Holbæk amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter Nordvestsjælland med øerne: Sejerø, Nekselø, Hesselø, Orø med tilliggende holme (Lindholm m.fl.) i Isefjord og Musholm i Store Bælt; endvidere Samsø med Vejrø og en række holme (Kyholm, Lindholm, Bosserne) og arkipelet i Stavns fjord (Hjortholm, Mejlholm m.fl.). A. havgrænses af Isefjord (Bramsnæs bugt, Orø Østerløb, Yderbredning), Kattegat (Nyrup bugt), Samsø Bælt (Sejerø bugt, Nekselø bugt) og Store Bælt (Jammerlands bugt, Musholm bugt). Landgrænsen mod Kbh.s a. udgår fra Bramsnæs bugts inderste del, Tempelkrog og følger Elverdam å’s dybe dalstrøg mod s. op gennem Jerndal til de højtliggende egne om Gyldenløves Høj, hvorfra Sjællands hovedvandskel udstråler. Grænsen mod Sorø a. løber herfra v. på til det store Åmose-dalstrøg, hvor skellet følger åløbene (Halleby å og Sandlyng å). Over bakkelandet mellem Stenlille og Tersløse når amtsgrænsen til Tude å, der på en ca. 15 km lang strækning danner skel indtil Havrebjerg, hvor grænsen mod nv. søger over til mose- og engdragene om Bildsø å og ud til kysten gennem det lave forland s.f. Drøsselbjergbakkerne.

Arealet er 1752 km2, heraf udgør vandarealet 44,5 km2, skovene 120 km2. Efter Lolland-Falster er H. a. øernes største, særpræget topografisk ved landmassens stærke opdeling; bugter og vige trænger dybt ind, og de mange halvøer s. 300 (Tuse Næs, Rørvig halvøen. Sjællands Odde, Ordrup Næs, Røsnæs, Asnæs og Reersø) karakteriserer amtet kartografisk. Landskabeligt er H. a. ejendommeligt ved de voldsomme reliefkontraster; udstrakte flader grænser umiddelbart til nogle af vort lands vældigste bakkedrag. Kysterne varierer hele skalaen igennem fra yderkysternes karske natur, præget af de kraftigste bølgevirkninger, til fjordkysternes uforstyrrede østdanske landskabsynde.

Dybgrundens geologi.

Den faste dybgrunds lag når ingen steder op til jordoverfladen inden for H. a. Man er derfor navnlig henvist til at fremskaffe oplysninger om dybgrunden ved hjælp af boringer. For vort kendskab til dybgrundslagenes natur har det endvidere været af stor betydning, at der i et par områder ved jordoverfladen findes ganske håndgribelige prøver af dybgrundsaflejringer i form af kæmpemæssige flager i istidens moræner.

Der er ikke i amtet udført videnskabelige undersøgelsesboringer til klarlæggelse af dybgrundens forhold. Derimod er der i årenes løb udført ikke så få vandindvindingsboringer, som er ført ned i dens aflejringer. Selv om H. a. vel nok i øjeblikket (1954) m.h.t. dybgrundslagenes aflejringsforhold, beliggenhed og struktur må siges at være det dårligst kendte område på Sjælland, er det dog muligt i store træk at danne sig forholdsvis velbegrundede forestillinger om dybgrundsgeologien takket være de indsamlede data fra boringerne m.v.

Det geologiske kort over dybgrunden (se Bd. I) viser de enkelte dybgrundsformationers udbredelse ved basis af istidsdannelserne. Det fremgår af dette kort, at underlaget for istidsdannelserne består af danskekalk i området n.f. en linie, der går s. om Orø og med retning mod nv. fortsætter over Tuse Næs til Frenderup for derfra at gå mod n. over Vig og videre mod nv. over Højby Lyng og Overby Lyng.

S.f. denne grænselinie findes grønsandsler ved basis af istidsaflejringerne. Grønsandslerets område har formodentlig sin v.grænse langs en linie, der fra Sejerøbugten ved Skamlebæk løber ø. om Fårevejle, Svinninge og Stigs Bjergby, s. om Jorløse og Ubby og ud i Jammerland bugt ved Svallerup.

V.f. grønsandslerets udbredelsesområde optræder en anden dybgrundsaflejring, det s.k. plastiske ler, som navnlig kendes fra Kalundborgegnen.

De nævnte dybgrundsdannelser er opstået i den rækkefølge, hvori de er nævnt, og lagene bundfældedes opr. i havet, som i perioderne for deres aflejring dækkede hele Danmarks område el. største delen deraf. Skønt skrivekridtet utvivlsomt er til stede, har boringerne endnu ikke nået det. Danskekalken er med andre ord ældst, og det plastiske ler er yngst af de dybgrundsaflejringer, som hidtil er påvist i amtet.

Danskekalken er blevet studeret indgående i Østsjælland (Fakse, Stevns, Kbh.s-området). Denne kalkstensformation, der repræsenterer kridtformationens yngste led, har kunnet deles i en nedre del, der består af bryozokalk, og som er sammensat af mosdyrs (bryozoers) kalkskeletter, og en øvre del, hvis kalksten består af hærdnet kalkslam el. kalksand.

I den centrale og nordl. del af H. a.s kalkområde har man kunnet påvise bryozokalk i et antal boringer. Fra en boring i Overby på Sjællands Odde kendes imidlertid en kalktype, som påfaldende minder om kalksandskalken. Det er derfor ikke usandsynligt, at begge danskekalkzoner er blevet aflejret i området.

Grønsandsaflejringerne har kunnet inddeles i tre zoner: nederst det egl. grønsand el. grønsandskalken, derover det kalkholdige grønsandsler, der kan være udviklet som mergel, og øverst det kalkfrie grønsandsler.

Oplysningerne fra boringerne i grønsandsområdet er for utilstrækkelige til, at man kan få et klart billede af de tre underafdelingers udbredelse. Det er dog lykkedes at påvise lag fra alle tre intervaller.

Grønsandsleret og dets sandede og kalkholdige varianter er grønliggrå til blåsorte aflejringer. I tør tilstand kan stærkt kalkholdig grønsandsmergel være lysegrå til hvid.

Grønsandsaflejringerne sammenfattes som den ældste afdeling af tertiærformationen, der følger efter kridtformationen, under navnet paleocænaflejringerne.

Det plastiske ler hører til tertiærformationens næste led, eocænet. Det plastiske ler er karakteriseret ved sin overordentlige finkornethed og homogenitet; i sin nedre del er det ofte rødt, mens det øvre plastiske ler er en grønliggrå lerart. Nederst i det plastiske ler forekommer tynde lag af vulkansk tuf. Sådanne lag var fremme i en flage i kystklinten sv.f. Snogekær gd. på Røsnæs 1935.

Som nævnt er plastisk ler navnlig truffet i området omkring Kalundborg. Også i dette tilfælde gælder imidlertid, at observationernes antal er for ringe til at danne grundlag for en kortmæssig fremstilling af lertypernes udbredelse.

Dybgrundens overfladetopografi er opstået som en resultant af erosionsprocesserne før istiden og istidens erosion. Istidserosionen har uden tvivl været den mest afgørende faktor for udformningen af dybgrundens overflade.

Sammenfatter man de forsk. data vedrørende dybgrundens overflade, aftegner der sig et billede af en øjensynlig forholdsvis jævn flade, der ligger ved et niveau svarende til 30–40 m under havet. Det er mul. karakteristisk for den udplanerende virksomhed af istidens indlandsis, at gennemsnitsniveauet for dybgrundsoverfladen er det samme både for området med den forholdsvis hårde danskekalk og for områderne med de bløde grønsandsdannelser og det plastiske ler. Lokalt ligger dog dybgrundens overflade omkring kote ÷ 20 m, og stedvis finder man den først ved ÷ 50 m – ÷ 60 m el. dybere.

Af dybgrundens regionale struktur fås et indtryk ved betragtningen af det geologiske kort. Tilstedeværelsen af plastisk ler i Kalundborgområdet ved kote ca. ÷ 30 – ÷ 40 forudsætter, at grønsandsleret og danskekalken her må findes i større dybde end fx. i Nykøbingområdet, hvor fx. danskekalkens overflade findes ved ca. ÷ 20 – ÷ 30 m.

Sammenstilles oplysningerne fra boringerne, når man til den opfattelse, at danskekalken ligger ved dybder af ca. 120 m under havet el. dybere i et bredt bælte, der omfatter hele det plastiske lers område og fra Sejerøbugten strækker sig mod sø. mod Sorø og Ringsted. Det er endvidere sandsynligt, at kalkoverfladen her stedvis findes helt nede ved dybder svarende til 200 m under havet.

Kalkoverfladen ved Høng er beregnet til at ligge ved ca. 100 m under havet. Da kalken ved Halleby gd. ligger dybere end 197 m under havet, tyder forholdene ved Høng på tilstedeværelsen af et lokalt højdeområde.

Kalkoverfladens nuværende morfologi er bl.a. en følge af jordskorpebevægelser, der har medført gennemgribende deformationer af de engang omtrent vandretliggende dybgrundslag. Forskydningerne har bl.a. medført dannelsen af spaltesystemer i dybgrunden. Optrængende saltvand ved ø.kysten af Tissø, som ytrer sig ved forekomsten af en saltbundsvegetation, må sikkert sættes i relation til saltaflejringer i den dybere undergrund.

Praktisk udnyttelse af dybgrundens aflejringer sker bl.a. ved Kongstrup på Røsnæs og ved Hanerup.

Ved Kongstrup danner det plastiske ler grundlaget for fremstillingen af et porefyldt bygningsmateriale, betonklinker. Leret forekommer som nævnt i store flager i istidsdannelserne. Maksimaltykkelsen af disse flager er ca. 20 m.

Ved Hanerup udnyttes en stor forekomst af grønsandsmergel. Også her er der tale om flager. Den største tykkelse af de gennemborede paleocæne lag er på ca. 30 m. Mergelen udnyttes til jordbrugskalk.

Litt.: Sigurd Hansen. Om Forekomsten af Glacialflager af paleocæn Mergel på Sjælland. DGU. IV r. bd. 2. nr. 7. 1930. V. Milthers. Nordvestsjællands Geologi. DGU. V. r. nr. 6. 1943.

Landskaber.

Landskabsdannende kræfter. H.a.s overfladeformer er resultat af samspil mellem en række yderst forskelligartede landskabsdannende kræfter. De væsentligste af disse er: gletsjerisens transportvirkning i sidste istid, havbølgernes nedbrydende og aflejrende virke langs kysterne, niveauforandringerne siden stenalderen og, sidst men ikke mindst, menneskets indgribende omformning af naturlandskabet. Det er de samme faktorer, der har spillet en rolle for det øvr. Nordsjælland, men i Holbæk a. forekommer de forsk. landskabselementer stedvis i så storstilede og typiske former, at egnens tilblivelse bliver umiddelbart forståelig for beskueren, idet selve naturindtrykket virker med skoleeksemplets klarhed og styrke. I Ods hrd. fx. viser såvel kystlinieformen som relieffet med en tydelighed som kun få andre steder i Danmark – ja, som kun få steder i verden – hvorledes landet er skabt som moræneaflejringer langs randen af en indlandsis. Gletsjertunger har under fremstød oppresset ler-, sand- og grusmasser til de vældige bakkebuer, der nu udgør skelettet i Ods hrd.s landskabsstruktur. Samtidig taler de stejle kystklinter, der står som sår i landets flanker, om havets angreb, og på de udstrakte flader vidner strandvoldenes rullesten og muslingeskallernes mylder om havets opbyggende virke og landhævningens betydning for landskabsdannelsen.

