Århus amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter dele af Østjylland ml. Egå og Horsens fjord. I ø.-vestl. retning varierer bredden fra ca. 15 km for den del af a., der ligger s.f. Århus, til 20–25 km v. og nv.f. amtsbyen. Amtet havgrænses af Å. bugt og Horsens fjord. Til amtet hører Alrø i sidstn. fjord samt Kattegatøen Tunø.

Landgrænsen følger fra Horsens fjord n.f. Alrø Møllebæk v. om Skablund skov ca. 3 km n.på for derefter v.f. Trustrup at forlade vandløbet og passere gennem moræneplateauets dyrkningsflader v. om Hundslund, Hadrup, Torrild, Hvilsted, Onsted og Astrup til Solbjerg sø. På sidstn. 25 km lange strækning afviger amtsgrænsen, som det også længere n.på er tilfældet, i type fra de gl. amtsgrænser derved, at det ikke er en naturgrænse, der, som det ofte er tilfældet m. disse, følger de fugtige ålavninger og moseområder, som før dræningens tid var yderst vanskeligt passable. Amtsgrænsens karakter vidner således om denne grænsedragnings sene tidspunkt, i 1900t., da det opr. Å. a. blev opdelt i de nuv. Å. og Skanderborg a. N.f. Solbjerg sø er grænsen atter af gl. karakter, idet den på en 10 km lang strækning løber langs Å. å. Så viger den atter bort fra ådalen, passerer v.på over markerne uden om Stjær, Høver, Galten og Skørring for dernæst at følge Overskovs nordvestl. skovbryn, inden den forsvinder ind i den skovverden, der omfatter Fajstrup s. 4 krat, Sønderskov og Tinning skov. Dernæst går grænsen atter gennem åbent kulturland v. om Vitten og Lyngå, hvorefter den på god gl. vis forsvinder ned i Voermølle å’s dybe dalslugt. Vandløbet følges videre gennem Grønmose i et stort sving v. om Svejstrup skov til Lilleå, hvis brede dalstrøg danner a.s n.grænse 13 km, til kort forbi Hårvad bro. Herfra løber grænsen n.f. Grundfør ø.på til Spørring mark, hvor den brat drejer n.på uden om Spørring. På det sidste stykke har fugtige områder som Bredeng og Pannerup mose været bestemmende ved grænsedragningen, men n.f. Elsted mister grænsen igen sin karakter af naturgrænse, hvilket den så slutter m. atter at få s.f. Lystrup, hvor den følger Egå gennem de kilometerbrede engstrøg til åens udløb n.f. Vejlby Fed.

Arealet er 804,39 km², vandarealet udgør heraf 70,2 km². Skove og plantager dækker 72,2 km², altså ca. 9 %, en skovprocent kun lidt under landets gennemsnitlige. Landskabeligt er Å. a. karakteriseret ved de typisk østjy. terrænelementer: højtliggende morænelandskaber, hvis plateaukarakter stedvis ændres til bakkeområder, opdelt i naturlige landskabsprovinser af de dybe, brede, hovedsagelig ø.-v. forløbende tunneldale. For Å. a., der med gennemsnitlig 276 indb. pr. km² er landets tættest befolkede a., må også kulturmønsterets dominans i landskaberne understreges. Tætliggende gamle landsbyer med gårdene samlet om kirken minder om vort lands ældste bebyggelsestype, selv om erhvervsstrukturen er radikalt ændret, efter at flertallet af landbrugerne er flyttet ud på markfelterne, og landsbyens huse nu er overtaget af serviceerhvervenes befolkning. Markskel og sekundære vejnet radiært udstrålende fra landsbyerne taler i nutiden tydeligt om stjerneudskiftningen efter de store landboreformers gennemførelse i slutn. af 1700t. og beg. af det flg. årh. Stedvis vidner vidtstrakte, åbne markfelter som fx. ved Moesgård og Rathlousdal om storgodser. Å.s bys rivende vækst i forb. m. a.s ringe størrelse bevirker, at den bebyggelsestype, der betegnes ved købstadsbegrebet, kun forekommer i ental, men til gengæld i en arealmæssig udfoldelse, der i allerhøjeste grad er landskabsprægende.

Storbylandskabet, der fra tunneldalens bund breder sig over dalsiderne op på moræneplateauet, mod n. ud på det marine forland Vejlby Fed, mod s. til Skåde inden for den skovklædte kystbræmme, den kulturelt totalt omformede natur, er et væsentligt element i a.s landskabsmosaik. Også stationsbyernes særprægede bybillede bidrager i meget høj grad til Å. a.s landskabelige karakter med Odders som det stærkest virkende.

Kystlængden er 104,9 km, hvilket giver en relativ kystlængde på 0,13 km pr. km². Denne værdi er mindre end landets gennemsnitlige, 0,17, et talmæssigt udtryk for a.s topografisk kompakte karakter.

Dybgrundens geologi.

Vort kendskab til dybgrunden i Å. a. er stærkt begrænset. Dybgrundens formationer når kun frem til overfladen meget få steder, og dybe olieefterforskningsboringer er ikke udf. i området. Et par dybe vandboringer, som 1891 og 1914 udførtes henh. ved bryggeriet Ceres og Otto Mønsteds fabr. i Å., nåede ikke igennem de tertiære lag.

M.h.t. de ældre formationer er vi således henvist til at bygge på oplysninger fra de omkringliggende amter. Boringerne Gassum nr. 1 i Randers a. og Horsens nr. 1 i Skanderborg a. er de nærmestliggende dybdeboringer, som har interesse i denne s. 5 forb. Der er god grund til at formode, at der under Å. a. forekommer stort set de sa. lag, som man har truffet i disse boringer, blot m. andre lagtykkelser og dybder. M.h.t. lagene under tertiærformationerne må der således henvises til dybgrundsbeskrivelserne for Randers og Skanderborg amter.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagen (I. 21). Formationernes fordeling er overordentlig enkel. Lagene fra miocæntiden, der fortrinsvis består af glimmerler og kvartssand m.v., når frem til de vestligste dele af a. Ø. herfor følger derefter oligocæntidens lag, der består af mørkt og grønligt glimmerler. Langs a.s nø.grænse træffes endelig de fede lerarter, som er dannet i eocæntiden. Dette meget simple kortmønster giver ikke anledning til ret mange slutninger. I forhold til områderne n. og s.f. a. strækker de yngre formationer sig forholdsvis langt mod ø., hvilket indebærer, at Århusområdet må betragtes som et sænkningsfelt.

Dybgrundsformationernes udvikling. Til belysning af de tertiære lags udvikling anføres de gennemborede lag ved Otto Mønsted fabr. i Å.:

Til sammenligning hermed følger endv. et boreprofil fra Jernit hovedgård lige uden for a.s v.grænse, idet man her har gennemboret en lign. lagserie og er nået ned i den underliggende danskekalk:

Danskekalken er således endnu ikke nået ved boringer inden for a.s grænser. Den anførte boring fra O. Mønsteds fabr. viser, at man sandsynligvis må ned på dybder omkr. 300 m, før kalkens overflade nås. Jernit-boringen samt forholdene n.f. a., som vi fx. kender dem i Clausholm-området, berettiger til at antage, at de øverste kalklag består af coccolitkalk.

Tertiærtidens aflejringer.

De tertiære lag, som man har truffet i boringerne i a., er praktisk taget alle bundfældet i havet.

Kertemindemergel og Kertemindeler. Mergel og ler udgør den nederste afd. af tertiærlagserien, således som det fremgår af boreprofilet fra Jernit. O. Mønstedboringen er standset i den øvre, kalkfattige del af dette interval, som vi henfører til paleocæntiden og Kertemindemergel-Kertemindelers formationen. Paleocænhavet strakte sig over den største del af landet. Kystområdet mod n. lå formodentlig omtr. ved linien Ålborg-Nordsjælland. Hele landet s. herfor var i kortere el. længere perioder hav.

I løbet af denne havperiode bundfældedes ler m. større el. mindre mængder kalkslam m. en tykkelse af 30 til måske 100 m. Da lagene ligger så dybt under overfladen, er detailkendskabet til lagene og deres forsteninger ringe.

Eocænt ler med vulkansk aske. Både i O. Mønsted-boringen og Jernit-boringen har man truffet lag m. vulkansk aske over Kertemindeleret. Denne askezone er den mest karakteristiske zone i hele den tertiære lagserie. Den kan følges praktisk taget over hele den del af Danmark og Nordtyskland, hvor de eocæne lag findes, og er derved blevet et meget vigtigt korrelationsniveau. Som nævnt i tidl. amtsbeskrivelser lå de askeproducerende vulkaner sandsynligvis i Skagerrak-området. Man har fundet mikroskopiske forsteninger i boreprøverne fra lagene.

Røsnæs-ler og Lillebælt-ler. De rødlige leraflejringer over zonen m. de vulkanske s. 7 askelag er blevet kaldt Røsnæs-ler, da dette ler er typisk udviklet på Røsnæs på Sjælland. Det er umuligt at afgrænse Røsnæs-leret nøjagtigt i boringerne i a. p.gr. af de ret utilstrækkelige boreprøver fra lagene. Det er dog sandsynligt, at lagene fra ca. 150 til 173 m i boringen ved O. Mønsteds fabr. må henregnes til Røsnæsleret. Leret er uhyre finkornet. Det indeholder mikrofossiler som foraminiferer, diatomeer o.a.

Over Røsnæs-leret følger grågrønligt, omtr. lige så finkornet plastisk ler, som efter typelokaliteter ved Lillebælt er kaldt for Lillebælt-ler. Der er en jævn overgang fra Røsnæs-leret til Lillebælt-leret, i de tilfælde hvor man har kunnet studere grænsen i landets forsk. egne. Skiftet fra rød til grøn farve står sandsynligvis i forb. m. en let klimaændring i landene omkr. den eocæne Nordsø, som vi i virkeligheden her beskæftiger os med. Man kan også tænke sig den mulighed, at lerslammet, som gav anledning til dannelsen af Lillebælt-leret, kom fra andre landområder end Røsnæs-ler-slammet.

Hvidlig mergel. Øverst i boreprofilet ved O. Mønsteds fabr. findes en meget kalkholdig, hvidlig mergel, som uden tvivl svarer til Søvind-mergelen i Horsensområdet. Denne mergel indeholder en del glaukonit og mange foraminiferer. Det store kalkindhold, og for så vidt også glaukoniten, tyder på lavvandsforhold og et relativt varmt klima mod slutn. af eocæntiden.

Søvind-mergelen forekommer i øvrigt i Å. a. i mergellejerne ved Studshoved og Rodsteenseje.

De oligocæne lag ved Århus station. Ved anlægget af jernbanen til Å. udførtes 1860 store udgravninger i bakkerne v.f. Å. banegård. Ved denne lejlighed og ved en sen. udv. af sporterrænet 1906 blottedes en række forsteningsførende lag, hvori der er samlet en mængde snegle og muslinger, som nu opbevares i Kbh.s Universitets Mineralogiske Mus. og i D.G.U. V.hj.af disse forsteninger har det været mul. at vise, at lagene er havaflejringer fra oligocæntiden. Lagserien er stærkt forstyrret af istidens indlandsis. Det er dog lykkedes at afgrænse en nedre afd., der består af leret finsand med glaukonit, og en øvre afd. af mørkebrunt ler og lerjernsten. P.gr.af lagenes forstyrrelse har det ikke været mul. at bestemme deres tykkelse.

Grønligt, mørkt, leret finsand med glaukonit udgør som nævnt den nedre del af den oligocæne lagserie ved Å. Dette lag indeholder en karakteristisk musling, hvis lat. artsnavn er Leda Deshayesiana, og som er typisk for lag af mellemoligocæn alder. Desuden har man i laget fundet en pelikanfodsnegl (Aporrhais speciosa var.) samt flere snegle af slægterne Fusus, Turris, Natica o.a.

Lagets sandede karakter og glaukonitindholdet er et vidnesbyrd om lavvandede forhold i ikke alt for stor afstand fra den dav. kyst. Når man sammenholder dette m. den omstændighed, at nedreoligocæne lag øjensynlig mangler ml. den hvidlige mergel og de mellemoligocæne lag i Århusområdet, er det rimeligt at regne m. en landperiode i nedreoligocæntiden. I mellemoligocæntiden sænkedes området atter, hvorved det glaukonitholdige finsand kunne aflejres. Det svarer således i alder til Branden-leret (se VII. 12).

