Svendborg amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter Fyns sydøstl. del og Det sydfynske Arkipel: Langeland, Ærø, Tåsinge, Thurø, Lyø, Avernakø, Drejø, Strynø, Siø, Bjørnø, Skarø, Hjortø, Birkholm, St. og L. Egholm, St. og L. Svelmø, Halmø, Dejrø samt en del mindre holme. Hertil kommer Illum og Vigø i Helnæs bugt og Vresen i Store Bælt. A. havgrænses af Lille Bælt (Helnæs bugt), Østersøen (Marstal el. Vejsnæs bugt), Langelandsbælt og Store Bælt (Vesterrende).

Landgrænsen mod Odense a. følger i store træk afgrænsningen af Fyns sydøstl. højdeområde om Grønbanke (120 m), og kun længst mod nø. løber den langt nordpå i det lave land n.f. Nyborg. Her danner Kavslunde å, bortset fra en strækning n.f. Mullerup, grænsen, der fortsætter gennem moserne s.f. Ullerslev og Søgård sø. Også længere v. på løber amtsskellet gennem fugtige lavninger som fx. mosedraget Vejle Lung og følger Odense å og, længere mod sv., Ulvebæk. Den sydligste del af amtsgrænsen løber i modsætning til den øvrige del op i bakkelandet tæt v. om Synebjerg (82 m), passerer over De fynske Alper og når s.kysten i Helnæs bugt.

Arealet er 1666,7 km². Vandarealet udgør heraf 15,0 km² og skovene 174,5 km². Landskabeligt karakteriseres Svendborg a. ved en rigt varieret skala af istidslandskaber med Svanninge bakker ved Fåborg og fladerne om Stenstrup som rækkens ekstremer. I amtets sydl. del møder man i den sydfynske øverden den samme kombination af landskaber i delvis havdækket form, et druknet morænelandskab hvor helt plane øer som Strynø veksler med stærkt bakkede som Ærø. Arkipelkarakteren giver sig et talmæssigt udtryk i den store værdi, 0,38 km pr. km², for Svendborg a.s relative kystlinie.

Dybgrundens geologi.

Dybgrundens bjergarter gør sig meget lidt gældende ved jordoverfladen i Svendborg a. De eneste tilgængelige dybgrundsforekomster af betydning findes på Stenagergårds marker ved Klintholm og ved Bøsøre i Hesselager so., hvor man udnytter bryozokalk og kertemindemergel til jordbrugskalk. Andre steder er dybgrundslagene dækket af relativt tykke istidsdannelser. Vandboringerne, som i tidens løb er udført over hele amtet, er i ikke få tilfælde ført igennem istidslagene. Man har derved fået et forholdsvis godt overblik over, hvilke formationer der forefindes ved istidslagenes basis, selv om der navnlig i amtets sydl. dele ikke er tale om noget detaljeret kendskab.

For Nyborgområdets vedkommende, hvor bryozokalken ligger forholdsvis nær overfladen, er det muligt at danne sig et godt billede af dybgrundsoverfladens beliggenhed, idet vandboringerne, som går ned til dybgrundens kalklag, ligger tættere end andre steder.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne (se bd. I). Et område med danskekalk strækker sig fra Nyborg til Lundeborg og videre til N.Langeland. V. herfor følger et bælte af kertemindeler og -mergel, og på S.Langeland og de sydfynske øer samt i et smalt bælte på S.- og V.Fyn følger derpå en zone med plastisk ler, omfattende røsnæsler og lillebæltler. Denne fordeling af formationerne har særlige årsager, som behandles i afsnittet om dybgrundens struktur, s. 525.

Dybgrundsformationerne. Under formationerne, som danner underlaget for istidsdannelserne, der er afbildet på det geologiske kort (se bd. I), følger andre formationer. Det er så heldigt, at der inden for amtets grænser er udført to dybdeboringer efter olie, dels ved Pederstrup og dels ved Ullerslev, hvorved der er fremskaffet værdifulde oplysninger om disse dybere formationer. Boringerne kaldes henh. Ringe nr. 1 og Ullerslev nr. 1 efter de geologiske strukturområder, hvorpå de er udført.

Under omtalen af de geologiske forhold i Odense a. har vi set, at man ved dybdeboringen Glamsbjerg nr. 1 nåede igennem de aflejrede bjergarter og ned i grundfjeldet, som danner underlaget for hele landet. Ved boringerne Ringe nr. 1 og Ullerslev nr. 1 har man boret ned til betydeligt større dybde uden at nå grundfjeldet. Man kan drage en række interessante geologiske slutninger alene på denne viden om forskel i grundfjeldets beliggenhed. Desuden giver de gennemborede lag imidlertid et væld af oplysninger til belysning af tidl. jordperioders geografiske forhold.

Inden beskrivelsen af formationerne og de tilsvarende perioders naturforhold følger en oversigt over jordlagene i boringerne Ringe nr. 1 og Ullerslev nr. 1.

Af ovenstående oversigt over jordlagene i boringerne Ringe nr. 1 og Ullerslev nr. 1 fremgår, at man ved beskrivelsen af jordlag først og fremmest karakteriserer de enkelte lags sammensætning og udseende. På venstre side af søjlerne med dybdetallene ses endv., at formationerne samles i større el. mindre grupper. Hver gruppe og formation har sit særlige navn. Formationsnavnene har deres oprindelse i typeområder, hvor de pågældende aflejringer først blev kendt, el. hvor de er karakteristisk udviklet.

Dybderne i boreprofilerne er opgivet i hele m. Dette skyldes bl.a., at det ved boringer til så stor dybde ikke er muligt at bestemme laggrænserne med alt for stor nøjagtighed. Det må erindres, at formationerne oftest må bestemmes alene på grundlag af en undersøgelse af det nedknuste bjergartsmateriale, som til stadighed skylles op til jordoverfladen under normalt borearbejde. Fra tid til anden udbores »kerneprøver« ved hjælp af en borekrone, der har en skærering, som er besat med diamanter, el. som består af specialstål. Da kerneboring er meget kostbar bl.a. p.gr.af den møjsommelige optrækning og nedsætning af borestammen, hver gang en kerne skal udtages, indskrænkes kerneboring i alm. mest muligt.

Ved en sammenligning af dybdeboringerne på Fyn ses, at der er visse forskelle ml. de enkelte formationers tykkelse. Disse forskelle vil i nogen udstrækning kunne tilskrives unøjagtigheder i forb. med bestemmelsen af de enkelte formationers laggrænser. Unøjagtighederne må i øvrigt ikke blot tilskrives den nævnte tekniske udførelse af boringerne, men også de geologiske undersøgelsers utilstrækkelighed. Når der er taget skyldigt hensyn til de nævnte fejlmuligheder, bliver en række forskelle tilbage, som fortolket på rette måde kan udvide forestillingskredsen om jordskorpens strukturforandringer i tidl. jordperioder.

Nedre perm(?). Nederst i Ringeboringen findes en 167 m tyk serie bestående af kvartsit, arkose og sandsten, som endnu ikke med fuld sikkerhed har kunnet parallelliseres med kendte formationer. Opr. blev det antaget, at der kunne være tale om en formation, som var jævnaldrende med de øverste dele af grundfjeldet el. med de ældste dele af den kambriske tids bjergarter, som følger oven på grundfjeldsformationerne. Sen. undersøgelser har imidlertid vist, at der er en vis lighed mellem Ringeformationens feldspatmineraler og feldspatmineralerne i de nedrepermiske aflejringer i Osloområdet. På baggrund heraf er det meget sandsynligt, at Ringeformationen er dannet i løbet af nedre permtid. Formationen består af rødlige, hvidlige og grålige sandsten af forsk. mineralsammensætning og kornstørrelse og af forsk. hårdhedsgrad. Disse bjergarter er formodentlig aflejret som en slags ørkendannelser. Der er ingen tvivl om, at der s. 523 herskede forholdsvis kontinentale naturforhold i Danmark i den pågældende tid.

Det er vigtigt at bemærke, at der ved Ringe ligesom ved Glamsbjerg øjensynlig ikke findes øvrepermiske aflejringer. I hvert fald findes der ingen tykke saltaflejringer som fx. ved Rødby (se Maribo a.) og ved Tønder (se Tønder a.).

Nedre trias. Over Ringeformationen følger en serie sandsten, skiferler, lersten og dolomit, som er aflejret i nedre trias. Aflejringerne afslører, at visse tider kendetegnedes ved, at området lå så lavt, at det salte grundvand stod nær overfladen og udskilte salte i aflejringerne under det tørre klimas kraftige fordampning. Det ser endv. ud til, at de lavest liggende bassiner i en kort periode henlå som lavvandede saltsøer, der mul. forbigående stod i forb. m. havet. Dolomitaflejringer, som bl.a. findes ved Rødby, tyder herpå. De rødlige bjergarter ved Ringe tages som udtryk for, at terrænet lå højt og udsattes for iltning i det tørre klima.

Mellem trias. I Mellemeuropa og det sydl. Danmark (Rødby) er triassystemets mellemste afdeling udviklet som muslingekalk, hvis forsteninger tydeligt viser, at aflejringen har fundet sted i havet. Det har ikke været muligt at påvise forsteninger i aflejringerne ved Ringe, som med sikkerhed kan begrunde antagelsen, at muslingekalken er repræsenteret i det gennemborede jordlagsprofil. Ved at sammenligne hele bjergartsserien i boringen med dybdeboringerne i Sønderjylland og ved Rødby kan man imidlertid med nogen sandsynlighed antage, at der fra 902 til 1039 m dybde findes bjergarter, som i tid hører sammen med muslingekalken. Det er karakteristisk, at disse bjergarter er mere rødlige end på Lolland og i det sydl. Sønderjylland. Dette kunne tyde på, at området lå forholdsvis højt i det pågældende tidsrum, hvorved egl. havaflejringer ikke nåede at dominere i lagserien.

Øvre trias. Ved en sammenligning af bjergarterne, som er henført til øvre trias henholdsvis i Ringeboringen og i Ullerslevboringen, fremgår, at der tydeligvis er tale om vidt forskellige aflejringer. Aflejringerne ved Ullerslev er bl.a. kendetegnet ved indholdet af planteforsteninger, som ikke findes ved Ringe. Årsagen til forskellene ligger først og fremmest i, at aflejringerne ved Ringe hører til den nedre afdeling af øvre trias, der aflejredes under ørken-klimatiske forhold, mens aflejringerne ved Ullerslev for en væsentlig del hører til den øvre afdeling af øvre trias, rhaet-etagen, der afspejler en ændring til fugtigt klima i slutn. af triastiden. Rhaet-dannelserne er utvivlsomt aflejrede i sumpede strækninger.

Der har sandsynligvis opr. været dannet en mere fuldstændig trias-serie også ved Ringe. De øverste dele af lagserien har dog været særlig udsat for sen. nedbrydning p. gr. af høj beliggenhed.

Nedre kridt. Der er hengået lange tidsrum ml. rhaetformationens aflejring og sedimentationen af nedre kridt, svarende til hele juraformationens aflejrings-periode. Da der ikke findes juraaflejringer hverken ved Ringe el. Ullerslev, kan man slutte, at området i alt fald i en del af tiden har ligget så højt, at aflejring ikke har kunnet finde sted. Dette vil sige, at området har været land.

Med nedre kridt indlededes en marin aflejringscyklus, som kan spores over hele Mellemeuropa. Formationerne, som kan identificeres ved deres indhold af s. 524 makro- og mikroskopiske forsteninger, viser ved deres udbredelse, at havet efterhånden erobrede hele Danmark, Skåne, Nordtyskland, Polen, Holland osv.

Den rødlige kalksten, som er påvist både ved Ringe og Ullerslev, er en karakteristisk aflejring for nedre kridt i det sydl. Danmark og Nordtyskland.

Øvre kridt. Den øvre del af kridtsystemet er i Ringe- og Ullerslev-profilerne udviklet på normal vis som en forholdsvis tyk serie mergel og skrivekridt med lag af flint. Skrivekridtet er som bekendt en typisk havaflejring, som er dannet af kridtslam, der fortrinsvis er udskilt af havvandet, idet der har hersket et ret varmt klima i vor del af verden i kridttiden. En ringe del af kridtslammet består af kalkplader og skaller af mikroskopiske alger og dyr, som levede i kridthavet.

Danskekalken. Denne den øverste afdeling af kridtsystemet er udviklet med omtrent samme tykkelse i de to dybdeboringer, hvor den overlejres af kertemindeler. Danskekalken synes overalt i amtet at være udviklet som en forholdsvis blød bryozokalk med flintlag. Som nævnt når bryozokalken frem til overfladen ved Store Bælt ved Bøsøre og Klintholm. Den indeholder her smukt bevarede forsteninger. Navnlig pigge og skaller af forsk. arter af søpindsvin er alm. Deres og bryozokoloniernes tilstedeværelse beviser tydeligt aflejringens marine oprindelse.