Om menneskets virke er landskabets tale i H.a. ikke mindre tydelig. De mange inddæmninger har ændret selve landsdelens konturer; kystliniens forløb fx. på Videnskabernes Selskabs kort fra slutn. af 1700t. afviger i væsentlige træk fra nutidskortets. En landsdel er lavet om ved landvinding på havets bekostning! Står man på Avdebo-dæmningen, der sikrer den udtørrede Lammefjord mod Isefjordens vandmasser, og ser man ind over den 50 km2 store kulturflade, der s. 304 s. 305 fortoner sig i luftdisen langt ude mod sv., indrammet af Vejrhøj-bakkebuens efter da. forhold vældige konturer, så får man, som kun få andre steder i Danmark, et indtryk af mennesket som landskabsformende faktor. Før fjordlandskab med kystklinter og øer – nu kulturflade med gårde og snorlige veje mellem markfelternes tavlebordsmønster, en rationel landskabsmetamorfose!

Bakkelandskaberne. Landskabsmosaikken i H.a. domineres, som det østl. Danmarks i det hele taget, af sidste istids morænelandskaber: bakkelandets forsk. former og morænefladerne. Man har talt om en glacial serie af landskabsformer og herved forstået den række landskaber: hedeslette, bakkeland og inderlavning, der med bestemt indbyrdes orientering dannes ved en gletsjers randzone og efterlades, når isen er bortsmeltet. I selve randzonen ophobes de medførte ler- og grusmasser i volde, der tager form efter isranden. Under gletsjerfremstød i kuldeperioder formes jordmasserne i bakkedrag med længderetning parallel med isranden. Sådant parallelbakket morænelandskab møder vi i Ods hrd.s bakkebuer kulminerende v. for Lammefjord i Vejrhøj, amtets højeste punkt, 121 m. Lignende bakkelandskaber omrander Sidinge fjord og Nykøbing bugt (se fig. s. 304).

Egl. randmoræner, o: voldformede ophobninger af morænemateriale langs selve gletsjerranden træffes stedvis i bakkebuernes yderste vestl. dele, hvor de ikke er ødelagt under senere isfremstød. Ved Asmindrup ses de i typisk udformning, og står man her på den n.-s. forløbende randmorænevold og ser mod v., har man udsigt over en udstrakt plan flade, der begynder umiddelbart ved voldens fod og fortsætter ud til Sejerø bugt, hvis vandflade glimter ude i den vestl. horisont. Det er den vidtstrakte hedeslette, der i istiden dannedes umiddelbart uden for isranden ved sandaflejring i det stadigt skiftende netformede virvar af smeltevandsstrømme. Vestpå fortsætter hedefladen som Sejerø bugts flade bund. Det skal tilføjes, at hedesletten i stenalderen var dækket af havet, hvorved den blev dækket med et lag havbundsaflejringer. Den er derfor på kortet angivet med signatur for hævet havbund. På Røsnæs ved Nyrup træffes randmoræner, der vidner om, at denne halvø er dannet som sidemoræne for en gletsjer, der har bevæget sig ud over Sejerø bugt på et tidligt tidspunkt af landskabsdannelsen, før Ods hrd.-buerne blev udformet.

Sejerøs mange bakker med længderetning nv.-sø. er aflejret under denne isstrøm, medens den endnu var i bevægelse, således at jordmasserne blev afglattet og fordelt i bevægelsesretningen. For den slags morænebakker anvendes ofte det irske ord »drumlin«. Sejerø kan opfattes som et drumlin-landskab. I stenalderen, under havstigningerne, var Sejerø opdelt i 25 småøer, der senere ved strandaflejringer og landhævning er sammensvejset til een. På lignende vis er Sjællands Oddes bakkelandskaber forbundet ved havaflejringer, der fremtræder som lave strækninger mellem de markerede bakkeknuder. Den yderste, Gniben, er stærkt nedbrudt af bølgeangreb, medens den inderste, ved oddens rod, danner højdeområdet ved Ebbeløkke-Lumsås. Oddens bakkerækker kan også opfattes som israndslandskaber.

Den mest storslåede landskabsdramatik oplever man dog i Jyderup-egnen. Fra Bregninge og mod nv. strækker sig her en hedeslette, om hvis magre sandjord stednavne som Sultenkrog giver et sprogligt vidnesbyrd. Ø.f. denne, ved Bjergsted – navnet er i sig selv talende – rejser morænebakkerne sig uden overgang s. 306 med stejlskråninger 50–60 m over fladen som en n.-s. orienteret mur, regnfuret i tidens løb, men stadig med et præg af oprindelighed, der i et gammelt kulturland som Danmark virker usædvanligt. Skrænthældningerne har her hindret opdyrkning og den deraf følgende svækkelse af relieffets voldsomhed, der ellers altid følger i plovjernets og harvetændernes spor. Forcerer man bakkefronten og kører ind i bakkelandet omkring Bjergsted, så oplever man gennem vejenes lunefulde sving og bratte stigninger bakkenaturen i al dens dristighed, stedvis med udsigt mod den skovomkransede Skarresø, dybt nede i den lavning, der skabtes ved gletsjerens slid. Kun eet sted i H.a. møder man en endnu voldsommere bakkenatur, – det er i egnen v.f. Tølløse, omkring Maglesø, hvor istryk fra forsk. retninger har skabt en bakkeverden af så kapriciøs uoverskuelighed og fantastisk reliefrigdom, at den har rekordkarakter. Mørkemose Bjerg, 106 m, hæver sig således umiddelbart over Maglesøs vandflade, 55 m derunder. Grøntved bakker (se fig.) er en del af dette område.

Bakkelandet mellem Bjergsted og Tølløse, der kulminerer i Knøsen, 99 m, v.f. Skamstrup, har en afvigende karakter. Her mangler de aflange bakkeformer; den småkuperede overflade og issøaflejringerne vidner om en dannelse under dødismasser ɔ: gletsjeris, der under afsmeltningen har mistet forbindelse med de glidende gletsjermasser og opløses i isolerede isrester, der svinder på stedet.

Morænefladerne. Er H.a. således bakket på mange måder, så er det dog også på store strækninger præget på typisk vis af de jævne moræneflader. Forudsætningen for disse plane områders opståen i H.a. må søges i gletsjertungernes afhøvlende og glattende virksomhed. Medens den aflejrende og ophobende aktivitet har været knyttet til gletsjernes randzoner, så har slidvirkningerne været store et stykke inde under ismassen. Her dannedes de førnævnte inderlavninger. Ved gletsjerisens hastige bortsmelten er bakkedragene derfor kommet til at ligge som omranding af morænefladerne, hvis lerlag er efterladt uden væsentlig forstyrrelse af det bortsmeltende og fordampende sidste tynde isdække. Inderlavningernes laveste dele er blevet havdækket og fremtræder som Nykøbing bugt, Sidinge fjord, Lammefjord og Holbæk fjord. Uden om fjordene, og især s.f. Lammefjord, fortsætter inderlavningerne som landareal, som moræneflade. Fjordenes inddæmning repræsenterer altså menneskets generobring fra havet af den for opdyrkningen mest velegnede landskabsform: morænefladen. Men havet afleverer ikke sit bytte umærket. Et tæppe af fjorddynd og -sand har havet efterladt.

Smeltevandsaflejringernes landskabspræg. Det er karakteristisk for det østl. Danmark, og dermed også for H.a., at smeltevandsaflejringerne ikke indtager så fremtrædende en plads i landskabsbilledet som i Vestdanmark, hvor hedesletternes vidder er landskabsprægende. Dette forhold forklares derved, at isranden ikke har stået så længe på samme sted i H.a., som den stod i Østjylland. Der har ikke været mulighed for opbygning af så store flodsletter. Flodsletterne el. hedesletterne i H.a. er dog større, end de fremtræder på kortet. Det skyldes de sen. ændringer. Stedvis er hedesletterne dækket af havet, som nævnt for Sejerø bugts vedkommende, stedvis er de kommet til at ligge i et sådant niveau, at de er omdannet til moselavninger, som det er tilfældet med Åmosens vidtstrakte sumpverden. Hedesletten v.f. Bjergsted fortsætter under Saltbæk vigs vandflade.

Ved israndens lunefuldt uregelmæssige tilbagesmelten i H.a. har der mange steder kunnet dannes små hedesletter afgrænset af gletsjeris-vægge. Ved disses bortsmelten er hedesletten efterladt som en lav fladtoppet grusbakke som fx. Stensbjerg ved Vollerup n.f. Kalundborg. På morænefladen omkring Kundby, s.f. Lammefjord, ligger en række enkelte bakker, der fremtræder som selvstændige landskabselementer med navne, i hvilke endelsen »bjerg« typisk indgår (Tornved Bjerg, Kirkebjerg og Toftebjerg m.fl.). Med stejle konturer står disse bakkeprofiler mod det flade land; intet under, at folkefantasien har ødslet med »bjerg«-navnet her! Den markerede form har også givet disse bakker en geologisk fællesbetegnelse: »hatformede bakker«. De opbygges af sandlag i forstyrrede lagstillinger, der vidner om en aflejring i issprækker af sandmasser, der ved isens bevægelse senere er kippet om i andre stillinger og ved isens bortsmelten er efterladt oven på morænefladen. Bundaflejringer fra smeltevandssøer kan i dødisområder ligge højt oppe i bakkeområderne. Den fladtoppede bakke Stestrup Bjerg, 102 m, i a.s østligste del, er en sådan bassinaflejring.

Det rindende vands formpræg. I H.a.s overfladeudformning har smeltevandsflodernes mægtige vandmasser haft væsentlig andel, hvad selve storformerne angår. Det store dalstrøg fra Åmosen til Saltbæk vig, der sønderskærer H.a. fra sø. til nv., er udformet af de store smeltevandsfloder, der fra Syd- og Midtsjælland søgte denne vej til havet på et tidspunkt, da isen endnu lå i Store Bælt og Tissø-egnen og hindrede afløb mod v. De sydl. tilførselsdale har karakter af s. 308 tunneldale, dannet under isen. Et lign. dalstrøg løber fra egnen ø.f. Mullerup mod n. og forenes med førnævnte s.f. Skarresø. Tissø-bassinet er en del af dette dalstrøg. Det mægtige dalsystem, der i Åmosen og ved Saltbæk vig har hedeslettekarakter, står i ejendommeligt modsætningsforhold til de små vandløb, der nu gennemstrømmer dets forsk. dele. Efter isens forsvinden fra Store Bæltegnene har vandet kunnet ændre afløbsretning. Halleby å har fundet vej s.f. Skarresø, gennem Tissø til Store Bælt. Dalstrøgets nordligste del afvandes nu af Bregninge å til Saltbæk vig. Ved Stenrand plantage ses det tydeligt, hvorledes dette lille vandløb snor sig gennem den tidl. floddal, der her er nedskåret som et markeret dalstrøg i hedesletten.

De mange høje bakkedrag er overalt skulpteret af regnkløfter og dalsystemer, – de store højdeforskelle har givet det rindende vand stor erosionsevne. Mange tidl. floddale er dog nu ved de ændrede afløbsforhold blevet tørdale. I Saltofte bakkes 81 m høje knude, n.f. Tissø, ses to store slugter, der er udgravet af smeltevand, som ad denne vej søgte nordpå ned til hedesletten.

Det marine forland. De havskabte landskaber har især i a.s nordl. dele stor udstrækning. Denne udbredelse har bl.a. sin forklaring i, at landhævningen siden stenalderen inden for H.a. varierer fra ca. 2 til 4,5 m og er størst i de nordl. egne, hvis forlandsdannelser derved stabiliseres mest.

Ods hrd. var i stenalderen opdelt i en række øer, der senere ved strandvoldsaflejring og dragdannelse er lænket sammen til et hele. Ved Dragsholm har denne nordl. del af amtet ved et smalt morænedrag været landfast med a.s sydl., mere massive landmasse. Sejerø bugts opr. kystlinie ses tydeligt i landskabet af de gl. kystklinters placering. Ved Gudmindrup fx. står disse endnu som stejle skrænter, der afgrænser det gl. morænelands hvede- og bygmarker fra de lave fladers sandjordsagerbrug, karakteriseret ved kartoffelrækker, lupin- og havremarker ml. lyngfladerne, den opr. plantevækst, der mange steder har holdt skansen. Strandvoldssystemer vidner, som årringe i træ, om bugtens tilvækst. Grusryggene følges ofte af veje og bebyggelse, medens de lave, fugtige stræk mellem strandvoldene dyrkes op. Her vender ploven den sorte tørvejord fra de tilgroede strandlaguner, og går det dybt, følger strandskallerne fra stenalderhavets bundlag med op. Langs Sejerø bugts kystlinie fortsætter landdannelsen stadig på grundlag af de sandmasser, der fra n. og s. vandrer ind i bugten, formes til barre-øer og odder, der sluttelig vokser sammen og afspærrer strandsøer. Et land i hurtig vækst! Alene i dette årh. er tilvæksten betydelig og lader sig konstatere på de skiftende kortudgaver. På lign. vis nyskabes forland i Nekselø bugt.

