Hjørring amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet, der er Danmarks nordligste, omfatter største delen af Vendsyssel, den østligste del af Hanherrederne, øerne Læsø og Hirsholmene i Kattegat samt en række småholme i Limfjorden. A. havgrænses mod n. af Skagerrak, mod ø. af Kattegat og mod s. af flg. dele af Limfjorden: Gøl bredning, Nibe bredning, Aggersund og Løgstør bredning. Landgrænsen mod Ålborg a. begynder mod ø. lidt s.f. Gerås udløb, men følger derefter åløbet gennem Try mose og engstrækningerne s.f. Dronninglund og Hjallerup. Overalt i Danmark har fugtprægede lavninger dannet naturgrænser, der har været bestemmende for udbredelsen af de administrative enheder. For Hjørring a.s vedk. gør dette forhold sig gældende i udpræget grad ikke mindst for s.grænsens videre forløb s. 14 ø.på langs Lindholm å, gennem Store Vildmoses nordl. del og videre s.på langs Rye å til dens udløb i Limfjorden ø.f. den nu landforbundne, tidl. ø. Gøl. Herfra og til ca. 10 km v.f. Aggersund grænser a. til fjorden. Landgrænsen gennem Hanherrederne følger fra s. først Bjerge å, snor sig derpå gennem morænelandskabet, løber på en strækning langs Sletteås øvre løb, drejer sluttelig op gennem Lerup-bakkelandet, hvor den gennem den markerede Lilledal kommer ned til engstrøget ved Svenstrup å, hvorefter den retliniet skærer gennem klitterrænet ved Tranum strand.

Arealet er 2865,4 km². Vandarealet udgør heraf 9,3 km² og moserne 40,8 km². Skove og plantager dækker 237,8 km². Landskabeligt karakteriseres Hjørring a. ved en mosaik af yderst kontrasterende overfladeformer. Vældige skovrige bakkedrag rejser sig abrupt over de omgivende udstrakte marine flader, der totalt dækkes af agrenes tavl. Fra v. breder klitterne deres uroprægede flyvesandsdække, nu tæmmet under plantagernes skovtæppe, over såvel plant som bølget land for længst mod n., på Skagens odde, at erobre landoverfladen fra kyst til kyst. Den kompakte form af et landområde, der tidl. har været en øgård, er også særdeles karakteriserende. Dette forhold får sit talmæssige udtryk i længden af den relative kystlinie 0,20 km pr. km², en værdi der er ringe sammenlignet med tallet 0,33 for de fynske amter, der i modsætning til Hjørring a. stadig præges af arkipelnaturen.

Dybgrundens geologi.

Dybgrundens særstilling i forhold til istidslagene er betinget af en tradition, som går tilbage til tiden, da den geologiske videnskab betragtede de løse jordlag, hvori der ikke fandtes forsteninger, med professionel ringeagt. Denne ringeagt dækkede imidlertid også over en faglig usikkerhed, idet geologerne længe havde vanskeligt ved at forklare, hvorledes istidslagene var opstået. Da man endelig blev klar over, at disse dannelser dels var moræneaflejringer efter store landismasser, og dels sand- og gruslag, som var blevet aflejret i smeltevandselve i og uden for isen, måtte man udforske disse lag efter andre metoder end de gængse. Derved blev istidsgeologien et særligt speciale, og istidslagene fortsatte med at have en særstilling inden for den geologiske videnskab.

I Danmark, hvor istidslagene spiller en så stor rolle som overfladelag, er dette også stadig tilfældet. Det har bl.a. til følge, at istidslagene ikke omtales sa.m. dybgrundslagene, selv om de stedvis både når ned til stor dybde og derved har en anselig tykkelse. For mange vil det imidlertid sikkert virke som en videnskabelig spidsfindighed, at man i en geologisk oversigt for konsekvensens skyld ser bort fra betydelige lagserier. Med fare for at blive beskyldt for inkonsekvens vil vi derfor som indledning til beskrivelsen af Hjørring amts dybgrund også se lidt på istidslagene, der i denne del af landet netop er meget tykke, samtidig med at de afspejler en interessant geologisk udvikling.

Istidslagene hviler i største delen af amtet på skrivekridt, der kun mangler på Grenen, hvor endnu ældre lag danner underlaget. Istidens jordlag er som bekendt ret uregelmæssigt lejrede i de fleste egne af landet. Forholdene i Hjørring a. er dog i denne henseende noget anderledes, idet det er muligt i den nordl. del af landet at skelne ml. tre veldefinerede afdelinger i lagserien. Bundlagene består af moræneler samt sand og grus, som sandsynligvis er aflejret oven på skrivekridtet el. ældre formationer i løbet af den anden istid. Herover følger ret ensartet ler med s. 15 tynde sandlag, der er bundfældet i havet under varmeperioden, som fulgte efter anden istid. Disse lag dækkes endelig af sidste istids moræneler og smeltevandsaflejringer, der også danner overfladelagene i store områder af den bakkede del af Vendsyssel.

Med en simplificeret oversigt over istidslagene i den berømte Skærumhedeboring fra 1906, der giver et indtryk af de tre afdelingers tykkelse, vil vi herefter forlade istidslagene for at se nærmere på dybgrundens bjergarter.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene er overordentlig enkelt (se bd. I. 21). Med undtagelse af Grenen og området ved Aggersborg består istidsaflejringernes underlag som nævnt af skrivekridt. På Grenen findes under istidslagene skifre og sandsten, afsat i havet i løbet af nedre kridt-perioden. Den helt nøjagtige grænse ml. skrivekridtet og skifrene kendes dog ikke, idet der kun er udført et par boringer i skiferområdet. Formationsgrænsen, som er vist på kortet, må derfor tages med forbehold. Ved Aggersborg danner danskekalken underlaget for istidslagene.

Dybgrundsformationernes udvikling. Skærumhedeboringen, som er omtalt ovf., var en undersøgelsesboring, der blev udført med det formål at skaffe klarhed over, hvorfra den vendsysselske naturgas stammer. Man tænkte sig, at gassen kunne trænge op fra lag under kridtet, i hvilket tilfælde der måske var tale om økonomisk betydelige gasforekomster. Resultaterne af undersøgelsen af jordprøver og gasarter fra Skærumhedeboringen blev imidlertid tolket på den måde, at gassen måtte være opstået i Skærumhedeseriens havbundslag og ikke kom fra lagene under kridtet. Herefter indstilledes arbejderne med undersøgelsen af den dybere undergrund i amtet, indtil efterforskningsselskabet Danish American Prospecting Co. efter 2. verdenskrig udførte en række olieboringer i området.

Den første dybdeboring, Frederikshavn by nr. 1, blev en meget vigtig boring i videnskabelig henseende, idet den nåede ned i grundfjeldet efter at have gennemboret kridttidens, juratidens og triastidens formationer. Man fik pludselig håndgribelige oplysninger om lag, hvis eksistens man tidl. havde regnet med, uden at man dog havde kunnet bygge videre på de løse formodninger, som disse forestillinger dækkede over. Efter boringen ved Frederikshavn var situationen en anden. Med udgangspunkt i det store materiale af boreprøver, der ganske vist krævede langvarige og omfattende videnskabelige undersøgelser, kunne man begynde på at samle enkeltiagttagelser til et konkret billede af, hvad der i geologisk henseende virkelig var foregået i det nordl. Jylland. P.gr.af Frederikshavn-boringens store betydning vil vi i den flg. oversigt over dybgrundsformationerne gå ud fra denne borings lagserie, idet vi samtidig ser på forholdene i boringen ved Vedsted.

Ved en umiddelbar sammenligning af de to boringers jordlagsprofil ser man, at boringen ved Frederikshavn er trængt igennem flere geologiske formationsafdelinger end boringen ved Vedsted. Samtidig er Vedsted-boringen den dybeste. Dette skyldes, som det fremgår af dybdetallene, at de enkelte formationsafdelinger er tykkere ved Vedsted end ved Frederikshavn. Forklaringen på forskellen i lagenes tykkelse ligger i lagdannelsens geologiske mekanik.

Blivende jordlag dannes kun i sænkninger i jordoverfladen, som fx. havet, store indsøer olgn. Lagenes udgangsmateriale er jordpartikler, som fra landområder føres ud i aflejringsbassinerne ved hjælp af floder, ved brændingens nedbrydning af kysten, osv. Hvis havbunden ikke ændrede sin beliggenhed, ville slutresultatet blive en udfyldning, såfremt det pågældende havbassin ikke var for stort, og under forudsætning af, at der var tilstrækkeligt landområde til rådighed til en langvarig nedbrydning. Lagene ville teoretisk kunne opnå størst tykkelse i den dybeste del af aflejringsbassinet. Forestiller vi os et aflejringsområde, som af en el. anden grund sænker sig, vil dette afspejle sig i tykkelsen af en nærmere bestemt periodes aflejringer. I de dele af bassinet, som sænker sig mest, vil lagene være tykkest, mens tykkelsen i øvrigt aftager mod kystområderne. Ser man på lagenes sammensætning, vil kornstørrelsen normalt aftage fra kystområdet mod aflejringsbassinets midte. Disse forhold medfører, at man kan lokalisere de centrale og marginale områder i et aflejringsbassin, der er under sænkning, ved at sammenligne formationernes tykkelse og partikelsammensætning forsk. steder i området.

Vender vi nu tilbage til Frederikshavn og Vedsted boringernes lagserier, forstås forskellene ml. de to boringers profiler bedre. Frederikshavn ligger ret marginalt i et nordjysk sænkningsfelt, mens Vedsted øjensynlig ligger centralt el. i alt fald nærmere sænkningens maksimum end Frederikshavn. Med denne forhåndsviden vil vi nu gennemgå formationerne og deres tilblivelseshistorie.

Prækambrium. Der er ved Frederikshavn som anført boret 28 m ned i grundfjeldet, hvis alder sandsynligvis er af størrelsesordenen 500 mill. år. Bjergartens sammensætning tyder på et vist slægtskab med grundfjeldet i Sydnorge og det østl. Sverige. Da gnejs som bekendt er opstået af meget gl. aflejringer, der har undergået gennemgribende mineralogiske ændringer som følge af nedfoldning i jordskorpen, er det vanskeligt at udrede naturforholdene i den opr. dannelsesperiode. Det eneste, man kan slutte, er, at gnejsen repræsenterer uhyre fjerne tidsrum, hvorfra der endnu ikke foreligger sikre vidnesbyrd om organisk liv. Gnejsens nærværelse viser imidlertid, at der har været dannet lag, som atter er blevet deformeret.

Fra prækambrium til triasperioden. Fra dette tidsrum, der svarer til ca. 300 mill. år, har man ingen sikre vidnesbyrd i form af aflejringer ved Frederikshavn, hvis fortolkningen af konglomeratlaget fra 1014 til 1286 m som triaslag er rigtig. Dette betyder, at der i det pågældende tidsrum enten aldrig har været aflejringsområde i denne del af landet, el. at eventuelle aflejringer er fjernet ved vejrsmuldring og anden nedbrydning inden triastidens begyndelse. Med andre ord: før triastiden har Frederikshavnområdets gnejs på et el. andet tidspunkt ligget som klippeland over havets overflade.

Trias. Triastidens aflejringer kan i andre egne af landet inddeles i tre formationsafdelinger: nederst den brogede sandsten, derover muslingekalken og øverst keuperlagene (se fx. Maribo amt). Denne udvikling finder vi ikke i Hjørring a. I Frederikshavnprofilet kunne konglomeratlaget godt svare til den brogede sandsten længere sydpå. Konglomeratets stenindhold viser, at man har haft klippeformationer i nærheden. Man står altså over for et marginalt område. Mangelen s. 18 på forsteninger viser dog klart, at der ikke er tale om havaflejringer. I triastiden var store dele af Nordeuropa nemlig et indlandsbassin, som blev fyldt op af nedbrydningsprodukter fra omkringliggende bjergkæder. Den brogede sandstens rødlige farve og mangelen på planterester tyder på, at forholdene i triastidens Nordeuropa mindede om nutidens ørkenagtige saltstepper. I muslingekalktiden var klimaet også varmt og tørt, der indtrådte blot den situation, at havet brød ind i det nordeurop. sænkningsområdes dybeste dele. Men havet nåede altså ikke til det nordligste Jylland at dømme efter Frederikshavnprofilet. Keupertidens naturforhold var til at begynde med af en lignende beskaffenhed som den brogede sandstens periode. Aflejringerne bestod dog fortrinsvis af ler, hvilket viser, at nedbrydningsområdet øjensynlig lå i større afstand fra aflejringsområdet end tidl.

I den sidste del af keuperperioden, som benævnes rhaettiden, indtrådte en meget kraftig ændring i de geografiske forhold. De talrige planterester i lagene både i Danmark og Skåne taler deres tydelige sprog om en ændring fra det ørkenagtige klima i den tidl. del af trias til fugtige vejrforhold, som var forudsætningen for den forholdsvis frodige vegetation.

Jura. Med juratiden træder vi ind i en ny sænkningsperiode, under hvilken havet trængte ind over store dele af Danmark, Hjørring a. indbefattet. Jurasystemets lag bliver alm. inddelt i tre underafdelinger, således som det også fremgår af boreprofilerne fra Frederikshavn og Vedsted. Nederst findes de grå skifre fra liastiden, som ofte indeholder forsteninger, deriblandt de smukke skaller af ammoniter, der som bekendt var blæksprutter. Der herskede højmarine forhold i området.

Doggeraflejringerne viser, at aflejringsbassinet blev fyldt lidt stærkere op med sedimenter i doggerperioden end i liasperioden sammenlignet med sænkningshastigheden, idet sand er mere dominerende, samtidig med at forsteningsindholdet tyder på brakvandsagtige forhold. Billedet ændrede sig imidlertid atter i den sidste del af juratiden, idet malmperiodens lag er lige så typisk marine som Liastidens skifre. Malmaflejringerne er ofte ret forsteningsrige. De indeholder både ammoniter, snegle og muslinger. Der knytter sig den særlige interesse til disse forsteninger, at de var kendt inden dybdeboringerne udførtes, idet de er fundet i forsteningsførende strandsten langs Vendsyssels Skagerrakkyst, navnlig omkr. Hirtshals. Særlig forsteningsrige lag er truffet i dybdeboringerne ved Skagen og Børglum, hvis enkeltheder vi ikke kan komme ind på her. Det skal dog i denne forbindelse nævnes, at disse boringers jordlag praktisk taget svarer til jordlagene ved Frederikshavn og Vedsted blot med den forskel, at lagtykkelserne for formationerne ligger imellem de to sidstnævnte boringers lagtykkelser, og at boringerne ikke er standset i samme geologiske niveauer.

