Bornholms amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter øen Bornholm og øgruppen Ærtholmene i Østersøen 17 km nø.f. hovedøen. Ærtholmene består af de to beboede øer Christiansø og Frederiksø samt Græsholm og en række skærgårdsøer, af hvilke de største er Tat, Vesterskær, Østerskær, Tyveskær og Præsteskær. Ærtholmene er den østligst beliggende del af det da. rige, Østerskær: 15° 11’ 59” ø.l.

Arealet er 587,55 km², heraf udgør vandarealet 2,65 km² og skovene 113 km². B.’s a. er næst efter Kbh.s og Sønderborgs amtsrådskredse Danmarks mindste, men det er landskabeligt meget varieret. B.s overflades særpræg skyldes især granitterrænet, det gletsjerslidte grundfjeldsområde med klippekysternes stenverden, en natur helt afvigende i alle enkeltheder fra det øvrige da. land. De da. morænelandskabers bølget-bakkede overflade er imidlertid også repræsenteret på klippeøen, og heller ikke hedesletter og klitområder mangler. Den bornholmske landskabsmosaik er således sammensat af mange yderst forskelligartede dele.

Dybgrundens geologi.

B. er den sydligste forpost for det skandinaviske grundfjeldsområde. Øen ligger i det meget betydningsfulde smalle overgangsfelt ml. den fennoscandiske grundfjeldsblok og det sv. herfor liggende mellemeuropæiske s. 380 aflejringsområde. Til trods for øens ringe udstrækning afslører den en mangfoldighed af geologiske formationer og dertil knyttede problemer. De geologiske forhold på B. tiltrak sig derfor tidligt geologers interesse, og de medførte, at B. blev en inspirationskilde for da. geologisk videnskab, som ved studiet af de bornh. aflejringer kunne yde et bidrag til udforskningen af de meget gl. formationer fra Jordens urtid, oldtid og middelalder. Disse formationer kunne ikke studeres i det øvr. Danmark, før de dybe boringer efter råstoffer blev iværksat.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene (se bd. I). Over største delen af B. ligger dybgrundsformationerne så nær ved overfladen, at de oftest er tilgængelige i de naturlige indsnit i jordlagene, som fx. opstår ved vandløbenes el. havets erosion, el. i de kunstige blotninger i lergrave, stenbrud olgn. I modsætning til kort over dybgrunden i andre egne af landet afslører det geologiske kort over B. som følge heraf et væld af detaljer, som dog ikke i alle tilfælde må opfattes for bogstaveligt som udtryk for sikre iagttagelser. Et geologisk kort af foreliggende art er altid et forsøg på at generalisere enkeltiagttagelser også for terræn, hvor det ikke har været muligt at se formationerne. Selv om man således må være forberedt på, at fortolkningen af iagttagelserne, som kortet illustrerer, kan ændres noget ved sen. undersøgelser, afbildes dog så vigtige geologiske kendsgerninger på kortet, at man ikke kan undgå at få et indblik i væsentlige træk af dybgrundens opbygning.

Et forhold, som særligt falder i øjnene ved sammenligningen af det geologiske kort over B. med tilsvarende kort over andre egne af landet, er det mosaikagtige mønster af formationerne. Formationsområderne er tit begrænset af rette linier. Disse symboliserer i de fleste tilfælde mere el. mindre lodrette flader i jordskorpen, langs hvilke der er indtrådt forskydninger i bestemte geologiske perioder. Forskydningerne har både været horisontale og vertikale. Derved er jordskorpen blevet delt i blokke, som er hævet el. sænket i forhold til hverandre. De højtliggende dele har i perioderne efter forskydningerne været udsat for de afgnavende kræfters virkninger ved jordoverfladen, såsom forvitring og opløsningsprocesser, og for istidens meget kraftige erosion. Som følge heraf er de nederste formationer blevet afdækkede på de højestliggende blokke, idet de overliggende bjergarter er slidt af. På de nedsænkede blokke er på den anden side bevaret tykkere lagserier, der har ligget beskyttet under niveauet, hvortil erosionen er nået.

Ser man bort fra de lokalt komplicerede forhold, som opdelingen af dybgrunden i blokke medfører, kan man inddele B. i granitområdet, der omfatter de nordligste to trediedele af øen, og sedimentområdet, som dækker den resterende trediedel langs sydkysten og den sydl. del af v.kysten. Grænserne ml. disse to hovedområder er dels forskydningsgrænser, som omtalt ovenfor, og dels s.k. erosionsgrænser, der er fremkommet som resultatet af erosion af områder, hvor lagene ligger med en el. anden hældning.

Granitoverfladen dykker ned under aflejringerne på s.kysten og hælder således stort set mod s. Det første sedimentbælte s.f. granitten omfatter lag af sandsten, leret sandsten, lerskifer og kalksten fra Jordens oldtid (paleozoicum), medens der s. og v. herfor strækker sig lag af sandsten, ler, kalksten o.s.v. fra Jordens middelalder (mesozoicum). Grænsen ml. granitterrænet og sedimenterne løber fra Frederiks Stenbrud n.f. Neksø over Slamre og videre gennem Bodilsker mod s. 381 egnen ved Åkirkeby, hvor den bøjer s. om byen. Herfra fortsætter den n.f. landevejen fra Åkirkeby til Rønne over Blemmelyng til Lille Almegård, bøjer af mod ø. til Ringeby bro og løber derfra videre mod nnv. til kysten lidt n.f. Hasle. Grænsen ml. de paleozoiske og mesozoiske dannelser er noget uregelmæssig og er i øvrigt ukendt mellem Øle å og Grødby å. Fra Boderne går den mod nv. til Robbedale. V.f. dette sted kendes kun mesozoiske aflejringer, der grænser lige op til granitten og dækker områderne omkr. Rønne, Nyker so. og Hasle.

Grundfjeldet er opbygget af forsk. granitvarieteter, der m. h. t. bjergartstekstur og oprindelse må betegnes som gnejsgranitter, og som er beslægtede med lign. bjergarter i Blekinge. Man skelner ml. flg. granittyper:

1. Rønnegranit findes ø.f. Rønne i granitterrænets randområde mod de mesozoiske lag på en strækning af 8–9 km og med en bredde af ca. 3 km. Det er en meget mørk granit, der i poleret tilstand er næsten sort. Hovedmineralerne er kvarts, forsk. feldspater og de mørke mineraler hornblende og biotit.
2. Paradisbakkegranit findes fra Paradisbakkerne til Bølshavn på en ca. 10 km lang og ca. 3 km bred strækning. Den grå bjergart er sort- og hvidflammet. Den minder meget om rønnegranitten m. h. t. mineralindholdet.
3. Vanggranit findes i et ca. 3 km bredt bælte fra Vang til Jons Kapel på v.kysten og strækker sig videre mod ø. til kysten fra Tejn til lidt n.f. Sandkås. Vanggranitten er mørkegrå med et rødligt skær. Det rødlige skær skyldes feldspatmineralet mikroklin. I mineralogisk henseende ligner vanggranitten i øvrigt rønnegranitten, men indeholder tilsyneladende noget mere kvarts.
4. Den stribede granit indtager største delen af øens centrale parti fra v.kysten s.f. Jons Kapel til paradisbakkegranittens område mod ø. Den findes i forsk. varianter, men er i det store og hele en grå, tydeligt stribet og ofte skifret granit, hvis mørke mineraler (biotit og titanit) er ordnet i tynde lag el. striber. Langs nø.kysten og i granittens østl. område har stribningen retning vnv.-øsø. Indholdet af mørke mineraler er øjensynlig mindre end i de ovenfor nævnte granitter.
5. Hammergranit findes på B.s n.spids fra Hammeren til linien Vang-Sandkås. Denne granittype er lys rødliggrå med et ret ringe indhold af mørke mineraler. Den rødlige farve skyldes ligesom i vanggranitten mineralet mikroklin.
6. Svanekegranit træffes i en ca. 3–4 km bred zone langs ø.kysten fra Frederiks Stenbrud til Svaneke. Svanekegranitten er betydeligt mere grovkornet end de øvr. granitter. Den indeholder store feldspatkorn og er lyserød el. grålig. De mørke mineraler består fortrinsvis af hornblende og biotit.

Granit er formodentlig opstået af mere el. mindre smeltede bjergartsmasser i jordskorpen i tidl. jordperioder. Under opvarmnings- og afkølingsprocesserne dannedes efterhånden de forsk. mineraler, hvoraf bjergarterne er sammensat. Fra studiet af granitmassiver over hele Jorden ved man, at der i dybet ofte er sket tilførsel af magmamasser, der er trængt frem under opsmeltning af tidl. dannet granit.

Det bornh. grundfjelds granittyper er efter een hypotese opstået af forsk. magmaer. Man mener således, at hammer- og svanekegranitterne er trængt frem som magma efter størkningen af de tilstødende granitter.

Der er hengået uhyre lange tidsrum fra granitternes dannelse, indtil de som følge af en langsom hævning af jordskorpen efterhånden var hævet op i nærheden af jordoverfladen, idet forvitringen og opløsningen, som samtidig virkede ved jordoverfladen, sørgede for at fjerne bjergarterne, der tidl. må have dækket granitten. Slutresultatet blev sandsynligvis en meget jævn erosionsflade, hvorpå siden den kambriske periodes sedimenter aflejredes. Forinden var vulkanske smeltemasser trængt frem og stivnet i spalter i granitten, hvor de nu optræder som diabasgange. Diabasgangene ses talr. steder i granitten, hovedsagelig med retningen nø.-sv., parallelt med sprækkedalene, som omtales nærmere ndf.

I rønnegranittens randområde er granittens feldspater under særl. forvitringsforhold blevet omdannet til mineralet kaolin, der nu forefindes som en hvid jordart i grænseområdet ml. granitten og juradannelserne. Det er sandsynligt, at kaolinen er opstået i Jordens middelalder.

De paleozoiske aflejringer. I løbet af Jordens oldtid (paleozoicum) aflejredes på B. en serie sandsten, skifre og kalksten. Disse aflejringer er dog ingen steder bevaret i deres fuldstændige rækkefølge. På dybgrundsblokkene ved Læså og Øle å er imidlertid snart den ene og snart den anden af formationsafdelingerne tilgængelig. Ved hjælp af forsteningerne i lagene har det været muligt at finde ud af lagenes rækkefølge og at datere dem til tidsperioderne kambrium, ordovicium og gotlandium i Jordens oldtid.

1. Aflejringer fra nedre kambrium. A. Neksøsandsten. Den ældste lagserie, der er aflejret på granitten, er rødlige, grålige og gullige sandsten, som fortrinsvis indeholder mineralkorn af kvarts og desuden i enkelte intervaller feldspatkorn. Feldspatholdig sandsten kaldes arkose. Sandstensserien er meget typisk for Neksøområdet, hvorfor den sammenfattes under betegnelsen neksøsandstenen.

Neksøsandstenen må opfattes som nedbrudt grundfjeldsmateriale, der måske for den nederste, rødlige afdelings vedkommende er aflejret på land under ørkenagtige forhold. Riflede bølgeslagsmærker i de lidt højereliggende lag samt de pågældende lags lysere farver tyder på, at den øverste (og derfor yngre) sandsten er vandaflejret; måske er den bundfældet i vidtstrakte, flade søbassiner el. i et grundt havområde, som i så fald strakte sig ind over B. Spørgsmålet kan ikke afgøres endeligt, da der ikke findes forsteninger i lagene.

Der er ført en række vandboringer ned i neksøsandstenen, blandt hvilke boringen for Neksø Bryggeri og Sodavandsfabrik bør nævnes, idet man ved denne boring trængte 102 m ned i sandstenen uden at gennembore den. (DGU. ark. nr. 247.102).

B. De grønne skifre. Overgangen ml. neksøsandstenen og de overliggende s.k. grønne skifre kan fx. studeres i Lilleå ved Engegårde, i Læså ved Vejrmøllegård osv. Man kan flere steder se den næsten jævne overgang fra sandstenen til »skifrene«, som i virkeligheden nærmest må betegnes som grågrønlig, leret finsandsten og sandet lerskifer. Forsteningerne i disse lag viser tydeligt, at der er tale om havaflejringer. I enkelte zoner findes skalaftryk af hyolither, en slags snegle, som levede i det dav. hav. De grønne skifre findes i et bælte s.f. neksøsandstenen, idet den bornh. lagserie taget under eet som nævnt hælder mod s. En boring for Pedersker vandværk (DGU. ark. nr. 247.98) er ført ned i grønne skifre fra 1,4–60,3 s. 383 m dybde, uden at neksøsandstenen er blevet nået. Tykkelsen af de grønne skifre overstiger altså ca. 59 m.

Sandsynligvis var de grønne skifres hav ikke synderlig dybt. Dels er skifrene ret sandede, og dels indeholder de et grønt mineral, glaukonit, og det brunlige fosforit, hvis dannelse navnlig synes at være knyttet til lavvandede havområder.

C. Rispebjergsandstenen. Oven på de grønne skifre følger både ved Læså og Øle å en ca. 3 m tyk, løs sandsten, rispebjergsandstenen, som ofte er forsynet med »rustpletter«, der er iltede jernforbindelser. Sandstenen er ret grovkornet. Dette og fosforitindholdet tyder på, at der efterhånden i den kambriske tid blev aflejret så tykke lag af grønne skifre, at der indtrådte lavvandsforhold med sandbund. Da der mangler aflejringer fra perioden, der fulgte efter rispebjergsandstenens tid, er der i dette tidsrum sikkert indtrådt en landperiode for B., og aflejring afløstes af forvitring og vandløbs slid på den dannede landoverflade.

2. Aflejringer fra mellem og øvre kambrium, ordovicium og gotlandium. Efter nedre kambrium ændredes naturforholdene tilsyneladende en del. Skifre og kalksten oven på rispebjergsandstenen og disse bjergarters rige forsteningsindhold taler deres tavse sprog herom. Lagene er navnlig tilgængelige ved Læså og Øle å. Forsteningerne i lagene omfatter forsk. uddøde dyregrupper, blandt hvilke især de s.k. trilobitter, en slags bænkebiderlignende krebsdyr, og graptolitterne, der var polypagtige kolonidyr, bør nævnes. I disse og andre dyregrupper udvikledes i løbet af skifrenes og kalkstenenes aflejringsperiode en række dyrearter, hvis rester nu findes i ganske bestemte zoner i lagene. Uddøde dyreformer med meget snæver vertikal optræden i formationsfølgen kaldes ledeforsteninger. Ved hjælp af dem er man i stand til at identificere lagene; dette kan ofte ske over meget vidtstrakte områder.

Ledeforsteningerne i de bornh. skiferserier og tilhørende kalklag viser, at disse lag er aflejret i løbet af et meget langt tidsrum i perioderne kambrium, ordovicium og gotlandium.

Betragter man aflejringerne under eet, kunne man være fristet til at antage, at havet dækkede B. i hele aflejringsperioden. Nærmere undersøgelser viser dog, at dette ikke har været tilfældet. De bornh. lag kan jævnføres med aflejringer af sa. alder i Mellem- og Nordsverige, i Norge, i Ø.- og Mellemeuropa osv. Ved paralleliseringerne har man opdaget, at der i de bornh. formationer mangler en del forsteningszoner. Grunden til dette kan kun være, at B. i en del af de tilsvarende tider lå over havet, således at aflejring ikke kunne finde sted.

En detajlundersøgelse af kalk- og skiferlagene afslører endv. bemærkelsesværdige aflejringsrytmer, som kan sættes i forb. m. vidtstrakte og øjensynlig uhyre jævnt forløbende havinvasioner og -retræter. Samles alle iagttagelser over lagene, kan man sige, at en idealt udviklet aflejringscyklus nedefra og opefter omfatter flg. led: 1. Bundlag af sandede eller kalkholdige dannelser med fosforit og glaukonit. 2 Kalklag. 3. Skiferlag.

Bundlagets sammensætning og mineralindhold tyder på kyst- og lavvandsforhold. Kalkzonen er øjensynlig udtryk for lidt dybere vand i et kystområde, hvor forholdsvis høj temperatur har begunstiget udskillelsen af kalkslam fra havvandet. Skiferlagene er opr. dannet som lerslam. De er tegn på endnu dybere aflejringsmiljø, hvor evt. både noget lavere temperatur og vandets indhold af s. 384 kuldioxyd forhindrede en kalkaflejring. Rækkefølgen af lagene tyder således på tiltagende havdybde. Under en retræte af havet, som må ytre sig som stadig aftagende vanddybde, skulle man vente samme lagserie i omvendt rækkefølge. Det er ikke hidtil lykkedes at påvise en sådan serie på B. Det kan skyldes, at evt. aflejrede lag er blevet fjernet af erosionsprocesserne i landperioden efter havets tilbagetrækning.

Den idealiserede, normale rækkefølge af lagene kan man ikke vente i enhver aflejringscyklus. En ringe ændring af blot en enkelt af de mange faktorer, der medvirker ved dannelsen af lag i havet som fx. klima, materialetilførsel, iltindhold i havvandet osv. er tilstrækkelig til at frembringe iøjnefaldende uregelmæssigheder i lagserierne. Variationen af miljøfaktorer under aflejringen er sikkert skyld i afvigelserne, som findes i de fem cykliske enheder, hvori de paleozoiske skiferserier på B. kan inddeles. De nævnes nedenfor i den orden, hvori de er dannet, idet tallene i parentes angiver de enkelte lags tykkelse:

1. (Nederste lag ikke blottet) – skiferholdig kalksten (3 m) – rastritesskifer (ca. 30 m) og cyrtograptusskifer (ca. 40 m).
2. Fosforitisk, sandet lerskifer (1,5 m) – (kalkafdeling mangler) – dicellograptusskifer (9,5 m) og trinucleusskifer (3 m).
3. Fosforitkonglomerat med glaukonit (0,12 m) – ortoceratitkalk (5 m) – (skiferafdeling mangler).
4. Fosforitkalk (? m) – andrarumkalk (0,7–1 m) – alunskifer (21 m).
5. Fosforitzone (? m) – exsulanskalk (0,25 m) – alunskifer (0,8–1,4 m).

Hele første cyklus og den nederste del af anden cyklus, omfattende både fosforitzonen, andrarumkalken og et par m af alunskiferen, hører if. forsteningerne til mellem kambrium, medens resten af anden cyklus undtagen de øverste 2,5 m af alunskiferen er øvre kambrium. Den øverste alunskifer og tredie og fjerde cyklus er ordovicium, medens femte cyklus er gotlandium.

Fra perioderne umiddelbart efter gotlandium og et stykke ind i Jordens middelalder kendes ingen lag på B. Vi må derfor slutte, at øens område i løbet af denne meget langvarige tid fortrinsvis lå hen som landområde. Fra boringer s.f. Østersøen kendes en del formationer fra disse perioder. B. hørte altså på dette tidspunkt til det mellemeuropæiske aflejringsbassins randområde.

