Nysted landsogn

(N. l. kom.) er delt i en østl. og en vestl. del. Den større, østlige del omgives af Guldborg sund, Østersøen, Nysted kbst. og Kettinge so. Det er en i v.-ø. svagt furet moræneflade, i hvis sænkninger Rørmose bæk, Korsbæk og Mårbæk løber til Guldborg sund. Her bliver lavningerne til bugter og ryggene til halvøer, begge bræmmet af strandenge, der går jævnt over i det stenede fladvand. På den mere åbne Østersøkyst har kystudligningen delvis afglattet landomridset. s. 918 Inden for denne ligger Vantore Lillesø, mens Storesø er udtørret. På den jævnt gode, lerede bund er Roden skov den eneste skov. – Den vestl. del af landso. omgives af Nysted kbst., Østersøen samt Herritslev, Bregninge og Kettinge so. Den svagt bølgede moræneoverflade er i midten afbrudt af en markeret lavning, der fra Nysted nor strækker sig mod nnv., begrænset af stejlsider (Kobakker 13 m), der i n. er delvis skovklædte (Folehave). I bunden ligger den udtørrede Rørsø og Røde Enge. En mindre lavning længere mod ø. rummer Kettinge sø. På halvøen v.f. Nysted nor ligger Ålholm Hestehave, der sa.m. slotsparken er mål for mange sommerudflugter. Gennem landso. går jernbanen Nysted-Nykøbing og landevejene fra Nysted mod Nykøbing og Maribo henh. Rødby.

Areal i alt 1950: 2393 ha. Befolkning 7/11 1950: 684 indb. fordelt på 194 husstande. (1801: 511, 1850: 701, 1901: 678, 1930: 773). Efter erhverv fordelte befolkningen sig 1950 i flg. grupper: 515 levede af landbrug m.v., 50 af håndværk og industri, 19 af handel og omsætning, 7 af transportvirksomhed, 13 af administration og liberale erhverv og 76 af aldersrente, formue, pension olgn., medens 4 ikke havde givet oplysning om erhverv.

I landsognet byerne: Vantore (*1231 Wantæworæ; u. 1805) m. kirke, skole (opf. 1908), forskole (opf. 1911), forsamlingshus (opf. 1886), andelsmejeri (opf. 1888) og vandværk; Tågense (*1484 Tøgenes, 1568 Thogens; u. 1804). – Saml. af gde og hse: Vantore Strandhuse; Tågense Enge; Ålholm Mark; Brøndholt. – Gårde: Hovedgd. Ålholm, hovedsæde i det tidl. grevskab Kristiansholm (1329 tu Alholme, 1359 Aleholm; m. Bremersvold gods i alt 245,2 tdr. hartk., 2748 ha, hvoraf 1512 skov; ejdsk. 4745, grv. 2730, hvoraf under hovedgården 75,9 tdr. hartk., 376 ha; ejdsk. 1260, grv. 641, under Bødkergård, 14,4 tdr. hartk., 95 ha, ejdsk. 272, grv. 150, og under Stenvængegård 13,4 tdr. hartk., 152 ha, ejdsk. 196, grv. 112); Høeghsgård (m. en mindre gd. 21 tdr. hartk., 110 ha; ejdsk. 357, grv. 200); Annalyst (13,6 tdr. hartk., 68 ha; ejdsk. 215, grv. 134).

N. landso., der udgør een sognekom. og sa.m. Nysted kbst. eet pastorat, har tingsted i Nysted og hører under de sa. kr. som Våbensted so., dog under 25. skattekr. (Sakskøbing). So. udgør 2. udskrivningskr., 221. lægd og har sessionssted i Nysted.

Kirken (Vantore kapel), opf. 1906 (indviet 4/11), arkt. H. C. Glahn, er en grundmuret bygn., bestående af skib og tårn; indgangen er gennem tårnets s.side. Opførelsen kostede ca. 18.000 kr.

