Skanderborg amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter dels et område af Østjylland ml. Horsens fjord og Gjeldå, Gudenåens tilløb fra ø. lige s.f. Tange sø, dels en væsentlig del af Midtjylland samt, for Vrads hrd.s vedk., et stykke Vestjylland. Til a. hører Vorsø i Horsens fjord og Kattegat-øen Endelave. A. grænser mod ø. til Århus a., mod n. til Viborg a., mod v. til Ringkøbing a. og mod s. til Vejle a. og Horsens fjord.

Landgrænsen til Vejle a. følger fra Horsens fjord Dagnæs bæk, der udmunder s.f. havnen, 2 km mod ø., drejer derefter mod n. over Bygholms marker til Lund kær, hvor den følger Hansted å 500 m v.på for dernæst atter at søge s.på til Bygholm å, der på en 6 km lang strækning danner amtsskellet indtil Klaks mølle, hvor Gesager å overtager rollen som grænsevandløb de flg. 4 km s.på. Den blondekarakter, a.grænsen har igennem disse ådale, har sin forklaring i de talr. slyngninger, disse grænsedannende åløb har, og som de tidl., før åreguleringens tid, havde i endnu højere grad. S.f. Haurum krydser grænsen gennem morænelandskabets s. 364 lavere dele til Sønderkær, hvorpå Lilleå følges ud i de udstrakte engområder, Uldum kær, Åle kær og Tørring kær, hvor Gudenåens løb danner grænsen. S. om Tørring stationsby følges en lavning i morænebakkerne til Alsted mølle, hvor grænsen atter forsvinder ned i en ådal, der n.på følges m. en lille afstikker et par km gennem morænelandskabet til Gudenådalen ved Egholm mølle. Med retning mod nv. følges Gudenåens øvre løb til kildeområdet og videre, efter at have passeret vandskellet, langs Skjern å’s øvre løb gennem den dybt nedskårne dal på en 20 km lang strækning. V.f. Tykskov krat drejer grænsen brat n.på 4 km gennem hedeslette-terræn for dernæst at følge Kidmose bæk v.på, hvorefter den atter søger n.på til Holtum å, der følges til V. Harild, hvor Vejle a. afløses af Ringkøbing a. som tilgrænsende administrativt område.

Medens a.grænsen til Vejle a. som almindeligt for gl., da. grænseskel i væsentlig grad følger de fugtprægede lavninger, der før dræningens tid var effektive naturgrænser, har grænsen til Ringkøbing a. en helt anden karakter. Fra V. Harild 2 km n.på og dernæst 3 km ø.på har grænsen fuldstændig retliniet forløb over flade hedesletter og gennem stærkt udplaneret bakkeø-terræn. Denne karakter bevarer grænsen mod Ringkøbing a.m. undt. af de steder, v.f. Nørlund og Gludsted plantager, hvor a.skyder to spidser v.på. Her er det igen åløbene, henh. Hallund bæk og Storå, der er grænsebestemmende. Ellers er denne v.grænse sammensat af snorlige stræk, for største delen gennem udstrakte nåletræsplantager til St. Hørbyhøj, hvor Skanderborg, Ringkøbing og Viborg a. mødes. Det er typisk for grænsedragningen i denne nykoloniserede del af landet, at dette geodætiske opmålingspunkt indgår i grænselinien, et vidnesbyrd om, at grænsen her gennem de tidl. befolkningstomme hedeegne, hvor naturlige skellinier fattes, er fikseret relativt sent ved autoritative afgørelser baseret på direkte opmåling.

Mod Viborg a. er grænsens forløb igen på gl., da. vis bestemt dels af vandløb, dels af sø- og moselavninger. Fra St. Hørbyhøj går grænselinien ret 1 km igennem Hørbylunde til Funder å, der følges til Ørnsø ved Silkeborg. Her har byudviklingen betinget en grænsedragning n. om Silkeborg Langsø uden om Alderslystkvarteret, men ved langsøens ø.ende kommer grænsen atter ud til søen og derefter følges Gudenåen 20 km n.på til Gjeldå’s udmunding. Nævnte å og dens tilløb Tudbæk danner grænsen ø.på 5 km, hvorefter den over moræneplateauets lavninger ø.f. Grølsted løber s.på til Søbygård sø. Fra denne følges Møllebæk 6 km mod nø. til Pøtmølle bro, hvorefter a.grænsen følger Rolbæk til plateauet nø.f. Frijsenborg, hvor grænsen til Viborg a. slutter.

Grænsen til Århus a. passerer gennem skovlandet ø.f. Frijsenborg, Sønderskov, Fajstrup krat, Voldbyholt skov, Lyngballe skov og Overskov. Derefter løber grænsen ø.f. Låsby og Nr. Vissing gennem moræneplateauet for n.f. Veng atter at søge ned i de våde lavninger Pittersø og Gammelgård sø n. om Søballe og videre ø.på til Kollens mølle, hvorfra Århus å danner grænsen til Solbjerg sø. Fra søens sydøstl. ende går grænsen gennem morænebakkelandet ø.f. Fastrup, Virring, Svinsager, Vedslet, Gangsted og Søvind til Horsens fjord, de sidste 3 km følgende Møllebæks dal.

Arealet er 1719,28 km²; vandarealet udgør heraf 64,29 km², altså 3,7%. Sammenlignes dette tal m. det for landet som helhed gældende, 1,4%, får man et eksakt udtryk for a.s sørigdom, der altså er 2–3 gange så stor som Danmarks s. 365 gennemsnitlige. Skove og plantager dækker 317,72 km², ɔ: 18,4%, en skovprocent næsten dobbelt så stor som landets gennemsnitlige.

Landskabeligt er S. a. altså karakteriseret ved sine mange søer og store skove. Hertil kommer som et andet karaktertræk den yderst varierede række af overfladeformer, spændende fra hedesletternes plane flader længst mod v. over bakkeøernes udfladede terræn i de sa. egne til de unge morænelandskabers reliefrige bakkeverden m. de dybt nedskårne tunneldale og erosionsrendernes detailskulptur i a.s østl. dele. Kulturlandskabet viser i S. a. lige så vekslende træk som følge af a.s beliggenhed i et område, hvor egne m. gl., da. landsby- og købstadskultur grænser op til Danmarks indre kolonisationsområde: hedeopdyrkningens og nåletræsplantagernes land m. dets særprægede bebyggelsesmønster, præget af enkeltgårdene, de relativt unge stationsbyer og vejkrydsagglomerationerne.

Kystlængden er kun 63,8 km, hvilket giver en relativ kystlængde på 0,04 km pr. km². Denne værdi er blot en fjerdedel af landets gennemsnitlige, et talmæssigt udtryk for a.s indlandskarakter.

Dybgrundens geologi.

Skanderborg a. hører til det centraljy. område, som danner kernen i det s.k. da. sænkningsfelt, der gennem lange perioder af den geologiske udvikling har været et udpræget sedimentationsområde. Dybgrundens formationer er imidlertid dækket af istidens jordlag m. undt. af ganske få steder i a.s vestl. og nordvestl. egne, hvorved forestillinger om dybgrunden nødvendigvis må støtte sig til geofysiske undersøgelser og boringer.

Desværre er der foreløbig kun udf. én dybdeboring i a., boringen Horsens nr. 1 ved Ørskov, og meget få vandboringer er ført igennem istidslagene. Detailkendskabet til dybgrunden er derfor yderst begrænset.

Forklaringen på, at så få vandboringer er nået ned til istidslagenes underlag er, at største delen af a. hører til en zone m. tykke istidslag ml. sidste istids hovedopholdslinie, den såkaldte Ussingske israndslinie, og den østjy. el. Harderske israndslinie. I dette område foregik en kraftig erosion, mens isranden lå ved Ussings linie, og ved isens smeltning blev tykke moræne- og smeltevandsaflejringer efterladt ø.f. isranden. I langt de fleste tilfælde udnytter vandboringerne i området vandførende sand- og gruslag i istidslagene, og boringer til de underliggende tertiære lag bliver derfor normalt ikke udført.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene (bd. 1. p. 21). I betragtning af de få observationspunkter hæfter der sig naturligvis en vis usikkerhed ved den generalisering, som det geologiske kort repræsenterer. På den anden side er det en overordentlig rimelig formodning, at det fortrinsvis er de miocæne aflejringer, der danner istidslagenes underlag. Der er dog grund til at antage, at der stedvis findes smalle erosionsrender, som event. skærer sig ned gennem de tertiære lag, idet man et par steder har truffet på salt grundvand i dybtliggende istidslag (Vrold, Tvingstrup), som må være trængt op fra lag ældre end de tertiære lag. I a.s sydligste del danner eocænt ler øjensynlig underlaget for istidsdannelserne.

Dybgrundsformationernes udvikling. Ved boringen Horsens nr. 1 blev flg. lagserie gennemboret:

Som nævnt i beskrivelsen til boreprofilet er boringen udf. som rotationsboring, hvilket vil sige, at formationsgrænserne i en række tilfælde er noget tvivlsomme. Generelt er der en mulighed for, at grænserne skal rykkes noget opad.

Trias. De ældste lag i boringen Horsens nr. 1 er rødlige og brogede lerstensaflejringer, hvis gipsindhold er et vidnesbyrd om, at de er dannet i et varmt klimaområde. Den kraftige fordampning førte til, at saltkoncentrationen i de lavvandede indlandsbassiner i området forøgedes, og det endte m. udfældningen af gips, der som bekendt er identisk m. saltet kalciumsulfat.

Hele Nordsøområdet inklusive de omkringliggende lande (Danmark, Nordtyskland, Holland og de østl. og sydl. dele af England) var et lavtliggende kontinentalområde s. 367 m. ørkenlandskaber, saltstepper og lavvandede søer begrænset af bjerge i Wales, Skotland og Norge.

Sen. aflejredes de s.k. rhaet-aflejringer bestående af sandsten og skifre. Ved Horsens indeholder disse lag tynde kullag. Dette viser, at der i rhaet-tiden kunne vokse en forholdsvis rig vegetation i vor del af verden, og vi må derfor drage den konklusion, at klimaet var blevet mere fugtigt end tidl. i keupertiden.

Fra dybdeboringerne Gassum nr. 1 i Randers a. og Vinding nr. 1 i Ringkøbing a. ved vi, at der samtidig var hav i rhaet-tiden i Midt- og Vestjylland. Ved Horsens fandtes øjensynlig et kystområde m. sumpskove, der leverede det organiske materiale til de kullag, som er påvist ved boringen ved Ørskov.

Nedre jura. Skiferlagene ovenover rhaet-aflejringerne indeholder mikroskopiske forsteninger, foraminiferer, som er et sikkert bevis på, at vi står over for havaflejringer, idet foraminifererne er encellede dyr, der lever i havet. Skiferlagene er opr. aflejret som lerslam på havbunden. Lerslammet er siden hærdnet p.gr.af de sen. aflejrede, overliggende lags tryk. Nedre jura lagene findes sandsynligvis under største delen af Nordjylland, Sjælland og de mellemliggende farvande, hvorved det tidl. omtalte da. sænkningsområde aftegner sig.

Mellem jura. Lagene, som er henført til dette tidsrum, minder ved deres kombination af skiferlag og sandsten om rhaet-aflejringerne. Ligheden går så vidt, at man i visse nordjy. egne (se Ålborg a. VI. 771) også finder tynde kullag i lagserien. Det ser derfor ud til, at havområdet atter var blevet indskrænket noget i mellem jura sammenlignet m. nedre jura. De få forsteninger, man har fundet, tyder for det meste på brakvandsforhold. Vi må forestille os mere el. mindre aflukkede farvande m. vegetationsklædte, lavvandede kyststrækninger og deltaer i Danmarks område i denne periode.

Øvre jura. Lag fra øvre jura findes ikke i Horsens boringen. Dette betyder, at de enten aldrig har været aflejret, el. også er eventuelle lag eroderet, inden nedre kridt lagene blev dannet.

Nedre kridt. Kun de yngste afdelinger af nedre kridt er påvist ved Horsens. Lagene består af marin mergel og lerskifer. Deres ringe tykkelse, den omstændighed, at de ældre afdelinger af nedre kridt mangler, samt at man leder forgæves efter lag fra øvre jura, tyder på, at det i lange tider efter mellem jura slet ikke kom til nogen aflejring af sedimenter. Det vil sige, at området må have ligget over havet. Der har med andre ord været land i perioden svarende til de manglende lag.

Øvre kridt. I løbet af øvre kridt aflejredes en meget tyk lagserie af mergel, kalksten, skrivekridt og danskekalk.

Den enorme produktion af kalk, som denne lagserie repræsenterer, er for det første udtryk for et forholdsvis lavvandet havområde og et ret varmt og tørt klima m. ringe tilførsel af slam olgn. fra floder på tilgrænsende kontinentalområder. Endv. viser tykkelsen af lagserien, at området har sænket sig betydeligt i løbet af kalk- og kridtlagenes dannelse.

M.h.t. forsteninger har man ret få holdepunkter. Den anv. boreteknik har medført, at alle større forsteninger er ødelagt. Kun de mikroskopiske foraminiferer olgn. har undgået ødelæggelsen under borearbejdet.

Danskekalken synes at være unormalt tyk i Horsensboringen. Man kan imidlertid s. 368 ikke se bort fra den mulighed, at danskekalkpartikler, som er faldet ned i borehullet, efter at kalken er blevet gennemboret, kan have fortegnet forholdene betydeligt.

Paleocæn og eocæn. Det nedre tertiær synes at være udviklet på lign. måde som i de nærmest tilgrænsende områder. Boreprøvernes ringe kvalitet tillader imidlertid ikke at udrede detaljer m.h.t. de enkelte intervaller i eocænet, som har vist sig at være så karakteristiske i andre egne. Der er imidlertid ingen grund til at regne m. væsentlige forskelle. Vi må således gå ud fra, at den normale serie, omfattende vulkanske askelag, Røsnæs-ler, Lillebælt-ler og Søvind-mergel, er til stede i Skanderborg a.s dybgrund.

Oligocæn. Endnu har man ikke m. sikkerhed påvist oligocæne lag inden for a.s grænser. Der er dog ingen tvivl om, at sådanne lag findes under større el. mindre områder, idet de er påvist både ø., n., s. og v.f. amtet.

Miocæne aflejringer. Faststående miocæne lag træffes nær overfladen ved Silkeborg, Salten Langsø, Nørre Snede og Ejstrup. Der er tale om lagserier bestående af glimmersand, kvartsgrus, glimmerler og brunkulslag, som er aflejret i sumpede strækninger i deltaområder olgn. Mangelen på marine lag gjorde længe aldersbestemmelsen af lagene vanskelig. V.hj.af de mange brunkulsboringer, som udførtes under og efter anden verdenskrig længere v.på, lykkedes det imidlertid efterhånden at finde ud af, at der højst sandsynlig er tale om lag fra mellemmiocæn tiden.

Ved en boring efter vand ved Vrold skole 1939 traf man i istidslagene på en flage af glimmersand og -ler m. et forsteningsførende lag i ca. 40 m dybde. Forsteningerne, der består af marine snegle og muslinger, er efter alt at dømme af nedremiocæn alder. Lagene m. forsteningerne må være bragt til stedet af en is, der enten er kommet fra n. el. ø. Da vi hidtil ikke har truffet på sådanne lag i det østl. Danmark el. i Jylland n. el. ø.f. Skanderborg a., er det rimeligt at antage, at lagene forekommer faststående i a.

Dybgrundens overfladetopografi kendes ikke i enkeltheder. Der er dog ingen tvivl om, at den er mere el. mindre uregelmæssig, når man betænker, at istidslagenes underlag formodentlig ligger ca. 20 m u.h. ved Vrold, ca. 25 m o.h. ved Salten Langsø og ca. 50 til 60 m o.h. i Ejstrupholm-Nr. Snede området.

Dybgrundens struktur er meget lidt kendt. Det geologiske kort tyder på strukturelle deformationer ved a.s s.grænse ved Horsens, idet grænsen ml. miocænet og oligocænet slår en bue mod v. og derved antyder et hævningsområde. Netop i dette område finder vi en antiklinalagtig struktur, som dannede baggrunden for udførelsen af dybdeboringen Horsens nr. 1.

M.h.t. a.s øvr. områder savnes oplysninger om de strukturelle forhold.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer. Under anden verdenskrig udnyttedes brunkulslagene ved Nr. Snede og Ejstrupholm.

Litt.: Arne Buch & Theodor Sorgenfrei. Deep tests in Denmark 1935–1959, DGU. III. Rk. Nr. 36. 1963 (i trykken). Theodor Sorgenfrei. En tertiær Fauna på sekundært Leje ved Vrold Skole, MDGF. Bd. 10, H. 5. 1945. 561.

Landskaber.

