Ringkøbing amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter Vestjyllands nordl. del ml. Limfjorden og Ringkøbing fjords s.ende. Til a. hører Venø i Limfjorden. A. grænser mod n. til Limfjord-farvandene: Venø bugt, Nissum bredning og Thyborøn kanal, der skiller a. fra Thisted a. Mod nø. grænser Ringkøbing a. til Viborg a., mod sø. til Skanderborg og Vejle a. og mod s. til Ribe a. Mod v. havgrænses a. af Vesterhavet.

Landgrænsen til Viborg a. begynder ved Venø bugt, 500 m s.f. Sønder Lem vigs kanaliserede udløb, hvor vigen tidl. stod i forb. m. Limfjorden, og forløber gennem vigen, følger dernæst engstrækningerne i Trævel og Vellum å’s dale, fortsættende ø.på igennem det lave, fugtprægede dalstrøg n.f. Rønbjerg og Kisum til Krarupmølle bæks indmunding i Skive å. Her drejer a.grænsen mod s., idet den følger Skive el. Karup å’s markerede dalstrøg og længst mod s. Bording å på en i alt 60 km lang strækning. Denne del af a.grænsen kan karakteriseres som naturgrænse; det er de store vandløb og de tidl. vanskeligt passable sumpstrækninger, grænsen følger.

A.grænsen mod Skanderborg a. har en helt anden karakter. Fra St. Hørbyhøj, hvor Viborg og Skanderborg a. mødes m. Ringkøbing a., og til det sted ø.f. Fasterholt, hvor grænsen til Vejle a. begynder, går grænselinien over plane hedesletter s. 4 og udfladet, gammelt morænelandskab. Her, gennem Gludsted og Nørlund plantager samt over de mellemliggende strækninger m. lynghede el. agre på tidl. hedeland, har grænsen på lange stræk et fuldstændig retliniet forløb. Her er ikke tale om et grænseforløb betinget af naturlige terrænelementer. Denne grænse er helt menneskeskabt, bestemt ved direkte opmåling på baggrund af vedtagne bestemmelser. Dette må sættes i forb. m. det forhold, at vi her dels befinder os i nykoloniserede egne, dels at vi er i et terræn, hvor naturlige skillelinier, egnede for grænsedragning, fattes. Det er således typisk, at på steder, hvor de vestjy. åers øvre løb skærer denne grænsezone, gør ådalnaturen, der som grænsebetingende faktor har været virksom overalt i Danmark, sig også gældende her. Såvel Storå som Hallund bæk fremkalder v.vendte protuberanser på a.grænsen.

Grænsen m. Vejle a. er på de første 10 km en typisk dansk naturgrænse, idet den følger Skjern å. S.f. Arnborg kirke drejer grænsen s.på gennem de flade vestjy. landskaber og får her igen karakter af opmålingsliniernes lige stræk.

I Hårkær plantages s.hjørne træder Ribe a. til som nabo. Her gennem Varde bakkeøs flade landskaber er grænseforløbet, ligesom som tidl. nævnt grænsen mod Skanderborg a., sammensat, dels af lige opmålingslinier, dels af snoede åløbsgrænser, fx. langs Gundesbøl og Lydum åer. Den vestligste del af a.grænsen følger det gl. udløb fra Ringkøbing fjord, Nyminde Strøm, idet vandløbenes naturgrænsebetydning her atter gør sig gældende. En km n.f. Nymindegab, hvor udløbet i Vesterhavet tidl. fandt sted, drejer a.grænsen dog direkte v.på gennem havklitterne ud til kystlinien på et sted, hvor udløbet engang har været. Det er typisk for en kyststrækning, hvor udløbet fra en strandsø til stadighed er blevet forlagt længere og længere s.på, at en opr. vandløbsgrænse fra tidl. tid nu går gennem et klitterræn ca. 6 km n.f. det sidste naturlige udløbs plads. Dette tilsyneladende så umotiverede forløb får sin forklaring, når det erindres, at landskabet, og dermed de naturlige grænsemuligheder, er underkastet forandringens lov. Grænsen løber, hvor udløbet engang var. De mange steder, hvor Ringkøbing a.s grænse langs Karup å drejer i buer bort fra åløbet, er udtryk for det samme. Den engang fastlagte grænse er der så stærk en tendens til at bevare p.gr.af dens betydning som ejendomsskel og administrativ skillelinie, at den bevarer sin plads, selv om åslyngningerne forlægges som følge af mæanderdynamikken, – el. åløbet kanaliseres af hensyn til afvandingen.

Arealet er 4648,52 km², og Ringkøbing a. er således Danmarks største, hvilket igen er udtryk for den tidl. ringe befolkningstæthed og hedesletternes karakter af indre dansk kolonisationsområde. Vandarealet udgør 95,43 km², altså 2%. Skove og plantager dækker 490,25 km², altså 10,5%, en skovprocent, der svarer omtrent til landets gennemsnitlige. Det er dog i denne forbindelse værd at erindre, at Ringkøbing a. for 150 år siden nærmest var et skovløst område. Den store skovprocent er i væsentlig grad resultat af rationel plantering. Hertil kommer, at læplantninger og småplantninger, der opgøres til 39,9 km², altså dækker nærved 1% af arealet. Heder, klitter, moser olgn. udgør 16,3%, et stort tal sammenlignet med det for Danmark gennemsnitlige, 6,6%. Trods hedeopdyrkning og anlæg af klitplantager er Ringkøbing a. således stadig de store naturreservers område.

Landskabeligt er R. a. karakteriseret ved den vestjy. natur, der arealmæssigt er helt dominerende. Vi er i den del af Danmark, der præges af de vældige vidder, det lange sigt. Det er enkeltlandskabernes størrelse, der gør sig gældende her mere s. 5 end i nogen anden da. egn: hedesletternes udstrakte flader og bakkeøernes jævnt hældende former, der takket være udstrækningen dog umærkeligt hæver sig op over 100 m niveauet, så man i klart vejr kan få så vid en udsigt, at man direkte ved selvsyn, betaget konstaterer det for amtet karakteristiske, de store dimensioner. Ingen andre steder i Danmark er vejene snorlige over så lange stræk som i R. a., hvor vejvæsenets ingeniører har kunnet realisere princippet den rette linie som den korteste afstand ml. to punkter, fordi der ikke her som i Østdanmark er et voldsomt bakkerelief, der øver sin bestemmende indflydelse ved vejmønsterets udformning.

Men kan de enkelte landskabsformer ved deres udstrækning i R. a. således virke med en vis monotoni, så gælder dette ikke for a. som helhed. I R. a.s nordl. del bræmmes Limfjorden af et reliefrigt bakkeland, i hvilket Vesterhavet har udarbejdet et profil: Bovbjergs klinter, og langs Vestkysten danner havklitterne et landskabsbælte, der ved sin terrænuro står i den stærkeste modsætning til de flade og udjævnede overfladeformer, der giver største delen af a. særpræg.

Kulturgeografisk egenart får R. a., dels ved læhegnenes n.-s. forløbende træbælter, der sa. m. nåletræsplantagerne overalt bryder fladernes landskabelige ensartethed, dels gennem bebyggelsesudviklingens særpræg: gamle gårdrækker langs ådalene, enkeltgårde i hedeopdyrkningens pionerområder, unge stationsbyer samt vejbebyggelser.

Kystlængden er 423,3 km, hvilket giver en relativ kystlængde på 0,09 km pr. km². Denne værdi, der kun er halvdelen af Danmarks gennemsnitlige, 0,17 km pr. km², er et eksakt udtryk, dels for R. a.s indlandskarakter, dels for vestkystens stærke udligning.

Dybgrundens geologi.

Geografisk set virker det ret paradoksalt, at man taler om Ringkøbing-Fyn højdeområdet, idet man ikke har nogen fornemmelse af en højderyg fra Fyn til Ringkøbing i landskabelig forstand. Ikke desto mindre er begrebet en geologisk realitet. Ringkøbing-Fyn højdeområdet fremtræder som en ret markant strukturenhed i dybgrunden i form af en grundfjeldsryg, der skyder sig op til en højde af ca. 1600 m under terræn ved Grindsted og helt op til ca. 900 m under terræn ved Glamsbjerg.

Hidtil har man kun boret ned til grundfjeldet disse to steder, som jo i virkeligheden ligger uden for amtet. Det er derfor rimeligt at efterlyse en begrundelse for påstanden om, at grundfjeldsryggen når frem til Ringkøbing a. Svaret er, at der både er udført tyngdemålinger og seismiske undersøgelser i forb. m. olieefterforskningen i Danmark i perioden 1935 til 1959, hvorved højdeområdet har kunnet afgrænses. Der er næppe nogen tvivl om, at især de seismiske refleksionsmålinger har sandsynliggjort, at grundfjeldsryggen strækker sig fra Fyn til Ringkøbingegnen.

Forholdene i a.s dybgrund viser således, hvor svært det er at drage slutninger om geologiske forhold under jordoverfladen uden holdepunkter af en el. anden art. Der kan vanskeligt tænkes nogen større kontrast end de reliefsvage, næsten horisontale landskaber i Vestjylland og dybgrundens bjergryg, der sandsynligvis har en højde på ca. 3–4000 m i forhold til omgivelserne. Det gør det heller ikke lettere, at højderyggen er opdelt i mindre, strukturelle områder, som har bevæget sig uafhængigt af hinanden i forsk. jordperioder. Nogle af dem har oven i købet sænket sig stærkt. Det er registreret af de tykke lag, som er blevet aflejret over dem i s. 6 bestemte, geologiske tidsrum. Der skal en speciel form for fantasi til at forestille sig et sådant synkende område som en del af en underjordisk bjergryg!

Det fremgår af disse strejflys over de dybgrundsgeologiske fænomener i a., at der foreligger en hel del viden, som delvis er baseret på observationer i naboområder (Grindsted, Glamsbjerg). Men desuden findes der mange oplysninger i form af boringer og geofysiske data fra selve amtet. Der er således udf. to dybdeboringer efter olie henh. ved Vinding og Vemb. Undersøgelsesboringer til mindre dybde efter salt og til klarlæggelsen af strukturforhold er endv. udf. ved Vejrum, Herning, Dyrvig og Harboør. Resultaterne fra disse boringer danner grundlaget for den flg. redegørelse for de dybtliggende formationer.

Aflejringerne nærmere overfladen, som danner basis for istidslagene, er endnu bedre kendt, idet der foreligger talr. oplysninger fra de mange vand- og brunkulsboringer, som er arkiveret i Danmarks Geologiske Undersøgelses borearkiv.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene (bd. 1. p. 21). Tilsyneladende udmærker formationerne ved basis af istidslagene sig ved en ret udtalt monotoni. M. undt. af to meget små områder ved Vejrum og ved Herrup, hvor danskekalken når frem til jordoverfladen, er hele a. vist som miocænområde. Dette betyder, at de pågældende aflejringer tilhører sa. tidsperiode, miocæntiden. Et nærmere studium af lagene viser imidlertid, at de har en meget varierende sammensætning. De er ikke så kedelige, som man ved det første blik på kortet kunne være tilbøjelig til at tro.

Danskekalk-forekomsterne ved Vejrum og Herrup får, som vi vil se, deres naturlige forklaring, når de sættes i relation til de dybere formationer og dybgrundsstrukturerne.

Dybgrundsformationernes udvikling. Under efterforskningsarbejderne efter olie kom a. til at spille en ret betydningsfuld rolle.

Anledningen var blandt andet den, at der blev rejst tvivl om ægtheden af saltfundet ved Harte (se Vejle a. p. 753), da »Gulf Oil« efter den anden verdenskrig genoptog olieundersøgelserne her i landet. Delvis under indtryk heraf besluttede selskabet at fremskaffe håndgribelige beviser på, at der findes saltaflejringer i Danmarks dybgrund. Som et led i disse bestræbelser udførtes 1946 til 1947 boringerne ved Vejrum, hvorved man for første gang fremdrog kerneprøver af stensalt fra en da. salthorst.

1947 udførtes endelig dybdeboringen Vinding nr. 1, som for en kort periode repræsenterede dybderekorden med sine 2429 m slutdybde. Hensigten var om muligt at nå ned til øvre perm. P.gr.af tekniske vanskeligheder måtte forsøget med at nå permet opgives, og boringen indstilledes i triasaflejringerne.

Med boringen Vemb nr. 1 i 1957–58 skulle egnen endnu engang indskrive sit navn i den da. olieefterforsknings historie. Vemb nr. 1 var den første da. boring på en s.k. interdomalstruktur ml. to salthorste. Også denne boring blev indstillet i triasaflejringerne, og den var desværre som de andre boringer resultatløs i oliemæssig henseende.

I det følgende gengives boreprofilerne for boringerne Vejrum nr. 1 og Vinding nr. 1 i forkortet form.

Perm. Som det fremgår af de to ovenstående boreprofiler, har man ved Vejrum truffet på de ældste aflejringer, tilhørende øvre perms zechsteinserie, til trods for at boringen nåede en betydeligt mindre dybde end Vindingboringen. Zechsteinsaltets høje beliggenhed ved Vejrum skyldes, at det er trængt op fra sin opr. position i langt større dybde. Det ligger nu som en kæmpemæssig prop i lag, der er meget yngre.

Dette mærkelige geologiske fænomen skyldes stensalts specielle fysiske egenskaber. Under stor belastning bliver det plastisk. Hertil kommer, at stensalt er en lille smule lettere end de fleste andre bjergarter, der ligger aflejret oven på det. Derved er tykke saltaflejringer normalt i besiddelse af opdrift i forhold til omgivelserne. En følge heraf er saltlags naturlige tendens til dannelsen af fortykkelser, hvor overliggende lags vægt på saltlaget er mindst. Og derved er begyndelsen til en s.k. salthorst gjort.

Som det fremgår af beskrivelsen af permets saltaflejringer i Maribo, Ålborg og Tønder amter, er permsaltet opr. opstået ved inddampning af havvand i et varmt og tørt klima i store, laguneagtige bassiner. Ved sådanne inddampningsprocesser udskiltes saltene i overensstemmelse m. deres opløselighedsgrad i rækkefølgen: kalk, gips, stensalt og de letopløselige kali- og magniumsalte.

Der er hidtil påvist i alt fald to inddampningsserier i de nordjy. salthorste. P.gr. af de kraftige forstyrrelser, som lagene har været udsat for under saltets optrængen i horstene, er det imidlertid ret vanskeligt at bestemme deres nøjagtige placering i permets normale lagserie, således som man kender den i typeområdet i det centrale Tyskland. Bedst ville det være at bore ned til de uforstyrrede saltlag i Nordjylland for at få klarhed over den primære lagudvikling. Men dette er forbeholdt fremtiden. M. h. t. saltaflejringerne i Vejrumhorsten står vi på ret bar bund. Man må formode, at horsten indeholder dele af inddampningscyklus B og C svarende til den mellemste del af Zechsteinserien i Tyskland. Men dette må tages med et vist forbehold.

Trias. Vindingboringen har kun givet ret sparsomme oplysninger om triasaflejringerne i amtet. Det skyldes dels, at boringen måtte indstilles i mellem trias p.gr. af tekniske vanskeligheder, og dels at der kun foreligger få kerneprøver, og at elektriske diagrammer af de gennemborede lag ikke blev opmålt.

Påvisningen af lag tilhørende muslingekalken er således stadig noget usikker. De overliggende keuperlag er bestemt på grundlag af deres specielle bjergartspræg, idet man endnu ikke har undersøgt eventuelle mikrofossiler. En udmærket kontrol af lagenes alder har man endv. i den omstændighed, at keuperlagene er overlejret af rhaetaflejringer m. marine forsteninger.

Det antages, at muslingekalkens lag er aflejret i et lavvandet hav. Keuperlagene var opr. ler- og slamaflejringer, som bundfældedes i det store, nordvesteuropæiske indlandsbassin, der opstod i øvre trias. Det har været et område m. saltsøer, saltstepper og sandsynligvis også ørkenstrækninger.

Rhaet. Denne formation repræsenterer i virkeligheden den allerøverste del af keuperlagene og burde egentlig ikke omtales særskilt. Når det alligevel sker, skyldes det, at den er fremkommet under helt andre naturforhold end de foregående triaslag. I rhaettiden indledtes en ny fase i vort lands udvikling. Lagene fra denne tid indeholder længst mod ø. i Skåne kullag, og i visse dele af Holsten og Jylland er der tydeligt tale om lag, som er dannet under deltaforhold. Alt dette er udtryk for et fugtigere klima end tidligere. Der fandtes en forholdsvis rig vegetation, som leverede udgangsmaterialet til kullagene, og flodsystemer transporterede større sandmængder ud til området end tidligere. Længst mod v. brød havet ind, således som Vindingboringens rhaetaflejringer viser det.

Jura. De mørke skifre, som er dateret til juratidens ældste del, er marine lag. Som aflejringer betragtet er de overordentlig ensformige. Man kan praktisk taget træffe sa. skifertype i England, Holland, Nordtyskland og Danmark. Skifrenes mørke farve skyldes, at de indeholder en del organisk stof. Hvad der imidlertid gør dem særligt spændende, er deres indhold af forsteninger. Mest betydningsfulde er ammonitterne. Det er smukke, sneglehuslignende skaller, som har tilhørt juratidens ammonit-blæksprutter. De fandtes i de fleste havområder og udfoldede en forbavsende arts- og formrigdom. Hvert niveau har sine karakteristiske arter, som bruges til lagenes relative aldersbestemmelse. En del velbevarede skaller foreligger fra Vindingboringen.

Over nedre juras skifre følger en serie lersten, der også er havaflejringer, og som med noget forbehold er henført til mellem jura. Tvivlen m. h. t. aldersbestemmelsen er betinget af, at prøverne af lagene indeholder få og ukarakteristiske forsteninger.

Tidsrummet mellem jura – nedre kridt. Hverken i Vejrumboringen el. Vindingboringen findes der lag fra denne tidsperiode. Skyldes det, at området lå over havet i dette tidsrum, el. kan der tænkes andre årsager? Spørgsmålet må besvares på den måde, at der både ved Vinding og ved Vejrum kan have foreligget en speciel situation. Det ser ud til, at permets stensalt ved sin opdrift har hævet havbunden lokalt de to steder i mellem og øvre jura. Det har ført til dannelsen af undersøiske banker, på hvilke der kun er foregået minimal el. slet ingen sedimentation. Til tider kan saltets opskydning af de overliggende formationer have været så kraftig, at bankerne er dukket op som øer af havet. Derved er den tidl. havbund blevet udsat for erosionsprocesserne, og de øverste lag er på den måde forsvundet.

Nedre kridt. I løbet af nedre kridt aflejredes marine lag over det meste af amtet. D.v.s. at landet, som var dukket op i juratiden, efterhånden atter forsvandt i bølgerne. Ved Vinding tyder lerstenens rødligbrune farve på, at der er tilført materiale fra en landoverflade m. rødforvitrende bjergarter. Der er næppe tvivl om, at dette landområde var Ringkøbing-Fyn højderyggen.

Øvre kridt. M. h. t. øvre kridts udvikling afviger a. ikke så meget fra naboområderne. Der er aflejret en godt og vel 500 m tyk skrivekridtserie, som nederst indeholder en kalkstenszone og mergelholdige lag. Kridtet er udtryk for en enorm kalkproduktion og derved vidnesbyrd om et forholdsvis varmt havområde m. relativt s. 10 ringe vanddybder. Kysterne lå så langt borte, at der var meget ringe mulighed for tilførsel af ler- og sandmateriale fra land. Danskekalken er udviklet som en forholdsvis tyk, marin kalkserie ovenpå skrivekridtet ved Vinding. Den store tykkelse står i relation til områdets sænkning. Vi befinder os i aflejringsbassinets centrale område, som har sænket sig mest.

