Lyndby sogn

(Hyllinge-L. kom.) omgives af Lejre el. Borrevejle vig samt Gevninge, K. Såby, Rye, K. Hyllinge og Sæby so. Det jævnt bakkede til småkuperede terræn begrænses i sv. af et dalstrøg (Uglestrup mose), hvori nogle åsbakker Bjergene når til 32 m. Mod Lejre vig danner landet lave klinter, oftest bevoksede, og langs foden af disse findes en smal stribe hævet havbund. Både n. og s.f. Lyndby findes pletter med sandjord, ligesom åsbakkerne Bjergene består af sand og grus, men i øvrigt er jorderne gennemgående lerede, men stedvis noget vandlidende. Der er ingen skov. Langs vigen er der efterhånden vokset en betydelig sommerhusbebyggelse op. Gennem so. går landevejen mellem hovedvej 4 og Frederikssund.

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

(Kort).

Areal i alt 1955: 1060 ha. Befolkning 1/10 1955: 610 indb. fordelt på 171 husstande (1801: 444, 1850: 472, 1901: 430, 1930: 567).

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

I sognet byerne: Lyndby (*1253 Lyungby; u. 1788 og 1799) m. kirke, skole, s. 1165 alderdomshjem (opf. 1954, 25 pl., arkt. Enggaard Pedersen) og langs Lyndby strand sommerhuse, feriekolonien Roar, missionsforbundets sommerhjem Kilden, afholdsrestaurant og telf.central (Bavnehøj); Ll. Karleby (1392 Søndræ Karlæby, 1503 Litle Karlby; u. 1785 og 1789) m. fredehjemmet Østergård, fællesmejeri og frysehus; Uglestrup (*1367 Ublesthorp, 1379 Uggeldorp, 1386 Upplestorp, 1387 Wglestorp. – Saml. af gde og hse: Lejre gde. – Gårde: Christianslund.

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

L. so., der sa.m. K. Hyllinge so. udgør én sognekom. og ét pastorat, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som K. Såby so. So. udgør 2. udskrivningskr., 373. lægd og har sessionssted i Roskilde.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Den anselige kirke, som ligger nordl. i byen ud mod Lejre vig på en kgd., hegnet af kampestensdiger og store træer, består af skib og kor samt et nyere tårn. De ældste, romanske dele er nuv. skib og kor, opf. af regelmæssige frådstenskvadre m. spor af opr. skråkantsokkel, af de gl., nu tilmurede portaler og af rundbuede vinduer (ét i korets ø.mur, tre i hver af skibets sidemure). Sen. er kirken overhvælvet, koret m. ét fag fra slutn. af 1300t., skibet m. tre fag fra 1400t. Et våbenhus foran s.portalen er forsv., vistnok o. 1830. Over v.gavlen har siddet en tagrytter, fornyet i barokstil 1752, men atter nedrevet, da der 1832–34 foran v.gavlen opførtes et tårn af små sten m. kamtakkede gavle og spidsbuede åbninger i nygotisk stil. – I det to trin hævede kor findes alterbord m. malet forside, De hellige tre Konger, fra beg. af 1500t., fremdraget og rest. 1944. Altertavle i barok fra o. 1700 har maleri (Nadveren, kopi efter tavlen i Ringsted), flankeret af pilastre og vinger m. udsavede flammevaser, samt ovalt topstykke m. maleri, Den korsfæstede. Midt i koret en romansk granitfont. På skibets n.væg hænger et krucifiks fra o. 1520; to andre krucifikser er 1945 deponeret i Roskilde Museum. Prædikestol i renæssance, 1597, fra Oluf Krogs værksted, har evangelistrelieffer i gavlprydede arkader, samtidig himmel, nyere opgang. De velbev. stolestader m. gavle og låger er fra Caspar Lubbekes værksted i Roskilde, o. 1650. En ældre altertavle fra 1522, nu forsynet m. en præsterække, hænger i tårnrummet. Tårnets to klokker er fra 1591 (Matthias Benninck i Lybæk) og 1724 (Fr. Holtzmann). Kirken er 1955 forsynet m. el-varme.

Jan Steenberg dr. phil.

Litt.: DanmKirk. III. Kbh.s amt. 2. 1946. 921–32.

Fredede oldtidsminder: 4 langdysser, den ene 50 m lang, og et dyssekammer; 3 høje, hvoriblandt den anselige, men noget afgravede Bavnehøj lige ved Lyndby, og Torshøj ved Lille Karleby. – Sløjfet el. ødelagt: En runddysse, 4 langdysser, en hellekiste og 20 høje.

Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.

Genforeningssten rejst 1920 og Befrielsessten 1945 i Lyndby.

I Lille Karleby fødtes 1874 husmandspolitikeren Niels Frederiksen.

Povl Engelstoft redaktør, cand. mag.