Kridt. Ser man på aflejringernes udseende og forsteningsindhold i den del af profilerne, som er henført til nedre kridt, vil man opdage, at der ikke er synderlig forskel ml. disse lag og de underliggende juralag. Der er i virkeligheden intet, der tyder på, at der er indtrådt ændringer af betydning, bortset fra, at nogle af juratidens dyrearter forsvandt i nedre kridt, og nye former indfandt sig. Netop derved har man fundet ud af, at lagene skal henregnes til kridttidens formationer. De klimatisk-geografiske forhold i kridttidens Nordjylland svarede imidlertid praktisk taget til forholdene i øvre jura. Lagene er ret forsteningsrige. Ligesom malmaflejringernes forsteninger er de fundet i forsteningsførende blokke ved Hirtshals.

Dybdeboringen Skagen nr. 1 traf på kullag i den øverste del af nedre kridt. Om der er tale om drivtømmer i havaflejringer el. virkelig kullag dannet i moseområder på land, er endnu ikke afgjort, idet prøverne fra boringen er noget forurenede.

Øvre kridts skrivekridt danner som nævnt underlaget for istidsdannelserne over største delen af amtet. Det når frem til overfladen i grave ved Kås, Lundergård mose, på Øland og enkelte andre steder. Skrivekridtet er som bekendt aflejret som kridtslam i et varmt hav, idet slammet delvis blev udskilt af havvandet som følge af den forholdsvis høje vandtemperatur. Det er ret rigt på forsteninger.

Danskekalkens tid har sikkert nogenlunde svaret til skrivekridtets periode, idet klimaforholdene har været omtr. de samme. I nutiden findes der kun danskekalk bevaret ved Aggersborg. Man må dog regne med, at danskekalken har haft en større udbredelse i amtet, men at den i nordligere egne er fjernet af istidens indlandsis. Danskekalken ved Aggersborg er bryozokalk, hvilket vil sige, at den for en ikke uvæsentlig del består af de små korallignende bryozoskeletter, der voksede i banker på havbunden. Danskekalken er den yngste dybgrundsformation i amtet.

Dybgrundens overfladetopografi er ikke kendt i enkeltheder, idet forholdsvis få boringer er trængt igennem istidslagene. Ved hjælp af en række kerneboringer udført af Danish American Prospecting Co. og enkelte dybe gasboringer samt vandboringer er det lykkedes at få et omtrentligt indtryk af, hvorledes overfladen tager sig ud. Meget tyder på, at kridtoverfladen ligger som en forholdsvis jævn flade i en dybde af 150–200 m under havet nø.f. en nv.-sø. strygende linie gennem Brønderslev. Sv.f. denne linie går kridtet som nævnt op til jordoverfladen mod sv. ved Øland og Lundergård mose. Men kridtoverfladen synes efter boreresultaterne at være ret ujævn i dette område.

Dybgrundens struktur. Ved seismiske undersøgelser udført i tilknytning til dybdeboringerne efter olie har man kortlagt en forkastningslinie med retningen nv.-sø. fra v.kysten s.f. Rubjerg Knude n. om Børglum og Flyvebjerg og derfra med retningen nnv.-ssø. mod Dronninglund. Området nø.f. forkastningen har sænket sig i tiden efter kridttiden, mens området sv. herfor har hævet sig relativt. Forkastningen synes at være det mest betydningsfulde strukturelement i dybgrunden i amtet. Den førnævnte linie gennem Brønderslev synes at være parallel med forkastningen, hvilket kunne tyde på, at de to fænomener er årsagsforbundne. Den underjordiske kridtskråning kunne måske være en af isen udglattet naboforkastning til Børglumforkastningen.

Boringerne ved Frederikshavn har vist, at der her findes en højtliggende grundfjeldsknold, og de overliggende lags forholdsvis ringe tykkelse er endv. et vidnesbyrd om, at lokalområdet ikke sænkede sig så kraftigt som de vestl. og sydl. dele af amtet i løbet af den geologiske udvikling.

Boringen Vedsted nr. 1 blev udført i et område, hvor der efter de seismiske undersøgelser skulle findes en svag foldning i jordlagene. Der blev dog ikke udført kontrolboringer på flanken af strukturen, således at man ikke har nogen sikker målestok for foldningens størrelsesorden.

Meget tyder på, at Vedsted-folden er opstået som følge af dybereliggende saltaflejringers bevægelse (se Tisted og Ålborg amter).

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer. Gravning af kalk og kridt til jordbrugskalk sker i amtets sydvestl. dele. Der brydes lejlighedsvis kalk til kalkbrænding ved Aggersborg. Vandindvinding fra skrivekridt og danskekalk har en vis betydning i de sydvestl. egne.

Litt.: Albert Gregersen og Theodor Sorgenfrei. Efterforskningsarbejdet i Danmarks dybere undergrund, Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 12. 141. 1951. A. Jessen, V. Milthers, V. Nordmann, N. Hartz og A. Hesselbo. En Boring gennem de kvartære Lag ved Skærumhede, D. G. U. II. rk. nr. 25. 1910. A. Noe-Nygaard. Det jydske grundfjeld, Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 12, 165. 1951. Ethel Skeat and Victor Madsen. On Jurassic, Neocomian and Gault boulders found in Denmark, D. G. U. II. rk. nr. 8. 1898. Theodor Sorgenfrei. Træk af Alnarp Dalens geologiske opbygning, Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 10. 617. H. Ødum. Studier over Daniet i Jylland og på Fyn, D. G. U. II. rk. nr. 45. 1926.

Landskaber.

Landskabsdannelsen. Da gletscherne ved istidens slutning smeltede bort fra det område, der nu udgør Hjørring a., var store vandmængder mobiliseret, og havet stod højt omkr. de aflejrede morænemasser, af hvilke kun de højeste partier som øer ragede op over datidens ishav, yoldia-havet. Vendsyssel og Hanherrederne var dengang, o. 12.000 f. Kr., et morænearkipel bestående af 30–40 større og mindre øer, hvis sider på udsatte steder blev udformet som klinter ved bølgernes angreb. Samtidig med at havet således efter istiden steg, hævede landmassen sig som resultat af at være befriet for isens vægt. Landhævning og vandstigning er således foregået i sa. tidsrum, men således at snart den ene og snart den anden af disse processer har været dominerende. Efter ishavstiden fulgte således en periode ca. 6000 f. Kr. præget af landhævning, fastlandstiden, i hvilken store dele af Kattegat var land, så Læsø var landfast med Vendsyssel. Fastlandstidens landoverflade blev sønderskåret af store floddale, af hvilke mange stadig eksisterer som render i havbunden, således den dybe Læsø rende. I stenalderen, ca. 4000 f.Kr., tog havstigningen atter têten, og store dele af den nuv. landoverflade blev havdækket, uden at vandstanden dog blev så høj som i ishavstiden. Hjørring a. var atter opdelt i øer, men ikke i så høj grad som lige efter istiden. Også stenalderhavets bølger gik stedvis til angreb mod landets flanker, og klinter dannedes langs alle yderkyster. Siden stenalderen er den relative landhævning fortsat, og de gl. strandlinier ses nu i landskabet som hævede kystklinter i to niveauer, stenalderhavets lavest, ca. 12 m o.h. i det nordl. Vendsyssel, ishavets højere oppe ca. 35 m o.h. i sa. egn. Intet sted i Danmark er de skiftende havniveauers indflydelse på landskabets dannelse så udpræget som netop i Hjørring a. De marine fladers grus-, sand- og lerlag vidner klart om de skiftende havniveauer, og de deri liggende snegle- og muslingeskaller taler det tydeligste sprog om ishavets arktiske natur såvel som om stenalderhavenes varmt tempererede (se blokdiagram s. 22).

Det gælder for Danmark som helhed, og dermed også for Hjørring a., at de landskabsformende processer i sidste istid har været afgørende for nutidslandskabets hovedtræk. Det er de vældige moræneophobninger, som blev aflejret langs isranden, der i istidens slutfase smeltede tilbage mod ø. forløbende i retning n.-s. gennem Hanherrederne og Vendsyssel, som udgør landskabsstrukturens hovedelement, – landsdelens skelet så at sige. Men fladerne, der danner halvdelen af a.s overflade, er af hel anden oprindelse. Disse flader er marint forland, opbygget af havbundssedimenter og de skiftende strandzoners grus- og sandaflejringer. Årsagen til disse flade landskabers overvældende udbredelse i dette a. er at søge i det faktum, at landhævningen efter istiden her er langt større end andetsteds i s. 21 Danmark. Siden stenalderen er Vendsyssels landmasse hævet 12 m i forhold til havoverfladen, – derfor er Hjørring a. præget af de hævede havbundsflader. Landhævningen er fremkommet derved, at jordskorpen efter at have været trykket ned under ismassernes vægt i istiden atter har rettet sig op til ny ligevægtsstilling. Denne landhævning har været størst i Skandinaviens centrale dele, hvor ismassen var mægtigst, og viser aftagende værdier udefter mod isdækkets randzone. Dette forklarer, at det nordligste Danmark i særlig grad præges af den isostatiske hævning som landskabsformende naturkraft. Denne virkning er ikke afsluttet, den virker stadig også i vore dage. Beregninger på grundlag af automatiske vandstandsmåleres vidnesbyrd tyder på en aktuel hævning af størrelsesordenen 1 mm om året. Er a.s nordl. placering således årsag til landhævningsprocessens effektivitet, så giver til gengæld den vestl. orientering forklaringen på, at vindvirkningen kommer med i billedet som den tredie faktor af betydning ved udformningen af landskaberne i Hjørring a. Vestenvindene dominerer i antal, og hvad der i denne forbindelse er af særlig betydning, de største vindstyrker, stormvindene, kan forventes med størst hyppighed fra de vestl. kompasretninger. Ved enkeltheders udformning har mange andre processer medvirket. Ved vandløbserosion er landet blevet sønderskåret af dalsystemer, og jordkrybning samt jordflydning har udjævnet skrænter. Menneskets virke er mangfoldigt – jordbehandlingen gennem årtusinder, dæmningsbygning og dræning, skovrydning og klitplantering – altsammen har det medvirket til at forme de landskaber, vi nu oplever, men først og fremmest har de tre førnævnte landskabsdannende kræfter, istidsgletscherne, landhævningen og vinden, sideordnet gjort sig gældende med hver sit typiske landskabskompleks som resultat: morænebakkerne, de marine flader og klitterne.

Bakkelandskaberne. En vældig bakkeverden strækker sig fra Dronninglund n.på til Ugilt, hvor den afbrydes af Uggerby å for at fortsætte med nordvestl. retning mod Hirtshals. De højeste punkter forekommer i den sydl. 25 km lange Jyske Ås, hvis enkelte dele, som de karakteristiske landskabselementer de er, har egennavne: Dronninglund Storskov med Knøsen 136 m og Sukkertoppen 110 m, Allerup bakker med Storstensbakken 109 m, Voldene 103 m og Skelbakken 102 m samt Pajhede skov med Søhedens bakke 112 m. Stednavnene vidner om skovrigdommen i dette sandede bakkeområde, hvis kuplede relief i forbindelse med jordbundens uegnethed som landbrugsjord har virket bebyggelseshæmmende. Som et folketomt skovland rejser sig Jyske Ås over de tætbebyggede omliggende landbrugsegne. V.f. Sindal når Teglhøj 93 m og Hellehøj, s.f. Asdal, 89 m, og begge ligger i modsætning til Jyske Ås’ højder i landbrugslandskaber, idet jordbunden er leret. Uden om Teglhøj-områdets lerjordskerne er sandjordsbakkerne også her skovklædte. Dette lange bakkestrøg, der danner Vendsyssels rygrad, er dannet som israndslandskaber, da gletsjerranden fulgte denne linie, medens ismasserne rugede over det østl. Vendsyssel, og smeltevandsstrømmene fossede v.på. Det må i denne forbindelse erindres, at en levende gletsjer ved sin afsmeltende rand aflejrer det andetstedsfra fjernede materiale, morænerne, ikke alene uden for isranden, men også i et bælte inden for denne, hvor ismægtigheden ved afsmeltning er blevet ringere. Hvor isranden i nogen tid har været stillestående som følge af ligevægt ml. afsmeltning og tilførsel af is, vil der finde en ophobning af moræne sted i et parti langs isranden. Ved en fremrykning vil gletsjerfronten skyde materialet s. 22 foran sig for at aflejre det i stærkt omlejret form i voldsomt oppressede bakkedrag, når en ny stilstandslinie er nået. Det er det, der er sket, da Jyske Ås blev dannet.

Bakkelandet længere ø.på, ml. Børglumkloster skov, Tolne og Frederikshavn, har også store højder, Kig-ud i Flade bakker når 122 m o.h., Flade kirke, 105 m, ses viden om, den trigonometriske station nø.f. Lendum har kote 104 m, Rammelhøj 96 m og Pikkerbakke, s.f. Frederikshavn, 71 m. Dette bakkeområde er et af Danmarks mest reliefrige landskaber, gennemskåret af dybe ådale med 30–50 m høje dalsider i karakter stærkt kontrasterende med Jyske Ås. Modsætningsforholdet skyldes en væsensforskel i de to bakkeområders tilblivelse. Medens overfladeformen i Jyske Ås først og fremmest skyldes morænemassernes ophobning, så er det østl. bakkelands relief, fx. Tolne bakkers, fremkommet på ganske modsat vis, nemlig derved, at vandløbene har sønderdelt og gennemfuret et stort moræneplateau, så dette nu fremtræder dissekeret af dalsystemer, hvorved plateauresterne ml. tætliggende dale står tilbage som s.k. »falske bakker«, – der dog for den, der vil bestige dem, er lige så virkelige som de bakker, der er dannet ved materialets ophobning.

De højtliggende marine flader. Den hævede havbund fra ishavstiden har sin største udbredelse i Danmark netop her i Hjørring a., hvor den især mod nv. danner et vidt udbredt plateau omkr. den moræneø, hvorpå Hjørring kbst. ligger. Et andet s. 23 udbredelsesområde ligger mod ø. ml. Sæby og Dronninglund. De østl. plateaudele er helt omgivet af bakkeland, hvorfor disse gl. havbassiners overflade hælder fra alle sider mod midten, hvilket tydeligt afspejler sig i vandløbsmønsteret. Hævningen har været størst mod n., hvor fladen ligger 35 m o.h. aftagende s.over til ca. 10 m. Plateaufladerne er sønderskåret af dale. Stedvis, hvor daltætheden er stor, fx. ved Kvissel v.f. Frederikshavn, er plateauet så sønderskåret, at fladekarakteren er gået hel tabt; andre steder, således fx. v.f. Sæby, forekommer kvadratkilometer store ubrudte plateaustykker. Jordbunden, der stedvis er sandet men oftest leret, er velegnet for opdyrkning, hvorfor de højtliggende flader overalt er gl. kulturland; allr. fra førromersk jernalder har man spor af opdyrkning.