Mørkebrunt ler m. glaukonit og lerjernsten. Også disse lag, som følger over det mellemoligocæne finsand, indeholder mange forsteninger af snegle og muslinger, bl. hvilke især en navlesnegl (Natica Nysti) og en pelikanfodsnegl (Aporrhais speciosa s. 8 var. megapolitana) er hyppige. Lagene er dateret til øvreoligocæntiden. De svarer i alder til Cilleborg-leret (se VII. 522).

De oligocæne lag ved Odder. Ved Odder by findes under istidslagene i ringe dybde grå og grønlige leraflejringer, som indeholder muslinger og snegle af en hel del af de arter, som man har fundet i det mellemoligocæne finsand ved Århus.

Lagene er derfor henført til mellemoligocæntiden, og da de i modsætning til finsandet ved Å. består af ler, antager man, at de er bundfældet i større afstand fra kysten og på større dybde end finsandet ved Å.

Miocæne aflejringer. I de vestligste og sydligste dele af a. træffes af og til over de marine, oligocæne lag aflejringer af kvartssand og -grus m. krydslejrede lag. – Krydslejring er typisk for flodsand og -grus. – Lagene er jævnlig aflejret i tilknytning til mørkt glimmerler og lyst glimmersand. Som eks. herpå kan nævnes kvartsgruset ved Ormslev og kvartssandet og -gruset, som findes v.f. det mellemoligocæne ler ved Odder.

Disse lag indeholder ingen forsteninger. Deres sammensætning og aflejringsform viser, at vi sandsynligvis har at gøre m. tertiære flod- el. deltaaflejringer. Det er vanskeligt at udtale sig m. sikkerhed om deres alder, da man savner forsteninger at støtte sig til. Det er dog meget sandsynligt, at de pågældende aflejringer er dannet i miocæntiden, der fulgte efter oligocæntiden. Disse lag er således mul. aflejret på omtr. sa. tid som brunkullene længere mod v.

Dybgrundens overfladetopografi. Det er vanskeligt at tegne et kort over dybgrundens overflade på grundlag af oplysninger fra boringer, da vi befinder os i et terræn, hvor store flager af tertiærler må anses for at være alm. i istidslagene. Dette medfører, at man ikke altid kan være sikker på, at man har nået dybgrundens »faste« overflade, selv om boret støder på tertiært ler.

Der er endnu ikke udarbejdet noget kort over dybgrundens højdeforhold i Å. a. Bedst kendes forholdene i Å. byområde og nærmeste omegn p.gr.af de mange vandboringer og jordarbejder, som i tidens løb er udført her.

Alt tyder på, at dybgrundsoverfladen er temmelig ujævn bl.a. som følge af den dybtgående smeltevandserosion, som fandt sted i tunneldalstrøgene i istiden. Som eks. herpå skal nævnes, at tertiæroverfladen ligger kun 20–30 m el. mindre under terræn i den nordl. del af Å. by. I Å. å’s tunneldal har man derimod ved Marselisborg boret til ÷ 102 m og ved Constantinsborg v.f. Brabrand sø til ÷ 170 m uden at nå istidslagenes underlag.

En lign. erosionsdal findes under Egådalen.

Det er indlysende, at oplysninger fra et stort antal boringer er nødvendige, før man under disse forhold er i stand til at udarbejde et nogenlunde nøjagtigt højdekort over dybgrundens overflade.

Dybgrundens struktur er så godt som ukendt i enkeltheder. Ved gennemgangen af det geologiske kort blev det nævnt, at Århusområdet har været et sænkningsfelt. Dette fremgår bl.a. også ved en sammenligning af boringen ved Jernit og boringen ved O. Mønsteds fabr. i Å. Danskekalkoverfladen ligger således formodentlig 130–150 m dybere i Å. end ved Jernit, når man tager hensyn til terrænets højdeforskel.

Endelig bør nævnes, at en magnetisk undersøgelse ved Å. har afsløret en lokal, magnetisk anomali, som kunne tyde på en meget dybtliggende højdestruktur i grundfjeldet, der fra Galten strækker sig mod nv. til Skanderup-Gravballe i Skanderborg a.

I øvrigt stiger lagserien mod nø. fra Jernit i retning af a.s nø.grænse.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer har meget ringe betydning i a.

Ved Odder udnyttes det oligocæne ler i teglværksindustrien.

Det tertiære kvartssand og -grus ved Ormslev udnyttes som filtergrus ved fremstillingen af grusfiltre til vandboringer.

Litt.: O. B. Bøggild. Den vulkanske Aske i Moleret, DGU. II. Rk. Nr. 33. 1918. A. Ebert. Eine magnetische Aufnahme bei Aarhus (Dänemark) und ihre Bedeutung für die Wasserversorgung, Jahrb.d.Reichsst.f.Bodenforsch. Bd. 62. 155. 1941. H. Gry. Petrology of the Paleocene Sedimentary Rocks of Denmark, DGU. II. Rk. Nr. 61. 1935. P. Harder. De oligocæne Lag i Jærnbanegennemskæringen ved Aarhus Station, DGU. II. Rk. Nr. 22. 1913. Gregers Vang Olsen. Mellem-oligocænet ved Odder, MDGF. Bd. 12. H. 6. 1955. 579. J. P. J. Ravn. Molluskfaunaen i Jyllands Tertiæraflejringer, Kgl. Danske Vid. Selsk. Skr. 7. Rk. nat.-mat. Afd. 1907. III, 2. H. Ødum. Studier over Daniet i Jylland og på Fyn, DGU. II. Rk. Nr. 45. 1926.

Landskaber.

Landskabsdannelsen. Det er de sidste afsnit af den sidste istid, Weichsel- el. Würmistiden, der præger største delen af Å. a.s landskaber. I denne istids første afsnit skred ismasser n.fra og ø.fra ind over Danmark, og i lange tider havde isdækket sin rand langs hovedopholdslinien, der forløb fra Bovbjerg mod ø. til Viborg og derfra direkte s.på. Den landskabsudvikling, der står i forb. m. denne stagnerende isrand, berører således ikke Å. a., men da isen fra denne position smeltede tilbage mod ø., og de vanddrukne morænelandskaber kom til syne uden for den vigende brærand, blev a.s nordvestl. område, begrænset af en linie over Trige, Borum og Storring, skabt som landoverflade. Disse landskabers morænemasser er ikke sen. blevet omlejret under gletscherfremstød. Sabro hrd. samt de vestl. halvdele af V. Lisbjerg og Framlev hrdr. er således a.s ældste morænelandskaber. Overfladeformerne er her skabt i sidste istid og altså geologisk set unge. De er derfor på den ene side helt forsk. fra Vestjyllands gl. morænelandskaber, bakkeøerne, fra næstsidste istid, men på den anden side også m. et særpræg, der tydeligt adskiller dem fra de sen. dannede unge morænelandskaber i Å. a.s østl. og sydl. dele.

Den første bortsmelten af ismasserne, hvorved a.s nv.hjørne kom til syne – og antagelig langt større områder længere mod ø. og s. – skulle nemlig ikke være den endelige. Den mildnen af det arktiske klima, der var årsag til gletscherrandens vigen, efterfulgtes af en ny klimatisk tilstand karakteriseret ved koldere somre el. større nedbør, måske begge dele. Dette havde til følge, at gletscherne atter skød sig frem ø.fra ind over Å. a. så langt v.på som til førnævnte linie i a.s nordl. del, den s.k. østjy. israndslinie, først beskrevet af den da. geolog Poul Harder. Hele den sydl. del og tillige den østl. halvdel af Å. a.s nordl. område blev altså endnu engang dækket af gletscheris.

Da sluttelig klimaforbedringen sejrede helt, og isen smeltede bort for aldrig sen. at komme tilbage, blev de sidste gletscheres morænemasser, ler, sand, grus og sten, efterladt oven i de tidl. dannede morænelandskaber.

De sidstdannede morænelandskabers særpræg skyldes det forhold, at de ældre bakkeformer er blevet modificeret ved pålejring af nyt morænemateriale, som p. gr.af afsmeltningens karakter har fået en mere småkuperet overfladeform. Man aner de tidl. dannede, udstrakte, regelmæssige bakkeformer under de sen. aflejrede s. 10 jordmassers uregelmæssigt småbakkede dække – som en opredt sengs dyneunderlag under et quiltet sengetæppes reliefmønster. Stedvis har isranden stagneret så længe, at israndslandskaber har kunnet dannes ved ophobning og oppresning af morænemasser.

Smeltevandsmasserne har sat deres signifikante præg på morænelandskabernes relief. Dale er blevet udformet af de vildt strømmende og kraftigt eroderende smeltevandselve. Dette er sket på et tidligt stadium under isen, hvor vandet i istunnelerne nær isranden har stået under stort, hydrostatisk tryk p.gr.af den høje grundvandstand i isens tykke centralpartier. Disse strømmende vandmasser har kunnet udhule bunden lokalt, hvor materialet var af mindre modstandsdygtig karakter, fx. i sandpartier. Herved er tunneldalene m. det uregelmæssige længdeprofil fremkommet. Den stadige vekslen af søbassiner, moselavninger og mellemliggende morænetærskler i disse dale fortæller om deres tilblivelse under den kuldeblå gletscheris. Foran isranden har smeltevandsfloderne, hvis størrelsesorden har været en helt anden og langt større end nutidens åers, kunnet udgrave vældige dale m. jævnt hældende længdeprofil. Såvel de subglaciale tunneldale som de ekstramarginale smeltevandsdale har dimensioner, som gør, at de indgår som selvstændige elementer i landskabsmønsteret.

Efter istiden har vandløbserosionen givet overfladen finskulptur, stedvis, fx. i de dybt nedskårne tunneldales randzoner, på så effektiv en måde, at der kan tales om særl. erosionslandskaber, som fx. i Svejstrup skov omkr. Morsholt og i Findal n.f. Balle.

Å. a.s sø.hjørne, Hads hrd.s østl. halvdel s.f. Norsminde og ø.f. Odder, har igen sit særl. landskabspræg. Her er isen smeltet bort jævnt og uden fremstød, hvorved bundmorænen er aflejret som et regelmæssigt dække. Dette område danner en udstrakt, lavtliggende moræneflade.

Den relative landhævning siden stenalderens højvandsperioder, der i landets nordl. dele er helt dominerende ved landskabsdannelsen, spiller i Å. a. kun en ubetydelig rolle. Dette skyldes a.s nære beliggenhed ved den »vippeakse«, n.f. hvilken der siden stenalderen er foregået landhævning, medens områderne s. derfor er sænket. Hævet stenalderhavbund forekommer i større udstrækning kun i Egå-dalen i a.s allernordligste del.

Landskabets kulturpræg er en sag for sig, der ikke skal behandles her. Det skal blot nævnes, at når den kulturelle påvirkning af naturlandskabet er så omfattende, som tilfældet netop er i Å. a., er en naturgeografisk faktor medbestemmende, nemlig den dominerende udbredelse af moræneler som overfladelag m. intensiv dyrkning og stor befolkningstæthed til følge.

De storbakkede nordvestl. morænelandskaber. Disse Å. a.s ældste landskaber kan karakteriseres som højtliggende, storformet morænebakkeland m. relativt svage bakkehældninger, der stedvis, fx. mod nø. i området ml. Grundfør, Thomasminde og Spørring, bliver så svage, at der må tales om en moræneflade i 50–60 m niveau. I et sådant moræneplateau har Spørring å skåret sin dal ca. 20 m ned. Egnen n.f. Borum er m.h.t. relief typisk for dette storbakkeområde. Fra gravhøjen, der kroner Vindhøj, 85 m, v.f. Mundelstrup og til Geodætisk Instituts sten på nabobakken Borum Eshøj, 104 m, er afstanden 2,3 km, og lavningen derimellem ligger i 50 m niveauet. Til den v. derfor liggende næste bakke, på hvis top, 98 m, landsbyen Sjelle s. 11 ligger, er der 3 km, og Borum Møllebæks dal, der adskiller disse bakker, ligger 30 m o.h. Bakkerne er altså km-vide af udstrækning, og det relative relief af størrelsesordenen 40–70 m.

De højeste områder forekommer nær amtsgrænsen mod v., hvor man i Skørring Overskov når 125 m o.h.