De mesozoiske aflejringer. A. Trias og jura. På B.s s.- og v.kyst samt i et lille isoleret område ved Salne bugt på n.kysten findes en række aflejringer af ler, kul, lerjernsten osv. Nogle lag indeholder ret velbevarede planteforsteninger, i andre findes dyreforsteninger, medens hovedmassen af lagene ikke indeholder bestemmelige organiske rester. Det har været vanskeligt med sikkerhed at aldersbestemme lagene, da planterester ikke er særligt velegnede til dette formål, og dyreforsteningerne kun i få tilfælde repræsenterer ledeforsteninger. Forsteningernes noget sparsomme vidnesbyrd tillader dog, at man kan henføre de pågældende lag til trias- og juraperioderne i Jordens middelalder.

S.f. Julegård i Åker so. findes rødt ler, som formodentlig hører til triasformationen. Det er mul. aflejret i et stort indsøområde, som dækkede Mellemeuropa.

Alle de andre lag hører sandsynligvis til juraformationen. Lagenes livlige skiften ml. sand-, ler- og kulaflejringer samt de marine lag, der er indskudt i s. 385 serien, viser, at der er tale om deltaaflejringer fra et grænseområde ml. land og hav. Det er rimeligt at antage, at det dav. landområde hovedsagelig faldt sa. med det fennoscandiske grundfjeldsområde, medens havet fandtes s. og v. herfor. De marine mellemlag er et tydeligt bevis på, at havet til tider skred ind over kystområderne. Juralagene er anslået til at være over 200 m tykke. Det er muligt, at de alleryngste lag, som henregnes til juraformationen, i virkeligheden svarer til kridtformationens nedre del, idet man ikke på forsteningsindholdet kan afgøre alderen med sikkerhed. Juralagene kan studeres i s.kysten ved Sose odde, ved Madsegrav, fra Korsodde til Kastelsodde samt ved Næbbeodde, Sorthat og Baggeå på v.kysten. De ses endv. i teglværksgravene omkr. Rønne, hvor de ligesom ved Baggeå er stærkt forstyrrede af jordskorpebevægelser, idet lagene ofte hælder ganske betydeligt.

B. Kridttidens aflejringer. Ved Madsegrav og Arnager findes i kystklinten en lagserie, der hælder mod sv., og hvis nederste lag består af sand og ler fra juratiden. Derover følger havaflejringer: fosforitkonglomerat, grønsand og kalk. Deres forsteninger viser, at de er bundfældet i havet i kridttiden. Fosforitlagene markerer havinvasionens begyndelse ligesom i de paleozoiske lag. De overliggende lag er dannet siden hen, da havet dækkede området. Man kan udskille i alt fald to serier af lag i lighed med de paleozoiske aflejringscykler, og sandsynligvis foreligger der tre. I aflejringsorden og opstillet på sa. måde ser deres bjergarter således ud:

1. (Fosforitlag og kalkaflejringer ikke observeret) – bavneoddegrønsand (mere end 50 m).
2. Fosforitkonglomerat (tyndt) – arnagerkalk (20–30 m).
3. Fosforitkonglomerat (0,4 m) – (kalklag mangler) – arnagergrønsand (ca. 150 m?) (partiet delvis tilskredet).

Boringer ml. Arnager og Rønne, bl.a. for Rønne vandværk, viser, at lagene strækker sig mod nv. Deres hældninger er en følge af, at området har været hjemsøgt af jordskorpebevægelser, idet havbunden opr. har været omtr. horisontal.

Bavneoddegrønsandet er den yngste dybgrundsaflejring på B. Det er tidsmæssigt aflejret før skrivekridtet, som træffes under det øvr. Danmark. Det ses i kystklinten ved Arnager v.f. arnagerkalken, medens arnagergrønsandet findes ø.f. kalken. Grønsandsdannelser findes også ved v.kysten under sletten ved Nyker.

Dybgrundens overfladetopografi. Over største delen af øen ligger dybgrunden så nær terræn, at terrænformerne næsten direkte afspejler dybgrundens topografi. Det mest markante træk er sprækkedalsystemet, som opdeler granitområdet. Det er opstået som følge af jordskorpebevægelser, der formodentlig hidrører fra udløsningen af spændinger opstået ved trykpåvirkninger ml. det fennoscandiske og det mellemeuropæiske område, mul. er bevægelserne indtrådt allr. i Jordens urtid. Grundfjeldsoverfladen er afglattet af iserosion i istiden.

Sedimentsletten langs s.- og v.kysten frembyder ikke særlig karakteristiske topografiske former.

Dybgrundens struktur. B.s velafgrænsede, højtliggende grundfjeldsområde må i strukturel henseende sidestilles med de skånske grundfjeldsåse. B. er ganske vist ikke så langstrakt som disse, men er sandsynligvis en klart afgrænset strukturel s. 386 enhed. Man må antage, at dybtgående næsten lodrette forskydningsflader fortrinsvis danner dens begrænsning på alle fire sider. Hævningsområder som de skånske åse og B. kaldes horste.

B. og de skånske grundfjeldsåse bør opfattes som lokale strukturfelter i den fennoscandiske randzone. Hævningen af disse områder i forhold til omgivelserne skyldes utvivlsomt de ovenn. kolossale trykpåvirkninger, som i visse tidsrum af Jordens historie må være opstået ml. Fennoscandia og Mellemeuropa. Trykket forårsagede, at utallige revner og spalter løb igennem områderne, som opdeltes i talr. blokke, der blev forskudt både horisontalt og vertikalt, idet de gav efter for trykket. Horisontale forskydninger har bl.a. kunnet påvises langs Døndalens sprækkedal, og vertikale forskydninger har navnlig kunnet studeres i sedimentområderne. Der er uden tvivl sket forskydninger i flere perioder, de seneste har måske fundet sted i tertiærtiden, perioden før istiden.

Selve forskydningsmekanikken må sandsynligvis være ret dybtgående, men kan lettest anskueliggøres ved, at man forestiller sig granitmassens stive enkeltblokke glide langs forholdsvis retliniede spalteflader. Det overliggende tæppe af aflejrede bjergarter foldes el. rives over ved denne bevægelse af underlaget, alt efter som grundfjeldsblokkene hovedsagelig bevæger sig parallelt med sedimenternes lagdeling el. bliver presset ind i en drejende bevægelse i forhold til hverandre.

Foldede juralag er bl.a. iagttaget i kulgraven, som under 2. verdenskrig anlagdes n.f. Levke, og lodrette forskydninger ses flere steder i sedimenterne i kystklinter, lergrave olgn.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens bjergarter. Mange industrielle virksomheder på B. er baseret på dybgrundens bjergarter.

Granitbrydningen, der både omfatter produktion af granit til bygningssten, gravsten og skærver, foregår i de fleste af de omtalte granitområder. Sandstensbrydning sker i neksøsandstenen i Frederiks Stenbrud ved Neksø. Der fremstilles bygningssten, monumentsten, sandstensplader og skærver.

Kaolin brydes i åbne grave ved Rønne af A/S Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik. Kaolinen anvendes som råstof ved fremstillingen af teknisk porcelæn og i lervareindustrien.

A/S Hasle Klinker- og Chamottestensfabrik driver et par teglværker ø. og n. f. Rønne, som udnytter lerlagene i juraaflejringerne til fremstilling af forsk. lervarer som ildfaste sten, klinker, glaserede rør osv.

Kullagene i juralagene er ret vanskelige at udnytte på økonomisk basis p.gr.af, at de er letsmuldrende og svovlholdige, og fordi brydningen er vanskelig, da den må foregå under grundvandspejlet. Under 1. verdenskrig forsøgtes en brydning ved hjælp af minegange. Under 2. verdenskrig blev der brudt kul i åbent brud i et nyfundet kulområde n.f. Levke (s.f. Hasle), hvor kullene lå ret nær ved overfladen.

Litt.: Karen Callisen. Das Grundgebirge von Bornholm. DGU. II. Rk. nr. 50. 1934. Helge Gry. Kullagene på Bornholm og deres tektonik. Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 12. H. 1. 1951. 172. K. A. Grønwall og V. Milthers. Kortbladet Bornholm. DGU. I. Rk. Nr. 13. 1916. Kaj Hansen. Die Gesteine des Unterkambriums von Bornholm. DGU. II. Rk. Nr. 62. 1936. Sa. Sammenlignende Studier over Kambriet i Skåne og på Bornholm I. Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 9. H. 2. 1937. 151. Sa. Oversigt over de bornholmske Juradannelsers Stratigrafi og Tektonik. Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 9. H. 4. 1939. 459. Sa. The Middle and Upper Cambrian Sedimentary Rocks of Bornholm. DGU. II. Rk. Nr. 72. 1945. Johannes Humlum. Danmarks Minedrift. 1943. V. Milthers. Bornholms Geologi. DGU. V. Rk. Nr. 1. 1930. V. Münther. Sprækkedale og Diabasintrusioner på Bornholm. Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 10. H. 5. 1945. 641. Chr. Poulsen. Übersicht über das Ordovizium von Bornholm. Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 9. H. 1. 1936. 43. Arne Larsen i AarbTurist. 1947–48. 25–46.

Landskaber.

Landskabsudvikling. Største delen af B. får, hvad overfladeformerne angår, sit præg af de højtliggende dele af den krystallinske jordskorpe, granitten. Selve øens hovedform, den skæve firkant, er fremkommet ved hævning af jordskorpedele mellem brudlinier. B. er som ovf. nævnt en grundfjeldshorst af lign. art som granitryggene Söderås, Hallandsås og Kullen i Skåne. B.s form er således et meget gammelt fænomen, resultat afjordskorpeforskydninger i fjerne jordperioder, og langs klippekysterne mærkes tidens tand kun i ringe grad takket være granittens store modstandsevne. Sammenlignet med de store ændringer, der langs Danmarks morænekyster sker i løbet af kort tid, bedømt ud fra menneskelige tidsmål, virker klippekysterne nærmest uforanderlige.

Mens det øvrige Danmark får sit overfladepræg af istidsgletsjernes aflejringer, morænernes ler- og sandmasser og smeltevandsflodernes sand- og grusaflejringer, så er det på B. istidsgletsjernes gnavende og slibende virke, der præger overfladerelieffet. Morænedækket, der i det øvr. Danmark har en sådan mægtighed, at dybgrundens overfladeformer næsten overalt tilsløres, er på Nord-B. så tyndt, at de former, der skyldes granittens struktur og gletsjersliddet i sidste istid, mange steder helt præger landskabsbilledet.

Andre steder, især på det sydl. B., er istidsaflejringerne så mægtige, at deres former præger overfladen. Her møder man den ødanske natur uden grundfjeldets islæt.

Grundfjeldslandskaber. Det er B.s nordl. og centrale dele, der præges af granitten, – et område på ca. 400 km², der efter da. forhold er højtliggende. Store områder ligger mere end 80 m o.h., og B.s højeste punkt, Rytterknægten, når 165 m. Hvad storformen angår, kan B. beskrives som et fladt, hvælvet skjold. Øens midterste dele, fx. Almindingen, præges i nogen grad klimatisk af højdebeliggenheden. Nedbørsmængden er her således rigeligere end i kystområderne, idet de passerende luftmasser afkøles ved stigningen, hvorved der skabes øgede muligheder for fortætning af vanddamp og dermed for regn. Også vintertemperaturerne i Almindingen præges af højden, idet de er næsten 2° lavere end de omliggende egnes. Den lavere temperatur er i dette tilfælde resultat af 2 temperaturnedsættende virkninger, idet såvel højden o.h. som afstanden til kysten betinger lavere lufttemperatur på denne årstid.

Grundfjeldslandskabet præges først og fremmest af rundklipperne, hvis former direkte vidner om gletsjernes slid i sidste istid. Rundklipperne har en jævnt hældende, fint afslebet stødside vendende mod nø., den retning, hvorfra gletsjerisen fra Østersøens lavning gled op over klippeøen. De sydvestl. læsider har derimod brat hældning med uregelmæssig brudflade, men uden spor af slibning. Isen har ikke været så plastisk, at den har kunnet følge med ned ad læsiden, hvor den er gledet ud over kanten, hvis form derfor kun præges af vejrsmuldringen. Rundklippernes dimensioner varierer fra km-lange storformer, som fx. Hammerknuden, til småformer, der med en m.s længde lige når at rage op over lyngbuskene og på afstand lader sig forveksle med rygge af græssende får, – et indtryk, der har fremkaldt den internationale betegnelse »moutonneret« grundfjeld. De slebne stødsider på rundklipperne viser en karakteristisk længdestribning ridset af indefrosne sten i gletsjerens bund. Disse skurestriber viser direkte i nutidslandskabet isens bevægelsesretning i sidste istids slutfase for o. 12.000 år siden.

Mellem rundklipperne ses uregelmæssige granitklipper uden stød- og læside. Det er løse blokke, transporteret til stedet af gletsjerisen og efterladt ved dennes sluttelige smeltning. »Rokkestenene« er sådanne flytteblokke, også kaldte »erratiske blokke«, som hviler på en kant i så ustabil en stilling, at et ringe tryk er nok til at vippe de tonssvære sten fra een ligevægtsstilling over i en anden.

Højlyngen, B.s høje midterparti, henlå tidl. som et hede- og skovland, hvor det tynde morænedække kun nødtørftigt skjulte den moutonnerede granitoverflade. Det var en ubeboet ødemark, der dog havde en vis betydning for bygderne i de lavere, mere morænerige områder rundt omkring som fælles græsningsareal, – et overdrevsområde, hvorom endnu navnet »Almindingen« vidner. Største delen af Højlyngen er nu plantageareal, men stedvis, fx. i Paradisbakkerne, hersker lyng- og enebær stadig i et vildt forkløftet grundfjeldsterræn.

Granitklippernes detajlformer præges af vejrsmuldringen og især af frostsprængningens virke, som i forb. m. de fleste granitters tilbøjelighed til kvaderformet forkløftning resulterer i skarpkantede ruinlignende former. Enkelte granitvarieteter har dog afvigende smuldringsformer, således svanekegranitten, hvis tilbøjelighed til hurtig afskalning fremkalder afrundede former, der kan minde om opstablede sække. I alm. er granittens smuldring en meget langsom proces; herom vidner de førnævnte jævne stødsider på rundklipperne. Det må dog i denne forb. erindres, at glatte, polerede overflader ikke er så udsat for s. 389 frost- og hedesprængning som stærkt forkløftede. Heller ikke de kemiske omdannelser af granitoverfladen, forvitringsprocesserne, forløber hurtigt i vort kølige klima. I den tidsperiode, der er forløbet siden istidsgletsjerne skrabede B.s granitoverflade, har forvitringen ikke i væsentlig grad formået at ændre overfladeformerne, den har kun formået at bibringe dem en vis patina.

Sprækkedalene. Granitlandskabets overfladeformer præges dels af de massive partiers styrke mod rindende vands og brændingsbølgernes angreb, dels af den langt mindre modstandsevne i de skørhedszoner, der er fremkommet i forb. m. sprækkedannelser og forskydninger under afkølingsprocessen. Det må erindres, at granittens struktur skyldes det forhold, at dette område under jordskorpebevægelser i Jordens urtid har været trykket så dybt ned, at varmen i jordskorpens dybe dele har kunnet ændre de opr. bjergarters bygning helt ved smeltning. Det er rødderne af gamle, for længst nedslidte bjergkæder, vi møder i granitterrænet. Ved den af afkøling forårsagede sammentrækning er opstået store spændinger, og disse er stedvis udlignet ved dannelse af sprækkezoner, i hvilke granittens sammenhængskraft er ringe. I visse af disse sprækker er magma ɔ: flydende stenmasser fra Jordens indre, trængt op og størknet til de førnævnte gange, hvis modstandsevne mod de nedbrydende kræfter ikke er den samme som granittens. Diabasen vil ofte smuldre lettere end granitten, der danner gangenes sider, hvorved kløfter kan opstå. Den slugtformede nedgang til Jons Kapel er således fremkommet ved gangbjergartens forsvinden, og mange små kystindskæringer med retliniet begrænsning er diabasgange, der er udrenset for gangbjergarten i brændingszonen.

Størst betydning for landskabsformerne har skørhedszonerne i et ejendommeligt geometrisk præget mønster af enkeltlandskaber: afrundede granitområder, der adskilles ved sprækkedalenes snorlige, hinanden krydsende kløftsystemer (se landskabskortet). Sprækkedalenes størrelse varierer fra smalle slugter, få m brede, til store dale, som Ekkodalen, hvis dalbund har en bredde på 60 m. Sprækkedalene er fremkommet i sidste istid ved gletsjernes udrømning af skørhedszonernes knuste granitmasser, og også smeltevandsstrømmenes spulende kraft har været virksom. Sprækkedalenes tværprofil afviger fra da. dale i alm. ved de bratte, ofte lodrette vægge, ved hvis fod nedstyrtede granitblokke hober sig op. Granittens tilbøjelighed til forkløftning forklarer såvel de enkelte blokkes kvaderform som klippesidernes hyldeformede afsatser og skarpkantet begrænsede hulformer. Samspillet med plantevæksten giver de bornholmske sprækkedale en karakter helt for sig selv. De fugtige dalbunde præges af mosevegetationen, elleog birkekrat, tilgroende småsøer el. på mindre våde lokaliteter af enggræssernes tæppe. På klippevægge danner skorpelaver deres grøngrå-gulbrune mønstre, og hvor vand siver ned, tegner blågrønne alger deres mørke striber, mens bregner søger fæste i de talrige sprækker. Øverst oppe bræmmes væggen af overfladens lyngbuske, og de søjleformede enebærbuske tegner deres silhuetter mod himlens blå.

Morænelandskaber og hedesletter. De landskabsformer, der skyldes istidens gletsjerog smeltevandsaflejringer, har på B. ikke samme dominerende udbredelse som i det øvr. Danmark. Dog er forekomsten noget større, end landskabskortet angiver, idet der også inden for det område, der angives som grundfjeldsterræn, findes morænelandskaber, hvis sammenhængende udbredelse blot overalt afbrydes af s. 390 grundfjeldsnaturen. Dette sker dels hvor morænedækket er tyndt el. mangler, således at granitklippernes formverden behersker landskabet, dels hvor istidsaflejringerne har større mægtighed, men hvor sprækkezonernes net af dalfurer skaber landskabets store linier.

På Syd-B., hvor dybgrundslagenes overflade er mere jævn end det moutonnerede grundfjelds, forekommer udstrakte moræneflader. Israndslandskaber ɔ: morænebakkeland, dannet af ophobede jordmasser foran gletsjerranden i en stilstandsperiode, forekommer ikke på B. Men istidslandskabet afspejler på anden måde, hvordan gletsjerisen, slibende og høvlende, skred over klippeøen i sidste s. 391 s. 392 istid, og hvordan B. efter forsk. isdækningsstadier i afsmeltningstiden sluttelig befriedes for isens voldsomme favntag. Skurestriber på de højeste granitkuller viser, at gletsjerne fra nø. har overskredet hele øen. Under afsmeltningen synes isranden at være standset nogen tid langs en linie med retning nnv.-ssø., v. om Klemenskirke og videre til Skarpeskade, ø.f. Nykirke, idet småbakket morænelandskab langs denne strækning kontrasterer med den mere jævnt skrånende moræneflade v.f. linien, hvilket alm. vil tydes som tegn på en, om end utydelig, israndslinie i nutidslandskabet. Senere er isranden standset under afsmeltningen langs en linie n. om Almindingen at dømme efter ophobninger af store blokke, som det er alm. at træffe i israndszoner. Enkelte langstrakte morænebakker i liniens retning, som fx. Retterbakke, kan opfattes som randmoræner. Et sidste afsmeltningsstadium har haft sin grænse nogle km inden for hele nø.kysten, hvilket bl.a. kan ses af issøaflejringer i ådalene, fx. v.f. Rø kirke og v.f. Brøddegård. Isranden har nemlig hindret vandet, som fra øens høje midtparti – der lå isfrit som en »nunatak« – løb ned m. nø., i at komme videre. Det opstemmedes i søer langs isranden, og disse søers bunde viser sig nu i landskabet som plane flader, opbygget af lagdelt ler.

