Maribo amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter Lolland og Falster med øerne Femø, Fejø, Askø, Lilleø, Skalø, Rågø, Rågø Kalv, Vejrø, Lindholm, Vigsø og Suderø i Smålandsfarvandet. Endv. øer og holme i Nakskov fjord: Enehøje, Vejlø, Slotø, Barneholm, Rommerholm, Dueholm, Kåreholm og Kuddeholm. Hertil kommer i farvandet sø.f. Lolland: Hyllekrog, Storeager, Tjørneholm, Kalveholm, Lindholm og i Guldborg sund: Kejlsø, Kalvø, Hjelm ø, Flatø og Barholme. En række tidl. øer nær kysterne er ved de omfattende inddæmninger blevet dele af landarealet fx. i Nakskov fjord og Rødby fjord. A. er helt igennem havgrænset, mod n. af Smålandsfarvandet, Storstrømmen, Sortsø gab og Grønsund, mod ø. og s. af Østersøen og Femer Bælt, mod v. af Langelands Bælt. Guldborg sund’s flodlignende snoede farvand adskiller a.s to hovedøer, der dog trafikalt forbindes af de to vejbroer, ved Guldborg og Nykøbing, samt af jernbanebroen sidstnævnte sted. Storstrømsbroen knytter den direkte vej- og jernbaneforbindelse nordpå, til Masnedø og dermed til Sjælland.

Arealet er 1797,4 km², heraf udgør vandarealet 38,7 km², skovene 185,2 km². M. a.s topografiske særpræg bestemmes dels af de vidtstrakte, åbne, lavtliggende lollandske flader og Falsters mere bølgede morænelandskaber, dels og især af den intense opdyrkning, lersletternes uendelighed af agerfelter, hvis landskabelige s. 582 ensartethed dog adsk. steder brydes af levende hegn og af talrige små skove. M. a.s ydre form karakteriseres af en vis dobbeltnatur: på den ene side hovedøernes kompakte landmasser – Lolland er Danmarks fjerdestørste ø – og på den anden side den stærke opdeling i arkipeler. Den relative kystlængde, 0,35 km pr. km², vidner om det sidste forholds afgørende indflydelse; den overgår selv det stærkt indskårne Holbæk a.s 0,31 km pr. km².

Dybgrundens geologi.

Kun på Hasselø og nv.f. Flintinge når dybgrundens lag i form af skrivekridt op til jordoverfladen. Til trods, for at der således er en ret ringe direkte iagttagelsesmulighed m. h. t. dybgrunden på Lolland og Falster, er vort kendskab til dens forhold dog i mange henseender detaljeret. Dette skyldes navnlig, at der ved udførelsen af vandboringer og ved gravning af brønde er fremskaffet værdifulde oplysninger om de øverste dybgrundsformationer, og at der ved de to dybdeboringer efter olie, som 1952 og 1953 udførtes ved Rødby af Danish American Prospecting Company, er opnået et fremragende indblik i formationerne under skrivekridtet.

Ved udredningen af jordlagenes historie anlægger man som bekendt det simple aktualistiske synspunkt, som går ud på, at formationerne må være opstået på sa. måde, som tilsvarende lag dannes i nutiden, samt at de nederste lag må være ældst og de øverste yngst. Et nøje kendskab til nutidsaflejringerne i havet og på landjorden er således forudsætningen for fortolkningen af jordlagene. Ved hjælp af den aktualistiske betragtningsmåde har man i øvrigt opdaget, at naturforholdene – klima og fordelinger af land og hav indbefattet – må have skiftet temmelig meget gennem de geologiske perioder. At Nordeuropa i istiden flere gange har været dækket af tyk indlandsis er et talende eksempel herpå.

Studiet af jordlagene viser i øvrigt, at der i tidens løb i fjerne jordperioder mange steder på jorden er foregået bevægelser i jordskorpen, idet man træffer lag, som er blevet foldet el. forskudt både vandret og lodret langs opståede spalter. Slutresultatet af bevægelser i jordens faste skorpe er ofte, at lag af forsk. alder er kommet til at ligge ved siden af hverandre på hver sin side af en forskydningszone. Er lagene revet over og forskudt langs en revne, taler man om en forkastning.

Ved betragtningen af M. a.s dybgrundsformationer vil der være rig anledning til at anvende erfaringerne om jordlags dannelse i nutiden både under tempererede himmelstrøg og i mere eksotiske områder, som det vil fremgå af det følgende.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne (se Bd. I) ved basis af istidsdannelserne illustrerer, at der løber en formationsgrænse gennem Lolland fra Nakskov til Nysted og videre gennem Skelby-Gedesby-området på Sydfalster, som deler amtet i det nordl. skrivekridtområde og det tertiære lillebæltler-område s. herfor.

