sten. 7. Embryonalklit, sammensvejsede tueklitter, forstadium til organogen klitdannelse. 8. Forklitter, unge eller hvide klitter. A. Moræne. B. Strandsand. C. Flyvesand. Blokkanter 30 × 75 m. Axel Schou del. Efter Atlas over Danmark.
Sandflugt og klitdannelse i indsandene er foregået allerede i senglacial tid, og processerne er fortsat lige til vore dage, om end med vekslende styrke. I modsætning hertil er vore kystklitter ret unge dannelser, som i hvert fald i deres nuværende skikkelse først er kommet til udvikling i de sidste årtusinder.
Fysisk betingede klitformer træffes ofte på vestkystens strandflader. Den vigtigste form har halvmåneformet grundflade med åbningen vendende bort fra vinden. Vindsiden er svagt hældende, ca. 10°, medens læsiden er noget stejlere med en hældningsvinkel på op til ca. 30°. De fysiske klitformer har dog i Danmark en kort levetid, idet de enten ødelægges eller går over i den anden hovedtype, nemlig den af plantevæksten betingede organogene klit. De hvirveldannelser, som opstår omkring massive genstande, såsom vraggods og sten, fører ikke til nogen egentlig klitdannelse, men kun til udformningen af små sandtunger og gruber.
Der er nær sammenhæng mellem klitplantevækst og klitdannelse. Bag strandfladens totter af strandkvik og marehalm dannes under gunstige forhold lange, sammenhængende sandrygge, som har en tendens til at forene sig til større sandbanker med længderetning parallelt med kystlinien. Hvis en sådan ryg ikke ødelægges af højvande, vil den efterhånden tiltrække en mere tæt og sammenhængende plantevækst, især af hjelme, og den kan da vokse op til en 10–20 m høj række af forklitter.
De ydre dele af de vestjyske klitområder viser ofte et antal kystparallelle forklitter, hvoraf de yderste er de yngste. Selv velbevoksede og stabiliserede klitoverflader er imidlertid ret svage over for nedbrydende kræfters virksomhed. I klitfoden ud mod strandfladen dannes ved højvande stejle klitklinter, og gennem det således frembragte sår i klitten får vinden adgang til på ny at sætte klitsandet s. 49 i drift. Ofte koncentreres sandtransporten gennem porte og render i rækken af forklitter, og bag sådanne åbninger ophobes store sandmasser, der fra læsiden fremtræder som en overbygning af hvid klitbræmme oven på en grå, bevokset ældre klit. En sådan foryngelse af relieffet ved udblæsning og dermed forbundet nydannelse af hvid klit er meget hyppig og giver anledning til en rig afveksling af toppe og kamme, furer, gryder og vindkuler. I de områder, hvor sandaflejringen er størst, er hjælme og marehalm dominerende planter, fordi disse i fremtrædende grad har evne til at modstå sandskornenes fejning og til at forny deres vækst så hurtigt, at de bliver i stand til at gennembryde selv betydelige nye sandlag. Tendensen til at samle vindens nedbrydning og sandtransport i render og slugter kan under gunstige omstændigheder give sig udslag i processer af meget stort format. Under storm løsrives sandskornene fra slugtens sider, og navnlig fra den inderste del af denne, og hvirvles op over klitkammen, hvilket vil sige, at hele systemet vandrer i stormretningen. En sådan vandreklit vil i Vestjylland forskydes i østlig retning. Dens bane viser sig som en jævn afblæsningsflade, flankeret af ofte kilometerlange klitrimmer. Hele systemet har et parabelformet grundrids med aksen i vindretningen og med åbning mod vinden, og det kaldes derfor en parabelklit. Dennes front er buet og har ofte klitter af betydelig højde. Så længe parablen er »levende«, vandrer fronten mod øst med hver storm, medens rimmerne efterlades og stabiliseres af plantevækst, hvis ikke et nyt parabelsystem vandrer ind over dem og fører dem frem ved at optage klitrimmens sand i den vandrende beholdning. Så længe parabelfronten rykker frem gennem s. 50 et klitlandskab, vil den stadig have mulighed for at forny sin beholdning af sand fra de ældre klitter, den begraver på sin vej. Under sådanne omstændigheder kan parabelbanerne blive meget lange, op til en halv snes kilometer. På Skagens odde er de vandret tværs over halvøen fra vest til øst, og i Blåvandshukegnen finder man parabelsystemer, som må være vandret ca. 7 km. Vandreklitterne kan overvinde endog betydelige terrænhindringer; de formår at klatre op over gamle kystklinter, og mange steder er de vandret ind over såvel bakkeøer som ungt moræneland. Den store bakkeø ved Blåbjerg nord for Filsø er således blevet overdækket af klitter med en mægtighed på 16–18 m, og noget lignende er sket på den vestlige del af Svinkløvknuden. I Thy har man adskillige eksempler på, at parabelklitterne er vandret ind over ungt moræneland. Vore største vandreklitter er ca. 25 m høje; den mest kendte er Råbjerg Mile, som stadig er levende, og som forskydes 4–8 m pr. år. De fleste af vore større parabelklitter er nu bragt til hvile, idet de er bundet af et sammenhængende plantedække; men dette er noget relativt nyt. Fra det 16. til det 18. århundrede har de forårsaget betydelige ødelæggelser; gamle kulturjorder er blevet ødelagt; landsbyer har måttet forlades, og kirkerne i Skagen og Oksbøl har måttet flyttes.
Klitlandskab. Skallingen. Forklitter med stærk sandvandring. I forgrunden nydannet hvid klit, i baggrunden ældre delvis plantedækket og delvis afblæst klit. Vegetationen præget af hjælme og marehalm.
Fot. Niels Nielsen.
Vandreklitlandskab ved Svinkløv. 1. Morænelandskab. 2. Hævede kystklinter. 3. Litorina-flade, ɔ: stenalderhavets hævede havbund. 4. Klitterræn oven i morænelandskabet. 5. Parabelklit. a. Mile ɔ: vandrende sandmasse, i frontpartiet. b. Rimme ɔ: restklitter, der flankerer afblæsningsfladen, over hvilken klitten er vandret. 6. Kystklitter. 7. Mose. A. Skrivekridt (senon). B. Limsten (danium). C. Moræne. D. Havbundsaflejringer. E. Flyvesand.
Blokkanter 5 × 10 km. Axel Schou del. Efter Atlas over Danmark.
Dersom dybden til grundvandet er mindre end 50 cm, er sandet i overfladen så sammenhængende, at afblæsning og aflejring i almindelighed vil holde hinanden i ligevægt. Hvis grundvandsstandens dybde er mindre, vil der være tendens til pålejring, og er den større, kan erosionen foregå. På denne måde dannes en afblæsningsflade bestemt af grundvandsstanden og beliggende i et bestemt niveau s. 51 i forhold til denne. Vinderosionen kan også standses af faste, modstandsdygtige lag, fx. ler- og tørvelag, og i en blandet jordbund sker der en fjernelse af de fine sandskorn, medens de grovere bestanddele bliver tilbage som stenslette. Afblæsningsområderne indeholder ofte fladbundede bækkener af ringe dybde, og hvis grundvandsstanden stiger, fx. i en regnrig årstid, eller mere permanent ved ændringer i vandomsætningen, omdannes fordybningerne til klitsøer. Nyindvandrede klitsystemer har ofte en sådan opdæmmende virkning. Eksempler herpå ses ved Filsø og i området mellem Nissum fjord og Ringkøbing fjord. Lavtliggende, fugtige områder danner modstandsdygtige hindringer mod vandreklitters fremtrængen, og disses fronter er i mange tilfælde bestemt heraf. Smukke eksempler på dette forhold har man i Thy og ved Uggerby å i Vendsyssel.
Vandreklitterræn. Filsø-egnen.
1. Morænelandskab. 2. Tørlagt søbund. 3. Klitlandskab. a, b. Gl. kystklinter. c. Vandreklit. d. Parabelklit. e. Filsø, hvis flade stadig indskrænkes ved tørlægning. 4. Afblæsningsflade. 5. Havklitter. 6. Strandbred. A. Moræne. B. Havaflejringer. C. Søaflejringer. D. Flyvesand.
Blokkanter: 5,5 × 10 km. Axel Schou del. Efter Atlas over Danmark.
Muldflugt kaldes den vinderosion, som angriber den dyrkede jord. En varig bevoksning, det være sig skov, lyng eller græs, forhindrer afblæsning, men ved dyrkning af etårige planter afklædes jordoverfladen for det beskyttende lag fra høst til tiden for næste afgrødes opvækst. Perioden april-maj rummer derfor en fare for al dyrket jord af let beskaffenhed, fordi overfladen på den tid endnu er nøgen, tør og bevægelig, og hvis man på dette tidspunkt får kuling eller storm, kan der på udsatte steder fremkomme alvorlige afblæsningsskader. Man kan i én storm opleve afblæsninger på adskillige centimeter, hvorved udsæden ødelægges og muldlagets tykkelse formindskes. Sandpartiklerne afsættes som driver og tæpper; agerrender og grøfter fyldes ud, medens det fine materiale som støvskyer vandrer vidt ud over landet og dækker dette med en brunlig dis. Disse stormskader rammer især landets vestlige og nordlige egne og spiller åbenbart en stigende rolle. Tilsvarende processer kan imidlertid spores langt tilbage i tiden; således kendes s. 52 afblæsning allerede fra oldtidsagrene, og sandaflejringen fra disse processer har dækket fx. det store kulturmindesmærke Lindholm høje nord for Nørresundby. Affolkningen af Nord- og Vestjylland fra den historiske tids begyndelse til ca. år 1800 synes til dels betinget af vinderosion og muldflugt.
Indlandsisens rand står ved hovedopholdslinien (sml. fig. 33, signatur 11). Kun Jyllands sydvestlige dele er isfri. Her strømmer smeltevandsfloderne vestpå og aflejrer det grus og sand, der opbygger hedesletterne (priksignatur). Bakkeøerne ɔ: de gamle morænelandskaber fra næstsidste istid rager op over hedesletterne. Hovedopholdslinien er ikke alene den mest udprægede naturgrænse i Danmark, den er tillige en kulturgeografisk skillelinie af væsentlig betydning.
(Efter Atlas over Danmark).
Indlandsisen er smeltet tilbage, og dens rand står nu i Østjylland. I Djursland ophobes vældige morænemasser langs isranden, Mols Bjerge. Det senglaciale hav har i Vendsyssel haft stor udbredelse, og morænelandskabets højeste dele rager op som øer. Gudenåens løb med hovedretning fra syd til nord udformes i denne tid, da isranden indgår som et væsentligt landskabselement med afgørende betydning for vandløbsmønsteret. Tundraen var den fremherskende vegetationsform.
(Efter Atlas over Danmark).
Kysterne. Danmarks kystlinie er resultatet af mange forskellige kræfters samvirke. Højtliggende hårde knuder af kalk og kridt danner således klinter og halvøer i landets nordlige og østlige egne, fx. Bulbjerg i Hanherrederne, Djurslands østkyst, Stevns og Møns klinter. Bornholms beliggenhed og kystomrids er i det væsentlige bestemt af forskydninger langs brudlinier i dybgrunden, og øen er altså en horstdannelse i lighed med tilsvarende dannelser i Skåne. Største delen af Danmarks kystlinie er imidlertid bestemt af det overfladerelief, som fandtes ved afslutningen af sidste istid. Hvor moræneaflejringerne, som fx. i randmoræneområder, er af stor mægtighed, danner de fremspringende partier af kystlinien (sydlige Djursland), medens lavninger som subglaciale dale og inderlavninger fremtræder som indskæringer, fx. i østjyske fjorde, Kalø vig, Ebeltoft vig og Køge bugt.
En anden faktor af afgørende betydning for kystudviklingen er de niveauforandringer, der er foregået efter istidens afslutning. Da isen forsvandt, lå Danmark som følge af isens pres lavere end nu, men samtidig var vandstanden i havene ikke så høj som i nutiden. Efter afsmeltningen og den dermed følgende trykaflastning hævede landet sig stærkest mod nord og øst, men samtidig steg vandstanden i havene. Man har skønsmæssigt vurderet den samlede vandstandsstigning efter s. 53 sidste nedisning til 30–80 m. I visse perioder var hævningen stærkere end vandstigningen med det resultat, at strandlinien blev forskudt udefter, hvorved lavvandede strækninger langs kysten blev til land. I andre perioder steg vandstanden så stærkt, at stigningen mere end ophævede landhævningen, og i sådanne tidsrum skete der en forskydning af strandlinien indefter, og lave kystområder blev oversvømmet af havet. På grund af landhævningernes variation i de forskellige dele af landet har der til enhver tid været store, lokale forskelligheder, og det samlede resultat er meget kompliceret. Dertil kommer, at Østersøen i visse perioder har haft åben forbindelse med verdenshavene, medens dette farvand i andre tider har været lukket. Under de sidstnævnte omstændigheder har Østersøen derfor haft en anden og højere vandstand end Kattegat og derfor også en anden udvikling af kystlinierne. Selv om de stedlige variationer således er store, kan man dog tale om en ishavstid, hvor betydelige arealer af vor nuværende overflade i Nordjylland var oversvømmet af havet, en fastlandstid, hvor landet var væsentlig større end nu, og perioder i stenaldertid, hvor havet dækkede områder, der nu er tørt land. I Vendsyssel har man således to gamle strandlinier inde i landet, den ældste og højest liggende hidrørende fra tiden umiddelbart efter sidste isafsmeltning, den yngste fra stenaldertid. Begge disse tilfælde af høj vandstand markeres af gamle kystklinter og strandbredder og et uden for dette liggende hævet strandplan.
