Nogle typer af administrative inddelinger før 1. april 1970

Allerede i vore ældste historiske kildeskrifter træffer man vidnesbyrd om, at Danmark, da disse blev nedskrevne, har haft en inddeling i områder efter forskellige principper og med forskelligt formål, verdslige eller kirkelige. Nogle af disse inddelinger synes at have rødder i befolknings- og samfundsforhold, hvis mønster må antages at være kommen til udtryk i forhistorisk tid. En del af de inddelinger, vi møder i den tidlige historiske tid, har nemlig en sådan fasthed og en så nær tilpasning til hele det geografiske milieu, at de næppe kan være improviserede nydannelser. Man må derfor få det indtryk, at i hvert fald nogle af disse tidlige inddelinger har sammenhæng med endnu ældre strukturer i bebyggelse og samfundsordning dels af verdslig karakter, og dels muligvis i visse tilfælde med kultisk formål for øje. Den gammelnordiske kultur indeholder flere elementer af denne type, som kendes ikke blot fra den nordiske halvø, men i visse tilfælde næsten endnu klarere fra de gamle nordiske koloniområder i det nordlige Atlanterhav.

Nogle af de fra vikingetiden og fra tidlig kristen tid kendte inddelinger fik en lang levetid, omend der skete en vis tilpasning til de følgende århundreders politiske, økonomiske og religiøse ændringer. Disse forandringer gjorde sig gældende i områdernes afgrænsning og funktion og blev i nogle tilfælde basis for helt eller delvis nye former for administrativ inddeling.

Det forhold, at en administrativ nyordning støtter sig på en ældre inddelingsform, er noget meget typisk, og helt op i vor tid møder man eksempler på, at et nyt system benytter allerede eksisterende rammer, om end ofte under anvendelsen af nye benævnelser og med funktionsmæssig tilpasning til den nye periodes krav og muligheder.

Det er derfor naturligt, at man i de administrative inddelinger også i vor tid møder talrige relikter, som er slæbt med fra ældre systemer, men som af en eller anden grund lever videre, selv om deres oprindelige grundlag er ændret eller måske endog helt bortfaldet (se eksemplet fra Hanstholmområdet side 44-46).

Nogle af de grundlæggende og meget gamle systemer har vist stor stabilitet over for omvæltninger. Man behøver i så henseende blot at rette opmærksomheden mod den konsekvens og kontinuitet, som præger vor sogneinddeling. Det er forbavsende, at denne i betydeligt omfang har overlevet en lang række af kritiske begivenheder såsom kristendommens indførelse, reformationen, adelsmagtens herredømme, enevælden og dertil katastrofer som ødelæggelse ved krig, jordbundsødelæggelse, affolkning og farsot.

Denne stabilitet har bevirket, at man i nærværende 5. udgave af Trap Danmark endnu en gang har kunnet bygge fremstillingen på sognet som den topografiske enhed. Endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at et betydeligt antal af de sogne, som beskrives i værket, gennem århundreder har bevaret deres område og deres navn, selv om det nu eksisterende gamle sogn i adskillige tilfælde ikke er fuldt identisk med kirkesognet fra det 12. århundrede, hverken med hensyn til afgrænsning eller til funktion.

Landsbyen

(ejerlavet) var i den tidlige middelalder den dominerende bebyggelsestype og leveform i størstedelen af Danmark, og visse arkæologiske vidnesbyrd tyder endog på, at landsbylignende bebyggelser har eksisteret ret langt tilbage i forhistorisk tid, selv om materialet endnu er for spinkelt til, at udviklingen med sikkerhed kan erkendes. Spredt bebyggelse med enkeltgårde og gårdgrupper har gennem hele den historiske tid været dominerende på Bornholm og i visse dele af Jylland, navnlig mellem Skjern å og Limfjorden, og dette mønster kan endnu tydeligt erkendes. Den egentlige kystbebyggelse har altid haft et særpræg.