Landskabsdannelsen. Der er da. egne, hvis landskabshist. lader sig skildre ud fra de synsindtryk, man får fra et enkelt udsigtspunkt, fordi samtl.stadier i landskabsdannelsen s. 369 er repræsenteret af elementerne i det landskab, man derfra kan overskue. Det gælder imidlertid absolut ikke for S. a.s vedk., og dette forhold er netop karakteriserende for landskabernes tilblivelse i denne del af Danmark. Overfladeformerne er nemlig her resultat af de landskabsformende kræfters virke i flere helt forsk. perioder, hvorfor det er nødvendigt at bestige mindst 3 bakketoppe og redegøre for 3 udsigter, hvis landskabets hist. skal demonstreres på denne måde.

Lad os først kravle op på Nørlund Bjerg, 92 m, langt ude ved a.s v.grænse. Dette bakkeland, hvis overflades jævne former i øvrigt ikke er lette at overskue p.gr.af Nørlund plantages hærskarer af nåletræer, er sa. m. et par andre bakkeområder a.s ældste landskaber, idet der her er tale om morænelandskaber fra næstsidste istid, Riss- el. Saale-istiden, landskaber af den type Enrico Dalgas beskrev under navnet »bakkeøer«. Den stejle ø.skrænt, vi måtte kravle opad for at nå udsigtspunktet, er fremkommet, da smeltevandsstrømmene i sidste istid fossede omkr. bakkeøen og gnavede sår i dens sider. Skrænten har dengang stået m. langt mere bratte vægge, idet stejlheden blev vedligeholdt ved nedskridninger, når skræntfoden blev undergravet af vandmasserne.

Den flade strækning, vi ser ud over mod sø., er en hedeslette, en udstrakt flodslette, opbygget af de sand- og grusmasser, der medførtes af det virvar af smeltevandselve, der dengang i vildt skiftende løb bugtede sig over fladerne ml. bakkeøerne. Det er det allertidligste kapitel i S. a.s landskabsudvikling, vi har kunnet rekonstruere på grundlag af iagttagelser fra Nørlund Bjerg. Disse de ældste terrænformer, bakkeøerne, har været landoverflade siden næstsidste istid, udsat for vejrets s. 370 og det rindende vands påvirkning under skiftende klimaforhold. Skabt i næstsidste istid har bakkeøerne været landoverflade i hele sidste mellemistid og under sidste istid, mens a.s østl. dele lå dækket af indlandsis. Bakkeø-landskaberne er altså skabt hundrede tusinder af år før a.s øvr., og de er præget deraf (se afsnit: Bakkeøerne). Og rundt om disse de allerældste overfladeformer har vi den næstældste terræntype, den flade hedeslette, dannet ved slutn. af sidste istid, Würm- el. Weichsel-istiden, altså for kun ca. 15.000 år siden.

Lad os dernæst gå ø.på og bestige Sukkertoppen, 108 m, i bakkelandet, der dækkes af Højlund skov ved v.enden af Mossø (se fig. s. 380). Her står vi på et ungt moræneplateau, opbygget af ler-, sand- og grusmasser samt stenblokke, som sidste istids gletschere har efterladt her, da klimaet mildnedes, og ismasserne smeltede bort.

Rundt om højdedraget ser vi ud over mægtige, km-brede dalstrøg. Mod v. er det Gudenå-dalen m. retning fra s. mod n. Mod n. og nø. ser vi dalen, der her opfyldes af Mossø, og som fortsætter v.over i Saltenå-dalen, der fortoner sig i det fjerne m. himmelblå reflekser fra Salten Langsøs spejlende søflade. På den anden side af disse store krydsende dalstrøg har vi igen moræneplateauer, der i højde svarer til det, vi står på. Denne landskabsverden, så helt forsk. fra den vestjy., blev til i sidste istids slutfase, dels ved ophobning af de morænemasser, der udgør plateauerne, dels ved udgravning af de store dale i disse ved smeltevandsflodernes erosion. Dalene skabtes dels subglacialt, ɔ: under isdækket, dels ekstramarginalt, ɔ: uden for indlandsisens rand. Det er andet kapitel i S. a.s landskabshist., vi får demonstreret her i den storladne, midtjy. natur.

For at opleve resultatet af landskabsudviklingens sidste fase ved selvsyn må vi endnu en etape længere mod ø. og sø. – helt på den anden side af Skanderborg sø el. s.f. linien Hylke-Østbirk. Går vi her ø.f. Fruering op på Ørnekol, 130 m, så befinder vi os i et højtliggende, uroligt-småbakket morænelandskab helt forsk. fra de storbakkede, jævntbølgede moræneplateauer i søregionen længere v.på. Vi er i a.s yngste moræne-terræn, hvis overflade blev formet under det fremstød af isranden, der fandt sted under en kuldeperiode i istidens sidste fase, det fremstød der nåede til den s.k. »østjy. israndslinie«. De sidst aflejrede morænemasser blev lagt som et uregelmæssig tykt lag oven på de ældre, storformede bakkedrag, hvis mønster anes i landskabets hovedtræk – som et musikalsk tema under variationernes filigran af skiftende melodifigurer.

Efter istiden har landskabsformende kræfter som jordkrybning og jordflydning, vind og rindende vand arbejdet på at ændre istidslandskabernes relief. På den ene side er dette derved blevet udjævnet, idet bakkehældningers stejlhed er aftaget, og lavninger er blevet delvis udfyldt. På den anden side har det rindende vands erosion kløftfuret skrænterne, stedvis så intensivt, at det hældende terræn er omformet til et erosionslandskab præget af slugter og resisterende »falske bakker« ml. disse.

Vinden har stedvis kunnet bortblæse store sandmasser for andre steder at aflejre dette materiale igen, hvorved klitlandskaber, indsande af stor udstrækning som fx. Vrads Sande, har kunnet fremkomme. Vinden har på denne måde omformet landskabet i store dele af amtet.

Endelig har mennesket som landskabsprægende faktor været særdeles effektiv netop i dette a. Moræneplateauernes skovvildnis er overalt, hvor jordbunden overvejende var ler, omdannet til kulturland og på de sandede jorder transformeret til s. 371 kulturskov. Skræntskovene på tunnel- og smeltevandsdales stejle sider er karakteristiske træk i landskabsmønsteret ø.på. I a.s vestl. dele er det hedeplantagerne på flodsletterne og bakkeøernes sandområder og indsandenes nåletræsbeplantning, der giver landskabet dets biologiske særpræg. Den rige, landskabelige variation, der er følgen af de talr. realiserede muligheder for kombination af relief, naturligt plantedække og kulturpræg, er en del af forklaringen på S. a.s store betydning som rekreationsområde og ferieland.

Bakkeølandskabet træffes i sin mest typiske form ved St. Nørlund v.f. Gludsted mose. Her omkr. St. Nørlundgd. har skråningerne de ensartede hældninger til alle sider, som er resultat af de skræntformende processers virke gennem lange tidsrum. Det må erindres, at bakkeøerne i langt højere grad end a.s øvr. landskaber har været udsat for den arktiske jordflydning. Som det er kendt fx. fra Grønland i nutiden, finder der en ejendommelig landskabsudjævning sted på bakkede lokaliteter, hvor de øvre jordlag i sommertiden tør op og forvandles til et ælte, idet den frosne bund dybere nede, grundisen, hindrer smeltevandet i at sive ned. På sådanne steder vil jordmasser som slamstrømme, hvor hældningen er tilstrækkelig stor, søge mod lavere steder. På denne måde og ved vandløbserosionen er det opr. morænerelief helt forsv. og erstattet af et erosionsrelief m. arktisk præg. Dette udfladede morænelandskab kan derfor bedst beskrives ved en optælling af de for morænelandskaber karakteristiske enkeltformer, der ikke mere forekommer her. Der er ingen tunneldale, ingen randmoræner, ingen søer og ingen stærkt kuperede bakkeområder.

M.h.t. jordbundsforholdene er der også typiske forskelligheder ml. disse gl. og de unge morænelandskaber ø.på. Bakkeøernes jordbund, der har været udsat for podsolering, ɔ: udvaskning ved nedsivende vand, i meget længere tid end de unge morænejorder, er derfor langt fattigere på opløselige plantenæringsstoffer end disse.

Bakkeølandskabet i Nørlund plantages sydl. del er stærkt præget af sandflugt og har karakter af indsande – et meget kuperet klitterræn. Det er bakkeøens egne sandmasser samt sand fra de omliggende hedesletter, der af kraftige stormvinde er føget sammen til vandreklitter, som nu ved nåletræsplantagernes lævirkning er bragt til standsning. Det samme gælder bakkeølandskabet n.f. Gludsted såvel som det sydl. bakkeøområde ved Tykskov. Bakkeøernes afgrænsning mod de omliggende hedesletter er stedvis som tidl. nævnt (se afsnit: Landskabsdannelse) en markeret skrænt som fx. den 20 m høje skrænt på Nørlund Bjergs ø.side el. den langt lavere, kun 6 m høje, ved Fladhøj på Gludsted-bakkeøens n.side. Andre steder hæver de sig m. så flad en skråning, at grænsen landskabeligt er udflydende. Dette er således tilfældet ved Nørlund-bakkeøens sø.skråning ud mod Malmkær og Gludsted mose.

Vrads hrd.s hedesletter. Udstrakte, flade strækninger breder sig i egnen s.f. Ejstrup fra Hedegårde og 10 km v.på. Et lign. terræn forekommer n.f. Ejstrup-bakkelandet fra Hampen sø og v.ud, hvor det forenes m. den føromtalte flade s.f. Nørlundbakkeøen. N.f. Gludsted bakkeø strækker en tilsvarende flade sig fra Hjøllund og til a.grænsen mod v. Væsentlige dele af denne flade dækkes af Gludsted plantage, hvorved terrænformen i nogen grad tilsløres. På de sydl. flade derimod er plantagerne små og spredtliggende. Her domineres landskabsbilledet af markfelterne og af læhegnenes nåletræsrækker, der, selv om de indsnævrer udsigten, til gengæld trækker snitlinier gennem terrænoverfladen og derved understreger dens fladekarakter. For det menneskelige øje er disse sletter tilsyneladende vandrette planer. Opmåling viser dog, at de østl. dele af heromtalte to nordl. flader befinder sig i 80 m-niveauet, medens de ved a.s v.grænse ligger 70 m o.h. For sletten s.f. Ejstrup er de tilsvarende tal 70 og 60 m. Fladerne skråner altså mod v. om end m. så svag en hældning som 1:500. Dette forhold i forb. m. jordbundens opbygning af sandog gruslag m. bankestruktur vidner om, at fladerne er flodsletter, et udstrakt system af forgrenede strømlejer for vandstrømme, der m. skiftende vandføring er løbet fra ø. mod v. Det er smeltevandsstrømmene i sidste istid, der har medført og aflejret det materiale, som har opbygget disse hedesletter. Fra gletscherportene i bræens front er vandet fosset ud, her aflejredes det groveste grus, her fremkom aflejringskeglens toppunkt, for som dele af flade kegleoverflader måtte hedesletterne formes if. selve aflejringsmåden. Denne form er da også typisk for hedesletterne v.f. isens hovedopholdslinie gennem Jylland fra Bovbjerg ø.på til Viborg og herfra s.på til rigsgrænsen. Den nordl. del af Skanderborg a.s hedesletter følger også denne regel. Højdekurvernes forløb på målebordsbladet gennem Gludsted plantage røber dette ved kurvernes koncentriske forløb om et centrum ved Sepstrup, hvor gletscherporten har været. De sydl. hedesletter derimod er så opdelt ved de små bakkeøer, der rager op over hedesletternes flade, at de bliver så smalle, at keglekarakteren forsvinder. I betragtning af at de dav. hedesletter længere v.på kun har hældninger på 1:1000, forstår man, at Skanderborg a.s hedesletter er de højeste østl. dele nær gletscherportene af de hedesletter, der længere v.på i Ringkøbing a. har deres største udbredelse.

Grænsen til morænebakkelandet, der længere n.på er en relativt velmarkeret lige linie, har her i Skanderborg a. en helt anden karakter. På strækningen Hjøllund-Hampen-Ejstrup bugter den sig kilometervidt, idet smeltevandsfloderne her i grænsezonen for isdækket har gravet sig store og brede dale, hvis bunde, fyldt som de er m. smeltevandsaflejringer, må regnes for dele af hedesletten. Israndens skiftende beliggenhed har yderligere skabt variation i dette mønster. Periodevis har der været fremstød af isranden langt v.f. hovedopholdslinien. Herom vidner bl.a. tilstedeværelsen af enkelte søbassiner v.f. førnævnte hovedopholdslinie. Hvis ikke dødismasser havde resisteret her i lange tider, måtte det hul, der nu fyldes af Ejstrup sø, formentlig være fyldt op af smeltevandsaflejringer.

Jordbundsmæssigt adskiller hedesletterne sig fra andre da. jordbundstyper ved den stærke podsolering, ɔ: den udvaskning af de øvre jordlag, der er typisk i egne m. stor nedbør. Dette har medført en lagdeling i de øvre jordlag, idet der under lyngskjolden, det sorte mor-lag, er fremkommet en udvaskningshorisont, blegsandet, hovedsagelig bestående af kvartskorn. Da blegsandet er praktisk taget blottet for plantenæring, er denne jordbundsudvikling, set fra et landbrugssynspunkt, yderst uheldig. Under blegsandet kommer så en udskilningshorisont, hvor de ovenfra medførte salte atter er udskilt af opløsning, hvorved sandet er sammenkittet til en sandsten, al-laget, m. kaffebrun farve som følge af de mange jernsalte. Dyb pløjning, reolpløjning, fordeling af de opbrudte jorddele, mergling og regulering af vandstanden har nu de fleste steder ophævet følgerne af podsoleringen og saneret jordbunden. De brune lyngflader, der for 150 år siden bredte sig lige til horisonten s. 374 herude, er nu helt afløst af markfelter og plantager. Det bør straks siges, at lyngen ikke har været den opr., naturlige vegetationstype på hedesletterne. Rester af egekrat og mange vidnesbyrd om tidl. dyrkning viser, at vi er i et gammelt kulturland, fremkommet efter skovrydning. Lyngen er indvandret, efter at landbruget i jernalderen har måttet opgives her, måske fordi for intensiv dyrkning har brudt naturens ligevægt, hvorefter vinderosion har fået overtaget, hvilket de mange indsande vidner om. Lyngarealets reduktion er igen en følge af det sidste årh.s nykolonisation.

Midtjyllands dalfurede moræneplateauer. De unge morænelandskaber fra sidste istid udgør langt den største del af Skanderborg a.s terræn, nemlig områderne ø.f. isens hovedopholdslinie, ɔ: alt ø.f. linien Sepstrup-Hampen-Ejstrup. Inden for dette område kan der igen skelnes ml. de alleryngste østjy. morænelandskaber, ø. og s.f. linien Mesing-Fruering-Hylke-Østbirk-Nim-Hvirring, og det store centrale midtjy. område fra Skorupegnen ved a.s n.grænse til Tørring ved s.grænsen. Det er for den midterste og største del af a., at betegnelsen moræneplateau kan anvendes, da moræneaflejringernes opr. overfladeform her har været højtliggende, jævnt bølgede flader. Disse er stedvis så plane, at de kan betegnes som moræneflader, som fx. området ml. Fårvang og Truust i a.s nordl. del. Denne flade ligger i 60 m-niveauet, men længere ø.på, ml. Frijsenborg og Voldby er den højere, ca. 80–100 m o.h. Sydl. i a. tiltager højden yderligere, og store sammenhængende områder ligger her over 125 m o.h. Det højeste parti er egnen omkr. Yding, Ejer-plateauet, et ca. 5 km² stort område, der kulminerer i Møllehøj og Ejer Bavnehøj, begge 171 m, når angivelsen skal ske i hele m-tal. Det er særdeles karakteristisk, at man skal søge frem til resultaterne fra det præcisionsnivellement, der så sent som 1941 blev foretaget, da der var rejst tvivl om, hvorvidt Ejer Bavnehøj virkelig var Danmarks højeste punkt, for at få den sag afgjort. Møllehøj er 171,00 m o.h. og Ejer Bavnehøj 170,95. Toppen af den nærliggende Yding Skovhøj ligger faktisk 172,66 m o.h., men da der her er tale om en gravhøj, altså en menneskeskabt forhøjning, kan den ikke betegnes som landets naturlige højdeklimaks. At det er så svært at finde frem til den højeste bakketop i vort land, understreger på tydeligste måde plateaukarakteren. Det er også karakteristisk, at det højeste punkt ikke på nogen måde gør sig gældende som et individuelt bakkeelement, men kun kan findes ved anv. af fin opmålingsteknik, idet det simpelthen er en tilfældig lille moræneophobning bl. mange andre på den højeste del af et højt moræneplateau.