På ganske lign. vis har isranden stået langs s.kysten. Her har den tvunget smeltevand og afstrømmende vand fra det isfri høje område midt på øen til at søge mod v., hvorved hedesletten ved Rønne blev opbygget af de aflejrede grusog sandmasser. Ved et sen. israndsstadium langs selve s.kysten, ved Arnager, er på tilsvarende vis dannet en hedeslette inden for Bavneodde, – den plane flade, der nu udnyttes som lufthavn. Om israndens betydning for vandløbsudviklingen på Syd-B., se under afsnit: vandløb.

Jordbund og plantevækst. Morænen på B. har de fleste steder karakter af fedt moræneler, der, når mægtigheden er tilstrækkelig, byder landbruget en god jordbund. Det høje område i øens midte har dog kun et tyndt dække af morænesand, hvis jordbundsudvikling er præget af den for regnrige klimater i tempereret zone alm. proces: podsoleringen, med mordannelse i overfladen og en næringsfattig udvaskningszone, blegsand, nedenunder. Disse områder har opr. udgjort et centralt hedeområde med buskvegetation, »Højlyngen«, hvis karakter enkelte steder endnu er bevaret, fx. i Paradisbakkerne. Dette område, hvis tynde og næringsfattige moræne ikke har fristet de gamle agerdyrkere og ikke byder moderne jordforbedring tilstrækkeligt gode muligheder, er nu ved plantering blevet det vældige skovland, der i ø.-v. retning strækker sig en snes km. B.s skovlandskaber afspejler således tydeligt jordbundsforholdene, – det er forekomst af den sandet-grusede moræne og flyvesandet, der bestemmer hovedtrækkene i skovmønsterets form. Af enkeltheder kan nævnes, at den naturlige blandingsskov, der før opdyrkningen dækkede et ringformet område uden om Højlyngen og inden for kysternes klippeoverdrev og klitter, nu kun overlever på de steder, der har været utilgængelige for opdyrkning, nemlig sprækkedalenes sider, lælokaliteter ved klippekysterne og bræmmer langs åløbene. Disse restskove adskiller sig fra de øvr. da. blandingsskove ved artsrigdommen: eg. ask, avnbøg, vrietorn, tjørn, hyld, tørstetræ, hassel, benved, ulvsrøn m.m., men med bøg som en typisk undtagelse. El og birk behersker billedet på mosebund, og kaprifolier væver deres tråde ind i mønsteret, medens vedbend suger sig fast på klippevæggene. s. 393 Den opr. bornholmske skov har haft sin egen karakter. De mange moser, enge og damme bryder også vegetationsmæssigt agerfladernes ensformighed på B. Og klippernes særprægede bevoksning af skorpelaver i en yderst varieret farveskala fra brændingszonens sorte vortelav og gule fladlav til de grågrønne busklaver inde i land gør klippenaturen til den spraglede oplevelse, som vi genoplever i den bornholmske malerskoles farveglade lærreder. Klitternes blågrå plantedække er en farveskala for sig, – nærmere beskrevet i afsnit: klitlandskaber.

Klitlandskaber. B.s største flyvesands- og klitområde findes ved øens sø.hjørne, hvor det marine forland ved Dueodde helt præges af sandflugten. Dette forland er opbygget af strandaflejringer, grus og sand, der ved materialvandring langs stranden er tilført hovedsagelig fra nedbrydningskysten v. derfor. De kraftige vinde fra v. og sv., som på B. er de hyppigste vindretninger, har af dette løse materiale kunnet frasortere de finere kornstørrelser og blæse dette sand sammen i de klitter, der særlig er fremkommet på den mest vindblæste strækning, v.f. Dueodde pynt, hvor sandmasserne nu dækker over de opr. strandvoldssystemer. Som overalt ved åbne kyster angribes de ydre klitter ved storm og højvande, hvorved der er opstået en klitklint mod havet. Inden for havklitterne er der dels »grå« klitter ɔ: stabile klitformer med plantedække af rensdyrlav, sandbindende mosser, sandstar og krybende pil, dels vandreklitter, dannet af sand, der er blæst ud af de grå klitters vindbrud, når storm har sønderslidt vegetationen og atter mobiliseret sandmasserne. I lavningerne, hvor grundvandet er nær, træffes lyng og ellekrat samt tagrør, der giver det bornh. klitterræn et særpræg og minder om tidl. ferskvandsdammes eksistens. Hvor vandreklitterne går frem, ødelægges plantelivet; mange steder vidner udgåede elletræer om denne proces. Sandflugten har raset i 1600t. efter indberetninger om ødelagte gårde i Povlsker og Pedersker at dømme. Også i 1700t. meldes om sandflugtsødelæggelser, der kan formodes bl.a. at skyldes menneskelig uforsigtighed, nemlig indsamling af marehalm til tækning og grønsværstørv til brændsel. De vidtstrakte plantager standser nu sandflugt og beskytter agerlandet indenfor mod ødelæggelse.

Sandflugt har også i mindre omfang fundet sted i Rønneområdet. Plantagerne ml. Rønne og Hasle hindrer en opblussen af fænomenet, og klitkysten, man ser lyse mellem røde fyrrestammer, når man ø.fra nærmer sig skovbrynet, har ikke Dueoddes præg af vild og barsk natur. Enkelte andre steder findes rent lokalt små klitarealer, således ved Sandvig, hvis navn vidner om dette for en klippekyst noget ualm. fænomen.

Vandløb, søer og moser. Som følge af B.s skjoldform har de fleste af øens mange vandløb, der efter da. forhold må betegnes som små, deres udspring i Højlyngen, B.s høje midtparti. Grundfjeldslandskabets åer har ofte et ejendommeligt retliniet forløb, enten for løbet som helhed el. for km-lange delstrækningers vedkommende. Denne karakteristiske afvigelse fra det sædvanlige da. vandløbsmønster skyldes det forhold, at åernes beliggenhed i væsentlig grad er bestemt af sprækkedalenes forløb. Kampeløkke å følger således på 4 km sprækkedalen v.f. Olskirke, Møllebæk gennemløber Skrubbedal ml. Rævedal og Muredal. På lign. måde følger Spælinge å Døndal, og Bobbeå’s tilløb kommer fra Nr. og Sdr. Borgedal i Rø plantage. Også Melstedå og Kobbeå er orienteret efter sprækkesystemer, Kelseå gennemløber Kløvedal med sa. nø.retning, der også gælder for mange af s. 394 de førnævnte vandløb. Sa. retning har Gyldenså i sit nedre løb. Denne tektonisk bestemte løbsretning bevirker, at nø.landets åer løber næsten vinkelret på kysten, medens v.landets vandløb fx. Baggeå i Svartingedal og Kæmpeå v.f. Rutskirke ofte på lange strækninger løber nærmest parallelt med kystlinien, idet dennes orientering er betinget af sa. sprækkezoneretning som åløbet. Lange sprækkedale, der gennemkrydser hele granitterrænet, som Ekkodalen-Kløvedal, vil i midten have en tærskel, der fungerer som vandskel, således at dalsystemet rummer to vandløb med forsk. strømretning.

Sydbornholms vandløb, som fx. øens største åer Læså og Øle å, frembyder med deres bugtede løb det sædvanlige da. billede. Hvor disse åer har skåret deres dale ned gennem istidsaflejringerne og ned i dybgrundens lerskifre og kalksten og dalsiderne bliver bratte, fremkommer derimod lokalt dallandskaber med umiskendeligt særpræg. For såvel Øle å som Grødby å og Læså er det i øvrigt karakteristisk, at det øvre løb med sv.retning med brat knæk skifter til en anden retning for det nedre løbs vedkommende. For Læså gælder det, at de to retninger er næsten vinkelret på hinanden. Dette forhold er resultat af isafsmeltningens forløb i sidste istid. De sidste gletsjere skød sig n. og s. om Højlyngen, og på et sent tidspunkt har det allersydligste B. været dækket af is, hvis rand har stået langs en linie, der nu kendetegnes ved omtalte knæk i åløbene. Vandet, der fra Højlyngen, følgende hældningen, løb mod s., har måttet følge isranden sammen med smeltevandet fra denne og er løbet v.på. Først da isen var smeltet bort, har åerne kunnet finde den korteste vej til havet ad de nuværende nedre løb, der således er langt yngre end øvreløbene.

Afstrømningen i B.s vandløb er som overalt i Danmark meget varierende med årstiderne, følgende den for tempereret zones regnrige, vintermilde dele alm. regel, at man i jan.-marts har en stor vandføring og i juli-sept. en ringe, der ofte synker til mindre end 1/20 af den maksimale. Det kan erindres, at man i det nordl. Skandinavien har den modsatte fordeling i vandføringen, idet nedbøren i den strenge vinter ophobes i vældige snelag, ved hvis mobilisering i varmetiden sommerflommen fremkommer. B.s grundfjeldslandskab, der m. h. t. formerne i mange træk minder om vort skandinaviske naboland, er klimatisk og hvad vandløbsøkonomi angår særdeles dansk.

Mange steder på B. indgår spejlende vandflader i landskabsbilledet, men søerne er alle små, og deres areal er mindre end 1% af landoverfladen. Karakteristiske for B. er de smalle langstrakte søer, der ofte ligger i hinandens forlængelse som fx. Nydam og Gamledam, sv.f. Olskirke, og den km-lange Dammemose, nø.f. Klemenskirke. Disse søer er sprækkedal-søer, opstået på steder i sprækkezonerne, hvor bortrømning af materiale har været så stor, at bunden ligger under grundvandsstanden. I Paradisbakkernes krydsende sprækkedalsystemer forekommer mange små søer af denne type, således i Majdal og Tamperdal med længderetning sv.-nø., i Grydedal og Skottedal med nv.-sø. orientering. Stedvis, fx. i Almindingens vestl. dele, ligger småsøer så tæt, at der kan tales om sølandskaber. Foruden sprækkedalsøerne forekommer i granitterrænet større runde el. mere uregelmæssigt formede søer, som Bastemose, hvor der ved gletsjererosion i istiden er udformet flade bækkener i mindre modstandsdygtige granitpartier. Disse søer hører til vort lands højestliggende: Bastemose 109 m, Åsedammen 111 m og Vættesmose 126 m, Pykkekulle Kær 131 m, alle i Almindingen. Søerne viser alle s. 395 tilgroningsstadier, og de mange moser i såvel sprækkedale som granitplateauets gryder vidner om den langt større sørigdom tidl. Navnegivningens inkonsekvens fortæller også om ændringer af denne art; således står ordstammen »dam« ofte i stednavne for typiske moselokaliteter, endog sådanne, der efter afvanding er blevet agerflade. Det indviklede mønster af tætliggende småmoser er karakteristisk for grundfjeldslandskabet, på B.s sydl. dele forekommer moser derimod mere spredt som alm. i det stortformede morænelandskabs hulformer. De flade strækninger af tidl. havbund s.f. Neksø har store mosestrækninger: Neksø mose, sv.f. byen, og Hundsemyre v. Snogebæk. Disse strandmoser, opr. strandsøer, er mod kysten begrænset af store strandvolde, der delvis skjules af flyvesand.

Kyster og farvande. Nord-B.s klippekyster afviger i alle forhold fra det øvr. lands. Bølgevirkningerne mod klippeøens kyster er kraftige, dels p.gr.af det store fri stræk i flere retninger over Østersøens vide havflade, og dels fordi relativt store dybder når tæt ind under land. Vindens mulighed for at rejse større bølger begunstiges af begge disse forhold, og granithorstens sider er derfor overalt præget af brændingsangrebet, der har udformet øens nø.- og nv.kyster til klippekyster med rigt varierede façader. I sprækkezoner, og hvor mindre modstandsdygtige partier skæres af kystlinien, forekommer indskæringer, dels bugter, der har betydning som naturhavne, dels brændingshuler. Disse sidste er dannet, hvor bølgerne har ryddet bort i mindre sammenhængende granitpartier. Hulerne, der kaldes »ovne«, er dels »våde«, hvorved forstås, at deres bund er havdækket, dels »tørre«, fordi de ved landhævningen siden istiden er bragt ud af det niveau, i hvilket de opr. blev dannet. Dimensionerne varierer meget. En af de største er s. 396 »Våde Ovn« under Hammershus. Denne hule trænger 50 m ind i fjeldet, og dens loft er på det højeste sted 12 m fra bunden. Massive granitpartier danner fremspringende partier på kystlinien, og disse halvøer frembyder en variation af fantastiske former, hvis kubiske enkeltdele betinges af granittens forkløftningsretninger. Ved Rø udgør Helligdomsklipperne en sådan stenverden, der vidner om havets stedsevarende angreb og sejr over granitlandet. Lyseklippens ruintårne er endnu forbundet med det land, hvoraf det tidl. var en bestanddel, andre steder er mellemliggende granitmasser knust og bortskyllet, således at de hårde partier står tilbage som isolerede strandpiller, fx. Krogeduren (Krageturen) s.f. Vang, el. som skær i havet foran kysten, fx. ud for Slotslyngen. Hvor landet har stor højde, fremkommer mægtige granitvægge, der umuliggør landing og gør disse strækninger farefulde for skibe, der under storm mister manøvreringsevnen. Hammerens v.kyst har været skueplads for mange totalforlis i tidens løb. Andre steder dukker granitlandet jævnt ned under havet, men den skrånende overflade brydes i så fald kraftigt op i brændingszonen, således at der fremkommer et hak i tværprofilen. Stedvis ses sådanne hak efter gamle kystlinier på et højere niveau som en hævet skærgårdskyst, et forhold der sa.m. de tidl. omtalte »tørre ovne« vidner om landets hævning. Alm. står granitskærene renvasket for smuldringsmateriale lige op af havvandet, men enkelte steder i læ ml. naturlige granithøfder forekommer strandbred af hvidt kvartssand, der i farve stærkt kontrasterer med de rødbrune-violetgrå klippekuller. Nogen udligning af kystlinien, som den der finder sted ved morænekysterne, kendes ikke langs Nord-B.s kystlinie. Kysten rykker indefter, om end yderst langsomt, men granittens struktur betinger den konstant uregelmæssige kystlinieform og hindrer fremkomst af »linealkyster« som den vestjyske.

På Syd-B. træffes kystformer, der minder om de øvr. da. Her møder man klintekyster, hvis form skifter med karakteren af de bjergarter, havet angriber. Ved Arnager er klinterne bratte i kridttidens kalksten. Ved Bavneodde er det samme periodes sand- og gruslag, der kommer frem i klintevæggen, og andre steder er det istidsbjergarterne, sand og ler, der bestemmer klintfaçadens former.

På B.s sø.hjørne fra Øle ås udløb til Snogebæk forløber kystlinien igennem de strandaflejringer, der her opbygger Dueodde-forlandet. Kystlinien har et lige forløb. Det er strømliniede former, der gør sig gældende, i modsætning til Nord-B.s utroligt indviklede blondekant. Dueoddeforlandets kyst præges helt af havkræfterne, her findes ingen modstandskerner, som havet kan udskulptere. Selve kystlandskabet får sit præg af klitterne, der dækker hele dette forland. Det sa. gælder v.kysten ml. Rønne og Hasle, hvor plantagerne er anlagt for at værne kulturlandskabet mod det fygende strandsand. S.f. Neksø gør undergrundens sandsten sig også gældende ved kystliniens udformning, idet de fladt hældende sandstensbanker, når de ved havets påvirkning løsnes i lagfurerne, danner en overflade som en flisegård, hvis enkelte sten ikke ligger i samme niveau.

Farvandene om B. har som klippeøen selv et særpræg, der stiller dem i modsætning til de øvr. da. havområder. Østersøens dybde er, bortset fra farvandet sv.f. B., langt større, og dybderne kommer tættere ind under land end alm. Kun n.f. Skagen når udbredte havområder med over 30 m.s dybde lige så tæt ind under land. I øvrigt forekommer dybder af denne størrelse i de indre farvande kun som smalle render, fx. i bælterne, el. over relativt små arealer, fx. ml. Als og s. 397 Fyn. B. er derimod omgivet af store havdybder med vid udstrækning. I Bornholmsgattet, ml. B. og Skåne, såvel som i farvandet ml. B. og Kriegers flak, ø.f. Møn, er bunddybden over store strækninger o. 50 m. Det samme gælder om forholdene ø.f. B., og ml. B. og Ærtholmene er bunddybden o. 70 m. Ml. B. og Rügen er farvandet derimod relativt lavvandet, idet et sammenhængende område ml. disse øer har dybder mindre end 30 m og grunde med så små vanddybder, at de får interesse for skibsfarten. Adlers grund midtvejs har på lægeste sted kun 4,6 m vand, og Rønne banke nær B. har en række grunde som fx. Bakkegrund 5,3 m, Højbratter 3,6 m og Hvide Mær 3,4 m, samt rev som Arnager rev, der strækker sig parallelt m. kysten 2–3 km ude mellem Arnager og Sose odde, og Salthammer rev ud f. Snogebæk på sø.kysten.

Dybt vand når især på det nordl. B. tæt ind under land. Langs nø.kysten, ml. Sandvig og Svaneke, er dybden allr. et par hundrede m fra kystlinien over 10 m, og 30 m.s dybde nås godt 1 km ude. Denne bratte overgang ml. landmasse og havbund er et vidnesbyrd om B.s karakter af dybgrundshorst, en jordskorpedel, hævet ml. brudlinier. Kyststrækningen Hammeren-Hasle er af lign. type, idet dog 30 m.s dybde nv.f. Hammeren først nås 4–5 km ude.

B.s beliggenhed i den stærkt trafikerede Østersø med nævnte abrupte overgang fra dybt vand til klippekyst nødvendiggør en effektiv fyrafmærkning. Fyrene på den 80 m høje Hammerknude og på den nordligste pynt, Hammer odde, sikrer, sammen med Sandhammeren fyr på Skånes s.kyst, sejladsen gennem Hammervandet, og fyret på Sandkås odde ø.f. Svaneke muliggør anduvning ø.fra. Det faremoment, som Ærtholmene skaber, elimineres ved Christiansø fyr, og det lave klitdækkede forland, der skyder sig ud fra B.s sø.hjørne, afmærkes ved Dueodde fyrene.