Uden for landsbyen lå i regelen herregårde, vand- og senere vindmøller og stundom småhuse med særlige funktioner, tilflugtssteder for en lidt særpræget befolkning, fiskere, færgemænd samt for personer, som af en eller anden grund ikke kunne finde sig til rette i landsbysamfundet.

Landsbyens område omfattede selve byen og de dyrkede marker, der behandledes i fællesskab, men med personlige rettigheder og ejendomsforhold knyttet til den enkelte ejendom. Desuden havde landsbyen ofte ejendomsret til fjernt liggende områder, ofte af ringere jordbundsmæssig kvalitet. Her var naturlandskabet delvis bevaret, og i øvrigt var udnyttelsen ekstensiv, f.eks. som overdrev, engskifter, moser, skove, krat eller heder.

Den middelalderlige landsbys geografiske, ejendomsmæssige og retslige struktur er ganske vel kendt helt tilbage til tiden omkring kristendommens indførelse. En betydelig del af vore landsbyer har bevaret deres geografiske hovedtræk og deres bebyggelsesform gennem hele den historiske tid, i de fleste tilfælde med samme placering og næsten altid med samme navn.

Landsbybebyggelsen såvel som den spredte bebyggelse har imidlertid været underkastet betydelige svingninger gennem oprettelsen af nye byer eller bebyggelser på rydningsjord i overdrev og skov. Der er også sket mange nedlæggelser af gamle landsbyer på grund af jordbundens ødelæggelse, f.eks. muldflugt, og desuden har krigsødelæggelser og sygdom medvirket til, at bebyggelser er forsvundne. Dertil kommer navnlig i Østdanmark den vigtige faktor, at en del landsbyer blev nedlagt under kronens og adelens etablering af storbesiddelser.

Driftsfællesskabets ophævelse medførte en betydelig udflytning fra landsbyerne i årene omkring 1800. Undertiden skete dette i forbindelse med en eller anden ulykke, f.eks. en landsbybrand, og denne opløsning af landsbyen blev fortsat ved deling af besiddelsen og grundlæggelsen af nye ejendomme på de fjernere dele af landsbyernes udmarker.

En sidste væsentlig fase i denne udvikling var oprettelsen af husmandsbrugene fra omkring år 1900, hvorved der opstod en ny type af spredt bebyggelse, der i noget omfang udviskede navnlig de perifere dele af det gamle landsbymønster. s. 9 Et andet led i denne etape af udviklingen var, at nogle af landsbyerne blev omdannet til små varianter af en »lillekøbstad«, men alt dette til trods kan det gamle præg i regelen stadig erkendes. Selve landsbyens grundrids er i forbavsende mange tilfælde bevaret, selv om en del af gårdene er flyttet ud, og zoneringen i det til landsbyen hørende landområde er i mange tilfælde – også i vore dage – forbavsende tydelig. Dette hænger utvivlsomt sammen med, at der allerede fra grundlæggelsen af landsbyen foreligger et valg, idet man har udset sig en bestemt gunstig plads som hjemsted for denne.

Hele den gamle landsbyorganisation i henseende til jordens fordeling og driftsform og de gamle vedtægter til varetagelsen af landsbysamfundets vitale interesser, også den enkelte ejendoms, den enkelte persons rettigheder og forpligtelser, er velkendt gennem vider og vedtægter.

Ved enevældens indførelse fik landsbyen en særlig betydning ved gennemførelsen af omlægningen af beskatningen. Landet blev i den anledning »matrikuleret« først i 1664 og senere i 1688 (Henrik Pedersen: Det danske Landbrug. 1928).

Landsbyen (ejerlavet) blev i denne »gamle matrikel« brugt som matrikulær enhed, og systemet videreførtes i den såkaldte nye matrikel af 1844, som var nødvendiggjort bl.a. af jordreformerne i slutningen af 1700-tallet, udskiftningen, overgangen til fri ejendom m.m.