Kertemindemergel og -ler. Efter danskekalkhavets tid har Fyn ligesom formodentlig hele Danmark igen i en kortere el. længere tid været land. Kertemindemergelen, som findes oven på danskekalken v.f. kalkområdet ved Nyborg og s. og sv.f. N.Langelands kalkområde, er imidlertid et vidnesbyrd om, at havet snart atter skyllede ind over landet. I mellemtiden havde de geografiske forhold ændret sig betydeligt. Lagene på havbunden i kertemindemergelens hav opbyggedes ikke mere af udskilt kalkslam og kalkskeletter, dannet af havets fauna og algeflora, men derimod af lerslam og kalkslam, som fra omkringliggende landområder skylledes ud af floder og mindre vandløb. Sammenlignet med danskekalkhavets tid er der sandsynligvis både indtrådt en ændring fra varmere til koldere klima, og fordelingen af land og hav har skiftet.

Kertemindemergelen går opad over i kertemindeler med et mindre kalkindhold. Både mergelen og leret indeholder rester af havets dyr i form af muslinge- og snegleskaller. Disse forsteninger forekommer dog ikke særlig hyppigt.

Nederst i mergelen på Klintholmforekomsten finder man rullede forsteninger, som stammer fra bryozokalk, der blev nedbrudt under havets fremtrængen. Oftest træffer man rullede søpindsvin og søpindsvinepigge; de er skyllet sammen af kertemindemergel-havets bølgeslag.

Det plastiske ler. Ved Skrøbelev på Midtlangeland har man 1904 ved mejeriet boret igennem både istidsdannelserne og de underliggende tertiære aflejringer. Boringen standsedes i danskekalken, hvor man traf på saltvand. Det geologiske profil for boringen ser således ud:

If. dette boreprofil er der sket en vedvarende aflejring af ler gennem hele paleocæn og eocæn tiden. Interessant er forekomsten af vulkanske tuflag. Aktive vulkaner, som formodentlig lå i Skagerakområdet, sendte gentagne gange askeregn ind over Damnark og det nordl. Mellemeuropa. Røsnæslerets røde farve kunne tyde på rødforvitring og dermed også på varmt klima i landet omkr. Danmarks daværende havbassin.

På det sydligste Langeland og de sydfynske øer træffes formodentlig både røsnæsler og det noget yngre, grønne lillebæltler, at dømme efter boreprofilerne for de få boringer, som er gået gennem istidslagene.

Dybgrundens overfladetopografi. Der er grund til at antage, at dybgrundsoverfladen stort set ligger 20 til 40 m under havoverfladen i største delen af amtet. Stedvis findes dalstrøg, der går ned til større dybde. Istidens smeltevand, som strømmede af sted i tunneler ved indlandsisens bund, har medvirket ved dalenes udformning. I nogle tilfælde falder dalene i undergrunden sammen med dale ved jordoverfladen, i andre tilfælde er de helt udfyldt af istidsdannelsernes morænemateriale. I fortsættelse af Nyborg fjord findes en ca. 20 m dyb dal i bryozokalken under Ladegårdsåens dal. En lignende dal findes formodentlig i kertemindeleret under tunneldalen, der strækker sig fra Nielstrup over Ollerup til Ø. Skerninge.

Dybgrundens struktur. Grænsen ml. danskekalken og kertemindeleret har sandsynligvis været omtrent vandret, lige efter at aflejringen af kertemindeleret var begyndt. Grænsefladen er tydeligvis deformeret siden, idet den fx. ligger omkr. havets niveau ved Nyborg-Klintholm, omkring ÷ 40 m ved Ferritslev og ved ca. ÷ 20 m ved Sdr. Nærå og Pederstrup. Grænsefladens forsk. højde skyldes, at der er sket forskydninger i jordskorpen i løbet af tertiærtiden ɔ: tiden ml. kridttiden og istiden. At der i Nyborgområdet og N.Langeland findes danskekalk direkte under istidsdannelserne, står således i forbindelse med, at disse områder repræsenterer lokale hævningsområder. Det sydl. Langeland og visse egne af S.Fyn har derimod fortrinsvis sænket sig, derved er fx. kertemindeler og røsnæsler blevet beskyttet mod istidens erosion.

Foruden de strukturelle højdeområder ved Nyborg og på N.Langeland bør Ringestrukturen, der strækker sig ind over Sdr. Nærå–Pederstrup, nævnes. Efterhånden som kendskabet til undergrunden udvides ved hjælp af boringer, vil man uden tvivl kunne lokalisere flere højdestrukturer. Opmålte tyngdekort giver således en antydning af højdeområder ved Svendborg, Fåborg og Hillerslev.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer. Foruden udnyttelsen af bryozokalken og kertemindemergelen ved Klintholm til jordbrugskalk bør vandindvindingen fra kalken nævnes. Både i Nyborgområdet og i Odenses nærmere og fjernere omegn sker en indvinding af vand fra bryozokalken. Det er dog en ulempe, at vandet ofte er salt. Saltindholdet hidhører uden tvivl fra dybgrunden, som godt kan indeholde saltaflejringer uden for de strukturelle højdeområder.

Litt.: O. B. Bøggild. Den vulkanske Aske i Moleret, DGU. II. rk. nr. 33. 1918. Albert Gregersen og Theodor Sorgenfrei. Efterforskningsarbejdet i Danmarks dybere undergrund, Medd. fra Dansk Geologisk Forening. s. 526 Bd. 12. 1951. 141. Helge Gry. Petrology of the Paleocene Sedimentary Rocks of Denmark, DGU. II. rk. nr. 61. 1935. Theodor Sorgenfrei. Oversigt over prækvartærets topografi, stratigrafi og tektonik i området Fyn-Sydsjælland-Lolland-Falster-Møn, Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 12. 1951. 166. Hilmar Ødum. Daniet i Jylland og på Fyn, DGU. II. rk. nr. 45. 1926.

Landskaber.

Landskabsdannelsen. Som hele det østl. Danmark præges også S. a.s overfladeformer af de landskabsformende processer i sidste istids slutfaser. Fyn har været overskredet af isstrømme fra n.; norske blokke i morænedannelserne vidner derom. Det er dog især de sen. gletsjere, der ø.fra skred ind over området, medførende svenske bjergarter som blokke i morænen, der ved deres aflejringer har skabt det sydfynske relief. De allersidste ismasser, gletsjertungerne, der kom gennem Østersøens dal og som, tvunget af de vældige ismængder, der rugede som dødis over Fyns indre, måtte søge n.på gennem bælt-lavningerne, har opbygget Langelands, de sydfynske øers og Fyns allersydligste landskaber ml. Svendborg og Fåborg.

Der findes således ikke i S. a. noget enkelt sted, hvorfra man i eet blik kan overskue landets tilblivelseshistorie, – dertil er landskabsudviklingen for indviklet. Men der findes strøg, der for den opmærksomme iagttager, gennem landskabernes logiske vekslen, får tilblivelseshistoriens stadier til at træde tydeligt frem. En sådan strækning går tværs gennem amtet fra ø. til v., fra Nyborg til Helnæs bugt. I Holckenhavn fjord og Ørbæks dal møder vi spor af de vældige smeltevandsstrømme, der v.på fossede i tunneler under isen, gravende de dybe furer i morænen under isen, som nu er karakteristiske terrænlavninger. I Sallinge ås’ lange vold, der snor sig over fladerne fra Sallinge og 12 km v.på, har vi smeltevandsstrømmenes spor på anden vis som bundaflejringer afsat mellem isvægge. Fladerne om V. Hæsinge og Arreskov sø er inderlavningerne. Og så når vi, ml. Trunderup og Jordløse, frem til de vældige bakkebuer, opbygget og sammenpresset langs gletsjerranden. Her er vi ved amtsgrænsen, men kan skue vidt over fladerne om Hårby å i Odense a. Det er hedesletten, opbygget foran isranden af de mæandrerende smeltevandsstrømme. Vi har oplevet den glaciale serie af landskabsformer i typisk udformning, som vi på Sjælland kan opleve den i Ods hrd. og i Jylland langs hele hovedopholdslinien fra Bovbjerg over Viborg og s.på til Padborg.

Sen. er bakkedragene s. og ø.f. Stenstrup blevet til; og sidst har israndslandskaberne på Langeland og Ærø fået deres form.

Efter ismassernes afsmelten har arktisk jordflydning i tundratiden og jordkrybning i tiden derefter mildnet relieffets voldsomhed, og årtusinders pløjning og harvning har yderligere glattet bakkernes konturer.

Niveauforandringer har på forsk. vis medvirket til relieffets detajludformning. I fastlandstiden, 6000 f. Kr., var hele amtets areal eet samlet landområde, der furedes af store floddale, bifloder til vandløbet, der formede sin dal, hvor vi nu har Lille Bælts dybe rende. Under stenalderens havstigninger, 4000 f. Kr., var området ml. Langeland, Tåsinge og Ærø endnu een stor ø. Siden denne tid er området sænket, hvorved morænearkipelet er opstået. Havet har gnavet lidt her og aflejret lidt hist, menneskets initiativ viser sig i kystsikringsarbejder og landvinding – og så har vi Svendborg a. af i dag.

De høje bakkelandskaber. Der forekommer to typisk forsk. formede højdeområder i S. a., et vestl., n.f. Fåborg, de s.k. »fynske Alper« der kulminerer i Trebjerg, 128 m, og et østl. ml. Kværndrup og Gislev, hvor Grønbanke, 119 m, er højeste punkt. Som navnet antyder, har De fynske Alper kædekarakter; en 4–5 bueformede bakkevolde er især i området ml. Jordløse og Håstrup tydeligt udviklet. Voldkarakteren skyldes sammenpresning foran en fremskridende gletsjerrand. Det sammenhængende overfladelag af sand synes dog at være afsat sen. på et tidspunkt, da dødismasser endnu har ligget i lavningerne ml. bakkekæderne. Ved disse isklumpers bortsmelten har sandlagene kunnet synke ned over det opr. sammenstuvningsrelief som et sammenhængende dække.

Det østl. højdeområde har en langt jævnere overfladeform, og hvor det, som det er tilfældet i egnen ø.f. Ringe, virker uroligt, skyldes dette først og fremmest de dybt nedskårne dalslugter. Bakketoppe bestående af lagdelt ler, s.k. fladbakker som fx. Heldager bakke, er bundaflejringer i søer på isoverfladen. Disses tilstedeværelse viser, at ismasserne, der har efterladt det østl. højdeområdes moræne- og smeltevandsaflejringer, er smeltet bort som dødis, ɔ: is uden forb. med de levende, skridende gletsjere.

De lave flader. Som højdeområderne har også fladerne i S. a. yderst forsk. karakter, fordi også de er af forsk. oprindelse. Egnen n.f. Arreskov sø er en jævnt bølget flade, en moræneflade, formet under den fremskridende gletsjeris inden for randzonen og sen. beklædt med et jævnt dække af bundmoræne ved isens afsmelten. Fladen omkr. Stenstrup længere ø.på er over store strækninger yderst plan og med en jordbund af stenfrit ler, der finder anvendelse i teglværksindustrien på stedet. Her er tale om en søbundsaflejring, lag af udslæmmet ler afsat i en smeltevandssø, der under afsmeltningstiden har ligget her afgrænset mod ø. og s. af de høje morænebakker og mod v. og n. af ismasser. Kystlinier i morænebakkerne vidner om en vandstand i 79 m.s højde. Ved de blokerende ismassers smeltning er søens vandmasse blevet aftappet mod nv., og bundens flade er indgået som led i S. a.s landskabsmosaik.

Smeltevandsflodernes spor i landskabet. De store masser af smeltevand, som frigjordes i afsmeltningstiden, har stedvis dannet floder af dimensioner, der langt overgår nutidens vandløb. De dale, disse smeltevandselve har udformet, står derfor ofte i et ejendommeligt misforhold til de relativt små vandløb, der nu gennemstrømmer dem. Hvor smeltevandet har udformet tunneldale under isen, vil bundens længdeprofil ofte være ejendommeligt derved, at lavninger veksler med tærskler, – en følge af at vandet, der løb under tryk i rør, har kunnet gnave kraftigt bort, hvor bundens lag gav efter, uden hensyn til, at det sen. måtte løbe »op ad bakke«. De således udformede tunneldale har ofte langsøer liggende i række el. moselavninger som vidnesbyrd om tidl. søbassiner, der nu er tilgroet. Nv.f. Svendborg har man et sådant tunneldalstrøg med Sørup sø, Hvidkilde sø, Nielstrup sø og Ollerup sø. Et andet tunneldalsystem har man ml. Ørbæk og Lykkesholm. Tunneldalenes sider er almindeligvis stejle og dækket af skræntskov, da hældningen oftest udelukker landbrugsmæssig udnyttelse.