Ved Hjerm og Vejrum når både skrivekridtet og danskekalken frem til overfladen.

Danskekalken er kokkolitkalk, som minder meget om skrivekridt. Det indeholder en hel del forsteninger. Der er fundet koraller, søpindsvin, brachiopoder, muslinger o.a. Ved Sevel er det kun muligt at iagttage kokkolitkalken, som også her er ret forsteningsrig. Ejendommeligt nok er de allerfleste af søpindsvinene i kalken knuste. Det skyldes måske, at kalklagene m. sine forsteninger er blevet udsat for trykpåvirkninger som følge af det opstigende stensalt, inden kalkslammet hærdnede til kalksten. Og derved er skallerne i kalken blevet knust.

Tertiærtidens aflejringer. For at få et lille indtryk af, hvordan tykkelsen af tertiærtidens aflejringer kan variere, følger nedenfor boreprofilet for boringen Eg nr. 3 til sammenligning med de tertiære lag i Vinding nr. 1.

Det fremgår heraf, at lagene inden for intervallet paleocæn-oligocæn generelt er tyndere mod s. end mod n., mens de miocæne lag er omtrent af sa. tykkelse ved Vinding og ved Dyrvig.

Paleocæn. Tertiærets ældste marine lag, de paleocæne aflejringer, registrerer, hvorledes kalkindholdet aftog under sedimentationen. Og derved understreges, at der sammenlignet med øvre kridt skete en ret gennemgribende ændring af de geografiske forhold. Fra nu af bliver lermaterialet den dominerende bestanddel i sedimenterne. I øvrigt svarer de paleocæne dannelser fuldstændig til lagserien i fx. Vejle a. De paleocæne lag synes ikke at gå frem til overfladen nogetsteds i amtet.

Eocæn. Også m. h. t. serien med de vulkanske askelag, Røsnæs-leret, Lillebæltleret og Søvind-mergelen svarer udviklingen til, hvad man kender i naboamterne. Alle formationerne forekommer i deres normale, marine form. Men der er naturligvis forskelle m. h. t. enkelte intervallers tykkelse, og der må endv. regnes med en del variation også inden for Ringkøbing amt.

Oligocæn. Det er meget sandsynligt, at der i den nederste del af serien, som ved Dyrvig er henført til miocænet, skjuler sig lag, der i virkeligheden hører til oligocænet. Det angivne interval er således minimumstykkelsen og omfatter især det mellem-oligocæne Branden-ler. Leret er marint og af lysegrå til grønlig farve. Det indeholder i modsætning til de grønne eocæne lerarter små glimmerkorn.

Miocæn. Aflejringerne, som hører til denne del af tertiæret, er de geologiske formationer, som hidtil har haft den største betydning i kraft af deres indhold af brunkul.

Den miocæne lagrække består af fem større hovedafsnit. I fortsættelse af de oligocæne lag findes nederst marint glimmerler og -sand m. skaller (Klintinghoved formationen). Derover følger lignende glimmerler og glimmersand uden skaller, men lejlighedsvis med brunkul (Ribe formationen). Af og til veksler lagene med lidt grovere kvartssand og kvartsgrus. Det ikke-marine interval afløses opadtil af lag m. talr. skaller af marine snegle og muslinger (Arnum formationen). Herover optræder atter lag uden skaller, men m. brunkul (Odderup formationen), og det hele afsluttes m. marint glimmerler m. skaller, som er af mellem- og øvremiocæn alder (Hodde og Gram formationerne).

Tykkelsen af de enkelte intervaller skifter noget, og i visse dele af a. mangler de øverste lag. Det skyldes, at istidens erosion har fjernet dette materiale. Lagene ligger også i varierende dybde. Dette er et stærkt indicium på, at der er sket jordskorpeforskydninger efter de miocæne lags aflejring.

Den karakteristiske vekslen mellem havaflejringer og mose- og flodaflejringer i miocænprofilet er imidlertid også et sikkert vidnesbyrd om, at området sænkede sig ret vedvarende under lagenes aflejring. Kystlinjen bevægede sig snart ø.på ind over Jylland, og snart blev den skubbet mod v. Sænkningen blev med andre ord nogenlunde opvejet af det tilførte sedimentmateriale, og den marine indflydelse aftog mod øst.

Kendskabet til Klintinghoved formationen er ret mangelfuldt. Derimod har man i adsk. boringer truffet på den brunkulsførende Ribeformation og den marine Arnum formation. Arnum formationen findes under største delen af a., fra linien Torsminde-Vildbjerg-Fasterholt og herfra v.på. Den har været et meget vigtigt referenceniveau ved identifikationen af de to brunkulsførende intervaller, Ribe og Odderup formationerne, som ligger henh. under og over Arnum formationen.

Arnum formationen indeholder en meget rig snegle- og muslingefauna m. en mængde varmttempererede former, hvis nærmeste nulevende slægtninge findes i Middelhavet og ved Sydvesteuropas kyster.

Odderup formationen er den mest brunkulsrige lagserie i Midtjylland, som navnlig under og efter de to verdenskrige dannede grundlaget for en meget livlig brunkulsbrydning. Forudsætningen for brunkulsdannelsen var de miocæne sumpskove og moser. Den dav. vegetation var vidt forskellig fra nutidens. Den havde et tydeligt varmttempereret præg. Træer af kastanje-, valnød-, laurbær- og kæmpefyrfamilierne samt andre, hvis nærmeste slægtninge nu vokser i mediterrane og subtropiske områder, var medlemmer af den danske flora.

Miocænserien afsluttes som nævnt m. en marin serie, der består af to underafdelinger, nemlig Hodde og Gram formationerne. De domineres begge af ler- og finsandsaflejringer med glimmer. Hodde formationens fauna minder en del om Arnum formationens fauna, men er mindre rig på arter og individer. Derved danner den en overgang til Gram formationen, som har et endnu mere ekstremt præg.

Hodde formationen har lejlighedsvis kunnet iagttages i Alkærsig teglværks grav. Gram formationen er påvist talr. steder fra linjen Skærum Mølle-Bording og sydpå. Begge formationer er kendt for deres kønne snegle- og muslingeskaller og har hyppigt været målet for amatørgeologer og palæontologer.

Dybgrundens overfladetopografi. Der foreligger fra a. et meget stort materiale af oplysninger om de tertiære formationers beliggenhed og sammensætning. Det stammer navnlig fra de mange brunkulsboringer. Den videnskabelige bearbejdelse heraf er dog langtfra afsluttet. For enkelte områder foreligger imidlertid foreløbige oversigter, som giver et vist indblik i de tertiære lags overfladeforhold.

Da alle lagene består af løse aflejringer, er tertiærets overflade først og fremmest en erosionsflade, domineret af istidens bræ- og smeltevandsaktivitet. Tertiærets højeste niveau nås øjensynlig nø.f. Favrholt ved amtsgrænsen, hvor de tertiære lag findes op til højder o. 50–60 m over havet. Herfra falder overfladen nogenlunde jævnt til ca. 10 m over havet ved Skjern. Et lokalt område m. højder o. 40 m over havet strækker sig fra Opsund v.f. Videbæk til Grønbjerg. Ud mod Vestkysten falder tertiæroverfladen herefter ned under havets overflade.

I tertiæroverfladen optræder flere steder smalle render, som uden tvivl er opstået ved smeltevandserosion enten under den første el. den anden af de da. nedisninger. En dal af denne type er Gundesbøldalen. Den har retningen sø.-nv. og en længde af ca. 18 km. Den strækker sig fra Okslund ved Hoven over Gundesbøl til Stovstrup nø.f. Tarm. Ved Okslund når den ned til dybder over ÷ 77 m, og ved Stovstrup er den dybere end ÷ 50 m. Dalbunden synes at være ujævn og har et let bugtet forløb. Dette sammen med dalens ret bratte afslutning mod sø. og nv. tyder afgjort på, at vi står over for en subglacialt eroderet smeltevandsdal.

Dybgrundens struktur. Ringkøbing-Fyn højderyggen er allr. omtalt i indledningen. Det er a.s vigtigste regionale strukturelement.

Grundfjeldsryggen er efter de seismiske undersøgelser opdelt i mindre blokke adskilt af forkastninger, hovedsagelig m. retningen nnv.-ssø.

N.på følger det nordjy. sænkningsområde m. de tykke sedimentserier, som kun delvis er kendt. Heri findes øvre perms stensaltaflejringer, som har ganske særlig s. 13 strukturel betydning ved deres tendens til at frembringe salthorste. Vi har allr. stiftet bekendtskab m. salthorstene ved Vejrum og Herrup (også kendt som Sevelsalthorsten). Hertil kan føjes salthorstene ved Harboør (Rønland), Linde og Gørding. De to sidstn. er kun påvist ad geofysisk vej.

I alle disse tilfælde er der tale om gennembrudssalthorste, der er trængt op til dybder o. ÷200 m.

Ved Vinding foreligger i modsætning hertil en meget dybtliggende saltstruktur, som kun udmærker sig ved, at lagserien over den mangler visse formationsintervaller, svarende til perioder, i hvilke strukturen lå over havfladen.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer. Brunkulsgravningen kom til at præge landskabet under første og anden verdenskrig. Kulforekomsterne ligger i to hovedstrøg. Det ene strækker sig fra Søby over Studsgård mod Grønbjerg og det andet omtrent parallelt hermed fra Borris-Troldhede til Brejning. Mere underordnede forekomster ligger på strækningen Bording-Ilskov og s.f. Holstebro. Et stort antal forekomster er afgravede, men enkelte udnyttes stadig. Nogen produktionsstatistik for de enkelte grave el. for a. er ikke offentliggjort.

En mindre saltproduktion foregår fra salthorsten på Rønland ved fabrikken Cheminova. Kalkbrydning til lokalt brug foregår ved Herrup og Hjerm. Endelig har miocæne sand- og grusaflejringer betydning som vandførende lag.

Litt.: Albert Gregersen og Theodor Sorgenfrei. Efterforskningsarbejdet i Danmarks dybere undergrund, MDGF, Bd. 12 H. 1. 1951. 141. N. Hartz. Bidrag til Danmarks tertiære og diluviale Flora, DGU. II. Rk. Nr. 20. 1909. Erik Heller. Iagttagelser over tertiære og kvartære forhold i Tarm-Brande-Grindsted-området, MDGF, Bd. 14, H. 4. 1961. 374. Sa. Keld Milthers’ arbejde med brunkulseftersøgningen, smst. 447. Peter Ingwersen. Some Microfossils from Danish Late-Tertiary Lignites, DGU. II. Rk. Nr. 80. 1954. 31. Aksel Nørvang. Marine Lias in Jutland, MDGF. Bd. 11. H. 1. 1946. 139. Aksel Nørvang. The Foraminifera of the Lias Series in Jutland, Denmark, smst. Bd. 13. H. 5. 1957. 275. Gunnar Larsen. Saltaflejringer og salthorste i Danmark, smst. Bd. 15. H. 3. 1964. 420. Keld Milthers. Brunkulsproblemer, Danske Elværkers Forenings Årsmøde 1957. 1958. 188. V. Milthers. Kortbladet Brande, DGU. I. Rk. Nr. 18. 1939. Leif Banke Rasmussen. De miocæne Formationer i Danmark, DGU. IV. Rk. Bd. 4. Nr. 5. 1961. Theodor Sorgenfrei & Arne Buch. Deep Tests in Denmark, DGU. III. Rk. Nr. 36. 1964. Theodor Sorgenfrei og Ole Berthelsen. Geologi og Vandboring, DGU. III. Rk. Nr. 31. 1954. Hilmar Ødum. Studier over Daniet i Jylland og paa Fyn, DGU. II. Rk. Nr. 45. 1926. Hilmar Ødum. Saltefterforskningen i Danmark, DGU. III. Rk. Nr. 34. 1960.

Landskaber.

Landskabsdannelsen. Der er steder i Danmark, hvor man stående på en bakketop kan overskue alle landskabsudviklingens faser. Der er andre egne, hvis tilblivelseshistorie er så kompliceret, at man enten må opsøge en række spredtliggende typelokaliteter el. gennemkøre lange vejstrækninger for at få oversigt over, hvordan overfladeformerne er blevet til. I R. a., der er Danmarks største a., kunne man på forhånd tro det nødvendigt at flakke viden om for at opleve landskabsdannelsens forsk. stadier ved selvsyn, og så er forholdet dog det, at man netop her kan klare sig, om end ikke med en enkelt udsigt, så dog med en, når a.s størrelse tages i betragtning, relativ kort tur på ca. 20 km, nemlig strækningen fra Bavnehøj ved Møborg, forbi Flynder kirke og gennem Kronhede plantage til Lemvig.

Fra Møborg Bavnehøj, 45 m, ser man til alle sider ud over et morænelandskab, der præges af de svagthældende skråninger. Gravhøje som Kvolsbæk høje, Stenhøj og Kløfthøj træder frem på særlig markeret måde ved kontrastvirkningen til landskabets jævne former. Vi er i et bakkeø-landskab, a.s ældste landskabstype, skabt allr. i næstsidste istid, Saale-glaciationen, for over 300.000 år siden. I denne istid, den store istid, var hele Danmark-området dækket af den indlandsis, der også skød s. 14 sig ud over det nordty. lavland og Hollands nordl. del så langt mod s. som til Mellemtysklands bjerge. Den nordligste gruppe af disse, Harzen, var omflydt af gletschere, men det højeste parti ragede som en nunatak op over ismasserne. Da denne indlandsis smeltede bort, efterlod den de mængder af sten, grus, sand og ler, som den havde medbragt fra Skandinaviens fjelde, som store moræneophobninger også i R. a. Og Saale-istidens smeltevandsstrømme er fosset gennem de nyskabte landområder uden for isranden og har aflejret lagdelt grus og sand i store indlandsdeltaer. Det er dette ældgamle istidslandskab, vi står midt i her på Møborgbakkeøen. Intet under at det adskiller sig i alle væsentlige hovedtræk fra sidste istids morænelandskaber i Ø.- og N.-Jylland samt på Øerne. Disse unge morænelandskaber er højst 15.000 år gamle, og selv om de opr. overfladeformer i den forløbne tid er blevet meget udjævnet, adskiller de sig dog på karakteristisk måde fra de gamle bakkeø-landskaber. I disse har alle skræntudjævnende processer (se afsnit: bakkeøerne) haft tid til fuldstændig at omskabe de opr. istidslandskabers overfladeformer så radikalt, at kun jordbundsmaterialet vidner om oprindelsen, hvorimod det nuv. overfladerelief helt igennem er præget af vandløbserosionen og de foreteelser, der former dalsiderne. Det er de jævnt hældende dalsider og de rolige landskabsformers område. Kun hvor sidste istids smeltevandsflader har skåret sig ind i bakkeøernes sider, som det er tilfældet netop for Møborg-bakkeøens vedk. mod sø. ud mod Damhus å’s brede dal, kan stærke hældninger forekomme. Her står den 20 m høje stejlskrænt på en km-lang strækning, helt uforklarlig ud fra vor viden om de landskabsformende kræfter i nutiden, men letforklarlig, når vi mobiliserer vort kendskab til afsmeltningstidens vandløb, der her har arbejdet sig ind i bakkeøens flanke.

Følger vi landevejen, der n.på fører mod Lemvig, færdes vi over flade landstrækninger, hvis overflade ligger 10–20 m o.h. Det er hedesletten, vi færdes på – en flodslette dannet af sidste istids smeltevandsflader – et landskabselement langt yngre end bakkeøen, og en landskabsform m. stor udbredelse i R. a. Ved Bækmarksbro passerer vi Flynder ådal og dermed et af de dalsystemer, der har sønderskåret den opr. sammenhængende hedeslette og opdelt den i en mosaik af plane strækninger i sa. niveau. Vejen bliver så vidt gørligt på fladen og undgår i videst mulig udstrækning at passere de forgrenede dalsystemer. Ved Sandbækhuse er vi således på hedeslettens flade, men blot 800 m ø.f. vejen, ved Flynder kirke, er vi atter ved Flynder å’s dalfure, og tager vi mod v., træffer vi efter 1,5 km kørsel Fåre Mølleå’s tilsvarende dal nedskåret 8 m. Hedeslettens overflade er altså præget af vandløbenes gravende virksomhed i tiden efter istiden.

Fortsætter vi n.på, ad den snorlige vej mod Lemvig, snart gennem Kronhede plantages nåletræsverden og snart over lyngheder, oplever vi flodslettens plane flade, der, efter kortets oplysninger at dømme, men i øvrigt umærkeligt, stiger i kørselsretningen, indtil vi ved Rom kirke er nået op i 40 m-niveauet. Det er en yderst svagt hældende kegleflade, vi har bevæget os opad, opbygget af de sandmasser, som mægtige smeltevandsstrømme, kommende n.fra, har spulet ud over denne del af landet i sidste istid. Så store har sandmængderne været, at alle den gl. moræneoverflades lavtliggende dele er blevet tildækket. Kun de højeste bakkeområder rager som nutidens »bakkeøer« op af sandhavet, som det er tilfældet med Møborg-bakkeøen, vi lige har besøgt.

N.f. Rom kirke skifter landskab og jordbund karakter. Overfladen er nu småbakket s. 15 m. talr. afløbsløse lavninger, der forklarer rigdommen på småsøer, damme og mosehuller. Jordbunden er moræneler, og dette forhold præger også kulturlandskabet. Her er ingen granskove og heder, overfladen er totalt opdyrket, og store gårde ligger spredt overalt i terrænet. Vi er i det område, der i sidste istid var isdækket – det unge morænelandskab. Med en vis undren kigger man efter, om de vældige, strømmende vandmasser, der havde medført de sandmængder, der nu ligger under Kronhede og Klosterhede plantager, ikke skulle have efterladt sig synlige spor i form af tilsvarende store dale. Forlader vi, 1 km n.f. Rom by, landevejen, og går vi ad småvejene 800 m ø.på til Basbjerg, tilfredsstilles den begrundede nysgerrighed på helt overraskende måde. Medens man mod s. ser hedeplantagerne dominere fladelandskaberne i det fjerne, har man mod n. lige under sig en 70 m bred grubeformet dal m. en sø i bunden 50 m nede. Dalsiderne er stejle og kløftfurede. Det er Lemvig-tunneldalens sydl. ende, vi står ved. Dalen er udgravet under isen i bundmorænen, og i den periode, isen har haft sin rand her, hvor vi står, er vandmasserne fosset op nede fra dalen, vi ser ud over, hvide af de opslemmede ler- og sandmængder. Derefter er vandet antagelig som en fontæne fosset ud af gletscherporten i isranden, som det ofte er tilfældet ved nutidens store gletschere. Når man går ned ad skråningen, der danner dalens sydl. afslutning, og ikke kan undlade at bemærke den stejle hældning, kan man tvivlende spørge, om smeltevandet virkelig nedefra er strømmet opad gennem denne stærkt hældende dalslugt. Det må så erindres, at der dengang var tale om vand, der strømmede i en rørformet tunnel, hvis nedre og øvre begrænsning var henh. morænen og isen, og der må tilføjes den oplysning, at indlandsisens mægtighed har været tiltagende fra randzonen og n.på, således at grundvandet nær bunden har stået under et betydeligt hydrostatisk tryk. Så har man gode kort på hånden til at forklare oppresningen gennem tunnelrørets yderste, stigende del.

N.f. Lemvig breder tunneldalen sig ud til km-bredde og fremtræder her havdækket som fjorden Lem vig. Købstaden af sa. navn ligger på en morænetærskel i tunneldalens bund ml. fjorden og søen i dalens sydl. ende. Det er et for tunneldalene typisk træk, det ujævne længdeprofil, man her står overfor. Vandet, der strømmer gennem tunnelen i indlandsisens bund, har stedvis kunnet grave dalen dybere, fx. hvor bundlagenes modstand har været ringe, andre steder har til gengæld grus og rullesten kunnet aflejres.

