Sorø amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter Sydvestsjælland med øerne Agersø, Omø, Egholm og Sprogø i Store Bælt, Glænø og Enø i Smålandsfarvandet. Det havgrænses af Store Bælt (Musholm bugt) og Smålandsfarvandet (Karrebæk fjord). Landgrænsen mod ø., til Kbh.s og Præstø a., udgår fra bakkelandet om Gyldenløveshøj, 126 m, a.s og Sjællands højeste punkt, i a.s nø.-hjørne og søger s.-på gennem de højtliggende egne, der danner vandskel mellem afvandingsområderne til Køge bugt og Bælthavet. Selv om grænsen lokalt kan passere over moræneflade, som fx. v.f. Kongsted, følger den, som da. sogneskel alm., landskabets fugtige lavninger, således mosedraget v. om Stubberup Storskov, Skurremose, Vængemose, Slimminge å ø.f. Giesegård, Vedskølle å, Stenkilde bæk og Ulse sø, s.f. Bregentved. V.f. Hesede skov bliver a.s naturafgrænsning endnu tydeligere, idet skellet følger Suså gennem Holmegårds mose og på en ca. 30 km lang strækning i den store bue rundt om Tybjerg hrd., der som en halvø fra Præstø a. trænger ind i S. a. 3 km n.f. Næstved forlader grænsen åen, går gennem Slagsmose og bækken s.f. Stenskov, over markerne s.f. Fensmark og tilbage til Suså n.f. Næstved. Et kort stykke følges Suså atter s.på, så går grænsen v.f. åen og følger Evegrøft og Næstved kanal til Karrebæk fjord.

N. grænsen mod Holbæk a. går fra Gyldenløveshøj v.-på til Åmosen, følgende Halleby å og Sandlyng å. Over bakkelandet nv.f. Munke Bjergby når grænsen frem til Tudeå, som den følger 15 km, til den ø.f. K. Stillinge bøjer n. om denne by gennem mosedragene om Bildsø å og ud til Musholm bugt.

Arealet er 1477,7 km², heraf udgør vandarealet 27,8 km², skovene 174,6 km². S. a. får topografisk særpræg ved sin mosaik af åbne kulturstepper på de jævntbølgede morænelersflader og tætliggende skovområder i det sandede bakkeland. De store dallandskaber med deres sørækker bringer en ø.jysk tone ind i det sjæll. landskabsspil. Hvad ydre form angår, karakteriseres S. a. ved den tætsluttede landmasse, hvis ringe opdeling får sit talmæssige udtryk i den relative kystlængde, 0,14 km pr. km², hvilket kun er halvdelen af værdien for Sjælland som helhed og langt mindre end det indskårne Holbæk a.s 0,31 km pr. km².

Dybgrundens geologi.

I S. a. er i tidens løb udført et stort antal vandboringer, som er trængt ned i dybgrundens lag. Til trods for at prækvartæret ingen steder når op til jordoverfladen, har man på grundlag af de righoldige oplysninger fra disse boringer været i stand til at danne sig et udmærket billede af dybgrundens forhold. Dybgrunden i amtets sydl. del er bedst kendt. Terrænet når her kun op til højder omkr. 25 m over havet og istidsaflejringernes tykkelse er forholdsvis ringe. Mod n. omkr. Slagelse og Sorø findes ret udstrakte egne, der ligger mellem 50 og 75 m over havet. Boringer i disse områder har vist, at de større højder skyldes en kraftigere akkumulation af istidsmoræner og ledsagende smeltevandsaflejringer. Da smeltevandssand og -grus endv. er de eneste lag, som man kan udnytte til vandindvinding i dette strøg, bores der meget sjældent ned i dybgrundens dannelser. Dette er en del af forklaringen på, at dybgrunden omkr. Sorø og Slagelse er mindre godt kendt.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene viser, at kridttidens aflejringer optræder s.f. en linie, der fra Store Bælts kyst lidt s.f. Korsør går mod øsø. til Fyrendal-Sandved. Grænsen bøjer derpå mod n. i retning af Sneslev, fortsætter over Gunderslev og Herlufmagle i Præstø a. og går videre ø.-på igennem Skuderløse og Broby s. om Haslev, hvorfra den lidt ø.f. amtsgrænsen bøjer mod n. til Lellinge.

Som bekendt skelnes der inden for kridtformationen imellem en ældre afdeling, skrivekridtet, og den overliggende danskekalk. Der findes danskekalk i langt den største del af kridtformationens område i amtet. Ved Skælskør når skrivekridtet imidlertid så højt op, at istidsbræerne har været i stand til at fjerne, hvad der eventuelt har været aflejret af danskekalk oven på kridtet på Stigsnæs og ved Magleby-Skælskør.

N.f. kridtformationens grænse optræder grønsandsdannelser fra tertiærtiden. Enkelte boringer er nået igennem disse lag og kridtformationen, der her findes ved betydelig dybde. Imellem Korsør og Slagelse findes ved Vemmelev-Forlev et mindre område, hvor røsnæsler danner underlaget for istidsdannelserne. Røsnæsleret er yngre end grønsandsdannelserne, men hører ligeledes til tertiærtidens aflejringer. Boringer i nærheden viser, at man ved Vemmelev må regne med, at tertiæraflejringerne er meget tykke, og at kalkoverfladen med andre ord først findes ved forholdsvis stor dybde.

Alle nævnte dybgrundsaflejringer er opr. bundfældet i havet, som i de tilsvarende tidsrum strakte sig ind over væsentlige dele af Danmark.

Skrivekridtet. Den isolerede skrivekridtforekomst ved Skælskør skyldes en vekselvirkning imellem forsk. geologiske processer. Jordskorpebevægelser, som bl.a. har fundet sted længe efter at både skrivekridt og danskekalk var aflejret, har forskudt og bøjet disse opr. nogenlunde horisontalt aflejrede havbundsdannelser. En ophvælvning af jordskorpen er på denne måde opstået ved Skælskør. Istidens indlandsis har under sin afhøvlende virksomhed langt senere blottet denne lokale skrivekridtstruktur, der som en knast i ved rager op i de yngre lag. Der er ikke fundet forsteninger af nogen betydning i boreprøverne fra skrivekridtet. Talr. steder i landet har man dog kunnet studere skrivekridtet meget nøje, og man ved derfor, at skrivekridthavet har udgjort et forholdsvis ensartet aflejringsbassin. Dyreverdenen var præget af dyreformer som søpindsvin, blæksprutter, muslinger, snegle, brachiopoder, bryozoer osv.

Danskekalken. Denne formationsafdeling, der så hyppigt forekommer nær overfladen i Østsjælland (Fakse, Stevns osv.), er udviklet som bryozokalk, hvori mosdyrs kalkskeletter (broyzoskeletter) danner en væsentlig bestanddel. Der er formodentlig tale om danskekalkens ældre afdeling. Mosdyrene voksede som en slags bankerev på havbunden. Da deres kalkskeletter minder en del om koraller, kaldes bryozokalken ofte fejlagtig for koralkalk. Ægte koralrev dannedes som bekendt ved Fakse i danskekalkens periode. Ved Spjellerup s.f. Sandved er der i sin tid udført et par boringer (D.G.U. arkiv nr. 220.3 og nr. 220.4) som traf på 4–5 m tykke lag af koralkalk, hvorunder der fulgte skrivekridt. Der er således grund til at formode, at der i a. hist og her findes mindre koralrev i bryozokalken.

Grønsandsaflejringerne er af sa. type som i det øvr. Midtsjælland. Med et fagudtryk sammenfattes de under betegnelsen de paleocæne dannelser. De nederste lag er oftest mere sandede end de overliggende yngre lag. Der er tale om grønliggrå ler- og skiferbjergarter med hærdnede lag. Den grønne farvetone skyldes tilstedeværelsen af et finfordelt mineral, glaukonit. Der foreligger ikke tilstrækkeligt mange boringer og prøver til, at det er muligt at danne sig en sikker mening om den nøjagtige fordeling af de forsk. bjergartstyper i lagserien. Det ser dog ud til, at den nedre del er mere kalkholdig end den øvre, selv om der utvivlsomt er en del variation fra sted til sted. Ved Sorø har man gennemboret landets hidtil tykkeste serie grønsandsler uden at trænge ned i den underliggende formation, der sikkert er repræsenteret ved danskekalk.

Boringen (Ark. nr. 210.47. Sorø vandværk) ser således ud: 0–79,0 m Istidsdannelser; 79,0–138,5 m Grønsandsler; 138,5–219 m Grønsandsler med hårde lag; 219–227 m Ler med grønsandslag.

Det plastiske ler er en rød til brun, fed, ensartet lerart, som også kendes under betegnelserne »røsnæsler« og »lillebæltsler«. M.h.t. udbredelse spiller røsnæsleret en underordnet rolle i a., da det som nævnt kun er konstateret ved Vemmelev og Forlev. Forekomsten har dog en betydelig interesse, da den viser, at der her øjensynlig findes et lokalt strukturelt sænkningsfelt i jordskorpen. Det plastiske s. 598 ler hører til den nedre del af de eocæne lag; det er den yngste dybgrundsaflejring i amtet.

Dybgrundens overfladetopografi. Skrivekridt-danskekalk overfladen i den sydl. del af a. er et forholdsvis jævnt plateau med højder, som hovedsagelig ligger mellem 10–20 m under havet. Plateauet må opfattes som en erosionsflade, der for det væsentlige har fået sin udformning i istiden som følge af indlandsisens erosion. Plateauet gennemskæres imidlertid af langstrakte, forholdsvis smalle dale, der kan gå ned til dybder omkr. kote ÷ 100 m el. mere. Et eks. herpå er dalen ved Karrebækstorp-Karrebæksminde, der øjensynlig har et bugtet forløb med hovedretning sø.-nv. Denne dal er fuldstændig fyldt med istidsjordlag og fremtræder derfor ikke som dal ved jordoverfladen. Dale af denne art findes endvidere ved Basnæs skov og Skælskør, og det er rimeligt at antage, at Agersø sund og Omø sund har en lignende oprindelse, selv om de to sidste stadig optræder som morfologiske dale ved overfladen. Det mest sandsynlige er, at denne daltype skyldes smeltevandets erosion under istidens indlandsis. Der er flere grunde, som taler for en sådan antagelse. – Noget sammenhængende billede af dybgrundens overflade i grønsandslerområdet kan endnu ikke fås. Formodentlig fremtræder leroverfladen med et lign. udseende som kalkoverfladen ɔ: som en forholdsvis jævn flade med lokale erosionsformer. Overfladen af grønsandsleret er truffet mellem 4 m over havet og 51 m under havet. Middeldybden synes at være 30–40 m under havet.

Dybgrundens struktur. Af oversigten over formationernes geografiske fordeling fremgår, at aflejringerne har været genstand for strukturelle deformationer, hvorved jordlagene lokalt er bragt ud af deres opr., tilnærmelsesvis horisontale orientering. Der er grund til at fremdrage et par andre træk, som belyser betydningen af de geologiske strukturforhold.

Dybgrundens regionale struktur. Ved betragtningen af jordskorpedeformationer kan man ofte skelne ml. større områder med et vist enhedspræg. Et sådant enhedspræg kan fx. ytre sig ved, at man genfinder fremherskende forskydningsretninger i området, og ved at de forsk. dele af området viser en vis samhørighed med hensyn til tykkelsen af og variationen i de aflejrede jordlags sammensætning.

På det geol. kort over Danmarks dybgrund ses, at formationsgrænserne på Lolland-Falster, Sydsjælland og Fyn afgrænser et område med en øsø.-vnvestl. orientering, som omfatter Falster, Nordlolland, Sydsjælland og Østfyn. I dette felt findes kridtformationens bjergarter forholdsvis nær ved jordoverfladen. Området kan betragtes som en regional strukturenhed. Det har haft en tilbøjelighed til at hæve sig i løbet af visse jordperioder. Denne Falster-Fyn regionalstruktur flankeres mod n. af det midtsjæll. sænkningsfelt, der er en anden regional enhed. Forekomsten af de betydelige grønsandsdannelser i Sorøområdet viser, at Midtsjælland bl.a. har haft tendens til at synke i tertiærtiden. På Sydlolland findes et lign. sænkningsområde, der formodentlig kun er randzonen af en større enhed, der strækker sig ud under Østersøen s. herfor.

Denne oversigt viser således, at S. a. dækker dele af det midtsjæll. sænkningsområde og dele af Falster-Fyn hævningsområdet.

