Mykines sogn

(Myggenæs sogn). Egen kommune. Udgøres af øen Mykines med Mykineshólmur, som er den vestligste del af Færøerne. Ml. Mykines og Vágar ligger Mykinesfjørður, og holmen er skilt fra hovedøen af Hólmgjógv, men forbindes med den ved en bro. Kysterne er stejle og utilgængelige. På s.siden stikker mange tanger og smånæs ud i havet. Utallige større og mindre skær og holme og høje, fritstående klipper omgiver øen, og der er især mange v. og n. f. holmen. Fra det højeste punkt, Knúkur (560 m), skråner overfladen jævnt mod v. ned mod bygden. Mod ø. fra dette højdepunkt stikker en smal kam, Oddarnir, frem. Den skiller to botnlignende dale, Borgardalur og Kálvadalur, s. 321 der vender ud mod øens nø.kyst. Landet n. og ø. f. bygden og holmens overflade hælder mod ssø. og følger basaltlagenes lokale hældning. I geologisk henseende hører øens basaltlag til den nederste serie (se s. 46 f,), der består af 30-40 m tykke bænke. Ml. basaltlagene findes tynde kullag, som er blevet brudt til lokalt brug, og lag af skiferler, hvori man har fundet fossile planterester. I Korkadalur ved øens n.pynt findes smukke eksempler på søjledannet basalt. Øen og holmen er kendt for sit rige fugleliv. Sulen yngler her, som det eneste sted på Færøerne, og her holder lunden til i meget stort tal. Bygden Mykines’ huse ligger samlet i en lille sv.vendt dal på øens vestl. del, hvor der er mulighed for landing m. båd. På Mykineshólmur er der beboelse omkr. fyret, der står på holmens v.spids.

Areal: 1028 ha. – Folketal: 1966: 92, fordelt på 25 husstande; 1960: 121, der var således fordelt efter erhverv: fiskeri, landbr. m.v. 51, håndv. og industri 3, handel og omsætning 7, transport 23, andet og uangivet erhverv 1, formue, understøttelse m.v. 36. – Høst af kartofler: 69 tdr. – Kreaturhold: 21 stk. hornkv., heraf 15 køer, 1011 får.

I sognet bygden: Mykines (da. Myggenæs, 1584 Mygennes), 1966: 92 indb., iberegnet 14 på Mykineshólmur, m. kirke, skole (opf. 1897), forsamlings- og danselokale (tilh. ungdomsforeningen), svømmebassin, hotel, 3 købmandsforretninger, kommunal vandforsyning (anl. 1949), ingen el-forsyning, primitive landingsforhold, trådløs telefonforb. m. Sørvágur’s telf.central; på Mykineshólmur (da. Myggenæsholm, 1650 Mygenæsholm) radiostat. m. radiofyr og fyr, anl. 1909, udv. 1949, hvidt, rundt, 14 m højt tårn, hvidt lynfyr, flammens højde o.h. 125 m, synsvidde 26 sømil. På holmen er der indr. skolestue i et af husene. En hængebro, 1 m bred, 40 m o.h., forbinder holmen m. Mykines.

Der er rutebåd fra Sørvágur til Mykines.

Kirken er opf. 1879 af sten m. tag af næver og grønsvær. Den ældre kirke, bygget 1863 (indv. 20/3 1864), blev totalt ødelagt af storm 1877 og kunne først tages i brug igen 1879. Trætagrytter beklædt m. jernplader. Tårnspir fra 1863, fornyet 1962.

I forkirken messingpengebøsse, opr. stormklokke fra en russisk trawler, der strandede ved bygden okt. 1956, udf. af smed Dánjal Tauser, Sørvágur, gave fra degnen Benadikt Davidsen 1958. Krucifiks af eg, gave fra menigheden 1957. Altertavle: Korsfæstelsen, ukendt kunstner, købt i Kbh. og skænket kirken af kongsbonde Joen Abrahamsen, Mykines 1905. Thorvaldsens Kristus i gips. 2 store, gl. bronzealterstager. Sølvkalk og -disk. 2 messingalterstager og en trearmet messingstage, indkøbt af menighedsrådet 1957. 2 messinglysekroner, gave fra menigheden. Messingdåbsfad m. indgraveret våbenskjold, bogstaver og årst. 1643. Klokke 1827, gave fra menigheden. Indskr.: Støbt af Johan Jacob Ritzmann, Kjøbenhavn 1827.

Middelald. bønhús undersøgt (se s. 207 f.), desuden et muligt gårdsanlæg í Klingrugarði og dyrkede områder (se s. 189 f.).

Sagnet fortæller, at Mykines har været en flydende ø. En fisker, der havde komøg med sig til at kaste på hvalerne for at skræmme dem fra fiskepladsen, så en ø stige frem af tågen og kastede møget på et næs af den, hvorved den straks blev fast; deraf skal øen have fået navn. Sagnet fortæller også, at der i gl. dage var skove på øen. Da en mand fra øen, som kom til Olaf den Hellige, blev spurgt, om der voksede skove der, og han svarede nej af frygt for skattepålæg, sagde kongen: »Så vorde det, som du siger; det vende op, som nu vender ned«. Og fra den tid forvandledes alle træerne til basaltstøtter. Det er denne »forstenede skov«, som er blevet sammenlignet m. Fingalshulen på Staffa; de lodretstående basaltsøjler er 45-55 m høje; det hele ligner et kæmpeorgelværk.

På øen findes en Gullheyggjur (guldhøj).

Mykineshólmur siges at være det eneste sted på øerne, hvor sulen tager ophold; den kommer i slutn. af jan. og holder til her til mortensdagstider; den 25. jan. kaldes »súludagur«, og man siger, at vejret hele året vil blive godt, hvis solen denne dag blot skinner i så lang tid, at man kan sadle en hest.

Mindesmærke over forliste fra Mykines, rejst 1939 (opf. af Christian Joensen og Simon Joensen).