Fra boringer i det øvr. Danmark ved man, at skrivekridtet er aflejret betydeligt før det tertiære lillebæltler. Mange steder i landet har man ved dybdeboringer kunnet påvise dette ved konstateringen af, at skrivekridtet findes under danskekalken, som atter danner basis for de tertiære lag, i hvis lagserie lillebæltleret indgår. Når skrivekridt og lillebæltler nu optræder ved siden af hverandre på Lolland, må dette betyde, at dybgrunden er blevet forskudt på en el. anden måde. Man antager, at skillelinien er en forkastningszone. Jordskorpeblokkene n. og s. herfor har under bevægelserne, som frembragte forkastningen, formodentlig s. 583 både forskubbet sig vandret og lodret. Istidens isbræer har langt senere sørget for, at lagene over skrivekridtet på den højestliggende nordl. blok er blevet slidt af.

Dybgrundsformationernes udvikling indledes bedst med en oversigt over lagene, som er gennemboret ved Rødbyboringerne. Nedenfor anføres boreprofilet for boring nr. 2, idet oplysningerne om lagene dog også bygger på iagttagelser over boreprøverne fra boring nr. 1.

De vulkanske bjergarter, som er truffet nederst i boringen, er således de ældst kendte dybgrundslag på Lolland. Skrivekridtet repræsenterer, som det fremgår af profilet, den yngste formation i boringen. Til trods for at boringen er udført på Sydlolland, findes der altså ikke lillebæltler øverst, således som man skulle vente efter det foregående. Forklaringen er, at dybgrunden ved Rødby er blevet foldet op på et el. andet tidspunkt, som mul. falder sammen med dannelsen af den omtalte forkastning fra Nysted til Nakskov, og længe efter har istidens bræer i et begrænset område høvlet de tertiære lag af lillebæltler af den foldede struktur.

Studiet af bjergartsprøverne har afsløret en meget afvekslende geologisk historie, som fra de ældste (nederste) til de yngste (øverste) lag i meget korte rids kan karakteriseres på følgende måde.

Nedre perm. De vulkanske bjergarter taler deres tydelige sprog om situationen i vor del af verden i det første afsnit af permtiden, som vel ligger 200 mill. år tilbage i tiden. Der har dengang øjensynlig været vulkansk aktivitet over større dele af Europa, idet der også kendes vulkanske formationer af nedre permisk alder i Norge og i Mellemtyskland. Vulkanernes beliggenhed kendes endnu ikke i enkeltheder; det er dog ikke usandsynligt, at der har eksisteret vulkaner på da. område. Da vulkansk lava som bekendt kan brede sig langt uden for udbrudstedet, betyder de vulkanske bjergarter ved Rødby dog ikke, at der nødvendigvis også skal have ligget et udbrudssted for lavaen i umiddelbar nærhed.

Sandstensaflejringerne over de vulkanske bjergarter indeholder store rullesten i deres nederste partier, som gør indtryk af at være stærkt sammenblandede bjergarter. Aflejringsmåden, mangelen på organiske rester og sandstenenes brune og røde farver leder tanken hen på ørkenforhold med sparsomt liv, tørke og tilhørende iltning af bjergarterne. Ved nærmere prøvning af ørkenhypotesen viser den sig at forklare de fleste iagttagelser i bjergarterne. Konglomeraterne nederst kan fx. opfattes som aflejret af dyndstrømme, således som det kan iagttages under de momentane, stærke, men meget sjældne regnskyl i ørkenegne i nutiden.

Store dele af Mellemeuropa har øjensynlig ligget som ørkenområde i permtidens første afsnit; man har fundet aflejringer fra denne periode i N.- og Mellemtyskland og langt ind i Ø.europa.

Øvre perm. Dolomit-, anhydrit- og saltbjergarterne, som danner en mægtig lagserie over nedre perms røde sandsten ved Rødby, fortæller om et særlig ejendommeligt mellemspil i vort lands fortid. Nedre perms ørkenområde har tilsyneladende sænket sig som følge af jordskorpebevægelser, som vel nok foregik jævnt langsomt, men omfattede store dele af Europa. Fra et vist tidspunkt tog havet den derved opståede flade kedel i besiddelse. Ved dette tidspunkt lader man nedre perm slutte og øvre perm begynde. Kalkrev og kalkaflejringer fra øvre perm med rester af et ret rigt dyreliv kendes både i England og Tyskland. De vidner om, at der til at begynde med herskede normale marine forhold i det opståede flade indhav, der strakte sig fra Ø.england over Nordsøen, Holland, Danmark, Nordtyskland til Polen og mul. derfra ind i Ø.europa.

De tykke lag af stensalt og anhydrit samt visse af kalk- og dolomitbjergarterne over de marine kalklag vidner om, at der sen. er indtrådt en kraftig fordampning, et bevis på et meget varmt og tørt klima. Det fordampede vand erstattedes med nyt havvand, som til stadighed strømmede til fra verdenshavet. På denne måde steg saltkoncentrationen i indhavet, opløsningen blev til sidst overmættet, og slutresultatet blev en langvarig udskillelse af dolomit, anhydrit og stensalt, hvis resultat man bl.a. nu ser i lagserien ved Rødby.