De lave marine flader ligger som en bræmme uden om de tidl. moræneøer og de højtliggende senglaciale plateauer. Her er vi i de yngste landskaber, de sidstdannede og senest bebyggede, – ja for visse deles vedkommende er de laveste, mest fugtlidende flader endnu at betragte som værende på landnamsstadiet.

Efter den måde, hvorpå dette marine forland er dannet, kan man i Hjørring a. skelne ml. 3 typer: strandvoldssletter, afspærringsforland og egl. hævet havbund. Strandvoldssletterne, der er opbygget af grus- og rullestensstrandvolde, egner sig kun i ringe grad til opdyrkning. Når de har fået plantedække, kan de anvendes som græsningsarealer, og grusgravning er en speciel erhvervsmulighed i disse egne. Strandvoldssletterne kan være opbygget af så tætliggende strandvolde, at de virker helt plane, men alm. fremtræder de med tydelige rygge og lavninger. En speciel udformning af denne type er alm. over store arealer nv.f. Frederikshavn, Jerup hede, Kragskov hede, Tolshave mose, Strandby hede og flere andre steder i Vendsyssel. Landskabet består i dette terræn af rygge med en bredde fra 10 til 50 m med mellemliggende lavninger i et 1–3 m lavere niveau. De tørvefyldte lavninger kaldes dopper, de mellemliggende rygge, der er opbygget af sand, betegnes lokalt som rimmer. Antagelig er rimmerne anlagt som revler ved en fladkyst, som det i nutiden sker, hvor der er rigelig sandtilførsel og små vanddybder. Sådanne revler vil under højvande kunne bygges så høje, at de ligger tørre ved alm. vandstand. Ved sandflugt kan der på disse barrer opbygges små klitlandskaber. Når barrerne er blevet landfaste ved sandtilførsel og støttet af landhævningen, vokser klitterne yderligere, og lavningerne bliver til moser. Som de kystliniefænomener de er, viser de gl. rimmer direkte kystliniens tidl. beliggenhed. Rimmerne er som en slags årringe, der viser landets tilvækst.

Store arealer, især langs Limfjordens kyst, er hævet havbund i ordets egentligste betydning, for så vidt som disse marine fladers tilblivelse som landoverflade i væsentlig grad skyldes landhævningen. Disse mærkelige flade landskaber er praktisk talt uden relief, en todimensional verden præget af engflader og afvandingsgrøfter og med en bræmme af rørsump længst ude mod fjorden. Afspærringsforlandet fremkommer, hvor bugter, der er afspærret fra havet ved tangedannelser, efterhånden gror til. Denne landskabsforms dannelse er i Hjørring a. yderligere fremskyndet ved menneskelig indgriben. Ved bygning af dæmninger dels til Øland og dels ml. denne ø og Gøl er der på de tidl. fjordarealer ml. øerne og land skabt mulighed for landdannelse ved tilgroning, samtidig med at den hævede havbund sikres mod oversvømmelse og derved får forøget landbrugsværdi.

Mange steder har de lave flader p.gr.af de svigtende afløbsmuligheder været s. 24 udsat for forsumpning. Det højtstående grundvand hindrer nedsivning, og den gl. havbund bliver til højmose. Af landets største mose, Store Vildmose, ligger de nordligste dele i Hjørring a.

Klitlandskaber. Disse vindformede landskaber danner en næsten ubrudt bræmme langs hele v.kysten. Denne udbredelse er betinget dels af vindforhold, dels af materialetilførsel. Vestl. vinde er talmæssigt dominerende og gennemgående kraftigere end vinde fra andre verdenshjørner. Den af v.kystfyrene målte gennemsnitlige vindstyrke er således 3,3 efter Beaufort-skalaen, men for de vestl. vindretninger alene er den 3,8. Som følge af kystens udlignende karakter er sandmasser til stede i store mængder, idet klinter, hvor istidsdannelserne nedbrydes, har kunnet levere de store sandmængder, der dækker alle kystnære dele af havbunden, ophobes i revlerne og sluttelig ved materialevandring fordeles langs stranden. Opkastet i strandvolde på en strand, hvis bredde veksler med skiftende vandstand, vil sandet tørre og blæse bort, når vinden er tilstrækkelig kraftig. På strandbredden kan sand ophobes som luvbanker i vindsiden af lægivende genstande som fx. en klintfaçade el. i læ bag planter og sten som sandtunger (se blokdiagram). Tueklitter dannes, hvor vegetationen standser sandvandringen, og disse sandhobe er den første spæde begyndelse til de rækker af forklitter, der bræmmer kysten oven over højvandslinien, dannet ved sammenspillet ml. vindtransport og planternes sandbindende evne. De unge »hvide« forklitter har den for vindbevægede sandmasser karakteristiske forskel på jævnt hældende vindside og stejltstående læside. Skiftende vindretninger og hvirveldannelser forstyrrer dog regelmæssigheden, men der er, især når samme vind har blæst nogen tid, en landskabelig forskel at observere i de »hvide« klitter, alt efter som man ser med el. mod vinden. Brændingen s. 25 vil ved højvande danne klinter i klitsandet, der kan stå med stor stejlhed, fordi sandskornene bindes sammen af klitplanternes rigt udviklede og dybtgående rodnet. Hvor vinden river hul i plantedækket, udhules cirkulære gryder, der kan udvikles videre til udbredte afblæsningsflader, som efterhånden kan eroderes ned til et niveau ca. 5 cm over grundvandsstanden. På disse steder vil der i mere regnrige perioder kunne dannes lavvandede klitsøer. På Vendsyssels afblæsningsflader dannes overfladen, når sandet er blæst bort, af vindpolerede rullesten, der danner en »brolægning« på disse udstrakte stensletter. Gl. brøndskakters afstivede murværk ses ofte som forhøjninger på stensletterne, et vidnesbyrd dels om afblæsningens dimensioner, dels om ødelæggelse af tidl. kulturland ved vinderosion.

I klitbæltets havfjerne dele sejrer vegetationsdækket over vindtransporten. Et tæt plantedække skjuler og binder overfladen. De »hvide« klitter er blevet til »grå« klitter. Men heller ikke disse gl. klitter er sikre mod omdannelse. Under stormpres udvides vindbruddene i forklitrækkerne, og susende sender vestenvinden de løse sandmasser på vandring indefter som vandreklitter, der lokalt betegnes som »miler«. Gl. Skagens kirketårn rager op gennem Kirkemilen og fortæller et kapitel af sandflugtens historie. Vandreklittens bane gennem terrænet fremtræder som en afblæsningsflade, flankeret af kilometerlange klitrækker, de s.k. »rimmer«, med længdeorientering i stormvindens retning. Hele dette klitsystem betegnes som parabelklit efter den form, hvormed det aftegner sig på luftbilledet el. landkortet. På Skagens odde er sådanne parabelklitter vandret over land fra v. mod ø., og store rimmesystemer, som fx. Engklit, vidner om parabelklitter, hvis frontparti er forsvundet i Kattegat. Alle vandreklitter er nu standset ved plantering på én nær, Råbjerg Mile, ved Kandestederne. Denne sandmasse, der dækker ca. 1 km² i et naturbeskyttet område, bevæger sig stadig væk ø.på 4–8 m om året. Før klitplanteringens tid standsede vandreklitterne først, når de nåede fugtige lavninger el. vandløb. Uggerby å danner således ved udløbet en skarp grænse for de v.fra kommende vandrende sandmasser. En særlig form for klitter, topklitter, dannes af det sand, som vinden fra en klintfaçade har blæst op ad skråningen til klintens top, hvor det er blevet aflejret, som det er tilfældet fx. på Lønstrup klint (se blokdiagram).

Læsøs n.kyst er udbredt klitterræn, og i små dimensioner forekommer klitter stedvis langs Vendsyssels ø.kyst i det marine forlands strandvoldssletter. Også indsande, ɔ: indlandsklitter, forekommer enkelte steder, således s.f. Hjørring.

Skagens odde. N.f. den skarpt markerede stenalderkystklint, der fra Frederikshavn fortsætter mod nv., Vendsyssels gl. n.kyst, strækker Skagens odde sig 30 km mod nø., endende i Grenen, den yderste krumodde, hvis form og retning stadig ændres efter de skiftende bølgefronter. Skagens odde tegner sig på Danmarkskortet som et af de mest karakteristiske træk i landets kartografiske fysiognomi, kendt ved navn af enhver skoleelev og af gavn af enhver navigatør, der har ført sit skib fra Skagerrak ind i de indre da. farvande.

Begyndelsen til Skagens odde har været dannelsen af et dobbelt drag af strandvolde ml. Vendsyssels førnævnte gl. n.kyst og en flakø, der har ligget lige n.f. Gårdbo sø. Den afspærrede del af havet, der lå ml. strandvoldsdragene og nævnte ø, er udviklet til et afspærringsforland, der nu fremtræder i landskabet som den lavning, hvori Mostrup mose og Trynmose ligger, ml. stenalderhavets kystklint, s. 26 n.f. Mosbjerg, og Tværsted Rimmer, hvis svungne linie endnu angiver retningen af det østligste af de to førnævnte drag. Den stærke n.gående materialvandring på v.siden har stadig tilført sand og grus til det ny forland, der derved er vokset stadig videre ud mod nø. Ø.siden har været en tillandingskyst, bygget op af sand, der blev transporteret rundt om oddespidsen og vandrede s.på, opbyggende strandvoldssletter, der sluttelig afspærrede strandsøen Gårdbo sø, som sen. ved menneskets indgriben er tørlagt og omdannet til kulturflade. Som et sidste led er strandvoldssletten ved Jerup kommet til; dette rimme- og doppe-landskab har afspærret laguner, der sen. er groet til og blevet til Elling og Tolshave samt Råbjerg moser. Samtidig med tilvæksten på ø.siden er v.siden stadig angrebet af Vesterhavets grådige bølger, hvorom ødelæggelser i Gl. Skagen tydeligt vidner. Odden er altså dels stadig blevet længere, dels flyttet mere ø.på. Klitterne, der nu dækker hele overfladen n.f. Gårdbo sø, giver denne del af Skagens odde karakter af et ørkenlandskab, hvis sterile præg kun brydes af klitplantagernes mørkegrønne nåleskovstemning – et storslået og storformet terræn med præg af vild natur, trods effektiv planteringsaktivitet, et rekreationsområde af betydning i et tætbefolket land, hvor alm. ¾ af overfladen er totalt udnyttet kulturflade.

Læsø ligger i Kattegat, 24 km øsø.f. Sæby. Øen, med et areal på 116,4 km², er ganske lav og var havdækket i stenalderen, hvorfor overfladedannelserne overalt er havbundsaflejringer, hvis højeste partier ligger 5 m o.h. Et bælte midt gennem øen, ca. 30 km², er kulturlandskab. Øens nordl. del er et flyvesandsterræn, hvor klitterne i Højsande når 21 m’s højde. N.kysten, hvor dybt vand tillader stor bølgerejsning, er en stærkt udlignet kyst med hovedsagelig ø.gående materialvandring, der ved ø.enden har forårsaget en forlandsvækst, der slutter i odden Bløden Hale. S.kysten, ud for hvilken store flak hindrer bølgeaktivitet, præges af tillanding. Store flade holme med strandhedevegetation som Færøn, Langerøn og Kringelrøn er efterhånden blevet landforbundne med Læsø. Hornfiskrøn ligger stadig isoleret på fladvandet 1 km s.f. øen.

Søer og vandløb. Vandarealet udgør kun 0,3 % af Hjørring a.s overflade, altså en betydeligt mindre værdi end for Danmark som helhed (1 %). Forklaringen er den, at de mange tidligere eksisterende søer enten ved tilgroning er blevet til moser el. ved afvanding omdannet til græsningsareal og landbrugsflader. Dette gælder for Nørreøkse sø ø.f. Tranum, for Ingstrup sø, s.f. Løkken, såvel som for den største af dem, Gårdbo sø, på Skagens odde. De tilbageværende søer er lavvandede klitsøer som fx. søerne s.f. Råbjerg Mile.

Hjørring a. afvandes til Limfjorden af Rye å, der afdræner de fugtprægede områder n.f. St. Vildmose og gennem tilløbet Tiendebæk Ingstrup sølavning. Liver å og dens mange tilløb, Varbro å, Hæstrup Møllebæk, Rakkeby å, Stenvad å og Hundelev å, afvander de senglaciale plateauflader omkr. Hjørring til Skagerrak. Liver å’s n.gående hovedretning delvis parallelt m. kysten må forklares som en konsekvens af landets tidl. stærke hældning mod n. Åens erosion har formået at holde trit med den postglaciale landhævning, der har været størst i områdets nordl. del. Udløbet er stærkt forskudt mod n. som følge af den kraftige n.gående materialvandring langs stranden. Uggerby å’s udløb i Tannis bugt er på lignende vis forlagt ø.på og danner tillige en skarp grænse for de v.fra kommende vandreklitter, s. 27 der ikke har formået at udfylde åløbet, som stadig har transporteret det tilførte sand ud i havet. Tværsted å, der udmunder i Uggerby å lige før udløbet i havet, afvander forlandsfladerne, n.f. den gl. kystklint. Den østl. del af det sa. forland, Skagens oddes sydl. dele, afvandes af Nors å til Gårdbo søs afvandingskanaler og af Elling å direkte til Kattegat. Åerne, der afvander rimme- og doppelandskabet, Jerup å og Kragskov å, har særdeles karakteristiske løb parallelt med kysten på lange stræk og med mange retvinklede knæk. Dette vandløbsmønster er typisk for strandvoldssletter, hvor bække og åer dels følger lavningerne, der if. dannelsesmåden er kystkonforme, dels benytter lavninger i ryggene til gennembrud i retning vinkelret på kystlinien. Morænebakkelandets vandløb har en herfra helt afvigende karakter, særpræget ved de dybt nedskårne dale. Skærum å, ml. Tolne og Frederikshavn, har således 30 m høje skrænter, og dette erosionsrelief overgås endog af Bangsbo å, der ø.f. Gerum og Flade har skåret sig indtil 50 m ned i bakkelandets overflade. Sæby å og Vors å udmunder i Kattegat og afvander de østl. plateauflader henh. n. og s. for Albæk morænebakkeland.