Endnu i vore dage anvendes landsbyen (ejerlavet) som karakteristik for en fast ejendom. Det hedder fremdeles: matr. nr. 2 a. u., Bøgeskov by, Gullev sogn, Houlbjerg herred, Viborg amt.

Sognet

er det næste led i den gamle organisatoriske inddeling af Danmark. Dets oprindelse må formentlig søges i forhistorisk tid, muligvis som en kultisk eller retslig betinget enhed, der senere blev taget i anvendelse, da den katolske kirke kort tid efter landets kristning opbyggede et system af kirkesogne. Ved indførelse af kirketiende, som i landsognene beregnedes på grundlag af høstudbyttet, måtte kirken søge en fastsættelse af sognegrænser, og disse kan utvivlsomt endnu i vore dage genfindes eller i hvert fald spores i mange egne af Danmark. Visse steder er dog dette inddelingsgrundlag forsvundet.

I de to følgende århundreder indtil ca. 1250 voksede antallet af sogne, idet man stadig byggede nye kirker, først i romansk bygningsstil, senere i gotisk. Dette skete nogle steder i sammenhæng med den rydning af skov og krat, der gik forud for oprettelsen af nye bebyggelser.

I senmiddelalderen indtraf imidlertid et voldsomt tilbageslag i livsmuligheder og i bebyggelse. Et stort antal gårde blev øde, og der skete en mærkbar nedgang såvel i befolkningstallet som i bebyggelsens karakter.

Omkring år 1250, da den kirkelige sogneinddeling stort set var tilendebragt, synes antallet af sogne at have været endog noget større end i nutiden. I de følgende århundreder blev en del kirker »øde«, og med kirkenedlæggelsen forsvandt som regel også kirkesognet som organisatorisk enhed. Denne reduktion ramte især Midtjylland, men kendes også fra andre egne, og helt frem til omkring 1850 måtte man nu og da nedlægge en kirke, selv om disse sene kirketab i regelen ikke medførte, at sognet blev ophævet, men kun at man flyttede kirkebygningen. Denne proces var især knyttet til de steder, hvor jordfygning og sandflugt ødelagde den dyrkede jord.

En anden faktor, som i visse tilfælde var medvirkende og i andre måske den primære årsag, var krigsødelæggelser og farsoter, som i områder, der i forvejen stod svagt, fik en sådan virkning, at den normale genopbygning ikke kunne iværksættes.

En tredie og væsentlig faktor for ændringer i sogneinddelingen blev reformationen 1536, fordi man bl.a. på grund af præstemangel måtte nedlægge mange små kirker og sogne. I visse tilfælde imødegik man vanskelighederne ved sammenlægning af sogne til pastorater med et hovedsogn og et eller to annekssogne. (Jvf. Christian III’s Klemmebreve af 9. maj 1555).

Gennem det 18. og 19. århundrede var der kun få ændringer i antallet og afgrænsningen af sognene, men fra ca. 1890 oprettede man et antal nye sogne, og der byggedes et tilsvarende antal nye kirker, undertiden på en gammel kirkes plads. Disse nye sognedannelser er af forskellige typer og kan med en vis tilnærmelse inddeles i tre grupper.

Hedeopdyrkningen og intensiveringen af landbrug og skovbrug medførte en vækst i befolkningstal og bebyggelse, navnlig i Midtjylland, men også i andre dele af Danmark, især i de egne, hvor betingelserne for jorddyrkning var svagest. Som eksempel på nyoprettede sogne fra denne periode kan nævnes:

En anden gruppe af nye sogne er i løbet af det sidste århundrede opstået ved de nye centre for bymæssig bebyggelse i landdistrikterne. Dette forhold er begrundet i befolkningens stærke vækst navnlig i årene efter den store oversøiske udvandring, og lokaliseringen af de nye, sluttede bebyggelser er i de fleste tilfælde knyttet til ændringer i det trafikale mønster, navnlig anlægningen af jernbaner og havne. En senere væsentlig faktor er bygningen af moderne landeveje, og endelig som generel impuls til ny opvækst i småbyer er vore dages stigende tempo i fremvæksten af lokale industricentre.