To store smeltevandsdale gennemskærer området og opdeler det i naturlige, topografiske enheder. Den nordl. løber i 50 m niveauet ø.-v. fra Mølleballe s.f. Søften til Lyngballe skov, v.f. Lading sø, m. en vandskelsdannende tærskel s.f. Lading (se afsnit: vandløb). Den sydl., der er af større dimensioner, er Egå-dalens vestl. fortsættelse og fremtræder her som en række eng- og moselavninger i 20–30 m niveauet, gennemstrømmet fra v. mod ø. af Lyngbygård å (se afsnit: Vandløb). Den nordl. har tunneldalenes karaktertræk, langsøbassin, uregelmæssigt længdeprofil og kløftfurede dalsider, den sydl. har i afsmeltningstiden fungeret så længe som ekstramarginal smeltevandsdal, at de opr. tunneldaltræk i nogen grad er udvisket ved dalbundudfyldning m. flodsedimenter.

De yngste småbakkede morænelandskaber. Kommer man v.fra og passerer den linie, der m. visse bugtninger løber fra Trige over Fårup og Framlev til Storring, kommer man ind i den del af a., der har fået sit morænerelief præget af de efter det østjy. isfremstød efterladte morænemasser m. småbakket overflade. M. stor tydelighed manifesterer forskellen på disse landskabstyper sig fx. ved Trige. Nv.f. landsbyen s. 12 breder de svagthældende, udbredte, rolige overfladeformer sig, så vidt egnen kan overskues, medens man sø. derfor har tætliggende småbakker overalt. Fra Kongsbjerg, 90 m, n.f. Lisbjerg, ø.f. hovedvej 10, er der kun 450 m til Lunebakke, 78 m, v.f. vejen, og Skønsbjerg, 88 m, ligger kun 475 m sydligere, Truelsbjerg, 83 m, kun 500 m længere mod n. Denne topografi, der bl.a. også viser sig i bivejenes stærkt slyngede forløb, præger store dele af a.s østl. dele. Stedvis kan større sammenhængende morænebakkedrag præge et område, således Holme Bjerge, der i Jelshøj når 128 m o.h.

Også for denne region gælder det, at den gennemfures af de store tunneldalstrøg: Egå-dalen løber n.f. Å. m. afstrømningsretning for åvandet mod ø., altså modsat smeltevandsstrømmens retning. Århus-tunneldalen, i hvis bund storbyens ældste dele er placeret, fortsætter ø.på m. Brabrand sø af typisk langsøtype og Å. å’s dal til Harlev, hvorefter dalen fortsætter v.på m. Tåstrup sø, en lille langsø, og videre til de nu tilgroede søer Gammelgård sø og Pittersø ved a.grænsen. Det er sa. dal, der i naboamtet rummer Ravnsø og Knudsø.

Endnu sydligere ligger Solbjerg sø, måske a.s mest typiske langsø, i en tunneldal, der ø.på fortsætter i den 4 km lange, mosefyldte lavning ml. Astrup og Pederstrup.

Endelig afgrænses dette landskabsområde mod sø. af den tunneldal, der fra Horsens fjord ml. Uldrup bakker og Jensnæs – hvorfra dæmningen fører over til Alrø – løber n.på til Bilsbæk for dernæst at have et ø.gående stykke ml. Ørting og Morsholt, før den drejer n.på igen til Odder, hvorefter den i en stor bue svinger ud til kysten. Norsminde fjord er denne tunneldals ydre, nu havdækkede del.

Israndslandskaber m. karakter af storformet morænebakkeland, hvis bakkers længdeorientering er konform m. den isrand, langs hvilken de er blevet ophobet og oppresset, træffes i a.s sydøstl. del. Bjergene s.f. Tulstrup med Baghøj, 88 m, og Bregnehøj, 73 m, har denne karakter med længderetning sv.-nø. De fortsætter i Malling Bjerge, 81 m, hvor retningen er v.-ø., og linien svinger dernæst mod n. og præger et km-bredt bælte langs kysten til Skåde bakker s.f. Århus. Ml. Neder- og Over Fløjstrup står bakkedraget særdeles velmarkeret m. Kobjerg, 69 m, som højeste punkt. Den landskabelige kontrast mod den v.f. liggende moræneflade ml. Malling og Beder understreger kraftigt bakkedragets karakter af israndslandskab.

Sydligere i egnen n.f. Horsens fjord træffer man s.f. Hundslund et lign. israndslandskab, hvis yderst voldsomme relief, der kulminerer i Bavnebankes 92 m, ikke alene skyldes morænens ophobningsformer, men i mindst lige så høj grad den kraftige vandløbserosion, der her har kløftfuret hele egnen særdeles effektivt, fordi dette højtliggende område ligger så tæt ved erosionsbasis, fjordens vandspejl.

Den sydlige moræneflade. Egnen s.f. Norsminde og ø.f. Odder er for største delens vedk. en udpræget moræneflade liggende i o–25 m højdeintervallet aftagende i højde s.efter ud på Gylling næs, hvor kotetallene bliver encifrede, og visse lave kyststrækninger, fx. ved Lerdrup bugt, er digesikret, ligesom enkelte af de fladvandede bugter er tørlagt ved dæmningsanlæg, således Klægmade på ø.kysten og Kalsemade helt mod s. Den reliefsvage, ensartede landoverflade giver forklaringen på landsbyernes yderst regelmæssige fordeling m. ensartede afstandsforhold. Rude, Saksild, Rørt, Bjerager, Dyngby og Bovlstrup ligger således som hjørner i et polygonmønster m. 2 km’s sidelængder.

Vandløb og søer. Å. a.s nordl. del afvandes gennem Lilleå, der udspringer i tunneldalen ca. 500 m ø.f. Lading sø, fra hvilken dens kildeområde er adskilt ved en af de morænetærskler, der er karakteristiske for denne daltype. Lilleås øvre løb følger ø.på tunneldalen, i hvis brede bund den før åreguleringen slyngede sig frit, snart ind under den ene, snart under den anden af de høje, skovklædte skråninger, der danner dalens begrænsning. Ved Nørreris skov drejer den n.på og følger den vældige smeltevandsdals store slyngninger forbi Hinnerup Broby og Grundfør mølle for at fortsætte som a.grænse videre n.på til Hadsten. Tilløbene Norring Møllebæk og Haldum bæk har skåret sig dybt ned i moræneplateauet; det sa. gælder i endnu højere grad for Voermølle å i a.s allernordligste del, hvor dette vandløbs dybe kløftsystem over km²-vide strækninger har sønderdelt landmassen, så den nu fremtræder som et vildt erosionslandskab, hvis stejlskrænter og »falske« bakker står skovklædte, idet det voldsomme relief udelukker landbrugsmæssig anvendelse. Årsagen til, at a.s nordl. del hører til Gudenåens vandløbsområde, er den østjy. israndslinies højdedrag, der på strækningen Trige-Søften-Borum danner vandskel ml. Århusbugtens og Gudenåens vandløbsområder.

Ø.f. dette bakkedrag udspringer Egå’s tilløb. Yderup bæk følger fra udspringet, sø.f. Borum, tunneldalen mod nø., gennem Geding sø, en lille langsø, til Geding mose, hvor den flyder sa. m. Bukbæk til Egå, der strømmer ø.på i den stærkt indsnævrede dal ml. Kastedvad bro og Nymølle bro, hvor en mølledam er etableret. Navne som Rødemølle og Gråmølle vidner om vandkraftens udnyttelse på denne strækning m. stærkt fald. Ved Terp løber Egå ud i de store flade strækninger, den tidl. stenalderfjord, hvor stednavne som Kællinghuller, Trundholm og Sokær taler om den tidl. tilstand som vandlidende område. Nu afskærer kanalen Ny Egå den store nordl. åslyngning og sikrer derved bedre afløb. Egås udløb er forlagt flere km mod n. ved væksten af Vejlby Fed, der gennem materialtilførsel s.fra er vokset ud foran udløbet og har tvunget dette n.efter, hvorved åen de sidste 2 km er kommet til at løbe parallelt m. kysten.

Den sa. tunneldal, hvis østl. del Egå’s tilløb benytter, gennemstrømmes i a.s vestl. del af Lyngbygård å indtil s.f. Borum, hvor løbet pludselig fra at være ø.gående drejer brat af mod s. Samtidig ændrer dalen karakter. Fra at være en bred tunneldal m. udstrakte moselavninger snævres den ind og får på en 5 km lang strækning et stærkt fald, 15 m, der har været udnyttet af Labing og Snåstrup vandmøller. S.f. Årslev løber Lyngbygård å sa. m. Å. å, der kommer fra langsøkomplekset Stilling-Solbjerg sø. Lyngbygård å’s ejendommelige forløb ml. Borum og Årslev kan forklares derved, at denne del af åen opr. har været et nordl. tilløb til Å. å, der her løber i lavt niveau kun 2 m over havets overflade. P.gr.af det stærke fald har dette tilløb kunnet erodere sig baglæns n.på, indtil det er nået op i Egåtunneldalen, hvor det har »halshugget« den opr. Lyngbygård å, der gennemstrømmer denne dal mod ø. Da afløbet har været lettere s.på til Å. å end gennem Egå’s lange løb, føres Lyngbygård å’s vandmasser nu denne vej til Å. bugt, medens dalen, der før ø.f. Borum førte Lyngbygård å’s vand ø.på, nu kun gennemstrømmes af det lille vandløb Yderup bæk, der tidl. er nævnt som Egå’s tilløb. Der er altså her tale om et da. tilfælde af det i geomorfologiske håndbøger omtalte fænomen »river capture« el. flod-dekapitering, der almindeligvis illustreres m. udenlandske eksempler. Det er således heller ikke i dette tilfælde egentlig nødvendigt at gå over åen efter vand!

Den tilbageskridende erosion i Lyngbygård å har i øvrigt også kunnet overvinde den østjy. israndslinies vandskelskarakter, idet åen har arbejdet sig baglæns gennem bakkedraget og erobret opland også v.f. dette i egnen ml. Skørring og Galten, ja endog videre v.på – ind i Skanderborg a.

Å. å løber gennem den km-brede tunneldal ved Constantinsborg ud i Brabrand sø, en typisk langsø m. rørsumpbræmmer. Fra søens ø.ende fortsætter åen i store bugtninger forbi Åby gennem de østl. dele af storbyen, der har fået navn efter åmundingen, til byens centrum, gennem hvilket den nu er ført underjordisk til udløbet i Nordhavnen.

Området s.f. Å. indtil Malling afvandes af Giber å, der udmunder ved Moesgård strand, og a.s sydl. del er del Odder å og dens tilløb, der sørger for afvandingen af. Odder å har sit udspring i bakkedraget nær a.s ø.grænse s.f. Torrild. Herfra strømmer den m. stærkt fald gennem Fillerup, forbi Rathlousdal til Odder, hvorfra den m. ringe fald følger tunneldalen mod nø. til udløbet i Norsminde fjord.

Den sydl. del af sa. tunneldal fra Åkær gennemstrømmes af Åkær å, som med strømningsretning modsat Odder å’s løber s.på til Horsens fjord.

Farvande, kyster og havne. Å. bugt, mod hvilken a.s nordl. halvdel ligger eksponeret, har dybder på gennemgående 15–20 m, der når så tæt ind under land, at 10 m’s dybde træffes allr. 3–500 m fra kystlinien. Jyllands landmasse giver totalt læ for vestl. stormvinde, og Djursland skærmer ikke alene for vinde fra n., men takket være Helgenæs-halvøens sydl. beliggenhed også mod østl. vinde. Kun i vinkelgabet ml. Sletterhage og Issehoved flak n.f. Samsø er der et relativt langt frit stræk, der muliggør en kraftig bølgerejsning, når stormvinde, hvad der er relativt sjældent, blæser fra dette verdenshjørne. Vandstandsændringerne er ubetydelige. Forskellen på middelhøjvand og -lavvand er kun 0,3 m. Vestl. vinde kan ved vindstuvning fremkalde en stigning på 1,2 m, og sø.vinde kan bevirke et lavvande af sa. størrelse. Disse forhold tilsammen betinger de gunstige havnemuligheder, der er baggrunden for Å.s havns udvikling på stedet, hvor tunneldalen når ud til en kyststrækning, der i øvrigt såvel nordl. som sydl. er en havnefjendsk klintekyst. Det var åens munding, der udgjorde den opr. naturhavn, hvis plads endnu anes i Nordbassinets sydl. ende, hvor åvandet stadig strømmer ud.