Ved Stold ud for Tranevejle har strandvolde mellem små moræneøer opbygget en ejendommelig halvø – et eldorado for måger, terner og gravænder. Ud for Saltbæk vig, hvor bølgevirkningerne fra den åbne vandflade ud i Samsø Bælt er store, ligger øerne Vrøj og Krageø, der nu er dæmningsforbundne og lukker vigen. Her befinder man sig i en særpræget, karsk natur, præget af strandvoldenes rullestensrygge, der kun nødtørftigt skjules af de mest modstandsdygtige strandengsplanter, der formår at trodse den stadige blæst. Hesteflokke og strandfugle giver prospektet levende staffage, og afvandingsmøllerne vidner om menneskets indsats i dette i øvrigt så naturfriske landskab.

Samsø se herredsbeskrivelsen.

Klitlandskaber. Sandflugt har raset på Rørvighalvøen, og store sandflugtsområder findes her på forlandet inden for Nyrup bugt. Klitrækken Højsande, n.f. Rørvig, er betinget af et sandflugtsgærde, der med held har beskyttet morænefladen n.f. byen mod ødelæggelse. I Vesterlyng ud mod Sejerø bugt, v.f. Stold, ligger et klitterræn af ejendommelig karakter. Store vindbrud i gl. flyvesandsterræn har skabt et landskab af helt vestjysk barskhed. Vestenvinden udformer her parabelklitter med afblæsningsflader og en ophobning af flyvesand i hvide klitter inderst mod det højere moræneland. Kulturgeografisk er Vesterlyng interessant ved at være et overdrev med fællesgræsning for omliggende landsbyers kreaturer, – de samme kreaturer, som formentlig ved at søndertrampe det sandbindende plantedække er medvirkende årsag til sandflugten.

Jordbund og plantevækst. Morænebakker og sandet-gruset jordbund har ofte overensstemmende udbredelse, – en følge af udvaskningen i israndsområderne, hvorved finkornet materiale fjernes. I denne henseende danner H.a.s høje bakkedrag i Ods hrd. en undtagelse, idet disse vel er sandede på vestskråningerne, men lerede på østsiderne. Leret har dog især stor udbredelse i a.s jævnt bølgede morænelandskaber fx. på Tuse Næs og på morænefladerne, fx. den udstrakte s.f. Lammefjord. Morænefladernes lerbund og den for et mekaniseret landbrug gunstige overfladeform gør disse egne til a.s bedste landbrugsområder. De højeste værdier for landbrugsjord forekommer dels s.f. Lammefjord, dels i egnen fra Tissø og ud på Asnæs, dels på det sydl. Samsø. Flyvesand har relativt stor udbredelse, dels i de nævnte klitterræner, dels som jævnt sanddække, fx. langs Sejerø bugt. Laveste grundpriser for landbrugsjord forekommer i disse egne, fx. i Rørvighalvøens sandflugtsområde. Tørvejorden i Åmosen har ikke mindst i afspærringsperioderne under de to verdenskrige været stærkt udnyttet som brændsel.

H.a. er skovfattigt; skovprocenten (6%) er langt mindre end i Fr.borg a. (17%) og under landets gennemsnitlige (9%). Se i øvrigt s. 313. Lynghede forekommer især på flyvesandet (Nordby hede på Samsø, Rørvig hede, Nakke Lyng nø.f. Nykøbing, Vig Lyng, Højby Lyng m.m. ved Sejerø bugt, Vesterlyng ud f. Eskebjerg og Osen ved Halleby å’s udløb). Eng har stor udbredelse i H.a.s store sumpområder, efter at vandstandsregulering ved dræning og udretning af åløb har fundet sted. Engenes udbredelse følger dels det store smeltevandsdalstrøg mellem Åmose og Saltbæk vig, dels de laveste områder af morænefladen s.f. Lammefjord (Vognserup og Knabstrup enge). Eng forekommer også på store dele af de inddæmmede arealer (Lammefjord, Svinninge vejle) og hvor vandlidende dele af det marine forland er saneret, fx. i Trundholm mose.

Vandløb, søer og moser. H.a. afvandes fortrinsvis til Isefjord og bæltfarvandet. Til Kattegat afvandes blot en smal kyststrækning. Hovedvandskellet følger fra Gyldenløves Høj (uden f. a.) bakkedraget ml. Tølløse og Bjergsted og svinger dernæst mod n., følgende Ods hrd.s bakkebuer. Halleby å (62 km), a.s største vandløb, udspringer i Sjællands centrale højdeområde. Herfra følger den smeltevandsdalen gennem Åmosen til Møllevænget s.f. Skarresø, hvor den med stærkt fald, der betinger de her tætliggende vandmøller (Rangle ml., Strids ml. og Gryde ml.), forlader det gl. dalstrøg og løber gennem den vestl. Åmose til Tissø. Den udmunder s. 310 s. 311 s. 312 i Store Bælt n.f. Reersø. Strandvoldssletten Osen, der er opbygget foran udløbet af sand, tilført fra n., og som har tvunget udløbet 3 km mod s., er nu gennemgravet af en reguleringskanal. Tude å afvander a.s sydligste dele. Til Sejerø bugt løber kun små vandløb. Bregninge å, der løber i den store smeltevandsdals nordligste del, udmunder i Saltbæk vig. Til Isefjord strømmer vand gennem en række mindre åer, fx. Tuse å, der udmunder i Holbæk fjord. For meget store dele af dette afvandingsområde opsamles bakkeområdernes afstrømning dog i ringkanalerne om de inddæmmede fjorde og pumpes herfra i havet. Gennem Dragsholm kanal føres en del af Lammefjord-ringkanalens vand i øvrigt til Nekselø bugt. Klintsø-lavningens vand ledes til Kattegat.

Søerne i H.a. er meget forskelligartede, og de fleste da. søtyper er repræsenteret. Tissø, 13,3 km2, 2 m o.h., er a.s største. Det kredsrunde bassin har formentlig sin forudsætning i en lavning betinget af den dødis, der spærrede for det vestl. afløb. Skarresø, 2 km2, 19 m o.h., ml. høje skovklædte bakkedrag, kan opfattes som dybeste del af inderlavningen bag Bjergsted bakker. I Jyderupegnens alm. anerkendte naturskønhed er Skarresø en væsentlig faktor. Gyrstinge sø, der danner a.-grænse, er en tunneldal-langsø. En række små søer i yderst forsk. niveauer er betinget af bakkelandets mange afløbsløse sænkninger, fx. Maglesø, 51 m o.h. Dybesø og Flyndersø på Rørvighalvøen er små strandsøer, skilt fra havet ved afspærrende rullestensstrandvolde. Klintsø har opr. været en lign. strandsø (2,5 km2), men er udtørret og omdannet til kulturland (1 m under h.). Af andre udtørrede søer kan nævnes Højby sø og Næsholm sø, hvor ruinerne af de opr. vandborge nu ligger tørre. Saltbæk vig, c. 27 km2, er en ved inddæmning skabt brakvandssø med vekslende vandareal, niveau (ca. ÷ 2 m) og saltholdighed. Hovvig ved Nykøbing er også en sø skabt ved inddæmning.

Kyster og farvande. En kystlinies forløb afhænger dels af den opr. landoverflades form, dels af senere ændringer forårsaget ved havets nedbrydning og aflejring samt ved menneskets kystformende virke. Hertil kommer niveauforandringernes indflydelse. Disse forhold fremtræder også i H.a. på mange måder med modeleksemplets tydelighed. Halvøerne, der karakteriserer H.a.: Sjællands Odde, Ordrup Næs, Alleshave, Røsnæs, Asnæs og Reersø, er aflejret langs de skiftende isrande, – de to sidste ved Storebælt-gletsjeren, hvis ismasse fra Østersøen trængte mod n. gennem bæltet. Vejrhøj-bakkebuen betinger kystliniens udbugtning mellem Sejerø bugt og Nekselø bugt. Isefjordens indskæringer, Holbæk fjord, Lammefjord, Sidinge fjord og Nykøbing bugt er havdækkede inderlavninger.

Kystudligningen har i H.a. yderst forskelligartet karakter. Isefjordens kyster afspejler med deres bugtede uregelmæssighed, med øer og holme, det opr. kuplede morænelandskabs former. Det ødanske fjordlandskab når i Tempelkrog sit mest intensive udtryk. Her danner agerfelter og skove, stille vandflader og kystliniens stadig skiftende perspektiver et idyllisk ideallandskab, i hvilket Munkholmbroens betonbuer bringer et islæt af konstruktiv skønhed.

Yderkysterne med de kraftige bølgevirkninger præges af omformningen. Kattegatkysten er en moden udligningskyst med moræneknuder som fremtrædende punkter i den guirlandeformede kystlinie, langs hvilken stejlklinter veksler med lav klitkyst på forlandsstrækningerne. Inde i Sejerø og Nekselø bugt møder s. 313 vi lave fladkyster præget af tillandingsprocesser (se s. 308). Stejlklinterne ud for Ordrup og Nekseløs bakkeprofil ude i bugten danner kontrast til forlandets fladeverden. Ud for Saltbæk vig har havvirkningerne større kraft, hvorom de opr. øers mægtige strandvolde vidner. Røsnæs’ kyster domineres på fjordsiden af de voldsomme klintformer, der forårsages af udskridning af det plastiske ler. På Sejerø veksler klint og fladkyst hyppigt i overensstemmelse med øens opbygning af lerbakker og sandflader. Storebæltskysten s.f. Asnæs er en kombination af klinte- og forlandskyst, Reersø, opr. en ø, er nu landforbundet ved et drag opbygget af det materiale, der, nedbrudt fra vestsidens stejlklinter, af bølgerne er transporteret og aflejret på læsiden.

Fjordkystens bugter byder på naturlige havnemuligheder, der er udnyttet ved Holbæk med tilsejling gennem det dybe løb v. om Orø, og i Nykøbing. Færgehavnen Rørvig ligger i læ af Skansehage-odden og flakket i dennes sydl. forlængelse, der betinger færgerutens sydl. sving. I Kalundborg fjords indre er der – trods den vestvendte åbning – læ p.gr.af Gisseløre-odden, der fra nordkysten skyder sig halvvejs ud i fjorden. Dette typiske udslag af naturens tendens til bugtlukning virker nu som bølgebryder for Kalundborg havn og er p. gr. af sin isolerede placering valgt som plads for radiostationen. Fiskerihavnen Reersø udnytter lævirkningen i bugten bag halvøen, s.f. Draget. De øvrige havne er kunsthavne beskyttet af moleanlæg. De er placeret efter trafikbehov og lokaliseret ved gl. klintekyster under undgåelse af tilsandingskysterne i de store åbne bugter. Det gælder Odden fiskerihavn, Havnsø, Mullerup og Samsøs havne: Kolby Kås og Ballen.

Trafikintensiteten i farvandene om H.a. er meget varieret. Isefjordsindløbet passeres til stadighed af skibe – altid brydes horisontlinien her af fiskekutteres el. motorskonnerters silhuetter, og større skibstyper er hyppige. På Kalundborg fjord pløjes bølgerne af rutebådene og industrihavnens gæster. Sejerø bugts store vandflade er derimod øde, fladkysten og det lavvandede strandplan foran er lige trafikfjendkse. Strandjægeres skydepramme i andejagtens tid er disse kysters eneste fartøjer.

