Historie

Eskimobebyggelsen i Thule distriktet må nødvendigvis være meget gl., da det er her, de forsk. indvandringer fra det amer. arktiske arkipelag til G. må være gået igennem: Independence, Sarqaq, Dorset, Thule. Fra Sarqaq er der kun fundet svage spor, derimod er der gjort rige fund fra Dorset- og Thule-kulturen. Om nordboerne har været så langt n.på er tvivlsomt. Der er i gl. eskimoiske husruiner og affaldsdynger fundet flere sager, der må stamme fra nordboerne: skefoderal, skak- og dambrikker, knivblad m.m.; men det kan være sager, som man har tiltusket sig fra sydligere boende stammefrænder, inden forbindelsen m. disse blev afbrudt.

Den lille eskimostamme, polareskimoerne, har i flere hundrede år levet sit eget liv, adskilt fra vestgrønlænderne ved den store, vanskeligt passable Melville Bugt, og de havde derved udviklet deres egen særprægede kultur, i nogen grad påvirket af en gruppe indvandrere fra Baffin Island for ca. 100 år siden; disse medførte bl.a. så vigtige ting som buen, kajakken og laksespyddet, redskaber, der var gået af brug, fordi de ikke havde været så betydningsfulde ved fangsten.

1616 foretog William Baffin en rejse til egnene omkr. Baffin Bugt uden at træffe mennesker.

Den første europæer, der kom i forbindelse med polareskimoerne, var John Ross 1818. Herefter begyndte skotske hvalfangere at anløbe Kap York, men eskimoerne var ret forsigtige med forbindelse med dem. Ved de sen. nordpolsekspeditioner var polareskimoerne til stor hjælp: Kanes ekspedition 1853-55, hvor sydgrønlænderen Hans Hendrik deltog; han forlod ekspeditionen, giftede sig m. en polareskimoisk pige og opholdt sig 5 år i distriktet, hvor han udøvede en betydelig indflydelse; dernæst Hayes’ ekspedition 1860-61 og Halls 1872-73. Men navnlig Pearys mange rejser 1891-1909 blev af stor betydning for polareskimoerne, idet han tog dem i sin tjeneste og betalte dem m. bøsser, ammunition, knive og andre af civilisationens goder, der kunne lette dem tilværelsen. Men da Peary 1909 havde nået Nordpolen, holdt hans ekspeditioner op, og dermed ophørte eskimoernes mulighed for at skaffe sig disse goder, hvilket kunne være blevet katastrofalt for dem. Dette indså Knud Rasmussen, og ved gode venners hjælp lykkedes det ham 1910 at få oprettet stationen Thule ved den eskimoiske boplads Ûmánaq, det nuv. Dundas; allerede året i forvejen var her opret. en missionsstation. Thule skulle dels være en handelsstation, der kunne forsyne polareskimoerne med de ting, de igennem Pearys ekspeditioner var blevet vant til, dels skulle den være et støttepunkt for Knud Rasmussens ekspeditioner og igennem handelens overskud være med til at finansiere disse; 7 ekspeditioner fik derefter navnet Thule-ekspeditioner, og disse har betydet umådeligt meget, navnlig for studiet af eskimokulturen i nutid og fortid, men også for kortlægning og udforskning s. 613 af arktiske egne. Knud Rasmussen havde allr. 1903-04 som deltager i den s.k. litterære grønlandsekspedition sa. m. Mylius-Erichsen og Harald Moltke overvintret blandt polareskimoerne og var derved kommet til at holde af disse folk.

Handelsstationen, der 1913-19 lededes af Peter Freuchen og 1920-41 af Hans Nielsen, blev indtil 1931 drevet som en rent privat station, der ejedes af Knud Rasmussen. 1928 blev der bygget et sygehus og 1930 en kirke. Den første læge var Mogens Holm 1928-33 og 1934-37. Den første missionær og præst var Gustav Olsen 1909-22, der efterfulgtes af Jens Olsen 1922-38.

Det økon. grundlag skabtes gennem indhandling af ræveskind. Stationen gav igennem disse år overskud, som først og fremmest blev brugt til at udføre videnskabelige ekspeditioner. 1931 blev Knud Rasmussen bemyndiget til at repræsentere den da. stat og udøve politimyndighed. 1927 blev opret. et fangerråd på 6 medlemmer, hvoraf bestyreren, præsten og lægen var fødte medlemmer, mens de øvrige 3 ved opret. blev valgt af Knud Rasmussen for et år, hvorefter de årl. valgtes af rådet. Bestyreren var formand. Dette fangerråd udgjorde Thules lovgivende forsamling, der 1929 vedtog Kap York Stationen Thules Love, som 1931 blev stadfæstet af regeringen. Efter Knud Rasmussens død 1933 overtog staten 1937 stationen, der nu blev underlagt Grønlands Styrelse. 1952 ændredes valgreglerne til fangerrådet således, at de 3 valgte medlemmer fremtidig blev valgt for 4 år ad gangen og ved alm. valgret. Fangerrådet fungerede indtil 1963, da den vestgrønl. kommunalordning blev udvidet til også at omfatte Nordg.