Kirkjubøur sogn

(Kirkebø sogn). Egen kommune. Dette so. består af Streymoys sydl. del og den lille ø Trøllhøvdi, der ligger ved Sandoys n.spids. Lige ud for Kirkjubøur ligger Kirkjubøhólmur. Sandá danner grænse til Tórshavn so. En enklave, Argir, der ligger s.f. denne å, hører til Tórshavn udenbys sogn, og ml. denne enklave og Sandá ligger en enkelt mark, som hører til Tórshavn so. Ml. Sandá og Syðradalsskarð grænser det op til den østl. del af Tórshavn udenbys sogn, og ml. sidstn. skarð og den lille bugt ved Lambatangi på v.kysten grænser det op til den vestl. del af Tórshavn udenbys sogn. V.f. denne del af Streymoy ligger Hestfjørður, og s.for ligger Skopunarfjørður. Mod ø. ligger Nólsoyarfjørður. Landskabet ved de ø.vendte kyster er ret svagt skrånende mod havet. S.på mod Kirkjubønes afsluttes denne skråning m. en kystklint af op til 90 m’s højde. Landet ved de vestl. kyster er som helhed stejlere, og flere steder finder man en lav kystklint. Úti å Bø og ved Kirkjubøur findes rullestensstrand (møl). Sognets sydl. del opfyldes af det brede, men forholdsvis lave Kirkjubøreyn; det højeste punkt findes på fjeldets nordligste del (350 m), og herfra skråner dets overflade meget fladt i sydøstl. retning. Landskabet på denne flade er en stenørken m. meget sparsom vegetation. N. f. Velbastaðarhálsur ligger Fjallmannaheyggjur (416 m), Konufelli (491 m) og Murufelli (473 m), tre fladtoppede fjelde, der adskilles af v.vendte s. 257 s. 258 botner. På Velbastaðarhálsur ved Skøtuheyggjur findes et område, der præges af morænehøje. I Havnardalur, fra broen over Sandá til dalbunden, findes et småkuperet terræn m. knolde og høje af morænemateriale. Den største å i sognet er Sandá, der løber langs dets n.grænse. Borá afvander den sydl. del af Kirkjubøreyn og løber ud ml. Kirkjubønes og Glyvursnes. Mígadalsá løber ud n. f. Velbastaður. På Kirkjubøreyn og ved Velbastaður findes et par småsøer. I Havnardalur har man bygget en dæmning tværs over dalen; søen bag denne fungerer som vandreservoir for Tórshavn. Sognets to bygder ligger ved v.kysten. Kirkjubøur ligger på et fladt terræn inden for Kirkjubøhólmur. Bebyggelsen ligger langs landevejen og ml. denne og stranden. Velbastaður ligger i et ret stejlt terræn. Husene er fordelt på flere bylinger. Foruden disse to bygder ligger en del huse s. f. Sandá ved Argir.

Areal: 3909 ha. – Folketal: 1966: 100, fordelt på 24 husstande; 1960: 100, der var således fordelt efter erhverv: fiskeri, landbr. m.v. 57, håndv. og industri 15, handel og omsætning 1, transport 2; administrative og liberale erhverv 6, andet og uangivet erhverv 1, formue, understøttelse m.v. 18. – Høst af kartofler: 65 tdr. – Kreaturhold: 111 stk. hornkv., heraf 77 køer, 1463 får.

I sognet bygderne: Kirkjubøur (da. Kirkebø, 1584 Kirckeby, Kierche Boe gaardt), 1966: 42 indb., beliggende ved foden af den stejle Kirkjubøreyn, m. kirke, kirkeruiner, kongsgd., gartneri, elektricitet fra S.E.V., kombineret vand- og maskinkraft, anlægsbro for både, telegraf- og telf.stat.; Velbastaður (da. Velbestad, 1584 Valbøsted, Valbystedtt), 1966: 58 indb., m. skole (opf. 1905, omb. i forb. m. opf. af lærerbol. 1954), forsamlingshus (tilhørende ungdomsforeningen), sildeoliefabr. (opf. 1963), elektricitet fra S.E.V., kombineret vand- og maskinkraft, telegrafstat., lille bådehavn. Rutebilforb. fra Tórshavn til begge bygder.

