Brøndum sogn

(B.-Hvidbjerg kom.) omgives af Otting, Hindborg, Hem og Hvidbjerg so., Ringkøbing a. (Rønbjerg so. i Ginding hrd.), Rødding hrd. (Håsum so.) samt Volling so. I so. flere enklaver af Hvidbjerg so. Det i n. ret jævne, men mod s. mere bakkede land har noget lette, men ganske gode jorder. Den allersydligste del er en jævn, sandet slette, en hedeflade, dannet af den 2. Karup å under isafsmeltningstiden, da den havde udløb i Venø bugt. Gennem det skovløse so. går Vestsallingbanen (Brøndum stat.) og landevejene Skive-Holstebro og Skive-Balling.

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

(Kort).

Areal i alt 1960: 1103 ha. Befolkning 26/9 1960: 413 indb. fordelt på 105 husstande (1801: 296, 1850: 302, 1901: 372, 1930: 422, 1955: 393).

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

I so. byerne: Brøndum (*1231 Brunnum, 1495 Brynnom; u. 1792) m. kirke, præstegd. og forsamlingshus (med afdelingsbibl.); Rettrup (*1482 Riptrup, 1511 Riptrop; u. før 1805) m. forsamlingshus; Grove (*1468 Groue, Growe, o. 1500 Groffby; u. 1789). – Gårde: Nørregd.; Brøndumgd.; Kærsgd. Mellem Brøndum og Grove Brøndum jernbanestat. m. posteksp.

O. Biilmann seminarieadjunkt, cand. mag.

B. so., der sa. m. Hvidbjerg so. udgør én sognekom. og ét pastorat under Nørre, Hindborg, Harre og Rødding hrdr.s provsti, Viborg stift, har sa. tingsted og hører s. 145 under de sa. kr. som Skive landso. So. udgør 5. udskrivningskr., 312. lægd og har sessionssted i Skive.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Den højtliggende og efter egnens forhold anselige kirke består af romansk kor og skib, sengotisk v.tårn samt våbenhus fra 1800t. i s. Kor og skib er opf. af granitkvadre på skråkantsokkel. Af opr. enkeltheder er bev. korets ø.- og n.vindue samt et vindue i skibets n.mur (alle tilmurede), endv. skibets n.portal med to frisøjler og s.portalen, sidstn. dog i reduceret stand, idet dens frisøjler er erstattet m. murede piller. N.portalen er tilmuret. Ved korets ø.gavl er i nyere tid opf. to støttepiller. Før tårnets opførelse er skibets vestre gavlfelt ommuret med tegl og prydet m. tre brede, spidsbuede blændinger. Tårnet er overvejende af rå kamp og udflyttede kvadre fra skibets v.gavl; det har enkle blændingsgavle, opr. krydshvælv i nedre stokv., som står i forb. m. skibet ved en rundbuet arkade, samt fritrappe i n. Store dele af tårnet er skalmuret m. tegl, og jernankre på muren danner årst. 1747, hvilket henviser til en hovedistandsættelse (Pont.Atlas. IV. 731). 1567 omtales kirketårnet som nedblæst; dette kan dog kun gælde dets øverste del. – Granitalterbordet, der dækkes af bræddekasse, er kirkens opr.; i dets monolitbordplade findes helgengrav m. korsprydet blyæske, der nu er tom. Alterets forside dannes af en enkelt, grofthugget kvader. Altertavle fra 1616 m. nyere storvinger og kopier af Carl Blochs opstandelses- og Gethsemane-malerier, indsat 1910; på tavlen er anbragt tre figurer fra en sengotisk altertavle, deribl. Maria med Jesusbarnet. Kalk m. årst. 1652 og våben for Ebbe Ulfeld, lensmand på Skivehus, og dennes hustru Mette Grubbe. Alterstager 1647 m. givernavne. Romansk granitdøbefont m. glat kumme. Dåbsfad af sydty. arbejde o. 1550 m. sen. indgraverede våben, initialer og årst. 1577. Prædikestol i landlig barok fra o. 1650 m. evangelistfigurer i storfelterne; opgang gennem triumfmuren. Nyere stoleværk. Orgel 1946 (Frobenius) under tårnbuen. Klokke m. minuskelindskr. og årst. 1506, støbt af Peder Hansen i Flensborg (Uldall. 234), i gl. klokkestol. På korets n.væg portrætmaleri fra epitaf over præsten Morten Brøndum, † 1674, m. hustru og 14 børn, hvoraf 6 døde. I skibet maleri af sgpr. Emil Boeck, † 1906. I n.dørens tilmuring sidder brudstykke af middelald. gravsten. En hovedistandsættelse af kirken er 1961 under forberedelse.

Olaf Olsen museumsinspektør, professor, dr. phil., cand. mag.

Gden Groveholm (*o. 1468 Grøu[holm], Graholm, 1541 Grahollom), som endnu nævnes i 1700t., solgtes til Viborgbispen Knud i sidste halvdel af 1400t.

J. Kousgård Sørensen professor, dr. phil.

I Brøndum ejede Valdemar Sejr 13 mark guld jord.

Carl Jørgensen adjunkt, cand mag.

Tre helligkilder kendes fra B. so.: Starbæk s.f. B., Kvaven v.f. B. og Lildkilde ved byen (Schmidt. DH. 137).

Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.

Der er ingen fredede oldtidsmindesmærker i so., men der har været 43 nu sløjfede el. overpløjede høje. I en af dem er fundet en grav fra ældre bronzealder med sværd, dolk, pålstav og 2 lerkar.

Therkel Mathiassen overinspektør, dr. phil.

I Brøndum so. fødtes 1776 juristen M. H. Bornemann.

Gudrun Ebbesen frue, cand. mag.