Lokale dybgrundsstrukturer. Skrivekridtområdet ved Skælskør repræsenterer kernen i et lokalt strukturområde inden for Falster-Fyn regionalstrukturen. Som nævnt er der opstået en begrænset ophvælvning af lagene, der siden er eroderet af istidsbræerne. Skælskørstrukturen er ikke den eneste i sin art i amtet. Forsk. boringer på strækningen Korsør-Slagelse-Sorø viser, at det inden for det midtsjæll. sænkningsfelt øjensynlig optræder en lign. strukturform ved Slagelse. Grænsefladen mellem danskekalken og grønsandet ligger nemlig her ca. 100 m under havet. Ved Vemmelev-Forlev har man beregnet, at det sa. niveau findes ved ca. 200 m under havet, og ved Sorø viser den omtalte boring nr. 210.47, at grænsefladen må ligge endnu dybere end 200 m under havet. Dette illustrerer tydeligt, at lagene ved Slagelse er hævet ca. 100 m i forhold til områderne vsv. og ønø. herfor. Fra området ved Sorø stiger kalkoverfladen øjensynlig nogenlunde jævnt i retning af Ringsted og Glumsø. Ved Kværkeby findes danskekalken ved højder svarende til 0–10 m under havet og ved Glumsø mellem 80 og 100 m under havet.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer indskrænker sig til, at de vandførende zoner i skrivekridtet, danskekalken og grønsandsaflejringerne udnyttes til vandindvinding i den sydl. del af a. I denne sammenhæng bør endvidere nævnes, at der stedvis optræder saltvand i dybgrundsdannelserne, hvorved vandindvinding umuliggøres. Der er uden tvivl tale om saltvand, som hidrører fra saltaflejringer i formationerne under skrivekridtet, hvorfra det ad spalter trænger op til højere liggende grundvandsniveauer.

Litt.: V. Milthers. Brøndboringer og artesisk Grundvand i det sydl. Sjælland. DGU. II. Rk. Nr. 21. 1919. Theodor Sorgenfrei. Oversigt over prækvartærets topografi, stratigrafi og tektonik i området Fyn-Sydsjælland-Lolland-Falster-Møn. Medd. fra Da. Geol. Forening. Bd. 12, H. 1. 1951. 166.

Landskaber.

Landskabsdannelsen. S. a.s overfladeformer er, som det øvr. Sjællands, resultat af gletsjeres og smeltevandsstrømmes formende virke i sidste istid. Det er morænelandskaber, der arealmæssigt dominerer blandt terrænformerne, – landskaber opbyggede af det af gletsjerne aflejrede materiale: sten, grus, sand og, i S. a. i ganske særlig grad, ler. Medens morænevoldene mange steder, fx. i Ods hrd.s vældige bakkebuer, direkte afspejler brærandens beliggenhed i dannelsestiden, er S. a.s landskabsstruktur karakteriseret ved en, i hvert fald tilsyneladende, uoverskuelighed i denne henseende. Det er her i højere grad de tydelige spor, som smeltevandsstrømmene har efterladt, der vidner om skiftende stadier i landskabets tilblivelse, da Sydvestsjælland i sidste istids slutfaser smeltede fri af ismassernes formende favntag, – først i a.s nordl. dele, sidst i de sydl. områder.

Ad to veje er gletsjeris skredet ind over området. Een ismasse er ø.-fra stødt frem til a.s centrale dele, en anden, Store Bælt-gletsjeren, er s.-fra gledet frem i bælt-lavningen, bredende sig over a.s vestl. egne. I Sorø-egnen synes de to ismasser at have grænset mod hinanden, og de mægtige smeltevandsstrømme, der altid fremkommer i vinklen mellem gletsjerrande, der glider frem fra forsk. retninger, har måttet søge n.-på, så længe Sydsjælland var dækket af indlandsis. Det er disse floders gravende og aflejrende virke, der i terrænet har efterladt former, som hjælper til en tydning af landskabets dannelsesstadier.

Dødislandskaber. Da klimaforbedringen ved istidens slutn. fik gletsjerisen til at svinde, blev denne proces i S. a. af særlig karakter derved, at isen over store arealer smeltede bort som »dødis«. Herved forstås afsmeltende ismasser uden forb. m. den »levende« gletsjer, der, som nutidens Alpe-gletsjere bevæger sig fra højlandets evige sne, gennem dalene ned i lavlandet. Medens den levende gletsjeris selv i afsmeltningsperioder bevæger sig nedefter og fremefter, også når dens nedre begrænsning, isranden smelter tilbage, så ligger dødismasserne ubevægelige på stedet, efterladt når gletsjeren p.gr.af svigtende tilførsel af is har mistet sin bevægelse. Dødisen svinder så ved smeltning og fordampning som sne langs en fortovskant. Ligesom snebunkernes indhold af gadesnavs sluttelig synker ned og bliver liggende som uregelmæssige dynger på gaden, når den sidste is er borte, således er også dødisens morænemateriale: sten, grus, sand og ler i usorteret blanding efterladt oven på stedets ældre jordlag. Den oppresning af jordmasserne i voldform, som sker, når en gletsjerrand under fremstød, forårsaget af klimaændringer, fx. kuldeperioder, bevæger sig gennem landskabet, savnes fuldstændigt i dødislandskabet ligesom andre retningsangivende morænebakker.

Ejendommeligt for dødisterrænet er den småbakkede overflade med de talr. afløbsløse lavninger, hvori søer og damme forekommer på alle tilgroningsstadier, som det træffes fx. i Slagelse Lystskov. Tillige er de s.k. plateau- el. fladbakker knyttet til dette terræn. Disse ofte højtliggende, ganske fladtoppede bakker er opbygget af lagdelt ler el. fint sand, der må tydes som bundaflejringer afsat i issøer, ɔ: søer begrænset helt el. delvis af isvægge. Gyldenløveshøj, 126 m, og det v.-for liggende Højbjerg, 118 m, er sådanne bassinudfyldninger i dødisoverfladen. Disse lagdelte aflejringer er sen., næsten uforstyrret, afsat oven i landskabet ved isens bortsmelten. Sjællands højeste punkt er således overfladen af en issøs bundlag. I egnen ml. Tystrup sø og Slagelse forekommer mange af disse bakker, fx. Oldebjerg, 83 m, Vættebjerg, 93 m, og Østerbjerg, 88 m. Disse forekomster af naturligt slæmmet ler giver ofte anledning til teglværksindustri, i denne egn således ved Lindebjerg.

Hvor smeltevandsfloderne er strømmet mellem dødisvægge, har flodbundsaflejringer givet anledning til de for området karakteristiske åsbakker. (Se ndf.).

Morænebakkeland og -flade. Selv om dødislandskabernes underfundige uregelmæssighed præger store dele af S. a., så har de opr. levende isstrømme dog stedvis efterladt vidnesbyrd om deres tilstedeværelse. Den fra v. kommende gletsjer, Storebæltgletsjerens ismasse, synes at være nået så langt ind som til bakkelandet v.f. Sorø sø. Her træffes i Grydebjerg skov typiske randmorænebakker med s.-n. længderetning, fx. Grydebjerg og Rævebjerg. Isranden synes at have haft retning over Nordruplund, ø. om Ruds Vedby til Åmosens v. ende. Sen. er Storebæltgletsjeren smeltet tilbage til en linie, der spores i Reersøfremspringet på Storebæltkysten over Drøsselbjerg og n. om Slagelse. Denne isrand har hindret Tudeå i at løbe til bæltet ad den vej, det nuv. løb følger. Den daværende Tudeå-dal ses i den store, nu tørre erosionsdal ved a.s grænser, v. om Blæsinge bakker, det dalstrøg, hvor jernbanen Slagelse-Høng er ført igennem. En endnu sen. stilstandslinie i isafsmeltningen i det vestl. S. a. spores fra Halskovhalvøen og mod sø., ø. om Boeslunde og Skælskør nor. Denne landskabslinie s. 601 kendetegnes, om end utydeligt, ved aflange bakkeformer mange steder, men især ved lavningen n.f. linien, hvorigennem åerne Vårby å og Saltø å løber parallelt med kysten, henh. mod nv. og sø. til Agersø sund og Karrebæk fjord, fordi bakkelandet hindrer afløbet mod sv., den korte vej, til havet. På Halsskovhalvøen kan en række isolerede, aflange bakker med længderetning sv.-nø. og ellipseformet grundflade opfattes som drumlins ɔ: morænebakker afsat i randzonen af en levende is og derfor udglattet i dennes bevægelsesretning. Disse bakker er også forklaret som værende randmoræner, dannet langs Storebæltgletsjerens rand. Istidslandskabets detajlformer er ikke altid så typiske, at en forklaring af dannelsen er uomtvisteligt eentydig.

De ø.-fra kommende ismasser har i deres randzone aflejret de store moræneophobninger, der udgør bakkelandet n. og v. om Gyrstinge sø. At bevægelsesretningen har været sø.-nv., fremgår dels af de drumlin-agtige bakkeformer i området v.f. Haslev, dels af de store tunneldales retning, der altid forløber i isens bevægelsesretning, vinkelret på isranden (se ndf.). Også morænens blokindhold er i denne henseende oplysende. Endnu et sted findes voldsomt formet bakkeland, nemlig i a.s sydøstl. del omkr. Bregentved. Her forekommer en højtliggende bakkeverden med talr. søer, – en stærk kontrast til det jævne område v.f. Haslev.

Den store moræneflade omkr. Køge bugt breder sig som et moræneplateau langt ind i S. a. Dets østligste dele danner det udstrakte skovløse kulturland ml. Ringsted-Bjernede og s.-på til Fjenneslev-egnen. Også v.f. Slagelse forekommer s. 602 en højtliggende moræneflade, der med ejendommelig brat vestl. skråning falder stejlt mod Vårby ådal. Plateauet er sønderskåret af flere vandløb, fx. Harrested å. Også i a.s sydl. dele har fladerne stor udstrækning. Denne terrænkarakter i forb., dels med lerbundens dominans i disse egne, dels med muld som almindeligste jordbundstype, betinger tilsammen den store opdyrkning og den højt boniterede landbrugsjord i S. a.

De store dale. Istidens vældige smeltevandsfloder har i størrelse langt overgået nutidens da. vandløb. Det har været strømme med dimensioner og vandføring som Donau og Rhinen. De dale, der skyldes smeltevandsflodernes gravende virke, fremtræder derfor i landskabet som dalstrøg af en bredde, der kontrasterer med de små åløb, der nu bugter sig derigennem. Dalene forekommer i to væsensforskellige typer: ekstramarginale smeltevandsdale, ɔ: flodrender udgravet af vandstrømme uden for isranden, og tunneldale, hvorved forstås dalfurer formet af smeltevand under isen. Smeltevandsdalenes længdeprofil er mere el. mindre stærkt hældende fra udspring til udmunding, følgende den for overfladevandløb alm. regel. Når afvigelser forekommer, skyldes de i S. a. det forhold, at floderne i afsmeltningstiden ikke har løbet på den nuv. landoverflade, men er strømmet over de føromtalte dødismasser. Da vandstrømmene i istunnelerne har løbet i rør under tryk, har de kunnet erodere kraftigt ned i mindre modstandsdygtige jordlag, fx. i sandpartierne. Fedt ler har kunnet yde større modstand end det løse sand, hvorfor dalbundens lavninger ofte er adskilt af morænelerstærskler. Tunneldalenes længdeprofil er således ujævnt, det har ingen stadig hældning fra de øvre til de nedre dele, idet smeltevandet i gletsjerrøret stedvis – som vand i vandrør – har kunnet løbe op ad bakke. Dalbundens hulformer, der ofte er langstrakte i dalens retning, fremtræder, når de ligger under grundvandsniveauet, som rækker af langsøer. Tunneldalenes retning svarer til isens bevægelsesretning. Under den ø.-fra kommende is er udformet det store tunneldalstrøg, der kommer ind i S. a. ved Kværkeby og fortsætter v.-over mod Haraldsted Langsø, der i udpræget grad svarer til sit typenavn. Tærsklen v.f. søen ved Tidselbro benyttes til overføring af Ringsted-Holbæk landevej over dalen. V.f. vejen fortsætter tunneldalen som en kilometerbred mose-englavning om Gørlev sø, hvorefter den i den nordvestl. ende udfyldes af Gyrstinge sø.

Isen, der tængte frem fra sø., har efterladt et tunneldalstræk, Suså-dalen, der kommer ind i S. a. med alle tunneldalenes typiske egenskaber: kraftigt skræntrelief og søbassiner, indsnævret af morænetærskler i Tystrup-Bavelse egnen. Dalen fortsætter som smeltevandsdal n.-på forbi Lynge til lavningen med Sorø søerne og videre mod n., hvor den følges først af Tudeå’s øvre løb, sen. af Sandlyng å til Åmosen. Som omtalt under Holbæk a. har udløbet i havet været ved Saltbæk vig.