Stedvis hæver der sig storformede, jævntskrånende morænebakker over det egentlige plateauniveau. Eksempelvis kan nævnes Klankballehøj, 120 m, v.f. Låsby – en bakke, hvis diameter skønsvis kan sættes til 2 km. Afstanden ml. disse bakketoppe kan også oplyse om bakkekarakteren. Låddenhøj, 148 m, og Keldbjerg, 113 m, s.f. Tovstrup Nørreskov, har således en indbyrdes afstand på ca. 1600 m, og fra Randershøj, 100 m, der hæver sig ca. 50 m over moræneplateauet ved Voel, til den nærmeste bakketop ø. derfor, Glimshøj, 110 m, er afstanden 1400 m.

Enhver, der har færdedes igennem disse egne, vil m. Gjern bakkers urolige relief el. m. Himmelbjergets kløftfurede stejlskråninger i erindring protestere mod en fremstilling, der i så høj grad, som det her er tilfældet, har understreget de jævnt hældende overfladeformer.

Det må derfor stærkt understreges, at den forudgående skildring af Midtjyllands s. 375 terræn, som også nævnt indledningsvis, er en beskrivelse af moræneplateauernes opr. form, der mange steder endnu er bev. Store dalsystemer sønderdeler imidlertid nu hele området på kryds og tværs, hvorved det er opdelt i en halv snes enkeltplateauer, adskilt ved dalstrøg af vekslende bredde, varierende fra få hundrede m til 2–3 km. Denne sønderdeling af morænemassen er allr. begyndt i slutn. af sidste istid, da de store smeltevandsmasser, der i tunneller under isdækket strømmede ud mod indlandsisens rand, udgravede sig brede strømlejer dybt ned i morænemasserne under isdækket. Disse tunneldale har i a.s nordl. del retning fra nø. mod sv., som fx. Gjernåens dalstrøg. I den midterste del løber de fra ø. mod v. som fx. Ravnsø-Knudsø-dalen, der fortsætter i Himmelbjergsøerne, Salten- el. Mossødalen. I a.s sydl. områder har tunneldalene retning fra sø. mod nv., og her kan dalen m. Bryrupsøerne nævnes el. den dermed parallelle længere ø.på, der nu gennemstrømmes af St. Hansted å i den sydl. del og af Gudenå på strækningen ml. Vestbirk og Mossø (se blokdiagram). Da de dybeste dele af disse dalstrøg nu fremtræder som aflange søbassiner, vil rækker af langsøer yderligere topografisk afgrænse de forsk. moræneplateauer indbyrdes. (Detaljeret beskrivelse af dalene i afsnit: Vandløb og søer).

I afsmeltningstiden har smeltevandsfloderne benyttet tunneldalene som afstrømningskanaler og yderligere udformet disse ved sideerosion i flodbuernes ydersving og ved aflejring af sandmasser i bunden. Men smeltevandsfloderne har også uden for isranden skabt nye dale på tværs af tunneldalene, hvorved disse er blevet forbundne (se Gudenå-dalen i afsnit: Vandløb og søer). Disse mange dybe dalskår har således opdelt moræneplateauet i enkelte partier, der afgrænses af stejlskrænter, som ofte er over 100 m høje. Himmelbjergplateauet ligger således 120–140 m over Mossøs vandflade. De store skrænthældninger i morænens løse ler- og sandmasser s. 376 i forb. m. det da. klimas store nedbørsmængder har her skabt optimale vilkår for det rindende vands erosion. Alle dalsider er derfor furet af dybe kløfter, der stedvis har kunnet udvikle sig til rigt forgrenede dalsystemer, som har arbejdet sig dybt ind i moræneplateauerne fra alle sider. Herved er plateauernes randzoner blevet udformet som erosionsbakkeland m. voldsomt relief. Mange steder står enkelte dele af det opr. plateau tilbage, afgrænset til alle sider af erosionsdale som »falske bakker«. Betegnelsen »falske« understreger, at disse bakker ikke er dannet ved lokal ophobning af moræne som de bakker, der hæver sig over plateaufladernes niveau, men er fremkommet ved udskulptering af moræneplateauets flanker. Da klimaet endnu var arktisk, har også jordflydning kunnet ændre dalsiderne, og senere har jordskred fundet sted mange steder, hvilket de mange grubeformede skrednicher på dalsiderne og skredmasser ved skræntfoden tydeligt vidner om. Himmelbjergkollen, 147 m, er en typisk falsk bakke, udgravet ligesom den nærliggende Hindbærkol, 123 m, og Sandagerkol, 135 m, i moræneplateauet. Dettes større højder, indtil 157 m, længere inde gør sig typisk nok ikke landskabeligt gældende som bakketoppe, idet kontrasten til den brede søflade 137 m derunder, der får Himmelbjergskrænten til at virke så imponerende, ikke her kan komme til at virke.

Vesterskov-plateauet, s.f. Silkeborg, har mod Funderdalen en skrænt, der også kan vælges som eks. på denne dissekering af moræneplateauets kanter. Frederik VII.s høj, 123 m, på plateaufladen, ligger ca. 100 m over Funder-dalens bund kun 500 m v. derfor, hvilket giver en gennemsnitlig skrænthældning på 20 cm pr. m. De ad skrænten nedstrømmende vandløb har derved opnået den voldsomme erosionskraft, hvis resultat er de dybe slugter Munkedal, Ormedal og Falddal. Sidstn. navn er i ganske særl. grad velvalgt og illustrerende.

Hvor relativt smalle moræneplateauer på denne måde er angrebet af vandløbserosion fra begge sider, er plateaufladen ofte reduceret til små partier. Omkr. Voerladegård, s.f. Mossø, er således kun et lille område af det 80–90 m høje plateau tilbage. Det er et typisk træk, at dette plane område er agerland, medens kløftvirvaret n. og v. derfor har været umuligt at benytte som landbrugsjord og derfor udnyttes som skovareal. På lign. måde er de resterende dele af moræneplateauet ved Sdr. Vissing omgivet af skovland på de afgrænsende skrænter.

Den store skovrigdom, der er ejendommelig for a., er bl.a. en følge netop af skræntskovenes hyppige forekomst.

Gjern bakker m. Åshøj, 104 m, og Ll. Troldhøj, 92 m, er eks. på et opr. morænebakkeland, der er så totalt omformet af vandløbserosion, at det helt har ændret karakter. Kun materialet, morænen, viser, hvordan dette højdeområde er blevet til; den opr. form er overalt afløst af erosionsdalenes skræntsystemer. Den særligt voldsomme vandløbspåvirkning på dette sted skyldes måske smeltevand, som på et tidspunkt, da isranden har stået på dette sted, har kunnet fosse direkte ned over området i særligt store mængder.

For en række steder, hvor der forekommer kløfter m. en form afvigende fra normale erosionsdales, gælder det, at de må opfattes som resultat af smeltevandets erosion på et tidspunkt, da isen endnu lå over stedet. Fra nutidsgletschere er det kendt, at smeltevandsstrømme på isens overflade kan styrte ned i de revner, der ofte optræder som parallelle sprækker i randzonen, og erodere kraftigt i bundmorænen under disse.

S.f. Vedslet er der således en ganske lige n.-s. forløbende kløft, Kirkedal, og parallelt m. den er der lign. kløfter sv.f. Ustrup samt s.f. Tebstrup og Ovsted. Disse ejendommelige kløfter kan mul. forklares på ovenn. måde.

Den østjyske israndslinies landskaber. De alleryngste istidslandskaber træffes længst mod ø. og sø. i Hjelmslev hrd.s østl. del samt i største delen af Nim og Voer hrdr. Denne fordeling er en følge af, at indlandsisen efter at være smeltet helt bort fra a.s område som følge af en klimaforværring atter foretog et fremstød ud over de nævnte egne. Den stærkt bugtede grænselinie for dette område (se foreg. afsnit) får sin forklaring derved, at isdækket denne sidste gang var af så ringe mægtighed, at terrænhindringer fik betydning for ismassernes fremtrængen. Store bakkeområder, som fx. Ejer-plateauet, kunne isen ikke overskride; den gled s. om det. Til gengæld bød store lavninger som Hansted-tunneldalen og Bygholm-dalen på muligheder for isens fremtrængen. Gennem disse lavninger skød gletschere sig frem helt til Gudenådalen henh. ved Vestbirk og Rask mølle.

Da dette det allersidste isdække endelig smeltede bort, efterlod det et morænedække oven i de morænelandskaber, der var der i forvejen. Det var dog af så ringe mægtighed, at landskabets storformer ikke blev væsentligt ændret. De storformede bakkedrag spores stadig i helhedsbilledet, men de er overlejret m. et småbakket morænelandskab, hvorved landskabet får en karakter helt afvigende fra Midtjyllands. Ø.f. Fruering kan man således omkr. Ørnekol, 130 m, inden for 1 km² observere 6 bakketoppe m. højder varierende fra 103 til 132 m og m. indbyrdes afstande på ml. 300 og 600 m. Lignende småbakkede landskaber kan iagttages om Gilhøje 101 m og andre steder i dette område.

Endelave i Kattegat, 6 km ø.f. Jyllands kyst og midtvejs ml. denne og Samsø, indtager m.h.t. landskabsformer helt igennem en særstilling inden for Skanderborg a. Største delen af den 13,2 km² store ø udgøres af en lavtliggende moræneflade, en terrænform der i øvrigt ikke forekommer i a. Øens højeste punkt hæver sig kun 7,8 m o.h. Dets navn, Snekkebjerg, der umiddelbart kan virke pretentiøst, er et godt eks. på den relativitet, som i høj grad gør sig gældende ved stednavnes udformning; jo fladere en egn er, desto mindre forhøjning skal der til for i den folkelige opfattelse at berettige »bjerg«-navne. Navnet kan altså kuriøst nok netop understrege, at Endelave er en meget lav og flad ø.

Morænefladen, der er totalt opdyrket, bræmmes af marint forland, ɔ: landarealer dannet ved havets aflejrende virke. Det er dels afspærringsforland, fremkommet ved tilgroning af strandsøer, dels strandvoldssletter, opbygget af de rullesten og det strandgrus, der af de skråtindløbende bølger transporteres langs stranden på kyststrækninger, der som Endelaves ø.kyst ligger udsat for kraftig bølgepåvirkning. »Det fri stræk«, ɔ: længden af den havoverflade, på hvilken bølger kan dannes under storm, er her størst, ca. 20 km i retning mod sø. Da bølgers størrelse og dermed deres transportevne bl.a. er betinget af denne faktor, forstår man, at øens ø.- og s.-eksponerede sider er udligningskyster, idet fremspringende steder i kystlinien i tidens løb er blevet nedbrudt, medens bugter er blevet udfyldt af det langs kysten vandrende materiale. Naturens tendens til dannelse af ligevægtsformer viser sig også langs Endelaves udligningskyster med al tydelighed. Ved øens vestl. ende er den blødt svungne kystlinie skabt ved dannelsen af Kloben-forlandet, et strandvoldsystem, der afspærrer en nu næsten tilgroet strandsø. Ved Endelaves s. 378 »øvre« ende, som den nordl. del benævnes, er på lign. måde opbygget et stort forland, der afrunder øen n.efter, en strandvoldsslette, hvor rullestensrygge m. mellemliggende strandsøer på alle tilgroningsstadier danner et vifteformet mønster, der tydeligt taler om rytmen i forlandets tilvækst.

Endelaves v.vendte kyst ligger i læ af Jylland, hvorfor bølgekraften og dermed materialvandringen her er så ringe, at den centrale bugt endnu ikke er blevet tangespærret. På denne kyst, hvor tilsanding ikke kan forventes, er øens havn derfor anlagt. Det store flak foran kysten har til gengæld her været en vanskelighed, som er fjernet ved bygning af havnebassinet for enden af en 300 m lang stensat dæmning på det sted, hvor kurven for 2 m vanddybde går længst ind under kysten.

Vandløb og søer. Skanderborg a.s afvandingsforhold er højst særprægede derved, at det nærmest liggende havområde, Bælthavet, ɔ: Kattegats sydl. del, hvortil der fra a.s ø.grænse blot er 7 km, kun modtager tilløb fra et ganske lille område, medens den helt overvejende del af a.s areal afvandes af Gudenåen, der udspringer nær a.s s.grænse og udmunder i Randers fjord efter et løb på 158 km. Et blik på kortet viser da også, at Gudenå, a.s og Danmarks største vandløb m. et stærkt bugtet løb strømmer m. hovedretningen n. stort set parallelt m. Jyllands ø.kyst. Forklaringen på dette ejendommelige fænomen må søges i landskabsudviklingen (se dette afsnit). Det er moræneophobningen langs den østjy. israndslinie, der er af sådanne dimensioner, at den danner vandskel og derved hindrer Midtjyllands vandløb i at løbe ø.på til den nærliggende Århus bugt og Bælthavet. Endv. må det nævnes, at de vestl. dele af a. ligger v.f. Jyllands hovedvandskel, der fra Viborg løber s.på gennem halvøen langs hedesletternes højeste østl. dele. Det er dette vandskel, der bestemte forløbet af Hærvejen, Jyllands gl. hovedvej fra n. til s. Dette betyder, at den del af nedbøren, der strømmer overfladisk bort fra de dele af Skanderborg a., der ligger v.f. Nr. Snede, af Skjern å og Storå føres helt ud i Vesterhavet, 40–50 km v.ude.

Gudenå udspringer i tunneldalen, der afgrænser a. mod sø. v.f. Hage. Vil man opsøge kildeområdet, kan man komme dertil ø.fra over det højtliggende moræneplateau, der ml. Hammer kirke og Hage ligger i 100 m niveauet. Man når 1 km vestligere frem til tunneldalens stærkt kløftfurede stejlskrænter, der af vandløbserosionen er så stærkt opdelt, at dalsiden er opdelt i de »falske« bakker, Hededal banke, Rævebanker, Bøllebanke og Lundbanke. Herfra skuer man ud over tunneldalens ujævnt kuperede bund 40 m nede og over mod den vestl. dalsides mere jævne skråning. Kildevældene i disse dalsider samler sig til en bæk, der løber s.på. Det er Gudenåens første svage begyndelse. Få hundrede m nordligere, på den anden side af en lav morænetærskel i dalbunden, samler det fra skræntsiderne udstrømmende grundvand sig til et vandløb, der søger n.på – det er Skjern å’s øverste løb. Det er typisk og ingen tilfældighed, at Hærvejen passerer over tunneldalen netop her nær de to store vandløbs kildeområde, hvor passage har været mulig, medens man blot få km længere henh. mod ø. el. v. skulle passere vandløb og side enge af dimensioner, som middelalderens bro- og vejbygningsteknikere helst undgik.

Der er et misforhold imellem denne dals vældige størrelse og åløbets små dimensioner, en modsætning som man bemærker for hele Gudenå-dalens vedkommende. Det forhold er et godt eks. på, at nutidens overfladeformer i Danmark, og i øvrigt s. 379 de fleste andre steder, ikke alene kan forklares ud fra de aktuelle landskabsformende kræfters sammenspil, men kræver viden om tidl. perioders naturforhold: klimakarakter, forvitringstype, erosionsdynamik, etc. Gudenåens øvre løb de første 8 km fra kildefeltet til stedet, hvor den første større vej er ført over den brede dal ml. Gl. Tørring og Tørring stationsby, benytter nemlig en tidl. dannet dal, en tunneldal, gennem hvilken smeltevandselven fossede under isdækket i sidste istid mod nv., altså modsat den retning Gudenåens vand nu flyder. Da smeltevandet strømmede i et rør under isen, har det kunnet drives opad af gletscherisens grundvandstryk, v.på mod gletscherporten ved Hastrup sø.

Ø.f. Tørring forlader Gudenåen denne tunneldal og løber ud i de udstrakte eng- og moseområder Uldum -, Hesselballe -, Hjortsvang – og Åle kær. Samtidig drejer den mod nø. Denne abrupte 90°-drejning af løbets hovedretning kan heller ikke forstås ud fra karakteren af nutidens Gudenå. Forklaringen må igen søges i en tidl. fase af vandløbsudviklingen. Den km-brede dal, som Gudenåen løber igennem fra Uldum kær til Mossø, er opr. udformet af ekstramarginale smeltevandsfloder, ɔ: af smeltevand, der i modsætning til tunneldalenes udgravede sig dale ikke under isen, men uden for isranden. Den heromtalte dal blev dannet i istidens sidste afsnit, da gletscherne endnu dækkede Østjylland. De enorme mængder af smeltevand, der kom fra disse ismasser, blev hindret i at løbe v.på af moræneophobningerne fra den tid, da isranden stod ved hovedopholdslinien fra Viborg og s.efter, hvorfor de var tvunget til at strømme parallelt m. isranden i Østjylland n.på.