Nord-B.s klippekyster byder på mange havnemuligheder, et forhold, hvorom øens store havneantal, der overstiger snesen, direkte vidner. Naturhavne, fremkommet hvor granittens sammenhængskraft har været ringe, har ved yderligere bortsprængning kunnet formes rationelt, og ved udbygning af de naturlige klippehøfder og lokale skær til bølgebrydere har man skabt en række fiskerihavne, der som fx. Allinge og Årsdale er sikre selv under de værste vindforhold. Andre havne af lignende type, Sandvig fx., kan dog under pålandsstorm være vanskelige at besejle. Mange steder, således v. Listed og Tejn, kræves lokalkendskab for at navigere gennem skærgården ind i havnen. Af små klippekysthavne kan i øvrigt nævnes Helligpeder, Teglkås og Vang på v.kysten, Gudhjems nordl. og sydl. havn, Melsted, der er en ved moler beskyttet sandstrand, og Bølshavn på nø.-kysten. Christiansø havn, opr. anlagt som orlogshavn, udnytter læmulighederne ml. Frederiksø og hovedøen. I Neksø uden for granitterrænet er de indre havnebassiner udsprængt i sandstenen, og porte sikrer havnens indre dele i storm. Udvidelse er yderligere skabt ved molebygning. En bølgebryder sikrer indsejlingen mod stormbølger fra sydøst.

Svaneke var opr. en klippekyst-naturhavn med fremspringene Vagtbod Nakke og Hullenakke til at yde læ; den nuv. trafikhavn er skabt ved bortsprængning af klipper og ved udbygning med moler og bølgebrydere. Kysten ved Svaneke byder på flere naturlige havnemuligheder, således ved Vigehavn nv.f. og ved Hullehavn sø.f. byen. Af B.s andre trafikhavne udnytter Hasle en naturlig kystindbugtning ved grundfjeldslandskabets s.grænse, hvor havnemuligheder er skabt s. 398 ved molebeskyttelse. Hammerhavnen er på lign. vis udbygget foran den sprækkedal-indskæring, der betinger Sæne bugt.

B.s største havn er Rønne, en opr. naturhavn i en vig, beskyttet af kraftige rev, Nordrevet og Sydrevet, på hvilke de nuv. bølgebrydere er baseret. M. h. t. havneareal inden for de beskyttende moler er R. en af landets største provinshavne.

S.kysten er som alle udlignede klintekyster og forlandsstrækninger havnefjendtlig. Lægivende fremspring som Sose odde og Raghammer odde yder ikke tilstrækkelig sikkerhed på denne kyst, der ligger eksponeret mod en udstrakt havflade, hvorover de hyppige vestenvinde kan frembringe en effektiv bølgerejsning og dermed følgende kraftig ø.gående materialvandring langs stranden. Arnager fiskerihavn er bygget på læsiden af Arnager pynt og er en interessant vandbygningsteknisk specialkonstruktion, en øhavn, opført 200 m uden for kystlinien. Landforbindelsen sker ad en bro, ml. hvis bærepiller materialvandringen foregår uden risiko for den sandfyldning af bassinerne, som ville være resultatet for en molehavns vedkommende på denne lokalitet. Fiskerihavnen Snogebæk, på ø.kysten, er en lignende øhavn. Bakkerne bådehavn på s.kysten giver landingsmuligheder ved en anlægsbro, der beskyttes af en betonmole. Ved bugten ud for Hundsemyre ligger yderligere ved Balke en lille havn, som dog vanskeligt kan besejles under østl. storm.

B.s kystlinie er 158,3 km, den relative 0,27 km pr. km², altså en lignende værdi som for det indskårne Sjælland, hvilket kan vække undren, når B.s kompakte form erindres. Forklaringen er den, at tallet for B.s vedkommende fremkommer som middelværdi ml. den s.bornholmske udligningskysts ganske ringe relative kystlængde og N.-B.s tilsvarende meget store, der betinges af klippekystens yderst indviklede og kapriciøse blondemønster.

Litt.: S. A. Andersen. Det danske Landskabs Historie. 1933. K. Bure (red.). Bornholm, i Turistforeningens Årbog 1947–48. J. Brüel. Klitterne i Vestjylland og paa Bornholm. 1918. K. Callisen. Das Grundgebirge von Bornholm. D. G. U. II. rk. nr. 50. 1934. H. V. Clausen og H. Ødum. Bornholm, i Min Hjemstavn. Nr. 1. 1936. K. A. Grønwall og V. Milthers. Kortbladet Bornholm. D. G. U. I. rk., nr. 13. 1916. Kaj Hansen. Lidt om Nexø Sandsten og de grønne Skifre paa Bornholm, i Naturens Verden. 1938. Johs. Humlum. Danmarks Minedrift. 1943. V. Milthers. Bornholms Geologi. D. G. U. V. rk., nr. 1. 1930. Sa. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen. D. G. U. III. rk., nr. 28. 1948. Sophie Petersen. Fra Hammershus til Læsaa. Frem. A II. 1926. Axel Schou. Atlas over Danmark. I. Landskabsformerne. 1949. Den danske Havnelods. 1951.

Naturfredning. I B. a. er foretaget ca. 15 landskabsfredninger, af hvilke kan nævnes:

Rutsker Højlyng, Ibsker Højlyng, Slotslyngen, Hammershus (ca. 300 ha), Græsholmen ved Christiansø, (fuglefredning), Dueodde i Povlsker so. (klitarealer), Balke Lyng i Bodilsker so., Randkløveskåret, klippepartiet Åsen ved Gudhjem, Klippeløkken i Knudsker so.

Plante- og dyreliv.

B.s østl., isolerede beliggenhed og særprægede jordbund er årsag til et dyre- og planteliv, der i visse henseender afviger fra det øvr. lands. Havet omkr. B. har et ringe saltindhold (0,8 %), hvilket har resulteret i, at mange udprægede saltvandsplanter og -dyr (krabber, søstjerner o.a.) mangler, at visse arter er modificerede og optræder i racer m. mindre størrelse (»røgede Bornholmere«), og endelig, at en del ferskvandsplanter og -dyr findes i havet (gedder, aborrer m.fl.)

Øens dyreliv. Der findes i alt 19 arter pattedyr (i det øvr. land 45). Bl.a. mangler: kronhjort, muldvarp, mår, ilder, hermelin, brud, odder og grævling; rådyr og egern er indført. – B.s fugleverden er ikke særlig artsrig (51 arter yngler alm.). Ederfuglen er en hyppig ynglefugl ved kysten; på Græsholmen ved Christiansø yngler alk og lomvie. Nattergalen er særlig talrig (»Nattergalenes ø«), de fleste småskove har en rågekoloni, og i byerne er allikerne (»kajerne«) en plage. Skovsneppen er alm. ynglefugl, ugler sjældne, stork og svane mangler helt. På klippeafsatser har vandrefalken undertiden rede. – Af Danmarks 6 arter krybdyr s. 399 findes de 5 på B., men kun firben og stålorme er alm. Der forekommer 9 arter padder (i det øvr. land 13); særlig talrig er løvfrøen, hvis øredøvende koncerter præger de bornholmske forårsnætter, springfrøen (øens eneste brune frø) og den grønne frø (på B. er fundet en særlig stor race). – Artsantallet af fisk i øens ferske vande er lille: 13 arter mod det øvr. lands 30. Brasen, flire, løje, elrits, hork, ferskvandskvabbe o.m.a. mangler.

Øens planteliv. Vekslende arter lav og farvestrålende blomsterplanter præger klippekysten. Øens træflora domineres af de talr. kirsebærtræer og ellers sjældne rønarter (»Bornholmsk røn«). Avnbøgen er trådt i st.f. den alm. bøg, der ikke i vore dage findes vildtvoksende. Mange i det øvr. land sjældne bregnearter er i klippeområderne ret alm. Af planter, der ikke findes i det øvr. land, kan nævnes: appenina-anemone, sump-viol, farve-vajd, vedvarende måneskulpe, skinnende storkenæb o.m.a. Den bornholmske lynghede er påfaldende artsfattig.

Litt.: Arne Larsen. Bornholms Dyreliv, Bornholmernes Land. I. 1944. 67–89. Sa. Fortegnelse over bøger og afhandlinger om Bornholms zoologi, BornhSaml. 1945. 151–69. Sa. Oversigt over Bornholms Plante- og Dyreliv, Flora og Fauna. 1955. A. F. V. Seier. Bornholms Fugle. 1932. – N. H. Bergstedt. Bornholms Flora. 1883. Eug. Warming. Klippekystens Vegetation, Dansk Plantevækst. I. 1906–09. Sa. Krat ved Dueodden, smst. II. 1906–09. O. Hammer Pedersen. Hedevegetationen på Paradisbakkernes Sprækkedalsskråninger, Bot. Tidsskr. 1938. P. Gelting. De bornholmske heder, De danske Heder. I. 1943. M. Køie: Vegetationen på Bornholm, Bornholmernes Land. I. 1944. 51–66. Arne Larsen. Bornholms botaniske seværdigheder, Bot. Tidsskr. 1954. Sa. Bornholms Flora, smst. 1955.

Skovene.

Skovarealet er 11.303 ha (19,2% af totalarealet), heraf 9745 ha bevokset. Det er landets skovrigeste amt. Fordelingen til træarter er flg.: bøg 499 ha, eg 311 ha, ask 165 ha, andet løvtræ 825 ha, rødgran (sitka- og ædelgran) 3474 ha og andet nåletræ 2149 ha. 2322 ha er bevokset med blandingsbestand. 4578 ha er fordelt på småskove (d.v.s. skove under 50 ha), mens 6725 ha falder på større ejendomme. 5159 ha er i privat eje, 3370 ha er statsejendom, 2760 ha tilhører kommunerne og 14 ha præstekald. Den samlede årl. hugst er (1951/52) 61.100 m³ el. 6,3 m³ pr. ha, hvoraf løvtræ 13.600 m³ og nåletræ 47.500 m³. Gavntræprocenten er 59,9.

Fra øens midte med statsskoven Almindingen strækker sig et samlet skov- og plantagekompleks i østl. retning – den s.k. Højlyng, der dels tilhører staten og dels forsk. kommuner. En anden udløber har retning mod n. og omfatter bl.a. Rø plantage. Herudover findes ml. Rønne og Hasle Blykobbe plantage og s.f. førstnævnte by Rønne plantage samt den beplantede Blemmelyng. På Nord-B. mærkes Slotslyngen og på Syd-B. de private plantageanlæg ved Dueodde og Pedersker Strandmark. De mange småskove forekommer jævnt spredt over hele øen og bidrager sa. m. de skovbekransede vandløb til at give landskabet sit særpræg.

Den samlede skovstrækning midt på øen samt de n. herfor liggende skove står på granitområdet, hvor den faste klippegrund ofte når frem i dagen. Terrænet er højt, sædvanlig over 100 m. o.h., og når op til over 160 m i Rytterknægten, øens højeste punkt. Jorden er langt overvejende af lettere natur – svagt lerblandet sand. Klimaet karakteriseres ved forholdsvis kolde vintre og varme somre. I Almindingen falder en ret betydelig nedbør (712 mm årlig). Blykobbe plantage m.v. samt anlæggene på Syd-B. er anlagt på flyvesand. Langt den overvejende del af arealet indtages af nåletræ, først og fremmest rødgran. Kun en mindre del af Almindingen er løvskov med bøg og eg oftest i blanding med avnbøg (på B. kaldt hvidbøg). Skovfyr forekommer mange steder hyppigt, fx. i Blykobbe og Rø plantager. De mange småskove er gennemgående præget af en overvældende frodighed, rig i sammensætningen af løvtræer som ask, løn, elm, eg og avnbøg.

Så tidligt som 1490, da Jens Brostrup var ærkebiskop i Lund, betegnes skovene på B. som hærgede og forhugne. Det blev derfor påbudt at frede og hegne dem, ligesom det blev forbudt at holde geder. Forholdene synes dog ikke at have forbedret sig at dømme efter fornyede forbud både 1499 og 1501. Under navn af »Udmarken« henlå omkr. midten af 1500t. mere end 1/3 af øens areal uopdyrket. Udmarken omfattede foruden Almindingen (600 ha) og Højlyngen (vildtbanen) strandmarkerne langs kysten samt sogneudmarkerne, der lå omsluttet af de tilstødende gårdes indmarker. Disse strækninger, der af beboerne betragtedes som fælleseje, benyttedes til græsgang for husdyr, til rivning af lyng og til tørveskær. I Almindingen huggedes brænde og tømmer og en del af de 3747 læs brændeved, som årlig måtte afgives til Hammershus. Skønt kongerne i årene 1150 til 1259 havde haft deres borge – Lilleborg og Gamleborg – i Almindingen, og jagten og kronvildtet her som andensteds i Danmark var kongeeje, forblev retten til at udnytte udmarken uændret. I Fr. II.s regeringstid søgte man at gøre B. til kgl. dyrehave, hvorfor det 1577 blev påbudt kun at holde een hund på hver gård, og den skulle være trebenet. Under Chr. IV ansattes to »dyregemmere«, hvis opgave det var at føre tilsyn med den kgl. vildtbane. De var forløbere for de sen. holzførstere og skovridere. At dyrebestanden på dav. tidspunkt ikke var ringe fremgår af, at der 1630 fældedes ikke mindre end 200 kronhjorte. Straks efter oprettelsen af Jægersborg Dyrehave blev der i Chr. V.s tid gentagne gange indfanget hjorte på B. til udsætning i Dyrehaven, og det menes, at det blissede vildt, som fandtes i Dyrehaven, og som sen. bredte sig til Nordsjælland, stammede fra disse bornholmske hjorte. Det gik imidlertid tilbage med hjortebestanden på øen, således opgjordes tallet 1745 kun til 100. Den sidste hind skal være faldet 1779 og den sidste hjort 1785 på Hjortemyren i Bodilsker. Omkr. ved sa. tid forsvandt også det opr. råvildt.

Hvad skovenes behandling angik, så vedblev rovhugsten gennem store udvisninger og skovtyverier. Af Almindingen var sidst i 1700t. kun ca. 170 ha skovbevokset af de i alt 600 ha, navnlig fandtes eg, avnbøg og birk foruden forkrøblet krat (se i øvrigt ndf. under Vester Marie so.). Foruden Almindingen tilhørte på den tid flg. skove kongen: de små kirkeskove i Nylarsker, Vester Marie, Ibsker, Rø, Olsker, Rutsker, Klemensker, – en lille skov af birk ved Døndalen i Rø (Strandskoven) og en lille birke- og aspeskov i sandklitterne på grænsen ml. Åker og Pedersker so. De øvr. skove var private og tilhørte i alm. de nærliggende gårde. Træbestanden var i dem, if. Rawert og Garlieb 1815, eg, ask, elm, løn, avnbøg, el, hassel, pil samt andre alm. buskvækster. Hele Højlyngen (el. landets midte) var med undtagelse af Almindingen helt blottet for træer og henlå stadig som udmark. I årene 1784–1810 lod regeringen udmarken opmåle, og arealet blev opgjort til 5076 ha, hvoraf 1536 ha allr. var opdyrket. 1832 blev udmarken opdelt, således at lidt under halvdelen blev henlagt som statens eje, medens resten tilfaldt sognene. 1866 vedtoges en lov, der bestemte, at udmarken var de respektive kommuners ejendom, og at en betydelig del (ca. 3000 ha) skulle udlægges til skovplantning, medens andet (ca. 5000 ha) solgtes el. bortarvefæstedes. Af det, der blev udlagt til skovopelskning, skulle hvert år 43 ha tilplantes. Denne tilplantning er nu for de fleste lodders vedkommende afsluttet, og de betydelige kommuneplantager er kommet under forstmæssig behandling og ligesom flertallet af øens småskove oftest tilsluttet den pr. 15/1 1935 stiftede Bornholms s. 401 Skovdyrkerforening, der har et medlemstal på 171 med et areal på 2275 ha skov.

Efter at øen i henved 100 år havde været uden råvildt, blev dette genindført 1885. Antallet anslås på nuv. tidspunkt til ca. 600 stk. Af andet jagtvildt findes haren over hele øen, men fordelt således, at der er flest på Syd-B. Tjuren er flere gange blevet udsat, første gang 1891, uden at det dog er lykkedes at få den til at indgå som et blivende led i den bornh. fauna. Urfugl blev udsat sidst i 1890erne, men den sidste blev skudt 1910. Sa. å. blev der ved Hammeren udsat ryper, der dog hurtigt forsvandt. Fasanen blev indført i 1880erne, mens agerhønen allr. var indført i 1870erne.

Øens største skovejendom – Bornholms skovdistrikt (3370 ha, ejdsk. 1319, grv. 734) – tilhører staten. Distriktet består af skovene Almindingen m. Højlyngen (2410 ha), Blykobbe plantage m. Kilen (214 ha), Rø plantage (594 ha) og Slotslyngen (148 ha). Kommunerne ejer bl.a. flg. ejendomme: Povlsker plantage (382 ha, ejdsk. 99, grv. 45), Pedersker plantage (351 ha, ejdsk. 168, grv. 52), Åker plantage (322 ha, ejdsk. 179, grv. 55), Bodilsker plantage (278 ha, ejdsk. 167, grv. 48), Rønne plantage (276 ha, ejdsk. 53, grv. 26), Nyker plantage (148 ha, ejdsk. 55, grv. 26), Øster Marie plantage (148 ha, ejdsk. 59, grv. 23), Rutsker plantage (140 ha, ejdsk. 63, grv. 34), Vester Marie plantage (136 ha, ejdsk. 77, grv. 28), Østerlars plantage (134 ha, ejdsk. 66, grv. 25), Nylarsker plantage (105 ha, ejdsk. 30, grv. 17), Klemensker plantage (94 ha, ejdsk. 58, grv. 17), Åkirkeby plantage (75 ha, ejdsk. 48, grv. 13) og Hasle plantage (68 ha, ejdsk. 29, grv. 10). Andre plantageejendomme er Ibsker Husmænds plantage (280 ha, ejdsk. 66, grv. 21) og A/S Hasle Klinker- og Chamottestensfabriks plantage (Sorthat m.fl. 205 ha, ejdsk. 75, grv. 51).

Litt.: Skovene paa B. omkr. Aar 1814. Fra Skoven og Træmarkedet. 1922. L. A. Hauch. Danmarks Trævækst. IV. 1923. C. Weismann. Vildtets og Jagtens Historie i Danmark. 1931. M. K. Zahrtmann. Borringholmerens Historiebog. II. 1935. 240–84. Bornholmernes Land. 1944. I. 157–59. II. 145–62. Ellen Hansen. Historiske Optegnelser om Trævæksten paa B., i Dansk Skovforenings Tidsskr. 1943. 11–22, 195–230, 237–65; 1949. 6–26. Sa. i BornhSaml. 1947. 81–106; 1949. 135–59; 1953. 55–105. Danske Skovdistrikter 1949. Johs. Bulmer. Om Vildt og Jagtret paa B. især i ældre Tider, i BornhSaml. 1911. 41–72. Johan Kofoed. Kaptajn O. E. Sonnes Optegnelser, smst. 1913. 1–30. M. K. Zahrtmann. Hans Rømer og Almindingen, smst. 1916. 49–151. Sa. Sandflugten paa B. og Peder Jespersen, smst. 1917. 26–106.