Sjældent fremtræder sammenhængen ml. landskabsdannelse og landskabsudnyttelse så tydeligt som her ved Lemvig, hvor tunneldalens betydning som lokaliseringsfaktor for byanlæg kan demonstreres med skoleeksemplets tydelighed. Fjorden giver naturlige havnemuligheder, Gjeller odde, der v.fra skyder sig hen foran fjordens munding, virker som naturlig læmole. De stejle skrænter ud til fjorden har hindret byanlæg, men morænetærsklen i fjordens bund har direkte indbudt dertil ved at yde let adgang til kysten og samtidig byde på nordligste vejmulighed for den v. -ø.gående trafik, som her var tvunget s.på af fjorden. Tunneldalsidernes stejlhed o plever enhver, der benytter denne rute, idet tilkørselsvejene såvel fra ø. som fra v. har måttet anlægges m. virkelige hårnålesving for at undgå for stejl stigning. Det er også typisk, at jernbanestationen har måttet anlægges oppe på moræne plateauet i 40 m-niveauet, og at man i Lemvig har en trappegade for fodgænge re ml. by og station. Tunneldalnaturen har således stillet teknikerne over for mang e særprægede opgaver. Udførelsen af et godsspor ml. havnen og den højtliggende s. 16 jernbanestation er en af disse. Dette problem er løst på den måde, at sporet føres på en terrasse et stykke n.på ned langs vestre dalskrænt, hvorefter togstammen stopper og ad et vigespor bakker s.på til havnepladsen.

Står man på toppen af skrænten v.f. Lem vig en sommeraften ved solnedgangstide, når fjordens vandflade spejler himlens perlemorsskær, og Lemvigs røde tage får en særlig intensiv glød, så føler man, at det indtryk, man får af denne del af R. a., bliver særlig rigt, netop når landskabsæstetik og geomorfologi, d.v.s. viden om landskabets tilblivelse, indgår som integrerende dele af oplevelsen. Så er det ikke tilfældigt, at Nørlem kirkes massive, gotiske tårn lyser op i aftensolens skær i sa. niveau på den anden side af fjordlavningen. Kirken står nemlig på det sa. moræneplateau som vi selv – adskilt fra os ved tunneldalen, som smeltevandet udformede i sidste istids slutfase. Og følger vi i tanken smeltevandets flom ud af gletscherporten ved Basbjerg og videre s.på, forgrenende sig som en islandsk hvidå ud over sandene s.f. Rom kirke, kædes alle dagens landskabsoplevelser pludselig sammen i et system af fælles årsagssammenhænge.

Bakkeøerne. Det var Enrico Dalgas, hedeopdyrkningens forkæmper, der skabte betegnelsen »bakkeø« for de dele af de gl. morænelandskaber fra næstsidste istid, der rager op over det hav af sand, som smeltevandsfloderne i sidste istid havde skyllet ud over Vestjylland. Angående samhørigheden ml. bakkeø- og hedeslettelandskaberne s. 17 henvises til afsnittet Landskabsdannelsen. Fremstillingen her omfatter selve landskabsformerne.

Bakkeøernes dimensioner er if. tilblivelsesmåden stærkt varierende fra sammenhængende landskaber på over 1000 km² til småformer, der kun omfatter få hundrede m². Den største, Skovbjerg bakkeø, ca. 2000 km² kulminerende i Tihøje (111 m), ligger helt inden for a.s grænser, og af den næststørste, Varde- el. Ølgod bakkeø, ligger den nordl. del i R. a. I a.s sø.hjørne, ø.f. linien Sdr. Felding-Ikast, er landskabet et finmasket mønster af bakkeø-områder m. mellemliggende hedeslettestriber. I modsætning hertil præges de nordøstl. egne af de udstrakte hedesletter m. enkelte, isoleret beliggende, små bakkeøer, som fx. Yllebjerg (46 m). For denne gælder Dalgas’ beskrivelse: »som en omvendt terrin, på et stort bord«.

Fra hedesletterne kan bakkeøerne som føromtalte Yllebjerg være velafgrænset ved erosionsskrænter, der opr. har stået som bratte klinter, men som nu, hvor de ikke er under angreb af hedeåerne, er tilskredet, hvorved netop den profilform fremkommer, der berettiger sammenligningen med den omvendte terrin el. måske endnu bedre, når hensyn tages til vor tids daglige spisestel: den omvendte dybe tallerken. Andre steder hæver bakkeøerne sig med så flad en skråning, at overgangen til hedesletten er umærkelig. Dette er således tilfældet i området n.f. Avlum, hvor Skovbjerg bakkeøs nordøstl. afgrænsning mod hedesletten omkr. Storå er udflydende, fordi der ikke her som for Yllebjergs vedk. har været tale om flankeangreb, forårsaget af smeltevandsfloderne el. nutidens hedeåer.

For bakkeøerne gælder det, at kun det materiale, hvoraf de er opbygget, moræne og smeltevandsaflejringer, vidner om, at der her er tale om et istidslandskab. Alle de for glaciallandskaber karakteristiske træk træffes nemlig ikke her. Bakkeøerne mangler således randmoræner, tunneldale, stærkt kuperet bakkeland m. de talr. afløbsløse lavninger, der ellers giver morænelandskaber særpræg. Også m. h. t. jordbundsforhold adskiller bakkeøerne sig fra de nye morænelandskaber, idet podsoleringen, d.v.s. udvaskningen forårsaget af nedsivende vand, er langt mere fremskreden. Udvaskningen er dog almindeligvis ikke helt så stærk som på hedesletterne, og hvor bakkeøen består af leret moræne, hvilket dog kun forekommer i små områder, kan der forekomme brunjord, den jordbundstype der er alm. i det østl. Danmark.

Betragter man overfladeformerne, som de tegner sig gennem højdekurvernes forløb på målebordsbladet, vil man bemærke, at kurvebilledet udmærker sig ved en regelmæssighed, der er ganske ukendt i typiske glaciallandskaber. Dels er afstandene ml. kurverne den samme over lange strækninger, hvilket vidner om skråningernes ensartede hældninger, dels er kurverne konforme fra dalbund til bakketop og i deres hovedforløb helt igennem bestemt af ådalens retning. Det glaciale relief er fuldstændig forsvundet og erstattet med den overfladeform, der skyldes den normale erosion, vandløbserosionen, og de deraf afhængige skræntformende processer. Orienteringen af alle terrænformer er formbestemt af vandløbene: åer, bække og disses mindste tilløb.

Forklaringen på bakkeølandskabets særpræg må søges i denne landoverflades store alder (se afsnit: Landskabsdannelsen).

I den lange tid bakkeøerne har bestået, årtusinder før det øvr. da. landskab, har de kræfter, der også i nutiden virker, kunnet forme landskabet. Men det må tillige erindres, at bakkeøerne i langt højere grad end det øvr. Danmark har været udsat s. 18 for de specielle arktiske, overfladeprægende processer, særlig jordflydning. Som det i nutiden er kendt fra Arktis, fx. fra Grønland, finder der en ejendommelig landskabsudjævning sted på bakkede lokaliteter, hvor de øvre jordlag i sommertiden tør op og forvandles til et ælte, idet den frosne bund dybere nede, grundisen, ikke tillader smeltevandets nedsiven. På sådanne steder vil slamstrømme, hvor hældningerne tillader det, kunne sætte sig i bevægelse og som stor »jordgletsjere« søge mod de lave steder.

I bakkeø-terrænet forekommer netop landskabsstrukturer, der lader sig forklare som resultat af denne jordflydning. Terrænlavninger m. plan overflade fremviser profiler, i hvilke interglaciale tørveaflejringer er dækket af moræne. Vi står altså her over for overfladeformer, der i deres første anlæg skyldes interglacialtidens søbassiner, der er groet til og omdannet til moser, som dernæst under sidste istid er blevet dækket af flydejorden, der fra de omgivende bakker er gledet ned i lavningen. Ved tørvelagenes sammenpresning er de nuv. markerede lavninger sen. fremkommet, – de interglaciale søer aftegner sig således stadig i nutidslandskabet.

Også de steder, hvorfra flydejorden er kommet, kan være synlige i terrænet; nicheformede hulheder i bakkesiderne, uden spor af udformning ved rindende vand el. kildevæld, antages at være fremkaldt ved jordflydning.

Som resultat af samtlige ydre kræfters spil er stejlskrænter skredet sammen og lavninger udfyldt. Søerne er forsvundet, dels ved sedimentering, dels ved aftapning og tilgroning, og vandløbene har nået deres dybdegrænse. Det rindende vand, regnen, sneen, frosten, vinden og tyngdekraften har i forening omskabt det opr. istidslandskab til nutidens bakkeø-terræn, det ældste blandt alle de danske landskaber.

Hedesletter. Bakkeøer og hedesletter er arealmæssigt de helt dominerende landskabsformer i R. a. Kronhede, s.f. Lemvig, og Klosterhede, sv.f. Struer, breder sig fra hovedopholdslinien for isen i sidste istid og s.på til Nissum fjord. Alheden præger a.s nordøstl. dele i et 20 km bredt bælte og mod s. danner Borris og Tarm heder en 10 km bred flade ml. Skovbjerg- og Varde bakkeøer. Starter man i R. a.s østligste del og følger Storå-dalen, kan man færdes 85 km uafbrudt over hedesletteterræn, før man når ud til Nissum fjord. Om hedeslettens dannelse se i øvrigt afsnit: Landskabsdannelsen. Den ovf. nævnte hovedopholdslinie, der danner hedesletternes afgrænsning mod n. og ø., løber i R. a. fra Bovbjerg ved Vesterhavet ø.på i retning mod Struer, hvorefter den i en stor s.vendt bue n.f. Holstebro går videre ø.på, s. om Stubbergård sø og forlader R. a. n.f. Hagebro kro. I Viborg a. fortsætter hovedopholdslinien endnu 20 km til Dollerup, hvor den drejer s.på og forløber umiddelbart ø.f. amtsgrænsen, bortset fra en kort strækning gennem a.s mod ø. strakte tentakel ved Christianssæde, hvor den lige når ind i a.s område. Når hovedopholdsliniens forløb skal omtales her, selv om store dele af den ligger uden for R. a., er grunden den, at hedesletternes udbredelse i a. får sin forklaring derved. Da indlandsisen i sidste istid havde sin rand langs ovf. omtalte linie, strømmede smeltevandet ud af de mange gletscherporte i denne rand. Fra den n.-s.gående del af isranden, fra egnen ved Hald sø og sø.f. Bording strømmede smeltevandsfloderne v.på, fra den v.-ø. forløbende nordl. del, fra gletscherportene s.f. Lemvig og sv.f. Struer løb de s.på.

For det menneskelige øje fremtræder hedesletterne som vandrette flader. Ved et omhyggeligt kortstudium kan man af højdekurvernes form læse sig til, at hedesletternes s. 19 overflade i virkeligheden er et kompleks af flade halvkegler, hvis toppunkter ligger de steder, hvor smeltevandsfloderne strømmede ud af gletscherportene. Et endnu nøjere studium vil vise, at overfladens hældning varierer i fladens forsk. dele. Der er altså ikke tale om kegleflader i dette ords allerstrengeste betydning. Midt på fladen er hældningen ca. 1: 700, i de yderste dele længst mod v. aftager den til ca. 1: 1000.

På hedesletterne træffer vi de mest udvaskede jorder i Danmark – et forhold som i væsentlig grad har besværliggjort opdyrkningen. Udvaskningen el. podsoleringen, som den betegnes internationalt, er et alm. fænomen i lande, hvor nedbørsmængden overstiger fordampningen. Som følge af podsoleringen fremkommer der en lagdeling i jorden m. en udvaskningshorisont foroven, hedeegnenes blegsand, og en udskilningshorisont længere nede, al-laget, m. kaffebrun farve af de indeholdte jernforbindelser. De første hedebønder har måttet slide og slæbe for at s. 20 s. 21 s. 22 bringe den stærkt podsolerede jord i ydedygtig stand, idet det jo gjaldt om at ophæve lagdelingen ved atter at sammenblande udvasknings- og udskilningslag. I vor tid træder det svære materiel hjælpende til på denne front. Store traktorer trækker nu reolploven, som bryder al-laget og vender det op på overfladen, som på nypløjet hede bliver en blanding af lysegråt blegsand og rustrød al.

Rester af egekrat og gl. agervoldinger vidner om, at lyngen ikke altid har dækket overfladen på hedesletterne. »Lyngens land« på Blichers tid var et stadium i et udviklingsforløb. På et tidl. trin var hedesletterne skovland m. rydninger, hvor oldtidsbønder dyrkede jorden. Overdreven jordudnyttelse har mul. her som andre steder været årsag til, at vinden fik overtaget og sandjorderne begyndte at fyge.

De store indsande er klitområder, fremkommet ved ophobning af det flyvesand, der under storm er blevet mobiliseret andre steder, og disse indsande har stor udbredelse i R. a. Nævnes kan Storesande på Kronhede og de udstrakte indsande i Ulfborg og Stråsø plantager, der netop er anlagt for at standse yderligere sandflugt i denne danske »dust-bowl«. Nu er vindens magt avet ved kulturforanstaltninger. Rationelt anlagte plantager og læhegn har ændret mikroklimaet til gunst for opdyrkningen. Nu er også hedesletterne tavlet af markfelter »i grønt og gult«, og store, sammenhængende lyngstrækninger er blevet sjældne, bortset fra naturreservater og militært øvelsesterræn. H. C. Andersens fremsyn i verslinien »om føje år, heden som en kornmark står« er forlængst gået i opfyldelse. Men muldflugt i de tørre forårsmåneder er stadig en faktor, der må regnes med. Vindens s. 23 magt er ikke helt brudt. Forholdet ml. hedeopdyrkning og vestjy. naturmilieu præges af labil ligevægt. Ny dyrkningsteknik kan uventet bringe forholdet ud af balance. Den, der i en strid blotter sig, mister terræn her som på andre kamppladser. Det var antagelig det, der var årsag til dyrkningsfelternes opgivelse i jernalderen – og det kan hænde igen i dag. Ved viden om processernes natur kan farlige situationer anticiperes. Her får videnskaben en opgave, nemlig den, når årsagssammenhængen er konstateret, at angive effektive modforanstaltninger.

Hedesletter med dødisrelief. Ikke alle R. a.s hedesletter er lige gamle. Det fremgår bl.a. af det forhold, at Hjelm, Hjerl og Havris heder sv.f. Skive ligger n.f. hovedopholdslinien, altså på et sted, der under isens største udbredelse i sidste istid var dækket af denne, medens R. a.s øvr. hedesletter som foran skildret blev opbygget af smeltevandsflodernes medbragte sandmasser uden for isens hovedopholdslinie. Først efter at isranden var smeltet så meget tilbage n.på, at smeltevandet, der hidtil var strømmet v.på til Vesterhavet, kunne få udløb til Limfjorden, blev der her aflejret store mængder af smeltevandssand over et morænelandskab m. talr. dødismasser liggende på og i morænen, således bl.a. i den tunneldal, der fra Skiveegnen i en bue drejede mod s. Efterhånden som klimaet i senglacial tid mildnedes, smeltede dødisklumperne, hvorefter de overlejrende masser af hedesand sank ned i de fremkomne hulrum. Herved er de mange fordybninger opstået, som præger disse hedesletter; de er jordfaldshuller. Visse af disse er så dybe, at grundvandet træder frem i deres bund, og de fremtræder som søer ofte med cirkulær omkreds, som fx. Mørksø i Estvadgård plantages sydl. del. En særpræget oplevelse er det at stå ved denne skovsø, hvis vandoverflade omrandet af stejlskrænter ligger 15 m nede under hedeslettens plane overflade. Få hundrede m nordligere, n.f. Hatodde, finder man en varietet af sa. fænomen med tør bund.

Da Skive-tunneldalen har været udfyldt m. særligt store og talr. dødisklumper, fremkom der i dennes forløb ved jordfaldshullers integrering en række langstrakte søer, Flyndersø, Hellesø, Palmsø, Ladegård sø og Stubbergård sø, hvis orientering altså har været forudbestemt ved den tidl. tunneldals bugtede forløb (se blokdiagrammerne I–IV). Flyndersøs ejendommeligt formede kystlinie, der kan karakteriseres som bestående af cirkelbuestykker m. varierende diametre, får sin forklaring ud fra ovenanførte hypotese om dannelsesmåden. De mange odder, Takkemose odde, Dybdal odde, Stjertodde, Hatodde m.fl., har som forudsætning de resisterende jordmasser ml. tætliggende jordfaldshuller. Søens form røber således direkte dimensionerne af den række ulige store dødisklumper, der er årsag til dette søbassinkompleks’ tilblivelse.

Den vestl. marine forlandszone. Mellem Nissum fjord og Ferring sø når det unge morænelandskab ved Trans kirke og det gl. bakkeøterræn omkr. Fjaltring kirke ud til vestkysten, hvor det brat gennemskåret ved bølgeangreb danner den stejle klintekyst, der kulminerer i Bovbjerg (41 m). Men bortset fra denne 7 km lange strækning udgør hele R. a.s vestl. område i en bredde af ca. 15 km et landskabsbælte, der får ejendommeligt særpræg ved de talr. søer og side enge, hvorved denne amfibialske randzone danner den stærkeste modsætning til a.s øvr. egne, hvor søer er yderst sjældne. Der er her, længst mod v., tale om fintmønstret landskabsmosaik, hvis enkeltelementer består af hedesletterne og bakkeøterrænets laveste dele, marine s. 24 forlandsflader af forsk. type: grusede strandvoldssletter, marskflader, hævet havbund, tilgroningsforland og deltaer, hvortil kommer det karakteristiske islæt af strandsøer, rigt varieret så vel kvantitativt m. h. t. størrelse og form som kvalitativt m. h. t. vandets karakter, der skifter fra fersk gennem en række brakvandsgrader til havsalt. Så følger der længst vestude en klitbræmme, hvis voldsomt uregelmæssige relief danner den stærkest mulige kontrast til alle førnævnte landskabselementers fladeformer.