Det er ikke alene ved dimensionerne i vandret plan, ved den store bredde, at Gudenådalen på denne strækning er i uoverensstemmelse med vandføringen og derved med slangebugtningernes størrelse i nutidens Gudenå, også i lodret plan er der en tydelig disharmoni ml. fortids- og nutidsformer. Den gl. smeltevandsflod har løbet i et højere niveau end Gudenåen af i dag. Dette forhold præger landskabet i dag på karakteristisk måde, idet der på begge sider af den dalbund, som Gudenåen selv har skabt, og i hvilken den, hvor åløbet ikke er reguleret, snor sig fra side til side, ligger terrasseflader i et ca. 15 m højere niveau (se fig. s. 375). Kommer man fx. fra Tønning, der ligger ca. 100 m o.h., og går ø.på, så går det stejlt ned gennem Tønning skov, som er en typisk skræntskov, til 50 m niveauet, hvor man går ud af skovbrynet og befinder sig på en ca. 200 m bred, opdyrket flade. Det er terrassen, den gl. smeltevandsdals bund. Fortsætter vi ø.på, så går det brat ned ad en skråning, der er så stejl, at den heller ikke kan dyrkes og derfor også er bevokset m. krat og skov. Lokalnavnet Fruehæld her antyder direkte, at det skråner. Ved foden af denne skrænt er vi endelig nede i Gudenåens selvskabte ådal, hvor vandløbet slynger sig fra den ene side til den anden gennem side enge. Denne dal er her ca. 300 m bred. På dens ø.side gentager sa. landskabsmønster sig i spejlvendt følge. Terrassefladernes højde o.h. er aftagende n.efter og viser derved, at den smeltevandsflod, hvis bund de opr. har været, har løbet n.på.

Terrasserne er stedvis helt plane, og i grusgravenes vægge tegner lagene tydeligt profiler af de banker af flodsedimenter, der har ligget på smeltevandsflodens bund. På andre steder, således n.f. Sdr. Vissing, er terrassefladen derimod fuld af gruber, hvoraf mange fremtræder som småsøer, Vængsø, Rødesø, Oversø, Stejlholt sø, Kragsø m.fl., medens andre er tilgroede og ses som moselavninger, Vængmose og Springbjerg mose fx. Her må vi igen søge tilbage i tiden til afsmeltningstiden, s. 380 istidens slutning, for at finde frem til en tydning. Da gletscherne smeltede bort, har der i den svindende indlandsis’ randzone mange steder ligget større og mindre isolerede partier af gletscherisen tilbage uden for den sammenhængende ismasse. Mange af disse smeltende dødismasser har, når de har været reduceret til en passende størrelse, kunnet overskylles af smeltevandsstrømmene, som så har tildækket dem m. lag af grus og sand. Derved er dødisklumpernes levetid blevet forlænget betydeligt, idet de dækkende sandlag har beskyttet dem mod direkte solstråling. Flodlejer har i kortere el. længere tid kunnet etableres hen over disse dødisklumper, sluttelig er disse dog under den stadige klimaforbedring smeltet helt, og de dækkende jordlag er da sunket ned på isklumpernes plads, hvorved der på jordoverfladen er fremkommet jordfaldshuller i mange forsk. størrelses- og formvarianter. Det er disse dødishuller, der stedvis er så dybe, at deres bund ligger lavere end grundvandstanden, hvorfor de landskabeligt fremtræder som søer på alle stadier af tilgroning fra åben sø med rørsumpbræmme til moselavning. Andre dødishuller er så små, at de ikke når under grundvandsniveauet. Det er de talr. tørre lavninger i terrassernes overflade, der visse steder kan være så tætliggende fx. på Addit næs s.f. Salten Langsø, at terrassekarakteren næsten går helt tabt.

Ådalsterrasserne er et landskabstræk, der karakteriserer hele Skanderborg a.s centrale område, der afvandes af Gudenå, idet alle tilløbenes dalprofiler viser de sa. karaktertræk om end i mindre dimensioner. Er man først blevet opmærksom på s. 381 fænomenet, ser man det mange steder. Hvad er da årsagen til forekomsten af et så udbredt landskabstræk? For at forstå det bør man have det for vandløb alm. træk i erindring, at flodbundens længdeprofil normalt hælder m. aftagende stejlhed nedad i løbets retning for sluttelig at nå havoverfladen, der er den erosionsbasis, under hvilken et overfladevandløb ikke kan skære sig ned. En flod, der i tilstrækkelig lang tid har udformet sin dal, vil have et længdeprofil, der nærmer sig mere el. mindre til denne idealkurve. Hvis derimod vandstanden i havet falder, el., hvad der i denne forb. er det sa., hvis landet hæver sig, så vil floden naturligvis søge at sænke sit længdeprofil ned til den ny erosionsbasis, altså til det ny havniveau. Det vil sige, at floden ethvert sted i sit løb vil skære sig en ny dal ned i bunden af den gl. Der kan også ske det, at en flod ved at ændre løb får mulighed for at nå ud til havet ad en kortere vej end tidl. I så fald vil floden også arbejde på at tilpasse sit længdeprofil til de nye forhold. Da længdeprofilet bliver kortere men stadig begynder i sa. højde og skal nå sa. slutniveau, må det blive stejlere. Det vil betyde, at floden alle steder i sit løb får tendens til at skære sig ned i sin tidl. dalbund. For Gudenå-systemets vedk. er det begge disse forklaringer, der må tages i brug for at forklare den udbredte forekomst af terrasser i alle dalene. Dels er landet siden afsmeltningstiden hævet i forhold til havet, dels har Gudenåen fået et kortere løb, idet den, da ismasserne var smeltet væk fra Østjylland, kunne løbe ud i Randers fjord, medens den før den tid var tvunget til at løbe den længere strækning til Limfjorden. Terrasserne i Midtjylland er altså ikke alene beviser for tidl. tiders s. 382 langt større vandstrømme og dermed for klimaændringer, de er også talende vidnesbyrd om fortidens vandløbsmønstre, altså om palæogeografiske udbredelsesforhold.

N.f. det høje morænebakkeland, hvis højeste punkt er Sukkertoppen, 108 m, drejer Gudenå atter brat mod ø. og løber ud i Mossø. Det er den store ø.-v. forløbende tunneldal, i hvis dybeste dele Mossø og Salten Langsø ligger, der nu benyttes af Gudenå på vejen n.efter. Kun 600 m fra Klostermølle, hvor udløbet i søen er, forlader Gudenå atter ved Brudeenge Mossø snoende sig 5 km tværs gennem det brede tunneldallandskab. Her modtager den v.fra Salten å som tilløb og ø.fra afløbet fra Skanderborg søområdet og Illerup å’s afvandingsområde n. derfor. Herved øges vandføringen betydeligt. Herefter løber den ind i Gudensø, der n.efter fortsætter i Rye Møllesø. Navnet antyder, at denne søs dimensioner delvis er en følge af menneskelig indgriben. Der er dæmning m. sluser ved Rye mølle. Også her har vandkraftens udnyttelse foranlediget landskabsændringer ved opstemning af vandet over det naturlige niveau og dermed en udv. af søarealet. Efter at have passeret slusen kommer Gudenå ind i Birksø og dermed i et nyt tunneldalsystem, hvis østl. del rummer langsøerne Ravnsø og Knudsø, og hvis vestl. del Gudenåen følger, idet den gennemstrømmer de typiske langsøer Julsø, Borresø og Brassø, før den i kanaliseret form ledes gennem Silkeborg til Silkeborg Langsø. Her ændrer Gudenå atter retning mod ø. og af sa. grund som tidl., fordi en ny tunneldal på et stykke har ledet dens løb så langt som til Gjern å’s indmunding ved Sminge. Samtidig modtager den Funder å’s store vandmasse, idet denne å, der kommer v.fra gennem tunneldalen, der danner grænsen mod Viborg a., udmunder i Ørnsø, der gennem Lyså står i forb. m. Silkeborg Langsø. Det er tunneldalens nordøstl. fortsættelse, Gjern å kommer igennem. Gudenå fortsætter m. retning stik n. 10 km til a.s n.grænse, idet den på dette stykke igen, som tidl. ml. Uldum kær og Mossø, benytter en tidl. smeltevandsdal. Gjeldå, der danner a.grænsen mod n., afvander a.s nordl. dele og indmunder i Gudenå n.f. Truust.

Det gælder for de andre åer i Gudenåens afvandingsområde, som det allr. er nævnt for Gjern å, at de efter sa. princip som skildret for Gudenås vedk. benytter de i istiden og afsmeltningstiden dannede dalsystemer, dels tunneldalene, dels de ekstramarginale smeltevandsdale. Linå, der indmunder i Gudenå ø.f. Silkeborg, følger de store dalslyngninger, som en smeltevandsflod med langt større vandføring tidl. har nedskåret i moræneplateauet. Salten å systemet viser lign. karaktertræk. Dens to tilløb Lystrup å og Skærbæk henh. fra sø. og nv. følger begge sa. tunneldalsystem. Det sydl. tilløb Nimdrup bæk udspringer i Dalkær v.f. Davding og gennemstrømmer de typiske tunneldal-søer, langsøerne Karlsø og Bryrup Langsø, for dernæst m. betegnelsen Bryrup å at fortsætte gennem Kvindsø og Kulsø, fra hvilken den fortsætter n.på gennem en af tunneldal-grenene til sammenløbet m. Salten å. Medens det omtalte vandløb har gennemstrømmet tunneldalen i sa. retning som tidl. smeltevandet, så løber Skærbæk, Salten å’s tilløb fra nv., i modsat retning af istidens vandstrøm under gletscheren. Skærbæk har sit kildeområde ved Sepstrup, ɔ: der hvor gletscherporten var i bræens rand, og hvorfra smeltevandsmasserne under tryk fossede ud over Vestjyllands lave områder og opbyggede hedesletterne af de medbragte grus- og sandmasser. Skærbæk og dens tilløb som Lillebæk løber nedad mod sø. gennem de slugter, som smeltevandsstrømmene i istiden havde udgravet, for sø.f. Ansø Møllegård, et navn der minder s. 383 om vandkraftens udnyttelse, betinget af de stærke fald, at dreje ø.på under navnet Salten å gennem den tunneldal, der her forenes m. Bryrup-tunneldalen. Efter 10 km’s løb mod ø. gennem et typisk tunneldallandskab med skovklædte, kløftfurede dalsider, terrasser m. dødishuller og alle andre karakteristika, løber den ud i Salten Langsø, der er en lige så typisk repræsentant for langsøtypen. Den 7 km lange, smalle søs blondeformet bugtede konturer, indsnævringerne, der s.f. Rye Sønderskov har karakter af et vad, vidner om de mange delvis isolerede dødisklumper, der her i tunneldalens dybest udkolkede partier har hindret hele dalens bund i at blive udfyldt m. smeltevandssand, således at hullerne kunne genskabes som søbassiner, da isklumperne sluttelig smeltede bort og de overlejrende sandlag sank ned.

Også Gudenåens tilløb Mattrup å benytter en dal, der opr. er formet som tunneldal under isdækket. I området n.f. Palsgård skov og s.f. Vrads udspringer dette vandløb som Boest bæk i et typisk tunneldalterræn, hvor flere slugter m. typiske langsøer som Torup sø og langsørækken Rævsø, Grane Langsø, Kalgård sø og Kongsø vidner om smeltevandsmassernes skiftende strømlejer. Længere mod sø. løber bækken ind i langsø-komplekset Halle-Stigsholm sø. Herfra fortsætter den som Mattrup å i en dybt nedskåret dal, der sa. m. tilstødende dale ml. Skade og Mattrup har dissekeret morænelandskabet så voldsomt, at området må karakteriseres som erosionslandskab, udformet ved rindende vands gravende virksomhed, hvorved store partier af morænemassen ved erosion fra alle sider står udskulpteret som »falske« bakker. Efter endnu 5 km’s løb i en smal erosionsdal udmunder Mattrup å i Gudenåen sø.f. Hårup. Dalen fra Stigsholm sø til udløbet i Gudenå s. 384 har en karakter forsk. fra tunneldalens. Her mangler langsøer og moselavninger ganske, og ådalen er langt smallere her end i sit øvre løb. Dette sidste stykke må opfattes som en ådal dannet efter istiden ved normal vandløbserosion. Nutidens vandløb har altså stedvis, da isdækket var smeltet bort, benyttet foreliggende dale, i hvis brede bund de har udformet deres egen smalle dalbund. Andre steder er ådalene i væsentlig grad resultat af postglacial erosion, ɔ: af vandløbenes gravende virke efter istiden.

Det er som tidl. nævnt kun en ringe del af Skanderborg a., der afvandes til Kattegat. Det er den del, der ligger ø. og s.f. den østjy. israndslinies høje moræneområder, ɔ: egnen omkr. Stilling-Solbjerg sø, der afvandes gennem Århus å, og området s.f. linien Hylke-Østbirk-Nim-Hvirring, der afvandes dels af St. og Lille Hansted å, dels af Bygholm å og dens tilløb Gesager å og Møllebæk, dels for den østl. dels vedk. af en række vandløb, Fiskbæk, Haldrup bæk, Søvind bæk og Møllebæk, direkte til Horsens fjord.

Afvandingen til Vesterhavet af a.s vestl. dele effektueres for den væsentligste dels vedk. af Skjernåens vandløbssystem, og kun et ubetydeligt område nv.f. Gludsted plantage afvandes af Storå, idet det udgør dette vandløbs kildeområde. Skjern å udspringer i den tunneldal, der danner a.s sv.grænse – den sa. dal, i hvilken Gudenåen har sin kilde. Øvre Skjernås dal rummer de typiske langsøer Rørbæk sø, Kulsø og Enesø. Terrænet er her typisk ungt morænelandskab. Ejstrup-Gludsted-Hampen-egnen afvandes af Holtum å og dens tilløb Ibsgård bæk, Hvilum bæk, Smedebæk og Kvindebæk. Disse vandløb har gennemgående vestjy. karakter. De løber væsentlig i hedesletter, i hvis flade de recente ådale er nedskåret, men her i grænsezonen ml. flader og bakkeland foregår løbet stedvis i morænebakkeland el. bakkeøterræn, således for Holtum å’s vedk. ø.f. Ejstrup, hvor dalen er skåret en snes m ned i bakkeområdet. Søer som Hampen sø og Ejstrup sø er også morænesøernes vestligste forposter mod de vestjy. landskaber, hvor søer så godt som mangler helt.

Vandløbenes energi har tidl. i ikke ringe grad dækket et behov for drivkraft til en række formål, hvilket igen har bevirket ændringer i vandløbenes form ved tekniske foranstaltninger. Møllesøer fremkommet ved opstemning af vandet oven for dæmninger er hyppigt forekommende i a. Vandmøllelokaliteter er talr. ved Gudenå, fx. Hammer vandml., Bredvad ml., Klosterml. og Rye ml. Stednavne som Møllevad, Møllegård olgn., i hvilke ordet »mølle« indgår, er overordentlig talr. I da. industris barndom, da kraftbehovet var så ringe, at det strømmende vands energi var af væsentlig betydning, har vandkraften været en lokaliseringsfaktor. Silkeborg papirfabr. og dermed Silkeborg købstads beliggenhed er et eks. derpå. Helt op i 1900t. har vandkraftanlæg været etableret. Nævnes kan Vestbirkværket, der blev opf. 1924 på et sted, hvor Gudenåens fald var stærkt. Ved dæmningsanlæg er der her fremkommet 3 reservoirsøer, og hovedparten af åvandet passerer til kraftværket gennem gravede kanaler, således at det naturlige åløb gennem Træden skov nu kun har en ringe vandføring. Det bør i denne forb. tilføjes, at Danmarks el-produktion nu først og fremmest sker i varmekraftværkerne. Vandkraften leverer kun ca. 1/2% af el-kraftforbruget.

Også på anden måde er ådalene ved menneskelig indgriben blevet stærkt ændret i det her omhandlede a. Dambrugene er talr., og fiskedammenes regelmæssige vandflademønster gør sig meget hyppigt gældende i landskabet, således ved Funder s. 385 å, v.f. Funder stationsby, i Salten-ådalen ved Katrinedal, ved Ejstrup sø, ved Århus å n.f. Dørup, langs Holtum å og mange andre steder.