Kulturgeografi.

I B. a. lever (1950) 48.134 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 81,9 indb. pr. km². Af befolkningen lever 56,1% under bymæssige forhold (46,7% i købstæder, 0,1% i forstadsbebyggelser og 9,3% i bymæssige bebyggelser i øvrigt). Befolkningen er fordelt på 14.569 husstande; i byerne går der gennemsnitlig 3,1 indb. på en husstand, i landkommunerne 3,5.

Befolkningens fordeling ses af befolkningskortet s. 391. Dette kort viser et for de da. øer højst usædvanligt forhold, nemlig en næsten fuldstændig mangel på landsbyer. Landbefolkningen på øen bor og har altid boet spredt, medens der på den anden side findes et betydeligt antal større el. mindre byer og bylignende befolkningsophobninger, der ganske overvejende ligger langs kysten. Karakteristisk er også det udstrakte, sammenhængende, folketomme område, der omfatter næsten hele øens centrale del. Her går grundfjeldet for nær mod overfladen til at tillade en opdyrkning af jorden (se s. 388), hvorfor området, der tidl. mest var lyngklædt, nu udnyttes til skov, overvejende nåleskov. Det folketomme område strækker sig fra Almindingen i øens midte mod øsø. til Paradisbakkerne, s. 402 nv.f. Neksø. Andre folketomme el. næsten folketomme områder findes bl.a. ved Rø plantage, omkring Hammeren og i klitzonen ved Dueodde.

Alle amtets købstæder, undtagen Åkirkeby, ligger ved kysten og er havnebyer. P.gr.af deres ringe indbyrdes afstand er den enkelte købstads oplandsområde lille og dens handel med oplandet ikke betydelig, men til gengæld sikker. Købstæderne, med undtagelse af Rønne, har derfor ikke nået store folketal, men udviser en betydelig stabilitet i størrelse og erhvervsstruktur. Selv om håndværk og industri i alle købstæder er det vigtigste erhverv, beskæftiger dette erhverv kun i Rønne, Hasle og Allinge-Sandvig over halvdelen af den erhvervsaktive befolkning. Handel, samfærdsel og (i havnebyerne) fiskeri er særdeles vigtige erhverv for købstædernes befolkning. I de tre nævnte, industrielt orienterede købstæder beskæftiger sten- og lerindustrien over halvdelen af industriarbejderne.

Langs kysterne ligger endv. en del fiskerlejer med bymæssig karakter, hvoraf Årsdale og Tejn har over 500 indb. Det sa. gælder Gudhjem, hvis erhvervsstruktur må betegnes som mangesidig. Det er karakteristisk, at disse fiskerbyer næsten alle ligger ved granitkysterne (undtagelser er Snogebæk og Arnager).

I øens indre når ingen bebyggelse, bortset fra Åkirkeby, over 500 indb. De eksisterende befolkningsophobninger i det landsbyløse indre er alle af ny dato, opstået som stationsbyer efter jernbanernes anlæggelse omkr. århundredskiftet. Det drejer sig om Klemensker, Nyker, Nylarsker, Østerlarsker, Øster Marie, Lobbæk, Pedersker og Rø samt en række mindre bebyggelser, alle med en ret alsidig erhvervsstruktur, hvor lokal handel, håndværk og industri samt handel med oplandet i snævreste forstand er vigtigste erhverv. Disse bydannelser, der skyldes jernbanerne, vil efter de to jernbaneliniers nedlæggelse (se s. 429) sandsynligvis stagnere, da en væsentlig del af de erhvervsfunktioner, som stationsbyerne udøver i andre landsdele, her er knyttet til de små købstæder og fiskerbyerne.

Andre karakteristiske træk i landbebyggelsen er en alm. tendens til at koncentrere en del af bebyggelsen langs de større landeveje for at opnå den trafikalt gunstigst mulige placering. Gårdene ind imod det centrale granitområde (Almindingen) er mindre end de ældre gårde i det frugtbare morænelerområde og repræsenterer en senere kolonisation. Til mange ådale har der tidligt været knyttet en særlig, endnu erkendbar bebyggelse, der bl.a. er baseret på vandmøller. Endelig må nævnes den meget betydelige sommerhusbebyggelse, der især er knyttet til kysterne, navnlig granitkysterne, og som tjener til ferieopholdssted for mennesker fra alle dele af landet, dog mest københavnere, og for ikke helt få udlændinge, mest svenskere.

Af amtets befolkning levede 1940 35,0% af egl. landbrug, 1,0% af skovbrug og 3,5% af fiskeri. 28,8% levede af industri og håndværk, 7,9% af handel, 5,7% af transportvirksomhed, og 4,2% af administration og liberale erhverv. 12,5% var uden erhverv, hovedsagelig rentiers, aldersrentenydere og pensionister. Landbrug og fiskeri er vigtigere i amtet end for landet som helhed, mens industri, handel, samfærdsel og administration spiller en mindre rolle for beskæftigelsen end gennemsnitligt for landet.

Amtets erhvervsstruktur domineres af landbrugsområderne, om end med indslag af industriområder. De mest udprægede landbrugsdistrikter findes i øens sydøstl. del, hvor landbrug beskæftiger over 75% af den erhvervsaktive befolkning. s. 403 Landbrug er hovederhvervet i samtlige landkommuner i amtet, undtagen Knudsker, mens industri og håndværk er vigtigste erhverv i samtlige købstadskommuner.

Landbrugsarealet er forholdsvis lidt mindre end gennemsnittet for de da. øer (se også afsnittet statistik, s. 405). I de fleste landsogne indtager landbrugsarealet ml. 60 og 80% af arealet, men i øens centrale, overvejende skovklædte del og imod sø. udgør det mindre end 60% af totalarealet.

Som landbrugsområde har B. a. lignende struktur som de øvrige da. øer. Toradet byg er den mest dyrkede kornart i de fleste sogne, og denne kornart repræsenterer over halvdelen af hele øens kornavl. Havre, blandsæd og hvede er vigtige sekundære kornarter, mens rugproduktionen er ringe. For amtet som helhed er fodersukkerroen nu den vigtigste rodfrugt med omtrent halvdelen af det samlede rodfrugtareal, mens runkelroens betydning er aftagende. Endnu ringere er dyrkningen af kålroer og af sukkerroer til foderbrug. Et mindre kvantum sukkeroer til fabrik udføres til Sverige. Såvel roeafgrøderne som kartoffelproduktionen viser en påfaldende jævn fordeling. Frugtavlen er ikke betydelig. Endelig må omtales, at der på B. foregår en ikke ringe frøavl.

Hornkvægholdet i B. a. domineres af den røde, da. malkerace og af jerseykvæg. Smørydelsen pr. ko svarer omtrent til gennemsnittet for landet. Svineavlen er forholdsvis jævnt fordelt på landbrugsjorden, dog med en lille overvægt for de østl. egne. Fåreholdet er ganske ubetydeligt, mens hønseholdet er ret stort, med overvægt i amtets østlige del.

Langs kysterne findes en ret betydelig fiskerbefolkning i byer og fiskerlejer, hvoraf Tejn, Gudhjem og Svaneke på n.kysten, Årsdale og Neksø på ø.kysten, Rønne og Hasle på v.kysten, hver har over 50 erhvervsfiskere. Andre større fiskerlejer er Teglkås, Vang, Melsted, Bølshavn, Listed, Snogebæk og Arnager. Fiskeriet fra Bornholm foregår næsten udelukkende i Østersøen, hvor sildefangsten fra gl. tid har været betydelig, og røgningen af silden var og er en særdeles vigtig, sæsonbetonet beskæftigelse for fiskerlejernes kvindelige befolkning. I allernyeste tid har laksefangsten fået stor betydning og har trukket fiskere fra landets andre egne til Østersøen, hvor de bl. a. har base i bornholmske havne. Desuden drives noget åle- og torskefiskeri fra B.s kyst, mens fladfisk, mest skrubber, spiller en forholdsvis underordnet rolle.

I B. a. foregår en ikke ringe mineralproduktion af materialer, som ikke findes andetsteds i Danmark. Granit brydes ved Klippegård ø.f. Rønne, Vang, Hammerknuden, Olsker og Allinge, mens sandsten (neksøsandsten) brydes ved Frederiks Stenbrud n.f. Neksø. Ø.f. Rønne udvindes kaolin, der p.gr.af sit jernindhold ikke i nutiden anvendes til finere porcelæn, men til teknisk porcelæn, fajance, og som fyldstof i papir. Mellem Rønne og Hasle har man brudt kul under ret vanskelige betingelser, men lejerne må nu praktisk talt anses for udtømte. Ildfast ler, der forekommer i sa. aflejringer som kullene, spiller stadig en stor rolle og brydes især s.f. Hasle. Jf. i øvrigt afsnittet dybgrundens geologi, ovf. s. 379.

Industrien i B. a. arbejder overvejende for det lokale markeds forsyning, men industrier på lokale, mineralske råstoffer søger marked over hele Danmark, og landbrugsindustrierne m. fl. a. industrier eksporterer. Størst betydning har sten- og lerindustri, men også bygningsindustrier, nærings- og nydelsesmiddelindustrier og i noget s. 404 ringere grad metalindustri og træindustri er vigtige. Rønne er langt den største industriby (flere savværker, maskinfabrikker og stenhuggerier, keramik o. lgn., bådebygning, øens eneste svineslagteri).

Fremmedbesøget spiller erhvervsmæssigt en meget stor rolle for øen, frem for alt for byerne langs granitkysten. De vigtigste turistcentrer er Allinge-Sandvig og Gudhjem, men også Vang, Tejn, Rø, Melsted, Listed, Svaneke, Snogebæk-Dueodde og Christiansø har betydning som sådanne. Det årlige antal feriegæster anslås til op imod 100.000.

De bornholmske jernbaner anlagdes 1900–16. Da de ikke var forbundet m. landets øvr. jernbanenet og derfor ikke behøvede at udbygges m. sa. sporvidde som dette (1,435 m), valgte man af økonomiske grunde at anlægge dem som smalsporbaner med sporvidden 1 m. Nu drives kun linien Rønne-Åkirkeby-Neksø, mens linierne Rønne-Allinge-Sandvig og Åkirkeby-Gudhjem er nedlagt og erstattet af buslinier. Et velordnet rutebilnet gennemkrydser øen. Vejnettet er tæt, vejene velholdte, men delvis af ringe bredde. Bemærkelsesværdig er den kystvej, som fra Neksø løber over Svaneke og Gudhjem til Allinge, hvorfra den går inden om Slotslyngen til Hasle. Denne nyanlagte vej følger næsten hele den bornholmske granitkyst. Dens betydning er i første række turistmæssig, men også for den lokale trafik ml. kystens mange småbyer er den af vigtighed.

Af afgørende betydning for øens forbindelse m. omverdenen og dens nære samfærdselsgeografiske tilknytning til det øvr. land er de to skibsruter, som forbinder den m. Kbh. Vigtigst er ruten Rønne-Kbh., der drives af Bornholms Dampskibsselskab af 1866 med skibe hver aften fra Kbh. og Rønne (sejltid 8 timer), medens Det Østbornholmske Dampskibsselskab opretholder en fragt- og i tre sommermåneder tillige en passagerlinie ml. Kbh. og Hasle, Allinge, Gudhjem, Svaneke og Neksø. I sommertiden kommer hertil turistruter til Ystad og Simrishamn i Skåne m.v. Ærtholmene har postbådforbindelse m. Svaneke.

SAS. driver en flyverute Kbh. (Kastrup) –Rønne (Onsbæk) med to flyvninger daglig i hver retning; flyvetid 50 minutter.

Landbrugets historie.

Landbruget, der er øens hovederhverv, adskiller sig i sin historiske udvikling på mange punkter stærkt fra det øvr. Danmarks. – Bebyggelsen er karakteristisk ved, at der ikke findes egl. landsbyer (men nok fiskerlejer, ligesom der i nyere tid har dannet sig stationsbyer langs banerne og sammenhængende villabebyggelser på n.kysten), idet gdene, der fra gl. tid falder i 4 kategorier: selvejergde, vornedegde, præste- og degnegde samt proprietærgde, ligger spredte, dog ofte i strøg el. rækker, som da undertiden har et fælles navn, ofte endende på -by. Inden for hvert so. er selvejergdene og vornedegdene nummererede i hver sin række (1., 2., 3. osv. selvejergd., 1., 2., 3. osv. vornedegd.). Disse gdstal anvendes endnu, skønt der ikke mere er nogen real forskel ml. kategorierne. Selvejergdene, hvis nummerering første gang anvendtes 1616, ligger i hvert so. efter deres nummerorden fra n.siden ned langs østsiden, sydsiden og op langs v.siden, medens vornedegdene, hvis nummerering først træffes 1671, ligger spredt i so. uden hensyn til nummer. I slutn. af 1600t. var antallet af selvejergde 680, af vornedegde 219. Egl. hovedgde findes ikke og har aldrig eksisteret på Bornh., om end der nok i middelalderen og noget op i nyere tid er eksempler på større godssamlinger under adelige i tilknytning til enkelte større gde. Således besad en tid Peder Oxe Maglegård og 30 andre bornh. gde. Også indfødte bornh. adelsslægter fandtes i tidl. tid (fx. Bagge, Gagge, Myre og Uf), men for landbosamfundets struktur havde de ingen større betydning. Uden for nummerrækkerne stod foruden præste- og degnegdene de 15 s.k. proprietærgde, til hvilke der knyttede sig visse afgiftsfriheder og rettigheder fra en tid, da de ejedes af de s.k. frimænd, en landboklasse, som mistede sin betydning i 2. halvdel af 1600t. I løbet af 1600t. udviskedes s. 405 også det opr. faktiske skel ml. selvejergde og vornedegde. »Vorned« fik på B. aldrig sa. betydning som i det øvr. Danmark, men betegnede kun et fæsteforhold uden særlige personlige frihedsbånd. Vornedegdene ejedes opr. af ærkebispestolen, kapitlet i Lund, kirker, hospitaler el. private, men kom efterhånden for største delen under kronen. Allr. før 1700 var en del opr. vornedegde reelt blevet selvejergde og omvendt nogle opr. selvejergde fæstegde. Ved en samlet auktion 1744 solgte kronen de i dens eje værende 230 fæstegde med ca. 1535 tdr. hartk. til selveje for en samlet sum af ca. 37.300 rdl., hvorefter praktisk talt alle bornh. gde var selvejergde, selv om den gl. formelle sondring bibeholdtes. Af stor betydning for forståelsen af den bornh. bondestands sociale stilling er endv. forordn. af 14/10 1773, der præciserede og lovfæstede øens gl. vedtægt (omtalt allr. 1542 og sen. fl. gange stadfæstet) for selvejergdenes (må forstås som alle faktiske selvejergde) arv, bl.a. at gden skulle gå i arv til den yngste søn »gårddrønten«, derimod til den ældste datter (»gårapibel«), hvis der kun var døtre. Vedtægten (og forordn.) tilstræbte at modvirke arvedelinger. At det var yngste søn el. ældste datter, der arvede, er et ejendommeligt forhold, der har fundet mange forklaringer, men ingen sikker og eentydig. Da en stærk udparcellering af gdene fandt sted i 1800t., mistede denne arveordning sine væsentligste forudsætninger, og den ophævedes ved lov af 8/1 1887. Men den havde bidraget til, at bondestanden på B. i en tid, da landets bønder ellers var sunket ned til en social underklasse, hævdede en stilling som en art fideikommisbesiddere. Til at styrke den bornh. bondestands sociale stilling bidrog endv. den særl. bornh. militærordn. (se s. 408), bl.a. ved at mange bønder havde officersstillinger. – Også i skattemæssig henseende indtog B. bl.a. i kraft af øens privilegier af 1658 en særstilling. Hartkornsberegningen var en anden end i det øvr. land, idet en bornh. td. hartk. ved matrikuleringsarbejdet efter 1816 viste sig kun at udgøre 31/45 af en alm. td. hartk. el. 49.600 □ al. normaljord mod 72.000 □ al. i det øvr. land. Matriklerne af 1664 og 1688 gjaldt ikke på B., som først 1844 fik en på opmåling og bonitering baseret matrikel, der dog bibeholdt et særl. bornh. hartk. Jordens skyldsætning var indtil da, som i det øvr. land indtil 1664, baseret på forsk. jordebøger, af hvilke navnlig den af 28/6 1664, som dannede grundlag for alle senere, var af betydning som en slags »hartkornsel. skyldsætningsbog«. Af betydning i ældre tid var ikke mindst Lunde stifts landebog fra o. 1570 (udg. af K. G. Ljunggren og B. Ejder i Skånsk senmedeltid och renässans, bd. 5, 1952, 513–49; om den bornh. matrikulering se i øvr. Gunnar Knudsen i FortNut. II, 1919. 38–41). Til 1840 havde øen ligeledes sit eget tøndemål. Det øvrige lands sondring ml. privilegeret og uprivilegeret hartk. kendtes ikke på B. M.h.t. tienden var B. fritaget for kongetiende, medens præste- og kirketiende ydedes med et for hvert so. bestemt samlet kvantum. Skattemæssigt sidestilledes B. først fuldstændigt med det øvr. land 1904 for statsskatternes og 1925 for kommunalskatternes vedk. – Af bebyggelsens særl. karakter fulgte, at der på B. aldrig har bestået et jordfællesskab som det, der i det øvr. land var knyttet til landsbybebyggelsen. Kun på de som kronens ejendom hævdede udmarker ɔ: den fra gl. tid udyrkede jord, som af indbyggerne benyttedes til græsning, lyngskæring osv., bestod der i vid udstrækning et fællesskab, som ved kgl. resol. af 30/5 1832 blev hævet, således at indbyggerne fik erstatning for brugsretten. Sen. ordnedes disse forhold ved den fuldstændige udskiftning 1848 og ved resol. af 6/5 1850 og lov af 9/2 1866. Udmarkssagen havde i lange tider været et dominerende stridsspørgsmål ml. bornholmerne og regeringen, og først ved lov af 29/4 1913 har sagen fundet sin endelige løsning. – Også med hensyn til driftsmetoder og produktion er i løbet af det sidste hundredår forskellene ml. B. og det øvr. Danmark forsvundne. Hertil har ikke mindst den 1852 stiftede »Bornholms landøkonomiske Forening« bidraget. På flere vigtige områder er det bornh. landbrug gået i spidsen, idet B. som landets første amt fuldstændigt havde udryddet kvægtuberkulosen 1935 og den smitsomme kalvekastning 1949, ligesom en kollektiv bekæmpelse af smitsom yverbetændelse er begyndt 1952.

Statistik.

Amtets areal var 1. april 1954 587,55 km². Af det samlede areal udgør købstæderne 33,56 km² og vandarealerne 2,65 km².