Når smeltevandet i istunnelen nær gletsjerranden, hvor røret har været udvidet ved afsmeltning, har kunnet aflejre en del af de medførte grus- og sandmasser, s. 528 har disse aflejringer sen. ved isens bortsmelten kunnet efterlades som volde, der ofte kilometervidt slynger sig gennem landskabet. Det er de s.k. rullestensåse, af hvilke Sallinge ås har været nævnt under den indledende beskrivelse af landskabsdannelsen.

Sallinge ås er et af de smukkeste da. eksempler på denne smeltevandsaflejring – et markeret træk i landskabet er denne 12 km lange vold, der hæver sig indtil 30 m over det omliggende morænelandskab.

Når smeltevandet uden for isranden vældede frem gennem landskabet, skabte det erosionsdale af de normale typer, v-formede indtil en dybdegrænse var nået, hvorefter de som nutidens floder ved erosion i flodbugtningernes ydersving udvidede renderne til brede, fladbundede dale. Ø.f. Ringe gennemstrømmer Sallinge å nu en sådan smeltevandsdal. Svanninge Bjerges dramatisk-urolige bakkeverden er fremkommet derved, at et system af dybt nedskårne erosionskløfter har opdelt morænemassen i et reliefrigt mønster af s.k. »falske bakker«.

I S. a.s sv.-hjørne ml. Millinge og Horne Krog, såvel som i nø.-hjørnet ml. Refs Vindinge og Ellinge, træffes smeltevandets spor i form af plane flodsletter opbygget af lagdelt sand. Disse hedesletter er, sammenlignet med de vestjyske, af yderst beskeden udstrækning – heldigvis, kan man tilføje med tanke på sandbundens ringe bonitet.

Vandløb og søer. Fyns største vandløb Odense å har sit udspring fra Arreskov sø, 33 m o.h., kun 12 km nø.f. kysten ved Fåborg. De fynske Alpers bakkerygge danner dog et effektivt vandskel, der tvinger åen til løb mod n. – en 60 km lang strækning til Odense fjord. Fra s. får den tilløb af Silkeå, fra ø. af Sallinge å og Vittinge å. Det sydl. bakkeland afvandes af Hundstrup å og Syltemade å til øhavet. Den sidstn. afvander tunneldalen ved Ollerup. Til Store Bælt strømmer Vindinge å, der med tilløbene Villumstrup å og Hellerup å afvander det østl. højdeområdes nordl. dele samt hedesletten s.f. Ellinge. Ørbæk, der udmunder i Holckenhavn fjord, og Kongshøj å lidt sydligere gennemstrømmer tunneldalenes østl. dele i retninger modsat de smeltevandsstrømme, der opr. formede disse dalstrøg. Højdeområdets sydl. dele afvandes af Stokkebæk, Tange å og Vejstrup å til Lundeborg Bælt.

Af søer må foruden den største, Arreskov sø (4 km²), nævnes de ø.f. liggende morænesøer, Brændegård sø (41 m o.h.) og Nørresø (42 m o.h.). Langsøerne i tunneldalene har været nævnt under disse. De sydfynske Øers vandløb er alle ubetydelige, og søerne er små, bortset fra visse strandsøer.

Kyster og farvande. S. a.s ø.kyster m. Store Bælt og Lundeborg Bælt er stærkt udlignet p.gr.a. denne stræknings kraftige bølgevirkninger. Naturlige havnemuligheder betinges af indskæringen Nyborg-Holckenhavn fjord, den østligste havdækkede del af Ørbæk-tunneldalen, i forb. m. Knudshoved-forlandet. Dette dragkompleks er opbygget af strandvolde ml. kysten og de foranliggende morænekerner, af hvilke Knudshoved m. ledefyret er den yderste. Mod s. afsluttes forlandet af en krumodde, der dels virker som naturlig læmole for marinehavnen Slipshavn, dels huser lodsstation og bærer indsejlingsfyret. Krumoddens fint svungne kurve ind i fjorden gentages længere ud i ligedannet form af færgernes kølvandsstriber døgnet rundt. Nyborg, den gl. bælthavn, er udbygget til et moderne havnekompleks, præget af den tekniske skønhed, som følger m. rationelle s. 529 installationer og effektiv funktion: Færgelejerne m. tilhørende sporarealer og landgangsbroer, fiskerihavnen, trafikhavnen og, som et vartegn længst mod s., oliehavnens aluminiumsskinnende beholdere på række og geled.

Lundeborg havn er en kunsthavn på det sted, der bestemtes af korteste overfart til Lohals på Langeland.

Skårupøre sund og Svendborg sund, der skiller Sydfyn fra Tåsinge og Thurø, virker landskabeligt som en bred flod ml. bredder, hvor tæt bebyggelse veksler med skovklædte skråninger og landbrugsjord. I sin oprindelse må sundet opfattes som en havdækket tunneldal, parallel med Ollerup-dalen. Vigen bag Frederiksø i forb. m. overfartsmulighederne her på det smalleste sted har medvirket til at lokalisere Svendborg havn, af type opr. en sundhavn, nu udbygget til varetagelse af en række forsk. havnefunktioner med færgelejer, skibsværft, industrikajer og lystbådehavn.

S.kysten er en ung morænekyst, idet de kystformende kræfter her i læ bag øerne er små. Nakkebølle fjord, hvis inderste del er inddæmmet, er med sin 5 m dybe rende en naturhavn, hvis muligheder udnyttes fra havneanlægget ved Fjællebroen. Svelmø’erne, ø. derfor, er indbyrdes dragforbundne, og en lign. forbindelse er under opbygning ind til Fyns kyst, en analogi til Æbelø-draget ved n.kysten. Svelmø-draget kan dog endnu ofte have vanddybder på over en m – så kortets »ebbe-vej« symbol bør ikke lokke til fodtur.

Fåborg fjord, skærmet mod v. af Horne Land, mod s. af Bjørnø og med halvøen Knolden som en fremskudt læmole yderst mod sv., er fra naturens side en begunstiget havneplads, der er forudsætningen for Fåborgs trafikhavn og fiskerihavnen ved Dyreborg. På Horne Lands s.kyst ml. klinterne Knolden mod ø. og Knæet mod v. er der åbent hav udenfor og ingen havne, på nv.-kysten lå det gl. overfartssted til Als ved Bøjden i læ af det marine forland Kalvøre. Strandsøen, Noret, der afspærres af dette forland, med svaner og gravænder på den beskyttede vandflade, omkranset af rørsump, har sin analogi længere mod nø. i Alne nor, der dog repræsenterer et yngre stadium i denne art forlandsdannelse, idet lukningen her ikke er fuldstændig. I Helnæs bugt, hvor amtsgrænsen forløber, ligger Illum næsten dragforbundet med Horsehoved og Vigø, dannende læ for Horne Krog og Faldsled bådehavn.

Langeland, 283,8 km². Langeland begrænses mod v. af Østersøen og Det sydfynske Øhav samt Lundeborg Bælt, mod ø. af Langelandsbælt. Såvel ved sin langstrakte form, længden er 52 km, største bredde 11 km, som ved det ejendommelige overfladerelief kendetegner Langeland sig som en landskabelig enhed med ejendommeligt særpræg. Også længdeorienteringen nnø.-ssv. er karakteristisk forsk. fra de andre øers. Langelandslandskabet kan beskrives som et lavt morænelandskab oversået med små runde isolerede bakker, der abrupt hæver sig over de mellemliggende flader. Kun øens allernordligste del og en lille central flade ø.f. Rudkøbing mangler bakkerne, ellers er de tætliggende over det hele, alm. flere pr. km². Højderne er ikke store; de højere er ml. 20 og 30 m, og kun enkelte som fx. Oldenbjerg (39 m) ø.f. Rudkøbing, Skinderløkke banke (40 m) v.f. Tranekær og Skovlebjerg (46 m) v.f. Tryggelev, øens højeste punkt, er lidt større. Bakkerne er opbygget af lagdelt sand og grus, alm. med stærkt forstyrrede lagstillinger, ofte helt lodrette. Forstyrrelserne må skyldes, at ismassen, i hvis sprækker s. 530 smeltevandsstrømmene har aflejret bakkernes materiale, har været i bevægelse, således at sand- og grusmasserne, der under de arktiske forhold har været grundfrosne, har kunnet kippes om i helt ny stillinger.

Havbundsrelieffet v.f. øens nordl. del viser sa. knoppede topografi, hvilket tyder på, at det vestl. strøg af disse s.k. »hatformede« bakker fortsætter i så lavt niveau, at det nu er havdækket n.f. øen, hvor enkelte høje grunde med småholme som Smørstakken, Langesand og Vresen røber tilstedeværelsen i overfladen. Hele Langeland-områdets dannelse er sket i tilknytning til en israndsstilling under sidste fase af isens udbredelse over Svendborg a.

Langelands ø.- og v.kyst er typisk forsk. Ø.kysten er en moden udligningskyst; korte klintestrækninger, hvor de hatformede bakker fx. Dovnsklint og Øbjerg gennemskæres af kystlinien, veksler med fladkyster, hvor tidl. bugter er lukket ved tangedannelse. Keldsnor ved s.kysten ligger endnu som strandsø, de fleste steder er disse tilgroet og viser sig landskabeligt som moser el. strandenge bag de afspærrende strandvolde af rullesten. Spodsbjerg havn midt på ø.kysten er en kunsthavn på denne havnefjendlige kyst – anlagt bl.a. af hensyn til Lollandoverfarten. V.kysten har i højere grad bevaret den opr. kystform. Her er dels langt flere strandsøer, Hellenor, Tryggelev nor, dels steder som Lindelse nor, på lækysten ud mod Det sydfynske Øhav, hvor man har et morænearkipel; det er fremkommet ved, at fladen med bakkerne er kommet til at ligge i så lavt niveau, at den delvis er havdækket. Bakkerne danner dels fremspring i kystlinien som Korsehoved og Højklint, dels øer i noret som Bukø, Lindø, Langø og Kværnen. Denne øgård har tidl. været mere udstrakt; de store inddæmninger, som fx. Henninge nor, er eksempler på landvinding, hvorved kystlinien er ændret ved menneskelig indgriben.

Ristinge-halvøen på v.kystens sydl. del, der er delvis skilt fra L. ved det nu udtørrede Ristinge nor, har en helt anden bakkekarakter end det øvrige Langeland; en ø.-v. forløbende 30 m høj langstrakt bakkeknude, hvis s.kyst ud mod Marstal bugts kraftige bølgevirkninger er formet som stejle klinter, hvor profiler viser en geologisk opbygning med forskudte interglaciale havbundsaflejringer. Såvel disse strukturer som bakkens orientering minder om det nærliggende Ærø, hvortil Ristinge-halvøen altså topografisk danner en overgang. V.kysten byder på flere havnemuligheder, der er udnyttet ved Rudkøbing, Bagenkop og Lohals.

Ærø, 88 km². Den 25 km lange ø må landskabeligt karakteriseres som et storformet morænebakkeland m. frugtbare lerede jorder, hvis enkelte bakkedrag viser udpræget længdeorientering nv.-sø. i overensstemmelse med øens hovedretning. Med Langelands landskab, bortset fra Ristinge-halvøen, viser Ærø altså ingen lighed. Opr. har Ærø bestået af to øer, adskilt af et sund, hvor nu det udtørrede Gråsten nor breder sig mellem Trappeskov og Lille Rise. En dragforbindelse har dernæst lænket de to øer sammen, og sen. har menneskelig inddæmningsvirksomhed bevirket en total sammensvejsning. Den østl. del af øen har beskedne bakkehøjder på indtil 29 m, den vestl. når i Galgehøj 53 m og Varbjerg 56 m henh. s. og n.f. Lille Rise og kulminerer i Synneshøj, 68 m, n.f. Bregninge.