Jylland og Øerne er landfast forbundet med Skåne, og Østersøen er en ferskvandssø, Ancylus-søen. I det gengivne stadium sker afløbet gennem Dana-floden på det nuværende Store Bælts plads. De dybe render i nutidshavbunden er vidnesbyrd om fastlandstidens floddale. Landet var dækket af fyrreskove, befolkningen boede i ådalene og ved søernes bredder. Fund af tørv på havbunden fx. i nutidens Vesterhav fortæller om landets tidligere udstrækning.
(Efter Atlas over Danmark).
I Stenalderens gentagne havstigningsperioder var landområdet langt mere opdelt end i nutiden. Landet var dækket med egeblandingsskov, og den ældre stenalders jægere og fiskere havde nu også indrettet sig ved de beskyttede havkyster, hvor køkkenmøddinger i nutiden vidner om Ertebølle-bebyggelsens udbredelse. I stenalderens sidste afsnit begynder skovrydningen som følge af agerbrugets indførelse. Siden stenalderen har Norddanmark hævet sig, medens landets sydlige dele er sunket, og disse bevægelser kan stadig konstateres, selv om størrelsesordenen er yderst ringe, ca. 1 mm om året.
(Efter Atlas over Danmark).
Moræneklint (Vejsnæs Nakke på Ærø). Ved klintens fod delvis tangdækkede mængder af små og store sten udvaskede af havet af nedstyrtningsmateriale fra klinten.
Fot. H. Lykke.
Forløbet af en ung kystlinie bestemmes af de eksisterende overfladeformer, medens en gammel kystlinie i større eller mindre grad præges af de processer af nedbrydning og aflejring, som til stadighed foregår i bæltet mellem højeste og laveste niveau for bølgevirkningen. Ligevægtsforholdet mellem land og hav er imidlertid ikke konstant, dels fordi landet hæver og sænker sig, dels fordi vandmængden i oceanerne øges og mindskes. Også ændringer i tidevandshøjden kan fremkalde forskydninger af kystprocessernes niveau. Overført til danske forhold betyder dette, at vor landoverflade og de omgivende havbunde i hovedsagen er udformet af de samme kræfter, og at havbundens overfladeformer ligesom landjordens indeholder morænelandskaber, smeltevandsdale, hedesletter og bakkeøer. Druknede bakkelandskaber fremtræder som rev og grunde, og de højereliggende dele rager op som øer og holme. Den unge kystlinie følger et bestemt niveau, trænger ind i lavninger og viger uden om højdedrag. Kystzonens stærke processer af nedbrydning og opbygning ændrer imidlertid dette billede, stærkest hvor kysten vender ud mod den fremherskende vindretning og mod et stort, frit stræk over havet. Dette er karakteristisk for den jyske vestkyst og for adskillige kyster langs Kattegat og Østersøen. Her udlignes og forkortes kystlinien ved bortgravning af fremstående punkter og ved udfyldning af indskæringer, idet der foran disse dannes krumodder, der kan vokse ud til tanger; vi får på denne måde en udligningskyst eller, med en anden betegnelse, en gammel kyst.
Bugtluknings-stadier.
1. Ungt stadium. Gisseløre odde i Vestsjælland vokser ud og danner en delvis spærring. 2. Modent stadium. Bankel lagunen i Sydjylland er effektivt afspærret og under udvikling til afspærringsforland ved tilgroning. 3. Gammelt stadium. Afspærringsforlandet Osen i Vestsjælland er en tilgroet lagune, og kystlinien er helt udlignet.
a. Moræne. b. Kystklint. c. Marint forland. d. Strandvolde.
Axel Schou del. Efter Atlas over Danmark.
Havets virksomhed forårsager en udjævning af relieffet, og man finder en almindelig tendens til dannelse af en flade, der stort set strækker sig fra linien for højeste bølgevirkning til den dybde i havet, hvor bølgevirkningen ikke længere formår i væsentlig grad at gøre sig gældende.
Hævet klintekyst ved Hundested.
1. Morænelandskab. 2. Stenalderhavets kystklint, modent tilskredet. 3. Hævet strandvoldsslette, litorina-flade, opbygget af stenalderhavets havstokaflejringer. 4. Nutidens kystklint. 5. Strandbred med recente strandvolde. Strandbred, terrasseskrænt, Litorina-flade og hævet stenalderkystklint er et formkompleks, der forekommer mange steder langs Nordsjællands og Nordjyllands kyster, varierende med landhævningens størrelse og havkræfternes dimensioner, ofte skjult til ukendelighed under klitsand.
Blokkanter 10 × 30 m. Axel Schou del. Efter Atlas over Danmark.
Initial-stadium.
Skagens oddes udvikling. Mellem en flakø i stenalderhavet og Vendsyssels n.-kyst er dannet et marint forland: et dobbeltdrag med en mellemliggende strandsø, der er under omdannelse til afspærringsforland ved tilgroning.
1. Morænelandskab. 2. Senglacialt plateau ɔ: Yoldiahavets hævede havbund med stenalderhavets kystklinter. 3. Flakø. 4. Strandvoldsslette. 5. Kystklitter. 6a. Afspærringsforland med strandsøer. 7. Krumoddekompleks 8a. Strandsø under dannelse. A. Moræne. B. Havbundsaflejringer.
Oddevækst-stadium.
V.-kysten angribes af brændingen, og det nedbrudte materiale, grus og sand, føres nordefter, da materialvandringen er nordgående. Odden vokser således stadig udefter i nordøstlig retning. Langs ø.-kysten sker tillanding. Landhævningen virker stabiliserende på oddevæksten.
1., 2., 4., 5. (se I). 6b. Afspærringsforland under afsluttende til groning. 7. Tange fremkommet ved krumoddevækst. 8b. Strandsøen Gårdbo sø. 9a. Tilvækstrevler ɔ: indvandrende masser af revlesand. 10. Erosionskyst med klitklinter. 11. Strandvoldsslette i vækst. A., B. (se I).
Aktuelt stadium.
Blokkanter 20 × 35 km, Axel Schou del. Efter Atlas over Danmark.
Havets nedbrydning og aflejring fortsætter, og landhævningen virker stabiliserende. Vandreklitterne ændrer landskabskarakteren, og mennesket griber regulerende ind ved udtørring af Gårdbo sø.
1., 2., 4., 5. (se I). 6b. Afspærringsforlandet, færdigdannet ved strandsøens tilgroning. 7. (se I, II). 8c. Udtørret strandsø. 9b. Rimmer og dopper: hævede tilvækstrevler med flyvesand på ryggene og tørv i lavningerne. 10., 11. se teksten til blok II. 12. Parabelklitter, standset under vandring i østlig retning tværs over odden. 13. Råbjerg Mile, sidste udæmpede vandreklit. A., B. (se I).
Hævet havbund vest for Gudmindrup (Ods herred). I baggrunden den oprindelige kystlinjes klinter.
Fot. K. M. Eriksen.
I de egne af Danmark, hvor havstanden er stigende, d.v.s. at havet har en tendens til at udbrede sig på landets bekostning, finder man derfor de mest typiske eksempler på unge kyster, især omkring mindre farvande, hvor bølgevirksomheden er ringe. Langs de kyster, hvor vi har en landhævning, og hvor strandlinien derfor forskyder sig udefter, møder man mellem ældre kystlinier inde i landet og den nuværende kyst en bræmme af havdannet land, det såkaldte marine forland. Eksempler på modne udligningskyster findes langs Jyllands vestkyst, Nordsjællands kyst og de sydlige øers sydkyster, medens små, beskyttede farvande, navnlig i landets sydlige dele, omgives af unge morænekyster, fx. langs Det fynske Øhav og langs Smålandshavet. Vore mest udprægede hævningskyster forekommer i det nordlige Jylland, og eksempler på mellemformer og varianter kan findes næsten overalt i vort land.
På udsatte kyster er store landmasser i tidens løb blevet nedbrudt. Det materiale, som her er bortført, genfindes på steder med betingelser for aflejring og i sorteret og omformet tilstand. De finkornede sedimenter aflejres i det rolige vand på større dybder langt fra kysterne, medens grus og rullesten ophobes nær kysten på steder, hvor der er læ. Mange af vore øer får på læsiden haler af strandvoldssystemer, således Anholt, hvor marint forland danner en 10 km lang strandvoldsslette øst for øens oprindelige morænekerne og med en undersøisk fortsættelse, Anholt rev, yderligere 10 km østpå. Nedbrydningskyster vil, såfremt ikke særlige s. 58 læforhold gør sig gældende, udformes som svagt buede linier, vinkelret på fremherskende vindretninger. Der er således en nær sammenhæng mellem de vestlige stormes aktivitet og retningen af den jyske vestkyst og ligeledes mellem retningen af den nordsjællandske kyst og stormvirkningen fra Kattegat.
Vindvirkeresultant for Anholt indlagt i skitse af øen.
De danske kystliniers forløb er resultat, dels af de oprindelige moræneaflejringers form, dels af havkræfternes ændrende indflydelse. På vindsiden af fritliggende øer fx. vil kysten efterhånden nærme sig en retning vinkelret på vindvirkeresultanten. På læsiden vil der dannes marint forland med længdeakse parallelt med vindvirkeresultanten. Vindvirkeresultanten er et geometrisk udtryk for vindens retningsbestemmende indflydelse, beregnet og konstrueret på grundlag af vindobservationer over lange årrækker. De enkelte pile i vektordiagrammet er udtryk for vindhyppighed og -styrke for de 8 kompasretningers vedkommende.
A. Morænelandskab. A-B. Klintekyst. C. Marint forland. D. Vinkelforland. På bikortet ses det, at Anholt rev strækker sig kilometervidt mod øst i vindvirkeresultantens retning.
Axel Schou del. Efter Atlas over Danmark.
Langs vore indre farvande er kystformerne rigt varierede. Lævirkninger og frie stræk, forekomsten af dybt vand og grundt vand, kystmaterialets art og en mængde andre forhold betinger en rig variation af nedbrydnings- og opbygningsprocesser. På Ærø er det således ejendommeligt, at nordkysten helt igennem i sin form afspejler det oprindelige morænelandskabs karakter med vige i lavningerne og højderyggene som halvøer, hvorimod sydkysten har udlignet form med klinter under nedbrydning og udfyldte bugter. Forklaringen fremgår af øens placering, der betinger en svag bølgevirkning på nordkysten, medens sydkysterne er udsat for en stærk bølgevirkning fra Østersøens udstrakte og dybe havområder. Øer, der ligger i nærheden af hinanden, vil ofte ved forlandsdannelser blive svejset sammen. Drejø og Avernakø er eksempler på en sådan sammenlænkning af moræneøer ved dannelse af drag. Hindsholmhalvøen og Sjællands odde viser komplicerede eksempler på samme foreteelse.
Også menneskets virksomhed har i nogen grad haft indflydelse på kystliniens udformning. Man søger således at bevare land på steder, hvor havets angreb truer med at ødelægge værdifulde arealer, fx. ved høfdeanlæg, hvoraf de største er bygget på vestkysten (Limfjordstangerne og kysten ved Blåvand).
Fjordkyst (ved Isefjord). P.gr.af det stille vand i fjorden når kystens græsbevoksning helt ned på strandbredden.
Fot. K. M. Eriksen.
Marsk- og gestlandskab, Sydvestjylland.
1. Bakkeøer ɔ: gamle morænelandskaber fra næstsidste istid. 2. Hedesletter fra sidste istid. 1 og 2 tilsammen betegnes i Sønderjylland som gest. 3. Marsk ɔ: flader opbygget af finkornede sedimenter aflejret i et tidevandsområde. Profil skematiseret. Synsretning: mod Ø. a. Brede å. b. Åens gamle udløb. c. Ballum sluse. d. Havdige. e. Rømø-dæmningen. A. Prækvartær dybgrund: tertiær. B. Moræne. C. Hedesand. D. Submarine tørvelag. E. Vadehavssedimenter. Blokkanter: 12 × 20 km, c. 20 × overhøjning. Axel Schou del. Efter Atlas over Danmark.
Udsigt over de flade marskenge omkring Brede å, set mod sydvest fra broen ved Mjolden Færgegård. I baggrunden landsbyen Forballum på en lav bakkeø, der fra sydøst skyder sig ud i marsken. Af hensyn til marskens afvanding vil åen i nær fremtid blive reguleret og ført gennem en dybere snorlige kanal.
Fot. Jonals.
Man har også iværksat aktiv landvinding fra havet, og gennem de sidste 200 år har man på denne måde vundet 400 km2. Den største inddæmning af denne art er Lammefjorden i Vestsjælland, hvor man ved bygningen af Avdebo-dæmningen og anlæg af en pumpestation til fjernelse af ferskvandsoverskuddet har tilvejebragt ca. 50 km3 agerland på den tidligere fjordbund.
