Randers amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter det område i Østjylland, der er beliggende ml. Mariager fjord og Egå, n.f. Århus, halvøen Djursland samt øerne Anholt, midt ude i Kattegat, og Hjelm, 5 km ø.f. Hassensør, Ebeltoft-halvøens sø.pynt. A. havgrænses mod ø. af Kattegat-farvandene, således for den nordl. dels vedk. af Ålborg bugt, medens a.s sydl. dele ligger ud til Århus bugt, Kalø vig og Ebeltoft vig. Den sydl. landgrænse, mod Århus a., begynder ved Kattegatkysten ca. 400 m n.f. Egås udløb og følger dernæst gennem den fugtprægede lavning Hedeenge åløbet v.f. landsbyen Egå for så at dreje langs bækken til Lystrup og videre i en bue gennem bakkelandet n.på ø. om Hjortshøj til Pannerup mose, sv.f. Todbjerg. Fortsættelsen går gennem Bredeng v.f. Hårup og i en kurve n. om Spørring til Lilleås dal, s.f. Selling. Derefter bestemmes a.grænsen helt igennem til Randers af vandløb, som det er alm. for gl. administrative grænseskel i Danmark. Lilleådalen følges forbi Hadsten til Voermølle ås indmunding ø.f. Laurbjerg. Herfra og videre mod n. danner Lilleå grænsen mod Viborg a. indtil sammenløbet med Gudenå, v.f. Løjstrup skov, hvorefter det er Danmarks største vandløb, Gudenåen, der danner skellet lige til Randers. S.f. byens østl. forstæder s. 516 bøjer grænsen n.på følgende Svejstrup bæk, hvorefter moræneplateauet ml. Svejstrup og Bjerregrav stat. traverseres, før grænselinien igen dukker ned i de fugtige lavninger langs Kousted å, som følges ud i Skalsåens brede smeltevandsdal. De næste 20 km er det denne naturgrænse, der skiller Randers og Viborg amter. V.f. Lindum skov bøjes grænsen n.på langs bækken, der afvander Klejtrup sø, løber videre gennem søen og fortsætter langs det nordl. tilløb til Lillemølle krat. Herfra drejer grænsen i et stort sving uden om Snæbum, over markfelter og gennem hedestrækninger for sluttelig ø.f. Brøndum atter at søge ned i naturens grænsezoner, de fugtige engstrøg langs Onsild å, der følges indtil 1 km v.f. Hobro. I en n.gående bue forløber grænsen n. om denne kbst. for at nå ud til Mariager fjord 3 km ø.f. byen. Videre ø.på danner fjorden på en 30 km lang strækning grænsen mod Ålborg a.

Arealet er 2465,83 km², vandarealet udgør heraf 20,58 km², skove og plantager dækker 247,80 km², altså 10%, en skovprocent svarende til landets gennemsnitlige. Terrænmæssigt må Randers a. betegnes som typisk østjy., idet man herved tænker på reliefrige, relativt højtliggende morænelandskaber, naturligt opdelt i enkeltområder af de dybt indtrængende fjorde og de brede smeltevandsdale. For det sydl. Djurslands vedkommende kunne man med rette bruge udtrykket østdansk, for så vidt som man her, fx. omkring Kalø vig, møder det intime sammenspil ml. land og hav, der er så typisk for Østdanmarks morænearkipel. Betones må såvel den østjy. som den østda. topografi, det stærke kulturpræg som følge af gl. landbrugskultur og stor befolkningstæthed: tætliggende opr. landsbyer og nyere udflyttergårde i et finmasket markfeltmønster, herregårde omgivet af skove og vidtstrakte jorder med større dyrkningsenheder, gl. købstæder og senere stationsbyer. Anholt har sit umiskendelige særpræg som resultat af den isolerede beliggenhed midt i Kattegat. I læ af øens vestl. bakkeland, hvor bebyggelsen er koncentreret, ligger Anholts »ørken«, de udstrakte østl. grussletter og klitlandskaber – et af vort lands største sammenhængende ødeområder.

Det er ganske ejendommeligt for Randers a., at den relative kystlængde, 0,19 km pr. km², er praktisk taget den sa., som gælder for landet som helhed, 0,17 km pr. km². Det er nemlig ingen tilfældighed, men et eksakt udtryk for det karaktertræk, at næsten alle da. kysttyper er repræsenteret langs Randers a.s 459 km kystlinie i nogenlunde sa. indbyrdes mængdeforhold som det, hvori de forekommer langs Danmarks 7500 km lange kyststrækning.

Dybgrundens geologi.

Der knytter sig betydelig interesse til dybgrundens forhold i Randers a. i betragtning af, at a. repræsenterer det jy. fastlands østligste del og derved danner en slags overgang til Sjælland-Skåne. Hertil kommer, at dybgrundens øverste formationer er forholdsvis godt kendt, og at en af landets dybeste boringer, olieboringen Gassum nr. 1, udførtes i a. Idet området således m.h.t. dybgrundens geologi i tidens løb har kunnet yde et væld af vigtige oplysninger, indtager det en nøgleposition. Som forbindelsesled ml. landsdelene har det i høj grad bidraget til, at der er skabt kontinuitet i det geologiske billede, man har tegnet af vort lands dybgrund.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene (I. 21). Kortet er efter forholdene ret enkelt. Et bredt bælte m. danskekalk strækker sig fra Mariager s. 517 fjord mod sø. ind over den nordl. del af Djursland. Nø. herfor findes ml. Mariager fjord og Randers fjords udmunding i Kattegat et mindre område m. skrivekridt, der hører sa. m. skrivekridtet i det østl. Himmerland. Inden for danskekalkområdet findes endv. en isoleret skrivekridtforekomst ved Gassum-Spentrup.

V. og sv.f. danskekalkområdet følger bælter m. henh. Kertemindemergel, de eocæne leraflejringer bestående af ler m. vulkansk aske, Røsnæs-ler og Lillebæltler og endelig omkr. Hobro og ned mod Fårup gråt, mellemoligocænt Brandenler og øvreoligocænt mørkt glimmerholdigt Cilleborg-ler.

Et ejendommeligt træk er to isolerede tertiærforekomster i danskekalkbæltet: området m. Kertemindeler og overliggende eocæne leraflejringer omkr. den inderste del af Randers fjord og Kertemindelersforekomsten nv.f. Grenå.

Vi vil sen. komme tilbage til dette formationsmønster under omtalen af den geologiske struktur.

Dybgrundsformationernes udvikling. Inden vi går over til beskrivelsen af de enkelte formationer og den historiske redegørelse for disse formationers dannelse, er det vigtigt at se på lagene, som blev gennemboret ved olieboringen ved Gassum:

Med udgangspunkter i denne lagserie vil vi nu se på formationernes vidnesbyrd om den geologiske udvikling. Det skal tilføjes, at profilet samt beskrivelsen af lagene er en meget forenklet sammenfatning af jordlagene til naturlige enheder. Beskrivelsen er for så vidt lidt tendentiøs, idet enkelte særpræg ved lagserien og visse mineraler i virkeligheden er fremhævet, fordi de har betydning for forståelsen af lagenes dannelsesmåde.

Perm. Ved Gassumboringen nåede man, såvidt man kan skønne, lige netop toppen af de øvre permiske anhydrit- og saltlag. Noget nærmere indblik i de formodentlig meget tykke aflejringer af stensalt med indlejrede lag af dolomit, anhydrit o.a. mineraler fik man således ikke. Til gengæld har man ved boringen Hvornum nr. 1, som førtes ned i Hvornum salthorst v.f. Hobro, fået håndgribelige beviser for, at øvre perm’s inddampningsbassin strakte sig ind over Randers a.s område. De opskudte stensaltlag blev nået ved 303 m dybde under en »gipshat«, og boringen standsede i stensalt i 564 m dybde. Da der er tale om forstyrrede lag, som følge af at lagene fra stor dybde er presset op igennem overliggende yngre aflejringer, er det ikke muligt at få et klart indtryk af den opr. lejring af saltlagene. Det er imidlertid meget sandsynligt, at der ligesom ved den forholdsvis nærliggende Suldruphorst (VI. 770) er sket en inddampning af salte i flere inddampningscykler.

Trias. Gassumboringens triaslag udgør i sammenligning med triaslagene i andre da. dybdeboringer og i boringer udf. i Nordtyskland en meget tyk lagserie. Da der kun er udtaget kerneprøver med mellemrum, kan man ikke være helt sikker på, at man er nået til fuld klarhed over lagenes sammensætning. Det er muligt, at visse intervaller af den gennemborede strækning har indeholdt lag, der afviger fra de bjergarter, man har fået kendskab til ved de forholdsvis få borekerner. Det er i alt fald en kendsgerning, at man ikke har været i stand til at påvise muslingekalken, der fx. er påvist i boringen Rødby nr. 2 (VI. 583).

Men lad os se lidt på formationernes vidnesbyrd, således som de nu foreligger for os.

Broget sandsten. Nederst i lagserien finder vi de rødlige lag af finsandsten og lersten. Der er truffet meget få organiske rester i disse lag. Sammenholder vi dette med lagenes øjensynlige ensformighed og røde farve samt den geografiske udstrækning af lagene, således som vi kan konstatere den i andre da. dybdeboringer og i boringer i vore sydl. nabolande, er der ikke megen tvivl om, at vi står over for kontinentalaflejringer dannet i landskab med et ret tørt og varmt klima og næsten uden vegetation. Vi må forestille os et område i lighed med nutidens saltstepper i de aride klimabælter. At dømme efter lagenes ringe variation og store geografiske udstrækning må datidens landskab have været uhyre monotont. Kun meget få lave bakker el. måske slet ingen brød den trøstesløse gulrøde flade, som med mellemrum, efter de få heftige regnskyl, dækkedes af meget lavvandede, udstrakte søer.

Keuper. Denne formations aflejringer er mere finkornede, således at de må betegnes som lersten. De skiftende farver fra mørk til brunligrød samt forekomsten af anhydrit og stensalt i lagene tyder på, at området var vanddækket i højere grad end i nedre trias tid. De meget få planterester og saltaflejringerne, som er udskilt af vand under inddampning, er et sikkert vidnesbyrd om et varmt og ret tørt s. 519 klima. Måske er forklaringen på stensaltet og anhydritten den, at området lå så lavt, at havvand kunne trænge ind fra havet s. herfor og danne lavvandede laguner el. saltsøer, hvor det tørre klimas kraftige fordampning til sidst førte til saltenes udskillelse. Dette ville med andre ord betyde, at lagene teoretisk kunne svare fx. til muslingekalktiden, en tanke som slet ikke er usandsynlig.

Rhaet. Aflejringerne fra denne periode markerer ligesom i andre egne af Danmark en radikal ændring af naturforholdene. Lagene er for en stor del aflejret i havet og indeholder stedvis planterester. De geografiske forhold var således undergået en betydelig forandring: af saltsteppeområdet udviklede der sig som følge af en sænkning af jordskorpen en havbugt, idet havet brød ind fra nv. I Skåne træffer vi fra denne tid kulaflejringer, som viser, at der på land voksede en forholdsvis rig vegetation. Klimaet var derfor øjensynlig ikke mere tørt, men fugtigt.

Nedre jura. De mørkegrå og grønliggrå skifre indeholder talrige forsteninger. Navnlig de store smukke ammonitter, der er skaller efter uddøde blæksprutter, vækker opmærksomhed. V. hj. af disse forsteninger og de mikroskopiske foraminiferer har man været i stand til at tidsbestemme aflejringerne. I øvrigt repræsenterer lagene fra nedre jura fortsættelsen af den geografiske udvikling, som påbegyndtes i rhaet-tiden. Den dannede havbugt udvidede sig måske endog. De meget finkornede og ensformige aflejringer bærer ikke sa. præg af kystnærhed som sandstenslagene i rhaet-aflejringerne.

Øvre jura. Boreprofilet fra Gassum afviger fra fx. Haldagerboringens profil (IV. 769) ved ikke at indeholde lag fra mellem jura. Forklaringen herpå kan kun være den, at området blev hævet op over havfladen, inden de øvre jura lag aflejredes, hvorved området ved Gassum blev udsat for erosion. Eventuelt aflejrede mellemste jura lag udsattes derved for forvitring og borteroderedes til sidst. De sen. aflejrede lag af finsandsten og skifre fra øvre jura indeholder marine forsteninger. Deres tilstedeværelse er et bevis på, at hævningen blev afløst af en sænkning, hvorved landet atter forsvandt i havet.

Nedre kridt. I princippet sker der ikke store forandringer i udviklingen ved overgangen fra øvre jura til nedre kridt. Vi finder stadig marine aflejringer af sa. type som i øvre jura, men måske lidt mindre sandede, der ved deres forsteningsindhold viser, at havperioden fortsatte.

Øvre kridt. Ved lagene fra øvre kridt står vi atter over for en af de ejendommelige og drastiske forandringer i sedimentationsforløbet. I de tidligere perioder aflejredes i overvejende grad materiale, tilført fra landområderne omkr. havbugten i form af sand og slam. I øvre kridt bundfældedes derimod forholdsvis tykke lag af kalkslam, som nu forekommer i form af mergel, kalksten og kridt og som m. undt. af mergellagenes lerslam ikke er tilført fra fastlandsområderne.

Undersøger man disse kalkaflejringer under mikroskop, viser det sig, at de dels består af fine kalkkorn, som er udfældet af havvandet, og dels af mikroskopiske kalkskaller af foraminiferer og flagellatagtige alger, der kaldes for kokkolitophorider. Kalkslam udfældes i nutiden i forholdsvis varme havområder. Man må derfor regne med, at øvre kridt også svarer til en varm og sandsynligvis tør periode, i hvilken kun meget lidt materiale blev skyllet ud fra landområderne.

I Randers a. når skrivekridtet frem til overfladen ved Assens, i området ved s. 520 Dalbyneder samt ved Spentrup. Det indeholder forsteninger bl.a. af muslinger og søpindsvin.

Danskekalken, der repræsenterer de øverste lag fra kridttiden, er den dominerende dybgrundsbjergart ved basis af istidslagene, således som det fremgår af det geologiske kort. Den består af to afdelinger, nederst fortrinsvis bryozokalk og øverst kokkolitkalk. Begge disse kalktyper indeholder væsentlige mængder kalkslam, bryozokalken desuden bryozoer og kokkolitkalken kokkolitter.

Bryozokalken når frem til overfladen i Karlby og Sangstrup klinter n.f. Grenå. Endv. har den i sin tid været blottet ved Råsted, Asferg og Kastbjerg. Den indeholder forsk. forsteninger, navnlig søpindsvin, brachiopoder og muslinger, blandt hvilke især søpindsvinene har haft betydning ved aldersbestemmelsen af lagene.

Kokkolitkalken har i tidens løb været blottet i adsk. grave i området Hørning-Clausholm-Voldum-Lime og på strækningen Bjerregrav-Fårup. Den indeholder talrige forsteninger. Søpindsvin og brachiopoder findes også i denne afdeling af danskekalken.

Danskekalkens sammensætning viser, at den i princippet må være opstået på sa. måde som skrivekridtet, det vil sige i en periode med meget ringe tilførsel af materiale fra landjorden og forholdsvis varmt klima, således at der kunne ske en udskillelse af kalkslam i havet.

Overgangen ml. skrivekridt og den overliggende danskekalk har kunnet iagttages ved Bøgelund 900 m sv.f. Skarodde. Da der findes et konglomeratisk lag i bunden af danskekalken, og der således er tydelige tegn på nedbrydning og ny aflejring, må vi gå ud fra, at der eksisterede en kort landperiode efter kridtets aflejring og før dannelsen af de nederste danskekalklag.

Både bryozokalken og kokkolitkalken indeholder mere el. mindre uregelmæssige flintlag. Flinten er formodentlig opstået ved, at grundvandet efter kalkens dannelse har opløst de små mængder kisel, som fandtes i kalken i form af kiselsvampe olgn., for derefter atter at udskille stoffet i form af flintknolde og -lag i kalken. Ellers er kalken de fleste steder næsten ren kalk.

Tertiærtidens aflejringer.

Kertemindemergel. Med tertiærtiden indledes atter en fundamental sedimentationsændring, idet kridttidens kalkdannelser afløses af mergel- og leraflejringer. De ældste mergellag er p.gr.af deres forsteningsindhold henført til Kertemindemergelens formation. Materialet, som disse lag er dannet af, er fortrinsvis nedbrydningsprodukter, som af vandløb fra landområderne er ført ud i datidens hav. I øvrigt er lagserien ret ensformig. Fra forsk. boringer ved man, at tykkelsen af mergelen og de overliggende lag af Kertemindeler er omkr. 30 m i selve Randersegnen. Fra det sydl. Djursland foreligger ingen nøjagtige oplysninger om tykkelsen.

Kertemindemergelen har i sin tid været gravet i den store mergelgrav ved Svejstrup, hvor man nåede helt ned til den underliggende danskekalk. Bundlaget indeholdt rullesten af danskekalk. Dette samt den bratte overgang ml. kalken og mergelen viser, at området før Kertemindemergelens aflejring var hævet over havet, som nedbrød det dannede »kalk«land og efterlod rullesten på erosionsfladen. Derefter s. 521 begravede Kertemindemergelens slam stenene, som nu lå på havbunden, idet området sænkede sig.

Overgangen ml. danskekalken og Kertemindemergelen har indtil fornylig været blottet i en lille kalkgrav ml. Hvalløs og Clausholm. Forholdene svarede ret nøje til den skildrede situation ved Svejstrup. Lag af Kertemindemergel og Kertemindeler har fra tid til anden været blottet i klinten ml. Rugård og Jernhatten på Djursland. Længst mod n. findes de ældre mergellag og mod s. den yngre kalkfrie lerserie. Der er fundet en hel del muslinger og snegle i lagene. Endelig synes der at være bev. en lille erosionsrest af Kertemindeler oven på kalken nv.f. Grenå.

Eocænt ler med vulkansk aske. Over Kertemindemergelen og -leret følger øjensynlig uden nogen særlig stærk ændring af sedimenterne en serie lerlag m. tynde lag af vulkansk aske.

For at give et klart overblik over forholdene gengives ndf. boreprofilet for en boring, som 1896 udførtes lige uden for amtsgrænsen ved Langå station:

Det er noget usikkert, hvor man skal lægge grænsen ml. Kertemindeleret og leret m. den vulkanske askeserie (ensbetydende m. grænsen paleocæn-eocæn), da prøvematerialet var utilstrækkeligt til dette formål.

Den vulkanske askeserie svarer utvivlsomt til askeserien i Limfjordsområdet, hvor askelagene dog p.gr.af andre sedimentationsforhold ligger indlejret i moler (VI. 445). Vulkanerne, som producerede asken, lå højst sandsynligt i Skagerrakområdet. Udbrudsprodukterne dryssede ned over det dav. hav – som bl.a. strakte sig over det meste af Danmark, Nordtyskland og Holland – bundfældedes og blev siden tildækket af lerslam.

Lerserien m. askelagene forekommer fl. st. i istidslagene i form af store flager, bl.a. i Randers, hvor man ofte støder på den ved gravearbejder. Desuden findes askelagserien i hovedvej 10’s gennemskæring af Ølst bakke og i klinten v.f. Ørby på Helgenæs. Faststående, uforstyrrede lag findes sandsynligvis ret nær overfladen i den nordl. udkant af Randers og ved Ølst-Hinge.

Røsnæs-ler og Lillebælt-ler. Som det fremgår af boreprofilet fra Langå, følger det røde Røsnæs-ler og det grønlige Lillebælt-ler oven på leret m. askeserien. Der er s. 522 tale om meget finkornede aflejringer, som øjensynlig uden bratte overgange er bundfældet i havet. D.v.s. at naturforholdene formodentlig ikke har forandret sig synderlig i løbet af den eocæne tidsperiode.

Branden-ler og Cilleborg-ler. Det er endnu ikke lykkedes at fremskaffe oplysninger om overgangen ml. de øverste eocæne lag, ɔ: Søvindmergelen, som man indtil nu slet ikke har påvist, og den efterfølgende oligocæne lerserie. Denne sidste er inddelt i en nedre grålig serie, der kaldes for Branden-ler, og en øvre mørkegrå til sort glimmerholdig afdeling. m. mineralet glaukonit, der benævnes Cilleborg-ler. Det grålige ler i Fårup teglværksgrav er sandsynligvis Branden-ler, og det mørke Cilleborg-ler træffes stedvis ved Mariager fjord. Både i Branden-leret og i Cilleborg-leret er der fundet en del marine snegle og muslinger. Lagene repræsenterer således havaflejringer. Der er sandsynligvis indtrådt en kortvarig hævningsperiode efter Branden-lerets aflejring, og inden Cilleborg-lerets dannelse påbegyndtes. Forekomsten af mineralet glaukonit tyder herpå, idet det ofte forekommer i de første aflejringer, som bundfældes, når havet efter en erosionsperiode bevæger sig ind over et tidligere landområde.

Med Cilleborg-leret afsluttes tertiærtidens aflejringer i a. Yngre tertiære lag, som event. i sin tid er blevet aflejret i området, er fjernet af sen. erosion.

Dybgrundens overfladetopografi er kendt forholdsvis godt i området ml. Mariager og Randers fjorde og s.f. Randers fjord til egnen ved Voldum. For de andre egnes vedkommende er det endnu ikke muligt at give en fremstilling af forholdene, p.gr.af at der står for få boringer til rådighed.