Som eksempel på denne nye sognetype kan nævnes:

En tredie type repræsenteres af de nye sogne, der er blevet oprettet i randområderne af tidligere eksisterende købstæder, f.eks. Ålborg, Århus, Odense, Esbjerg, Kalundborg og Helsingør og navnlig i det storkøbenhavnske område. Ved en sådan indlemmelse sker det ofte, at et gammelt sognenavn forsvinder. I visse tilfælde skifter sognet simpelthen navn, i andre tilfælde bliver det gamle landsogns område delt op og deltager i oprettelsen af nye sogne.

Købstaden.

Medens den gamle landsby i alt væsentligt var en bondebebyggelse med landbrug som det bærende erhverv og med en højtudviklet tilpasning til de givne kår for livets opretholdelse og for slægtens fortsættelse som ejer eller bruger af en andel af landsbyens »herlighed«, har man allerede fra den historiske tids begyndelse skriftlige og arkæologiske vidnesbyrd om en anden type af sluttet bebyggelse, den bymæssige, hvor landbruget spillede en mindre rolle, fordi en væsentlig del af indbyggerne levede af handel, håndværk og transport, og hvor man levede under samfundsformer af en anden karakter end landsbyens. Fra tiden før år 1100 kender man 10-12 danske byer, hvoraf de ældste kan spores tilbage til det 9. århundrede, men også forud for dette tidspunkt må der have eksisteret handelspladser med tilknytning til kyster og vejlinier.

I løbet af middelalderen skete der en betydelig vækst i antallet af byer og i ældre byers indbyggertal, og samtidig foregik der en ændring i bysamfundenes funktioner og struktur. Både kongemagten og kirken begunstigede denne udvikling ved at knytte administrative henholdsvis religiøse institutioner til byerne, og en del af disse udviklede sig til militære knudepunkter eller til overordnede kirkelige centre. Mange byer var krongods, og det var en kongelig beføjelse at anlægge nye byer. I forbindelse hermed udstedtes særlige privilegier for disse, ligesom der oprettedes særlige retsforhold, uden om herredsting og sysselting, og særlige beskatningsforhold.

I disse omstændigheder finder man oprindelsen til »Købstaden« som en bymæssig bebyggelse med et privilegiesystem og med en befolkning, der dannede en særlig stand, borgerstanden, til adskillelse fra de øvrige stænder: adel, gejstlighed og bønder. Adskillige købstæder var i middelalderen under stærk kirkelig indflydelse, og var til dels endda kirkelig ejendom.

Magtforskydninger mellem kongemagt, kirkemagt og adelsmagt gjorde sig stærkt gældende i købstæderne, ligesom krigsbegivenheder, rivaliseringen mellem Nordens købstæder og Hansestæderne, indre uroligheder, storbrande og epidemier.

Men købstæderne bevarede deres relative selvstyre og delvis deres privilegier til udøvelse af handel, indenrigsk og udenrigsk, håndværk og transport.

Enevoldsmagten viste i hvert fald formelt borgerstanden stor velvilje, selv om man indsatte kongelige embedsmænd, borgmestre og byfogeder. Byfogederne var fra gl. tid udnævnt af kongen – og »Siden midten af det 15. Aarh. plejede Kongen at forbeholde sig Ret til at indsætte og afsætte dem (ɔ: borgmestrene), men i Praksis betød dette vistnok kun, at han selv eller ved Lensmanden stadfæstede Valget af dem«. (Poul Johs. Jørgensen. Da. Retshistorie. 433).

I 1837 sikredes købstædernes lokale selvstyre ved oprettelsen af borgerrepræsentationer s. 12 med ret vidtgående beføjelser, men i løbet af det 19. århundrede begrænsedes på den anden side en del af købstædernes privilegier, idet adskillige former for handel og håndværk blev tilladt også på landet, og ved Næringsloven af 1857 skete den store omvæltning, at de gamle erhvervsmæssige grænser mellem købstaden og landet blev slettet.

