(Nolsø sogn). Egen kommune. Består af øen Nólsoy, der ligger sø. f. Streymoy, fra hvilken den skilles af Nólsoyarfjørður. Øen har en smal, aflang form, og på det smalleste sted ved bygden er den kun godt 50 m bred. Den nordl. del, Stongin, er lav og afrundet (højeste punkt 74 m), og dens ø.kyst er her udformet som en stejl kystklint, 10-60 m høj, medens v.kysten er en lavere klippekyst. Kysterne på øens sydl. del er mere varierede. V.kysten mod Nólsoyarfjørður varierer fra en jævnt skrånende kyst i n., over flad klippekyst ved Tjørnunes, »møl« ved Hósmøl til en stejl kystklint af ca. 30 m’s højde s.på mod Borðan. Et hul, Borðholið, som kan gennemsejles m. båd, går gennem øens sydligste del. Hellan på s.kysten er en flad, bred klippe, der rager ud i havet. Ud for den ca. 40 m høje kystklint ved Nólsoy fyr ligger en lille holm, Kapulin. På ø.siden findes forbjerge. Mod n. ligger store urer under disse forbjerge. På øens sydl. del ligger fjeldet Eggjarklettur (371 m), ø.siden består af høje hamre, medens v.siden skråner mere jævnt i havet. S.på flader terrænet langsomt ud. Der findes et par mindre søer og flere områder med myr. Ml. basaltlagene findes nogle steder tykke lag af ler og tuf (fx. ved Hósmøl, hvor de før er blevet brudt). Bygden Nólsoy ligger ved ejdet m. største delen af husene i en klynge n.f. den lille, v.vendte vig, og derfra strækker en række huse sig s.på. Ved fyret på øens s.kyst, Borðan, er der beboelse og dyrket jord.
Rolf Guttesen stud. scient.
Areal: 1028 ha. –Folketal: 1966: 345, fordelt på 87 husstande; 1960: 352, der var således fordelt efter erhverv: fiskeri, landbr. m.v. 211, håndv. og industri 10, handel og omsætning 18, transport 39, administrative og liberale erhverv 7, andet og uangivet erhverv 1, formue, understøttelse m.v. 66. – Høst af kartofler: 263 tdr. – Kreaturhold: 96 stk. hornkv., heraf 64 køer, 860 får.
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
I sognet bygden: Nolsoy (da. Nolsø, 1350-1400 Nordsøy, 1584 Nolssøe, Nollssø) m. 1966: 334 indb., m. kirke, skole (opf. 1887), 5 købmandsforretninger, elektricitet fra S.E.V., motorværk, havnemole, dækmole f. bådehavn (opf. 1965) m. rutebådsforb. m. Tórshavn og telefonstation.
På sø.kysten inden for den fritstående klippe Kapulin findes Nólsoy fyr, opf. 1893, et rundt, hvidt, 14 m højt tårn, hvidt blinkfyr, flammen 72 m o.h., synsvidde 22 sømil; 1949 radiofyr; her er 1960: 12 indb.
På sv.pynten Borðan fyr, opf. 1893, en hvid, firkantet bygn. m. rødt bælte, hvidt, rødt og grønt vinkelfyr, 4 m højt, flammen 39 m o.h., synsvidde 10 sømil.
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
Kirken er opf. 1863 (indv. 2/8 1863) af sten m. skifertag og klokketårn. Udvendig pudset og hvidtet. Elektrisk lys og varme. Altertavle, kopi efter Dorph, Kristus hos Martha og Maria, malet af Chr. Holm-Isaksen. Forgyldt alterkors 1864. På alteret et trækrucifiks, udsk. af snedker Poul Joensen, Nólsoy, efter et trækrucifiks i kirken i Viðareiði. Indvendig over døren ind til kirken et basrelief, Jesus velsigner børnene. Messinglysekrone.
Sverri Dahl antikvar.
Tomter af gårde i Korndalur (1584 Kornnedall, se s. 202) og af boplads, í Kassunum (se s. 197f.). Allr. 1782 havde Den kgl. Handel anl. et fyr på Stongin til vejledning for ankommende skibe. I Eggjagerði skal der have været en tomt af et bønhús.
Sverri Dahl antikvar.
I N. so. fødtes 1766 skibsføreren og digteren Poul Nolsøe, 1775 handelsforvalteren og forf. Jacob Nolsøe.
Gudrun Ebbesen frue, cand. mag.