Af andre inddæmninger, som på mærkbar måde har ændret landets form, kan nævnes Rødby fjord på Lolland, Vejlerne i Limfjordsområdet, Saltbæk vig, Amagers vestkyst og talrige mindre områder, navnlig i Østdanmark.
En særlig form for landvinding foregår i Vadehavet ved Sydvestjyllands kyst. De indenfor liggende marskområder er beskyttet mod ekstraordinære højvander ved et system af diger forsynet med sluseanlæg til afledning af ferskvand. I tilslutning til det uden for digerne liggende forland foretager man aktiv landvinding ved foranstaltninger, som begunstiger afsætningen af sand og klæg på de højeste af de af tidevandet beskyttede vadeflader. Hovedprincippet i denne landvinding er, at man søger tilvejebragt en sammenhængende strandengvegetation, i hvilken sedimentationen af klæg og sand kan finde sted, idet man på denne måde tilbageholder en væsentlig del af det med tidevandet tilførte opslæmmede materiale. Det således frembragte land oversvømmes imidlertid af stormfloder, og hvis man ønsker anden udnyttelse end kreaturgræsning, må man inddige det. Større landvindingsarbejder foregår i øjeblikket ud for Højer og på begge sider af Rømø-dæmningen samt ved Rejsby.
De øverste 25 cm af jordbunden har den ganske særlige betydning, at langt den største del af livet på landjorden er bundet til denne zone. Når man erindrer vor landoverflades komplicerede tilblivelse, kan det ikke undre, at man i dette tynde overfladelag finder jordarter af yderst forskellig sammensætning. Moræneaflejringer er således meget variable, endog inden for ganske korte afstande, og selv om smeltevandsdannelser og navnlig havaflejringer er langt mere ensartede, er der som helhed en meget rig variation i den danske jordbunds struktur. Blandt de almindeligt forekommende typer fra istid og afsmeltningstid kan nævnes moræneler, morænesand, lagdelt sand og ler afsat af smeltevandet, havaflejret materiale samt vindaflejret sand og støv. Efter afsmeltningstiden er der stedvis kommet nyere sedimenter til, havaflejringer af forskellig karakter, såsom sand, dynd og marskklæg, flyvesand, ferskvandsdannelser og aflejringer, der skyldes jordflydning. Plante- og dyrelevninger indgår som komponent i flere af disse og kan fx. i tørve- og skallag være dominerende.
Mellem jordbund, klima og organisk liv er der et meget intimt sammenspil; mineralbestanddelene ændres således af fysiske og kemiske processer ved smuldring, udvaskning og udfældning, iltning m.m. En væsentlig bestanddel af talrige overfladelag er de såkaldte humusstoffer, der opstår ved henfald af døde organismer, navnlig plantedele. Henfaldsprocesserne er meget afhængige af plantevækstens art og produktionsevne, af jordbundens fysiske og kemiske forhold, af vandbalancen og af de gravende dyrs livsprocesser. Således er bestanden af orme, insekter, navnlig disses larver, svampe og bakterier meget vigtige faktorer for jordbundsudviklingen. De to vigtigste af vore humustyper benævnes muld og mor. Mulden består af en intim blanding af mineralkorn og stærkt nedbrudte humusstoffer, for en stor del i form af dyreekskrementer, medens mor er en slags tør tørvedannelse med en mindre vidtgående nedbrydning af organisk stof og et ringe mineralindhold. God muld reagerer neutralt eller svagt surt. Det nedsivende vand opløser en del af humusstofferne og afsætter på ny disse omkring mineralkornene, som derved beklædes med en fin, brun hinde. Strukturen af jordbunden er grynet, navnlig i overfladelagene, og der er en ret jævn overgang mellem en stærkt humuspræget øvre del og den mod dybet mindre påvirkede mineraljord. Jordbund af denne type, der navnlig forekommer i Østdanmark samt i Limfjordsegnene, benævnes brunjord. I deres nuværende skikkelse er største delen af de danske brunjorde stærkt kulturprægede gennem jordbehandling, dræning samt ved tilførsel af staldgødning, mergel og kunstgødning. Mor reagerer surt. Det nedsivende vand bliver gennem sit indhold af humussyre i stand til at angribe visse mineralbestanddele, der fremkommer en udvaskningshorisont, det såkaldte blegsand, men i nogle decimeters dybde sker der en delvis udskillelse af de opløste stoffer, hvorved mineralkornene kan sammenkittes til hårde, sammenhængende lag, af hvilke den vigtigste type benævnes al. Jord, som karakteriseres ved en sådan tredeling med mor, udvasket, gråt sand og al, kaldes podsoljord, og denne er almindelig i det vestlige og nordlige Danmark, især under forhenværende eller nuværende lyngheder eller under visse skovtyper.
I vort marine forland finder man undertiden jordbundsformer med et ret stort indhold af salt; de herfra stammende natriumioner har en uheldig virkning på strukturen. Ligeledes kan svovl- og jernforbindelser forekomme i sådanne mængder, s. 62 at jordbundens kemiske og fysiske tilstand bliver mindre gunstig. Ved passende kulturforanstaltninger kan praktisk talt alle danske jordbundsformer gøres ydedygtige i agerbrug eller skovdrift, men de er ikke alle lige gode, og omkostningerne ved etablering og drift varierer inden for vide grænser. Vor bedste kulturjord er knyttet til den brunjord, som er dannet på grundlag af moræneler.
Lufttemperaturens årlige variation.
Sort søjle: månedens middeltemperatur. Hvid søjle opefter: månedens højeste middeltemperatur siden 1874. Hvid søjle nedefter og hvid tværstreg: månedens laveste middeltemperatur siden 1874. Mellem disse ekstremer ligger alle månedlige middeltemperaturer. Svingningerne er meget store. Danmarks vejr er meget omskifteligt; oceaniske og kontinentale vejrsituationer veksler som følge af landets beliggenhed på et sted, hvor forskelligartede luftmasser til stadighed kæmper om herredømmet.
Axel Schou del. Efter »Vor Klode«.
Danmarks beliggenhed på vestsiden af Eurasiens fastland i den nordlige, tempererede zones vestenvindsbælte bestemmer vor klimatype og betinger vort stærkt vekslende vejrlig.
Solstrålingen varierer med årstiderne på grund af ændringer i dagens længde (fra ca. 17 1/2 til ca. 7 timer) og i solhøjden ved sand middag (fra ca. 57 1/2 til ca. 10 1/2°). Denne regelbundne tendens til årstider med varme og kulde (sommer og vinter), opvarmnings- og afkølings-perioder (forår og efterår) kompliceres imidlertid af en række andre processer, især sådanne, hvorved fremmede luftmasser med vekslende fysiske tilstande føres ind over landet; derved fremkommer stadig ændringer i lufttemperatur, vanddampindhold m.m. Man skelner således mellem maritim (havluft) og kontinental (fastlandsluft), mellem arktisk luft og luft fra varme egne (azor- og tropik-luft), og blandt disse hovedgrupper kan man atter adskille en række typer med forskelligt oprindelsessted og forskellige fysiske egenskaber. Bevægelserne i lufthavet styres delvis af trykforholdene nær jordoverfladen, men også af tilstande i luftlag, der ligger adskillige kilometer over denne. Den vestfra kommende havluft er under påvirkning af overfladevandet i det nordøstlige Atlanterhav (Golfstrømmen), som er relativt varmt, og som i den kolde årstid afgiver store varmemængder til den overliggende luft, og da samtidig denne varme luft optager betydelige mængder af vanddamp, får man s. 63 over Atlanterhavet vest for Den pyrenæiske Halvø og Nordafrika varme og fugtige luftmasser. Over Østgrønland og tilstødende dele af Nordatlanten ophobes ofte kolde og dampfattige luftmasser, og over det store fastland øst for os får man om vinteren kontinentale, kolde og tørre luftmasser.
Nedbørens årlige fordeling.
Sort søjle: månedsmiddel ɔ: gennemsnitlig størrelse af månedens nedbørsmængde. Stiplet søjle: absolut månedligt maksimum ɔ: største værdi siden 1874. Hvid tværstreg: absolut månedligt minimum ɔ: mindste værdi siden 1874. Nedbørens variation er langt større end temperaturens; fugtige somre veksler med tørre, snerige vintre skifter med snefri. De meget store regnmængder i høsttiden bereder ofte landbruget vanskeligheder, der dog delvis kan elimineres ved mekaniseringen: mejetærskere og korntørringsanlæg. Også muligheden for en tør forsommer er uheldig set fra et landbrugssynspunkt.
Axel Schou del. Efter »Vor Klode«.
Fordelingen af varme og kolde, tørre og damprige luftmasser skifter med årstiderne, og da enhver luftmasse, der bevæger sig langs jordoverfladen, under passagen vil ændre sin fysiske tilstand efter de egne, den passerer, kommer der et meget indviklet sammenspil mellem de skiftende, jordnære luftmasser, og Danmarks vejr vil derfor være stærkt præget af de herskende luftstrømninger og af forholdene i de egne, de kommer fra; kun ved særlige lejligheder, navnlig under stabile højtryk, får Danmark en jævnt forløbende opvarmning eller afkøling og samtidig roligt, i reglen tørt og skyfattigt vejr, om sommeren varmt, om vinteren koldt.
Opblandingen af de forskellige luftmasser foregår imidlertid ret langsomt, og hvor de støder sammen, fremkommer der lodrette og vandrette bevægelser i lufthavet som følge af deres forskel i vægtfylde, stabilitet og bevægelsestilstand; tunge luftmasser kan således trænge ind under lettere og løfte disse i vejret. Sådanne grænseflader mellem luftmasserne kaldes fronter, og langs disse dannes der hvirvler (cykloner eller lavtryk), hvor den varme luft sydfra kiler sig ind i den kolde luftmasse mod nord. Denne varmluftkile (varmesektoren) begrænses mod øst af en varmfront og mod vest af en koldfront. Hele systemet forskydes som oftest i hovedretningen vest-øst. Passagen af et sådant frontsystem medfører hyppigt følgende skiftende vejrsituation: Først passerer varmfronten med stort skydække og regn – ofte dagregn; derpå følger en kort periode med lunt og fugtigt vejr og sydlige eller sydvestlige vinde. Når koldfronten passerer, får man hyppigt en pludselig vinddrejning til nordvest, stigende lufttryk, temperaturfald og bygevejr. Cyklonerne optræder i størst antal om efteråret og sparsomst om foråret.
Middeltemperaturens fordeling i juli.
Temperaturfordelingen bestemmes fortrinsvis af eksponeringen for de forskelligartede luftmasser, der om sommeren strømmer ind over landet, i mindre grad af ind- og udstrålingsforhold. De sydøstlige egne, der er mest udsat for den varme kontinentalluft, har de højeste middeltemperaturer. I Vestjylland er sommeren køligere, fordi relativ kold oceanluft hyppigt kommer ind fra v. og nv. Temperaturmaksimet i det sydøstlige D. er en følge, dels af den højere solstand i landets sydlige egne, dels af den mere kontinentale beliggenhed mod ø., længst fra oceaner. Højdeforholdenes indflydelse er elimineret, idet kortets temperaturer er reduceret til havoverfladen.
Efter Andersen & Vahl: Geografi for seminarier v. E. Storgaard.
I stabile, skyfattige vejrperioder med højt lufttryk vil vejrudviklingen især blive bestemt af forholdet mellem indstråling og udstråling. I sommertiden får man derfor i sådanne perioder høj temperatur, navnlig om eftermiddagen, og om vinteren lav temperatur, navnlig om natten lidt før daggry. Længere tids roligt og varmt sommervejr afsluttes ofte med voldsomt front-tordenvejr, der fra vest eller sydvest vandrer ind over landet, og som gerne danner indledningen til en periode med ugunstigt, cyklonpræget vejr. De såkaldte varmebølger skyldes i reglen indstrømning af hed tropik-luft, og isvintrene står i forbindelse med langvarige fremstød af kontinental, arktisk luft, som giver klart vejr, stærk udstråling og til tider meget lav temperatur.
På grundlag af mangeårige målinger af temperatur, nedbør, vind, luftfugtighed, lufttryk m.m. har man beregnet middelværdier fx. for de enkelte måneder, og kombinationen af disse gennemsnitlige vejrtilstande kalder man klimaet. Ved at indføre dette begreb opnår man et vist overblik over årets klimatiske gang, men de talrige udsving og hastigt efter hinanden følgende ændringer, som er så karakteristiske for vort land, bliver på denne måde tilsløret og dækket. Når man fx. angiver en middeltemperatur for januar på ca. 0°, betyder det kun, at man herved forstår et rent aritmetisk middeltal af en meget lang række observationer. Hvor uensartet dette materiale er, får man et indtryk af ved at se på variationerne. Middeltemperaturen for januar er således meget forskellig fra år s. 65 til år, og udsvinget mellem den koldeste og varmeste januar er så stort som 8–10°, nemlig fra ca. ÷ 6 til +4. Men også middeltallet for januar i et enkelt år er beregnet på grundlag af et meget uensartet materiale hidrørende fra, at man har med flere yderst forskellige vejrsituationer at gøre, og da navnlig et vestfra kommende mildtvejr og et fra øst kommende vintervejr med højtryk og lave temperaturer.
