Thisted amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter den nørrejyske ø’s vestl. halvdel: Thy med halvøerne Thyholm og Agger tange, den vestl. del af Hanherrederne, øerne Mors, Jegindø og Agerø samt en række småholme i Limfjorden: Lindholm, Stenklippen, Rotholme, Langholm, Arup holm, Feggerøn og Ejerslev Røn. A. havgrænses mod n. af Skagerrak med Jammerbugt og Vigsø bugt, mod v. af Vesterhavet, mod s. af flg. dele af Limfjorden: Nissum bredning, Oddesund, Kås bredning, Salling sund, Livø og Løgstør bredninger. Landgrænsen mod Hjørring a. løber fra Slettestrand på n.kysten i ssvestl. retning gennem klitterræn, krydser den fugtige lavning omkr. Svenstrup å og følger dernæst Lilledals markerede dalfure op i bakkelandet ø.f. Hjortdal. Midt i Hanherrederne bøjer grænsen skarpt mod nv. følgende en bæk til Slette å, hvis øvre løb dernæst bestemmer dens retning ca. 5 km mod sv. gennem egnen ø.f. Fjerritslev. Derefter forlader grænselinien de sumpede lavninger og krydser gennem morænelandskabet, indtil den de sidste 7 km inden udløbet i Limfjorden, som det er alm. for mange danske amtsgrænser, atter følger fugtprægede lavninger, nemlig Bjerge å’s snoede forløb gennem engene ud mod Løgstør bredning.

Arealet er 1773,6 km², vandarealet udgør heraf 55,3 km² og moserne 10,8 km². Skove og plantager dækker 223 km². Den landskabelige variation er i T. a. så stor som kun få andre steder i landet. Morænelandskaberne, der udgør amtets kerne, såvel topografisk som bebyggelsesmæssigt, fremtræder snart som kuplede bakkeverdener, snart som svagtbølgede flader. Disse istidslandskabers overvejende lerede bund har under årtusinders agrartekniske indsats udviklet sig til god kulturjord i ordets egentligste betydning og danner nu tætbefolkede landbrugsområder, langs fjordkysterne bræmmet af udstrakte helt plane flader af marint forland. Disse havskabte landområder fremtræder, alt efter dannelsesstadium og den heraf betingede udnyttelsesgrad, snart som udstrakte rørsumpe, snart som enge med græsningsmuligheder og snart som agerland. Mod disse østl. landskaber, hvis farver præges af kulturjordens gule og grønne felter, kontrasterer de vestl. klitlandskaber på det voldsomste i alle henseender. Klitterrænets relief er uroligt, ustabilt og uoverskueligt, farverne præges dels af det tørketilpassede plantedækkes grågrøntblålige farveskala og dels af lyngarealernes og plantagernes dystert mørkgrønne nuancer. Den fattige jordbund i klitlandskaberne er forklaringen på den ringe befolkningstæthed og de stedvis helt folketomme egne i disse danske ørkenområder.

I modsætning til den nørrejyske ø’s østl. a., Hjørring a., der kan karakteriseres som topografisk kompakt, er Thisted a. en langt mere opdelt landmasse. Land og vand er her i Limfjordsområdet intimt forbundet. Tallet for T. a.s relative kystlinie, 0,30 km pr. km², er stort sammenlignet med de tilsvarende værdier for henh. Hjørring a. 0,20 km pr. km² og hele Danmark 0,17 km pr. km². Opdelingsgraden er af sa. størrelsesorden som for de fynske amter, 0,33 km pr. km². T. a. har bev. meget af den arkipelnatur, der i stenalderen karakteriserede hele det nordl. Jylland.

Dybgrundens geologi.

Kortet over dybgrundsformationerne (bd. I. 21) afslører ret komplicerede og uoverskuelige geologiske forhold i T. a. Sundene, vigene og bredningerne samt den stærke opdeling i øer og halvøer bidrager yderligere til at udviske de få regelmæssige træk, som man trods alt ved nærmere studium finder i formationsmønstret. For at forstå områdets geologi er det imidlertid nødvendigt at supplere med en række alm. geologiske iagttagelser i de tilstødende amter og i Danmark som helhed.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene. Det geologiske kort over dybgrunden repræsenterer groft sagt et vandret snit gennem en serie jordlag og formationer.

Hvis jordlagene i et bestemt område ligger vandret, vil et vandret snit gå gennem én og sa. formation, og på det geologiske kort vil der derfor kun findes én signatur svarende til formationen i den vandrette lagserie, hvori snittet er lagt.

Står man over for et kort, hvorpå der er afbildet flere formationer i samme vandrette snit, kan man omvendt slutte, at formationerne ikke ligger ubrudt vandret. – Det er indlysende, at dette er situationen i T. a., og det næste skridt bliver derfor at gøre rede for, i hvilken rækkefølge formationerne er blevet dannet, hvorledes den opr. lagstilling har været, og hvorledes lagenes nuv. udbredelse kan forklares.

Den ældste formation, som træffes ved istidslagenes basis i T. a., er skrivekridtet. s. 441 Det strækker sig fra Svinkløv v.på, sønden om danskekalkområderne ved Bulbjerg og Hanstholm, til Vesterhavskysten ml. Hanstholm og Klitmøller. Desuden findes to mindre skrivekridtområder, et ved Legind og et ved Erslev på Mors.

Danskekalkområderne ved Bulbjerg og Hanstholm repræsenterer rester af et tidl. sammenhængende kalklag, der dækkede hele den nordl. del af amtet. Mod s. genfinder vi danskekalken ved Thisted, hvor den optræder i et smalt bælte fra egnen s.f. Klitmøller ø.på til Limfjorden, hvorefter den fortsætter et stykke langs fjordens n.kyst.

Mod s. dykker danskekalken ned under tertiærtidens aflejringer: det eocæne moler og det oligocæne og miocæne glimmerler og -sand. Ejendommeligt nok forekommer der danskekalk i et lille område på Thyholm, og kridtet ved Erslev på Mors er omgivet af en bræmme af danskekalk.

De strukturelle forskydninger, som har frembragt disse forekomster, er omtalt ndf. i afsnittet om områdets geologiske struktur.

Dybgrundsformationernes udvikling. Takket være en række dybdeboringer efter salt og olie, som udførtes i T. a. 1951–58, kender vi nu en hel del til aflejringerne under skrivekridtet. P.gr.af de aflejrede lags store tykkelse har det imidlertid ikke været muligt at trænge så langt ned som til grundfjeldet. De vigtigste boringer blev udført ved Uglev på Thyholm 1951 og ved Fjerritslev 1958, hvor man forinden ved hjælp af tyngdemålinger og seismiske undersøgelser havde påvist tilstedeværelsen af salthorste.

Salthorste er sekundære ophvælvinger af opr. dybtliggende stensaltlag. De fremtræder som kæmpemæssige saltpropper, der fra dybet er skudt op gennem overliggende formationer. Opskydningen af saltet er sandsynligvis sket i løbet af mange mill. år, samtidig med at der er bundfældet nye jordlag ved overfladen. Ved saltets opskydning kan de overliggende formationer efterhånden være blevet fjernet ved erosion, og senere nyaflejrede lag er oftest tyndere over salthorstene end uden for horstene.

Lagene over en salthorst er således ikke fuldgyldige udtryk for aflejringernes udvikling i det pågældende sedimentationsområde. Dette forhold blev klart belyst ved de to boringer Fjerritslev nr. 1 og 2, der blev udført henh. på toppen og på flanken af den dybtliggende Fjerritslev salthorst. Boringernes jordlagsprofiler så således ud:

Det fremgår heraf, at der er stor forskel ml. de to profiler, idet lagserien ved Fjerritslev 2 er mere fuldstændig end ved den første boring, hvor hele øvre og mellem jura mangler.

Inden vi ser nærmere på de enkelte formationer, gives ndf. også en oversigt over jordlagene ved boringen Uglev nr. 1, der blev udført ved vejkrydset v.f. Hvidbjerg Kalkværk på toppen af Uglev salthorst:

I Uglev salthorst synes saltet at være trængt højere op end ved Fjerritslev (hvor saltet endnu ikke var nået ved 914 m). Hele formationsintervallet svarende til tidsrummet fra permtiden (da saltet blev aflejret som vandrette lag) til mellem jura mangler således ved Uglev. I modsætning til situationen på Fjerritslev salthorst er både øvre og mellem jura bevaret.

En sammenligning med boringer i nabo-områder fx. Vedsted boringen i Hjørring a. og Haldager boringen i Ålborg a. viser, at lagtykkelsen i den hidtil gennemborede del af lagserien er meget stor ved Fjerritslev nr. 2. Dette betyder som bekendt, at jordskorpens sænkning har været forholdsvis stor lige uden for Fjerritslev salthorst under aflejringsperioderne. Sandsynligvis ligger horsten centralt i det nordjy. aflejringsbassin, på et sted hvor alle formationer optræder med maksimaltykkelser, fordi jordskorpens sænkningsintensitet har været størst, el. også ligger Fjerritslev ikke langt fra dette felt.

Efter disse betragtninger må man gå ud fra, at der uden for salthorstene i T. a. findes en veludviklet formationsserie omfattende alle lag fra permtidens saltaflejringer og op til øvre kridt. I den sydl. del af amtet følger endv. tertiærtidens lag oven på kridtaflejringerne.

Hvilke formationer der findes under permtidens saltaflejringer, kan vi endnu ikke have nogen mening om. Ved formationsgennemgangen vil vi derfor begynde med permaflejringerne.

Perm. Permtiden repræsenterer slutningen af jordens oldtid. I sidste halvdel af permtiden strakte en formodentlig ret lavvandet havarm sig fra Atlanterhavsområdet ind ml. Skotland og Norge og videre ind over de nordøstl. dele af England, Nordsøen, Nordjylland, Sønderjylland til Nordtyskland og Polen. I England, Tyskland og Sønderjylland har man haft lejlighed til at studere de nederste afdelinger af tidsperiodens aflejringer. Disse lag består af skifre og kalksten med forsteninger, som viser, at lagene blev aflejret i normalt havvand. De overliggende lag består derimod af anhydrit og stensalt, som kun kan være dannet under en kraftig inddampning af havvandet. Flere inddampningsserier, bestående af kalksten, anhydrit, stensalt og stedvis kalisalte, følger efter hinanden.

Saltet i salthorstene i T. a. er opr. aflejret som vandrette saltlag i den nævnte permiske havarm. Man må regne med, at der er dannet indtil 1000 m tykke lag. Samtidig må jordskorpen have sænket sig et tilsvarende stykke. Sandsynligvis er aflejringen begyndt med dannelsen af normal marin kalksten som i de andre omtalte områder, og derefter har inddampningsprocessen domineret under dannelsen af de mægtige stensaltlag. Man må gå ud fra, at der i områderne ml. salthorstene stadig findes vandret liggende, tykke, uforstyrrede inddampningsserier (salthorstdannelsen omtales mere indgående ndf. under områdets geologiske struktur).

Trias. Man ved meget lidt om triaslagenes udseende i T. a., idet man kun har boret ned til deres allerøverste partier. Udviklingen er sandsynligvis noget lignende som i de sydl. dele af Hjørring a. og de nordl. dele af Ringkøbing a.

I triastidens begyndelse var Danmark en del af et indlandsbassin med saltsøer og saltstepper. Der dannedes navnlig lerlag og finsandslag. Da i alt fald de østl. dele af T. a. lå nær ved el. inden for området med de mest vedvarende jordskorpesænkninger, er der formodentlig dannet meget tykke lag også i løbet af triastiden.

Som nævnt er man ved Fjerritslev nr. 2 nået ned til triassystemets øverste lag. Disse lag er imidlertid aflejret i havet. De består af mørke skifre og finsandsten og viser således, at de geografiske forhold havde ændret sig henimod slutningen af triastiden. Havet var trængt frem over da. område, sandsynligvis fra nv., de klimatiske forhold ændredes fra tørt til fugtigt klima, og en ret rig vegetation indvandrede langs kystområderne i Skåne.

Nedre jura. Der skete øjensynlig ikke nogen større ændring i de geografiske forhold ved overgangen fra triastiden til juratiden. Skiferlagene, som henføres til nedre jura i Fjerritslev boringerne, er af omtr. sa. type som de underliggende triasskifre. Det mindre sandindhold tyder på, at området lå dybere og kysten fjernere end i den sidste del af triastiden (Rhaetperioden).

Mellem jura. Ved Uglev er aflejringerne fra denne periode tydeligt mere sandede end ved Fjerritslev. Dette vidner om mere lavvandede forhold og formodentlig større kystnærhed ved Uglev end ved Fjerritslev. Mikroforsteningerne i lagene (foraminiferer, muslingekrebs olgn.) tyder på, at lagene blev aflejret i et brakvandsområde.

Øvre jura og nedre kridt. Dannelsen af ægte havaflejringer i form af lerlag, der sen. delvis hærdnede til skiferlag, fortsatte. De store lagtykkelser vidner om, at den forholdsvis kraftige sænkning af området vedvarede. I øvrigt er aflejringerne ret ensartede svarende til ret stabile geografisk-klimatiske forhold.

Øvre kridt. Med øvre kridt indvarsledes betydelige ændringer i naturforholdene i hele Nord- og Mellemeuropa. Nedbrydningsprodukterne fra landområderne omkr. havbassinerne i Danmark, Polen, Tyskland, Holland, England osv., som tidl. fuldstændigt dominerede sedimenterne i havet, kom til at spille en meget underordnet rolle i løbet af øvre kridt. I stedet for aflejredes enorme mængder kalkslam, der dels opstod som udskilningsprodukter i havet ved de ret høje temperaturer, som herskede i datidens Europa, og dels indgik mikrofloraens og mikrofaunaens efterladte kalkskaller i kalkslammet.

Ændringen i sedimentationen må betyde en gennemgribende forandring fra fugtigt til tørt klima. Floderne tørrede ud, og nedbrydningsprodukterne på landområderne kunne ikke mere transporteres ud i havbassinerne.

Skrivekridtet når frem til overfladen adsk. steder i T. a. De berømteste forekomster er Svinkløv, graven ved Kølbygård 300 m sv.f. Hunstrup kirke, graven 1,2 km ø.f. Erslev kirke og graven ved Vandet. Skrivekridtet ved Svinkløv er kendt for de ejendommelige erosionsformer. Forekomsterne ved Kølbygård og Erslev er snit i den allerøverste del af skrivekridtet på stedet, idet kridtet overlejres af danskekalk. Skrivekridtet kan indeholde forsteninger, bl.a. søpindsvin og muslinger.

Danskekalken, der normalt henregnes til øvre kridt, er i T. a. udviklet i form af bryozokalk og den skrivekridtlignende kokkolitkalk. Bryozokalken udgør den nederste del af danskekalken. Bryozokalken har fået navn efter sit indhold af de korallignende kalkskeletter efter mosdyr (bryozoer). Kokkolitkalken, der repræsenterer den øverste del af danskekalken, består af kalkslam af små kalkplader efter alger (kokkolitter). Bryozokalken forekommer n.f. Aggersborg og i området fra Klim til Bulbjerg, endv. ved Ræer, Hunstrup, Vandet, Erslev o.a.st. Kokkolitkalken s. 445 findes ved Hansted, Hjaremål, i Thistedområdet og forsk. steder omkr. Erslev på Mors. Endelig bør vi nævne forekomsten ved Helligkilde på Thyholm, som afslører Uglev salthorstens tilstedeværelse.