Ålholm var allr. i 1300t. en fast borg, på hvilken en kgl. lensmand boede. 1329 pantsatte Christoffer II hele landet Lolland med slottet Å. og alle dertil hørende rettigheder til grev Johan den Milde († 1359) for 20.000 mk. lødigt sølv i kølnsk vægt; i dennes besiddelse nævnes slottet derefter 1330, 1336 og 1342. 1359 oplod hr. Benedikt Ahlefeldt Å. til Valdemar Atterdag, som mul. allr. fra 1347 el. endnu tidl. havde haft borgen; denne har formentlig 1360–63 været underlagt kongens søn hertug Christoffer († 1363), der bl.a. havde titel af s. 919 hertug af Lolland. 28/7 1366 afsluttede den da. konge og den sv. konge Albrecht af Mecklenborg en traktat på Å. I krigen m. hanseaterne og de holstenske grever belejredes Å. 1368; men lensmanden på slottet hr. Kersten Kule trak ved et forlig m. grev Gerts søn Jernhenrik i sept. 1368 overgivelsen i langdrag til n.å. og undgik da helt denne. 1394 mødtes dronn. Margrete på Å. m. hertug Johan af Mecklenborg og udsendinge for hansestæderne. Blandt lensmændene kendes ovenn. hr. Benedikt Ahlefeldt til 1359, ovenn. hr. Kersten Kule 1364–70, Henning Schacht 1376, Niels Thomsen 1377–82, Werner Gnewekowe 1388, hr. Jens Olufsen Lunge til Gundestrup 1398, hr. Erik Krummedige til Rundtoft († 1439), som af Erik af Pommern havde fået lenet på livstid, 1419–32, Henning van Hafn 1440, marsken hr. Oluf Axelsen Thott 1445–48, sen. rigsråd hr. Johan Frille 1449 og mul. 1453, rigsråden hr. Mogens Ebbesen (Galt) 1452 og 1457–66 og Mogens Ingvarssøn 1466. Christiern I.s dronn. Dorothea havde visse panterettigheder på Lolland, hvorfor Hans Pøiske († før 1487) 1471–72 nævnes som hendes høvedsmand på Å. Hr. Eskild Gøye til Krenkerup († 1506) var i hvert fald høvedsmand på slottet 1475–80 og sen. 1492; Erik Jepsen Ravensberg til Kindholm var vist høvedsmand der 1481, Truid Andersen Thott 1494–96, Johan Venstermand 1499 og Anders Markvardsen Tidemand 1500–05. 1508–17 havde Hans Krafse til Basnæs og Utterslev (nu Vintersborg) Å. som len, i kong Hans’ tid på afgift, i Christiern II.s tid på regnskab; han efterfulgtes 1517 af den sen. rigsråd Knud Pedersen Gyldenstierne, der dog s.å. mistede lenet og en kort tid sad fængslet, mul. mistænkt for at have forgivet Dyveke. Derefter var den kendte rigsmarsk Otte Krumpen lensmand 1517–21 og Søren Stampe til Gerdrup m.v. 1517–23; han overgav slottet til Fr. I.

Chr. II.s dronn. Elisabeth havde fået fastsat sit livgeding på Lolland og Falster, men p.gr.af forholdene realiseredes dette ikke; derimod fik Fr. I.s dronn. Sophie 1525 tilsagn om Nykøbing, Ålholm og Ravnsborg len som da. livgeding; efter sin ægtefælles død 1533 gik der dog p.gr.af grevefejden flere år, før hun kunne overtage det, som hun så beholdt til sin død 1568. Lenet faldt derefter tilbage til kronen, der tog fat på en grundig istandsættelse af slottet (se ndf.). 1588 blev Å. len en del af det Fr. II.s enke dronn. Sophie tillagte livgeding indtil s. 920 hendes død 1631. Derefter forlenedes 1632 den udvalgte prins Chr. (V) m. Lolland og Falster, der kort efter hans død 1647 blev livgeding for hans gemalinde Magdalena Sibylla († 1668), indtil hun 1652 indgik nyt ægteskab, hvorefter Å. len igen kom direkte. under kronen.