Farvande, kyster og havne. Horsens fjord må opfattes som den havdækkede, østl. del af det tunneldal-kompleks, der fortsætter v.på bl.a. i Hansted-dalen. Farvandet Nørre Strand n.f. Horsens østl. bydele, Hansted-dalens vanddækkede ø.ende, har alle tunneldalens karakteristiske træk. Stejlskrænterne, der fra det omgivende 20–30 m høje moræneplateau danner den bratte overgang til fjorden, er furet af erosionskløfter, som fx. de tre korte n.f. stadion på s.kysten el. Fiskbæks dybe slugt, der fra n.kysten har arbejdet sig et par km ind i bakkelandet. Stensballe sund, der forbinder Nørre Strand m. fjorden, har også erosionskløftens karakter. For Horsens fjord gælder det, at a.s uregelmæssige kystlinie, langs hvilken lave klinter veksler m. fladkyststrækninger, er bræmmet af udstrakte flak m. ganske ringe vanddybde. V.f. Vorsø, hvor flakket er bredest, nås 2 m’s dybder således først 2 km fra kystlinien. Vorsø, Vorsø Kalv og Langø-holmene ligger på dette flak, der her er så fladvandet, at forb. til land kan ske m. vogn over det 800 m brede vandareal. Fladkysten har stedvis på mere udsatte steder karakter af strandvoldsfladstrand, fx. ved Husodde og Brakør Nakke. Langt mere alm. forekommer langs denne stort set beskyttede kyst tilgroningsfladstrand. Strandenge er udviklet i de mange bugter, hvorom lokalnavne som Tagmade, Sognemade og Rydeeng bærer vidnesbyrd.

Horsens fjords inderste del er relativt lavvandet m. maksimaldybder på 5–6 m. Dybere render forekommer som vanligt, hvor øer danner indsnævringer, hvorved vandbevægelsen accelleres. I renden Draget ml. Alrø og s.kysten forekommer således dybder indtil 18 m. Som i alle de andre østjy. fjorde har de naturlige havnemuligheder i fjordens inderste del været udnyttet fra gl. tid. Her var læ for vestl. storme, og selv kraftige østl. vinde formåede ikke at rejse større bølger p.gr.af fjordens snoede forløb og de udbredte flak. Dertil kom strategiske fordele ved beliggenhed langt fra yderkysten, af betydning under vendernes hærgning i middelalderen, og den begunstigelse, det for en havneby kan være at have opland praktisk taget til alle sider i modsætning til havne på yderkyster. Med skibstypernes tiltagende størrelse blev fjordens lavvandede karakter en vanskelighed, der er overvundet ved etablering af en 7 km lang, gravet rende m. 32 m’s bundbredde og ca. 7 m vanddybde, som forbinder havnen, hvis bassiner har denne dybde, m. de førnævnte dybe render længere ø.på i fjorden. Navigationen gennem renden støttes ved stage-afmærkning langs kanten og pejle-båker på land. Som overalt i de indre da. farvande er tidevandsforskelle så små, at de ganske skjules af de uperiodiske vandstandsændringer, der skyldes vindstuvning. Stormvinde fra nv. kan fremkalde højvande på 1,5 m, og tilsvarende vinde fra sv. og s. forårsager almindeligvis lavvande på indtil 1 m under normalvandstand. Om Endelaves kyster se afsnit om denne ø.

Litt.: V. Milthers. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen, DGU. III. Rk. Nr. 28. 1928. Keld Milthers. Stenene og det danske Landskab. 1941. Sa. Ledeblokke og Landskabsformer, DGU. II. Rk. Nr. 69. 1942. Poul Harder. En østjydsk Israndslinie. 1908. S. A. Andersen. Det danske Landskabs Historie. 1933. C. H. Bornebusch og K. Milthers. Jordbundskort over Danmark, DGU. III. Rk. Nr. 24. 1935. M. Vahl. De geografiske Provinser i Danmark og nogle geografiske Forhold inden for disses Rammer, Svensk geografisk Årsbok. 1942. Niels Nielsen og Axel Schou. Afsnit Landet, Trap Bd. I, 1. Axel Schou. Landskabsformerne, Atlas over Danmark. I.1949. Den danske Havnelods, udg. af Det kgl. Søkortarkiv. 1958. Aage Aagesen. Befolkningen, Atlas over Danmark. II. 1961. Viggo Hansen. Natur og Landskab, Danmark før og nu, Jylland. II. Østjylland. 1953. Sa. Østjylland – en geografisk provins, Geogr. Tidsskr. Bd. 46. 1943. Hugo Matthiessen. Hærvejen. 1930. Ole Nielung. Gudenåen, Faglig Læsning nr. 57. 1962. Preben Sørensen. Hærvejen, Faglig Læsning nr. 53. 1962. Knud Dahl. Langs Gudenåen. 1960.

Skovene.

Med et skovareal (1951) på 31.772 ha er a. bl. landets skovrigeste. Skovprocenten er 18,5 (for landet i gennemsnit er den 10,2). Det bevoksede areal udgør 26.774 ha, fordelt til træarterne på flg. måde: bøg 4628 ha, eg 721 ha, ask 309 ha, andet løvtræ 868 ha, rødgran, sitkagran og ædelgran 10.845 ha, skovfyr og lærk 1525 ha, gran og bjergfyr i blanding 2862 ha, bjergfyr 1819 ha og andet nåletræ 252 ha. Blandede bevoksninger og kratskove indtager 2945 ha. Af det bevoksede areal er 73% dækket m. nåletræ og 27% m. løvtræ (for hele landet 62% nåletræ og 38% løvtræ). Det samlede antal skovejd. er opgjort til 2410. Heraf er imidlertid de 2352 m. et samlet areal på 9340 ha under 50 ha. 58 ejd., i alt 22.432 ha, er på over 50 ha, men heraf er dog kun 5 på over 1000 ha, tilsammen 12.633 ha. Staten ejer 5 ejd. (9059 ha) og kommunerne 7 (477 ha). Der er 8 præsteskove i a. (72 ha). En ejd. (27 ha) tilh. Det da. Hedeselskab, medens 2389 (22.137 ha) er i privat besiddelse. Den årl. hugst (1949/50) er i alt 109.397 m³, hvoraf nåletræ 70.779 m³ og løvtræ 38.618 m³. Gavntræprocenten er 64,7 (for nåletræet alene 81,6). Hugsten pr. ha 4,1 m³ årl.

De største samlede skovstrækninger forekommer i egnen s. og ø.f. Silkeborg kbst. og strækker sig mod sø. s. om søerne til Ry stationsby og omfatter de egentlige Silkeborgskove (Silkeborg statsskovdistr.) samt Rye Nørreskov og Rye Sønderskov. Sydvestl. i a. træffes de betydelige plantager Nørlund plantage, Gludsted plantage, St. Hjøllund plantage m.v. Derudover findes imidlertid spredt en mængde mere el. mindre isolerede skove og plantager, hvoribl. (i a.s nordl. del) nogle hører under Frijsenborg gods. Den overvejende del af de mindre skove og plantager tilh. nærliggende gde, men også større skove som fx. Rye Sønderskov og den vestl. del af Rye Nørreskov, der begge er opdelt i en mængde skifter, tilh. for største delens vedk. den pågældende egns gde.

De herskende jordbundsforhold og det i denne del af Jylland forholdsvis kolde, rå og blæsende klima påvirker i ikke ringe grad trævæksten, særl. synes rødgranen at være tilpasset disse vilkår, men andre træarter, især dog nåletræarter, udvikler sig også godt. I Silkeborgskovene findes fx. nogle af landets smukkeste skovfyrre.

Skovene i Skanderborg a. er rester af tidl. langt mere udstrakte skove, der her som andre steder op gennem tiderne er blevet væsentligt reduceret, først og fremmest som følge af den alm. skovrydning, der fra Valdemarernes tid gennem middelalderen fandt sted til fordel for en udv. af agerjorden. Foretrukket i så henseende var den lettest tilgængelige og lettest bearbejdelige jord, medens man undgik stive, stenede, sumpede og sandede jorder samt det stærkt bakkede terræn. Denne udvælgelse af opdyrkningsarealer spores den dag i dag i landskabet, idet man gennemgående træffer skovene på den mindst frugtbare jord og på det gennemgående mest bakkede terræn, således som det er typisk i Skanderborg a.

Skovens ved fandt anv. på mangfoldige måder. Først og fremmest vel nok til brændsel, ikke mindst på slotte og herregde, fx. gik der betydelige mængder til for at opvarme Silkeborg slot og det endnu større Skanderborg slot. Andre brændemængder blev sendt til Kbh. I forleningsbrev af 30/4 1622 for lensmanden i Skanderborg len fik denne ordre til årl. at sende 1500 læs bulved til Kbh.s slot, en betydelig mængde, selv om datidens vognlæs ikke var store. Andet ved blev brændt til trækul, der tidligt fandt anv. til udvinding af myremalm. Dette fandtes i så rigelige mængder langs den jy. højderyg, at det kunne lønne sig at udnytte forekomsterne. s. 389 Forbruget til bygningstømmer, redskaber, skibsbygn. m.v. var også betydeligt. Der må således have medgået meget træ til nedsaltningskar til opbevaring af de store mængder vildt, der nedlagdes ved jagter, fx. angives udbyttet ved jagt afholdt i aug. 1593 af Chr. IV til 250 t vildt, som skulle nedsaltes, og ved en jagt fra den 7. til den 13. dec. 1599 blev der nedlagt så meget vildt, at 3 mand var beskæftiget i 7 dage m. nedsaltningen. For skove, der lå langt inde i landet, forhindrede transportforholdene undertiden en effektiv udnyttelse af veddet. I så fald brændte man ofte dette til aske for deraf at udvinde forsk. kemiske produkter, fx. potaske (soda), der var nødvendigt til glasfremstilling. Ved Silkeborg forsøgte man 1582 at anlægge et glasværk (en s.k. »glashytte«). Forsøget mislykkedes første gang, men 1585 indrettedes i Rye Sønderskov et glasværk, der en overgang var af ret stor betydning. 1598 blev det imidlertid pludselig nedlagt m. den begrundelse, at skovene skulle skånes for fortsat ødelæggelse. Meget træ (især bøg) er helt op til de sen. år anv. til træskofremstilling, der i særl. grad knyttede sig til Rye-Silkeborgegnen, hvis træskomagere vistnok en overgang fremstillede de fleste af de træsko, der brugtes i Jylland og delvis på Øerne.

Inden fredskovsforordningen af 27/9 1805 blev gennemført, var den udbredte græsning af heste, kreaturer og geder i skovene en alvorlig trussel mod disse, idet den opvækst, der skulle danne den nye trægeneration, i stor udstrækning blev afbidt, især var gederne slemme, da dette dyr hellere æder blade og unge skud end græs. Det blev i øvrigt på et vist tidspunkt forbudt at holde geder uden for sin egen grund.

De fleste af de større skove tilhørte op mod reformationen egnens klostre samt Århus bispestol. Efter reformationen overgik de til kronen og blev sen. lagt ind under Skanderborg rytterdistr. Ved ryttergodsets salg ca. 1770 gik skovene ud af kronens eje. Sen. har staten dog generhvervet en del skov i S. a., således overtog staten Silkeborg gods m. de dertil hørende skove 28/7 1823 ved tvangsauktion for skatterestancer m.m. Disse skove udgør nu Silkeborg statsskovdistr. Andre skove og plantagearealer er erhvervet af staten, således er Palsgård statsskovdistr. (jf. omtalen under Nr. Snede so. s. 654) opstået siden 1804 ved stadige erhvervelser, hvoribl. den betydelige Gludsted plantage, der er dannet af en mængde i tiden 1877–90 tilskødede arealer. En anden betydelig plantage – Nørlund plantage – blev købt 1883. Den indgår i dag i Randbøl statsskovdistr. (jf. Nørup so. i Vejle a.). Den alm. iver, der i slutn. af forrige årh. gjorde sig gældende for at nyttiggøre den jy. hede, medførte undertiden, at velstående borgere (ofte kbhske forretningsmænd) erhvervede hedejord til tilplantning. I S. a. er der en række plantager af sådan oprindelse, fx. Kongsø plantage (jf. Bryrup so. s. 621), Skærbæk plantage (jf. Them so. s. 642), St. Hjøllund plantage og Grane plantage (jf. Vrads so. s. 645).

A.s største skovejd. er i øvrigt flg.: Palsgård statsskovdistr. (4926 ha, ejdv. 3400, grv. 1159), Frijsenborg skovbrug (4883 ha, ejdv. 8779, grv. 3651), hvoraf dog kun en mindre del ligger i Skanderborg a., Silkeborg statsskovdistr. (3335 ha, ejdv. 3693, grv. 1465), St. Hjøllund plantage (1127 ha, ejdv. 491, grv. 189), Mattrup skovdistr. (1046 ha, ejdv. 1365, grv. 564), Skærbæk plantage (998 ha, ejdv. 365, grv. 157), Rye Nørskov skovdistr. (944 ha, ejdv. 900, grv. 348), Højkol skovdistr. (917 ha, ejdv. 806, grv. 271), Løndal skovdistr. (889 ha, ejdv. 804, grv. 288), Kongsø plantage (653 ha, ejdv. 624, grv. 159), Addithus skovdistr. (581 ha, ejdv. 813, grv. 220), Nedergård skov (562 ha, ejdv. 357, grv. 125), Linå Vesterskov (439 ha, ejdv. 604, grv. 174), Grane plantage (262 ha, ejdv. 223, grv. 64), Hundshoved-Søhalegård plantage (233 ha, ejdv. 210, grv. 70), Skovlyst skovdistr. (227 ha, ejdv. 260, grv. 106), Stensballegård skovdistr. (213 ha, ejdv. 374, grv. 153) og Wedelslund skov (201 ha, ejdv. 149, grv. 126).

Medens de større skovejendomme i almindelighed har deres egen forstlige ledelse, er de mindre ejd. oftest under tilsyn af Hedeselskabet (dets 4. distr.) el. tilsluttet »Skovdyrkerforeningen for Skanderborg amt«, der er stiftet 1907 m. det formål at fremme driften af de mindre skovejendomme i S. a. Medlemstallet er pr. 1/2 1961 462 m. et tilsluttet areal på 3245 ha.

Litt.: Poul Bredo Grandjean. Skove, Moser og Vildtbaner i Skanderborg, Silkeborg og Koldinghus Amter, Aar 1731, JySaml. 3. Rk. VI. 1908–10. 156–212. L. A. Hauch. Danmarks Trævækst. II. 1921. 88–104. C. Weismann. Vildtets og Jagtens Historie i Danmark. 1931. 91–92. Henrik Larsen. Østjyllands Skove i Fortiden, ØstjyHj. 3. 1938. 166–73, 4. 1939. 18–20, 5. 1940. 32–38. Anth. Fuglsang. Sandflugtens Dæmpning i Vrads Herred, AarbAarh. 33. 1940. 1–45, 34. 1941. 67–68. Sa. Sandflugtens Dæmpning i Gern Herred, AarbAarh. 36. 1943. 30–76. Statistiske Meddelelser. 4. rk. 154. bd. 3. h. Skove og Plantager. 1951. Danske Skovdistrikter. 1961.

Kulturgeografi.

I S. a. lever (1960) 137.865 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 80,2 indb. pr. km². Af befolkningen lever 92.981 under bymæssige forhold (67.208 i købstæder, 1191 i disses forstæder, og 24.582 i bymæssige bebyggelser i øvrigt). Befolkningen er fordelt på 45.913 husstande; i byerne går der gennemsnitlig 2,8 indb. på en husstand, i landkommunerne 3,3.

Befolkningens fordeling ses af befolkningskortet s. 387. Det mest iøjnefaldende s. 391 træk ved dette kort er kontrasten ml. de meget tyndt befolkede områder i a.s vestligste del, og de til dels meget tætbefolkede regioner i a.s mellemste og østl. dele. Af en sammenligning m. landskabskortet s. 386 vil det umiddelbart fremgå, at der findes ret nøje overensstemmelse ml. hedesletternes og de tyndt befolkede arealers udbredelse, mens det unge, overvejende lerede moræneland i a.s øvr. dele har en langt tættere landbefolkning. Dog findes der også i morænelandet adsk., spredtliggende, mindre områder, som er helt el. næsten helt folketomme. Det drejer sig oftest om de store smeltevands- og tunneldales fugtige bund (ses bl.a. tydeligt fl. st. i Gudenådalen samt nv.f. Horsens), endv. om skov- og plantagearealer (tydeligst i skovene ved Himmelbjergsøerne), samt noget mindre udpræget ved storgodser (fx. Frijsenborg ved Hammel).

I hele a. kan der på kortet skelnes klart ml. landbefolkning og bybefolkning. Bybefolkningen koncentrerer sig dels i a.s 3 købstæder (Horsens, Silkeborg, Skanderborg), dels i en række mindre bydannelser ved jernbanestationer, vigtige vejkryds o.a. trafikalt begunstigede lokaliteter. Oftest er der her tale om ældre landsbyer, der ved erhvervslivets og trafikbehovets stærke vækst inden for det sidste årh. er blevet udviklet til lokale oplandscentrer m. handel, håndv. og småindustri samt samfærdsel. Mange af disse stationsbyer har mere el. mindre bev. landsbypræget. Mange af de bydannelser, der er vokset op som stationsbyer, er ved nedlæggelsen af Horsens Vestbaner og Hammelbanen (se s. 571) blevet berøvet deres opr. vækstimpuls, jernbanestationerne. De vil derefter normalt finde en ny balance og leve s. 392 videre som lokalcentrer, men uden større udviklingsmuligheder. Af stationsbyerne har kun Ry, og af de tidl. stationsbyer kun Hammel over 2000 indb., og kun 2 (Brædstrup og Tørring) har 1000–2000 indb. 7 stationsbyer og 4 byer uden jernbane har 500–1000 indb.