Danskekalken indeholder ofte større forsteninger, blandt hvilke søpindsvin og brachiopoder er de hyppigste.

Tertiærtidens aflejringer.

1. Moleret. I T. a. findes nogle af de smukkeste forekomster af tertiære formationer i form af de storslåede molerklinter, blandt hvilke Silstrup klint, Svalklit, Hanklit, Salgerhøj og Feggeklit kan nævnes. Vi er imidlertid i den ejendommelige situation, at der i alle tilfælde er tale om løsrevne partier af dybgrunden, som er indlejret i istidslagene. Samtidig er det endnu ikke muligt at påvise lagenes opr. aflejringssted. Heldigvis indeholder molerlagene en serie forholdsvis let genkendelige, s. 446 tynde lag af vulkansk aske, ved hjælp af hvilke de enkelte forekomster har kunnet korreleres og kombineres til et teoretisk normalprofil. Den askeførende molerserie indeholder omkring 180 askelag, som er nummereret fra et niveau i midten, oven over hvilket der findes ca. 130 askelag med positive numre, mens askelagene under udgangsniveauet er forsynet med negative numre.

I øvrigt består moleret hovedsageligt af diatomeers mikroskopiske kiselskeletter. Det indeholder ikke få forsteninger af benfisk, insekter m.m., blandt hvilke det sjældne fund af kraniet af en havskildpadde bør nævnes.

Moleret er uden tvivl dannet i et kystområde med næringsrigt vand. Denne antagelse støttes af den kendsgerning, at moleret både indeholder forsteninger af marine dyreformer og af landdyr som insekter olgn. Det er muligt, at salthorstprovinsens strukturelle forskydninger har begunstiget akkumulationen af molerlagene.

Molerlagene har kunnet dateres til eocæntiden. De er jævnaldrende med den nederste del af Røsnæsleret, og moleret er indtil videre den ældste kendte tertiærformation i T. a. Lag svarende til Kertemindemergelen er endnu ikke påvist.

2. Oligocæne og miocæne aflejringer. Omkring Vilsund og Thisted bredning er der i tidens løb på forsk. lokaliteter indsamlet forsteninger af snegle og muslinger, som viser, at de yngste dybgrundslag sandsynligvis omfatter glimmerler og -sand af øvreoligocæn og nedremiocæn alder. Der foreligger endnu ikke sikre iagttagelser over faststående forsteningsførende lag. Derimod er der fx. ved Nordentoft, Silstrup, Sundby og Gerup fundet forsteningsførende konkretioner el. enkeltforsteninger, som tyder på oligocæn alder. På sa. måde er der ved Skyum fundet en hel del forsteningsførende blokke med en ret rig fauna af snegle og muslinger, som sandsynligvis er af nedremiocæn alder.

Alle disse fund tyder på, at oligocæne og miocæne lag strækker sig ind imellem salthorstområderne så langt n.på som til den nordligste del af Mors.

Dybgrundens overfladetopografi er endnu ikke kendt i enkeltheder. Ml. Thisted og Fjerritslev afspejler terrænformerne dybgrundens topografi ved Aggersborg, Svinkløv, Fjerritslev, Klim, Bulbjerg, Hanstholm og Thisted. Dækket af istidslag er forholdsvis tyndt i disse områder. S. herfor er vor viden ret begrænset med undtagelse af den centrale del af Mors (omkr. Erslev) og Thyholm, hvor henh. skrivekridt og danskekalk rager højt op kun dækket af tynde istidslag.

Bredningerne, sundene og vigene svarer i større el. mindre udstrækning til erosionsstrøg under sidste istid. Der er derfor grund til at vente, at dybgrunden er særlig stærkt eroderet på disse steder.

Dybgrundens struktur. I strukturel henseende er T. a. domineret af salthorstene.

Ved tyngdemålinger er det lykkedes at afgrænse områderne med lokale tyngdeunderskud, som falder sammen med strukturelle hævningsområder ved Fjerritslev, Erslev, Uglev og Legind. På disse steder er ældre formationer skudt op gennem yngre formationer, hvorved de ældre formationer ofte optræder som mere el. mindre lukkede, runde områder omgivet af yngre formationer. Tyngdeunderskuddet forklares ved, at der det pågældende sted findes en opskudt saltprop med en mindre vægtfylde end de omgivende formationer.

Forudsætningen for salthorstdannelsen er øjensynlig, at der opr. forefandtes tykke saltlag, at der over saltlagene blev aflejret tilstrækkeligt tykke lag af tungere sedimenter, og at saltets opdrift sattes i gang ved hjælp af forskydninger i jordskorpen. s. 447 Når tykke formationer, som er tungere end saltet, »svømmer« oven på saltlagene, bliver saltaflejringerne plastiske i lighed med bræis. Systemet kan sammenlignes med væsker af forsk. vægtfylde. Den »lette« væske, saltet, der ligger nederst, har en naturlig opdrift, som udløses i salthorstdannelsen.

Der er ingen tvivl om, at de ovenn. fire tyngdeanomalier ved Fjerritslev, Erslev, Uglev og Legind svarer til saltstrukturer. Hidtil har man kun boret på Uglevhorsten. Som det fremgår af boreprofilet Uglev nr. 1, ligger saltoverfladen på forholdsvis stor dybde sammenlignet med andre salthorste (se Ålborg og Viborg amter).

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer. Kalk og kridt graves i mindre udstrækning til jordbrugskalk og kalkbrænding forsk. steder. Der er grund til at fremhæve kalkbruddene ved Vandet og Thisted, hvor brydningen foregår i lidt større målestok. Skrivekridtet og danskekalken har i øvrigt betydning som vandførende lag.

Litt.: O. B. Bøggild. Den vulkanske Aske i Moleret, DGU. II. Rk. Nr. 33. 1918. Albert Gregersen og Theodor Sorgenfrei. Efterforskningsarbejdet i Danmarks dybere undergrund, MDGF. Bd. 12. 1951. 141. H. Gry. Deistektoniske Forhold i Moleromraadet, sst. Bd. 9. 1940. 586. Eigil Nielsen. Eocene Turtles from Denmark, sst. Bd. 14. 1959. 96. J.P.J. Ravn. Molluskfaunaen i Jyllands Tertiæraflejringer, Kgl. Danske Vid. Selsk. Skr. 7. R. nat. mat. Afd. III. 2. 1907. A. Rosenkrantz. Moleret i Silstrup Sydklint, MDGF. Bd. 10. 1944. 455. J. Troelsen. Om den stratigrafiske inddeling af Skrivekridtet i Danmark, sst. Bd. 9. 1937. 260. H. Ødum. Studier over Daniet i Jylland og paa Fyn, DGU. II. Rk. Nr. 45. 1926.

Landskaber.

Landskabsdannelsens forudsætninger i dybgrundsstrukturen. Dybgrundens geologi har været detaljeret beskrevet i det forudgående afsnit, og der skal i denne forbindelse blot erindres om, at højtliggende dele af kalkstensundergrunden fl.st. direkte udgør særprægede terrænelementer, ligesom de sa. dybgrundbjergarter ved deres modstandsdygtighed som fikspunkter i kystlinien bidrager til kystudformningens karakter og dermed til amtets omrids. Hanstholm-bakkeknuden, der med en længde af 9 km, en bredde på 2 km og en største højde på 67 m i Hjertebjerg rejser sig på yderst markant vis over de omliggende lave forlandsstrækninger, er et sådant stykke af limstenslagene, der begrænses af brudlinier mod de omliggende skrivekridtlag. Opr. er limstenslagene aflejret over skrivekridtet, som det fremgår af den geologiske aldersforskel (se afsnit geologi), men den limstensblok, der nu udgør Hanstholm-knuden, har været nedsænket i det underliggende skrivekridt, og ved de nedbrydende kræfters indflydelse, sidst istidens gletscherslid, er det blødere skrivekridt bortgnavet, medens den langt mere modstandsdygtige limsten har kunnet modstå erosionen og derfor nu danner et opragende bakkeparti. Hjaremål-bakkeknuden længere mod ø. har lignende oprindelse, og i Bulbjerg, hvor Vesterhavets bølger har brudt sår i landets flanke, er limstenen, der opbygger bakken, blottet i klintfaçaden. Længst mod ø. i amtet træder skrivekridtet på lignende måde frem i klinten ved Svinkløv (se blokdiagram s. 459).

Landskabsdannelsen i istiden. Det gælder for den nørrejyske ø, og dermed også for T. a., at det fundamentale grundlag for terrænets udformning, landskabets skelet så at sige, udgøres af morænedannelserne, disse usorterede ophobninger af ler, sand, grus og sten, der af istidens gletschere var bragt til området og efterladt der ved isens smeltning. Blokindholdet i morænen kan give eksakte oplysninger om, hvorfra isen er kommet, idet en række bjergarter med en karakteristisk mineralsammensætning, s. 448 der gør dem lette at genkende, forekommer med meget begrænset lokal udbredelse på den skandinaviske halvø. Dette gælder således de s.k. rombeporfyrer i Oslo fjord området. Denne bjergart har fået navn efter de store lysrøde feldspatkorn, der med rombeformet omrids skarpt adskiller sig fra den mørke finkornede grundmasse, som denne bjergart i øvrigt består af. Blokke af rombeporfyr forekommer i T. a. alm. som marksten, et entydigt vidnesbyrd om, at den del af indlandsisen, der i sidste istid bevægede sig gennem egnen omkring Oslo fjord, senere gled over Jyllands nordligste dele så langt s.på som til området s.f. Nissum bredning og Skive fjord. Isbevægelsen over det område, der nu udgør T. a., har altså gået fra n. mod s. Ved ismassernes bortsmelten har israndens forløb efterhånden indtaget en nordligere beliggenhed i T. a., hvis sydligste dele således først blev befriet for isens favntag, hvorefter det nyskabte morænelandskab gennem afsmeltningsperioden blev udvidet stadig længere og længere n.på. Da afsmeltningen ikke er foregået helt jævnt, har isranden haft standsninger adsk. steder tværs over T. a. med de ophobninger af morænemateriale til følge, som normalt finder sted langs en levende gletscherrand, dels fordi der ved ismassens bevægelse stadig bringes indefrosset moræne frem til randen, hvor det frigøres ved isens smeltning, dels fordi isranden i kuldeperioder har kunnet avancere et stykke igen med oppresning af de foranliggende morænemasser som resultat. Disse oppressede morænemasser vil danne bakkedrag, hvis udstrækning afspejler israndens beliggenhed, da bakkerne blev dannet. Omvendt vil der inden for en stagnerende isrand ved gletscherisens bevægelse ske et slid på dybgrundslagene; der vil udformes en relativt plan, lavtliggende flade, der, hvis isen sen. smelter hastigt bort, vil danne en terrænlavning med flad bund, en s.k. inderlavning. De mægtige bakkedrag langs Mors’ n.kyst repræsenterer en sådan oppresning af morænemasser og de derunderliggende tertiære jordlag langs gletscherranden. I klinterne vidner de stærkt foldede tertiære lagserier af moler med lag af mørk vulkansk aske på overtydende måde om den voldsomhed, hvormed landskabsdannelsen her har fundet sted. Thisted bredning kan opfattes som den i forbindelse med denne israndsstilling udformede inderlavning. De omtalte bakkedrag når maksimal højde i Salgerhøj, 89 m, nv.f. Flade. Samme endemorænestrøg fortsætter videre mod nv. gennem Thy, hvor det især fremtræder tydeligt v.f. Sjørring i området ml. Hundborg og Jannerup, hvor Bavnehøj, 71 m, og Gåsebjerghøj, 66 m, er de højeste toppe (se ill. s. 445 og 461).

Smeltevandsmasserne, der drænes gennem revner og sprækker i isen og sluttelig samler sig i store smeltevandskanaler under denne, har stor udgravende virkning og formår at forme store dalstrøg i isens underlag, de s.k. tunneldale, således benævnt, fordi de opr. har dannet bunden i de heromtalte tunneler i isdækkets underside. Tunneldalene vil alm. formes vinkelret på isranden, hvor vandflommen er fosset ud af istunnelens åbning, den s.k. gletscherport, med stor styrke, da vandet inde i tunnelen kan stå under højt tryk p.gr.af vægten af de smeltevandsmængder, der fylder isens hulheder højt over istunnelen op til det niveau, der kan betegnes som gletscherens grundvandsstand. De smalle farvande v. og ø.f. Mors, Vilsund og Salling sund, kan opfattes som dalstrøg opr. udformet af smeltevandet under isen, altså som tunneldale. Det sa. gælder dalstrøget med n.-s.- gående forløb gennem Mors fra bugten v.f. Hanklit på n.kysten, fortsættende ml. Solbjerg og Galtrup til Dragstrup vig.

Også på anden måde kan morænebakkernes retningsforhold afspejle isbevægelsens retning. Hvor de sten, sand og lermasser, der transporteres i isens bundlag, under isens aftagen i mægtighed aflejres, mens ismassen endnu er i bevægelse, vil de derved opståede morænebakker vise en mere el. mindre udtalt længdeorientering i bevægelsesretningen. Jordmasserne er så at sige slæbt med og tværet ud. Sådanne bakker betegnes internationalt med det irske ord: drumlins. I T. a.s østligste del ml. Svinkløv og Aggersborg er en n.-s.gående længderetning hos bakkerne alm. De kan opfattes som en samling drumlins, der vidner om den n.-s.- gående bevægelse af isen i sidste istid. Hingelbjerge, 83 m, er det højeste punkt i dette område. For største delen af T. a.s vedkommende er morænelandskaberne imidlertid uden den distinkte retningsorientering, der i Odsherred el. det sydl. Djursland overalt afspejler terrænets tilblivelse som tydeligt resultat af gletscheres aflejrende og oppressende virke. De mest markerede terrænelementer inden for morænelandskaberne i T. a. er dog afgrænsningen mod de omliggende marine flader, de tidl. kystklinter, der fx. længst mod ø. n.f. V. Svenstrup fremtræder som kløftfurede skrænter af stor terrænmæssig vælde set fra den lyngklædte flade ved Slettestrand.

Det marine forland, – de unge havskabte landskaber. Da ismasserne ved istidens slutning var smeltet bort, bestod det areal, der nu udgør T. a., af en snes større øer og en vrimmel af småholme. Et koldt arktisk hav omskyllede kysterne, og landoverfladen var dækket af lav polar plantevækst, en dværgbuskhede vekslende med sumpvegetation i de fugtige lavninger, af sa. karakter som nutidens tundra. I modsætning til hvad der er tilfældet i Hjørring a., danner lagserierne fra bunden af datidens ishav imidlertid ikke i T. a. højtliggende plane flader, da den sen. hævning ikke har været nær så stor her som i Vendsyssel.

