Nordboruiner kendes ikke i distriktet; men at nordboerne har færdedes her på fangstrejser er sikkert nok, og flere af de fjorde, der nævnes i forbindelse m. nordboerne, må ligge her. På de gl. eskimobopladser Utorqait og Qeqertarmiut er der fundet stumper af klokkemalm; men det kan naturligvis være plyndringsgods fra Vesterbygden, der ikke lå så langt herfra. Distriktet var stærkt besøgt af holl., eng. og hamborgske hvalfangere, hvorom mange navne minder, fx. Zuykerbrood (Sukkertoppen), Ûmánat ved Kangâmiut, Kin of Sal, Ûmánarssuaq ved kolonien, og Hamborgerland. Navnlig de eng. hvalfangere var ofte brutale mod den indfødte befolkning.
På sin rejse 1724 kom Hans Egede til den gl. hollænderhavn Delfthaven, som han mente ville egne sig for anlægget af en koloni, og 1725 sendtes materiale til et hus og mandskab derop; det blev dog ikke til noget, dels fordi en flåde m. materialer forliste, dels p. gr. af myggeplagen. Stedet kaldes nu Angmagssivik.
1755 anlagde Anders Olsen en koloni, der fik navnet Sukkertoppen, ved den nuv. bygd Kangâmiut; han bestyrede stedet 1755-63 og 1767-73, og samtidig virkede Berthel Laersen, først som kateket 1757-64 og derefter som missionær til 1782; han fik største delen af befolkningen døbt og havde en dygtig efterslægt, bl.a. kateketen Frederik Berthelsen, der gjorde en stor indsats ved at dæmpe den bevægelse, som »profeten« Habakuk († 1798) havde vakt ved 1789 at samle sine tilhængere i Evighedsfjorden, hvor hans kone Maria Magdalena foregav at have samtaler m. de døde, der sagde, at Gud var vred på dem, der modsagde hende; hun lod bl.a. to kvinder dræbe som hekse.
1782 flyttedes kolonien på kbmd. J. L. Smidts forslag til øen Manîtsoq, det nuv. Sukkertoppen, hvor han mente, der var gode muligheder for hvalfangst.
Sukkertoppen viste sig at være et dårligt sted for hvalfangst, men på anden måde viste det sig at være et godt fangststed, der 1795 kunne sende 372 fade spæk hjem; dette var dog et ualmindeligt heldigt år. 1832 omtales Sukkertoppen som Sydg.s bedste koloni m. 485 grønlændere og m. overflod af fisk. 1794 blev den ældste bestyrerbol. hærget af en krudteksplosion, hvorved en mand dræbtes. 1834 samlede befolkningen sammen til en kirke ved at afgive 2% af de indhandlede varer. Indtil 1938 var Sukkertoppen Grønlands folkerigeste koloni; det store torskefiskeri var nu det vigtigste erhverv. Siden 2. verdenskrig er der sket en stærk udvikling her som i de fleste grønl. byer. De vanskelige byggeforhold er blevet forbedret ved, at flere af de mange maleriske småveje og kanaler (»Grønlands Venedig« kaldes stedet) er blevet udfyldt og forvandlet til byggepladser, og industri (filet- og fiskemelsfabrikker) har trukket folk til fra småstederne, som er blevet nedlagte. Og byen har fået sin del af moderne bygninger, institutioner og installationer.
Befolkningen i Sukkertoppen talte 1855 276; 1918 var der 466, 1938 729, 1947 789.
Af bestyrere skal foruden de allr. omtalte nævnes: G. H. Wulff 1813-24, H. Biilmann 1826-49 og L. H. C. Bistrup 1890-1911. Sukkertoppen var anneks til Holsteinsborg til 1922, fra 1902 dog m. egen præst.
Kangâmiut (Gl. Sukkertoppen) var som nævnt det sted, hvor kolonien først blev anl. 1755, men det fortsatte som udsted, efter at kolonien var flyttet til det nuv. Sukkertoppen. Det vedblev at være et godt fangststed m. en ret talrig befolkning, i de sen. år i stærk vækst ved det gode torskefiskeri og tilflytning fra de nedlagte bopladser, bl.a. Narssarmiut, hvor Hans Egede s. 485 1724 fandt en forladt, holl. galliot, fuld af proviant og handelsvarer; det påtænktes at oprette en loge i Narssarmiut, men det blev opgivet. Stedet vedblev dog at være boplads og havde 1918 endnu 30 indb.
1962 og 1965 indførtes i alt 27 moskusoksekalve til indlandet sø.f. Søndre Strømfjord, hvor dyrene trives godt og indtil videre er strengt fredede. (F.: Chr. Vibe 1962).
Kangâmiut havde 1918 259 indb. og 1955 448. G.s største bygd. Blandt bestyrerne skal nævnes A. Godtbergsen, der var her 1918-43.
Napassoq, der 1748 nævnes af P. O. Walløe som et godt sted, var sæde for et forsøg på privat erhvervsvirksomhed, da købmændene v. d. Pahlen og P. C. Kall 1833 fik privilegium på hval-, sæl- og fiskefangst herfra, men ikke handel m. grønlænderne, hvilket sidste dog ikke overholdtes. Det blev dog ingen succes, og 1842 overtog KGH etablissementet for 3000 rdl. 1856-57 døde største delen af befolkningen af hungersnød, og udliggeren, som m. 9 grønlændere i en konebåd søgte at nå kolonien, forliste og omkom. 1918 havde udstedet 89 indb.
Atangmik havde 1918 93 indb., 1955 165.
Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.