Middeltemperaturens fordeling i februar.
Temperaturmønsteret influeres først og fremmest af beliggenheden i forhold til de yderst forskelligartede luftmassers indstrømningsretninger. Den milde oceanluft, der fra v. og sv. blæser ind over landet, bevirker, at Vestjylland har de højeste middeltemperaturer. Kolde kontinentale luftmasser kommer almindeligvis til D. fra nø. og ø., hvilket giver sig udtryk i Vendsyssels og Bornholms lave vintertemperaturer. Kystlandskaber er varmere end indlandet p.gr.af havets virkning som varmereservoir. Landets sydligste dele er relativt varme p.gr. af den højere solstand og større daglængde. Højdeforholdenes indflydelse er elimineret, idet kortets temperaturer er reduceret til havoverfladen.
Efter Andersen & Vahl: Geografi for seminarier v. E. Storgaard.
Den laveste temperatur, som er målt i Danmark, er ÷ 31, og den højeste er + 35,8. Danmarks beliggenhed på grænsen mellem hav og fastland belyses klimatisk ved en sammenligning mellem Edinburgh, København og Moskva:
|
Edinburgh |
København |
Moskva |
|
|
Koldeste måneds middeltemperatur |
3,9 |
÷0,1 |
÷11 |
|
Varmeste måneds middeltemperatur |
14,7 |
16,6 |
18,9 |
|
Forskel |
10,8 |
16,7 |
29,9 |
Danmarks nedbør er fordelt over hele året; nogen egentlig tørtid har vi ikke, men der er dog en udtalt forskel på årstiderne. I vintermånederne er nedbøren relativt ringe, om foråret ligeledes, medens de største månedlige regnmængder falder i juli, august og oktober. Nedbøren for den enkelte måned varierer imidlertid overordentligt stærkt, og middeltallene har også i dette tilfælde en begrænset værdi.
Også fordelingen på de forskellige landsdele viser en betydelig variation. I det midterste Sønderjylland og tilgrænsende dele af Nørrejylland har man en gennemsnitlig s. 66 årlig nedbør på ca. 800 mm, og i egnene omkring Store Bælt findes Danmarks regnfattigste region med mindre end 500 mm. Antallet af dage med nedbør svinger mellem ca. 200 og ca. 120, i reglen således at de regnrigeste egne også har det største antal nedbørsdage. Snevejr forekommer i månederne januar-marts med en hyppighed af 6–9 dage pr. måned. Et lignende antal dage med tåge indtræffer i vintermånederne, medens sommeren kun har få tågedage.
Den årlige middelnedbørs fordeling.
De regnrigeste områder ligger i landets vestlige egne som følge af, at de dominerende vestenvinde almindeligvis er fugtige havvinde, der her bringes til stigning med deraf følgende afkøling under dugpunktet, når de nedre luftlag bremses under passagen ind over land. Tendens til stigningsregn vil forekomme i alle højdeområder, se fx. Bornholm, Sydfyn og Sydsjælland, især på disses v.-sider. Hvor landet skråner nedad mod ø., vil luften omvendt ved nedsynken opvarmes, regnsandsynligheden formindskes på disse regnlælokaliteter som fx. Fyns kyst mod Store Bælt. Frontregn forekommer over hele landet under vandrende minimers passage i østlig retning.
Efter Andersen & Vahl: Geografi for seminarier v. E. Storgaard.
Vindforholdene er yderst vekslende. Vinde fra vestlige og østlige retninger er hyppigst. Vindstille er en sjældenhed: 2–4% af samtlige observationer. Vindstyrken er stærkt varierende, og det er karakteristisk, at der foregår en udtalt bremsning af luftbevægelserne over land, hvorved der opstår meget komplicerede ændringer i luftstrømningerne.
Landets vestlige dele er stærkest udsat for stormskader; sådanne rammer bygninger, skove, marker og afgrøder, og hvert år går adskillige fartøjer tabt ved stormulykker. De i økonomisk henseende betydeligste tab fremkaldes dog af tørre vinde, navnlig fra nordvest, som i april og i begyndelsen af maj fremkalder afblæsning og muldflugt på let jord i landets vestlige og nordlige egne.
Nattefrost er en ganske vigtig klimatisk faktor i Danmark. Det gennemsnitlige antal frostdage er ved vestkysten og ved bælterne 70–80, og i de indre dele af Jylland og de store øer 100–120 pr. år. Tidsrummet mellem sidste forårsfrost og første efterårsfrost er i kystegnene ca. 200 dage, men i Midtjylland kun ca. 150 dage. De gunstigst stillede egne er i så henseende de mindre øer syd for Sjælland s. 67 og Fyn. Den eneste måned, i hvilken man aldrig i Danmark har iagttaget frost, er juli.
Trods vort lands ringe udstrækning kan der således påvises ret betydelige klimatiske forskelle, både i temperaturforhold, nedbørsforhold og vindstyrke, og dette influerer ret stærkt på plantevæksten, såvel den vilde som den dyrkede; men i det store og hele er vort klima gunstigt. Vejrforholdene i vækstperioderne er sjældent så afvigende, at man kan tale om katastrofer. Den omstændighed, at dansk landbrug anvender kulturplanter med forskellig vækstrytme, medfører, at et svigtende årsudbytte af én kulturplante ofte i nogen grad opvejes ved gunstige betingelser for en anden.
En særlig betydning har de meget kolde vintre med langvarige og hårde frostperioder; de indtræffer i et antal af ca. 20 pr. århundrede, en sjælden gang med to isvintre i træk, og 1939/42 optrådte som en ren undtagelse tre hårde vintre efter hinanden.
Plantevækst. Vort land ligger i det vesteuropæiske, tempererede løvskovsområde, men dog så nordligt i dette, at vi nærmer os grænsen til nåleskovsregionen. Af de mange faktorer, som betinger karakteren af vor naturlige plantevækst, bør i første række nævnes de klimatiske, blandt hvilke man tillægger følgende særlig betydning: Middeltemperaturen for varmeste måned ligger mellem ca. 15° og ca. 17°; ca. 4 1/2 måned har en middeltemperatur på mere end 10°; den gennemsnitlige tid mellem sidste forårsfrost og første efterårsfrost er relativt lang, nemlig 6–7 måneder; forekomsten af en efter temperaturforholdene rigelig nedbør på 500–800 mm årlig med en nogenlunde jævn fordeling på årstiderne uden dræbende tørkeperioder.
Også jordbundsforholdene spiller en stor rolle for de naturlige plantesamfunds sammensætning og udbredelse. Omkring 9/10 af Danmarks overflade består af istidsaflejringer, hvis frugtbarhed veksler fra det næsten sterile morænegrus til det frugtbare moræneler. Smeltevandssand og navnlig klitsand hører også til de jordbundstyper, der er fattige på næringsstoffer og vanskeligt stillede i henseende til vandøkonomi.
Den nu herskende plantegeografiske tilstand er imidlertid også med hensyn til plantebestand og jordbund under indflydelse af »historiske« faktorer, bl.a. af det forhold, at Danmark har fået største delen af sin vilde plantebestand ved indvandring fra syd, medens den skandinaviske nåleskov, der efter istiden indvandrede fra øst, aldrig nåede frem til Danmark. Den seneste udvikling fra yngre stenalder til vore dage er imidlertid foregået under påvirkning af en ikke-naturgeografisk, men ikke desto mindre mægtig faktor, nemlig menneskets indflydelse, som med den stigende kulturudvikling og den stort set stigende folkemængde i stedse stærkere grad har præget vort land.
Vor vegetationshistorie efter sidste nedisning er blevet klarlagt gennem undersøgelser af de planterester, som er bevaret i vore tørveaflejringer, især på grundlag af pollenanalyser, d.v.s. artsbestemmelser og optællinger af de i tørvelagene bevarede støvkorn. Hovedtrækkene i denne udvikling er følgende: Efter isens afsmeltning fik landet som første plantedække et samfund af arktiske planter; birk og bævreasp var vore første træer. Med det mildere klima blev skovfyr dominerende, s. 68 s. 69 og i fastlandstiden var landet dækket af vældige fyrreskove, der i den følgende varmeperiode blev afløst af en egeblandingsskov. Omkring vor tidsregnings begyndelse blev klimaet mere køligt og regnfuldt, og samtidig bredte bøgen sig og fortrængte egeblandingsskoven fra største delen af dennes tidligere område. Under de klimaændringer, der har præget tiden efter sidste nedisning, har Danmarks plantevækst altså stadig måttet indstille sig på de skiftende livsvilkår; nye arter er kommet til, andre er uddøde, og sidst, men mest radikalt har mennesket ændret billedet af den danske plantevækst.
Hedens udbredelse omkr. år 1800.
En sammenligning med landskabskortet (s. 33) viser, at hedelyngen omkr. 1800 i Vestjylland bredte sig over såvel hedesletter som bakkeøer og gammelt klitterræn. Den udbredte hedesignatur brydes dels af de hvide striber, der angiver ådalenes gamle dyrkningsarealer, dels af prikker, som viser 1700t.s dyrkningsenklaver i lyngørkenen. Langs vadehavskysten mod sv. danner marsken en bred bræmme af kulturland, som lyngen ikke har kunnet erobre. I Østjyllands og i de vestlige Limfjordsegnes unge morænelandskaber træffes lyngen kun på steder, der ikke kan opdyrkes: Stejlskrænter, vandlidende lavninger olgn. På Den nørrejyske Ø er heden udbredt over såvel det gamle klitterræn som det marine forland, mest sammenhængende på de store højmoseflader Store og Lille Vildmose.
Hedens udbredelse omkr. år 1940.
Nutidskortet over de reducerede hedearealer viser, hvilken udbredelse landbrugsarealet har fået især i perioden efter Hedeselskabets oprettelse 1866. De resterende områder er dels sådanne, der er helt uegnede til opdyrkning som fx. lyngarealer i klitter eller indsande, dels arealer, der benyttes som militært øvelsesterræn. Hertil kommer de fredede hedearealer, der omfatter både hede i klitter, fx. Skallingen, på hedesletter, fx. Randbøl hede, sandede morænebakker, fx. Himmerland, som tunneldalssider, fx. Dollerup bakker.
Kortene er fremstillet på Københavns Universitets Geografiske Laboratorium ved udtegning af lyngsignaturer, dels efter Videnskabernes Selskabs kortblade, dels efter Geodætisk Instituts moderne kortmateriale.
I en vis periode har lyngheden været et vigtigt plantegeografisk element. Ganske vist er lyngplanter gamle bestanddele af den danske flora, men de store, sammenhængende lyngheder i det vestlige og nordlige Jylland er relativt unge dannelser, som først er kommet til fuld udvikling omkring vor tidsregnings begyndelse og delvis endnu senere. Omstillingen fra skovvegetation til hede var utvivlsomt delvis klimatisk betinget, men må også sættes i forbindelse med jordbundsforskellighederne; forekomsten af let jord har begunstiget heden i forhold til skov. Endnu vigtigere synes det at være, at menneskene i magre egne relativt let kunne betvinge og rydde skoven med ild, forhugning og husdyrhold. Muldflugt og andre jordbundsødelæggende kræfter har hærget den således afklædte jord, og navnlig synes anvendelsen af en stadig gentagen afbrænding af heden at være blevet skæbnesvanger, idet denne kulturform medførte en stigende forarmelse af jordbunden og livskårene. Lyngheden nåede sin største udbredelse omkring år 1800, og langt ud i Østjylland, endog på Djursland og i egnen mellem Randers og Hobro, kunne man da finde lyngbefængte marker. Med lyngheden fulgte den særlige jordbundsdannelse, som kendetegnes ved udformningen af mor og al, den såkaldte podsolering. I sidste halvdel af det 18. århundrede begyndte menneskene på ny at rykke frem over det delvis affolkede Midtog Vestjylland, og i løbet af det 19. århundrede foregik en vældig kolonisering med opdyrkning og beplantning. Omkring 1840 var der således 6.500 km2 hede nord for Kongeåen, 1866 5.600 og i nutiden noget under 2.000. En del af vore lyngarealer viser i øvrigt en tendens til spontan indvandring af træer, efter at den tilbagevendende hedeafbrænding er ophørt, idet såvel hjemmehørende løvtræer som indførte nåletræer spirer og trives i heden. Hvis man af naturfredningsmæssige grunde ønsker at bevare sådanne hedebevoksninger, må man derfor fjerne træerne ved hugst eller afbrænding.
Klitvegetation forekommer især langs Jyllands vestkyst og på enkelte andre, stærkt vindeksponerede kyster, såsom Nordsjælland og Dueodde på Bornholm. Derudover findes klitvegetation i indsandene i de vestlige og nordlige dele af Jylland. Klitten rummer en række forskellige plantesamfund, dels domineret af en- og flerårige urteagtige planter og dels af flerårige dværgbuske. En stor del af vore klitområder, såvel kystklitter som indsandsklitter er i vore dage blevet beplantet med skov. De fleste af vore moser har indtil vor tid båret en rigt varieret, naturlig vegetation. Man skelner bl.a. imellem højmoser og kær- eller lavmoser. Langt de fleste af vore lavmoser er nu afgravede eller kultiverede, og det samme er i stort omfang tilfældet med vore højmoser. Derved er de naturlige plantesamfund blevet tilintetgjort eller i hvert fald stærkt ændrede.