I det sammenspil ml. landhævning, forårsaget ved jordskorpens befrielse for isens belastning, og havstigning, betinget af de ved issmeltningen frigjorte vandmasser, som har præget landskabsudviklingen siden istiden, var hævningsprocessen dominerende ca. 6000 år f. Kr. med det resultat, at hele Nordjylland var én sammenhængende landmasse, hvis kyster lå langt uden for de nuv. Efter denne fastlandstid fik havstigningerne i stenalderen, ca. 4000 år f. Kr., atter flere gange overtaget, og området blev atter opdelt i øer. På steder, hvor disse var udsat for stærk brænding, blev landmassen angrebet og stejlklinter udformet. Det nedbrudte materiale blev ved de skråt indløbende bølgers virkning transporteret langs kysterne og aflejret, hvor forholdene var roligere, som tanger foran bugter, som drag ml. øer og som odder, haler el. tappe ved disses læender. På steder, hvor denne opbygning af nyt land havde gunstige kår, fremkom udstrakte strandvoldssletter omkr. de gl. moræneøer.

Siden stenalderen har en relativ landhævning fundet sted, varierende fra 2 m, længst mod s., til 6 m i amtets nø.hjørne. Herved er de marine forlandsdannelser blevet yderligere stabiliseret, og stedvis er lavvandede dele af havarealet blevet land, i hvilket tilfælde man kan tale om egl. hævet havbund. På mange lokaliteter har hævningen bevirket en fremkomst af lavvandede vige og bugter, der har været så isoleret ved forlandsdannelser fra havet, at rørsump under de rolige forhold har haft så gode kår, at en omdannelse til land har kunnet ske ved tilgroning. Denne type marint forland: afspærringsforland, forekommer i T. a. på alle udviklingsstadier s. 450 fra vejlernes rørsumpe med deres mylder af svømme- og vadefugle til stabile, veldrænede kulturflader, hvor mågeskarerne, der følger tæt efter plovmanden, og tagrørstørven, der kommer til syne i furerne, ved tankeassociation kan kalde forestillinger frem i erindringen om den tid, da marken endnu var et sumpet vildnis, der kun blev udnyttet af jægeren med hunden i skydeprammen, når andejagten var inde.

De lave forlandsflader med deres relief af gl. kyststrukturer: revler, odder og drag, har sammensvejset den tidl. øgård til den nuv. sammenhængende landmasse. Kun længst mod sv. i amtet, hvor hævningen har været mindst, er der stadig en indviklet mosaik af land- og vandarealer. Det er stenalderens arkipel-topografi, der her stadig præger kystliniemønsteret.

Klitlandskaberne. De landskaber, der præges af flyvesandet, dels hvor dette er ophobet til klitter, dels hvor det ligger som et jævnt dække, indtager i T. a. betydeligt større arealer end i noget andet amt; 1/4 af amtets overflade er klitareal. Det er først og fremmest de vestl. marine forlandsflader, der er omskabt til det klitterræn, som langs v.kysten danner et bælte på 5–6 km’s bredde, inden for Vigsø bugt voksende til 8–9 km, på en enkelt lokalitet er klitsandet nået 13 km ind i land. Dette bælte afbrydes kun enkelte steder, fx. ved Hanstholm og s.f. Flade sø, el. indsnævres, hvor det gl., høje land når helt el. næsten helt ud til kystlinien. Den vestl. udbredelse er en følge dels af de vestl. vindes store hyppighed, dels af det forhold, at store sandmængder altid er til vindens rådighed på strandbredden. Sandet er en del af de sandmasser, der til stadighed vandrer langs Jyllands v.kyst og opkastes i strandvolde af de lange bølger, der dominerer om sommeren, hvorved strandbredden til stadighed tilføres nyt sandmateriale. På strandbreddens højere dele bindes en del af det vindtransporterede sand allr. af tueplanterne, resten ophobes foreløbigt i havklitternes yderzone, de »hvide« klitter, hvis bevoksning med hjelme og marehalm ikke er tættere, end at sandets lyse farve, der i sommersol kan være blændende hvidt, præger landskabets farvevirkning, kun let sløret af klitplanternes gråblå pasteltoner. Længere inde, hvor plantedækket er stabiliseret i de »grå« klitter, er det lyng og revling, klitstar og sandskæg, gråris og gyvel, der giver landskabet kulører, afdæmpede og mørke, undtagen netop i lyngblomstringstiden, når den rødviolette farve sejrer over den dunkelgrønne bundtone. Hist og her kan stormvinden bryde hul i det beskyttende plantedække på lyngbakkernes luvartside, ofte på steder, der er forberedt dertil ved græssende kreaturers ødelæggelse, el. hvor andre forhold, for intens færdsel fx., har slidt vegetationen sønder. Hullerne vil hurtigt udvides til store vindkuler (se blokdiagram s. 451), i hvilke sandet under storm piskes rundt af hvirvelvinde og sluttelig ophobes som »hvide« klitter på læsiden. Hvis udviklingen ikke standses ved naturlig tilgroning el. beplantning, vil klitbakken brydes helt ned, og hullet i klitrækken vil af stormvindene brydes større og større, samtidig med at de nedbrudte sandmasser transporteres ind i land i vindens retning, altså hovedsagelig mod ø. Herinde vil sandet hobe sig op i en stor »hvid« klit med halvmåneformet grundplan og den konvekse runding fremefter mod ø., en s.k. mile. Denne vandreklits sydl. og nordl. horn forlænges bagud mod brudstedet af de ofte kilometerlange rimmer, ml. hvilke banen, ad hvilken klitten er vandret, ligger som en helt plan afblæsningsflade, idet sandet er fjernet ned til et niveau lidt over grundvandsstanden, s. 451 hvor fugtighedsforholdene hindrer bortblæsning. Disse vandreklitters geometrisk særprægede grundplan har givet anledning til betegnelsen parabelklitter. På kortblade med højdekurver vil disse p.gr.af de stærke stigninger i vandreklitten og dens rimmer blive så tætliggende, at de på formindskede gengivelser af kortbilledet direkte fremtræder som parabelformede figurer. Vandreklitterrænet er i T. a. så typisk udformet som nogetsteds. N.f. Klim ligger fx. de to vandreklitter Nørremiler og Søndermiler i Fårdam Sande umiddelbart v.f. den nø.-sv.gående skrænt, der er stenalderhavets kystklint. Selv denne terrænhindring har ikke kunnet standse sandflugten. De vandrende sanddriver er af vindpresset forceret op ad de stejle skrænter og videre et stykke ind i morænelandskabet, dækkende god morænejord og givtigt agerland med et sterilt småkuperet sanddække. Kollerup plantage er anlagt i dette område for at dæmpe sandflugten og standse yderligere ødelæggelse. Længere v.på i Valbjerg, Torup og Ryklit Sande er landskabsforholdene de sa. Moræneøernes vestl. dele er overalt invaderet af flyvesandet, således ved Klim, ved Østerild og videre mod sv. ved Hvidbjerg og Ørum. De store nåletræsplantninger Svinkløv, Torup, Østerild, Hjaremål, Tved, Vilsbøl, Nystrup og Hvidbjerg plantager står alle som vidnesbyrd om effektiv menneskelig indsats mod den naturkraft, sandflugten, der tidl., sidst i perioden 1500 til 1750, har lagt meget land øde.

Søer og vandløb. T. a. adskiller sig fra Hjørring a. bl.a. ved sin rigdom på søer. Vandarealer udgør over 3% af amtets overflade i T. a., medens disse i Hjørring a. kun udgør 0,3%. T. a. er altså 10 gange så rigt på søer som den øvr. del af den s. 452 nørrejyske ø. Der må i denne sammenhæng gøres opmærksom på, at vandarealer, der står i forb. med havet, altså Limfjorden, ikke medregnes i denne opgørelse. I T. a. forekommer søer af yderst forsk. typer: 1. morænesøer, 2. strandsøer dannet ved strandvoldsafspærring af bugter og fjorde i morænelandskabet i forb. med landhævning, 3. laguner på det marine forland, 4. klitsøer og 5. vejlesøer dannet ved kunstig afspærring af fjordarealer. Talmæssigt er morænesøerne dominerende. I de småbakkede morænelandskaber forekommer den vrimmel af søer og damme, der er typisk for dette terræn med de talrige afløbsløse lavninger, der i de egne, som ligger længst fra kysten el. fra de større dale, der fungerer som lokale dybdegrænser for vandløbserosionen, ikke er nået at blive afdrænet ved den normale vandløbsudvikling i den geologisk set relativt korte tid, højst 15.000 år, der er forløbet siden istiden. I det sydl. Thy, n.f. Gettrup, ø.f. Vestervig og sø.f. Bested stationsby præges landskabet af disse morænesøer, der forekommer på alle tilgroningsstadier. De store søer i det vestl. Thy, Nors sø (14 m o.h.), Vandet sø (12 m o.h.), Nørhå sø (3 m o.h.), Ovesø (3 m o.h.), Ørum sø og Flade sø, de to sidste med vandflade i havniveau, er alle for de større østl. deles vedkommende formbestemt af morænelandskabets relief og for så vidt typologisk morænesøer. Imidlertid har disse lavninger under stenalderens havstigningsperioder, før det vestl. marine forland med klitterræn blev til, været havfyldte indskæringer, bugter og fjorde i datidens v.kyst. Ved dannelse af tanger af sa. karakter som de, der i nutiden lukker for Nissum fjord og Ringkøbing fjord, er disse indskæringer omdannet til strandsøer. Den sen. landhævning har yderligere stabiliseret forholdene og giver også forklaringen på, at visse søers vandflade ligger relativt højt over havniveauet. De små vandløb Nors å og åen ved Klitmøller, der afvander Nors sø og Vandet sø til Vesterhavet, løber gennem klitterræn og har antagelig i ældre tid, inden sandflugten blev effektivt dæmpet, periodevis været dæmmet op, så en dybdeerosion har været hæmmet. Dertil kommer, at de hævede strandvolde og martørvlagene under flyvesandet har ydet modstand mod vandløbenes nedgraven og dermed mod søernes afdræning. Der træder yderligere en menneskelig faktor ind i billedet, idet den regulering af vandløbene af hensyn til de vandmøller, om hvilke stednavnet vidner, principielt har gået ud på at opretholde faldhøjden og dermed har måttet modvirke det naturlige erosionsforløb. Det marine forland langs Limfjorden er rigt på små søer. De talrige steder, hvor bugter er tangeafspærret, er en lagunesø fremkommet som fx. i det sydøstl. Mors ved Højris, ø.f. Lørslev el. på Jegindø, s.f. kirken. De lige så talrige steder, hvor der for enden af øers tilspidsede ender er opbygget et vinkelforland (se afsnit: kyster), er der i dettes indre almindeligvis en lagunesø, således fx. på Agerøs s.spids, Søjeodde, og på Mågerodde s.f. Dragstrup vig på Mors. Endelig er der de talrige, ganske lavvandede klitsøer på afblæsningsfladerne i det vestl. klitterræn. De er almindeligvis dannet som vindskabte udhulinger i overfladen i tørkeperioder med lav grundvandsstand. Sen. er de ved grundvandsstandens stigen blevet vandfyldte. De forekommer i stort tal på fladerne s.f. Hanstholm såvel som ø.f. Hjaremål plantage (se blokdiagram s. 451).

De søer, der arealmæssigt dominerer, er vejlernes ferskvandsflader: Lund fjord, Selbjerg vejle, Tømmerby fjord, Arup vejle, Østerild fjord og Lønnerup fjord. Disse søer er resultat af menneskets regulerende virke, idet de er afspærrede dele af Limfjordens bugter og vige, fremkommet som resultat af de dæmningsbygninger, s. 453 der har til hensigt at sikre landbrugsareal mod saltvandsskader (se afsnit: Farvande).

Landmassens opdeling og de dermed følgende relativt små afstande til nærmeste kyst har i T. a. hindret fremkomst af større vandløb. De små åer, gennem hvilke en del af afvandingen foregår, løber fortrinsvis til Limfjorden, da klitarealerne mod v. har hindret en kontinuerlig udvikling af et vandløbsmønster. De ganske få vandløb, der gennemstrømmer klitbæltet og udmunder i Vesterhavet-Skagerrak, har ofte været tvunget til en forlæggelse af udløbet p.gr.af strandvoldsdannelsen i havstokken. V.f. Svinkløv løber en bæk således på en flere km lang strækning parallelt med kysten få hundrede m fra strandkanten, og åen ved Klitmøller har haft udløbet forlagt tydeligt mod ø., i materialvandringens retning.

De større åer i morænelandskaberne har ofte m.h.t. dalenes orientering været påvirket af de erosionsdale, der forelå udformet efter istiden som resultat af de rivende smeltevandsstrømmes erosion, dels under isen, dels foran isranden. Derved fremkommer der her som så mange andre steder i Danmark et misforhold ml. dalenes store dimensioner og de forholdsvis små vandløb, der nu gennemstrømmer dem. Hvidbjerg å’s løb fra Ovesø til Ørum sø er således prædestineret af et tunneldalstrøg, en dalfure udformet under isdækket og angivende dettes bevægelsesretning fra nø. mod sv. Bakkedraget nø.f. Vestervig kirke, med Norbjerg (44 m) som højeste punkt og en gruppe gravhøje, Galgehøje, som en menneskelig reliefislæt, kan opfattes som det tilsvarende endemorænelandskab med længderetning nv.-sø., formet efter isranden, altså vinkelret på tunneldalstrøget.

Andre steder, således ved Bodum, forekommer tørdale ɔ: store dalsystemer, udformet i afsmeltningstiden af datidens strømmende vandmasser, men uden vandløb i nutiden, som følge dels af det forhold, at det afstrømmende vand har fundet andre, lettere veje til havet, dels af en kulturfaktor, nemlig den effektive dræning af landbrugsarealet gennem underjordiske rørsystemer. Medens dalmønsteret således de fleste steder har modificeret morænelandskabets opr. relief uden at ændre dettes hovedtræk, så er der en række steder, hvor vandløbenes erosion har været så effektiv og dybtgående, at landskaberne er blevet helt igennem præget deraf. Fra de dybt nedskårne hoveddale har der til alle sider ved tilbageskridende erosion udviklet sig et netværk af dale og kløfter, der ganske har opdelt de opr. morænevolde i et vildt forrevet bakkelandskab, hvis relief udelukkende er det rindende vands værk. Ml. kløfterne er på den måde fremkommet »falske bakker«, som de kaldes, idet de isolerede bakker er dannet ved udskæring i en forhåndenværende morænemasse i modsætning til enkelte bakker, der er resultat af en morænes aflejring. Legind Bjerge på Mors, sv.f. Nykøbing, er et sådant erosionslandskab, et skovområde med vildt vekslende overfladehældninger og dybe raviner. Langs mange klintekyster vil denne terrænform være at finde. Thyholms ø.side, over for Jegindø, har en stærkt sønderskåret klintfaçade, det sa. gælder fx. Bodums v.side ud mod Skibsted fjord. Når man sidstn. sted har en erosivt stærkt omformet klintekyst, hænger det sammen med de ændringer, der siden stenalderen er sket netop her. Draget ml. Thy og Thyholm, der nu afspærrer Skibsted fjord mod v., eksisterede ikke dengang, hvorved Bodums v.side var udsat for stærk bølgevirkning fra Nissum bredning. Efter dragets dannelse nedbrydes klinten ikke mere af havet, hvorfor de har kunnet sønderskæres totalt af vandløbene, idet nydannelse s. 454 s. 455 s. 456 af klintfaçaden ved havets angreb har været udelukket. Vandløbsudviklingen i T. a. har således på flere måder sine ejendommeligheder, der er med til at give amtets landskaber absolut særpræg.