Længst mod n. skyder Harboør-forlandet sig ud ml. Nissum bredning og Vesterhavet. Kommer man fra Lemvig ad landevejen oppe i det unge, stærkt bakkede morænelandskab til området ved Engbjerg kirke, forbløffes man, når man fra den sidste bakketop i det høje land pludselig ser hele Harboør-forlandet ligge overskueligt og fladt dernede i et 30 m lavere niveau. Er det ved solnedgang på en klar dag, man når frem, så spejler den røde v.himmel sig i Ferring søs vandflade, og på den anden side af den solglimtende sø står klitrækkens takkede profil i skarpskåren silhuet. N.over ser man de lave strandenges mørkgrønne flader m. græssende kreaturer og hist og her nogle markfelter på de sandede jorder. Langt ude ser vi Harboør tange m. Thyborøn fiskerihavn i læ af den krumme spids 15 km borte, men synlig i klart vejr. Tager vi turen derud, følger vejen og jernbanen diget, der er opført som sikkerhedsforanstaltning ø.f. den naturlige tange og adskilt fra denne ved store lavvandede strækninger, der gradvis gror til – et eldorado for vade- og svømmefugle. Vi passerer Rønland, en tidl. ø, nu dæmningsforbundet med Stavsholm s. 25 mod s. og med Thyborøn mod n. – et mærkeligt isoleret beliggende sted, hvor man forventer at opleve det store øde, en forventning der dog skuffes, eftersom et kemisk værk, der omgiver sig med ubehagelige luftfænomener, har fundet plads netop her, fordi der fra Rønland er langt til menneskelige boliger. Det øde område som industrilokaliseringsfaktor! Tangen er opbygget af de rullesten og grusmasser, der drevet af de skråtindløbende bølger i havstokken er vandret fra Bovbjerg klintfod, hvor de er udvasket af morænen, og n.på. Tidl. har Harboør tange været forbundet m. Agger tange, der fra Thy skyder sig s.på, så Limfjorden dengang var lukket mod v. Under storm har tangen været gennembrudt mange gange, sidst 1825. Den nuv. rende ml. tangespidserne, Thyborøn kanal, tjener som indsejling til Thyborøn fiskeri- og nødhavn og fungerer som de vestl. Limfjords-egnes forbindelse til Vesterhavet, hvorfor den holdes fri for tilsanding ved stadig opmudring. Naturens tendens er tydelig: fra s. såvel som fra n. vandrer materiale i havstokken ind i åbningen og søger at lukke denne. Derved trues tangernes eksistens, idet grusmasser fjernes også fra havbunden ud for tangerne, hvorved disse formentes at være i fare for at undergraves. De talr. høfder opbygget af betonblokke, der stritter vinkelret ud fra kystlinien, er et af de midler, der bruges for at skabe sikkerhed. Betonglacier og andre parallelværker benyttes også på udsatte steder. Dæmningen, der følges af vej og jernbane, er anlagt som en slags kystteknisk retrætelinie, der kan holdes, såfremt tangen skulle bryde sammen. Kigger man ude fra forlandet tilbage s.på, ser man tydeligt grænsen til det høje land, der n.f. Kirkeby station når 57 m o.h. Skrænterne, der nu græsklædte hæver sig op over Harboørs sandmasser og engstrækninger, er tidl. klinter, formet af stenalderhavets brænding. Hele Harboøregnen og tangen er skabt siden da ved havets aflejrende virke i forb. m. den landhævning, der har fundet sted siden istiden, og som stadig finder sted, selv om hævningen er ganske ringe, ca. 0,5 mm om året. Ferring sø og et par mindre søer kan opfattes som lagunesøer – de sidste rester af havarealet, der før bredte sig på dette marine forlands plads.

S.f. Bovbjerg klint kommer vi til marint forland af lign. karakter og dannelsesmåde. Nissum fjord er en strandsø el. lagune, skilt fra havet ved den 15 km lange tange, der lokalt benævnes Bøvling klit. Rundt omkr. Nissum fjord, hvor hedesletter og bakkeøer dukker ned til havniveau, vil disse terræntyper i kystzonen p.gr.af den høje grundvandsstand få en helt anden karakter end i de højereliggende partier. Her ude i a.s lave, vestl. randzone er således en række kulturforanstaltninger etableret med det formål at bortskaffe overflødigt vand ved anvendelse af forsk. former for afvandingsteknik. Lige det modsatte er tilfældet på de sandede jorder i a.s midterste dele, hvor engvanding i ådalene er gl. skik, og hvor sprøjtevanding af markafgrøder, som fx. kartofler, nu i teknikkens tidsalder finder sted i stadigt stigende grad for at sikre godt udbytte ved at kompensere for den periodisk forekommende vandmangel.

Tangens stednavne er ofte oplysende om naturforholdene. Dødemandsbjerg kan mul. minde om en strandvasker og dermed om Vesterhavets barskhed. Gammelminde fortæller om et tidl. løb gennem tangen. Torsminde, det nuv. indløb, er sikret ved moler, og et sluseanlæg regulerer gennemskæringen og dermed vandstanden i fjorden, der før dette anlæg var yderst svingende. Vindstuvning kunne presse så meget saltvand ind i fjorden, at engene langt inde blev oversvømmet og delvis ødelagt. Navne som Fjandgrønne på tangens inderside siger noget om den marsklignende s. 26 engvegetation her – en frodig modsætning til havkystens åbne sandstrand. Traneholm røber noget om fuglelivet i denne amfibialske randzone ml. land og vand.

Ml. Nissum fjord og Ringkøbing fjord er forlandszonen et yderst kompliceret virvar af lagunesøer og forlandsflader. Husby sø og Nørresø afvandes af Madum å s.på til Stadil fjord, hvorfra vandet igen af Vonå ledes til Ringkøbing fjord. Men naturtilstanden er også her stærkt influeret af menneskelige nytteforanstaltninger. Det besværlige, højtstående grundvand er sænket i visse områder. V. Stadil fjords vandspejl holdes 1 m under middelvandstand og v.f. Vedersø kirkeby ligger store tørlagte arealer i ÷ 1 m niveauet. Navne som Stadilø for en lokalitet, der ikke mere er nogen ø, viser tørlægningens og tilgroningens effektivitet. Holmsland var tidl. en af de vestligste bakkeøer i dette ords dobbelte betydning, for så vidt som den var omgivet af vandarealer til alle sider, medens man ikke nu har fornemmelsen af at passere over en ø, når man fra Ringkøbing kører v.på over Holmsland med Søndervig som mål. Ser man nøjere efter, har ønaturen dog efterladt sig mange talende spor i terrænet. Strandvolde som vidnesbyrd om bølgeaktivitet træffes fx. ved Klevehuse, hvor dæmningen fører gennem engene, der tidl. var et sund. Også på øens ø.side træffes gl. kyststrukturer, således de grusede strandvolde i Sønderenge, hvor vejenes karakteristiske sving er betinget netop af oddesystemets krumoddeform. På Holmslands n.side vidner Tambjerg oddes struktur om den tidl. beliggenhed ud mod åbent vand med frisk bølgebevægelse.

Hvad kan man så ud fra disse mange sikre vidnesbyrd om stedfundne forandringer i forholdet ml. hav og land slutte om dette landskabsbæltes tilblivelse? Her kan studiet af gl. Danmarkskort yderligere give holdepunkter, ligesom stednavneforskningen yder gode bidrag. Endelig kan det kendskab til processerne i kystzonen, som er resultat af vor tids eksakte forskning i naturen, støttet af eksperimenter i forsøgsbassiner, træde hjælpende til.

Et er sikkert: den nuv., modent udlignede vestkyst er det relativt sent nåede slutstadium i et langt udviklingsforløb. Jyllands vestkyst har opr. været langt mere uregelmæssig, og øer har ligget dels foran kysten, dels sådanne som Holmsland, der var det gl. morænelandskabs højere partier. Ligesom de tilsvarende områder på højere niveau længere inde i land nu ligger omgivet af hedesletternes sandhav, således har de analoge bakkeområder længere v.ude på et lavere niveau været omflydt af havets vandmasser. Andre øer har været dannet som nutidens barreøer, d.v.s. opr. anlagt som revler under storm ved højvande og siden stabiliseret ved klitdannelse på havsiden og tilgroning på den landvendte side, som det kendes i nutiden, fx. fra Rømø. Ved sandaflejring er disse øer svejset sammen, dels indbyrdes, dels m. fastlandet, og samtidig har en udligning fundet sted i h. t. den almindeligt gældende naturlov om udformning af en ligevægtretning vinkelret på den dominerende vindretning el. på resultanten af flere virkende vindretninger. For Jyllands vedk. har vindvirkeresultanten meget nær retningen v.-ø. R. a.s kystlandskab synes altså at befinde sig i et mere fremskredent udviklingsstadium end det, der er nået langs Sønderjyllands og Tysklands vesterhavskyst. Her ligger øerne et stykke fra kysten og betinger ved deres tilstedeværelse i forb. m. tidevandet dels eksistensen af et vadehav ml. ørækken og fastlandet, dels marskforekomsterne langs fastlandskysten og på øernes landvendte side. Gamle marskaflejringer er påvist ved V. Stadil fjord – også forekomst af en værftbebyggelse, d.v.s. opførelse af gårde s. 27 på forhøjninger af opkastet jord som sikkerhedsforanstaltning mod faren ved stormflodsoversvømmelser er fundet her – så et forudgående vade- og marsk-stadium kan siges at være konstateret. I største dimensioner træffes strandsønatur og bugtlukning ved tangevækst ved Ringkøbing fjord, hvorfor dette områdes landskabskarakter skal omtales i et særligt afsnit.

Holmsland klit er navnet på den 35 km lange tange, der afspærrer Ringkøbing fjord, og som landskabeligt har sit umiskendelige særpræg. Langs Vesterhavsiden ligger et klitbælte, hvis sand stammer fra strandbredden, hvor det ved højvande skylles op i strandvolde for dernæst ved lavvande at tørre ud, hvorefter vestenvinden får sandskornene til at trille og springe over strandbredden indefter til forening med havklittens sandmasser af sa. oprindelse. Klitbæltets største højde er ca. 25 m; over dette niveau er vindstyrken, der stiger fra jordoverfladen og opefter, så stor, at klitten ikke længere er stabil – toppen blæser af den. Stedvis har stormvinde revet hul i havklitternes plantedække af hjelme og marehalm, hvorefter store sandmasser er blæst længere ind. Hullet i klitfronten er efterhånden udvidet, og samtidig er sandet vandret længere ind i land, som en vandreklit el. mile. Vindpresset får alt løst sand inden for hullet i klitrækken til at vandre indefter, indtil et niveau er nået, hvor grundvandet er så nær, at sandet ikke kan fyge, fordi det holdes sammen af kapillærvandet ml. sandpartiklerne. De således dannede afblæsnings- el. deflationsflader afgrænses til siderne af tilgroede klitter, der ikke har været angrebet af vinden, og længst ø.på af den vandrende sandmasse, milen. Som følge af grundplanens form, der ofte tegner sig tydeligt i kurvebilledet på kortblade s. 28 i stor målestok, betegnes denne klittype som parabelklit. På Holmsland klit passerer man mange parabelklitter på en tur ad landevejen, der ø.f. havklitterne løber hele tangen igennem. Mange parabelklitters frontpartier er vandret helt ud over lagunesidens enge, hvor de ligger som hvide sandbjerge, der hæver sig stærkt markeret over strandengenes grønne flader.

Vandudvekslingen ml. havet og fjorden sker nu under kontrol gennem afvandingsslusen ved Hvide Sande. Det sidste naturlige udløb – el. gennemløb, vandet løber jo både ind og ud – var Nymindegab s.f. a.grænsen. Sammenlignende studier af gl. kort viser, hvordan udløbet i 1600t. har ligget omtrent midt på tangen, hvorefter det ved materialetilførsel n.fra stadig har været tvunget længere mod s. Udviklingen har dog ikke været jævnt forløbende. Under storm har havet kunnet skaffe sig vej over tangen snart et sted, snart et andet. Ved sådan en »havrending« er klitbæltets sandmasser skyllet helt ind i fjorden. Den ukontrollerede saltvandsindstrømning i forb. m. det ekstraordinære højvande har været ødelæggende for engbruget langs fjordkysterne, hvorfor man tidligt har forsøgt at stabilisere forholdene ved at grave udløb. Tilsandingen har dog i ældre tid været teknikken overlegen. 1909–10 blev den 900 m brede tange gennemgravet ved Hvide Sande. Kanalen fik en bredde på 26 m og en dybde på 2,5 m, men allr. året efter havde en stormflod bevirket, at hullet var udvidet til 230 m i bredden og 50 m i dybden. Med stor bekostning blev dette gennembrud i løbet af de efterfølgende 4 år atter fyldt til. Naturen havde endnu engang været teknikken overlegen. Efter en række års overvejelser blev en ny kanal anlagt og åbnet 1931. Den er sikret med moler mod tilsanding, har en afvandingssluse til kontrol af vandstanden og en kammersluse til gennemsejling. Dette anlæg har siden fungeret upåklageligt. Situationen ved Hvide Sande er endelig kommet under kontrol.

Ved Skjern å’s munding er et delta under stadig vækst, ligesom det er tilfældet i Nissum fjord ved Storås udløb. De udstrakte strandenge og sandflader, Tipperne i Ringkøbing fjords sydl. del, forklares som den sidste resisterende del af en ældre tangedannelse. Ringkøbing fjords omgivelser synes ved første besøg at være et landskabskompleks, bestående af tilsyneladende kaotisk arrangerede enkeltfænomener. For den ivrige naturiagttager, der med detektivisk flid systematisk sammenligner virkeligheden med gl. og nye korts vidnesbyrd, ordner uoverskueligheden sig sluttelig til et mønster med logisk sammenhæng ml. de enkelte motiver.

Vandløb og søer. R. a. afvandes for den allerstørste dels vedk. til Vesterhavet. De største vandløb er Storå (104 km) og dens tilløb Herningsholm å, Sunds Nørreå, Lilleå, Savstrup å og Tvis å samt Skjern å (94 km) og dens meget omfattende system af biåer, hvoraf de største er Brande å, Karstoft å og Omme å s.fra, Holtum å, Rind å og Vorgod å n.fra. Skjern ås nedbørsområde er Danmarks største, 3505 km², Storåens omfatter 1565 km². Det er bakkeøerne og hedesletterne, som disse vandløb afdræner, bortset fra Alheden, der afvandes af Skive el. Karup å (78 km) til Skive fjord. De unge morænelandskaber i a.s nordl. del afvandes af en række korte vandløb til Limfjordens bredninger. Et ganske lille område i R. a.s allerøstligste del lige ved Jyllands hovedvandskel, afvandes mod ø. til Funder å, der p.gr.af sit stærke fald, der i stejlhed langt overgår Storåens og Karup ås, i øvrigt »stjæler« grundvand fra disse vandløbs kildeområder, hvorved begrebet vandskel s. 29 som betegnelse for en overfladegrænse ml. vandløbsområder i nogen grad mister sin værdi.

P.gr.af de forsk. landskabers meget særprægede overfladeformer og højst forsk. alder (se afsnit: Landskabsudvikling) er daludviklingen i R. a. af yderst varieret type. I de gl. bakkeølandskaber er dalbunden bred og dalsiderne har jævne, regelmæssige hældninger. Åløbene bugter sig gennem dalbunden og må systematisk karakteriseres som modne el. gamle. I de lange tidsrum normalerosionen har kunnet virke, er ådal og landskab tilpasset hinanden. Fra ådalene har de skræntformende processer kunnet forme alle hældninger viden om, indtil ligevægtstilstande er fremkommet i en sådan udstrækning, at hele bakkeøens overfladerelief praktisk talt nu er præget af normalerosionen.

I hedesletternes langt yngre overflade har en lignende total tilpasning ml. vandløb og omliggende landskab ikke kunnet nå at etableres. Her spores tydeligt de sidste tilpasninger til de relativt sene ændringer i erosionsbasis, der har været en følge dels af landhævningen siden istiden, dels af løbsforkortning og ændret vandføring. Står man på hedesletten ved Bur kirke i 15 m niveauet og ser ud over Storådalen, hvis flade bund m. åslyngningerne ligger ca. 10 m dybere, så oplever man direkte, hvordan der her er udskåret en ny dal i hedesletten, adskilt fra denne ved stejlvæggede erosionsskrænter. Medens ådalen i bakkeølandskabet så at sige er blevet en integrerende del af dette, så er hedeåens fladbundede dal tydeligt et nyt og vel afgrænset landskabselement.

I de nordl. unge morænelandskaber gør dette forhold sig endnu tydeligere gældende. Klostermølle å ved Gudum kirke har således en skarpt nedskåret, kløftformet dal m. stejle dalsider, og dens tilløb har lignende dale, forgrenende sig ud i morænelandskabet. Dalen er af type ung, og de skræntformende processer har blot virket så kort en tid, at kun ådalens allernærmeste omgivelser er påvirket deraf. Klavrer man op ad de 15 m høje dalsider, kommer man op i et bakket morænelandskab, der lineært gennemskæres af dalsystemet, men ikke som helhed påvirkes deraf. Særligt unge af type er de kløfter, der dissekerer klintekysterne ud til Nissum bredning ø.f. Lemvig. Her hvor klinterne er under bølgeangreb, så der sker stadige nedstyrtninger, hvorved klintfacaden rykker tilbage, bliver dalene stadig forynget. Når udløbsstedet nemlig kuperes, tager dybdeerosionen fat på ny, for at dalbunden kan nå havniveauet, og denne fordybning af dalbunden i nederløbet forplanter sig baglæns op igennem hele dalsystemet.

Søerne i R. a. har været omtalt i de forudgående afsnit, de talr. små morænesøer mod n. i afsnit: Landskabsdannelsen, de store strandsøer i afsnit: Den vestl. marine forlandszone. Bakkeølandskabet er som følge af sin modenhed karakteriseret ved, at søer mangler, fordi de dels er aftappet ved afløbstærsklens nedskæring, dels er tilgroet. I arktisk tid er mange søbassiner fyldt op med flydejord. Kun ganske enkelte lavninger er vandfyldte, som fx. Gødstrup sø nv.f. Herning. Hedesletterne er som gl. flodsletter også typisk uden søer. Undtagelsen er de steder, hvor dødisklumper har været årsag til søbassiner, se afsnit: Hedesletter med dødisrelief. Sunds sø må antages at have en lign. oprindelse.

Kyster og havne. Vestkystens godt 100 km lange strækning er en typisk udligningskyst, bedømt efter kystlinieformen. Bortset fra klinten ved Bovbjerg kan den landskabeligt karakteriseres som en klitkyst. Angående karakter og tilblivelse, se afsnit: Den vestl. marine forlandszone. Da det er bakkeø- og hedeslettelandskabernes vestl. dele, der, abraderet af brændingsbølgerne, danner bunden i Vesterhavets landnære dele, strandplanet, er sand til stede i uanede mængder, vandrende langs kysten og ophobet som revler, som er betegnelsen for de undervandssandrygge, der i vekslende antal ligger parallelt m. kystlinien på hele strækningen. Vindstyrkerne kan blive voldsomme, og bølgerne kan nå indtil 5 m’s højde i Vesterhavet. Alle disse forhold tilsammen bevirker, at vestkysten som den typiske udligningsfladkyst, den er, bliver trafikfjendsk. Naturlige havnemuligheder forekommer ikke på yderkysten, og kunsthavne bliver utroligt kostbare i anlæg og drift. Fra gl. tid har denne kyst været frygtet. Beretninger om strandinger på revlerne med totalforlis som følge er talrige. Sejlvejledninger helt tilbage i renæssancetid advarer og giver specialoplysning til søfarende, der havde ærinde her forbi. Ringkøbing er den gl. havn, beliggende i læ inde i fjorden. Tilsejling sker gennem kammerslusen ved Hvide Sande. Den lavvandede fjord har nødvendiggjort gravning af en 20 m bred og 2,8 m dyb rende, der fra fjorddybet fører ned til havnen. Selv om afvandingsslusen ved Hvide Sande nu sikrer mod store vandstandsændringer, er fjordarealet dog så stort, at vindstuvning ved sydl. vind giver en vandstigning på 0,5 m i havnen, ligesom nordl. vind kan fremkalde en tilsvarende lav vandstand.

Også Nissum fjord har et kombineret afvandings- og kammersluseanlæg ved Torsminde. Det er et opr. gennembrudssted fra en stormkatastrofe, der her er teknisk udbygget.

Den store fiskerihavn er Thyborøn, anlagt i læ af tangens ø.bøjede krumodde, men i øvrigt udbygget som kunsthavn på en materialvandringskyst m. et system af sandtætte moler og med tilsejlingen fra sejlrenden sikret ved gravet rende. De store sandmængder, der vandrer ind gennem Thyborøn kanal og aflejres på fjordgrunden, gør også her tilsandingsfaren til en realitet. Moderne teknik kan eliminere også denne, men det er dyrt at bygge km-lange sikringsmoler ud i Vesterhavet. Bekostningerne må vurderes ud fra formålets berettigelse. Folketingets vedtagelse af loven om tangernes og Thyborøn kanals sikring er sket ud fra det synspunkt, at det må være en national forpligtelse at opretholde havnen som nødhavn på en af Europas farligste kyster.