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal, 1951: 58.755 ha, udgjorde landbrugsarealet 39.515 ha, gartnerier og frugtplantager 153 ha, skov og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger) 11.356 ha, bebygget grund og gårdsplads 1150 ha, private haver 1292 ha, gader, veje, jernbaner, hegn olgn. 1688 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 511 ha, tørvemoser 142 ha, heder, klitter, sumpe, stenmarker olgn. 2683 ha og vandarealer 265 ha.

1953 var fordelingen af landbrugsarealet, i alt 39.311 ha, flg.: hvede 1351 ha, rug 1051 ha, byg 11.647 ha, havre 2840 ha, blandsæd 2325 ha, bælgsæd 511 ha, kartofler 358 ha, foderroer m.v. 4627 ha, sukkerroer til fabrik 176 ha, frø 1226 ha, grønsager på friland 100 ha, brak 167 ha, græs- og grønfoder 11.790 ha og industriplanter (hør, sennep, raps, hamp etc.) 1142 ha.

Bortset fra Kbh.s amtsrådskreds er B.s amt den mindste af Øernes amtsrådskredse. Amtet har sammenlignet med de andre øamter et noget mindre landbrugsareal og forholdsvis store skovarealer og arealer med klipper, stenmarker, hede olgn. Kornarealerne udgør en lign. andel af det samlede landbrugsareal som gennemsnitlig i de øvr. amter på øerne, rodfrugtarealerne og arealerne med forsk. andre høstafgrøder som frø, sennep og grønsager er sædvanlig relativt små, hvorimod græs- og grønfoderarealerne er temmelig store.

Høstudbyttet var 1953 i alt 2,0 mill. afgrødeenheder (hver lig foderværdien af 100 kg byg), hvoraf 0,7 mill. kerne af korn, 0,2 mill. halm, 0,5 mill. rodfrugter og 0,6 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsskyldvurderingen 1950 udgjorde den samlede vurderingssum i B.s amt 306,6 mill. kr., heraf for ejendomme i købstæderne 155,0 mill. kr., i landdistrikterne 151,6 mill. kr. Den samlede grundværdi udgjorde 74,6 mill. kr., heraf i købstæderne 25,1 mill. kr., i landdistrikterne 49,5 mill. kr.

Af ejendomme i landkommunerne var der 58 større landbrug på over 12 tdr. hartk. m. i alt 919 tdr. hartk. (areal 4347 ha, vurderingssum 7,9 mill. kr.), 1641 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. m. i alt 6161 tdr. hartk. (areal 33.610 ha, vurderingssum 66,5 mill. kr.) og 1781 landbrugshuse (landejendomme på 1 ha og derover m. under 1 tdr. hartk.) m. i alt 785 tdr. hartk. (areal 7702 ha, vurderingssum 22,5 mill. kr.).

Blandt øvr. ejendomme i amtets landkom. kan nævnes 2730 ejendomme m. beboelse og forretning til en samlet vurderingssum af 29,9 mill. kr.

Af købstædernes ejendomsskyldværdi faldt 109,0 mill. kr. på beboelses- og forretningsejendomme, 17,4 mill. kr. på stats- og kommunale ejendomme og andre m. fritagelse efter § 8, 7,4 mill. kr. på hoteller, fabrikker m.v., 5,2 mill. kr. på landbrug, 0,8 mill. kr. på gartnerier, 0,8 mill. kr. på byggegrunde og 14,3 mill. kr. på andre vurderinger.

Der var 1954 193 statshusmandsbrug i amtet. Statens tilgodehavender i disse var 2.690.000 kr.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1953: 6142 heste, 39.481 stk. hornkvæg, hvoraf 20.729 malkekøer, 111 får, 48.324 svin, 672.431 høns, 1035 kalkuner, 10.891 ænder, 4480 gæs og 1742 bifamilier.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. I alt 2244 landbrugsmedhjælpere var beskæftiget i amtet i juli 1953; samtidig svarede indehaveres og disses ægtefællers og mindreårige børns arbejde til 3402 personer. Malkemaskinanlæg fandtes 1953 på 1268 landejendomme. Der var i alt 646 landbrugsejendomme, som selv havde traktorer, i alt 687 traktorer. Desuden var der 11 egl. maskinstationer i amtet m. i alt 22 traktorer; herudover udførte 22 landbrugere m. i alt 27 traktorer erhvervsmæssigt traktorarbejde for andre. 690 ejendomme i amtet havde ensilagebeholdere.

Befolkningen. Hele amtet havde 7/11 1950: 14.569 husstande med 48.134 indb. (1801: 19.507, 1850: 27.927, 1901: 40.889, 1930: 45.684); deraf havde provinsbyerne 7308 husstande med 22.492 indb. el. 46,7% (1801: 5926, 1850: 9451, 1901: 18.256, 1930: 19.679 el. henh. 30,4, 33,8, 44,6 og 43,1%); hertil kommer i provinsbyernes forstæder 409 indb. (136 husstande) og i andre bymæssige bebyggelser 4493 indb. (1488 husstande), i landdistrikterne 20.740 indb. (5637 husstande).

Folkemængden i amtet var 1940 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter samtlige personer – hustruer, mindreårige børn m.v. – i familier, hvis forsørger var tilknyttet det nævnte erhverv): 18.389 levede af landbrug m.v., 13.398 af håndværk og industri, 3670 af handel og omsætning, derunder restaurations-, bank-, sparekassevirksomhed m.v., 2665 af transportvirksomhed, 1937 af administration og liberale erhverv, og 5828 var ude af erhverv og levede enten af alders- el. invaliderente, off. understøttelse el. af pension, formue olgn.; om 655 savnedes oplysning m. h. t. erhverv.

Ved den 1948 afholdte erhvervstælling var der i amtet i alt 1300 håndværks- og industrivirksomheder, der i alt beskæftigede 7029 personer, heraf 4617 i byerne el. disses forstæder, s. 407 270 i bymæssige bebyggelser og 2142 i rene landdistrikter. Virksomhedernes maskinkraft var i alt 17.100 h.k. Virksomhederne i byerne er nærmere omtalt under de enkelte byer. Der var i alt i amtet 68 engros- el. dermed beslægtede virksomheder m. 280 beskæftigede og en omsætning på 42,1 mill. kr., 548 detajlhandelsvirksomheder m. 1591 beskæftigede og en omsætning på 77,3 mill. kr. og endelig 168 hotel- og restaurationsvirksomheder m. 904 beskæftigede og en omsætning på 9,9 mill. kr.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold 1/4 1952–31/3 1953.

Af amtskom.s indtægter var de væsentligste poster: grundskyld 1.330.000 kr., ejendomsskyld 174.000 kr., afgifter af motorkøretøjer 1.367.000 kr., andre indtægter 1.608.000 kr., af udgiftsposterne: bidrag til Amtsskolefonden 270.000 kr., medicinalvæsen (efter fradrag af den fælleskommunale udligningsfonds tilskud til sygehusudgifter) 1.362.000 kr., vejvæsen (efter fradrag af forsk. tilskud, der afholdes af motorafgifterne) 2.071.000 kr., renter af gæld 86.000 kr. og administration 105.000 kr.

Ejendomsskyldpromillen var 1953/54 16,53 og lå 58% højere end gennemsnittet for landet, medens grundskyldpromillen 27,55 lå 66% højere end gennemsnittet.

Amtsfondens formue udgjorde 31/3 1953 5,6 mill. kr., hvoraf 3,3 mill. kr. i faste ejendomme. Amtsfondens gæld 2,1 mill. kr. M. h. t. købstædernes finansielle forhold henvises til afsnittene om hver enkelt by.

M. h. t. de finansielle forhold for sognekom. i B.s amt under eet kan anføres flg.: Af de pålignede skatter udgjorde i 1952/53 ejendomsskylden 677.000 kr., grundskylden 1.252.000 kr., grundstigningsskylden 5500 kr., opholdskom.skatten 2.889.000 kr., erhvervskom.skatten 10.000 kr. og aktieselskabsskatten 42.000 kr.; afgiften af motorkøretøjer indbragte 474.000 kr. og andre afgifter 30.000 kr. Af andre indtægter kan især nævnes formue- og erhvervsindtægter 205.000 kr.

Sognekommunernes væsentligste udgifter var: sociale udgifter 1.400.000 kr., skolevæsen 631.000 kr., vej- og kloakvæsen 1.506.000 kr., administration 347.000 kr. og renter af gæld 13.000 kr. Sognekom. ejede 31/3 1953 11.040.000 kr., hvoraf 3.845.000 kr. i faste ejendomme og 7.195.000 kr. i værdipapirer. De havde en gæld på 390.000 kr.

Trafikforhold. Der var 1955 i amtet 241,4 km landeveje; desuden var der 665 km biveje. Der var 1/1 1955 i alt 3404 automobiler indregistreret i amtet, hvoraf 2048 personbiler, 122 drosker, 37 rutebiler m.v., 1183 vare- og lastvogne, endv. var der 74 motorcykler af scootertypen og 1015 andre motorcykler. Der var 1954 under amtet autoriseret 23 personautomobilruter; ruternes samlede længde var 792 km, og de betjentes af 26 vogne med 846 pladser.

Inddeling.

Amtet består af købstæderne Rønne, Hasle, Allinge-Sandvig, Svaneke, Neksø og Åkirkeby og herrederne Vester, Nørre, Øster og Sønder hrd. samt Christiansø. Amtets samtl. købstad- og landkommuner danner en amtr.kr.

Amtsrådet har 15 medl., hvoraf 7 er repræsentanter for købstæderne. Efter valget i marts 1954 tilhørte 8 socialdemokratiet, 2 det konservative folkeparti og 5 venstre, deraf var henh. 5, 1 og 1 valgt i byerne. Amtet har 16 sognekom. foruden Christiansø, som ikke er nogen sognekom., men administreres af forsvarsministeriet. Amtet udgør 2 folketingsvalgkredse (Rønne og Åkirkeby).

I kirkelig henseende hører amtet til Kbh.s stift og omfatter 2 provstier m. 19 pastorater nemlig: 1) Bornholms Vestre provsti og 2) Bornholms Østre provsti.

Amtet udgør 18. politikr. (Rønne). Amtet er i jurisdiktionel henseende fordelt på flg. 2 retskredse: 1) retskr. nr. 25 Rønne kbst. m. Vester hrd. samt Hasle kbst., Nørre hrd. og Hammershus birk (hovedtingsted i Rønne, bitingsted i Hasle, hvortil hører Hasle kbst., Hasle kbst. landdistrikt og største delen af Rutsker, og bitingsted i Allinge, hvortil hører Allinge-Sandvig kbst. og Olsker, Rø samt Rutsker Højlyng), 2) retskr. nr. 26 Neksø kbst. m. Sønder hrd., Åkirkeby kbst., Svaneke kbst. og Øster hrd. (hovedtingsted i Neksø, bitingsted i Svaneke, hvortil hører Svaneke kbst. og Ibsker, Øster Larsker-Gudhjem, Øster Marie samt Christiansø).

Amtet udgør Bornholms amtslægekr., der kun omfatter een lægekreds. Amtslægen bor i Rønne.

Amtet udgør 6. udskrivningskr. (Rønne) med 26 lægder.

Der hører 5 civilforsvarsområder under amtet: 1) (2) Åkirkeby, 2) (5) Allinge-Sandvig, 3) (26) Hasle, 4) (50) Neksø, 5) (70) Rønne.

Amtet er delt i 2 skattekr.: 1) 22. skattekr. Rønne og 2) 23. skattekr. Neksø og udgør en skyldkr. (18. skyldkr.) m. 3 vurderingskredse a) Bornholms vestre vurderingskr., omfattende 9 vurderingsdistrikter, b) Bornholms nordre vurderingskr. (13 vurderingsdistrikter), c) Bornholms østre vurderingskr. (10 vurderingsdistrikter). Christiansø falder uden for skyld- og vurderingskredsinddelingen.

M. h. t. oppebørslen af skatter m.v. udgør amtet Bornholms amtstuedistrikt m. amtstue i Rønne.

Militærvæsen.

I militær hens. havde øen indtil hærloven af 6/7 1867 sin egen forfatning, der kan føres tilbage til Chr. IV 1613, idet denne ordnede for øen et eget værn (milits), hvortil indbyggerne alene var tjenestepligtige, når de ikke tog fast ophold andre steder i riget. Efter 1867 indordnedes B. i landets alm. værn. Dog stod det værnepligtige mandskab kun to år til tjeneste i hæren, hvorefter det for den øvr. tjenestetid trådte ind i øens særlige væbning. Denne bestod af 1 bataillon fodfolk med 4 kompagnier, 1 eskadron rytteri, 1 batteri feltartilleri og 1 artillerikompagni. Chefen for væbningen var en oberst af reserven, der tillige var øens kommandant. Væbningens mandskab bestod af uddannede værnepligtige, der havde fast bopæl på B.; uddannelsen af mandskabet foregik ikke på B. Hvert andet år holdtes øvelser med alle afdelinger, mindst hvert 4. år holdtes mønstring på sådanne steder, at ingen mand havde over 12 km at tilbagelægge fra sin bopæl. Denne væbning blev ophævet ved hærloven af 1922. s. 409 Der blev blot på B. anlagt et depot af våben og anden udrustning til brug for det bornh. mandskab ved en eventuel forsvarshandling, under ledelse af øens kommandant, der til sin rådighed fik 4 kaptajner af reserven og 2 officianter. I øvrigt blev øen militært stillet som de andre da. landsdele. Ved hærloven 1932 blev i det væsentlige B.s væbning genoprettet under navnet Bornholms Værn, med øens kommandant som chef. Efter den russ. besættelses ophør 1946 byggedes n.f. Rønne i Knudsker so. en kaserne (Almegårdslejren), der fik en belægning på omkr. 1000 mand af værnepligtige under uddannelse fra forsk. steder i landet. (I. Olsen. Træk af Bornholms Militærvæsens Historie i det 19. Aarh., i BornhSaml. 1947. 9–59).

Bornholms amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Propr. A. S. Stender (V); prof. J. N. Madvig indtil 16/11 1848 (NL) og derefter sgpr. J. W. Marekmann (H).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Rønne-kredsen: Toldkasserer Hans Heggelund 1849–51 (H); urmager Findanus Petersen 1851–58 (V); lærer Lucianus Kofod 1858–64 (H); lærer A. L. Hjorth 1864–66 (H); oberst Edv. Fallesen 1866–69 (H); lærer Lucianus Kofod 1869–81 (H); gdr. M. P. Blem 1881–1909 (V); red. C. N. Hauge 1909–10 (S); gdr. H. V. Maegaard 1910–13 (V); red. C. N. Hauge 1913–18 (S).

b)Åkirkeby-kredsen: Ritmester H. M. Koefoed 1849–52 (V); sgpr. C. F. Gram 1852–53 s. 410 (NL); farver O. E. Sonne 1853–55 (H); sgpr. C. F. Gram 1855–57 (NL); kapt. Philip Dam 1857–92 (V); lærer Ingv. Jensen 1892–1913 (V); adjunkt K. H. Kofoed 1913–18 (RV).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Red. C. N. Hauge 1918–20 (S); adjunkt K. H. Kofoed 1918–20 (RV); red. Hans Rasmussen 1920–45 (S); pastor L. Blang 1920–28 (V); gdr. H. V. Maegaard 1928 (V); gdr. Axel Koefoed 1929–37 (V); gdr. Hans Conrad Koefoed 1937–53 (V); skolebetjent Axel Berg 1945–51 (S); gdr. Conrad Funch Kofoed 1953– (V); fhv. landstingsmand Johs. E. Larsen 1951– (S).

Åndelige rørelser.

I politisk henseende har B.s a. ikke gjort sig særlig stærkt gældende. Den politiske interesse var hverken i stændertiden el. i folkestyrets første år særl. fremtrædende. Ved valgene til den grundlovgivende rigsforsamling mødte amtet således med den laveste valgdeltagelse i hele landet. Årsagen hertil må søges dels i den afsides beliggenhed og de dårlige forbindelser m. omverden, dels i det forhold, at der på B. ikke herskede nogen social spænding ml. godsejere og en afhængig bondestand. Hvad der optog øens politiske repræsentanter i første række var et forsvar for de gl. privilegier, som øens befolkning besad m. h. t. beskatning og militærtjeneste. Øen var inddelt i to valgkredse. I Rønnekredsen var højrepartiet så godt som enerådende indtil 1881, hvorefter kredsen erobredes af venstremanden gdr. M. P. Blem, der holdt den til 1909. I Åkirkebykredsen formåede højrekandidaterne kun i ringere grad at gøre sig gældende, og fra 1857 beherskedes kredsen af partiet venstre. 1857–92 repræsenteredes kredsen af kapt. Philip Dam. I slutn. af 1880erne begyndte den soc.-dem. bevægelse at gøre sig gældende, men først i løbet af 1890erne slog bevægelsen både politisk og fagligt igennem. Det var red. C. N. Hauge, der gjorde pionérarbejdet, og 1909 lykkedes det ham at erobre Rønnekredsen, fordi både venstre og højre opstillede kandidater. Kredsen blev dog tabt allr. 1910, og først fra 1913 opnåede socialdemokratiet varig repræsentation i de bornholmske kredse. 1913–20 repræsenterede den radikale adjunkt, sen. departementschef K. H. Kofoed Åkirkeby-kredsen, men derefter erobrede venstrepartiet på ny dette mandat. »Bornholms Avis og Amtstidende«, grl. 1828, repræsenterede de konservative interesser, medens venstrepartiets blad var det 1866 oprettede »Bornholms Tidende«. Fra 1902 udkom fra Rønne, hvor alle blade har hjemsted, »Bornholms Social-Demokrat« (fra 1951 »Bornholmeren«).

I kirkelig henseende opstod i 1860erne et stærkt røre omkr. præsten P. C. Trandbergs alvorlige bodsprædikener. Da sognepræsterne lukkede kirken for ham, dannede han 1863 en bornh. frimenighed, der fra 1872 nærmede sig grundtvigianerne. En tid stod Trandberg nedenn. Chr. Møller nær. Han havde dog svært ved at samarbejde og drog i beg. af 1880erne til Amerika. B. har endv. været moderskød for Luthersk Missionsforening. Den stiftedes 1868, og lederen var den bornholmske smed og lægprædikant Chr. Møller (1834–1907). Han udgav forsk. månedsblade og udsendte omrejsende lægprædikanter, der navnlig vandt tilslutning i Kbh., Nordsjælland, Vestjylland og Nordslesvig. Tilhængerne af bevægelsen kaldtes enten Bornholmerne el. Møllerianerne. Forholdet til folkekirken var ofte spændt, og også inden for bevægelsen kom det ofte til svære brydninger. Bevægelsen arbejdede opr. udelukkende for den indre mission, men fra 1911 optog man ligeledes ydre mission på sit program.

Litt.: BornhSaml. 1935. 1–193; 1936. 1–239; 1937. 1–332; 1938. 1–356; 1940. 1–356. M. Neiiendam. Frikirker og Sekter. 1948. 236 ff. Levy Blang. Det kirkelige Liv paa B., Kbh.s Stifts Aarbog 1942–43. 1944. 167–73.

Oldtidsbebyggelse.