Farvande. T. a. er en af Danmarks mest havprægede landsdele. På en ca. 100 km lang strækning ligger det umiddelbart ud til Vesterhavet og Skagerrak, idet afgrænsningen ml. disse to havområder traditionelt følger linien Hanstholm-Lindesnes. Vesterhavet er formelt et randhav ɔ: et havområde liggende ml. et fastland og en øgruppe, de britiske øer, der adskiller det fra oceanet. Saltholdigheden er den sa. som i verdenshavene 35 0/00. Tidevandsforholdene er derimod meget specielle. Fra Atlanten kommer der tidevandsbølger ind i Vesterhavet såvel n. om Skotland som s.fra gennem Kanalen. Der fremkommer derved en interferens ml. to ebbe-flod systemer, som afstedkommer store variationer i de lokale tidevandsforhold. Forskellen ml. høj- og lavvande, der mod s. ved den da.-ty. grænse er 2 m, er ud for Hanstholm kun 0,6 m og længere n.på endnu mindre. Langt større vandstandsændringer kan imidlertid fremkomme uperiodisk p.gr.af stadige og kraftige vinde, som formår at stuve vand op langs Jyllands v.kyst. Når vindstuvning under storm forenes med tidevandsstigningen, kan der fremkomme vandstigninger på 3–4 m. Det kan endelig tilføjes, at isvanskeligheder ikke forekommer i Vesterhavet om vinteren, et forhold af betydning ved havneprojektering.

Vesterhavet må opfattes som et havdækket område af kontinentets lavere randzone, den s.k. fastlandssokkel el. shelf. I fastlandstiden har store dele af Vesterhavområdet været land, hvorom fund af fyrrestubbe og tørv på havbunden bærer vidnesbyrd. Dybderne er relativt små, i de sydl. dele mindre end 50 m, og store områder, de s.k. banker, er ganske fladvandede. På Dogger banke er vanddybden således kun 13 m. I de nordl. dele, netop ud for T. a., nås større dybder, på over 100 m, i en afstand af 40 km fra kysten, og i Skagerrak skærer Norske Rende med dybder på 7–800 m sig ned i fastlandssoklen, en vestl. forlængelse af det sænkningsområde, den gravsænkning, der omfatter Mellemsverige og den finske bugt længere ø.på. Det fri stræk ɔ: længden af den havoverflade, hvorover vinden kan virke bølgerejsende, er ml. Jylland og England ca. 500 km, men ud for T. a. betydelig større, da forbindelsen ml. Vesterhavet og det atlantiske ocean n. om Skotland er så bred, ca. 400 km, at der bliver muligheder for et maksimalt frit stræk på ca. 1500 km. Bølgestørrelsen er bl.a. afhængig af det fri stræks dimensioner, og der er i Vesterhavet observeret bølgehøjder på 5 m – altså dimensioner, der langt overstiger, hvad man kender fra de indre danske farvande. Vesterhavets udstrækning i forbindelse med de fremherskende vestl. vinde, der ofte blæser med stor styrke, bevirker, at naturforholdene i T. a. bliver i allerhøjeste grad oceanisk prægede. Vintertemperaturerne er relativt høje, frostdagenes antal ringe, første efterårsfrost falder sent og sidste vinterfrost tidligt. Blæsten er en faktor af største betydning, sandflugten har været omtalt i et tidl. afsnit. Alle disse forhold influerer også på kulturgeografiske forhold. Trods lerede morænejorder af landbrugsmæssig kvalitet som de bedste ø.danske får agerbruget her sin særlige karakter. Hektarudbytterne er ret store betinget af de gunstige jordbundsforhold, men en hæmmende virkning p.gr.af det fugtige og blæsende klima gør sig tydeligt gældende. Specielt for frugtavlens vedkommende er den stærke vind en begrænsende s. 457 faktor. Hvad husdyrbruget angår, kan korthornsracens store udbredelse og studefodringen sættes i forb. med græsningsarealernes store udbredelse.

Limfjorden, det andet farvand, der omgiver T. a., adskiller sig i alle henseender fundamentalt fra Vesterhavet-Skagerrak. Egl. er fjord-betegnelsen misvisende, for så vidt som dette farvand er et sund, der adskiller den nørrejyske ø fra det øvr. Jylland. Imidlertid fremgår det af historien, at udløbet mod v., Thyborøn kanal, periodevis har været lukket med en fuldstændig ændring af farvandets karakter til følge. I et langt tidsrum fra 1600t. til 1825 var tangen en stabil landforbindelse, ad hvilken en stærkt trafikeret vej forbandt T. a. med det sydvestl. Jylland. Det var ad denne rute de store studedrifter fandt vej fra opfedningslokaliterne i engene langs Limfjordens bredder til afsætningsmarkederne s.på. I denne periode svarede navnet Limfjorden således til de virkelige forhold, idet farvandet var en fjord med fersk vand. Geografiske navne har imidlertid meget stor resistens, og fjordbetegnelsen hævder stadig sin prioritet også nu, da saltholdigheden i Nissum bredning er ca. 30 0/00, i Salling sund endnu ca. 27 0/00 og med aftagende værdier ø.på noget varierende med årstiderne og den vekslende mængde indstrømmende havvand v.fra. I modsætning til Vesterhavet bliver Limfjorden ofte isdækket, og de isvanskeligheder, der i kolde vintre præger indre danske farvande, tager ofte netop deres første begyndelse i Limfjorden. Dette er en følge af, at der i perioder med rolige vindforhold, når en opblanding af vandmasserne ikke foregår effektivt, fordi bølgevirkningen er udelukket, samler sig et lag af fersk overfladevand, der hurtigt fryser til. Den vestl. indløbsåbning, beliggende i bunden af en tragt i kystlinien, eksponeret ud mod åbent hav, bevirker også, at vandstandsforholdene i Limfjorden er underkastet store svingninger. Ved vindstuvning kan der i de vestl. bredninger fremkomme højvande på 2 m i Nissum bredning, på 1,6 m i Venø bugt og på 1,8 m i Løgstør bredning. De lave fjordenge udsættes derved for oversvømning med salt og brakt vand, hvilket kan have meget skadelig indflydelse på engvegetationen og dermed for de økonomiske udnyttelsesmuligheder. For at hindre disse ødelæggelser har mange sikringsarbejder været etableret. De mest omfattende arbejder af denne art er inddæmningerne af Bygholm og Vesløs vejler, hvorved disse tidl. fjordarealer er blevet ferskvandsområder, hvor fri vandflader som Lund fjord og Tømmerby fjord stadig forekommer, men nu som ferskvandsarealer, medens store områder er under tilgroning. For de omliggende engarealer har betydningen været den, at de sikres mod saltvandsødelæggelser. I andre henseender har saltvandsindstrømningen i Limfjorden været en fordel, således for fiskeri og østersavl. En lukning af Thyborøn kanal ville ændre havdyrenes levevilkår radikalt. Østers, hummer og fisk som fladfisk og sild, der har økonomisk betydning, ville forsvinde. Ålefiskeriet, der nu er en betydelig indtægtskilde, kunne derimod forventes fortsat, da ålen også trives i ferske vande og if. sin biologiske rytme netop opsøger disse. I alle betragtninger over problemet lukning el. ikke-lukning af Thyborøn kanal står modstridende interesser, landbrugernes og fiskernes, derfor over for hinanden.

Den vestl. del af Limfjorden, der omskyller T. a.s kyster, har en karakter, der stærkt afviger fra de østl. dele, hvor lange smalle farvande dominerer. I det vestl. område præges topografien derimod af de udstrakte vandarealer, Løgstør, Thisted, Visby, Kås og Nissum bredninger. Disse forbindes ved snævre snoede løb s. 458 som Feggesund, Vilsund, Næssund n. og v. om Mors og Salling sund ø. om denne ø, samt Oddesund s. om Thyholm. Trafikalt har dette forhold fra gl. tid betinget fremkomst af de talrige færgesteder med dertil knyttet bebyggelse, som fx. Feggesund, Glyngøre, Næssund, Hesterodde og Sillerslev Øre. Den moderne trafiks krav har fremkaldt etablering af broforbindelser til afløsning af færgefarten på de stærkest befærdede overfartssteder. Broer er således bygget over Oddesund og Vilsund. Jegindø og Agerø er ved dæmninger forbundet med henh. Thyholm og Mors.

Kyster og havne. T. a.s kyster er så forskelligartede, som danske kyster kan være, varierende fra v.kystens barskt ugæstmilde udligningskyst, præget af bølgebruset, rullestenenes raslen i havstokken, stormvindenes hylen, og med redningsstationernes række som en manifestation af bevidsthed om fare og risiko – til fjordkysternes rolige vige, hvor vandspejlet kan være så blankt, at man fra båden ser fiskeynglen smutte rundt ml. ålegræsset som gennem et akvariums glasvæg.

V.kysten er en moden udligningskyst, hvis guirlandeformede kurvatur betinges af modstandsevnen i de kalkstens-bjergarter, der træder i dagen i Hanstholmknuden, ved Bulbjerg og, med svagere virkning, i Svinkløv. Sidstn. sted er den opr. klint udformet i skrivekridtet; men landhævningen har nu gjort klinten til en »død« klint, efter at den ikke mere kan nås af brændingens bølger. De erosionsfurer, det rindende vand har skåret i klintfaçaden, er yderligere udvidet og formet ved regnvandets opløsende virkning på kalksten. Den overliggende moræne er også kløftfuret, men på en måde typisk forsk. fra kridtet. I morænen dominerer de skarpe kamme, i kridtet de afrundede flader (se blokdiagram s. 459). Den tætte kratvegetation, der nu dækker klinten, skjuler beklageligvis dette ejendommelige formkompleks. Ved Bulbjerg står den stejle limstensklint som en mur ud mod havet, i hvilket strandpillen Skarreklit et stykke ude rejser sig abrupt op af den brænding, der endnu ikke har kunnet få bugt med denne kalkklippes seje modstand. Strandpillen er et vidnesbyrd om, at landet tidl. har nået længere ud; forklaringen på netop dette stykkes særlige modstandskraft må søges i det tykke, hårde flintlag, der ligger netop i det niveau, hvor brændingsbølgerne arbejder dag og nat – men hidtil altså forgæves. Skarvkolonien, der holder til på toppen af Skarreklit, vil antagelig længe kunne udnytte denne usædvanlige landingsplads. At landet tidl. har strakt sig længere v.på, fremgår også af det faktum, at de gl. strandvolde, der opbygger det vestl., marine forland, og som ses i de profiler, åerne har skåret gennem klitterræn og underliggende strandvoldsslette, er opbygget hovedsagelig af flintrullesten, altså af et materiale, der ligger som lag i kalkstensundergrunden. De enorme mængder flint fortæller en tydelig historie om nedbrydning af klinter under bølgernes rasen. Det materiale, der således af bølgerne rulles frem og tilbage i havstokken, slides og formes til rullesten og sand af forsk. finhedsgrader, sorteres efter kornstørrelse og transporteres sluttelig af de skråt indløbende bølger langs stranden. Denne materialvandring er visse steder ensidig, fra Lodbjerg fx. s.gående, fra Bulbjerg v.gående; den kan stedvis variere med vindretningen, men slutresultatet er en materialtransport fra pynterne ind i bugterne, der hastigt fyldes, indtil der er nået en ligevægtsretning, hvis orientering afhænger dels af fikspunkternes placering, dels af de hyppige bølgeretninger, el. rettere af en resultant af samtlige forekommende bølgerejsende vinde.

Strandbredden langs v.kysten er efter danske forhold udstrakt, ca. 50 m bred, og alm. uden plantevækst, da den under storm raseres adsk. gange om året. Den inderste grænse til havklitrækken ligger ca. 2 m over normal vandstand. Strandbredden får et vist relief, dels af de sidst dannede strandvolde, dels af de små klitformer, der kan dannes efter flere dages konstant blæst i lavvandsperioder. Havklitterne hører med til kystlandskabet, idet deres begrænsning mod strandbredden er en klint, dannet ved bølgernes angreb under storm og højvande. Klitvegetationens veludviklede rodsystem, »klittens indvolde«, tjener til at holde sammen på klitsandet i denne stejlskrænt. Går man op i klitterne en dag, når blæsten får sandskornene til at hoppe i de nedre luftlag, mærker den, der sætter sig til hvile, tydeligt det fine bombardement mod huden. Skuer man samtidig ud over havet, ser man bølgernes brådlinier over revlerne som hvide frådstriber, parallelle med kysten. Revlernes tal kan variere – det hellige 3-tal er ingen naturlov – men ofte kan der være tre revler. Deres dannelsesmåde er klarlagt, dels ved iagttagelser i naturen, dels gennem eksperimenter i forsøgsbassiner. Bølger af en vis type, korte bølger, vil altid danne et revleprofil på havbunden. Revlens beliggenhed afhænger af vanddybde og bølgedimensioner. Sa. bølgestørrelse vil altid ved sa. vandstand danne revle i sa. afstand fra kystlinien. Korte bølger er hyppigst under vinterstorme, og på denne årstid er vandstandene alm. højere end om sommeren. Da lange bølger og dønninger er mere alm. om sommeren, og da vandstanden på den årstid er lavere, vil et andet profil udformes på denne årstid. I forsøgsbassinerne dannes under disse vilkår ingen revler, men sand kastes i form af strandvolde op på bredden. Dette sidste forhold er velkendt for alle, der har s. 460 opholdt sig ved v.kystens badesteder i sommerferien. Men hvordan harmonerer det med forekomst af revler, der som bekendt er realiteter også ud for sommerstranden? Forklaringen er den, at sommertidens svagere bølgevirkninger ikke formår at udslette vinterens revleprofil, der er resultat af langt større kræfters indsats med en omfattende omlejring af sandmasser til følge. Vinterens revleprofil lever altså sommeren over, omformes til en vis grad, men ødelægges ikke. Revlerne er flade sandbarrer, der med afbrydelser, s.k. »hestehuller«, kan strække sig kilometervidt langs kysten. De vandmasser, der af de brydende bølger kastes ind mod land, søger gennem hestehullerne atter udefter, hvorved store strømhastigheder kan opstå disse steder. For badende kan disse udgående strømme være en fare. Alle, der har ansvar for badning langs v.kysten, må opmærksomt følge hestehullernes skiftende beliggenhed. Menneskeliv går ofte tabt, fordi den svømmende, der her rives med ud, sætter kræfterne til i forgæves kamp mod den overmægtige strøm. Det klogeste at gøre i en sådan farlig situation er sikkert at lade sig drive med strømmen i hestehullet udefter, når man først er i dens vold. Umiddelbart uden for hullet i revlen aftager strømmens styrke nemlig; den er størst i snævringen, ligesom trækken i en åben port. Den dygtige svømmer vil altid udefra kunne svømme ind til revlen ved siden af hestehullet, og over selve revlen vil de brydende vandmasser yderligere hjælpe til med skub indefter. Rådet er imidlertid lettere at give end at følge, fordi den udgående strøm alm. udløser en paniksituation.