Det tredie tunneldalsystem er dannet under isen, der kom fra sv. Det begynder 6 km v.f. Sorø, ved St. Frederikslund, forløber gennem Vedsø Vang mod nnø. med søerne Maglesø og Lillesø s.f. Bromme og Munke Bjergby sø n. derfor. Tærsklen ved Munke Bjergby, der benyttes af landevejen og tidl. betingede svinget på Sorø-Vedde-banen, skiller den nordligste dallavning med Eskilstrup sø fra de sydl.

Ås-bakkerne – de gamle flodbunde. Smeltevandsstrømmene har ikke alene udgravet dalstrøg, de har stedvis aflejret så store grus- og sandmængder, at de er landskabsprægende. Når vandstrømmens hastighed under periodiske variationer i vandføringen har været for ringe til at opretholde transport af det medførte materiale, har dette kunnet aflejres på bunden som lag med bankestruktur, som det kendes fra nutidens flodløb. Hvor smeltevandet er fosset mellem isvægge, enten i tunneler el. i åbne render i dødisen, har flodbundsaflejringer kunnet opbygges, støttet af isen. Ved dennes bortsmelten er disse lagdelte grusog sandmasser da efterladt som ensartet høje, voldformede bakker, der snor sig gennem landskabet, afspejlende de tidl. floders slangebugtede løb. Disse bakker kaldes åse, og de forekommer især i det østl. Danmark. Da de store aflejringer i istunnellerne især er sket i disses yderste dele, nær isranden, hvor tunnelrøret i sommertiden har kunnet udvides betydeligt ved afsmeltning, og da isranden år for år er smeltet tilbage til ny stilling, viser åsene karakteristiske afbrydelser, der vidner om israndens gradvise tilbagesmeltning.

Køge ås’ 20 km lange bakkerække, dannet under den ø.-fra kommende is, fortsætter i S. a. i bakkerne i Humleore skov og den stortformede Haraldsted ås, n.f. Langsøen. På dette sted har man således jævnsides vidnesbyrd om smeltevandsstrømmens udgravende og opbyggende virke, der lokalt og periodisk har vekslet. Åsene er således knyttet til tunneldalene, snart liggende i disses lavning, snart slyngende sig langs deres sider, – istunnellens plads har ikke været konstant. Mogenstrup ås, landets største, når med sine nordligste bakkestykker ind i S. a. Åsenes materiale, grus og sand, udnyttes som vejmateriale og til betonstøbning. Mange små åse er helt bortgravet, og de resterende præges af grusgravenes skår i voldenes flanker.

Det marine forland, ɔ: de havskabte landskaber, har i S. a. ikke nær den udbredelse som i Nordsjælland. Dette skyldes dels det forhold, at Sydsjællands kyster er mere beskyttet mod kraftige bølgevirkninger og derfor ikke får så stor en materialetilførsel fra nedbrydnings- til lælokaliteter, dels at landhævningen siden stenalderen her kun er ganske ringe. En stabiliserende virkning på nydannet land som følge af denne niveauændring er derfor her næsten betydningsløs, fordi området ligger nær den »vippeakse«, fra Ringkøbing fjord til Smålandsfarvandet, n.f. hvilken landet er i hævning, medens egnene s.f. linien siden stenalderen er sænket.

Ved Musholm bugt går a.-grænsen ved Bildsøstrand gennem et forland, dannet ved strandvoldsafspærring og tilgroning af den opr. bugt mellem Drøsselbjergs og Kongsmarks fremspringende morænebakker. I bugten ved Tudeås udløb har en udstrakt dannelse af marint forland fundet sted, siden vikingeflåderne kunne ankre op ved fæstningen Trælleborg, 3–4 km fra nutidens kystlinie på stedet, hvor Tudeå og Vårby å løber sammen. En opr. bugt på 5–6 km² er her lukket af odder, opbygget af det ved materialvandringen ind i bugten medførte materiale. Odderne er ved tilsvejsning af strandvolde blevet til fed, et stadium, hvorom stednavnet Broholm fed endnu vidner. Dette stadium har været nået, da Trælleborg blev bygget – feddene har dannet naturlige bølgebrydere for en naturhavn. I tidens løb er lagunen ved tilgroning omdannet til s. 604 afspærringsforland. På dette stadium i 1800t.s midte har landskabet mindet om vejlerne i Limfjordsområdet. 1866 blev rationel landvinding påbegyndt. Indløbet mellem feddene blev lukket med dæmning og vejlerne tørlagt ved pumpning. Det nordl. oddesystem blev gennemgravet for at skaffe Tudeå nyt udløb – netop på det sted, hvor udløbet opr. var, inden det blev forlagt ved oddevækst. 1941 måtte et nyt udløb graves – et vidnesbyrd om styrken i den naturlige tendens til bugtlukning!

På Halsskovhalvøens n.kyst forekommer et trekantet marint forland, Lejodde, opbygget af strandvolde, der afspærrer en tilgroende lagune, Lejsø. Bevoksningen med salturter giver ved de purpurrøde og olivengrønne toner dette sølandskab et farvemættet præg, der kontrasterer kraftigt mod det blændende hvide klitsand på strandvoldsterrænet og klitplanternes blågrå pastelfarver. Materialet til strandvoldsstrukturen i dette forland stammer hovedsagelig fra Halsskovs moræneklinter. Halsskovs sydl. dele, n.f. Korsør, præges landskabeligt af bakkerne, ml. hvilke der ligger plane flader, dels hævet stenalderhavbund, dels inddæmmede arealer. Mindre forlandsflader findes n. og s.f. Skælskør, – ved Borreby skabt ved inddæmning.

S.kystens moræneøer er ved materialvandringen dels sammensvejset ved drag, dels for enderne forsynet med odder og fed. Sevedø fed viser i strandvoldsmønsteret tilvækstens gang. Feddenes strandenge udnyttes til græsning – kvægflokke og strandfugle er disse yderst flade strækningers eneste silhouetter.

Mellem Agersø og Egholm er en dragdannelse under vækst. Navne som Egholm Vejle og Vad minder om trafikmulighederne. På Agersøs ø.vendte lækyst er opbygget et forland med strandvoldssystemer og et drag, Skagen, til Helleholm. Omøs nordl. del, Skovbanke, er ved et dobbeltdrag forbundet med hovedøen. På v.siden er der på flakket ud mod Store Bælt opbygget et vinkelforland, Langelands Øre, med de for slige dannelser typiske strandvolde om et afspærringsforland, mosen.

Vandløb, søer og moser. S. a. afvandes, dels til Store Bælt af Tudeå og Vårby å, dels til Smålandsfarvandet af Suså og Saltø å. Suså, Sjællands største vandløb, har et yderst ejendommeligt løb. Fra udspringet n.f. Kobanke i Præstø a. – kun 9 km fra Præstø fjord – til udløbet i Karrebæk fjord, er der i luftlinie blot 19 km. Men Susås løb har form som en 87 km lang bue – en følge af vandløbsudviklingens ejendommelige historie (se s. 599). Den opr. afvanding n.-på, til Saltbæk vig, kunne først efter de sydsjæll. dødismassers forsvinden afløses af den nuv. v.- og s.-vendte. Fra Tystrup-Bavelse-søerne til Næstved løber Suså således nu i modsat retning af den opr. smeltevandsstrøm. Suså løber ind i S. a. s.f. Gisselfeld, passerer n. om Hesede skov og ud i Holmegårds mose. Med n. vestl. retning følger Suså de store smeltevandsdale, optager n.-fra Ringsted å og Tuelå og fortsætter i s.vestl. retning, s.f. bakkeområdet ml. Alsted og V. Broby, til Tystrup sø. Herfra drejer den gennem tunneldalen m. sø. Ved den aftapning af Suså-systemet s.-på, der er resulteret i nutidens vandløbsforhold, bliver fjerntliggende dele af S. a. afvandet til Smålandsfarvandet. Suså har således erobret det store n.østl. dalstrøgs vestl. dele. Gyrstinge og Haraldsted sø afvandes gennem Ringsted å til Suså, og fra moserne ved Kværkeby, der kun ligger 20 km fra Køge bugt, søger vandet den 60 km lange vej til Karrebæk s. 605 fjord. Susås fald er typisk forsk. i løbets forsk. dele, varierende mellem 3:1000 i det øvre løb, fra kilden til Holmegårds mose, og 3:10.000 i nedreløbet efter Bavelse sø. Vandføringen er meget forsk. i de forsk. dele af løbet, ligesom den er underkastet store årl. svingninger. Den minimale vandføring, om sommeren, er målt til 0,5 m³ pr. sek., den maksimale, om vinteren, 39,5 m³ – altså ca. 80 gange større. Afstrømningen er størst i tiden jan.-april, gennemsnitlig 6,6 l pr. sek. pr. km². – om sommeren er den ringe. Pludseligt tøvejr kan bringe afstrømningen op på de maksimale værdier over 50 l pr. sek. pr. km². Udløbet er reguleret ved anlæg af skibsfartkanalen til Næstved. A.s s.østl. dele afvandes af Saltø å til Karrebæk fjord.

Det vestl. S. a. afvandes af Tudeå og Vårby å. Tudeå kommer fra egnen n.f. Sorø, gennemstrømmer sø- og moseområdet ved Munke Bjergby og optager v.f. Havrebjerg Gudum å og ved Hejninge Vårby å. På halvøen ml. Tudeås og Vårby å.s brede dale ligger Trælleborg, udnyttende de gode forsvarsmuligheder ml. ådalenes naturlige voldgrave. Vårby å og dens tilløb, bl.a. Bjerge å, afvander det store s.vestl. sletteland.

Tystrup sø (6,6 km²), er a.s største, en typisk tunneldal-langsø med to bassiner, skilt ved en morænetærskel med lavt vand. En lign. tærskel skiller topografisk søen fra Bavelse sø (0,9 km²). Den 9 km lange snoede sølavning, afgrænset med 30–40 m høje, delvis skovklædte skrænter mod det omliggende moræneplateau, er med sine skiftende perspektiver en landskabsverden helt forsk. fra de store, jævne kulturflader, der i øvrigt præger amtet. Det sa. natursceneri gentager sig ved Gyrstinge sø (2,2 km²), ved Langesø (2,3 km²) kun delvis, ved n.kysten ud for Vrangeskov, medens s.kystens lave skråninger danner en mere jævn overgang til den åbne Ringsted-flade. Gørlev sø er ved Ringsted å.s regulering delvis udtørret. Langsø-rækken s. og n.f. Bromme danner med de omgivende skove og mellemliggende mosestrækninger en lign. landskabsenklave. Sorø sø (2,2 km²), Tuelsø (1,9 km²) og Pedersborg sø (0,2 km²) i det store smeltevandsdalstrøg, omgivet af skove, minder i landskabskarakter om de egl. langsøer. Morænesøer er hyppige i a.s bakkeområder, Søtorup sø (0,8 km²) og Ulse sø samt Bregentveds sølandskab kan nævnes mod sø., Valsølille sø og Skjoldenæsholm-egnens talr. skovsøer mod nø. Af særlige søtyper må nævnes det marine forlands mange små strandsøer. Korsør nor og Skælskør nor har saltvand og regnes for havområder. Beliggenheden dybt inde i landmassen og de snævre havforbindelser bevirker dog, at norene landskabeligt har karakter af indsøer.

Moser har stor udbredelse i de store dale, hvor mange sølavninger i tidens løb er omdannet til lavmose ved tilgroning. Ved vandstandsregulering er mange af disse moser omdannet til eng. Af Sjællands største moseområde, Holmegårds mose, ligger den østl. fjerdedel i S. a. Mosenaturen her er betinget af de tidl. udstrakte smeltevandssøer i denne egn.

Kyster og farvande. Kysten til Smålandsfarvandet, fra Stignæs ved Agersø sund til Enø ved Karrebæk fjord, er en ejendommelig dobbeltkyst bestående af to helt forsk. kysttyper: inderkysten i Øksenæs fjord, Basnæs nor, Holsteinborg nor, Karrebæk fjord og yderkysten foran disse bugter, dannet af Sevedø, Glænø, Enø og de til disse svejsede marine forlandsdannelser, feddene. Inderkysten er s. 606 s. 607 s. 608 næsten uændret den opr. morænekyst, hvor marker og skove på jævnt skrånende terræn når ud til den lunefuldt svungne kystlinie, hvis enkeltheder bestemmes af overfladeformerne i Sydsjællands jævnt bølgede moræneflade. I beskyttede vige vokser rørsump – havets uro mærkes ikke herind. Yderkysten danner den fuldstændige modsætning til bugternes idyl. Stejle klinter på Sevedø, Glænø og ud for Klinteby vidner om bølgernes styrke, og det nedbrudte materiale ophobes i feddenes strandvolde. Inderkysten er på grund af de talr. vige og fremspring 3 gange så lang som yderkysten, der må betegnes som en udligningskyst på tidlig modent stadium.