Ærøs form er betinget, dels af istidsbjergarternes aflejringsformer, dels af den omformning, bølgekræfterne har forårsaget. Med hensyn til sidstn. naturkræfter s. 531 er n.- og s.kysten helt forsk. eksponeret. N.kysten er en lækyst, der vender ind mod Det sydfynske Øhavs grundede områder med lævirkninger fra øerne og Fyn. S.kysten derimod ligger udsat for de kraftige bølger, der kan rejses over den dybe Østersøs vidstrakte flade, der såvel mod sv. som mod sø. giver tilstrækkeligt frit stræk. I forb. med de hyppige stormvinde fra vestl. retninger er bølgerejsningen s. 532 fra sv. ofte særdeles voldsom. S.kysten er en moden udligningskyst med lange klintestrækninger og tangelukkede, tilgroede bugter som Hvidsø, s.f. Søby. Vodrup klinters voldsomme udskridninger blotter øens indre struktur: forskudte lag af istidsbjergarter og interglaciale havbundsaflejringer. Trappeskov klint, v.f. Marstal, tegner sig tydeligt som en sidste resterende del af en morænebakke, hvis sydl. halvdel er bortrevet af brændingen. Det nedbrudte materiale, der, drevet af skråtindløbende bølger, vandrer langs stranden mod ø., har opbygget krumoddekomplekset Ærøshale ved øens ø.ende, hvor denne forlandsdannelse virker som læmole for Marstal havn. S.kysten er i alle hovedtræk havets værk, bølgerne har skåret bort og svejset til uden hensyn til tidl. landformer, en havnefjendtlig kyststrækning. N.kysten er af helt anden type. Her møder man den uomdannede morænekyst som den viser sig, når et morænelandskab delvis dækkes af havet. Lavningerne bliver bugter som Revkrog el. fjorde som Kløven, bakkerne danner halvøer som Urehoved og Vesterskov. Kystlinien er helt igennem bestemt af det opr. morænebakkelands relief. Havets omformende virke er kun ringe, men spores dog i »odder« og »tappe«, hvor landet ender. Af menneskets formende påvirkning kan foruden Gråsten nor nævnes Stokkeby nor. De naturlige havnemuligheder udnyttes af Ærøskøbing m. læ mod v. af Urehoved halvøen og Søby, der på lign. måde har beskyttelse af Skjoldnæs.

Tåsinge, 69,6 km². T. adskilles fra Fyn af Svendborg sund, fra Thurø ved Thurø sund. Øens nordl. del er formet som een stor skjoldformet morænebakke, der i Bregninge Kirkebakke når 72 m. I modsætning hertil er den store sydl. del en jævnt bølget moræneflade, hvis lerede bund bl.a. betinger frugthavernes store udbredelse. Kysterne er typiske morænekyster med afrundede bugter som ø.sidens Lunkebugt ind i lavningerne. På v.siden er Vejlen en tilgroet bugt, og ved s.kysten er et marint forland, Monnet, opbygget på flakket Tåsinge Grund. Vindeby færgehavn ved sundet formidler overfarten. Endv. findes havneanlæg ved Vemmenæs.

De mindre sydfynske øer. Det druknede morænelandskab, hvis højeste dele udgør de mange øer og holme, har stadig under havoverfladen bevaret mange af den tidligere landoverflades karaktertræk. Dybe render som fx. Mørkedyb, 14 m, s.f. Birkholm, tolkes som floddale fra fastlandstiden. Andre steder forekommer udbredte fladvandede områder, som fx. Flintegrund ml. Egholmene og Ærø, tidl. moræneflader, som havet lige har nået at dække med et metertykt vandlag. Disse havbundens reliefforhold i forb. m. lævirkninger fra de større øer bevirker, at bølge- og strømforhold er yderst varierende. Dette betyder igen, at visse øer er totalt beskyttet mod havets nedbrydende og opbyggende virke, medens andre lokalt er udsat for angreb fra ganske bestemte retninger. Øernes yderst varierede former er resultat af disse lokale kraftvirkninger i forb. m. den opr. form.

Lyø, 6 km², der mod s. når 24 m.s højde, flader ud n.på og har her udviklet en sandbarre, der afspærrer lagunen Vestersjo og fortsætter i øens n.spids Revet, som danner en naturlig læmole for Lyø havn. Bjørnø, 1,5 km², i Fåborg fjord er et godt eksempel på en ø, hvis sv.side er en havskabt udligningskyst, hvis retning nv.-sø. er betinget af, at der kun fra sv. – altså fra vinkelgabet ml. Lyø og Avernakø – er tilstrækkelig frit stræk til kraftig bølgerejsning. I tidens løb har øens havkyst altså fået en ligevægtsretning parallelt med de kraftige bølgefronter, s. 533 d.v.s. vinkelret på det fri stræk – et eksempel på sammenhængen ml. beliggenhed og formudvikling.

Avernakø, 6 km², har opr. været to øer, den vestl. egl. A. og den østl. Korshavn, der er blevet svejset sammen ved et drag, Drejet, opbygget af strandvolde. Også A. har som Lyø på sin v.ende en strandsø, Hovedsø, afspærret ved forlandsdannelser. Ø.endens »Revtrille« er en krumodde svarende til Ærøshale på Ærø. Visse regler giver sig altså dog til kende midt i formernes mangfoldighed. Drejø, 4 km², er som Avernakø to dragforbundne øer, i dette tilfælde så lave, at de i udstrakt grad er digebeskyttet. Strynø, 5 km², er som Siø, Skarø, Hjortø og Birkholm ganske lav og flad med en maksimal højde over havet på 10 m.

Litt.: Keld Milthers. Stenene og det danske Landskab. 1941. Sa. Ledeblokke og Landskabsformer, DGU. II. rk. nr. 65. 1942. V. Milthers. De danske Istidslandskabers Terrænformer og deres Opstaaen, DGU. III. rk. nr. 28. 1948. Axel Schou. Atlas over Danmark. I. Landskabsformerne. 1949. Sa. Danske Klintekyster, Natur og Museum. III. 1953–54, nr. 3. Viggo Hansen. Natur og Landskab i Danmark før og nu. Øerne. I. Fyn, Lolland-Falster og Bornholm. 1956. C. H. Bornebusch og K. Milthers. Jordbundskort over Danmark, DGU. III. rk. nr. 24. 1935. S. A. Andersen. Det danske Landskabs Historie. 1933. H. V. Clausen. Det danske Landskab. 1926. Johs. Humlum. Bjørnø, Kulturgeografi. IV. 1952. 195–207.

Skovene.

Det samlede skovareal er 17.452 ha, heraf 16.194 ha bevokset (skovprocent 10,5). Arealet fordeler sig således: bøg 7529 ha, eg 1538 ha, andet løvtræ 1798 ha, rødgran, ædelgran og sitkagran 3446 ha og andet nåletræ 568 ha. Blandingsbevoksninger og krat indtager 1315 ha. Der er ingen statsskov i amtet. Kommunale skove og plantager dækker 156 ha, præsteskove 109 ha, mens 17.187 ha er på private hænder. Den samlede årl. hugst (1949–50) er 123.200 m³, heraf løvtræ 89.100 m³ og nåletræ 34.100 m³. Hugsten pr. ha 7,6 m³ og gavntræprocenten 58,8.

De mange herregårde har gennemgående hver sit skovtilliggende. Grupperingen er dog således, at skovtætheden bliver størst i egnen ved Brahetrolleborg, hvor større sammenhængende skovstrækninger forekommer, mens skovene nordligere er mere spredte og af mindre udstrækning. Skovdriften begunstiges i øvrigt af gode klimatiske og jordbundsmæssige betingelser, der forenet med det bølgede el. bakkede terræn bevirker, at man i denne landsdel med omliggende øer træffer megen frodig skov, især bøgeskov.

Mens man i sidste halvdel af 1700t. allr. fandt Nordfyn skovfattigt, var den sydl. del af øen meget skovrig. Skovene var dog sjældent indfredede, og der var i dem store ubevoksede arealer, der tjente som ager, græsslette olgn., mens det bevoksede areal var tyndt besat med træer. Til gengæld fandtes der spredt på markerne en mængde, dels enkeltstående, dels i grupper. Skovenes største indtægtskilde var oldensvinene, og følgelig lå det ikke i skovejernes interesse at frembringe ny skov; tværtimod søgte man at bevare de gl. bredkronede træer, der gav rigeligt med olden. Begyndelsen til en anden indstilling var dog allr. så småt begyndt at trænge igennem, idet der ved midten af 1700t. var udført omfattende plantninger på agermark under Holstenshus. Eksemplet blev efterfulgt af andre, således at man ved århundredets slutn. på flere godser fandt kraftige bestræbelser på at forbedre skovdriften. Når lige undtages Brahetrolleborg, var der imidlertid intet egl. skovbrug på Fyn omkr. år 1800. Efter den s.k. fredskovsforordning af 27/9 1805 blev der arbejdet energisk og målbevidst med skovenes indfredning og udskiftning. Men mange vanskeligheder skulle overvindes, ikke mindst p.gr.af s. 534 s. 535 s. 536 dårlige økonomiske tider, hvor megen skov blev forhugget takket være et utilstrækkeligt tilsyn. Først efter 1825 lysnede det, og fra Brahetrolleborgs skove udgik nu rige impulser til nabogodserne, formidlede af hannoveraneren C. V. Oppermann († 1861), der var skovrider på Brahetrolleborg 1806–57, og som gennem sin indsats her må betragtes som en af grundlæggerne af den moderne da. skovbehandling. Sideløbende med det praktiske arbejde i skoven udførte forstmændene i denne periode, især fra midten af 1830erne, en mængde planlægningsarbejder, hvorved den hidtil praktiserede »plukhugstdrift« afløstes af den regulære »højskovsdrift«, der gennem årene har udviklet sig til det mønsterskovbrug, vi i dag træffer i dette fynske landskab.

Mens amtets større skovejendomme i alm. har hver sin bestyrer (skovrider), er mange af de mindre tilsluttet foreningen De sydfynske Smaaskove, hvis konsulent er ejerne behjælpelig med driften. Medlemstallet er (1955) 263 med 2333 ha skov.

De største skovdistrikter er Brahetrolleborg (1808 ha, ejdsk. 1494, grv. 924), Hvidkilde (1467 ha, ejdsk. 1540, grv. 852), grevskabet Langelands skove (1353 ha, ejdsk. 1363, grv. 876), Valdemarslot (916 ha, ejdsk. 840, grv. 546), Egeskov-Fjællebro (702 ha, ejdsk. 694, grv. 373), Holstenshuus (605 ha, ejdsk. 629, grv. 363), Stensgård (574 ha, ejdsk. 501, grv. 302), Muckadells skove (503 ha, ejdsk. 529, grv. 296), Glorup (490 ha, ejdsk. 577, grv. 340), Broholm (445 ha, ejdsk. 503, grv. 284) og Holckenhavn (319 ha, ejdsk. 384, grv. 224).

Litt.: C. Weismann. Skove og Skovbrug paa Fyn i det 19de Aarh. 1900. L. A. Hauch. Danmarks Trævækst. III. 1922. J. Abell. Vil Kratskovene paa Fyn og Langeland helt forsvinde?, Dansk Skovforenings Tidsskrift. 1943. 77–95. Danske Skovdistrikter. 1949. VII. Nordiske Skovkongres. 1951. 165–315. Statistiske Meddelelser. Skove og Plantager 1951. 1954.

Kulturgeografi.

I S. a. lever (1950) 149.671 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 89,8 indb. pr. km². Af befolkningen lever 47,2% under bymæssige forhold (31,3% i købstæder, 1,9% i disses forstæder og 14,0% i bymæssige bebyggelser i øvrigt). Befolkningen er fordelt på 44.682 husstande; i byerne går der gennemsnitlig 3,1 indb. på en husstand, i landkommunerne 3,6. Af amtets større øer har Langeland 20.118 indb. (70,9 pr. km²), Ærø 10.667 indb. (121,1 pr. km²), Tåsinge 4608 indb. (66,2 pr. km²).

Befolkningens fordeling ses af befolkningskortet s. 535. Kortet viser, at landbefolkningen lever nogenlunde jævnt spredt el. samlet i mindre agglomerationer, der repræsenterer husgrupper el. landsbyer. De større bydannelser i amtet ligger alle ved centrale punkter for samfærdselen, og alle købstæder er havnebyer. De spredtliggende, helt el. næsten helt folketomme områder repræsenterer i hovedsagen skovarealer, således i Svanninge bakker, s.f. Nyborg o.fl. andre steder, fugtige arealer, således Gråsten nor på Ærø, Knudshoved ved Nyborg o.a., el. egne med store landbrug, fx. egnen omkr. Mullerup n.f. Svendborg, Holstenshus ø.f. Fåborg, Brahetrolleborg nø.f. Fåborg, Juelsberg n.f. Nyborg og i mindre udpræget grad flere steder. Den spredtboende del af landbefolkningen vil af praktiske grunde ofte vise en tendens til at bosætte sig langs vejene. På dette forhold opviser S. a. en række typiske eksempler, således n.f. Svendborg ved hovedvejen til Odense, på Langeland ved landevejen Rudkøbing-Bagenkop, s. 537 langs hovedvejen Fåborg-Assens nv.f. Fåborg, og langs et stort antal biveje i alle dele af amtet.

I største delen af amtet er landsbyerne ret store; undtagelser findes egl. kun i de ovenfor nævnte tyndtbefolkede områder.