Ml. de to fjorde hæver kridtet og kalken sig til forholdsvis stor højde. Ved Dalbyover når danskekalkoverfladen således sin maksimalhøjde omkr. 40 m over havet. Omkr. Asferg, s.f. Råsted, ved Spentrup og ved Jennum når henh. kalken og skrivekridtet op til højder omkr. 20 m over havet. Fra disse områder falder dybgrundens overflade til alle sider. Særlig karakteristisk er et par smalle dale, som skærer sig ned i kridtet og kalken. Den ene, som ikke spores ved jordoverfladen, findes lidt s.f. Spentrup og strækker sig mod Bjerregrav station. Den er mindst 40 m dyb og sandsynligvis kun omkr. 1 km bred. Den anden dal strækker sig fra Kåtrup mod Fårup; den er mul. noget bredere og ikke så dyb som dalen s.f. Spentrup, og den svarer til dalen i terrænet.

S.f. Randers fjord findes ved Årslev og Clausholm et par små områder, hvor danskekalkens overflade findes omkr. 20 m over havet. Ml. dem findes i dybgrunden en dal, hvis bund ligger ca. 20–30 m under havet. Dens relief er således af størrelsesordenen 50 m. Dalen er ret bred og svarer til dalen i terrænet.

Endelig findes en dal i kalken ved Gudenåens udløb. Den er ret smal, og tværsnittet er noget usymmetrisk, idet den sydøstl. skrænt når fra 20 m under havet til ca. 80 m under havet, mens den nordvestl. skrænt fra ca. 80 m under havet kun når op til ca. 40 m under havet. Dalens retning er nø.-sv. Der er tydeligt tale om en erosionsdal, som skærer sig ned gennem de paleocæne lag og et stykke ned i danskekalken.

Alle de nævnte dale har retninger, som falder sa. m. tunneldalenes hovedretninger og bevægelsesretningen for den sidste indlandsis i sidste glacialtid. Dalene er derfor utvivlsomt subglaciale erosionsdale, som højt sandsynligt ikke er strukturelt betinget.

Dybgrundens struktur. Området er præget af det strukturelt højtliggende område ved Gassum-Spentrup. Formationsmønsteret viser tydeligt ved skrivekridtets høje beliggenhed i forhold til de omkringliggende yngre formationer, at der er tale om et område, som har hævet sig efter aflejringen af de omkringliggende tertiære formationer. Under omtalen af juraformationerne så vi endv., at området allr. i juratiden viste hævningstendenser. Det er rimeligt at antage, at Zechsteinsaltet, som man må formode forekommer i stor dybde, ved svage flydninger har medvirket både ved disse og ved de nævnte sen. bevægelser. Som kompensation for hævningen er der tydeligt sket indsynkninger både n. herfor ved Mariager og mod s. ml. Randers og Grund fjord. Begge steder ligger danskekalken dybt, overlejret af yngre, tertiære lag.

Der knytter sig særlig interesse til forekomsten af det oligocæne ler ved Fårup teglværk, idet danskekalken et par km ø. herfor når op til højder omkr. 10–15 m over havet. Det er vanskeligt at sige, hvor dybt kalken ligger ved teglværket. Mul. ligger den omkr. 50 til 100 m under havet. I så fald tvinges man til at antage vertikale forskydninger af denne størrelsesorden i det mellemliggende område. Sandsynligvis er der tale om en forkastning med retningen nv.-sø.

Strukturforholdene i de øvr. dele af a. er ret ukendte.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer. Skrivekridtet udnyttes ved Assens til cementfabrikation af fabrikken Dania. I øvrigt har der været brudt danskekalk til kalkbrænding ved Bjerregrav. Dansk-Norsk Kvælstoffabrik vil til sin tid udnytte danskekalken ved Grenå i sin fabrikationsproces.

Både skrivekridtet og danskekalken har som vandførende lag stor betydning for vandforsyningen.

Det eocæne ler udnyttes ved Hinge til fremstilling af betonklinker (»Leca«-klinker), og det oligocæne ler ved Fårup bruges til fremstilling af teglværksprodukter.

Litt.: L. J. Andersen. Nye forekomster af eocæne askelag ved Randers, MDGF. Bd. 13. 1958. 449f. S.A. Andersen. De vulkanske Askelag i Vejgennemskæringen ved Ølst og deres Udbredelse i Danmark, DGU. II. Rk. Nr. 59. 1937. O. B. Bøggild. Den vulkanske Aske i Moleret, DGU. II. Rk. Nr. 33, 1918. Albert Gregersen og Theodor Sorgenfrei. Efterforskningsarbejdet i Danmarks dybere undergrund, MDGF. Bd. 12. 1951. 141f. Helge Gry. Petrology of the Paleocene Sedimentary Rocks of Denmark, DGU. II. Rk. Nr. 61, 1935. Aksel Nørvang. The Foraminifera of the Lias Series in Jutland, Denmark, MDGF. Bd. 13. 1957. 276f. Leif Banke Rasmussen. Geology of North-Eastern Jylland, Denmark, Guide to Excursions No. A 42 and C 37, Intern. Geol. Congr. Norden 1960. J. P. J. Ravn. Molluskfaunaen i Jyllands Tertiæraflejringer, Kgl. Danske Vid. Selskabs Skr., 7. Rk., nat.-mat. Afd. 1907. III, 2. Theodor Sorgenfrei. Et geologisk Kort over Danmarks prækvartære Undergrund, MDGF. Bd. 9. 1939. 337f. Theodor Sorgenfrei. Geologi og Vandboring, DGU. III. Rk. Nr. 31. 1954. Jørgen Wind. Tylocidaris Piggene som Ledeforsteninger i vort øvre Senon og Danien, MDGF. Bd. 12. 1954. Sa. Echinochorys Formerne og deres stratigrafiske Udbredelse i det øverste Kridt i Danmark. MDGF. Bd. 14. 1959. Hilmar Ødum. Studier over Daniet i Jylland og på Fyn, DGU. II. Rk. Nr. 45. 1926.

Landskaber.

Landskabsdannelsen. Overfladeformerne i Randers a. er som det øvr. Danmarks i alle væsentlige hovedtræk resultat af de landskabsformende kræfters sammenspil i sidste istid. Først og fremmest er det gletschernes og smeltevandsstrømmenes aflejrende og eroderende virksomhed, der har ansvaret. Medens man i naboamtet Viborg a. oplever det store skifte i landskabstype, modsætningen ml. kuplet morænelandskab og plan hedeslette, som er en følge af, at indlandsisen her gennem lange perioder har haft sin randzone, så er det i Randers a., der ligger ø.f. denne hovedstilstandslinie, svingningerne i afsmeltningsforløbet under istidens sidste faser og især indlandsisens sidste fremstød, der giver landskaberne deres særpræg.

Den første isstrøm, der medførte de ler-, sand- og grusmasser, som opbygger Randers a.s overflade, kom i beg. af sidste istid, Würm- eller Weichsel-istiden, n.fra. Denne viden er resultat af de danske geologer Vilh. og Keld Milthers undersøgelser over morænens indhold af ledeblokke, ɔ: isskurede sten, bestående af bjergarter, der i Norden har så stærkt begrænset en udbredelse, at de kan tages som bevis for en gletscherbevægelse ml. forekomst- og findested, – en bevægelse, der dog p.gr.af de skiftende retninger for isbevægelsen ofte kan have været yderst kompliceret. Den n.fra kommende is, medførende bl.a rhombeporfyr-blokke fra egnen om Oslo fjord, har nået ind i den nordl. del af det område, der nu omfattes af Randers a. Sen. er, if. de sa. forskere, gletscheris kommet ø.fra, hvilket kan sluttes af de fra Dalarne medførte ledeblokke. Grænseområdet, hvor de n.- og ø.fra kommende ismasser er stødt sammen, har netop ligget i a.s nordvestl. del. De enorme mængder af smeltevand fra begge isstrømme, der må være fremkommet her ved forening af begge ismassers afløb, kan forklare, at netop tunneldalene, der er udformet af det under isen strømmende vand, er så karakteristisk og storstilet repræsenteret, som tilfældet er i Randers a.s nordl. del.

Da klimaforbedringen, der varslede istidens slutning, satte ind, smeltede gletscherranden tilbage. Den veg, dels mod nø., ud gennem Gjerlev hrd., dels mod nø. og sø. over Djursland. Gennem det fritlagte land fossede smeltevandselvene v.på, delvis følgende de render, der tidl. var skabt som tunneldale. En stor flod gennemstrømmede dengang Djurslands midterste dele fra ø. mod v. og føjede sit formpræg til det dalstrøg, vi nu møder i Kolindsunds tørlagte søbund, i Pindstrups moseverden og Alling å’s dalføre.

I afsmeltningstiden vekslede mildere perioder med køligere, og som følge heraf fremkom svingninger af israndens beliggenhed. Under et sådant klimatisk betinget isfremstød rykkede gletscherranden i a.s sydl. del atter erobrende frem i Ø. Lisbjerg hrd. og det sydl. Djursland. Isen har således dækket a.s allersydligste dele, da de nordl. områder forlængst var isfri. I lang tid har isranden stået langs denne, den s.k. østjy. israndslinie, hvis beliggenhed er konstateret af den da. geolog Poul Harder ud fra de spor, den har efterladt sig i landskabet, stedvis i form af endemoræner, men tydeligst ved smeltevandsstrømmenes aflejringer i de gl. dalsystemer. Så bevirkede solens tiltagende magt, at isen atter smeltede bort over området – men det skulle alligevel ikke være istidens endelige afslutning. Endnu en isstrøm, den allersidste, skulle komme til at præge a.s overfladeformer. Den rykkede denne gang angrebsvis frem s.fra. Det var den s.k. baltiske is, der i istidens slutfase fra Skandinaviens fjelde fulgte Østersøens lavning. Gennem bælterne blev isen presset n.på, vigende uden om de mægtige dødismasser, der stadig henlå over det centrale Fyn, helt til det sydl. Djursland. Her formede de yderste gletschertunger ved deres slid på undergrunden de bækkenformede lavninger, der havfyldt nu udgør Kalø og Ebeltoft vige, samtidig med at det bortskrabede materiale sammen med de i isens bundlag medførte morænemasser blev presset op til de endemorænebuer, der nu runder sig afgrænsende n.f. de to bugter. Smeltevandets vildtstrømmende masser søgte n.ud og aflejrede her, n.f. bakkebuerne, det store strøg af hedesletter, der flader sig ud ml. Hoed, Tirstrup, Thorsager og Auning.

Således skabtes landskabets storformer i istiden. Detailskulpturen kom til sen. på mange måder. Skrænterne blev furet af regnkløfter og vildbække. Arktisk jordflydning, pludselige jordskred og den stadigt virkende jordkrybning ændrede den s. 525 opr. moræne topografi. De skiftende havniveauer bevirkede i perioder, når havet stod lavt, genoplivet dybdeerosion i alle vandløb, og, omvendt, en udfyldning af dalbundene med flod- og havsedimenter, lagdelt sand og grus, når havet stod relativt højt, hvilket var tilfældet flere gange i stenalderen.

Stenalderen var arkipel-perioden i a.s landskabshistorie. Det store ø.-v.gående dalstrøg i Djursland blev i havstigningsperioderne et kompleks af sunde, der opdelte halvøens nordl. del i flere øer, og dybt indtrængende fjorde findelte yderligere landmassen.

Den relative hævning på 4–5 m siden stenalderen har bidraget til atter at svejse området sammen til en landskabelig enhed. De lave marine forlandsflader overalt i kystegnene fortæller tydeligt derom. Dertil kommer så menneskets landskabsformende indgriben, bakkernes afglatning ved årtusinders jordbehandling, dræningens ændring af grundvandsforholdene og sidst, men i Randers a. ikke mindst, tørlægningsaktiviteten, hvorved fx. den sidste vandflade i det gl. stenaldersund forsvandt (se afsnit: Kolindsund).

Er landskabsdannelsen så sluttet? Ingenlunde, landskabet forandres stadigvæk. Som skovdækket gennem tiderne har skiftet karakter, har kulturplanternes mønster stadig skiftet form, ofte med konsekvenser af ikke tilsigtet og ret uoverskuelig art. Muldflugt har således været en plage mange steder på det nordl. Djurslands sandjorder siden 1950erne. Er det en følge af, at markoverfladerne udsættes for det tørre forårs kraftige blæst i nypløjet og harvet stand, fordi der er sket en landbrugsmæssig udvikling med større vægt lagt på vårsæd, efter at byg er blevet den dominerende kornart? Også bebyggelsen er landskabsprægende – og i denne henseende skete revolutionerende ting, da den gl. landsbyform opløstes efter udskiftningen i 1700t.s slutn. og 1800t.s første tiår. Vor tids udstykning, centralskoler, hjem for gamle, ny gårdtyper og vejanlæg bringer stadig ny elementer ind. Landskabet er i stadig udvikling – hvad vi oplever, er det aktuelle øjebliksbillede.

De dalfurede moræneplateauer. Randers a.s vestl. halvdel, fra Mariager fjord til Todbjerg ca. 7 km fra kysten ved Århus bugt, præges terrænmæssigt af de udstrakte storbølgede moræneplateauer med en gennemgående højdebeliggenhed i 60 m niveauet. Plateauet har ofte, fx. omkr. Skjellerup ø.f. Hobro, så svagt et relief, at landskabet fremtræder som moræneflade. Stedvis hæver terrænet sig til større højder samtidig med, at overfladeformen skifter til stærkt bakket og jordbunden til sandet-gruset. S.f. Mariager træffes et sådant bakkedrag, der kulminerer i Hohøj, 110 m, lige s.f. fjordbyen. Det fortsætter i en bue mod sø. dækket af de store Skrødstrup og Hem skovområder, i hvilke Sølehøj når 117 m og Solhøj 108 m’s højde. Højdedraget forløber videre v.om Hem, hvor Møgelhøj, 95 m, Ormhøj, 84 m, og Enhøj, 78 m, alle kronet af gravhøje, giver landskabet individuelt særpræg, til egnen nv.f. Hald, hvis bakketoppe Vorhøj, Østerhøje, Stolsbjerg høje og Grønhøj når op i lign. niveau. Landsbyen Hald, en af de store landsbyer, der er typisk for området her mod ø., hvor den sandede bund er afløst af givtig lerbund, ligger i en højde af 103 m o.h. Dette bakkedrag må tolkes som en ophobning af moræne langs isranden, der under afsmeltningen mod nø. her har haft en stilstandslinie, medens isen i øvrigt i a.s nordl. del er smeltet jævnt tilbage uden ophold el. fremstød.

I a.s sydl. del, v.f. Vissing, ligger et kuperet højdeområde m. mange småskove; det når i Lysnet en højde på 131 m, og ved plateauområdets s.grænse, ø.f. Hårup, s. 526 hæver Ballehøj, 117 m, sig et halvt hundrede m over plateauniveauet. Disse højtliggende morænebakker har ingen orientering, der kunne tyde på stilstandslinier, men er mul. aflejringer oven på et i tidl. istider el. mul. i tertiærtiden udformet højdedrag.

Er moræneplateauets monotoni således enkelte steder blevet af brudt af ophobede bakkeområders reliefrigdom, så er den landskabelige afveksling her i Randers a.s vestl. dele dog i langt flere tilfælde fremkommet på en helt anden måde, nemlig ved landmassens sønderskæring gennem vandløbserosionen. Denne erosion er af forsk. art. Den store opdeling af området skyldes tunneldalene, hvis hyppige forekomst og store dimensioner i a.s nordl. del er betinget af, at denne egn var mødestedet for ismasser fra n. og ø. Mariager fjord er den havtransgrederede del af et af de tunneldalstrøg, der førte smeltevandet til gletscherporten v.f. Hald sø. Stejlthældende står moræneplateauets kanter ud mod fjorden, dækket af skræntskove, idet dyrkning er udelukket p.gr.af skrænternes voldsomme fald. Fra Hobro i dalbunden går hovedvej 10 brat opad, så breder fladen sig foran en, når man er nået 50 m op. Allr. efter 5 km går vejen brat 40–50 m ned ad Randers bakker, medens udsigten mod ø. åbner sig mod Glenstrup søs 5 km lange vandflade. Så stiger vejen atter op ved Holmgårde, hvor Brunhøj ø.f. vejen når højden 53 m – vi er atter på plateauet efter at have passeret den tunneldal, der, næsten parallel m. Mariager fjord, har ført smeltevandet i istiden mod sa. mål, Alhedens kegletoppunkt. Ø.f. Glenstrup sø fortsætter dalen ø.på, snart bred, så smal; mosefyldte lavninger veksler med højere morænetærskler, af hvilke en v.f. Svenstrup danner vandskellet ml. Kastbjerg å, der løber ø.på til Mariager fjord og Østerkær bæk, der udmunder i Glenstrup sø, som igen afvandes af Kongsvad Mølleå til Skals å og dermed til Limfjorden.

Næste tunneldal, vi møder på vor færd s.på ad hovedvej 10 er Gudenå-dalen, hvis stejlskråninger man passerer, ned ad Randers’ ualmindeligt stærkt hældende n.-s.gående gader. Undervejs er vejen gået med kilometerlange lige stræk over plateauet, dog med dybe dyk i Kåtbæk ådal ved Purhus og Kousted ås dal ml. Terp og Råsted. Her møder vi den anden form for vandløbserosion, de ådale, der er udskåret efter istiden, de postglaciale dalsystemer. På omtalte strækning løber hovedvejen kun et par km fra Skalsåens mægtige dalseng, og det er med denne lavning, der blot ligger 10 m o.h., som erosionsbasis, at de nævnte vandløb baglæns har gravet deres render dybt ind ø.på i moræneplateauet.

Bevæger man sig i området ml. to tunneldale, fx. ad den ø.-v.gående hovedvej 16, ml. Fausing og Randers, er terrænoplevelsen en ganske anden. Denne gl. rute er nemlig en vandskelsvej, der giver en mulighed for over lange stræk at opleve moræneplateauets topografi. Den omtalte 15 km lange strækning løber vejen næsten snorlige over det 50 m høje plateau, hvis overflades lange, flade bølger kun bevæger sig 10 m op over og ned under gennemsnitshøjden. Mod n. har man i klart vejr en vid udsigt over det 3–4 km brede tunneldallandskab, Gudenå-dalen og Grund fjord, en verden for sig af grønne, side enge, med græssende kreaturer, overflagret af viber, med ænder vuggende på strømmen og de mange hullers vandflader og her og der en kærhøg på jagt over rørsumpens tagrørsskove. Mod s. kan man fx. fra Grevelshøj sv.f. Fausing se ud over den s.for liggende tunneldal, der gennemstrømmes af Alling å – en fortsættelse af det dalstrøg, der går gennem hele Djursland fra ø. til v.

Forlader man hovedvej 16 fx. ved Slyngborg kro og tager s.på, så er man allr. efter 200 m’s færd i et stærkt kuperet bakkeland. Ml. stejlskrænter på begge sider af vejen m. smålunde og bratte markhældninger når man ned til Ammelhede. Alle de bakker, vi her færdes imellem, er imidlertid lavere end moræneplateauet – det er, hvad der kaldes »falske« bakker, fremkommet ved plateaukantens sønderskæring gennem udvikling af et forgrenet net af erosionsdale, ml. hvilke bakkekuplerne altså udgøres af plateaumassens resterende dele. Den sa. topografi genfinder man, så snart man fra hovedvejen drejer n.på; ad snoede veje kommer man ned gennem en af de tætliggende slugter fx. til Volkmølle – et navn, der antyder, at det vildtstrømmende vand ned ad de stejle fald har kunnet udnyttes som drivkraft, før elektrificeringen gjorde vandkraftsudnyttelse uaktuel.

Den her skildrede type af morænelandskab fortsætter, dog i lavere niveau, ud i det nordl. Djursland. Også her forekommer bakkeområder, der er formet ved aflejring og oppresning langs gletscherranden i stilstandsperioder, således i et strøg fra Skovgårde nær n.kysten, hvor Hegedal Bavnehøj når 58 m, gennem Overskov, v. f. Mejlgård, med Høgebjerg, 74 m, fortsættende mod sø. i det 70 m høje bakkeparti s.f. Glesborg. Dette bakkeområde afsluttes brat af en bred dalfure, et eks. på den tredie type af erosionsdale, der ved bortgnavning har skabt reliefrigdom i moræneplateauet, en smeltevandsdal, udformet af afsmeltningstidens store floder. Den 2 km brede dal v.f. Kirial viser i nutidslandskabet med al ønskelig tydelighed, hvordan den omtalte smeltevandsflod her s.fra er strømmet i en stor bue – en flodmæander som Mississippis i nutiden. I ydersvingene har floden udformet bratte erosionsskrænter, som endnu står med al stejlhedens indtryksgivende styrke i dalens ø.side, ml. Kirial bro og Kainsbakke, som er en smal plateaurest, en dalspore, fremkommet ved erosion såvel fra s.siden som fra n.siden. Den vestl. dalsides kilometerlange halvcirkelsving tegner sig lige så klart v.f. Holmegård, ikke mindst fordi den 20 m høje skrænt her er skovklædt og derfor danner en landskabelig stærk kontrast til dalbundens dyrkningsflader.

Den sydl. bakkeverden. Morænelandskaberne i a.s sydl. dele danner helt igennem en modsætning til det østjy. moræneplateau m. dets enkelte bakkestrøg og kraftige erosionsrelief. Her mod s. er det pålejringen af materiale langs den østjy. israndslinie, der giver landskabet på Jylland-siden indtil 6–7 km ind i land et absolut særpræg. Det sydl. Djursland derimod har en landskabskarakter, der skyldes den opstuvning af moræne, i vældige bakkebuer, det ene system konformt inden for det andet, der finder sted foran en levende gletscher, når randen i en periode er underkastet stadige oscillationer, ɔ: tilbagesmelten og fremstød af isranden.