Limfjordskysterne er af yderst varieret natur. Strækninger præget af erosion, som fx. klintekysterne i det høje morænelandskab n.f. Nr. Nissum og v.f. Humlum, veksler m. aflejringskyster, som fx. Gjeller odde forlandet n.f. Lemvig. Limfjordsbredningerne byder på mange forskelligartede eksponeringsforhold og på »fri stræk« i en så lang skala af dimensioner, at de marine forlandsdannelser her forekommer i praktisk talt alle tænkelige typer, odder, vinkelforland etc. Da kystens bagland er ungt morænelandskab m. overvejende lerbund og derfor præget af stor befolkningstæthed og høj landbrugsmæssig udnyttelsesgrad, gør menneskepræget sig også stærkt gældende og bidrager til rigdommen på varianter. Af førnævnte s. 33 Gjeller odde forlands to strandsøer fremtræder således den ældre, Vestersø, nu efter udtørring som markfelter, hvor kun den plane flade og afvandingskanalerne minder om den tidl. tilstand, medens den yngste, østl. stadig ligger som lagune omgivet af de afspærrende standvolde. Grisetåodde-forlandet n.f. Humlum strækker sig så langt n.på mod Thy, at det naturligt har kunnet udnyttes ved overføring af jernbane og hovedvej nr. 11, da trafikbehovet her blev så stort, at broforbindelsen over Oddesund måtte etableres. Venø har såvel mod n. som mod s. oddedannelser svejset på morænekernen, hvis vestl. klinter har leveret materialet. Torsoddes krumme spids vokser ø.på som følge af den af de dominerende vestenvinde forårsagede materialvandring og lukker nu næsten Klovvig, der således nærmer sig lagunestadiet.

Lemvig havn såvel som Struers havn, hvis officielle navn i øvrigt er Holstebro-Struer havn, er betinget af de ved havdækning af tunneldale skabte fjorde. Se afsnit: Landskabsudviklingen. Disse havne er såvel fiskeri- som trafikhavne. I begge tilfælde har det været nødvendigt at sikre tilsejlingen ved gravede render gennem vigenes indre, lavvandede dele. Da vandstandsændringer, der er en følge af vindstuvning i Limfjordens bassinkompleks, er faktorer, der må regnes med i havnene. I Struers havn fx. vil vinde fra sv. og nv. kunne fremkalde vandstandsstigninger på 1,2 m, medens østl. vinde kan forårsage 0,5 m’s lavvande.

R. a.s kyster er så forskelligartede, at næsten alle former for dansk kystnatur er repræsenteret. Langs vestkysten, med brændingsbrus over revler og i havstok, med sandflugt over strandbredden og klitternes uoverskuelige sandverden, oplever man den danske strand i dens barske variant. Inde i Limfjordens vige er det på stille sommeraftener kontrapunktet, det stille, klare vand og rørsumpbræmmen, kort sagt: fjordidyllen, man konfronteres med.

Litt.: V. Milthers. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen, DGU. III. Rk. Nr. 28. 1928. C. H. Bornebusch og K. Milthers. Jordbundskort over Danmark, DGU. III. Rk. Nr. 24. 1935. Keld Milthers. Landskabets Udformning mellem Alheden og Limfjorden, DGU. II. Rk. Nr. 56. 1935. Sa. Stenene og det danske Landskab. 1941. Sa. Ledeblokke og Landskabsformer, DGU. II. Rk. Nr. 69. 1942. Sa. Kortbladet Brande, DGU. I. Rk. Nr. 18. 1939. S. A. Andersen. Det danske Landskabs Historie. 1939. Sa. Geologisk fører over Holmsland og dens klit. 1963. V. Madsen. Terrænformer paa Skovbjerg Bakkeø, DGU. IV. Rk. Nr. 12. 1921. N. V. Ussing. Om Floddale og Randmoræner i Jylland, Vidensk. Selskabs Oversigter. 1907. K. J. V. Steenstrup. Om Klitternes Vandring, MDGF. 1894. I. Brüel, Klitterne i Vestjylland og paa Bornholm. 1908. H. A. Rambusch. Studier over Ringkøbing Fjord, udg. under medvirken af N. Hartz, A. Mentz og Th. Mortensen. 1900. P. Pedersen Bjerregaard. Klittens Historie. 1950. R. Spärck. Ringkøbing Fjord, i »Danmark«. 1. årg. 1941. 599. A. Mentz. Hedeselskabet, i »Danmark«. 1. årg. 1941. 594. T. W. Böcher. Den jyske Hede, i »Danmark«. 1. årg. 1941. 589. Axel Schou. Landskabsformerne, Atlas over Danmark I. 1949. Sa. De danske Farvande, kap. 1 i Grandjean og Mentze. Danmark og Havet. 1948. Den danske Havnelods. 1964. Aage Aagesen. Befolkningen, Atlas over Danmark. II. 1961. Viggo Hansen. Natur og Landskab, i Danmark før og nu. III. Vest- og Sydjylland. 1953. N. Kingo Jacobsen. Iagttagelser fra Stadil Fjord området, GeogrTidsskr. 60. 1961.

Skovene.

Den langt overvejende del af skovene er af nyere dato og betegnes i daglig tale som plantager. Det samlede skovareal er 49.025 ha el. 10,5 % af a.s totale areal. Det bevoksede areal omfatter 38.332 ha (8,2 %). Den største del, 38.052 ha, er bevokset m. nåletræer, der fordeler sig således til arterne: rødgran, sitkagran og ædelgran 15.365 ha, bjergfyr 12.410 ha, skovfyr og lærk 1010 ha, gran og bjergfyr i blanding 6831 ha og andet nåletræ 436 ha. Løvtræarealet samt arealet m. blandingsbevoksninger af nåle- og løvtræer indtager 2280 ha. Løvtræets tilstedeværelse er i reglen bestemt af rent skovdyrkningsmæssige hensyn. Det dyrkes almindeligvis ikke for træets egen skyld, idet dets udvikling er mindre tilfredsstillende. Der er et betydeligt antal plantager, i alt ca. 3000, men heraf er knapt 2900 mindre end 50 s. 34 ha. Af de resterende er kun 5 ejendomme på over 1000 ha. Staten ejer i alt 18.160 ha, der administrativt er henlagt dels under direktoratet for statsskovbruget, dels for en mindre parts (1230 ha) vedk., under klitdirektoratet. 3151 ha, fordelt på 49 ejendomme, tilhører kommuner. 80 ha (12 ejd.) er præsteskove, og 5019 ha (14 ejd.) ejes af Det danske Hedeselskab. Resten af arealet, 22.615 ha (2887 ejd.) er i privat besiddelse. Den årl. hugst er (1949/50) opgjort til 74.418 m³, hvoraf de 73.680 m³ er nåletræ. Gavntræprocenten er 54,0 og den årl. hugst pr. ha 1,9 m³.

De største plantageområder forekommer i egnen v.f. Struer (Klosterhedens skovdistr.), ø.f. Holstebro (Feldborg skovdistr.), ml. Ulfborg og Ringkøbing (Ulborg skovdistr. m.v.), s.f. Herning (Birkebækkomplekset) og egnen omkr. Hoven. Betragter man Videnskabernes Selskabs kort fra slutn. af 1700t., vil man finde, at a. på dav. tidspunkt omtr. var blottet for skovbevoksninger af nogen art. Til gengæld strakte lyngheden sig milevidt. Idet der henvises til omtalen under Viborg a. af hedeplantningens alm. hist., kan om Ringkøbing a., hvor hedeplantningen vel gennemgående har stået over for de største vanskeligheder, bemærkes, at den her har været af afgørende betydning i såvel klimatisk som landskabelig og økonomisk henseende. De første plantningsanlæg blev udf. under ledelse af skovrider Jens Bang († 1862) i årene 1827–33, efter at staten 1827 havde indtaget store hedestrækninger til skovkulturer ved Over- og Neder Feldborg. Først blev Nordre Feldborg plantage indhegnet, sen., 1836, påbegyndtes kultiveringsarbejdet i Søndre Feldborg plantage. Kulturerne mislykkedes i stor udstrækning, selv efter at man 1842 gik over til plantning i st. f. såning. En medvirkende årsag til vanskelighederne var, at man udelukkende anvendte rødgran. Sen. erfaringer medførte, at man indblandede såvel skovfyr som bjergfyr i grankulturerne, hvoraf navnlig den sidstn. har vist sig at være af afgørende betydning for plantagernes trivsel. 1873–74 forøgedes statens arealer m. Sjørup plantage, 1878–81 m. Borbjerg plantage, 1880 og flg. år m. Klosterhede og Kronhede plantager og 1885 m. Sevel plantage. I 1940rne kommer hertil endv. arealer ved Ulfborg, henlagt under Ulborg skovdistr. Ved siden af statens plantningsvirksomhed har Det danske Hedeselskabs indsats siden stiftelsen 1866 (jf. omtalen under Viborg a.) været af afgørende betydning for tilplantningen af heden, dels derved at selskabet ejer udstrakte plantager, hvoraf den største er Birkebæk plantage, og dels og nok så meget ved at hedeselskabet har været behjælpeligt ved anlæggelsen af en mængde af de private plantager, ejet af bl.a. københavnske forretningsmænd, lokale aktieselskaber, kommuner og hedebønder. Meget betydelige tilskud af vekslende størrelse gennem tiderne er givet fra statens side til disse arbejder, på betingelse af at det tilplantede areal blev pålagt fredskovspligt. Hedeselskabets arbejde i Ringkøbing a. er organiseret gennem dets 3. distr. (omfatter delvis også Viborg a.), dets 5. distr. (omfatter delvis også Vejle a.) og dets 10. distr. Efter at interessen for tilplantning i en årrække har været stagnerende, er der i de sen. år atter tilplantet en del, dog næppe egentlig rå hede, men derimod arealer, der har været opdyrket til landbrugsjord og som følge af landbrugets dårlige konjunkturer ofte erhverves af ikke-landmænd til tilplantning.

Følgen af alle disse plantningsarbejder har været, at det vestjy. landskab i løbet af de sidste 100 år er blevet fuldstændigt forandret. For ikke alene er der anlagt plantager, men sideløbende med dette arbejde er der opbygget et vidtforgrenet s. 35 læhegnsnet, hvorved hele landskabet har fået et »loddent« udseende. Plantningsarbejderne har medført, at landbrugets muligheder og betingelserne for menneskenes trivsel er bedret. Et tilbageblik afslører dog, at ikke alt det udførte arbejde har været lige succesfuldt. Mange af plantagerne på de magreste jordbundslokaliteter har ikke kunnet svare til de forventninger, man opr. stillede til dem. I fremtiden må det forventes, at de kendte ensartede og ensaldrende bevoksninger i stigende omfang vil blive erstattet af mere afvekslende træsamfund, hvor arter som ædelgran, japansk lærk, contortafyr og andre nåletræer samt enkelte løvtræarter, fx. rødeg, vil være hyppigere repræsenteret.

De største plantageejendomme i a. er flg.: Klosterhedens statsskovdistr. 6199 ha, ejdv. 2027, grv. 618, Ulborg statsskovdistr. 5466 ha, ejdv. 2394, grv. 760, Feldborg statsskovdistr. 3404 ha, ejdv. 2400, grv. 851, Husby klitplantage 1122 ha, ejdv. 133, grv. 53, Birkebæk plantage 962 ha, ejdv. 720, grv. 146, Høgildgård plantage 812 ha, ejdv. 436, grv. 127, Gedhus plantage 751 ha, ejdv. 250, grv. 71, Harreskov plantage 791 ha, ejdv. 489, grv. 163, og Hesselvig plantage 734 ha, ejdv. 384, grv. 105.

I mange af de større plantageområder står der til stadighed bestande af kronvildt, således i Birkebækkomplekset s.f. Herning ca. 50 stk., i Ulborg statsskovdistr. m. omgivende plantager ligeledes ca. 50 stk. og i Klosterhedens statsskovdistr. ca. 20 stk. Betydelige områder ved Ulfborg er udlagt til reservat for urfugle.

Litt.: Danmarks Skove 1938. VII. Nordiske Skovkongres 1951. Skove og Plantager. 1951. Statistiske Meddelelser. 4. rk. 154. bd. 3. h. Danske Skovdistrikter. 1961.

Kulturgeografi.

I R. a., der er det største a. i det egentlige Danmark, levede 1960 205.772 indb. (1964: 213.811), hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 44,3 indb. pr. km². R. a. er således næst efter Tønder a. det tyndest befolkede a. i det egentlige Danmark. Af befolkningen 1960 levede 114.473 personer el. 55,6% under bymæssige forhold (67.689 i købstæder, 1686 i disses forstæder, og 45.098 i bymæssige bebyggelser i øvrigt). Befolkningen var fordelt på 60.702 husstande; i byerne går der gennemsnitlig 2,9 indb. på en husstand, i landkommunerne 3,6.

Befolkningens geografiske fordeling ses af befolkningsfordelingskortet s. 33. Det mest iøjnefaldende træk ved dette kort er kontrasten ml. de ubefolkede el. meget tyndt befolkede områder og de tætbeboede egne. En sammenligning m. landskabskortet s. 32 vil umiddelbart vise, at de tyndest befolkede dele af a. er de sandede, ufrugtbare hedesletter. Dette ses særligt tydeligt på hedefladen s. og sø.f. Lemvig, på Karup hedeslette ml. Holstebro, Karup og Ikast, omkr. Skjern å og Omme å, samt s. og sø.f. Ikast. De helt ubeboede områder inden for hedefladerne er næsten altid sammenfaldende m. de store nåletræsplantager, således Klosterhede plantage sø.f. Lemvig, Nørlund plantage s.f. Ikast og Gludsted plantage sø.f. Ikast. Tyndtbefolkede el. ubefolkede områder af mindre størrelse er i almindelighed knyttet til andre plantager, til klitzonen langs vestkysten, til indsande (udpræget sø.f. Ulfborg), el. til vandlidende arealer (de store ådale – tydeligst ved Skjernåens mundingsområde – strandenge og kystmarsk – bl.a. Tipperne). Hertil slutter sig fredede arealer m. hede, klit o.a. naturvegetation, samt militære områder.

De områder i a., der har en større, spredtboende befolkning, falder – som det vil fremgå af en sammenligning m. landskabskortet – næsten overalt sammen med s. 36 morænejordernes udbredelse. Den skarpeste kontrast ml. tætbefolket og tyndtbefolket areal ses ved den sidste istids randmoræner mod n., fra Bovbjerg, s. om Lemvig, v. om Struer og umiddelbart n. om Holstebro. Det unge, lerede og frugtbare moræneland n.f. isranden er efter da. forhold meget tæt bebygget. Også bakkeøerne, altså morænerne fra næstsidste istid, har praktisk taget overalt en ret tætboende landbefolkning. En nærmere undersøgelse vil vise, at befolkningstætheden på bakkeøerne er størst, hvor morænen indeholder flest lerpartikler, fx. v. og nv.f. Herning, nø.f. Skjern og nv.f. Ringkøbing. Et andet interessant træk er en befolkningskoncentration langs de store ådale; disse har meget tidligt været intensivt udnyttet. Herom skriver Enrico Dalgas i »Geographiske Billeder fra Heden« (1870): »Tilværelsen i Sandfladerne er som oftest knyttet til Aadalene; der græsse Kreaturerne, der hentes Høet til Vinterbrug, der avles den bedste Sæd, der ligge Beboernes Vaaninger, der pusle de gamle med Engvandingen, … og der speculerer den driftige Bonde paa, hvorledes han bedst kan forbedre sin Eiendom ved at anlægge Vandkanaler. Dalen er Hedeboernes værdifuldeste Eiendom, og Aavandet Dalens største Gode«.

Landsbyer i østda. forstand findes ikke i a. Her, som de fleste steder i Vestjylland (samt på Bornholm), har landbefolkningen altid boet spredt, hver bonde på sin jord. Højst lå nogle få gårde el. huse samlet, hvorom mange stednavne vidner (Tohuse, Trehuse, Firehuse o.a.). De mange større el. mindre befolkningsagglomerationer er næsten alle af yngre dato. De fleste er skabt i forb. m. hedens opdyrkning, s. 37 d.v.s. i hovedsagen inden for det sidste årh., og står i nøje sammenhæng m. den samfærdselsgeografiske struktur af landsdelen, m. handelsmuligheder, oplandsforhold og vor tids opbygning af industrierhvervet. De gl. købstæder, Ringkøbing, Lemvig og Holstebro, ligger alle uden for hedefladernes ufrugtbare områder. Af de nyere købstæder er Herning opvokset ved et trafikknudepunkt i en relativt frugtbar opdyrkningsegn på Skovbjerg bakkeø, Skjern ved et trafikalt centrum ved den vestligste overgangsmulighed over Skjernåen, og Struer som havn ved det vestl. endepunkt for Jyllands første jernbane: Århus/Randers-Viborg-Struer og opr. oprettet til eksporthavn.

Af de øvr. bydannelser er de fleste stationsbyer. Andre er fiskerbyer (Hvide Sande, Torsminde), vejbyer i lokale vejkryds (Sdr. Felding, Bøvlingbjerg), el. fhv. stationsbyer, anlagt ved nu nedlagte jernbaner (Videbæk, Ørnhøj). En særstilling indtager Nr. Nissum by, der domineres af et af landets største seminarier. Thyborøn er samtidig stationsby og en af de vigtigste da. fiskerihavne. Stationsbyerne og vejbyerne må i almindelighed opfattes som lokale centrer m. urban virksomhed (håndværk, industri og handel inden for et mindre oplandsområde), men i flere tilfælde er denne funktion sat stærkt i skyggen af en langt mere omfattende industriel produktion. Eksempler herpå er trikotageindustrien i Ikast og Hammerum og den kemiske industri nær Harboør. Stationsbyerne ved de nedlagte baner lever alle videre som vejbyer m. funktion som lokale oplandsbyer.

De fleste byer i R. a. har en mangesidig erhvervsstruktur (Struer, Lemvig, Ringkøbing, Skjern m.fl.) el. er mangesidige industribyer (Ulfborg, Videbæk og de fleste stationsbyer). Enkelte domineres i højere grad af en enkelt industrigruppe, der beskæftiger over halvdelen af byens industriarbejdere; således er Herning, Hammerum og Ikast tekstilindustribyer. I enkelte byer er landbrug m. gartneri og skovbrug den vigtigste erhvervsgren, og i Thyborøn, Hvide Sande og de mindre fiskerbyer er fiskeriet det erhverv, der beskæftiger flest mennesker.

Af R. a.s befolkning lever (1960) 73.174 af landbrug, fiskeri, skovbrug og gartneri, 60.579 af industri, håndv. og byggevirksomhed, 18.927 af handel, 12.146 af transportvirksomhed, 14.276 af administration og liberale erhverv. 20.436 er uden erhverv, hovedsagelig pensionister og rentiers. Det mest bemærkelsesværdige ved disse tal er den forholdsvis store landbrugsbefolkning samt den ret ringe del af befolkningen (under 10%), der er uden erhverv.

Landbrugsarealet i R. a. omfatter 3175 km² el. 68,3% af totalarealet (1961), et tal, der ligger ret nær op ad landsgennemsnittet for Danmark (se også afsnittet statistik s. 41). Bedst opdyrket er de lerede moræner i a.s nordligste del samt de mest lerede dele af bakkeøerne, mens klitbæltet i v. stort set er uopdyrket.