I en række tilfælde har gl. landsbyer fået en særlig betydning i nutiden som centrer for lokal trafik, handel og industri og er derved gået ind i en ny udvikling. Oftest har denne udvikling været knyttet til en jernbanestation, og selv hvor jernbanen sen. er nedlagt, har bydannelsen normalt bevaret sin mangesidige erhvervsstruktur. Den største stationsbydannelse er Ringe, der som jernbaneknudepunkt i et købstadsløst område har haft særligt gode muligheder. Største parten af amtets stationsbyer er dog forholdsvis små, fordi oplandets ringe størrelse og den erhvervsmæssige konkurrence med købstæderne har modvirket større bydannelsers opståen. Ofte har disse stationsbyer delvis bevaret landsbypræget. Der er ikke opstået stationsbyer ved alle jernbanestationer, men kun hvor der på den pågældende egn har været el. er opstået et behov for et lokalt centrum med visse urbane funktioner. I jernbaneløse egne har trafikknudepunkter af anden art gennemløbet en lignende udvikling til lokale centrer, således fx. havnebyerne Lohals på det nordl. Langeland, Søby på Ærø, Troense på Tåsinge og vejbyerne Horne på Horne Land samt Gislev ø.f. Ringe. På de mindre øer har øens landsby simpelt hen overtaget de nødvendige handels- og industrifunktioner (købmandshandel, mejeri, maskinværksted m.v.) og har herved mistet karakteren af ren bondeby. Den gl. landsby Stenstrup ml. Ringe og Svendborg har udviklet sig ud over oplandets behov som Fyns vigtigste centrum for teglværksindustri. Skårup nø.f. Svendborg har takket være et derværende seminarium ligeledes udviklet sig ud over oplandets behov, Ollerup nnv.f. Svendborg ligeså p.gr.af en højskole osv.

Alle amtets købstæder ligger som nævnt ved kysten. Vigtigst er Svendborg, der som opland ikke blot har store dele af Sydfyn, men endv. praktisk talt alle øerne i Det sydfynske Øhav, der ved færger el. både er i direkte el. indirekte forbindelse med Svendborg, som er deres vigtigste kontakt med omverdenen. Svendborg kommer herved til at indtage en samfærdselsgeografisk nøglestilling, der også har betinget den vidtgående industrielle udvikling af byen. Amtets næststørste by, Nyborg, er af det moderne trafiksystem gjort til en af landets vigtigste havnebyer; dens beliggenhed ved den vigtigste landevejs- og jernbaneforbindelse ml. Sjælland og det øvr. land har udviklet den til en udpræget transitby, og samfærdselen påvirker på afgørende måde dens erhvervsstruktur. Nyborgs trafikalt centrale position har givet den andre funktioner, således som centralhavn for mineralolieimporten, hvorfra fordelingen til de lokale forbrugscentrer finder sted. Fåborg er en ret vigtig oplandsby med nogen industri og er desuden et ganske fremtrædende trafikcentrum, især for forbindelserne med de vestligste dele af Det sydfynske Øhav og med Als. Odenses fremtrædende stilling som oplandsby for næsten hele Fyn, der skyldes dens større vareudvalg, dens gode trafikforbindelser i alle retninger og vel ikke mindst dens mange adspredelser, præger imidlertid i nogen grad de nævnte købstæders oplandshandel, der må foregå i en ofte ret skarp konkurrence med Odense. Ærøskøbing, Rudkøbing og handelspladsen Marstal har et stærkt begrænset, men frugtbart opland. Alle s. 538 byerne i og ved Det sydfynske Øhav har en ikke ringe betydning som hjemsteder for en søfarende befolkning.

Sommerhusbebyggelse findes mange steder langs kysterne, således på Nyborg strand, omkr. Svendborg, på Thurø og Tåsinge og flere steder på Langeland. Også i Svanninge bakker n.f. Fåborg findes en del sommerhuse.

Af amtets befolkning lever (1950) 35,3% af landbrug, skovbrug og fiskeri, 28,1% af håndværk, industri og byggeri, 9,6% af handel, 8,0% af transportvirksomhed, 5,9% af administration og liberale erhverv. 12,0% er uden erhverv, hovedsagelig rentiers, aldersrentenydere og pensionister.

S. amts erhvervsstruktur domineres af landbrugsområderne, hvis folketal dog er stagneret og til dels svagt aftagende som følge af landbrugets mekanisering og industrialisering, der trækker en væsentlig del af landboungdommen til byerne. Udprægede landbrugsegne, hvor over 3/4 af den erhvervsaktive befolkning lever direkte af landbrug (med skovbrug og fiskeri) findes på mange af øerne i Det sydfynske Øhav (Lyø, Bjørnø, Avernakø m.fl.) og enkelte andre steder, medens de fleste landkommuner, der ikke indeholder større bymæssige agglomerationer, har en landbrugsbefolkning på 1/2–3/4 af den erhvervsaktive befolkning. Købstæderne har en mangesidet erhvervsstruktur, idet industri og håndværk, der normalt er deres vigtigste erhverv, kun i Svendborg beskæftiger mere end halvdelen af den erhvervsaktive befolkning. I Nyborg, Marstal og Ærøskøbing beskæftiger handel og samfærdsel flere mennesker end industri og håndværk.

Landbrugsarealet i S. a. omfatter 76,9% af totalarealet, hvilket er noget mere end gennemsnittet for Danmark (se også afsnittet statistik, s. 540). Bedst opdyrket er Langeland og Ærø samt egnen ml. Fåborg og Svendborg, mens de mindst opdyrkede egne findes i bakkelandet nø.f. Fåborg.

Godt halvdelen af arealet i omdriften anvendes til korndyrkning. Toradet byg er langt den vigtigste kornart, idet bygarealet er større end alle andre kornarealer tilsammen. Næstvigtigste kornart er havre, men også blandsæd og hvede dyrkes udbredt. Rugdyrkningen, der hovedsagelig findes på de sandede jorder og næsten ikke på De sydfynske Øer, omfatter kun 3 1/2% af kornarealet. Dyrkning af ren bælgsæd er ret vigtig, og S. a. leverer næsten 1/6 af landets samlede høst af denne afgrøde. Den vigtigste rodfrugt i amtet er fodersukkerroen, men også kålroer spiller de fleste steder en stor rolle. Desuden er dyrkningen af runkelroer og af sukkerroer til fabrik betydelig, den sidstn. hovedsagelig i de områder i amtet, der ligger nærmest Odense, hvor roerne behandles industrielt. Kartoffeldyrkningen er af nogen betydning, men forbruget dækker ganske overvejende lokalt forbrug. Af andre afgrøder bør nævnes en betydelig frøavl, nogen raps- og sennepsdyrkning og en ikke ringe avl af grønsager på friland. Frugtdyrkningen er anselig, fremfor alt i egnen omkr. Svendborg inkl. Thurø og Tåsinge, hvor især æbledyrkningen dominerer. I de sa. egne findes et ikke ringe gartneribrug.

Hornkvægavlen domineres fuldstændigt af den røde, da. malkerace, der omfatter 84% af amtets malkekøer, mens jerseykvæget udgør 14% og er af voksende betydning. Mælkeproduktionen anvendes overvejende i mejeribruget til fremstilling af smør og ost; dog spiller leverancer af konsummælk til byerne også nogen rolle. Smørydelsen pr. kontrolleret ko er af lignende størrelsesorden som i Odense a. og på Samsø i Holbæk a. og større end på de andre da. øer og i Jylland. Hornkvæget er nogenlunde jævnt fordelt i amtet. Det sa. gælder svineavlen, s. 539 for hvilken roeaffald, returmælk og byg m.v. har betydning som foderemner. Fåreholdet er ringe, men dog større end i noget andet amt på de da. øer. Hønseholdet, der dels drives i hønserier, dels i de mangesidige landbrug, er meget betydeligt. Bemærkelsesværdig er den store bestand af ænder (1/10 af Danmarks bestand) og gæs. Biavl spiller en ikke uvæsentlig rolle.

Langs kysterne er bosat en fiskerbefolkning, som dog i hovedsagen koncentreres ved en række havnepladser, hvoraf de vigtigste er Bagenkop, Lohals, Rudkøbing og Spodsbjerg på Langeland, Fåborg, Lundeborg ml. Nyborg og Svendborg og Drejø. En del mindre bebyggelser er udprægede fiskerlejer, bl.a. Bøjden og Dyreborg på halvøen Horne Land samt Fjællebro mellem Fåborg og Svendborg.

Industrien i S. a. arbejder dels for de lokale markeders forsyning med en række produkter, dels for et landsomfattende marked og et eksportmarked for visse særlige varer. De vigtigste industrigrene er bygningsindustri, metalindustri og nærings- og nydelsesmiddel-industri, men også træforædlingsindustri og tekstilog konfektionsindustri har en vis betydning.

Inden for metalindustrierne må fremhæves skibsværfterne i Svendborg og Marstal, jernstøberier i bl.a. Nyborg, Svendborg og Fåborg, samt et antal maskinfabrikker af forsk. art. Nærings- og nydelsesmiddel-industrien forarbejder hovedsagelig landbrugets produkter. De vigtigste slagterier ligger i Svendborg, Fåborg, Rudkøbing og Nyborg, de største møllerier i Svendborg. Mindre møllerier, mejerier, bagerier m.m. ligger spredt i amtet. Svendborg har den største tobaksindustri og den vigtigste frembringelse af øl og mineralvande. Konservesindustrien (hovedsagelig frugt og grønsager) har sit vigtigste centrum i Svendborg. Amtets vigtigste teglværkscentrum ligger omkring Stenstrup ml. Svendborg og Ringe, hvor stenfrit issøler (se s. 527) udnyttes. For tekstil- og konfektionsindustrien er Svendborg og Rudkøbing vigtigst. Svendborg har et betydeligt træskibsbyggeri.

Jernbanenettet i S. a. omfatter et mindre stykke (ml. Nyborg færgehavn og Langeskov station) af den dobbeltsporede hovedjernbanelinie Nyborg-Fredericia, der indgår i den vigtigste jernbaneforbindelse ml. de da. landsdele; den domineres fuldstændigt af den gennemgående trafik, der fra Nyborg videreføres ad Danmarks vigtigste færgerute til Korsør. Endv. jernbanelinierne Nyborg-Svendborg, Svendborg-Odense og Fåborg-Nyborg, der vel må betragtes som oplandsbaner. De to sidstnævnte linier krydses i den vigtige stationsby Ringe. Amtets eneste privatbaner er de langelandske baner, der fra Rudkøbing fører til Bagenkop og Spodsbjerg. Jernbanerne Odense-Fåborg og Fåborg-Svendborg blev nedlagt i årene efter den 2. verdenskrig.

Jernbanefærger sejler ml. Svendborg og Rudkøbing, hvorved jernbanerne på Fyn og Langeland forbindes, og ml. Svendborg, Drejø og Ærøskøbing, hvorved den jernbaneløse ø Ærø sættes i direkte forbindelse med banenettet. Mens disse ruter er private, drives jernbanefærgerne Nyborg-Korsør og Fåborg-Mommark (på Als) af Danske Statsbaner. Øerne i Det sydfynske Øhav forbindes desuden indbyrdes og med omverdenen af et antal bilfærger: Svendborg-Vindeby (Tåsinge), der især besørger en omfattende forstadstrafik til og fra Svendborg, Vemmenæs (Tåsinge)-Rudkøbing, Rudkøbing-Strynø-Marstal, Fåborg-Lyø-Avernakø-Søby (Ærø), Lundeborg (Fyn)-Lohals (Langeland), Lohals-Korsør og s. 540 Spodsbjerg (Langeland)-Nakskov. Hertil kommer en del mindre færgeruter af mere lokal karakter.

S. a. berøres af hovedvej 1, Kbh.-Esbjerg, som bærer den overvejende del af vejtrafikken ml. Jylland-Fyn og Sjælland, og som desuden har fået en særdeles stor betydning for den internationale biltrafik ml. den skandinaviske halvø og kontinentet. Amtets andre hovedveje er hovedvej 8, Nyborg-Fåborg-Mommark-Tønder, der også har en vis gennemgående trafik, og hovedvej 9, Odense-Svendborg, der i hovedsagen har mere lokale trafikopgaver. I øvrigt findes et udmærket vejnet på Fyn og de større øer i Det sydfynske Øhav, med et højt udviklet system af rutebillinier, der dels tjener som fødelinier til jernbanenettet, dels som forstærkningslinier for de eksisterende jernbaner og erstatningslinier for de nedlagte jernbaner.