Amtets samlede kystlængde er 535,7 km.

Litt.: H. V. Clausen. Fra Holbæk Amt. 1918. Sa. Det danske Landskab. 1926. V. Milthers. Nordvestsjællands Geologi. DGU. V. rk., nr. 6. 1943. Sa. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opståen. DGU. III. rk. nr. 28. 1948. K. Milthers. Stenene og det danske Landskab. 1941. Axel Schou. Atlas over Danmark. I. Landskabsformerne. 1949. Sa. Det marine Forland. 1945.

Skovene. Amtets samlede skovareal er 12.013 ha, heraf er 10.453 ha bevokset. Træartsfordelingen er flg.: bøg 3812 ha, eg 834 ha, andet løvtræ 1195 ha, rødgran 2895 ha og andet nåletræ 1102 ha. 615 ha er bevokset med en blanding af forsk. træarter. Den overvejende del af skovene er i privat besiddelse, nemlig 9394 ha. Staten ejer 1801 ha, kommunerne og Sorø Akademi hver 409 ha. Den samlede årl. hugst (1949/50) er 75.400 m3, der fordeler sig med 50.700 m3 til løvtræ og 24.700 m3 til nåletræ. Pr. ha bevokset areal er gennemsnitshugsten 7,2 m3.

Amtet er ikke særlig skovrigt, og større samlede skovstrækninger findes ikke. Det står i så henseende langt tilbage for Frederiksborg a. Skovrigest er egnen omkr. Skarresø og Jyderup, men området ø. herfor i retning af Tølløse samt landskabet ø.f. Ruds Vedby karakteriseres dog også ved forholdsvis megen skov. Terrænet er ofte stærkt bakket og undergrunden mange steder sandet og gruset. s. 314 Trævæksten domineres af bøg og rødgran. I Ods hrd. findes også en del skov, der, i modsætning til amtets øvrige skove, næsten alle tilhører staten (Odsherred skovdistrikt). Skovene forekommer her spredt, idet de efter beliggenhed og jordbundsforhold deler sig i to forsk. grupper, ø.skovene, som væsentligst består af løvskov på god bund, og som på steder fremviser nogle af vore skønneste bøgeskovspartier, og v.skovene, der hovedsagelig består af nåletræarter på mager, sandet bund (lyng).

Statsskovene udgør tillige med nogle mosestrækninger, Fællesmosen og Trundholm, resten af det engang ret omfangsrige »Ods hrd. gods«, der tilhørte kronen. Skovenes historie før slutn. af 1700t. kender man meget lidt til. Egnen har dog sikkert her som overalt på Sjælland været skovbevokset i længst forsvunden tid, herpå tyder stednavne som Egebjerg og Bøgebjerg samt forsk. mosefund. Omkr. år 1800 eksisterede imidlertid kun skovene på ø.siden, og de bestod da så godt som udelukkende af løvtræarter. Store strækninger i dem henlå i ubevokset stand el. kun bevokset med spredte træer el. trægrupper. De foranstaltninger, der tidl. var truffet for at skaffe ordnede driftsforhold i de kgl. skove, bl.a. ved indkaldelse af den ty. forstmand J.G. von Langen 1763 (jfr. skovene i Frederiksborg a., s. 14), havde ikke berørt skovene i Ods her. Det var først med skovforordn. af 18/4 1781, at grundlaget for en fornyelse her blev lagt. Forinden og især fra 1778 havde man dog forsøgsvis indfredet og udskiftet en del af skovarealet fra fællesskabet med bønderne, således at der i den kgl. resol. af 27/4 1781, hvori der gives regler for skovenes udskiftning i Frederiksborg og Kronborg amter, kunne henvises til de i Ods hrd. indvundne erfaringer.

Nåleskovene på halvøens v.side er væsentligst anlagt i løbet af 1800t.

Ud mod Kattegat på de tidl. sandflugtsarealer ved Rørvig er af amtet ligeledes anlagt en plantage (Holbæk Amts Sandflugtsplantage).

Samsø har i oldtiden og langt senere været meget skovrigt, hvilket også her fremgår af mosefund og af mange stednavne, ligesom sagaerne beretter herom. Endvidere er det kendt, at øen var udlagt til kgl. vildtbane. Tilbage af skovrigdommen findes nu kun skovene ved Brattingsborg. Plantageanlægget på Nordby hede er af nyere dato.

Amtets største skovdistrikt er Odsherred statsskovdistrikt (1787 ha, ejendomsskyldværdi 1.390.200 kr., grundværdi 846.000 kr.).

Af private skovdistrikter nævnes Torbenfeld (896 ha, ejdsk. 725.000 kr., grv. 426.000 kr.), på Samsø Brattingsborg, herunder Nordby hede (834 ha, ejdsk. 227.000 kr.), grv. 140.900 kr.), Lerchenborg (inden frasalg af en del af skovene: 600 ha, ejdsk. 425.000 kr., grv. 357.500 kr.), Dønnerup (556 ha, ejdsk. 480.000 kr., grv. 265.000 kr.), Løvenborg (497 ha, ejdsk. 345.000 kr., grv. 264.000 kr.), Kongsdal (464 ha, ejdsk. 380.000 kr., grv. 220.000 kr.), Nørager og Konradinelyst (436 ha, ejdsk. 357.000 kr., grv. 202.900 kr.), Bjergsted skov (347 ha, ejdsk. 355,500 kr., grv. 185.900 kr.), Kattrup (333 ha, ejdsk. 257.000 kr., grv. 167.900 kr.), Den Suhrske Stiftelse (331 ha, ejdsk. 303.000 kr., grv. 158.800 kr.), Aggersvold (299 ha, ejdsk. 284.000 kr., grv. 156.000 kr.), Sofieholm (268 ha, ejdsk. 225.000 kr., grv. 134.300 kr.), Hørbygård, (248 ha, ejdsk. 222.000 kr., grv. 112.000 kr.) og Vedbygård (182 ha, ejdsk. 115.000 kr., grv. 91.200 kr.).

Holbæk Amts Plantagedistrikt omfatter sandflugtsplantagen ved Rørvig s. 315 (198 ha, ejdsk. 50.000 kr., grv. 20.900 kr.) og plantagen i Avdebo (191 ha, ejdsk. 138.000 kr., grv. 121.000 kr.).

Mange af amtets mindre skove er tilsluttet Skovdyrkerforeningen for det nordlige Sjælland, der er stiftet 18/9 1940 med det formål at fremme driften af mindre skove i det nordl. Sjælland.

Kulturgeografi.

I H. a. lever (1950) 126.162 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 72,0 indb. pr. km2. Af befolkningen lever 40,6% under bymæssige forhold (21,8% i købstæder, 0,3% i forstadsbebyggelser, og 18,5% i bymæssige bebyggelser i øvrigt). Befolkningen er fordelt på 37.320 husstande; i byerne går der gennemsnitlig 3,2 indb. på en husstand, i landkommunerne 3,5.

Befolkningens fordeling ses af befolkningskortet. Man kan her skelne ml. en landbefolkning, der bor nogenlunde jævnt spredt el. samlet i mindre ophobninger (husgrupper el. landsbyer), og en bybefolkning, der lever i byer el. bylignende bebyggelser, oftest knyttet til lokale trafikcentrer, og forholdsvis jævnt fordelt i amtet. Man bemærker de karakteristiske, helt el. næsten helt folketomme områder, hvoraf de betydeligste er mosestrækninger el. inddæmmet land, som for visse deles vedkommende ligger under havets niveau, således de tørlagte arealer i Lammefjord, Sidinge fjord og omkring Saltbæk vig, samt Åmosen, omkring Halleby å, Sjællands største mosedistrikt. Andre tyndtbefolkede el. ubeboede distrikter er knyttet til mindre eng- og mosestrækninger, til skove og plantager, klit- og strandengsområder el. til godser og andre store landbrug (dette sidste forhold ses tydeligst ved godset Lerchenborg på halvøen Asnæs). For den spredtboende del af landbefolkningen vil der af praktiske grunde ofte være en tendens til bosættelse, hvor de bedste transportmuligheder findes, og mange steder i a. findes en udtalt tendens til at koncentrere bosættelsen langs vejene, hvor der i moderne tid er opstået flere sammenhængende bebyggelser, som dog ikke vil kunne opfattes som byer i dette begrebs traditionelle forstand.

Den egl. landsbydannelse er svagt udviklet fx. i egnen s.f. Holbæk og i dele af Ods hrd., hvor landsbyerne er små og åbent bebyggede, og hvor den spredtboende befolkning er overvejende i bebyggelsen på landet. I andre dele af amtet dominerer den store landsby derimod helt billedet af landbefolkningen. I særlig udpræget grad gælder dette for Samsø, hvor den spredtboende landbefolkning spiller en ret underordnet rolle, og for egnen ml. Kalundborg og Jyderup, hvor der dog findes noget større befolkning uden for landsbyerne end på Samsø.

Amtets tre købstæder ligger alle ved kysten og er havnebyer, men har i første række betydning som oplands- og industribyer. De har hver for sig et velafgrænset og stort opland, der giver dem alle en sikker og ret betydelig oplandshandel og et marked for deres industri. Industrien, der betyder mest for Holbæk og Kalundborg, har imidlertid for visse produkter fået et sådant omfang, at byerne på nogle felter må siges at have hele landet som marked. Den industrielle udvikling har været forholdsvis alsidig, og i intet tilfælde kan man sige, at en bys erhvervsliv domineres af en enkelt industrigren.

De øvrige bydannelser i a. er i reglen knyttet til jernbanestationer og i nogle s. 316 tilfælde (Hørve, Tølløse, Høng) til jernbaneknudepunkter. Erhvervsforholdenes udvikling i 1800t.s sidste årtier skabte i landdistrikterne et behov for lokale centrer for handel og industri, og disse opstod på de steder, hvor transportmulighederne var bedst, ɔ: ved jernbanestationerne. Disse stationsbyer har lokal oplandshandel, håndværk og småindustri, og enkelte stationsbyer har for et enkelt produkts vedkommende hævet sig op til at have hele landet til marked (Jyderup, Høng, Tølløse).

Stationsbyerne er i reglen gl. landsbyer, der ved anlæget af jernbanen er gået ind i en ny udviklingsfase og i større el. mindre grad har ændret erhvervsstruktur. Oftest er landsbyen indgået som kernen i den nye stationsby, eks. Stenlille, Ruds Vedby, Asnæs, men i nogle tilfælde er stationen blevet lagt uden for landsbyen, og det mellemliggende areal blevet bebygget efter jernbanens anlæg (eks. Hørve, Højby). I enkelte tilfælde (Jyderup, Tølløse, Fårevejle) er denne sammensmeltning af bebyggelsen omkr. stationen og den gl. landsby ikke blevet fuldbyrdet, og man kan her tale om to adskilte bydannelser i snæver vekselvirkning, en stationsby og en gl. landsby, der dog kun delvis har bevaret landsbyens erhvervsstruktur.

Der er ikke opstået bydannelser ved alle jernbanestationer, enten fordi der ikke altid var det fornødne erhvervsgrundlag for en sådan i omegnen (eks. Kaldred, Alleshave), el. fordi en nærliggende landsby el. vejby har overtaget stationsbyens funktioner, mens der omkr. selve stationen kun findes ringe el. ingen bebyggelse (eks. Forsinge, Løve).

Hvor en egn ingen jernbaner har el. først ret sent har fået jernbane, vil erhvervsudviklingens behov for lokalcentrer i reglen have medført, at der på andre trafikalt begunstigede steder, fx. vejkryds, har udviklet sig bydannelser med en stationsbys funktioner. Tydeligt ses dette på Samsø, hvor Tranebjerg som øens trafikale midtpunkt har gennemløbet en sådan udvikling. Lignende forhold gælder Ubby, Ugerløse, Undløse og i modificeret form Reerslev, Særslev-Snertinge m.fl.

