Stationer

Færingehavn – grønlandsk Kangerdluarssoruseq (betyder en slags ejendommelig fjord). Fiskeristation. Beliggende på 63° 42’ nordl. bredde, 51° 33’ vestl. længde på vestsiden af en halvø ca. 60 km syd for Godthåb.

Indbyggere pr. 31/12 1968: 32, deraf 20 f. uden for G. (1965: 24, 1960: 13 og 1955: 6). 1965 var der 6 husstande på stationen.

Færingehavn var den første havn i G., der blev åbnet for færøske fiskere. Den etableredes opr. på Ravns Storø s.f. Fiskenæsset, men flyttedes til sin nuv. plads 1927. Ved lov nr. 141 af 7/5 1937 åbnedes Færingehavn fra 1/5 til 31/10 for alle nationers skibe, der drev fangst, fiskeri og jagt i Davisstrædet, samt for skibe, der bragte forsyninger el. afhentede last i havnen. Samtidig blev det tilladt da. og isl. statsborgere at tage ophold i Færingehavn i åbningsperioden og der at oprette private virksomheder og anlæg, som stod i forb. m. den af skibene drevne virksomhed. Regeringen bemyndigedes samtidig til at afholde udgifter til oprettelse af et mindre sygehus, til at opføre boliger til de ved havnen ansatte funktionærer, bl.a. til kontrolløren, der fik det daglige opsyn m. havnen og opkrævede havne- og andre afgifter, samt til opførelse af havnefyr m.v. Det var ikke tilladt grønlændere at tage ophold i havnen el. arbejde der. 1953 fik Nordafar A/S (norsk-dansk-færøsk selskab) koncession til at drive fiskeri- og rederivirksomhed. s. 464 Koncessionen udløb den 1/1 1969, men er forlænget til 1/1 1994. Foruden fiskeindustrianlæg driver Nordafar en betydelig skibsprovianteringsvirksomhed. Selskabet har elværk, en saltsilo, et stort reparationsværksted m. ca. 15 ansatte, en bedding m. en kapacitet på indtil 15 t og et reservedelslager. Endv. et antal indkvarteringsbarakker for fiskere, opf. 1952-55, et indkvarteringshus, opf. 1935, og et sømandshjem »Livd«, opf. 1956, der drives af den Færøske Sømandsmission. Endv. findes et norsk velfærdshus. Ved Færingehavn findes G.s største kajanlæg, der ejes af staten og er bortforpagtet til Nordafar. Nordafar A/S ejer et mindre antal fiskekuttere og indhandler derudover fisk, hovedsagelig torsk, fra færøske og – i de seneste år – også i et vist om end foreløbig beskedent omfang fra grønl. fiskere. Efter at den forlængede overenskomst er trådt i kraft 1/1 1969, er der indgået prisaftaler mellem KNAPP (den grønlandske fisker- og fangerforening) og Nordafar A/S. Grønl. fiskere kan nu frit indhandle til Nordafar A/S i modsætning til tidl., hvor der krævedes dispensation fra ministeriet for Grønland. Der indhandledes 1968 7.200 t torsk (1967: 9.100 t, 1966: 10.425 t). Desuden lidt havkat, skællaks, laksørred og helleflynder. Der beskæftiges i sæsonen et mindre antal (10-15) grønl. arbejdere ved fiskefabrikken, hovedsagelig arbejdere fra Umanak og Upernavik kom. Fiskerisæsonen strækker sig fra primo april til medio november, og der kan i denne periode være op til 5-600 personer på stationen. Hovedparten er beskæftiget ved Nordafars virksomheder enten som fiskere, arbejdere el. funktionærer. De øvr. er beskæftiget ved det grønl. olieselskab og ved de off. institutioner. Det grønlandske olieaktieselskab (Polaroil) er dannet af Esso, BP, Gulf og Shell. Polaroil driver et centralolielager for hele G., men forsyner derudover samtlige skibe i området m. olie. Centralolietankanlæg er opf. af og ejes af staten, men udlejes til Polaroil. Kapacitet: 750 m³ benzin, 1.000 m³ petroleum og 8.000 m³ let brændselsolie. Polaroil driver elværk, opf. 1962. Mandskabsbygning opf. 1955 og diverse lagerbygninger opf. 1951-52. (Ill. s. 183 og omstående).