En særlig stilling indtog de såkaldte landdistrikter, der fra gammel tid hørte ind under købstadens område. De fleste af disse blev ved reglementerne af 5/7 1803 udskilt som »sognedistrikter«, der senere blev særlige kommuner. Denne relikt af »landsogne« eller »landdistrikter« kan endnu ses i Trap 5. udgave, f.eks. ved Ringsted, Slagelse (2 landsogne) o. m. fl.

Trods den gradvise udjævning af grænsen mellem købstad og de omgivende sogne (sognekommuner) bevarede købstaden dog i nogen grad også i det sidste århundrede en særstilling. Den hørte normalt ikke ind under amtskommunerne, (jfr. lov af 6. juli 1867) dog med undtagelse af de bornholmske købstæder, Marstal og nogle sønderjyske flækker. Købstaden bevarede sine kommunale grænser eller udvidede disse ved indlemmelser og havde administrativ og finansiel basis for at løse særlige opgaver inden for dens eget område.

Denne tilstand ophævedes først ved den nye kommunale inddeling af 1. april 1970, da købstaden blev en del af en ny primærkommune og i kommunal henseende koblet sammen med et betydeligt antal af de omgivende sognekommuner jfr. Tabel III.

Dette forhold har været medvirkende til at bevare den tradition, at »Købstaden« i Trap Danmark lige til og med 5. udgave er blevet behandlet og placeret på særlig måde, nemlig umiddelbart efter amtsindledningen. Kun for »Storkøbenhavn«s vedkommende har man måttet fravige dette princip.

Herredet

er en ældgammel enhed, hvis oprindelse går tilbage til forhistorisk tid. Herredsgrænserne følger ofte geografiske skillelinier i landskabet, såsom store dale, vandløb, skovland eller hedeland. Herredsinddelingens oprindelige funktion er ikke helt klarlagt, men har formentlig været dels af militær og dels af retslig karakter. Gennem adskillige århundreder var det en retslig enhed med herredstinget som domstol. Senere blev denne retslige inddeling brudt gennem oprettelse af kongelige, senere også adelige birker med særlig jurisdiktion og ved indførelse af købstadretter for de privilegerede bymæssige enheder.

Enevoldsmagten indførte en inddeling i retskredse, bestående af to eller flere herreder. Inddelingen i birker blev efterhånden forladt, selv om navnet er blevet bevaret lige til vor tid (Nordre Birk). Arennt Berntsen (1656) nævner 178 herreder (heri medregnet Skåne Stift) og 103 birker, og Kong Valdemars Jordebog ca. 200 (inclusive Skåne og Sønderjylland).

Oprettelse af nye herreder er en sjælden foreteelse, og navnene på herreder er ligeledes meget stabile. I adskillige tilfælde har der dog fundet ændringer sted af herredsområdet og i enkelte tilfælde (Jerslev h. og Lille h.) er et herred blevet ophævet og dets sogne delt mellem tilgrænsende herreder. Lille herred, der bestod af sognene Ishøj, Torslundemagle, Tåstrup og Sengeløse, er således ophævet og er blevet henlagt under Smørum herred, Københavns amtsrådskreds.

Ved Retsplejeloven af 1916 reduceredes de daværende 131 jurisdiktioner til 89 retskredse, og disse har delvis bevaret herredsnavnene.

Efter Reformationen blev herredsinddelingen anvendt som grundlag for inddelingen i provstier, men dog med adskillige grænseændringer. Trods en række andre forskydninger er de gamle herredsnavne i stort omfang bevaret som provstinavne.

Såvel den »Gamle Matrikel« af 1688 som den »Nye Matrikel« af 1844 har benyttet herredet som et af inddelingsgrundlagene, og matrikel-herredet har gennemgående bevaret den gamle inddeling bedre end det »gejstlige« og det »retslige« herred. Man har da også i alle fem udgaver af Trap Danmark bevaret denne inddeling.