Sognekirken i Kirkjubøur er den eneste endnu benyttede middelalderkirke på øerne, sandsynligvis indv. til Jomfru Maria. Den tjente middelalderen igennem som domkirke, idet Magnuskatedralen, der skulle have afløst den, aldrig blev fuldført. Den er opf. af utilhuggede sten, udvendig 21,8 m lang og 7,5 m bred. Antikvariske undersøgelser 1963-67 har vist, at kirken gennem århundrederne har undergået adskillige forandringer. Der er fundet 3 stensatte gulvlag fra middelalder. I to af disse er gjort møntfund, henh. fra 1200t. og 1400t. Under koret fremkom 2 bispegrave, i den ene lå bispestav af træ m. guldfolieret hoved. Kisten er C14 dateret til 1260 ± 100. Ved kirkens v.ende er påvist fundamenter af tilbygget våbenhus. Ca. 1700 fik kirken teglstensgulv og åben tagstol. Den var tækket m. næver og grønsvær, havde 4 små vinduer i s.siden, 1 i v.gavlen, 1 i n.muren og 1 i ø.gavlen. Samtidig indrettedes en gravkælder under korgulvet. Her var gravsat ca. 20 mennesker. 1700t.s begr. fandtes også under hele midtergangen i skibet. Kirken har været kullet, til den 1855 fik lille tagrytter m. spir.

1874 undergik kirken radikal forandring, da havet havde undermineret den. S.muren blev nu opf. af teglsten, og i den indsattes 6 spidsbuede vinduer. N.murens vindue fik sa. form. Alle mure forhøjedes, gavlene fik takker, taget fik skifer, og tagrytteren over v.gavlen gjordes betydelig højere. Kor og skib byggedes ud i ét, og kirken fik tømmergulv og spidsbuet træhvælving (bygmester Guðbrandur Sigurðsson, Tórshavn). Den blev genindviet 20/12 1874 af provst V. U. Hammershaimb. Af inventar, som ved sa. lejlighed udgik, fremhæves: Værdifulde, rigt udskårne, gotiske stolegavle af fyrretræ m. fremstillinger af Madonna med barnet, Maria og Elisabeth og apostlene samt en række våbenmærker, bl.a. Erik af Pommerns rigsvåben. En bedepult m. den ældst kendte fremstilling af det færøske våben (vædderen). Endv. et unggotisk, ligeledes udskåret prælatsæde. Disse genstande findes i Nationalmuseet, Kbh. En træskulptur af Madonna med barnet, en stor Kristusfigur fra middelalder og en trefløjet katekismustavle fra 1600t. er i Føroya Fornminnissavn.