Landskabet nær grænsen til Århus a. skifter karakter langs en linie, der begynder v.f. Todbjerg og løber mod ø. til Bendstrup og videre n. om Vorre til Hestehave skov, 2 km s.f. Hornslet. Herfra fortsætter linien mod nø. til Gl. Mørke og videre mod Thorsager. N.f. denne landskabsgrænse træffes den føromtalte plateautopografi, men s.f. linien er landskabet langt mere småkuperet. Tydeligt opleves det fx. i Bendstrup-egnen, hvor Ballehøj, 117 m, n.f. linien er højeste punkt i en kvadratkilometerstor svagt men regelmæssigt hældende kuppelformet morænebakke, medens området s. derfor ml. Todbjerg, Vorre og Hjortshøj er en uregelmæssig bakkeverden m. mange bakketoppe og mellemliggende moselavninger inden for hver kvadratkilometer – som fx. Tinghøj, 98 m, Kirkeborg høj, s. 529 94 m, Myrehøj, 87 m, og Tyrebjerg, 83 m, ml. Grøttrup og Brandstrup. V.f. Hornslet og videre mod nø. er grænsen yderligere accentueret derved, at området n.f. linien er lave, flade flodsletter, 17–18 m o.h., delvis forsumpede som fx. Hornslet mose og Mørke kær, medens landskabet sø.f. linien hæver sig til et bakkeområde med højder som Møllebakke, 68 m, Assenbakke, 67 m, bakker m. en vis orientering og længdeaksen parallelt med landskabsgrænsen. Det er det sidste isfremstøds særprægede aflejringsformer, som præger denne del af a.s overflade. Isens bevægelsestilstand må have været væsentlig forsk. fra den, der har formet de nordl. områder.

Det allersydligste Djursland, Mols m. Helgenæs, og Ebeltofthalvøen (tidl. Hasnæs) frembyder rene skoleeksempler på den rækkefølge af landskaber, dannet ved en aktiv gletschers rand, som af den tyske geograf A. Penck er blevet betegnet som »den glaciale serie«, en betegnelse, der har fundet vej til mange geografiske læreog håndbøger. Serien består af inderlavning, også kaldet tungebækken el. centraldepression, dannet ved gletscherens erosion, endemorænebakkerne, formet ved oppresning af moræne langs isranden under fremstød af denne, og, uden for bakkerne, flodsletten, opbygget af lagdelte grus- og sandmasser, som smeltevandsfloden har aflejret. I Danmark betegnes sidstn. landskabsform alm. som hedeslette. Denne serie af typisk forsk. landskaber forekommer i Danmark en række steder, således i Odsherred, men intetsteds så indtryksgivende som her i Djursland. Der skal erindres om, at serien ikke alm. forekommer i den »penckske« eller djurslandske udformning langs isens hovedopholdslinie gennem Jylland – her mangler de højtoptårnede randmorænebakker de fleste steder.

Kalø vig og Ebeltoft vig er inderlavninger, der ved den nuv. havstand er vanddækket og fremtræder som halvcirkelformede bugter. Rundt om dem ligger de store bakkebuer, som, hvor de mødes i Mols Bjerge, presset op fra begge sider, når store højder, Agri Bavnehøj, 137 m, Stabelhøje, 134 m, Dybdal bakke, 133 m, Julingshøje, 100 m, m.fl., hvis kuppelsilhouet i de fleste tilfælde yderligere har en gravhøjs lille kuppel som øverste detalje. Kommer man ad hovedvej 15 v.fra og standser ved Ugelbølle, højt oppe på morænebuen, har man for sig mod s. den mest betagende udsigt over vigen og dens afgrænsende bakkedrag. Kører man så i retning mod ø., må man først dybt ned i dalen m. Følle bæk, før man atter arbejder sig op mod Rønde, der syner som en bjergby forude på den 100 m høje bakkeskråning. Og vover man sig op på toppene i Mols Bjerge, så har man hele bakkesystemet klart for sig med blik til vandfladen i begge vigene og hele verden liggende under sig set på sa. måde som fra en stationært svævende helikopter. Da opdager man tillige, at bakkerne, trods det at vandrette markflader ikke forekommer, er opdyrket. Markfelternes mønster er udbredt over bakkeverdenen, thi et dækkende morænelerslag er efterladt over de sten- og grusmasser, der udgør bakkernes indre.

På Ebeltoft-halvøen fortsætter bakkebuerne m. mellemliggende lave zoner i et koncentrisk system af mindre dimensioner ø.på; Hyllested Bjerge med Gratbjerg, 66 m, kan nævnes som eksempel. S.f. dette bakkeland ligger Møgelmose i lavningen, så følger næste bakkebue, der i kystlinien slutter med Jernhattens 49 m høje bakkeknude. I området ml. Stubbe sø og Dråby sø støder de nævnte østl. israndslandskaber sa. m. bakkebuerne omkr. Ebeltoft vig på lign. måde, som det er tilfældet vestligere i Mols Bjerge. Ikke mange steder i landet har man inden for så lille et område så voldsomme højdeforskelle. Hastigt skifter landskabsbilledet som følge af interferensen ml. det utroligt varierede relief og vegetationsmønsteret bestående af markafgrøder, løvskove, nåletræsplantager, lyngbakker, rørsump og moseplanter. Intet under at det sydl. Djursland er blevet et ferieland for naturglade danskere!

De omformede hedesletter. Hedesletterne n.f. det sydl. Djurslands vældige bakkedrag har på ingen måde de vestjy. hedesletters dimensioner. De minder for så vidt mere om de daludfyldninger med hedeslettekarakter, man træffer fx. i Lilleås dal og i Rosenholm å’s nv.f. Gl. Mørke, men overgår dog disse i bredde adsk. gange. Mange steder, således ml. Mårup, Stabrand og Tirstrup, oplever man den udstrakte flade, svagt hældende fra 20 m niveauet i de sydl. dele til 10 m ved Auning og yderligere aftagende n.efter. Store nåletræsplantager, som fx. Skramsø plantage, dækker mange km², store strækninger er opdyrket, kun få steder træffes lyngklædte arealer m. enebærbuske. Den omfattende plane slette v.f. Tirstrup byder på naturlige forudsætninger for anlæg af lufthavn, hvortil den da også blev udbygget under den ty. besættelse under 2. verdenskrig. Den påfaldende og unødvendigt brede betonvejstrækning af hovedvej 15 her gennem n.randen af Fruerlund plantage er opr. bygget som startbane. Ved indkørslen til Tirstrup civile lufthavn, der nu udnytter dele af det militære anlæg, kan man også opleve en advarselstavle mod flyvemaskiner på vejen – et vejskilt, som ikke ses ret mange andre steder.

Det, der i Djursland bryder hedesletternes fladekarakter, er den udbredte vandløbserosion, hvorved et stærkt forgrenet dalmønster er nedskåret i fladerne, således at disse er helt dissekeret derved. I dalenes laveste dele er Litorina-havet trængt ind i stenalderens havstigningsperioder, – de har dengang været forgrenede fjordsystemer. Havbundsaflejringer er afsat oven på smeltevandssandet, og efter den postlitorine landhævning har disse lave områder i hedesletterne været søer og moser, der dels naturligt, ved tilgroning, dels kunstigt ved dræning og udtørring har kunnet omdannes til agerfelter, idet fjordsedimenterne alm. danner et langt bedre dyrkningssubstrat end hedesandet (se afsnit: Kolindsund).

Overgangen ml. højt bakkeland og foranliggende hedesletter er stedvis abrupt som fx. fra Metkær høj, 63 m, til den ved foden liggende hedeslette omkr. Ryom å sø.f. Dagstrup. Sa. landskabelige situation foreligger ved Thorsager, hvor den 63 m høje bakke s.f. byen mere jævnt skrider ned til Medkær.

Andre steder er isen smeltet hastigt bort fra sin nordligste position uden at efterlade en markeret endemoræne. Da hedeslettens sand har været afsat op ad bræmuren, støttet til denne, står denne iskontaktskrænt nu i noget tilskreden stand som en skråning, ad hvilken man fra morænelandskabet altså går op på hedesletten, som det fx.er tilfældet ved Feldballe (se fig.s. 527). På nævnte sted ligger der sydligere en typisk endemorænebakke, Gedbjerg, med længdeudstrækning parallel m. isranden – en vold skubbet op under et fremstød, der altså ikke er nået helt ud til hedeslettens kant.

P.gr.af landhævningen siden stenalderen er vandløbserosionens dybdegrænse stadig blevet sænket; ændrede vandløbsretninger i afsmeltningstiden kan have haft sa. virkning i tilfælde, hvor afstanden til havet er blevet forkortet. Følgen er, at man i dalene i hedesletterne ser den ene dal nedsænket i den anden, som det er tilfældet fx. ved Rosmus (se fig. s. 540).

Kysterne. Randers a.s kystlinieforløb er, hvad hovedformen angår, bestemt af dybgrundsstrukturen, for så vidt som Djurslandfremspringet på Jyllands ø.kyst i første instans er tektonisk betinget, idet Danium-kalken her ved forskydning ml. brudlinier er hævet så højt, at en modstandsdygtig kridtbjergart er bragt op over havets niveau. Djursland-halvøen er altså – ligesom Stevns-halvøen på Sjælland – en horst. Ligesom Stevns’ kalkstensmasse ved sin modstandsevne har kunnet influere på isstrømmenes forløb i istidens slutfase, da isdækket tyndede ud – den store indlandsis i istidens hovedafsnit var jo ubekymret gledet ud over alle hindringer – således har også Djursland kunnet bremse de gletschere, der under bæltfremstødet, istidens sidste kapitel, s.fra nåede hertil, så de aflossede deres last af morænemateriale langs halvøens s.kyst.

Moræneaflejringernes relief er her som overalt i det egl. Danmark – undtagen Bornholm – en afgørende faktor ved kystliniens opr. udformning. Det er morænemassernes ophobningsformer, der i samspil m. den aktuelle vandstand i havet her bestemmer kystliniens forløb.

Den tredie faktor, der har været af betydning for kystliniens aktuelle form, er brændingsbølgernes nedbrydende og transporterende kraft. Bølgekraftens størrelse og orientering er igen afhængig af vindenes – især stormvindenes – retning, hyppighed, styrke og varighed. Dertil kommer, at havbundsrelieffet spiller med s. 532 ind, idet stor vanddybde er nødvendig for store bølgers dannelse. De geografiske udbredelsesmønstre af landmasse og havareal er yderligere af betydning, idet bølgekraften også er afhængig af »det frie stræk«, ɔ: længden af den åbne havflade, over hvilken vinden kan virke.

Når alle disse forhold tages i betragtning, får man forklaringen på de yderst forsk. kysttyper, der er repræsenteret i Randers a. A.s kyster kan bruges som eks. på da. kystudvikling, idet alle hovedtyper, bortset selvfølgelig fra granitkyster, forekommer her og vel at mærke på alle omformningsstadier, idet bølgekraften langs a.s kyster varierer fra helt ubetydelige til meget store værdier. Også den menneskelige kystformende faktor gør sig langs Randers a.s kyster bemærket på karakteristisk vis ved havneanlæg og kystsikringsarbejder.

I Kalø vig møder vi den opr. morænekyst praktisk taget upåvirket af kystudlignende processer, fordi denne bugt, der udfylder et tungebækken formet af en buet gletscherfront, har et snævert indløb ud mod et lukket farvand i læ for de hyppige og kraftige vestenvinde. Kystlinien bestemmes helt af morænemassernes overfladeformer – den lille bugt ved Følle er således dannet ved havets indtrængen i den inderste del af den tunneldal, gennem hvilken smeltevandet i istiden under gletschertungen strømmede n.på ud over hedesletterne ved Tirstrup.

Ebeltoft vig har sa. tilblivelseshistorie, men åbningen ud mod bæltfarvandet er mindre beskyttet. Bølgekraften er derfor her større, hvilket også viser sig derved, at kystlinien er langt mere udlignet, end tilfældet er i Kalø vig. Små bugter er langs Ebeltoft vigs kyst blevet lukket ved sandtanger, hvorved strandsøer er blevet afspærret. Bogens sø ved vigens v.kyst er af denne oprindelse, og bugtens kystlinie nærmer sig nu stærkt til et cirkelslag m. centrum midt i den dybe del af indløbet – den ligevægtsform som udviklingen tenderer imod for slige bugters vedk.

På Helgenæs ligger v.kysten udsat for de vestl. stormvinde, der fejer over Århus bugts 15 km lange fri stræk. Virkningen er ikke udeblevet. Kysten fra Stavsøre mod n. til Sletterhage sydligst er totalt udlignet – en linealkyst formet af havkræfterne i en landmasse, der opr. har haft en helt anden form. Som skåret med en kniv skærer kystlinien gennem bakkelandet uden hensyn til dettes relief. De små udbugtninger, der forekommer stedvis på denne kystlinie, skyldes udskridende masser af tertiært plastisk ler, der bevirker, at også den dækkende moræne styrter i havet. I havstokken bliver jordmasserne dog relativt hurtigt sorteret og transporteret bort, lerpartiklerne opslemmet i det strømmende vand, grus og sand i siksakbevægelse langs kysten ved den materialvandring, der forårsages af de skråt indløbende bølger.

Helgenæs’ v.kyst er det bedst tænkelige eks. på en udligningskyst, der under bibeholdelse af sin ligevægtsretning vinkelret på de dominerende stormvindes orientering stadig rykker tilbage. Den er tillige et eks. på en kyst, der leverer stof til den materialtransport, der sker langs visse kyster, det stof, grus og sand, der sen. aflejres på passende lælokaliteter.

Hvor disse er i foreliggende tilfælde, er klart. Når materialvandringen under påvirkning af sv.vinde er n.gående, vandrer grus og sand omkr. pynten ved Stavsøre og ind i Begtrup vig, hvor det opbygger en strandvoldslette, der hastigt vokser i størrelse umiddelbart inden for hjørnet. En fuldstændig analog, men spejlvendt, transportdynamik fungerer ved Begtrup vigs n.kyst, hvor der s.f. Strands for tiden sker en tilsvarende landvækst på grundlag af materiale, der kommer s. 533 vandrende fra det v.f. liggende Mols Hoved. De store mængder af sand, der på denne måde bringes ind i Begtrup vig, har ingen mulighed for atter at komme ud, da vigen ligger i læ for østl. vinde. Bugtens udfyldes altså gradvis i mundingen såvel fra n. som fra s. Begtrup vig er et helt skoleeksempel på bugters tillukning. I international videnskab betegnes, efter forslag af den da. kystforsker Per Bruun, det sted, hvor materiale kommer fra, som kildelokaliteten, »source locality«, og det sted, hvor det aflejres, som afdræningsstedet, »drain locality«. Helgenæs’ v.-kyst og Mols Hoved er fortrinlige eks. på det første begreb, Begtrup vig et lige så klart eks. på det sidstnævnte.

Djurslands ø.kyst har en udpræget guirlandeform med fremspring ved Jernhatten, Glatved, Havknude, Fornæs og Knudshoved. Alle de nævnte lokaliteter er steder, der har ydet modstand mod de stærke havkræfter på denne strækning. Det er mægtige moræneknuder m. indhold af grundfjeldsblokke, fx. ved Jernhatten, el. kalkrullesten som ved Glatved. Ved Fornæs er det selve kalkundergrunden, der kommer frem i havbunden. Ml. disse fikspunkter er der buede strækninger opbygget af rullestensstrandvolde. Kysten kan betegnes som en modent udlignet kyststrækning.

Langs Djurslands nø.hjørne kommer kalkstensdybgrunden frem i Sangstrup og Karlby klinter. Med lodrette vægge rejser klinterne sig over strandens rulleflintmasser. Brændingsskabte huler i klintfoden vidner om havets grådighed under storm. Ved sommerlavvande ligger de kystnære dele af havbunden tilgængelige. s. 534 Her kan man gå på den abrasionsflade, der er fremkommet ved klinternes successive tilbagerykning – en kalkstensoverflade med jættegryder udhulet af rullestensblokke under storm.

N.kysten af Djursland og Ålborg bugts kyst videre n.efter er en udligningskyst, hvor klintpartier som Knudshoved og Stavnshoved veksler med strandvoldssletter opbygget af den nedbrudte morænes stenindhold. Når udligningen her er så stærkt fremskredet, at kysten kan betegnes som gl. udligningskyst, er grunden den, at bølgekraften her når sit maksimum langs a.s kyster. Det største fri stræk mod n. når helt til Oslo fjord, altså ca. 300 km, og mod ø. og nø. ligger hele Kattegats udstrakte vandflade.

Fjordkysterne er et kapitel for sig, de er behandlet under landskabsbeskrivelsen og afsnittene: farvande, havne og marint forland.

Det marine forland. De havskabte unge landskaber har stor udbredelse i Randers a.s nordl. del. Denne lokalisering er dels en følge af, at denne del af a. er hævet mest, 4,5 m, siden stenalderens højvandsperioder, dels skyldes det den alm. regel for materialvandring i bugter: indefter fra begge sider, hvorved en stærk opfyldning har fundet sted også i Ålborg bugt, der netop afgrænser Randers a. mod nø. Af forlandstyperne er det derfor især den egl. hævede havbund og strandvoldssletterne, der dominerer. Afspærringsforland, dannet ved bugters lukning af sandtanger og sen. tilgroning af de derved fremkomne strandsøer, findes en række steder. Marsk er ikke repræsenteret, da den nødvendige forudsætning, ebbe og flod, er ubetydelig langs a.s kyster.

Langs Mariager fjord begynder forlandsbræmmen ø.f. Hadsundbroen og vokser i bredde, efterhånden som man kommer ø.på, indtil den maksimale udstrækning, 8 km, nås ud for Udbyneder. Til det høje morænebakkeland omkr. Ajstrup danner de lave marine flader ud mod fjorden den mest slående modsætning – et todimensionalt landskab udformet i vandret plan, hvor begrebet højdeforskel ikke synes at eksistere. Engene breder sig, gennemtrukket af lineallige afvandingsgrøfter, og yderst ude afgrænses forlandet ved en bræmme af rørsump mod fjordens udstrakte lavvandede strandplan. Grænsen indefter, ml. forlandet og morænebakkerne, er områdets mest indtryksgivende landskabselement, en stejlskrænt, stedvis som fx. ved Overgård skovbevokset, fordi dens bratte skråning udelukker opdyrkning. Det er den gl. klintekyst fra stenalderen, der her med al tydelighed afgrænser det gl. bakkeland fra de unge, sentdannede flader. Stedvis, fx. ø.f. Lystrup, hvor klinterne i stenalderen har ligget udsat for kraftig bølgepåvirkning på grund af stort frit stræk mod ø., er denne »fossile« kyst stærkt udlignet. Stenalderfjorden, der nåede helt ind til Trudsholm, 4 km fra nutidens kyst, tegner sig stadig tydeligt i nutidslandskabet, og når aftentågerne efter klare sommerdage driver over engene omkr. Fuglsø bæk som et hav af dis, mens Klattrup høj tegner sig klart mod ø. og Kukkenborgskrænterne ses tydeligt mod v., så synes man at se fortidens fjordtopografi tegne sig med al ønskelig klarhed i nutidslandskabet. På kortbladet fremtræder de opdyrkede dele af fladerne, fx. Nørrekær n.f. Overgård, takket være de paralleltløbende grøfters liniesymboler som en mosaik af stilebogssider.

Ø.f. Udbyneder, hvor det marine forland danner en tilsyneladende uendelig fladeverden, vidner stednavnene stadig om tiden, før afvandingsteknikken satte s. 535 ind, før diger blev opf. til sikring mod højvandskatastrofer, før vandstanden blev reguleret ved sluseporte, da disse egne var fugtprægede og kulturfjendtlige. Sylten taler om sid bund, Byvejle om stedet, hvor man kunne vade over, Storetørve siger indirekte, at der har været vådt udenom, Hulmade tegner et englandskab med småsøer, og Tuerne er en malende beskrivelse af et område, hvor man sprang fra tue til tue – ligesom man må gøre det i dag i forlandets ydre lavestliggende zone nær havkysten. Et navn som Enghave taler om forlandets erobring, om kvægavl. Herude på fladerne høres overalt om sommeren de græssende køers rusk i engplanterne, men menneskelige våninger er sjældne. Befolkningen hygger sig inde i grænsezonen til bakkelandet. Her ligger en stribe af randbebyggelse fra Arensborg i n. til Demstrup mod s. Kun et par steder fylker gårdene sig herude i det åbne land, nemlig i Bjerre og Sødring – navnet Sødringholm fortæller tydeligt om den gang, da dette sted lå som en ø omgivet af vandlidende strandenge og lavvandsstrækninger. Nu breder agerfelterne sig om den tidligere holm, og Sødringholms skov dækker nu et par kvadratkilometer af det marine forland ø.f. øen, hvorved den opr. amfibialske karakter helt er forsv. fra dette landskab.

Langs Randers fjord og Grund fjord forekommer sa. landskabstype, og den fortsætter ø.på s. om Ørsted ud til Kattegatkysten. Det trekantede område ml. Udby, Voer og Ørsted, Rougsø hrd.s centrale del, har altså i stenalderen været en ø og i lang tid derefter et af fugtige lavninger velafgrænset område. Denne stenalderøs havkyst, fra Elkær bakke og s.på til Estruplund kirke, har været helt udlignet, og de »døde« klinter danner en lineallige front, nu skilt fra havstokken ved en kilometerbred forlandsbræmme.

I Hevring hede, det udstrakte folketomme område v.f. Hevringholm – også et terrænbeskrivende stednavn – møder vi den typiske strandvoldsslette. Rygge og lavninger danner et vifteformet mønster opbygget ø.fra, med roden i klintfremspringet ved Lamhøj, hvor de ældste strandvolde med krumoddespidser, formet af de grus- og sandmasser, der er vandret omkr. hjørnet, er orienteret n.-s., medens de yngre efterhånden peger mod sv. og v., for sluttelig at danne nutidskysten med retning mod nv. Som følge af strandvoldssystemets vækst er Hevring å’s udløb blevet forlagt 3–4 km mod nv.