De relativt høje morænelandskaber såvel n. som s.f. Århus-tunneldalen er i de kystnære dele dækket af skove, Ris skov n.f. byen, Torskov, Skåde skov og Fløjstrup skov s.f. denne. Disse kyster kan som før nævnt blive udsat for brændingsbølgernes angreb under sø.storm. Herved er en høj klintekyst blevet udformet. Nedskridende jordmasser og nedstyrtede bøgetræer skaber her kystlandskaber af dramatisk vælde. Stedvis har man ved høfdebygning søgt at stabilisere forholdene. De nedfaldende morænemasser udvaskes i strandzonen. Blokkene bliver liggende her og kan, når der er mange af dem, virke kystsikrende. Grus og sandmasserne følger den alm. lov for materialvandring i bugter: indefter i denne, idet der er læ for alle vinde, der skulle kunne fremkalde en vandring ud igen. Drevet af de skråtindløbende bølger vandrer materialet altså ind i den bugt, der mod v. begrænses af a.s kystlinie, mod ø. af Djurslands sydl. fremspring.

Denne materialvandring langs havstokken i forb. m. risikoen for stormbølger fra sø. er Å.s havneanlæg udbygget til at anticipere. Kunsthavnens indtil 10 m s. 15 dybe bassiner er lukket mod s. Indsejling i såvel Nordhavnen som Sydhavnen og til fiskeri- og lystbådehavnen sker n.fra, og de s.fra kommende sandmassers trussel modvirkes af den østre molearm, der leder denne materialtransport så langt ud, at faren for opfyldning af bassinerne undgås.

N.f. Ris skovs klintekyst, hvor stenalderhavet engang sendte en arm 5–6 km ind i Egå-dalen, har de her aflejrede grus- og sandmængder opbygget et oddesystem, der, efterhånden som ny strandvolde blev svejset til på ydersiden, udviklede sig til et fed, Vejlby fed. Ved fed forstås en marin forlandsdannelse foran en bugt, der som følge af kampen ml. havbølgernes opbyggende virke og det udstrømmende åvands transportevne vokser i bredde nær yderenden, fordi udgående strøm i udløbet fra fjorden hindrer en tangedannelse. Det er dette fed, der ved sin vækst har tvunget Egå’s udløb n.på. Denne lave strandvoldsslette er nu et tætbebygget forstadsområde til Å.

Den sydl. del af a.s kyst har ikke sa. bugtkarakter som den nordl. Klinterne ved Ajstrup strand, Rude plantage og Dyngby Hoved kan ikke i højde og landskabelig vælde konkurrere m. de nordl. i Skåde skov. Havne- og besejlingsmuligheder er heller ikke så gunstige. Ud for Norsminde er der således på Hesbjerg grund og Kysing hage 1500 m ud til 6 m’s vanddybde, og Norsminde flak, 3–4 km ude, har på de læge steder kun ca. 2 m vand. Selv om render m. dybere vand fører ind ml. disse udstrakte flak, er den tragtformede bugt ved Norsminde dog inderst inde meget lavvandet, kun 1–2 m, idet grus og sand fragtes indefter, hvor disse masser giver anledning til odde- og feddannelser, der indsnævrer indløbet til Kysing nor. For vor tids skibstyper har den gl. havneplads mistet betydning. Selve norets areal er væsentlig indskrænket, idet den sydl. halvdel, Kysing fjord, er inddæmmet og holdes tørt ved pumpning, så det nu udgør en ca. 3 km² stor polder.

Ml. Tunø og Jylland er der flere flakområder. Umiddelbart v.f. øen det store fladvandede område m. barreøen Tunø Knob. På Hov Røn længere s.på er der kun få m vanddybde, men en 6–10 m dyb rende muliggør sejlads tæt ind under kysten, hvor en gravet og afmærket rende leder ind til Hov havn. Her i a.s sydl. del, hvor de dominerende, lave moræneflader fortsætter jævnt skrånende ud under havoverfladen som Søgrund og Skomagergrund, er der 4 km og mere ud til 6 m dybt vand. Kysterne er typiske fladkyster m. sandbarrer foran kystlinien på det lave vand, hvor indløbende bølger brydes langt fra land.

Litt.: V. Milthers. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen, DGU. III. Rk. Nr. 28. 1928. Keld Milthers. Stenene og det danske Landskab. 1941. Sa. Ledeblokke og Landskabsformer, DGU. II. Rk. Nr. 69. 1942. Poul Harder. En østjydsk Israndslinie. 1908. S. A. Andersen. Det danske Landskabs Historie. 1933. C. H. Bornebusch og K. Milthers. Jordbundskort over Danmark, DGU. III. Rk. Nr. 24. 1935. Mathias Møller. Vor Hjemstavns Tilblivelse, ØstjyHj. 1936. 13–24. Niels Nielsen og Axel Schou. Afsnit Landet. Trap. Bd. I, 1. Axel Schou. Landskabsformerne. Atlas over Danmark. I. 1949. Louis E. Grandjean. Søkortets Stednavne. 1945. Den danske Havnelods, udg. af Det kgl. Søkortarkiv. 1958. Aage Aagesen. Befolkningen. Atlas over Danmark. Bd. II. 1961. Aage H. Kampp. Landbrugsgeografiske studier over Danmark. D.K.D.G.S.s kulturgeografiske Skrifter. Bd. 6. 1959. H. V. Clausen. Det danske Landskab. 1926. Viggo Hansen. Natur og Landskab, i Danmark før og nu, bind II. Østjylland. 1953.

Skovene.

Skovarealet er 1951 opgjort til 7222 ha (skovprocent 9,0). Det bevoksede areal er 6629 ha, hvoraf bøg dækker 2487 ha, eg 377 ha, ask 380 ha, andet løvtræ 506 ha, rødgran, sitkagran og ædelgran 1632 ha, skovfyr og lærk 217 ha, gran og bjergfyr i blanding 259 ha, bjergfyr 17 ha og andet nåletræ 27 ha. Blandede bevoksninger og krat indtager 727 ha. Af det samlede bevoksede areal er ca. 56% bevokset m. løvtræ. Antallet af skove er opgjort til 836, men heraf er de 817 på under 50 ha og heraf igen 723 på under 5 ha. De 19 største ejd. indtager 5133 ha. Kommunale skove og plantager dækker 726 ha. Der er 9 præsteskove på 146 ha og 822 private skove og plantager på 6350 ha. Den årl. hugst (1949/50) er på 39.243 m³, hvoraf løvtræ 24.114 m³ og nåletræ 15.129 m³. Gavntræprocenten er 55,9, og den årl. hugst pr. ha 5,9 m³.

Skov findes spredt over hele a., men det største samlede område strækker sig i en forholdsvis smal bræmme langs Kattegatskysten s.f. Å. Disse skove tilhører overvejende Århus kom. Tættest ligger skovene i øvrigt mod nv., hvor Frijsenborg gods ejer betydelige arealer, samt i omegnen af Odder, hvor de indgår i Rathlousdals besiddelser. De terræn- og jordbundsforhold, skovene befinder sig på, er meget varierende, og træarterne veksler hyppigt. I skovene s.f. Å. er bøgen den dominerende trævækst; nogle steder m. fortrinlig udvikling, andre steder, især i de sydl. skove, ikke altid lige god. I Frijsenborgskovene opnår nåletræerne gennemgående særdeles s. 17 god udvikling, hvorimod løvtræernes oftest er noget ringere. I skovene ved Odder udvikler bøgen sig de fleste steder tilfredsstillende, gran derimod lider en del af blæsten og må ofte afdrives, inden modenhedsalder indtræffer.

Østjylland har utvivlsomt i oldtiden og langt op i middelalderen i lighed m. store dele af det øvr. Danmark været dækket af udstrakte skove. Med agerdyrkningens tiltagen gik skovarealet tilbage. Træerne blev mishandlet, og mange skove omdannedes i løbet af middelalderen til krat og hede. Medvirkende hertil var den udbredte græsning af kreaturer, heste og geder, idet ejerforholdet var således, at herremanden (oftest kronen) ejede træerne (skoven), medens græsningen tilhørte bønderne. Mange skove indgik i den kgl. vildtbane i omegnen af Skanderborg, og de store mængder vildt, der færdedes, medvirkede til skovenes ødelæggelse. Dertil kom yderligere de hyppige, fjendtlige indfald. Kronens salg af sine besiddelser, fx. solgtes skovene på Gylling næs omkr. 1660 og skovene under Skanderborg ryttergods 1767, fremmede ligeledes ødelæggelsen, idet køberne for at skaffe penge til betalingen ofte forhuggede skoven. Først m. fredskovsforordningen af 1805 bedredes forholdene, selv om mange år skulle gå, inden dens bestemmelser blev ført ud i livet.

De største skovejendomme i a. er Rathlousdal skovdistr., 830 ha, ejdv. 1963, grv. 804, Århus kom.s skovdistr., 704 ha, vurderet som flere selvstændige ejd.; Åkær skovdistr., 436 ha, ejdv. 708, grv. 278, Gyllingnæs skov, 174 ha, ejdv. 277, grv. 99, Moesgård skov, 160 ha, ejdv. 265, grv. 114, og Vilhelmsborg skovdistr., 133 ha, ejdv. 344, grv. 118. Lisbjerg og Trige skove, der er på tilsammen ca. 175 ha og udgør et samlet skovkompleks n.f. Lisbjerg by, ejes af flere forsk. personer. Frijsenborg skovdistr., hvoraf en del ligger i Å. a., omtales under Skanderborg a.

En del af a.s mindre skove og plantager er tilsluttet den 1944 stiftede Skovdyrkerforening for Århus amt. Medlemstallet er pr. 1/10 1961 375 m. 2325 ha skov.

Litt.: Danske Skovdistrikter. 1961. Skove og Plantager. 1951. Statistiske Meddelelser, 4. rk., 154. bd., 3. h. Henrik Larsen. Østjyllands Skove i Fortiden, ØstjyHj. 1938. 166 ff., 1939. 18–19.

Kulturgeografi.

I Å. a. lever (1960) 221.895 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 275,9 indb. pr. km². Den for da. amter usædvanlig store befolkningstæthed skyldes storbyen Århus, hvor der inden for det geografiske byområde lever 176.924 indb. (1960) el. 79,8% af a.s befolkning på knap 4% af a.s areal. I a. uden for Stor-Århus bor således kun 44.971 indb. el. 62 indb. pr. km². Af befolkningen lever i alt 191.413 indb. el. 86,3 % under bymæssige forhold. A.s befolkning er fordelt på 78.443 husstande; i Stor-Århus går der gennemsnitlig 2,7 indb. på en husstand, uden for Stor-Århus 3,2.

Befolkningens fordeling ses af befolkningskortet overfor s. 9. Man kan her naturligt skelne ml. en landbefolkning, der bor mere el. mindre jævnt spredt el. samlet i husgrupper el. landsbyer, og en bybefolkning, som er samlet i byer og bylign. bebyggelser. Cirklen på kortet, der symboliserer Stor-Århus, omfatter de ved folketællingen 1955 af St.D. anerkendte forstadsbebyggelser (Åby, Vejlby-Risskov og Viby kom., Hasle, Holme og Skåde so. samt Brabrand by). Stor-Århus udgør Jyllands største og Danmarks næststørste bydannelse. Den tætboende, delvis spredtboende befolkning uden om Stor-Århus er også delvis knyttet til det store bysamfund, dels ved at lokale erhvervsvirksomheder arbejder for det urbane marked, dels ved at i s. 18 Stor-Århus beskæftigede pers. vælger deres bosted i landlige omgivelser uden for byen. Egentlig ubeboede områder er sjældne i Å. a.; de største er skovene s.f. Århus og ml. Hinnerup og Hammel. Tyndtbefolkede områder findes bl.a. knyttet til tunneldalenes fugtige bund (sml. landskabskortet overfor s. 16), samt på den afsides halvø Gylling næs. Befolkningen uden for byer og landsbyer viser en meget tydelig tendens til at samle sig på de trafikalt mest begunstigede steder, nemlig langs vejene, hvor der i moderne tid er opstået adsk. helt el. næsten sammenhængende bebyggelser, der dog ikke vil kunne opfattes som bymæssige i dette begrebs traditionelle betydning.

