Særløse sogn

(Hvalsø-S. kom.) omgives af Allerslev og Osted so., Ramsø hrd. (Borup so.), Sorø amt (Jystrup og Valsølille so. i Ringsted hrd.) samt Kirke Hvalsø og Kisserup so. Det stærkt bakkede og skovrige so. når mod v. højder på over 100 m (højeste punkt 102 m findes i Ravnsholte skov). Terrænet antager her karakter af isolerede, stejlkantede og uregelmæssige bakker med mellemliggende lavninger med småsøer (Hjortesø). Helt mod ø. ligger et fladt område, den afdrænede og kultiverede Åsmose. Bebyggelsen ligger som rydningspletter i skoven og består fortrinsvis af smålandsbyer og enkeltliggende gde og hse. Trods det bakkede terræn er jorderne gennemgående gode, men lider flere steder endnu af de vanskelige afdræningsforhold trods mange dræningsarbejder. Mange skove. So. skæres mod n. af jernbanen Roskilde-Holbæk, og mod s. løber hovedvej 1.

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

(Kort).

Areal i alt 1955: 1581 ha. Befolkning 1/10 1955: 673 indb. fordelt på 182 husstande (1801: 343, 1850: 504, 1901: 482, 1930: 515).

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

I sognet byerne: Særløse (1272 Særclæsæ, o. 1370 Særkæløsæ; u. 1801) m. kirke; Skov Hastrup (1607 Hadstrup, 1664 Skouff Hadstrup; u. 1800) m. savværk og trævarefabr.; Tolstrup (*1416 Tolffstorp, 1492 Tolstrop; u. 1792). – Saml. af gde og hse: Ebberup, nyopkommet villabebyggelse m. tidl. skole (opf. 1957; 1959 overtaget af Indre Mission og 1960 omdannet til Midtsjællands Ungdomsskole) og restaurant Avnstruphus; Skovhastrup Overdrev; Avnstrup Overdrev m. fabr. (Metaplex) i den gl. skole; Hjulebæk Hse; Atterup Hse. – Gårde: Avnstrupgd. (1664 Affuindstrup Eniste Gd.) m. Avnstrup Sanatorium; Særløsegd.; Tolstrupgd.; Glædebjerggård (8,8 tdr. hartk., 79 ha; ejdsk. 255, grv. 101); Buskegård; Lindeskovgård; Vernersminde (tidl. skovridergd.); Orupgd. (1607 Orup).

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

S. so., der sa.m. Kirke Hvalsø so. udgør én sognekom. og ét pastorat, har sa. tingsted og hører under de sa. kr. som Osted so. So. udgør 2. udskrivningskr., 380. lægd og har sessionssted i Roskilde.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Den højtliggende kirke består af langhus m. tårn i v. og våbenhus i n. Kernen er en ret lille romansk kampestensbygn., hvoraf nu kun sidemurene står. På s.siden ses rester af et romansk vindue m. kridtstensindfatning; ingen af de opr. døre er i behold. I gotisk tid (mul. 1300t.) er sidemurene delvis skalmuret m. munkesten, og i 1400t. er det romanske kor nedrevet og kirken forlænget mod ø. i hele skibets bredde. Ø.forlængelsen opførtes af munkesten blandet m. striber af kridt. I det indre dækkedes langhuset af 3 fag hvælvinger. Fra senmiddelalderen stammer våbenhuset og tårnet, begge af munkesten og m. kamtakkede gavle. Det underste, hvælvede tårnrum er ved en arkade inddraget i kirkens skib. – Ydermurene er i nyere tid stærkt skalmuret, tårnets 1884. – Altertavlen er et billedskærerarb., stafferet 1647, m. samtidigt maleri (nadveren) i storfeltet, flankeret af søjler og storvinger i bruskbarok (opmalet og forgyldt 1931). Alteret hegnes af et smedejerns knæfald fra o. 1750. Romansk font af granit (Mackeprang. D. 405). Lille prædikestol i højrenæssance fra o. 1600. Mens stoleværket i øvrigt er fornyet, er degne- og præstestolene velbevarede arb. i ungrenæssance m. foldeværksfyldinger; degnestolen er dateret 1579. Våbenhusdøren ind mod kirken har gl. dørfløj m. foldeværk, dateret ved indskr. 1528. I tårnet 2 klokker, en senmiddelald., støbt af Ole Kegge, og en fra 1746, støbt af J. B. Holtzmann. Over våbenhusdøren to mindeplader, en over de faldne i de to slesvigske krige, og en nyere over to af sognets beboere, der faldt under besættelsestidens frihedskamp.