B. er arkæologisk set et højst interessant område, idet kulturen gennem adsk. af oldtidens perioder har et præg, der afviger fra, hvad vi kender i det øvr. land, og i flere henseender har nær tilknytning til det øen nærmestliggende land, Skåne.

Fra ældre stenalder kendes der bopladser både fra maglemose- og ertebøllekulturen. Fra den førstnævnte kultur har vi adsk. pladser, således ved Nørre Sandegård i Ø. Larsker, Melsted, Grisby og langs Muleby å og Baggeå; de kendetegnes ved de mange mikrolitter og skrabere, medens økserne er få og små; dette skyldes, at der ved fremstilling af redskaberne udelukkende er benyttet bornholmsk flint, som kun forekommer i små, runde knolde. Ertebøllekulturens bopladser, fra Hammeren og Frennemark, afviger fra det øvr. lands ved, at økserne er af grønsten, dels skiveøkser, dels slebne økser (»limhamnøkser«).

Yngre stenalder frembryder et ret broget billede. Dens første afsnit, tidlig-neolitisk tid (el. dyssetid), er ejendommelig ved, at der ingen sikre dysser findes og heller ingen andre sikre grave; men flere bopladser (Hammeren, Knudegård), mosepotter og andre enkeltfund viser, at øen har været beboet af vore første agerdyrkere, endogså i periodens begyndelse. Rigere repræsenteret er jættestuetiden (mellem-neolitisk tid); der har været i hvert fald 13 jættestuer på øen, hvoraf de fleste endnu er bev., og flere af dem har givet ret rige fund, navnlig af keramik, fra periodens ældre del. Som nogle af de anseligste bev. jættestuer kan nævnes Lundestenen i Nylars, Bønnestene ved Stensebygård og jættestuen i Jættedalen i Åker. Der kendes også flere bopladser fra jættestuekulturen (Hammeren, Grisby, Rispebjerg). Men desuden er der i denne periode spor efter to andre stenalderkulturer, begge med tilknytning til Skåne: Bådøksekulturen (grave ved Nr. Sandegård, Hundsemyre, Munkegård i Åker) og den grubekeramiske kultur (bopladsspor ved Hammeren og Grønnebæk). Stenalderens slutningsafsnit, dolktiden (sen-neolitisk tid), er repræsenteret af nogle få, nu forsv. hellekister, og nogle enkeltfund af flintdolke.

Fra ældre bronzealder stammer de allerfleste af de mange større høje, hvoraf der vides at have været omkr. 700; heraf er dog kun ca. trediedelen bevaret. Flere høje har givet ret rige gravfund, således Store Bøsthøj i Åker og høje ved Ø. Åbygård og Gyldensgård. Et ret rigt offerfund med halskrave, bøjlenål, 3 segle m.m. stammer fra Krasmose i Klemensker. Endnu talrigere er yngre bronzealders mindesmærker, navnlig gravene, der her har fået en fra det øvr. land afvigende udformning, røser, små høje, dannet af sammenhobede sten, hvorunder graven findes i form af små stenkister el. urner, der indeholder de brændte ben og de sparsomme gravgaver. Hvor mange røser der har været på B., er nu umuligt at sige, da de fleste for længst er sløjfede; men der haves underretning om henimod 1300; ofte ligger de i store grupper. Røserne tilhører imidlertid ikke udelukkende bronzealderen, om end de fleste synes at stamme fra denne periode; men denne gravform har også været benyttet ind i ældre jernalder. Sa. m. røserne forekommer to andre grupper af mindesmærker, som antagelig også hovedsagelig må tilskrives yngre bronzealder, skibssætninger og bautasten. Af skibssætninger vides der at have været en snes stykker, hvoraf halvdelen er bev. Af bautasten vides der at have været mindst 700, hvoraf omkr. trediedelen er bev. En del af dem står på høje el. røser el. ml. sådanne; men andre danner store grupper uden særlig tilknytning til bronzealderens grave, og deres tilknytning til denne periode må siges at være tvivlsom. Ved Rutskirke har der været en gruppe på over 100, ved Grødby 70; bev. er grupperne i skovene Gryet (62) og Louisenlund (51); de højeste bautasten står på Frennemark ved Svaneke. En speciel bornholmsk form for mindesmærker er »piltene«, der især kendes fra Højlyngen: Røser, på hvis top er bygget en stenpyramide. Fra yngre bronzealder stammer adsk. rige depot- el. offerfund: Fra Balsmyr, Grisby og Risegård i Åker. Til bronzealderen må også regnes de talr. helleristninger, som her optræder hyppigere end noget andet sted i landet, oftest på fast klippe, en knold, der rager op over dyrket mark. Hyppigst optræder skålgruber, men der træffes også hjulkors, skibe, fodsålfigurer, sjældnere menneskefigurer. Over 30 lokaliteter kendes, de rigeste af de bev. ved Allinge, Brogård og Storløkkebakken i Olsker og Lille Strandbygård i Nylars.

Meget talr. er gravene fra førromersk (el. keltisk) jernalder, som ellers næsten ikke kendes fra de øvr. da. øer ø.f. Storebælt; de stammer næsten alle fra periodens sen. del og består af brandpletgrave, gruber i jorden, fyldt m. resterne fra ligbålet, brændte ben, aske, trækul og sparsomme gravgaver, bæltehager, bøjlenåle, lerkar, også af og til våben. Disse brandpletgrave er imidlertid ikke indskrænket til førromersk jernalder, men fortsætter ind i de flg. perioder, ældre og yngre romersk tid. De findes navnlig på gravpladser, ofte store, med flere hundrede grave. Således indeholdt pladsen ved Kannikegård i Bodilsker ca. 800 grave, pladsen ved Kanegård i Knudsker ca. 300 grave; andre store brandpletgravpladser er undersøgt ved Simlegård, Døndalen, Nr. Sandegård, Slamrebjerg i Bodilsker, Mandhøj i Ibsker, Grødby og Åkirkeby klint. Digevoldinger, vidnende om datidens agerbrug, kendes fra Blemmelyng.

I ældre romertid fortsætter brandpletbegravelser, til dels på de sa. gravpladser som i foreg. periode; enkelte steder, som ved Pilegård i Olsker og Døndalen, begynder skeletgrave m. rigere gravgods at optræde. På bopladsen Dalshøj i Ibsker blev der under de tykke kulturlag fra germansk jernalder fundet en hustomt fra ældre romertid. Ved Robbedale er fundet en sølvskat, bestående af 255 romerske mønter.

I yngre romertid fortsætter begravelser på brandpletgravpladserne, men ofte m. rigere gravgods, navnlig lerkar af en karakteristisk, specielt bornholmsk form; men jordfæstegravskikken s. 412 vinder frem, ofte m. rigt gravudstyr m. lerkar, træbøtter m. bronzebeslag, glaskar, smykker og våben. I Balsmyr er gjort et større våbenfund, navnlig af spydspidser.

Germansk jernalder, perioden 400–800 efter Kristus, som i det øvr. land er en meget fundfattig periode, er på B. meget rigt repræsenteret, både ved gravfund, bopladser og tilflugtsborge. De gl. gravpladser opgives nu og nye opstår, navnlig i egnen sø.f. Gudhjem og østl. på øen: Loftsgård, Nr. Sandegård, Bækkegård, Melsted, Glasergård. Det er mest jordfæstegrave, dels under lave høje, dels under flad mark, ofte m. rigt gravudstyr m. kostbare smykker, prydet m. tidens dyreornamentik, og våben. Medens kulturen på B. i ældre jernalder nærmest havde tilknytning til Oder-Weichselområdet, synes der nu at være forbindelser til Øland og Gotland, hvilket har ført til teorien om en nyindvandring til B. på dette tidspunkt. At denne periode har været en urolig tid, tyder forskellige forhold på: Brændte huse på bopladserne, tilflugtsborge, nedgravede guldskatte. Bopladser kendes fra Sorte Muld og Dalshøj i Ibsker, Smørenge i V. Marie, Sylten og Hindsegård i Ibsker, Sandegård i Åker. De to førstnævnte steder er der afdækket brændte hustomter; ved Dalshøj blev der fundet en guldskat m. 17 romerske mønter fra 400–500t. Tilflugtsborge fra denne tid er Gamleborg i Paradisbakkerne, Ringborgen og Gamleborg i Almindingen; det er naturlige klippehøjder, der er blevet forstærket ved voldanlæg. Betydelige hengemte guldskatte fra denne tid er fundet ved Kåsbygård i Rutsker, Balsmyre og Saltholm i Ibsker.

Fra vikingetiden kendes ret mange gravpladser; flere af gravpladserne fra den foreg. periode benyttes stadigvæk, således Loftsgård, Nr. Sandegård og Bækkegård, andre kommer til, som Saltuna og Lillevang ved Gudhjem. Der er ret mange skattefund fra vikingetiden, navnlig sølvfund, smykker, brudsølv og mønter; bl. de største er Store Frigård i Ø. Marie (der dog stammer fra 1100t.), Bolbygård i Klemensker, Munkegård i Ibsker og Enegård i Nylars.

Runesten er talrigere på B. end i det øvr. land; men i modsætning til dette stammer de allesammen fra den tidlige middelalder, 1000–1100t., og af indskrifterne kan man oftest se, at de er rejst, efter at kristendommen er indført.

Når de arkæologiske forhold på B. er så relativt vel oplyst, skyldes det først og fremmest amtmand E. Vedel, som sa. m. sin medarbejder, lærer J. A. Jørgensen, Ibsker, gennem en længere årrække foretog store udgravninger på øen. Resultatet af sine undersøgelser har Vedel nedlagt i sit store værk »Bornholms Oldtidsminder og Oldsager« (1886) med »Efterskrift« (1897). I de sen. år har Nationalmuseet foretaget store undersøgelser på B.

Fredede oldtidsmindesmærker: 11 jættestuer, 1 ubest. stengrav, 214 større rundhøje, 4 langhøje, ca. 600 røser, 2 stenkredse, 242 bautasten, 10 skibssætninger, 30 helleristninger, 3 tilflugtsborge, 2 andre voldanlæg og 1 runesten, der står på sin opr. plads.

Litt.: E. Vedel. Bornholms Oldtidsminder og Oldsager. 1886. Efterskrift til sa. 1897.

Bebyggelse i historisk tid.

Som klippeø m. rigelig adgang til brudstensmaterialer og m. en beliggenhed som en fremskudt forpost i Østersøen har B. i historisk tid fået en bebyggelse, der i meget afviger fra den, som kendes fra det øvr. land. Allr. i vendertiden har øens monumentalarkitektur, ikke mindst kirkerne, fået et udpræget militært anstrøg. De ovenfor omtalte bygdeborge har utvivlsomt også været benyttet i 1100t. under vendertogene. Egl. herreborge m. befæstede voldsteder kendes næppe; men fra 1200t. findes et par markante fæstningsanlæg, den kgl. Lilleborg fra o. 1150, delvis ødelagt 1259, og dens afløser, ærkebispens mægtige Hammershus fra 1250erne, der langt ned i tiden var en af landets stærkeste fæstninger, hyppigt omstridt og først opgivet sent i 1600t.; efter den tid forfaldt det mægtige kompleks og er nu Danmarks største ruin. B.s kirker er af sa. årsager bygget m. militært formål for øje og hører, navnlig hvad plananlæg angår, til de mærkeligste i landet. En del af dem er sløjfet, helt el. delvis, i slutn. af 1800t., men hvad der er tilbage, vidner om en bygningskultur, der er stærkt påvirket af den romanske kunst omkr. ærkebispesædet i Lund. Forsv. er Klemenskirke, Røkirke og Vester Mariekirke, mens Øster Maries gl. kirke er bev. som ruin. Stærkt ændret i slutn. af 1800t. er Åkirke, Pederskirke, Povlskirke, Rutskirke og Bodilskirke. Velbev. er kun Ibskirke og de fire berømte rundkirker: Øster Larskirke, Nylarskirke, Nykirke og Olskirke, opf. i flere stokværk, hvoraf det øverste antagelig har været bestemt til vægtergang m. skydeskår. Kirkernes fæstningsagtige karakter forstærkes ofte af de bev. fritstående klokketårne, forneden opf. af svært granitmurværk, mens de øvre stokværk er af bindingsværk; den slags klokketårne kendes fra Rutskirke og de tre af rundkirkerne (Øster Larskirke, Nylars- og Nykirke). Karakteristisk er også de hyppigt velbev. hegnsmure om kirkegårdene, hvori er indsat binderinge (til fastbinding s. 413 af heste under gudstjenesten; de er ofte mærket m. gårdens nummer). – En del af kirkerne er opkaldt efter helgener, ikke efter byer, da bebyggelsen på B. hele den historiske tid igennem vedblev at være spredt; egl. landsbyer er ukendt. Af købstæder er Åkirkeby gammel. De fleste af de øvr. byer m. undtagelse af Gudhjem og Allinge-Sandvig fik købstadnavn i middelalderen, men er nu helt præget af sen. tiders maleriske bindingsværkshuse; de ligger alle ved kysten og skylder det store sildefiskeri i middelalderen deres opkomst. P.gr.af terrænets klippekarakter er byerne ofte groet vildsomt op m. snævre og krogede gyder, bedst bev. i Svaneke. Bebyggelsen er lav m. enfamiliehuse i eet stokværk. – Under Chr. V søgte man at omdanne B. til en moderne fæstning, et fremskudt fort i Østersøen. Fra den tid stammer Kastellet i Rønne og de ejendommelige fæstningsanlæg på Ærtholmene, Christiansø og Frederiksø, hvis runde tårne har en mærkelig, men tilfældig lighed med rundkirkerne. Fra sen. tider stammer den altdominerende bindingsværksarkitektur både i byerne og på landet. Nævnes må Erichsens gård i Rønne fra beg. af 1800t.; desuden ejer Rønne et af de ældste provinsteatre (fra 1823). Den karakteristiske lave bebyggelse er blevet overholdt ved genopbygningen efter de omfattende bombardementer af Rønne og Neksø 1945.

Historie.

Øen omtales første gang o. 890 i en angelsaksisk skipper Wulfstans rejseberetning under navnet Burgendaland. Hos Adam af Bremen kaldes den kun Holm (Holmus), et navn, der endnu bruges i Skåne; Saxo kalder den Burgunda insula, i ValdJb. hedder den Burghændæ-, Burghænde- og Burghændholm, islænderne kalder den Borgundarhólmr; 1299 skrives Borghund[æ]holm; 1321 Borendæholm, 1345 Borendholm, og fra midten af 1300t. træffes formen Bornholm, først vistnok i nedertyske kilder, i da. midt i 1400t., eneherskende sidst i 1700t.

At handelen har været en af øens hovednæringsveje allr. i den tidl. middelalder, har man flere vidnesbyrd om, dels gennem møntfund), dels gennem skriftl. beretninger; således fortæller Adam af Bremen, at B. var Danmarks mest berømte havn og en sikker ankerplads for de hedninger, som sejlede på Grækenland, ɔ: de russ. østersølande. Ved år 1200 nævner Slesvig stadsret blandt de der nedsatte købmænd også bornholmere (hospites de Burgundeholm).

I den tidligste middelalder var B. et eget rige; således berettede Wulfstan, der rejste i disse farvande ved år 890, til Alfred den Store i England, at øen havde sin egen konge. Da Danmark blev samlet til eet rige, kom øen ind under den da. konge, der lod den bestyre af høvedsmænd; bl. disse nævnes på Svend Tveskægs tid Vesete, fader til Bue den Digre, og under Knud den Hellige Blod-Egil (Egil Ragnarsen), som efter Knytlingesagas beretning p.gr.a. sørøveri blev afsat af kongen og sen. henrettet. Kristendommen skal først være indført el. have fået fast fod på øen på Svend Estridsens tid ved den for lærens udbredelse nidkære lundensiske biskop Egins bestræbelser. Fra den tid har bispestolen i Lund vistnok været ivrig betænkt på at erhverve sig øen, og som det synes, fik også ærkebiskop Eskil 1149 ved udsoningen m. Svend Grathe de tre af øens herreder, nemlig Haslæ-, Hænnings- og Michlingæ herred (Nørre, Øster og Sønder hrd.), medens kun Rothnæ (Rønne el. Vester) hrd. blev under kronen. Udsat som øen lå for de vendiske sørøveres indfald, er det forståeligt, at flere af øens gl. kirker har været indrettede m. forsvarsanlæg, i modsætn. til hvad forholdet ellers har været i Danmark. Især gælder dette om de 4 meget mærkelige rundkirker, Nylarskirke, Nykirke, Olskirke og Øster Larskirke, der antagelig er opf. 1150–1250. Men også af de bornh. langkirker har nogle haft svære vesttårne med præg af forsvarshensyn; nu er de kun bev. ved Åkirke samt bedst ved Ibskirke. For øvrigt har beboerne også haft et værn i de borgpladser og voldsteder, der gerne lå på højdepunkter og afsides liggende klippepartier i nogen afstand fra kysten, således som Storeborg i Rø sogn, Gamleborg i Ibsker og Ringborgen i Pedersker sogn. Kongerne har haft deres fæste i de to i Almindingen liggende borge Gamleborg og Lilleborg (Vester hrd.). Efter Jacob Erlandsens fængsling 1259 blev formentlig Lilleborg s.å. indtaget og ødelagt af ærkebispens broder Andreas og fyrst s. 414 Jaromar af Rügen. Rimeligvis midt i 1200t. under disse stridigheder ml. kongen og kirken, da begge parter stræbte at få øen i deres besiddelse, opførte Lunds ærkebiskop den stærke fæstning Hammershus, som snart var i den ene, snart i den anden parts besiddelse, og til Hammershus (s.d.) er øens hist. i de flg. år væsentlig knyttet. Ved 1266 el. et flg. år at give rügerfyrsten Vitslav Rønne herred i pant slap Erik Klipping sit sidste umiddelbare hold i B. Vitslav solgte dette hrd. 1277 til drost Uffe Nielsen (Næb); 1303 måtte Erik Mændved tilstede, at ærkebispen fik også dette hrd. overdraget, hvilket dog først endelig fandt sted 1327 ved, at ærkebisp Karl den Røde afkøbte Uffe Nielsens søn Jens Uffesen (Næb) Rønne og Rønne hrd. for 1000 nye skånske mark. Imidlertid erobrede kongens marsk Ludv. Albertsen (Eberstein) 1319 B. med Hammershus fra ærkebispen, og kongen gav marsken øen i forlening. Men 1321 måtte Chrf. II atter overgive den til ærkebispen. To år efter sluttede marsken sig til oprørerne og blev af ærkebispen udnævnt til høvedsmand på Hammershus, hvor han dog blev belejret af de kgl. tropper under marsken Peder Vendelbo og efter 16 måneders tapper modstand måtte overgive sig 1325. Men to år senere lagdes hele B. ind under ærkebisperne, og disse havde den nu i o. 200 år i så godt som uafhængig besiddelse, idet de gav el. bekræftede love, indsatte embedsmændene, udstedte adelsbreve, gav købstæderne privilegier osv. Vel bemægtigede Vald. Atterdag sig øen 1360, men kort efter gav han den tilbage til ærkebispen, dog på den betingelse, at kronen måtte inddrage den, når den fandt for godt. Det var denne ret, som Chr. II 1522, rigtignok trods gejstlighedens protest, benyttede sig af. If. sin håndfæstning måtte Fr. I gengive ærkebispen B., men 1525 tilbyttede han sig øen fra ærkebispen, der i stedet fik Varberg len, for at kunne give lybækkerne den i pant. I middelalderen nævnes B. som den østligste markedsplads i hansestædernes store høstfiskerier i Østersøen. Særlig var nordøstkysten de preuss. stæders handelsplads. Allr. 1346 siges Ølands fiskere at drage hid til sildefangst. 1386 ønskede hansestæderne overført på hele den skånske sildehandel den bornh. brug at måle sildene i baljer. 1389 klager de over, at ærkebisp Magnus kræver en ny sildetiende ydet af øens egne og fremmede købmænd. 1442 enedes hansestæderne i Stralsund om straf for de hanseborgere, som lod fiske og opkøbe sild uden for stædernes sædvanlige fed og lejer, nemlig Dragør, 6 navngivne skånske lejer og B. Lybækkernes stigende magt i Østersøen synes hen imod år 1500 at have fordrevet de preuss. stæder fra deres sildemarked på B.