Storebælt-kysten er en modent udlignet morænekyst. De fremtrædende morænebakker er kraftigt afskåret ved bølgeabrasion og de mellemliggende bugter udfyldt ved de vanlige bugtlukningsprocesser (se s. 603). Halsskov-halvøens v.kyst til bæltet er fuldt udlignet – klinterne fremtræder landskabeligt som ideal-tværsnit af et morænebakkeland. Kystlinien mod ø., til Korsør nor, viste, før den ved inddæmning blev udlignet, sa. landskabs opr. kysttype; en kyst med langstrakte halvøer, som den nu landfaste Kærlinghoved og foranliggende øer, som de nu landforbundne øer: Haneklint, Egø og Magleø.

Agersø viser den for landnære øer typiske kystlinieudvikling: udlignet, lineallige kyst på den mod havet vendende side og et filigranværk af opbygningsformer på den landvendte læside. Omø, der også vender sin ø.-side mod en større vandflade, har udligningskyst mod ø.

Store Bælt er det bredeste af de da. stræder, der forbinder Kattegat og Østersø. Ml. Halsskov ved Korsør og Knudshoved ved Nyborg er afstanden 18 km. De dybe render, der flodagtigt snor sig gennem bæltet med n.-s. retning, har muligvis deres forudsætning i fastlandstidens druknede floddale, men undersøgelser over rendernes geologiske forhold viser, at nutidens bundstrømme eroderer så kraftigt, at dette alene er i stand til at forklare rendernes tilstedeværelse. Dybdeforholdene tillader sejlads med selv de største skibe. Dette forhold giver Store Bælt en særlig strategisk betydning, idet Øresunds lavvandede tærskel mellem Kbh. og Malmø kun tillader passage for skibe med indtil 7 m dybgående, hvilket vil sige de allerfleste rute- og trampskibe, men ikke store sømilitære enheder. Dette forhold gjorde sig gældende i de to verdenskrige og nødvendiggjorde omfattende minefelter i Store Bælt. De mange grunde i bæltet, der jo må opfattes som et havdækket morænelandskab, er et faremoment, som nødvendiggør omhyggelig afmærkning med vagere og forsigtig navigation af de skibe, der gennem bæltet søger til havnene i den vestl. Østersø. Slettingsgrund har således kun 4,3 m vand, og Landløse rev, s.f. Musholm, ligger tørt ved lavvande.

For færgetrafikken over Store Bælt, den mest intensivt befarne rute i Danmark, er de mange grunde netop ml. færgehavnene et problem af praktisk betydning. Halsskov rev, der strækker sig langt mod v. har kun 2 m vanddybde på grundede steder og Badstue rev, s.f. Korsør, kun 1 m. Sprogø n.f. færgeruten, har rev såvel mod ø. som v. med henh. 1,9 og 1,2 m vand. Afmærkning og ledefyr i forb. m. rutinemæssig dygtighed muliggør en køreplanmæssig gennemførelse af de store transporter, der her finder sted. Efter at tågevanskeligheder er reduceret næsten helt ved indførelse af radar-navigation, er den eneste naturkraft, der kan volde alvorligt afbræk i regelmæssigheden, isskruninger, der i isvintre nødvendiggør isbryderhjælp på denne livslinie i dansk trafik.

Agersø og Omø er omgivet af flakområder – abraderet moræneland, og Omø Stålgrunde, s.f. øen, har udbredte områder med kun 3 m vand. I Smålandsfarvandets bundrelief gør de langstrakte Venøgrunde og deres fortsættelse, Kirkegrund, sig gældende – et havdækket randmorænesystem, der kan opfattes som en vestl. fortsættelse af Knudshoved odde. Det er til disse grunde, sagnet om Venø er knyttet, »et kirkesogn, som i fordums tid er ganske undergået« – med den ganske ubegrundede profeti angående en lign. skæbne for Glænø: »Vænø bier efter Glænø«.

Udligningskysterne byder if. deres natur ikke på andre havnemuligheder end åmundingerne, som har kunnet udnyttes, da middelalderens små skibstyper var enerådende. For nutidens tonnage er de uden værdi. Vikingehavnen ved Tudeå er nævnt (s. 603); sen., i middelalderen, har Slagelse haft en skibbro ved åens udløb. De dybe indskæringer med smal havforbindelse, norene ved Korsør og Skælskør og Karrebæk fjord har været disse kysters naturhavne med fortrinlige læbetingelser. I Korsør har den voldsomt udviklede søtrafik for længst krævet udbygning af store kunsthavneanlæg, for hvilke Halsskov odde dog stadig er af en vis betydning som naturlig læmole. Skælskør havn udnytter stadig de naturlige betingelser, men havnen her har kun lokal betydning. Dette gælder også havnen ved Karrebæksminde. Den store varebevægelse ad søvejen til Næstved kan gennem den uddybede rende i fjorden og Næstved kanal føres helt ind til industrihavnen.

S. a.s kystlængde er 211,9 km.

Litt.: S. A. Andersen. Om Aase og Terrasser inden for Susaas Vandomraade. 1931. Kaj Berg. Physiographical Studies on The River Susaa. Folia Limnologica Scandinavica, nr. 1, 1943. H. V. Clausen og Hilmar Ødum. Midtsjælland, Min Hjemstavn, nr. 2. 1936. Kaj Hansen. The Geology and Bottom Deposits of Lake Tystrup Sö, Zealand. DGU. II. r., nr. 76. 1950. K. Milthers. Stenene i det danske Landskab. 1941. – V. Milthers. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen. DGU. III. r., nr. 28. 1948. – Axel Schou. Atlas over Danmark I. Landskabsformerne. 1949. – Sa. Det marine Forland. Folia Geographica Danica Tome IV. 1945. – Louis E. Grandjean. Søkortets Stednavne II. Søfartens Biblioteks Skrifter, nr. 6 A. 1946.

Kulturgeografi.

I S. a. lever (1950) 125.400 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 84,7 indb. pr. km². Af befolkningen lever 55,9% under bymæssige forhold (38,5% i købstæder, 9,1% i disses forstadsbebyggelser og 8,3% i bymæssige bebyggelser i øvrigt). Befolkningen er fordelt på 38.254 husstande; i byerne går der gennemsnitlig 3,0 indb. på hver husstand, i landkommunerne 3,5.

Befolkningens fordeling ses af befolkningskortet s. 607. Kortet viser, at landbefolkningen lever nogenlunde jævnt spredt el. samlet i mindre grupper, der repræsenterer husgrupper el. små landsbyer. De større bydannelser i amtet ligger næsten alle ved centrale punkter for samfærdslen, og de 4 største byer er alle knyttet til hovedfærdselsvejen – landevej og jernbane – ml. Kbh. og Korsør. De spredtliggende, helt el. næsten helt folketomme områder repræsenterer i hovedsagen skovarealer el. mosearealer, således skovene omkr. Sorø og s. herfor i egnen ved Tystrup sø, endv. skovegnen ø.f. Slagelse og Holmegårds mose n.f. Næstved. Også andre områder med fugtig grund undgås af bebyggelsen, fx. engene omkr. Tude å. Andre tyndtbefolkede distrikter er knyttet til store landbrug. Den spredtboende del af landbefolkningen vil af praktiske grunde ofte vise en tendens til at bosætte sig langs vejene. Dette forhold ses i S. a. tydeligst s. 610 ved hovedvejene ml. Sorø og Ringsted og ml. Sorø og Næstved, men fremkommer også ved mange mindre veje.

For amtet som helhed må landsbydannelsen betegnes som ret svagt udviklet, således typisk i egnen ml. Sorø og Ringsted og nv.f. Slagelse. Større landsbyer findes frem for alt i området s.f. Slagelse, hvor Boeslunde og Gimlinge er typiske eksempler på stor-landsbyer.

I en del tilfælde har gl. landsbyer fået en særlig betydning som centrer for lokal trafik, industri og handel og er som stationsbyer gået ind i en ny udvikling. Dette gælder typiske bydannelser som Sandved og Haslev, mens andre, fx. vejknudepunktet Fuglebjerg, har gennemført en tilsvarende udvikling uden at være stationsby. Ved jernbanelinien Kbh.-Korsør har de tætliggende købstæder forhindret opkomst af større bydannelser ved de mellemliggende stationer. Interessant er her bydannelsen ved Fjenneslev stat., der nærmest må betegnes som en af jernbanestationen fremkaldt fortykkelse af den tidl. nævnte bebyggelse langs hovedvejen. Der er således ikke opstået stationsbyer ved alle jernbanestationer. Dette er kun sket, hvor der på den pågældende egn er el. efter baneanlæget er kommet et behov for et lokalt centrum med urbane funktioner. Omkr. ældre bydannelser eksisterer et sådant behov ikke, og der er derfor ikke opstået større stationsbyer i de gl. købstæders nærhed. Ml. Køge og Næstved har der været et område uden købstæder, og her har betingelserne for en stationsbydannelse været særlig gode. Her er den gl. landsby Haslev vokset op til et stort bysamfund, der foruden en stationsbys normale funktioner har opnået en vis betydning som midtsjæll. kulturcentrum. Ved sent byggede jernbaner, fx. den 1924 åbnede Ringsted-Næstved-bane, har den pågældende egn i forvejen udviklet de lokale erhvervscentrer, som der har været behov for. Der er derfor ikke opstået større bebyggelser ved stationerne. Noget andet er, at der ved Glumsø og Herlufmagle allr. før banens anlæg eksisterede sådanne lokalcentrer, som dækkede den hidtil jernbaneløse egns behov for handelscentrer. Disse bydannelser fik nok ved jernbaneanlæget noget øget betydning, men ville sandsynligvis have udviklet sig på omtr. sa. måde, hvad enten de var blevet stationsbyer el. ej.

Af amtets købstæder ligger kun 2, Korsør og Skælskør, ved kysten. Det moderne trafiksystem har gjort Korsør til en af landets vigtigste havnebyer. Medens Skælskør, der ligger afsides i forhold til de vigtige samfærdselslinier, stort set kan betegnes som stagneret og må betragtes som oplandsby med et lille, men frugtbart opland, er Korsør i første række trafik- og industriby. Beliggende ved den vigtigste landevejs- og jernbaneforbindelse ml. Sjælland og det øvr. land bliver Korsør en transitby af store dimensioner, og samfærdselen præger på afgørende måde byens erhvervsstruktur. Dens trafikalt centrale position giver byen andre funktioner, således som centralhavn for mineralolieimporten, hvorfra fordelingen til lokale forbrugscentrer finder sted. Endvidere er den havneby, bl.a. for Slagelse, amtets største by og vigtigste vej- og jernbaneknudepunkt. Slagelse er på een gang en vigtig oplandsby og en mangesidig industriby. Sorø er et gl. kulturcentrum, men står som oplandsby i skygge af Slagelse mod v. og Ringsted mod ø. Foruden som oplandsby har Ringsted betydning som jernbanecentrum og industriby.

En mindre del af Næstveds geografiske byområde ligger i S. a. Det sa. gælder Næstveds gl. havneby Karrebæksminde.

Sommerhusbebyggelse findes flere steder ved kysterne, således nær Korsør, ved Kobæk Strand i nærheden af Skælskør, og ved Karrebæksminde. Endvidere har den gl. ladeplads Bisserup på kysten ml. Skælskør og Karrebæksminde betydning som feriested.

Af amtets befolkning lever (1940) 34,0% af egl. landbrug, 1,9% af skovbrug, 0,7% af fiskeri, 28,2% af håndværk og industri, 10,1% af handel, 6,9% af transportvirksomhed, 5,5% af administration og liberale erhverv. 11,0% er uden erhverv, hovedsagelig rentiers, aldersrentenydere og pensionister.

S. amts erhvervsstruktur domineres af de gode landbrugsegne, hvis befolkning dog i stort omfang har været aftagende siden ca. 1880. Dette skyldes især landbrugets mekanisering og industrialiseringen, der trækker væsentlige dele af landboungdommen til byerne. Udprægede landbrugsegne, hvor over 3/4 af befolkningen lever direkte af landbrug (med gartneri og skovbrug), findes n.f. en linie Ringsted-Sorø-Slagelse, ml. Sorø og Næstved samt i egnen s. og ø.f. Skælskør. Selv om industri normalt er det vigtigste erhverv i byerne, beskæftiges kun i Ringsted og Slagelse mere end halvdelen af den erhvervsaktive befolkning i dette erhverv. For Korsør er samfærdsel, handel og distribution yderst vigtige erhvervsgrene.