Ved afslutningen af øvre perm lukkedes tilførselsvejene fra verdenshavet, og nye kontinentale aflejringer bredte sig over saltbjergarterne.

Nedre trias. Over stensaltserien ved Rødby følger en serie aflejringer bestående af brune lersten og sandsten, som viser, at der efter stensaltbassinets periode igen indtrådte ørkenagtige forhold. Landskabet har mul. kunnet sammenlignes med ørkenagtige saltstepper, således som de i nutiden kendes i de indre områder af Asien.

Af boreprofilet fremgår, at der efterhånden er aflejret betydelige lagmægtigheder. Når aflejringsbassiner er fyldt ud med lag, standser aflejringen normalt. Lagserien ved Rødby er ved sin tykkelse og lagenes sammensætning et bevis på, at jordskorpen har sænket sig permanent under aflejringsperioden. Til slut skete sænkningen så hurtigt, el. aflejringen af lag aftog, således at havet i mellemste trias kunne tage området i besiddelse.

Mellem trias. Studiet af trias-aflejringerne i Mellemeuropa har givet som resultat, at muslingekalkens havindbrud sandsynligvis skete fra sø. fra det daværende Middelhav, som strakte sig mod n. til Karpaterområdet. Det flade nordeuropæiske bassin blev kun delvis overskyllet. England synes ikke at have været berørt af havinvasionen. Der har formodentlig været tale om et ret salt indhav med en noget fattig bløddyrfauna at dømme efter forsteningerne, som man navnlig har kunnet studere i Tysklands muslingekalk. I lagene ved Rødby er i boring 1 fundet enkelte ret dårligt bevarede forsteninger bl.a. af muslinger, som klart viser, at kalk- og mergelstenslagene må henføres til mellem trias.

Anhydritindholdet i de øverste lag af muslingekalken ved Rødby antyder, at fordampningen var så kraftig, at der udskiltes salte i havvandet ved periodens slutning.

Øvre trias. Der ses ikke noget skarpt skel i lagserien ved Rødby ml. muslingekalken og de efterfølgende grå lersten el. mergelsten, som aflejredes i keupertiden. Man må tolke dette som et udtryk for, at havbassinet efterhånden umærkeligt blev fyldt ud af lerslam, som skylledes ud med floder fra omkringliggende landområder.

Planteresterne i rhaet-aflejringerne, der følger over lerstenen ved 693 m dybde, er sa.m. rhaet-aflejringernes hele karakter et sikkert bevis på, at der sammenlignet med hele permtid og den forud for rhaet liggende del af triastiden er sket en betydelig klimaændring. Klimaet var nu blevet så fugtigt, at en forholdsvis frodig vegetation kunne trives. Rhaet-aflejringerne ved Rødby er formodentlig aflejret i mindre søbassiner, sumpterræn el. lign.

Nedre jura. Over den rhaetiske serie ved Rødby følger skiferler og sandsten, der ved deres forsteningsindhold tydeligt afsløres som havaflejringer. Der kendes jævnaldrende dannelser på Bornholm, hvor der dog fortrinsvis er tale om ferskvandsaflejringer. Kystzonen har således ligget ved Bornholm.

Nedre kridt. Mellem aflejringen af nedre jura og nedre kridt er der hengået lange tidsrum, formodentlig 20–25 mill. år. I øvrigt aflejredes nedre kridts røde kalksten for ca. 100 mill. år siden. Måske har der været land ved Rødby i mellemperioden eller i en del af den; mangelen på aflejringer kunne være et udtryk for dette. Den røde kalksten, som er truffet i boringen, er et vidnesbyrd om en ny marin periode. Lollands område sank atter under havet.

Øvre kridt. Rødby-profilet viser, at nedre kridt indlededes med, at der på Lolland aflejredes ler og mergel, men siden dominerede skrivekridthavets hvide kalkslam i et omfang og en permanens, som man har vanskeligt ved at forestille sig. Klimaet har syndsynligvis været ret varmt, således at de store masser af kalkslam til stadighed har kunnet udskilles. Skrivekridthavet dækkede praktisk taget hele Danmark. Der har formodentlig hersket meget ensartede hydrografiske s. 586 forhold. Man kender en del til dyreverdenen i skrivekridthavet; dens rester finder vi nu som forsteninger i lagene, der engang var havbund. Søpindsvin, muslinger, blæksprutter o.a. hører til de almindeligste dyreformer.

Danskekalken findes i mindre isolerede forekomster n.f. Nakskov, hvor istidens bræer af en el. anden grund ikke nåede at fjerne al kalkstenen. Ligesom skrivekridtet er danskekalken aflejret på havbunden. Men til trods for, at kalkindholdet er meget nær ens, er der stor forskel på bestanddelene, idet danskekalken er opbygget ikke af slam, men af små korallignende stokke af mosdyr, bryozoer. Den opstående kalktype kaldes derfor også bryozokalk. Der er stedvis bevaret indtil ca. 10–15 m bryozokalk oven på skrivekridtet.