Landhævningen, der på så mange måder præger Hjørring a.s landskabsformer, har også sat sit præg på vandløbsudviklingen. En normal flods øvre løb er alm. »ungt«, ɔ: med en snæver dal af v-formet tværsnit, der udfyldes helt af vandmassen, som strømmer hurtigt af sted. Det nedre løb er »gammelt« af type, ɔ: med bred flad dalbund, gennem hvilken floden snor sig i store bugtninger fra side til side, uden at vandmassen noget sted udfylder den brede erosionsdal. I Hjørring a. er forholdene snarest de omvendte som følge af bl.a. landhævningens indflydelse. s. 28 Vors å’s nedre løb fx. har været udformet efter normalskemaet, men landhævningen har bevirket, at åen har nedsænket sine mæandre i strandvoldssletterne, således at den nu strømmer ml. stejle vægge, udfyldende hele sin dalfure. I mellemløbet gennem de høje marine flader, ishavstidens hævede havbund, snor den sig til gengæld som gl. flod i brede fladbundede dalstrøg, pendulerende fra side til side. Forklaringen er, at disse brede dale blev udformet i fastlandstiden, da landet lå højt, hvorefter de senere i stenalderen, da havet trængte ind i alle lavninger, blev opfyldt med stenalderhavets bundaflejringer. På disse plane sedimentflader snor åen sig nu af sted, idet den tilpasning til den ny erosionsbasis, havniveauet, der har fundet sted i nedreløbet, endnu ikke har nået at udvikle sig bagud og op i mellem- og øvreløbet. I denne henseende adskiller vandløbene i Hjørring a. sig radikalt fra Danmarks øvrige bække og åer.

Farvande. Den havnatur, man møder langs Hjørring a.s v.kyst, Skagerraks to bugter, Jammerbugt ml. Bulbjerg og Hirtshals og Tannis bugt n. derfor og til Grenen, er af helt andre, langt større, dimensioner end ø.kystfarvandenes. Det fri stræk mod nv. ud over Vesterhavet, n. om Skotland i forbindelse med den tilstrækkelige vanddybde – 10 meters dybde går tæt ind under pynterne – muliggør dannelse af stormbølger af indtil 5 meters højde. Tidevandsforskellen er til gengæld ringe i den del af havet, kun 0,3 m ved Hirtshals og mindre n. derfor. Dette skyldes det forhold, at tidevandsbølger kommer ind i Vesterhavet såvel n. om Skotland som s.fra, gennem Kanalen. Ved sammenspil ml. disse fremkommer i Vesterhavbassinet et roterende system af ebbe-flodbølger med varierende størrelse, alt efter som de to opr. bølger ved interferens svækker el. forstærker deres samlede virkning. Kraftig vind kan fremkalde vindstuvning, der forårsager højvande langs kysten af dimensioner, der langt overgår tidevandsforskellen. Højvande 3–4 m over Dansk Normal Nul betegnes som stormflod. Katastrofer af denne art har gang på gang fremkaldt store ødelæggelser. Også m.h.t. saltholdigheden, der er 3,5% som i verdenshavene, afviger Skagerrak fra de indre da. farvande, idet den opblanding, der finder sted i Bælterne og Kattegat ml. det indstrømmende salte oceanvand som bundstrøm og det udstrømmende brakke overfladevand fra Østersøen bevirker en hurtigt aftagende saltprocent i Kattegat. Farerne for søfarten i Skagerrak er ikke begrundet i dybdeforholdene, idet farlige grunde kun forekommer et sted, nemlig ø.f. Grenen, hvor Skagens rev strækker sig 4 km nø.f. oddespidsen, som resultat af den mægtige n.gående materialetransport langs v.kyststranden. Den aflejrede sandmasse jugeres til 1 mill. m³ årlig. For de skibe, der runder Skagens odde, siden denne »omlandsfart« blev alm. i 1300t., har dette forhold været et faremoment, der nu er elimineret ved bygningen af Skagens fyr på oddespidsen og placeringen af fyrskibet yderst på revet. For sejladsen er også revlerne en fare for skibe, der under storm slås ud af kurs og kommer for tæt ind under land. Den ydre revle i Jammerbugt ligger ca. 2 km ude og har ved normalvandstand kun 5 m vanddybde.

Kattegat, ø.f. Hjørring a. og omkr. Læsø, adskiller sig på typisk vis fra Skagerrak. Ålbæk bugt på ø.siden af Skagens odde har ikke samme barske natur som Tannis bugt på v.siden. En stærk aflejring af de sandmasser, der har rundet Grenen, har i tidens løb fundet sted her (se afsnit Skagens odde) med tilvækst af kystlandskabet til følge. Kattegats bundforhold er også særprægede. Ø.f. Læsø er s. 29 dybderne store, over 30 m, i Østre Rende, og bundrelieffet volder ikke her navigationen besvær. Omkr. Læsø er derimod mange farlige grunde, rev og flak, der i højeste grad vanskeliggør sejladsen. Fastlandstidens gl. landoverflade er her under den sen. havdækning blevet udvasket i de skiftende brændingszoner, de højeste dele ligger fremme som øer el. landløse grunde, og ved morænemassernes udvaskning er blokkene blevet tilbage som stenrev. Stengrunden Læsø Trindel, nø.f. Syrodde er afmærket med fyrskib. At det første danske fyrskib blev udlagt netop her 1829, kan tages som vidnesbyrd om denne grunds farlighed. Fra Læsøs nv.-hjørne strækker Rønnerev sig mod n. med de græsklædte lave holme, Nordre Rønner, længst ude. Også her er sket en fyrafmærkning. 21 km sø.f. Læsø ligger den ikke mindre farlige Kobbergrund med kun 2,5–3 m vanddække. Det tidl. fyrskib på denne lokalitet er nu erstattet af et fast fyr. Hirsholmene, nø.f. Frederikshavn er på lignende måde at opfatte som en landrest, stærkt angrebet af havet, omgivet af rev og grunde.

Læsø rende, i hvis nordl. del dybden er over 30 m, repræsenterer også et af de karakteristiske træk i Kattegats bundtopografi, de dybe render, der er dannet som floddale i fastlandstidens landoverflade og stedvis, hvor bundstrømmene er tilstrækkelig kraftige til at hindre tilsanding, endnu står tilbage.

Kyster. Hjørring a.s kyster præges, hvad kystlinieforløbet angår, af udligningen. De stærke bølgevirkninger i forb. med istidsbjergarternes, morænelerets og sandets s. 30 ringe modstandsevne er forklaringen på, at kystudviklingen er forløbet så vidt, at modne og gl. ligevægtsformer overalt er nået. V.kystens guirlandeform er betinget af de massive fikspunkters resistens: kalkundergrunden i Svinkløv umiddelbart v.f. amtgrænsen og de glaciale bjergarters store dimensioner i Rubjerg Knude og Hanstholm. Kysten er på lange strækninger af v.kysten en klitkyst, hvor forholdene dog kompliceres derved, at klitsandet dækker den hævede havstok, med lave klinter udformet såvel i gl. strandaflejringer som i senglaciale havbundslag og i flyvesand (se blokdiagram). Høje klintekyster forekommer dels ved Hanstholm og dels ml. Løkken og Lønstrup, hvor en landskabelig vildskab og reliefmæssig vælde af voldsomste art udfolder sig med fascinerende styrke – så kontrasterende med det østl. Danmarks blide og bløde landskabsformer som overhovedet tænkeligt. Stejlt rejste lerkulisser med slugter i de mellemliggende sandpartier, det frådende hav ved foden og sandflugtsterrænet på klintens top – det er det betagende indtryk, Lønstrup klint efterlader hos den, der en stormdag vover sig herud ved landets ende (angående geologiske detaljer se blokdiagram). På ø.- kysten gentager guirlandeformen sig i kystlinien med Pikkerbakke ved Frederikshavn som fikspunkt. S. herfor præges kystlandskabet på særlig anskuelig vis af de hævede kystlinier (se blokdiagram). Den lave strækning med strandvolde og små klitrygge umiddelbart ud til kysten er det sidst dannede land, formet ved aflejring af materialvandringsmateriale og stabiliseret ved landhævningen siden stenalderen – det er litorina-fladen, stenalderhavets omdannede havbund, vi står på. Her løber landevejen s.på, og her er jernbanen anlagt på det flade land, hvor ballastgrus kan hentes på selve stedet. Ind mod land rejser den gl. klintekyst fra stenalderen sig, nu hævet 12 m over havniveauet. Klintvæggene er trods nedskridningen stadig stejle, kløftfuret ved vandløbserosion og dækket af græs- og kratvegetation. Klatrer vi op ad skrænterne, når vi op til en plan flade, den hævede havbund fra ishavstiden, og krydser vi over den indefter, når vi til denne periodes kystlinie, hvis moræneklinter stadig står som en markeret landskabsgrænse trods jordskridning, jordflydning og de andre skræntudjævnende processer, der har virket her i 12.000 år. Sjældent fører landskabsformer så tydelig en tale om et lands palæogeografi, som det er tilfældet her ml. Frederikshavn og Sæby.

Havne. Rigdommen i de omgivende have på såvel spisefisk som industrifisk har betinget en udvikling af fiskeriet og de dertil knyttede erhverv. Fra gl. tid har fiskerne på v.kysten landet deres både på stranden, og det finder stadig sted således ved Lønstrup og Løkken, sidstn. sted med støtte i lævirkningen fra en 200 m lang mole. På ø.kysten har åmundingerne været naturhavne, således fx. ved Sæby. Moderne fiskekuttere kan ikke landes på strandbredden, og de er også for store til at kunne gå i åhavnene, der er såvel for trange som for lavvandede for disse skibstyper. Der har således været et stærkt behov for havneanlæg, og under speciel hensyntagen til den stærke materialvandring langs disse ugæstmilde kyststrækninger er en række kunsthavne blevet anlagt. På ø.kysten er Sæby åhavn udbygget med en molehavn, og lignende anlæg er udført ved Ålbæk og Strandby. Ved Aså er øhavnprincippet, der specielt er tilpasset fladkyster med sandvandring, bragt til anvendelse, idet havnebassinet er opført uden for kystlinien og forbundet med land ved en 450 m lang dæmning. Ved Vorså er i åløbets forlængelse ud over strandplanet opført skærme af pælerækker 730 m ud for at skaffe havnemuligheder. s. 31 Også Hirsholmene har en molehavn. De nævnte anlæg er alle af lille kapacitet sammenlignet med de to store molehavne Skagen og Frederikshavn, hvis dimensioner fremgår af de længste molers udstrækning på henh. ca. 1000 m og 1500 m. Frederikshavn tjener foruden som fiskerihavn tillige som trafikhavn, idet ruteforbindelse til Gøteborg er etableret herfra.

V.kystens havneanlæg udgør et særligt kapitel i da. vandbygnings historie. Havets kræfter er her så voldsomme, at moler må bygges og funderes så stærkt, at investeringerne i disse anlæg må blive ganske overvældende. Når man alligevel har taget disse opgaver op trods alle tekniske og økonomiske vanskeligheder, så er det ikke mindst kravet om nødhavne, der har haft indflydelse, når beslutninger skulle tages og bevillinger gives. Sandvandringen er den største trussel mod havneanlæg, idet tilsanding af bassinerne kan kræve stadig bekostelig uddybning. Ved valg af lokaliteter har derfor materialvandringsproblemet været taget op til behandling. Havneingeniør Fibiger, der med overordentlig iver har kæmpet for gennemførelse af havneprojekter på Jyllands v.kyst, valgte pynterne som de rette lokaliteter ud fra det synspunkt, at disse fremspring af kystlinien måtte have et minimum af sandtilsætning, idet aflejring af det med materialvandringen medførte grus og sand alm. finder sted inderst i bugterne. Med basis i denne teori blev Hirtshals havn projekteret og bygningen gennemført med stor bekostning, da molerne måtte op på en længde på henholdsvis 500 og 1000 m på et sted, der if. pyntens natur er meget uroligt og med hastigt tiltagende dybder. Havnen tjener nu dels fiskeriet, og dels fungerer den som støtte for ruteforbindelsen til Norge.

Til støtte for navigation langs den farlige v.kyst er høje kystfyr opført på det lave forland yderst på Grenen samt ved Højen. De opragende klinter er tillige udvalgt som selvfølgelige fyrlokaliteter, således ved Hirtshals og Rubjerg. En effektiv hjælp har i katastrofetilfælde været ydet af de tætliggende redningsstationer, hvoraf en halv snes er placeret langs Hjørring a.s kyster.

Litt.: V. Milthers. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen, D. G. U. III. rk. nr. 28. 1948. Axel Schou. Landskabsformerne. Atlas over Danmark. Bd. I. 1949. Sa. Det marine Forland. 1945. A. Jessen. Vendsyssels Geologi, D. G. U. V. rk. nr. 2. 1936. Viggo Hansen. Natur og Landskab i Danmark før og nu. Jylland I. Nordjylland. 1952. C. H. Bornebusch og K. Milthers. Jordbundskort over Danmark, D. G. U. III. rk. nr. 24. 1935. H. V. Clausen. Det danske Landskab. 1926. S. A. Andersen. Det danske Landskabs Historie. 1933. Eug. Warming. Dansk Plantevækst. 2. Klitterne. 1909. Det Kgl. Søkort-Arkiv. Den Danske Havnelods. 1958. Niels Nielsen og Axel Schou. Afsnit Landet, ovf. I, 1. Louis E. Grandjean. Søkortets Stednavne. I. 1945.

Skovene.

Det samlede skov- og plantageareal er (1950) 23.775 ha (skovprocent 8,3), hvoraf 18.474 ha (6,5%) er bevokset. Dette areal fordeler sig således til de forsk. træarter: bøg 1264 ha, eg 108 ha, ask 119 ha, andet løvtræ 1194 ha, rød-, sitka- og ædelgran 5312 ha, skovfyr og lærk 1241 ha, gran og bjergfyr i blanding 3376 ha, bjergfyr 3365 ha og andet nåletræ 252 ha. Kratskove m.v. indtager 2243 ha. Arealet er opdelt på et betydeligt antal ejere. 2178 ejendomme (ca. 13.000 ha) er i privat besiddelse. Staten ejer 10, der udgør den overvejende del af klitplantagerne (ca. 10.000 ha), og Det danske Hedeselskab en mindre plantage (ca. 50 ha). Der er 8 præsteskove (ca. 50 ha) og 25 kommunale skove el. plantager (ca. 550 ha). Den samlede årlige hugst er (1949/50) ca. 45.000 m³, hvoraf nåletræ ca. 38.000 m³. Gavntræprocenten er opgjort til 54,5, den årlige hugst pr. ha til 2,4 m³.