Landbrugsarealet udgør en større del af det samlede areal end gennemsnitlig for de da. øer. Største delen af sognene inden for trekanten Slagelse-Skælskør-Næstved har mere end 80% af totalarealet under plov, og kun i de skovrige egne omkr. Slagelse og Sorø findes landsogne, hvor under 60% af arealet er agerland. I egnen omkr. Haslev er ca. 80% af jorden opdyrket.

I alle amtets sogne er toradet byg den vigtigste kornart. Havre er oftest den næstvigtigste kornart, men også hvededyrkningen er meget betydelig som følge af den gennemgående meget frugtbare jord. Rugdyrkningen er derimod i nutiden ganske ubetydelig. Der er en påfaldende mangel på regionale forskelle i kornarternes udbredelse i amtet. Kornavlens udbytte pr. ha. er meget betydelig og når et maksimum i de sydvestligste dele af amtet.

Fodersukkerroen er den mest dyrkede rodfrugt i S. a., og i langt de fleste sogne er denne den dominerende rodfrugt. I amtets nordligste del er produktionen af kålroer dog betydelig, og der findes i det hele en spredt dyrkning af kålroer i amtet. Mindre vigtige er nu runkelroerne. Foruden en jævnt fordelt, mindre dyrkning af sukkerroer til foderbrug og af fodersukkerroer foregår der i egnen omkr. og n.f. Slagelse en meget betydelig dyrkning af sukkerroer, som oparbejdes til sukker i sukkerfabrikken i Gørlev i Holbæk a. (se s. 485). Det sa. gælder et par sogne med fin jordbund ø.f. Skælskør, som ligeledes leverer til fabrikken i Gørlev. Kartoffeldyrkningen i S. a. er forholdsvis ringe. Derimod findes en del gartneribrug og frugtavl, fremfor alt på Skælskør-egnen.

Hornkvægholdet domineres fuldstændig af den røde, da. malkerace, og foruden denne forekommer kun lidt spredt jerseykvæg. Mejeribruget er højt udviklet overalt i amtet. Mælkeproduktionen oparbejdes til smør og ost, men også leverancerne af konsummælk til det storkbh.ske bysamfund er af betydning. Svineholdet er jævnt fordelt over amtet, med en lille overvægt i de sydvestl. egne. Det sa. gælder fjerkræavlen.

Medens skovbruget har nogen betydning i egnene omkr. Sorø-Slagelse, er fiskeriet ret ringe. Der lever en fiskerbefolkning ved kysterne, fortrinsvis ved havnene i Korsør, Skælskør, Bisserup og Karrebæksminde, og desuden på Omø, Agersø og Glænø. Kun i Korsør og Skælskør lever dog mere end 50 erhvervsfiskere. Fiskeriet foregår fra mindre fartøjer. Der fiskes mest i Smålandshavet og Store Bælt, hvor ålefangsten indbringer betydelige beløb, men hvor også torskeog rødspættefangsten er ret vigtig.

Industrien i S. a. arbejder dels for de lokale markeders forsyning med forbrugsvarer og dels for et større markeds forsyning med visse specielle produkter. Det kbh.ske markeds relative nærhed spiller derimod ingen større rolle for amtets industrielle struktur. De vigtigste industrigrene er bygningsindustrien, næringsog nydelsesmiddelindustrien og jern- og metalindustrien, og desuden spiller træforædlingsindustrien en betydelig rolle.

Nærings- og nydelsesmiddelindustrien forædler landbrugets produkter (det største slagteri i Ringsted, der også har fjerkræslagteri, konserves- og hermetikindustri i Slagelse og Skælskør, spritfabrik i Slagelse, spredt beliggende mejerier, møllerier og bagerier, mælkekondenseringsfabrik i Sandved, tobaksindustri i Slagelse, margarineindustri i Korsør og Slagelse). Jern- og metalindustrien er vigtigst i Slagelse. Amtets vigtigste teglværksområde ligger nær Korsør. I Korsør ligger et glasværk, der forsyner det indenlandske marked med vinduesglas, og endvidere et af landets større træskibsværfter.

Jernbanenettet i S. a. domineres af de to dobbeltsporede jernbanelinier, der fra Kbh. over Ringsted fortsætter henh. over Sorø og Slagelse til Korsør, og over Næstved med forb. videre til Gedser. Jernbanen Kbh.-Korsør (Vestbanen) er den vigtigste jernbaneforbindelse ml. de da. landsdele og domineres fuldstændigt af den gennemgående trafik, der videreføres ad Danmarks vigtigste færgerute til Nyborg. Jernbanen over Ringsted-Næstved fungerer ved siden af den enkeltsporede linie over Roskilde-Køge-Næstved som den normalt vigtigste jernbane ml. Kbh. og det sydl. udland. Selvom den har en anselig gennemgående trafik, fungerer den desuden som oplandsbane, og det sa. er tilfældet med den nævnte linie over Køge, der ved Haslev løber et stykke i S. a. Udprægede oplandsbaner er derimod linierne Næstved-Dalmose-Slagelse og dennes nordl. fortsættelse Slagelse-Værslev. Jernbanen Dalmose-Skælskør er nu nedlagt for persontrafik. Høng-Tølløsebanen og den ret ubetydelige Køge-Ringsted-bane er de eneste privatbaner, der berører S. a.

Roebanenettet til sukkerfabrikken i Gørlev i Holbæk a. griber ind i S. a. v. og s. for Slagelse (se under Holbæk a. s. 318).

Gennem S. a. går hovedvej 1, Kbh.-Esbjerg, som bærer den overvejende del af vejtrafikken ml. Sjælland og Jylland-Fyn, og som desuden har fået en særdeles stor betydning for den internationale biltrafik ml. den skandinaviske halvø og kontinentet. I øvrigt findes et fortrinligt vejnet med et højt udviklet system af rutebillinier, der hovedsagelig tjener som fødelinier til banenettet, men i stigende grad også som forstærkningslinier for jernbanerne.

Naturfredning. I Sorø a. er foretaget ca. 12 landskabsfredninger, af hvilke kan nævnes: Borreby Dyrehave i Boeslunde so.; Humlebjerg i Slangerup ved Ringsted, fredet 1948; s. 613 Tamosen ved Tystrup sø; Ringstedåsen på Humleore, fredet 1952; Rejnstrup Overdrev, Gunderslevholm og Tårnborg voldsted v. Korsør.

Kirkernes nærmeste omgivelser er i reglen fredet gennem frivillige overenskomster.

Skovene.

Amtets samlede skovareal er 17.462 ha, heraf bevokset 15.860 ha, der fordeler sig på flg. måde: bøg 8.059 ha, eg 1.362 ha, andet løvtræ 1.240 ha, rødgran 3.916 ha, andet nåletræ 653 ha og blandede bevoksninger 630 ha. 13.712 ha er i privat besiddelse, 3.466 ha hører under Sorø Akademi, 281 ha ejes af kommuner, og 3 ha er præsteskov. Den samlede årl. hugst (1949/50) er 138.000 m³, heraf løvtræ 102.000 m³ og nåletræ 36.000 m³. Pr. ha bevokset areal er gennemsnitshugsten 8,7 m³.

Med en skovprocent på 11,8 er Sorø amt et af landets skovrigeste amter. Det største skovområde forekommer i trekanten Slagelse-Sorø-Næstved, men også egnen n. og ø.f. Ringsted er præget af skov, om end den her er mere spredt. Terrænet er oftest bølget, men stærkt bakkede partier (fx. ved Gyldenløveshøj) såvel som aldeles flade (fx. ved Giesegård) findes. Jordbunden består overvejende af sandblandet ler, men stedvis forekommer dog stærkt lerede partier. Trævæksten domineres af bøg, der udvikler sig meget forskelligt. Mindst synes de østl. egne at passe denne træart, hvorimod egen her ofte udvikler sig godt. Næst bøg er rødgranen alm. udbredt, og mange steder trives den ypperligt. Foruden de her nævnte hovedtræarter findes mange andre, hvoraf ikke få indførte (douglasgran, sitkagran, thuja m. v.).

Hovedparten af skovene er samlet i større skovdistrikter, der ofte igen indgår som en bestanddel af et af amtets mange godser. Der er tradition for, at skovene drives efter meget intensive driftsformer.

Opr. tilhørte den overvejende del af skovene i Sorø amt de tre klostre – Sorø, Antvorskov og Skovkloster, det sen. Herlufsholm – men ved reformationen tilfaldt de kronen og kom i Fr. II.s og Chr. IV.s tid til at spille en betydelig jagtlig rolle, idet de udgjorde en væsentlig del af de kgl. vildtbaner. Skovene så dengang anderledes ud end i vore dage. Grænsen ml. skovbevokset jord og agerjord var ikke skarp, idet opdyrkede arealer forekom spredt i skoven, ligesom spredte trægrupper var alm. på markerne. Træerne var bredkronede, grenede og lavstammede. Såvel bøg som eg forefandtes hyppigt, men til bygningsbrug var det dog navnlig den sidste, der blev anvendt. Sandsynligvis har forbruget allr. før klostertiden tæret på egene, men med klostertiden kom et storslået byggeri, som hurtigt gjorde et alvorligt indhug i bestanden af ege. Da der således 1582 skulle leveres tømmer til Antvorskov slot, søgte man forgæves efter passende emner i Sorøskovene. Det nødvendige tømmer måtte da forskrives fra Norge, mens man fra de hjemlige skove måtte nøjes med at levere de mindre tømmerdimensioner. Det var imidlertid ikke det uhyre vedforbrug alene, der truede skovene, men i lige så høj grad det talr. storvildt, geder, oldensvin og kreaturer, der færdedes frit overalt.

Først med udskiftningen i slutn. af 1700t. begyndte en ny tid for skovene. Forinden var imidlertid sket visse ændringer i ejerforholdet.

Skovkloster var allr. 1560 mageskiftet til Herluf Trolle, der sen. oprettede s. 614 kostskolen Herlufsholm med betydelige skovtilliggender. Kronens skove, der først havde tilhørt Sorø kloster, tillagdes Sorø Akademi, mens skovene under Antvorskov ryttergods ved dettes salg 1774 overgik til flere forsk. ejere, hvorved der bl. a. opstod flg. skovdistrikter: Charlottedal, Gyldenholm, Valbygård, Falkensten og St. Frederikslund.

Med gennemførelsen af udskiftningen aftog kreaturgræsningen i skovene efterhånden, og samtidig blev hjortevildtet skudt bort. Dygtige forstmænd som hannoveranerne Georg Wilhelm Brüel († 1829) og Georg Christian Ulrich († 1835) indførte den regulære skovdrift i Sorø Akademis skove, hvorfra der udgik impulser til de private naboskove. Efterhånden opstod regelmæssige, tætte og ensaldrende, ofte også ensartede strækninger af ung opvækst, der i årenes løb har udviklet sig til den storskov, der i dag karakteriserer mange af Sorø amts skove.

De største skovdistrikter i amtet er flg.: Sorø Akademi I (2290 ha, ejdsk. 1675, grv. 1040), Sorø Akademi II (1632 ha, ejdsk. 1468, grv. 1051; ca. 410 ha ligger i Holbæk a.), Skjoldenæsholm (1458 ha, ejdsk. 993, grv. 727), Giesegård (1405 ha, ejdsk. 1181, grv. 750; 492 ha ligger i Præstø a.), Gyldenholm (1372 ha, ejdsk. 1428, grv. 757), St. Frederikslund (1171 ha, ejdsk. 1044, grv. 592), Charlottedal (860 ha, ejdsk. 934, grv. 519), Holsteinborg (778 ha, ejdsk. 670, grv. 411), Herlufsholm (758 ha, ejdsk. 733, grv. 473; en mindre del ligger i Præstø a.), Gunderslevholm (631 ha, ejdsk. 572, grv. 342), Humleore (510 ha, ejdsk. 593, grv. 236), Førslevgård (350 ha, ejdsk. 347, grv. 195), Valbygård (329 ha, ejdsk. 333, grv. 184), Saltø (301 ha, ejdsk. 294, grv. 194), Basnæs (202 ha, ejdsk. 216, grv. 109) og Falkensten (194 ha, ejdsk. 190, grv. 110). En del (ca. 800 ha) af skovene under Bregentved samt en del (ca. 750 ha) af Gisselfeld skovdistrikt ligger i Sorø amt.

Mange af småskovene i amtet er tilsluttet en skovdyrkerforening, der gennem konsulenter er medlemmerne behjælpelige med driften af dem.

Litt.: L. A. Hauch. Danmarks Trævækst. IV. 1923. A. Oppermann. Skove og Søer under Sorø Akademi, Sorø, Klosteret, Skolen, Akademiet gennem Tiderne. 1928. AarbSorø. 1939. 1940. VII. Nordiske Skovkongres. 22–23. maj 1950. 1951. 368–80, 399–416. 435–44.