Kertemindeler og lillebæltler. Et par boringer ved Gedser (D.G.U. arkiv nr. 242.1 og 242.2) har under istidsdannelserne truffet på lag fra tiden ml. kridttiden og nutiden, den s.k. tertiærtid. Efter en kortere afbrydelse fortsatte havet sit regime over største delen af Danmark efter danskekalkens tid. På havbunden aflejredes i denne periodes begyndelse kertemindeleret ved Gedser. Siden bundfældedes lillebæltleret (også kendt under navnet det plastiske ler) oven på kertemindeleret. Større dyrelevninger er ret sparsomme i disse aflejringer. Lillebæltleret er som nævnt også kendt på Sydlolland uden for kridtområdet ved Rødby.

Dybgrundens overfladetopografi er først og fremmest et resultat af istidens naturprocesser. Over store dele af Falster findes skrivekridtoverfladen ml. 20–30 m under havets overflade, på Ø.lolland ml. ca. 0 og 10–20 m og på Nv.lolland 20–30 m under havoverfladen. Ikke så få steder finder man imidlertid meget dybe dale i kridtet, som aldeles ikke giver sig til kende ved jordoverfladen. Det synes således ganske paradoksalt, at der fra Nakskov over Gammeleje strækker sig en over 100 m dyb og kun ca. 1 km bred dal i skrivekridtet. Lignende men mindre dybe dale synes at forekomme ved Horslunde, Tårs og Næsgård. Der er opstillet to forklaringer på dalene, den ene, at der skulle være tale om dale opstået ved jordskorpebevægelser, og den anden, at der foreligger erosionsdale skabt som følge af smeltevandets virksomhed ved bunden af indlandsisen i istiden. De fleste videnskabelige vidnesbyrd peger nu i retning af den sidste forklaring.

På S.lolland er forholdene for dårligt oplyst til, at det er muligt at danne sig et overblik over dybgrundstopografien.

Dybgrundens struktur er strejfet indledningsvis, idet forskydningerne, som bragte skrivekridt og lillebæltler i kontakt med hverandre, er omtalt. I beskrivelsen til Sorø amt er gjort rede for de regionale strukturforhold, som aftegner et stort hævningsområde omfattende Sydsjælland, Falster, Nordlolland og Fyn. Sydlolland, der ligger på flanken af dette hævningsfelt, ligger formodentlig strukturelt 100–200 m lavere end N.Lolland.

Den foldede struktur ved Rødby må opfattes som en lokal foreteelse, en af udløsningsformerne efter de kolossale spændinger i jordskorpen, som opstod i området i tertiærtiden.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer omfatter dels gravning af jordbrugskalk (skrivekridt) ved Hasselø og Grænge, og dels vandindvindingen fra danskekalken og skrivekridtet. En meget alvorlig gene ved vandindvindingen er, s. 587 at der mange steder optræder saltvand i ringe dybde. Saltvandet står uden tvivl i relation til saltaflejringerne i den dybere undergrund.

Litt.: Helge Gry. Petrology of the Paleocene Sedimentary Rocks of Denmark. DGU II. Rk. nr. 61. 1935. Theodor Sorgenfrei. Oversigt over prækvartærets topografi, stratigrafi og tektonik i området Fyn-Sydsjælland-Lolland-Falster-Møn. Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 12. 166. 1951. Hilmar Ødum. Vort sydligste Danium. Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 7. 201. 1928. Sa. Hvorledes er Danmarks Undergrund bygget? Naturens Verden 1935. 289.

Landskaber.

Landskabsdannelsen. M. a.s landskaber er dannet i sidste istids slutfase. Storebæltgletsjeren, der fra Østersø-lavningen søgte nordpå gennem dalfuren ml. nutidens Sjælland og Fyn, har som den sidste isstrøm givet kalkundergrunden den afsluttende planslibning. Ved gletsjerisens jævne afsmeltning er bundmorænens jordmasser efterladt som et jævnt dække over de afhøvlede dybgrundslag på Lolland. Isfremstød i kuldeperioder har ikke i dette stadium frembragt de ophobninger af morænemateriale foran isranden, der så mange steder i Danmark skaber de reliefrige bakkelandsområder. Stedvis er afsmeltningen sket som dødis ɔ: isolerede ismasser er smeltet bort uden at være i forb. med gletsjeris i bevægelse. Først i et sidste stadium af Storebæltgletsjerens tilværelse, da randen har gået n.-s. gennem Falster, fra Orehoved til Gedser, har mindre ophobning kunnet finde sted i en israndszone, der må have bestået her i nogen tid. Selv om de israndslandskaber, der her er dannet, hverken kvalitativt el. kvantitativt kan måle sig med israndslandskaber i typisk udformning, som de træffes i det sydl. Djursland el. Ods hrd., så er de dog bestemmende for Falsters hele form og udstrækning. Især Falsters sydl. smalle del, den 20 km lange morænebue fra Gedser odde over Skelby til Idestrup, v. om det nu inddæmmede Bøtø nor, aftegner tydeligt den sydl. isrands sidste stilstandslinie over de da. øer. Jf. kort s. 588. På dette tidspunkt var Jylland for længst smeltet fri og henlå som et arktisk tundralandskab, medens ismasserne endnu gled over og rundt om Bornholm.