Derimod er to andre gamle inddelinger nemlig »Land« og »Syssel« gået af brug. De anvendtes i middelalderen sammen med herredsinddelingen og kendes bl.a. fra Kong Valdemars Jordebog. Betegnelsen land bruges i flere betydninger. Jordebogen har Danmark delt i tre »lande«: området øst for Øresund, den sjællandske Øgruppe og Jylland-Fyn. Men også mindre enheder benævnes på samme måde, f.eks. har Arennt Berntsen en liste på 33 »lande«. Inddelingen i »Sysler« er ligeledes gammel. Den kendes fra Jylland, der i middelalderen var delt i 14 sysler, som hver omfattede et eller flere hele herreder, idet sysselgrænsen ikke noget sted vides at have skåret en herredsgrænse. Senere kendes også sysselinddeling fra Øerne.

Man antager, at både syssel og land i en vis udstrækning har kunnet fungere som retslige enheder, idet der omtales såvel »Sysselting« og »Landsting«. Begge betegnelser er bevaret som led af stednavne.

Amtet

som administrativ enhed blev oprettet ved forordning af 19. februar 1662 til afløsning af landets tidligere inddeling i len.

Lensinddelingen var allerede på landskabslovenes tid, altså begyndelsen af det 13. århundrede, et veludbygget administrativt apparat, der varetog kongens interesser i et område af et eller flere herreder. Kongsbryden, senere benævnet bl.a. ombudsmand, lensmand eller høvedsmand, var kongens lokale tillidsmand, en slags embedsmand, der styrede kongens ejendom og regaler og sørgede for inddrivelsen af afgifter og bøder. Han varetog desuden opgaver af forsvarsmæssig og sikkerhedsmæssig art og viderebragte kongens befalinger til befolkningens kundskab. I den senere middelalder foregik der en differentiering af lenssystemet i forskellige typer med forskellige opgaver og forskellige benævnelser, hovedlen, godslen, regnskabslen, pantelen m.fl. De fleste poster som lensmænd blev besat med adelige, som derigennem fik megen indflydelse og rigdom. Et vigtigt afsnit i denne udvikling blev kronens overtagelse af kirkebesiddelser efter reformationen, hvilket medførte en betydelig stigning i antallet af len. I det følgende århundrede skete der en reorganisering af lenssystemet, og ved enevældens indførelse var der kun ca. 50 len.

Efter oprettelsen af amtssystemet 1662 reduceredes antallet af enheder yderligere. Den gamle matrikel af 1688 regner med 42 amter, og ved år 1700 var der kun 30. Under 21. juni 1794 blev det bestemt, at de 24 amtmandsskaber, der da s. 14 bestod i Danmark, skulle omdeles til 17 amter, hvortil føjedes Bornholm, der allerede tidligere var blevet et særligt amt, samt Færøerne (6. juli 1816).

Denne amtsinddeling har siden da været benyttet, om end med visse ændringer, bl.a. i årene 1864 og 1920 på grund af ændringer i forløbet af rigsgrænsen. I årene 1824-1867 var det senere Århus amt delt i Århus og Skanderborg amter. De blev på ny forenede til et Århus amt 1867-1942 og derefter igen adskilt til 1970.

Den kommunale inddeling.

Medens købstædernes lokale styre har gamle rødder i de danske administrative systemer, er den kommunale inddeling af landdistrikterne relativt ny, idet den kan føres tilbage til 2 reglementer af 5. juli 1803 angående fattigvæsenets indretning i købstæderne og på landet. Det bestemtes heri, at hvert pastorat skulle fungere som et »sognedistrikt«, inden for hvilket en sognekommission skulle varetage fattigvæsenets administration. Grundenheden blev ikke sognet, men pastoratet, altså et eller måske to-tre sogne. I de ikke få tilfælde, hvor købstæderne havde større omliggende landområder, der hørte med under købstaden, blev disse i reglen udskilt som selvstændige sognedistrikter, der senere ofte blev selvstændige kommuner, som benævnedes »Landsogne« eller »Landdistrikter«.