1966-67 foretoges endnu en omfattende ombygning, muliggjort ved bevillinger fra Lagtinget og gaver indsamlet på Færøerne, i Danmark og i Norge (arkt. J. P. Gregoriussen, Tórsh. og Curt von Jessen, Kbh.). Kirken blev genindviet 3/9 1967 af vicebiskop J. Joensen. Middelalderdetaljer s. 259 blev fremhævet, og murhøjden fra 1874 blev bibeholdt, den teglsatte s.mur er dog genopført af rå sten og har 4 rektangulære vinduer, n.murens korvindue har sa. form; middelaldervindue i v.gavlen er genåbnet. Udvendigt murværk er hvidtet; blytag (blytækker H. Hermansen, Jylland); tårnkonstruktionen er ny og tagrytter som før 1874; kobberspir og fløj m. årst. 1967 (smedemester H. E. Hansen, Tórshavn). Stenlagt gulv i forkirken, trægulv i skib og kor. Alter, knæfald, lav korskranke, prædikestol, bænke i kor og skib, skillevæg ml. skib og forkirke, frie bjælker og øvr. åbne tagkonstruktion står alt i umalet træ. Murværket kalkpudset. Levende lys i messingstager. Elektrisk varme. – Inventar: Sølvkrucifiks, tilkommet 1839; sølvkalk og -disk, 1841; 2 barok malmalterstager; sølvlysestage, 6 lys (tegnet af Curt v. Jessen) og sølvvinkande (tegnet af prof. M. Koch), gaver fra Dansk-Færøsk Kulturfond, 1967. Ældre altertavle: Kristus hos Martha og Maria, maleri efter Dorph, tilkommet 1875, hænger nu på n.muren. Altertavle, malet af S. Joensen Mikines, 1967, skænket af konsul G. Jorck’s og hustru Emma Jorck’s Fond, Kbh. Alterdug, broderet og skænket af A. Dalsgaard. Klæberstensfigur: apostelen Johannes, kopi fra Trondheims domkirke, skænket af Trondheim by. Facsimileudg. af Guðbrandur Þorláksson’s bibel 1584, gave fra Islands biskop Sigurbjørn Einarsson 1967. Færøsk alterbog og ritual, indb. i fåreskind, 1967. Messingdåbsfad. 2 klokker. Den ene bærer indskr. på messingplade: Givet til Kirkebø kirke. P(eder) H(ans) Poulsen, og Hustru S(igrid) S(ofie) Nolsøe. År 1853. Den anden bærer indskr.: Eg ringi og rópi av allari megi / Guðs børn mega læra / Í sorg og í gleði / Guð faðir at æra. Skænket 1950 af Absalon Joensen, præst i Syd-Streymoy 1914-1919. – 2 middelalder-ligsten har ligget over bispegrave, nu opsat i koret; indskr. afslidte, på den ene, fra 1400t., læses: Eps Joan, d.v.s. Biskop Johannes.

Kirkjubøur blev tidl. i middelalderen en plads af betydning, thi her residerede bispen, og her var der som nævnt s. 212 en præsteskole. Bygdens anseelse steg mere og mere m. bispestolens, som ved middelalderens slutn. ejede det meste af Syd-Streymoy (se s. 206). Om dens anseelse er der endnu minder, navnlig den store domkirkeruin, Magnus-katedralen, der er øernes s. 260 betydeligste fortidsminde, og som hører til de skønneste gotiske bygningsværker i Norden. Den består af et enkelt, rektangulært langhus (kor og skib i ét), hvis udvendige mål er 26,5 × 10,75 m, samt et kapel østligst på n.siden. Murhøjden er knap 9 m. Det ses af en fortanding i murværket, at der har været planlagt et tårn ved v.enden, men det er aldrig blevet bygget. Murene er opf. af sten (porfyr) sammenbundne m. skælkalk, skilp, fremstillet af knuste muslingeskaller og dyreknogler. Kirken har en slank og meget høj tårnbue i v.gavlen, og desuden på s.siden 2 døre, den vestl. for menigheden, den østl. for præsteskabet. Dørene er rigt profilerede og spidsbuede ligesom vinduerne m. undt. af det eneste vindue i n.muren; over vinduestoppene sidder både indvendig og udvendig skulpturer, fx. i korets s.mur en bispefigur. Der er planlagt 6 fag krydshvælvinger i langhuset, korets to fag er båret af leddelte vægpiller m. udhuggede kapitæler, skibets hvælv er beregnet båret af konsoller, ligeledes smukt udhugne, men hvælvingerne blev aldrig færdigbyggede. Kapellet ved n.siden fik derimod to hvælvingsfag, som endnu delvis er bev.; i kapellet er også fundet alterfundament, i langhuset har man forgæves søgt efter spor af alter og gulv. I væggene har der siddet i alt 12 af klæbersten udhuggede indvielseskors, hvoraf 6 endnu er bev. på plads, ét enkelt opbevares i Nationalmuseet, ét i Kirkjubøur. Af klæbersten er også en tavle, som sidder indmuret i kirkens ø.gavl, og hvorpå en krucifiksgruppe i et gotisk portalfelt er udhugget i relief. Uden om billedet er en lat. majuskelindskrift, der nævner, hvilke relikvier der her gemmes. Hvad der kan læses deraf, lyder i oversættelse: Her er boligen for følgende hellige relikvier: fra Herrens kors, fra Offerlammet, se her den hellige jomfru Maria … ben af den salige martyr Magnus … fra den hellige Thorlaks grav. Til disse to, Orknøernes helgen kong Magnus og Islands helgen biskop Thorlak, er kirken indviet. Ved en undersøgelse 1905 (foretaget på Nationalmuseets foranstaltning ved arkt. Koefoed-Jensen) konstateredes det, at der i bagsiden af selve tavlen findes et af en stenflise dækket rum, hvori relikvierne opbevares, Tavlen blev igen udtaget 1956 i forb. m. den da.-no.-færøske arkæologiske undersøgelse i Kirkjubøur, og relikvierne blev grundigt undersøgt.