Statistik.

Amtets areal var 1. april 1953 1477,98 km², heri ikke indbefattet den del af Herlufsholm so. – 24 ha – der hører til Præstø amt; i amtskommunal henseende hører hele H. kom. under Sorø amtsrådskreds. Af det samlede areal udgør købstæderne 45,8 km² og vandarealerne 27,8 km².

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal, 1951 147.798 ha, udgjorde landbrugsarealet 112.105 ha, gartnerier og frugtplantager 1005 ha, skove og plantager (inkl. læplantninger og småplantninger) 17.719 ha, bebygget grund og gårdsplads 3135 ha, private haver 3384 ha, gader, veje, jernbaner, hegn olgn. 4457 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m. v. 1382 ha, tørvemoser 1597 ha, heder, klitter, sumpe olgn. 230 ha og vandarealer 2784 ha.

1952 var fordelingen af landbrugsarealet, i alt 112.786 ha, flg.: hvede 6107 ha, rug 2519 ha, byg 32.619 ha, havre 10.084 ha, blandsæd 5267 ha, bælgsæd 370 ha, kartofler 985 ha, foderroer m.v. 12.829 ha, sukkerroer til fabrik 4287 ha, frø 5919 ha, grønsager på friland 299 ha, brak 322 ha, græs- og grønfoder 28.708 ha og industriplanter (hør, sennep, raps, hamp, etc.) 2471 ha.

Sammenlignet med de øvr. amter på øerne er der forholdsvis meget skov i S. a., men kun lidt mose, hede, klit olgn. Af landbrugsarealet dyrkes en forholdsvis stor del med korn, især hvede og byg; derimod er kartoffelarealerne relativt små.

Høstudbyttet var 1952 i alt 5,4 mill. afgrødeenheder (hver lig foderværdien af 100 kg byg), hvoraf 2,2 mill. kærne og korn, 0,6 mill. halm, 1,2 mill. rodfrugter og 1,4 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsskyldvurderingen 1950 udgjorde den samlede vurderingssum i S. a. 893 mill. kr., heraf for ejendomme i købstæderne 296 mill. kr., i landdistrikterne 597 mill. kr. Den samlede grundværdi udgjorde 296 mill. kr., heraf i købstæderne 62 mill. kr., i landkommunerne 234 mill. kr.

Af ejendomme i landkommunerne var der 134 større landbrug på over 12 tdr. hartkorn med i alt 4216 tdr. hartk. (areal 22.782 ha, vurderingssum 59,0 mill. kr.), 4482 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. med i alt 15.635 tdr. hartk. (areal 82.416 ha, vurderingssum 264,3 mill. kr.) og 3029 landbrugshuse (landejendomme på 1 ha og derover med under 1 td. hartk.) med i alt 1716 tdr. hartk. (areal 13.269 ha, vurderingssum 49,2 mill. kr.). Bl. øvr. ejendomme i a. kan nævnes 8784 med beboelse og forretning til en samlet vurderingssum af 143,4 mill. kr.

Af købstædernes ejendomsskyldværdi faldt 201,6 mill. kr. på beboelses- og forretningsejendomme, 38,1 mill. kr. på stats- og kommunale ejendomme og andre med fritagelse efter § 8, 22,8 mill. kr. på hoteller, fabrikker m.v., 4,8 mill. kr. på landbrug, 1,3 mill. kr. på gartnerier, 3,5 mill. kr. på byggegrunde og 23,7 mill. kr. på andre vurderinger.

Der var 1953 508 statshusmandsbrug; statens tilgodehavender i disse var ca. 6.660.000 kr.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1952 15.563 heste, 105.273 stk. hornkvæg, hvoraf 56.530 malkekøer, 500 får, 155.393 svin, 992.806 høns, 1960 kalkuner, 31.209 ænder, 10149 gæs og 10.900 bifamilier. Husdyrholdets sammensætning svarer omtr. til forholdene i de andre sjæll. amter.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. I alt 8398 landbrugsmedhjælpere var beskæftiget i amtet i juli 1952; samtidig svarede indehaveres og disses ægtefællers og mindreårige børns arbejde til 7049 personer. Malkemaskinanlæg fandtes på 3674 landejendomme. 1458 af landejendommene havde i alt 1662 traktorer. Der var 9 egl. maskinstationer i a. med i alt 24 traktorer; desuden udførte 31 landbrugere med i alt 40 traktorer erhvervsmæssigt traktorarbejde for andre. 2042 ejendomme i a. havde ensilagebeholdere.

Både m.h.t. antallet af ejendomme, der har malkemaskinanlæg, og m.h.t. antallet af ejendomme, der har traktorer og ensilagebeholdere, ligger S. a. relativt højt og over gennemsnittet for øerne.

Befolkningen. Hele amtet havde 7/11 1950: 38.254 husstande med 125.400 indb. (ekskl. en del af Herlufsholm kom. m. 484 indb., der hører til Præstø amt) (1801: 43.584, 1850: 70.945, 1901: 94.422, 1930: 114.331); deraf havde provinsbyerne 15.908 husstande med 48.255 indb. el. 38,5% (1801: 4927, 1850: 9245, 1901: 23.074, 1930: 36.021 el. henh.: 11,3, 13,0, 24,4 og 33,1%), hertil kommer i provinsbyernes forstæder i 1950, 11.458 indb. og andre bymæssige bebyggelser 10.359 indb., i landdistrikter 55.328 indb.

Folkemængden i a. var 1940 inkl. en del af Herlufsholm kom. m. 447 indb. beliggende i Præstø amt fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter samtl. personer – hustruer, mindreårige børn m.v. – i familier, hvis forsørger var tilknyttet det nævnte erhverv): 42.610 levede af landbr., skovbr. olgn., 32.941 af håndværk og industri, 11.856 af handel og omsætning, derunder restaurations-, bank-, sparekassevirksomhed m.v., 8056 af transportvirksomhed, 6433 af administration og liberale erhverv, og 12.855 var ude af erhverv og levede enten af alders- el. invaliderente, off. understøttelse el. af pension, formue olgn., om 2295 savnedes oplysning m.h.t. erhverv.

Ved den 1948 afholdte erhvervstælling var der i a. i alt 3200 håndværks- og industrivirksomheder, der i alt beskæftigede 16.396 personer, heraf 10.993 i byerne eller disses forstæder, 1603 i stationsbyer olgn. og 3800 i rene landdistrikter. Virksomhedernes maskinkraft var i alt 32.300 H.K. Virksomhederne i byerne er nærmere omtalt under de enkelte byer.

Der var i alt i a. 277 engros- el. dermed beslægtede virksomheder med 1056 beskæftigede og en omsætning på 118,6 mill. kr., 1490 detajlhandelsvirksomheder med 4319 beskæftigede og en omsætning på 213,9 mill. kr. og endelig 243 restaurationer, kroer olgn. med 1275 beskæftigede og en omsætning på 20,1 mill. kr.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold 1/4 1951–31/3 1952.

Af amtskom.s indtægter var de væsentligste poster grundskyld 2.708.000 kr., ejdsk. 326.000 kr., afgift af motorkøretøjer 1.067.000 kr., af udgiftsposterne bidrag til amtsskolefonden s. 616 s. 617 s. 618 356.000 kr., medicinalvæsen (efter fradrag af den fælleskommunale udligningsfonds tilskud til sygehusudgifter) 2.120.000 kr., vejvæsen (efter fradrag af forskellige tilskud, der afholdes af motorafgifterne) 1.609.000 kr., renter af gæld 117.000 kr. og administration 108.000 kr.

Ejendomsskyldpromillen var 1952/53 8,39 og lå godt 5% lavere end gennemsnittet for landet, medens grundskyldpromillen 13,87 lå knapt 20% lavere end gennemsnittet. Amtsfondens formue udgjorde 31/3 1952 6,4 mill. kr., hvoraf 3,3 mill. kr. i faste ejendomme, amtsfondens gæld 2,7 mill. kr. M.h.t. købstædernes finansielle forhold henvises til afsnittene om hver enkelt by.

M.h.t. de finansielle forhold for sognekom. i S. a. under eet kan anføres flg.: Af de pålignede skatter udgjorde 1951/52 ejdsk. 2.143.000 kr., grundskylden 4.345.000 kr., grundstigningsskylden 42.000 kr., opholdskommuneskatten 7.425.000 kr., erhvervskommuneskatten 37.000 kr. og aktieselskabsskatten 110.000 kr., afgiften af motorkøretøjer indbragte 1.659.000 kr. og andre afgifter 170.000 kr. Af andre indtægter kan især nævnes formue- og erhvervsindtægter 288.000 kr.

Sognekom.s væsentligste udgifter var: sociale udg. 5.719.000 kr., skolevæsen 2.289.000 kr., vej- og kloakvæsen 3.761.000 kr., administration 1.239.000 kr. og renter af gæld 332.000 kr. Sognekom. ejede 31/3 1952 28.749.000 kr., hvoraf 14.874.000 kr. i faste ejd. og 13.875.000 kr. i værdipapirer. De havde en gæld på 8.497.000 kr.

Trafikforhold. Der var 1953 i a. 336,2 km landeveje, hvoraf 56,3 km hovedveje, desuden var der 1620 km biveje. Der var 31/12 1953 i alt 8934 automobiler indregistreret i a., hvoraf 5694 personbiler, 177 drosker, 116 rutebiler m.v., 2947 vare- og lastvogne; endv. var der s. 619 1790 egl. motorcykler (over 50 kg egenvægt) og 1287 under 50 kg, hovedsagelig cykler m. hjælpemotor (knallerter). Der var i 1953 under amtet autoriseret 43 personautomobilruter; ruternes samlede længde var 1159 km, og de betjentes af 55 vogne med 1390 pladser. Om særl. byomnibusruter henvises til de enkelte byer.

Inddeling.

Amtet består af købstæderne Sorø, Ringsted, Slagelse, Korsør og Skælskør og herrederne Alsted, Ringsted, Slagelse, Vester Flakkebjerg og Øster Flakkebjerg. Amtets samtl. landkommuner danner een amtsrådskr.

Amtsrådet har 13 medl., hvoraf efter valget i marts 1954 5 tilhørte socialdemokratiet, 2 radikale venstre, 1 konservative folkeparti og 5 venstre. Amtet har 64 sognekom. Amtet udgør 4 folketingsvalgkr. (Ringsted, Sorø, Slagelse, Skælskør). I kirkelig henseende hører a. til Roskilde stift og omfatter 3 provstier: 1) Ringsted og Alsted hrdr.s provsti, 2) Slagelse hrd.s provsti og 3) V. og Ø. Flakkebjerg hrdr.s provsti med tilsammen 56 pastorater. Det meste af amtet hører under flg. 3 politikredse: politikr. nr. 11 (Slagelse), hvortil også Løve hrd., Holbæk amt, hører, politikr. nr. 12 (Skælskør) og politikr. nr. 13 (Ringsted); nogle kommuner af a. hører til politikr. nr. 5 (Køge), nemlig Bråby, Haslev-Freerslev, Teestrup, Terslev og Øde Førslev, og til politikr. nr. 14 (Næstved), nemlig: (under hovedtingstedet Næstved): Fodby, Herlufsholm sogns større del, Karrebæk, (under bitingstedet Fuglebjerg): Førslev, Gunderslev, Hyllinge, Krummerup, Fuglebjerg og Vallensved.

Amtet omfatter flg. retskr.: retskr. nr. 15 Slagelse kbst. med Antvorskov birk (tingsted i Slagelse); retskr. nr. 16, Skælskør kbst. og V. Flakkebjerg hrd. med Korsør kbst. og landjurisdiktion samt Holsteinborg birk (hovedtingsted i Korsør, bitingsted i Skælskør og i Rude); retskr. nr. 18, Ringsted kbst. og hrd. samt Skjoldenæsholm og Svenstrup birker (tingsted i Ringsted). Til denne retskr. hører også Borup-Kimmerslev kom. og Nørre Dalby so. (Ejby-Nørre Dalby kom.) af Roskilde amtsrådskreds. Endv. retskr. nr. 19, Sorø kbst. og birk samt baroniet Holbergs birk og 2 so. af Ø. Flakkebjerg hrd. (tingsted i Sorø). Til denne retskr. hører desuden Niløse og Stenlille kom. samt Tersløse so. (Tersløse-Skellebjerg kom.) af Holbæk amt. – Endelig hører til retskr. nr. 17, Bregentved-Gisselfeld Birk (tingsted i Haslev) flg. kom. af S. a.: Bråby, Haslev-Freerslev, Teestrup, Terslev og Øde Førslev, og til retskr. nr. 21, Næstved kbst. og Tybjerg hrd. med Ø. Flakkebjerg hrd. flg. kom. af S. a.: (under hovedtingstedet i Næstved): Fodby, Herlufsholms sogns større del, og Karrebæk (under bitingstedet i Fuglebjerg): Førslev, Gunderslev, Hyllinge, Krummerup, Fuglebjerg og Vallensved.