Langs Agger tange, den nordl., til T. a. hørende af de to, der afgrænser Limfjorden mod v., bliver store sandmasser bragt s.på til Thyborøn kanal, gennem hvilken de da passerer ind i fjorden. Her aflejres sandet og danner fjordgrundene: Flyndergrund, Mellemgrund, Langholm og Sælhundeholm, af hvilke de to sidste er så høje, at de ligger tørre ved lavvande. Det skal tilføjes, at forholdene langs den sydl. tange er ganske analoge, blot med spejlvendt orientering, idet transporten her er n.gående. Man regner med, at ca. 3/4 mill. m³ sand årlig passerer ind i Nissum bredning på denne måde. En sandpumper er da også stadig beskæftiget med at holde løbene sejlklare. Langs tangernes yderside er bygget høfder af betonblokke vinkelret på kystlinien for at stabilisere tangen ved at samle sand og dermed hindre slid. Naturens tendens er her som alle steder at frembringe en ligevægtssituation, i dette tilfælde ved at fylde hullet i kystlinien, Thyborøn kanal, og udligne kyststrækningen. Dette er sket flere gange i historiens løb, men under katastrofale stormsituationer, stormfloder, har havet atter ødelagt den opbyggede tange, idet havrendinger ɔ: vandmasser, der skyller over tangen, har bortskyllet stykker af den. Agger tanges fjordkyst viser stadig indskæringer, der skyldes tidl. brud, som atter på havsiden er svejset fuldstændig sammen. Også render i fjordbunden inden for tangen, således Agger kanal, er vidnesbyrd af denne art, nemlig om gennembruddet i vinteren 1825, hvorved der dannedes en åbning, der kunne besejles indtil 1834, da den atter sandede til. 1862 skete to nye gennembrud. Det er nu ved folketingsbeslutning bestemt, at den nuv. kanal skal sikres, og store vandbygningsarbejder er iværksat. Hensigten er at bevare Thyborøn fiskerihavn, og det afgørende moment er nødvendigheden af en nødhavn på denne farlige kyst. En meget stor teknisk og økonomisk indsats må gøres for at holde en indsejling, som store naturkræfter tenderer mod at lukke. Det er bekosteligt at kæmpe mod en modstander som Vesterhavet, men det kan gøres, når samfundet kræver det og til gengæld stiller de nødvendige midler til rådighed for den tekniske sagkundskab. s. 461 Om investeringernes størrelse står i rimeligt forhold til det, der opnås, er det folketingets opgave at afgøre.

For skibsfarten er T. a.s v.kyst en farlig strækning. De store fyr Lodbjerg og Hanstholm vejleder de mange skibe, der langs denne kyst søger gennem Skagerrak til de indre danske farvande og videre til Østersøen, el. som herfra ligger på rute mod Vesteuropas storhavne. Til hjælp i strandingstilfælde er etableret redningsstationer i V. Agger, Stenbjerg, Nr. Vorupør, Vangså, Klitmøller, Roshage, Vigsø, Lild Strand, Torup Strand og Slettestrand. Fiskerne langs denne kyst har fra gl. tid landet deres både på strandbredden. Dette finder stadig sted ved Stenbjerg, Vorupør, Vangså, Klitmøller og Hansted, ved Roshage ø.f. Hanstholm. Visse steder, således ved Vorupør og Roshage, yder moler, der er ført ca. 300 m ud, læ ved landingen. Når bådene har passeret brændingen og er landet i havstokken, lettes ophalingen nu ved mekaniske spil.

Hanstholm havn blev projekteret for at skabe en fiskeri- og trafikhavn på denne kyst. Når pynten valgtes, var det ud fra lignende synspunkter, som var gældende ved Hirtshals’ lokalisering, at materialvandringen og dermed faren for tilsanding var mindst her. Før 2. verdenskrig var den store v.mole, med en længde af 950 m, ført ud på dette udsatte sted, hvor bølgevirkningerne er voldsomme. Under den ty. besættelse blev området som militært område evakueret for civilbefolkning. Havnens færdiggørelse måtte udsættes, og vedligeholdelse af de udførte anlæg blev umuliggjort, hvilket medførte en stærk tilsanding på de planlagte havnebassiners plads, da den østl. læmole manglede. Efter krigen har de forfaldne anlæg krævet store reparationer, som er udført, idet havneanlæggets gennemførelse nu er besluttet.

T. a.s fjordkyster er stedvis stejle klintekyster. Således er hele det sydl. Thys v.kyst mod Nissum bredning en klintekyst af en dramatisk storhed, som står i et vist misforhold til det lukkede farvand ved klinternes fod. Forklaringen herpå er den, at denne kyst i stenalderen og tiden derefter, før Agger tange blev dannet, var en yderkyst mod selve Vesterhavet. Lignende forklaringer på nutidsformer må mange andre steder søges i de palæogeografiske forhold. Bodum var således tidl. en ø adskilt fra Thy ved et sund, hvor nu Brokær engdragene breder deres fugtig-grønne flader. Skrænterne, der nu abrupt hæver sig over de lave forlandsflader, er opr. formet som kystklinter af en stærk brænding, som man vanskeligt forestiller sig nu ved synet af Skibsted fjords stille, lukkede vandflade. I dette tilfælde må det erindres, at Draget, den lave tange med Røjensø odde og lagunen Thyholm vejle, som nu forbinder det sydl. Thy med Thyholm, er en sen, marin forlandsdannelse. Før den blev skabt, var Skibsted fjord en bugt i selve v.kysten, eksponeret mod selve Vesterhavet.

Det marine forland fremtræder i en rig formvariation. Vinkelforland er alm. forekommende. Herved forstås en trekantet forlandsdannelse, bygget ud fra et hjørne på en kyst, hvor materiale tilføres fra begge sider. Strandvoldssystemer udbygges derved, først som odder, der sen., når de mødes, afspærrer en lagune, som sen. kan fyldes ved tilgroning. Eksempelvis kan af denne type nævnes: Næs Øre, Mågerodde, Karby odde og Sillerslev Øre på Mors, Hundser odde på Bodum, Søjeodde på Agerø, Bastholm odde på Jegindø. Krumodder vokser ud ved kanter af land, hvortil materialtilførslen er ensidig. Ørodde ud for Nykøbing er af denne type – en forlandsdannelse med betydning som naturlig læmole for havnen. Hvor en ø har en tilspidset ende, hvor materiale tilføres fra begge øens sider, vil der vokse en retodde ud, opbygget af strandvoldsgrus, som det er tilfældet med Jegindø Tap. Tangedannelser foran bugter er en videre udvikling af krumoddevæksten; Jølby nor på Mors er et eksempel på denne forlandsdannelse. Ved drag betegnes en forlandsforbindelse ml. to øer, som det ses i typisk form ml. den opr. Feggeklit-ø og Mors’ n.kyst. Endelig forekommer egl. hævet havbund som bræmmer langs mange kyststrækninger. De naturlige landdannelses-processer er på talrige steder videreført ved dæmningsbygning med landvinding som formål. Nævnes kan de dæmningslukkede vige, Tissing vig og Glomstrup vig på Mors. De meget store dæmningsanlæg foran vejlerne har været omtalt i afsnittene om farvande og søer.

Landingssteder i form af skibsbroer forekommer mange steder, således ved Krik i Nissum fjord, Kæstrup i Visby bredning, i Glomstrup vig, ved Tæbring og ved Sdr. Dråby på Mors. Særlig karakter har de industrielle ladepladser som molerværkernes s. 463 ved Ejerslev og Skarrehage. For at kunne laste skibe med et dybgående, der hindrer dem i at passere det lavvandede strandplan ved Mors’ n.kyst, er der ved Sundby 250 m uden for kystlinien opført en anlægsplads, der ved en tovbane med to bæretove er forbundet med land. De mange færgesteder er typiske karaktertræk i T. a.s trafikmønster. Eksempelvis kan nævnes Sillerslev Øre ved Salling sund, Sdr. Arup ved Feggesund og færgerne over Næssund og ml. Mors og Jegindø. (Broer og dæmninger, se afsnit: Farvande).

Thisted havns beliggenhed er betinget af de naturlige havnemuligheder i bredningens nv.hjørne, hvor der er læ for de stærke vestl. vinde. Skibene ankrede opr. op på den åbne red, hvor lastning og losning ofte blev besværliggjort, især under kraftig vind fra sydøst. Først efter at kanalen ved Agger var fremkommet efter tangebruddet 1825, og Limfjorden havde fået en vestl. indsejling fra Vesterhavet, opstod et behov for en kunsthavn, der blev anlagt 1840. Denne havn er sen. udbygget flere gange som trafik- og fiskerihavn. I 1900t. er de to dækmoler med henh. 200 og 480 m’s længde opført, hvorved der skabtes endelig sikkerhed mod de farer, som højvande i forb. med storm hidtil havde medført. Sydvestl. storm kan give indtil 1,5 m højvande, og østsydøstl. storm kan forårsage indtil 1 m lavvande.

Nykøbings havn på ø.siden af Mors ved det nordl. indløb til Salling sund er naturbetinget af den fortrinlige naturhavn Nykøbing fjord, der ligger beskyttet mod nordl. og vestl. vinde af de omliggende landmasser og mod de østl. vindretninger af Ørodde, der fungerer som en naturskabt læmole, hvorved udgifter til lange og bekostelige dækmoler her helt har kunnet spares. De kulturgeografiske faktorer, der har betinget ønsket om en havn, er mange og forskelligartede. Den tætbefolkede ø Mors med de rige landbrugsmuligheder har, allr. før naturalhusholdningen blev afløst af en pengeøkonomi, krævet passage af store varemængder gennem øens serviceby, og den moderne samfundsudvikling efter industrialiseringen har accelereret disse krav yderligere. Behovet for færgeforbindelse til Salling har også været medvirkende til havnens fremkomst, idet bugtens s.vendte åbning vis-à-vis Glyngøre – forlandet på Salling – direkte prædestinerer bugten som færgehavn. Endelig har fjordfiskeriet, efter at større, rationelle kuttere er taget i anvendelse, behov for støtte af et moderne havneanlæg med de dertil knyttede praktiske indretninger. Nykøbing havn er således en kombineret færge-, trafik- og fiskerihavn.

Litt.: V. Milthers. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen, DGU. III. R. Nr. 28. 1928. Axel Schou. Landskabsformerne, Atlas over Danmark. 1. 1949. Sa. Det marine Forland. 1945. Viggo Hansen. Natur og Landskab, i Danmark før og nu, Jylland I. Nordjylland. 1952. C. H. Bornebusch og K. Milthers. Jordbundskort over Danmark, DGU. III. R. Nr. 24. 1935. H. V. Clausen. Det danske Landskab. 1926. S. A. Andersen. Det danske Landskabs Historie. 1933. Eug. Warming. Dansk Plantevækst. 2. Klitterne 1909. Det Kongl. Søkort-Arkiv. Den Danske Havnelods 1958. Niels Nielsen og Axel Schou. Afsnit: Landet ovf. bd. 1. 1. Landet og Folket. 9-17. 32-90. 1958. Louis E. Grandjean. Søkortets Stednavne. I. 1945. Viggo Hansen. Sandflugten i Thy og dens indflydelse på kulturlandskabet, GeogrTidsskr. Bd. 56. 1957. Hugo Matthiessen. Limfjorden. 1941. Aage H. Kampp. Landbrugsgeografiske studier over Danmark, D.K.D.G.S.’s Kulturgeografiske Skrifter. Bd. 6. 1959. Thyborøn Betænkningen af 1942. 1942. Axel Jessen. Stenalderhavets Udbredelse i det nordlige Jylland, DGU. II. R. Nr. 35. 1920. E. Mertz. Oversigt over de sen- og postglaciale Niveauforandringer i Danmark. DGU. II. R. Nr. 41. 1924. J. C. Petersen. Om Aggertangen før og nu, GeogrTidsskr. Bd. 1. 1877. K. J. V. Steenstrup. Om Klitternes Vandring, MDGF. Bd. 1. 1894. G. Storm. Om Limfjordens ældre Aabning mod Vest, [Norsk] HistTidsskr. Bd. 4. 1876.

Skovene.

Egl. gl. skove, således som de træffes i Østjylland og på Øerne, findes næppe, men i nyere tid er anlagt ikke så få plantager, der nu bryder det tidl. ensformige klitlandskab langs v.kysten.

Det samlede plantageareal er (1950) opgjort til 22.321 ha (12,6% af totalarealet), hvoraf 15.862 ha er bevokset (9,0%). Fordelingen til træarter er flg.: bøg 109 ha, eg 41 ha, ask 7 ha, andet løvtræ 192 ha, i alt løvtræ 439 ha. Rød-, ædel- og sitkagran 2182 ha, skovfyr og lærk 794 ha, gran og bjergfyr i blanding 1002 ha, bjergfyr 9084 ha og andet nåletræ 341 ha. I alt er 13.401 ha bevokset med nåletræ. Kratskove m.v. indtager 2110 ha. Langt den overvejende del af arealet, 19.019 ha, fordelt på 14 ejendomme, ejes af staten og er henlagt under klitdirektoratet. Der er 5 kommunale plantager på i alt 165 ha, 5 (33 ha) tilhører præsteembeder, 2 (228 ha) ejes af Det danske Hedeselskab, medens 758 (2874 ha) er i privat besiddelse. Den årlige hugst er (1949/50) 23.340 m³, hvoraf nåletræ ca. 23.000 m³. Gavntræprocenten er 34,9 og hugsten pr. ha 1,5 m³ årlig.

Ingen steder i Danmark har sandflugten hærget som i T. a., hvor i dag ca. 40.000 ha er dækket af klitter og indesluttede heder.

Allr. 1539 udstedtes en forordning vedr. bekæmpelse af sandflugten, der dog trods sen. gentagelser ingen betydning havde. Ved kgl. resol. af 19/4 1779 (gældende for største delen af T. a.) søgte man rent forsøgsmæssigt at binde sandet ved fredning og besåning med hjælme. Tanken var, at erfaringerne fra disse forsøg sen. skulle nedfældes i en alm. bestemmelse om sandflugtens bekæmpelse. Dette skete med forordn. af 19/9 1792 efter forslag af botanikeren, prof. Erik Viborg, der på rentekammerets foranledning havde berejst de hærgede områder og bl.a. udgivet »Efterretning om Sandvæxterne og deres Anvendelse til at dæmpe Sandflugten paa Vesterkanten af Jylland« (1788). 20–25 år efter forordningens bekendtgørelse var sandflugten stort set bekæmpet.

Træplantning i klitterne var allr. omtalt i forordn. af 19/9 1792 som en mulighed, men først efter at justitsråd L. Esmark havde foranlediget udstedt en kgl. resol. af 23/9 1815 med påbud til amtmændene om at lade træplantning foretage, blev forsøg anlagt, dog kun for allr. 1838 at blive opgivet.

Først efter forslag stillet i landstinget 1853 af prof. V. J. Bjerring lykkedes det under ledelse af kmh. H. C. Riegels for alvor at komme i gang med træplantningen i klitterne, i begyndelsen forsøgsmæssigt med forsk. alm. træarter, sen. fortrinsvis med træarterne bjergfyr, østr. fyr, hvidgran og eg. 1853 tilplantedes et typisk klitareal i Torup på 4 ha. Siden er tilgangen af klitarealer foregået således: 1883 377 ha, 1900 7681 ha, 1925 12.747 ha, 1950 18.828 ha og 1957 19.553 ha.