Af lensmænd på Å., under hvilket nu Fuglse og Musse hrd. lå fast, kendes i tiden efter 1523 rigsråden Otte Holgersen Rosenkrantz 1523–26, Jørgen von der Wisch 1526–33, feltherren Johan Rantzau, der 1534 under ophold i Holsten indløste lenet fra forgængeren. Kort efter indtoges slottet af borgere, vist fra Nysted. Grev Christoffer forlenede endnu 1534 Otte Krumpen m. Å.; men denne toges ved nytårstid 1535 til fange, hvorefter lenet forlenedes til Liborius von Apen og ovenn. Søren Stampe. Endnu i febr. 1535 måtte greven imidlertid overgive slottene på Lolland og Falster til lybækkerne, der beholdt Å., indtil Laurids Knob til Gyllebo vist endnu s.å. bragte det til Chr. III. Lenet blev så livgeding (se ovf.) m. Johan Rantzau som lensmand til 1566, derefter 1566–68 hans sønner statholder i hertugdømmerne Henrik Rantzau til Breitenburg og Povl Rantzau til Bothkamp m.v. De flg. lensmænd var Albert Oxe († 1577) 1568–77 og rigsråden hr. Hak Holgersen Ulfstand til Hikkebjerg. Som enkedronn. Sofies lensmænd virkede 1588–97 Frederik Hobe († 1597), 1597–1606 Anders Dresselberg til Vognserup, 1606–16 Knud Urne til Årsmarke 1616–27 Laurids Grubbe til Gammelgård, 1627–29 sen. rigsråd Christoffer Urne til Årsmarke og fra 1629 Palle Rosenkrantz til Krenkerup m.v., der også efter enkedronn.s død beholdt lenet til sin død 1642; han efterfulgtes af Jobst Fr. v. Papenheim til Søholt († 1649 på Å.), Fr. Barnewitz til Rudbjerggård († 1653) og 1654–61 Philip Joachim v. Barstorff († 1677). Efter 1661 blev Å. sa.m. Halstedkloster et kgl. amt, hvortil fra 1685 også Maribo amt lagdes. 1670–85 hørte Å. til enkedronn. Sofie Amalies og 1699–1714 til enkedronn. Charlotte Amalies livgeding. Derefter blev Å. underlagt det loll. rytterdistrikt, men ved dettes afvikling 1725 stilledes godset til auktion. 1726 skødedes til den energiske fru Emerentia von Levetzow, enke efter gehejmeråd, amtmand Johan Otto Raben († 1719) bl.a. Å. slot og hovedgd. (hartk. ager og eng 87 1/2 tdr., skov 2 1/2 tdr. og mølleskyld 1 1/8 tdr.) samt bøndergods (hartk. ager og eng 808 1/2 tdr., skov 6 7/8 tdr. og mølleskyld 3/4 tdr.) for 60 rdl. pr. td. hartk. hovedgdstakst og 50 rdl. pr. td. hartk. bøndergods, konge- og kirketiender, alt i kr. Samtidig erhvervede hun Bremersvold (s.d.) og 1732 Bramsløkke (s.d.) og Kærstrup (s.d.). Af Å. og Bramsløkke oprettedes 1734 grevskabet Kristiansholm for hendes sønnesøn den 8-årige Christian Raben. De to hovedgdes hartk. udgjorde 126 5/8 tdr. hartk., bøndergodset derunder (inkl. Egholm gård) 1041 tdr. hartk. og konge- og kirketiender 54 1/8 tdr. hartk., i alt 1221 7/8 tdr. hartk.; grevskabet var således ikke komplet og blev det heller aldrig trods betydelige indlemmelser i eftertiden, 1761 således 136 1/4 tdr. hartk. og 1839 de Fr. Chr. greve Raben og hustru tilh. allodialejendomme. Bortsalget af bøndergodset beg. 1857; indtil 1875 var bortsolgt 177 gde (nyt hartk. ca. 1123 tdr.) og 146 huse. Til fri rådighed i h. t. lov af 19/2 1861 inddroges 93 1/4 tdr. hartk.