Bortset fra købstædernes havne findes kun få og små bydannelser knyttet til havnepladser. Vigtigst er Rørvig, der forener en fiskerihavns, en færgehavns, en feriebys samt visse sider af en landsbys funktioner. Endvidere Reersø, fiskerleje og landsby med ejendommelig, kompakt bebyggelse, et særpræg, der har kunnet bevares på grund af byens afsides beliggenhed. Havnsø er udgangspunkt for rutefarten til Nekselø og Sejerø. Mullerup havn er industrihavn for Gørlev sukkerfabrik.

Sommerhusbebyggelse langs kysterne findes adsk. steder, fremfor alt i Ods hrd., og tjener overvejende til ferieopholdssteder for københavnere. Særlig stor rolle spiller denne bebyggelsesform i egnen omkr. Rørvig, hvorfra trafikforbindelserne til storbyen er ret bekvemme, og ved Høve strand.

Af amtets befolkning (1940) lever 41,8% af egl. landbrug, 1,1% af skovbrug, 1,2% af fiskeri, 25,4% af håndværk og industri, 8,0% af handel, 4,7% af transportvirksomhed, og 5,4% af administration og liberale erhverv. 11,0% er uden erhverv, hovedsagelig rentiers, aldersrentenydere og pensionister. Landbruget beskæftiger i a. ca. 1 1/2 gang så stor en del af befolkningen som for landet som helhed, mens de øvr. erhverv beskæftiger en noget mindre del af befolkningen end i gennemsnit for landet.

Amtets erhvervsstruktur domineres af landbrugsegnene, om end med stedvis stærkt indslag af industriområder. De mest udprægede landbrugsdistrikter er egnen omkr. og ø.f. Tissø, hvor landbrug beskæftiger over 75% af den erhvervsaktive befolkning. Landbrug er hovederhvervet i mere end 2/3 af amtets kommuner, mens industri beskæftiger flere personer end noget andet erhverv i købstæderne og i nogle kommuner med større stationsbyer (Høng, Gørlev, Jyderup og Mørkøv). Men kun i Kalundborg beskæftiges mere end halvdelen af den erhvervsaktive befolkning i industrien.

Landbrugsarealet i a. afviger ikke væsentligt fra gennemsnittet for de da. øer (se også afsnittet Statistik, s. 318 ff.). Bedst opdyrket er egnene ml. Asnæs og Tissø, ml. Jyderup og Lammefjord, ml. Tølløse og Stenlille, og omkr. Høng, hvor mere end 80% af det samlede areal er under plov. I største delen af a. er ml. 60 og 80% af arealet opdyrket, men omkr. Rørvig, nø.f. Kalundborg, i de skovrige egne ml. Tissø og Jyderup, i Åmosen, på det nordligste Samsø, og på Sjællands Odde udgør det dyrkede areal mindre end 60% af totalarealet.

Næsten overalt i H. a. er den toradede byg den mest dyrkede kornart. Kun på arealerne ved den torlagte Lammefjord dyrkes mest havre, mens der i de sandede egne ved Nykøbing dyrkes mest rug. Som helhed betyder hvededyrkningen dog mere for amtet end rugdyrkningen. Byggen spiller en noget mindre rolle i Ods hrd. end i det øvr. a., men i øvrigt udviser korndyrkningen en betydelig ensartethed inden for amtet. For amtet som helhed er runkelroen den mest dyrkede rodfrugt, men desuden dyrkes ret betydelige arealer med kålroer, som i enkelte egne, fx. ved Rørvig og omkr. Tølløse, er den vigtigste rodfrugt. I amtets sydvestl. del er sukkerroen overalt den dominerende rodfrugt; der er her tale om en relativt koncentreret produktion, der på god jord frembringer sukkerroer til fabrik; dyrkningszonen strækker sig fra kysten i v. til Jyderup og Ruds Vedby i ø., og fra Asnæs-Viskinge i n. til egnen s.f. Slagelse. Kartoffeldyrkningen er ikke betydelig nogetsteds i amtet, om end Samsø har gjort sig bekendt som leverandør af tidl. og gode kartofler. Frugtdyrkningen er ret betydelig, især på Holbækegnen (æbler).

Hornkvægholdet domineres fuldstændig af den røde da. malkerace, idet der dog spredt forekommer lidt jerseykvæg og lidt sortbroget kvæg. Mælkeproduktionen anvendes overvejende i mejeribruget til fremstilling af smør og ost, men leverancer af konsummælk til byerne og til Kbh. spiller også en rolle. I den sjæll. del af amtet ligger smørydelsen pr. ko nær det sjæll. gennemsnit, mens Samsø har større årl. smørproduktion pr. ko end nogen anden del af Danmark. Svineavlen er forholdsvis jævnt fordelt, dog med nogen overvægt til Holbækegnen og de sukkerroedyrkende egne i v., hvor sukkerroeaffaldet har betydning som svinefoder ved siden af korn, returmælk m.v. Fåreholdet er meget lille og i hovedsagen knyttet til Ods hrd. og Sejerø. Hønsehold er alm. udbredt, men er dog vigtigst i Ods hrd. og på Gørlevegnen.

Langs kysterne findes bosat en fiskerbefolkning, som dog især koncentreres på havnepladserne Holbæk, Nykøbing, Odden Havn, Rørvig, Havnsø, Kalundborg, Reersø og Ballen på Samsø. Der fiskes mest i Kattegat, hvor rødspætter, makrel, sild og torsk er den vigtigste fangst, og i Store Bælt, hvor desuden ålefangsten er meget betydelig og, på grund af ålenes store værdi, den økonomisk vigtigste fangst.

Den industrielle udvikling i H. a. er kun i mindre omfang blevet præget af det kbh.ske markeds nærhed. Industrien i amtet arbejder stort set dels for de lokale markeder, dels for et landsomfattende marked. Bygningsindustrien beskæftiger 1/4 af industriarbejderne. Næsten lige vigtige er nærings- og nydelsesmiddelindustrien og jern- og metalindustrien, der tilsammen beskæftiger omtrent 1/3 af industribefolkningen. Vigtig er også træindustrien og sten- og lerindustrien. Kun ca. 1/3 af industribefolkningen er bosat i købstæderne.

Nærings- og nydelsesmiddelindustrien forarbejder landbrugets produkter (største slagteri i Holbæk, andre i Kalundborg og Nykøbing, spredt beliggende mejerier, møllerier, bagerier, ostefabrikker i Tølløse og Høng, iscreamfabrikker, sukkerfabrikken i Gørlev). Inden for jern- og metalindustrien er Holbæk vigtigst (maskinfabrik), men også denne industris tyngdepunkt ligger i landdistrikterne (bl.a. Høng). Knabstrup teglværk, v.f. Holbæk, er det vigtigste inden for stenog lerindustrien. I Kalundborg findes en ikke ringe kemisk industri (svovlsyreog superfosfatfabrik, olieraffinaderi).

Tværs gennem amtet løber fra ø. til v. jernbanelinien Kbh.-Roskilde-Holbæk-Kalundborg, der fører en hurtigtogslinie Kbh.-Århus frem til bilfærgeruten Kalundborg-Kolby Kås (Samsø)-Århus. Sidelinien Værslev-Slagelse har bl.a. betydning for sukkerroetransporterne til Gørlev. Mens disse linier er statsbaner, findes i amtet flere privatbaner, nemlig linierne Høng-Tølløse, Holbæk-Nykøbing Sjælland (Odsherredbanen) og Hørve-Værslev. Bortset fra hovedbanen Kbh.-Kalundborg, der både har betydning for den lokale og den gennemgående trafik, fungerer disse jernbaner først og fremmest som oplandsbaner. Dog har Odsherredbanen nogen betydning for udflugts- og ferietrafik for Kbh.s befolkning. Det samme gælder den private bilfærgerute Rørvig-Hundested. Desuden findes roebaner, bygget som smalsporede skinneveje (70 cm sporvidde) med centrum i sukkerfabrikken i Gørlev (84,5 km hovedspor), der transporterer sukkerroer og melasse samt i ringere omfang kul olgn., kalk og sukker. Et særligt spor forbinder sukkerfabrikken med Mullerup havn.

Amtet gennemkrydses af et udmærket vejnet. Bilruter supplerer jernbanenettet, dels som fødelinier til jernbanerne, dels som forstærkningslinier parallelt med disse.

Naturfredning. I Holbæk a. er foretaget ca. 50 fredninger for at sikre landskaber og enkeltheder i disse mod forstyrrelse el. ødelæggelse ved kulturindgreb. Af mere betydelige fredninger kan nævnes: Lerchenborg Dyrehave på spidsen af Asnæs, i Årby so., et område på Ordrup Næs i Fårevejle so., Eskebjerg Vesterlyng ved Sejerø bugt (326 ha), øen Nekselø, flere områder i egnen Jyderup-Bjergsted, bl.a. øerne i Skarresø og løvskovsbevoksningen langs søbredden. På Samsø: arealer v. Sælvig bugt, Møgelskår i Nordby so. (3 ha), Stavns fjord og Issehoved (øens nordspids). – Ved Rørvig: Højsandet og dets omgivelser, kyststrækninger på Korshage, Lodsoldermandsgården m. omgivelser. – Kirkernes nærmeste omgivelser er i reglen fredede mod indgreb fx. ved bebyggelse, således Tveje Merløse, Hagested, Sæby og Niløse.

Statistik.

Amtets areal var 1. april 1952 1752,01 km2, det største af Sjællands amter. Af det samlede areal udgør købstæderne 48,2 km2, og vandarealerne 44,5 km2.

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal, 175.201 ha, udgjorde landbrugsarealet i juli 1951 136.104 ha (heraf hvede 6922, rug 4510, byg 31.263, havre 11.324, blandsæd 7350, bælgsæd 314, kartofler 1920, foderroer 16.596, sukkerroer til fabrik 5875, frø 4588, grønsager på friland 614, brak 487, græs og grønfoder 41.179, industriplanter (hør, sennep, raps, hamp s. 319 olgn.) 3162, gartnerier og frugtplantager dækkede 1356 ha, skove og plantager 12.013 ha, bebygget grund og gårdsplads 3684, haver og småplantninger 4053 ha, gader, veje, jernbaner olgn. 5350 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 3479 ha, moser til tørveskær 3442, heder, klitter, sumpe olgn. 1270 ha og vandarealer 4450 ha.

H. a. har sammenlignet med de andre sjællandske amter forholdsvis små skovarealer, men store arealer med eng, fælled og andre varige græsarealer; desuden er der ret store arealer med tørvemoser, klitter olgn. Af kornarealerne er særlig foderkornarealerne store, medens der dyrkes forholdsvis lidt hvede og rug. Af de sjæll. amter har kun Frederiksborg a. større kartoffelarealer end H. a. og kun Præstø a. større sukkerroearealer.

Høstudbyttet var 1951 i alt 6,6 mill. afgrødeenheder (hver lig foderværdien af 100 kg byg), hvoraf 2,1 mill. kerne af korn, 0,6 mill. halm, 2,1 mill, rodfrugter (rod og top) og 1,8 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomskyldvurderingen 1950 udgjorde den samlede vurderingssum i H. a. 858 mill. kr., heraf for ejendomme i købstæderne 186 mill. kr., i landkommunerne 672 mill. kr. Den samlede grundværdi udgjorde 295 mill, kr., heraf i købstæderne 43 mill. kr., i landkommunerne 252 mill. kr.

Af ejendommene i landkommunerne var der 101 større landbrug på over 12 tdr. hartk. med i alt 3606 tdr. hartk., (areal 21.224 ha, vurderingssum 47,1 mill. kr.), 5726 bøndergårde på 1–12 tdr. harkt. med i alt 16.815 tdr. hartk. (areal 97.259 ha, vurderingssum 277,1 mill. kr.) og 4434 landbrugshuse (landejendomme på 1 ha og derover med under 1 td. hartk.) med i alt 2431 tdr. hartk. (areal 21.794 ha, vurderingssum 69,7 mill. kr.). Blandt øvr. ejendomme i amtet kan nævnes 11.842 ejendomme med beboelse og forretning til en samlet vurderingssum af 160,0 mill. kr.