I dag er det flg. træarter, der anvendes: den fr. énstammede bjergfyr til afløsning af den alm. bjergfyr, skovfyr, oftest som indblanding i bevoksninger af andre træarter, og i mindre omfang østr. fyr. Sidstn. må ofte opgives p.gr.af sygdom. Af forholdsvis ny dato er anvendelsen af den nordamerikanske fyr, Pinus contorta, samt japansk lærk. På de bedre lokaliteter anvendes sitka- og ædelgran. Løvtræ finder kun anvendelse i begrænset omfang. If. de kulturplaner, der er udarbejdet for en del af klitplantagerne, skønnes den fremtidige træartsfordeling på de egl. produktive arealer at blive omtrent således: sitkagran 45%, ædelgran 15%, skovfyr 23%, løvtræ 7% og forskelligt 10%. De s.k. værnskovsarealer vil kun kunne bære nøjsomme træarter som skovfyr, østr. fyr, Pinus contorta og fr. bjergfyr, mens de ringere arealer derimod aldrig vil kunne bære andet end bjergfyr.

Træproduktionen pr. ha er ikke stor, men det gavntræ, der fremstilles, er meget efterspurgt, og man har derfor anset det for hensigtsmæssigt at anlægge et savværk i T. a. til opskæring af klitplantagernes effekter. Årligt opskæres ca. 2000 m³, s. 465 hovedsagelig sitkagran. Under 2. verdenskrig forsynedes 18 mejerier i T. a. med kvas til fyring. Siden klitplantagerne er kommet til, mener man undertiden at have konstateret en klimaændring til det bedre, således skulle fx. havgus forekomme mindre hyppigt. Årsagen hertil må dog formentlig søges andre steder. Klitplantagerne har derimod på et andet område haft en overmåde stor betydning, nemlig på det beskæftigelsesmæssige, især i arbejdsløshedsperioder. I flere tilfælde har dette endog været den direkte begrundelse for kommuners og statens køb af klitarealer til beplantning. Endelig bør nævnes klitplantagernes tiltagende betydning for befolkningens friluftsliv, ikke mindst p.gr.af deres nære beliggenhed ved kendte badesteder. Som tidl. nævnt henhører det store antal klitplantager under klitdirektoratet, der sorterer direkte under landbrugsministeriet. Egl. omfatter klitvæsenet to forsk. områder, nemlig 1) klitplantagerne, hvis drift ledes af en klitdirektør med bl.a. bistand af 3 overklitfogeder og 2) sandflugtens dæmpning i de i privat eje værende klitter. Her træffer overklitfogederne, sa. m. sandflugtskommissionerne, hvis formænd de er, årlig bestemmelse om, hvilke dæmpningsarbejder der skal udføres.

De private plantager i amtet kan være tilsluttet den pr. 20/12 1949 stiftede »Småskovsforening for Ålborg og Thisted amter«, hvis forstlige konsulent er ejerne behjælpelige med driften. Andre private plantager er under tilsyn af hedeselskabet.

Flg. større klitplantager i T. a. ejes af staten: Svinkløv (1117 ha, ejdv. 187, grv. 74), Vester Torup (1486 ha, ejdv. 90, grv. 47), Lild (2090 ha, ejdv. 106, grv. 45), Hjaremål (1943 ha, ejdv. 98, grv. 51), Østerild (1526 ha, ejdv. 215, grv. 111), Tved (2157 ha, ejdv. 196, grv. 103), Vilsbøl (1056 ha, ejdv. 302, grv. 80), Vandet (646 ha, ejdv. 185, grv. 80), Torup (1950 ha, ejdv. 134, grv. 102), Nystrup (1437 ha, ejdv. 160, grv. 78), Stenbjerg (1605 ha, ejdv. 115, grv. 64), Lodbjerg (879 ha, ejdv. 85, grv. 43) og Hvidbjerg (1396 ha, ejdv. 128, grv. 65). Hedeselskabets to plantager er Langvadbjerge plantage (164 ha, ejdv. 24, grv. 10) og Emil Hennings plantage (45 ha, ejdv. 40, grv. 12). Af private plantager kan nævnes Højris skov (440 ha, ejdv. 700, grv. 299), Dover plantage (196 ha, ejdv. 160, grv. 62) og Legindbjerge plantage (115 ha, ejdv. 52, grv. 21).

Litt.: P. Thaarup. Klitplantagerne 100 år efter plantningens begyndelse. 1953. Statistiske Meddelelser. 4. rk. 154 bd. 3. Skove og Plantager 1951. 1954. A. Rasmussen. Lidt om sandflugt og klitplantager – især i Thisted amt, Dansk Skovforenings Tidsskrift. 1958. 89–110.

Kulturgeografi.

I T. a. lever (1955) 86.703 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 48,9 indb. pr. km². Af befolkningen lever 38,9% under bymæssige forhold (21,0% i købstæder, 1,6% i forstadsbebyggelser og 16,3% i bymæssige bebyggelser i øvrigt). Befolkningen er fordelt på 25.814 husstande; i byerne går der gennemsnitlig 2,9 indb. på en husstand, i landkommunerne 3,5.

Befolkningens fordeling ses af befolkningsfordelingskortet s. 455. Det mest slående træk ved dette kort er kontrasten ml. de udbredte, helt el. næsten helt folketomme områder, der dominerer i amtets nordl. og nordvestl. dele, og de endog meget tætbefolkede egne i amtets andre dele. De næsten ubeboede regioner omfatter først og fremmest klitlandskaberne (jf. landskabskortet s. 454), det unge marine forland, hvor jorden er mere el. mindre vandlidende, og de inddæmmede arealer, vejlerne, der endog ligger under havets overflade. De tæt befolkede områder er først og fremmest et ungt, overvejende leret, frugtbart moræneland, som s. 466 dækker det meste af Thy og næsten hele Mors. Man kan skelne ml. en bybefolkning, der ud over købstæderne Thisted og Nykøbing Mors især koncentrerer sig i stationsbyerne i Thy og de vigtigere vejkryds på den jernbaneløse ø Mors samt de jernbaneløse dele af Thy (fx. Vestervig). Oftest er der tale om ældre landsbyer, som ved erhvervslivets og trafikbehovets stærke udvikling i det sidste årh. har udviklet sig til lokale centrer for urbane funktioner som handel, håndværk, småindustri og samfærdsel. Mens landsbyerne i Thy oftest har 150–400 indb., er de på Mors noget mindre, 100–250 indb.

I det egl. klitområde findes en række bydannelser med funktion som fiskerlejer ved steder, hvor fiskeri drives i mindre både, der trækkes op på forstranden (Agger, Stenbjerg, Nr. Vorupør og Klitmøller). Manglen på havne hindrer dog en mere moderne udbygning af fiskeriet, hvorfor fiskerlejernes betydning og folketal er aftagende, ligesom man finder rester af i nutiden næsten forladte lejer (Lyngby, Sdr. Vorupør, Vangså m.fl.).

Ved Hanstholm bakkeknude ses en tydelig randbebyggelse, idet menneskene undgår de forblæste, højeste dele af knuden; fra en randbebyggelse vil ligeledes de omliggende, ubeboede egne bedst kunne udnyttes. Mindre tydeligt ses en tilsvarende randbebyggelse ved bakkeknuden Hjaremål, mens den til gengæld fremtræder yderst markant ved den tidl. moræneø med landsbyerne Arup, Vesløs, Øsløs, Tømmerby, Frøstrup og Lild, der er helt omgivet af fugtigt, marint forland.

Amtets to købstæder er begge havnebyer, men har i første række betydning som oplandsbyer med nogen industriel udbygning. De har hver for sig et stort, tætbefolket og veldyrket opland, der giver dem en sikker og ganske anselig oplandshandel og et marked for deres industri. I Nykøbing Mors er jernindustrien langt den vigtigste industrigruppe, mens Thisteds industri er mere alsidig.

Af stationsbyerne har Hurup og Fjerritslev udviklet sig til urbane centrer i købstadsløse områder; de har som følge heraf fået købstadsmæssig karakter og funktion. I ringere grad har en del andre stationsbyer gennemløbet en tilsvarende udvikling, således Hvidbjerg, som er det urbane centrum for halvøen Thyholm, Snedsted og Bested. Andre stationsbyer har helt el. delvis bev. landsbykarakter.

De vejbyer, der på Mors erstatter stationsbyerne og udøver lignende funktioner som disse, har mindre folketal og mindre urban karakter end den normale stationsby; kun undtagelsesvis overskrider de 300 indb.

En ganske særlig omtale fortjener Hanstholm, hvor der før 1940 var opstået en bydannelse (Hansted) med 779 indb. (1940). I de flg. krigsår blev denne befolkning flyttet og bakkeknuden udbygget til fæstning. Et i 1930erne påbegyndt havneanlæg blev standset, og først 1959 blev det vedtaget at fortsætte havnebygningen. Herved skabes der økonomisk grundlag for et bysamfund, som utvivlsomt vil vokse hurtigt op.

Langs kysterne af Nordsøen og Skagerrak, og især hvor veje fører gennem klitlandskabet til stranden, findes en anselig sommerhusbebyggelse.

Af amtets befolkning (1950) lever 46,9% af landbrug (med fiskeri, gartneri og skovbrug), 23,2% af industri, håndværk og byggeri, 9,4% af handel, 5,2% af transportvirksomhed, og 4,4% af administration og liberale erhverv. 9,8% er uden erhverv, hovedsagelig pensionister og rentiers. Landbrug m.v. beskæftiger s. 467 i T. a. næsten dobbelt så stor en del af befolkningen som for landet som helhed, mens de øvr. erhverv beskæftiger en noget mindre del af befolkningen end i gennemsnit for landet.

Amtets erhvervsstruktur domineres af landbrugsegnene. I de fleste af amtets kommuner lever over halvdelen af befolkningen af landbrug m.v., og i mange egne beskæftiger landbruget over 75% af den erhvervsaktive befolkning. Fiskeri spiller en stor rolle for beskæftigelsen flere steder; men først med den under bygning værende havn ved Hanstholm får amtet en anselig fiskeribase. Industri og service-erhvervene (handel, transport, administration m.v.) dominerer beskæftigelsen i amtets købstæder og større stationsbyer.

Landbrugsarealet (se også tabellen over arealfordelingen s. 470) omfatter næsten hele morænelandet, mens klitområderne er udyrkede. Vejlerne udnyttes overvejende som græsningsarealer for en forholdsvis ekstensiv hornkvægavl, der til dels har karakter af studehold til produktion af slagtekvæg. På den overvejende lerede morænejord er toradet byg den mest dyrkede kornart, idet havredyrkningen dog også er betydelig. Hvedeavlen har, som følge af jordbundens fine kvalitet, en lignende udbredelse som i det østl. Danmark. Rugavlen er derimod mere underordnet. Kålroer og fodersukkerroer er de vigtigste rodfrugter, mens kartoffelavlen spiller en langt ringere rolle end i de omliggende amter. Store dele af landbrugsjorden, såvel i som uden for omdriften, er henlagt som græsnings- og høslæt-arealer. Landbrugets udbytter pr. arealenhed er store (mindst i Vester Han herred) og ligger fuldt på linie med udbytterne i det ø.danske moræneland; de er væsentlig større end i de omliggende egne, dog med undtagelse af Sallinghalvøen i Viborg amt og Limfjordskysten i Ringkøbing amt, der indgår i det frugtbare, lerede moræneområde ved den vestl. Limfjord, hvoraf største delen ligger i T. a. Frugtavlen er ret ringe.

Hornkvægavlen domineres af den sortbrogede, da. malkerace; men den røde, da. malkerace ses mange steder, og jerseykvæg og korthornskvæg forekommer mere spredt. Mælkeproduktionen anvendes overvejende i mejeribruget til fremstilling af smør og ost, mens leverancer af konsummælk spiller en underordnet rolle. Smørydelsen pr. ko er væsentlig større end i de omliggende amter. Svineavlen er stor og forholdsvis jævnt fordelt på landbrugsjorden. Selv om fårebestanden ingenlunde er betydelig, er de ekstensivt udnyttede dele af T. a. dog et af Danmarks vigtigste fåreavlsområder. Hønseholdet er betydeligt og alm. udbredt.

Fiskeriet drives dels i Limfjorden fra købstæderne og mindre havnepladser, dels i Nordsøen og Skagerrak fra de foran omtalte fiskerlejer. Om få år vil den nye havn ved Hanstholm sikkert samle største delen af amtets fiskerbefolkning i kraft af de bedre kommunikations- og afsætningsforhold m.m., som en moderne storhavn byder på. De vigtigste fisk er i Nordsøen og Skagerrak rødspætter og industrifisk (tobis), i Limfjorden ål; vigtigt er også landets eneste østersfiskeri, der foregår ved Nykøbing Mors (se s. 503).

Mens der ikke er meget skov i moræneområderne, findes der i amtet store klitplantager, i hvilke bjergfyr i alm. dominerer. De fleste af disse plantager ejes af staten.

Den industrielle udvikling er langt svagere end i landet som helhed. Industrien i amtet arbejder overvejende for de lokale markeder, idet dog nogle produkter s. 468 afsættes over hele landet og i udlandet. Af vigtighed er nærings- og nydelsesmiddelindustrien og jern- og metalindustrien. En vis betydning har lervareindustrien (molerbrydning og -brænding på det nordl. Mors (se s. 445 f.)).

Nærings- og nydelsesmiddel-industrien forarbejder landbrugets produkter (slagterier, mejerier, møllerier, bagerier o.a.). Under jern- og metalindustrien spiller maskinfremstilling en dominerende rolle. Nykøbing Mors har det største antal personer beskæftiget i egl. industri (vigtigst er maskinindustrien), mens Thisteds erhvervsstruktur viser et mere alsidigt billede med stor vægt lagt på handel og samfærdsel. Thisteds vigtigste industrigrupper er næringsmiddel- og trævare-industrierne.

En statsejet jernbanelinie fører fra Struer over Oddesundbroen, over Thyholm og videre gennem morænelandet i Thy til Thisted. Herfra fører en privatbanelinie mod ønø. nord om el. tværs over vejlerne, gennem Hanherrederne via Fjerritslev til Ålborg. Øen Mors er den største jernbaneløse ø i det egl. Danmark; dog er Nykøbing Mors forbundet med Glyngøre i Salling ved en jernbanefærge. Ved Vilsund forbinder en vejbro Mors med Thy, mens Oddesundbroen forbinder Thyholm med Vestjylland. Hanherrederne forbindes ved Aggersund med Himmerland (i Ålborg amt) ved en bro. Dæmninger forbinder Jegindø med Thyholm og Agerø med Mors. Bilfærgeruter findes over Salling sund ml. Mors og Salling, over Feggesund ml. det nordligste Mors og Thy, og over Næssund ml. det sydvestl. Mors og Thy. Jernbanerne har næsten kun betydning som oplandsbaner, og de suppleres af et stort antal bilruter.

Hovedvej A 11 (Frederikshavn-Hjørring-Thisted-Oddesundbroen-Struer-Tønder) gennemløber den del af T. a., der ligger på den nørrejyske ø. Amtets tætbefolkede dele har et godt vejnet. I forb. med anlægget af Hanstholm havn skal en moderne vej føres til havnen fra Thisted.