Grevskabets besiddere har været: ovenn. Christian greve Raben, † ugift 1750, som efterfulgtes af sin broder gehejmeråd, ceremonimester Otto Ludvig greve Raben, der i slotssøen oprettede en stivelses- og pudderfabrik og i øvrigt foretog store ombygningsarbejder på Å. (se ndf.). Ved hans død på Å. 1791 overgik grevskabet til sønnen Fr. Chr. greve Raben, en duelig godsadministrator og tillige stærkt interesseret i naturvidenskaberne (også astronomi og meteorologi); han anlagde have og parker ved slottet og døde på en botanisk studierejse i Rio de Janeiro 1838. Hans ældste søn, sen. kmh., dr. phil. Gregers Chr. greve Raben succederede; han, der fik bevilling til at give slottet dets opr. navn Å., efter at det i nogen tid var blevet kaldet Kristiansholm ligesom grevskabet, rejste i parken mindestøtter for sin fader og sin 1851 afdøde hustru Anna, f. Lund. Ved hans død (barnløs) 1875 arvedes grevskabet af broderen, cand. jur. Julius greve Raben, der dog døde allr. 1879, ligeledes barnløs. Grevskabet tilfaldt da hans farfaders brodersøn, gehejmekonferensråd Josias greve Raben-Levetzau til Lekkende, der 1881 fik kgl. anerkendelse af at være optaget i grevelig stand. Han døde 1889, og hans eneste søn cand. polit., sen. udenrigsmin., ordensskatmester Fr. Christopher Otto Raben-Levetzau succederede og bragte ved værdifulde reformarbejder (bl.a. dræning) det noget forsømte gods på fode. Stenvængegården, Bødkergården og Stubberupgården anlagdes; Å. slot og avlsgård ombyggedes, ligesom en blomsterhave anlagdes på en ø n.f. slottet. I hans tid overgik grevskabet 1921 til fri ejendom; det bestod da foruden af hovedgdene Å. og Bramsløkke samt Egholm, i alt ca. 254 tdr. hartk. af alle slags, hvoraf fri jord 159 tdr., indtaget til skov ca. 44 tdr., bøndergods ca. 50 tdr., af bankaktier 16.000 kr. og i fideikommiskapitaler 2.394.283 kr. Jordtilliggendet udgjorde 1434 tdr. land, skovarealet 2386 tdr. s. 921 land. Ved overgangen til fri ejendom betaltes i afgift til staten 1.767.000 kr., til successorerne hensattes 2.115.600 kr. Fra Å. avlsgd. afgaves 1921 68.42 ha (ca. 14 tdr. hartk.), der udstykkedes i 11 selvstændige husmandsbrug og 1 tillægsparcel. – Lensgreve Fr. R.-L. døde 1933, hans enke lensgrevinde Lillie Suzanne, f. Moulton 1946. Å. overgik efter lensgrevens død til den yngre søn Johan Otto Valdemar baron Raben, mens den ældre søn Siegfried Victor Raben-Levetzau arvede lensgrevetitlen og nydelsen af grevskabets successorfond. – Godsark. på Å. og i LAS.

Litt.: Chr. Axel Jensen i DSlHerreg. II. 1943. 356–68. Svend Jørgensen. Lolland-Falsters Herregaarde i Fortid og Nutid. 1938. 130–33. L. Bobé, G. Graae og Fr. Jürgensen West. Danske Len. 1916. 207–16. DLandbr. IV. 1932. 482–85.

Med købet 1725 af Å. og Bremersvold fulgte birkerettigheder; også Kærstrup gods henlagdes under dette birk. 1727 bestemtes, at for disse 3 godser skulle holdes birketing på Å.s ladegd. Ved oprettelsen af grevskabet Kristiansholm dannedes et nyt birk, K.s birk, hvorunder dog også Bremersvold og Kærstrup godser – skønt ikke hørende til grevskabet – vedblev at ligge, indtil de 1810 udskiltes og henlagdes under Fuglse hrd. Fra 1856 fik Kristiansholms birk navnet Nysted birk, idet dog s.å. birkets jurisdiktion i Toreby og Slemminge afgaves til Musse hrd., mens samtidig Fuglse hrd.s og ved vakance også Musse hrd.s jurisdiktion i en række so. skulle afgives til Nysted (Kristiansholms) birk.

Hovedbygn. ligger på en lav holm i bunden af Nysted nor. Vejdæmninger fører fra Slotsgade s. om borgen og skiller det salte vand fra borgsøen, hvis sdr. del dog nu er fyldt op. På dæmningerne står lindealleer fra o. 1780. Slottets røde murstensfløje danner en firkant på 74 m længde og 35 m bredde. Det er en af Danmarks største og mærkeligste herregårdshovedbygn., og dets komplicerede udviklingshist. er endnu ikke fuldt udredet.