Hjørring a. har som den overvejende del af landet formentlig været dækket af s. 32 store skovstrækninger, og så sent som 1550 skal betydelige dele af Vendsyssel endnu have haft op til 50% skov. Om denne tidl. skovrigdom vidner de i Midt- og Østvendsyssel hyppigt forekommende krat, der oftest består af bøg (røllebuske). I beg. af 1800t. var skovarealet imidlertid reduceret til at udgøre 2% af arealet. De første skovrydninger foretoges af hensyn til agerbrugets pladsbehov. Sen. fandt hensynsløs hugst nok så meget sted for træets skyld. Følgen var, at græsvækster, fulgt af heste, geder og kreaturer, fandt vej til skovene. Træopvæksten gik herved oftest tabt, og på den kalkfattige jord indvandrede da lyngen. Specielt hvad kystskovene angår, bidrog eksporten af træ (skibstømmer og brænde) samt det store træforbrug til saltudvinding til skovenes tilintetgørelse. Først med den s.k. fredskovsforordning af 27/9 1805 blev den fuldstændige udslettelse af skovene standset, og 1800t., især dets sidste halvdel, er præget af den almene iver efter at anlægge nye plantager og frede om de eksisterende bevoksninger. Herved er i flere tilfælde de foran omtalte krat blevet lukket ved indplantning af nåletræ, mens andre er fredede og plejes, så eftertiden gennem dem kan mindes om skovenes kranke skæbne for århundreder tilbage. I dag er driften af skovene alm. i sagkyndige hænder. En del plantager er således under tilsyn af Det danske Hedeselskab, nærmere betegnet hedeselskabets 1. distrikt, der foruden Hjørring a. også dækker en del af Ålborg a. Tilsynet omfatter 321 private plantager og to (hvoraf en i Hjørring a.) af selskabets egne plantager (i alt 7351 ha, hvoraf 5764 ha tilplantet). De mindre skove kan være tilsluttet den pr. 2/6 1940 stiftede »Småskovsforening for Hjørring amt (og Kjær herred)«, der 1957 havde et medlemstal på 80 med 1403 ha skov. Foreningens konsulent er medlemmerne behjælpelig med driften af skovene.

Af større skovejendomme i privat eje kan nævnes: Dronninglund Storskov (773 ha, ejdsk. 880, grv. 277), Oksholm skov (601 ha, ejdsk. 660, grv. 247), Tingskoven (565 ha, ejdsk. 315, grv. 123), Dybvad skov (523 ha, ejdsk. 510, grv. 204), Tolne skov (486 ha, ejdsk. 355, grv. 119), Pajhede skovdistrikt (344 ha, ejdsk. 310, grv. 139) og Børglum Klosterskov (296 ha, ejdsk. 200, grv. 94).

Et kapitel for sig er beplantningen af klitterne. Sandsynligheden taler for, at der har været klitter langs den jyske v.kyst langt tilbage i tiden, men på den anden side tyder fund fra sten- og bronzealderen under sandlag på, at klitternes udstrækning først senere er tiltaget så meget, at befolkningen har mærket de dermed forbundne gener. Fra omkr. beg. af 1500t. synes klagerne over sandflugtens hærgen imidlertid at antage en så alvorlig karakter, at der 1539 (og gentagne gange sen.) udstedtes forbud mod fjernelse af vækster i klitterne. Forbudet respekteredes imidlertid ikke, og resultatet var sandets stadige fremtrængen over dyrkede jorder, hvorved bl.a. Skagen kirke 1775 blev gjort ubrugelig. 1786 lod regeringen professor Erik Viborg berejse de hærgede områder og udtale sig om, hvilke foranstaltninger der burde træffes for at komme ondet til livs. I forordningen af 19/9 1792, der bygger på Viborgs iagttagelser, gives forskrifter for hele landet vedr. dæmpningen af sandflugten. Her tænkes først og fremmest på dæmpning med klittag (hjelme), men det nævnes også, at man burde forsøge med forsk. buske og træer. Efter flere forgæves forsøg lykkedes det dog først 1853 at komme i gang med træplantning, efter at professor V.J. Bjerring 1851 i det dav. landsting havde stillet forslag herom, og der for finansåret 1853/54 var bevilget 1600 kr. til formålet. I Hjørring a. tilplantedes 1853 4 ha i Nørre Elkær klit. De første år forsøgte man s. 33 under ledelse af kammerherre H. C. Riegels († 1861) at anvende mange forsk. træarter, såvel løvtræer som nåletræer. Men det stod snart klart, at kun få arter kunne trives under de ublide kår i klitterne; disse var: bjergfyr, østr. fyr, skovfyr, hvidgran og af løvtræer eg. Sen. har dog også andre træarter fundet anvendelse, således Pinus contorta (en v.amer. fyrreart), sitkagran og ædelgran, de to sidste kun på de bedre lokaliteter. Det kan dog fastslås, at klitplantagerne ganske overvejende virker som bjergfyrplantager, idet de andre træarter kun findes i ringe omfang. Langt den største del af klitplantagerne henhører under Statens Klitvæsen, nemlig i alt 10.256 ha, hvoraf dog kun er tilplantet 5938 ha. En arealopgørelse siden 1853 viser, at tilgangen af klitområder fra 4 ha i nævnte år er foregået således: år 1900 var der 5103 ha, 1925 7547 ha, 1950 10.107 ha og 1956 10.256 ha. Arealet er fordelt til følgende klitplantager: Tranum (1597 ha, ejdsk. 130, grv. 51), Læsø (1540 ha, ejdsk. 121, grv. 66), Skagen (1500 ha, ejdsk. 94, grv. 44), Bunken (1313 ha, ejdsk. 66, grv. 26), Uggerby-Lilleheden (1175 ha, ejdsk. 145, grv. 59), Tværsted (792 ha, ejdsk. 120, grv. 55), Ålbæk (667 ha, ejdsk. 66, grv. 19), Blokhus (616 ha, ejdsk. 89, grv. 41), Fosdal (549 ha, ejdsk. 82, grv. 33) og Tornby (528 ha, ejdsk. 94, grv. 36).

Litt.: A. Hornemann. Skovene i Hjørring Amt før Aar 1820, Hedeselskabets Tidsskrift. 1939. 86–91. P. Thaarup. Klitplantagerne 100 år efter plantningens begyndelse. 1953. Statistiske Meddelelser. Skove og Plantager 1951. 1954. Danske Skovdistrikter. 1957.

Kulturgeografi.

I H. a. lever (1955) 173.233 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 60,5 indb. pr. km². Af befolkningen lever 51,7% under bymæssige forhold (32,4% i købstæder, 1,0% i forstadsbebyggelse og 18,3% i bymæssige bebyggelser i øvrigt). Befolkningen er fordelt på 51.386 husstande: i byerne går der gennemsnitlig 3,1 indb. på en husstand, i landkommunerne 3,7.

Befolkningens fordeling ses af befolkningskortet overfor. Man kan skelne ml. en hovedsagelig spredtboende landbefolkning og en bybefolkning, som lever i byer el. bylignende befolkningsophobninger. Der findes meget omfattende, helt folketomme områder, hvoraf de største ligger på Skagens odde og i dele af Store Vildmose. Andre folketomme regioner kan iagttages i klitområder langs Skagerrakkysten og i moser, enge, skove og plantager i alle dele af amtet. En betydelig del af disse områder ligger på marint forland (sml. i øvrigt med jordbundskortet). Landbefolkningen vil af praktiske grunde ofte have tendens til at bosætte sig, hvor trafikmulighederne er bedst, og mange steder finder man derfor befolkningen samlet langs vejene, således udpræget ml. Sæby og Vorså, ml. Brønderslev og Løkken, og ml. Hjørring og Hirtshals. Kysterne vil i visse egne være ubeboede el. tyndt befolkede, idet enten klitområder el. vandlidende arealer på lav, hævet havbund giver bebyggelsen ringe vilkår. I områderne ø.f. Aggersborg ved Limfjorden og næsten til Ålborg ses en typisk randbebyggelse inden for arealerne, der dannes af hævet litorinahavbund, idet disse fugtige egne udnyttes fra højere og tørrere land. Enkelte steder, hvor der er landingsmuligheder, er der opstået bydannelser ved kysten; det drejer sig dels om egl. havnebyer, dels om ældre ladepladser og fiskerlejer såsom Blokhus, Løkken, Lønstrup, Strandby, Vorså, Aså m.fl.

Af a.s mange købstæder ligger Skagen, Frederikshavn og Sæby ved kysten og er havnebyer, mens Hjørring og den unge kbst. Brønderslev er indlandsbyer. Med s. 34 undtagelse af Skagen er de vigtige oplandsbyer, der hver for sig har et ret velafgrænset og stort opland, der giver dem alle en betydelig oplandshandel og et naturligt marked for deres industri. For dem alle gælder dog, at de for visse industriprodukter må siges at have hele landet som marked, ja, endog et eksportmarked af et vist omfang. I Frederikshavn og Brønderslev beskæftiger jernindustrien (skibe, maskiner) flere mennesker end de øvrige industrier tilsammen, mens Hjørring og Sæby må betegnes som mangesidige industribyer. I Skagen er fiskerbefolkningen større end industribefolkningen.

De øvr. bydannelser er enten knyttet til havne el. ladepladser el. til lokale centrer i vej- el. jernbanenettet. Erhvervsforholdenes udvikling i 1800t.s sidste årtier skabte i landdistrikterne et behov for lokale centrer for handel og småindustri, og disse opstod naturligt på de steder, hvor transportforholdene var bedst, ɔ: ved jernbanestationerne. Brønderslev opstod som en sådan stationsby, men fik dels et stort opland, dels en vidtrækkende industri, der bragte udviklingen så langt frem, at byen 1921 blev købstad.

Oftest er stationsbyerne gl. landsbyer, der ved anlægget af jernbanen er gået ind i en ny udviklingsfase og i større el. mindre grad har ændret erhvervsstruktur. I reglen er landsbyen indgået som kernen i den nye bydannelse (Vrå, Hjallerup). I nogle tilfælde er nye bydannelser vokset frem ved stationen (Torshøj, Hørby). Kystbyer viser forhold analoge med landsbyerne: I Aså og Løkken er jernbanen ført nær til den gamle bykerne, der er blevet til stationsbyens naturlige centrum, mens der ved Lønstrup er opstået et stationsbykvarter uden for den gl. by.

Hirtshals by er opstået som en konsekvens af den 1919 anlagte kunsthavn. På grund af gode fiskeri-, handels- og trafikmuligheder er den kommet ind i en stærk udvikling, som stadig vedvarer.

Der er ikke opstået bydannelser ved alle jernbanestationer. Hvor disses opland har været for lille, el. hvor konkurrencen fra allr. opvoksede bydannelser har været for stærk, har en stationsby ikke kunnet vokse frem. Dette gælder bl.a. flere af Skagensbanens stationer og stationerne ml. Frederikshavn og Sæby.

Hvor en egn først sent har fået jernbane, el. hvor der var langt til nærmeste jernbanestation, opstod de tilsvarende lokalcentrer for urbane funktioner på andre trafikalt begunstigede lokalcentrer, fx. i vejkryds. Disse bydannelser har så fået sa. erhvervsstruktur som stationsbyerne. Eks. herpå er Flavenskjold, Bindslev og Øster Brønderslev.

En del af de jernbaner, der har bestemt placeringen af stationsbyerne i amtet, er i de seneste år atter blevet nedlagt. De fhv. stationsbyer lever imidlertid videre som små lokale oplandscentrer, men deres vækst er normalt ophørt, og flere viser et nedadgående folketal.

Sommerhusbebyggelse findes adsk. steder langs kysterne, især mod Skagerrak. Den er oftest koncentreret om de forbindelsesveje, der går gennem klitbæltet, hvor et sådant findes. Blokhus, Løkken, Lønstrup, Tannisby, Kandestederne og Gammel Skagen er centrer for den temporære, turistmæssige beboelse langs Skagerrakkysten.

Af a.s befolkning lever (1950) 43,1 % af landbrug, skovbrug og fiskeri, 26,8% af håndværk, industri og byggevirksomhed, 9,0% af handel, 5,4% af transportvirksomhed, og 5,1% af administration og liberale erhverv. 9,7% er uden erhverv, s. 35 hovedsagelig rentiers og pensionister. Landbruget beskæftiger således over 1½ gang så stor en del af befolkningen som for landet som helhed.

A.s erhvervsstruktur domineres af landbrugsegnene, og kun i købstæderne er industri vigtigere for beskæftigelsen end landbrug. En vigtig undtagelse fra denne regel er Skagen, hvor fiskeriet er langt det vigtigste erhverv. De mest udprægede landbrugsdistrikter findes i a.s vestl. del samt i et område ml. Frederikshavn og Sæby, hvor mere end 75 % af den erhvervsaktive befolkning arbejder i landbruget. Kun i enkelte landkommuner, der rummer større bysamfund (Vrå, Åbybro, Sindal), beskæftiger landbruget mindre end halvdelen af befolkningen, men er dog også her det vigtigste erhverv.

Morænelandet med undtagelse af stenede og bakkede randmorænestrøg (Tolne bakker, Jyske Ås) er veldyrket, og det sa. gælder den hævede havbund fra ishavstiden (se kortet s. 32). Det unge marine forland, der er blevet land siden stenalderen, er derimod ofte helt el. delvis uopdyrket; i mange regioner drejer det sig om vandlidende arealer (dele af Store Vildmose, engstrækningerne s.f. Dronninglund, den tørlagte Gårdbogård sø), om yderst ufrugtbare områder (klitterræn, rimmer og dopper, afblæsningsflader) el. grusede el. sandede strandvoldssystemer og tilgroningsflader. Tendensen går mod opdyrkning af dele af dette marine forland ved dræning, afvanding og jordforbedring, og de største resultater heraf kan konstateres i Store Vildmose.

De fleste steder i H. a. er havre den mest dyrkede kornart. Rug dyrkes meget, især på sandede jorder, og den er hovedkornarten n.f. linien Hirtshals-Frederikshavn samt på Jyske Ås. Der foregår en ikke ringe produktion af byg, især på lerjorderne i a.s vestl. del. Den ringe hvedeproduktion er også knyttet til disse egne. Blandsæddyrkningen er overordentlig udbredt i alle a.s dele. Fodersukkerroer og kålroer er de vigtigste rodfrugter, dog dyrkes en del kartofler og på de bedre jorder også runkelroer. Græsarealerne er meget betydelige, såvel i som uden for omdriften. Frugtavlen er derimod yderst ringe, da den hæmmes af det kølige, blæsende klima.

Hornkvægholdet domineres i mange egne af den røde danske malkerace, som er gået stærkt frem inden for de sidste 40 år. Vigtig er også den sortbrogede race. Mælkeproduktionen anvendes overvejende i mejeribruget til fremstilling af smør og ost, men leverancer af konsummælk til a.s byer, til Ålborg og i perioder endog lidt til Kbh. spiller også en rolle. Hornkvægholdet er ret jævnt fordelt over landbrugsarealet, dog med størst tæthed på de lerede jorder i a.s nordvestl. del. Smørydelsen pr. ko ligger nær gennemsnittet for Jylland. Svineavlen er ligeledes jævnt fordelt i a., undtagen n.f. linien Hirtshals-Frederikshavn, hvor der kun holdes få svin. Fåreavlen er ringe og er især knyttet til klitter og ungt marint forland. Hønsehold er alm. udbredt.

Fiskeriet er meget betydeligt. Skagen er den da. havn, hvor der landes de største kvantiteter af fisk, men den overgås af Esbjerg, når talen er om antallet af erhvervsfiskere og den landede fangsts værdi. I Skagen lander mange sv. og no. fiskere deres fangst, især af sild, fordi der fra Skagen er hurtig og effektiv transport af iset fisk til de kontinentale markeder. Også Frederikshavn og Hirtshals er begge blandt Danmarks vigtigste fiskerihavne.