Af købstædernes ejendomsskyldværdi faldt 109,7 mill. kr. på beboelses- og forretningsejendomme; 30,2 mill. kr. på stats- og kommunale ejendomme og andre med fritagelse efter § 8; 9,0 mill. kr. på fabrikker, hoteller m.v.; 7,4 mill. kr. på landbrug; 0,9 mill. kr. på gartnerier; 4,8 mill. kr. på byggegrunde olgn. og 24,0 mill. kr. på andre vurderinger.

Der var 1953 118 statshusmandsbrug med en samlet vurderingssum på 913.000 kr. i amtet.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 15. juli 1951 ca. 22.370 heste, 129.770 stk. hornkvæg (hvoraf 72.494 køer), 582 får, 176.774 svin, ca. 966.100 høns, ca. 720 kalkuner, ca. 35.100 ænder, ca. 9600 gæs og 11.200 bifamilier.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. I alt 10.300 landbrugsmedhjælpere var beskæftiget i amtet i juli 1951; samtidig svarede indehaveres og disses ægtefællers og mindreårige børns arbejde til godt 9400 personer. Malkemaskinanlæg fandtes på 3838 landejendomme. 980 landejendomme havde i alt 1193 traktorer. Der var 19 egl. maskinstationer i amtet med i alt 31 traktorer; desuden udførte 37 landbrugere m. i alt 63 traktorer erhvervsmæssigt traktorarbejde for andre. 2799 ejendomme i amtet havde ensilagebeholdere.

Befolkningen. Hele amtet havde 7/11 1950: 37.320 husstande med 126.162 indb. (1769: 41.260, 1801: 48.171, 1850: 77.173, 1901: 98.325, 1930: 122.443); deraf havde provinsbyerne 8556 husstande med 27.473 indb. el. 21,8% (1801: 3269, 1850: 6410, 1901: 10.896, 1930: 23.960 el. henh. 6,8, 8,3, 11,1 og 19,6%); i provinsbyernes forstæder boede 1950 416 og i bymæssige bebyggelser 23.306, i landdistrikter 74.967 indb.

Folkemængden i amtet var 1940 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter samtlige personer – hustruer, mindreårige børn m.v. – i familier, hvis forsørger var tilknyttet det nævnte erhverv): 53.036 levede af landbrug, skovbrug olgn., 30.604 af håndværk og industri, 9574 af handel og omsætning, derunder restaurations-, bank-, sparekassevirksomhed m.v., 5610 af transportvirksomhed, 6491 af administration og liberale erhverv og 13.229 var ude af erhverv og levede enten af alders- eller invaliderente, off. understøttelse eller af pension, formue olgn.; om 1769 savnedes oplysning m.h.t. erhverv.

Af H. a.s indb. er en større del landbrugere end i øernes øvr. amter; dels er bybefolkningen i sammenligning med de andre amter lille, og derfor færre beskæftiget i byerhverv, dels er der i H. a. et meget stort antal små landejendomme.

Ved den 1948 afholdte erhvervstælling var der i amtet i alt 3330 håndværks- og industrivirksomheder, der i alt beskæftigede 14.892 pers., heraf 5351 i byerne, 3907 i bymæssige bebyggelser i landdistrikterne og 5634 i rene landdistrikter. Virksomhederne i byerne er nærmere omtalt under de enkelte byer; der var i alt i amtet 211 engros- el. dermed beslægtede virksomheder med 831 beskæftigede og en omsætning på 109,6 mill. kr., 1433 detajlhandelsvirksomheder m. 3750 beskæftigede og en omsætning på 182,3 mill. kr. og endelig 255 restaurationer, kroer olgn. m. 1048 beskæftigede og en omsætning på 14,3 mill. kr.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold 1/4 1951–31/3 1952.

Af amtskommunens indtægter var de væsentligste poster grundskyld 4.098.000 kr., ejdsk. 560.000 kr., afgift af motorkøretøjer 1.496.000 kr.; af udgiftsposterne bidrag til amtsskolefonden 482.000 kr., medicinalvæsen (efter fradrag af den fælleskommunale udligningsfonds tilskud til sygehusudgifter) 1.666.000 kr., vejvæsen (efter fradrag af forskellige tilskud, der afholdes af motorafgifterne) 2.412.000 kr., renter af gæld 327.000 kr. og administration 163.000 kr.

Ejendomsskyldpromillen var 1952/53 11,63, den højeste på Sjælland, og lå godt 30% højere end gennemsnit for landet, medens grundskyldpromillen 19,35 lå ca. 13 % højere end gennemsnittet.

Amtsfondens formue udgjorde 31/3 1952 13,6 mill. kr., hvoraf 10,6 mill. kr. i faste ejd., amtsfondens gæld 10,6 mill. kr. M.h.t. købstædernes finansielle forhold henvises til afsnittene om hver enkelt by.

M.h.t. de finansielle forhold for sognekom. i H. a. under eet kan anføres flg.: af de pålignede skatter udgjorde 1951/52 ejdsk. 2.969.000 kr., grundskylden 6.206.000 kr., grundstigningsskylden 71.000 kr., opholdskom.skatten 9.432.000 kr., erhvervskom.skatten 33.000 kr., og aktieselskabsskatten 95.000 kr.; afgiften af motorkøretøjer indbragte 2.200.000 kr. og andre afgifter 215.000 kr. Af andre indtægter kan især nævnes formue- og erhvervsindtægter 306.000 kr.

Sognekoms. væsentligste udgifter var: sociale udgifter 7.784.000 kr., skolevæsen 2.861.000 kr., vej- og kloakvæsen 5.224.000 kr., administration 1.593.000 kr. og renter af gæld 297.000 kr. Sognekom. ejede 31/12 1952 32.048.000 kr., hvoraf 16.240.000 kr. i faste ejd., resten hovedsagelig i værdipapirer, og de havde en gæld på 7.336.000 kr.

Trafikforhold. Der var 1953 i amtet 365,7 km landeveje, hvoraf 56,6 km hovedveje, desuden var der 1819 km biveje. Der var 31/12 1952 i alt 7807 automobiler indregistreret i amtet, hvoraf 4801 personbiler, 246 drosker, 89 rutebiler m.v., 2671 vare- og lastvogne; endvidere var der 1580 egentlige motorcykler (over 50 kg egenvægt) og 1454 under 50 kg, hovedsagelig cykler m. hjælpemotor (knallerter).

Der var 1953 under amtet autoriseret 41 personautomobilruter. Ruternes samlede længde var 1390 km, og de betjentes af 63 vogne med ca. 1700 pladser. I sommeren 1953 kørtes i alt ca. 41.000 km ugentlig på ruterne. Aag. særlige byomnibusruter henvises til de enkelte byer.

Inddeling.

Amtet består af købstæderne Holbæk, Kalundborg og Nykøbing og herrederne Merløse, Tuse, Løve, Ars, Skippinge, Ods og Samsø. Amtets samtlige landkommuner danner een amtsrådskreds.

Amtsrådet har 11 medl., hvoraf efter valget i marts 1954 3 tilhørte socialdemokratiet, 3 radikale venstre, 1 det konservative folkeparti og 4 venstre. Amtet har 65 sognekommuner. Amtet udgør 4 folketingsvalgkr. (Holbæk, Nykøbing, Vedby, Kalundborg-Onsbjerg) foruden Orø, der hører til Frederiksborg amts 4. valgkreds. I kirkelig henseende hører største delen af amtet til Roskilde stift, nemlig de 3 provstier: 1) Ars og Løve hrdr.s provsti, s. 324 2) Tuse og Merløse hrdr.s provsti, 3) Skippinge og Ods hrdr.s provsti; Samsø danner sa.m. øen Tunø af Århus amt et eget provsti (Samsø og Tunø provsti) under Århus stift. Amtet omfatter 2 politikredse: 1) politikr. nr. 9. Holbæk kbst. med Merløse-Tuse hrdr., Nykøbing kbst. og Dragsholm birk og 2) politikr. nr. 10 Kalundborg kbst., Ars-Skippinge hrdr. samt Samsø birk, hvortil også hører Tunø af Århus amt, foruden at Løve hrd. hører til politikreds 11, Slagelse kbst. m.m., og Stenlille og Niløse so. og en del af Tersløse-Skellebjerg kom. hører til politikr. 13, Ringsted kbst. m.m.

I jurisdiktionel henseende omfatter amtet 4 underretskr.: 1) (retskr. nr. 11) Nykøbing kbst. og Dragsholm birk (tingsted i Nykøbing), 2) (retskr. nr. 12) Holbæk kbst. med Merløse-Tuse hrdr. (tingsted i Holbæk), 3) (retskr. nr. 13) Kalundborg kbst. med Ars-Skippinge hrdr. samt Samsø birk (hovedtingsted i Kalundborg og bitingsted i Tranebjerg, hvortil hører Besser, Kolby, Nordby, Onsbjerg og Tranebjerg so.) 4) (retskr. nr. 14) Løve hrd. (tingsted i Høng); endelig hører Niløse, Stenlille og en del af Tersløse-Skellebjerg kom. (Tersløse so.) under 19. retskreds (Sorø kbst. m.v.). Amtet hører under Vestsjællandske nævningekr.

Amtet udgør Holbæk amtslægekreds, der deles i 3 lægekredse: 1) Holbæk, 2) Kalundborg og 3) Ods hrd.s lægekreds. Amtslægen bor i Holbæk.

Af amtet hører øen Samsø til 4. udskrivningskr. (Århus). Resten af amtet hører til 2. udskrivningskr. (Roskilde). Der hører 3 civilforsvarsområder under amtet: 1) (34) Holbæk, 2) (38) Kalundborg og 3) (56) Nykøbing S.

A. er delt i 3 skattekr.: 1) (12. skattekr.) Holbæk, 2) (13.) Nykøbing S. og 3) (14.) Kalundborg, og udgør 1 skyldkr. (15. skyldkr.) med 7 vurderingskr.: a) Samsø, omfattende 6 vurderingsdistrikter, b) Kalundborg (11 vurderingsdistrikter), c) Løve hrd.s (12), d) Nykøbing (14), e) Skippinge hrd.s (11), f) Tuse hrd.s (12) og g) Holbæk (11).

M.h.t. oppebørslen af skatter m.v. udgør a. eet amtsstuedistrikt (Holbæk).