Længere ø.på, ved Mejlgård, har stenalderhavet bredt sig 3 km inden for nutidens kystlinie. De udstrakte køkkenmøddinger i skoven n.f. herregården fortæller, at stenalderfolkene her, på små øer adskilt af lavvandede sunde, har fundet de lælokaliteter nær det fødeydende hav, som de foretrak at benytte som boplads. Navne som Græskærholm og Bøsholm antyder stenaldertopografien, og stednavnet Brønden, der så mange steder i landet er knyttet til et fugtpræget område, forekommer også her midt i Nederskov.

Sv.f. Bønnerup, hvor Hemmed kær, afvandet af Treå, nu breder sig 5 km ind i land, har vi igen en stenalderfjord, hvis ø.kyst med de stærkt kløftfurede skrænter op mod de 60 m høje morænebakker, Bavnehøj og Himmelbakke, står som en markeret modsætning til kærets ellekrat- og engverden.

Ø.f. Stavnshoved breder forlandet sig igen med fyret på Knudshoved-bakken, den tidl. ø, tegnende sin silhuet i horisonten ude mod ø. S.f. Gjerrild ligger Skideneng og Vibkær langs Hovå på marint forland, der når ind til herregården Sostrup, der, ligesom Mejlgård vestligere, ligger i grænsezonen ml. bakkelandet og engfladerne.

S.f. Grenå, hvor nåletræsplantagerne nu delvis dækker Fuglsang og Hessel heder, er det igen en strandvoldsslette, som vi betræder. Den er opbygget s.fra og har tvunget Grenåens udløb n.efter. Kragsø-engene og Rådmandseng v.f. strandvoldsterrænet er afspærringsforlandet, der er dannet i tilknytning til denne udstrakte grusaflejring. Følger vi Grenåen v.på, når vi ind til Kolindsund, hvis skiftende eksistens som stenaldersund, sø og tørlagt område er beskrevet i særligt afsnit.

Ud for Rugård forekommer strandvoldssystemer i største dimensioner, som i forb. m. landhævningen har afspærret søen ø.f. herregården, og s.f. Jernhattens mægtige klintparti strækker et forlandsområde sig langs Havmølle å ind til Stubbe sø, fjordens inderste fordybning, der nu er en ferskvandssø. Det sa. gælder Dråby sø i den del af det tidl. fjordareal, der breder sig s. om landsbyen Holme.

Ebeltoft-halvøens sydl. del, Ørhage og Gåsehage, er en strandvoldsslette formet af de grusmasser, der er ophobet her, efter at være bragt til stedet af den s.gående materialvandring langs den sydl. del af Djurslands ø.kyst. Ahl hage er en tilsvarende forlandsdannelse ved indløbet til Ebeltoft vig. En række steder langs det sydl. Djurslands kyster forekommer små forlandsstrækninger, således dragforbindelserne til Tved Hoved og Dejret Øhoved ud for Knebel vig. Et naturligt drag er også basis for den dæmning, der forbinder Kalø med Djursland. På Kalø vigs v.kyst danner strandvoldssystemer ved Skæring hede et forland, der her som så mange andre steder i Randers a. er udnyttet til sommerhusbebyggelse. Som rekreationsarealer har disse marine grussletter, når afstandsforholdene fra nærmeste storby er passende, fået en værdi, som landbrugsmæssige kvaliteter aldrig ville have kunnet berettige.

Anholt. Ved sin beliggenhed midt i Kattegat, 52 km nø.f. Grenå, bliver Anholt en af Danmarks mest isoleret beliggende øer. Den 22 km² store ø har form som en smal, ligesidet trekant m. en 5 km lang grundlinie, orienteret nnv.-ssø. og med de to lige lange sider dannende en spids vinkel, Toften, 10 km ude mod ønø.

Anholt består af to landskabeligt helt forskelligartede dele, mellem hvilke der dog er en sammenhæng m.h.t. oprindelse. Den mindre, vestl. del er et kuplet morænebakkeland, der når sin største højde i Sønderbjerg, 48 m. Det østl. Anholt er i modsætning hertil et udstrakt, lavt, marint forland, en strandvoldsslette med klitlandskaber, Ørkenen, der udgør 4/5 af øens areal.

Morænebakkerne er opbygget af lagdelt sand, aflejret af sidste istids smeltevandsflader. Overfladen udgøres som så ofte i Danmark af det sidste gletscherdækkes efterladte morænemateriale, der kun pletvis består af moræneler, men de fleste steder præges af en stærk udvaskning, hvorved de finkornede bestanddele er fjernet, så kun det stenede sand og de større blokke ligger tilbage. Bakkelandet omgiver en central lavning, Engen, en tilgroet sø, hvis tidl. eksistens afspejler sig i navnet Stisholm for en bakke i dette område. Stednavnes resistens er så stor, at ældre tiders topografi ofte derigennem kan blive klart belyst. Morænelandskabet er til alle sider afgrænset af kløftfurede stejlskråninger, der må tolkes som kystklinter udformet i stenalderen, da landet lå en halv snes m lavere i forhold til havoverfladen end nu. Datidens Anholt har altså været en moræneø, i hvis flanker litorinahavets brændingsbølger har gnavet bort af landmassen, så kun den nuv. rest er tilbage af en langt større ø, om hvis udstrækning de store vestl. flakområder bærer vidnesbyrd. De mængder af morænemateriale, der i løbet af stenalderens s. 537 havstigningsperioder blev nedbrudt langs øens kyster, er af havet blevet sorteret. Lerpartiklerne er, opslemmet i vandet, ført bort af strømmen til aflejring på bunden langt ude, hvor forholdene var rolige. Grus og sand er i havstokken ført ø.på ved den materialvandringsproces, der iværksættes af de skråtindløbende bølger. Når transporten har været ø.gående, er forklaringen at søge i de dominerende vestenvinde. Herved er på øens læside sket en ophobning af de grus- og sandmasser, der nu danner Anholts største del, Ørkenen, og dennes fortsættelse i Østerrev. Landhævningen siden stenalderen har yderligere medvirket til at bringe den store sandophobning op i det nuv. niveau. Strandvoldsslettens overflade ligger 12–13 m over havet for de ældste vestl. deles vedk., aftagende jævnt ø.på. Stedvis, fx. ved morænelandets sø.ende, viser strandvoldenes retninger den gradvise tilvækst. En vifte af strandvolde udgår fra Kisthøj ved morænelandets s.ende. Af disse er de ældste dannet tæt under land parallelt med den n.-s.gående klintekyst, de sen. med retninger svajende mere og mere mod ø., efterhånden som sandophobningen ø.f. øen voksede og dannede den basis, på hvis kanter strandvoldene blev opkastet under storm. En lign. proces har antagelig fundet sted omkr. morænelandets n.ende, men her er de gl. strandvoldsstrukturer dels atter nedbrudt under havets angreb, dels dækket af flyvesand og derved unddraget direkte iagttagelse.

Når Anholts tilblivelseshistorie behandles så udførligt, er grunden den, at øen ved sin isolerede beliggenhed i sjælden grad giver mulighed for studiet af sammenhængen ml. virkende havkræfter og resulterende kystudformning. Det har vist sig at være en naturregel, at en nedbrydningskyst efterhånden tenderer mod at nå en bestemt udligningsretning. Denne retning formes vinkelret på den s.k. vindvirkeresultant, som er en statistisk gennemsnitsværdi for orienteringen af de dominerende stormvinde. Da bølgefronterne nemlig formeres vinkelret på den vindretning, der forårsager bølgedannelsen, vil en kyst med omtalte udligningsretning alm. være udsat for bølger, der efter brydning i havstokken løber lige op på strandbredden for et øjeblik efter at løbe sa. vej ned igen, hvorved der ikke fremkommer nogen materialvandring langs stranden. Kysten vil altså være i ligevægt, for så vidt som materiale ikke transporteres bort i nogen bestemt retning. Da der fra Anholt fyr er foretaget vindobservationer i snart 100 år, har man for denne ø et fortrinligt statistisk materiale vedrørende vindenes retning, styrke og hyppighed. Den herpå beregnede vindvirkeresultant har retning vsv.-ønø., og morænebakkelandets v.eksponerede klintekyst har netop en retning vinkelret på denne vindvirkeresultant. Da man for Anholts vedk. er helt fri for de komplikationer, der fremkommer, hvor nærliggende øer og fastlandsmasser skaber lævirkninger, lader forholdet ml. kystform og vindforhold sig her særlig tydeligt demonstrere. En anden erfaringsregel siger, at der på læsiden af isoleret beliggende øer vil ophobes materiale som en »hale« forløbende i vindvirkeresultantens retning. Dette forhold illustreres på tydeligste måde af Anholts Ørken, hvis længdeakse er orienteret meget nær i vindvirkeresultantens retning og altså vinkelret på den vestl. udligningskyst. Det trekantede forland, Flakket, nø.f. havnen synes derimod at harmonere mindre godt med den omtalte regel for læsideaflejringer. Dette forland er imidlertid ikke naturbetinget men dannet efter havnens bygning 1919 som resultat af de ved moleanlæggene skabte ny lævirkninger og materialvandringsforhold.

Klitterne på Anholt er af forsk. art. Fra den vestl. strandbred blæser stormvinde s. 538 sand op ad de gl. klinter, hvor det aflejres oven på morænen. Disse topklitter består af finkornet sand. Langs Ørkenens kyster blæser strandsand på lign. måde sammen i havklitter. Klitterne inde i Ørkenen består derimod af langt grovere sand, og stedvis er materialet så storkornet, at man kan tale om grusklitter. Der er her tale om indsande, det vil sige et klitterræn opbygget af de dele af strandvoldenes materiale, som vinden kan flytte om med. De store vandrende sandmasser m. højder indtil 24 m, milerne, er helt vegetationsfri og m. en overflade mønstret af vindribber, det liniemønster, som fremkommer ved sandskornenes springvise flytning under vindpåvirkning. Stedvis bindes sandmasserne af klitgræsser, især hjelmeplanternes stærkt forgrenede rodsystemer. Også gråpil og enebærbuske optræder hist og her som klitvegetation. Ml. klitområderne findes udstrakte plane afblæsningsflader med de for ørkenegne karakteristiske vindslebne »fuglebryststen« med den glatpolerede overflade, der bringer betegnelsen »ørkenlak« i erindring. Blandt strandvoldenes sten er flint yderst alm. Utallige flintflækker vidner om stenalderfolkenes storstilede udnyttelse af dette råmateriale til redskabsfremstilling netop her. Sandflugten på Anholt synes at være begyndt ret sent, formentlig først i midten af 1600t. og antagelig som følge af menneskelig uklogskab. De gl. fyrreskove, hvorom der berettes fra 1500t., er blevet mishandlet ved for stærk hugst, hvorved den naturlige balance ml. vind og plantedække er blevet forstyrret.

Anholts naturmilieu kan således betegnes som menneskefjendskt – kun 10% af overfladen udnyttes landbrugsmæssigt. Det er det omgivende havs fiskerigdom, der betinger øens hovederhverv, fiskeriet, som yderligere er blevet stimuleret ved havneanlægget. I et land som Danmark, hvor jordoverfladen i øvrigt udnyttes næsten totalt, landbrugskulturelt, industrielt og bebyggelsesmæssigt, hvor vejnettet er tætmasket og befolkningstætheden er over 100 pr. km² i gennemsnit, får Anholts Ørken sin særlige betydning som det islæt af vild, utæmmet natur, den udgør midt i landets i øvrigt så udbredte kulturmønster.

Vandløb. Medens afvandingsmønsteret i mange landskaber som fx. alpine foldebjerge er klart overskueligt med veldefinerede vandskel langs de tagformede bjergrygge, er forholdene i et ungt morænelandskab langt mere komplicerede. Det skyldes dels morænemassernes opr. uregelmæssige aflejring med de talr. afløbsløse lavninger, dels det forhold, at ophobningen af disse jordmasser og dermed skabelsen af det initiale relief er sket gennem en lang periode. Derved har afløbsretningerne ofte skiftet radikalt, efterhånden som isen smeltede bort og nye afløbsveje åbnedes. Udviklingen af afløbssystemet er således gang på gang afbrudt, når ny afstrømningsveje er fremkommet, hvorved udformning af et nyt system af erosionsdale har kunnet begynde. Dette er forklaringen på det tilsyneladende, men også kun tilsyneladende, uforklarlige afvandingsmønster i Randers amt.

Største delen af a. afvandes til Kattegat, men fra et område mod nv., afgrænset af en linie fra Hvornum over Svenstrup, Gassum, Hald og Borup, løber overfladevandet gennem Skals å til Limfjorden mere end 30 km derfra, skønt der fra denne egns nordl. del kun er få km til Mariager fjord og fra den sydl. ikke meget længere til Randers fjord. Forklaringen er netop at søge i vandløbsudviklingens historie. Gudenå, el. rettere de smeltevandsmasser, der formede den nuv. Gudenås dal i afsmeltningstiden, har på det tidspunkt, da ismasserne endnu rugede over a.s nordøstl. dele, ikke kunnet løbe ø.på ud i Randers fjord, men strømmede v.på, s. 539 formende det vældige slyngede dalforløb, der nu gennemløbes af Skals å. Fra denne dybt nedskårne erosionsdal udviklede sig ved tilbageskridende erosion en række tilløb ø.fra til så stor dybde, at de stadig byder på tilstrækkeligt fald i vestl. retning. Disse dale gennemløbes nu af Kongsvad Mølleå, der afvander Glenstrup sø, af Kåtbæk og Kousted å. Afgrænsningen af dette område ø.på er skabt ved den vandskelsdannende ophobning af morænebakker, der begynder med Hohøj, 110 m, ved Mariager og fortsætter i en bue mod sø. til Hald. De dybt nedskårne forgrenede kløftsystemer i moræneplateauets kanter ud til Mariager fjord afdræner en zone på 4–5 km langs fjorden, hvorved vandskellet ml. Kattegats og Limfjordens afvandingsområder her s.f. Hobro løber parallelt mod fjordkysten 3–5 km s.f. denne.

A.s nordl. del, Gjerlev hrd. og Onsild hrd.s østl. del, afvandes af Kastbjerg å, som i sit øvre løb gennemstrømmer tunneldalens km-brede dalføre ml. Hem og Kærby, men i sit nedre løb, fra Edderup til udløbet i Mariager fjord, har en derfra helt afvigende karakter. Her er dalen en dybt nedskåret smal ådal af nutidsformat. Denne del af dalen er en langt yngre dal, formet af et vandløb, der ved tilbageskridende erosion har arbejdet sig s.på ind i moræneplateauet, hvorved den har kunnet aftappe den ældre tunneldal og erobre det vandløb, der gennemstrømmede denne.

A.s centrale del afvandes til Gudenå, dels af Lilleå, der danner amtsskel, og s. 540 s. 541 dennes tilløb Vissing bæk og Spørring å med Astrup bæk, dels af Alling å og dens mange tilløb: Skader å, Rosenholm å, Vejle å, Bjælkbæk, Oksenbæk og Tøjstrup bæk. Også Alling å’s øvre løb sker gennem et bredt dalføre med stejlskrænter, fx. ml. Årslev og Clausholm, en dal der opr. er anlagt som tunneldal.

Djurslands sydl. del afvandes til Kalø vig, Ebeltoft vig og Århus bugt, og vandskellet ml. denne den allersydligste del af halvøen og den mellemste og nordl. er særdeles tydeligt i terrænet. Det er det sidste isfremstøds oppressede morænebuer, der danner det yderst veldefinerede vandskel. Midt-Djursland har i det store system af lavninger, der gennemfurer halvøen i vest-østl. retning et centralt dræningsgebet. Ryom å og tilløbene Nimtofte å fra n. og Korup å samt Mårup å fra s. løber ø.på ind i ringkanalerne om den tidl. Kolind sø. Ringkanalerne optager endv. det vand, der kommer m. Ørum å og Skærvad å n.fra og m. Hallendrup å, Nygård å og Lillemølle å s.fra, og de samlede vandmasser føres under kontrol gennem Grenåen og kanalen Ny Grenå ud i Kattegat. Den østligste del af Djursland afvandes af en række små vandløb, som fx. Havmølle å og Katholm Mølleå, direkte til Kattegat, den nordligste del af Ingerslev å, Hevring å, Treå og Brandstrup Mølleå til Ålborg bugt.

På Anholt forekommer vandløb overhovedet ikke, da morænelandskabets udstrækning er for lille til udvikling af et vandløbssystem, og da Ørkenens sand- og grusmasser optager nedbøren i deres store porevolumen til gradvis afgivelse som grundvand.

Hvor vandløb p.gr.af det voldsomme relief, fx. i det sydl. Djursland, har stort fald, har dette været udnyttet som drivkraft, således ved Femmøller, hvor stednavnet taler om denne anvendelse. Tunneldalskrænternes store stejlhed har bevirket, at også disse bliver lokaliteter for vandmølledrift, fx. Volkmølle ved Randers fjord.

Søer. Mange danske søtyper er repræsenteret i Randers a. Fuglsø i Mols’ bakkeland og Tillerup sø er eksempler på de talr. morænesøer, hvis bassiner er fremkommet som lavninger i de uregelmæssigt ophobede morænemasser. I mange tilfælde, som fx. Ramten sø, gør bassinet indtryk af at være et hul fremkommet ved en dødismasses bortsmelten. Glenstrup sø er en typisk langsø, beliggende i en af de fordybninger ml. tærskler, som så hyppigt forekommer i tunneldalene. En lang s. 542 række søer i kystegnene er strandsøer, dannet ved afspærring af bugter af sandtanger. Bogens sø ved Ebeltoft vig er en sådan strandsø, det sa. gælder Nørresø ved Rugård. Stubbe sø og Dråby sø har tidl. udgjort de inderste dele af fjorde, som ved landhævningen siden stenalderen er blevet skilt fra havet, idet de ydre, højere beliggende dele af de opr. fjordbunde er blevet hævet op over nutidens havniveau. Søernes antal har tidl. været meget større. Herom vidner de mange stednavne, i hvilke betegnelsen for sø indgår, skønt disse navne nu er knyttet til moser og enge. Som eks. kan nævnes Hemmed kær s.f. Bønnerup, Vibkær s.f. Gjerrild, Mejlsø mose sv.f. Jebjerg, Fuglsø mose olgn. De udstrakte moseområder som fx. Pindstrup mose vidner om søers omdannelse ved tilgroning, i andre tilfælde er det vandløb, der har aftappet søbassinet, når afløbstærsklen er blevet eroderet tilstrækkelig langt ned. Ved menneskets indgriben er talr. søer tørlagt. Den største landvinding af denne art er Kolindsunds 18 km lange og 1–3 km brede landbrugsareal. Korup sø nø.f. Kalø vig bør nævnes i sa. forbindelse. Vængesø i det østl. Helgenæs er en udtørret strandsø, det samme gælder Vestensø ved Hassensør og Gungerne ved Boeslum.

Andre steder er der ved menneskets indgriben fremkommet store vandansamlinger, fx. de mange mølledamme, og de fleste af herregårdene i Djursland er vandborge, hvis voldgraves vandstand er sikret ved opstemning af åløb. Sluttelig bør nævnes de talr. små vandhuller, der bringer et varierende farveelement ind i landskabsbilledet ved at spejle himmelens stadigt vekslende farvetone: tørvegravenes mylder, der er så karakteristisk for a.s store moseområder.

Farvande. Kattegats vestl. del, til hvilken Randers a. grænser, er dette farvands lavvandede område med bunddybder over store strækninger på 10–25 m og mange flak. Kattegats østl. dele ml. Anholt og Sverige har derimod dybder på over 100 m. Ålborg bugt, farvandet n.f. Djursland, er yderst lavvandet. Ud for Mariager fjord skal man 10 km fra kysten, før dybden overstiger 6 m, og de landnære flak som Hevring flak, Skærbækhest og Tangen ud for Djurslands n.kyst har kun et par m vand på de læge steder. Langs Djurslands ø.kyst er lavvandsbræmmen smallere. Dybder på 6 m træffes allr. få hundrede m fra kysten, hvilket bevirker, at større bølger når langt ind under land med kraftigere nedbrydning og materialvandring til følge. Havknude flak ud for klintpartiet med sa. navn og de lige så stenede lavvandsområder ud for Jernhattens mægtige moræneklint er typiske abrasionsflak, ɔ: flader fremkommet ved brændingsbølgernes angreb på landmassen. Ahlhage, det udstrakte fladvandede område i Ebeltoft vig på v.siden af Ebeltoft-halvøen, er i modsætning dertil et akkumulationsflak, ɔ: en flade opbygget af de grus- og sandmasser, der er vandret s.på langs Djurslands ø.kyst og ind i vigen, hvor lævirkningen har bevirket, at de er blevet liggende. I Hjelm dyb m. indtil 47 m vand ml. Djursland og abrasionsflakket omkr. øen Hjelm har vi et eks. på de dybe render, der udgør så karakteristisk et element i Kattegats bundtopografi. Disse snoede render er udformet som floddale i fastlandstiden for ca. 8000 år siden, da Kattegats sydl. og vestl. dele var landoverflade, og takket være de kraftige bundstrømme, der accellereres i de smalle render, holdes disse fri for opfyldning. Såvel Ebeltoft som Kalø vig er udformet ved gletschertungers erosion og derfor dybest i midten, henh. 14 og 10 m, hvor istykkelsen har været størst. For sidstn.s vedk. er indløbet ml. Skødshoveds og Egå-kystens flak ret smalt, hvorfor s. 543 dybden her af de igennem snævringen ud- og indstrømmende vandmasser er udgravet til 24 m. Anholt er omgivet af store, udbredte flak i de vestl. retninger. Nordvestrevet strækker sig således 10 km ud, før vanddybden når over 6 m, og Stensøre-flakket har en lign. udstrækning mod sv. Langs øens smalle østl. dele når større vanddybder derimod tæt ind til kystlinien, især langs sø.siden, hvor 6 mdybdekurven løber parallel med Pakhusbugts kystlinie kun 400 m ude. Bugtens navn antyder, at man, før øen fik sin havn, har kunnet benytte denne strækning, der tillige bød på læ for de vestl. vinde, som red. Fra øens ø.spids, Totten, strækker Østerrev sig 10 km videre mod ønø. – en smal, blot 1 km bred sandryg med så lidt vand over, kun 1 m på de mange læge steder, at den er en stor fare for sejladsen. Det østligste parti, Anholt Knob, ender brat mod en rende med vanddybder over 70 m.