Industrien i H.a. forsyner dels det lokale marked med en række forbrugsvarer, s. 36 dels et landsomfattende marked og et eksportmarked med flere specielle produkter. I alle a.s købstæder med undtagelse af Skagen beskæftiges over halvdelen af den erhvervsaktive befolkning i industrien. I to byer arbejder over halvdelen af industriarbejderne i jern- og metalindustrien, nemlig i Frederikshavn og Brønderslev. Hjørring, Sæby og mange større stationsbyer er mangesidige industribyer.

I Frederikshavn ligger et af Danmarks største skibsværfter, og i Brønderslev en stor maskinfabrik, der har haft betydning for byens udvikling. Levnedsmiddelindustrien er bl.a. repræsenteret af hermetikfabrikker i de store fiskerihavne: Skagen, Frederikshavn og Hirtshals, og af biscuitfremstilling i Hjørring. Slagterier, mejerier, møllerier, bagerier m.m. forarbejder især det lokale landbrugs produkter. Teglværker, bådebyggerier, nogen træindustri m.m. arbejder for det lokale behov.

Gennem a. forløber hovedjernbanen s.fra over Brønderslev, Vrå og Hjørring, hvorfra den fører mod ø. til Frederikshavn. Herfra er der daglig bilfærgeforbindelse til Gøteborg, næsten daglig forbindelse til Larvik og 3 gange om ugen skib til Oslo. Fra Hjørring fører en privatbane til Hirtshals, hvor der er daglig jernbanefærgeforbindelse til Kristianssand. Disse baner har betydning både for den lokale og den gennemgående trafik, idet internationale tog fører til og fra færgerne til Norge og Sverige. En række privatbaner besørger en del af oplandstrafikken, nemlig linierne Hjørring-Løkken-Åbybro, Frederikshavn-Sæby-Ørsø-Ålborg med sidelinien Ørsø-Aså, samt Skagen-Frederikshavn. Skagensbanen har dog også betydning for transport af fisk til det sydl. udland. Andre privatbanestrækninger er nu nedlagt og erstattet af biltrafik: Hjørring-Hørby, Øster Vrå-Vodskov.

A. gennemkrydses af et udmærket vejnet. Hovedvej A 10 fører fra Skagen over Frederikshavn og Sæby mod Ålborg og til Kruså grænse, hovedvej A 11 fra Frederikshavn over Hjørring og Løkken mod Fjerritslev og Thisted til Tønder, mens hovedvej A 14 går fra Hirtshals over Hjørring og Brønderslev til Ålborg. Bilruter supplerer jernbanenettet, dels som fødelinier til jernbanerne, dels som forstærkningslinier parallelt med disse.

Naturfredning. I Hjørring amt er foretaget et ret stort antal betydningsfulde landskabsfredninger, til dels større, sammenhængende områder, hvor man har søgt at bevare amtets typiske landskaber mod alt for stærke kulturindgreb. Dette gælder først og fremmest nogle klitområder, således ved Skagen by, et felt s.f. Skagen Klitplantage, vandreklitten Råbjerg Mile, begge i Skagen landsogn, samt store klitarealer i Lerup, Tranum og Hune sogne. Til denne kategori kan også medregnes et område med rimmer og dopper i Råbjerg sogn og et areal ved mundingen af Liver å i Tornby sogn. Også kystklinterne og bakkelandskaberne har i noget omfang været genstand for fredning, således et område ved Rubjerg Knude i Råbjerg og Mårup sogne, dele af Tolne bakker i Tolne og Skærum sogne, nogle kløfter i Favrholt bakker, Åsted sogn, og fremfor alt Lien ved Lerup med Fosdal, Dybdal m.v. i Lerup og Tranum sogne. Nogle relativt uforstyrrede ådale, bl.a. Sæby å i Volstrup sogn, er ligeledes fredede. Fra Læsø kan nævnes Horneks odde og dele af Højsande.

Et antal fredninger er mere el. mindre biologisk begrundede. Fuglereservater er Hirsholmene og dele af vejlerne langs Limfjordskysterne i Gøl og Øland sogne. Ved Bangsbo, Hals sogn, Læsø, har man fredet nogle skovfyr, der formenes at være af hjemlig oprindelse. Nævnes kan også fredningen af flere store flytteblokke, såsom Janumkjøt i Ø. Svenstrup sogn og Store Pigesten i Byrum.

Statistik.

Amtets areal var 1. okt. 1955 2865,4 km². Af det samlede areal udgør købstæderne 105,6 km² og vandarealerne 9,3 km².

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal 1951, 286.532 ha, udgjorde landbrugsarealet 210.415 ha, gartnerier og frugtplantager 367 ha, skove og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger) 25.739 ha, bebygget grund og gårdsplads 4242 ha, private haver 4595 ha, gader, veje, jernbaner, hegn olgn. 6675 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 1593 ha, tørvemoser 4078 ha, heder, klitter, sumpe, stenmark olgn. 27.900 ha og vandarealer 928 ha.

1958 var fordelingen af landbrugsarealet, i alt 211.926 ha, flg.: hvede 711 ha, rug 11.086 ha, byg 30.678 ha, havre 13.690 ha, blandsæd 32.825 ha og bælgsæd 88 ha, kartofler 4777 ha, foderroer m.v. 31.268 ha, sukkerroer til fabrik 427 ha, frø 382 ha, grønsager på friland 108 ha, brak 158 ha, industriplanter (hør, sennep, raps, hamp etc.) 196 ha, græs og grønfoder 53.272 ha og græsarealer uden for omdriften 32.260 ha.

H. a. har landbrugsareal af forholdsmæssig sa. omfang som de fleste jyske og fynske amter, skovarealerne er relativt mindre, men arealerne med heder, klitter, tørvemoser olgn. større. Af landbrugsarealet er arealerne med hvede og byg samt kartofler relativt små, men havreog blandsædarealerne derimod forholdsvis store, også arealer med græs og grønfoder er ret store. Høstudbyttet var 1958 i alt 9,2 mill. afgrødeenheder, hvoraf 2,4 mill. kerne af korn, 0,7 mill. halm, 2,5 mill. rodfrugter og 3,6 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsvurderingen 1956 udgjorde den samlede vurderingssum i H. a. 1425 mill. kr., heraf for ejendomme i købstæderne 483 mill. kr., i landdistrikterne 942 mill. kr.

Af ejendomme i landkommunerne var der 36 større landbrug på over 12 tdr. hartk. med i alt 643 tdr. hartk. (areal 7700 ha, ejendomsværdi 15,0 mill. kr.), 4509 bøndergårde med i alt 10.604 tdr. hartk. (areal 138.000 ha, ejendomsværdi 317,5 mill. kr.), 9080 landbrugshuse med i alt 3509 tdr. hartk. (areal 89.800 ha, ejendomsværdi 229,3 mill. kr.). Blandt øvrige ejendomme i amtets landkom. havde de 13.068 ejd. med beboelse og/el. forretning en samlet ejendomsværdi på 253,5 mill. kr. Af købstædernes ejendomsværdi faldt 339,9 mill. kr. på beboelsesog forretningsejendomme, 62,9 mill. kr. på stats- og kommunale ejendomme o.a. ejendomme med fritagelse efter § 8, 21,7 mill. kr. på fabrikker, lagerbygninger m.v., 20,0 mill. kr. på landbrug og gartnerier og 38,1 mill. kr. på byggegrunde og andre vurderinger.

Husdyrhold. Af husdyr var der 1958 i a. 21.740 heste, 239.150 stk. hornkvæg, hvoraf 113.680 malkekøer, 351.069 svin, 4301 får, 1.570.193 høns, 4685 kalkuner, 52.493 ænder og 12.798 gæs.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. I alt 11.117 landbrugsmedhjælpere inkl. voksne børn og slægtninge var juli 1958 beskæftiget i a., hertil kom indehavernes og disses ægtefællers og mindreårige børns arbejde i egen bedrift, svarende til 11.679 personer. Malkemaskinanlæg fandtes på 9826 ejendomme. Der var i alt 3180 ejendomme, der selv havde traktorer, i alt 3384 traktorer, 7376 ejendomme havde ensilagebeholdere og 2305 ejendomme jordkuler; af mejetærskere fandtes i a. 44.

Befolkningen. Hele amtet havde 1/10 1955: 51.386 husstande med 173.233 indb. (1801: 45.327, 1850: 72.100, 1901:119.385, 1930: 149.998 indb.), deraf havde provinsbyerne 1955: 18.195 husstande med 56.001 indb. (1801:2095, 1850:5583, 1901: 18.999, 1930: 33.269 indb. eller henh. 4,6 pct., 7,7 pct., 15,9, 22.2 og 1955 32,3 pct.); hertil kommer i provinsbyernes forstæder 1955: 560 husstande med 1758 indb., i andre bymæssige bebyggelser var der 10.228 husstande med 31.792 indb. og i landdistrikterne 22.403 husstande med 83.682 indb.

Folkemængden i amtet var 1950 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter samtlige personer – hustruer, mindreårige børn m.v. – i familier, hvis forsørger var knyttet til det nævnte erhverv): 73.126 levede af landbrug m.v., 45.217 af håndværk og industri, 15.222 af handel og omsætning, 9130 af transportvirksomhed, 8722 af administration og liberale erhverv, 16.279 af aldersrente, pension, formue olgn., medens 1994 ikke havde givet oplysning om erhverv.

Ved den 1948 afholdte erhvervstælling var der i amtet i alt 4070 håndværks- og industrivirksomheder, der i alt beskæftigede 16.677 personer, deraf 9287 i byerne eller disses forstæder, 4358 i bymæssige bebyggelser og 3032 i landdistrikterne. Virksomhedernes maskinkraft var i alt 30.179 hk. Virksomhederne i byerne er nærmere omtalt under byer. Der var i amtet i alt 367 engros- el. dermed beslægtede virksomheder med i alt 1171 beskæftigede og en omsætning på 159,5 mill. kr., 1898 detailhandelsvirksomheder med 4805 beskæftigede og en omsætning på 221,5 mill. kr. og endelig 285 hotel- og restaurationsvirksomheder med 1348 beskæftigede og en omsætning på 18,7 mill. kr.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold ¼ 1957–31/3 1958.

Af H. a.s driftsindtægter var de væsentligste poster: grundskyld 6.509.000 kr., ejendomsskyld 837.000 kr., afgifter af motorkøretøjer 1.707.000 kr., andre driftsindtægter 191.000 kr. Af de løbende udgiftsposter kan nævnes bidrag til amtsskolefonden 827.000 kr., medicinalvæsen 2.122.000 kr. (efter fradrag af den fælleskommunale udligningsfonds tilskud til sygehusudgifter), vejvæsen (efter fradrag af forskellige tilskud, der afholdes af motorafgifterne) 2.838.000 kr., bidrag til amts- og privatbaner 257.000 kr. og administration 290.000 kr.

Ejendomsskyldpromillen var 1956/57 19.72, hvilket var omtrent 50 pct. mere end gennemsnit for hele landet (12,38); 1957/58 var promillen 16,29 og 1958/59 16,29. Grundskyldpromillen var 1956/57 31,96 (hele landet genmstl. 20,03), 1957/58 26,43, 1958/59 19,06 for landejendomme og 27,14 for andre ejd.

Amtets formue udgjorde 31/3 1958 15,2 mill. kr., hvoraf i faste ejendomme 10,0 mill. kr., amtets gæld 5,3 mill. kr.

Med hensyn til de finansielle forhold for kommunerne i H. a. under ét kan det nævnes, at af de samlede indtægter 1957/58 af skatter og afgifter, 37.448.000 kr., udgjorde grundskylden 8.302.000, grundstigningsskylden 49.000 kr., ejendomsskylden 4.800.000 kr., opholdskom.-skatten 19.375.000 kr., erhvervskom.skatten 14.000 kr., aktieselskabsskatten 143.000 kr., afgifter af motorkøretøjer 4.536.000 kr. og andre afgifter 189.000 kr. Af andre indtægter kan især nævnes formue- og erhvervsindtægter 1.141.000 kr., heraf indtægter af el-, gas- og vandværker 65.000 kr.

Kommunernes vigtigste udgifter var: Sociale udgifter: 14.634.000 kr., skolevæsen 4.341.000 kr., biblioteksvæsen 97.000, vej- og kloakvæsen 5.961.000 kr., snekastning 1.240.000 kr., brandvæsen 177.000 kr., administration 2.324.000 kr. og renter af lån 1.722.000 kr.

Kommunernes samlede formue 31/3 1958 var 73,2 mill. kr., hvoraf værdipapirer 28,6 mill. kr., faste ejd. 44,6 mill. kr., den samlede gæld var 38,6 mill. kr.

Inddeling.

Amtet består af købstæderne: Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Skagen og Sæby og herrederne: Dronninglund, Læsø, Horns, Vennebjerg, Børglum, Hvetbo og Øster Han; det omfatter 57 sognekommuner.

Amtsrådet har 13 medlemmer, hvoraf efter valget marts 1958 3 tilhørte Socialdemokratiet, 1 Det radikale Venstre, 1 Det konservative Folkeparti og 8 Venstre. M.h.t. valg til folketinget omfatter Hjørring amtskreds 5 opstillingskredse: 1. Frederikshavn, 2. Sæby, 3. Hjørring, 4. Vrå og 5. Halvrimmen; desuden hører Vedsted kom. af Hj. a., Hvetbo hrd. under Ålborg amtskr., 6. opstillingskreds, Nørresundby.

I kirkelig henseende hører amtet til Ålborg stift og omfatter 5 provstier med tilsammen 56 pastorater, nemlig 1) Børglum og Hvetbo hrd.s provsti, 2) Dronninglund hrd.s provsti, 3) Vennebjerg hrd.s provsti, 4) Horns hrd.s provsti og 5) en del af Vester Han og Øster Han hrd.s provsti, hvis anden del med 5 pastorater hører til Thisted amt.

Amtet omfatter flg. politikredse: 1) politikr. nr. 50 (Sæby), 2) politikr. nr. 51 (Frederikshavn), 3) politikr. nr. 52 (Hjørring) og 4) en del af politikr. nr. 53 (Thisted), og endelig hører 2 kom. i Hjørring a. under politikr. nr. 49 (Nørresundby).

I jurisdiktionel henseende er amtet delt i flg. retskredse: 1) retskr. nr. 76, Sæby (med hovedtingsted i Sæby og bitingsteder i Hjallerup og Dronninglund), 2) retskr. nr. 77, Frederikshavn (med hovedtingsted i Frederikshavn og bitingsteder i Skagen og Byrum (Læsø)), 3) retskr. nr. 78, Hjørring (tingsted i Hjørring), 4) retskr. nr. 79, Brønderslev (hovedtingsted i Brønderslev, bitingsted i Pandrup) og 5) en del af retskr. nr. 80, Fjerritslev (tingsted i Fjerritslev; den øvrige del af retskredsen hører til Thisted amt); endelig hører 2 af a.s kom.: Gøl og Vedsted til retskr. nr. 75 Nørresundby (tingsted i Nørresundby).