I landbrugsgeografisk henseende kan R. a. if. Aa. H. Kampp deles i to dele:

1) Det unge moræneland n.f. isens hovedstilstandslinie i sidste istid må henregnes til den frugtbare nordvestjy. landbrugsregion. Jordbunden er her de fleste steder stærkt leret, og morænen er ret rig på kalk. Byg er her langt den vigtigste kornart; desuden dyrkes en hel del blandsæd, noget havre og hvede samt lidt rug. Hektarudbytterne er gennemgående store, og overalt væsentligt over landsgennemsnittet. Af rodfrugterne er fodersukkerroer og kålroer de mest dyrkede. 2) Den øvr., større del af a. regnes til den vestjy. landbrugsregion. Selv om der kan konstateres forskelle inden for dette område både m. h. t. arealets anvendelse og hektarudbytterne, således at hedefladerne yder mindst, og de lerede dele af bakkeøerne s. 38 mest, har området et så tydeligt landbrugsmæssigt enhedspræg, at det er naturligt at opfatte det som én region. Havre er her oftest den mest dyrkede kornart, men rugavlen er også meget betydelig, fremfor alt på hedesletterne. Bygproduktionen er ret ringe, og hvede dyrkes næsten ikke el. i al fald kun i ubetydeligt omfang. Kålroer og kartofler er de mest dyrkede rodfrugter. Hektarudbytterne hører til de ringeste i landet. Frugtavlen er ubetydelig i hele a.

I de nordl. og vestl. dele af R. a. er korthornsracen den almindeligste hornkvægrace, mens den sortbrogede da. malkerace er mest udbredt mod ø. og på største delen af Skovbjerg bakkeø. Den røde da. malkerace ses sjældnere, hyppigst i morænelandet imod n. Mælkeproduktionen finder hovedsagelig anvendelse i mejeribruget til fremstilling af smør og ost, som mest eksporteres, men også leverancerne af konsummælk til byerne har betydning. Kvægtætheden er de fleste steder 30–40 stk. hornkv. pr. km², mindst på hedefladerne, størst i den nordl., unge moræne. Svineavlen viser i hovedsagen en lign. geogr. fordeling som hornkvægholdet, men tætheden er 2 1/2–3 gange så stor. Svineavlen er baseret på fodring m. korn, returmælk (skummetmælk, kærnemærk, valle) samt mange steder også kartofler. Hønseholdet er stort (527 pr. km²) og er først og fremmest knyttet til de mindre landbrug el. særlige hønserier.

Fiskeriet er meget betydeligt ud for Vestkysten, hvor der i Nordsøen fiskes rødspætter, industrifisk, torsk og kuller, desuden andre fladfisk, sildehaj m.m. Hummerfangsten ud for kysten bør også nævnes. Også i Limfjorden foregår et betydeligt fiskeri, og her spiller ålefangsten en meget fremtrædende rolle. A.s vigtigste fiskerihavn, Thyborøn, er Danmarks fjerdevigtigste, både efter landet mængde og værdi (1961: 36.067 t til værdi af 26,3 mill. kr.). Hvide Sande er normalt vor 5. el. 6. vigtigste fiskerihavn (1961: 8375 t til værdi af 11,9 mill. kr.). I disse fiskerbyer findes fiskeriauktioner, og kølevogne besørger hurtig transport af den nylig landede fisk, som herved bliver i stand til at nå markederne i så frisk tilstand, at toppriser kan opnås. En meget vigtig fiskerihavn er også Torsminde på Bøvling klit. Fra Lemvig drives et stort fiskeri både i Nordsøen og i Limfjorden. Andre vigtigere fiskericentrer er Struer, Oddesund, Harboøregnen, Ringkøbing. På vestkysten drives en del fiskeri fra åben strand, men de udprægede erhvervsfiskere søger almindeligvis til de udbyggede fiskerihavne. – Om skove og plantager se s. 33).

Mineralproduktionen i R. a. koncentrerer sig især om brunkul og blegekridt. Brunkul fra yngre tertiær (om deres oprindelse se s. 11) brydes i åbne brud i egnen omkr. Herning samt v. og nv.f. denne by. Brunkullene er overlejrede af sand, som først må fjernes, og bruddene og deres omgivelser ligger ofte hen som vidtstrakte, delvis vegetationsløse arealer. Det største brunkulleje er Søby, ca. 12 km ssø.f. Herning. Andre findes ved Troldhede, Nr. Vium, Studsgård, Abildå, Ørnhøj, Sdr. Felding og Fasterholt. Brunkulproduktionen i R. a. begyndte under sidste krig, aftog noget i en periode i 1950erne, men er nu af sa. størrelsesorden som under krigen og i de første efterkrigsår, d.v.s. 2–3 mill. t årlig. – Blegekridtet brydes ved Hjerm, omtr. midtvejs ml. Holstebro og Struer, og ved Sevel nø.f. Holstebro. Endv. må nævnes teglværksler, der fortrinsvis tages i leret moræne og nær byerne. En dybtliggende salthorst under halvøen Rønland på Harboør-tangen udnyttes til saltudvinding (se s. 8).

Selv om der i R. a. er interessante industrielle traditioner, især knyttet til trikotageindustrien, er industrialiseringen som helhed kommet sen. i gang her end i s. 39 største delen af det øvr. land. Til gengæld foregår den industrielle udbygning og omformning af erhvervsstrukturen nu i et stærkt tempo. Om end den største del af industrien er knyttet til de store bysamfund, findes der i amtet et stort antal virksomheder, store og små, i landdistrikterne.

Trikotageindustrien, der ganske overvejende er knyttet til Hammerum hrd., har sin oprindelse i den uldbinding, som i 1600t. opstod som hjemmeindustri netop her i de magreste hedeegne, hvor bønderne måtte supplere landbrugets udbytte m. et bierhverv. Ulden leveredes til en begyndelse af egnens får, men måtte, som uldbindingen blev mere udbredt, købes andetsteds. I vor tid eksisterer denne hjemmeindustri for så vidt videre, om end bindepindene er blevet erstattet af strikkemaskiner, og den væsentligste del af produktionen er blevet henlagt til fabrikker. Der er dog det interessante forhold, som viser fabriksproduktionens rødder i den gl. hjemmeindustri, at de fleste trikotagefabrikker er små virksomheder m. få ansatte, og i mange tilfælde er de udprægede familieforetagender. Således er der if. Rigstelefonkataloget 1964 129 trikotagefabrikker i Herning, 100 i stationsbyen Ikast (hvor håndværk og industri i alt beskæftigede 1847 personer i 1960), og 19 i Hammerum by. Selv om der altså karakteristisk er tale om mange og små virksomheder, er der især i Herning også tale om store fabrikker og om andre former for tekstilindustri.

En anden interessant hjemmeindustri kendes fra Nees so. ved Nissum fjord, hvor befolkningen i 1800t. fremstillede hornskeer af tysk råmateriale.

Trikotageindustrien beskæftiger for en meget stor del kvindelig arbejdskraft. I de store trikotagecentrer er anvendelsen af kvindelig arbejdskraft i erhvervslivet derfor væsentlig større end andetsteds. I Herning udgjorde (1960) kvinder 36% af samtlige i erhvervene beskæftigede personer, og i Ikast 37%, mod et gennemsnit for R. a. på 22%.

Også nærings- og nydelsesmiddelindustrien må fremhæves. Foruden mejerier, der ligger ret jævnt fordelt over a., og slagterier, hvoraf de vigtigste ligger i Struer og Herning, kan her omtales tobaksindustrien, der i Holstebro har et af sine største centrer her i landet. Vigtigste foretagende inden for den kemiske industri er Cheminova på Lemvig-egnen, der især fremstiller insektbekæmpelsesmidler. Jern- og metalindustrierne har sine vigtigste centre i Herning og Holstebro. Det bør her også omtales, at der i R. a. findes flere vandkraftcentraler i Skjernåens og Storåens område; den største er Storåcentralen ved Holstebro.

Den vestjy. hovedjernbane Struer-Holstebro-Vemb-Ringkøbing-Skjern-Varde-Esbjerg, m. forb. bl.a. til Kbh., er a.s vigtigste jernbane, der fører lyntoget Struer-Esbjerg-Kbh. Fra Struer udgår også lyntog mod Skive-Viborg-Århus-Kbh. Denne sidstn. jernbane Struer-Århus er Nørrejyllands ældste (bygget 1862–65 som eksportbane for da. landbrugsprodukter over Struer, gennem Thyborønkanalen til Storbritannien). Andre vigtige jernbaner er de jy. diagonallinier Vejle-Brande-Herning-Holstebro og Hobro-Viborg-Herning-Troldhede-Skjern; sidstn. har især betydning for transport af landbrugsprodukter til eksport over Esbjerg. Fra Struer fortsætter jernbanen mod n. til Thisted, og fra Herning, m. forb. fra Skjern, fører en jy. tværbane mod ø. over Silkeborg og Skanderborg til Århus. Mens alle de nævnte jernbaner er statsbaner, er linierne Vemb-Lemvig-Harboør-Thyborøn og Kolding-Grindsted-Troldhede privatbaner. Flg.jernbaner er nu nedlagte: Skjern-Videbæk, Ringkøbing-Ørnhøj-Holstebro samt Nr. Nebel-Tarm. For mange af a.s s. 40 jernbaner er brunkultransporterne i dag den væsentligste trafikopgave; i øvrigt er sekundærbanernes funktioner af rent lokal karakter, først og fremmest forb. ml. byerne og deres opland.

Hovedvej A 11 (Tønder grænse-Ribe-Varde-Skjern-Holstebro-Struer-Thisted-Hjørring-Frederikshavn) passerer gennem R. a. fra s. til n. Hovedvejene A 15 (Grenå-Århus-Silkeborg-Herning-Ringkøbing) og A 16 (Grenå-Randers-Viborg-Holstebro-Ringkøbing) er de vigtigste vejforbindelser m. Østjylland. Hovedvej A 18 (Lillebæltsbroen-Vejle-Herning-Holstebro) er en direkte vejforbindelse til Øerne. Vejnettet i øvrigt er som helhed efter da. forhold hverken særlig tæt el. i særlig god stand. En række bilruter supplerer jernbanenettet, dels som fødelinier til jernbanerne, dels som forstærkningslinier parallelt m. disse (fx. hurtigbussen Ringkøbing-Århus). Varetransporterne på vejnettet er belastet m. flere betydelige opgaver, bl.a. brunkulstransporterne.

Skjernådalens afvanding. I 1940 nedsatte landbo- og husmandsforeningerne i R. a. et udvalg med gdr. Mads Madsen, Velling, som formand med den opgave at søge de store lavtliggende områder ved Ringkøbing fjord afvandet, og Det danske Hedeselskab blev anmodet om at foretage en forundersøgelse i Skjernådalen. Hedeselskabets første projekt forelå 1942, men først 1955, efter at der i 15 år havde været arbejdet med sagen, vedtog ejerne af de ca. 4000 ha store vandlidende engstrækninger langs de nederste 20–25 km af den 90 km lange Skjernå ml. Borris og Ringkøbing fjord at søge deres jord afvandet. Et lodsejerudvalg, hvis formand blev gdr. J. Smedegaard Mortensen, Skjern, blev nedsat for at varetage alle lodsejernes interesser.

1961 godkendte landbrugsministeriet arbejdets iværksættelse som landvindingssag (Danmarks hidtil største) m. et samlet overslag på 21 mill. kr., og 1962 blev arbejdet, der er beregnet at skulle vare 6 år, igangsat. Engarealerne har altid været domineret af Danmarks vandrigeste vandløb, Skjern å, til trods for at langt den overvejende del af dem slet ikke afvander til Skjern å, men derimod til parallelvandløb. I nedbørsrige perioder går Skjern å over sine bredder og oversvømmer de omkringliggende arealer, og ådalen bliver derved forvandlet til en indtil 4 km s. 41 bred fjord. Efter projektets gennemførelse vil arealerne kunne anvendes som almindelig landbrugsjord.

Hedeselskabets projekt, hvori civilingeniørerne F. Ebert, N. Venov og A. Fredborg har været de ledende kræfter, går i hovedtrækkene ud på flg.:

Skjern å, der på de nederste 13 km er 45 m bred, samt Omme å indesluttes af ca. 2 m høje diger og forlægges på største delen af længden til helt nye løb.

Et system af parallelkanaler, hvoraf den største på en strækning af 5 km følger Skjern å’s gl. løb, leder så meget af oplandsvandet som muligt til Ringkøbing fjord, idet disse kanaler samtidigt afvander de højere liggende arealer. Ganer å og Kirkeå, der efter at være ledt sammen har en bundbredde på 12 m, føres under Skjern å til et parallelvandløb, og der udføres adsk. andre krydsninger af vandløb. Der skal opgraves ca. 60 km hovedvandløb og ca. 75 km afvandingskanaler, et jordarbejde på o. 2 1/4 million m³ fyld.

De arealer, der p.gr.af deres lave beliggenhed ikke kan afvandes til parallelvandløbene, afvandes til kanaler, der fører til i alt 5 pumpestationer, hvis samlede kapacitet er 7 m³/sec. Der opføres 9 store og en mængde mindre broer. Endelig anlægges ca. 30 km markveje.

Samtidig med arbejdets udførelse gennemføres en jordfordeling blandt de 835 interesserede lodsejere, der gennemsnitligt har 3–4 parceller hver, men hvoraf mange har deres engarealer opdelt i over 10 forsk. parceller, hvilket i høj grad ville besværliggøre en fremtidig rationel udnyttelse af arealerne.

Naturfredning. Ringkøbing a., landets største, er i naturgeografisk henseende rigt og forskelligartet, og da det tillige rummer betydelige arealer, som helt el. næsten er folketomme, er det forståeligt, at man her har tilstræbt at bevare større områder i en relativ naturtilstand. Man har fundet det muligt at beskytte så store sammenhængende arealer, at den naturlige fauna og flora kan leve under forhold, som i hvert fald nærmer sig naturtilstanden. Dette angår ikke blot planter og de fastboende dyr, men også de trækfugle, både hav- og landfugle, der to gange om året holder rast i Vestjylland under deres rejser ml. ynglepladserne i Nordvesteuropa og overvintringsområderne i sydligere egne. Kun undtagelsesvis træffer man så store felter, at man kan fristes til at bruge betegnelsen ’naturpark’, men i Ringkøbing a. kunne dette være berettiget, selvom de fredede områder hverken i størrelse el. i effektivitet kan måle sig med tilsvarende i de store europæiske og oversøiske lande.

Anselige arealer, for hvilke der ikke foreligger speciel fredningsservitut, nyder imidlertid den beskyttelse, der for skov, plantage og klit er fastlagt i lovgivningen. Adsk. egne er rige på fredede oldtidsmindesmærker, såsom høje, gravpladser og oldtidsagre, medens antallet af fredede bygninger og sådannes omgivelser er beskedent.

Vandløbene i Ringkøbing a. er i mindre grad end i landets øvr. egne påvirket af kulturforanstaltninger og forureninger, og man kan også i dag finde enkelte mindre åer og bække, der praktisk taget er uberørt af indgreb.

Bl. de stærkt biologisk betonede fredningsområder kan nævnes Kilen v.f. Struer, Felsted Kog, Klægbanken i Ringkøbing fjord samt Nørresø i Vedersø sogn, der alle har betydning som rastpladser for trækfugle, men som også har en rig bestand af ynglefugle. En anden type repræsenteres af et område ved Storåen ø.f. Holstebro i Mejrup og Tvis so. samt betydelige arealer i Vildbjerg, Vinding og Vind so., der er boplads for bl.a. urfugle. Disse områder danner en overgang til de egl. hedefredninger og de dermed beslægtede fredninger af indsande og stensletter, fx. Storesande i Torsted so., Sørup Sande i Hover so., Borris hede, Sdr. Borris so., et område ved Tarm Møllebæk, Egvad og Lyne so., Timring hede, Timring so., samt områder i Estrup og Rind so. Adsk. felter m. egekrat søges ligeledes bev., således Gindeskov krat i Haderup og Grove so. og Lindegård i Brejning so. S.f. Ringkøbing fjord i Sdr. Bork so. samt i Humlum bakker, Humlum so., er ret store områder fredet mod sommerhusbebyggelse. En særstilling indtager den privatforanstaltede fredning af Hjerl hede og Ludvig Schrøder plantage i Sevel og Estvad so. Fristederne for dyreliv er stort set ganske effektive, men de mindre hedearealer har en tilbøjelighed til at gå over i krat, og landskabsbilledet i skove og plantager er underkastet stadige ændringer. I visse dele af a. er der en tendens til opgivelse af dyrket jord, som dels går over i en art hede, el. som oftest beplantes. De mange vandløbsreguleringer og kultiveringsarbejderne i dalbundene forårsager betydelige ændringer i ådalenes landskabelige karakter. Der er imidlertid grund til at forvente, at Ringkøbing a. også i de kommende årtier vil bevare anselige områder med svage kulturindgreb.

Statistik.

Amtets areal var 1/4 1963: 4648,52 km². Af det samlede areal udgjorde købstæderne 96,87 km² og vandarealerne 95,43 km².

Arealets benyttelse. Af det samlede areal 1951: 466.011 ha udgjorde landbrugsarealet 303.363 ha, gartnerier og frugtplantager 256 ha, skove og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger) 53.015 ha, private haver 5396 ha, bebygget grund og gårdsplads 5625 ha, gader, veje, jernbaner, hegn olgn. 10.832 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 2245 ha, tørvemoser 7070 ha, klitter, sumpe, hedearealer olgn. 68.666 ha og vandarealer 9543 ha.

1962 var fordelingen af landbrugsarealet – i alt 315.150 ha – flg.: Vinterhvede 1864 ha, vårhvede 2758 ha, vinterrug 17.269 ha, vårrug 1599 ha, byg 54.933 ha, havre 15.366 ha, blandsæd 48.731 ha, bælgsæd 188 ha, kartofler 15.881 ha, foderroer m.v. 42.398 ha, sukkerroer til fabrik 94 ha, gulerødder 23 ha, frø 703 ha, grønsager på friland 57 ha; olie- og spindplanter 378 ha, brakarealer 361 ha, græs og grønfoder i omdriften 76.266 ha og græsarealer uden for omdriften 36.281 ha.

R. a. er i udstrækning landets største a. – mere end 50 pet. større end de største af de øvr. amter.

Høstudbyttet var 1962: 1368,0 mill. foderenheder, hvoraf 447,6 mill. kerne af korn, 111,1 mill. halm, 360,6 mill. rodfrugter, 448,6 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsvurderingen 1956 udgjorde den samlede vurderingssum i R. a. 1697,9 mill. kr., hvoraf ejendomme i købstæderne 561,6 mill. kr., i landdistrikterne 1136,4 mill. kr. Af ejendomme i landkommunerne var der 28 større landbrug på over 12 tdr. hartk. m. i alt 504,3 tdr. hartk. (areal: 3775,2 ha, ejdv. 9,8 mill. kr.), 5208 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. m. i alt 12.539,4 tdr. hartk. (areal: 172.038 ha, ejdv. 344,0 mill. kr.) og 10.910 landbrugshuse (landejd. på 1 ha og derover m. under 1 td. hartk.) m. i alt 3668,8 tdr. hartk. (areal: 185.550 ha, ejdv. 318,6 mill. kr.).

Bl. de øvr. ejd. i a.s landkommuner kan nævnes 11.645 ejd., udelukkende til beboelse til en samlet ejdv. på 226,3 mill. kr. og 2086 forretningsejd. m. el. uden beboelse m. en ejdv. på 74,1 mill. kr. Af købstædernes ejdv. faldt 400,5 mill. kr. på beboelses- og/el. forretningsejd. (deraf 3,5 mill. kr. på kommunale beboelses- og forretningsejd.), 72,8 mill. kr. på andre kommunale samt statsejd. og andre ejd. m. fritagelse efter § 8, 25,4 mill. kr. på fabrikker og lagerbygninger, 9,3 mill. kr. på landbrugsejd. og 44,2 mill. kr. på andre vurderinger.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1962: 5676 heste, 357.609 stk. hornkv., hvoraf 141.842 malkekøer, 2793 får, 678.663 svin, 2.151.684 høns, 9297 kalkuner, 71.424 ænder og 16.536 gæs.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. Der var i alt beskæftiget 9461 landbrugsmedhjælpere i a. i juli 1962, deraf 9015 faste medhjælpere og 446 løse daglejere olgn. Den i alt i landbruget 1961/62 beskæftigede arbejdskraft svarede til 9169 helårsarbejdere, hvoraf 4841 faste medhjælpere, 3771 voksne børn og slægtninge og 557 løse daglejere olgn.; hertil kom indehaverne, deres ægtefællers og mindreårige børns arbejde, der svarede til 13.348 helårsarbejdere.