Naturfredning. I Svendborg a. er foretaget en halv snes landskabsfredninger, af hvilke kan nævnes Tryggelev nor på Langeland, arealer langs Lunkebugten på Tåsinge, et areal af Svinehaverne ved Svendborg, gl. bondeskov i Longelse på Langeland, Gudme sø og strand ved Lundeborg, Ristinge klint på Langeland, Vester Skerninge Præstegårdsskov, Svelmø samt arealer i Svanninge bakker.

Statistik.

Amtets areal var 1. april 1955 1666,66 km². Af det samlede areal udgør købstæderne 41,39 km² og vandarealerne 15,04 km².

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal, 1951 166666 ha, udgjorde landbrugsarealet 128108 ha, gartnerier og frugtplantager 2307 ha, skove og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger) 17856 ha, bebygget grund og gårdsplads 3352 ha, private haver 4188 ha, gader, veje, jernbaner, hegn o.l. 6092 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 962 ha, tørvemoser 1859 ha, heder klitter, sumpe, stenmark o.l. 438 ha, og vandarealer 1504 ha.

1954 var fordelingen af landbrugsarealet, i alt 128461 ha, flg.: hvede 7112 ha, rug 2083 ha, byg 30202 ha, havre 11553 ha, blandsæd 8087 ha, bælgsæd 1331 ha, kartofler 1304 ha, foderroer m.v. 18223 ha, sukkerroer til fabrik 2142 ha, frø 3670 ha, grønsager på friland 673 ha, brak 288 ha, græs og grønfoder 39606 ha, industriplanter (hør, sennep, raps, hamp etc.) 2187 ha.

S. a. har ligesom det øvrige Fyn i sammenligning med de sjæll. amter ret store landbrugsarealer og relativt små arealer med moser, heder, klitter o.l.; også vandarealerne er forholdsvis små. Derimod er a. temmelig skovrigt, navnlig sammenlignet med Odense a. Af landbrugsarealet udgør kornarealet en lidt større andel end i Odense a., men lidt mindre end i de fleste sjæll. a. Der dyrkes kun lidt rug, men forholdsvis meget hvede, havre og blandsæd. Blandt rodfrugterne er runkelroer og fodersukkerroer forholdsvis mere dyrket end i Odense a. Høstudbyttet var 1954 i alt 5,6 mill. afgrødeenheder (hver lig foderværdien af 100 kg byg), hvoraf 1,9 mill. kerne af korn, 0,4 mill. halm, 1,5 mill. rodfrugter og 1,8 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsskyldvurderingen 1950 udgjorde den samlede vurderingssum i S. a. 1064 mill. kr., heraf for ejendomme i købstæderne 327 mill. kr., i landdistrikterne 737 mill. kr. Den samlede grundværdi udgjorde 360 mill. kr., heraf i købstæderne 71 mill. kr., i landdistrikterne 289 mill. kr.

Af ejendomme i landkommunerne var der 122 større landbrug på over 12 tdr. hartk. med i alt 3864 tdr. hartk. (areal 21.280 ha, vurderingssum 56,9 mill. kr.), 6044 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. med i alt 18.435 tdr. hartk. (areal 100.542 ha, vurderingssum 328 mill. kr.) og 4520 landbrugshuse (landejd. på 1 ha og derover med under 1 tdr. hartk.) med i alt 2493 tdr. hartk. (areal 16.475 ha, vurderingssum 79,6 mill. kr.). Blandt øvrige ejendomme i amtets landkom. kan nævnes 12.819 ejd. med beboelse og forretning til en samlet vurderingssum af 175,2 mill. kr.

Af købstædernes ejendomsskyldværdi faldt 206,9 mill. kr. på beboelses- og forretningsejendomme, 58,0 mill. kr. på stats- og kommunale ejendomme o.a. ejendomme med fritagelse efter § 8, 20,9 mill. kr. på hoteller, fabrikker m.v., 5,6 mill. kr. på landbrug, 3,1 mill. kr. på gartnerier, 4,3 mill. kr. på byggegrunde, 28,0 mill. kr. på andre vurderinger.

Der var 1955 1205 statshusmandsbrug i amtet. Statens tilgodehavende i disse var 16,3 mill. kr.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1954: 18.153 heste, 146.723 stk. hornkvæg, hvoraf 78.305 malkekøer, 1596 får, 222.794 svin, 1.620.684 høns, 3386 kalkuner, 53.766 ænder, 22.278 gæs og 4136 bifamilier.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. I alt 10.563 landbrugsmedhjælpere var beskæftiget i amtet i juli 1954, samtidig svarede indehaveres og disses ægtefællers og mindreårige børns arbejde til 9919 personer. Malkemaskineanlæg fandtes 1954 på 5780 landejendomme. Der var i alt 2291 landejendomme, som selv havde traktorer, i alt 2486 traktorer; derudover fandtes der 17 maskinstationer med tilsammen 26 traktorer, 4557 ejendomme i amtet havde ensilagebeholdere.

Befolkningen. Hele amtet havde 7/11 1950: 44.682 husstande med 149.671 indb. (1801: 62.776, 1850: 86.213, 1901: 128.241, 1930: 143.785), deraf havde provinsbyerne 15.299 husstande med 46.815 indb. el. 31,3% (1801: 8750, 1850: 12.276, 1901: 31.672, 1930: 36.242, el. henh. 13,9%, 14,2%, 24,7%, 25,2%), hertil kommer i provinsbyernes forstæder 1950: 995 husstande med 2914 indb. og i andre bymæssige bebyggelser 6436 husstande med 20.953 indb. samt i landdistrikterne 21.952 husstande med 78.989 indb.

Folkemængden i amtet var 1950 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter samtlige personer – hustruer, mindreårige børn m.v. – i familier, hvis forsørger var knyttet til det nævnte erhverv): 52.780 levede af landbrug m.v., 42.098 af håndværk og industri, 14.340 af handel og omsætning, 11.917 af transportvirksomhed, 8845 af administration og liberale erhverv, og 18.007 var ude af erhverv og levede enten af alders- el. invaliderente, off. understøttelse el. af pension, formue olgn.; om 1684 savnedes der oplysninger m.h.t. erhverv.

Ved den 1948 afholdte erhvervstælling var der i amtet i alt 4678 håndværks- og industrivirksomheder, der i alt beskæftigede 18.519 personer, heraf 9715 i byerne el. disses forstæder, 1628 i bymæssige bebyggelser og 7176 i rene landdistrikter. Virksomhedernes maskinkraft var i alt 37.005 hk. Virksomhederne i byerne er nærmere omtalt under de enkelte byer. Der var i amtet i alt 404 engros- el. dermed beslægtede virksomheder med 1378 beskæftigede og en omsætning på 176,6 mill. kr., 1919 detajlhandelsvirksomheder med 4736 beskæftigede og en omsætning på 215,0 mill. kr. og endelig 300 hotel- og restaurationsvirksomheder med 1303 beskæftigede og en omsætning på 16,9 mill. kr.

Finanser. Amtskommunernes finansielle forhold 1/4 1954–31/3 1955.

Af S. a.s indtægter var de væsentligste poster: grundskyld 5.176.000 kr., ejendomsskyld 741.000 kr., afgifter af motorkøretøjer 1.730.000 kr., andre indtægter 32.000 kr. Af udgiftsposterne: bidrag til amtsskolefonden 580.000 kr., medicinalvæsen 2.298.000 kr. (efter fradrag af den fælleskommunale udligningsfonds tilskud til sygehusudgifter), vejvæsen (efter fradrag af forsk. tilskud, der afholdes af motorudgifterne) 2.411.000 kr., renter og omkostninger af gæld 49.000 kr., administration 166.000 kr.

Ejendomsskyldpromillen var 1953/54 10,20, hvilket svarer omtr. til gennemsnittet for landet (9,59), medens grundskyldpromillen 17,00 lå godt 7% lavere end gennemsnittet; de tilsvarende procenter var 1954/55 10,80 (hele landet gennemsnitlig 9,99) og 18,00 (18,62). Amtets formue udgjorde 31/3 1955 11,3 mill. kr., hvoraf 6,2 mill. kr. i faste ejendomme, amtets gæld 0,8 mill. kr.

Med hensyn til de finansielle forhold for sognekom. i S. a. under eet kan anføres flg.: Af de pålignede skatter udgjorde 1954/55 ejendomsskylden 3.143.000 kr., grundskylden 6.312.000 kr., grundstigningsskylden 81.000 kr., opholdskom.skatten 11.220.000 kr., erhvervskom.skatten 22.000 kr. og aktieselskabsskatten 82.000 kr., afgifter af motorkøretøjer indbragte 2.046.000 kr., og andre afgifter 190.000 kr. Af andre indtægter kan især nævnes formue- og erhvervsindtægter 569.000 kr., heraf indtægt af gas-, vand- og elektricitetsværker 9.268 kr.

Sognekommunernes væsentligste udgifter var: Sociale udg. 7.541.000 kr., skolevæsen 3.024.000 kr., biblioteksvæsen 92.000 kr., vej- og kloakvæsen 5.159.000 kr., snekastning 300.000 kr., brandvæsen 179.000 kr., administration 1.717.000 kr., og renter af gæld 411.000 kr.

Sognekommunerne ejede 31/3 1955 43.701.000 kr., hvoraf 25.221.000 kr. i faste ejendomme og 18.479.000 kr. i værdipapirer. De havde en gæld på 14.842.000 kr.

Trafikforhold. Der var 1955 i amtet 457,3 km landeveje, hvoraf 86,6 km hovedveje, desuden var der 1963,0 km biveje. Der var 31/12 1955 i alt 11.139 automobiler indregistreret i amtet, s. 545 hvoraf 7039 alm. personbiler, 360 drosker, 75 rutebiler m.v., 3626 vare- og lastvogne, endv. var der 460 motorcykler af scootertypen og 3527 andre motorcykler. Der var 1955 under amtet autoriseret 39 personautomobilruter, ruternes samlede længde var 1831 km, og de betjentes af 52 vogne med 1802 pladser. Om særlige byomnibusruter henvises til de enkelte byer.

Inddeling.

Amtet består af købstæderne: Svendborg, Nyborg, Fåborg, Rudkøbing, Ærøskøbing, Marstal handelsplads og herrederne: Sunds, Sallinge, Gudme, Vindinge, Langelands Nørre, Langelands Sønder, Ærø.

Amtsrådet har 11 medlemmer, hvoraf efter valget i marts 1954 3 tilhørte Socialdemokratiet, 2 Radikale venstre, 1 Konservative folkeparti, 5 Venstre. Amtet omfatter 78 sognekommuner og 1 købstadslanddistrikt. Folketallet i amtet (inkl. købstæder) var 1950: 149.671 indb. fordelt på 44.682 husstande (1801: 62.776, 1850: 86.213, 1901: 128.241, 1930: 143.785).

I kirkelig henseende hører amtet til Fyns stift og omfatter 5 provstier med tilsammen 72 pastorater nemlig: 1) Sunds herreds provsti, 2) Sallinge hrd.s provsti, 3) Vindinge og Gudme hrdr.s provsti, 4) Langelands provsti, 5) Ærø provsti.

Amtet omfatter 4 politikredse, nemlig: 1) politikr. nr. 23 (Nyborg), 2) politikr. nr. 24 (Svendborg), 3) politikr. nr. 25 (Rudkøbing), 4) politikr. nr. 26 (Fåborg).

I jurisdiktionel henseende er amtet delt i flg. 6 retskredse: 1) retskr. nr. 32, Nyborg kbst. med Vindinge hrd. (hovedtingsted i Nyborg, bitingsted i Ringe), 2) retskr. nr. 33, Sunds-Gudme hrdr. (hovedtingsted i Svendborg, bitingsted i Ringe), 3) retskr. nr. 34, Svendborg kbst. og Thorseng birk (tingsted i Svendborg), 4) retskr. nr. 35, Ærøskøbing kbst., Ærø hrd. (hovedtingsted i Ærøskøbing, bitingsted i Marstal), 5) retskr. nr. 36, Rudkøbing kbst. og Langelands hrd. (tingsted i Rudkøbing), 6) retskr. nr. 37, Fåborg kbst. og Sallinge hrd. med Muckadell, Holstenshus og Brahetrolleborg birker (hovedtingsted i Fåborg, bitingsted i Ringe).

Amtet udgør Svendborg amtslægekr., der omfatter 4 lægekredse: 1) Svendborg lægekr. (Svendborg), 2) Nyborg lægekr. (Nyborg), 3) Fåborg lægekr. (Fåborg), 4) Ølandenes lægekr. (Rudkøbing).

Amtet hører til 3. udskrivningskr. (Svendborg), der også omfatter Odense amt. Der hører 4 civilforsvarsområder under amtet: 1) (13) Fåborg, 2) (53) Nyborg, 3) (68) Rudkøbing, 4) (84) Svendborg.

