Vennebjerg herred

Købstad: Hjørring, se s. 47. Sognene: Skt. Hans, Skt. Olai, Ugilt, Sindal, Astrup, Bjergby, Mygdal, Uggerby, Horne, Asdal, Tornby, Vidstrup, Skallerup, Vennebjerg, Rubjerg, Mårup, Jelstrup, Harreslev.

Vennebjerg herred omfatter den nordvestl. del af amtet og omgives på havsiden af Skagerrak, på landsiden af Horns og Børglum hrd. Glimsholt og Uggerby åer danner på en kortere strækning grænse til Horns hrd. og Hundelev å til Børglum hrd. Terrænmæssigt består hrd. af hævede havbundsdannelser fra senglacialtiden af vekslende sandet og leret beskaffenhed, hvorover istidslandskabet hæver sig som øer til betydelig højde. Sådanne bakkeøer er Horne-Asdal-Bjergby øen, Vennebjerg øen og Hjørring øen. Klit og flyvesand indtager betydelige arealer langs n.- og v.kysten.

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

(Våbenskjold). 1648

1648

Herredets areal (inkl. Hjørring kbst.) udgjorde 1951: 42.187 ha; deraf var 30.823 ha landbrugsareal, 141 ha gartneri og frugtplantager, 5458 ha skove og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger), 727 ha bebygget grund og gårdsplads, 734 ha private haver, 1046 ha gader, veje, jernbaner, hegn olgn., 455 ha byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v., 126 ha tørvemoser, 2537 ha heder, klitter, sumpe, olgn., og 140 ha vandarealer. – Folketallet var 1/10 1955: 35.632, fordelt på 11.136 husstande. (1801: 7272, 1850: 13.200, 1901: 23.299, 1930: 29.481). – Kreaturholdet var i juli 1958: 3239 heste, 41.851 stk. hornkvæg (hvoraf 20.024 malkekøer), 54.295 svin og 213.231 høns.

Vennebjerg hrd., med undtagelse af Uggerby so., der som anneks til Tværsted so. hører under Horns hrd.s provsti, udgør Vennebjerg hrd.s provsti med 12 pastorater, hvortil også Lyngby so., Rakkeby so. og Tårs so. af Børglum hrd. hører.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Vennebjerg hrd. (*1231 Winæbiærgheret) omfattede i 1500- og 1600t. flg. sogne: Hjørring, Skt. Hans, Skt. Olai, Skt. Catharina, Kriste, Ugilt, Vidstrup, Skallerup, Vennebjerg, Rubjerg, Mårup, Jelstrup, Harreslev, største delen af Hørmested, Lendum, Åsted, Skærum, Flade og Gerum. 26/11 1687 blev det forenet med Horns hrd. Ved reskr. af 15/11 1815 deltes jurisdiktionen, og flg. sogne blev henlagt under Vennebjerg hrd.: Skt. Hans, Skt. Olai, Ugilt, Astrup, Sindal, Mygdal, Bjergby, Uggerby, Asdal, Horne, Tornby, Vilstrup, Skallerup, Vennebjerg, Mårup, Rubjerg, Jelstrup og Harreslev. 1919 kom det sa. m. Hjørring by og Børglum hrd. under politikreds nr. 52 og retskreds nr. 72, fra 1/10 1940 nr. 72a, fra 1956 nr. 78.

I 1600t. holdtes tinget på Bagterp mark i nærheden af Hjørring. Undertiden kaldes det Hjørring hrd.s ting. Fra 1688 var tingstedet ved Astrup kirke, hvor der blev opført et tinghus. Fra 28/5 1668 var herredsfogden tillige byfoged i Hjørring, og 1702 blev tingstedet flyttet til denne by, hvor det også forblev efter 1815.

Vennebjerg hrd. hørte siden middelalderen under Åstrup len, fra 1660 under Åstrup og Sejlstrup amter, der 1671 blev forenet med Børglum amt og 1714 fik amtmand fælles med Ålborghus. Fra 1793 hørte det under det nyoprettede Hjørring amt.

I gejstlig henseende hørte hrd. under Vendelbo el. Børglum stift, efter reformationen Ålborg stift. Indtil 1813 udgjorde Vennebjerg hrd. et provsti for sig, derefter blev det en del af amtsprovstiet for Horns, Vennebjerg og Børglum hrd. 10/4 1824 blev hrd. sammen med Horns hrd. ét provsti, som 5/3 1864 blev delt, og Vennebjerg hrd. blev et selvstændigt provsti.

Ved ændringen af den verdslige jurisdiktion 1815 bevaredes den gl. herredsinddeling i s. 176 gejstlig henseende, og først 17/11 1841 blev denne ændret, så den blev identisk med den verdslige.

Johan Hvidtfeldt rigsarkivar, dr. phil.

Litt.: Th. Gravlund. Herredsbogen. Jylland. 1930. 175–88. Mogens Lebech i JySaml. 5. rk. II. 1935–36. 226 f.