Sognedistrikterne fik stærkt forøget betydning gennem anordningerne af 29/7 1814 om almueskolevæsenet, fordi man i stort omfang ved gennemførelsen af denne vigtige reform anvendte sognedistrikterne som enheder. Da mere vidtgående ideer om lokale systemer for selvstyre i de følgende år begyndte at gøre sig gældende, blev sognedistrikternes funktion og beføjelser videre udbygget, idet hvert distrikt fik et »Sogneforstanderskab«; jfr. »Anordning af 13. August 1841«.

Blandt de senere led i udviklingen bør nævnes lovene af 6. juli 1867 og 26. maj 1868 om den kommunale inddeling og styreform på landet og i provinsbyerne, et system, som med visse ændringer har været gældende til 1. april 1970.

Landkommunerne består i regelen af et eller nogle få sogne, men grænserne for sognekommunerne er ikke altid identiske med de kirkelige og matrikulære sognegrænser.

Under den stærke befolkningstilvækst i tiden efter 1890 oprettedes et antal nye sognekommuner, og den sidste fase i udviklingen er de mange sammenlægninger til større kommunale enheder, »Sammenlægningskommuner«, der kulminerede 1966, og som blev en forløber for inddelingen i primærkommuner af 1/4 1970.

Den kommunale inddeling i de sønderjyske amter har et særligt præg. J. P. Trap: »Statistisk-topographisk Beskrivelse af Hertugdømmet Slesvig«, der udkom i 1864, (efterskriften til sidste hefte bærer datoen d. 30. juni 1864), er i hovedsagen opbygget over enhederne: sognet, købstaden, herredet og amtet, og indeholder i øvrigt en værdifuld redegørelse for de administrative inddelinger og funktioner i Slesvig.

Den tyske kommunalinddeling, der bestod fra 1867 til 1920, var imidlertid ikke opbygget over sognene, men over mindre grundenheder, idet hver kommune kun omfattede en enkelt eller nogle få landsbyer med tilliggende områder, medens man i Nørrejylland og på Øerne allerede i 1803 havde brugt pastoraterne som grundlag for oprettelse af »sognedistrikter«. Disse små slesvigske »landsbykommuner« var samlede til større enheder »Amtsbezirke«, og som overordnede enheder s. 15 fungerede de såkaldte »Kreise«, der i omfang og funktion nogenlunde svarede til et dansk amt.

Efter Genforeningen blev en dansk kommunal inddeling opbygget efter følgende retningslinier (Lov af 28. juni 1920):

Tidligere (tyske) »landsbykommuner« der hørte til samme kirkesogne, helt eller med en væsentlig del af deres område, blev sammenlagt til en (dansk) sognekommune, hvis afgrænsning imidlertid blev bestemt af »landsbykommunernes« grænser også i sådanne tilfælde, hvor disse ikke faldt sammen med grænsen for det kirkelige sogn. Resultatet blev, at man i de sønderjyske amter møder relativt mange tilfælde, hvor sognegrænser og sognekommunale grænser ikke falder sammen. Geodætisk Instituts kort i 1:20.000 og 1:25.000 indeholder de kommunale grænser.

I et følgende afsnit »Den københavnske Storby« s. 21-29 samt i indledningen til Tabel III, nr. 1. »Københavns amtskommune af 1/4 1970« s. 110, gives nogle oplysninger om de administrative ændringer, den voldsomme bymæssige udvikling i dette område i tiden efter år 1850 har givet anledning til. Endvidere belyses nogle af de konflikter, en systematisk, topografisk behandling af et stort urbaniseringsområde kommer til at stå over for, ikke blot når det drejer sig om en redegørelse for den øjeblikkelige situation, men i særdeleshed under sammenligningen mellem nutidige og ældre topografiske og administrative forhold.