Amtet har 1 amtstue: Svendborg amtstuedistrikt, amtstue i Svendborg. Amtet er delt i 4 skattekredse: 1) (28. skattekr.) Nyborg, 2) (29. skattekr.) Svendborg, 3) (30. skattekr.) Fåborg, 4) (31. skattekr.) Rudkøbing, og udgør 1. skyldkreds: Skyldkredsen for Svendborg amtrkr. med 9 vurderingskredse: a) Svendborg omfattende 9 vurderingsdistrikter, b) Sunds hrd.s (11), c) Gudme hrd.s (10), d) Nyborg (11), e) Sallinge hrd.s (18), f) Fåborg (12), g) Langelands nordre (4), h) Langelands søndre (7), i) Ærø (7).

Svendborg amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Red. J. A. Hansen (V); gdr. J. R. Jacobsen (V); distriktslæge Jens Colding (Liberal); prof. Fred. Schiern (Liberal); gdr. Hans Christensen-Vejstrup (V); gårdfæster Jens Rasmussen (V); gårdfæster K. C. Høier (V).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Nyborg-kredsen: gårdfæster Rasmus Pedersen 1849–52 (V); bogbinder J. N. Gomard 1852–61 (V); propr. J. H. Jespersen 1861–64 (H); højesteretsass. C. Nyholm 1864–72 (H); gdr. A. H. Tange 1872–81 (V); forp. Rasmus Christiansen 1879 (H); forp. Rasmus Christiansen 1881 (H); gdr. Niels Jensen-Toustrup 1881–1910 (V); kommitteret Aug. Birch 1910–18 (V).

b) Kværndrup-(Gudme)-kredsen: gdr. J. R. Jacobsen 1849–52 (V); gdr. Jens Jensen 1852–53 (V); fuldmægtig Vilh. Theill 1853–54 (V); gdr. Jens Jensen 1854–76 (V); lærer Chr. R. Stenbæk 1876–81 (V); lærer Jørgen Hansen-Ølstykke 1881–90 (V); gdr. Andreas Roesager 1890–1909 (V); gdr. Chr. H. Ravn 1909–13 (V); lærer Emil Petersen-Dame 1913–18 (V).

c) Svendborg-kredsen: kapt. Chr. Jagd 1849–52 (V); seminarielærer I. N. Meier 1852–53 (H); gdr. J. R. Jacobsen 1853–54 (V); red. C. Ploug 1854–58 (NL); borgm. J. C. v. Jessen 1858–64 (V); propr. Peter Mayntz 1864–66 (V); red. J. A. Hansen 1866–77 (V); seminarieforst. Jeppe Tang 1877–92 (V); lærer Peder Jørgensen 1892–98 (V); gdr. Kr. Knop 1898–1906 (V); godsejer Carl Wenzel Neergaard 1906–18 (H).

d) Fåborg-kredsen: dir. C. G. Andræ 1849–52 (H); gårdfæster R. P. Milling 1852–53 (V); seminarielærer I. N. Meier 1853–54 (H); propr. Adolph Fleischer 1854–55 (H); prof. Fred. Schiern 1855–61 (Liberal); urmager J. F. Lorentzen 1861–64 (NL); gårdfæster s. 547 Michael Pedersen 1864–69 (V); kaptajn Theodor Zeilau 1869–72 (H); gårdfæster Michael Pedersen 1872–73 (V); gdr. J. J. Dahlkild 1873–76 (løsgænger); gårdfæster Michael Pedersen 1876–90 (V); gdr. Kr. Jensen 1890–1901 (V); gårdfæster H. P. Poulsen 1901–09 (RV); forp. Rasmus Christiansen 1909–13 (H); prof. C. N. Starcke 1913–18 (V).

e) Sønder Broby-(Højrup)-kredsen: gårdfæster K. C. Høier 1849–54 (V); prof. L. Oppermann 1854–61 (V); gdr. Chr. Rasmussen 1861–66 (H); statsrevisor Sofus Høgsbro 1866–1902 (V); prof. J. H. Deuntzer 1902–13 (V); sgpr. Johs. Fog-Petersen 1913–18 (RV).

f) Rudkøbing-kredsen: red. J. A. Hansen 1849–66 (V); sgpr. F. R. C. Bülow 1866 (V); malerm. P. E. Olsen 1866–69 (V); borgm. H. C. Sager 1869–72 (H); red. Gottlieb Petersen 1872–80 (V); red. dr. phil. Edvard Brandes 1880–94 (V); lærer Niels Guldbrandsen 1894–1909 (V); dr. phil. P. Munch 1909–18 (RV).

g) Ærøskøbing-kredsen: overretssagfører Nicolaj Steenstrup 1866–81 (H); toldforvalter E. V. Martensen 1881 (H); overretssagf. Nicolaj Steenstrup 1881–87 (H); amtmand Ludv. Brockenhuus-Schack 1887–92 (H); gdr. Jørgen Frederiksen 1892–1914 (V); godsejer Fred. Sporon-Fiedler 1914–18 (H).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Sgpr. Johs. Fog-Petersen 1918–20 (RV); dr. phil. P. Munch 1918–45 (RV); lærer Emil Petersen-Dame 1918–19 (V); godsejer Fred. Sporon-Fiedler 1918–24 (KF); red. J. P. Andersen 1918–39 (S); borgm. J. J. Bjerring 1918–39 (S); husmand Jacob Jacobsen 1918–27 (V); gdr. J. C. Jensen-Broby 1919– (V); postmester Otto Larsen 1920 (KF); kommitteret Aug. Birch 1920 (V); husmand Mads Pedersen Tange 1920–24 (V); propr. A. C. D. Petersen 1924–43 (KF); landsretssagf. A. L. H. Elmquist 1927–29 (V); godsejer A. C. Duborg 1929–40 (V); red. D. P. Ditlevsen 1938–39 (S); forretningsfører Poul Hansen (Svendborg) 1939– (S); maskinarbejder Svend Aage Horn 1939– (S); konsulent Kresten Damsgaard 1940–43 (V); højesteretssagf. Henning Hasle 1943–45 (KF); hypotekbankdir. Harald Petersen 1943–50 (V); sekr. Aage Fogh 1945– (RV); arbejdsmand Villy Fuglsang 1945–47 (K); gdr. Peder Jakobsen 1945–50 (KF); gdr. Niels Eriksen 1947– (V); gdr. Jørgen Jørgensen-Ullerup 1950– (KF); repræsentant Karl M. Andersen 1953– (R).

Åndelige rørelser.

Ligesom i Odense a. opstod der i første halvdel af 1800t. en kraftig lægmandsbevægelse i Svendborg a. Virksom inden for denne bevægelse var den i Odense fødte skomager J. A. Hansen, der i sin barndom og ungdom opholdt sig i Rudkøbing. I kirkelig henseende vandt de grundtvigske tanker tidligt indpas. Et grundtvigsk kraftcentrum blev Ryslinge, hvor Vilh. Birkedal arbejdede som præst fra 1849. Da myndighederne havde afskediget ham 1865 p.gr. af hans politiske optræden, ville menigheden ikke skilles fra ham, og man oprettede en frimenighed, der sen. blev valgmenighed. Også grundtvigske friskoler grundlagdes flere steder i amtet fx. i Rudme (Sallinge hrd.), hvor Morten Eskesen virkede 1858–64. I tilslutning til friskolerne byggedes flere forsamlingshuse. Det ældste lå i Ryslinge og stammede fra 1860erne. Inden for disse huse udfoldede der sig en rig folkelig oplysningsvirksomhed, og de gav desuden husly til de mange skytte-, gymnastik- og ungdomsforeninger, som lidt efter lidt oprettedes. I amtet lå endv. flere landskendte højskoler, bl.a. Ryslinge højskole, for hvilken Alfred Povlsen, der var en ivrig leder af riffelbevægelsen på Fyn, virkede som forstander 1884–1922. I Ollerup anlagdes 1868 en højskole, der en årrække havde J. P. Kristensen-Randers som leder. Smst. åbnede Niels Bukh 1914 en delingsførerskole, der efterhånden udviklede sig til en imponerende gymnastikhøjskole. Også i Vejstrup fandtes der fra 1867 en grundtvigsk højskole og sen. en valgmenighed. Indre Mission fik ikke større tilslutning i amtet.

Ved valgene til den grundlovgivende rigsforsamling 1848 valgtes enkelte liberale repræsentanter, men i øvrigt udprægede venstremænd som J. A. Hansen og den virksomme gdr. Hans Christensen-Vejstrup. Han havde tidl. virket som stænderdeputeret og stod ligesom J. A. Hansen 1840ernes aktive bondebevægelse nær. Ligesom i Odense a. dominerede venstre stort set i amtets fleste kredse med undtagelse af Ærøskøbing-kredsen. Karakteristisk er endv., at radikale strømninger ret tidligt fandt grobund i visse kredse. Det gælder navnlig på Langeland, der 1880 kårede den kbh.ske radikale politiker Edv. Brandes til sin politiske repræsentant, et valg der vakte megen opsigt over hele landet. 1909–45 repræsenterede dr. P. Munch denne kreds. Først 1918 opnåede socialdemokratiet sit 1. mandat i amtet, men har siden s. 548 øget sin indflydelse. Tjenestemandsbyen Nyborg blev tidligt en sikker soc.-dem. bastion i amtet. Fåborg, Svendborg og Rudkøbing har derimod kun periodevis haft soc.-dem. borgm., medens Ærøskøbing indtil nu har haft ikke-soc.-dem. flertal i byrådet. De store partiblade i Odense har altid kunnet regne med ikke få læsere inden for Svendborg a. Dog udkommer der selvstændige aviser i samtlige amtets købstæder.

Oldtidsbebyggelse.

At landets allerførste beboere, rensdyrjægerne, har færdedes her, viser fundet af et slagvåben af rensdyrtak fra Hundstrup å. Fra maglemosekulturens indlandsfolk kendes bopladser i Snarup mose og ved Arreskov sø, og fra ertebøllekulturens lidt sen. kystbeboere har vi bopladser flere steder, således i Fåborg havn, ved kysterne af Thurø og i Marstal havn. Først med yngre stenalders bondefolk synes der at være tale om en noget tættere bebyggelse over større arealer. Der kendes i alt 695 stengrave, men fordelingen er meget ulige, idet de næsten udelukkende findes i Fyns kystsogne samt på øerne; af sognene med over 10 stengrave er der kun eet, Ellested, der ikke når ud til havet. De rigeste sogne er Rise (80), Horne (57), Magleby (45), Humble (40) og Marstal landsogn (33). Landets længste langdysse ligger ved Lindeskov i Ellested so., og andre fremragende langdysser kendes fra Gudbjerglund (4 sammen), Lindeskov (med 5 kamre), Bjergbygård og Humble (Kong Humbles Grav) på Langeland. Anselige jættestuer, der har givet gode fund, kendes fra Sulkendrup og Skovtofte og Myrebjerg på Langeland. Hvad bopladser fra denne tid angår, har Langeland også en førerstilling; Troldebjerg, Klintebakken, Blandebjerg og Lindø hører til landets største og vigtigste.

Bronzealderbebyggelsen ses lettest gennem højenes fordeling, dels ældre bronzealders storhøje, dels yngre bronzealders små, lave høje og stenkredse. Der kendes i alt i amtet 954 høje. Også her er kystegnene stærkt dominerende. Kun 3 af indlandssognene, Håstrup, Brahetrolleborg og Espe, har haft over 10 høje, og adsk. af dem har slet ingen. Rigest er (el. rettere var, thi de fleste er nu sløjfede) Hesselager (99 høje), Oure (68), Vindinge (55), Egense (45), Ellested (39), Diernæs (37), Frørup (33), Skårup og Ø. Skerninge (hver 30). De langelandske sogne er forholdsvis fattige på høje, og de fleste, der forekommer, er småhøje. Amtet har givet en række vigtige depot- og offerfund fra bronzealderen: Fra ældre bronzealder fra Ullerslev, fra yngre bronzealder fra Tved, Fingerbjerg i V. Hæsinge (4 guldringe), Egemosen i Jordløse (stort metalfund), Avernakø (6 guldkar), Fjellerup, Ørbæklunde og Rørsløkke mose (to lurer).