Jan Steenberg dr. phil.

Litt.: DanmKirk. III. Kbh.s amt. 2. 1946. 842–51.

s. 1146

I Særløse lå der o. 1400 en hovedgd., som dog da vist beboedes af en fæstebonde. 1399 solgte ridderen hr. Jens Eskildsen Falk til Vallø († 1408–09) den sa.m. Jonstrup (i Osted so.) til væbn. Henneke Gyncelinsen Mule (af Falkendal) († 1437), som 1434 gav sin ægtefælle Christine Nielsdatter livsbrev på gden.

C. Rise Hansen overarkivar, cand. mag.

Flere landsbyer i so. er helt el. delvis forsvundet. Avnstrupgd. (nu Avnstrup Sanatorium). Ebberupgd. og Ravnsholte (skovfogedbolig) er alle rester af landsbyer, henh. Avnstrup (her? *1397 Angszerup, 1494 Awenstropp), Ebberup (*1407 Ebberup) og Ravnsholte (*1397 Raffnholt, *1404 Raffuensholtt, 1459 Raffn(s)holttæ), der alle o. 1400 tilskødedes Roskildebispen af væbn. Anders Pedersen (Panter) til Svanholm. Orupgd. er på sa. måde vistnok en rest af en landsby Orup (o. 1376 Orthorp). – Ved Hejede Overdrev lå Hejedehuset (1607 Heide, 1688 Heide Huuset).

J. Kousgård Sørensen professor, dr. phil.

Skove: Hele den sydl. halvdel af so. er dækket af skove, således Pedersted skov (29 ha), Lindeskov (19 ha), Orup skov (48 ha), Hejede Overdrev med Ravnsholte skov (391 ha) og Avnstrup Overdrev (61 ha), der alle hører til Bistrup skovdistrikt (ejer: Kbh.s kom.), mens Ebberup skov (88 ha) og Avnstrup skov (38 ha) hører under Ledreborg gods (i Allerslev so.). Skovene står på undertiden stærkt bakket terræn med mange smukke partier. Midt i skovkomplekset ligger Avnstrup Sanatorium (åbnet 1940).

Peter Kjøller ekspeditionssekretær, forstkandidat

Litt.: VII. Nordiske Skovkongres 1950. 1951. 441 ff.

Fredede oldtidsminder: I Orup skov en langdysse, et dyssekammer og en høj; i Hejede Overdrev en stenkreds af uvis alder. – Sløjfet el. ødelagt: 4 langdysser, en høj. – I Åsmose en boplads fra maglemosekulturen.

Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.

Avnstrup Sanatorium for tuberkuløse opførtes af Kbh.s kom. (arkt. G. Laage) og åbnedes 15/4 1940. 310 sengepladser, halvdelen nu for kvindelige patienter fra St. Hans hospital.

I Særløse har der været en hellig kilde, Onskilde (Schmidt. DH. 115).

Den s.k. »Kong Valdemars Vej« (jf. III. 769) falder ind i sognet ved Ravnsholte skovfogedsted og kan følges videre gennem sognet (J. T. Lundbye: AarbKbh.Amt. 1924. 78–82).

I Særløse so. fødtes 1656 præsten Hans Jacobsen Hvalsøe, 1854 politikeren Hans Jensen Dønnergaard.

Povl Engelstoft redaktør, cand. mag.