Amtet udgør Hjørring amtslægekreds, der omfatter 3 lægekredse: 1) Hjørring, 2) Frederikshavn og 3) Brønderslev; amtslægen bor i Hjørring.

Amtet hører til 5. udskrivningskreds (Ålborg), der også omfatter Ålborg amt, Thisted amt, Ringkøbing amt og en del af Viborg amt, samt Hobro kbst. af Randers amt. Der hører 6 civilforsvarsområder under amtet, nemlig 1) (7) Brønderslev, 2) (13) Frederikshavn, 3) (28) Hirtshals, omfattende Horne-Asdal kom., 4) (29) Hjørring, derunder Skt. Hans-Skt. Olai kom., 5) (70) Skagen og 6) (83) Sæby, derunder en del af Volstrup kom.

Amtet udgør Hjørring amtstuedistrikt med amtstue i Hjørring. Amtet er delt i 4 skattekredse: 1) (55. skattekr.) Frederikshavn, 2) (56. skattekr.) Dronninglund herreds skattekr., 3) (57. skattekr.) Hjørring og 4) (58. skattekr.) Børglum m.fl. herreders skattekr. M.h.t. s. 42 vurdering af landets ejendomme udgør amtet Hjørring amtskr., der er delt i 7 vurderingskredse, nemlig a) Dronninglund hrd.s omfattende 7 vurderingsdistrikter, b) Frederikshavn (9 vurderingsdistr.), c) Skagen (11 vurderingsdistr.), d) Hjørring (9 vurderingsdistr.), e) Børglums hrd.s ndr. vurderingskr. (8. vurderingsdistr.), f) Børglum hrd.s sdr. vurderingskr. (7 vurderingsdistr.) og g) Øster Han hrd.s vurderingskr. (11 vurderingsdistr.).

Hjørring amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Propr. Severin Hastrup (H); godsforvalter Hans Peter Theilmann (H); godsejer Christoffer Nyholm (H); propr. Hans Chr. Pape (H); generaldecisor Ludv. Chr. Brinck-Seidelin (H); propr. J. N. F. Hasselbalch (V).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Frederikshavn-kredsen: sgpr. Peder Neergaard 1849–52 (H); byfoged Michael Steenstrup 1852–53 (H); godsejer, sen. minister Regnar Westenholz 1853 (V); gdr. Lars Pedersen 1853–64 (V); propr. Jens Jørgen Holm 1864–66 (H); propr. Ferdinand Tutein 1866 (NL, sen. V); red. Michael Vogelius 1866–69 (H); propr. Jens Jørgen Holm 1869–72 (H); gdr. Chr. J. Hauerslev 1872–73 (V); red. Michael Vogelius 1873–76 (H); gdr. Simon Andersen 1876–79 (V); red. Michael Vogelius 1879–81 (H); gdr. H. Chr. Nyholm 1881–92 (H, sen. V); gdr. Hans Madsen 1892–1909 (V); propr. Chr. Oluf Holm 1909–10 (H); husmand Thomas Larsen 1910–18 (V).

b) Sæby-kredsen: lærer Rasmus M. Sørensen 1849–52 (V); birkedommer Henry Gad 1852–53 (H); lærer Hartvig Schou 1853–54 (V); propr. J. A. v. der Recke 1854–55 (H); adjunkt, sen. kultusminister J. C. H. Fischer 1855–66 (H); propr. Hans Chr. Pape 1866 (H, sen. V); husmand Niels Nielsen 1866–69 (V); dyrlæge E. G. Mørck 1869–72 (H); gdr. Mads Chr. Christensen 1872–79 (V); husejer Poul Buch Olsen 1879–92 (V); gdr. Kristen Jensen 1892–1901 (V); red., sen. finansminister Vilh. Lassen 1901–08 (VR); gdr. Anders Nielsen 1908–09 (V); gdr. Anders S. Hedegaard 1909–10 (RV); gdr. P. P. Pinstrup 1910–18 (V).

c) Hjørring-kredsen: propr. Hans Simonsen 1849–52 (H, sen. V); lærer Chr. C. Møller 1852–53 (H); fabrikant, konsul Chr. H. Nielsen 1853–54 (H); propr. Hans Simonsen 1854–58 (H, sen. V); gdr. Hans Qvistgaard 1858–66 (H); godsejer H. Chr. Nyholm 1866–69 (H, sen. V); kaptajn L. C. Nyholm 1869–72 (H, sen. V); gdr. Mads Chr. Jungersen 1872–1910 (V, sen. VR); gårdejer, statsrevisor J. S. Vanggaard 1910–18 (V).

d) Vrejlev (Vrå)-kredsen: lærer Ove L. Grønborg 1849–52 (V); gdr. Hans Qvistgaard 1852–53 (H); gdr. Knud Larsen 1853–66 (V); husmand Peder Chr. Thomsen 1866–69 (V); gdr. S. P. Christensen 1869–95 (V); husmand Thomas Larsen 1895–1909 (V); højskoleforst. Andreas Thøgersen Grønborg 1909–18 (RV).

e) Halvrimmen-kredsen: gdr. Lars Jensen 1849–55 (V); gdr. Peder Jensen 1855–58 (V); smed Søren Pedersen 1858–66 (V, sen. H); bødker Lars Jensen 1866–69 (V); lærer Jens Peter Jensen 1869–76 (V); propr. Jens Bertelsen (Skalborg) 1876–1901 (V); gdr. Carl Sørensen 1901–18 (V).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Husmand Thomas Larsen 1918–20 (V); gdr. P. P. Pinstrup 1918–32 (V); gdr. Carl Sørensen 1918–24 (V); godsejer Johan Knudsen 1918–20 (KF); gdr., Peter Jensen-Bundgaard 1918–20 (RV); husmand Otto Thorhauge 1918–35 (V); gdr., statsrevisor J. S. Vanggaard 1918–43 (V); højesteretssagf. Chr. C. Heilesen 1920–29 (RV); sgpr. Aage Krohn 1920–24 (KF); statshusmand J. P. Olufson 1920–24 (S); gdr. P. O. Hedegaard 1924 (V); fisker Chr. Ludvigsen 1924–35 (S); overretssagf. H. F. Ulrichsen 1924–29 (KF); gdr. Anders Chr. Christensen 1926–35 (V); red. Holger Kristiansen 1929–32 (RV); forretningsfører Oscar Levinsen 1932–42 (S); gdr. Hans Pinstrup 1932–53 (V); overretssagf. H. F. Ulrichsen 1932–39 (KF); forretningsfører, sen. fiskeriminister Chr. Christiansen 1935– (S); kommunelærer, sen. indenrigsminister Ejnar Kjær 1935–43 (V); stiftsprovst Karl Noring 1942–43 (S); sgpr. L. P. Fabricius 1943–47 (KF); inkassator Qvist Hansen 1943 (S); gdr. Marius Heilesen 1943– (V); kommunelærer, sen. indenrigsminister Ejnar Kjær 1945–47 (V); kommunelærer, sen. indenrigsminister Søren Olesen 1945–47 (DR); sgpr. Evald Christensen 1947–53 (DR); landmand Poul Jørgensen 1947 (V); gdr. Søren P. Andersen 1947– (V); toldforvalter Hans Baagø 1950– (KF); kommunelærer, sen. indenrigsminister Søren Olesen 1950–51 (DR); grd. Jens Chr. Christensen s. 43 1953– (V); forretningsfører Niels Hjortnæs 1953– (S); kommunelærer, sen. indenrigsminister Søren Olesen 1953– (DR).

Åndelige rørelser.

I årene forud for 1848 sporedes hverken i politisk el. religiøs henseende større personlig aktivitet fra befolkningens side. Til at tage sæde i stænderforsamlingen i Viborg og i den grundlovgivende rigsforsamling udpegedes fortrinsvis proprietærer og prokuratorer. Amtets eneste avis var indtil 1853 Hjørring Amtstidende (grl. 1843) og sa.m. Frederikshavns Avis (grl. 1853) organ for de konservative ideer.

I 1850erne fik forsk. religiøse bevægelser et stærkt tag i befolkningen. Med en pågående veltalenhed vandt udsendinge for mormonerne mange tilhængere, og adskillige af disse udvandrede til USA. Også baptisterne vandt indpas. I 1870erne og 1880erne havde adventisterne betydelig fremgang, navnlig i Hvetbo og Børglum hrdr., og metodisterne fik bygget kirker i Frederikshavn og i Hjørring. Fra folkekirkens side satte man en energisk modaktion ind. I denne kampagne deltog ligeledes med stor fremgang den kvindelige lægprædikant Skov-Kirsten (Kirsten Marie Larsdatter) fra Tranget (Tårs so.). Det åndelige røre blandt bondebefolkningen fremkaldte oprettelsen af en højere bondehøjskole i Smidstrup, grl. 1855 af Thomas Bjørnbak med støtte af konsul Chr. H. Nielsen, Hjørring. Efter nogle års virksomhed i fred chikaneredes Bjørnbak bort af myndighederne, 1866 rejste han til Fjellerad højskole s.f. Ålborg, som han ledede til 1879. 1869 oprettedes V. Brønderslev højskole (nedlagt 1904), der sa.m. Try højskole i Dronninglund so. (opret. 1873) må henregnes til de udprægede kundskabsskoler. En typisk vækkelsesskole i grundtvigsk ånd åbnedes 1872 af Jørgen Terkelsen i Stenum. Den flyttedes 1890 til Vrå. Ved siden af de udpræget grundtvigske sogne i amtets vestl. og s.vestl. del fandtes mod n. og mod ø. sogne med stærke indremissionske anskuelser. Det gælder fx. også Læsø. I Horne oprettedes 1891 en højskole tilhørende denne kirkeretning, og den udvidedes 1923.

I politisk henseende beherskede partiet højre i det væsentlige Frederikshavn-, Sæby- og Hjørringkredsene i perioden frem til beg. af 1870erne, hvorefter Venstre også erobrede disse kredse. I forvejen beherskede Venstre lige siden 1849 Vrå og Halvrimmen valgkredse. 1872 havde en kreds af venstrevælgere oprettet Vendsyssel Tidende, som under Vilh. Carlsens ledelse blev amtets førende politiske blad. Under brydningerne inden for partiet Venstre gik Vrå-kredsen 1909 over på radikale hænder. Først 1920 valgte amtet en soc.-dem. repræsentant. 1912–58 udkom i Hjørring en lille radikal avis under navnet Vendsyssel Venstreblad. De soc.-dem. bladinteresser varetoges i amtet af det soc.-dem. blad i Ålborg. Efter 1920 har samtlige demokratiske partier haft repræsentanter i amtet, fra 1945 også Danmarks Retsforbund. Venstre har dog stadig en meget stærk stilling i amtet. Ved folketingsvalget 1957 erobrede Venstre 3 af amtets 7 repræsentanter, 2 mandater gik til Socialdemokratiet, medens Det konservative Folkeparti og Danmarks Retsforbund fik 1 mandat hver.

Oldtidsbebyggelse.

Vendsyssel er arkæologisk set et rigt og interessant område, med en mængde mindesmærker og oldtidsfund. Dette sidste skyldes ikke mindst Vendsyssels historiske Museum i Hjørring, som under ledelse af 3 generationer af slægten Friis er blevet et af provinsens righoldigste museer.

At landsdelen har været beboet allr. i senglacial tid, viser pilespidsen fra klinten ved Nørre Lyngby og det slagvåben af rentak, der er fundet neden for sa. klint.

Fra den sen. del af ældre stenalder kendes bopladser fra gudenå-kulturen langs Liver å ved Vanggård og Kærsgård; de benspidser med modhager, der er fundet i en mose ved Terpet i Horne so., tilhører antagelig sa. kultur. Den samtidige kystkultur, ertebølle-kulturen, er repræsenteret af flere bopladser, således ved Østenkær i Tværsted so., Nørre Voerså hede i Albæk og på Gøl og Øland.

Fra yngre stenalders første afsnit, dyssetiden, har vi et ret stort antal dysser, hvoraf de fleste dog er ødelagt. Af de bevarede skal nævnes den 125 m lange langdysse Rampen i Torslev (Dronninglund hrd.), Stenstuen ved Gerum, en langdysse med to kamre ved Skræm og et smukt dyssekammer ved Tornby. Et godt fund stammer fra et dyssekammer på Kabbelhede i Mosbjerg, et andet fra Gerum; jordgrave fra sa. tid er fundet ved Mygdal. Fra denne tid stammer også de fleste af de mange store mosefund af ravperler, der kendes fra Vendsyssel: Silkeborg i Torslev (4500 perler), Hvilshøj i Ø. Brønderslev (3500), Skøttrup i Børglum (1500), Lunden i Hallund og Skisby ved Hjørring, for at nævne de vigtigste.

Fra jættestuetiden er der bev. 3 anselige jættestuer: Blakshøj i Gerum, Hvissehøj i Torslev (Ø. Han hrd.) med 3 kamre og Gundestrup-jættestuen i Skræm med et 12½ m langt kammer; alle 3 har givet gode fund. En boplads fra den grubekeramiske kultur, der tilhører jættestuetiden, kendes fra Selbjerg på Øland.

Stenalderens slutningsafsnit, dolktiden, har givet et ret stort antal hellekister, mange med fund af flintdolke og lerkar. At der i denne tid har været drevet handel, antagelig også eksport, af flintsager, viser de mange depotfund: Fra Agersted 45 dolke, fra Gerå 30 dolke, 22 segle m.m., fra Ingstrup 12 segle og fra Hebelstrup i Hallund 11 segle.

Fra bronzealderen har vi de mange høje, hvoraf ca. 1200 er bevaret; men dette er kun fjerdedelen af, hvad der har været, idet der er konstateret ca. 3200 sløjfede, overpløjede el. helt ødelagte høje; det er hovedsagelig de større høje fra ældre bronzealder, vi finder i Vendsyssel. Fordelingen er ret ulige. Store arealer er helt uden høje; dette gælder først og fremmest de store strækninger, der var oversvømmede af stenalderhavet, således Skagens odde helt ned til bakkerne ved Frederikshavn, egnene omkring Vildmosen, den sydl. del af Dronninglund so. og den østligste del af Ø. Han hrd. Men også yoldiahavets ret store og gennemgående frugtbare flader har næsten ingen høje, således Voergård-sletten og store dele af Hvetbo hrd.; disse strøg har antagelig været for vandlidende til at virke tiltrækkende på bebyggelsen. Til gengæld ligger højene tæt på det højere, mere sandede land, navnlig mod ø. Dette fremgår tydeligt af tallene for de høje, der har været i de højrigeste sogne: Dronninglund 276, Torslev (Dronninglund hrd.) 256, Albæk 208, Hørby 202, Åsted 181, Tårs 171, Jerslev 164, Gerum 156, Hellevad 136, Skæve 118, Understed 114, Vrejlev 113, Volstrup 107 og Flade 104. Det er alle sogne, der ligger i landsdelens højtliggende, østl. el. mellemste del, hvor jorden er af den lette, sandede karakter, der var mest yndet af bronzealderbefolkningen. Også visse sogne i Ø. Han hrd. er ret højrige (Lerup 91, Haverslev 67), og også her holder højene sig til højdedragene. Et for Vendsyssel karakteristisk træk er de mange langhøje, hvoraf flere har anselige dimensioner, således 3 i Dronningslund so. med længder på 80–93 m.