Malkemaskinanlæg fandtes 1962 på 13.164 ejd. og traktor på 11.993 ejd. – der var i alt 12.991 traktorer. Der var i a. 748 mejetærskere og 1606 grønthøstere. 7072 ejd. havde (1958) ensilagebeholdere, og 925 ejd. havde jordkuler til ensilage.

Befolkningen. Hele a. havde ved folketællingen 1960: 205.772 indb. fordelt på 60.702 husstande (1801: 40.346, 1850:60.638, 1901: 111.474, 1930: 155.845, 1955: 198.389 indb.). Deraf havde købstæderne 1960: 67.689 indb. fordelt på 22.396 husstande (1801: 1999, 1850: 3438, 1901: 10.897, 1930: 34.913, 1955: 62.059 indb.); hertil kommer i købstædernes forstæder 1960: 1686 indb. (527 husstande) og i andre bymæssige bebyggelser i landkommunerne 1960: 45.098 indb. (14.204 husstande) og i de egl. landdistrikter 1960: 91.299 indb. (23.575 husstande) svarende til godt 44 pct. af a.s indb.

Opgjort på grundlag af folkeregistrenes oplysninger var der i R. a. 1/1 1964 i alt 213.811 indb., deraf 72.687 i købstæderne og 141.124 i sognekom.

Folkemængden i a. var 1960 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter foruden forsørgerne samtlige pers. – hustruer, mindreårige børn m.v., hvis forsørger var knyttet til det nævnte erhverv): 73.174 levede af landbr. m.v., 60.579 af håndv. og industri, 18.927 af handel og anden omsætning, derunder restaurationsvirksomhed, bank- og sparekassevirksomhed m.v., s. 43 12.146 af transportvirksomhed, 14.276 af administration og liberale erhverv, 4377 af anden erhvervsvirksomhed og 20.436 af formue, rente, understøttelse olgn.; 1857 havde ikke givet oplysning om erhverv.

Ved den 1958 afholdte erhvervstælling var der i a. 1970 virksomheder, der drev fremstillingsvirksomhed (industri og håndværk, bortset fra bygge- og anlægsvirksomhed); disse virksomheder beskæftigede juni 1958 16.008 pers. og havde en samlet omsætning i 1957 på 1102,9 mill. kr. og en lønudgift på 121,4 mill. kr. Af virksomheder inden for bygge- og anlægsvirksomhed var der 1101 m. et samlet personel på 4824 og en omsætning i 1957 på 115,7 og en lønudgift på 27,6 mill. kr., og ved brunkulsgravning, stenbrydning m.v. var der 48 virksomheder m. 634 beskæftigede, en samlet omsætning på 31,1 mill. kr. og en lønudgift på 7,5 mill. kr. Der var 44 el-, gas- og varmeværker m. 237 beskæftigede, en samlet omsætning på 29,9 mill. kr. og en lønudgift på 2,8 mill. kr. Inden for engroshandelen var der 478 virksomheder m. 1927 beskæftigede, en omsætning på 613,0 mill. kr. og en lønudgift på 16,9 mill. kr., og af detailvirksomheder var der 2486 m. 7129 beskæftigede, en omsætning på 525,9 mill. kr. og en lønudgift på 25,3 mill. kr. Endv. var der 701 vognmandsvirksomheder olgn. m. 1294 beskæftigede, en omsætning på 35,0 mill. kr. og en lønudgift på 4,1 mill. kr., 208 hoteller, restaurationer m.v. m. 1066 beskæftigede, m. en omsætning på 23,7 mill. kr. og en lønudgift på 2,5 mill. kr., og endelig 488 virksomheder, der yder forsk. service (vaskerier, renserier, frisører, fotografer m.v.) m. 1247 beskæftigede, en samlet omsætning på 12,5 mill. kr. og en lønudgift på 3,2 mill. kr.

Trafikforhold. Der var 1963 i a. 499 km landeveje, hvoraf 256 km var hovedveje, desuden var der 4919 km biveje.

I de 4 politikr.: Herning, Holstebro, Lemvig og Ringkøbing, hvis befolkning udgør godt 99 pct. af R. a.s indbyggere, var der 31/12 1962 i alt 34.813 motorkøretøjer, hvoraf 23.675 personvogne, 669 drosker olgn., 221 rutebiler, turistomnibusser olgn. og 10.197 vare- og lastvogne; endv. var der 3654 motorcykler.

Der var juni 1962 i a. 70 personautomobilruter m. en samlet længde på 2390 km, betjent af 125 vogne m. i alt 4535 pladser; der kørtes ugentlig 2517 ture (tur-retur), i alt 153000 km.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold.

Af Ringkøbing amtsrådskreds’ driftsindtægter 1/4 1961–31/3 1962 – i alt 12.509.000 kr. – var de væsentligste poster grundskyld 3.653.000 kr., ejendomsskyld 1.860.000 kr., bidrag pålignet sognekommunerne 4.810.000 kr., statstilskud til nedsættelse af grundskyld 1.138.000 kr. og renteindtægt (netto) 875.000 kr.

Af driftsudgifterne – i alt 10.359.000 kr. – kan nævnes udgifter til medicinalvæsen 5.697.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra staten til nedsættelse af amternes sygehusudgifter), vejvæsen og snekastning 1.267.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra vejfonden), bidrag til amtsskolefonden 382.000 kr., forsorgsudgifter 154.000 kr., rets- og politivæsen 33.000 kr., tilskud til jernbaner 59.000 og administration 520.000 kr.

A.s formue androg 31/3 1962: 67.108.000 kr., hvoraf i sygehuse 42.274.000 kr. og i andre faste ejd. 1.352.000 kr., a.s gæld var 34.170.000 kr.

Ejendomsskyldpromillen til amtskommunen var (efter statstilskud) 1962/63 16,29‰, hvilket var godt 1/3 højere end gennemsnittet for samtlige amter, grundskyldpromillen til amtskommunen var for landejendomme 4,43, d.v.s. lidt lavere end gennemsnittet for samtlige amter og for andre ejd. 1400, d.v.s. 40 % højere end gnmst. for amtet.

M. h. t. de finansielle forhold for a.s sognekommuner under et, kan det nævnes, at de samlede løbende indtægter 1961/62 var 49.286.580 kr. Skatter og afgifter androg 51.142.156 kr., grundskyld 4.963.265 kr., grundstigningsskyld 104.505 kr., ejendomsskyld 2.749.151 kr., opholdskommuneskat 42.463.093 kr., erhvervskommuneskat 64.716 kr., aktieselskabsskat 554.799 kr. og andre afgifter 146.455 kr., formue- og erhvervsindtægter indbragte 2.547.028 kr. (hvoraf el-,gas- og vandværker 243.515 kr.), tilskud fra udligningsfonden til vanskeligt stillede kommuner 120.000 kr. og andre løbende indtælter 36.900 kr.

Af de løbende udgifter, i alt 47.421.457 kr., var de sociale udgifter 15.285.965 kr., udgifter til undervisningsvæsen 10.283.738 kr., biblioteksvæsen 150.171 kr., vej- og kloakvæsen (inkl. gadebelysning m.v.) 12.736.853 kr., snekastning 163.557 kr., brandvæsen 286.269 kr., administrationsudgifter 3.616.457 kr., renter af lån 3.550.810 kr. og andre løbende udgifter 1.347.637 kr.; i alt udgjorde de løbende udgifter 47.421.457 kr.

A.s sognekommuner ejede 31/3 1962: 130.275.373 kr., hvoraf i faste ejd. 92.108.928 kr. og i værdipapirer 38.166.445 kr.; sognekommunernes gæld var 72.188.026 kr.

Inddeling.

Amtet består af købstæderne Herning, Holstebro, Lemvig, Ringkøbing, Skjern og Struer samt herrederne Hammerum, Ginding, Hjerm, Skodborg, Vandfuld, Ulfborg, Hind, Bølling og Nørre Horne; a. omfattede ved folketællingen 1960: 93 sognekom. (120 so.), fra 3/2 1962: 88 kom., idet kom. Bøvling, Flynder, Møborg og Nees er sammenlagt til én kom. Tangsø kom. – og Hygum-Hove, Tørring-Haldum og Vandborg-Ferring til Klinkby kom.

Amtsrådet har 11 medlemmer, hvoraf ved valget i marts 1962 2 tilhørte Socialdemokratiet, 2 Det konservative Folkeparti og 7 Venstre.

M. h. t. valg til folketinget omfatter Ringkøbing amt 6 opstillingskr., nemlig 1) Ringkøbing, 2) Lemvig, 3) Holstebro, 4) Vinderup, 5) Herning og 6) Skjern. Et af a.s so. – Thyborøn so. – hører dog under Hurup opstillingskr. (Thisted amt).

I kirkelig henseende hører a. dels under Viborg stift, dels under Ribe stift. Under Viborg stift hører 1) Hammerum hrd.s provsti m. 18 pastorater, 2) Hjerm og Ginding hrdr.s provsti m. 16 pastorater, 3) Vandfuld og Skodborg hrdr.s provsti m. 15 pastorater og under Ribe stift 1) Ulfborg og Hind hrdr.s provsti m. 18 pastorater og 2) Nr. Horne og Bølling hrdr.s provsti ligeledes m. 18 pastorater.

I jurisdiktionel henseende hører a. under flg. retskr.: 1) retskr. nr. 84, Skive retskr. m. tingsted i Skive, hvorunder hører Estvad og Rønbjerg so. (langt den overvejende del af Skive retskr. hører under Viborg a.), 2) 88. retskr., Herning byret m. tingsted i Herning, hvorunder hører Herning kbst. samt 5 af a.s sognekom., 3) 89. retskr., Herning herredsret m. tingsted i Herning, omfatter 15 sognekom. i R. a., 4) 90. retskr. (Holstebro) m. tingsted i Holstebro, omfatter H. kbst. samt 14 af a.s sognekom., 5) 91. retskr. (Struer) m. tingsted i S., omfatter S. kbst. og 9 af a.s sognekom., 6) 92. retskr. (Lemvig) m. tingsted i L., omfatter L. kbst. samt 17 af a.s sognekom., 7) 93. retskr. (Ringkøbing) m. tingsted i R., omfatter R. kbst. samt 19 af a.s sognekom. og 8) 94. retskr. (Skjern) m. tingsted i S., omfatter S. kbst. samt 15 af a.s sognekom.

Amtet omfatter helt el. delvis flg. 5 politikr.: 1) 58. politikr. (Skive), hvorunder hører Estvad og Rønbjerg so.; største delen af Skive politikr. hører i øvrigt under Viborg a., 2) 60. politikr. (Herning): H. kbst. og 20 af a.s sognekom., 3) 61. politikr. (Holstebro): H. kbst. og Struer kbst. samt 23 af a.s sognekom., 4) 62. politikr. (Lemvig): L. kbst. og 17 af a.s sognekom. og endelig 5) 63. politikr. (Ringkøbing): R. og Skjern kbst. og 34 af a.s sognekom.

A. udgør Ringkøbing amtslægekr., der omfatter 5 lægekr., nemlig nr. 57, Ringkøbing (kredslæge i R.), nr. 58, Lemvig (Lemvig), nr. 59, Holstebro (Holstebro), nr. 60, Herning (Herning), og nr. 61. Bølling og Nr. Horne hrdr.s lægekr. (kredslæge i Skjern).

R. a. omfatter 2 amtstuedistrikter, nemlig 1) Holstebro m. amtstue i Holstebro og 2) Ringkøbing m. amtstue i Ringkøbing. Under Holstebro amtstue hører Herning, Holstebro, Lemvig og Struer kbst. samt 54 af a.s sognekom., og under Ringkøbing amtstue hører Ringkøbing og Skjern samt 39 sognekom. Endelig hører 1) en lille del af Hemmet-Sdr. Vium kom. – (en del af Bandsbøl by) og 2) en del af Sdr. Bork-Nr.Bork kom. (statens jorder i Tipperne og Bjålum enge) under Varde amtstue.

A. er delt i 5 skattekr.: nr. 67, Holstebro, nr. 68, Herning, nr. 69, Lemvig, nr. 70, Ringkøbing, og nr. 71, Bølling m. fl. hrdr.s skattekr.

M. h. t. vurdering af landets faste ejd. udgør a. Ringkøbing a.s skyldkreds, der er delt i 12 vurderingskr., nemlig: 1) Holstebro-Struer, 2) Ginding hrd.s, 3) Hjerm hrd.s, 4) Hammerum nordre hrd.s, 5) Herning, 6) Hammerum søndre hrd.s, 7) Lemvig, 8) Skodborg hrd.s, 9) Hind hrd.s, 10) Ringkøbing, 11) Bølling hrd.s og 12) Nr. Horne hrd.s.

A. hører under 5. udskrivningskr., II. og III. udskrivningsområde og omfatter lægderne 1–60 og 162–216.

Ringkøbing amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Godsejer A. E. M. Tang (NL); gdr. Ole Kirk (H); birkedommer Carl Petersen (NL); landinsp. J. Fløe (V); lærer Jens Pedersen (H).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Ringkøbing-kredsen: sgpr. Vilh. Schøler 1849–55 (H); gdr. Sylvester Jørgensen 1855 (V); konsejlspræs. P. G. Bang 1855–56 (H); gdr. Sylvester Jørgensen 1856–64 (V); lærer Chr. Krarup Fjord 1864–66 (H); gdr. Sylvester Jørgensen 1866–72 (V); gdr. C. H. Holm 1872–73 s. 49 (V); gdr. M. P. Christiansen 1873–90 (VR, sen. V); lærer, sen. konsejlspræs. J. C. Christensen 1890–1918 (V).

b) Lemvig-kredsen: propr. Jacob Boserup 1849–53 (H); møller C. C. N. M. Brockdorff 1853–59 (H); amtmd. greve Sigismund Schulin 1859–61 (H); gdr. C. Aaberg 1861–97 (V, sen. H); propr. J. S. Breinholt 1897–98 (H); gdr. Elias Sandbæk 1898–1918 (VR).

c) Holstebro-kredsen: sgpr. A. K. Daugaard 1849–52 (H); birkedommer Carl Petersen 1852–53 (NL); gdr. A. Westergaard 1853–55 (V); birkedommer Carl Petersen 1855–58 (NL); gdr. Jacob Madsen 1858–66 (V); birkedommer Carl Petersen 1866 (NL); gdr. Jacob Madsen 1866–81 (V); lærer H. J. Hansen-Sir 1881–90 (V); hmd. Mads Mølgaard-Nielsen 1890–1918 (V).

d) Vinderup-kredsen: gdr. L. Skov 1895–98 (V); husejer Søren Svendsen 1898–1906 (V); gdr. A. Andersen 1906–09 (VR); dr. phil., sen. min. Laust Moltesen 1909–18 (V).

e) Herning-kredsen: gdr. Peder Knudsen 1849–58 (V); gdr. Pallesen Fløe 1858–62 (V); min., baron Carl Fred. Blixen-Finecke 1862–64 (V); stiftamtmd., greve Jørgen D. Trampe 1864–66 (H); gdr. Peder Nielsen 1866–79 (V); gdr. Rasmus Nielsen 1879–1913 (V); driftsbestyrer Jens Westergaard 1913–18 (V).

f) Skjern-kredsen: gdr. og smed J. A. Clausager 1849–53 (V); amtsforv. N. E. Krarup 1853 (H); gdr. og smed J. A. Clausager 1853–54 (V); gdr. Chr. Sønderby 1854–58 (V); gdr. og smed J. A. Clausager 1858–61 (V); gdr. J. J. Christensen 1861–66 (V); gdr., brandir. A. J. Clausager 1866–78 (V); gdr. A. B. Clausager 1878–87 (V); gdr., branddir. A. J. Clausager 1887–90 (V); hmd. L. P. Ovesen 1890–92 (V); gdr. A. B. Clausager 1892–95 (V); hmd. L. P. Ovesen 1895–1918 (V).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Fhv. konsejlspræs. J. C. Christensen 1918–24 (V); hmd. Mads Mølgaard-Nielsen 1918–20 (V), gdr. J. P. K. Vestergaard 1918–24 (V); gdr., sen. min. J. J. Jensen-Onsted 1918–20 (RV); red., min. Sigurd Berg 1918–21 (V); postmester Hagbart Berg 1918–24 (V); gdr. Morten Grønbæk 1918–26 (V); lærer A. Vesterager 1918–45 (V); dr. phil., sen min. Laust Moltesen 1920–26 (V); gdr., sen. min. Kr. Bording 1920–46 (S); sekr. Johs. Rudfeld 1921–24 (V); dr. phil., min. O.Krag 1924–42 (V); gdr., kreditforeningsdir. Jens Clausager 1924–26 (V); red. Kristian Raunkjær 1924–35 (V); postmester Hagbart Berg 1926–29 (V); højskoleforstander C. M. Julin 1926–43 (V); gdr. Henrik Vejen 1926–35 (V); dr. phil., min. Laust Moltesen 1929–32 (V); gdr. M. P. Rasmussen-Gylling 1929–50 (RV); lærer N. C. Yde 1932–43 (S); gdr. Jens Thomsen 1935–45 (Bondepartiet); gdr., sen. min. Jens Sønderup 1935–90 (V); partisekr. Harald Nielsen 1942– (V); gdr. Ole Østergaard 1943–45 (V); statskonsulent Alfred Andreasen 1943–50 (S); gdr. Peder Krog 1945–46 (V); konsulent J. E. Foged 1945– (V); cigarsorterer Poul Nilsson 1946–47 (S); højskoleforstander C. M. Julin 1946–47 (V); gdr. Svend Grue-Sørensen 1947–50 (V); kirkemin. Bodil Koch 1947– (S); dommer Knud Thestrup 1947– (KF); hmd., sen. min. Jens Smørum 1950–57 (S); gdr. J. Kirkegaard 1950– (RV); gdr. Kristen Østergaard 1953– (V); cigarsorterer Poul Nilsson 1957– (S); gdr. Ejnar Bækgaard 1960– (U); gdr. Knud Raunkjær 1960–64 (V): fabr. Johs. Jensen 1963 (RV); maskinarb. Aage Hauskov 1964– (S).

Åndelige rørelser.