Den spredtboende befolkning bor tæt på den unge, frugtbare morænejord. De fleste steder kan der på kortet konstateres en udpræget tendens til, at befolkningen samler sig langs vejene, således typisk langs Århus-Silkeborg vejen og langs mange biveje, fx. Skanderborg-Odder, Ry-Silkeborg og Horsens-Brædstrup. De egl. landsbyer har i morænelandet oftest ml. 100 og 300 indb., og er altså omtr. af middelstørrelsen for da. landsbyer. I a.s vestligste del, på hedesletterne, er landsbyerne meget få og langt mindre end i morænelandet. Hvor et landsbysamfund, fx. i et vejkryds, har fået mere el. mindre udpræget urbane funktioner, kan bydannelsen meget vel vokse op over 500 indb. Sådanne byer, der ikke er og ikke har været stationsbyer, er fx. Galten i det jernbaneløse område omtr. midtvejs ml. Silkeborg og Århus og seminariebyen Gjedved ml. Skanderborg og Horsens. – På øen Endelave i det nordl. Bælthav, som administrativt hører under S. a., bor over halvdelen af befolkningen i øens eneste by (se s. 738).

A.s eneste regulære havneby er Horsens, der ligeledes er a.s største by. Dens handelsopland strækker sig langt ind i Vejle a.s nordl. del, og desuden er den en fremtrædende industriby og et vigtigt centrum for samfærdselen. A.s næststørste by, Silkeborg, er først og fremmest udpræget industriby, men har desuden en ikke ubetydelig oplandsbetjening, og dens opland strækker sig ind over de sydligste dele af Viborg a. Den tredje og mindste kbst., amtsbyen Skanderborg, er i højere grad et centrum for administration, handel og trafik; som oplandsby lider den under konkurrencen m. den nærliggende storby Århus, mens den på den anden side synes at gå ind i en ny udvikling ved at blive bosted for en i Stor-Århus beskæftiget befolkning.

Sommerhusbebyggelse findes mange steder i a.s naturskønne egne, mest udpræget ved tunneldalenes skrænter ved Himmelbjergsøerne. Også ved de sydligere dalsystemer, fx. på Bryrupegnen, findes en del sommerhusbebyggelse.

Af a.s befolkning levede 1950 27,6% af landbr., skovbrug, gartneri og fiskeri, 34,8% af industri, håndv. og byggeri, 11,0% af handel, 6,0% af transportvirksomhed, og 7,1% af administration og liberale erhverv, 12,2% var uden erhverv, hovedsagelig rentiers og pensionister.

Erhvervsstrukturen er i de fleste af a.s kommuner karakteriseret ved, at landbruget beskæftiger over halvdelen af den erhvervsaktive befolkning, men for a. som helhed ernærer industrien flere mennesker end landbruget. Kun i enkelte kommuner beskæftiger landbr. m.v. over 75% af den aktive befolkning. I samtl. a.s købstæder beskæftiger industri (m. håndv. og byggeri) over halvdelen af den erhvervsaktive befolkning. I de fleste af de landkommuner, hvor der findes større bydannelser, er landbr. vel det vigtigste erhverv, men ernærer under halvdelen af den aktive befolkning.

Landbrugsarealet i S. a. omfatter (1960) 1114 km² el. 64,8% af totalarealet. Dette tal er en del mindre end gennemsnittet for Danmark (se også afsnittet statistik s. 395). Bedst opdyrket er a.s østl. og sydl. dele, mens tunneldalslandskaberne stort set er de mindst dyrkede. Af landbrugsarealet indgår 1006 km² el. godt 90% i omdriften, mens resten udgøres af enge og andre områder m. permanent græs.

Knap halvdelen af arealet i omdriften anvendes til kornavl. Toradet byg dyrkes på over halvdelen af kornarealet, mens blandsæd, havre og rug er omtr. lige vigtige m. hver 14–15% af kornarealet. Hvededyrkningen er ringe og er koncentreret på god morænejord, mens dyrkningen af rug og blandsæd overvejende foregår på sandet jord omkr. Himmelbjergsøerne og i a.s vestl. del.

Den vigtigste rodfrugt i a. er kålroen, der især dyrkes på sandet jord; også fodersukkerroerne er nu stærkt dyrkede på de bedre jorder. Alm. sukkerroer til foderbrug har nogen betydning, og i de vestl. egne gælder det sa. kartofler. Runkelroer og turnips dyrkes i ringe omfang. Af andre afgrøder bør nævnes nogen frøavl og en mindre avl af raps og sennep. Frugtavlen, mest i leret moræne, er ikke af særl. betydning; vigtigst er æbleproduktionen.

Hornkvægavlen domineres i a.s vestl. og nordl. del af den sortbrogede da. race, mens rød da. malkerace er almindeligst i de sydl. og delvis også i de østl. dele. Mælkeproduktionen anvendes overvejende til fremstilling af mejeriprodukter, dog spiller leverancer af konsummælk til a.s byer samt til Århus også en vis rolle. Smørydelsen pr. kontrolleret ko ligger en del over middelværdien for Jylland. Hornkvæget er nogenlunde jævnt fordelt i a., dog m. nogen overvægt på de gode morænejorder. Lign. forhold gælder for den betydelige svineavl, for hvilken roeaffald, returmælk, byg m.v. har betydning som foderemner. Fåreholdet er yderst ringe. Hønseholdet, der dels drives i erhvervshønserier, dels i de mangesidige landbr., er derimod betydeligt. Biavl spiller en ikke uvæsentlig rolle.

Fiskerbefolkningen er ikke stor. Ved kysterne af Horsens fjord og på Endelave bor et ringe antal erhvervsfiskere, for hvem ål er den økon. vigtigste fisk. Ferskvandsfisk fanges i tunneldalenes åer og søer samt opdrættes i dambrug adsk. steder.

Skovarealet er forholdsvis stort. De største skovområder er de gl. skove omkr. Himmelbjergsøerne (overvejende løvskove, og for en del statsejede) samt de betydelige unge plantager i a.s vestligste del: Gludsted plantage, Vrads Sande m.fl., hovedsagelig nåletræsplantninger på hedeslette og indsande (dels statsejede, dels ejet af hedeselskabet). Desuden findes skov mange steder på dalsiderne, hvor disse er for stejle til dyrkning.

Industrien i S. a. arbejder dels for det lokale markeds forsyning m. en række forbrugsvarer, dels for det landsomfattende marked og et eksportmarked for enkelte produkter. De vigtigste industrigrene er nærings- og nydelsesmiddelindustri, bygningsindustri, metalindustri og træforædlingsindustri samt tekstilindustri.

Inden for nærings- og nydelsesmiddelindustrien må nævnes, at det største eksportslagteri ligger i Horsens, hvor der også er mælkekondenseringsfabr., margarinefabr., tobaksfabr. o.a. De største bryggerier ligger i Horsens og Silkeborg. Mindre møllerier, mejerier, bagerier m.m. ligger spredt i a. Vigtigste tekstilby er Silkeborg, hvor især trikotageindustrien er meget betydelig – også Horsens har nogen tekstil- og konfektionsindustri. Inden for metalindustrierne er Horsens den vigtigste by, men Silkeborg bør også omtales i denne forb. A.s vigtigste teglværksområde ligger ved Silkeborg, mens der ved a.s v.grænse findes tertiære brunkul. Vandkraften har fra gl. tid været udnyttet ved talr. vandmøller i ådalene; de fleste af disse er i dag ude af drift el. i hvert fald af ganske underordnet betydning. Den vigtigste, moderne vandkraftcentral er Vestbirkcentralen ved Gudenåen s.f. Mossø. Nævnes kan også her Bygholmcentralen lige v.f. Horsens.

Jernbanenettet i S. a. omfatter et stykke af den dobbeltsporede, østjy. længdebane s. 394 (Horsens-Hjørring), hvor trafikken domineres af de gennemgående langdistancetransporter. Alle a.s købstæder er jernbaneknudepunkter. Fra Horsens udgår således privatbanerne Horsens-Odder (Århus a.) og Horsens-Bryrup-Silkeborg. Fra Skanderborg udgår den ret vigtige statsbane, der over Ry og Silkeborg fører videre til Herning, Troldhede og Skjern. Ved Silkeborg krydser denne den jy. diagonalbane Randers-Laurbjerg-Brande-Grindsted-Bramminge-Esbjerg, der især er vigtig for eksporten af landbrugsvarer. Og fra Silkeborg udgår endv. en privatbane til Rødkærsbro (Viborg a.). Af nedlagte privatbaner fandtes Horsens Vestbaner (Horsens-Rask Mølle-Ejstrupholm og Horsens-Rask Mølle-Tyregod). På Gudenåen og Himmelbjergsøerne ml. Silkeborg og Ry er der i sommertiden personsejlads.

Horsens havn har 5 gange ugentlig forb. m. Endelave og 3 gange ugentlig m. Kbh. Den er industrihavn og trafikhavn for Horsens og dens opland. Vigtigste havneby for a. som helhed er imidlertid Århus.

Hovedvej A 10 (= Europavej E 3: Padborg-Århus-Ålborg-Frederikshavn-Skagen) går gennem a.s østl. del fra Horsens over Skanderborg mod Århus. Hovedvej A 15 (Grenå-Århus-Silkeborg-Herning-Ringkøbing) skærer a.s nordl. del fra ø. til v. A 10 har en betydelig, international biltrafik ml. den skandinaviske halvø og kontinentet, selv om trafiktællingerne viser, at den mere lokale trafik er den overvejende. I øvrigt findes et udmærket system af andre veje, der løser de lokale transportproblemer. Vejnettet befares af et udmærket system af bilruter, der dels tjener som fødelinier for jernbanenettet, dels som forstærkningslinier for de eksisterende jernbaner og erstatningslinier for de nedlagte jernbaner.

Naturfredning. Skanderborg a. rummer en række af vort lands fornemste »naturlandskaber« m. skove, søer, lyngbakker, høje plateauer, brede dale og stejlvæggede kløfter. Dalsiderne er i vore dage i stort omfang skovklædte, idet ældre og navnlig moderne storbesiddelse har genrejst gl., forhuggede skovrester og udbygget disse ved tilplantning m. nåletræer. I a.s vestl. del står disse skræntskove i forb. m. plantagerne langs den midtjy. israndszone og de v.f. liggende hedesletter. Sa. m. tunneldalene, de mange kildevæld, de smalle og dybe langsøer og Gudenådalens brede og afvekslende terrasse- og sølandskaber danner skovene en helhed m. store landskabelige skønhedsværdier. Disse er for største delen kun indirekte fredede, idet de sædvanligvis blot er beskyttede gennem de for skove og vandløb gældende regler.

Der findes imidlertid også større egl. fredningsfelter. Et af de ældste af denne art er Sejs bakker i Linå so., hvor man har søgt at bevare et eks. på de lyngklædte, furede dalsider, der for hundrede år siden prægede store dele af a.s dallandskaber. Man har ligeledes søgt at opretholde særl. skov- og kratlandskaber i Silkeborg Vesterskov, ved Himmelbjerget, i Addit skov og ved Nedenskov sø, de to sidstn. i Sdr. Vissing so. En lign. karakter har fredningsområdet Gjern bakker, Gjern so., og i Vrads Sande har man et tilsvarende, men m. en særl. karakter, som betinges af, at dalsiderne er beklædt m. et dække af indsandsklitter. Bevarelsen af lyngbevoksningen i a.s fredede områder er i reglen vanskelig, fordi både løvtræer og nåletræer formår at sprede sig og vokse op, såsnart menneskene ikke længere dræber trævæksten m. økse og afbrænding.

I det s.k. Salten-profil i Them so. har man fredet et kæmpemæssigt, naturligt skred i kvartære og tertiære jordlag. En særl. karakter har fredning omkr. den gl. midtjy. hærvej på strækningen Hundshoved-Skjern å, Hammer so., hvor man har løst den dobbelte opgave at foretage en landskabelig beskyttelse og en fredning af et stort kulturlevn. Fredede oldtidsmindesmærker findes i meget stort antal, men herregårdsfredninger er fåtallige, og i største delen af a. er der langt ml. kirkerne.

Statistik.

Amtets areal var 1/4 1961: 1719,26 km². Af det samlede areal udgjorde købstæderne 44,50 km² og vandarealerne 64 km².

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal 1951: 171.928 ha udgjorde landbrugsarealet 114.787 ha, gartnerier og frugtplantager 527 ha, skove og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger) 32.731 ha, private haver 3081 ha, bebygget grund og gårdsplads 2550 ha, gader, veje, jernbaner, hegn olgn. 4414 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 1324 ha, tørvemoser 1257 ha, heder, klitter, sumpe olgn. 4828 ha og vandarealer 6429 ha.

1962 var fordelingen af landbrugsarealet – i alt 111.146 ha – flg.: Vinterhvede 1562 ha, vårhvede 559 ha, vinterrug 6771 ha, vårrug 662 ha, byg 30.048 ha, havre 5640 ha, blandsæd 6966 ha, bælgsæd 117 ha, kartofler 2500 ha, foderroer m.v. 17.869 ha, sukkerroer til fabrik 72 ha, gulerødder 10 ha, frø 975 ha, grøntsager på friland 140 ha, brak 192 ha, græs- og grøntfoder 24.105 ha, industriplanter (hør, sennep, raps, hamp etc.) 609 ha og græsarealer uden for omdriften 12.246 ha samt læggeplads for tørv 103 ha.

S. a. er i udstrækning bl. de mindste nørrejy. amter, idet kun Århus a. dækker et mindre areal.

Høstudbyttet var 1962 i alt 5,3 mill. afgrødeenheder (hver lig foderværdien af 100 kg byg), hvoraf 1,8 mill. kerne af korn, 1,4 mill. rodfrugter og 1,7 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsvurderingen 1956 udgjorde den samlede vurderingssum i S. a. 1192 mill. kr., hvoraf for ejendomme i købstæderne 545 mill. kr., i landdistrikterne 648 mill. kr. Den samlede grundværdi var 282 mill. kr., heraf i købstæderne 95 mill. kr., i landdistrikterne 187 mill. kr.

Af ejendomme i landdistrikterne var der 33 større landbr. på over 12 tdr. hartk. m. i alt 705,7 tdr. hartk. (areal 5682 ha, ejdv. 16,3 mill. kr.), 3032 bøndergde på 1–12 tdr. hartk. m. i alt 7867 tdr. hartk. (areal 75,496 ha, ejdv. 236,3 mill. kr.) og 4761 landbrugshuse (landejendomme på 1 ha og derover m. under 1 td. hartk.) m. i alt 2040 tdr. hartk. (areal i alt 47.941 ha og en ejdv. på 124,7 mill. kr.).

Bl. de øvr. ejd. i a.s landkommuner kan nævnes 7448 ejd. udelukkende til beboelse til en samlet ejdv. på 129,4 mill. kr. og 1406 forretningsejd. m. el. uden beboelse til en samlet ejdv. på 46,8 mill. kr., stats- og kommunale ejd. olgn. 25,0 mill. kr., fabrikker, møller, kroer, hoteller m.v. 17,8 mill. kr. og andre ejd. 30,9 mill. kr. Af købstædernes ejdv. faldt 384,9 mill. kr. på beboelses- og/el. forretningsejd. (deraf 6,2 mill. kr. på kommunale beboelsesejd.) og 65,0 mill. kr. på andre stats- og kommunale ejd. samt andre ejd. m. fritagelse efter § 8 i øvrigt, 48,0 mill. kr. på fabrikker og lagerbygn., 2,7 mill. kr. på landbrugsejd. og gartnerier og 44,9 mill. kr. på andre vurderinger.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1962: 3640 heste, 147.802 stk. hornkv., deraf 64.753 malkekøer, 658 får, 285.419 svin, 929.019 høns, 274 kalkuner, 13.562 ænder og 7829 gæs.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. Der var juli 1962 beskæftiget 3462 landbrugsmedhjælpere i a., deraf 3240 faste medhjælpere og 222 løse daglejere olgn. Den i alt i landbruget 1961–62 beskæftigede arbejdskraft svarede til 9691 helårsarb. (hvoraf 1984 var faste medhjælpere, 1014 voksne børn og slægtninge og 338 daglejere olgn.); hertil kom indehavernes, deres ægtefællers og mindre børns arbejde, der svarede til 6355 helårsarbejdere.