Naturfredning. IT.a. der foretaget adsk. fredninger til sikring af amtets meget særprægede naturlandskaber. I første linie må nævnes de store kystklinter, Bulbjerg med omgivelser i Lild sogn, n.stranden af Hanstholmknuden i Hansted sogn samt Hanklit i Bjergby og Flade sogne. Ml. Hansted og Klitmøller i sognene Hansted, Ræer, Tved, Nors og V. Vandet er et meget stort og rigt varieret klitlandskab blevet fredet. Området er biologisk vigtigt, ikke mindst som fuglereservat. Til denne gruppe af fredninger kan endv. medregnes arealer ved Kokkær Vand og Gadsbjerg, begge i Tved sogn, samt et område i V. Vandet sø i V. Vandet so. Et fredet klitareal ved Lild strand, Lild so., rummer meget smukke parabelklitter.

Ved Sletteå og Lien i Hjortdal so. og Gammelhvarre i Kollerup so. har man fået en fredning af lignende karakter som de store områder ved Fosdalen i Tranum so., Hjørring a., og tilsammen danner disse en smuk repræsentation af de landskaber, der er knyttet til de gl. kystklinter fra stenalderhavets tid.

Statistik.

Amtets areal var 1. april 1955 1773,6 km²; af det samlede areal udgør købstæderne 17.3 km², vandarealerne 55,3 km².

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal 1951: 177.550 ha, udgjorde landbrugsarealet 118.609 ha, gartnerier og frugtplantager 145 ha, skove og plantager, inkl. småplantninger og læplantninger 22.702 ha, bebygget grund og gårdsplads 2427 ha, private haver 2667 ha, gader, veje, jernbaner, hegn olgn. 3464 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 397 ha, tørvemoser 1079 ha, heder, klitter, sumpe, stenmark olgn. 20.532 ha og vandarealer 5528 ha.

1958 var fordelingen af landbrugsarealet, i alt 117.572 ha, flg.: hvede 598 ha, rug 2039 ha, byg 27.867 ha, havre 8892 ha, blandsæd 8413 ha, bælgsæd 35 ha, kartofler 1722 ha, foderroer 18.327 ha, sukkerroer til fabrik 294 ha, gulerødder 24 ha, frø 1046 ha, grønsager på friland s. 469 73 ha, brak 59 ha, græs og grønfoder i omdriften 31.406 ha, industriplanter (hør, sennep, raps, hamp etc.) 53 ha, græsarealer uden for omdriften 16.724 ha.

T.a. har et relativt lidt mindre landbrugsareal end de fleste andre jy. amter; skov- og vandarealerne er ligesom hede- og klitarealerne forholdsvis store.

Af landbrugsarealet udgjorde kornarealet ca. 2/5, og over halvdelen heraf var byg; af de øvr. kornarealer var navnlig hvede- og rugarealerne små; derimod var græs- og grønfoderarealerne betydelige.

Høstudbyttet var 1958 i alt 5,7 mill. afgrødeenheder (hver lig foderværdien af 100 kg byg), hvoraf 1,7 mill. kerne af korn, 0,4 mill. halm, 1,7 mill. rodfrugter og 2,0 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsvurderingen 1956 udgjorde den samlede vurderingssum i T. a. 796 mill. kr., hvoraf ejendomme i købstæderne 150 mill. kr., i landdistrikterne 646 mill. kr. Den samlede grundværdi udgjorde 220 mill. kr., heraf i købstæderne 22 mill. kr., i landdistrikterne 198 mill. kr.

Af ejendomme i landkommunerne var der 25 større landbrug på over 12 tdr. hartk. med i alt 409 tdr. hartk. (areal 3143 ha, ejendomsværdi 10,4 mill. kr.), 3906 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. med i alt 10.173 tdr. hartk. (areal 84.546 ha, ejendomsværdi 292 mill. kr.) og 4986 landbrugshuse (landejd. på 1 ha og derover med under 1 td. hartk.) med i alt 2277 tdr. hartk. (areal 39.577 ha, ejendomsværdi 125,5 mill. kr.). Blandt øvr. ejendomme i amtets landkommuner kan nævnes 30.856 ejd. udelukkende til beboelse til en samlet ejendomsværdi på 563 mill. kr. og 5422 forretningsejendomme med el. uden beboelse med en samlet ejendomsværdi på 183 mill. kr. Af købstædernes ejendomsværdi faldt 102,7 mill. kr. på beboelses- og forretningsejendomme (deraf 1,2 mill. kr. på kommunale beboelses- og forretningsejendomme), 16,4 mill. kr. på andre kommunale samt statsejendomme og andre ejendomme med fritagelse efter § 8, 9 mill. kr. på fabrikker og lagerbygninger, 6,9 mill. kr. på landbrugsejendomme, og 15,4 mill. kr. på andre vurderinger.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1958 11.939 heste, 151.795 stk. hornkvæg, deraf 56.989 malkekøer, 3398 får, 227.298 svin, 1.240.157 høns, 1487 kalkuner, 11.392 ænder og 6468 gæs.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. Den i amtet i landbrugsåret 1958/59 beskæftigede arbejdskraft svarede til 5482 helårsarbejdere (hvoraf 3275 var faste, fremmede medhjælpere, 1747 voksne børn og slægtninge og 460 løse daglejere olgn.); hertil kom indehavernes, deres ægtefællers og mindreårige børns arbejde, der svarede til 7705 helårsarbejdere. Malkemaskinanlæg fandtes 1958 på 6020 ejendomme, traktor på 2513 ejendomme (i alt 2613 traktorer). 3120 ejendomme havde ensilagebeholdere og 131 jordkuler. Der var 18 mejetærskere i amtet.

Befolkningen. Der var ved folketællingen 1/10 1955: 25.814 husstande med 86.703 indb. i amtet (1801: 30.032 indb., 1850: 48.532, 1901: 71.438, 1930: 83.716); deraf havde købstæderne 1955: 6326 husstande med 18.228 indb., el. 21,2 pct. (1801: 1719 indb., 1850: 3740, 1901: 10.564, 1930: 16.028 el. 5,7, 7,7, 14,8 og 19,1 pct. af amtets indb.); hertil kommer i købstædernes forstæder 1955: 451 husstande med 1425 indb. og i andre bymæssige bebyggelser 4548 husstande med 14.113 indb. I de egentlige landdistrikter var der derefter 14.489 husstande med 52.937 indb.

Folkemængden i amtet var 1950 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter foruden forsørgerne samtlige personer, hustruer, mindreårige børn m.v., hvis forsørger var knyttet til det nævnte erhverv): 41.249 levede af landbrug m.v., 20.382 af håndværk og industri, 8264 af handel og omsætning, 4535 af transportvirksomhed, 3874 af administration og liberale erhverv, 8608 af aldersrente, pension, formue, el.lign.; for 1179 foreligger der ikke oplysning om erhverv.

Ved den 1948 afholdte erhvervstælling var der i amtet 2155 håndværks- og industrivirksomheder, der i alt beskæftigede 7360 personer, heraf 3297 i byerne el. disses forstæder, 1372 i bymæssige bebyggelser i øvrigt i landkommunerne og 2691 i rene landdistrikter. Virksomhedernes maskinkraft var i alt 13.883 h.k. Der var i amtet i alt 182 engros el. dermed beslægtede virksomheder med 603 beskæftigede og en omsætning på 77.2 mill. kr., 958 detailhandelsvirksomheder med 2468 beskæftigede og en omsætning på 120,6 mill. kr. og endelig 142 hoteller og restaurationer med 565 beskæftigede og en omsætning på 7,7 mill. kr. Virksomhederne i byerne er nærmere omtalt under de enkelte byer.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold 1/4 1957–31/3 1958.

Af T. a.s indtægter, i alt 5.760.000 kr., var de væsentligste poster: grundskyld 3.186.000 kr., ejendomsskyld 562.000 kr., statstilskud til nedsættelse af grundskyld 107.000 kr., andel i afgifter af motorkøretøjer 1.628.000 kr. og renteindtægter (netto) 258.000 kr. Af udgiftsposterne i alt 4.441.000 kr., medgik 701.000 kr. til medicinalvæsen (efter fradrag af den fælleskommunale udligningsfonds tilskud til sygehusudgifter), 2.674.000 kr. til vejvæsen og snekastning (efter fradrag af forsk. tilskud, der afholdes af motorafgifterne), 535.000 kr. til bidrag til amtsskolefonden og 121.000 kr. til administration.

Amtets formue var 31/3 1958 12,4 mill. kr., hvoraf faste ejendomme 4,0 mill. kr. (sygehuse 3,2 mill. kr., andre ejendomme 0,8 mill. kr.), amtets gæld 35.000 kr.; legatkapitalen var 210.000 kr.

Ejendomsskyldpromillen var 1958/59 10,23, hvilket meget nær svarede til gennemsnittet for samtlige landets amter (10,25), medens grundskyldpromillen for henh. landbrugsejendomme og andre ejendomme: 12,83 og 18,61 var noget lavere end landets gennemsnit, der var 13,40 og 19,82.

M.h.t. de finansielle forhold for sognekommunerne i T. a. under ét kan nævnes flg.: Af de pålignede skatter udgjorde 1957/58 ejendomsskylden 2.784.000 kr., grundskylden 4.341.000 kr., grundstigningsskylden 22.400 kr., opholdskom.skatten 11.264.000 kr., erhvervskom.skatten 10.900 kr. og aktieselskabsskatten 77.500 kr.; afgifter af motorkøretøjer indbragte 2.330.000 kr. og andre afgifter 70.000 kr. Af andre indtægter kan især nævnes formue- og erhvervsindtægter 572.600 kr., heraf indtægt af gas-, vand- og elværker 32.000 kr.

Sognekommunernes væsentligste udgifter var: Sociale udgifter 7.426.000 kr., skolevæsen 2.450.000 kr., biblioteksvæsen 32.400 kr., vej- og kloakvæsen 4.635.000 kr., snekastning 581.000 kr., brandvæsen 108.000 kr., administration 935.000 kr. og renter af gæld 1.021.000 kr.

Sognekommunerne ejede 31/3 1958 40,4 mill. kr., hvoraf 21,2 mill. kr. i faste ejendomme og 19,2 mill. kr. i værdipapirer. De havde en gæld på 18,3 mill. kr.

Trafikforhold. Der var i amtet 343,7 km landeveje, hvoraf 100,6 km hovedveje; desuden var der 1617,7 km biveje.

I Thisted, Hurup og Nykøbing Mors politikredse, der foruden hele T. a. (1955: 86.703 indb.) omfatter 8 kom. af Hjørring a. (m. 1955: 11.094 indb.) var der 31/10 1959 indregistreret i alt 10.874 automobiler, hvoraf 7166 alm. personbiler, 377 drosker, 80 rutebiler olgn., 3226 vare- og lastvogne; endv. var der 2036 motorcykler.

Inddeling.

Amtet består af købstæderne: Thisted og Nykøbing Mors og herrederne : Vester Han hrd., Hillerslev hrd., Hundborg hrd., Hassing hrd., Refs hrd., Morsø Sønder hrd. og Morsø Nørre hrd. med tilsammen 52 sognekommuner.

Amtsrådet har 11 medlemmer, hvoraf efter valget 1958 2 tilhørte Socialdemokratiet, 2 Det konservative Folkeparti og 7 Venstre.

I kirkelig henseende hører amtet under Ålborg stift og omfatter 4 provstier, nemlig: 1) Vester Han og Øster Han hrd.s provsti, hvortil foruden 5 pastorater af T. a. hører 6 pastorater af Hjørring a., 2) Hundborg og Hillerslev hrd.s provsti (13 pastorater), 3) Refs og Hassing hrd.s provsti (16 pastorater) og 4) Morsø Sønder og Nørre hrd.s provsti (17 pastorater).

Amtet omfatter 3 politikredse, nemlig: 1) nr. 54 (Hurup), 2) nr. 55 (Nykøbing Mors) og 3) største delen af politikr. 53 (Thisted), hvortil også hører 8 kom. af Hjørring amt.

I jurisdiktionel henseende er amtet delt i flg. retskredse: 1) retskr. nr. 81, Thisted (tingsted i Thisted), 2) retskr. nr. 82, Vestervig (hovedtingsted i Vestervig, bitingsteder i Hvidbjerg og i Hørdum), retskr. nr. 83 Nykøbing Mors (tingsted i Nykøbing Mors) og endelig retskr. nr. 80, Fjerritslev (tingsted i Fjerritslev), hvortil foruden 7 kom. af Thisted amt hører 8 kom. af Hjørring amt.

Amtet udgør Thisted amtslægekreds, der omfatter 2 lægekredse: Thisted lægekr. (Thisted) og Mors lægekr. (Nykøbing Mors).

Amtet hører under 5. udskrivningskr. (Ålborg), der også omfatter Ålborg amt, Hjørring amt, Ringkøbing amt og største delen af Viborg amt (48 kom.) samt Hobro kbst. af Randers amt.

Amtet udgør Thisted amtstuedistrikt og har amtstue i Thisted. Amtet er delt i 3 skattekredse: 1) (59. skattekr.) Thisted, 2) (60. skattekr.) Hassing m.fl. hrd.s og 3) (61. skattekr.) Mors. M.h.t. vurdering af landets ejendomme udgør amtet én skyldkr.: Skyldkredsene for Thisted amtskr. med 6 vurderingskredse: a) Vester Han hrd.s omfattende 11 vurderingsdistrikter, b) Thisted (8), c) Hundborg hrd.s (10), d) Hassing-Refs hrd.s (9), e) Mors østre (8) og f) Mors vestre (8).