Lyngheder, klitter og moser dækker tilsammen ca. 3.000 km2 eller rundt regnet 7% af landets areal.
Skovene ca. 1800.
Udbredelsen er lokaliseret til landets østlige dele. Det er de unge morænelandskabers bakkede sandjordsområder fx. Nordsjælland, Himmerland, Silkeborg-egnen, tunneldalenes stejlskrænter fx. ved Vejle fjord og morænefladernes lave fugtige dele fx. på Lolland, der er skovdækket. Det samlede skovareal er ca. 4%, altså mindre end halvdelen af nutidens.
Københavns Universitets Geografiske Laboratorium del.
Næsten alle vore skove, såvel nåletræsbeplantninger som løvskove, er nu under planmæssig kultur og udnyttelse, og en stor del af skovbruget har næsten karakter af et landbrug med en lang omløbstid. Det samlede areal af skove og plantager er ca. 4.000 km2, altså ca. 10% af totalarealet. Lidt over halvdelen er nåletræsbeplantninger, s. 71 beplantninger, men de nogenlunde rene bestande af løvtræer dækker dog ca. 1.300 km2. I reglen dyrkes de enkelte træarter i rene, næsten sammenhængende bevoksninger, afpasset efter voksestedets livskår. I Østjylland og på Øerne dyrkes mest bøg og rødgran, i Vest- og Nordjylland fortrinsvis nåletræer. Bjergfyr an s. 72 s. 73 vendes i stort omfang på den fattigste jord, fx. ved beplantning af klit. Egen findes almindeligt iblandet i andre bestande, men optræder stedvis som skovdannende træ eller som krat, det sidste navnlig i Midt- og Vestjylland.
Skovene 1931.
Skovene er mere jævnt udbredt over hele landet. Den store tilvækst i areal skyldes hedearealers opdyrkning ved plantering af nåleskov og anlæg af sandflugtplantager i klitområderne. De gamle skovarealer er til gengæld mange steder opsplittede ved inddragelse af skovland til landbrugsareal fx. på Lolland og i SØ.-Jylland.
Københavns Universitets Geografiske Laboratorium del.
Klitlandskaber: kystklitter og indsande.
Kystklitternes udbredelse er først og fremmest vestorienteret. Dette skyldes det forhold, at vinde fra de vestlige verdenshjørner er dominerende, såvel hvad hyppighed angår, som med hensyn til styrke. Den udstrakte strandbred ved ebbetid langs Vesterhavet i forbindelse med de store sandmasser, der vandrer langs denne kyst, er også af betydning ved fremskaffelse af det for klitdannelsen nødvendige materiale. Udstrakte klitområder forekommer også ved kyster, der ligger eksponeret mod åbne havområder, hvor stort »frit stræk« forårsager store vindstyrker fx. Sjællands n.kyst og Bornholms sø.kyst. Indsandene har også en vestlig udbredelse som følge af deres tilknytning til hedesletternes og bakkeøernes sandbund. Når også morænesandslandskaber, fx. i Himmerland, kan have indsande, er det igen vestenvindsdominansen, der er årsag.
Ingrid Nissen, Københavns Universitets Geografiske Laboratorium del.
Omtrent 3/4 af vort areal er indtaget til landbrug, bebyggelse, trafik m.m. Bevoksningen domineres her fuldstændigt af kulturplanter, men man finder dog en del ukrudt, såvel i de dyrkede marker som langs diger og grøfter, hvor både den naturlige flora og indslæbte arter stadig finder et fristed. Den moderne ukrudtsbekæmpelse spiller i så henseende en meget stor rolle, idet livsmulighederne for vilde planter i de dyrkede arealer er stærkt forringede. Relativt uberørt vegetation finder man i visse klitområder, nogle strandenge, nogle få skove og i enkelte, tilbageblevne vandprægede arealer, såsom moser, sumpe og søbredder. De enkelte plantearters udbredelse er meget forskellig; nogle planter forekommer over hele landet, andre vokser på en enkelt eller nogle få lokaliteter. Nogle planter har en vestlig udbredelse, andre en østlig eller nordøstlig, og endelig er mange knyttet til forekomsten af bestemte kår, fx. i retning af jordbunds- eller fugtighedsforhold.
Det er vanskeligt at få et klart billede af afhængighedsforholdet mellem udbredelsen af vore kulturplanter og forskellighederne i livskår, idet den moderne dyrkningsteknik i noget omfang tilslører forskellighederne, men der er dog stadig egns-variationer, såvel i henseende til arten og sorten af dyrkede planter som i henseende til høstudbyttet.
Dyreliv. Vort dyreliv er bestemt af landets almene naturgeografiske situation samt og især af menneskets virksomhed. Svagest er virkningerne af den menneskelige faktor over for havets dyreverden, idet dybdeforhold, bølgeslag, strøm, saltholdighed og næringsbalance m.m. nogenlunde betinger karakteren og fordelingen af havbundens fastsiddende eller nedgravede og vandmassernes svømmende dyresamfund. Menneskets indgreb i dette system hidrører især fra fiskeriet, som medfører forskydninger i fiskebestandenes naturlige balance, og som tillige i noget omfang påvirker bunddyrenes kår. En særlig biologisk situation træffes i havet ud for storbyerne, hvor kloakvandet tilfører abnormt store mængder af næringsstoffer. De ferske vandes dyresamfund er stærkt menneskepræget, og de fleste åer og søer er udsat for en stigende forurening. Man træffer dog nogle kilder og små vandløb, som i biologisk henseende endnu er uberørte, medens de allerfleste af vore søer er stærkt påvirket af kulturforanstaltninger. En særlig dyreverden er knyttet til de mange damme og vandgrave. Landjordens dyreverden er især af hængig af forskellighederne i vegetation og jordbund. Den intensive jordudnyttelse til dyrkning og bebyggelse optager over 75% af vor overflade. Her findes en række dyresamfund, som på mange måder afviger fra de mere naturprægede landskabers. Også kulturskovens dyreliv har et noget andet præg end det tidligere naturskovland, selv om en mængde dyreformer har fundet livsmuligheder i såvel vore loøvskove som i vore nåletræsplantager. Vore mindst kulturpåvirkede dyresamfund træffes i klit, mose, hede, strandeng og strandbred, men også i disse områder gør den stigende udnyttelse sig gældende.
Danmarks dyreverden er således rigt varieret og indeholder mange forskellige komponenter. Man finder rester af gamle dyresamfund fra forskellige perioder i Danmarks biologiske udvikling efter istiden. Man finder indførte og nyindvandrede s. 74 dyreformer, og endelig har de menneskelige indgreb i stigende grad forstyrret balancen mellem dyrearterne og dyresamfundene, og herigennem er man nået til den rigt varierede mosaik, som de danske dyresamfund danner.
|
Unge former |
Morænebakkeland |
a. Langstrakte bakkeformer. |
||
|
α Bakkernes længdeakse vinkelret på isbevægelsen. |
||||
|
Parallelbakket randmorænelandskab. |
||||
|
Storformet israndslandskab. |
||||
|
β Bakkernes længderetning parallel med isbevægelsens retning. |
||||
|
Drumlinlandskab. |
||||
|
b. Uregelmæssigt småbakket terræn. |
||||
|
Dødislandskab. |
||||
|
Moræneflader |
a. Lavtliggende med ringe daltæthed. |
|||
|
Erosionsformer mangler over store strækninger. |
||||
|
Jævntbølget moræneflade. |
||||
|
b. Højtliggende, kløftfuret i randzonerne, stedvis opdelt i »falske bakker«. |
||||
|
Moræneplateau. |
||||
|
Gamle former |
Morænelandskaber af alle typer fra næstsidste istid, omdannet ved normalerosion, reliefsvækket ved arktisk jordflydning og jordkrybning, vinderoderet. |
|||
|
Bakkeø-landskab. |
|
A. Flodaflejringer |
I. Foran isranden |
a. Udstrakte flodsletter. Overfladeformede af svagthældende kegleflader eller kombinationer af sådanne. |
|
|
Hedesletter. |
|||
|
b. Tilbagestående dele af daludfyldninger fremkommet ved delvis fjernelse af materiale med senere vandløbserosion. |
|||
|
Dalterrasser. |
|||
|
II. Inden for isranden |
a. Aflange, slingrende bakkedrag eller bakkerækker, dannet ved aflejring mellem isvægge. |
||
|
Åse. |
|||
|
b. Isolerede bakker, dannet som sprækkefyldninger i gletscherisen. |
|||
|
Enkeltbakker (kames, hatformede bakker, tværbakker). |
|||
|
B. Søaflejringer |
I. Højtliggende, fladtoppede bakker, opbygget af lerede issøsedimenter. |
a. Issøer helt begrænset af dødismasser. |
|
|
Plateau- eller fladbakker. |
|||
|
b. Issøer delvis begrænset af morænebakker. |
|||
|
Konsolbakker. |
|||
|
II. Lavtliggende flader afsat i søer i lavninger delvis afspærret af is. |
|||
|
Bassinflader. |
|
Erosionsformer |
a. Afblæsningsflader. |
||
|
Plane eller svagt bølgede. Stensletter eller grundvandsbestemte sandflader. |
|||
|
b. Bækkener. |
|||
|
Flade, skålformede fordybninger, undertiden vandfyldte. Klitsøer og grønninger. |
|||
|
c. Vindkuler. |
|||
|
Kraterlignende udblæsningshuller dannet af vindhvirvler. |
|||
|
d. Render og slugter. |
|||
|
Lange, stormdannede render, der gennembryder ældre klitsystemer i stormretningen. |
|||
|
e. Klitklinter. |
|||
|
Stejle skrænter dannet ved havets erosion i klitfoden. |
|||
|
f. Havrendinger. |
|||
|
Gennembrudsbaner dannet af havet under stormflod. Retning: vinkelret på kystlinien. |
|||
|
Aflejringsformer |
Fysiske klitformer |
a. Halvmåneklitter. |
|
|
Temporære dannelser på nøgne strandflader med stærk tilførsel af sand. |
|||
|
Nøgne. |
|||
|
b. Elliptiske sandtunger. |
|||
|
Dannes under tilsvarende forhold som a. |
|||
|
Nøgne. |
|||
|
a. Tueklitter. |
|||
|
Korte, lave sandrygge orienteret i vindretningen bag åbne, isolerede tuer af strandplanter. |
|||
|
b. Forklitter. |
|||
|
Høje, bevoksede klitter orienteret i rækker langs kysten. Udvikler sig fra hvid til grå klit. |
|||
|
Hjelme, marehalm. |
|||
|
c. Gamle, grå klitter. |
|||
|
Formerne noget udjævnede, undertiden som klitplateauer. Vegetation rigt varieret. Ret artsrig bevoksning af urter, enårige og flerårige, havtorn, pil, revling og lyng. Podsolering. |
|||
|
Organogene klitformer |
d. Foryngede former. |
||
|
Delvis udblæste og gamle klitsystemer med omlejring af allerede stabiliseret sand i form af toppe og kamme af hvid klit oven på grå klit. |
|||
|
e. Parabelklitter. |
|||
|
Vandrende, parabelformede klitsystemer med buet frontzone af høje klitter, efterladte klitrimmer, der begrænser den jævne afblæsningsflade, over hvilken systemet er vandret. Undertiden udblæses fronten, så kun rimmerne bliver tilbage. Ofte stabiliseret med rigt varieret bevoksning. |
|||
|
f. Grønninger. |
|||
|
Lavninger med høj grundvandsstand. Rig og tæt bevoksning af sandbindende flerårige og enårige urter. |
Indsandenes formverden indeholder delvis de samme grundelementer, men sandmaterialets karakter og virkningen af det underliggende terræn giver disse landskaber et rigt varieret særpræg. Også muldflugten frembringer former, der viser lighed med klitlandskabet.
Udskridning i Vodrup klint på Ærø. Når et nedre lag af visse lerarter (her cyprina-ler fra sidste mellemistid) opblødes, kan det presses ud ved vægten af ovenover liggende aflejringer, hvorved en del af klinten bringes i skred.
Fot. H. Lykke.
A. Morænesøer.
I lukkede lavninger især i israndsområder. I reglen mindre vande. Ofte tilgroede, overgået til mose. En del af disse bækkener er »aftryk« af dødisklumper fra afsmeltningstiden, andre er glaciale erosionsbækkener.
B. Tunneldalssøer eller langsøer.
Bunden meget ujævn med huller og rygge. Store maximaldybder. Bundvand om sommeren ofte iltfattigt.
C. Jordfaldshuller.
Dannes ved indstyrtning af huler, hidrørende fra udvaskning af højtliggende kalklag. Nogle af disse har meget kalkrig bund.
D. Klitsøer.
Temporære eller permanente søer i klitlavninger. Fladvandede. Bund sandet eller stenet (afblæsningsflade). Ofte opdæmning ved indvandring af nyere klitsystemer. Analoge dannelser er opstået ved afblæsning på hedesletter.
E. Sprækkedalssøer.
Små klippesøer i bornholmske sprækkedale.