Offentlige institutioner og værker. Sygehus opf. 1951, 21 sengepladser. Sygehuset er kun åbent i fiskerisæsonen. Indtil 1967 var en læge udstationeret i højsæsonen, men fra 1968 varetages lægetjenesten af Godthåbs læger m. bistand af 2 sygeplejersker, stationeret ved sygehuset i sæsonen. GTO har administrationsbygning, opf. 1949, elværk opf. 1960, vandværk. Den nuv. telestation opret. 1949 m. 5 ansatte (heraf 2 radiotelegrafister kun i sæsonen). Posthus opf. 1945-50. Indkvarteringsbarak opf. 1952. Kontrolløren disponerer over motorbåden »Pitsak« (betyder den fortrinlige).

Om vinteren er der kun ganske få tilbage på stationen, idet produktionsvirksomheden ligger næsten stille. Det er først og fremmest det personale, der fører tilsyn med havnen, der overvintrer.

Itivnera (betyder dets (landets) overgangssted), renavlsstation, 95 km ønø. f. Godthåb ved en forgrening langt inde i fjorden. (Ill. s. 145).

Stationen, der er opret. 1952 og drives af KGH, er baseret på tamrener, der dette år indførtes fra Norge. Gennem mange år havde spørgsmålet om tamrener i G. været drøftet. Det blev rejst allr. 1867 af H. J. Rink og igen 1888 af polarforskeren Fridtjof Nansen, der efter en vandring over indlandsisen sa. m. et par samer havde fået et indtryk af de muligheder, som v.kystens isfrie områder frembød for rensdyrernæringen. Sen. tog Knud Rasmussen spørgsmålet op og foretog sa. m. 2 samer 1905 ret indgående undersøgelser af ernæringsmulighederne for rener og nåede frem til, at adsk. distrikter i Godthåbsfjorden var velegnede. Der blev dog ingen forsøg iværksat, og først efter at den grønl. forfatter og tegner Jens Rosing 1949 rejste til Finmarken og gennem et par år opholdt sig blandt renavlere og tog ansættelse som renhyrde ved et tamrenselskab, blev forsøg på indførelse af tamrener taget op til alvorlig overvejelse. Landsrådet gav 1951 sin tilslutning og vedtog samtidig en total fredning af vildrener i de områder, hvor renavlsforsøget kunne tænkes iværksat. Det blev besluttet at anlægge renavlsstationen ved Itivnera, og 1952 blev 300 tamrener (275 simler og 25 bukke) indkøbt i Nordnorge og m. skib ført til Godthåb, idet dog ca. 25 døde under s. 465 rejsen. Jens Rosing blev leder af renavlsforsøget sa. m. 2 samiske renvogtere og fortsatte selv indtil 1959. Renflokken blev holdt inden for afgrænsede områder på et par halvøer i Godthåbsfjorden for at undgå kontakt m. vildrener, da man ellers befrygtede overførsel af smitte af sygdomme, som kun fandtes enten hos tam- el. vildrenerne. Renerne trivedes godt i det grønl. klima og har formeret sig kraftigt, således at renavlsstationen har været oppe på at have en dyrebestand på 5-6000 dyr. Den er nu reduceret til 2-3000 dyr, hvilket er maksimum for, hvad stationens græsningsareal betinger. Desuden er der andetsteds i Godthåbsfjorden (ved Kapisigdlit) en privat, samisk renavler m. ca. 2000 dyr. Endnu har ingen grønlændere slået sig ned som renavlere, men stationen har haft unge grønlændere som lærlinge. På stationen slagtes normalt ca. 500 dyr årligt.

Der bor ved stationen (1968) 2 personer, deraf en f. uden for G. (1965: 7, 1960: 11, 1955:5).

At regnskabet balancerede 1968, beror på det særligt store antal slagtninger, der var nødvendigt for at bringe bestanden ned til et antal, som svarer til græsningsarealernes størrelse.

Qôrqut (betyder dalene), nedlagt fåreavlsstation, ligger 56 km ø. f. Godthåb ved en indskæring af Godthåbsfjorden. Opret. 1948/49 som fåreavlsstation, drevet af KGH. Der opførtes lærlingehjem, da stationen blev anvendt som uddannelsessted for unge. Nedlagt 1966 og benyttes nu som udflugtssted for Godthåbs befolkning. De eksisterende bygninger benyttes til overnatning.