Malkemaskinanlæg fandtes 1962 på 5749 ejd. i a. og traktor på 4715 ejd.; i alt var der i a. 5100 traktorer, 292 mejetærskere og 768 grønthøstere. Ensilagebeholdere fandtes på 3470 ejd. og 349 gde havde jordkuler.

Befolkningen. Der var ved folketællingen 26/9 1960: 45.913 husstande m. 137.865 indb. i a. (1801: 28.154, 1850: 50.209, 1901: 88.924, 1930: 112.295, 1955: 136.495). Deraf havde købstæderne 1960: 24.304 husstande m. 67.208 indb. (1801: 2884 indb., 1850: 8073, 1901: 32.192, 1930: 44.526, 1955: 66.117 indb.); hertil kommer i forstadsbebyggelser 1960: 427 husstande m. 1191 indb. og i andre bymæssige bebyggelser i landkommunerne 8215 husstande m. 24.582 indb. og i de egl. landdistrikter 12.967 husstande m. 44.884 indb. svarende til 36,4 pct. af a.s indb.

Folkemængden i a. var 1960 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter foruden forsørgerne samtl. pers. – hustruer, mindreårige børn m.v. – hvis forsørger var knyttet til det nævnte erhverv): 31.022 levede af landbr. m.v. (derunder bl.a. fiskeri), 47.837 af håndv. og industri, 14.707 af handel og omsætning i øvrigt, 7581 af transportvirksomhed, 11.336 af administration og liberale erhverv, 3812 af anden erhvervsvirksomhed og 20.117 af aldersrente, pension, formue olgn.; 1453 havde ikke givet oplysning om erhverv.

Ved den 1948 afholdte erhvervstælling var der i a. 3534 håndværks- og industrivirksomheder, der i alt beskæftigede 19.880 pers., deraf i byerne el. disses forstæder 14.923, i bymæssige s. 396 s. 397 s. 398 bebyggelser i landkommunerne 2039 og i de rene landdistrikter 2918; virksomhedernes samlede omsætning var 473,9 mill. kr. og den anv. maskinkraft 39.183 h.k. Der var 315 engros- el. dermed beslægtede virksomheder m. i alt 1337 beskæftigede og en omsætning på 189,5 mill. kr., 1740 detailhandelsvirksomheder m. i alt 4430 beskæftigede og en omsætning på 189,9 mill. kr. og endelig 264 hoteller, restaurationer olgn. m. 1213 beskæftigede og en omsætning på 18,7 mill. kr.

Der var juni 1961 i a. 54 personautomobilruter m. en samlet længde på 1786 km betjent af 99 vogne m. i alt 3640 pladser; der køres ugentlig ca. 2352 ture (tur/retur), i alt 114.000 km.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold 1/4 1960–31/3 1961.

Af Skanderborg a.s driftsindtægter 1/4 1960-31/3 1961 – i alt 6.511.000 kr. – var de væsentligste poster grundskyld 4.127.000 kr., ejendomsskyld 1.160.000 kr. og statstilskud til nedsættelse af grundskyld 792.000 kr. Af driftsudgifterne – i alt 6.275.000 kr. – kan nævnes medicinalvæsen 1.700.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra staten til nedsættelse af amternes sygehusudgifter), vejvæsen og snekastning 1.489.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra vejfonden m.v.), bidrag til amtsskolefonden 195.000 kr., forsorgsudgifter 195.000 kr., rets- og politivæsen 60.000 kr., og administrationsudgifter 276.000 kr. A.s formue androg 31/3 1961 24.774.000 kr., heraf i sygehuse 12.431.000 kr. og i andre faste ejd. 665.000 kr. A.s gæld var 5.690.000 kr. Ejendomsskyldpromillen til amtskommunen (efter statstilskud) var 1961/62: 16,04, hvilket var godt 30 pct. mere end gennemsnittet for samtlige amtskommuner; grundskyldpromillen til amtskommunen var 6,07 for landejd., resp. 9,72 for andre ejd.; promillen for landejd. var ca. 10 pct. lavere, for andre ejd. ca. 8 pct. højere end gennemsnittet for hele landet.

M.h.t. de finansielle forhold for a.s sognekommuner under ét kan det nævnes, at af de samlede løbende indtægter 1960/61, i alt 25.015.136 kr., var skatter og afgifter 23.967.003 kr., deraf grundskyld 4.599.046 kr., grundstigningsskyld 48.152 kr., ejendomsskyld 3.154.878 kr., opholdskommuneskat 15.634.920 kr., erhvervskommuneskat 54.066 kr., aktieselskabsskat 342.066 kr. og andre afgifter 131.636 kr. Af andre indtægter kan især nævnes formue- og erhvervsindtægter 917.871 kr., heraf indtægter af el-, gas- og varmeværker 10.308 kr.

Af sognekommunernes vigtigste løbende udgifter, i alt 21.682.449 kr., var de sociale udgifter 8.989.081 kr., udgifter til undervisningsvæsen 4.404.134 kr., biblioteksvæsen 80.563 kr., vej- og kloakvæsen 4.416.407 kr., snekastning 195.585 kr., brandvæsen 218.898 kr., administrationsudgifter 1.678.867 kr. og endelig renter af lån 1.166.234 kr.

Kommunernes samlede formue var 31/3 1961 64,4 mill. kr., hvoraf værdipapirer 22,5 mill. kr. og faste ejd. 41,9 mill. kr.; den samlede gæld var 27,3 mill. kr.

Inddeling.

A. består af købstæderne Horsens, Silkeborg og Skanderborg og herrederne Hjelmslev, Gjern, Tyrsting, Vrads, Voer og Nim; det omfatter 40, fra 1/4 1963 38 sognekommuner.

Amtsrådet har 11 medl., hvoraf ved valget i marts 1962 3 tilhørte Socialdemokratiet, 1 Det radikale Venstre, 1 Det konservative Folkeparti og 6 Venstre.

M.h.t. valg til folketinget omfatter Skanderborg amtskr. 4 opstillingskr.: 1) Horsens, 2) Skanderborg, 3) Østbirk og 4) Silkeborg.

I kirkelig henseende hører a. til Århus stift. Det omfatter 3 provstier m. i alt 43 pastorater, nemlig 1) Voer og Nim hrdr.s provsti m. 14 pastorater, 2) Hjelmslev og Gjern hrdr.s provsti m. 16 pastorater, 3) Tyrsting og Vrads hrdr.s provsti m. 13 pastorater.

I jurisdiktionel henseende hører a. under flg. retskr.: 1) retskr. nr. 55, Horsens byret m. tingsted i Horsens (omfatter Horsens kbst.), 2) retskr. nr. 56, Horsens herredsret, ligeledes m. tingsted i Horsens (11 kom. af S. a. samt 14 kom. af Vejle a.), 3) retskr. nr. 57, Brædstrup, m. tingsted i Brædstrup (11 af S. a.s kom.), 4) retskr. nr. 58, Silkeborg, m. tingsted i Silkeborg (Silkeborg kbst. og 5 andre af a.s kom. samt 9 kom. af Viborg a.), 5) retskr. nr. 59, Skanderborg, m. tingsted i Skanderborg (Skanderborg kbst. og 11 andre af a.s kom.) og retskr. nr. 64, Hammel, m. tingsted i Hammel (2 af a.s kom. samt Skorup so. af Skorup-Tvilum-Voel kom. og endv. 4 kom. af Århus a. og 6 kom. af Viborg a.).

A. omfatter 3 politikr., nemlig politikr. nr. 40, Horsens (Horsens kbst. og 22 andre af a.s kom. samt 14 kom. af Vejle a.), politikr. nr. 44, Silkeborg (Silkeborg kbst., Skanderborg kbst. og 16 andre af a.s kom. samt 9 kom. af Viborg a.) og politikr. nr. 44, Hasle m.fl. hrdr.s politikr. (3 af a.s kom. samt 19 kom. af Århus a., 10 af Randers a. og 6 af Viborg a.).

A. udgør Skanderborg amtslægekr., der omfatter 4 lægekr. nemlig: 1) nr. 35, Skanderborg (kredslæge i Skanderborg), 2) nr. 36, Horsens (Horsens), 3) nr. 37, Tyrsting-Vrads (Brædstrup) og 4) nr. 38, Silkeborg (Silkeborg).

A. udgør Skanderborg amtstuedistr. m. amtstue i Skanderborg.

A. er delt i 3 skattekr.: 1) 41. skattekr. (Horsens), 2) 42. skattekr. (Skanderborg) og 3) 43. skattekr. (Silkeborg).

M.h.t. vurdering af landets ejd. udgør a. Skanderborg a.s skyldkr., der er delt i 7 vurderingskr., nemlig: 1) Skanderborg, 2) Voer-Nims hrdr.s, 3) Silkeborg, 4) Vrads hrd.s, 5) Tyrsting hrd.s, 6) Gjern hrd.s og 7) Horsens vurderingskr.

A. hører under 4. udskrivningskr., VII. udskrivningsområde, og omfatter lægderne nr. 144–223.

Skanderborg amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Borgmester Ditlev Ræder (H); oliemøller F. Schytte (NL); herredsfoged Niels Hundrup (V); fabrikejer Michael Drewsen (V).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Horsens-kredsen: hospitalsforst. J. C. Hjerrild 1849–52 (H); adjunkt J. L. S. Bohr 1852–54 (V); godsejer P. A. Tutein 1854–56 (H); propr. Hans Lindahl 1856–61 (NL); prok. C. M. Jespersen 1861–66 (L); borgm., sen. min. J. C. v. Jessen 1866 (V, sen. H); gdr. Jens Jørgensen 1866–69 (V); red. Johs. Tauber 1869–72 (V); løjtn., translatør Fredrik Bajer 1872–95 (V); gdr. Kr. Jørgensen 1895–98 (V); gdr. P. Th. Nielsen 1898–1916 (V).

b) Horsens bykreds: sekr. Julius Wulff 1895–98 (H); forretningsf. M. C. Lyngsie 1898–1906 (S); dr. phil. Arnold Fraenkel 1906–09 (KF); red. Hans Nielsen 1909–18 (S).

c) Skanderborg-kredsen: fabrikejer Michael Drewsen 1849–50 (V); gdr. Laurids Schøler 1850–66 (V); landmåler Reinhold Jensen 1866–68 (V); baron Iver H. Rosenkrantz 1868–69 (V); bogbinder E. E. Hansen 1869–72 (V); gdr. Niels Jensen-Toustrup 1872–79 (V); gdr. Jens Sørensen 1879–92 (V); gdr. A. Byriel Jensen 1892–95 (V); red. O. H. Jørgensen 1895–96 (V); gdr. Jens Sørensen 1896–1903 (VR); gdr. R. P. Randløv 1903–06 (V); red. Hans Rasmussen 1906–13 (S); gdr. Rasmus Rasmussen 1913–18 (RV).

d) Brædstrup-kredsen: gdr. Laurids Skau 1849–52 (H); gdr. Rasmus Matthiassen 1852–55 (V); gdr. Peter Randløv 1855–58 (V); gdr. Rasmus Matthiassen 1858–66 (V); kroejer C. F. Faaborg 1866–81 (V); gdr. J. P. Bøtker 1881–1901 (V); hmd. Laust Jensen 1901–09 (V); gdr. Karl Kristensen 1909–10 (V); hmd. Laust Jensen 1910–14 (V); gdr. Mikael Mikkelsen 1914–18 (V).

e) Silkeborg-kredsen: gdr. A. Byriel Jensen 1895–1906 (V); red. Jacob Christensen 1906–10 (S); driftsbestyrer N. P. Stensballe 1910–13 (V); red. Jacob Christensen 1913–18 (S).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Red. Jacob Christensen 1918–24 (S); gdr. Mads Lambæk 1918–24 (V); gdr. Anders Stengaard-Kirkegaard 1918–26 (V); red. Hans Nielsen 1918–39 (S); civiling. Peder Korsgaard 1918–45 (KF); tobakshdlr. H. O. Hansen 1920–24 (Erhvervspartiet); gdr. Rasmus Rasmussen 1924–26 (RV); lærer, sen. min. N. P. Fisker 1924–39 (S); gdr. J. Kyed 1924–39 (V); red. Svend Sørensen 1926 (V); gdr. K. M. Vadgaard 1926–32 (V); red. Albinus Jensen 1935–44 (S); borgm. L. B. Rasmussen 1939 (S); hmd. Anton Simonsen 1939–44 (S); gdr. Kr. Juul 1939–50 (V); borgm., sen. minister Axel Sørensen 1943–45 (S); sadelmagerm. Charles Olsen 1944–45 (S); gdr. Jens Chr. Christensen 1945–47 (V); forbundsformand Eiler Jensen 1945–47 (S); red. Ib Nørlund 1945–47 (K); dir. Aage Rytter 1945–47 (KF); uddeler, sen. min. Lars P. Jensen 1945– (S); arbejdsmand Svend Aage Lund 1947 (K); kommunelærer Kaj Andresen 1947–(S); realskolebestyrer Marius Buhl 1947–60 (V); landsretssagf. Poul Møller 1950–57 (KF); fhv. kontorfuldm. Peder Jensen 1953–54 (S); gdr. Kr. Juul 1953–60 (V); lærer Niels Axel Conradsen 1954–57 (S); red. Wilh. Dupont 1957– (S); dir. Holger Kr. Sørensen 1957–60 (KF)’ gdr., fabrikant Ole Vestergaard Poulsen 1960– (KF); gdr. Peer Skov Thulesen 1960– (V); kontorchef Viggo Hauch 1960–(V).

Åndelige rørelser.

1839 fandt det 1. off., da. folkemøde sted på Himmelbjerget. 500 pers. var mødt, og det var pastor St. St. Blicher, der stod som indbyder. Møderne fortsattes i de flg. år frem til 1845 og s. 400 kunne glæde sig over stadig større tilslutning fra den lokale befolknings side. Blicher var den drivende kraft, og møderne holdtes som folkelige, nationale stævner på skandinavisk baggrund. Om politisk agitation var der ikke tale og slet ikke om opposition mod regeringen. Da Blicher ikke fandt større støtte udefra, ophørte møderne.

Ved valgene til den grundlovgivende rigsforsamling deltes mandaterne ligeligt ml. Højre, centrum og Venstre, men meget hurtigt erobrede Venstre de egl. landkr. og fra 1866 også Horsens-kr. Det førende venstreblad i a. blev Horsens Folkeblad (grl. 1866), 1876–98 redigeret af Emil Bojsen, sen. af Kr. Olesen.

I religiøs henseende vandt både den grundtvigske og den indremissionske bevægelse indpas i a., den sidste navnlig i de vestl. hrdr. Stærke, grundtvigske bastioner var Gjedved højskole, opf. 1854 af Lucianus Kofod og sen. overtaget af Peter Bojsen, der omdannede højskolen til et landskendt seminarium. I Vestbirk grundlagde Grønvald Nielsen 1884 en kendt grundtvigsk skole, og også andre steder i a. oprettedes højskoler, ligesom befolkningen byggede en lang række forsamlingshuse. I Træden so. fandtes en valgmenighed.

Fra slutn. af 1880erne voksede den socialdemokratiske bevægelse frem, først og fremmest i Horsens, hvor man kunne støtte sig til et selvstændigt blad, og sen. i Silkeborg. 1898 sejrede M. C. Lyngsie i den nyoprettede Horsens bykreds, og 1906 erobredes Silkeborg-kredsen af socialdemokraten Jac. Christensen. Inden 1918 var begge kr. sikre socialdemokratiske støttepunkter.

Efter 1920 har Socialdemokratiet yderligere befæstet sine positioner i a.s købstæder, medens de borgerlige partier har holdt stillingen i landdistrikterne. Af a.s 6 folketingsmænd tilhører 3 Socialdemokratiet, medens Venstre har 2 og de konservative 1 repræsentant. Horsens og Silkeborg er a.s bladcentrer.

Oldtidsbebyggelse.

Skanderborg a. er hvad oldtidsminder angår på mange måder et rigt og interessant område. Det er gudenåkulturens klassiske egn: Gudenå, vort største vandløb, gennemstrømmer a.s vestl. del, og langs dens og dens tilløbs bredder har vi bopladserne fra denne gl. jæger- og fiskerbefolkning i form af flintstrøede, større og mindre arealer. Som nogle af de vigtigste pladser skal nævnes Havstrup sø ved Tørring, Vissinggård, Provstholm Hoved, Poulsbakke, Rye bro og Sminge sø, alt ved selve Gudenå, Kajesø og Lysholm ved Salten å og Lysbro ved Funder å. Også i Skjern å’s område er der rige bopladser, ved Vestermølle og Ejstrup sø. Smukke, enkeltfundne benredskaber, der antagelig tilh. sa. kultur, er spidsvåbnet m. boreornamentik fra Silkeborg sø og den smukt dek. kniv m. gruber til flintægge fra Monbjerg (Østbirk so.). Også ertebøllekulturen er repræsenteret, ved køkkenmøddinger langs Stensballe sund og bopladser i Hansted å’s dal.