F. Afspærringssøer.
I reglen tidligere indskæringer fra havet, nu lukkede ved landhævning eller oddedannelse. Ofte fladvandede. Stundom indbrud af saltvand. Jævne overgange til egentlige strandsøer med brakvand.
G. Kunstige søer.
Talrige typer af grave (ler, mergel, tørv, kalk). Mølledamme, reguleringsbassiner, fiskedamme.
A. Strandvoldssletter. Jævne eller parallelryggede flader dannet hovedsagelig på grundlag af de af havet i havstokken aflejrede sand- og grusmasser.
B. Egentlig hævet havbund.
Plane flader, hvis tilblivelse især skyldes landhævning.
C. Afspærringsforland.
Plane flader dannet hovedsagelig ved tilgroning i strandsøer eller andre farvandsområder, der ved lævirkninger er unddraget havets virksomhed.
D. Marsk. Jævne flader med markerede tidevandsrender og leret jordbund, dannet ved aflejring af det med tidevandet tilførte, finkornede materiale.
|
I. Reliefbetingede kystlinier |
A. Brudliniekyster. |
|
|
B. Morænekyster. |
||
|
a. Bakkelandskyster. |
||
|
b. Tungebækkenkyster. |
||
|
c. Tunneldalskyster. |
||
|
d. Morænearkipel. |
||
|
C. Hævet havbundsrelief. |
||
|
II. Havskabte kystlinier |
D. Unge erosionskyster. |
|
|
a. Klinter. |
||
|
b. Nedbrydningskyst langs lav strand. |
||
|
E. Unge tilvækstkyster. |
||
|
a. Barre-øer. |
||
|
b. Odder. |
||
|
c. Fed. |
||
|
d. Vinkelforland. |
||
|
F. Udligningskyster. |
||
|
Modne stadier af typerne D. og E. |
||
|
III. Menneskeskabte kystlinier |
G. Digelinier. |
|
|
H. Høfdebeskyttede kyster. |
||
|
I. Landvindingskyster i marsk. |
|
I. Fladkyster |
A. Strandvoldsfladstrand. |
|
|
B. Tilgroningsfladstrand. |
||
|
II. Stejlkyster |
C. Granitklippekyst. |
|
|
D. Kalkstensklinter. |
||
|
Bænket lagstilling. |
||
|
Forstyrret lagstilling. |
||
|
E. Ler- og sandklinter. |
||
|
Moræne. |
||
|
Glaciale sandlag i regelmæssig lejring. |
||
|
Forstyrrede glaciale lagserier. |
||
|
Tertiært sand og ler. |
Ferskvandsøkonomien er en så vigtig geografisk faktor, at den meget vel tåler at sidestilles med jordbundsforhold og vejr. En væsentlig del af nedbøren går tilbage til atmosfæren ved fordampning, og en anden betydelig del siver ned i jorden, men kun undtagelsesvis løber større mængder af nyfalden regn af langs overfladen. Den årlige fordampning fra en fri vandoverflade er af samme størrelsesorden som den årlige nedbør, i nogle egne af landet endog større, men der er i så henseende stor forskel på årstiderne; i december fordamper kun ca. 1/3 af nedbøren, medens junifordampningen er ca. 2–3 gange så stor som det gennemsnitlige regnfald. Fra en ubevokset jordoverflade er den årlige fordampning langt mindre, men meget variabel, idet den bl.a. afhænger af jordbundens art og af dens vandindhold. En bevokset overflade har i sommerhalvåret væsentlig større fordampning end en nøgen, men afhængigheden af plantevækstens årsrytme er stor og kompliceret. Man antager, at fordampningen fra en korn- eller græsmark er 2–3 gange større end fra en nøgen overflade, og fra skovbevokset land synes vandtabet til atmosfæren at være endnu større.
Vandøkonomien i mulden og de nærmest underliggende lag er således underkastet store svingninger. I vinterhalvåret er der i reglen vandoverskud i disse lag som følge af den ringe fordampning, og der sker derfor en nedsivning til dybereliggende, vandførende lag. Under langvarige frostperioder lukkes overfladen; sneen bliver liggende på denne, og først ved tøbrud kommer der igen nogen større bevægelse i det overfladiske ferskvand. I forår og sommer angribes vandreserverne i overfladelagene ofte så stærkt, at afgrøderne lider skade ved vandmangel. Nedbøren opsuges i denne periode af de øvre lag og opmagasineres for en tid, indtil fordampningen på ny reducerer beholdningerne. Nedsivning finder kun sted i ringe grad, og forsommerens vandregnskab er derfor lokaliseret til selve overflade-lagene, idet balancen bestemmes af reserven fra vinteren og den tilførte nedbør på den ene side, medens fordampning i alt væsentligt er bestemmende for vandafgivelsen.
I det tidlige forår er der i reglen så stort vandoverskud, at der dannes midlertidige damme i de talrige afløbsløse lavninger i det unge moræneland. Den naturlige udtørring af disse foregår så langsomt og med så uheldige jordbundsmæssige følger, at jordbehandling og tilsåning ikke kan udføres i tide. Kun gennem kunstig vandafledning er det muligt at anvende sådanne lavninger som landbrugsjord. Større, sammenhængende, vandlidende arealer forekommer bl.a. på de flade dalbunde, på de øvre dele af hedesletterne og på det marine forland, navnlig i Nordjylland.
Den kunstige vandafledning ved hjælp af grøfter og drænrør er derfor en yderst vigtig kulturforanstaltning og en af de grundlæggende forudsætninger for vor store planteproduktion. Man regner, at mere end 25% af landbrugsarealet er drænet. Følgen er, at tidligere nytteløse områder nu indgår i produktionen med fuld ydeevne.
Tørkeperioder i forår og sommer forårsager utvivlsomt ofte en reduktion af høstudbyttet, navnlig på de lette jorder, og en regulering af disses vandbalance på en sådan måde, at afgrøderne ikke bliver udsat for virkninger af tørkeperioderne, kunne efter al sandsynlighed forøge produktionen. Vore bestræbelser har s. 79 hidtil for største delen været rettet mod en bortledning af vand fra vandlidende arealer, men erfaringer fra de senere år tyder på, at man til nogle af de mere intensive dyrkningsformer med fordel kunne anvende en eller anden form for vanding. De reserver af ferskvand, som her måtte komme i betragtning, er såvel grundvand som overfladisk ferskvand i vandløb og søer.
Grundvand. Nedsivningen til dybere liggende lag er en meget indviklet proces, der fortrinsvis finder sted i vinterhalvåret. Vandbevægelsen foregår navnlig gennem stærkt porøse lag og forløber stort set langs svagt skrånende flader fra landets højere dele med retning mod kysterne. Gruslag og sprækkede kalkstensoverflader spiller en stor rolle for denne vandføring. Forsyningen med husholdningsvand og vand til industrien er hidtil sket fra grundvandet og har indtil nu ikke mødt alvorlige vanskeligheder, men man sporer visse tegn på, at sådanne i fremtiden kan forventes.
Der er således en udbredt tendens til sænkning af grundvandstanden, der bl.a. skyldes det stærkt stigende vandforbrug, som navnlig er knyttet til de større byer og industriområder, dels på grund af befolkningens vækst, og dels fordi forbruget pr. indbygger er stærkt stigende. For tiden kan man regne et årsforbrug på ca. 100 m3 pr. individ. Dette medfører, at grundvandsbeholdningerne for hele Sjælland i stigende grad beslaglægges af byerne, navnlig Storkøbenhavn, og den situation er ikke fjern, da en planmæssig udnyttelse og fordeling af den til rådighed værende vandmængde må foretages. For Jyllands vedkommende er stillingen væsentligt bedre, idet vandreserverne her er større og kravene mindre. I denne landsdel må det være muligt at skaffe grundvand i betydelige mængder, også til en eventuel kunstvanding.
I det marine forland er vandforsyningen ofte vanskelig, fordi dele af grundvandet indeholder så meget salt, at anvendeligheden begrænses. Nogle steder har pumpeanlæggene nær kysten sænket grundvandspejlet så meget, at saltvandet fra havet er sivet ind.
Det rindende vand stammer for største delen fra vand, der er sivet ned i jorden, og som gennem kilder, drænrør og grøfter på ny føres frem til overfladen. Ved et vandløbs vandføring forstår man den vandmængde, som i en tidsenhed, i reglen ét sekund, passerer et tværsnit af løbet. For at kunne sammenligne forholdene i områder af forskellig størrelse indfører man begrebet afstrømning, d.v.s. vandføring divideret med målestedets oplandsareal målt i kvadratkilometer (1/sek. km2). Man taler endvidere om afstrømningsprocenten, d.v.s. den del af nedbøren over et givet område, der løber af gennem vandløbene.
En gennemgang af dette materiale viser en forbavsende rig variation. Afstrømningen er langt større om vinteren end om sommeren, til trods for at nedbøren i sommerhalvåret er størst; årsagen hertil er, at fordampningen i den varme årstid beslaglægger nedbøren, og at kun en meget ringe del når frem til vandløbene. I Østdanmark er vandføringen i åerne om sommeren ofte ganske ringe, og adskillige vandløb tørrer ud.
Rundt regnet 1/2–1/3 af nedbøren kommer frem i vandløbene; resten fordamper eller føres bort med grundvandet. Nørrejyske vandløb har en gennemsnitlig afstrømning på ca. 12 liter pr. sekund pr. km2, fynske ca. 8, sjællandske 7–3; deraf følger, at et midtjysk vandløb i gennemsnit fører 2–3 gange så meget vand som et østdansk med samme afstrømningsareal.
Nogle vandløb viser særlige forhold, således de dybt nedskårne midtjyske åer, som modtager store mængder af grundvand, og som har ringe årsvariation i vandføring.
Man kan på denne måde nå en omtrentlig vurdering af, hvor meget rindende vand en landsdel præsterer gennem en nærmere bestemt periode. Som helhed kan det siges, at vandløbene på Øerne om sommeren er vandfattige, og man kan altså ikke i denne del af landet i den varme årstid regne med væsentlige mængder af åvand til vanding, drift af møller eller som reserve for vandforsyning.
Forskellen mellem nedbør og afstrømning er meget nær ens i alle landsdele, nemlig ca. 11 liter pr. sekund pr. km2. Dette må forklares ved, at fordampning og grundvandsudstrømning til havet »tager først«, og at den gennem vandløbene afstrømmede vandmængde repræsenterer det, der er blevet tilovers.
Danmarks vandløb er relativt små i henseende til vandføring, nedbørsareal og længde; de største er følgende:
|
Nedbørsareal |
Vandløbets længde |
|
|
Gudenå |
2643 km2 |
158 km |
|
Skern å |
2338 km2 |
94 km |
|
Vidå |
1127 km2 |
68 km |
|
Storå |
1100 km2 |
104 km |
|
Varde å |
1088 km2 |
99 km |
|
Ribe å |
922 km2 |
67 km |
|
Suså |
835 km2 |
83 km |
|
Odense å |
784 km2 |
53 km |
Åerne har kun undtagelsesvis betydning som trafikveje, men enkelte steder har man foretaget en uddybning med sejlads for øje, således i Gudenåen neden for Randers, i den yderste del af Odense å og Susåen. Tidligere havde man pramfart mellem Silkeborg og Randers samt fra Vadehavet til Varde, Ribe og Tønder, men denne trafik er i nutiden betydningsløs eller fuldstændigt ophørt.
Man har villet hævde, at åerne ved begyndelsen af den historiske tid skulle have været langt mere vandrige end i nutiden, og man har en lang række overleveringer om sejlads fra kysterne langt ind i landet; sådanne forestillinger må almindeligvis betragtes med nogen skepsis.
Udnyttelsen af vandkraften har i middelalderen haft stor udbredelse, og indtil det 17. århundrede skete kornformalingen i vandmøller. Senere oprettedes på gunstige steder vandkraftanlæg til industri, fx. stampemøller, knusemøller eller smedemøller i Midtjylland, ved Grejs å, ved Mølleåen i Nordsjælland og flere andre steder, og disse anlæg fik stor betydning som vækstpunkter for dansk industri. Der er i de senere år bygget nogle få større vandkraftanlæg til fremstilling af elektrisk kraft, blandt hvilke må nævnes Gudenåcentralen og værkerne ved Vestbirk, Harte og Holstebro. Produktionen af vandkraftelektricitet er dog meget beskeden og udgør kun 1–2% af den samlede.
Det stærkeste fald finder man i reglen i småbækkene, og for større åer er faldkurven i reglen ganske flad. Strømhastigheden er derfor ringe og åløbene ofte slangebugtede. I mange tilfælde har man foretaget en udretning og regulering af løbene, og dette i forbindelse med hyppige oprensninger har medført store landskabelige ændringer. Også den biologiske tilstand bærer præg af kulturindgreb, idet et stigende antal vandløb lider under forurening fra kloakker, industrivirksomheder, s. 81 virksomheder, siloer m.m. Fiskebestanden er derfor stærkt reduceret, og et biologisk uberørt, større vandløb er i vore dage en sjældenhed. Åvandet bruges i beskedent omfang til vanding af enge og marker. Kanalvanding er således bragt i anvendelse ved en række vest- og nordjyske vandløb, og man har gjort forsøg med oppumpning af åvand til sprøjtevanding.