Tidevandsforskellen er i Kattegat ganske ringe. Dette har sin årsag i det forhold, at de tidevandsbølger, der n.- og s.fra løber ind i Vesterhavet, ophæver hinanden i Skagerrak, hvorfor der ikke herfra kan brede sig nogen tidevandsbølge ind i de indre da. farvande. De lokale af månen og solen genererede ebbe- og flodfænomener i Kattegat har værdier på 10–30 cm og dækkes derfor ganske af de ved vindstuvning forårsagede uperiodiske vandstandssvingninger, der er af en 10 gange så stor størrelsesorden. Normalt vil stormvinde fra n. og nv. fremkalde højvande i havnene på 0,7 m ved åbne kyster som fx. Bønnerup strand og indtil 1,9 m i fjordhavnene. Under langvarige stormperioder har fx. Randers havnekvarter været udsat for virkelige oversvømmelser. Østl. og sydøstl. vinde har i modsætning hertil lavvandssituationer til følge.

Kattegat har som følge af sin karakter som forbindelsesfarvand ml. oceanernes salte vandmasser og Østersøens brakvandsbassin særdeles særprægede strømforhold, fremkaldt ved saltholdighedsforskelle ml. de omtalte havområder. I roligt vejr vil det mindre saltholdige og derfor lette vand som en overfladestrøm med 16–21 0/00 saltindhold være n.gående, medens en bundstrøm af vand med en saltholdighed på 31 0/00 søger s.på. For trafikken er det af betydning, at Kattegat alm. fryser til om vinteren, men uden at skibsfarten dog generes deraf i længere perioder. Visse vintre kan være helt isfri, og nogle gange hvert årh. optræder isvintre, hvor isdækket kan være en hindring i flere måneder. Disse fænomener er udtryk for dette farvands beliggenhed i en overgangszone ml. oceaniske og kontinentale klimaregioner, hvor til tider den ene, til andre tider den anden af disse dominerer situationen helt.

Havne. Naturlige havnemuligheder forekommer langs kysterne af de i landmassen dybt indtrængende fjorde. Her har der været læforhold, samtidig med at render i fjordbunden har muliggjort sejlads, indtil skibenes tiltagende dybgående i løbet af det sidste 100 år har nødvendiggjort udgravning og vedligeholdelse af gravede render. Placeringen af gl. havnebyer som Hobro og Mariager er betinget af disse forhold i forb. m. dels den fordel, det i middelalderens urolige perioder har været at ligge beskyttet mod de hyppigt forekommende uventede overfald af sørøvere, der var en plage for al bebyggelse ved yderkysterne, dels de omliggende egnes gennem tiderne skiftende behov for laste- og lossemuligheder. I de nævnte fjordbyer er havnenes bolværkdybder bestemt af rendernes dybde og af den dybde, hvortil barren ved indløbet til Mariager fjord holdes klar, 5,7 m. Cementfabrikkerne s. 544 Dania og Kongsdal n.f. Assens stiller så store krav til havnekaj, at de har private kajanlæg.

Åmundingen har fra gl. tid været en havnemulighed, der har kunnet virke som bylokaliseringsfaktor. Randers er et eksempel herpå, for så vidt som den ligger ved Gudenåen. Beliggenheden nær denne å’s udløb i fjorden viser, at også de ovf. omtalte fordele ved fjordenes inderste dele er blevet udnyttet. Den gravede rende (7 m), der muliggør sejlads ind til Randers, 25 km fra havkysten, er vagerafmærket, og navigationen gennem det ejendommelige farvand, omgivet af brede engstrækninger, støttes i øvrigt af båker på land, lystønder i vandarealet, ligesom indsejlingen sikres ved blinkene fra Udbyhøj fyr. Grenå havn var også opr. Grenåens munding, men den lille å har ikke som Danmarks største vandløb, Gudenåen, haft dimensioner til at rumme 1900t.s tonnage. Den moderne havn har måttet anlægges som kunsthavn på en yderkyst m. kraftig bølgevirkning og stærk materialvandring fra syd. Store læmoler er formet, så de tillige skulle kunne hindre den sandtilsætning i bassinerne, som er en stadig trussel på sådanne kyster. Den langt mod ø. fremskudte beliggenhed har givet Grenå havn muligheder for, udover at tjene som lokal trafik- og fiskerihavn, tillige at udvikle sig til en af landets vigtige færgehavne af betydning for såvel forbindelsen ml. landsdelene (Grenå-Hundested) som for trafikken på vort naboland Sverige (G.-Varberg). Som Anholts nærmeste fastlandslokalitet tjener havnen naturligvis også forbindelsen til denne ø. Fornæs fyr tjener til anduvning.

Bugternes læmuligheder er udnyttet ved Ebeltoft havns anlæg inde i vigen, hvor den yderligere beskyttes af Ahlhage forlandet, som danner en naturlig læmole mod sv. En række små landingspladser er betinget af sa. topografiske forhold, således Særbæk og Kongsgård ved Begtrup vig, Knebel bro i Knebel vig og Nappedam ladeplads i Egens vig.

Djurslands ø.- og n.kyst såvel som fladkyststrækningen videre n.på til Mariager fjord er havnefjendske udligningskyster, hvor et behov for havn må tilfredsstilles ved opførelse af kunsthavne. Grenå molehavn har været nævnt. Den anden havnetype, der anvendes på sådanne materialvandringskyster, er den da. konstruerede øhavn. Fiskerihavnen Bønnerup Strand på Djurslands n.kyst er af denne type. Havnebassinet, omgivet af sandtætte moler, ligger så langt ude på strandplanet, at det i væsentlig grad er fri af materialvandringszonen. Forb. med land sker ved en 70 m lang bro og en 200 m lang dæmning. Den voldsomme sandvandring langs denne kyst har dog været vanskelig at komme udenom, således at dybdeforholdene kan variere m. tilsanding og oprensning af bassinet.

De dybt indtrængende fjorde gør færge- og broforbindelse nødvendig ml. de adskilte landmasser. Ved Hadsund fører en vej- og jernbanebro over Mariager fjord. Den har et gennemsejlingsfag af 22 m’s bredde over sejlrenden. Over Randers fjord er der færgeforbindelse ved Uggelhuse, ved Mellerup samt yderst ude, nær havkysten, ved Udbyhøj. På lign. måde vil et færgebehov fremkomme, hvor landmasser nærmer sig hinanden fra hver side af et adskillende havområde. Hvor halvøen Mols’ vestl. fremspring, Skødshoved, således når tæt ind under Jyllands kyst, er der opret. sommer-færgeforbindelse til Århus.

Kystlokaliserede erhvervsvirksomheder m. store krav til billig massetransport indretter ofte særlige lasteindretninger. De udstrakte strandvoldssletters stenrigdom har stor betydning i betonstøbningens tidsalder, og da det er af betydning at s. 545 kunne mekanisere lastning af store skibe mest muligt, er der sørget for direkte forbindelse ml. stenlejer og det sted på strandplanet, hvortil skibe kan nå ind. Ved stenværket ø.f. Stavnshoved er der en 550 m lang skibbro, og fra ralværket på Gåsehage, s.f. Ebeltoft, sker transporten ud til skibene ad en tilsvarende lang tovbane. Også Glatved strands kalkbrud og skærveværk har et udskibningssted.

Litt.: V. Milthers. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen, DGU. III. rk. nr. 28. 1928. Keld Milthers. Stenene og det danske Landskab. 1941. Sa. Ledeblokke og Landskabsformer, DGU. II. rk. nr. 69. 1942. Poul Harder. En østjydsk Israndslinie. 1908. S. A. Andersen. Det danske Landskabs Historie. 1933. C. H. Bornebusch og K. Milthers. Jordbundskort over Danmark, DGU. III. rk. nr. 24. 1935. Axel Jessen. Kortbladene Læsø og Anholt, DGU. I. rk. nr. 4. 1897. Sa. Stenalderhavets Udbredelse i det nordlige Jylland, DGU. II. rk. nr. 35. 1920. H. V. Clausen og Hilmar Ødum. Randers-Djursland, Min Hjemstavn 13. 1937. Axel Schou. Landskabsformerne. Atlas over Danmark. I. 1949. Sa. Det marine Forland. Folia Geographica Danica. Tom. IV. 1945. H. C. Broholm. Anholt, Turistforeningens Årbog. 1945. Axel Schou. The Coastline of Djursland, GeogrTidsskr. Bd. 59. 1960. Sofus Christiansen. Wave Power and the Djursland Coast, GeogrTidsskr. Bd. 59. 1960. Louis E. Grandjean. Søkortets Stednavne. I. 1945. Den danske Havnelods, udg. af Det kgl. Søkortarkiv. 1958. Aage Aagesen. Befolkningen. Atlas over Danmark. Bd. II. 1961. Aage H. Kampp. Landbrugsgeografiske studier over Danmark, D.K.D.G.S.’s Kulturgeografiske Skrifter. Bd. 6. 1959. H. V. Clausen. Det danske Landskab. 1926. Viggo Hansen. Natur og Landskab, Danmark før og nu, Jylland I. Nordjylland. 1952.

Kolindsund. Det lange, dybe dalstrøg, som fra Grenå strækker sig v.på til Grund fjord og Randers fjord, delende Djursland i en nordl. og en sydl. del, begynder sin historie helt tilbage i istiden, da dette sted synes at have været sammenstødslinien ml. bræer fra forsk. retning. I den her opståede svaghedszone i indlandsisen samledes smeltevandet i subglaciale strømme, som ved deres erosion i underlaget skabte den tunneldal, som fra Grenå havn kan følges v.på gennem Kolindsund, forbi Ryomgård og Pindstrup, hvorefter den har haft forsk. afløb videre mod v. En gren har således fulgt Alling å’s dal helt frem til Lilleå, en anden har dannet en nordligere paralleldal, og endelig har strømmen sikkert til tider gået forbi s. 546 Allingåbro til Grund fjord og gennem Randers fjord mod v. Under det sen. østjy. isfremstød til det sydl. Djursland fyldtes den vestl. del af lavningen m. sand fra de store smeltevandsstrømme, der havde afløb denne vej til Grund fjord.

I litorinatid trængte havet ind i de gl. tunneldale og hedesletter, der blev til et sund med åben forbindelse til havet dels ved Grenå og dels ved Allingåbro, så at det nordl. Djursland dengang var en ø. Men ved den påfølgende landhævning lukkedes først den vestl. ende, som forsumpede og blev til Pindstrup m. flere moser, og Kolindsund blev en tid omdannet til en fjord. Men også det østl. udløb sandede snart til ved opkastning af revler og strandvolde foran mundingen. Herved dannedes den 18 km lange og 1–3 km brede ferskvandssø Kolindsund.

Sådan var situationen indtil 1872, da et aktieselskab dannedes med det formål at udtørre søen og gøre dens bund til agerland. Der gravedes en 48 km lang ringkanal (Nordkanal + Sydkanal) og anlagdes en pumpestation ved Fannerup. 1880 var udpumpningen fuldendt, hvorefter der gravedes en 18 km lang midtkanal og anlagdes endnu en pumpestation sv.f. Grenå. Omkostningerne beløb sig til i alt 2,8 mill. kr. inkl. anlæggelsen af 60 km vej i det inddæmmede areal og 55 broer over ringkanalen. Tørholdelsen sker ved de to omtalte pumpeanlæg og afholdes af det interesserede ejerlav. Pumpeevnen er på tilsammen 6 m³/sek. og pumpehøjden s. 547 4 m, idet bunden ved sammensynkning mange steder er kommet til at ligge i kote ÷ 2,5 til ÷ 3,0 m. Jordbunden består af marint ler, overlejret af ferskvandsdynd undt. længst mod ø., hvor sandet dominerer i overfladen. Men ved dybdepløjning er der her sket en opblanding med dybereliggende dynd. Arealet inden for ringkanalen er 2400 ha, hvoraf 1475 ha er bidragspligtige til tørholdelsen. Heraf tilhører 1140 ha 23 ejendomme i selve Kolindsund, mens resten er fordelt på lodsejere i omegnen. Jorderne drives som kvægløst landbrug med korn, frøafgrøder og græs, og vedligeholdelsesudgifterne ligger omkr. 1960 på gennemsnitligt 100 kr. pr. ha.

Litt.: Betænkning ang. Forholdene ved Kolindsund. 1934.

Skovene.

Skovarealet er (1950) 24.780 ha, hvoraf 21.185 ha bevokset. Skovprocent 10,0. Det bevoksede areal fordeler sig således til træarterne: bøg 3307 ha, eg 749 ha, ask 631 ha, andet løvtræ 1375 ha, rødgran, sitkagran og ædelgran 6843 ha, skovfyr og lærk 3091 ha, gran og bjergfyr i blanding 2543 ha, bjergfyr 480 ha og andet nåletræ 482 ha. I alt er således 6062 ha bevokset m. løvtræ og 13.439 ha m. nåletræ. Hertil kommer yderligere 1684 ha, der er bevokset m. blandede bevoksninger og krat. Skovarealet er opdelt på et betydeligt antal ejendomme, i alt 2189, hvoraf dog langt de fleste, nemlig 2118, er under 50 ha. Der er 4 statsejede skove med et areal på 839 ha, hvoraf 586 ha er bevokset, 12 kommunale ejendomme på tilsammen 878 ha (bevokset 787 ha) og 6 præsteskove på 33 ha (bevokset 30 ha). 6 plantageejendomme på 567 ha (bevokset 435 ha) tilh. Det danske Hedeselskab, og 2161 m. areal 22.463 ha (bevokset 19.347 ha) er i privat besiddelse. Amtets samlede hugst er (1949/50) opgjort til 84.946 m³, hvoraf 53.786 m³ nåletræ, 20.776 m³ bøg, 2195 m³ eg og 8189 m³ andet løvtræ. Gavntræprocenten er beregnet til 65,8, og den årl. hugst pr. ha til 4,0 m³.

Skovrigest er landskabet på Djursland, i hvis centrale dele Løvenholm og Fjeld skove danner et samlet skovområde af stor udstrækning. Nø. herfor i kort afstand findes betydelige skove og plantager under Mejlgård og Sostrup godser. På Tirstrup-Fuglslev-egnen er der udstrakte plantagepartier, ofte af nyere dato. Den for Djursland alm. magre jord og det forholdsvis tørre klima præger i ikke ringe grad trævæksten. I plantagerne træffes derfor lidet krævende træarter som skovfyr og østrigsk fyr i god trivsel. Megen god bøgeskov og anden løvskov findes også, fx. i skovene ved Kalø og Rugård. Beplantede partier med flyvesand (indsande) træffer man langs Kattegat, fx. Emmedsbo plantage. Uden for Djursland må vel især egnen ved Mariager karakteriseres som skovrig.

I tidl. tid var a. langt skovrigere end nu, og mange so., der nu bortset fra evt. nyere plantageanlæg er skovløse, har tidl. haft betydelige skove. Man ved fx., at dette er tilfældet med so. s.f. Randers fjord, ligesom det foreligger oplyst, at skovene i de 3 so. Gjesing, Marie Magdalene og Koed har haft langt større udstrækning. Mod ø. stod Fjeld skove formentlig i forb. m. Battrupholt og derved med Ramten skov, der ligeledes var meget større end nu. Det første kendskab til skovenes udstrækning kan føres tilbage til oplysninger fra 1600t.s lensregnskaber, kronens skøder samt forsk. magelæg. Da tilh. den største del af skovene herregårdene og bøndergårdene under disse. Andre tilh. præsterne og atter andre de kun få selvejerbønder. Kronens skovbesiddelse i Randers a. var beskeden. Sen. oplysninger s. 548 om skovene stammer fra matriklerne af 1664 og 1688. 1683 takseredes skovene til svins olden, thi foruden at de gav brændsel og bygningstømmer, fandt talr. svin om efteråret føde (»olden«) her. Det var især bøgens og egens frugter, der var efterstræbt. Som beskatningsgrundlag blev valgt det areal, der kunne føde 24 stk. 3 års gl. svin. Det betegnedes som 1 td. skovskylds-hartkorn. Takseringen gav dog ikke noget sikkert grundlag for bedømmelsen af skovenes udstrækning, idet ansættelsen til svins olden ikke stod i noget bestemt forhold til arealet. Er det således svært at få noget indtryk af skovenes udbredelse i gl. dage, ved man, at de op gennem tiden har været hårdt udnyttede, ikke mindst under de mange krige. Hertil kom, at opvæksten blev hindret i at komme frem takket være de store mængder kreaturer og heste, der gik frit omkring i skovene og græssede. Enkelte steder, fx. i Fjeld skove, var der dog så kraftig lyngvegetation, at kreaturerne blev forhindret i at græsse. Først med skovforordningen af 27/9 1805 (forløberen til vor nuv. skovlov af 11/5 1935), der fastsatte nærmere regler for skovenes udskiftning af fællesskabet, deres indhegning og forbudet mod græsning, var beg. gjort til skovenes bevarelse og sen. udbygning. Mange år gik imidlertid, før forordningens bestemmelser alle steder blev ført ud i livet, fx. skete udskiftningen af de sen. under Fjeld skovdistrikt samlede skove først 1823, men andre steder langt senere.

Siden sidste halvdel af 1800t. er der i Randers a. i lighed m. andre steder i landet anlagt en mængde plantager på tidl. hedearealer. Dette gælder ikke mindst Djursland. Det danske Hedeselskab, stiftet 1866, har været meget virksomt i denne forb. og har medvirket ved oprettelsen af utallige større og mindre plantager, hvorved landskabet i flere tilfælde helt har ændret karakter. Hærgen af sandflugt kendes også i Randers a., om end ikke i så stort omfang som andre steder i landet. Fl. st. begyndte man tidligt i 1800t. træplantning på sådanne sandflugtsarealer.

A.s største skovejendomme er på nuv. tidspunkt: Løvenholm skovdistrikt (2728 ha, ejdv. 1665, grv. 878), Mejlgård skovdistrikt (1393 ha, ejdv. 1235, grv. 521), Sostrup skovdistrikt (1140 ha, ejdv. 1024, grv. 491), Fjeld skovdistrikt (975 ha, ejdv. 2094, grv. 652), Katholm skovdistrikt (759 ha, ejdv. 650, grv. 289), Clausholm skovdistrikt (747 ha, ejdv. 1230, grv. 554), Emmedsbo-Brøndstrup distrikt (620 ha, ejdv. 320, grv. 114), Skramsø plantage (614 ha, ejdv. 265, grv. 61), Skaføgård skovdistrikt (519 ha, ejdv. 741, grv. 285), Langesøgård og Fruerlund plantager (464 ha, ejdv. 219, grv. 54), Skærsø skove og plantager (383 ha, ejdv. 120, grv. 57), Kalø skovdistrikt (371 ha, ejdv. 650, grv. 300), Rugård skovdistrikt (363 ha, ejdv. 535, grv. 225), Støvringgård Kloster skovdistrikt (344 ha, ejdv. 480, grv. 260), Overgård skovdistrikt (330 ha, ejdv. 280, grv. 161) og Ebeltoft kom.s skove og plantager (337 ha, ejdv. 194, grv. 104).

En betydelig del af de private og kommunale plantager er under tilsyn dels af Hedeselskabets 15. distrikt (den nordl. del af a.), dels af 2. distrikt. Mange af de mindre skovejendomme er medlem af Småskovsforeningen for Randers og Viborg Amter, der er stiftet 19/9 1925. Medlemstallet er 172 m. ca. 1700 ha skov.

Hvad vildtmængden angår, angives bestanden af klovbærende vildt i Randers a. 1/6 1960 at være ca. 165 stk. kronvildt og ca. 55 stk. sikavildt. Råvildtet forekommer alm. udbredt. Kronvildtet findes hovedsagelig i Løvenholm og Fjeld skove samt i Mejlgårds skove.

Litt.: Danske Skovdistrikter. 1961. Børge Alex-Hansen i Dansk Jagttidende 1960. 150–56. Statistiske Meddelelser, 4. rk., 154. bd., 3. h., Skove og Plantager. 1951. Aksel Thyssen. Djursland, Danmark I. 1941. Knud s. 549 Jessen. Randers-Djursland. Plantevæksten, Min Hjemstavn 13. 1937. Henrik Larsen. Fra Galten og Sønderhald Herreders Fortid. Skovene, AarbRanders. 1934. 10–20.

Kulturgeografi.

I Randers a. lever (1960) 170,231 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 69,0 indb. pr. km². Af befolkningen lever 63.244 i købstæder, 12.258 i disses forstæder, og 31.321 i andre bymæssige bebyggelser, i alt 106.823 el. 62,8% under bymæssige forhold. Befolkningen er fordelt på 54.681 husstande; i bykommunerne går der gennemsnitlig 2,9 indb. på en husstand, i landkommunerne 3,3.