I jernalderen rykker bebyggelsen ind i landet, betegnet ved talr. bopladser og gravpladser fra ældre jernalder; at det også må have været en ret velhavende befolkning, navnlig i ældre og yngre romertid, ses af de mange rige gravfund med romerske importsager og guldsager. Fra keltisk jernalder skal nævnes bopladser ved Nybøllegd. og Møllemosegd. i Hillerslev so. og Herslev i Lindelse so., gravpladser ved Langå, Bukkensbjerg og Hornebjerg i Humble so., der dog begge strækker sig ind i ældre romertid. Fra denne sidste er der store gravpladser ved Espe, Ringe, Bregnebjerg i Sdr. Højrup so., Store Keldbjerg i Magleby so. Særlig rige grave fra denne tid kendes fra Brænde Lydinge (Brahetrolleborg so.) og Skrøbeshave; både jordfæstelse og ligbrænding har været benyttet, ligesom i den efterfølgende periode. Yngre romertid er rigt repræsenteret, dels ved store gravpladser, oftest urnegrave, som Møllegårdsmarken (Fyns største kendte gravplads) og Davrehøjsmarken, begge ved Broholm, Skovsgd. og Lundehøjgd. ved Espe og Hesselagergd., dels fra enkelte meget rige grave, som Hågerup og Årslev. En større boplads fra ældre og yngre romertid findes ved Broholm.

At egnen også har været velhavende i den efterfølgende germanske jernalder, ses af de mange guldfund. Navnlig egnen omkr. Broholm har givet meget guld; man regner med, at 1/5 af hele landets guldmængde fra denne tid, regnet efter metalværdien, stammer herfra. Det er den store Broholm-skat (fra Tangegd.), Elsehovedfundet, halsring og kæde fra Hesselagergd. skov og ikke mindre end 18 fund fra Gudme so. Men også mange andre rige guldfund stammer fra Sydfyn: Brangstrupskatten, Rynkebygd.-skatten, de to halsringe fra Sallinge Lunde, store halsringe fra Nyborg (Østerø) og Tåsinge (Bjernemark og Vornæs). Men vi har hverken boplads- el. gravfund fra denne tid.

Fra vikingetiden haves nogle rige gravfund fra Nybølle (mankestole), Nr. Longelse og Stengade (begge med pragtfuldt ridetøj), samt et enkelt stort sølvfund, fra Iholm.

Der er ikke bev. nogen vikingetids-runesten fra Svendborg a.; de eneste to, der kendes, fra Avnslev og Ørbæk, er gået til grunde.

Fredede oldtidsmindesmærker: 2 stenalderbopladser, 15 runddysser, 61 langdysser, 73 dyssekamre, 37 jættestuer, 2 ubest. stengrave, 3 hellekister, 225 høje, 4 langhøje, 17 stenkredse, en skålsten, en skibssætning, 4 bautasten og 2 andre anlæg.

Litt.: De under Odense a. cit. arbejder af E. Albrectsen. F. Sehested. Fortidsminder og Oldsager fra Egnen om Broholm. 1878. For Langelands vedkommende de under de enkelte sogne cit. arbejder af J. Winther og Hakon Berg.

Bebyggelse i historisk tid.

De ældste historiske mindesmærker i Svendborg a. må søges blandt kirkerne. Ligesom i Odense a. findes her nogle frådstenskirker, således i Frørup, Skårup og Tved, mens kirkerne i V. Åby og Rise (Ærø) har frådsten blandet m. andre materialer. At frådstenskirkerne her, som i stiftsstaden, er af stor ælde, altså fra 1000t., er vel troligt, men de skiller sig ikke væsentligt ud fra deres fæller blandt brudstenskirkerne af andet materiale. Langt de fleste sydfynske kirker er fra 1100t. og er opf. af rå kamp, dog oftest m. kvaderhugne sokler og hjørner. Spredt ml. disse kirker af rå kamp findes rene kvaderkirker, flest på Langeland (og Tåsinge), hvor 8 af 18 er helt af tilhugne kampesten; smukke søjleportaler i slægt m. arkitekturen i Slesvig domkirke findes således i Snøde, Magleby, Tullebølle (alle på Langeland) og Landet (Tåsinge), mens Skrøbelev kirke har veltilhugne billedkvadre. De kirketyper, der kendes fra S. a., er de gængse, bestående af skib og kor, mens et mindretal, 10 af amtets godt 80 landsbykirker, har halvrund apsis; der har dog været flere, idet et ikke ubetydeligt antal apsider vides at være sløjfet ved senmiddelald. korudvidelser. I Horne findes Fyns eneste rundkirke. Romanske tårne er næsten ukendt, kun eet sikkert eksempel: Hellerup. Den senromanske teglstensarkitektur har i Svendborg Skt. Nikolai kirke sit fornemste monument; ved siden heraf nævnes herregårdskirken Hellerup, Humble (Langeland), opr. anlagt som en korskirke, Ø. Hæsinge og den anselige Avnslev kirke ved Nyborg. Stærkt ombygget er Svendborg Vor Frue kirke og næsten forsvundet Fåborg Skt. Nicolai kirke – begge senromanske teglstensbygn. fra 1200t. Den unge gotik finder man i de bev. rester af Holme klosterkirke (Brahetrolleborg). Højgotikken i 1300t. er sparsomt repræsenteret; Gråbrødrekirken i Svendborg, opf. 1361, er helt forsv.; et højgotisk langhus er dog bevaret som kerne i den sen. stærkt udvidede Vindinge kirke. Sengotikken kendes fra købstadkirkerne i Nyborg og Fåborg (en opr. klosterkirke), begge treskibede anlæg m. bred og rig blændingsarkitektur. Endv. er mange landsbykirker i sengotisk tid ombyggede, således er i udstrakt grad de romanske kor nedrevet og bygn. omdannede til langhuse. Gotiske tårne er rejst overalt, og kun ganske få kirker er tårnløse. Hyppigt er der opr. v.portaler i tårnene, hvad der er typisk for Fyn; karakteristisk er også tårnenes uregelmæssige placering på andre steder end v.gavlen, således i Kværndrup, Ringe, Krarup, Stoense og Humble. De slanke messeklokkespir har været talrigt repræsenteret og eksisterer endnu i Nyborg, Ullerslev og Horne.

Fra den verdslige bygningskunst er bev. et større antal middelald. voldsteder end i Odense a. Ørkild ved Svendborg nævnes allr. i 1100t.; endv. er der et tidlig middelald. voldsted ved Højskovgård (Svindinge so.) og Lykkesholm, det tidl. Magelund (Ellested so.). Arreskov (Ø. Hæsinge so.) har haft middelald. forgængere, idet i alt fire voldsteder er bev., og ved Nakkebølle (Åstrup so.) er der to. Alm. ligger disse borge lavt, men Ørkild samt det gl. voldsted ved Søbygård (Ærø) og Tranekær (Langeland) ligger meget højt. – Blandt Sydfyns talr. herregårde er der nogle få rester af middelald. bygninger. Størst er kongeslottet i Nyborg, hvis ældste dele er fra 1200t., mens rester af sengotiske stenhuse findes i Tranekær, Østrupgård (Håstrup so.) og Stensgård (Svanninge so.). Fra tiden efter reformationen, da Sydfyn blev landets rigeste herregårdsland, er de ældste dele af Hesselagergård, Egeskov, Nakkebølle og Ørbæklunde, i hvilke man sporer den gryende renæssance, mens Rygård (Langå so.) fra sa. tid er en ren middelalderborg af udseende. Fra slutn. af 1500t. er Arreskov (Ø. Hæsinge so.), Sandholt (i Sandholts Lyndelse so., dog stærkt ombygget i 1700t.) og det ældste Holckenhavn, der dog ombyggedes i 1630erne m. Fr.borg som forbillede. Holckenhavns karakteristiske kvadermurværk går igen i den nærliggende Juulskov (Kullerup so.). Bindingsværket, der endnu præger mange sydfynske landsbyer, findes også i herregårdene; de senmiddelald. stenhuse i Østrupgård og Stensgård er helt omgivet af tilbygn. i bindingsværk. I de sen. århundreder tog herregårdsbyggeriet stærkt af. Anseligt er dog Valdemarsslot på Tåsinge, der er en ældre bygn. omdannet i 1700t.s barok, endv. Hvidkilde ved Svendborg (Egense so.) og Glorup (Svindinge so.), den sidste fra o. 1760 m. en storstilet fransk park. s. 550 Juelsberg ved Nyborg (Avnslev so.), opf. i 1770erne, er et sidste skud af ren barok stil. At de mange herregårde også kom til at præge landsbykirkerne, er ganske naturligt. Mens Glorups sognekirke i Svindinge fra 1570erne er et rent gotisk langhus, blev Hesselager kirke ombygget i stil med gården i tidlig renæssance, og i den flg. tid blev kirkernes tilbygninger stærkt præget af den unge renæssancestil, således kirkerne i Rudkøbing, Ringe, Refs Vindinge, Vindinge, Horne og Sandholts Lyndelse. Sjældnere har byggeriet i 1700t. sat spor i kirkerne; en undtagelse danner Ærø, der fra denne periode har tre kirker, Marstal, Ærøskøbing og Søby.

I byerne findes nogle få rester af senmiddelald. huse, således i Nyborg den gl. præstegård og den dermed sammenbyggede Korsbrødregård, den sidste helt ombygget i beg. af 1600t.; fra sa. tid stammer Vesterport i Fåborg, en rest af byens gl. befæstning. Den borgerlige bindingsværksarkitektur, der i århundreder har præget de fynske byer, er i nutiden trængt stærkt tilbage. Enkelte gode huse er bev., fx. Mads Lerckes gård i Nyborg og Anne Hvides gård i Svendborg, begge nu byhistoriske museer. I Fåborg, Ærøskøbing og til dels Rudkøbing er der ikke blot bevaret gode enkelthuse, men tillige hele gadepartier, således at byernes gl. præg i nogen grad er bibeholdt, i Fåborg ganske særlig Holkegade og partiet omkr. Vesterport, i Ærøskøbing Sønder- og Vestergade. Det er i disse gl. gader mest bindingsværk fra 1700t., der er os overleveret. Nyborg har tillige ikke ubetydelige rester af de store befæstningsanlæg fra Fr. III.s tid, både voldene og den anselige Landport. Da byen brændte 1795, genopstod den med regulerede gader og med huse præget af den pyntelige nyklassicisme. Hertil hører også den plougske gård i Fåborg. Den sene klassicisme finder man i bygn. som rådhuset i Fåborg (1840) og herregården Egeløkke på Langeland (1845), mens de »historiske« stilarter fra midten af 1800t. er repræsenteret af den nygotiske ombygn. af Tranekær slot (1862) og det samtidige rådhus i Nyborg. Inden for 1900t.s arkitektur er Carl Petersens museumsbygn. i Fåborg (1912–15) et hovedværk. Fra den nyeste tid skal nævnes den store sparekassebygn. og folkebiblioteket i Nyborg.

Svendborg a. var fra 1660 delt i to amter: Nyborg amt, der indbefattede Sallinge, Sunds, Gudme og Vindinge hrdr. (tillige med Hindsholms birk, der regnedes til Sallinge hrd.) og Tranekær amt, der omfattede Langelands to hrdr.; 1799 sloges de sammen til Svendborg amt, dog blev Hindsholm henlagt til Odense a. Ved resol. 1799 henlagdes købstæderne Svendborg, Fåborg og Rudkøbing under Svendborg amtmand. Nyborg havde særlig stiftamtmand 1799–1802, hvorefter byen kom under Svendborg a. Ærø, der indtil Wienerfreden 1864 hørte til Slesvig, blev fra 1/4 1867 forenet med Svendborg a.

Litt.: Chr. Heilskov. Historisk-topografisk Tidsskrift-Index for Svendborg Amt. 1920. C. Dalgas. Svendborg Amt. Beskrevet efter Opfordr. af det kgl. Landhuusholdningsselskab. 1837. SvendbAmt. 1908–38. FynskeAarb. 1939 ff. S. Jørgensen. Den fynske Landbostand før, under og efter Svenskekrigen 1657–60, forsaavidt Nyborg Lehn angaar, i Hist. Tidsskr. 4. R. V. 1875–77. 221–68. Vilh. Lorenzen. Bidrag til vore Herregaardes ældste Historie. Studier over Herregaardsvoldsteder i Svendborg Amts fire fyenske Herreder, i Fortid og Nutid. I. 1914–16. 205–24. 9. og 14. danske Hjemstavnsstævne. 1932 og 1937. AarbTurist. 1925 og 1949. [L. F. la Cour og J. S. Zandersen.] Amts Historien, historiske og personalhistoriske Oplysninger om Land og By. Svendborg Amt. 1931. H. Ussing. Mellem sydfynske Sunde. 1934. Min Hjemstavn, red. af H. V. Clausen og H. Ødum. Nr. 9. 1937. Svendborg. Østfyn – Nyborg-Ringe. Red. af Kjeld [G.] Spilcker. 1946. En saml. indberetninger fra præster i Fyns stift. 1755 ff., i Kgl. Bibl., Kallske saml. 377 4 to. Vedel Simonsens saml. til Fyns historie, en række ms. i LAF og Nationalmuseet.