Der kendes mange fund fra højene, både fra ældre og yngre bronzealder, og der er også en del offerfund; fra periodens begyndelse skal nævnes et fund fra Bagterp ved Hjørring, fra yngre bronzealder fund fra Lykkesholm i Skæve, Faldet og Albæk i Albæk so.; et par fund fra Kandestederne, i martørv, viser, at selv Skagens odde ikke har været helt folketom. 8 guldspiralringe fra Dyrhede i Volstrup tyder på en vis velstand.

Keltisk jernalder, jernalderens første afsnit, er rigt repræsenteret, både ved bopladser, grave og offerfund. Der skal nævnes en stor boplads ved Vrensted, en vigtig bo- og gravplads ved Kraghede i Ø. Brønderslev og en stor gravplads ved Vogn i Mosbjerg, de to sidste fra periodens sen. del. Fra Try skole stammer et rigt gravfund med metalsager. Ved Varbro i Bjergby er der gjort et stort fund af mosepotter.

Ældre romersk jernalder er den af oldtidens perioder, der ved siden af ældre bronzealder er rigest repræsenteret i Vendsyssel, både ved bopladser og grave. Gravene er oftest jordfæstegrave i form af solidt byggede stenkister, hvoraf der er bev. nogle få, medens et stort antal er sløjfet. Fundene herfra er hovedsagelig lerkar, ofte af smukke, særprægede former, noget af den bedste oldtidskeramik, der kendes her fra landet. Blandt de mange bopladser skal nævnes Kornumgård ved Brønderslev, Em, Glarkrog og Hellebjerg i Bindslev, hvor der også er gravpladser. Et mærkeligt træk, der ikke kendes andetsteds fra, er de stensatte, kælderlignende huse, der kendes fra egnen omkr. Frederikshavn. Rige smykkefund fra denne tid er fremkommet ved V. Mellerup i Jerslev og Gølstrup.

Fundene fra yngre romertid er mindre talrige, men der kendes dog en del grave, således på Hjørring kgd., og et rigt gravfund fra Lundergård i Jetsmark. Fra denne tid stammer også et mosefund med hestetøj og våben fra Trinnemose i Torslev og den store guldhalsring fra Øland.

Også fund fra germansk jernalder, som de fleste steder her i landet er så sparsomme, er ret talrige i Vendsyssel. Der er den store gravplads ved Donbæk i Gerum med en mængde småhøje, andre lignende højgrupper ved Hørby, Ris fattiggård i Torslev og i Vildmosen; flere af disse gravpladser strækker sig dog ind i den næste periode, vikingetiden. Fra Tranum klit stammer et skattefund.

Fra vikingetiden har vi først og fremmest det storslåede anlæg ved Aggersborg med landsbyen og borgen, der dog havde sin længste tid i 1000t. Af skattefund skal nævnes 4 sølvarmringe fra Hørby so.

De ældste kendte vendelboers navne findes i ældre vendsysselske stednavne. I vikingetiden s. 45 dukker de også frem på runesten, der nu står i Hune og Jetsmark kirker; de andre runeindskrifter i kirkerne er middelalderlige.

Af fredede oldtidsmindesmærker findes der i Hjørring a. 1 runddysse, 14 langdysser, 8 dyssekamre, 4 jættestuer, en ubest. stengrav, 4 hellekister, 1161 høje, 44 langhøje, 4 stenrøser, 20 jernalders småhøje, foruden den store gravplads ved Donbæk, 16 jernalders stengrave, 9 stensatte, kælderlignende huse, 2 stenkredse, en skibssætning, en stensat brønd og to arealer med oldtidsagre.

Bebyggelse i historisk tid.

Helt mod sv. i Hjørring a. ligger den ovf. omtalte vikingeborg Aggersborg ved en vigtig vejforbindelse, vogtende færgefarten over fjorden. Af andre jordfaste minder fra middelalderen er der en del voldsteder, fx. Asdal og Rugtved. Derudover er bebyggelsen i middelalderen repræsenteret af kirkerne og af fem store klosteranlæg. Flertallet af Vendsyssels kirker er smykkeløse kvaderbygn. Apsis er sjældnere og forekommer mest i de vestl. og sydl. egne, fx. Hune, Ingstrup og Jetsmark. Romanske tårne er kun undtagelsesvis bev.; der nævnes seks eks., bedst er tårnet i Bejstrup, af kvadre m. v.indgang, der smykkes af a.s eneste bev. søjleportal. Billedkvadre fra romansk tid er også sjældnere her end andetsteds i Jylland. Det kendteste eks. er reliefferne i Gøl m. billede af hin »Mester Goti«, der formodentlig var kirkens bygmester. Fra 1200t. stammer en anselig række senromanske teglstenskirker. To af kirkerne i Hjørring by (Skt. Catharina og Skt. Hans) var opr. af dette materiale, ligeledes klosterkirken i Hundslund (sen. kaldet Dronninglund), og blandt landsbykirkerne nævnes Bindslev, Flade, Tolne, Understed, Ørum samt den nu øde Mårup kirke tæt ved Vesterhavet. Man har kunnet påvise nære berøringspunkter ml. denne gruppe og Ribeegnens tufstenskirker. – Klosterkirken i Børglum fungerede middelalderen igennem som Vendsyssels domkirke; det opr. anlæg fra senromansk tid af granit og tegl er sen. flere gange ombygget. Af de andre klosterkirker nævnes præmonstratenserkirken i Vrejlev, den førnævnte Hundslund kirke for benediktinernonner, anlagt af tegl fra beg. af 1200t., og Øland kirke, en sengotisk teglstensbygn., opr. klosterkirke for benediktinernonner. Den ligeledes sengotiske karmeliterklosterkirke i Sæby er omdannet til købstadens sognekirke. Blandt de andre købstæder har Hjørring tre kirker, hvor af de to allr. er nævnt, mens den tredje, Skt. Olai, repræsenterer landsdelens gængse type, bestående af kor og skib og opf. af granitkvadre. Af Skagens middelald. kirke står nu kun tårnet, delvis dækket af sandklitter. – Sen. tilføjede tårne og forlængelser af skibet er ikke ualm., men dog sjældnere end på Øerne. Den meget anselige Saltum kirke er et af de smukkeste eks. på en sådan senmiddelald. omdannet kirke. Flertallet af landsbykirkerne har stået kullet med klokkestabler på kgd. Men i nyeste tid har adsk. af disse kirker nu fået tårne. – Fra tiden efter reformationen er der kun få nybygn., således den lille kirke på Hirsholmene og den gl. købstadkirke i Fladstrand (Frederikshavn), opf. 1688–90; endelig er der den nyere kirke i Skagen, opf. 1841 af C. F. Hansen (ombygget 1909). Flere af de vidtstrakte sogne har i tiden o. 1900 fået filialkirker, fx. Ålbæk, Kvissel, Jerup, Sindal og Hjallerup, ligesom der 1890–92 blev opf. en ny købstadkirke i Frederikshavn.

Blandt herregårdene nævnes i første række de fire føromtalte herreklostre, i hvis mure der gemmer sig middelald. rester. Fra reformationstiden stammer en række adelsborge, således Odden, Kokkedal, Bratskov og Hjermeslevgård; dette gælder også Stygge Krumpens bispeborg Voergård, som i 1580erne udvidedes med Ingeborg Skeels statelige nybygn., Vendsyssels fornemste renæssanceværk. Af andre, nu fredede, bygn. nævnes Lerbæk, Hammelmose og Baggesvogn (den sidste fra 1744, men m. ældre kældre). O. 1750 er to af de store herreklostre Børglum og Dronninglund, omdannet til barokanlæg, den første under ledelse af L. Thurah, som dengang ejede gården. Den meget gl. Aggersborggård er 1758 ombygget til sin nuv. skikkelse; fra slutn. af 1700t. er der gode repræsentanter i Bøgsted og Bangsbo.

I købstæderne er der færre monumenter fra ældre tid. Ved Frederikshavn står krudttårnet (Martellotårnet, opf. 1686–87) og ved Skagen det gl. fyrtårn (1740erne). I øvrigt er Sæby den af købstæderne, der nu rummer det største antal af fredede borgerhuse: Hans Grams gård, Ørums gård og rådhuset (1848). I Hjørring er der provstegården fra slutn. 1700t. samt rådhuset fra 1838. I Frederikshavn nævnes foruden krudttårnet tillige kommandantboligen fra beg. af 1800t. og rådhuset fra 1845.

Vendsyssel kaldes hos Adam af Bremen o. 1075 Wendila, hos Ælnoth o. 1100 Wendel, i s. 46 den isl. litt. Vendill. Heraf afledte man folkenavnet wændlar, vendelboer, og det er dette, som indgår i sysselnavnet, i ValdJb. *1231 Wændlesysæl, Wendelsysel. Wændil, som er afledt af roden i verbet vende, antagelig opr. navn på Limfjorden (»den snoede«) og derefter navn på landskabet nordfor.

I den ældste tid synes navnet Vendsyssel at være anvendt om hele landet n.f. Limfjorden. Sysseltinget var i Hjørring. Da ValdJb blev til, omfattede syslet det nuv. Hjørring amt undtagen Ø. Han hrd., der hørte under Thy syssel, samt Kær hrd. Ved middelalderens slutn. var det sen. amt fordelt på flg. større len: Han hrd., Ålborghus med Horns og Hvetbo hrd., Åstrup med Vennebjerg og Jerslev, Sejlstrup med Børglum hrd. Indtil 1660 skete der en del forandringer heri. Horns hrd. var selvstændigt 1560–63, men kom da atter under Ålborghus, hvortil også Han hrd. blev lagt 1602. Efter 1660 var området fordelt på Ålborghus, Åstrup og Sejlstrup amter samt Børglum amt, således at lensinddelingen i alt væsentligt blev bevaret. Åstrup og Sejlstrup amter blev forenet med Børglum amt 1671, og fra 1714 havde disse sa. amtmand som Ålborghus amt. 4/9 1793 blev Hjørring amt oprettet. Det kom til at omfatte alle hrdr. i Vendsyssel undtagen Kær hrd. samt Ø. Han hrd. og Læsø, som p.gr.af sit tilhørsforhold til biskoppen i Viborg 1707 var blevet lagt ind under amtmanden på Hald. I gejstlig henseende lå øen under Viborg bispedømme indtil 1844, da den blev lagt under Ålborg stift, hvortil også hele den øvrige del af amtet hørte fra gl. tid. Ang. provstiinddelingen se under de enkelte hrdr.

Litt.: L. C. Brinck-Seidelin. H. Amt. Beskr. efter Opfordr. fra Det kgl. Landhuusholdningsselskab, 1828. Vendsysselske Aarbøger. Udg. af Hist. Samf. for Hjørring Amt. 1915 ff. (Fortegnelse over indholdet 1915–50 i 1952. 144–62). Vendsyssel. Folk og Land, Hist.-top. Aarbog. 1–X. 1908–32. [C. Klitgaard.] Tidsskriftsliteratur vedrørende Vendsyssel. 1923. D. H. Wulff. Stat. Bidrag til Vendelbo Stifts Hist. i 16. og 17. Aarh. 1872–74. Sa. Stat. Bidrag til Aalborg Stifts Hist. i Slutn. af det 17. Aarh. 1887–88. M. Goldschmidt. Dagbog fra en Rejse paa Vestkysten af Vends. og Thy. 1865. Camillo Bruun. Fra Vendsyssel. Rejseindtryk og Optegnelser. 1866. Fr. Nielsen. Vendsyssel og Vendelboerne for et halvt Hundredaar siden. 1880. P. Christensen. Smaatræk og Skitser i kulturhist. Retning. 1896. Jens Brüel. Klitterne i Hjørring Amt 1550–1850. 1900. C. Klitgaard. Blade af Vendsyssels Historie. [1900]. A. Gaardboe. De sidste Natmandsfolk i Vendsyssel. 1900. Sa. Fortidsminder fra Vendsyssel, hist.-top. og kulturh. Brudstykker. 1893. C. Klitgaard. De kejserlige Tropper i Vendsyssel og Thy 1627–29. 1911. J. Kr. Larsen. Ordbog over Vendelbomaalet. 1914. Thomas Larsen. En Gennembrudstid. Tidsbill. fra Vendsyssel. I–II. 1917–22. Lønborg Friis. Vendsyssels Nationaldragter og Vendelboerne i gl. Dage. 1902. J. P. Stenholm. Bidr. til Aalborg Bispedømmes Historie. 1904. J. M. Jensen. Et Vendelbomaals Lyd- og Formlære. 1897–1903. O. L. Grønborg. Optegnelser paa Vendelbomaal, udg. af O. Nielsen. 1882–84. I kgl. bibl. findes et manuskr. af Niels Hancke, Saml. t. Vendsyssels Hist. Mindestene over Vendelboernes Mærkedage og bekendte Mænd, født i Vendsyssel. [1909]. C. Klitgaard. Vendsysselske Veje. Fra Middelalderen til ca. 1860. 1936. Jens Thise og Jens Iver Jensen. Foreningen til Folkesagens Fremme i Vendsyssel. 1932. V. Christensen. Tillæg til samme. 1957. Mogens Lebech. Jyllands gamle Retskredse, JySaml. 5. Rk. II. 1935–36. 151–344. – Johannes Grønborg. Vendsyssel. 1934. Vendelbobladet. I–X. 1947–56. [Ruth Madsen.] Vendsyssel og Han Herred. 1947. Walkommen te’ Vendsyssel. 1948. Kr. Hald. Vore Stednavne med særligt Hensyn til Vendsyssel. 1948. Vendsysselbogen 1954. Christen Krogh. Ved det store Hav. 1956. Palle Lauring. Nord- og Vestjylland. 1958. Nedergaard. SP. V. 1958 ff. Arne Espegaard. Gavn og gammen. Skildringer og tradition hos gamle dages Vendsyssel og Læsø. 1960. P. M. Rørsig. Skoler og Degne i Vendsyssel. I-II. 1933–53.