De store lavtliggende sletter. Morænefladerne har i M. a. stor udbredelse, især på Lolland. Størst sammenhængende udbredelse har de på øens sydvestl. del, men også ø.f. Nysted og længst mod nv. ved Tjørneby-Vintersborg træffes typiske flader. Her er man i en af landets fladeste egne, men fuldstændig plan er fladen ikke. Markskel, levende hegn og andre »retliniede« landskabselementer viser, især når de ses i perspektivisk forkortning, at overfladen bølger svagt. Når plovfurers el. roerækkers systemer af parallelle linier ligger i overfladen, bliver det svage men karakteristiske relief direkte anskueligt. Fladerne er lavtliggende; største delen af Lolland og en væsentlig del af Falster hæver sig mindre end 10 m over havet. Lollands lerede moræneflader er kulturland i enhver betydning af dette ord. Overfladens jævnhed er nok opr., men ikke i den nuv. afglattede form, som skyldes jordbearbejdning gennem årtusinder. Det tilsyneladende altdækkende mønster af agerfelter, man står over for, fx. i Tillitse-egnen el. Søllested-Stokkemarke-området, er resultat af bøndernes arbejdsindsats generation efter generation, siden de første agerdyrkere i yngre stenalder begyndte at rydde skovene, der også her dækkede landet. Sten er fjernet fra markerne og samlet i stengærder, el. de gør nytte i vejenes bundlag, som bygningssten el. brolægning af gårdsplads. Jordens fugtighedsforhold er reguleret ved dræning, et kultiveringsarbejde, der ikke har været mindst værdifuldt på disse lavtliggende flader s. 588 i en del af landet, der er i stadig, om end ringe sænkning i forhold til havoverfladen. Nævnes bør også den betydning, selve jordbehandlingen har haft for opnåelse af den rette krummestruktur, og den indflydelse, som gødskningsteknik og jordforbedring ved ændring af surhedsgraden har udøvet. Resultatet er da også nu, at disse moræneflader, der klimatisk begunstiges ved beliggenheden i den del af Danmark, hvor sommervarmen er størst, og hvis overfladeform letter anvendelsen af moderne landbrugsmaskiner, er blevet nogle af landets mest produktive områder. Morænejord er ikke fra naturens hånd et så godt jordbundsgrundlag som visse andre bundformer. Sortjorden i Sydruslands stepper, dannet på løss, det vindaflejrede lerstøv, er en langt mere frugtbar naturjord. Alligevel er morænefladerne i M. a. i stand til at præstere et høstudbytte pr. hektar i topklasse. Det kan de, fordi rationel jordbehandling i forb. m. videnskabeligt gennemprøvede driftsformer og det under hensyntagen til bund og klima foretagne udvalg af kulturplantevarieteter fuldt ud erstatter, hvad jordbunden opr. har manglet. I M. a. dominerer kulturlandskabet ganske billedet, – snart er det bondejordens fintmønstrede, stedvis herregårdenes stormønstrede markmosaik.

Det bakkede land. Morænefladernes store udbredelse har kunnet fremkalde det indtryk, at de var altdominerende. Dette er ikke tilfældet på Falster, der præges af de bølget-småbakkede morænelandskaber, og også på Lolland forekommer områder, s. 589 der på forsk. vis har fået en mere reliefrig overflade. Egnen omkr. Lollands højeste punkt, Birket Bavnehøj, 30 m, er således et ejendommeligt kuperet terræn med runde moselavninger, Lyngmose, Møllelung, Ravnsby mose, der ved markerede skrænter skilles fra det 15–20 m høje moræneplateau, i hvilket de ligger nedsænket. Stedvis breder lavningerne sig ud, så de højere morænepartier står tilbage som isolerede bakker som fx. den, hvor Ravnsborg voldsted vidner om tidl. udnyttelse af det særprægede terræn i forsvarsøjemed. Lavningerne kan forklares som dødishuller ɔ: hulformer, der er fremkommet, efter at de morænedækkede, isolerede ismasser, der har fyldt hullerne, er smeltet bort. Landskabet v.f. Birket hen mod Vesterborg sø er relativt højt, 15 m, og bakket. Det kan opfattes som et ikke særlig typisk udformet israndslandskab fra en israndszone, der med nv.-sø.-retning er forløbet ø. om Vesterborg sø. Sølavningen og dens fortsættelse i Halsted ådal kan da forklares som resultat af en smeltevandsstrøm fra denne gletsjerrand. Israndens fortsættelse videre mod sø. er vanskelig at tyde, men formentlig har den sin fortsættelse i det relativt kuperede landskab s.f. Maribo sø. Søens indviklede kystlinieforløb afspejler det efter lollandske forhold urolige terræn.