Mange af a.s landsbyer er efter da. forhold ret store, ca. 250–400 indb., og de ligger nogenlunde jævnt spredt over det frugtbare, overvejende lerede morænebakkeland, som omfatter hovedparten af arealet. Også bydannelserne på over 500 indb., altså de på kortet s. 17 m. cirkelsignatur angivne byer, har i reglen en landsbykerne. – M. undt. af Gylling, der er opstået som lokalt centrum i vejnettet, m. et lille, men velafgrænset opland, er alle a.s byer over 500 indb. stationsbyer. Ved erhvervslivets udvikling i 1800t.s sidste årtier skabtes i landdistrikterne et stærkt behov for lokale centrer for handel og industri, og disse opstod normalt på de lokaliteter, hvor transportmulighederne var bedst, d.v.s. ved jernbanestationerne. De fleste af disse bydannelser lever hovedsagelig af lokal oplandshandel, håndværk og småindustri, idet dog enkelte har bev. så meget af den gl. landsbystruktur, at landbrug stadig er et vigtigt erhverv (Gylling o.a.). Odder, der ligger i et frugtbart område uden købstæder, har allr. tidligt udviklet sig til et vigtigt handels- og industricentrum m. væsentlige, købstadsmæssige funktioner; den er a.s eneste jernbaneknudepunkt uden for Å., a.s næststørste by og en af Danmarks største byer uden købstadsrettigheder. Hov er den eneste egentlige havn uden for Å., men har desuden dele af både landsbyens og stationsbyens struktur.

Som en naturlig konsekvens af storbyen Å. finder man adsk. steder en større sommerhusbebyggelse, især langs kysterne, ved søer og skove samt ved tunneldalenes skrænter.

Af a.s befolkning (1950) lever 12,3% af landbrug, skovbrug, fiskeri og gartneri, 40,0% af industri, håndværk og byggeri, 15,6% af handel, 8,9% af transport, og 9,8% af administration og liberale erhverv, 11,8 % er uden erhverv, hovedsagelig rentiers og pensionister.

Erhvervsstrukturen i Å. a. varierer fra den industrielt udbyggede region ved Stor-Århus til udprægede landbrugskommuner, der mest udpræget findes i a.s sydl. halvdel. I de 28 af a.s 37 kom. er landbrug hovederhvervet. Uden for Århusegnen er Odder den eneste, hvor industri er det vigtigste erhverv.

Landbrugsarealet i a. omfatter i alt 75,8% af totalarealet (1960) el. noget mere end gennemsnittet for Danmark (se også afsnittet Statistik, s. 20). De eneste større områder uden landbrug er byområdet Å. og de ovf. nævnte skove. Hele a. må henregnes til den østdanske landbrugsregion, hvor byg er hovedkornarten, men hvor der desuden er en forholdsvis stor hvededyrkning. Å. a. er det eneste jy. a., hvor hvede dyrkes på mere end 10% af kornarealet i samtl. so. Dyrkningen af havre og af rug er ikke ringe, men dog mindre end landsgennemsnittet i forhold til a.s areal. Derimod er avlen af blandsæd særdeles ringe. Kornafgrødernes udbytter pr. ha er lige så store som på Øerne; de er højest på Odder-egnen.

Af rodfrugterne er kålroer vigtigst, men også avlen af foderroer er meget s. 19 stor. Ret betydelig er desuden dyrkningen af sukkerroer til foderbrug. Kartoffelproduktionen er påfaldende lille, fordi jorderne stort set er for lerede til, at denne afgrøde betaler sig. Stor-Århus får sit forbrug af kartofler dækket fra sandjorderne længere v.på. Rodfrugtdyrkningens udbytte pr. ha viser lign. forhold som kornavlens. De fleste år er Å. a. det a. i Jylland, der når de største høstudbytter, målt i afgrødeenheder. Erhvervsfrugtavlen er ret betydelig, størst i egnen omkr. Å. by, der også aftager største delen af produktionen.

Det betydelige hornkvæghold karakteriseres derved, at både den røde da. malkerace og den sortbrogede race er alm. udbredt. Mejeribruget er højt udviklet; selv om det i første række tjener det lokale konsum, især i Stor-Århus, bliver en anselig del af mælken oparbejdet til smør og ost m. eksport for øje. Svineholdet er stort og nogenlunde jævnt fordelt over a.s landbrugsegne. Det sa. gælder hønseholdet.

Skovbruget er kun af ret ringe betydning, og heller ikke fiskeriet spiller nogen større rolle. A.s vigtigste fiskerihavn er Å., og desuden landes mindre mængder i Hov og Norsminde. Stor-Århus modtager dog største delen af sit forbrug af fisk andetstedsfra, mest fra Djursland (Grenå o.a.). Fiskeriet drives i det nordl. bælthav, hvor ål, rødspætter og torsk er de vigtigste fangster.

Mineralproduktionen indskrænker sig til ler til teglværksbrug, m. et centrum ved Å. til byens forbrug. A. er fattigt på tørv.

Industrien er a.s vigtigste erhverv, og Å. er Danmarks tredievigtigste industriby (efter Kbh. og Odense). Mens der spredt i a. findes et stort antal mindre industrivirksomheder, der arbejder for de lokale markeders forsyning m. forbrugsvarer, ligger der i Stor-Århus et betydeligt antal større fabrikker, der arbejder for et landsomfattende markeds og udenlandske markeders forsyning m. specielle produkter. Af a.s samlede industribefolkning (forsørgere + forsørgede) lever (1950) 84,3% i Stor-Århus. For a. som helhed er metalindustrierne vigtigst (maskinfabrikker, flydedok m.m. i Å.), men også levnedsmiddelindustri, trikotageindustri, konfektion, kemisk industri (oliefabr., gummifabr.), træindustrier, grafisk industri o.m.a. er betydelige industrigrene. Stort set må det fremhæves, at industrien i Å. a. udmærker sig ved sin mangesidighed.

Den østjy. længdebane Frederikshavn-Ålborg-Å.-Fredericia løber gennem a.s nordl. del, men de gennemgående tog standser her normalt kun i Å. Foruden lyntogs- og hurtigtogsforb. til og fra Kbh. fører denne linie de internationale togforb. ml. Hamburg og Sverige-Norge. Mens denne jernbanes betydning hovedsagelig ligger i langdistancetransporterne, er a.s øvr. jernbaner udprægede oplandsbaner m. overvejende lokale transportopgaver. Jernbanen Å.-Grenå er statsbane, mens Å.-Odder-Hov-banen (Hads-Ning hrdr.s jernbane) og Horsens-Odder banen er privatbaner. Den nu nedlagte jernbane Å.-Hammel-Thorsø var ligeledes privatbane.

Vejnettet i Å. a. er tæt og vejenes kvalitet overvejende fin. Hovedvej A 10 (Skagen-Randers-Å.-Skanderborg-Kruså-grænse), der i a. er lig Europavej E 3 (Norge-Frederikshavn-Å.-Kruså-Paris-Lisboa) går gennem a.s nordl. del. Hovedvej A 15 (Grenå-Å.-Silkeborg-Herning-Ringkøbing) forløber ligeledes i den nordl. del af a.

Fra Å. opretholder statsbanerne bilfærgeforb. mindst 4 gange daglig til Kalundborg, m. i hvert fald 1 dagligt anløb af Kolby Kås på Samsø. En privat bilfærge supplerer denne trafik, dog uden anløb af Samsø. Også Tunø forbindes m. omverdenen s. 20 over Å., og desuden m. bilfærge m. Samsø (Mårup) og Hov. Desuden findes bilfærgeruter ml. Å. og Halmstad samt ml. Å. og Oslo. D.F.D.S. opretholder en daglig natforb. m. direkte skib Å.-Kbh. samt eksportruter fra Å. til Storbritannien.

Å. lufthavn ligger ved Tirstrup i Randers a. (se VII. 990). Der er herfra 5 daglige forb. til Kastrup lufthavn ved Kbh. (flyvetid 45 min.). En flyveplads til mere lokalt brug findes ved Kirstinesminde på Skejby mark.

Naturfredning. I Å. a. findes relativt få større fredede arealer. Dette kan sættes i forb. m., at den gl., stabile bebyggelse og den intensive udnyttelse af jorden tidligt og effektivt har præget landskabet. Vor tids fredningsbestræbelser i a. har derfor især været rettet mod kulturmindesmærker og disses nærmeste omgivelser samt mod bevarelsen af rekreative områder.

I nærheden af Å. har man tilvejebragt 3 s.k. rekreativt betydningsfulde felter, nemlig ved mundingen af Egå (Randers a.), Brabrand sø m. omgivelser og et park- og skovområde ved Moesgård, Mårslet so. Et storslået bakkeland n.f. Horsens fjord i Falling so. og spidsen af Tunøs østl. halvø er egl. landskabsfredninger. De mange kirker, storgårde og oldtidsmindesmærker er centre for små, men landskabeligt og kulturhistorisk virkningsfulde fredninger.

Litt.: Sv. Unmack Larsen. Omkring Naturfredninger i Århus Amt, ØstjyHj. 1953. 115–32.

Statistik.

Amtets areal var 1/4 1961: 80.439 ha. Af dette areal udgjorde Århus – amtets eneste kbst. – 1981 ha; fra 1/4 1962 er yderligere Skejby og Lisbjerg so. samt dele af Hasle so. og Tilst so. – i alt 1911 ha – indlemmet i Århus kbst.

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal (1951) – 80.344 ha – udgjorde landbrugsarealet 61.334 ha, gartnerier og frugtplantager 723 ha, skove og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger) 7456 ha, bebygget grund og gårdsplads 2848 ha, private haver 2357 ha, gader og veje, jernbaner, grøfter, hegn m.v. 2526 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 1408 ha, tørvemoser 1002 ha, heder, klitter, sumpe, stenmark olgn. 96 ha og vandarealer 594 ha.

1962 var fordelingen af landbrugsarealet – i alt 60.244 ha – flg.: vinterhvede 2573 ha, vårhvede 468 ha, vinterrug 2783 ha, vårrug 106 ha, byg 21.978 ha, havre 2644 ha, blandsæd 535 ha og bælgsæd 85 ha; endv. kartofler 134 ha, foderroer 9063 ha, sukkerroer til fabr. 89 ha, gulerødder 4 ha, frø 1494 ha, grønsager på friland 183 ha, industriplanter m.v. 968 ha, brakarealer 129 ha og græs- og grønfoderarealer i omdriften 11.016 ha og endelig græsarealer uden for omdriften 5985 ha og læggepladser for tørv 7 ha.

Af landbrugsarealet udgjorde kornarealet godt halvdelen og 2/3 heraf var byg; de øvr. kornarealer var ret nær lige store, dog således at de samlede hvedearealer (vinter- og vårhvede) var lidt større end rugarealerne, der igen var lidt større end havrearealerne.

Høstudbyttet var 1962: 3,1 mill. afgrødeenheder (hver lig foderværdien af 100 kg byg), hvoraf 1,2 mill. kerne af korn, 0,3 mill. halm, 0,8 mill. rodfrugter og 0,9 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsvurderingen 1956 udgjorde den samlede ejdv. i Å. a. 2291 mill. kr., hvoraf for ejd. i Å. kbst. 1256 mill. kr. og landkommunerne 1035 mill. kr.

Af ejendommene i a.s landkommuner var 45 større landbr. på mindst 12 tdr. hartk. m. i alt 1153 tdr. hartk. (areal: 6844 ha, ejdv. 23,5 mill. kr.), 2853 bøndergde på 1–12 tdr. hartk. m. i alt 9036 tdr. hartk. (areal: 50.884 ha, ejdv. 217,2 mill. kr.) og 1662 landbrugshuse (landejendomme på 1 ha og derover og m. under 1 td. hartk.) m. i alt 925 tdr. hartk. (areal i alt 7707 ha, ejdv. 38,8 mill. kr.). Bl. de øvr. ejd. i a.s landkom. kan nævnes 11.990 ejd., udelukkende til beboelse, til en samlet ejdv. på 423,3 mill. kr., og 1717 forretningsejendomme m. el. uden beboelse m. en samlet ejdv. på 95,9 mill. kr., stats- og kommunale ejd. olgn. 66,3 mill. kr., fabrikker, møller, kroer, hoteller 58,3 mill. kr. og andre ejd. 111,6 mill. kr.

Af Å. kbst.s ejdv. faldt 806,2 mill. kr. på beboelses- og forretningsejendomme (deraf 3,7 mill. kr. på kommunale beboelsesejendomme og 240,5 mill. kr. på andre kommunale samt statsejendomme og andre ejd. m. fritagelse efter § 8), 132,4 mill. kr. på fabrikker og lagerbygn. og 77,2 mill. kr. på andre vurderinger.