Kirken må efter hele sin stil være bygget o. 1300. Det fremgår også af efterretninger i den no. ærkebisp Henrik Kalkeisens kopibog (udg. af Alexander Bugge 1899), at bygherren er biskop Erlend (1269-1308). Det meddeles her af den sen. biskop Johannes Teutonicus, ca. 1400, som arbejdede på at få Erlend ophøjet til helgen, at man i Erlends grav har fundet en blytavle m. lat. indskr., skrevet med runer, hvori det bl.a. hedder: Denne mand var den første, der begyndte at bygge huse af sten i bispegården, men han lagde også grunden til en domkirke af sten og bragte arbejdet så vidt, at væggene, i det mindste korets, blev næsten færdige. Men tillige fremgår det af indskriften, at bispen mødte stærk modstand hos befolkningen, vel fordi han pålagde dem hårde skatter, navnlig til kirkens opførelse, og han har vistnok også konfiskeret af odelsbøndernes gods til fordel for kirken, når der var begået helligbrøde. Fra et færøsk sagn kendes en bisp m. øgenavnet Mus – utvivlsomt Erlend –, som piner skatter ud af færingerne for at få stenkirken i Kirkjubøur så prægtig som mul., hvorfor de gør oprør imod ham, så at bispen må flygte efter et tabt slag (se s. 255). Et andet sagn om den rigeste godsbesidderinde i Kirkjubøur, Gæsa, som havde spist kalveryg i fasten, hvorfor bispen konfiskerede hendes gods og derved lagde grunden til bispestolens rigdom, refererer dog ikke til Erlend. Efter Erlends død synes byggearbejdet at være standset, da øerne kort efter hærgedes voldsomt af »den sorte død«. Sen. har der flere gange været tale om at fuldføre kirken. Biskop Jens Gregersen Riber (1540-1557) påtænkte at gøre det, ligesom den af øerne fortjente præst Lucas Jacobsøn Debes (1651-1675) talte for det. Før den nuv. sognekirke ombyggedes 1874, var der også planer om at fuldføre Magnus-kathedralen og gøre den til sognekirke, hvorfor regeringen 1864 sendte arkt., etatsråd J. V. Dahlerup op for at opmåle den; 1889 foretog, ligeledes for regeringen, arkt., prof. E. Schiødte og bygm. Fussing en ny opmåling med den hensigt at sikre ruinens bevaring. 1954-56 foretog arkt. Curt von Jessen en detaljeret, forbilledlig opmåling, bekostet af Ny Carlsbergfondet. Der er i de sen. år foretaget en række reparationer for at sikre bygningen og skulpturerne. Litt.: Se s. 222.

I K. er bl.a. begr. kongsbonden, forf. og politikeren Jóannes Patursson, † 1946, forf. og ornitologen Sverre Patursson, † 1960, forf. Tróndur Olsen, † 1961.

Om tomter af middelald. bispegård se s. 204. Om middelalderkirker se s. 207. Ødegården Úti á Bø ligger sø.f. Kirkjubøur. Oven for Kirkjubønes ses tydelige spor af vagthus, Hálvdannarhús og ml. Velbastaður og Kirkjubøur en udkigshøj Kagansheyggjur. Ved Velbastaður skal findes en gravplads Risagravir (se s. 190); en middelald. kgd. ses ved kysten.

I K. so. fødtes 1866 kongsbonden, politikeren og forf. Jóannes Patursson, 1871 forf. og ornitologen Sverre Patursson.