Mul. har der været en borg på stedet allr. længe inden kong Christoffer II 1332 førtes som fange til Å., men ingen af de nu stående bygn. tør dog hævdes at være ældre end 1300t., og antagelig er borgen først blevet fuldt udbygget i Valdemar Atterdags og hans efterfølgeres tid. Som type har det højgotiske Å. haft megen lighed med Erik af Pommerns Krogen, det s. 922 sen. Kronborg. Borgfirkanten synes nemlig ikke i sin fulde udstrækning at have været dannet af huse, men af høje, svære forsvarsmure med bygn. i hj.; på Krogen var det regulære huse, på Å. er det tårne. På Resens tegn. ses foruden de to stadig eksisterende ndr. hj.tårne et sydvestl. hj.tårn, som nu ikke findes og heller ikke med sikkerhed er markeret i murtykkelserne, men som sa.m. det nordvestl. nævnes i en taksation over slottets brøstfældigheder 1647: »Det nordvestl. tårn er en gl. bygn. og mangesteds sprukken på muren… Det sydvestl. tårn er mangesteds sprukken på muren. Kælderhalsen op til samme hus skal af ny opmures.« Smst. nævnes det sydøstl. hj.tårn, der ikke er vist på tegn., men med sikkerhed genkendes i murtykkelserne. Endelig viser Resen det sen. nedrevne porttårn midt i s.fløjen. Fundamenter af dette tårn er konstateret ved Nationalmuseets gravninger; det har haft krydshvælvet portrum. En vejdæmning fører hen til porttårnet, foran hvilket der har været en vindebro, som blev fornyet i 1655–56.

Af de bev. tårne er det nordvestl. det ældste, i højde med n.fløjens nuv. murtop muret i 1300t. af røde munkesten i munkeforbandt i sa. bredde som de tilstødende fløje. Inden for kælderens ca. 3 m tykke mure findes et kvadratisk, meget højt rum med tøndehvælving. Af dets lysåbninger er kun det højtsiddende ø.vindue opr.; det stiger stærkt op gennem muren og har en ganske glat muret bund. Fra kælderen fører en trappe op på langs gennem tårnets ø.mur og med et knæk videre op gennem s.muren, hvor den opr. endte i et lille rum kaldet »sølvkammeret« i 2. stokv. Opr. vinduer ses ikke i dette stokv. Tårnets to øverste stokv. er opf. 1585 i krydsforbandt og forbundet med den middelald. del ved en vindeltrappe indhugget i sø. hj. I det næstøverste stokværk er der en muret kamin. Tårntaget er nu et afvalmet sadeltag med tagsten, men har vistnok opr. været dækket med bly og skifer. I tårnet fandtes 1642 fire jernkanoner med tilhørende kugler og krudt. Det nordøstl. tårn har megen lighed med det nordvestl., men er antagelig først bygget i det flg. årh. og af gulflammede munkesten i vendisk forbandt. Også det er i 1580erne forhøjet, men med tre stokv., hvoraf det nederste har en hemmelighed i n.muren og det mellemste en renæssancekamin. I det øverste stokv. er til alle sider skydeskår med et tømmerstykke i lysningens underkarm. På Resens tid havde tårnet fladt tag, men i beg. af 1800t. påbyggedes et to stokv. højt trætårn på en teglhængt pyramidestub som observatorium for den astronomisk interesserede grev F. C. Raben; trætårnet blev nedtaget ved restaureringen 1889. 1642 var der en stue i tårnet, der kaldtes rustkammeret.

Af murværket mellem tårnene er v.sidens ældst og samtidigt med nv.-tårnet. Det svære murværk har dannet ydervæg for tre efter hinanden følgende v.fløje, som har afsat tagspor på tårnmuren. 1647 var her smedie, sen. »teaterfløj«, der 1889 blev nedrevet, hvorefter ydermuren fik kamtakker mellem skydeskår, af hvilke i hvert fald de to er rester af ældre glugger. N.fløjens ydermur er sammensat af murværk fra forsk. perioder, for en stor del svarende til nv.tårnets. I højden kan det gl. murværk følges omtr. til midtvejs på de nye salsvinduer, hvor der har været en række små, fladbuede vinduer. Derover er murværket i krydsskifte med mange sorte bindere. Resens tegn. synes at vise to hemmeligheder, der senere er forsvundet. 1889 blev ydermuren meget stærkt ændret ved indsætning af vinduer, opførelse af en bindingsværks tårnkanap og hævning af gesimsen, det sidste formentlig efter gl. spor på tårnmurene. Samtidig blev tagryggen over fløjens østl. del løftet, mens den på den vestl. del først 1913 kom til at følge sporet på tårnmuren. Midt på muren var 1889 opført en portal korresponderende med en bro til øen n.f. slottet. Over portalen var en balkon i salsetagen, men 1901 blev heroptil muret en kolossal fritrappe, som atter blev fjernet 1943. Mod gd.siden har n.fløjen en temmelig tynd mur, fra hvilken ingen middelalderlige detaljer kendes. I fløjens underste stokv. har været indrettet bagers og bryggers.