På Falster er israndslandskaber i langt højere grad end på Lolland terrænprægende. Ved Nr. Vedby hæver således det n.-s.-forløbende bakkedrag sig ø.f. Vålselavningen til Falsters højeste punkt Bavnehøj, 44 m. Mere el. mindre tydeligt fortsætter dette bakkelandskab i en bue gennem øen til Gedser odde med undersøisk fortsættelse i Gedser rev (se afsnit: landskabsdannelsen og farvande).

Fortidens vandløb og nutidens. I Lollands flade terræn gør to brede dalfurer sig gældende. Den ene er Halsted ådal fra Vesterborg sø til Nakskov fjord, en 10 km lang dal med indtil 500 m.s bredde. Dens laveste vestl. del udgjorde tidl. en del af fjorden, men er nu tørlagt ved inddæmning. Halsted å snor sig i store bugtninger gennem dalens øvre del forbi Halstedkloster, medens det nedre løb er kanaliseret. Misforholdet ml. vandløbets og dalens dimensioner er iøjnefaldende. Dalen må være udgravet af en mægtig smeltevandsstrøm, da isranden stod ved Vesterborg sø. Det andet dalstrøg forløber fra bredningen i Guldborg sund til Sakskøbing fjord og skiller landskabet Guldborgland fra det øvr. Lolland. Lavningen begrænses mod n. af jævnt hældende, men tydelige skråflader mod den 8–10 m højere moræneflade. Dens sydl. afgrænsning er mere udflydende, men dalen tegner sig landskabeligt ved eng- og mosefladerne med de talr. tørvegrave. Fra Radsted mose afvandes lavningen, der næsten er uden hældning, dels mod sø. af Flintinge å, dels mod nv. af Sakskøbing å. Denne store dal, hvis fortsættelse kan spores i Smålandsfarvandets bund (se afsnit farvande), er også en smeltevandsstrøms værk. Dalen har været beskrevet som tunneldal ɔ: dannet under gletsjerisen, men dens karaktertræk i denne henseende er ikke særlig tydelige. Tunneldalenes ujævne bundprofil ses ikke i nutidslandskabet, men er mul. dækket af tørvemasserne. På Falster derimod træffer man i øens nordl. del et dalstrøg, der har flere af tunneldalenes typiske træk. Dens østl. ende træffes s.f. Stubbekøbing, hvor den gennemløbes af Fribrødreå. Herfra snor den sig mod v. som en 10–12 m dyb markeret lavning, i hvis mose- og engbund stednavne som Gåsesø, Mellemsø og Tvede sø vidner om tidl. søbassiner. Barup sø og Skerne sø i dalens vestl. del er under tilgroning. Dalen slutter brat umiddelbart ø.f. Nr. s. 590 Alslev. Denne dal har det for tunneldale karakteristiske uregelmæssige længdeprofil, hvor lavninger ligger adskilt af tærskler. Dens ø.-vestl. retning står vinkelret på førnævnte israndslinie gennem Falster, hvilket også er det for tunneldale alm. Femø gennemskæres af en markeret ø.-v.-gående smeltevandsdal, der deler øen i to halvdele med hver sin landsby. Ved Kattebanke ml. landsbyerne er den engfyldte lavning begrænset af 10–12 m høje stejlskråninger.

Også på anden måde har istidens smeltevandsstrømme efterladt deres spor i Falsters landskab. Hvor smeltevandet har fosset ml. isvægge, har bundaflejringerne, støttet af disse, kunnet ophobes oven på morænelandskabet, hvor de efter isens bortsmelten ligger tilbage som snoede bakkerækker opbygget af lagdelt sand og grus, de s.k. åse. Et sådant åsstrøg forløber fra Åstrup i Falsters nø.hjørne med retning mod v., n. om Nr. Tåstrup til Dalbygd. til egnen n.f. Virket, hvor åsbakkerne mul. fortsætter mod s. til egnen ø.f. Virket Lyng. Åsbakkerne rummer stedvis store grusgrave, og langs siderne forekommer de for åsene typiske lavninger, fx. Maglemose s.f. Åstrup. Mul. kan sørækken Møllesø-Hulsø-Virket sø opfattes som sådanne åsgrave. En åsrække med n.-s.-retning snor sig fra Skerne sø ø.f. Ravnsø til Ravnsø holme ved n.-kysten.