Bugtet åløb gennem eng i jysk hedeegn (Karup å i nærheden af Karup).
Fot. Viggo Hansen 1950.
Søer findes i alle danske landsdele, men højst ulige fordelt; kun få er af nogenlunde anselig størrelse, men 11 søer indtager dog over 500 ha; blandt disse Arresø på 4063 ha, Esrum sø på 1738 og Mossø på 1689 ha. De fleste søbækkener er lukkede lavninger i det unge moræneland, fx. huller efter dødis. Mange af vore mere betydelige søer er langsøer, der ligger i bunden af tunneldalene; til denne gruppe hører Silkeborgsøerne, Viborgsøerne, Furesø-gruppen og flere andre. De er ofte relativt dybe, 20 m eller derover. Deres bundrelief er vekslende, med dybe huller adskilt af grunde og rygge. I vore klitegne findes en søtype med ringe dybde, varierende vandstand og fattig bund på steder, hvor afblæsning eller opdæmning har frembragt et lukket bassin. Nogle af vore større søer ligger på det marine forland og er dannet ved landhævning og afspærring fra havet. Eksempler herpå er Arresø og søerne mellem Nissum fjord og Ringkøbing fjord. Et stort antal søer og vandhuller er kunstige, fx. dæmningssøer ved kraftværker og møller, fiskedamme, mergelgrave, kridt- og lergrave samt tørvegrave. Mergelgravene er overmåde talrige og er et meget karakteristisk landskabeligt element, og det samme gælder i visse egne vandingshullerne for kreaturer.
De fleste større danske søer har konstant vandstand, som bestemmes af tærskelhøjden i afløbet, men en mængde mindre og enkelte større søer har ringe overjordisk afløb, således Madum sø og en del af vore klitsøer. Man skelner mellem sure og neutrale til basiske søer, mellem klarvandssøer og brunvandssøer, mellem kalkrige og kalkfattige søer.
Søvandets temperaturforhold er ligeledes forskellige. Om vinteren har vandet omtrent samme temperatur fra overflade til bund, og i de lavvandede søer møder man også om sommeren ensartede temperaturer. I de dybe søer opvarmes overfladelaget om sommeren, men der danner sig et springlag mellem dette og det kolde bundvand, som stagnerer, og som først under efterårsstormene bliver blandet op med det varme overfladelag. På denne måde opnår bundvandet om efteråret sin højeste temperatur, og oktober er således vore dybe søbundes sommertid. På grund af manglende cirkulation forbruges ilten i de bundnære vandlag i løbet af sommeren, og først ved efterårets opblanding tilføres ny ilt. Dette er utvivlsomt den væsentligste årsag til den fattigdom på dyreliv, som præger de større sødybder, medens de mere lavvandede partier og overfladevandet rummer et rigt plante- og dyreliv.
Kilder findes i mange af landets egne, navnlig langs siderne af de store øst- og nordjyske dale samt i egne med højtliggende kalklag. Den største af disse er Blåkilde i Himmerland. I ældre tid betragtedes mange af disse som hellige kilder. På grund af nutidens effektive dræning formindskes imidlertid vore kilders antal og vandføring, og dermed reduceres et element i det oprindelige danske landskab.
Det ferske vand har i vore dage stigende betydning, fordi behovet er stærkt voksende, hvorfor man efterhånden tvinges ind på en virkeligt rationel udnyttelse af vore beholdninger, og man kan forudse en hurtigt forløbende udvikling på dette punkt. Det er i denne sammenhæng ejendommeligt, at vore søer og vandløb hidtil har spillet en beskeden rolle i henseende til bebyggelse og erhverv.
Kun få mennesker lever ved bredderne af vore ferske vande. Fiskeriet i disse er, bortset fra dambruget, ret ringe, og transportmæssigt betyder de heller ikke stort. De gamle vandmøllegårde vidner dog endnu om en betydningsfuld periode i vandkraftens historie, og langs de vestjyske vandløb har engene gennem århundreder dannet et vigtigt grundlag for bebyggelse og erhverv lige til hedeopdyrkningens tid. Ådale og søer har indtil vor tid dannet alvorlige hindringer for samfærdslen, hvis ruter gennem århundreder bl.a. er blevet bestemt af vadesteder og andre overgange. De gamle jyske hovedveje fulgte således i det væsentlige de store midt- og vestjyske vandskel, og mange af vore købstæder er anlagt ved overgangssteder over vandløb og enge nær kysten.
Ved tørveaflejringer forstås jordarter, hvis indhold af organisk stof udgør mere end 70% af tørvægten, og dersom tørvelaget er mere end 30 cm tykt, har man en mose. Vort samlede moseareal må efter denne afgrænsning sættes til ca. 1300 km2, hvoraf langt den største del, nemlig næsten 1100 km2 ligger i Jylland. Tørvejorden er yderst forskellig og dens værdi som brændstof ligeledes. Man skelner således efter dannelsesmåden mellem skovtørv, kærtørv og mostørv, og s. 83 man inddeler tørvene i klasser efter deres brændselsværdi. En vigtig faktor er indholdet af aske, men navnlig må man ved praktisk bedømmelse tage hensyn til vandindholdet. De allerfleste moser er ganske små, indtil 10 ha, og udnyttes rent lokalt af den landbrugende befolkning. Største delen af disse moser er imidlertid afgravede og er efterhånden blevet til kulturland eller til tørvegrave. Større, sammenhængende mosestrækninger er knyttet til dalbundene, navnlig de øst- og nordjyske samt enkelte på Sjælland, til de øvre dele af hedesletterne samt til det marine forland. På dette finder man i Nordjylland Danmarks største moseområder, nemlig Store- og Lille Vildmose.
Tørvestabling i moserne ved Moselund (vest for Silkeborg).
Fot. Jonals.
Dræningen og afvandingen af lavtliggende og vandlidende områder har bl.a. bevirket, at tørvedannelsen i vore dage praktisk talt er ophørt. Vore forråd er altså en gave fra fortiden, som efterhånden vil blive opbrugt, og med nutidens tekniske hjælpemidler kan man bearbejde og transportere så store mængder af tørv, at en sådan udvikling kan tilendebringes i løbet af en kort årrække. I tider med normal brændselsforsyning opgraves ca. 1/2 mill. tons tørv om året til husholdningsbrændsel, men under store krige og andre perioder med brændselsnød har man sat produktionen op, og ved sådanne lejligheder gøres der alvorlige indgreb i vore reserver. Omkring 1940 var forrådene af gode brændselstørv ca. 142 mill. tons, hvoraf 110 mill. fandtes i Jylland og 21 på Sjælland; men under sidste krig og i tiden efter var der et meget stort forbrug. Der er altså i vort århundrede sket en væsentlig reduktion af vore beholdninger, men vi har dog endnu en s. 84 anselig tørvereserve, som i nødstider kan anvendes til delvis dækning af det meget påtrængende energibehov. Fordelingen på landsdelene er imidlertid ugunstig. Efter sidste verdenskrig er Øernes tørvereserver meget små, og forsendelsen af tørv fra Jylland til Øerne stiller så store krav til det rullende og sejlende materiel, at en forsyning fx. af København er vanskelig. Dertil kommer, at energiforbruget ved fjerntransporterne bliver så stort, at der ikke er noget forhold mellem dette og den energimængde, de transporterede tørv repræsenterer.
Fremstillingen af brændtørv foregår på flere måder; man skelner således mellem skæretørv, æltetørv og pressetørv, og man har desuden forsøgt at fremstille briketter for at mindske transportudgifterne. Desuden fremstilles betydelige mængder af tørvestrøelse og isolationsmateriale.
En stigende del af vore mosearealer tages under kultur og forvandles til landbrugsland, såvel græsland som pløjeland. Store strækninger af dalmoserne er således forvandlede til enge; men det største foretagende af denne art er opdyrkningen af Store Vildmose. Staten erhvervede 1921 2800 ha af denne og foranstaltede 1921–36 en kultivering af hele dette areal. Efter afvanding og tilførsel af mergel, fosforsyre- og kaligødning blev arealet udlagt med græs, og efterhånden har man i stigende grad indført også andre kulturplanter, navnlig kartofler. En lignende proces er i gang i Lille Vildmose, hvor man har angrebet den nordlige del og har taget anselige arealer under kultur, dels som selvstændige brug og dels som tillægsjorder til allerede eksisterende.
Det egentlige Danmark har ingen oceankyst, idet alle vore farvande er lavvandede rand- eller middelhave, hvis bund efter bygning og oprindelse hører til fastlandene og ikke til oceanerne. Vort største farvand, Vesterhavet eller Nordsøen, er således et randhav, hvorved forstås et havområde mellem et fastland og en øgruppe, der skiller det fra oceanet. Syd for en linie fra Hanstholm mod vest møder man kun enkelte huller med mere end 100 meters dybde, og store partier, de såkaldte banker, er ganske fladvandede; på Dogger Banke ligger således de højeste partier kun 13 m under overfladen. Store dele af Nordsøen har efter istiden været land; herom vidner tilstedeværelsen af gamle flodrender og undersøiske tørvemoser; enkelte redskabsfund tyder endog på, at dele af Nordsøen i ældre stenalder har været beboet af mennesker. Mod nord tiltager dybden, og i Norske Rende, som i en bue følger Norges kyst fra Oslo fjord til farvandene ud for Bergen, har man målt 7–800 m. Norske Rende er formentlig anlagt som en gravsænkning, der hører sammen med de store brudzoner i Oslo fjord og Mellemsverige.
I Nordsøen og Skagerrak er der kun undtagelsesvis grunde og rev, der ligger så højt, at de betyder en fare for sejladsen. Undtagelser er dog Horns rev, der fra Blåvandshuk skyder sig ca. 40 km mod vest, og Skagens rev, men i øvrigt følger 10 m-kurven i reglen den jyske vestkyst i en afstand af ca. 1 km.
Store vindstyrker, navnlig fra retninger mellem sydvest og nordvest, er hyppige, og bølgevirksomheden er betydelig. Man har iagttaget stormbølger på indtil 5 meters højde, og virkningerne på lavt vand og især langs den jyske kyst er ret s. 85 s. 86 voldsomme. Materialtransporten er anselig, og kysten er stærkt udlignet. Tidevandet i Nordsøen og Skagerrak fremkommer ved et sammenspil mellem tidevandsbølger fra henholdsvis farvandet nord for Skotland og fra Kanalen; herved opstår et roterende system af ebbe og flod, der betinger, at højvande og lavvande optræder til forskellig tid og med forskellig styrke. Det største tidevandsskifte i danske farvande har man i Lister Dyb syd for Rømø, hvor forskellen på vandstanden ved flod og ebbe er næsten 2 m. Ved Blåvandshuk er skiftet kun 1,6 m, ved Hirtshals 0,3 m og i Kattegat endnu mindre. Tidevandsstrømme mærkes især i Nordsøens sydlige del og da navnlig i vadeområderne langs kysterne. Jævnsides med den regelmæssige, astronomisk betingede tidevandsrytme på 12 timer og 25 minutter mellem to på hinanden følgende højvander optræder imidlertid andre vandstandsændringer, bl.a. på grund af vindpres og forskelligheder i lufttryk. Når denne stigning er mere end 3–4 m over Dansk Normal Nul, taler man om stormfloder, og sådanne har gang på gang hærget den jyske vestkyst, især de lavtliggende områder i Sønderjylland, hvor man navnlig erindrer ulykkerne 1634 og 1825, der forårsagede store ødelæggelser og tab af menneskeliv. Største delen af den lave vadehavskyst er nu beskyttet af diger.
Dybdeforhold i havet omkring Jylland og Øerne.
De danske farvande, hvis dybde ikke overstiger 200 m, må betegnes som fladsø eller overskylningshave, havtransgrederede dele af fastlandssoklen. Norske Rende med dybder indtil 800 m er en del af det sænkningsområde, der fortsætter ø.-på i Mellemsverige. De dybe render fx. i Bæltfarvandet er oprindelig udformet som floddale i fastlandstidens landoverflade. Universitetets Geografiske Laboratorium del.
Den fiskerimæssige udnyttelse er meget intensiv, idet en stor fiskerflåde arbejder fra havnene mellem Esbjerg og Frederikshavn. Storm og tåge volder ikke sjældent vanskeligheder for fiskeri og sejlads, men den moderne teknik har medført så store fremskridt i fartøjernes sødygtighed og navigation, at risikoen er væsentligt nedsat. Hertil bidrager også et højt udviklet redningssystem, og de tidligere så hyppige strandinger på revlerne langs den jyske vestkyst er nu sjældne begivenheder. Medens Nordsøen og Skagerrak med enkelte undtagelser er rene farvande uden farlige grunde og rev, har Kattegat og Bæltfarvandene talrige lavvandede flak og rev og landløse grunde. Farvandet øst for en linie gennem Læsø og Anholt, den såkaldte Østerrende, har dog betydelig vanddybde, der fortsætter ubrudt og med nogenlunde rent farvand gennem hele Kattegat og det nordlige Øresund til linien København–Malmö. I Kattegats vestlige del er bundrelieffet ret uroligt og vanddybderne ringe. Karakteristisk er her forekomsten af nogle smalle, dybe, forgrenede render og en meget ujævn bund, hvis bakker rager op som øer, holme og grunde. Blandt disse kan nævnes Store Middelgrund med 6,5 m vand og Schultz Grund ved indsejlingen til Store Bælt med kun 3 m vand. Indsejlingen til Limfjorden ved Hals besværliggøres af en højtliggende barre. Stortrafikken foretrækker af sikkerhedsgrunde Østerrende, som tillige for mange ruter repræsenterer den korteste sejlvej.