S.fløjen har tidl. dannet en sammenhængende længe mellem hj.tårnene og med porttårnet i midten. Tilbage er nu kun den vestl. del, kaldet »Margretefløjen«, som 1944 ved arkt. Helge Holm i det ydre delvis er ført tilbage til sin middelald. skikkelse. Den middelald. s.fløj har bestået af uensartede dele. Ældst er formentlig det foran omtalte sydvestl. hj.tårn. Dernæst er op mod porttårnets v.mur og vistnok med benyttelse af den gl. spærremur som ydermur opført et hus på 18 × 10 m i mindst tre stokv. m. en murhøjde på ca. 12 m. Af dette er halvdelen af det øverste stokv. sen. fjernet. Dette stokv. har på ydersiden haft fem stavværksdelte, om end ret smalle vinduer med blyruder, mens der mod gd. vistnok kun var tre. Til gengæld har de to underste stokv. mod gården haft spidsbuede og fladbuede åbninger, mens der på ydersiden ingen gl. vinduer er fundet, ud over måske svage spor af skydeskår. I forb. med hj.tårnet er lidt senere opf. en noget lavere tre stokv.s bygn., som opr. vistnok ikke nåede s. 923 helt hen til det store hus. Det har nogenlunde bev. sin højde og har i øverste stokv. en sal, der delvis går ind i tårnet og har tre høje, fladbuede vinduer, som stadig ses. I disse vinduers indvendige lysninger er fundet kalkmalede planteslyng fra o. 1400. Under huset er en kælder med en renæssancehvælving, som mærkeligt nok går ind under muren mod gd. Hele dette bygn.afsnit, der må have været slottets middelald. herskabsfløj, blev sen. stærkt mishandlet. Ø.gavlen blev omsat i bindingsværk og hele huset anvendt som kornmagasin, indtil man 1889 atter indrettede det til beboelse, idet man dog nedrev ca. 7,5 m af ø.enden. Den ø.f. porttårnet liggende del af s.fløjen kender man intet til.

Af ø.fløjens middelald. dele kendes kun de svære mure fra det sø. hj.tårn, i hvilket der står en vindeltrappe. Det er tvivlsomt, om der i middelalderen overhovedet har været bygget en egl. ø.fløj. Dette støttes deraf, at lensmanden Hak Ulfstand 1581 på dette sted efter en kontrakt med kongen opf. en lensmandsbolig helt af nyt og m. et vindeltrappetårn mod gd., hvis spir ses på Resens tegning. Hele fløjen blev 1779 ombygget i Louis XVI-stil, og bygherren Otto Ludvig Rabens og hans hustru Anna Catharina Henningia Buchwaldts initialer og årstallet blev opsat for oven på gavlen, hvorfra de i 1889 blev flyttet længere ned.