I M. a.s skovområder ses det naturlige vandløbsmønster i delvis opr. form, men mosernes afvandingsgrøfter og kanalisering af større vandløb har dog ændret billedet lidt. I kulturlandet derimod ses kun relativt få vandløb, idet væsentlige dele af afstrømningen sker underjordisk gennem det system af drænrør, der er medvirkende til at skabe fladernes kvalitet. De større vandløb har på Falster ofte et meget bugtet forløb, en direkte tilpasning til den bølget bakkede overflade. Af den bakkede morænes mange moser i afløbsløse lavninger er de fleste afvandet og omdannet til eng. Talr. tørvegrave vidner om udnyttelsen af mosernes brændselsreserver. Større lavninger som Maglemose s.f. Åstrup er ved afvanding omdannet til kulturjord. Højmosetypen er repræsenteret i Horreby Lyng og Skørringe Lyng.

Søer. M. a.s store søer ligger alle samlet i M.-egnen, hvor Nørresø, Søndersø, Hejrede sø og Røgbølle sø med deres for morænesøer karakteristiske stærkt bugtede kystlinie, fremspringende næs og talr. øer danner et landskab, der helt kontrasterer med M. a.s øvrige. Åbne vandflader med rørskovsbræmmer, tilgroende vige og skovomkransninger giver denne egn en kapriciøs uoverskuelighed, der er sjælden i M. a. Falsters tidl. store søer, Nørresø og Søndersø i det nu tørlagte Bøtø nor, er som hulformer opr. betinget af inderlavningen bag Sydfalsters randmorænebue ml. Skelby og Marrebæk. Som søer var de lagunesøer, dannet ved norets afspærring fra Østersøen ved tangedannelsen. Nu ligger de som engflader, furet af afvandingsgrøfternes geometriske liniesystem. Storesø og Lillesø ø.f. Nysted er morænesøer. Søerne i Falsters nordl. tunneldal er små langsøer (se i øvrigt afsnit: fortidens vandløb og nutidens).

Marint forland ɔ: land dannet ved havets aflejrende virke, har relativt ringe udbredelse i M. a. sml. m. Danmarks nordl. dele, hvor landdannelsen fx. i Limfjord-egnene, har været støttet af landhævningen siden stenalderen, medens M. a. i sa. periode er sunket. De opbyggende havkræfter har dog på udsatte steder trods dette kunnet skabe betydelige oddesystemer, som fx. krumoddekomplekset Albuen uden for Nakskov fjord og Hyllekrog-odden v. Lollands sø.-kyst. Flakøer som fx. Vensholm v. Lollands nv.-kyst er opbygget af strandvolde på fladvandsområderne s. 591 uden for kysten (se afsnit: kyster). Øerne har for enderne fået tilbygget odder som Sletteren på Femøs s.-spids, og ml. øerne har begyndende dragdannelse dannet basis for de anlagte dæmninger ml. Skalø-Fejø og Askø-Lilleø. En del lukkede bugter, fx. Majbølle nor ved Guldborg sund, er sen. ved inddæmning sikret mod oversvømmelse og inddraget under kultur. Det største marine forland er opbygget på Sydfalster, nemlig tangen, der afspærrer Bøtø nor. På strandvoldene er her opstået klitterræn, hvilket igen har bevirket fremkomst af sandflugtsplantager. Udligningskystens fine sandstrand har i forb. m. klit- og plantagenaturen her fremkaldt en tæt sommerhusbebyggelse (se fig.s. 588).

Kyster. Kystformerne lader sig opdele i 3 yderst forsk. typer: de opr. morænekyster, de havskabte udligningskyster og de ved kunst frembragte kystlinier om de mange inddæmmede områder. M. a. består, som Danmark i øvrigt, af delvis havdækkede morænelandskaber, hvis kystlinie opr. har været bestemt ved forløbet af de niveaulinier, havet gennem de skiftende tider er nået op til. Området er imidlertid – i modsætning til Danmarks nordl. dele – sunket i forhold til havoverfladen siden stenalderen, og denne sænkning foregår stadig, om end kun i ringe grad. Systematiske vandstandsmålinger tyder på, at sænkningen er af størrelsesordenen 1/2 mm årlig. Dette betyder, at man på alle lokaliteter træffer morænekyster af meget opr. præg, idet havet til stadighed under sænkningen har kunnet trænge ind i alle hulformer. De brede bræmmer af hævet havbund, der i det nordl. Danmark er typiske for alle lækyster, mangler ganske her. Morænelandskabernes relief afspejler sig således i kysterne mod Smålandsfarvandet; her bugter vandlinien sig lunefuldt ud og ind i bløde kurver, formende de små og store halvøer og de talr. fjorde og vige i alle dimensioner, der karakteriserer denne kyst. Og uden for kysten ligger de mange øer og holme – det druknede morænelandskabs flade bakker. Morænearkipeler i typisk udformning forekommer i Nakskov fjord, om end ikke i sa. udstrækning som før de store inddæmninger blev iværksat. Den snes øer og holme, der opr. udgjorde »øgården« i Nakskov fjord, er nu reduceret til halvdelen, men landskabspræget er det sa., blot arealmæssigt formindsket. For Rødby fjords vedkommende er reduktionen fuldkommen, – alle dette arkipels øer er nu landforbundne; de tegner sig som svage forhøjninger over de plane flader af tørlagt fjordbund og danner basis for bebyggelsen. Sø.-Lollands kyst omkring Nysted og videre langs Guldborg sund har samme karakter af ung morænekyst, idet kraftige bølgevirkninger her er udelukket af Hyllekrog-odden og Rødsands ganske lavvandede partier, der som en mole skaber læ for denne kyst.