Holbæk amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Prof. N. L. Westergaard (H); arvefæster Jens Gregersen (V); skolelærer Asmund Gleerup (V); propr. N. F. Jespersen (H); gårdfæster N. H. Nielsen (V) og møller Nik. Andresen (V).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Holbæk-kredsen: overretsprok. Balthazar Christensen 1849–52 (V); højesteretsjustitiarius P. G. Bang 1852–53 (H); sgpr. P. Chr. Zahle 1853–54 (V); boghandler Chr. Bertelsen 1854–55 (H); propr. J. A. v. d. Recke 1855–58 (H); smed Frands Nielsen 1858–61 (V); red. Niels Hansen 1861–73 (V); løjtn. Orla L. Hansen 1873 (V); gdr. Ole Pedersen 1874–79 (V); lærer K. L. Fogtmann 1879–1907 (RV); lærer Kr. Sørensen 1907–09 (RV); red. Ove Rode 1909–10 (RV); husmand M. P. Tange 1910–13 (V); lærer A. H. Nøhr 1913–18 (RV).

b) Svinninge-kredsen: oberst A. F. Tscherning 1849–53 (V); gdr. Hans Jensen 1853 (V); oberst A. F. Tscherning 1853–66 (V); gdr. Hans Jensen 1866–76 (V); gdr. H. P. Andersen 1876–80 (V); gdr. H. J. Dønnergaard 1880–90 (V); gdr. Christen Larsen 1890–92 (V); gdr. J. Clemen Nielsen 1892–95 (V); gdr. Kristjan Pedersen 1895–1918 (RV).

c) Ruds Vedby-kredsen: skolelærer Asmund Gleerup 1849–52 (V); gdr. M. Rasmussen 1852–58 (V); smed Søren Jensen 1858–64 (V); statsrevisor Lars Dinesen 1864–73 (H); gdr. Niels Larsen 1873–79 (V); red. Johs. Tauber 1879–92 (V); gdr. H. L. Jørgensen 1892–1910 (V); husejer Søren Svendsen 1910–18 (V).

d) Kalundborg-Samsø-kredsen: amtsforv. Povel Povelsen 1849–50 (V); major Chr. Tuxen 1850 (H); amtsfuldmægtig Chr. Øllgaard 1851–52 (NL); kaptajnløjtn. Otto Fred. Suenson 1852–53 (H); fhv. møller J. J. Nielsen 1853–54 (V); propr. N. F. Jespersen 1854–58 (H); birkedommer A. C. Eberlin 1858–61 (H); landmåler Reinhold Jensen 1861–64 (V); herredsfoged Christopher Krabbe 1864–84 (V); red. Andreas Sørensen 1884–95 (V); herredsfoged Christopher Krabbe 1895–1910 (RV); red. Ove Rode 1910–18 (RV).

e) Nykøbing-kredsen: møller Nik. Andresen 1849–51 (V); toldkass. Carl F. Holm 1851–52 (V); lærer F. N. Andresen 1852–58 (V); landmåler Reinhold Jensen 1858–61 (V); højesteretsass. Chr. Rimestad 1861–64 (H); gdr. Jens Rasmussen 1864–89 (V); red. Kr. P. Korsgaard 1889–95 (V); gdr. Peder Madsen 1895–1909 (V); gdr. Kr. Knop 1909–10 (V); gdr. N. Jensen-Nybjerg 1910–18 (V).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Lærer A. H. Nøhr 1918–20 (RV); gdr. Kristjan Pedersen 1918–27 (RV); red. Ove Rode 1918–27 (RV); husejer Søren Svendsen 1918–26 (V); red. P. A. Vejlø 1920 (H); borgm. Fr. Andersen 1920 (S); gdr. Hans Clausager 1920–39 (V); journalist J. P. Brochmann 1920–24 (S); red. Holger Ibsen 1920–29 (H); borgm. Fr. Andersen 1924–44 (S); dommerfuldmægtig Christen Christensen 1926–35 (V); gdr. Ferd. Nielsen 1927–29 (RV); parcellist N. P. Andreasen 1929–47 (RV); landsretssagf. Fr. Dalgaard 1935–39 (S); sekr. Otto Jensen 1939–41 (S); politimester Vagn Bro 1939–45 (V); husmand Jens Smørum 1943–45 (S); kommunelærer Arne Rosenholm 1944–45 (S); sekr. Poul Hansen 1945– (S); landsretssagf. Thisted Knudsen 1945–(V); forstander Johs. Larsen 1945–50 (V); gdr. Karl Skytte 1947– (RV); statshusmand Chr. Rasmussen 1953– (S); ing. Einar P. Foss 1953– (K).

Ved folketingsvalget 22/9 1953 var der i Holbæk amtskreds 77.459 vælgere, hvoraf 63.000 afgav stemme el. 81,3 %. Socialdemokratiet fik 21.234 og 2 mandater; det radikale venstre 11.233 og 1 mandat; det konservative folkeparti 5.565 st. og 1 mandat; venstre 20.669 st. og 1 mandat; retsforbundet 2165 st. og o mandater; Danmarks kommunistiske parti 1.249 st. og o mandater; De uafhængige 727 st. og o mandater. 158 st. var ugyldige.

Litt.: Jens Peter Jensen. Valgene i Holbæk Amt til den grundlovgivende Rigsforsamling. 1915. Sa. Holbæk Amts Valgkredse og deres valgte Mænd 1848–1918. I. 1934. (Ruds Vedby- og Svinningekredsen). Sa. Odsherredkredsens Historie 1848–1918 i AarbHolbæk 1935 og 1937. Rasmus Nielsen. Kalundborg–Samsøkredsen under Junigrundloven (1848–66) smst. 1948.

Åndelige rørelser.

Holbæk amt var i politisk og folkelig henseende tidligt vågent og aktivt. I beg. af 1830erne nåede en udløber af den vestsjæll. gudelige vækkelse til Tissøegnen og den sydl. del af Ods hrd. Pastor J. P. Østrup i Bakkendrup var en ivrig vækkelsesprædikant, og snart tog hjemmeforsamlingerne fart under ledelse af lærer Ole Jensen fra Sæby og skomager Peder Sørensen fra Gørlev. Det offentlige søgte at bremse bevægelsen, men forgæves. Da Vilh. Beck, Indre Missions skaber, 1856–65 var præst i Ørslev og Solbjerg, fandt han ikke alene en velforberedt grobund for sin forkyndelse, men formåede også at vække de religiøse interesser i kredse uden for sognet. Fra 1860erne mærkedes ligeledes en stærk grundtvigsk indflydelse. 1866 åbnede E. M. Rotwitt højskolen i Høng (påbegyndt i Sæby), og andre fulgte efter, bl.a. Vallekilde og Ubberup.

Den gudelige vækkelse i 1830erne var en af de åndelige forudsætninger for den pol. bondebevægelse i amtet i 1840erne; den økon. og sociale forudsætning herfor var det udbredte fæstevæsen. Flertallet af amtets bønder var fæstere under store private godser. Kort efter 1840 fik ovenn. Ole Jensen oprettet en foredragsforening, kaldet Historisk forening, og 1843 oprettedes i Nykro Holbæk Amts Landkommunalforening. Inden for disse sammenslutninger rejste flere af amtets bønder krav om fæstevæsenets afløsning og forbedring i husmændenes kår, og man indsendte adresser til stænderforsamlingen i Roskilde om en genoptagelse af landboreformerne. Af stedlige folk, der deltog i bonderøret, han nævnes sognefoged Henrik Larsen fra Veddinge, der havde sæde i stænderforsamlingen, samt fæstegårdmændene Jens Gregersen og Peder Hansen, begge fra Kundby sogn. I bonderøret deltog ligeledes Asmund Gleerup, fra 1842 lærer i Udby. Udensogns fra kom husmand Peder Hansen fra Lundby og lærer Rasmus Sørensen fra Venslev. De drog fra sogn til sogn og kaldte bønderne til møder. For at bremse den voksende bevægelse udstedte regeringen 8/11 1845 det s.k. bondecirkulære, der forbød bønderne at holde møder uden politiets tilladelse og udelukkede udensogns fra at deltage. Allerede i maj 1846 ophævedes cirkulæret. Bevægelsen kunne dog ikke standses, og 5/5 1846 stiftedes i Holbæk Bondevennernes selskab, der fik stærk tilslutning fra amtet. I den grundlovgivende rigsforsamling repræsenteredes bondevennerne i Holbæk amt af så fremtrædende mænd som Gleerup og Jens Gregersen, og i de følgende år valgte amtet en række fremtrædende bondevenner til folketinget, såsom A. F. Tscherning, Balthazar Christensen, Gleerup og ovenn. Peder Hansen. Også i de følgende tiår tilhørte langt de fleste repræsentanter fra amtet partiet Venstre og ofte dets mere radikale fløj. Da husmandsbevægelsen slog igennem i slutn. af årh., vandt den ligeledes fast fodfæste her. Siden 1905 har amtet sendt flere fremtrædende medlemmer af Det rad. Venstre til rigsdagen, bl.a. Kr. Pedersen, Ove Rode og A. H. Nøhr. Soc.-dem. opnåede først repræsentation fra 1920.

Litt.: Hans Jensen i AarbHolbæk. 1923. 1–17; 1924. 5–25.

Oldtidsbebyggelse.

Holbæk amt hører arkæologisk set til vort lands rigeste egne, og det er samtidig et af de bedst undersøgte. Nationalmuseet har foretaget mange og store undersøgelser, blandt hvilke skal nævnes de udgravninger i Åmosen, der har vedvaret hvert år siden 1938, og de store, endnu ikke helt afsluttede undersøgelser over hele Nordvestsjællands oldtidsbebyggelse. Også bør nævnes de mange udgravninger af mindesmærker, navnlig jættestuer, som L. Zinck foretog i Kalundborgegnen.

Egnen har været beboet fra de allerældste tider. Spor af rensdyrjægere finder vi i en lille boplads ved Åmosen, i slagvåben af rensdyrtak fra Kirke Eskildstrup og Samsø og en tildannet rensdyrtak fra Mullerup mose.

Holbæk a. er maglemosekulturens klassiske egn, med bopladserne i Mullerup mose, Vinde Helsinge mose og talr. i Åmosen, sidstnævnte sted med et par hyttetomter og flere fiskepladser med mængder af tabte fiskespyd af ben. Et lille glimt af tiden forud giver uroksen fra Vig med flintpile i ribbenene. Også vor ældste kystkultur er rigt repræsenteret, med bopladser i den udtørrede Lammefjord, på lavt vand i Bramsnæs vig og Stavnsfjorden på Samsø og et kraftigt indslag i Åmosen. Om ertebøllekulturen vidner talr. køkkenmøddinger, navnlig i Isefjordsområdet, men også ved Klintesø, Ordrup Næs, Nekselø, Sejerø og ved Stavnsfjorden, og også her med et stærkt indslag i Åmosen, som i det hele taget synes at have virket stærkt tiltrækkende på ældre stenalders jæger- og fiskerfolk. Bebyggelsen i dette afsnit var naturligt nok knyttet enten til havet el. til søer og vandløb; de andre områder er kun lejlighedsvis blevet besøgt.

Med yngre stenalders agerdyrkende befolkning rykker bebyggelsen ind over landet; skov ryddes og jord opdyrkes; en vis tendens til at foretrække den lettere jord spores; men man er dog heller ikke bange for at give sig i kast med lerjorden. En idé om bebyggelsens udstrækning og tæthed giver fordelingen af de mange storstensgrave, dysser og jættestuer. Af sådanne kendes i alt 871, fordelt på 105 runddysser, 206 langdysser, 166 dyssekamre, 81 jættestuer og 313 mere ubestemmelige stengrave; af disse er dog omtr. de to trediedele sløjfede. Det er dog langtfra alle egne, der er lige rige på disse mindesmærker. Som særlig rige strøg skal nævnes den sydl. del af Merløse hrd., især ø.f. Åmosen, egnene ø.f. Tissø og sø.f. Skarresø, visse dele af Vestsjælland (Kirke Helsinge so., egnen ø. og sø.f. Kalundborg og den østl. del af Røsnæshalvøen), området mellem Sidingefjord og Lammefjord i Ods hrd., den sydøstl. del af Egebjerg so. og den midterste del af Højby so. samt det sydl. Samsø. Andre egne er meget fattige el. helt tomme for stenaldergrave, således strøget, der fra Åmosen strækker sig mod n. helt op til Lammefjorden og bl. a. omfatter største delen af Tuse og det vestl. af Merløse hrd.; ligeledes visse områder v.f. Tissø, det lave grusede terræn sø.f. Saltbæk vig, spidserne af Røsnæs og Asnæs, Rørvighalvøen, Sjællands odde og det nordl. Samsø; man må formode, at disse egne har båret skov i stenalderen. Blandt de mere fremragende stengrave skal nævnes den store langdysse ved Reerslev og en række prægtige jættestuer: Dalby i Kirke Helsinge so., flere ved Ubby, Stenstrup Troldstuer i Ods hrd. og Hyldehøj ved Rørby, der har givet det største jættestuefund, vi kender. For at nå til en fuld forståelse af bebyggelsen må man imidlertid også tage bopladserne med i betragtning. Af bopladser fra yngre stenalder kendes adskillige hundrede, mest småpladser, der viser sig som flintstrøninger på markerne; bopladser med rigere kulturlag kendes bl.a. fra Hesselø og Åmosen; sidstnævnte sted kendes også et stort antal offerpladser, hvor man har udsat lerkar, både, flintøkser, dynger af dyreben m.m. som offer til de højere magter; lign. kendes også fra L. Åmose og mange mindre moser. Den kultur, der har hersket i yngre stenalder, er megalitkulturen, stengravskulturen; ret sparsomme er indslagene fra den østda. enkeltgravskultur, der repræsenterer en invasion sydfra i jættestuetiden; vi kender dog en boplads fra den på Nekselø. Fra den grubekeramiske kultur, der repræsenterer en sydsv. indflydelse, har vi bopladser på Hesselø, Nekselø (Ørnekul) og Sjællands Odde (Yderby Lyng), foruden et stort antal af de lange, tresidede pile, der tilskrives denne kultur. Stenalderens slutningsafsnit repræsenteres af 15 kendte hellekister; men mange flere gemmer sig sikkert i højene. At dømme efter udbredelsen af den tids vigtigste oldsagsformer, flintdolke, flintsegle og pilespidser, har der i denne periode været en meget udbredt bebyggelse.