Thisted amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Amtsforv. Ulrik Aagaard (H); agent H. D. Lützhøft (H); sgpr. Fred. Chr. v. Haven (H); sgpr. Chr. E. Bagger (H).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Bjergets Kro- (fra 1905 Frøstrup-) kredsen: sgpr. Niels Gottlob 1849–51 (H); husejer H. P. Badstue 1851–52 (H); lærer P. C. Myrup 1852–56 (H); propr. Poul Knudsen 1856–58 (H); gdr. S. P. Lybye 1858–61 (H); propr. J. N. F. Hasselbalch 1861–64 (V); ritmester Allan Dahl 1864–66 (H); propr. J. N. F. Hasselbalch 1866 (V); gdr. J. A. Bach 1866–95 (V); gdr. Jens Peter Nørhave 1895–1918 (V).

b) Thisted-kredsen: vejinsp., prok. Chr. Lykke 1849–52 (H); cand. jur. Hans Egede Schack 1852–53 (V, sen. H); sgpr. Emil Boesen 1853–54 (H); branddir. C. A. H. Hansen s. 474 1854–59 (NL); amtsforv. Chr. Jagd 1859–61 (V, sen. H); sgpr. H. H. Licht 1861–64 (H); branddir. C. A. H. Hansen 1864–66 (NL); højesteretsass. Chr. S. Klein 1866–69 (NL); amtsforv. Chr. Jagd 1869–72 (V, sen. H); red. Ludv. Lund 1872–73 (H); amtsforv. Chr. Jagd 1873–95 (V, sen. H); kapt. Carl Trolle 1895–1901 (H); gdr. J.J. A. Nygart 1901–03 (V); entreprenør, etatsråd Niels Andersen 1903–09 (H); gdr. Niels Chr. Hornstrup 1909–13 (V); fhv. lærer J. Munk-Poulsen 1913–18 (V).

c) Hurup-kredsen: branddir. C. A. H. Hansen 1849–52 (NL); møller Johs. Jensen 1852–53 (V); exam. jur. kancelliråd Andreas Lychegaard 1853–58 (V); propr. Edvard Neergaard 1858–66 (NL); løjtn. I. Quistgaard Leth 1866–73 (H); højesteretsadv. J. H. Bagger 1873–81 (H); propr. Chr. E. Carstensen 1881–86 (H); entreprenør, etatsråd Niels Andersen 1886–1903 (H); godsejer H. S. V. Barner 1903–06 (H); lærer Anton Kristian Kierkegaard 1906–09 (VR); gdr. Niels Gravesen Frøkjær 1909–10 (H); lærer Anton Kristian Kierkegaard 1910–17 (V).

d) Nykøbing M-kredsen: propr. Jac. S. Knudsen 1849–53 (H); gdr. Peder Christensen Østergaard 1853–54 (V); prok. J. M. B. Calundan 1854 (V); propr. J. N. F. Hasselbalch 1854–58 (V); propr. J. C. Bonne 1858–64 (NL); kbmd. A. B. Wøller 1864–66 (NL); borgm. Peter Schjørring 1866–76 (V); gdr. Christen Nielsen 1876–79 (V); gdr. Chr. H. Ravn 1879–95 (V); gdr. Niels Markvorsen 1895–1918 (V).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Gdr. Niels Gravesen Frøkjær 1918–20 (KF); fhv. lærer Jens Munk-Poulsen 1918–20 (V); lærer S. Chr. Christensen Nørgaard 1918–26 (V); gdr. Jens Peter Nørhave 1918–20 (V); propr., sen. minister V. Fibiger 1920–57 (KF); red. N. Chr. Haurum 1920–26 (S); gdr. Kristen Kristensen 1920–32 (V); propr. Kr. Fuglsang 1926–35 (V); gdr. Marinus Sørensen 1926–50 (S); gdr. Johs. E. Nørgaard 1932–45 (V); dommer Aage Holm 1945–50 (V); konsulent Kresten Damsgaard 1945–53 og 1953– (V); red., sen. minister Hans Knudsen 1950– (S); skoleinsp. Jørgen Krogh 1950–60 (V); gdr. Hans C. Toft 1957– (KF); gdr. Jens Peter Dalsgaard 1960– (V).

Åndelige rørelser.

Forud for 1848 sporedes ingen større folkelig aktivitet i amtet, og da man 1848 valgte repræsentanter til den grundlovgivende rigsforsamling, udpegedes fortrinsvis embedsmænd. Samtlige fire amtsrepræsentanter tilhørte partiet Højre, og amtets eneste avis Thisted Amtsavis (grl. 1824) varetog navnlig borgerskabets interesser og var udpræget højreorienteret.

Fra 1860erne og 1870erne kan man imidlertid tale om et vist åndeligt røre. 1864 havde Kr. Kolds mangeårige medarbejder A. K. Povlsen Dal oprettet Galtrup højskole på Mors, og skolen fik et betydeligt elevantal både fra den nærmeste omegn og fra Thy. Skolen var en udpræget vækkelsesskole, og dens indflydelse sporedes viden om. En årrække lededes den af den ivrige riffelmand Georg Himmelstrup, og myndighederne nægtede den tilskud indtil slutningen af 1880erne. Galtrup var ikke det eneste grundtvigske kraftcentrum i amtet. I nabosognet Øster Jølby oprettedes allr. 1871 en grundtvigsk valgmenighed, som 1883 omdannedes til en frimenighed, og i Thy fandtes frimenigheder i Klim (opret. 1883 af pastor S. A. Møller) og i Torsted (grl. 1906). I forb. med disse frimenigheder oprettedes friskoler. Også Indre Mission virkede med betydelig fremgang inden for amtet. Det var navnlig i kystområderne i Hassing og Hillerslev hrdr., at missionen fik overtaget, og også Refs herred talte mange missionsfolk.

I politisk henseende bevarede højrepartiet indtil beg. af 1900t. en stærk indflydelse i de tre opstillingskredse i Thy, medens Nykøbing Mors-kredsen tidligt blev erobret af Venstre. Fra partiets side udfoldedes en energisk agitation for at vinde tilslutning i vælgerbefolkningen, og 1882 oprettede C. Berg Thisted Amtstidende, der i henved 50 år redigeredes af M. Aaberg og langsomt og støt voksede i indflydelse. Inden 1914 havde Venstre vundet alle 3 Thykredse.

Mors havde sin egen politiske presse. 1855 grundlagdes højrebladet Morsø Avis, og 1877 oprettedes et radikalt orienteret venstreblad, kaldet Morsø Folkeblad, der snart lå i bitter polemik med både højrebladet og det 1895 oprettede moderate venstreblad Morsø Dagblad. 1908 sluttedes de to venstreblade sammen. De to små soc.-dem. aflæggerblade, der udkom henh. i Thisted og i Nykøbing, havde ingen større betydning. 1918 var partiet Venstre ene om at repræsentere amtet i folketinget.

Også efter 1918 har Venstre formået at opretholde sin stærke position i amtets vælgerbefolkning. Man måtte dog allr. 1918 afgive et mandat til Det konservative Folkeparti og s. 475 1920 et mandat til socialdemokraterne. Kun disse tre partier har hidtil sendt repræsentanter til folketinget.

I husmandsbevægelsens historie har amtet ligeledes spillet en vis rolle, idet det var i V. Han hrd., at den første husmandsforening stiftedes. 1896 oprettede husmand Jens Clausen, Klim, en husmandsforening for Klim, Torup og Vust sogne. Fra V. Han hrd. stammer ligeledes husmandsdigteren Johan Skjoldborg.

Oldtidsbebyggelse.

Der er næppe nogen anden da. landsdel, hvor oldtidsmindesmærkerne i den grad præger landskabet, som Thy; det skyldes de mange bronzealderhøje, der kroner bakkerne, hvorhen man så retter blikket.

Enkelte fund af mikrolitter og fintakkede benspidser tyder på, at gudenå-kulturens jægere og fiskere færdedes her. Langt talrigere er dog sporene efter ertebølle-kulturens kystbeboere, idet der kendes en del køkkenmøddinger, både i Thy og på Mors: Østerild, Vilsund, Sindrup vejle, Dragstrup, Mellem Jølby.

Fra vor første bondebefolkning har vi nogle langdysser og enkelte jættestuer, bl.a. den prægtige Lundehøj i Heltborg. Fra et tidligt afsnit af yngre stenalder stammer også det store ravfund fra Sejerslev kær og flintgruberne ved Hov, hvor man har drevet regulær minedrift for at få fat på god flint til redskaber. Fra jættestuetiden stammer en større boplads på Knudsbjerg i Sennels, og fra Vust klitter kender vi en plads, hvor der i dolktiden er drevet stor fabrikation af flintsager; det bør også nævnes, at de længste og smukkeste flintpilespidser stammer fra Thy.

Det synes dog først og fremmest at være i bronzealderen, at Thy har spillet en fremtrædende rolle. Det er fra ældre bronzealder, vi har de mange store høje, og vi har også fra Thy og Mors mange gode bronzealders fund, både fra grave og nedlagte ofre el. depoter. Et mærkeligt fund er de mange små guldbåde fra Nors; i det hele taget er der meget guld fra bronzealderen i denne egn, hvilket mul. hænger sammen med eksporten af rav, der her var til stede i rigelig mængde. En ret udstrakt bronzealders boplads har der været på det ejendommelige terræn Troldsting i Lild sogn. Om bebyggelsens fordeling i bronzealderen giver højenes udbredelse os en idé. De findes næsten overalt på det højere terræn, undtagen i en strimmel langs Thys n.- og v.kyst, hvor landet er dækket af flyvesand; dernæst er der ingen høje på de lave strækninger, der i stenalderen var havdækkede. Navnlig i den sydl. halvdel af Thy er højene talrige, og de samler sig ofte i store grupper, som »oldtidskirkegården« ved Ydby er et godt eksempel på. Man må dernæst erindre, at de høje, der nu er tilbage, kun er en brøkdel af, hvad der har været.

Fra vor ældste jernalder er fundene her som de fleste steder ret sparsomme; men fra ældre romersk jernalder kendes et stort antal bopladser og grave, der tyder på tæt bebyggelse og blomstrende erhverv; tykke kulturlag på bopladserne peger på stabilitet i bebyggelsen. Den mest kendte boplads fra denne tid er Ginderup i Heltborg, andre er Mariesminde i Vestervig, Solbjerg og Fredsø på Mors. Den sidste er dog fra yngre romertid, fra hvilken periode vi også har grave i V. Vandet og Ørding sogne.

Yngre jernalder er som sædvanlig svagt repræsenteret, men der kendes dog nogle ret store vikingetidsgravpladser, først og fremmest den store fredede plads ved Højstrup, medens andre, som dem ved Hingelbjerge og Øsløs, er sløjfede.

Af fredede oldtidsmindesmærker findes der i T. a.: 8 langdysser, 4 jættestuer, en ubest. stengrav, 4 hellekister, 1564 høje, 43 langhøje, en jernalders gravplads, en bautasten, nogle stenrækker og et areal med formentlige oldtidshuse.

Bebyggelse i historisk tid.

Amtet er rigt paa Fortidsminder fra romansk Tid, repræsenteret ved de arkitektonisk og kunstnerisk værdifulde Landsbykirker af Granitkvadre, blandt hvilke Tømmerby, Hillerslev, Sjørring, Hvidbjerg (Thyholm), Vejerslev og først og fremmest Ræer og Vestervig Klosterkirke udmærker sig. Af talrige romanske Gravsten maa Attes og Liden Kirstens i Vestervig, Bispegraven i Sjørring og et Par ved Thisted Kirke fremhæves. Særlig arkæologisk Interesse knytter der sig til den forsvundne Skt. Thøgers Kirke i Vestervig og til Hørdum Kirke, hvor der ved en Restaurering er fundet en Helleristning fremstillende Thors Fiskedræt samt konstateret Spor af et tømmerbygget Skib inden for det nuværendes Mure. Senere Perioder har s. 476 kun sat sig faa Spor i Amtets Arkitektur. Thisted Kirke og en bevaret Fløj af Dueholm Kloster er fraset nogle ikke særlig karakterfulde Tilbygninger til Landsbykirkerne ene om at repræsentere Gotikken. Det lille Amt har bevaret mange Voldsteder af forsk. Type. Af forhistoriske Tilflugtsborge findes to, Færgeborg, Hundborg Hrd., og Madstedborg, Hassing Hrd. Motte-Typen er repræsenteret med ikke mindre end ni Anlæg: Vesløs, V. Han hrd., det imponerende Sjørring, Borghøj ved Aas, Diernæs, Voldhøj ved Mejlsø, alle Hundborg Hrd., Øland, Voldhøj i Brokær, Refs Hrd., Blaaborg, Morsø Sdr. Hrd., Alstedvold og Gravene, Morsø ndr. Hrd. Af Dobbeltvoldsteder findes fire: Aagaard, V. Han Hrd., Søgaard, Hundborg Hrd., Ørum, Hassing Hrd., og Lund, Morsø sdr. Hrd. Senmiddelalderlige Herregaardspladser er der bevaret mere el. mindre Spor af paa ti Steder: Torp, Hillerslev Hrd., Todbøl, Hundborg Hrd., Lyngholm, Tandrup, Hassing Hrd., Votborg, Gammelvold, Højris, Damsgaard, Morsø sdr. Hrd., Kobbervold, Ejerslev, Morsø ndr. Hrd. Tandrup, Højris og Damsgaard Voldsteder er bebyggede med sen. Herregaardsbygninger og til Dels stærkt ændrede. Et Borganlæg af usædvanlig Type er Skarreborg, Morsø ndr. Hrd. Fra Renæssancen og sen. findes ikke Herregaardsbygninger el. Købstadsbygninger af særlig kunsthistorisk Værdi. Amtets eneste fredede Bygning er Nørhaagaards Stuehus fra 1801.

Thysyssel (ValdJb. *1231 Thythæsysæl) indeholder et indbyggernavn *thythir. Thy anses sædvanligvis for at være det sa. ord som oldnordisk Þjóð, »folk«, hvilket dog ikke passer så godt med, at man til Thy har dannet et indbyggernavn af ældgammel type. Det er måske snarere et opr. stednavn, sammensat med en gl. afledningsendelse. Om Thy hænger sammen med det kendte germanske stammenavn teutones, er stærkt omdiskuteret.

Syslet udgjorde landskabet Thy, der bestod af Han, Hillerslev, Hundborg, Hassing og Refs hrdr. Ofte nævnes Han hrd. dog uden for det egl. Thy. Sysseltinget, også kaldet Thybo bygdeting el. Thysyssel bygdeting, nævnes 1348 og sen. Det synes at være blevet holdt i Thisted. Ved middelalderens slutning var Han hrd. et len for sig, som først 1602 blev lagt under Ålborghus. De fire øvr. hrdr. udgjorde Ørum len. Øen Mors hørte under Sallingsyssel og var ligeledes et len for sig, som dog 1536 blev lagt under Hald. Desuden var der forsk. mindre len. Antallet heraf blev forøget efter inddragelsen af kloster- og bispegods. Efterhånden blev de fleste af disse smålen bortsolgt el. forenet med de større. Vestervig med strøgods i Thy, på Mors og i Salling såvelsom Dueholm forblev dog særlige len indtil enevældens indførelse. 1661 blev de nyoprettede Ørum og Vestervig amter forenet, og 1664 kom hertil Dueholm amt. således at de 4 Thy-hrdr. og Mors nu var forenet under én amtmand. V. Han hrd. hørte under Ålborghus amt, der fra 1714 blev lagt sammen med Åstrup, Børglum og Sejlstrup amter. Ved kgl. resol. af 4/9 1793 oprettedes et nyt amt, Thisted amt, af Ørum, Vestervig og Dueholm amter, og hertil blev også V. Han hrd. henlagt.

I gejstlig henseende hørte såvel Thy som V. Han hrd. samt Mors under Vendelbo el. Børglum stift, sen. Ålborg stift. Thysyssel udgjorde fra gl. tid et særligt provsti, idet Han hrd. dog undertiden nævnes som et provsti for sig, sen. udgjorde det ét provsti sa. m. Mors. Ang. den sen. provstiinddeling se under de enkelte hrdr.

Litt.: Nic. Aagaard. Thya illustranda. 1711–13. Kn. Aagaard. Physisk, oeconomisk og topographisk Beskrivelse over Thye. 1802. Historisk Aarbog for Thisted Amt. 1906 ff. Chr. Heilskov. Historisk-topografisk Tidsskrift-Index for Thisted Amt. 1920. Før og nu. Jubilæumsskrift. Udg. af Centralforeningen af Sygekasser i Thisted Amt. 15. December 1903–1928. 1928. Anders Andersen. Skildringer fra Folkelivet i Sydthy i 1860–70erne. [1933]. Hugo Matthiessen. Limfjorden. 1936. Thyboen. 1941–55. C. Brunsgaard og Henry E. Pedersen. Landet mod Nordvest. Thy og Vester Han Herred. I–II. 1946–47. Dansk Hjemstavn Nr. 10. 1948. Nedergaard. SP. V. 1957–59. 584–835.