Amtet udgør Sorø amtslægekr., der deles i 3 lægekr.: 1) Sorø, 2) Slagelse og 3) Herlufsholm lægekr.

Amtet hører til 2. udskrivningskr. (Roskilde).

Der hører 6 civilforsvarsområder under a. 1) (27) Haslev, 2) (42) Korsør, 3) (66) Ringsted, 4) (77) Skælskør, 5) (78) Slagelse og 6) (79) Sorø. Herlufsholm kom. og en del af Karrebæk kom. i S. a. hører til 58. civilforsvarsområde (Næstved i Præstø a.).

Amtet er delt i 3 skattekr.: 1) (15. skattekr.) Sorø, 2) (16. skattekr.) Slagelse og 3) (17. skattekr.) Skælskør og udgør 1 skyldkr. (16. skyldkr.) med 5 vurderingskr.: a) Ringsted, omfattende 16 vurderingsdistrikter, b) Sorø (13 vurderingsdistr.), c) Slagelse (16), d) Korsør (13) og e) Øster Flakkebjerg hrd. (17).

M.h.t. oppebørslen af skatter m.v. hører Ringsted kbst. og de til Ringsted hrd. hørende sogne til Roskilde amtsstuedistr.; den øvr. del af a. hører til Slagelse amtsstuedistr.

Sorø amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Parcellist Lars Hækkerup (V); prof. Carl Mundt (H); skoleinsp. Fred. Frølund (V); institutbestyrer C. C. Møller (H); godsejer Carl de Neergaard (H); og pastor Fr. E. Bojsen (V).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Ringsted-kredsen: Overretssassessor Niels Møller Spandet 1849–53 (V); major L. M. Müllen 1853–58 (V); landmåler P. Nielsen 1858 (H); major L. M. Müllen 1858–72 (V); pastor P. Chr. Zahle 1872–81 (V); gdr. Peder Andersen 1881–87 (V); overretssagf. J. K. Lauridsen 1887–95 (V); overretssagf. C. Th. Zahle 1895–1918 (RV).

b) Sorø-kredsen: Overretsprok. C. C. Alberti 1849–90 (V); husmand Poul Christensen 1890–1918 (RV).

c) Slagelse-kredsen: Prof. Adolph Steen 1849–52 (NL); adjunkt J. C. H. Fischer 1852–54 (V); propr. Th. Hasle 1854–58 (V); godsejer C. A. Fonnesbech 1858–72 (H); red. Johs. Tauber 1872–79 (V); skolebestyrer Fred. Dahl 1879–92 (H); malerm. P. Nielsen 1892–95 (H); gross. A. Peschcke Køedt 1895–1901 (RV); red. Anton Bing 1901–03 (V); fabr. Vilh. Lange 1903–10 (H); ing. Holger de Neergaard 1910–13 (H) og borgm. H. P. Hansen 1913–18 (S).

d) Skælskør-kredsen: Pastor Fr. E. Bojsen 1849–51 (V); skolelærer Andreas Hansen 1851–52 (V); smed Søren Jensen 1852–53 (V); pastor N. F. S. Grundtvig 1853 (V); smed Søren Jensen 1853–54 (V); propr. G. K. Brøndsted 1855–58 (NL); kapt. Johan Grundtvig 1858–61 (NL); malerm. P. E. Olsen 1861–66 (V); lensgreve Ludv. Holstein-Holsteinborg 1866–76 (H); gdr. Johs. Feldthusen 1876–79 (V); lensgreve Ludv. Holstein-Holsteinborg 1879–81 (H); gdr. Johs. Feldthusen 1881–87 (V); lensgreve Ludv. Holstein-Holsteinborg 1887–90 (H); godsejer Otto Scavenius 1890–98 (H); gdr. Peder Andersen 1898–1902 (V); gdr. Rasmus Andersen 1902–18 (V).

e) Fuglebjerg-kredsen: Skoleinsp. Fred. Frølund 1849–58 (V); gdr. H. J. Hansen 1858–61 (H); gdr. Hans Hansen 1861–98 (V); gdr. Lars Jensen 1898–1910 (RV) og husmand Martin Hansen 1910–18 (V).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Borgm. H. P. Hansen 1918–45 (S); overretssagf. C. Th. Zahle 1918–28 (RV); husmand Martin Hansen 1918–27 (V); gdr. Rasmus Andersen 1918–20 (V); red. H. K. Hækkerup 1920–29 (S); gdr. Aksel Jensen 1920–29 (V); s. 621 førstelærer Arnth Jensen 1927– (V); pastor, sen. borgm. Alfred Bindslev 1929–43 (K); førstelærer H. J. Hansen 1929–32 (S); Jesper Simonsen 1929-32 (RV); husmand Johs. Hansen 1929–35 (V); sekr. Kaj Bundvad 1943– (S); red. Karl Bogholm 1943–47 og 1950–53 (K); forretningsfører Poul Hansen 1945–53 (S); husmand Laurits Hansen 1946–47 (DKP); landsretssagf. Per Federspiel 1947–50 (V); dir., nuv. finansminister Viggo Kampmann 1953– (S); sagf. Erik Ninn-Hansen 1953– (KF) og byretsdommer Helga Pedersen 1953– (V).

Ved folketingsvalget 22/9 1953 var der i Sorø amtskreds 78.320 vælgere, hvoraf 65.205 afgav stemme el. 83,3 %, socialdemokratiet fik 27.831 st. og 2 mandater, det radikale venstre 5759 st. og 0 mandater, det konservative folkeparti 8570 st. og 1 mandat, venstre 19.160 st. og 2 mandater, retsforbundet 1592 st. og 0 mandater, Danmarks kommunistiske parti 1416 st. og 0 mandater, de uafhængige 686 st. og 0 mandater. 191 st. var ugyldige.

Åndelige rørelser.

Fra ca. 1830 greb en stærk kirkl. bevægelse om sig i Sydvestsjælland, navnlig i Ø. og V. Flakkebjerg hrdr. En drivende kraft i denne var den levende kirkeligt interesserede F. A. lensgreve Holstein-Holsteinborg. Han benyttede sin kaldsret til mange kirker til at anbringe dygtige præster, der stod venligt over for tidens stærke lægmandsbevægelse. Desuden skaffede han den ivrige lægmandsprædikant Rasmus Ottesen en gård i Venslev og kaldte ham til lærer smst. Af kendte præster, der virkede i denne periode, kan nævnes C. F. Rønne i Høve, L. V. Monrad, F. E. Boisen i Marvede og P. C. Kierkegaard i Pedersborg. Også pastor P. A. Fenger i Slots Bjergby hørte til i kredsen, der samledes i det sydvestsjæll. konvent. Biskop J. P. Mynster så med megen misbilligelse på den kirkl. bevægelse i dette område og på dens nære forb. med lægmandsbevægelsen. Spottende talte han om »Det hellige Land«.

Også sen. i århundredet var S. a. sæde for stærke kirkl. bevægelser. En mand som P. A. Fenger stod Grundtvig nær, og den grundtvigske bevægelse har indtil vore dage haft et stærkt tilhold inden for visse strøg. Der oprettedes forsk. grundtvigske frimenigheder og friskoler, fx. i Høve. 1909 oprettedes højskolen i Antvorskov. Et andet vigtigt grundtvigsk centrum i amtet er Liselund v. Slagelse, hvor frimenighedspræsten Niels Dael 1912 oprettede en menighedsskole, samtidig med at han lod afholde store grundtvigske vennemøder. Også Indre Mission fik fodfæste i amtet. 1853 stiftedes i tilgrænsende egne i Holbæk amt (se ovf. s. 410) Forening for den indre Mission, der efter et møde i Stenlille 1861 (se ovf. s. 424) blev overtaget og nyorganiseret af Vilh. Beck. I moderne tid er stationsbyen Haslev blevet et kraftcentrum inden for den indremissionske bevægelse i amtet, bl.a. gennem sin landskendte højskole, opret. 1891. Af kendte indremissionske præster, der har virket inden for amtet, må nævnes Imm. Bang og Chr. Bartholdy i Haslev. Også omkr. Slagelse har Indre Mission vundet stærkt indpas.

Til trods for, at der inden for amtet fandtes store godsarealer, fik 1840ernes politiske bondebevægelse ikke den samme indflydelse som i Holbæk amt. Rasmus Sørensen, Venslev, og Peder Hansen, Lundby, agiterede inden for amtets grænser, men modsætningerne blev dog ikke så kraftige. Ved valgene til den grundlovgivende rigsforsamling 1849 delte Højre og Venstre broderligt mandaterne ml. sig. Bl. grundlovsfædrene var en af vækkelsestidens kendteste præster F. E. Bojsen. I de flg. år voksede Venstres indflydelse, men der var en kendelig forskel på amtets østl. og vestl. del. Omkr. Ringsted sejrede hurtigt den mere radikale fløj inden for det store venstreparti, medens man var mere moderat vestpå. Denne karakteristiske skillelinie er bev. helt ned til vore dage. Mod ø. var det mænd som pastor P. Chr. Zahle, red. Niels Bransager og statsmin. C. Th. Zahle, der førte ordet, længere vestpå var det mænd som overretsprok. C. C. Alberti, gdr. Johs. Feldthusen, red. Hans Jensen og førstelærer Arnth Jensen, der var befolkningens talerør. Medens Højre faktisk var udelukket fra repræsentation i Ringsted- og Sorøkredsene lige fra 1849, spillede højrepartiet en betydelig større rolle i Slagelse og Skælskør-kredsen. Først 1913 opnåede socialdemokratiet politisk repræsentation i amtet (Slagelse-kredsen). I pressemæssig henseende var Venstre længe toneangivende. I Slagelse udkom fra 1871 »Sorø Amtstidende« som venstreblad (grl. 1815) og fra Ringsted udsendtes venstrebladene »Ringsted Folketidende« (grl. 1871) og »Venstres Folkeblad« (grl. 1891). Den konservative presse har altid været svag inden for amtet, og først 1915 fik socialdemokratiet eget blad, der udsendtes fra Slagelse med aflæggere i amtets øvr. købstæder.

Litt.: J. F. Fenger. Det sydvestsjæll. Broderkonvent. 1890. Artiklerne om F. A. Holstein og Rasmus Sørensen i Biograf L.² med der anført litt. Nedergaard. SP. II. 1952–54. 507 med der anført litt.

Oldtidsbebyggelse.

S. a. er rigt på oldtidsminder; en række af vore anseligste oldtidsmindesmærker og -fund stammer herfra. Landets ældste kendte boplads, fra allerødtiden kort efter istiden, findes ved Bromme; i Stenmagle so. synes at ligge et par mindre bopladser fra sa. periode. Ved Skaftelev er fundet en toradet harpun af rensdyrtak. Maglemosekulturen kendes især fra den del af Åmosen, der ligger i Stenmagle so.; der findes her flere bopladser og fiskepladser fra denne gl. indlandskultur. Et mærkeligt stykke fra denne tid er en urokseknogle med 5 indridsede menneskebilleder fra Jystrup so. Ertebøllekulturen kendes især langs kysten, hvor der findes bopladser fl. st., således ved Korsør nor (Egø, Lilleø), ved Basnæs, omkr. Holsteinborg og ved Karrebæksminde; p.gr.af at landet siden har sænket sig, ligger bopladserne nu oftest i strandkanten el. på lavt vand. På bunden af Korsør havn er truffet en af de få virkelige begravelser fra denne kultur. Også i den del af Åmosen, der ligger i amtet, er der fundet bopladser fra ertebøllekulturen.

Fra yngre stenalder har vi et stort antal store stengrave, dysser og jættestuer, hvoraf der har været over 800; af disse var de 48 runddysser, 259 langdysser, 53 dyssekamre og 44 jættestuer, medens resten var mere ubest.; af disse mange stengrave er dog over halvdelen forsvundet, men der er bev. mange smukke mindesmærker. Af disse skal nævnes landets smukkeste runddysse, ved Vielsted, Sjællands længste langdysse, ved Kellerød, prægtige langdysser ved Bildsø (den trekamrede Horsedysse), ved Gunderslevholm og i Broby Vesterskov; ved Kirke Stillinge et dyssekammer med helleristninger (skibsbilleder) på dækstenen. Af jættestuer skal nævnes Rævehøj ved Slots Bjergby, der har givet et ualm. stort fund af skeletter, jættestuen ved Borreby, også med et stort fund, og den tokamrede Låddenhøj ved Sneslev. Disse stengrave er ret ulige fordelt. Særl. rige er kystegnene v.f. Slagelse og strækningen på begge sider af Korsør og Skælskør og imellem disse to byer; desuden findes der rige indlandsbygder s.f. Tystrup-Bavelse sø, s.f. Sorø og i egnen omkr. Gyrstinge sø. Andre strøg er meget fattige på stengrave, således det meste af trekanten ml. Slagelse, Skælskør og Næstved, egnen n.f. Slagelse og det meste af Ringsted hrd. De so., der er rigest på stengrave, er Kirke Stillinge (har været 45), V. Broby (40), Lynge (37), Gyrstinge (29), Stenmagle og Kirke Flinterup (hver 27), Eggeslevmagle og Tjæreby (hver 20).