Ældre bronzealder repræsenteres først og fremmest af de mange større høje, yngre bronzealder af lave småhøje, der næsten kun er bevaret i skovene, samt af de ret talr. offer- og depotfund. Af høje kendes i amtet i alt 2261, af hvilke dog de tre fjerdedele er sløjfede. Deres fordeling afviger en del fra stengravenes. I største delen af indlandet findes der ingen el. s. 327 næsten ingen høje, medens til gengæld visse strøg langs kysterne, som kun havde få el. ingen stengrave, er rige på høje; dette gælder fx. halvøen Asnæs, Rørvighalvøen, Tuse Næs og Oro. Særlig rige på høje – over 100 kendt – er sognene Højby (med 234), Fårevejle, Bregninge, Raklev, Årby, Vig, Asnæs og Egebjerg, alle beliggende ved kysten; det synes, som om der i bronzealderen er sket en koncentration af bebyggelsen langs kysten. De fåtallige bopladser fra bronzealderen, der kendes, ligger alle ved el. nær kysten. Det samme kan ikke i samme grad siges om offer- og depotfundene, selv om også her de egl. indlandsområder kun er svagt repræsenteret. En række af vore vigtigste fund af denne kategori stammer fra amtet: Fra bronzealderens beg. et krumsværd fra Rørby og 9 skafthulsøkser fra Højsted, fra ældre bronzealder først og fremmest solvognen fra Trundholm, dernæst 6 sværd fra Asnæs og et stort fund af kvindesager fra Rye. Fra yngre bronzealder har vi mange fund; det største, fra slutn. af perioden, er fra Holbæk Slots Ladegård. Navnlig fra Ods hrd. har vi et ret stort antal helleristningssten.

Jernalderfundene er det, som sædvanligt på Sjælland, sparsommere med. Keltisk jernalder er kun repræsenteret ved ganske få gravfund (urnegrave) og enkeltfund. Fra ældre romertid har vi dog enkelte bopladser (Gurede, Bakkendrup, Sejerø) og nogle ganske rige gravfund (Stenlille). Betydelig rigere er fundene fra yngre romertid. Vel har vi ingen sikre bopladser fra denne tid, men vi har adsk. rige grave med romerske importsager, bronzekar og glas: Nyrup i Ods hrd., Bennebo, Merløsegård, Stenlille. Fra germansk jernalder har vi en rig kvindegrav fra Kvarmløse og så en halv snes guldfund spredt over landet, ikke meget fra en 400-årig periode.

Noget bedre er vikingetiden, oldtidens slutningsafsnit, repræsenteret. Der er en del spredte gravfund, men ingen meget rige grave. Til gengæld kendes der et par store sølvskatte, fra Lerchenborg Dyrehave og Sejerø, et større møntfund fra Sjællands Odde og et fund af 3 guldarmringe fra Kragerupgård.

Af runestene har vi kun Gørlevstenen; men den hører til gengæld til landets interessanteste.

Af fredede oldtidsmindesmærker findes i Holbæk a.: 32 runddysser, 97 langdysser, 122 dyssekamre, 54 jættestuer, 9 ubest. stengrave, 6 hellekister, 552 høje, 6 stenkredse, 4 helleristningssten og 10 bautasten. Desuden er fredet et større areal med offer- og bopladser (i Åmosen) og et bopladsareal (i Mullerup mose).

Bebyggelse i historisk tid.

Amtet har mange voldsteder, hvoraf en del stammer fra den tidligste middelalder. Ods hrd. er således rigt forsynet; her findes Borrevang ved Højby og Næsholm i nærheden deraf, det første fra tidlig middelalder er under udgravning, det sidste noget yngre er for nylig udgravet. Mens egnen om Kalundborg er relativt fattig, dækket som den var af det stærke Kalundborg slot ved det vigtige overfartssted til Jylland, findes der flere voldsteder inde i landet, fx. det anselige Skarresholm på nordsiden af Skarresø og det lille, men velbevarede voldsted Sigersholm ved Sdr. Asmindrup. Samsø er særdeles rigt. Her nævnes den anselige Brattingsborg voldbanke ved Tranebjerg, det mærkelige voldsted Vesborg på øens s.spids samt Hjortholm i den både i middelalderen og nyere tid stærkt befæstede Stavns fjord. Middelald., faste stenhuse er der knap så mange af. Kalundborg slot, der stammer fra Valdemarstiden, er tillige med dets faste tårn »Folen« fra 1300t. næsten forsvundet (fundamentrester fremdraget i nyeste tid). Dragsholm, Roskildebispens faste borg ved Vejrhøj, har i s.fløjen anselige rester af et 1200tals stenhus med den fra domkirken kendte tredobbelte vinduesgruppe. Fra tiden o. 1500 har man den ældste fløj i Vedbygård.

De kirkelige mindesmærker er talr. og afvekslende i stil og type. Om end et stort midtsamlende monument savnes, har der dog været 3 fine og sjældne købstadkirker: Esbern Snares berømte femtårnede kirke i Kalundborg, et led i byens samlede borganlæg, stammer fra slutn. af 1100t. og er i sit anlæg helt enestående; bykirken i Nykøbing er en senromansk teglstenskirke, ligesom Dragsholm stærkt påvirket af Roskilde domkirkes arkitektur; og den nu forsvundne Skt. Lucii kirke i Holbæk var en elegant højgotisk hvælvingsbygn. fra beg. af 1300t. De mange landsbykirker er næsten alle væsentlig ældre end de her nævnte og stammer antagelig fra 1100t.s første halvdel. Materialet er ensartet, granit el. frådsten, undertiden begge materialer anvendt i flæng; kun få af kirkerne er af romansk tegl, fx. Gislinge og Ubby samt Kolby og Onsbjerg på Samsø. Sjældne i stil og anlæg er Nr. Jernløses romanske frådstenskirke og den totårnede, velbevarede Tveje Merløse (bygget af Hvideslægten). Den store mængde af landsbykirker var anlagt med skib og kor. Der er dog bevaret rester af romanske s. 328 tårne i ret stort antal, en lille halv snes i alt, fx. Særslev, Værslev, Sdr. Asmindrup og Gørlev. 12 af kirkerne har romansk apsis. Ø.forlængelse af skibet med tilintetgørelse af opr. kor ( + apsis) findes i meget stort tal. V.forlængelse kendes, men er sjældnere (fx. Bregninge). Typisk for V.sjælland er det, at så mange kirker har våbenhuse både mod n. og s.; i de fleste tilfælde er det ene overhvælvet og sikkert opr. et kapel (fx. Kundby, Bregninge, Bjergsted). Gotiske kirker er sjældne, således de 2 gårdkirker Avnsø og Frydendal samt den mægtige valfartskirke i Holmstrup (fra 1492). Den fremherskende blænding med flad afslutning foroven er typisk for V.sjælland.

Romanske kalkmalerier af den fremherskende sjæll. skole kendes fra Sæby, Gørlev, Hagested og Tveje Merløse. Gotiske malerier forekommer hyppigt; særlig kendte er kalkmalerierne fra Skamstrup, Højby og Tuse.

Mens Raklev kirke er den eneste sakrale bygn. efter reformationen, er der en vældig grøde i det rent verdslige byggeri. Fra 1500t. nævnes Vedbygård (en sen. udv. fra 1540), Vognserup, Torbenfeld og Kongsdal (o. 1600), mens Peder Oxes Tølløse nu er brændt. Fra 1634 nævnes Løvenborg. Særlig rigt er 1700t. repræsenteret med det statelige Lerchenborg i spidsen; Eigtveds diskrete pilasterstil kendetegner denne bygning og kom til at præge talrige andre: Sæbygård, Kålundkloster, Ågård samt en del huse i Kalundborg. Fra 1788 er Eriksholm i tidlig klassicistisk tid, mens Aggersvold fra 1833 er i den spartanske senklassiske stil i C. F. Hansens ånd. Af større gårde fra en sen. tid skal blot nævnes Meldahls Bonderup fra 1850erne (nu helt ombygget) og Dahlerups Knabstrup fra næste tiår.

Foruden dette monumentalbyggeri skal der her omtales, hvad Holbæk a. ellers ejer. Købstæderne Kalundborg og Holbæk, men ikke Nykøbing, kan fremvise borgerlig arkitektur fra mange århundreder. Kalundborg har en anselig række stenhuse fra middelalderen, som sa. m. bindingsværkshuse fra en lidt sen. tid danner ramme om Esbern Snares kirke. Holbæk har resterne af et dominikanerkloster fra den sen. middelalder og foruden en del bindingsværkshuse, bl.a. museet, fra renæssancen også rester af et grundmuret hus fra 1500t. Rokokoen har i Kalundborg et par smukke huse at opvise, apoteket og Lindegården (nu museum). Ude på landet findes en anselig række smukke præstegårde, hvoraf særlig skal nævnes Hjembæk, Jyderup, Havrebjerg, Odden og Besser på Samsø.

Også 1900t. er smukt repræsenteret, ikke mindst i Ivar Bentsens talrige værker i amtet, fx. Svinninge elektricitetsværk.

Holbæk amt bestod fra 1660 af 4 amter, nemlig Kalundborg amt, der omfattede Ars og Skippinge hrdr. samt Samsø, Sæbygårds amt, som bestod af Løve hrd., Dragsholms amt, der omfattede Ods hrd. med Sejerø, og Holbæk amt, der omfattede Merløse og Tuse hrdr. De 3 første amter styredes dog under eet fra 1671, og dermed forenedes Holbæk amt 1707; ved resol. af4/9 1793 oprettedes det nuv. Holbæk amt; de 3 købstæder henlagdes dog først ved resol. af 9/11 1800 under amtmandens styrelse. – Ved resol. af17/1 1933 blev Orø lagt fra Frborg a. til Holbæk a.

Litt.: J. H. Larsen. Holbeks Amt topogr. beskr. I. Bd. (Ods og Skippinge hrd.) og II. Bd. 1. Hft. (Tuse hrd.). 1832–42. J. H. Th. Hasle. Holbeks Amt. 1844. C. St. A. Bille. H. Amt, i M. Galschiøt. Danm. i Skildringer og Billeder, II. 1893. Povl Hansen. Strejtog gennem H. Amt, 1906. Fra H. Amt. 1907 ff. (om amtet i alm. bl. a. 1912, 23, 24, 27, 34, 38, 46, 47, 49, 50). Holbæk Amts økonomiske Selskab 1812–1912. 1912. H. V. Clausen. Fra H. Amt, topogr.-hist. Skildring. 1918; 2. udg. 1948–53. Karoline Graves. Ved Halleby Aa. 1921. J. S. Møller. Folkedragter i Nordvestsjælland. 1921. Sa. Fester og Højtider i gl. Dage. I–II. 1929–35. Aug. F. Schmidt. Hellige Kilder i H. A. 1926. AarbTurist. 1931 og 1939. H. Amt. Red. af A. Kirkeskov og P. S. Larsen. 1933–35. Det 11. da. Hjemstavnsstævne. 1934. Achton Friis. DSØ. I. 1936. 257–357. Johs. Grønborg. H. A. 1938. H. A., red. af Axel Holm. 1947. Amts-Kalenderen. H. A. 1949. Nedergaard. SP. II. 1953 f. 111–335.