Hysdyrhold. Af husdyr fandtes 1962: 1926 heste, 83.561 stk. hornkv., deraf 36.585 malkekøer, 235 får, 171.073 svin, 446.417 høns, 149 kalkuner, 22.560 ænder og 5042 gæs.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. Der var juli 1962 beskæftiget 2158 landbrugsmedhjælpere og 153 løse daglejere olgn. Den i a. i landbrugsåret 1961–62 beskæftigede arbejdskraft svarede til 2242 helårsarb.; heraf var 1455 faste fremmede medhjælpere, 564 voksne børn og slægtninge og 223 daglejere olgn. Hertil kom indehavernes og deres ægtefællers og mindreårige børns arbejde, der tilsammen svarede til 3715 helårsarbejdere.

Malkemaskinanlæg fandtes 1962 på 3002 ejd. i a. og traktor på 2747 ejd., i alt var der i a. 3150 traktorer, 337 mejetærskere og 584 grønthøstere. Ensilagebeholdere fandtes (1958) på 1981 ejd. og jordkuler på 154 ejd.

Befolkningen. Der var ved folketællingen 26/9 1960 i Å. a. 78.443 husstande m. 221.895 indb. (1801: 25.164, 1850: 41.142, 1901: 98.016, 1930: 148.169, 1955: 210.409); deraf havde i 1960 Å. kbst. 46.029 husstande m. 119.568 indb. el. 53,9 pet. (1801: 4102, 1850: 7886, 1901: 51.814, 1930: 81.279 og 1955: 118.943); hertil kommer i Å.s forstæder 1960 18.547 husstande m. 57.356 indb. (samt 95 husstande m. 310 indb. i forstadsbebyggelsen Egå Bro i Randers a.) og i andre bymæssige bebyggelser i landkommuner 5026 husstande m. 14.489 indb. I de egl. landdistrikter var der herefter 1960: 8841 husstande m. 30.482 indb.

Befolkningen i a. var 1950 fordelt på flg. erhvervsgrupper: 24.375 levede af landbr. m.v., 79.262 af håndværk og industri, 30.824 af handel og anden omsætning, 17.566 af transportvirksomhed, 19.492 af administration og liberale erhverv og 23.317 af aldersrente, pension, formue olgn.; 3431 havde ikke givet oplysning om erhverv.

Ved den 1948 afholdte erhvervstælling var der i a. 4716 håndværks- og industrivirksomheder, der i alt beskæftigede 36.853 pers., nemlig 32.861 i Å. kbst. m. forstæder, 2121 i bymæssige bebyggelser i øvrigt i landkommunerne og 1871 i de rene landkom. Maskinkraften i a.s virksomheder var i alt 69.582 h.k.

Der var i a. 555 engros- el. dermed beslægtede virksomheder m. i alt 3759 beskæftigede og en omsætning på 543,5 mill. kr., 2649 detailvirksomheder m. 7515 beskæftigede og en omsætning på 319,5 mill. kr. og endelig 345 hoteller og restaurationer med 2400 beskæftigede og en omsætning på 35,3 mill. kr.

Der var juni 1961 i Å. a. 38 personautomobilruter m. en samlet længde på 835 km, betjent af i alt 120 vogne m. 6809 pl. (inkl. 3193 ståpladser). Der kørtes ugentlig 6543 ture (tur-retur), der i alt omfattede 170.000 km.

Finanser. Amtskommunernes finansielle forhold 1/4 1960–31/3 1961.

Af Å. amtsrådskreds’ driftsindtægter 1/4 1960–31/3 1961 – i alt 5.883.000 kr. – var de væsentligste poster: grundskyld 3.273.000 kr., ejendomsskyld 1.834.000 kr. og statstilskud til nedsættelse af grundskyld 646.000 kr. Af driftsudgifterne – i alt 5.718.000 kr. – kan nævnes medicinalvæsen 3.119.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra staten til nedsættelse af amternes sygehusudgifter), vejvæsen og snekastning 962.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra vejfonden m.v.), bidrag til amtsskolefonden 281.000 kr., forsorgsudgifter 188.000 kr., rets- og politivæsen 66.000 kr. og administration 292.000 kr.

A.s formue androg 31/3 1961: 29,6 mill. kr., hvoraf i sygehuse 21,0 mill. kr. og i andre faste ejd. 2,0 mill. kr., a.s gæld var 5,7 mill. kr.

Ejendomsskyldpromillen til amtskom. var (efter statstilskud) 1961/62: 9,81, henimod 20 pct. lavere end gennemsnittet for samtl. landets amter, grundskyldpromillen for landejendomme 5,66, for andre ejd. 8,0, henh. ca. 15 og ca. 13 pct. under gennemsnittet for landet.

M.h.t. de finansielle forhold for sognekom. i Å. a. under ét kan det nævnes, at af de samlede løbende indtægter 1960/61, i alt 44.359.000 kr., var skatter og afgifter 42.630.000 kr., deraf grundskyld 5.245.000 kr., grundstigningsskyld 378.000 kr., ejendomsskyld 2.934.000 kr., opholdskommuneskat 33.343.000 kr., erhvervskommuneskat 23.000 kr., aktieselskabsskat 371.000 kr. og andre afgifter 292.000 kr.

Af kommunernes løbende udgifter, i alt 31.131.000 kr., var de vigtigste flg.: sociale udg. 12.244.000 kr., undervisningsvæsen 7.181.000 kr., biblioteksvæsen 452.000 kr., vej- og kloakvæsen 3.587.000 kr., snekastning 274.000 kr., brandvæsen 221.000 kr., administrationsudgifter 3.835.000 kr. og endelig renter af lån 2.011.000 kr.

Kommunernes samlede formue 31/3 1961 var 136,6 mill. kr., hvoraf værdipapirer 54,7 mill. kr. og faste ejd. 81,9 mill. kr., kommunernes samlede gæld var 33,2 mill. kr.

Inddeling.

A. omfatter købstaden Århus og herrederne Hasle, Vester Lisbjerg, Sabro, Framlev, Ning og Hads.

Anm. I tallene for det samlede areal i de enkelte kommuner er der taget hensyn til de 1962 foretagne ændringer i kommuneinddelingen.

Amtsrådet har 11 medl., hvoraf ved valget i marts 1962 5 tilhørte Socialdemokratiet, 4 Det konservative Folkeparti og 2 Venstre.

M.h.t. valg til Folketinget omfatter Å. a. flg. opstillingskr.: 1) Odder, 2) Århus (midt), 3) Århus ndr., 4) Århus sdr. og 5) Skjoldelev.

I kirkelig henseende hører a. under Å. stift og omfatter 1) Århus kbst.s og Hasle hrd.s provsti s. 23 m. 14 pastorater, 2) Hads og Ning hrdr.s provsti m. 19 pastorater og 3) Sabro, Vester Lisbjerg og Framlev hrdr.s provsti m. 13 pastorater samt 4) Tunø pastorat af Samsø og Tunø provsti.

I jurisdiktionel henseende er a. delt i flg. retskr.: 1) Odder retskr. m. tingsted i Odder, 2) Århus byret (tingsted i Å.), 3) Å. ndr. herredsret (tingsted i Å.), 4) Å. sdr. herredsret (tingsted i s. 24 Å.) og 5) en del af Hammel retskr. (tingsted i Hammel); endv. er a. delt i flg. politikr.: 1) Odder, 2) Århus samt 3) en del af Hasle m.fl. hrdr.s politikr., der også omfatter mindre dele af Skanderborg, Randers og Viborg a.

A. udgør Å. amtslægekr., der omfatter 2 lægekr.: 1) Århus og 2) Marselisborg-Hads, begge m. kredslæge i Å.

A. hører under 5. udskrivningskr., udskrivningsområde VII, der også omfatter Skanderborg a. samt dele af Holbæk a. (Samsø) og dele af Vejle, Randers og Viborg a.

A. udgør Å. amtstuedistr. m. amtstue i Å., hvorunder også hører en mindre del af Randers a.

A. er delt i 3 skattekr.: 1) Århus, 2) Hads og Ning hrdr.s og 3) V. Lisbjerg m.fl. hrdr.s.

M.h.t. vurdering af a.s ejd. udgør a. Å. amtsskyldkr., der er delt i 6 vurderingskr., nemlig 1) V. Lisbjerg m.fl. hrdr.s vurderingskr., 2) Ning hrd.s vurderingskr., 3) Hasle hrd.s vurderingskr., 4) Hads hrd.s vurderingskr., 5) Å. ndr. vurderingskr. og 6) Å. sdr. vurderingskr.

Århus amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Dr. phil. Geert Winther (V); bankkass. C. R. Otterstrøm (NL); godsejer Chr. Dahl (NL).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Odder-kredsen: dr. phil. Geert Winther 1849–84 (V); red. Viggo Bjørnbak 1884–92 (V); gdr. Chr. Leth Espensen 1892–98 (V); lærer, gdr. N. K. Nielsen-Grøn 1898–1909 (V); læge H. C. Hegelund-Lange 1909–10 (VR); red. Carl Jacobsen 1910–13 (S); læge H. C. Hegelund-Lange 1913–18 (V).

b) 1. Århus-kreds: bankkass. C. R. Otterstrøm 1849–52 (NL); byfoged Hother Hage 1852–53 (NL); godsejer C. P. R. Ingerslev 1853–54 (H); overretsprok. J. E. Damkier 1854–55 (NL); kommandør, sen. minister C. E. van Dockum 1855–58 (H); borgm. C. E. Hertz 1858–61 (H); kbmd., konsul J. M. Mørk 1861–73 (H); godsejer, sen. minister H. P. Ingerslev 1873–76 (H); gdr. H. P. Hansen 1876–79 (V); godsejer, sen. minister H. P. Ingerslev 1879–84 (H); dr. phil. V. Pingel 1884–92 (V); overretssagf. E. A. V. F. Reisz 1892–98 (H); overretssagf. J. Høegh-Guldberg 1898–1901 (H); red. Peter Sabroe 1901–13 (S); kommunelærer Albert Stilling 1913–18 (S).

c) 2. Århus-kreds: red. Harald Jensen 1895–1906 (S); maskinarbejder F. Samuelsen 1906–18 (S).

d) Skjoldelev-kredsen: gdr. J. M. Blach 1849–52 (Centrum); gdr. Jens Pedersen 1852–61 (V); højskoleforstander E. M. Rotwitt 1861–64 (V); landinsp. Welling Erichsen 1864–66 (V); højskoleforstander E. M. Rotwitt 1866–72 (V); lærer Niels Jensen 1872–79 (V); gdr. J. C. Hummeluhr 1879–90 (V); red. Harald Jensen 1890–92 (S); gdr. Søren Kjær 1892–93 (V); gdr. Jens Jensen-Lyngaa 1894–95 (V); lærer Jens Nielsen-Jeksen 1895–1909 (V); husmand Johs. Pedersen 1909–18 (S).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Husmand Johs. Pedersen 1918–20 (S); fhv. kommunelærerinde Karen Ankersted 1918–20 (KF); kommunelærer Albert Stilling 1918–21 (S); læge H. C. Hegelund-Lange 1918–22 (V); red. M. Simonsen 1918–31 (S); førstelærer Peder Kammersgaard 1918–35 (S); lensgreve Bent Holstein 1920–32 (KF); red. Carl Jacobsen 1921–24 (S); dyrlæge C. Edv. Hedelund 1922–32 (V); husmand Jens Madsen 1924 (S); statshusmand J. K. Jensen-Lillering 1924–26 (S); kbmd. Axel B. Lange 1924–26 (KF); kommunelærer Axel Sneum 1924–49 (S); dr. phil. Axel Dam 1926–29 (DR); prof. Sigurd Orla-Jensen 1926–29 (uafh.); sgpr. A. Geert-Jørgensen 1929–32 (DR); statshusmand J. K. Jensen-Lillering 1929–45 (S); forretningsfører, sen. minister Chr. Christiansen 1932 (S); statshusmand C. E. Siegfredsen 1932–35 (V., sen. Frie Folkeparti); forretningsfører Leonhard Hansen 1932–47 (S); højesteretssagf. Henning Hasle 1932–43 (KF); typograf Thomas Pedersen 1935–36 (K); red. Holger Eriksen 1935–45 (S); murerarbejdsmand, sen. minister Alfred Jensen 1936–43 (K); civiling. Otto Kier 1939–45 (KF); lærer Harbo Andersen 1943–45 (S); prof., sen. minister Flemming Hvidberg 1943–59 (KF); murerarbejdsmand, sen. minister Alfred Jensen 1945–60 (K); lærerinde Elin Appel 1945–50 (V); skoleinsp. Gudrun Hasselriis 1945–47 (KF); overlæge Viggo Starcke 1945–47 (DR); red. Holger Eriksen 1947 – (S); fabr. Robert Funck Jensen 1947–50 (DR); statshusmand J. K. Jensen-Lillering 1947–50 (S); skoleinsp. Gudrun Hasselriis 1949 (KF); forretningsfører Leonhard Hansen 1949–56 (S); maskinarbejder Peter Jørgensen 1950– (S); maskinarbejder Th. Mikkelsen 1950– (S); skoleinsp. Gudrun Hasselriis 1950–53 (KF); red. Jakob Martin 1950–60 (V); s. 25 mekaniker Carl Kjelgaard Iversen 1950–53 (DR); landpostbud Aage Knudsen 1953– (S); dir., civiling. Svend Aage Fanger 1953– (KF); maskinm. Waldemar Laursen 1957– (S); disponent Niels Andersen 1957–60 (DR); journalist fru Ellen Strange Petersen 1959– (KF); landsretssagf., fhv. minister Per Federspiel 1960– (V); landssekr. Holger Vivike 1960– (SF).