Indtil århundredskiftet mærkedes ingen stærkere åndelige rørelser i a., hverken på det religiøse el. det pol. område. Dog bør det nævnes, at en af tidens mest omtalte bønder, den stænderdeputerede Ole Kirk, var født i Stadil og lagde sin livsgerning i Ulfborg so., hvor han som landbrugsfaglig foregangsmand bl.a. tog initiativet til afholdelse af dyrskuer. Han var ligeledes medlem af den grundlovgivende rigsforsamling og tilhørte nærmest partiet Højre. Ved de første pol. valg formåede Højrepartiets kandidater at gøre sig stærkt gældende, men fra ca. 1860 valgte det udprægede selvejeramt Venstre-repræsentanter, og partiet Venstre har indtil nutiden formået at bevare sin stærke indflydelse, understøttet af en række livskraftige dagblade, såsom Herning Folkeblad, Holstebro Dagblad og Ringkøbing Amts Dagblad. 1890 valgtes den unge lærer J. C. Christensen-Stadil til folketinget på torvet i Ringkøbing, og i mere end en menneskealder var han den dominerende skikkelse inden for Venstrepartiet. Han repræsenterede a. i folketinget indtil 1924. Først 1920 lykkedes det Socialdemokratiet at opnå repræsentation i a. Af a.s nuv. 9 repræsentanter i folketinget tilhører 3 Venstre, 3 Socialdemokratiet, 1 Det konservative Folkeparti, 1 Det rad. Venstre og 1 De uafhængige

I kirkelig henseende må befolkningen i 1. halvdel af 1800t. karakteriseres som ret konservativ. 1865 kom de to unge præster Johs. Clausen og Vilh. Beck på deres store jy. missionsrejse også til Ringkøbing a., og der opstod både i n. og s. stærke, indremissionske områder (»Dømmerne« i Herningegnen). ligesom der opførtes adsk. missionshuse i sognene. En af de kendteste forkæmpere for denne retning var Carl Moe, der virkede som præst i Harboør 1877–85. Hans ligtale 1893 i Harboør over nogle druknede fiskere vakte opsigt over hele landet. I Nr. Nissum grundlagde pastor Ad. L. Hansen 1887 en indremissionsk højskole, hvortil der 1892 knyttedes et seminarium. Også den grundtvigske bevægelse vandt indpas i a., og der oprettedes valgmenigheder bl.a. i Holstebro, Bøvling og Gjellerup ved Herning. Den stærke trang til personlig udvikling og videre uddannelse, som gjorde sig gældende i bondebefolkningen, resulterede 1867 i grundlæggelsen af Hammerum højskole under Rasmus Nielsens ledelse. Til højskolen var en kortere årrække knyttet en selvstændig seminarieuddannelse. I Hoven oprettede lærer K. Kristensen 1877 en kvindehøjskole, og i Borris grundlagdes 1907 en landbrugsskole. Det bør også nævnes, at det var i Sdr. Felding, at man 1877 fik opret. den første ungdomsforening.

1924 udnævntes Kaj Munk til sgpr. i Vedersø, og han virkede her indtil sin død 1944. Den kirkelige og folkelige indflydelse, der udgik fra Vedersø præstegård, navnlig i besættelsesårene, strakte sig langt uden for a.s grænser, og i efterkrigsårene er mange mennesker valfartet til digterpræstens grav i Vedersø.

Oldtidsbebyggelse.

Til trods for at R. a. jordbundsmæssigt hører til landets fattigste, er det arkæologisk set både et rigt og interessant område; det er således landets højrigeste a.

Fra rensdyrjægerne har vi kun en enkelt ting, et skaft af rentak, fundet i en strandvold ved Limfjorden (Gudum so.); men fra ældre stenalders jæger- og fiskerkulturer har vi mange bopladser, særl. fra indlandsbefolkningen, gudenåkulturens mennesker; talr. bopladser kendes, navnlig langs Storåen og dens tilløb, men også fra Borbjerg Møllesø, Hellesø og Skjern å. Fra kystbefolkningen, ertebøllekulturen, har vi bopladser fra et tidligt stadium i Lemvig fjord (Vinkelhage), fra et sen. stadium fra Venø og ådalen ved Handbjerg, hvor der gik en fjord ind. Langs vestkysten kendes ingen bopladser; denne kyst har nok været for urolig; og har der været bopladser, er disse nok enten skyllet bort el. dækket af flyvesand.

Yngre stenalders første bondefolk, dysse- og jættestuefolket, synes ikke at have været ret talr. til stede i Vestjylland. Der kendes i alt o. 40 dysser og jættestuer; men disse har ligget i et meget begrænset område, hovedsagelig i Bølling og den sydl. del af Hind hrd. I de nordl. hrdr. kendes kun én jættestue, fra Hagebrogd.; men den har til gengæld givet et af de smukkeste lerkar, vi har. Man må dog ikke af mangelen på stengrave slutte til folketomhed; jordgrave og stendyngegrave har ofte været benyttet, som vi kender det fra Bondesgde ved Torsted, Tovstrup, Lomborg og Ølstrup; og vi kender fra egnen mange tyndnakkede økser, også nogle, der hører til de bedste, der kendes (Staby); vi har også en del ravfund fra dyssetid (Sortkær i Tørring, Strandbjerggård i Humlum, Tværmosen i Ejsing, Borris), og nogle af dyssetidens smukkeste lerkar stammer fra egnen (Tovstrup i Hover, Vesterby i Rindum); det har således ingenlunde været nogen tilbagestående dyssetidsbefolkning, der levede her i Vestjylland. Vi kender også flere ret store bopladser fra jættestuefolket (Mølbjerg i Ølby, Frøjk i Måbjerg, Uregård i Tvis).

Midt i jættestuetiden indvandrede s.fra enkeltgravsfolket, hvad en mængde små bopladser, især på bakkeøerne, og talr. høje vidner om; der er næppe tvivl om, at største delen af de ca. 7500 høje, der kendes, tilhører enkeltgravskulturen. Fra talr. sløjfede høje kendes denne kulturs karakteristiske stridsøkser, lerkar og ravperler.

En anden stor del af disse mange høje, navnlig de større af dem, tilhører ældre bronzealder, der er rigt repræsenteret på egnen. Mange sløjfede høje har givet gode fund fra denne tid, således de rige egekistefund fra Muldbjerg (Hover so.), Bredhøj i Måbjerg so. og Fladhøj i Flynder so. Store offer- el. depotfund fra bronzealderen kendes, fra ældre bronzealder således fra Bondesgde (Torsted so.) og Frøjk (Måbjerg so.), fra yngre bronzealder fra Borbjerg og Dybå (Fjaltring so.).

Bronzealderbebyggelsen synes fortrinsvis at have holdt sig til bakkeøerne m. deres letmuldede jord; kun i ringe grad har man bosat sig på den svære, men frugtbare jord i a.s nordligste del, og på hedefladerne. Færdselslinier træder nu tydeligt frem i form af højrækker. Særl. tydelig er en stor højrække, som, kommende fra Viborgegnen, træder ind i a. i nærheden af Hagebro og så går i en stærkt buet linie langs grænsen ml. den frugtbare lerjord mod n. og hedesletten s. 51 langs Storåen mod s., derpå op over Asp-Navr bakkeøen, ned over dalen i forlængelse af Kilen og videre i en bue langs randen af den store Klosterhede-Kronhede hedeslette, indtil den når Vesterhavet ved Dybåens munding lidt s.f. Bovbjerg. Denne vej synes at have været i funktion allr. i enkeltgravsfolkets tid, at dømme efter de mange enkeltgravshøje, der følger den. Men navnlig i bronzealderen synes den at have haft betydning, vel for bronze- og ravhandelen; 3 af egnens største bronzealder-depotfund ligger langs denne vej, og det sa. gælder nogle af de største højgrupper, som ved Store Døes og Rammedige.

Keltisk jernalder er her ikke så dårligt repræsenteret. Vi kender en del brandgrave fra denne tid, således en tuegravplads fra Lyne og en urnegravplads fra Lønborg. Bopladserne fra Nr. Fjand og Gørding hede går tilbage til denne tid. En fattig boplads m. hustomt kendes fra Troldtoft (Vind so.), en landsby fra Grøntoft (Nr. Omme so.), og interessante enkeltfund er bronzekedlen fra Borbjerg, bronzehalsringe fra Stavning og ikke mindst det prægtige vognfund fra Dejbjerg. Langt flere fund har vi fra ældre romersk jernalder, med rige bopladser fra Brørup (Bøvling so.), Gørding hede, Sdr. Bork Mærsk, Nr. Fjand og Alrum, gravpladser fra Villemosegd. (Vejrum so.) og Styg (Lønborg so.), for blot at nævne de vigtigste. Nu går bebyggelsen ikke af vejen for den frugtbare jord mod n. og langs Ringkøbing og Nissum fjord, ligesom den sine steder breder sig over hedefladerne. Der kendes mange hedestrækninger m. agre, indrammede af digevoldinger, fra denne tid, således på Gørding hede og Sdr. Lem hede; den sidste lokalitet er fredet. Fra yngre romertid kendes gravpladser fra Lønborg og Tarm. Yngre jernalder er som sædvanligt sparsomt repræsenteret. Fra germansk jernalder kendes guldfund fra Nr. Hvam (Borbjerg so.), og Kjellersmose (Estvad so.), fra vikingetid et par skattefund fra Haderup so. Ikke en eneste vikingetids runesten kendes fra a.; de få runeindskr., der kendes, er alle middelald.

I R. a. findes i alt flg. fredede oldtidsmindesmærker: 10 langdysser, et dyssekammer, 6 jættestuer, en ubestemmelig stengrav, en hellekiste, 2966 høje, hvoraf omtr. halvdelen er mindre og må antages at tilhøre enkeltgravskulturen, 28 langhøje, en stenkreds, 4 hustomter, formentlig fra jernalderen, en ringvold, en forsvarsvold (Ramme dige) og to arealer med oldtidsagre.

Litt.: Therkel Mathiassen. Studier over Vestjyllands Oldtidsbebyggelse. Nationalmus. Skrifter. Ark.-Hist. R. II. 1948. N. Overgaard. Vestjyllands Oldtidsbebyggelse, JySaml. 5. Rk. 1. 1932.

Bebyggelse i historisk tid.

Af det ældste sæt kirker, der her som andetsteds må have været træbygninger, er der i a. fundet spor to steder, nemlig i Vorgod, hvor en rektangulær stavbygn. fra præromansk tid sen. i en vis periode må have fungeret som skib for et granitkvaderkor af normal type, samt i Trans, hvor man under den nu stående kirkes gulv 1964 har påvist to træbygn., hvoraf i hvert fald den ene tegner sig tydeligt som kor og skib af en stavkirke. Ellers er a. i usædvanlig høj grad domineret af romanske granitkvaderkirker, hvoraf kun et forsvindende fåtal (Rom, Vejrum, Sahl, Bur, Staby og Hanning) har apsis. Afvigende fra den normale type er Bur, der udvendig har kor og skib i ét. Bl. apsiskirkerne udmærker Staby sig ved sin rige udsmykning, der som ved mange af a.s andre bygn. peger mod Ribe. Den berømte, daterede Gjellerup kirke fra 1140 betegner uagtet sin anselige størrelse i udformning og udsmykning noget nær et gennemsnit af normen og giver derved et fingerpeg om, at granitkvaderkirkerne skønsmæssigt kan dateres til perioden o. 1125–1200. Ud over det sædvanlige er Hee kirkes veludviklede, romanske tårnparti, der noget smallere end skibet rejser sig over dettes v.parti. De fåtallige bygn. af rå og kløvet kamp (Ferring, Ryde, Sunds, Madum) synes her som andre steder gennemgående at høre til de yngste, romanske kirker, hvis de ikke ligefrem må henføres til gotisk, ja endog sengotisk tid (Venø og Hodsager). Allersydligst i a. findes dets eneste tufstenskirke, den romanske Sdr. Bork. Gotikken er yderst sparsomt repræsenteret m. selvstændige bygninger – foruden de nævnte kampestenskirker er der købstadskirkerne i Ringkøbing og Lemvig (foruden den nedrevne i Holstebro) af munkesten fra 1400t., ligesom den fordums klosterkirke i Gudum og enkelte andre. Den tidlige gotik er så godt som ikke repræsenteret bortset fra Sdr. Bork kirkes smukke korforlængelse og østpartiet af Nysogn kirke, men de sengotiske tilbygninger er derimod talr., idet mange kirker i 1400t. og beg. af 1500t. har fået tårne og korsarme, der repræsenterer en lokal særtype m. meget stejle gavle, prydet af afskårne højblændinger og m. maskerede bueslag, dannet af små, rektangulære felter, en dekorationsform, der må føres tilbage til den djærve og kraftige kirke i Holstebro, der desværre i relativ ny tid blev nedbrudt. Fra renæssancen og s. 52 barokken findes der en del tilbygninger, og ikke ganske få tårne har i 1700t. fået spir, enten ganske enkle, opskalkede pyramidespir el. lave løgkuppelspir (fx. Bøvling og Hjerm). Fra sidste halvdel af 1800t. er der, ikke mindst i det tidl. tyndt bebyggede Hammerum hrd., opført et ret betydeligt antal nye kirker, hvoraf adsk. ved en vis soberhed og nethed hæver sig over flertallet af tidens værker.

A. er ret fattigt på profanbygn. af ældre dato. Af de få herregårde rummer Nr. Vosborg og Rydhave rester af sengotiske, tårnagtige stenhuse, mens Brejninggård m. sine ejendommelige terrakottaornamenter hører til ungrenæssancen (o. 1580) ligesom de ældste dele af Herningsholm. Fra høj- og senrenæssance er dele af Kvistrup og Rysensten (tidl. Bøvling slot), og fra 1700t. er der ret beskedne bygn. som Avsumgård, Handbjerg Hovgård, Højris, Møltrup, Sindinggård samt en del præstegårde (Borbjerg-Holmgård, Borris, Stavning o.a.). I købstæderne er så godt som intet bev. ældre end 1700. Hotel Ringkøbings bygn. i Ringkøbing er et ganske smukt bindingsværkshus fra o. 1700, men ellers præges byernes ældre kvarterer af jævne, grundmurede empirehuse, der ligesom landbygningerne fra 1800t. gennemgående er bygget af egnens karakteristiske mørkerøde mursten.

Ringkøbing amt. Bortset fra Nr. Horne hrd., der ligger s.f. Skjern å og hørte til Varde syssel, har det nuv. Ringkøbing a. sa. omfang som Hardsyssel, der har fået navn efter syslets beboere, harderne, der allr. nævnes hos Cæsar, harudes, i kejser Augustus’ Monumentum Ancyranum, charydes, og hos Ptolemæus, charudes. Identifikationen af harderne og ovenn. former fra klassiske kilder er dog ikke anerkendt af alle forskere. Indbyggerne kaldtes i ældre tid har(d)boer, bevaret i stednavnet Harboør. Sysseltinget, der 1391 betegnes placitum Harbobythyng, synes altid at have været i el. ved Holstebro. Om stedet minder Sysseltoft i nærheden af Skolegade.

Ved middelalderens slutning bestod Hardsyssel af Lundenæs len, der omfattede Bølling, Ginding, Hammerum og Hjerm hrdr., Bøvling, der omfattede Skodborg hrd., fra 1537 også Vandfuld hrd., der 1523–37 havde været et selvstændigt len og før da havde været forenet med Hind og Ulfborg hrdr., som forblev et særligt len, indtil det 1597 blev forenet med Bøvling. Nr.- og Ø. Horne hrdr. udgjorde ét len indtil 1520rne, da de blev lagt under Koldinghus. 1579–85 var Nr. Horne hrd. selvstændigt, men blev da lagt under Lundenæs, hvortil også Nørvang og Ø. Horne hrdr. kom 1585. Nørvang hrd. blev dog allr. skilt fra 1588. Hele det nuv. Ringkøbing a. var således fra 1585 samlet i de to len Bøvling og Lundenæs, fra 1660 Bøvling og Lundenæs amter, som fra 1671 havde samme amtmand. 19/3 1794 oprettedes i h. t. resol. af 4/9 1793 Ringkøbing a., som kom til at omfatte Lundenæs og Bøvling amter m. undt. af Ø. Horne hrd., der kom til Ribe a., samt Vrads hrd. af Silkeborg a. Dette blev dog fra 1/1 1822 lagt til Århus a.

Hardsyssel hørte under Ribe stift fra gl. tid. Ved omlægningen af stiftsgrænserne 1922 kom Hammerum, Hjerm, Ginding, Vandfuld og Skodborg hrdr. under Viborg stift.

Litt.: J. C. Hald. Ringkøbing Amt, beskrevet efter Opfordring af Landhusholdningsselskabet. 1833. O. Nielsen. Hardsyssels Diplomatarium. 1893. J. Brüel. Klitterne i R. Amt. 1902. P. Storgaard Pedersen. Hardsyssel, en middelald. Studie. 1904. Sa. Fra Løbedegnenes Tid, AarbHards. 1907. 40–51. P. Severinsen. Fra Landsbyskolens Barndomstid i R. A., smst. 1907. 79–108, 1908. 115–29, 1910. 213–25, 1912. 151–58, 1915. 111–32. Sa. Hardsyssels Kirker, smst. 1909. 1–70. P. Storgaard Pedersen. Brødremenighedens Virksomhed i Hardsyssel, smst. 1910. 102–56. A. Krog. Omrids af Lægevæsenet i R. A. indtil 1915, smst. 1915. 49–78. P. Storgaard Pedersen. Hardsyssel. 1916. N. Olesen-Husted. R. A.s politiske Hist. i Stændertiden, AarbHards. 1917. 110–31. S. Nygård. Godsslagtningen i Bøvling A., smst. 1918. 49–83. P. Storgaard Pedersen. Latinskolerne i Hardsyssel, smst. 1919. 24–80. Chr. Christensen. Tilstanden i Hardsyssel paa Chr. VI.s Tid, smst. 101–58, 1920. 23–45. Aug. F. Schmidt. Hellige Kilder i R. A., smst. 1926. 155–68. Turistforeningens Aarbog 1927. Peter Skautrup. Nogle Højnavne i Hardsyssel. AarbHards. 1927. 120–35, 1928. 168–83, 1929. 156–68, 1965. 42–61. J. Aldal. Hardsyssel under det 17. Aarh.s Krige, smst. 1928. 103–54. Gudmund Schütte. Haruderne el. Hardsysselboerne, smst. 155–67. Johs. Vejlager. Genforeningsmindesmærkerne i R. A., smst. 1929. 113–45. Aug. F. Schmidt. Sagn og Tro knyttet til Sten i R. A., smst. 146–55. H. P. Hansen. Fra gl. Dage. I–III. 1921–30. Sa. Natmandsfolk og Kjæltringer. I–II. 1921–22. Sa. Kloge Folk i Vestjylland I–II. 1925 og 1943. Ejnar Poulsen. Hardsyssels Degnehistorie, AarbHards. 1930. 1–60. Johs. Tholle. Haver og Havedyrkning i R. A., smst. 61–112. P. Storgaard Pedersen. Vestjydske Ordsprog, især fra Hardsyssel, smst. 113–51. Henrik Larsen. Markfællesskabet i Hardsyssel i ældre Tider, smst. 1931. 20–57. J. Aldal. Vestjyske Trolddomssager, smst. 66–109. H. Grüner Nielsen. Folkeviser fra Hardsyssel, smst. 1934. 1–27. Johs. Tholle. Flora og Folketro, især i R. A., smst. 28–66. J. Gr. Pinholt. Det danske Redningsvæsen, smst. 1937. 110–19. Hjemstavnsbogen for R. A. 1937. H. P. Hansen. Trange Kaar. Af Hedebondens Saga. 1932. Peter Skautrup. Hardiske mål I–II. 1930 og 1943. Sa. Et Hardsysselmål I–II. 1927–30. Emil Bloch. Gl. vestjyske Veje, AarbHards. 1940. 64–92, 1946. 47–70. H. P. Hansen. Spind og Bind. 1947. Sa. Papirfabrikker i Vestjylland, Jubilæumsskr. for Rasmussens Bogtrykkeri 1949. Esbern Jespersen. Hoveri i Vestjylland og andre Landboforhold, AarbHards. 1944. 5–78. H. C. Hansen. Af Merglingens Historie i det nordl. Hardsyssel i det 18. Aarh., smst. 1949. 34–47. Aug. F. Schmidt. Randbemærkninger til R. a.s historie, smst. 48–64. Esbern Jespersen. Da jordfællesskabet ophørte, smst. 113–43, 1950. 106–49. Alfr. Kaae. Bidrag til Bøvling lens hist., smst. 1955. 5–76. H. Jonassen. Natur og mennesker i Vestjylland, smst. 1958. 5–36. Aug. F. Schmidt. Særegen folkeoverlevering fra Hardsyssel, smst. 53–66. Flemming Jerk. R. a.s herregårde gennem godsslagtningens tidehverv, smst. 100–151. Alfr. Kaae. Lundenæs len, smst. 1959. 27–126. Troels Dahlerup. Hardsyssels provsti i senmiddelald., smst. 1960. 77–139.