Yngre stenalders stengrave er ikke særl. talr.; i alt kendes 48, hvoraf de tre fjerdedele forlængst er sløjfede. Stengravene ligger fortrinsvis i den østl. del af a., Voer og den østl. del af Nim hrd.; længere v.på har kun Rye og Them so. et antal. Nævnes skal bl. de bev. mindesmærker det smukke dyssekammer Gammelmand (Lundum so.) og jættestuen i Lund skolehave. Til gengæld er stenalderens enkeltgravskultur rigt repræsenteret i de vestl. so., hvor henimod 400 mindre høje, der må antages hovedsagelig at tilhøre denne kultur, er bev. Hvor mange af de omkr. 2800 sløjfede høje der tilh. enkeltgravskulturen, ved vi ikke; men efter alt at dømme er det langt over halvdelen. Vi har da også fra Skanderborg a. mange gravfund m. stridsøkser, lerkar og ravsmykker fra denne kultur; fra et af dem, fra Nr. Snede so., stammer en af vore allersmukkeste flintdolke.

Yngre stenalders bopladser kendes fra Lindskov og Bygholm sø (begge Horsens by) og fra Toftum (Søvind so.), alt fra jættestuetid; en af de sjældne enkeltgravsbopladser kendes fra Gabsø (Hammer so.). Interessante er 3 fund m. kobbersager i dyssetidsmilieu, vidnende om tidl. forb. m. sydl. egne: Bygholmfundet (Horsens by), Årupgårdfundet (Tamdrup so.) og jordgrav fra Salten (Them so.). Fra bronzealderen har vi de mange høje, hvoraf over 500, der efter deres størrelse må antages at tilhøre denne tid, er bev.; men mange er sløjfede, en stor del af de 2800, hvis plads kendes. Bronzealderhøjene ligger fortrinsvis i de vestl. egne, på den lettere jord, medens de østligere egne, dele af Hjelmslev, Gjern, Voer og Nim hrdr., er fattige på høje. Til gengæld er der en række af de vestl. so., der hører til Jyllands højrigeste: Nr. Snede (407; i disse tal er medregnet enkeltgravshøjene), Them 283, Yding 176, Ejstrup 175, Dover 164, Linå 138, Østbirk 133, Vrads 133, Bryrup 128, Grædstrup 124, Sdr. Vissing 121, Hvirring 113, Underup 108 og Rye 107. Ofte samler disse bronzealderhøje sig til smukke s. 401 grupper på bakkedragene, som Ottehøjene ved Vinding og grupperne ved Underup. Der er gjort mange bronzealders gravfund, men ingen, som det er særl. værd at fremhæve. Et smukt offerfund fra ældre bronzealder er de 4 upudsede pålstave fra Sorring (Dallerup so.). Fra yngre bronzealder har vi rige offerfund fra Kolpengård (Bryrup so.), Nim og Gjedved (guldfund). Endelig har vi lurparret fra Folrisdam (Grædstrup so.).

Vor ældste jernalder, keltisk tid, har givet ret rige fund: Større bopladser fra Sdr. Vissing og Ris-Tebstrup skole (Ovsted so.), gravpladser (m. urnegrave) fra Sepstrup (Them so.) og Nim, agerfelter fra Addit skov (Sdr. Vissing so.), og det store ringfund fra Sattrup (Østbirk so.). Men som sædvanlig i Østjylland er det ældre romersk jernalder, der dominerer gennem talr. boplads- og gravfund; og her er det mest jordfæstegrave, »lerkargravene«, der optræder. Bl. bopladserne skal nævnes Lindskov (Horsens), Siim (Dover so.), Ås (Søvind so.), Hornborg og Stovgd. (Tørring so.), bl. gravpladserne Salten Overgd. (Them so.), Hjortsvang (Lindrup so.) og Havrum (Hornborg so.). Rige grave m. romerske importsager har vi fra Stilling, Troelstrup (Tønning so.), Monbjerg (Østbirk so.) og Tvingstrup (Ørridslev so.). Et interessant stykke er den romerske kejserstatuette af bronze fra Tømmerby (Them so.). Nu har de vestl. so. ingen overvægt; der synes at have været en lige så tæt bebyggelse i de østl., frugtbare egne.

Yngre romertid har givet ikke så få rige grave: Holmstol (Skannerup so.), Grølsted (Skorup so.), Addit (Sdr. Vissing so.), Troelstrup (Tønning so.), Hjortsvang (Linderup so.), Slårupgd. (Tørring so.) og Lerkenfeldt (Hansted so.). Så har vi fra denne periode a.s allervigtigste jernalderfund: Det store våbenfund fra Illerup ådal (Skanderup so.).

Fra germansk jernalder har vi et lign., om end langt mindre mosefund, fra Porskær (Underup so.). Ellers er fundene fra denne tid sparsomme. Nævnes skal et gravfund fra Hundshoved (Nr. Snede so.) og et guldfund fra Hvolbæk (Fruering so.). Også vikingetiden har givet få fund; nævnes skal sølvskattene fra Kongsø (Bryrup so.), Tørring skole, Hylke og Enner (Tamdrup so.).

Så har vi endelig fra vikingetiden 5 runesten, hvoraf den ene, fra Sdr. Vissing, er særl. interessant ved at være rejst af Harald Blåtands dronn. Tove.

Af fredede oldtidsmindesmærker findes der i alt i Skanderborg a.: 5 langdysser, 5 dyssekamre, 2 jættestuer, en ubestemmelig stengrav, en hellekiste, 16 langhøje, 926 høje, 5 røser, en skålsten, et ubestemmeligt gravanlæg, et areal m. 5 stensatte grave, et areal m. tuegrave og et areal m. rydningsbunker.

Bebyggelsen i historisk tid.

Langs bredderne af Gudenå og dens tilløb findes der, navnlig i Gjern, Tyrsting og Nim hrdr., et meget stort antal bynavne på -ing, hvilket utvivlsomt er et kendetegn på meget gl. bebyggelse, ligesom det svarer til, at der netop i disse egne er mange oldtidsminder. Fra den hist. tid er der nok en del verdslige minder, men deres tal er mærkeligt lille, hvad der er blevet sat i forb. m. den store betydning, som Århus bispestol har haft netop i disse egne. Der er således kun få voldsteder af herreborge fra middelalderen, fx. Boringholm (Hvirring so., Nim hrd.), Dynæs på en odde i Julsø (Linå so., Gjern hrd.), Drostholm (Tamdrup so., Nim hrd.) og Torupvolde (Søvind so., Voer hrd.). Heller ikke antallet af renæssanceborge er særl. stort; der er således de to noget ændrede gde: Mattrup fra 1578 (Tyrsting so.) og Urup (Østbirk so.), samt den i 1800t. helt ombyggede Frijsenborg (Hammel so.). Først fra enevældens periode kan Skanderborg a. opvise mere anselige bygn., som Stensballegd. (Vær so.) og Hanstedgd. (Hansted so.), begge fra tiden o. 1690, mens Tyrrestrup (Søvind so.) er fra 1720, Silkeborg Hovedgård fra tiden o. 1770 og Serridslevgd. (Nebel so.) fra 1777. Af kongeslottene er det middelald. Silkeborg forlængst jævnet m. jorden; det middelald. Skanderborg slot blev under Fr. II ombygget til en renæssanceborg, men blev nedrevet 1767, undt. den fløj, hvori en kirke er blevet indrettet.

Minderne om kirkelig kultur i a. er derimod meget righoldige. De store herreklostre er ganske vist gået til grunde, men deres tal var engang stort: Øm, Voer, Vissing, Ring, Veng og Tvilum, og de to sidstn. er endnu repræsenteret ved deres kirker, mens fundamenterne til Øm kloster (Rye so.) m. den store kirkebygn. i stil m. Løgum og Vitskøl er fremdraget i 1900t. Bl. landsbykirkerne er der fra romansk tid et meget stort antal kvaderbygn. De er næsten enerådende i Gjern hrd., er også stærkt repræsenteret i Vrads hrd., og kun i Tyrsting hrd. er de i mindretal. Den skulpturelle udsmykning er nok præget af Viborgstilen, fx. søjleportalerne i Linå, Hammel og Gjern, store billedkvadre m. relieffer kendes fra Låsby, Vitved, Tulstrup og Nr. Snede – denne sidste, der ligger ved den historiske hærvej, har tillige en af de store granitfonte s. 402 m. løvefig. fra romansk tid. I a. findes tillige et mindre antal frådstenskirker, og bl. dem to særprægede monumenter, den anselige, treskibede Tamdrup kirke og den om eng. byggeskik mindende klosterkirke i Veng, begge fra beg. af i 1100t. Teglstensarkitekturen fra romansk og tidliggotisk tid har nok haft et hovedmonument i den forsv. Øm klosterkirke og er nu repræsenteret af de ældre partier i de to Horsenskirker. I fuldt udviklet gotisk stil er den fordums klosterkirke i Tvilum og den store Rye kirke ved Himmelbjerget. Fra den sene middelalder stammer tillige en del af altertavlerne i a., fx. Horsens klosterkirke, Østbirk og Tvilum.

Borgerhuse fra gl. tid findes nu kun i større tal i Horsens, hvor der foruden et par kældre fra senmiddelalderen også er (og navnlig har været) en rig arkitektur i bindingsværk, nu bedst repræsenteret ved gode gårdpartier fra 1700t. Men også grundmurede huse i de gængse stilformer kan Horsens opvise, navnlig den berømte Lichtenbergske gård (1744), Søndergade 12 (apoteket 1736) samt Nørregade 21 og 31 (henh. 1786 og 1790). Klassicismen fra beg. af 1800t. kendes fra Smedegade 91, desuden også fra den eneste monumentale bygn. i Skanderborg, Amtsgården fra 1804. En række herregde fra første halvdel af 1800t. viser denne tids stilfærdige, renlivede klassicisme: Søbygd. (1810, Søby so.), Rask Hovedgd. (1840, Hvirring so.) og Stovgd. (1844–46, Tørring so.). Med F. Meldahls ombygning af det gl. Frijsenborg i rig fr.-nederl. renæssancestil fik Nørrejylland et hovedmonument i datidens eksperimenteren m. de hist. stilarter. Mere forsigtige forsøg i denne retning findes i a.s to købstadrådhuse, Horsens 1854 og Silkeborg 1857, begge af H. Chr. Zeltner. Denne hist. linie er blevet fortsat i det mere moderne herregårdsbyggeri, hvoraf a. har flere gode eks., Løndal (Sdr. Vissing so.) af arkt. G. Tvede, Højkol (Them so.) af J. Magdahl Nielsen og navnlig Sofiendal, den tidl. Venggård, opf. af H. B. Storck, m. tydelige mindelser om gl., dansk herregårdsarkitektur. Medens Horsens var en gl. by, er Silkeborg en nydannelse fra 1800t. og blev navnlig henimod slutn. af årh. præget af en række nybygn. af A. Rosen, der videreførte eksperimenterne m. de hist. stilarter, fx. Håndværkerforeningen på Torvet (bombet under den 2. verdenskrig). Købstædernes enorme udvikling i 1900t. har medført store ændringer i Horsens, særl. under ledelse af arkt. V. Norn, der bl.a. byggede museet og den nye statsskole.

Skanderborg amt hørte i middelalderen til Loversyssel m. undt. af Hjelmslev og Gjern hrdr., der udgjorde en del af Åbosyssel. O. 1500 hørte flg. hrdr. til Skanderborg len: Framlev, Gjern, Hjelmslev, Sabro, Tyrsting, Vrads, Støvring, Hald, Onsild og Ning. Hertil kom Voer hrd. 1580. Åkær len m. Hads hrd. var forenet m. Skanderborg len 1579–88 og 1597–1650. Støvring, Hald og Onsild hrdr. var et selvstændigt len fra 1517 og blev 1536 lagt til Århusgård, hvortil også kom Ning hrd., som var blevet udskilt fra Skanderborg allr. 1516. Vrads hrd. kom under Silkeborg len 1547, og Sabro hrd. var et selvstændigt len 1588–97.

Skanderborg len blev til Skanderborg a. 1660. Året efter blev det forenet m. Åkær a., der bestod af Hads hrd. I h. t. kgl. resol. af 4/9 1793 blev den hidtil under Silkeborg a. hørende del af Gjern hrd. henlagt til a., hvortil Hids hrd. ligeledes kom i h. t. resol. af 17/3 1794. If. resol. af 4/9 1793 og 14/6 1799 oprettedes Århus a., der kom til at bestå af Hasle, Ning og V. Lisbjerg hrdr. af Havreballegård a., Sabro, Framlev, Gjern, Hjelmslev, Tyrsting og Voer hrdr. af Skanderborg a., Hads hrd. af Åkær a., Nim hrd. af Stjernholm a. samt Hids hrd. af Silkeborg a. Fra 1795 til 1802 var der en særl. stiftamtmand, den tidl. amtmand Ove Høegh Guldberg. Fra 1/1 1803 var amtmanden i Århus a. også stiftamtmand. I h. t. resol. af 9/3 1824 blev der gennemført en deling af Århus a., idet Skanderborg a. blev genoprettet. Hertil blev henlagt Hjelmslev, Gjern, Voer, Nim, Tyrsting og Vrads hrdr. Øen Endelave lå under Hads hrd. indtil 1838, men kom da under Nim hrd. og Skanderborg a. De to amter blev på ny forenet fra 1/8 1867 i h. t. bekendtgørelse af 31/7 s.å. Stiftamtmanden fik bopæl i Skanderborg, hvor også amtskontorerne skulle være. Der var dog stadig tale om to særskilte amtsrådskredse.

1904 androg sognerådsforeningen for Gl. Århus a. om, at amtskontorerne måtte blive flyttet til Århus, el. at amterne atter måtte blive delt. Folketinget behandlede 1919 spørgsmålet om en deling, men først 1926 skete der en ændring, idet der i Århus blev opret. en særl. amtskontorafdeling, som skulle behandle en række sager vedr. Århus amtsrådskr. og Århus by, jf. indenrigsministeriets bekendtgørelse af 15/6 1926. 27/5 1941 fremsatte indenrigsministeren et forslag om, at det tidl. Skanderborg a. skulle genoprettes fra 1/4 1942, og at der herefter skulle være to amtmænd, en i Århus og en i Skanderborg. Amtsrådskredsene skulle være grænser for de to amter. Forslaget blev lov 22/12 1941.

Herrederne i Skanderborg a. lå fra gl. tid under Århus stift.

Litt.: J. C. Schythe. Skanderborg Amt. 1843. Sa. Om Træskofabrikationen i S. A., Dansk Ugeskrift. 2. Rk. 3. Bd. 1843. 103–15. Emil Madsen. Bidrag til Oplysning om jydske Kronbønders Levesæt, JySaml. 1904–5. 175–221. Chr. Heilskov. Fordums Landeveje og Rejseliv i Aarhus A., AarbAarh. 1913. 1–46. Sig. Elkjær. Nedbrudte Kirker s. 403 i Aarhus A., smst. 1918. 123–26. S. Nygård. Det Skanderborgske rytterdistrikt, smst. 1919. 1–48. Aage Simonsen. Voldsteder i Horsensegnen, smst. 1921. 141–45. J. Th. Lundbye. Studier over Vejenes Udviklingshistorie i Aarhus og S. Amter, smst. 1925. 129–47. K. C. Rockstroh. Ryttere og Ryttergods i Skanderborgegnen i det 17. og 18. Aarh., smst. 1927. 1–19. Aug. F. Schmidt. Sagn og Tro om Sten i Aarhus A., smst. 1928. 159–63. Sig. Elkjær. Biskop Peder Hygoms Visitatsindberetninger for Aarhus A. 1739–52, smst. 1930. 174–213. Kjeld Jensen. S. A.s 2. Valgkreds 1848–1920, ØstjyHj. 1936. 25–50, 1937. 63–87. Sa. Amtsraadsvalg og Amtsraadsmedl. i. S. Amtsraadskreds, smst. 1938. 19–58. Aage Dahl. Skygger og Lys fra S. A.s Præstehistorie, smst. 1943. 10–23. Chr. Heilskov. Vandmøller i S. A., AarbAarh. 1943. 21–29, 1945. 48–73, 1949. 95–99. Kjeld Jensen. Brædstrup Folketingskreds 1848–1918, ØstjyHj. 1945. 61–75, 1946. 43–56. Hans H. Fussing. Stjernholm Len 1603–1661, Vid.Selsk. Hist.-Fil. Skr. III. 1. 1951. Povl Rasmussen. Herreklostrene i Aarhus Stift, ØstjyHj. 1954. 9–38, 1957. 51–68. Peder Jensen. De gl. møller i Å. stift, AarbAarh. 1957. 50–51.