Åndelige rørelser.

Der mærkedes i årene forud for enevældens fald ingen større åndelige rørelser i befolkningen, hverken politiske el. religiøse. Den gudelige vækkelse hos »de stærke jyder« i egnen omkr. Vejle og Horsens sendte ingen udløbere ind i a. Jordbunden var dog beredt, og den folkelige vækkelse, der blev et resultat af begivenhederne 1848, skabte i løbet af få år en stærk bevægelse bl. a.s bondebefolkning. Ved valget til den grundlovgivende rigsforsamling blev dr. Geert Winther, der havde gået i skole i Å., valgt til Odder-kredsens repræsentant, og han fastholdt kredsen indtil 1884. Geert Winther sluttede sig til bondevennernes venstre fløj og stod Tscherning nær, og i fællesskab gennemagiterede de a. og fandt tilslutning til en udpræget demokratisk politik, vendt mod embedsstanden og dennes nationalliberale ideer. 1855 fik de i vendelboen Lars Bjørnbak, der havde nedsat sig i Viby, en kraftig forbundsfælle. Bjørnbak stiftede 1857 Viby højere landboskole og lagde i sin undervisning afgørende vægt på kundskabsmeddelelse. Gennem blade som Nørrejydsk Tidende og fra 1866 Århus Amtstidende søgte man – og m. held – at stimulere bondestandens selvfølelse og på et rent rationalistisk grundlag at give den den åndelige ballast, der var nødvendig, for at den kunne frigøre sig fra embedsstandens og borgerskabets tidl. formynderskab. Bjørnbak, der hidsigt bekæmpede grundtvigianismen, kunne dog ikke i længden holde den grundtvigske bevægelse ude fra a. 1866 oprettede dr. Jens Nörregaard Testrup folkehøjskole (Mårslet so.), og sa. m. Christoffer Bågø skabte han en skole, der trak mange elever til sig fra nær og fjern. Ml. skolelederne på Testrup og i Viby udkæmpedes mangen en bitter åndelig dyst, og ringene herfra bredte sig ud over a. Den grundtvigske højskolebevægelse fik også andre faste punkter i a. 1889 opret. A. Kr. Dolleris en meget besøgt skole i Odder. Også i andre so. opstod mindre, grundtvigske skoler. De grundtvigske, kirkelige ideer slog ligeledes rod i a. I henved to menneskealdre virkede den kendte pastor Otto Møller i Gylling, og såvel hans prædikener som hans skrifter nåede vidt omkr. 1874 opstod Bering valgmenighed, og i midten af 1880erne skabte J. V. Malling en betydelig valgmenighed i Odder. Omtr. på sa. tid begyndte forsamlingshusene at skyde op, og i de flg. tiår byggedes disse folkelige mødesteder ide fleste so. Det af pastor N.J. Laursen 1882 stiftede Aarhus Folkeblad var i årene op imod århundredskiftet den grundtvigske bevægelses bladlige organ i a. Også Indre Mission begyndte at virke omkr. i so., men bevægelsen opnåede aldrig nogen større betydning. Derimod fik afholdsbevægelsen et ret godt tag i befolkningen.

Fra beg. af 1880erne opstod en socialdemokratisk bevægelse i Å. omkr. Harald Jensen og hans blad Demokraten (grl. 1884). Agitationen førtes også ud over bygrænsen, og det vakte opmærksomhed over det ganske land, da Harald Jensen 1890 erobrede Skjoldelevkredsen. Kredsen tilbageerobredes allr. 1892 af venstremanden Søren Kjær, og der fandt i de flg. år en vis udsoning sted ml. venstregrupperne, der bl.a. manifesteredes i en sammenlægning 1903 af de to venstreblade. Også den gl. modsætning ml. Venstre og borgerskabet i Å. dæmpedes, men man kunne dog ikke hindre, at det fremrykkende socialdemokrati fra 1901 bemægtigede sig begge Århuskredsene og 1909 på ny Skjoldelevkredsen.

Det århusianske bysamfunds stærke vækst i dette årh. har gjort byen til a.s åndelige centrum. De tidl. så stærke åndelige brydninger i landdistr. mærkes ikke længere så stærkt som før. Også i politisk henseende ligger tyngdepunktet i byen. Socialdemokratiet er a.s førende parti. Det har 5 af a.s 9 repræsentanter, medens et 6. mandat fra 1936–60 blev holdt af kommunisterne, fra 1960 af Socialistisk Folkeparti. Det førende arbejderorgan er stadig Demokraten. Af de resterende 3 mandater besidder Venstre de to, og Aarhus Amtstidende er partiets pol. organ. I bladlig henseende står Det konservative Folkeparti stærkest, idet både Aarhuus Stiftstidende og Jyllands-Posten er konservative blade, der i oplagsmæssig henseende ligger langt over konkurrenterne. Partiet har dog aldrig formået at sende mere end en enkelt repræsentant til folketinget.

Oldtidsbebyggelse.

Å. a. hører til de fattigste, hvad oldtidsmindesmærker angår. Kun i én periode, de første par årh. efter Kristi fødsel, ældre romersk jernalder, har det flere fund end de fleste andre landsdele.

Fra ældre stenalder er her en del bopladser fra ertebøllekulturen, først og fremmest det store Brabrand-fund (Viby so.), men også bopladser fl. andre st. langs kysterne, i Å. by, ved Kysing fjord og langs s.kysten af Hads hrd.

Yngre stenalders stengrave, dysser og jættestuer, har kunnet påvises i et antal af 64, hvoraf kun en brøkdel er bev.; det er ikke mange i forhold til de fleste andre østjy. a. De fleste har ligget i kysthrdr. Ning og Hads. Et smukt fund fra dyssetiden er en skæftet flintøkse fra Borum. Bopladser fra jættestuetiden kendes fra Voldbæk (Brabrand so.) og Ålstrup (Falling so.).

Fra bronzealderen har vi højene, hvoraf der er påvist ca. 900; heraf er dog kun 130 bev. Den frugtbare lerjord har ikke virket særl. tiltrækkende på bronzealderbebyggelsen; til gengæld har den gjort, at et forholdsvis stort antal af de eksisterende høje er blevet sløjfet. De højrigeste so. er Folby m. 56, Brabrand 50, Lyngå 49, Kolt 43, Borum og Søften hver 38; den tætteste bronzealderbebyggelse falder således ikke sa. m. stenalderbebyggelsen; Hads hrd., der er rigest på stengrave, har således meget få høje. Er der således ikke mange bronzealderhøje, har vi til gengæld fra a. et af vore berømteste bronzealderfund: Egekistefundet fra Borum Eshøj m. de velbev. dragter. Fra yngre bronzealder skal nævnes et offerfund fra Nymølle (Lisbjerg so.). Dernæst kendes nogle helleristningssten, dels m. hjulkors (Borum so.), dels m. skålgruber (Gosmer so.).

Fra jernalderens ældste afsnit, keltisk jernalder, har vi foruden nogle urnegrave de store mosefund af bronzeringe fra Amstrup (Falling so.) og Smederup (Gosmer so.). Men fra ældre romersk jernalder er der fundet grave, mest jordfæstegrave m. sæt af lerkar, i næsten hvert eneste so., og også en del bopladser, omend disses hustomter i reglen er ødelagt p.gr.af jordens intensive dyrkning. Nogle af landets største gravpladser fra denne tid har vi i Lisbjerg so.; men også ved Elev, Sandby (Haldum so.) og Saralyst (Skåde so.) har vi ret store gravpladser, og rige grave m. metalsager har vi fra Galten og Oldrup (Hundslund so.). Yngre romertid er langt sparsommere repræsenteret; en gravplads har vi ved Snåstrup (Framlev so.) og en rig grav ved Stjær. Jernalderbønderne har øjensynlig i højere grad end bronzealderfolkene forstået at udnytte den frugtbare jord.

Yngre jernalder har som sædvanligt kun givet sparsomme fund. Fra germansk jernalder har vi de to prægtige guldhalsringe fra Tåstrup (Harlev so.), fra vikingetiden en gravplads ved Brabrand, en grav ved Ingerslev mølle, et møntfund fra Randlev og af enkeltfund det smukke drikkehornsbeslag fra Århus. Så har vi runestenene, hvoraf der kendes 9, hvoraf de 6 er fra Å.; to af dem er prydet m. masker i tidens stil.

Af fredede oldtidsmindesmærker findes der i alt i Å. a.: To langdysser, 6 dyssekamre, en jættestue, 4 langhøje, 130 høje, to bronzealders stenkister og en skålsten.

Litt.: Hans Kjær. Lidt om Aarhusegnens Arkæologi og Røverhøjen, AarbAarh. 1920. 108–26.

Bebyggelse i historisk tid.

I Å. a. er de ældste minder fra hist. tid udelukkende kirker fra den ældre middelalder og opf. af de stenmaterialer, der kendes fra andre dele af Østjylland. Resterne af stiftets ældste domkirke, Skt. Nicolai, er 1955 fremdraget under den nuv. Vor Frue kirke, hvor en krypt fra 1000t. er genfremstillet. Den anden domkirke, Skt. Clemens, blev anlagt i årene o. 1200, placeret helt nede ved strandkanten og udformet som en teglstenskirke af anselige dimensioner m. stærke mindelser om den store sjæll. arkitektur under Valdemarerne, navnlig i de østl. partier. Skibet m. to påbeg. v.tårne rejstes i løbet af 1200t. efter et lidt ændret system, en udpræget hvælvingskirke. Skt. Clemens-katedralen blev bygget for sent til at kunne påvirke de andre kirker i Å. a. Disse udgør ligesom deres andre østjy. fæller en broget masse; de blev i den ældre middelalder opf. dels af hugne granitkvadre (i alt 32, fx. flertallet af kirkerne i Hads hrd.), dels af rå kamp (i alt 19) og dels af frådsten (fem i alt, den ældste Skt. Nicolai-katedral medregnet). Kun et mindretal af landsbykirkerne har haft apsis, men der findes en ret livlig dek. af bygn. i form af søjleportaler og billedkvadre; inspirationen hertil synes snarest at være udgået fra domkirkebyggeriet i Viborg. Der er romanske søjleportaler i Spørring (V. Lisbjerg hrd.), Tilst (Hasle hrd.), Trige (V. Lisbjerg hrd.) og Sjelle (Framlev hrd.). Granitskulpturer, ofte i form af tympanonfelter el. billedkvadre ved karmstenene, træffes i Stjær (Framlev hrd.), Hasle, samt Tulstrup og Tiset (begge i Ning hrd.). Et sjældent eks. på en befæstet kgd. fra Valdemarstiden er i 1940erne fremdraget ved Malling (Ning hrd.). – Højmiddelalderen er meget sparsomt repræsenteret i Å. a.; det smukkeste eks. er den i 1200t. ombyggede Skt. Nicolai kirke i Å. (nu Vor Frue), der genopstod som en unggotisk bygn., og fra sa. tid er dele af det tilhørende sortebrødrekloster, navnlig ø.fløjen. En ny stor byggeperiode beg. i slutn. af 1400t. m. omdannelsen s. 27 af Skt. Clemens-katedralen, hvis kor blev stærkt udv. og omdannet til en treskibet hal, mens midtskibet forhøjedes, og et nyt stort v.tårn tilføjedes, alt i sengotisk tid m. mindelser om nordty. arkitektur, men tillige m. en vis trang til at gribe tilbage til senromanske stilformer, hvad der også kom til at præge en del af stiftets øvr. byggeri henimod reformationen. På denne tid ændredes landsbykirkernes udseende; enten ved ø.- el. v.forlængelser omdannedes en del til langskibe, skønt tallet er mindre end i andre a.; hvælvinger indbyggedes mange steder, ligesom kirkerne i stort tal fik tårne, således alle kirker i Framlev, Ning og Sabro hrd. Bl. det middelald. inventar skal nævnes det kendte gyldne alter fra V. Lisbjerg, nu i Nationalmuseet, men vistnok opr. stammende fra den ældste Skt. Nicolai katedral; endv. de to meget anselige senmiddelald. snitværksaltertavler i Å. Vor Frue og Skt. Clemens kirker.