Ved krige og alm. forfald havde Å. lidt meget i århundredernes løb til trods for, at middelalderens og renæssancetidens regenter ofte opholdt sig på slottet. Et minde om Fr. II.s besøg 1585 har vi således i en række kalkmalede indskr. i n.fløjen, hvor vi foruden herrernes valgsprog læser navnene: Frideric der ander kønning zu Dennemarchen undt Norwegen, Soffia Kønningin zu Dennemarchen, Niels Kaas, Absolon Juil, Gurgen Ernst Worm, Reinholdt Fuxs von Røbeborgh, Gabriel Sparre, Detloff Hølck, Knudt Rudt Ericksønd, Mangnus Swave, Klavs Podbusk, Preben Bild, Hans Stralendorff, G. Krabbe, Wilhelm von der Wense og Christoffer Koryot. Det sidste navn er flankeret af et narrehoved med et glas og en ølkande og er måske hofnarrens. Lysten til at ofre penge på istandsættelser var imidlertid ikke stor, s. 924 og særlig 1660 efter svenskekrigen var tilstanden meget slem. Den første lensgreve Raben kunne endog ikke bebo slottet og døde 1750 i et lejet hus i Nysted. Efterhånden kom dog slottet og ikke mindst haven i nogen grad på fode, i haven byggedes der endog et par pavilloner i Liselund-stil, men først ved den radikale ombygning 1889 under ledelse af arkt., prof. Hans I. Holm blev Å. atter en af landets førende herregårdshovedbygn. Ved denne lejlighed blev n.fløjen udvidet på gd. siden, ø.fløjen ombygget og forsynet med en tårnagtig udbygn. på en del af den gl. s.fløjs grund, v.fløjen blev nedrevet og Margretefløjen sat grundigt i stand. Endv. blev den store borggd., hvor der tidl. havde stået en muret og tømret brønd, ved to nye tværfløje delt op i mindre gde. I det ydre bevarede kun n.- og v.siden delvis det middelald. præg, som af den nuv. ejer er søgt genskabt på Margretefløjen.

Høeghsgård var opr. en fæstegd. under grevskabet Kristiansholm, men solgtes 1861 til den dav. fæster Morten Nielsen Høegh til selveje; han overdrog 1883 H. til sønnen Hans Chr. Høegh, som 1911 afstod gden til sin søn propr. Laurids Martin Høegh; denne har 1918 tilkøbt den nærliggende Østersøgård (ca. 56 1/2 ha), der derefter dreves sa.m. H. Efterhånden bortsolgtes dog det meste af Ø. (på nær 16 ha), men 1925 erhvervedes til gengæld 16 ha fra gden Køllevang.

Litt.: DLandbr. IV. 1932. 489.

Bødkergården er opret. under grevskabet Kristiansholm 1914 af mindre brug (jf. D. Landbr. IV. 1932. 487 f.).

Skove: Skovene tilhører Ålholm. Den største er Roden skov (ca. 400 ha) på lavt, fladt terræn. Undergrunden er stift ler. Overgrunden i alm. mulddækket. Afvandingsforholdene er vanskelige, idet havvandet m. højvande kan gå op i grøfterne. Bevoksningen består i hovedsagen af bøg og eg, hvoraf ingen dog synes at udvikle sig særlig frodigt. Roden skov var i første del af 1800t. bekendt for sine store, grenede ege, der gav krumtømmer til skibsbygning. I sommeren 1919 afsløredes på »Rotunden« en natursten til minde om skovdistriktets skovrider 1875–1918, C. Kann. Nv.f. Nysted på et på Lolland usædvanligt terræn, nemlig forholdsvis højt og bakket, ligger Folehave (53 ha). Jorden er af lettere beskaffenhed, som oftest dog mulddækket. Bøg er almindeligst, men eg og rødgran ses hyppigt. Sv.f. Ålholm slot Hestehaven (129 ha), der grænser op til haveanlæggene, hvoraf den gl. have v.f. slottet er anlagt 1796–1814 og den yngre del, »Skovhave« og »Vinterhave«, 1830–35. Parkens flade noget fugtige lerbund over et underlag af kridtholdigt ler har gjort den særlig egnet til dyrkning af fremmede planter og træer, som da også findes i mængde og navnlig skyldes den botanisk interesserede Fr. Chr. greve Raben († 1838), for hvem der 1874 er rejst et mindesmærke i haven.

Litt.: Johs. Tholle. Aalholm Slotshave. AarbLollF. 1931. 117–28. Roden I, 70, Dansk Skovforenings Tidsskr. 1940. 486–98.

Fredede oldtidsminder: I Hestehaven Sofiehøj m. dyssekammer, en langhøj af 2 sammenbyggede høje og 5 mindre høje. I Roden skov 4 langdysser, den ene m. 3 kamre, 2 små høje og en stenkreds. I Vantore et dyssekammer og på en strandmark i Tågense 5 stenkredse, de 3 m. bautasten. – Sløjfet el. ødelagt: I Hestehaven en langdysse og en høj; i den østl. del af sognet 2 langdysser, 8 andre stengrave og 33 høje.

Vantore og Tågense hørte tidl. til Kettinge so., men henlagdes 1846 til Nysted landso.