Befolkningens fordeling ses af befolkningskortet mellem s. 552 og 553. Man kan her naturligt skelne ml. en landbefolkning, der bor mere el. mindre jævnt spredt el. samlet i husgrupper el. landsbyer, og en bybefolkning, der lever i byer el. bylignende ophobninger, som oftest er knyttet til trafikale knudepunkter. Blandt bydannelserne indtager Randers en fremtrædende plads, idet det geografiske Randersområde (kbst. og dens forstæder) har 53.314 indb. el. 31,4% af a.s totalbefolkning. Bemærkelsesværdige er også de helt el. næsten helt folketomme områder; de mest fremtrædende af disse er knyttet til vandlidende arealer i det marine forland, tydeligst i engene langs Gudenåens nedre løb og langs Randers fjord samt ø.f. Ørsted. Næsten ubeboede er også skov- og plantageområderne, strandenge olgn. Omkr. godser o.a. større landbrug kan ofte iagttages en tyndt befolket zone. Den del af landbefolkningen, der ikke er knyttet til landsbyerne, vil ofte vise en tendens til at koncentrere sig, hvor de bedste transportmuligheder findes, hvilket i moderne tid vil sige langs vejene. Dette forhold iagttages tydeligt ved vejene Rønde-Århus og Mørke-Hørning. På Anholt er hele befolkningen koncentreret i morænelandet, mens det sandede marine forland er folketomt.

I egnen omkr. Randers er landsbyerne oftest ret store efter da. forhold, oftest 250–450 indb. I området nærmere Århus samt på Mols og sv.f. Grenå er landsbyerne noget mindre, 150–300 indb., mens de i a.s øvr. dele kan være endnu mindre. De større bydannelser uden for købstæderne er i reglen knyttet til en jernbanestation, hvor der i årtierne omkr. 1900 opstod lokale centrer for handel og småindustri. I øvrigt findes i a. alle overgangsformer ml. stationsbyen og landsbyen, og selv de største stationsbyer har oftest en gl. landsbykerne. Enkelte (Trustrup, Laurbjerg) er knyttet til jernbaneknudepunkter. I øvrigt findes flere vejbyer af ret anselig størrelse, opstået i et jernbaneløst område, hvor der har været behov for et service-centrum (Ørsted, Rønde). Endelig repræsenterer Assens by ved Mariager fjord en industriby m. havn, men uden for jernbane- og hovedvejslinierne.

Alle a.s købstæder er havnebyer, men har i første række betydning som oplandsog industribyer. Randers, Grenå og Hobro har hver et stort opland, der giver dem en sikker og ret betydelig oplandshandel og et marked for deres industri. Mariager og Ebeltoft har også en ikke ringe oplandshandel, men influeres af de nærliggende større byers større vareudvalg og hurtigere kommunikationer. Mariager og Ebeltoft har en udpræget mangesidet erhvervsstruktur, mens Randers og Hobro må betragtes som industribyer uden en dominerende industrigren. I Grenå beskæftiger tekstilindustrien over halvdelen af industriarbejderne.

Sommerhusbebyggelse findes adsk. steder langs kysterne, således udpræget langs s. 550 Kalø vig, ved Skødshoved o.a. steder på Mols, på Hasnæs omkr. Ebeltoft og langs Ebeltoft vig, og i øvrigt mange steder på Djurslands ø.- og n.kyst (Fjellerup strand, Bønnerup strand o.a.).

Af a.s befolkning lever (1950) 34,0% af landbrug, skovbrug, gartneri og fiskeri, 30,8% af industri, håndværk og byggeri, 10,6% af handel, 6,4% af transport, og 5,7% af liberale erhverv og administration. 11,3% er uden erhverv, hovedsagelig rentiers og pensionister.

De fleste landkommuner må karakteriseres som landbrugskom., hvor landbruget beskæftiger over halvdelen af den erhvervsaktive befolkning. I visse områder, v.f. Grenå, ml. Randers og Kalø vig, ved Kolindsund og på Helgenæs, beskæftiger landbruget over 3/4 af den erhvervsaktive befolkning. Kun i købstæderne og disses forstæder samt i cementindustriområdet ved Mariager fjord er industrien og ikke landbruget hovederhvervet.

Landbrugsarealet i a. omfatter i alt 75,2% af totalarealet el. noget mere end gennemsnittet for Danmark (1960). Se også afsnittet statistik s. 551. De største ikke-landbrugsmæssigt udnyttede arealer findes n.f. Ebeltoft vig, langs Djurslands n.kyst og i den skovrige egn v.f. Auning.

Egnen omkr. Mariager fjord samt de sandede jorder i det nordl. og indre Djursland må henregnes til den midtjy. landbrugsregion, hvor byg er hovedkornarten, men hvor der desuden dyrkes meget blandsæd, havre og rug. Den øvr. del af a. har gennemgående en bedre jordbund og må henregnes til den østda. landbrugsregion, hvor hvede, byg og bederoer er de mest karakteristiske kulturplanter, mens havredyrkningen træder noget mere i baggrunden. Frugtdyrkningen er ikke særlig stor.

Inden for hornkvægholdet er den røde da. malkerace mest udbredt, men den sortbrogede malkerace ses ofte, ligesom krydsninger er hyppige. Selv om mælkeproduktionen overvejende finder anvendelse i mejeribruget til fremstilling af smør og ost, leveres en del som konsummælk til byerne, især Randers og Århus, men også til Kbh. Svineholdet er ligesom hornkvægholdet jævnt fordelt, med en lille overvægt til de bedste jorder; som foder anvendes foruden korn og returmælk også kartofler m.v. Fåreholdet er ganske ringe, mest ved Djurslands n.kyst. Hønsehold er alm. udbredt, dog mest i a.s vestl. og sydl. dele.

Grenå er en af Danmarks største og vigtigste fiskerihavne, hvorfra kølebiler transporterer iset fisk til eksportmarkederne m.m. Fra Ebeltoft foregår et mindre fiskeri, og langs Kattegats kyster lever en mindre fiskeribefolkning. I Kattegat, hvor a.s fiskere fortrinsvis fisker, er rødspætter, makrel, sild, torsk og industrifisk de vigtigste fangster, mens ålen er den vigtigste fisk i det nordl. bælthav, d.v.s. s.f. en linie fra Hasnæs til Sjællands odde. I Grenå holdes fiskeauktioner.

Af mineralproduktion må især nævnes skrivekridt og ler til cementfremstilling i Assens ved Mariager fjord. På det østl. Djurslands stejlkyster brydes især ved Glatved limsten til bygningssten. Lokalt anvendes ler til teglsten og i ringe omfang tørv til brændsel. Grus og sand graves adsk. steder.

Industrien har sin største koncentration i Randers, hvor der i det geografiske byområde lever nær ved halvdelen af de i industrien beskæftigede i hele amtet. Bortset fra Grenå, hvor som nævnt tekstilindustrien dominerer, og Assens, der er ret ensidig cementindustriby, er byernes industrielle struktur sammensat af vidt forsk. industrigrene. Randers har således en betydelig maskinindustri, desuden s. 551 tekstilindustri, spritfabrik, ølbryggeri, eksportslagteri, kondensmælkproduktion o.m.a. I Hobro findes spritfabrik, bådeværft, slagteri m.v. Spredt i a.s byer findes mange mindre industrier, der arbejder for de lokale markeder. For a. som helhed er bygningsindustri, maskinindustri, levnedsmiddelindustri, træforædlingsindustri og tekstilindustri de vigtigste industrigrene.

Hovedjernbanelinien Frederikshavn-Ålborg-Århus-Fredericia løber på strækningen Hobro-Randers-Hinnerup stort set langs Randers a.s v.grænse, snart i amtet, snart umiddelbart udenfor. Foruden lyntogs- og hurtigtogsforbindelser fører denne bane internationale togforbindelser fra Hamborg til Sverige og Norge. Andre statsbanelinier i a. er jernbanerne Århus-Ryomgård-Trustrup-Grenå og Randers-Ryomgård. Såvel disse som privatbanelinierne Trustrup-Ebeltoft, Randers-Hadsund og (Viborg-) Fårup-Mariager er i første række oplandsbaner m. overvejende lokale transportopgaver. Ved a.s grænse udgår fra Laurbjerg station på hovedjernbanen den statsdrevne jy. diagonalbane over Silkeborg, Brande, Grindsted til Bramminge og Esbjerg. En privatbane i det nordl. Djursland, Ryomgård-Gjerrild-Grenå, er blevet nedlagt.

Randers a. gennemkrydses af et ret tæt net af gode veje. Hovedvej A 10 (Skagen-Ålborg-Århus-Kruså), der her desuden er Europavej E 3 (Norge-Frederikshavn-Kruså-Paris-Lisboa) løber gennem a. fra Hobro til Spørring n.f. Århus. Fra Grenå udgår hovedvej A 15 over Århus-Silkeborg-Herning til Ringkøbing, og hovedvej A 16 over Randers-Viborg-Holstebro ligeledes til Ringkøbing. En broforbindelse fører over Mariager fjord ved Hadsund, mens der i øvrigt er personfærger ved Mariager samt ved Mellerup ved Randers fjord. – En række bilruter supplerer trafiknettet, dels som fødelinier til jernbanerne, dels som forstærkningslinier parallelt m. disse.

Fra Grenå havn udgår en vigtig bilfærgerute til Hundested på Sjælland, endv. bilfærgerute til Varberg i Halland. Fra Grenå og fra Kbh. er der skibsforbindelse til Anholt, mens der fra Ebeltoft går postbåd til øen Hjelm.

Tirstrup lufthavn i det sydl. Djursland (se Nødager so.) er trafiklufthavn for Århus og Randers, hvortil der går busforbindelser i forb. m. flyveruten til og fra Kbh. Flyvetiden Tirstrup-Kastrup lufthavn er 45 minutter, mens busbefordring m.m. beregnes til 65 min. fra Århus og 75 min. fra Randers.

Naturfredning. I R. a. har man tilstræbt gennem flere anselige fredninger at bevare forsk. karakteristiske landskabs- og vegetationsformer mod væsentlige indgreb. De mest omfattende ligger i en zone langs det sydl. Djursland i de store buer af randmoræner og disses nærmeste omgivelser, således Hålen og en del af Mols Bjerge m. lyngbakker og bevoksninger af enebær samt grupper af bøg, ejd. Strandkær, strandareal ved Ebeltoft vig, alle i Agri so. Til sa. region hører fredningerne af Ulvedalen, Handrup by i Dråby so., Tinghulen i Lynge i Knebel so., hedebakker ved Møgelbjerg og St. Hårbjerg i Feldballe so. og store områder under Kalø hovedgård, Bregnet so., samt Sorvad Bjerg i Gjesing so. På n.kysten af Djursland er fredet et strandareal under Mejlgård hovedgård i Glesborg so. Også i egnen omkr. Mariager fjord har man foretaget nogle landskabsfredninger, således et lyngbakkeområde ø.f. Ajstrup i Vindblæs so., omgivelserne af Hohøj i Mariager landso. og Gammel Egeskov under Hobro kbst.s jorder.

På Anholt er fredet et stort område ca. 750 ha, Ørkenen, i øens østl. del, hvor man finder en rig variation af strandvolde, klitter og andre elementer, der er typiske for det marine forland.

Statistik.

Amtets areal var 1. april 1961: 2465,82 km²; af arealet dækker købstæderne 63,55 km² og vandarealerne 20,58 km².

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal 1951, 246.676 ha, udgjorde landbrugsarealet 191.109 ha, gartnerier og frugtplantager 826 ha, skove og plantager (inkl. læplantninger og småplantninger) 25.429 ha, private haver 4361 ha, bebygget grund og gårdsplads 3681 ha, gader og veje, jernbaner, hegn m.v. 5344 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 1820 ha, tørvemoser 2180 ha, heder, klitter, sumpe, stenmarker olgn. 9868 ha og vandarealer 2058 ha.

1961 var fordelingen af landbrugsarealet, i alt 186.645 ha, flg.: hvede 6330 ha, rug 18.557 ha, byg 51.520 ha, havre 6892 ha, blandsæd 9424 ha, bælgsæd 591 ha; endv. kartofler 3012 ha, foderroer 26.093 ha, sukkerroer 119 ha, gulerødder 17 ha, frø 5970 ha, grøntsager på friland 322 ha, industriplanter (hør, sennep, raps, hamp) 2514 ha, brak 488 ha, græs og grøntfoder i omdriften 30.201 ha og græsarealer uden for omdriften 24.277 ha; endelig anvendtes 318 ha som læggeplads for tørv.

Fordelingen af a.s samlede areal på landbrugsareal og skovareal m.v. svarer forholdsvis godt til fordelingen i de øvr. nord- og navnlig østjy. amter. Af landbrugsarealer er (1961) sammenlignet med disse amter en forholdsvis stor del kornarealer – især byg og rug; også græsarealerne og arealerne med industriafgrøder er relativt store.

Høstudbyttet var 1961 8,0 mill. afgrødeenheder, hvoraf 3,0 mill. kerne af korn, 0,7 mill. halm, 2,0 mill. rodfrugter (inkl. roetop) og 2,2 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsvurderingen 1956 udgjorde den samlede ejendomsværdi i Randers a. 1503 mill. kr., heraf for ejendomme i købstæderne 538 mill. kr., i landdistrikterne 965 mill. kr.

Af ejendommene i landkommunerne var der 114 større landbrug på over 12 tdr. hartk. m. i alt 2570 tdr. hartk. (areal 21.418 ha, ejdv. 51,0 mill. kr.), 6058 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. m. i alt 17.937 tdr. hartk. (areal 144.370 ha, ejdv. 402,8 mill. kr.) og 4647 landbrugshuse (landejd. på 1 ha og derover m. under 1 td. hartk.) m. i alt 2413 tdr. hartk. (areal 40.430 ha, ejdv. 109,3 mill. kr.). Blandt de øvr. ejd. i a.s landkommuner var 11.321 ejd. udelukkende til beboelse til en samlet ejdv. på 201 mill. kr. og 1680 forretningsejd. m. el. uden beboelse til en samlet ejdv. på 55,1 mill. kr., stats- og kommunale ejd. olgn. 32,6 mill. kr., fabrikker, møller, kroer, hoteller 38,3 mill. kr. og andre ejd. 75,1 mill. kr. Af købstædernes ejdv. faldt 371,9 mill. kr. på beboelse og/el. forretningsejd. (deraf 4,7 mill. kr. på kommunale beboelsesejd.) og 77,9 mill. kr. på andre stats- og kommunale ejd. samt andre ejd. m. fritagelse efter § 8 i øvrigt, 29,1 mill. kr. på fabrikker og lagerbygninger, 8,0 mill. kr. på landbrugsejd. og 50,7 mill. kr. på andre vurderinger.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1961 7647 heste, 205.121 stk. hornkvæg, deraf 85.650 malkekøer, 1335 får, 412.179 svin, 1.554.652 høns, 7416 kalkuner, 54.195 ænder og 9097 gæs.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. Der var juli 1961 beskæftiget 6488 landbrugsmedhjælpere i a., deraf 6123 faste medhjælpere og 365 løse daglejere olgn. Den i a. i landbrugsåret 1960–61 beskæftigede arbejdskraft svarede til 6466 helårsarbejdere (hvoraf 3887 var faste fremmede medhjælpere, 1921 voksne børn og slægtninge og 658 daglejere olgn.); hertil kom indehavernes, deres ægtefællers og mindreårige børns arbejde, der svarede til 9132 helårsarbejdere.

Malkemaskinanlæg fandtes 1961 på 8133 ejd. i a. og traktor på 6113 ejd.; i alt var der i a. 6941 traktorer og 532 mejetærskere. Ensilagebeholdere fandtes på 4172 ejd., og 615 ejd. havde jordkuler.

Befolkningen. Der var ved folketællingen 26/9 1960 (foreløbig opgørelse) 54.681 husstande m. 170.231 indb. i a. (1801: 49.858, 1850: 72.360, 1901: 118.586, 1930: 150.489 og 1955: 170.802). Deraf havde købstæderne 1960: 22.418 husstande m. 63.244 indb. (1801: 6822, 1850: 11.268, 1901: 28.856, 1930: 41.829 og 1955: 62.336); hertil kommer i købstædernes forstæder 1960: 3955 husstande m. 12.258 indb. og i andre bymæssige bebyggelser i landkommunerne 10.162 husstande m. 31.321 indb. og i de egl. landdistrikter 18.146 husstande m. 63.408 indb., svarende til 37,2 pct. af a.s indb.

Folkemængden i a. var 1950 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter foruden forsørgerne samtlige personer – hustruer, mindreårige børn m.v. – hvis forsørger var knyttet til det nævnte erhverv): 56.498 levede af landbrug m.v. (derunder også bl.a. fiskeri), 51.518 af håndværk og industri, 17.736 af handel og omsætning, 10.667 af transportvirksomhed, 9555 af administration og liberale erhverv og 18.806 af aldersrente, pension, formue olgn., medens 2556 ikke havde givet oplysning om erhverv.

Ved den 1948 afholdte erhvervstælling var der i a. 3838 håndværks- og industrivirksomheder, s. 553 der i alt beskæftigede 20.318 personer, heraf 13.570 i byerne el. disses forstæder, 3064 i bymæssige bebyggelser i øvrigt i landkommunerne og 3684 i rene landdistrikter. Virksomhedernes maskinkraft var i alt 41.105 h.k. Der var i a. 347 engros el. dermed beslægtede virksomheder m. i alt 1706 beskæftigede og en omsætning på 234,4 mill. kr., 1892 detailvirksomheder m. 5122 beskæftigede og en omsætning på 257,8 mill. kr. og endelig 265 hotel- og restaurationsvirksomheder m. 1191 beskæftigede og en omsætning på 18,8 mill. kr.

Der var juni 1961 i a. 81 personautomobilruter m. en samlet længde på 2362 km, betjent af 140 vogne m. i alt 5015 pladser; der kørtes ugentlig ca. 6000 ture (tur-retur), i alt 132.000 km.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold 1/4 1959–31/3 1960.

Af R. amtsrådskreds’ driftsindtægter – 1/4 1959–31/3 1960 – i alt 7.590.000 kr. – var de væsentligste poster grundskyld 4.936.000 kr., ejendomsskyld 1.197.000 kr. og statstilskud til nedsættelse af grundskyld 1.621.000 kr. Af driftsudgifterne – i alt 6.226.000 kr. – kan nævnes medicinalvæsen 3.166.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra staten til nedsættelse af amternes sygehusudgifter), vejvæsen og snekastning 932.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra vejfonden), bidrag til amtsskolefonden 314.000 kr., forsorgsudgifter 101.000 kr., rets- og politivæsen 60.000 kr. og administration 294.000 kr.

A.s formue androg 31/3 1960 25.887.000 kr., hvoraf i sygehuse 15.238.000 kr. og i andre faste ejendomme 50.000 kr.; a.s gæld var 7.027.000 kr.

Ejendomsskyldpromillen til amtskommunen var (efter statstilskud) 1960/61: 14,10, hvilket var 16 pct. mere end gennemsnittet for samtlige amtskommuner.

Grundskyldpromillen til amtskommunen var 1960/61: 17,85 for landbrugsejd., resp. 23,50 for andre ejd.; promillen var for landbrugsejd. 5 pct., for andre ejd. 9 pct. højere end gennemsnittet for hele landet.

M.h.t. de finansielle forhold for sognekommunerne i a. under ét kan det nævnes, at af de samlede løbende indtægter 1960/61, i alt 38.153.000 kr., var skatter og afgifter 36.917.000 kr., deraf grundskylden 8.303.000 kr., grundstigningsskylden 104.000 kr., ejendomsskylden 5.390.000 kr., opholdskommuneskatten 22.491.000 kr., erhvervskommuneskatten 25.000 kr., aktieselskabsskatten 423.000 kr. og andre afgifter 175.000 kr. Af andre indtægter kan især nævnes formue- og erhvervsindtægter 1.308.000 kr., heraf indtægter af el-, gas- og vandværker 36.000 kr.

Af kommunernes vigtigste løbende udgifter, i alt 28.622.000 kr., var de sociale udgifter 13.506.000 kr., undervisningsvæsen 7.040.000 kr., biblioteksvæsen 164.000 kr., vej- og kloakvæsen 1.946.000 kr., snekastning 412.000 kr., brandvæsen 260.000 kr., administrationsudgifter 2.802.000 kr. og endelig renter af lån 1.597.000 kr.

Kommunernes samlede formue var 31/3 1961: 100,5 mill. kr., hvoraf værdipapirer 42,4 mill. kr. og faste ejendomme 58,1 mill. kr.; den samlede gæld var 37,1 mill. kr.

Inddeling.

A. består af købstæderne Randers, Grenå, Hobro, Ebeltoft og Mariager og herrederne Onsild, Gjerlev, Nørhald, Støvring, Galten, Rougsø, Sønderhald, Djurs Nørre, Djurs Sønder, Mols og Øster Lisbjerg; det omfatter 77 sognekommuner.

Amtsrådet har 13 medlemmer, hvoraf ved valget i marts 1962 5 tilhørte Socialdemokratiet, 1 Det radikale Venstre, 1 Det konservative Folkeparti og 6 Venstre. M.h.t. valg til Folketinget omfatter Randers amtsrådskreds 6 opstillingskredse: 1) Mariager, 2) Randers, 3) Borup, 4) Hornslet, 5) Grenå og 6) Ebeltoft.

I kirkelig henseende hører a. til Århus stift. Det omfatter 5 provstier med i alt 76 pastorater, nemlig 1) Støvring og Galten herreders provsti (15 pastorater og 1 annekssogn), 2) Nørhald, Gjerlev og Onsild herreders provsti (18 pastorater), 3) Øster Lisbjerg og Mols herreders provsti (12 pastorater og 1 annekssogn), 4) Rougsø og Sønderhald herreders provsti (14 pastorater) og 5) Djurs Nørre og Sønder herreders provsti (17 pastorater).