Forbindelsen mellem Kattegat og Østersøen dannes af de danske stræder, hvor farvandsbredden på de smalleste steder indsnævres stærkt: Øresund 4 km (Helsingborg-Helsingør), Store Bælt 18 km (Halsskov-Knudshoved) og Lille Bælt 0,7 km (Snoghøj-Kongebro).
Bælternes dybdeforhold er i øvrigt meget forskellige. Øresund deles i en nordlig og en sydlig del af en tærskel fra København over Amager og Saltholm til Malmö; maksimaldybden er her kun 8 m (Drogden), og skibe, der kræver større vanddybde, må derfor som gennemfartsvej benytte Store Bælt, hvor dybe, men smalle og krogede render forbinder det sydlige Kattegat med Østersøen. Lille Bælt har ganske vist en ret stor tærskeldybde (ca. 13 m), men farvandet er snævert, bugtet og vanskeligt at besejle. Den del af Østersøen, der beskyller de danske kyster, er s. 87 s. 88 med undtagelse af Gedser rev og Falsterbo rev rent farvand med dybder på 20 m og derover. Det samme gælder området omkring Bornholm, hvor kun Christiansø og Adler Grund mellem Bornholm og Rygen danner hindringer for sejladsen.
Øresunds dybdeforhold.
I Øresunds nordlige del fortsætter det østlige Kattegats store dybder gennem den 4 km brede snævring ved Helsingør og videre s.-på, ø. om Ven. Helt forskellige herfra er dybdeforholdene mellem Kbh. og Malmö, hvor øerne Amager og Saltholm deler Sundet op i 3 løb. Kalvebodstrand er lavvandet, lukket med sluse til regulering af vandstand i Kbh.s havn og nu delvis tørlagt ved inddæmning (se amtskortet). Drogden mellem Amager og Saltholm deles mod nord af Middelgrunden i Kongedyb og Hollænderdyb m. 10 m.s dybde; mod syd er en fyrmærket sejlrende kunstig uddybet til 8 m, og i Flinterende, øst for Saltholm er lign. dybde. For største delen af handelstonnagen er dybderne her tilstrækkelige, kun de allerstørste skibe må benytte Store Bælt som adgangsvej til Østersøen. For vandudvekslingen mellem Østersøen og Kattegat er denne tærskel imidlertid en væsentlig hindring. Det brakke vand fra Østersøen kan som overfladestrøm gå n.-på, medens Kattegats salte, tunge vand går som bundstrøm s.-på, hovedsagelig gennem Bælterne. Øresund afgrænses m. n. af linien Gilbjerg Hoved–Kullen og m. s. af linien Stevns fyr–Falsterbo pynt.
Geogr. Lab. del.
Lille Bælts dybdeforhold.
Lille Bælts nordlige tragtformede del går mod s. over i det snævre, bugtede farvand, der på det smalleste sted ved Snoghøj, hvor Lillebæltsbroen er anlagt, kun er 0,7 km. Dybderne er store i denne del af Lille Bælt, størst 81 m v.f. Fænø, ud for Kolding fjord. Landskabeligt minder denne strækning om en stor floddal, et indtryk, der afspejler Lille Bælts tilblivelse som moden floddal i fastlandstiden, senere omdannet til stræde efter en relativ havstigning. Lille Bælts sydlige del karakteriseres ved et indviklet mønster af dybe partier, udbredte flak og smalle, dybe render. Stærke strømme kræver agtpågivenhed ved navigation, men renderne, der er afmærket med ledefyr, sikrer besejlingen. Den kraftige vandbevægelse bevirker, at de dybe render ikke fyldes op med havbundsaflejringer, hvilket ellers almindeligvis er tilfældet med den slags hulformer. Disse furer, der antagelig allerede blev dannet af istidens smeltevandsstrømme, fortsætter således stadig deres eksistens trods områdets gennem tiderne skiftende niveauforhold. Lille Bælt afgrænses m. n. af linien Æbelø–Bjørnsknude, m. s. af linien Pöls Huk på Als–Vejsnæs Nakke på Ærø.
Geogr. Lab. del.
Vesterhavets vand indeholder 3–3,5% salt, medens Østersøens vand har mindre end 1%. I de farvande, som forbinder disse to have, Kattegat og Bæltfarvandene, mødes det salte og det brakke vand, og på grund af Vesterhavsvandets større vægtfylde har dette en tendens til at lejre sig langs bunden, medens Østersøvandet flyder ovenpå. Overalt i farvandene mellem Vesterhavet og Østersøen sker der en betydelig opblanding af de to vandtyper.
Østersøens tilførsel af ferskvand gennem nedbør og vandløb er større end fordampningen, og der fremkommer derved et årligt vandoverskud i Østersøen på ca. 500 km3, som må bortskaffes gennem nordgående strømme i Bæltfarvandene. Der sker desuden en indstrømning af salt Vesterhavsvand og af blandingsvand, der som bundstrømme bevæger sig mod syd gennem Kattegats dybere render, især i farvandet øst om Læsø. Det salte bundvand kan følges ind i Øresunds nordlige del, men standses af den undersøiske ryg mellem København og Malmö. Derimod er der passage gennem Store Bælts dybe render, og ad denne vej strømmer anselige mængder ret saltholdigt bundvand ind i Østersøen, hvor det lejrer sig i de dybere bassiner.
Mængden af det vand, der årlig strømmer ud fra Østersøen, bestemmes således af ferskvandsoverskuddet såvel som af det indstrømmende bundvand, og den samlede udgående vandmasse beløber sig til omkring 1000 km3.
I øvrigt er strømforhold, saltholdighed, temperaturforhold og biologiske tilstande ret forskellige i de tre bælter. I Store Bælt har man generelt en udgående overfladestrøm og en indgående bundstrøm. Skillefladen mellem disse to vandmasser er relativt skarp og danner et såkaldt springlag, hvis dybde dog er stærkt vekslende, men som ofte træffes i en halv snes meters dybde. I Sundet findes salt bundvand som nævnt til København-Malmö-ryggen, men i farvandene Drogden og Flinterenden træffes så godt som altid Østersøvand med generel bevægelse mod nord. I Lille Bælt mangler springlaget. Saltholdighed og temperatur er ens fra overflade til bund, og strømmene er i det smalle og dybe farvand meget stærke, skiftende og turbulente.
Vandomsætningen gennem bælterne er i øvrigt præget også af andre faktorer; vindstuvning og forskel i barometerstand forårsager således svingninger i vandstanden i alle de større danske farvande, men da disse svingninger ikke følges ad, kommer der forskelle i havoverfladens niveau og i trykforholdene, som giver anledning til strømme gennem bælterne. Også tidevandsbevægelsen spiller en rolle, ikke mindst for det salte bundvand.
Forskellen i saltholdighed mellem Vesterhavsvandet, Østersøvandet og de talrige typer af blandingsvand betinger en rig biologisk variation og medfører en vigtig geografisk konsekvens, nemlig en forskel i islægget. Vand, der indeholder 1 % salt, fryser ved ÷ 0,5°, medens vand med 3 % salt først fryser ved ÷ 1,6°. Dette er en af årsagerne til, at der ofte optræder havis i vore indre farvande, medens Vesterhavet ikke fryser til. I de såkaldte isvintre, der optræder i et antal af ca. 15–20 pr. århundrede, islægges en større eller mindre del af Kattegat og Bælt-havet, og derved fremkommer betydelige hindringer for søtrafikken. Den første isdannelse sker i reglen efter 1. januar; den begynder i fjordene og langs s. 89 Øresundskysten, angriber derefter dele af Bælthavet og det sydlige Kattegat, medens Østerrenden ved Læsø først sent dækkes af is. En vigtig omstændighed ved de danske farvandes havis er den hyppige forekomst af isskruninger, der dels fremkommer som resultat af strømme og dels på grund af vindpres, og som danner meget alvorlige hindringer for trafikken i Kattegat og Bælt-havet, ikke mindst for den livsvigtige færgetrafik over Sundet og Store Bælt.
I biologisk henseende er de danske farvande rige, og produktionen af organisk stof er overalt stor. Dette betinger bl.a., at vi får en stor fiskebestand, navnlig i Kattegat, Skagerrak og Vesterhavet; det drejer sig om en række arter, dels stationære fisk og dels vandrefisk. Udnyttelsen er meget intensiv, og fangsten består såvel af spisefisk af høj kvalitet som af industrifisk til fremstilling af fiskemel og fiskeolie.
Litt.: V. Milthers. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen. D. G. U. III. Rk. Nr. 28. 1928. A. Schou. Atlas over Danmark. Bd. I. 1949. Danmarks Geologiske Undersøgelse. Beskrivelse til Geologisk Kort over Danmark. Oversigt over Danmarks Geologi. D. G. U. V. Rk. Nr. 4. 1928. C. H. Bornebusch og K. Milthers. Jordbundskort over Danmark. D. G. U. III. Rk. Nr. 24. 1935. A. Schou. Det marine Forland. 1945. Danmarks Klima. 1933. L. Lysgaard. Lufthav, Vejr og Klima. 1943. De danske Heder. I–II. 1943. Danmarks Skove. 1938. E. Warming. Dansk Plantevækst. I–III. 1906–1919. Beretning om Det Danske Hedeselskabs Kulturtekniske Afdelings hydrometriske Undersøgelser. I–VI. 1923–1946. J. M. Lyshede. Hydrologic studies of Danish watercourses. Fol. Geogr. Dan. VI. 1955. K. Berg m. fl. Studies on the humic acid lake Gribsø. Fol. Limn. Scand. VIII. 1956. F. Thøgersen. Danmarks Moser. Beretning om Hedeselskabets systematiske Eng- og Moseundersøgelser. 1942. Den Danske Lods. – Se i øvrigt de naturvidenskabelige skriftrækker.
Bestræbelserne for at bevare de sparsomme rester af nogenlunde uberørt natur i Danmark går tilbage til begyndelsen af dette århundrede. Sagen blev oprindelig rejst af videnskabsmænd og kunstnere, bl.a. ved et »Udvalg for Naturfredning«, der blev nedsat 1906. 1911 stiftedes Danmarks Naturfredningsforening, og på grundlag af et af denne udarbejdet forslag vedtog rigsdagen 1917 Danmarks første naturfredningslov (af 8/5), som 7/5 1937 afløstes af den nugældende lov. For hver amtsrådskreds samt for København oprettedes et naturfredningsnævn samt et for hele landet fælles overfredningsnævn og et ligeledes fælles naturfredningsråd.
Arbejdet for fredningens gennemførelse og opretholdelse griber imidlertid ind i en række interesser af praktisk, økonomisk og retslig karakter, og da det tillige angår mange forskellige objekter, bliver administrationen af fredningsarbejdet ret omfattende og ikke sjældent vanskelig. Fremgangsmåden ved etableringen af fredningerne er ret varierende. Loven af 1937 indeholder således ikke blot almene bestemmelser om fredningsarbejdets organisation, gennemførelse og håndhævelse, men tillige en række konkrete fredningsbestemmelser for visse naturværdier, såsom strande og skovomgivelser, og for kulturmindesmærker fra oldtid og middelalder. Fredningen går i nogle tilfælde ud på generelt at beskytte en eller anden naturværdi eller et kulturmindesmærke mod ødelæggelse eller forringelse, navnlig ved bebyggelse, rydning og beplantning. Man har desuden adgang til fredning af landskabelige værdier og af sådanne objekter, som skønnes at være af væsentlig videnskabelig eller undervisningsmæssig værdi, fx. visse dyreog plantearter eller sådanne lokaliteter, som i biologisk eller i anden henseende måtte være af særlig betydning. Man har også søgt gennem en række bestemmelser at sikre befolkningen adgang til friluftsliv i naturen; strandbredder er s. 90 således i almindelighed offentligt tilgængelige og ligeledes skove i offentligt eje. Et stort antal fredninger er gennemført som overenskomster mellem jordejere og naturfredningsmyndigheder, og det er på denne måde lykkedes at bevare betydelige naturværdier mod forringelse, ligesom det i en række tilfælde er blevet muligt at sikre offentligheden adgang til sådanne områder, navnlig skove og parker.
Strande, skove, lyngområder og klitter udnyttes i stigende grad som friluftsområder for bybefolkningen, ikke mindst på Sjælland, hvor man navnlig i Københavns omegn har måttet gennemføre meget vidtgående og kostbare foranstaltninger.
Begrebet naturfredning har således gennem de seneste årtiers udvikling fået en anden og langt bredere betydning end forhen. Det oprindelige formål at bevare naturværdierne indtager stadig en central plads, men jævnsides hermed går bestræbelserne for at sikre den stærkt stigende bybefolknings mulighed for ophold i det fri, og dette moment er i de senere år kommet stærkere i forgrunden.
Niels Nielsen professor, dr. phil.
Axel Schou professor, dr. phil.