Af verdslige minder er der kun lidt bev. fra middelalderen, mest i form af voldsteder. Heraf har Framlev, V. Lisbjerg og Sabro hrdr. hver ét; i Hasle hrd. er der ingen. Bedst kendt er Norringris (Folby so., Sabro hrd.) m. sagnagtig tilknytning til Niels Ebbesen; endv. et dobbelt voldsted Bjørnkær (Gosmer so., Hads hrd.). Et rundt voldsted kendes fra Skivholme skov (Framlev hrd.). Firsidede voldsteder findes i Østrup (Trige so., V. Lisbjerg hrd.), Kærsgd. (Hundslund so., Hads hrd.) og Stavtrup (Kolt so., Ning hrd.), det sidste er nævnt 1485. Rester af en kongsgd. fra Valdemarstiden er blevet fremdraget i Viby so. (Ning hrd.), men atter sløjfet.

Også herregårde fra 1600t. og 1700t. er sjældne på disse egne. Fra renæssancetiden kendes ingen. Et par store bindingsværkbygn. er fra 1700t.: Rodsteenseje (Odder so., Hads hrd.), Lyngbygd. (Lyngby so., Hasle hrd.) samt Åkær (Falling so., Hads hrd.). Blandt de grundmurede bygn. er Favrskov (Lyngå so., Sabro hrd.) fra tiden o. 1750, af den tunge, senbarokke type. Fra 1700t.s sen. halvdel, men endnu helt rokokopræget var den nu nedrevne Rathlousdal, opf. af C. J. Zuber, som sen. byggede den mere klassiskprægede Moesgd. Helt i klassicismens ånd er Constantinsborg (Ormslev so., Ning hrd.) og Vilhelmsborg (Mårslet so.).

Det borgerlige byggeri i Å. by var i århundreder præget af bindingsværket, men byens store udv. i ny tid har ramt mange gl. huse. De bedste findes nu på købstadmuseet Den gamle By, fx. Marcus Bechs hus fra 1593 og Borgmestergården fra 1597. Endnu bev. er bindingsværkshuset i Mejlgade 19 og Skolegade 15; lidt sen. er Klostergade 58, Bækkelund i Studsgade, samt to huse i Vestergade 56 og 58 (det førstn. fra 1750), og endelig Skolegade 19, fra 1802. Enkelte gl. grundmurede bygn. kan endnu påvises, om end stærkt ombygget, således et par gavlhuse i Mejlgade og Løveapoteket på Store Torv. Fra slutn. af 1700t. stammer Wistofts gd. (1798), Mejlgade 6 og empirehuset på hj. af Vestergade og Grønnegade. Da anlægget af de jy. baner og af den nye havn gjorde Å. til et trafikalt knudepunkt, gik byen ind i en voldsom udvikling, som tillige skænkede den en del monumentale bygn., fra tiden o. århundredskiftet således Hack Kampmanns hovedværker: Marselisborg slot, toldkammeret, teatret og statsbiblioteket (fra 1963 Statens Erhvervsarkiv). Fra 1900t. stammer Skt. Lucas kirken (af Kaj Gottlob) og den nye banegd., begge i 1920ernes klassiskprægede stil, mens modernismen har fornemme repræsentanter i det store universitetskompleks fra 1930erne, opf. af Kay Fisker og C. F. Møller, og Arne Jacobsens store, nye rådhus.

Århus amt hørte til Åbosyssel m. undt. af Hads hrd., der var en del af Loversyssel. Ved middelalderens slutn. tilhørte Hasle og V. Lisbjerg hrdr. Å. bispestol, som også havde Hads hrd. i forlening. De tre hrdr. blev 1536 en del af det da opret. Århusgård len, som også kom til at omfatte Ning hrd. samt Onsild, Støvring og Nørhald hrdr. Fra 1548 bestod Århusgård kun af Hasle, V. Lisbjerg og Ning hrdr. Hads hrd. hørte fra 1548 under Åkær, bortset fra 1580–88 og 1597–1650, da det var henlagt under Skanderborg len. Til dette hørte fra gl. tid også Sabro og Framlev hrdr., sidstn. var dog et selvstændigt len 1588–97. Ning hrd. hørte under Skanderborg len til 1516, derefter var det selvstændigt, indtil det 1536 blev en del af Århusgård.

1660 blev Århusgård len til Århusgård el. Havreballegård amt, som fra 1671 var forenet m. Stjernholm a., 1671–83 også m. Kalø a. Skanderborg len blev 1660 til Skanderborg a., Åkær len til Åkær a. Disse blev forenet til ét a. 1661. I h.t. resol. af 4/9 1793 og 14/6 1799 oprettedes Å. a., der kom til at bestå af Hasle, Ning og V. Lisbjerg hrdr. af Havreballegård a., Sabro, Framlev, Gjern, Hjelmslev, Tyrsting og Voer hrdr. af Skanderborg a., Hads hrd. af Åkær a., Nim hrd. af Stjernholm a. samt Hids hrd. af Silkeborg a. Vrads hrd. blev henlagt hertil fra Ringkøbing a. ved resol. af 9/3 1824. Amtmanden over Havreballegård og Stjernholm amter var også stiftamtmand m. undt. af tiden 1795–1802, da der var en særl. stiftamtmand, den tidl. amtmand Ove Høegh Guldberg. Fra 1/1 1803 var amtmanden i Å. a. også stiftamtmand. I h. t. resol. af 9/3 1824 blev der gennemført en deling af Å. a., idet Skanderborg a. blev genopret. Hertil blev henlagt Hjelmslev, Gjern, Voer, Nim, Tyrsting og Vrads hrdr. Øen Endelave s. 28 lå indtil 1838 under Hads hrd. men kom da under Nim hrd. og Skanderborg a. De to amter blev på ny forenet fra 1/8 1867 i h. t. bekendtgørelse af 31/7 s.å. Stiftamtmanden fik bopæl i Skanderborg, hvor også amtskontorerne skulle være. Der var dog fortsat tale om to særskilte amtsrådskr.

1904 androg sognerådsforeningen for Gl. Århus a. om, at amtskontorerne måtte blive flyttet til Å., el. at amterne på ny måtte blive delt. I de flg. år kom der nye forslag herom. 1919 behandlede Folketinget spørgsmålet om en deling, men først 1926 skete der en ændring, idet der blev opret. en særlig amtskontorafd. i Å. under ledelse af den kgl. borgm. i denne by, og hertil blev behandlingen af en række sager vedr. Å. amtsrådskr. og Å. by henlagt, jf. indenrigsministeriets bekendtgørelse af 15/6 1926. Først 27/5 1941 fremsatte indenrigsministeren et forslag om, at det tidl. Skanderborg a. skulle genoprettes fra 1/4 1942, og at der herefter skulle være to amtmænd, en i Å., en i Skanderborg. De to amter skulle omfatte hver sin amtsrådskr. Forslaget blev lov 22/12 1941.

A.s hrdr. lå fra gl. tid under Å. stift.

Litt.: (N. Blicher). Bidrag til berigtiget Kundskab om Almue-Oplysningen og Skoleforfatningen i Aarhus Stift. Egeria 2. 1805. 355–63. O. Nielsen. Indberetninger til Dr. O. Worm. DSaml. 1877–79. 142–67. Holger F. Rørdam. Christiern II.s Beskatning af Gejstligheden i Aarhus Stift 1522. Kirkehist.Saml. 1877–80. 562–68. P. J. N. Spandet. Indberetninger om Præstekald i Aarhus Stift, smst. 1889–91. 389–95. Martin Kristensen. Nogle Træk af Aarhus Stifts Tilblivelses og Bebyggelses Historie. AarbAarh. 1908. 6–16. Chr. Heilskov. Gravskrifter og andre personalhistoriske Indskrifter i Gl. Aarhus Amt. JySaml. 1909–10. 379–418, 1914–16. 169–205, 273–304, 485–90. Sa. Fordums Landeveje og Rejseliv i Aa.A. AarbAarh. 1913. 1–46. Joakim Larsen. Landsbyskolerne i Aarhus Stift 1716, smst. 1916. 1–28. Thorvald Madsen. Uddrag af Aarhusbispen Hygoms Visitatsberetninger 1738–64, smst. 1917. 95–107. J. T. Lundbye. Studier over Vejenes Udviklingshistorie i Aa. og Skanderborg Amter, smst. 1925. 129–47. Aug. F. Schmidt. Helligkilder i Å. A., smst. 1926. 1–25. Johs. Tholle. Havebrug i gamle Dage, særlig i Aa. A., smst. 68–100. H. Zangenberg. Gammel Byggeskik i Aarhusegnens Bønderbygninger, smst. 1927. 62–93. Aug. F. Schmidt. Sagn og Tro om Sten i Aa. A., smst. 1928. 154–53. Aage Houken. Om Aarhus-Egnens Stednavne, smst. 1930. 1–25. Aug. F. Schmidt. Folkeminder i Aa. A., smst. 98–102. Sigurd Elkjær. Biskop Peder Hygoms Visitatsberetninger for Aa. A. 1739–52, smst. 174–213. Aug. F. Schmidt. Fra den gamle Landsby, smst. 1933. 1–21. Johannes Tholle. Haver og Havedyrkning i Aa. A.s Byer før 1800, smst. 75–96. Sa. Flora og Folketro i Østjylland, smst. 1937. 111–63. J. Kr. Findal. Aa. A. ØstjyHj. 1936. 133–43. Peter Skautrup. Lidt om østjysk, smst. 1937. 5–9. Thorvald Madsen. Aandelige Strømninger i Aarhusegnen i 1850erne og 1860erne, smst. 1939. 131–40. Chr. Heilskov. Vandmøller i Aa. A. AarbAarh. 1941. 1–17, 1943. 1–21, 1949. 89–95. Kjeld Jensen. Amtsraadsvalg og Amtsraadsmedlemmer i Aarhus Amtsraadskreds gennem 100 Aar. ØstjyHj. 1941. 8–32, 1942. 5–25. Georg Hansen. Skoleholdere i Aarhus Stift i det 18. Aarh. AarbAarh. 1944. 66–86. Kr. Hald. Træk af Aarhusegnens Bebyggelse. ØstjyHj. 1946. 121–34. F. Elle Jensen. Kirkelige Tilstande i Østjylland omkring Aar 1800, smst. 1948. 130–37, 1949. 101–7. Poul Rasmussen. Havne og Leding i Aarhusbispens Skiben. Aarb-Aarh. 1950. 18–25. Aug. F. Schmidt. Fra Kirkelivets Omraade, smst. 120–24. Henning Henningsen. Kirkeskibe i Å. og Skanderborg Amter, smst. 1952. 1–108. Helge Søgaard. Varme og lys i det gamle Å. og på Århusegnen, smst. 1954. 22–51. Aug. F. Schmidt. J. H. Bredsdorffs Beskrivelse af Aa. A. 1827, smst. 1955. 131–39. Poul Rasmussen. De regelbundne landskifter og gårdenes historie i Å. stift, smst. 1956. 5–80. Nanna Voigt. Minder fra Aarhusegnen, smst. 207–14. Peder Jensen. De gamle møller i Å. stift, smst. 1957. 45–50. F. Elle Jensen. Frivillige Menighedsraad i Aa. stift, smst. 161–72.