I jurisdiktionel henseende hører a. under flg. retskredse: 1) retskr. nr. 65, Grenå, m. hovedtingsted i Grenå (hvorunder 16 af a.s kom.) og bitingsted i Ebeltoft (13 kom.), 2) retskr. nr. 66, Hornslet, m. tingsted i Hornslet (10 kom.), 3) del af retskr. nr. 67, Randers byret, m. tingsted i Randers (4 kom., derunder Randers kbst.; derudover 6 kom. af Viborg a.), 4) retskr. nr. 68, Randers herredsret, m. hovedtingsted i Randers (25 kom.) og bitingsted i Ørsted (3 s. 554 s. 555 s. 556 kom.), 5) retskr. nr. 69, Mariager, m. tingsted i Mariager (11 kom.) og 6) retskr. nr. 70, Hobro, m. hovedtingsted i Hobro (5 kom. – derudover under hovedtingstedet 7 kom. af Ålborg a. og 2 af Viborg a. og under bitingstedet i Ålestrup 1 kom. af Ålborg a. og 6 kom. af Viborg a.).

Arealfordelingen i de enkelte kommuner i Randers amt 1961

	Arealer med korn	Arealer med rodfrugter	Arealer m. græs og grønf.	Andre arealer I omdriften	Arealer i alt i omdriften	Landbr.-areal uden for omdriften	Samlet landbr.-areal	Andre arealer	Samlet areal
	ha	ha	ha	ha	ha	ha	ha	ha	ha
1. Ebeltoft købstad	189	55	106	5	355	102	457	577	1034	1. Ebeltoft købstad
2. Grenå købstad	125	37	51	11	224	12	236	1336	1572	2. Grenå købstad
3. Hobro købstad	454	173	182	36	845	123	968	588	1556	3. Hobro købstad
4. Mariager købstad	128	56	67	–	251	24	275	199	474	4. Mariager købstad
5. Randers købstad	204	42	24	64	334	55	389	1330	1719	5. Randers købstad
	Bykommuner i alt	1100	363	430	116	2009	316	2325	4030	6355	Bykommuner i alt
1. Agri-Egens	744	258	272	20	1294	229	1523	870	2393	1. Agri-Egens
2. Albøge	923	234	173	207	1537	244	1781	171	1952	2. Albøge
3. Anholt	–	–	–	–	–	–	–	2175	2175	3. Anholt
4. Asferg-Fårup	1472	459	237	104	2272	513	2785	530	3315	4. Asferg-Fårup
5. Borup	919	244	373	239	1775	98	1873	220	2093	5. Borup
6. Dalbyneder-Dalbyover	955	304	339	12	1610	87	1697	110	1807	6. Dalbyneder-Dalbyover
7. Dronningborg (F)	160	17	32	80	289	37	326	188	514	7. Dronningborg (F)
8. Dråby	1386	421	501	89	2397	831	3228	2017	5245	8. Dråby
9. Ebeltoft landdistrikt	386	101	164	16	667	230	897	420	1317	9. Ebeltoft landdistrikt
10. Falslev-Vindblæs	1044	453	433	12	1942	602	2544	1122	3666	10. Falslev-Vindblæs
11. Fausing-Auning	1442	524	553	106	2625	402	3027	1554	4581	11. Fausing-Auning
12. Feldballe	783	234	238	82	1337	323	1660	1824	3484	12. Feldballe
13. Fjellerup-Glesborg	1866	662	840	176	3544	420	3964	2703	6667	13. Fjellerup-Glesborg
14. Galten-Vissing	1571	384	334	149	2438	560	2998	406	3404	14. Galten-Vissing
15. Gammelsogn	385	156	130	13	684	54	738	102	840	15. Gammelsogn
16. Gimming-Lem	825	230	226	137	1418	152	1570	120	1690	16. Gimming-Lem
17. Ginnerup	1049	346	247	167	1809	179	1988	741	2729	17. Ginnerup
18. Gjerlev-Enslev	958	374	391	32	1755	352	2107	133	2240	18. Gjerlev-Enslev
19. Gjerrild-Hemmed	1178	391	396	135	2100	258	2358	2217	4575	19. Gjerrild-Hemmed
20. Gjesing-Nørager	2083	766	773	133	3755	519	4274	3101	7375	20. Gjesing-Nørager
21. Glenstrup	1080	411	300	103	1894	545	2439	315	2754	21. Glenstrup
22. Hald-Kærby	1306	424	556	184	2470	244	2714	292	3006	22. Hald-Kærby
23. Hammelev-Enslev	1131	326	289	263	2009	239	2248	229	2477	23. Hammelev-Enslev
24. Harridslev-Albæk	1334	392	434	78	2238	268	2506	573	3079	24. Harridslev-Albæk
25. Haslund-Ølst	1774	433	347	253	2807	365	3172	483	3655	25. Haslund-Ølst
26. Helgenæs	735	255	402	67	1459	262	1721	480	2201	26. Helgenæs
27. Hem-Sem	916	353	394	41	1704	245	1949	1212	3161	27. Hem-Sem
28. Hjortshøj-Egå	1006	297	394	175	1872	81	1953	603	2556	28. Hjortshøj-Egå
29. Holbæk-Udby	1340	300	317	253	2210	315	2525	527	3052	29. Holbæk-Udby
30. Hornslet	961	329	339	82	1711	221	1932	1251	3183	30. Hornslet
31. Hvilsager-Lime	1704	541	569	194	3008	295	3303	671	3974	31. Hvilsager-Lime
32. Hvornum-Snæbum	1053	549	563	14	2179	232	2411	605	3016	32. Hvornum-Snæbum
33. Hyllested-Rosmus	1575	487	428	265	2755	419	3174	1075	4249	33. Hyllested-Rosmus
34. Karlby-Voldby	898	351	318	102	1669	56	1725	116	1841	34. Karlby-Voldby
35. Knebel-Rolsø	769	234	264	32	1299	163	1462	214	1676	35. Knebel-Rolsø
36. Kolind-Ebdrup-Skarresø	1144	494	253	99	1990	744	2734	732	3466	36. Kolind-Ebdrup-Skarresø
37. Kousted-Råsted	985	250	162	135	1532	281	1813	243	2056	37. Kousted-Råsted
38. Kristrup	902	252	237	67	1458	223	1681	260	1941	38. Kristrup
39. Laurbjerg-Lerbjerg	726	155	136	111	1128	240	1368	495	1863	39. Laurbjerg-Lerbjerg
40. Lyngby	1597	483	232	296	2608	309	2917	385	3302	40. Lyngby
41. Mariager landsogn	1222	467	616	74	2379	92	2471	1050	3521	41. Mariager landsogn
42. Marie Magdalene-Koed	1577	621	549	117	2864	706	3570	2392	5962	42. Marie Magdalene-Koed
43. Mygind-Krogsbæk-Skørring	951	328	342	43	1664	326	1990	396	2386	43. Mygind-Krogsbæk-Skørring
44. Mørke	1206	354	425	140	2125	252	2377	408	2785	44. Mørke
45. Nimtofte-Tøstrup	1662	484	592	288	3026	182	3208	808	4016	45. Nimtofte-Tøstrup
46. Nødager	1290	491	525	42	2348	541	2889	1204	4093	46. Nødager
47. Rimsø-Kastbjerg	1032	402	356	43	1833	289	2122	595	2717	47. Rimsø-Kastbjerg
48. Råby-Sødring	1462	369	399	125	2355	357	2712	831	3543	48. Råby-Sødring
49. Skjellerup	746	276	334	–	1356	147	1503	272	1775	49. Skjellerup
50. Skødstrup	1051	224	170	289	1734	179	1913	406	2319	50. Skødstrup
51. Spentrup-Gassum	1956	637	748	216	3557	475	4032	738	4770	51. Spentrup-Gassum
52. Støvring-Mellerup	798	241	257	83	1379	109	1488	274	1762	52. Støvring-Mellerup
53. Søby-Skader-Halling	1020	366	420	61	1867	220	2087	379	2466	53. Søby-Skader-Halling
54. Sdr. Onsild-Nr. Onsild	985	436	408	36	1865	371	2236	504	2740	54. Sdr. Onsild-Nr. Onsild
55. Thorsager-Bregnet	1913	712	598	141	3364	860	4224	1701	5925	55. Thorsager-Bregnet
56. Tirstrup-Fuglslev	1345	407	607	114	2473	285	2758	1789	4547	56. Tirstrup-Fuglslev
57. Todbjerg-Mejlby	1698	550	649	213	3110	289	3399	266	3665	57. Todbjerg-Mejlby
58. Tved	1005	351	341	102	1799	360	2159	397	2556	58. Tved
59. Tvede-Linde	929	287	281	155	1652	388	2040	190	2230	59. Tvede-Linde
60. Udbyneder-Kastbjerg	2767	568	738	188	4261	530	4791	1301	6092	60. Udbyneder-Kastbjerg
61. Veggerslev-Villersø	436	159	144	52	791	122	913	100	1013	61. Veggerslev-Villersø
62. Vejlby-Homå	1309	326	298	316	2249	170	2419	189	2608	62. Vejlby-Homå
63. V. Tørslev-Svenstrup	1002	365	355	70	1792	490	2282	457	2739	63. V. Tørslev-Svenstrup
64. Virring-Essenbæk	1708	552	460	153	2873	690	3563	671	4234	64. Virring-Essenbæk
65. Vistoft	627	238	234	–	1099	529	1628	663	2291	65. Vistoft
66. Vivild-Vejlby	1837	541	537	197	3112	454	3566	592	4158	66. Vivild-Vejlby
67. Voer-Estruplund	1226	278	240	210	1954	367	2321	360	2681	67. Voer-Estruplund
68. Voldum-Rud	1453	434	624	215	2726	214	2940	338	3278	68. Voldum-Rud
69. Vorup (F)	176	60	77	24	337	45	382	356	738	69. Vorup (F)
70. Værum-Ørum	1250	362	312	120	2044	367	2411	497	2908	70. Værum-Ørum
71. Ødum-Hadbjerg	1627	485	879	135	3126	172	3298	312	3610	71. Ødum-Hadbjerg
72. Ørsted	2591	540	599	368	4098	197	4295	1035	5330	72. Ørsted
73. Ørum	1446	574	755	25	2800	317	3117	1016	4133	73. Ørum
74. Ø. Alling-V. Alling	842	352	235	32	1461	356	1817	119	1936	74. Ø. Alling-V. Alling
75. Ø. Tørslev	1094	347	364	51	1856	335	2191	221	2412	75. Ø. Tørslev
76. Ålsø-Hoed	1914	411	393	395	3113	275	3388	1235	4623	76. Ålsø-Hoed
77. Årslev-Hørning	1405	409	324	213	2351	384	2735	361	3096	77. Årslev-Hørning
Landkommuner i alt	91623	28878	29771	9769	160041	24279	184320	55908	240228	Landkommuner i alt
Amtet i alt	92723	29241	30201	9885	162050	24595	186645	59938	246583	Amtet i alt

A. omfatter helt el. delvis flg. politikredse: 1) 42. politikr., Grenå, der omfatter retskr. nr. 65, 2) største delen af 44. politikr., Randers, der omfatter 67. og 68. retskr., 3) en del af 45. politikr., der omfatter 69. retskr. (Randers a.) og 71. retskr. (Ålborg a.) og endelig 4) en del af 46. politikr., der omfatter 70. retskr., hvoraf største delen hører til Ålborg og Viborg a., se ovf.

A. udgør Randers amtslægekreds, der omfatter 4 lægekredse: 1) Randers lægekr. (Randers), 2) R ougsø lægekr. (Randers), 3) Djursland lægekr. (Ebeltoft) og Mariager lægekr. (Mariager).

A. hører under 4. udskrivningskr., bortset fra Hobro kbst., der hører under 5. udskrivningskreds.

Der hører 4 civilforsvarsområder under a., nemlig 1) Ebeltoft kbst., 2) Grenå kbst., 3) Hobro kbst. og 4) Randers kbst. m. Vorup, Kristrup og Dronningborg kom. (i Randers a.) og en del af Hornbæk-Tånum kom. (i Viborg a.).

Største delen af a. hører under Randers amtstuedistrikt m. amtstue i Randers; hertil hører også en lille del af Viborg a. Resten af Randers a., herunder Ebeltoft og Grenå kbst., udgør Ebeltoft amtstuedistrikt (amtstue i Ebeltoft), bortset fra 3 kom., der hører under Århus amtstue.

A. er delt i 4 skattekr.: 1) 46. skattekr. (Hobro), 2) 47. skattekr. (Randers), 3) 48. skattekr. (Rougsø m.fl. hrdr.s) og 4) 49. skattekr. (Grenå).

M.h.t. vurdering af landets ejd. udgør a. Randers amtsskyldkreds, der er delt i 6 vurderingskredse, s. 558 nemlig 1) Hobro (omfattende 13 vurderingsdistrikter), 2) Gjerlev-Støvring hrdr.s (16 vurderingsdistrikter), 3) Sønderhald-Rougsø herreders vurderingskr. (14 vurderingsdistr.), 4) Grenå vurderingskr. (17 vurderingsdistr.), og 5) Ebeltoft vurderingskr. (16 vurderingsdistr.).

Randers amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Prof. J. F. Schouw (NL); overlærer J. H. Linnemann (H); amtmd. C. E. Dahlerup (H); sgpr. P. C. la Cour (V); højesteretsass. P. D. Bruun (NL); red. Bernhard Rée (V).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Mariager-kredsen: lærer, cand. theol. Kristen Rovsing 1849–52 (V); herredsfoged L. T. Ammitzbøll 1852 (H); red. D. E. Rugaard 1852–54 (V); lærer Jacob Jensen 1854–55 (V); lærer, gdr. Anders Juncher 1855–58 (V); overauditør Chr. Vilh. Schønberg 1858–59 (H); gross. Alfred Hage 1859–66 (H); lærer Jacob Jensen 1866–69 (V); provst A. F. C. Ussing 1869–72 (H); gdr. Christen Hansen 1872–76 (H); propr. Carl Koch 1876–79 (H); gdr. Niels Erikstrup 1879–82 (V); overretssagf. E. E. H. Schjøttz 1882–90 (V); gdr. J. Chr. Larsen 1890–92 (V); oberstløjtn. C. D. N. Nøkkentved 1892–95 (H); gdr. N. K. Moestrup 1895–1913 (VR); red. H. P. Hansen 1913–18 (S).

b) Randers-kredsen (by-kredsen): overlærer J. H. Linnemann 1849–51 (H); herredsfoged L. T. Ammitzbøll 1851–52 (H); provst Jacob Vallentin 1852–54 (NL); godsejer J. B. S. Estrup 1854–55 (H); provst Jacob Vallentin 1855–57 (NL); adjunkt Peter Schoubye 1857–58 (H); kontorchef Fred. Klee 1858–64 (NL); gross. Jul. Rée 1864–74 (NL); oberst N. P. Jensen 1874–84 (H); godsejer, kommandør Emil Bluhme 1884–87 (H, sen. V); godsejer, sen. finansmin. Chr. Lüttichau 1887–98 (H); forretningsf. Peter Knudsen 1898–1901 (S); overretssagf. Poul Rasmussen 1901–06 (H); red. Martinus Mortensen 1906–09 (S); adjunkt Søren Neersø 1909–10 (H); red. Martinus Mortensen 1910–18 (S).

c) Randers landkreds: gdr. P. Skaarup 1895–98 (V); propr. P. J. K. Bjerre 1898–1913 (V); gdr. Gerud M. Jensen 1913–18 (V).

d) Hornslet-kredsen: gårdfæster Jens Christensen 1849–52 (V); herredsfoged Hack Kampmann 1852–53 (NL); gårdfæster Niels Christensen Condrup 1853–56 (V); gårdfæster Christen Christensen 1856–64 (V); herredsfoged Hack Kampmann 1864–66 (NL); lærer A. M. Povlsen 1866–72 (V); gdr. Niels Jensen 1872–79 (V); gdr. Simon Andersen 1879–84 (V); gdr. Jens Kjeldsen 1884–90 (V); propr. P. J. K. Bjerre 1890–92 (V); red., sen. statsmin. Niels Neergaard 1892–98 (V); gdr. K. N. Kristiansen 1898–1906 (VR); amtsforvalter N. P. Jensen 1906–10 (V); sgpr., sen. kirkemin. Th. Povlsen 1910–18 (RV).

e) Grenå-kredsen: sgpr. P. C. la Cour 1849–52 (V); lærer Peder Wad 1852–53 (NL); toldinspektør Johan Müller 1853–54 (H); fabrikejer M. Drewsen 1854–55 (V); sgpr. Fred. Chr. Bloch 1855–58 (H); lærer Niels Kraiberg 1858–61 (V); gdr. Chr. Christensen Bønløkke 1861–64 (V); godsejer Chr. Mourier-Petersen 1864–66 (H); gdr. Chr. Christensen Bønløkke 1866–92 (V); godsejer, kapt. Wilh. Dinesen 1892–95 (V); gdr., statsrevisor N. Pedersen-Nyskov 1895–1918 (V).

f) Ebeltoft-kredsen: overlærer L. H. F. Oppermann 1849–52 (V); sgpr. Ole Wiedemann 1852–53 (H); gdr. Jens Degn Andersen 1853–54 (V); godsejer, major A. W. Dinesen 1854–55 (H); fhv. lærer Jens Lehrmann 1855–58 (H); propr. L. U. la Cour 1858–61 (H); godsejer Ferdinand Mourier-Petersen 1861–66 (H); gdr. Jens Degn Andersen 1866–69 (V); husejer Thomas Christensen 1869–90 (V); gdr. Lars Chr. Larsen 1890–92 (V); assurancebestyrer J. N. C. Wistoft 1892–98 (V); dir., sen. statsmin. Niels Neergaard 1898–1918 (V).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Red. H. P. Hansen 1918–23 (S); red. Martinus Mortensen 1918–20 (S); gdr. Gerud M. Jensen 1918–20 (V); kirkemin. Th. Povlsen 1918–35 (RV); statsrevisor N. Pedersen-Nyskov 1918–22 (V); statsmin. Niels Neergaard 1918–32 (V); højesteretssagf. Emil Harboe 1918–21 (KF); gdr., sen. statsmin. Knud Kristensen 1920–29 (V); malermester Robert Lundberg 1920–35 (S); godsejer Niels Juel 1921–24 (KF); red. Albinus Jensen 1923–24 (S); gdr. J. A. Rahbek 1922–24 (V); red., sen. trafikmin. Niels Elgaard 1922–24 (V); landsdommer V. Pürschel 1924–39 (KF, sen. NS); hmd. J. P. Olufson 1924–34 (S); statsrevisor Gustav Pedersen 1924–26 (S); gdr. Svend Nielsen 1924–32 (V); sgpr. J. C. Willesen 1926–29 (RF); hmd. M. F. Mortensen 1929–45 (S); civiling. s. 559 Rud. Christiani 1332–35 (V); gdr., sen. statsmin. Knud Kristensen 1932–49 (V); statsrevisor Gustav Pedersen 1934– (S); bagermester Aage Riis Flor 1935–38 (S); gdr. J. S. Foget 1935–39 (Det frie Folkeparti); gdr. Svend Nielsen 1935–39 (V); red. Magne Nøhr 1935–39 (RV); karetmager N. P. Nielsen 1938–39 (S); typograf, borgmester Alfred Andersen 1939–46 (S); dir. E. Boeck-Hansen 1939–50 (KF); civiling. Rud. Christiani 1939–43 (V); gdr. Simon From 1943–60 (V); afdelingsfmd. Chr. A. Christiansen 1945–47 (K); forretningsf. Poul Hansen 1945–52 (S); gdr. Otto Bille 1946–47 (S); kontorchef, sen. statsmin. Jens Otto Krag 1947– (S); gdr. P. Pedersen-Nyskov 1947–50 (V); gdr. Anders John Pedersen 1949–50 (V); branddir., sen. borgmester A. Stæhr Johansen 1950–55 (KF); gdr. Anders E. Andersen 1953– (V); forretningsf. Poul Hansen 1953– (S); rådhusbetjent J. J. A. Hansen 1953–57 (S); stadsskoleinspektør Jac. Pedersen 1955–56 (KF); borgmester A. Stæhr Johansen 1956–57 (KF); fabrikant Asger Jensen 1957– (KF); red. Verner Sinnbeck 1960– (V); gdr. og plantageejer Axel Grøndahl (1960– (U).

Åndelige rørelser.

Da a.s beboere 1848 gik til valg for at udpege medlemmer til den grundlovgivende rigsforsamling, var der blandt de udvalgte to venstremænd. Nogen større pol. interesse fandtes dog ikke omkr. denne tid, og a.s eneste off. organ var Randers Amts Avis, grl. 1810 i Randers og med årene et udpræget organ for borgerskabets og de konservative ideer. Efter 1870 begyndte Venstre at gøre sig stærkere gældende. C. Berg og I. A. Hansen kom på deres store jy. agitationstog også til dette a., og på deres tilskyndelse oprettedes 1874 venstrebladet Randers Dagblad. På sa. tid grundlagdes ligeledes Grenå Folketidende, bag hvilket stod lokale kredse. Også dette blad var et typisk kamporgan for Venstre. I løbet af 1870erne dominerede Venstre samtlige a.s valgkredse m. undt. af den konservative højborg: Randers kbst. Med den voksende industrialisering vandt Socialdemokratiet fra midten af 1880erne indpas i a., 1888 oprettedes et lokalt arbejderblad til støtte for agitationen, og Socialdemokraten for Randers og Omegn blev selvstændigt blad 1899. 1910 sejrede dets red. M. Mortensen ved folketingsvalget, og 3 år sen. erobredes ligeledes a.s nordligste valgkreds.