Mindre bopladser fra yngre stenalder findes fl. st., en større værkstedsplads på Omø. Af offerfundene skal nævnes 5 smukke tyndnakkede flintøkser fra Højbjerg i Valsølille so., 7 ualm. smukke bredæggede økser fra Boeslunde og en offerplads med lerkar i Sørbylille mose. Fra mosen Magleby Lung stammer lerkar, en fiskeruse og nogle ejendommelige kølleformede pile af træ.

Bronzealderen repræsenteres først og fremmest af de mange høje, hvoraf der vides at have været over 600, hvoraf dog kun trediedelen er bevaret. Fordelingen af disse høje er noget anderledes end stenaldergravenes. Kystegnene er nu endnu mere dominerende, og også kysten ned mod Næstved er nu kommet godt med. Indlandsbygderne omkr. Sorø og Tystrup-Bavelse sø er forsv.; til gengæld træffes ret store højgrupper i visse strøg i Ringsted hrd. De høj-rigeste so. er (el. har været) Boeslunde (har været 48), Magleby (40), Fodby og Ringsted (hver 35), Tårnborg (33), Haraldsted (31), Karrebæk (29), Stillinge (27), Vigersted (25), Haslev (24) og Eggeslevmagle (21 høje). Som særl. anselige høje skal nævnes de to høje ved Slots Bjergby (som dog først i jernalderen har fået deres nuv. størrelse), Hagbards høj ved Sigersted, smukke højgrupper ved Landsgrav, ved Valbygård, i Bregentveds dyrehave og i Saltøs skove.

Der kendes en hel del gravfund fra ældre bronzealder, hovedsagelig fra sløjfede høje; men ingen af dem er særl. fremragende. Derimod har vi to vigtige offerfund, begge fra beg. af denne periode; det ene, fra Fårdrup, består af to massive skafthulsøkser og et køllehoved, begge af bronze og rigt dekoreret; det andet fund, fra Valsømagle, med spyd, sværd, økser m.m.

Fra yngre bronzealder har vi også en del gravfund, hovedsagelig fra urnegrave; men også her er det depot- og offerfundene, der er de vigtigste. Først og fremmest må nævnes de 6 guldskåle fra Boeslunde, de 2 lurer fra sa. by og de 3 svære guldringe fra Slots Bjergby. Men foruden disse har vi en række andre smukke fund af hengemte bronzesager, fra Antvorskov, Lundforlund, Stude, Frankerup, Høve og Magleby Nørrekær.

Ældre jernalder er som sædvanligt kun svagt repræsenteret. Kun ganske enkelte grave kendes fra keltisk jernalder, lidt flere fra ældre romertid; af enkeltfund skal nævnes en halsring fra vor ældste jernalder fra Eggeslevmagle. Noget rigere er som sædvanligt på Sjælland s. 623 yngre romertid repræsenteret. En særl. rig gravplads kendes fra Nordrup ved Ringsted; andre rige grave har vi fx. fra Sigersted og Næsby ved Skoven; alle disse steder drejer det sig om jordfæstegrave; en gravplads med brandgrave har vi på Brændtebjerg ved Bromme mølle.

Fra germansk jernalder er fundene som sædvanlig sparsomme; vi kender hverken bopladsfund el. gravfund, men flere interessante enkeltfund, således et smukt sværd med guldindlagt fæste fra Bildsø, en træfigur, mul. et gudebillede, fra Rude Eskildstrup, og en lille trææske med runeindskrift fra Garbølle Mose, en gren af Åmosen i Stenmagle so.; dernæst et større fund af brudsølv fra Høsten Torp.

Fra vikingetiden har vi landets vel mest imponerende oldtidsanlæg, vikingeborgen Trælleborg, og dertil periodens største sølvskat, fra Terslev. Andre sølv- og møntfund stammer fra Keldstrup, Bonderup, Sørbymagle og Holsteinborg. En gravplads kendes fra Forlev, foruden den store uden for Trælleborg. Det er vel sandsynligt, at de store Slots Bjergby høje er blevet helt el. delvis opf. i vikingetiden.

Runesten kendes fra Alsted og Fjenneslev.

Fredede oldtidsmindesmærker: 33 runddysser, 129 langdysser, 48 dyssekamre, 20 jættestuer, 12 ubest. store stengrave, 2 hellekister samt en boplads (Bromme), i alt 245 mindesmærker fra stenalderen. Fra bronzealderen formentlig de fleste af de 206 høje og mul. 2 langhøje. Fra jernalderen vikingeborgen Trælleborg, en bautasten og en gruppe rydningsbunker.

Bebyggelsen i historisk tid.

Den egn af Sjælland, der nu omfattes af S. a., har i den tidligste middelalder været delt i to større bygder, som var adskilt ved et gl. skovbælte omkr. Sorø- og Tystrup Bavelse søerne. Den østligste bygd har været samlet om det ældgl. tingsted i Ringsted. Den vestl. bygd havde Slagelse som midtpunkt; denne ældgl. by har stadig en særpræget middelald. byplan med stærkt krummede gader. Ved bebyggelsen i den tidl. middelalder har utvivlsomt vandløbene været af betydning. Den ovenn. Trælleborg fra vikingetiden er anlagt ved sammenløbet af to strømme, Tude- og Vårby å. Det er heller ikke tilfældigt, at en række kirkebyer samt det store Skovkloster (Herlufsholm) er lagt direkte ved Susåen. Landsbykirker af sten (trækirker kendes endnu ikke) blev øjensynligt først bygget i de centrale dele af a., hvor Hvideslægten havde sine hovedbesiddelser. Materialet var da frådsten og utilhuggen kamp; sjældnere anvendt var Faksekalk. I det centralt beliggende Alsted hrd. blev næsten alle landsbykirkerne opf. efter en ældre, romansk grundplan m. apsis, og det er også her, vi må søge de ældste monumenter. Kystsognene derimod har først sen. fået kirker af sten; Tårnborg og Boeslunde er således store og sene bygn., hvad der sikkert skyldes vendernes hærgninger. Først under Valdemarerne skete der en forandring. Langs den store transitrute gennem Sjælland rejstes i 1100t. de store klosterbygn., vor middelalders anseligste, Ringsted og Antvorskov, idet hærvejen gik fra Ringsted s. om Sorø sø til Slagelse og videre til Store Bælt, hvor overfarten skærmedes af stærke befæstningsanlæg som Tårnborg, Korsør (Søbatteriets tårn) og Sprogø. Langs denne transitrute, el. i nogen afstand derfra, lå flere af 1100t.s mærkeligste kirkebygn., Fjenneslev, Bjernede, Slaglille og Absalons store klosteranlæg i Sorø. I flere af disse bygn. spores en tydelig tendens mod ren kvaderteknik (Bjernede, Pedersborg), men den afbrydes brat af den sejrende teglstensteknik, der i 1160erne fik sine tidligste monumenter i Ringsted og Sorø. Også egnens monumentale kalkmalerier kan føres tilbage til denne tid (Broby, Alsted, Slaglille). Romanske tårne er meget sjældnere end andre steder på Sjælland; amtet kan kun opvise 5, hvorimellem de berømte tvillingtårne på Fjenneslev kirke, Sen. i middelalderen har kirkerne gennemgået de sædvanlige ændringer og udvidelser. Der kendes 21 v.forlængelser og 19 ø.forlængelser af skibet samt 20 korforlængelser. Langt de fleste af amtets 84 landsbykirker har sengotisk v.tårn, hvoraf kun eet er dateret, Haraldsted 1478. – Af de større gotiske bygn. er kirkerne i Tårnborg og Skælskør fra 1200t., mens den anselige Skt. Mikkel i Slagelse er det reneste eks. på højgotik fra 1300t.

Et par af amtets voldsteder ligger ved en gl. trafikåre, således Skjoldenæs og Gørrildsborg (ved passet mellem Langesø og Gyrstinge sø) samt den forsv. kongsgård i Haraldsted, alle ved en gl., delvis bev. »Kong Valdemars vej«. Særl. ejendommelige er anlæggene ved Pedersborg og Humleoregd. (Vigersted so.). Velbevarede middelald. borgbanker er Hammersvold (Tystrup so.) og Borrenakke ved Saltø ås munding (Fodby so.). Betydeligere er de ovenn. fæstningsanlæg til beskyttelse af overfarten til Fyn, Tårnborg, Korsør og Sprogø. Af middelald. gårde nævnes nu kun to, Saltø og Harrestedgd. Fra den tidl. renæssance, men endnu s. 624 m. middelald. præg, er Peder Oxes Gisselfeld og Johan Friis’ Borreby. Trollernes store borg, nu Holsteinborg, er et firefløjet anlæg fra 1600t. m. hjørnetårne. Fra 1700t. er de ganske enkle bygn. Førslevgd., Gunderslevholm og Store Frederikslund, fra 1766 er Skjoldenæsholm i meget tidl. nyklassisk stil. Hertil kommer forsv. el. helt ombyggede monumenter som Eigtveds Bregentved og Thurahs Sorø Akademi, hvoraf endnu står de to små barokhuse, Ingemanns og Molbechs hus. Det nuv. Sorø Akademi, amtets hovedmonument fra nyklassicismens tid, er rejst efter branden 1813 af P. Malling. I tiden derefter er S. a. fattigt på monumentale bygn. Basnæs blev opf. i nygotik 1846 og Bregentved i moderne barok 1890. – I købstæderne findes adsk. gl. borgerhuse. Sorø har fra tiden umiddelbart efter byens oprettelse 1623 både »De unge herrers hus« og den gl. kro, nu museum. Korsør har fra rokokotiden den kendte Rasmus Langelands gård samt en accisebod fra beg. af 1800t. Fra helt ny tid, hvor navnlig købstæderne vokser stærkt, og hvor moderne arkitektur mere og mere trænger sig ind i bybilledet, kan nævnes reguleringen af pladsen ø.f. Ringsted kirke m. det nye rådhus (arkt. Steen Eiler Rasmussen), og den moderne bankbygn. på torvets modsatte side (arkt. Palle Suenson).

1660 blev de gl. len Ringsted kloster, Sorø kloster, Antvorskov, Korsør slot og Saltø slot omdannet til Ringsted a., der bestod af Ringsted hrd., Sorø a., der bestod af Alsted hrd., Antvorskov a., som omfattede største delen af Ø. og V. Flakkebjerg hrdr., Korsør a., der omfattede Slagelse hrd., samt Saltø, der bestod af de resterende dele af de to Flakkebjerg hrdr. samt Skelby so. af Tybjerg hrd. Antvorskov og Korsør amter havde fælles amtmand. 1670 blev Saltø a. lagt sa.m. Antvorskov a. 1748 forenedes Sorø og Ringsted amter under fælles amtmand. 1798 forenedes de fire amter til det nuv. Sorø a. if. kgl. resol. af 4/9 1793. Ved resol. af 18/12 1799 blev købstæderne Ringsted, Slagelse, Korsør og Skælskør lagt under S. a. Sorø købstad, der 7/7 1747 var lagt under Sorø Akademis overhofmesterembede, blev 23/3 1787 lagt under amtmanden over S. a.; ved resol. af 6/3 1827 blev den lagt under Sjællands stiftamtmands bestyrelse, og 1848 kom den igen under Sorø a.

Litt.: P. Duus. Sorø Amt. Beskrevet efter Opfordring af det kgl. Landhuusholdningsselskab. 1840 (jf. AarbSorø. 1952. 54–56). J. V. Christensen. Tider og Skikkelser i Midtsjællands Historie. I–VIII. 1907–31, 2. udg. i eet bd. 1928. AarbSorø 1912–54. Frits Heide Midtsjælland i de gode, gamle Dage. 1919. Aarb-Turist. 1931, 1940. Achton Friis. DSØ. II. 1937. 189–237. Arthur Fang. Fra Isefjord til Køge Bugt. 1940. Nedergaard. SP. II. 1952–54. 336–545.