(Skuø sogn). Egen kommune. Består af øerne Stóra Dímun og Skúvoy. St. Dímun er den mindste af de to. Dens v.side er højt, lodret forbjerg, og her ligger øens højeste punkt, Høgoyggj (396 m), på selve æggen. Ø.- og n.siden skråner jævnt, men stejlt mod havet. Øens top er helt flad, m. svag skråning mod ø. Den sydl. del af øen består af bunden og den nordl. side af en botn. Resten er borteroderet af havet. Øens skråninger og flade top er fuldstændig græsklædt. Der findes en enkelt gård på øen beliggende på dens sydl., lavere del. Da der er næsten lodret fjeldvæg omkr. hele øen, er både landing ved kysten og opstigning på øen meget besværlig og farlig. Skúvoys v.kyst er forbjerg m. gode fuglefjelde, og her ligger det højeste punkt Knúkur (393 m). Mod ø. skråner landskabet jævnt ned mod bygden. Et mindre næs, Høvdin, stikker ud fra n.kysten. Alle vandløb af betydning løber mod øst. Botnsá og Vatnsdalsá løber sammen s. 330 til Árdalsá, hvis udløb er i bygden. I Vatnsdalur findes en mindre sø, og på øens sydl. del ligger et større område med myr, Tjarnaheiðar. Husene i øens eneste bygd, Skúvoy, ligger i en klynge ved ø.kysten.
Rolf Guttesen stud. scient.
Interiør fra kirken på Skúvoy.
Areal: 1264 ha. – Folketal: 1966: 139, fordelt på 39 husstande; 1960: 143, der var således fordelt efter erhverv: fiskeri, landbr. m.v. 96, håndv. og industri 8, handel og omsætning 2, transport 4, administrative og liberale erhverv 5, andet og uangivet erhverv 1, formue, understøttelse m.v. 27. – Høst af kartofler: 195 tdr. – Kreaturhold: 52 stk. hornkv., heraf 35 køer, 1385 får.
Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.
I sognet bygden: Skúvoy (da. Skuø, Færeyingasaga Skúfey, 1350-1400 j Skvføy, 1584 Skuøe), 1966: 127 indb., m. kirke, skole (opf. 1900), missionshus (indr. i et hus, der blev købt 1965), elektricitet fra S.E.V., motorværk, anlægskaj for mindre fartøjer og landingsplads for både, radio-stat., 7 mindre kongsgårde, 3 købmandsforretninger og telf.central.
På Stóra Dímun (da. Store Dimon, Færeyingasaga Dímun enni meiri, 1584 Storre Dimmen) én gård m. vandværk, ingen el-forsyning, og på sv.pynten et fyr, rundt, hvidt hus m. rød tværstribe, hvidt blinkfyr, 3 m højt, højde o.h. 115 m, synsvidde 10 sømil; opf. 1927, omb. 1948. Primitive landingsforhold.
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.
Kirken i Skúvoy er opf. 1937 (indv. 30/5 1937) af beton, taget af eternit (arkt. H. C. Tórgarð, Tórshavn). Udvendig hvidmalet. Altertavle fra den gl. kirke, et basrelief: Kristus velsigner børnene, er ophængt i den nuv. kirke, men ikke over alteret. Her står nu et kors m. indskr.: ave crux spes unica. Sølvkalk og -disk, i disken indgraveret kors og BCS 1778. Tindåbsfad m. hank, 1735. To malmklokker, den ene fra den gl. kirke, den anden gave fra skibsreder A. P. Møller, 1962. Jernspir m. kobberfløj, i denne årst. 1852. Kirkeskib, slup, skænket af friherre Sten Nordensköld, Stockholm.
Den forrige kirke, bygget 1852, delvis af sten m. næver- og grønsværtag, blev taget ned 1937; den stod inde i bygden, den nuv. er opf. s.f. denne.
S.f. den nuv. kirke er bygdens ældste kirkegård »i Ólansgarði«; i denne skal høvdingen Sigmund Brestisson efter traditionen have bygget Færøernes første kirke, og der påviser man også hans grav m. korsmærket sten over, kaldet »Sigmundarsteinur« (s. 189f.).
Nær denne stod en anden sten med indhugget kors og formentlige runer; den beror, siden 1842, på Nationalmuseet, Kbh.
Da man ca. 1917 omgravede denne kgd. for at benytte den igen til begravelser, fandtes nogle fjæle, som sikkert er kisterester, og et antal basaltsten, utildannede, men m. indhuggede kors, dels latinske, dels hjulkors el. solkors (se s. 190, 192).
Kirken i Stóra Dímun står siden 1923 som ruin (se s. 208f.). Den sidste opf. 1873 af sten, v.væggen dog af træ, tækket m. næver og grønsvær. 3 vinduer i s.væggen. Indvendig beklædt m. træpanel. 8 m lang, 4 m bred m. 30 siddepladser. Altertavle: Vandringen til Emaus, malet af Svend Rønne, Kbh. Gave fra bonden. Tinkalk og -disk.
Præsten kom kun to gange om sommeren til øen for at holde messe, d.v.s. gudstjeneste og altergang, alle andre søn- og helligdage læste bonden selv en prædiken op i kirken. Denne skik at degnen holder gudstjeneste, når præsten ikke er til stede, den s.k. degnetjeneste, er ikke særsyn for Dímun – skønt her nærmest regelen – men den har i et par hundrede år været og bliver stadig forrettet i alle færøske kirker.
1874 styrtede en af præsterne, pastor Jensen, ned fra den farlige opgang til øen; han ligger begr. i kgden på Sandur.
Ved v.kysten af Stóra Dímun findes Øssursdrangur (se s. 190).
Sverri Dahl antikvar.