Landbefolkningens politiske vækkelse medførte oprettelse af et betydeligt antal højskoler. De fleste var dog små og havde kun lokal interesse, såsom Voldby højskole (opret. 1868 af J. L. Vest), Hadsten højskole i Galten (opret. 1876), Dalbyneder højskole (opret. 1884 af C. E. Egens), Djurslands folkehøjskole i Lyngby (opret. 1897) og Vivild højskole (opret. 1903). A.s mest kendte grundtvigske højskole lå i Mellerup, opret. 1880, af Jens Bek. I de politiske kampår nægtede regeringen den en årrække økon. støtte. Sen. knyttedes Niels Tang og Jakob Knudsen til skolen, der ophørte 1917. I Mellerup fandtes ligeledes friskole og valgmenighed.

Medens den grundtvigske bevægelse havde stærkest tilslutning i Støvring og Gjerlev herreder, vandt Indre Mission navnlig indpas i de centrale dele af Djursland og i de tilgrænsende herreder mod v., nemlig Sønderhald og Øster Lisbjerg. Der byggedes her en lang række missionshuse. 1897 overtog Indre Mission den 3 år tidl. af Uffe Birkedal grundlagte Rønde højskole, som med årene blev udbygget til et betydeligt skolecentrum.

Også afholdsbevægelsen gjorde sig stærkt gældende inden for a. På Randerskanten agiterede den norsk-amerikanske kvækermissionær John F. Hanson, og i egnen omkr. Mariager virkede vandrelærer Fr. Estrup. Det var bl.a. med udgangspunkt i denne agitation, at man 1881 fik oprettet Danmarks Totalafholdsforening.

Efter århundredskiftet var Venstre og Socialdemokratiet de toneangivende politiske partier i a. 1910 erobrede Det rad. Venstre Hornsletkredsen og fastholdt den indtil 1935. Efter 1918 opnåede Det konservative Folkeparti på ny repræsentation i a. LS-bevægelsen gjorde sig i 1930erne stærkt gældende inden for a. og fik 1935 en repræsentant valgt til folketinget. Ved folketingsvalget 1960 opnåede Socialdemokratiet og Venstre hver 3 repræsentanter, Det konservative Folkeparti og De Uafhængige hver i repræsentant.

Oldtidsbebyggelse.

Arkæologisk set er Randers amt et rigt og særpræget område. Særlig 4 perioder er rigt repræsenteret: Ældre stenalder med de mange køkkenmøddinger, yngre stenalder med de mange, store stengrave, som her, navnlig på Djursland, er talrigere end i nogen anden egn af Jylland, ældre bronzealder med de mange høje og ældre romersk jernalder, der her optræder med en mængde rige gravpladser.

En boplads, langt ældre end køkkenmøddingerne, kendes fra Sønder Hadsund (Vindblæs so.); men i øvrigt er det bopladserne fra ertebøllekulturen, der dominerer. Køkkenmøddinger fra dette det sidste afsnit af ældre stenalder er meget talrige, både langs Mariager fjord: Horsø, Åmølle; Randers fjord: Ågård, Gjessinggård, Holbækgård; Djurslands nordkyst: Mejlgård; og østkyst: Fjeldholm, Havknuden; og ikke mindst Kolindsund: Fannerup, Kolind, Nederst. Særlig vigtige er Mejlgårddyngen, hvor Worsaae først blev klar over, at disse skaldynger er menneskeværk, og bopladsen Dyrholmen i Hørning so., hvor 3 stadier af ertebøllekulturen er repræsenteret.

Yngre stenalders første afsnit, dyssetiden, repræsenteres først og fremmest af de talrige dysser, runddysser, langdysser og dyssekamre, som navnlig på Djursland optræder i stort tal. Flere af dem har givet ganske gode fund: Emmedsbo i Hemmed so., Horsemose i Glesborg og Humsterhøj i Ørum so., og fra Virring kendes en af de sjældne jordgrave fra denne periode. Så har vi den interessante landsby ved Barkær med de to lange »rækkehuse«, en anden boplads ved Ryomgård og rige offerfund fra Veggerslev mose. Også den næste periode, jættestuetiden, er rigt repræsenteret ved de mange jættestuer, hvoraf skal nævnes Jordhøj og Ormehøj ved Mariager, de 3 dobbelte ved Snæbum, Mogenstrup i Nimtofte so., Birkelund i Glesborg so. og Åkærlund i Bregnet so.; de 3 sidste har givet gode fund. Så har vi fra et tidligt afsnit af jættestuetiden den mærkelige plads ved Tustrup (Nørager so.) med flere grave og et kulthus. En rig boplads fra denne tid er Ørumå-køkkenmøddingen (Ginnerup so.); andre bopladser, der tilhører den grubekeramiske kultur, har vi på Anholt; og den tredie kultur, enkeltgravskulturen, møder vi i gravkister ved Gjerrild med flere skeletter, det ene med en pil gennem brystbenet. Fra stenalderens slutningsafsnit har vi flere hellekister og den store boplads og værkstedsplads ved Fornæs; det mærkelige bronzefund fra Gallemose (Harridslev so.) hører også denne tid til.

Alt i alt vides der i amtet at have været 516 store stengrave, et i sammenligning med de andre jy. amter meget betydeligt antal; af disse lå de fleste i de tre herreder på Djursland, Djurs Nørre, Djurs Sønder og Mols, medens der er meget få i amtets vestl. herreder.

Bronzealderen repræsenteres først og fremmest af de mange høje; godt 5000 vides der at have været, og de allerfleste af disse må antages at være fra bronzealderen, de større fra ældre, de små fra yngre bronzealder; stenalderens enkeltgravskultur synes ikke at have spillet nogen større rolle i denne del af Jylland. De højrigeste sogne er Tøstrup med 247, Ørum 168, Mariager landsogn 159, Nødager 142, Gassum 140, Glenstrup 116, Svenstrup 114, Hemmed 110, Thorsager 104 og Vindblæs 103; ret højrige er også Asferg, Glesborg, Ginnerup, Nimtofte, Albøge, Ebeltoft landdistr., Agri, Bregnet og Todbjerg. Som man ser samler de højrigeste sogne sig hovedsagelig i to grupper, en syd for Mariager fjord og en anden i det mellemste Djursland, på begge sider af Kolindsund. Det er fortrinsvis på den lettere jord, vi finder disse mange høje, medens de mere frugtbare dele af amtet, største delen af Støvring, Galten, Rougsø, den vestl. del af Sønderhald og den østligste del af Djursland, kun har få høje, et træk, vi i øvrigt genkender i største delen af Jylland. Flere af højene er af imponerende størrelse, således Hohøj ved Mariager og Møgelhøj ved Sem.

Der er også gjort mange bronzealderfund i amtet, dog ingen af de mere berømte gravfund. Nævnes skal fra ældre bronzealder offerfundet med bronzekar fra Simons mose (Falslev so.) og de 4 engelske bronzeøkser fra Egå samt helleristningerne på kisten ved Glatved; fra yngre bronzealder offerfund fra Randrup (Gassum so.), Glesborg, Basland (Ørum so.) og Skødstrup, støbefundet fra Håg (Thorsager so.) og dragtfundet fra Huldremose (Nimtofte so.).

Keltisk jernalder er ret sparsomt repræsenteret, væsentlig ved en del urnegrave. Men ældre romersk jernalder optræder med en fylde, der fuldtud kan måle sig med de andre, på dette felt så rige amter Hjørring og Århus. Det er navnlig gravpladser med »lerkargrave«, vi her træffer i rig mængde; som nogle af de vigtigste skal nævnes Virring, Langkastrup, Ryomgård, Schildenseje, Ring, Lille Sorvad, Hvilsager, Fløjstrup bakker; men også mange bopladser kendes, dog sjældent med velbevarede hustomter, som i hedeegnene. Flere af disse pladser fortsætter ind i yngre romertid, der dog synes at være langt sparsommere repræsenteret. Et mindre mosefund med våben fra denne tid kendes fra Hedeliskær (Skødstrup so.).

Germansk jernalder har som sædvanlig kun få fund. En ret rig grav fra den ældste del af perioden kendes fra Ørsted, guldfund fra Haslund, Lindkær (Laurbjerg so., runebrakteat), Dalstrup (Villersø so.), Møllehøj (Lyngby so.), Bendstrup og Balle (begge Todbjerg so.).

Fra vikingetiden har vi først og fremmest Fyrkatborgen (Nr. Onsild so.); en ret rig kvindegrav kendes fra Hvilehøj (Randers kbst.), et sølvfund fra Englund (Nødager so.); nævnes skal s. 561 også økserne fra Gjerrild og vegstenskarrene fra havet ud for Djurslands sydvestkyst, samt ikke mindst de mange runesten, hvoraf 20 må henføres til vikingetiden.

Af fredede oldtidsmindesmærker findes i Randers amt i alt: 2 køkkenmøddinger, 53 runddysser, 64 langdysser, 34 dyssekamre, 19 jættestuer, 8 ubestemmelige stengrave, 8 hellekister, et stenalder-kulthus; 1231 høje, 25 langhøje, 21 røser, 8 stenkredse, 2 helleristningesten; en jernalders stengrav, et areal med oldtidsagre, en trekantet stensætning, en ringvold, 3 formentlige hustomter og 3 bautastene.

Bebyggelsen i historisk tid.

Fra grænseårene ml. forhist. og hist. tid er den store vikingeborg Fyrkat (nævnt ovf. under Oldtidsbebyggelse) det fornemste monument i Randers a. I 1000t. er bygningskulturens frembringelser at finde blandt kirkelige monumenter. Den nuv. Hørning kirke er bygget over tomten af en stavkirke; den berømte Hørningplanke fra denne stavkirke er forlængst fremdraget, mens omridsene af selve træbygningen først er blevet kendt ved udgravning 1960. Megen gl. stenarkitektur fra slutn. af 1000t. er bev. i Randers a., fx. i de ældste partier af Virring kirke (Sønderhald hrd.). I øvrigt udgjorde a. i den ældre middelalder ikke nogen arkitekturhistorisk enhed; der findes ingen domkirke el. klosterkirke fra 1100t., som kunne virke inspirerende på omgivelserne. Fra Viborg domkirke er der derimod kommet impulser, navnlig i form af søjleportaler på landsbykirker af hugne kvadre, som fx. Asferg, Ørum og Hadbjerg samt den nylig fremdragne tomt af Skt. Clemens kirke i Randers. Et særkende fra Randersegnen er det ejendommelige »sløjfe«-ornament i kvaderstenskirkernes tympanonfelter i form af et bånd, der er slynget som en kringle (Gassum, Gimming, Ølst, Lem); desuden er der tre rigt reliefprydede granitportaler, som man tilskriver den billedglade stenmester Horder: Ørsted, Vejlby (Sønderhald hrd.) og Rimsø. Det fremherskende byggemateriale var her som overalt i Østjylland granitstenen, enten ganske råt behandlet el. – hvad der var det hyppigste – i tilhugne kvadre. Der var dog også anvendt andre materialer. Navnlig må fremhæves Grenåegnens s. 562 kridtstenskirker fra slutn. af 1100t. el. sen., m. pyntelige liseninddelte mure og blindgallerier under tagskægget, således i Vejlby (Djurs Sønder hrd.), Gjerrild, Nødager, Rosmus, Lyngby – en halv snes monumenter i alt. De må være samtidige m. den senromanske teglstensarkitektur, som i Randers a. kun har få, men til gengæld meget værdifulde kirkebygninger, den pyntelige apsiskirke ved Estruplund (Rougsø hrd.) og den anselige rundkirke i Thorsager, som mul. er bygget af Århusbispen Peder Vagnsøn. Den sen. middelalders gotiske bygningskunst er i 1400t. repræsenteret af den anselige Randers Skt. Morten (m. mindelser om domkirken i Århus) og birgittinerklosterkirken i Mariager, nu kun en torso, men opr. statelig som en domkirke. De mindre købstadkirker i Grenå og Ebeltoft er ligeledes fra den sen. middelalder, Grenåkirken dog stærkt ombygget. Ml. den store mængde af romanske landsbykirker er der kun få fra den gotiske periode, fx. Sødring og Marie Magdalene kirke, medens der er adsk. eks. på, at opr. romanske kirker er blevet totalt ombygget i gotisk tid efter gotisk grundplan som langhuse m. tresidet korslutning, fx. Ginnerup, Hoed, Homå, Albøge. – Fra de få middelald. klostre i Randers a. er der kun sparsomme rester tilbage, således en fløj af Mariagerklosteret; klosteret i Essenbæk er helt forsv. (et søjlekapitæl findes i Virring præstegd.), og af Glenstrupklosteret er kun kirken tilbage. Velbev. er derimod Helligåndshuset i Randers fra tiden o. 1500.

Den verdslige bygningskunst har i Randers a. sine fornemste monumenter blandt herregårdene. Fra middelalderen er der da også et stort antal voldsteder. Her må også nævnes nogle langvolde, utvivlsomt af stor ælde, fx. Dandiget i Asferg so., Trevolden i Gassum so. og den ejendommelige »Dragsmur« ml. Mols og Helgenæs. Af egl. voldsteder kan nævnes de tre på øen Hjelm, Ulvholm (Gassum so.), Høgholm, Rane Ladegd. (ved Ebeltoft), Obdrupgd. (Lyngby so.) og Østrup Bispegd. (Albæk so.). En anselig borgruin ejer Randers a. i Kalø slot (Bregnet so.). Rester af en middelalderborg gemmer sig i Gl. Estrups mure. Den egl. store tid for herregårdsbyggeriet begyndte efter reformationen. Fra 1500t. er der Overgd. (Udbyneder so.), bygget af Jørgen Lykke, Rosenholm (Hornslet so.) og Skaføgd. (Hvilsager so.), begge af Jørgen Rosenkrantz; endv. Anders Banners Løvenholm (Gjesing so.), Hans Stygges Holbækgd. (Holbæk so.) og Aksel Juuls Mejlgd. (Glesborg so.). Fra tiden o. 1600 er der Thomas Fastis Katholm (Ålsø so.), Hans Arenfeldts Rugd. (Rosmus so.), Jacob Seefelds Sostrup (tidl. Benzon, Gjerrild so.) og endelig det stolteste renæssancemonument i Randers a.: Eske Broks ombyggede Gl. Estrup (Fausing so.). Fra 1620erne nævnes Støvringgd. (Albæk so.). Fra årh.s slutn. er Conrad Reventlows statelige Clausholm helt præget af barokkens byggemåde. Sen. monumenter er Gjessinggd. (Tvede so.) fra 1747 i lokal »jysk barok«, mens Tustrup (Hørning so.) og Stenalt (Ørsted so.) er præget af klassicismen. Herregårdene kom også til at præge landsbykirkerne, blandt hvilke en del har storslået udsmykning med kostbare gravmæler (Voldum, Hornslet, Auning og Hørning).

Blandt købstæderne har Randers adsk. gl. bygninger, bl.a. et sengotisk stenhus, Påskesønnernes gård, samt fra slutn. af 1500t. et par bindingsværkshuse, Brødregade 24 og 26; andre huse af bindingsværk er St. Kirkestræde 2 (fra 1626) og Storegade 13, kaldet Niels Ebbesens gård, bygget 1643. Medens Randers undergår en voldsom moderne udvikling, har de mindre købstæder formået at bevare hele strøg af gl. dansk bykultur; dette gælder navnlig Mariager og Ebeltoft. I Mariager nævnes særlig Hotel Postgården, Kirkegade 2 og Østergade 9, medens den øvr. by består af lave huse, vistnok ikke af høj ælde, men af gammelt præg og beliggende ved bugtede gader m. toppet stenbro. Noget lign. gælder Ebeltoft, hvor Farvergården i Adelgade særlig skal nævnes samt adsk. bindingsværkshuse langs Over- og Nedergade; berømtest er byens gl. rådhus, opf. 1576, omb. 1710 og på ny 1789, da det fik et spir. Også Grenå viser udpræget østjy. købstadsarkitektur i lave huse af ikke særlig ærværdig alder langs Store- og Lillegade med flere forbindende smøger; byens kendteste bindingsværksbygning er den toetages købmandsgård på hj. af Søndergade og Kannikestræde; byens rådhus er en smuk klassicistisk bygn. fra 1805, bygget af Just Møller og i slægt m. Nørrejyllands Tøjhus i Randers, a.s fornemste bygn. fra klassicismens dage, bygget 1801 af Anders Kruuse. – Blandt de talr. bygninger fra 1800t., der skylder den moderne tidsalders praktiske krav deres eksistens (jernbanestat., banker, skoler olgn.), og som stilistisk udgør en broget blanding, skal her blot nævnes ét mærkeligt arkitekturværk, M. G. Bindesbølls kirke i Hobro fra årh.s midte.

I middelalderen var det nuv. Randers a. delt ml. Ommersyssel og Åbosyssel. Til det første hørte Gjerlev, Nørhald, Onsild og Støvring hrdr., til det sidste Galten, Mols, Djurs Nørre, Rougsø, Djurs Sønder, Sønderhald og Ø. Lisbjerg hrdr. I 1200t. blev Ommer sysselting holdt i Randers, Åbo sysselting i Århus.

Støvring, Nørhald og Onsild hrdr. hørte indtil 1517 under Skanderborg len, men var derefter forlenet til biskopperne i Århus. 1536 blev de en del af det da oprettede Århusgård len. Da Dronningborg len blev dannet 1547, kom Støvring og Onsild hrdr. herunder. Gjerlev og Galten hrdr. udgjorde sa. m. Houlbjerg hrd. Tordrup len, som Mogens Gøye var forlenet med fra 1502 til sin død 1544. Galten hrd. kom 1548 under Dronningborg len, Gjerlev og Nørhald blev lagt herunder 1552. Rougsø var et selvstændigt len indtil 1580, da det blev indlemmet i Dronningborg len. Kalø len bestod fra gl. tid af Mols, Djurs Sønder, Djurs Nørre, Sønderhald og Ø. Lisbjerg hrdr.

Kalø, fra 1660 Kalø a., var 1671–83 forenet med Havreballegård og Stjernholm a., Dronningborg, fra 1660 Dronningborg a., blev 1716 lagt sa. m. Silkeborg og Mariager a. Randers a. blev opret. i h. t. resol. af 4/9 1793 og fik straks sit sen. omfang, bortset fra at Galten hrd. først 14// 1799 kom hertil.

A.s hrdr. lå fra gl. tid under Århus stift.

Litt.: J. C. Hald. Randers Amt. 1827. C. Reiersen. Kirkelige Forhold i Randersegnen i Aarene 1740 til 1750. JySaml. 1870–71. 375–87. Søren Hansen. Gudenaa, Gudenkjær, Gudensø, Gudenfjord, smst. 1899–1900. 465–86. Holger F. Rørdam. Herrnhuterne i Randersegnen i Chr. VI.s Tid, Kirkehist. Saml. 1901–3. 493–523. Axel Liljefalk. Krigstildragelser i R. A. AarbRanders. 1910. 5–41. C. Klitgaard. Fra Hexenes Tid. Hexeprocesser fra R. A., smst. 1915. 97–140, 1916. 86–106. Marcus Jensen. Ommersyssels Lærere i Fyrrerne, smst. 1917. 62–73. A. C. Johansen. R. Fjords Naturhistorie. 1918. Hans Birkelund. Om Calløe Amt 1744, AarbRanders. 1918. 69–86. Landboforhold i R. A. for ca. 100 Aar siden, smst. 1918, 118–48, 1919. 61–99. Aage Sørensen. Herremænd og Bønder i Ommersyssel, smst. 1921. 89–103. Turistforeningen for Danmarks Aarbog 1924. Aug. F. Schmidt. Helligkilder i R. A., AarbRanders. 1925. 5–26. Sa. Sagn og Tro knyttet til Sten i R. A. smst. 1926. 124–37. Johannes Tholle. Havebruget i R. A. igennem skiftende Tider, smst. 1928. 5–48. Hans Birkelund. Erhvervsforhold i R. A. 1735, smst. 129–42. Sa. Visitatser i R. A. af Biskop Hygum 1739–40, smst. 1929. 132–47. Aage Sørensen. Helligkilder, smst. 1933. 80–98. Aug. F. Schmidt. Fra den gamle Landsby, smst. 122–42, 1934. 139–44. Aage Dahl og A. Petersen. Fra Kirkehus og Skolestue i Aarhus Stift. 1937. Aage Sørensen. Ommersyssels Ødekirker, smst. 1938. 28–103, 1939. 26–96, 1944. 45–55. Chr. Heilskov. R. A.s gamle Landeveje, smst. 1938. 129–41, 1940. 44–53, 1941. 13–24, 1951. 42–51. F. Elle Jensen. Herrnhutisme på R.-egnen, smst. 1942. 73–84. P. Christensen. Bondehjem og Landboliv i gamle Dage, smst. 104–118, 1944. 101–15. Aage Sørensen. Det Dronningborgske Rytterdistrikt, smst. 1946. 97–111. Johan Jelvard. Uddrag af R. Amtsraads Forhandlinger i Tiden fra 1842 til 1867 inklusive, smst. 1947. 80–114. Johs. Bilde. Blade af Djurslands Saga. 1949. Anth. Fuglsang. R. A.s Sandflugts Historie. AarbRanders. 1950. 47–76, 1951. 52–90. Ellen Andersen. Folkedragter i R. a., smst. 1956. 18–36. Peder Jensen. De gl. møller i Århus stift. AarbAarhus. 1957. 36–44. F. Elle Jensen. Kirkelige Forhold paa R.-egnen ca. 1880, smst. 1958. 29–38. Kr. Hald. Stednavne i det østlige Ommersyssel, smst. 1959. 5–16. Poul Rasmussen. Dronningborg lens jordegods i Støvring, Nørhald og Onsild herreder, smst. 1960. 49–56. F. Elle Jensen. Biskop G. P. Brammers Kirkevisitatser i Onsild, Nørhald og Gerlev Herreder, smst. 71–86.