Havde kirken været en myndig herre for øen, fik den dog snart en strengere i lybækkerne. De havde allr. 1510 gjort et plyndringstogt til B. og huseret således, at Jens Holgersen Ulfstand skrev til kongen, at de helt havde hærget øen; 1522 kom de igen og indtog Hammershus, og da de i stridighederne ml. Chr. II og Fr. I stillede sig på den sidstes side, bortforlenede denne 1525 øen til lybækkerne på 50 år for det tab, de havde lidt ved indtagelsen af Gotland, som de overgav til Danmark; kongen beholdt dog overhøjheden over B. og den s.k. gejstlige jurisdiktion, så at han kunne holde en foged og landsdommer på øen og pådømme indbyggernes klager over de af lybækkerne indsatte fogeder. Af disse er især Berent Knop (1525–43) sørgelig kendt i øens historie for sine udsugelser. Under grevens fejde søgte indb. 1535, opmuntrede af kongen og under ledelse af landsdommerne Hans Jensen og Mogens Uf, at afkaste åget, men blev slåede på Eglaenge (Ugleenge) s.f. Åkirkeby, og Chr. III måtte ved et forlig i Hamborg 1536 indrømme lybækkerne 50 års forlængelse af forleningstiden (altså til 1625). Knops plagerier begyndte på ny. Han udpinte landet i den grad, at lybækkerne ved et forlig på Maglegård 1555 måtte betale i erstatning 4000 lod sølv og 3625 da. mark. Hans efterfølgere som foged var Blasius v. Wickeden (1543–47) og Herman Boitin (1547–56). En ikke mindre dårlig klang har navnet på en af de flg. lybske fogeder haft, nemlig Schweder Kettingk (1556–73); men det er vistnok væsentlig med urette. Under den nord. syvårskrig, der var en hård tid for B., og som for en del førtes i farvandene omkr. øen, gjorde han i alt fald Danmark flere betydelige tjenester og forsvarede øen tappert, således 1564, 1565, 66, 67 og 1570 mod de sv. flåder, og han søgte at lette beboerne for de hårde skatter og udskrivning af mandskab; kongen viste ham også stor nåde, bl.a. ved 1564 at udnævne ham til sin jurisdiktionsfoged på øen. Men dobbeltstillingen som Lybæks og kongens embedsmand var ikke holdbar i længden og hidførte Kettingks afskedigelse, først som kongens foged 1571 og 1573 som lybsk foged, efter at der stærkt var klaget over hans optræden på øen. Den sidste lybske foged var Matheus Tideman (1573–76). År 1576 inddrog Fr. II øen trods forliget i Hamborg og lybækkernes bestræbelser for at beholde den, og dermed ender fremmedstyret.

De flg. 70 år hengik i ro for øen, der lidt efter lidt kom til kræfter igen, om også den i disse år fl. gange hjemsøgtes alvorligt af pesten, nemlig 1602, 1618, da ca. 5200 mennesker døde, s. 415 og 1653–54, da soten krævede ca. 4500 ofre (i 1300t. havde den sorte død raset således på øen, at den efter sagnet næsten blev affolket). Under krigene med de sv. ved midten af 1600t. kom der nye ulykker over øen. 1645 gik svenskerne under Wrangel i land på øen, uden at den af Chr. IV oprettede milits, der styredes af uduelige og landsforræderiske officerer, kunne udrette noget; Neksø blev plyndret, og Hammershus under lensmanden Holger Rosenkrantz til Glimminge overgav sig efter en eftermiddags beskydning. Ved Brømsebrofreden tilbagegav dog Sverige B. til Danmark. Men ved Roskildefreden febr. 1658 afstodes øen til Sverige, og april s.å. kom en sv. besætning dertil under oberst Joh. Printzensköld, en dygtig og rettænkende mand, som vel måtte følge den sv. regerings strenge påbud om pålæg af skatter og udskrivning af mandskab til den sv. hær i Tyskland, efter at krigen atter var udbrudt med Danmark, men dog søgte at mildne indbyggernes kår, så vidt han kunne. Men som repræsentant for fremmedherredømmet vendte dog befolkningens had sig imod ham, og der dannede sig en sammensværgelse ml. borgere i Hasle og Rønne under ledelse af præsten Poul Hansen Anker, Jens Pedersen Kofoed o.a. De sammensvorne blev yderligere opmuntrede til opstanden ved et af Fr. III 8/11 udstedt åbent brev, hvori der tilsagdes bornholmerne flere privilegier, og 8/12 1658 blev Printzensköld, som havde forladt Hammershus i tjenesteanliggender, taget til fange af de sammensvorne og skudt på Storegade i Rønne af Villum Clausen Kelou, hvorefter Hammershus overgav sig næste dag uden sværdslag. Opstanden forløb i det hele taget temmelig ublodig (der blev vistnok kun dræbt 10 sv.), og fortællingen om et massemord (»den store svineslagtning«) har ingen hist. hjemmel. Kort efter sendte beboerne en deputation til Kbh., og 29/12 1658 overdrog denne øen til Fr. III og hans arvinger som evig arv og eje, hvorfor kongen sa. dag tilsagde dem »sådanne privilegier og benådninger, både på udskrivning, skat og i andre måder, hvorved landets bedste og opkomst kan søges.« Jan. 1659 kom der en da. besætning til øen under den nye kommandant Michael Eckstein, der tilbageslog det eneste alvorlige forsøg, som de sv. gjorde på at generobre øen, da en sv. flåde 4/7 ville gøre landgang ved Allinge.

Vedr. de i dec. 1658 tilsagte privilegier udstedtes der 3/5 1659 et nyt kgl. brev, der i al alm. bekræftede det første løfte og kun fastslog, at kongen aldrig ville overgive øen til Sverige; dette brev bekræftedes af de flg. konger 12/2 1701, 7/12 1731 og 7/2 1747. Der tilstodes vel bornholmerne en del lettelser i skatter og udskrivninger; men da de havde ventet mere af »privilegierne«, var der i den flg. tid, særlig i 1700t., en del utilfredshed på øen. Endelig udkom 21/9 1770 en »forklaring på de Bornholms indbyggere givne privilegier«, der fastslog fritagelse for soldatertjeneste uden for øen og en del skattebegunstigelser.

1807–14 stilledes B. under en militær guvernør. Den første, udnævnt 22/12 1807, G. A. Kofoed, døde nov. 1808 og afløstes af orlogskapt. C. A. Rothe, der virkede indtil guvernementets ophør i aug. 1814. Ivrigere end andetsteds i Danmark dreves kaperiet her; allr. 6/11 1807 kapredes to eng. skibe på Allinges red, og alene i eet år, 1810–11, pådømte priseretten i Rønne 49 kapringssager; også på Christiansø var en priseret. Særlig udmærkede sig skipper Caspar H. Wolffsen fra Rønne som kaperkaptajn. Flere gange beskød eng. skibe havnebyerne. Da en sv. orlogsbrig havde lagt sig ml. B. og Christiansø, forjoges den fra farvandet 25/7 1813 af 4 på B. byggede kanonbåde under kapt. H. E. Wulff. Rothe virkede ivrigt også for øens købstads- og landboforhold og fandt virksomme støtter i amtmand Chr. Jespersen og kapt. Poul M. Hoffmann, der 1814 blev øens kommandant.

I 1800t. har især den ovenfor omtalte udskiftning af udmarkerne haft stor betydning, idet herved de hidtil øde overdrev (Højlyngen og Strandmarkerne) åbnedes for opdyrkning, dels til skov-, dels til agerbrug. Stormfloden nov. 1872 hjemsøgte særlig havnene på nordøstkysten. Der fulgte derefter betydelige havneanlæg, væsentlig også som følge af, at fiskerne gik over til brugen af dæksbåde; næsten alle fiskerlejerne har fået deres havne nybyggede og udvidede. – Af sen. begivenheder, der har berørt øen, kan nævnes, at en sv. flåde strandede ved øen dec. 1678, ved hvilken lejlighed 1200 mennesker omkom.

10/4 1940 løb tre ty. skibe ind i Rønne havn og landsatte ca. 800 infanterister. De blev snart indskrænkede til ca. 150, og midt på sommeren erstattedes disse af ca. 400 marinesoldater. B. blev et inselkommandantur under Kiel, 1941 byggedes en omfattende lejr på Galløkken, den gl. eksercerplads s.f. Rønne, og her var tyskernes hovedkvarter, så længe besættelsen varede; her indkvarteredes efterhånden store skarer af soldater, når de fik orlov fra krigsskibene; ude på øen var der kun få soldater, på Christiansø som regel kun et par. Den første vinter påbegyndtes stærke anlæg af kanonstillinger ved Dueodde; men de gjordes aldrig færdige. Udkigs- og lytteposter anlagdes, og fiskeri og sejlads blev til tider forbudt. s. 416 1942 kom antiluftsskytset ved Rønne og Neksø i gang, 1943 så man radaranlæg, »rammeantenner« til pejling af flyvemaskiner, og på Rytterknægten (163 m) rejste et 65 m højt udkigstårn sig.

En da. modstandsbevægelse kom tidligt i gang; fra 1942 begyndte spredningen af illegale blade; tyskervennerne ramtes med rudeknusninger og sabotager. 29/8 1943 blev B.s værn afvæbnet og spærretid indført. Det sidste gentog sig senere, modsætningen ml. bornholmerne og de fremmede skærpedes, især da gestapo 1944 kom til øen. Modstandsbevægelsen blev i efteråret 1944 anerkendt af Danmarks frihedsråd, og der gjordes et stort arbejde med at hjælpe flygtninge, der kom med bornholmerdamperen til B., videre til Sverige, og med at at hente våben fra Sverige til B. til frihedskæmperne der og videre til modstandsbevægelsen i Kbh.; man regner med, at mindst 800 mennesker blev reddet til Sverige over B.

I efteråret 1944 kom en ny, ivrig kommandant von Kamptz i spidsen for tyskerne, og flygtninge fra Nordtyskland begyndte at komme til øen, flere og flere; de civile sendtes bort; men i april 1945 viste de første flygtede ty. soldater fra Helahalvøen sig. I løbet af måneden kom der så mange, at der ved kapitulationen var ca. 17.000 på B. Skoler, hoteller, De gamles hjem i Rønne, sanatoriet i Nordskoven o.a. beslaglagdes, og snart blev også sommerhuse og private beboelseshuse besat. Rønne blev befæstet.

Befrielsesbudskabet 4/5 modtoges med jubel; men jubelen fik brat ende. 5/5 kom der ca. 5000 flygtede soldater til Neksø; de var ubevæbnede. Men 6/5 kom et lign. antal, og de var stærkt bevæbnede og medførte alle mulige størrelser af skyts og en mængde ammunition. Om natten til 7/5 kom yderligere flere, de s.k. »dødningetropper«; de begyndte straks at stille kanoner op langs kysten. Da et par russiske rekognosceringsmaskiner op ad formiddagen viste sig over byen, blev de beskudt fra de ty. skibe i havnen. Russerne forsvandt; men ved 12-tiden kom en skare flyvemaskiner tilbage, der i 20 min. i tre bølger bombede byen. En halv time senere bombarderedes Rønne. I begge byer skete store ødelæggelser. I Neksø dræbtes 1 dansker, i Rønne 9. Ved 19-tiden faldt igen bomber over Rønne og Neksø, denne gang over havnene. Kort efter kom to russiske maskiner ind over Rønne og nedkastede løbesedler, hvori forlangtes, at tyskerne kapitulerede senest næste formiddag kl. 10. Da von Kamptz ikke ville kapitulere, kom russerne 8/5 ved 10-tiden og bombarderede Rønne i ca. 1 time og tidligt på eftermiddagen også Neksø. Ingen mennesker blev dræbt, da byerne i løbet af natten var helt evakuerede; men så store skader var anrettet, at 800 husstande var udbombede, 475 i Rønne og 325 i Neksø; det vil sige, at ca. 1/3 af Rønnes og Neksøs tilsammen ca. 14.000 indbyggere var blevet husvilde.

9/5 kl. 15 løb 5 russiske hurtigbåde ind i Rønne havn med ca. 200 russiske officerer og menige og blev modtaget af frihedsbevægelsens ledelse. Imidlertid havde de sidst ankomne ty. soldater tvunget von Kamptz til at lade sig afløse af en general blandt flygtningene, og han kapitulerede nu på værnemagtens vegne til den russiske kommandant. 10/5 og de flg. dage kom flere russiske soldater, og de besatte derefter hele øen. De slog sig ned i de bygninger, tyskerne havde benyttet, og byggede lejre flere steder. 12/5 begyndte de at transportere de ty. soldater og civile flygtninge til Kolberg; i løbet af en halv snes dage var B. ganske blottet for tyskere. Russerne blev på øen til 5/4 1946. 20/3 1946 kom de første da. soldater til B., og der blev sen. bygget en lejr ved St. Almegård i Knudsker n.f. Rønne til omtr. 1000 da. værnepligtige.

12/5 1945 fik beboerne i de evakuerede, bombede byer tilladelse til at vende hjem. Mange kom til at bo under primitive forhold; der måtte straks tages fat på genopbygningen og reparationer, og der ydedes de bomberamte hjælp både fra ind- og udland. Den sv. stat skænkede 300 træhuse, og Bornholmskomiteen indsamlede omtr. 7,6 mill. kr. fra Danmark, 41.142 sv. kr. fra Sverige, og naturalier for et beløb, der kan anslås til ml. 1/2 og 1 mill. kr. I løbet af 5–6 år var det meste genopbygget; meget gammelt, der særprægede byerne, er borte, de gl. bindingsværksbygninger blev ikke genopførte, som de var; men der er skabt nye smukke kvarterer, og bebyggelsen giver på mange måder bedre boligforhold.

Øens isolerede beliggenhed har bevirket, at beboerne længe har bevaret noget ejendommeligt såvel i sprog som i skikke og klædedragt. Gennem søfarten har sproget lånt ord fra fremmede sprog (således eng. og fransk), og i tonefaldet har det en del lighed med det skånske. (Bs. Ordbog, udg. af Lærere. 1873. J. C. S. Espersen. Bornh. Ordb. 1908; P. Møller, Det bh. Sprog. 1918. A. Rohmann i BornhSaml. 1928. 153–66.) Meget af det særegne i skikke og klædedragt er dog nu forsvundet, særlig efter at hærloven af 1867 har bragt de unge værnepligtige i nær berøring med Kbh.

Jo livligere forbindelsen blev m. det øvr. land og jo flere der flyttede derfra over til B., des mere blev den gl. bornholmske dialekt påvirket deraf og præget af rigsmålet, først naturligvis s. 417 i Rønne og efterhånden ud over hele øen. I dette årh. er der som et modtræk mod dette begyndt en bevægelse for at vække interessen for det gl. bornholmske. Skuespil på bornh. er opført rundt om på øen med bornh. interiør og bornh. folkedragter. Forsk. sangkor har gjort de gl. bornh. sange og melodier kendt, og de bornh. folkedanse er taget op og indøvet. En sammenslutning Borrijnholmaralawed er på P. Møllers initiativ dannet m. det formål at få befolkningen til at tale den gl. bornh. dialekt. Samtidig med at tilflytningen til B. er tiltaget, er fraflytningen til det øvr. land vokset. Der er nu bornholmere spredt ud over hele landet, flest naturligvis i Kbh.; her som i de større byer er der dannet bornh. hjemstavnsforeninger, hvor interessen for hjemøen holdes ved lige.

B. var allr. i middelalderen delt i de s. 407 nævnte 4 herreder, men den hørte ikke til noget syssel. B.s amt oprettedes 1661.

Litt.: Over litt. ældre end 1928 giver E. Kofoed og E. Götzsche. Bøger om Bornholm. 1928. en omfattende fortegnelse. Af den sen. må nævnes: BornhSaml. 1928 ff. Turistforeningen for Danmark: Bornholm. 1926 og 1947. Th. Gravlund. Herredsbogen. Sønderjylland og Øerne. 1930. 187–94. Borrijnholmarijn I–VII. 1928–46. Gammalt å Nyt. I–X. 1929–39. Hilsen fra Bornholm til M. K. Zahrtmann. 1931. P. Thorsen. Vor Hjemstavn. 1931. Sa. Fra Sydbornholm. 1934. Sa. Bornholms Forhistorie. 1938. Sa. Langs Østkysten. 1939. Achton Friis. DSØ. II. 1937. 417–517. Ph. R. Dam. Folkeliv og Indstiftelser paa Bornholm. 1933. K. M. Kofoed. Bornholms Kirkehistorie. II. (1617–1933). 1933. A. F. V. Seier. Bornholmske Folkeminder. 1934. Johan Hansen. En bornholmsk Haandværkers Erindringer. 1934. M. K. Zahrtmann. Borringholmerens Historiebog. I. 1934; II. 1935. J. P. Kuhre. Borrinjholmska Sansåger. 1938. H. Chr. Olsen. Tuberkulosen paa Bornholm og dens Bekæmpelse. 1941. Smaaafhandlinger om B. til P. Thorsen. 1942. Bornholmsk Hjemstavn. 1943. Th. Lind. Bornholms Amtsraad 1842–1942. 1943. H. Hjorth (red.). Bornholmernes Land. I–II. 1944. Th. Lind. Bornholms Rundkirker. 1946. Palle Wichmann Olsen. Hundrede Aar paa en Klippeø. 1948. H. Sonne Kofoed og N. C. Stangegård. Klippeøens Mænd. 1948. Nedergaard. S. P. I. 516–58. Bornholms Stednavne udg. af Stednavneudvalget. 1951. Otto Norn. Bornholms Byer og Fæstningen Christiansø. 1952. A. C. Mørk Hansen. Hjælpen til Rønne og Neksø i anledning af bombardementerne d. 7. og 8. maj 1945. 1952. U. Salchow. Militærbeskrivelse over øen B. udg. af Aage Rohmann og Th. Lind. 1954.