Udligningskysterne er ikke mindre typiske i deres udformning. I amtets kystlinie mødes ekstremerne: den opr. morænekyst og den totalt udlignede. De lerog sandmasser, hvoraf morænelandskabet er opbygget, byder kun ringe modstand mod brændingens angreb. Medens granitten på Nordbornholm yder stor modstand mod bølgeangreb, således at kystlinien i alle hovedtræk stadig er bestemt af de opr. brudretninger, så er forholdene helt anderledes ved morænekyster, der ligger vendt imod åbne havflader, over hvilke vinden kan forårsage kraftig bølgerejsning. Her brydes fremtrædende partier ned og bugter fyldes op med det nedbrudte materiale, der drevet af de skråtindløbende bølger transporteres langs stranden i sik-sak baner: skråt ind med hver indløbende bølge, lige udefter med suget. Foruden denne materialvandring langs stranden foregår med strømme s. 592 langs kysten en transport af de mere finkornede, opslæmmede ler- og sandpartikler. En ny kystlinie formes, – en ligevægtsretning søges skabt ud fra naturens alm. tendens til at frembringe stabile tilstande. Hvor det fri stræk over havet er begrænset nogenlunde snævert til en enkelt retning, således at kun bølger fra dette verdenshjørne kan optræde som aktive stormbølger, vil kystlinien sluttelig formes vinkelret på denne. Falsters ø.-kyst og fortsættelsen på Møns s.-kyst udgør en sådan udligningskyst på modent stadium, retningsbestemt af stort frit stræk mod sø. over Østersøen, men også i nogen grad bestemt af de modstandsdygtige landmasser, til hvilke denne kyst støtter sig: Gedser revs moræneophobning mod s. og Høje Møns opskudte kridtflager mod nø. Denne udligningskyst er fremkommet dels ved nedbrydning, dels ved opbygning. Klintekysten fra Strandhuse, ø.f. Idestrup, til Falsters ø.-punkt, Hestehoved og videre et par km m.n. til Lodshuse, vidner om havets resultatrige angreb. Landskabeligt kulminerer nedbrydningskysten i Pomlenakkes 16 m høje klintprofil gennem morænen, over hvilket Korselitse-skovene danner skovbryn ud til landets skarptskårne kant. De sidst underminerede træers blottede rodnet flagrer som vidnesbyrd om de hastige omformningsprocesser. Udligningskystens sydl. halvdel, ud for Bøtø nors nu tørlagte flader, er skabt ved den modsatte proces. Her er udligningsretningen nået ved pålejring af sand. Den opr. kyst, randmorænelandskabet, forløb i en stor udbugtning v. om Bøtø nors nu inddæmmede flader. Falsters ø.-kyst er således et skoleeksempel på kystudligning ved såvel nedbrydning som opbygning.

Langs Guldborg sund veksler fladkyster af tilgroningstypen med lave klinter. Sundets snoede flodlignende form er ingen tilfældighed, men har antagelig sin forudsætning i en smeltevandsstrøms dalfure.

De menneskeprægede og -skabte kyster udgør i M. a. en betydelig del af den samlede kystlinie. Digesikring mod stormflodsfare (se afsnit: farvande) omfatter ca. 50 km af Lollands s.-kyst fra Nakskov fjord til 8 km v.f. Nysted. På Falster er en ca. 20 km lang strækning uden for Bøtø nor beskyttet på samme måde. Også de lave kystegne på Lollands n.-kyst er flere steder værnet af diger med en samlet længde på ca. 10 km. Hertil kommer de kunstige kyster langs landvindingsdigerne, der nu i Nakskov fjord udgør kystliniens største del, og som også stedvis på Falster, fx. v. Hasselø i Guldborg sund, har ændret kystlinien i væsentlig grad (se afsnit: inddæmninger).

En anden moden udligningsretning har vi på Lollands s.-kyst. Her er morænelandskabet slebet til gennem tiden, så der er dannet en kystlinie, der gennemskærer alle morænestrukturer. Den er nu yderligere fikseret ved digebygning, og Rødby fjord er inddæmmet. Allr. før inddæmningen var denne fjord dog tilbygget med forlandsdannelser, odder og tanger i udligningskystens retning. Ved denne »linealkyst«s afslutning mod ø. og v. træffer vi odderne Hyllekrog og Albuen, opbygget af de sandmasser, der med materialvandringen under skiftende vind- og bølgeforhold er drevet henh. mod ø. og v. Disse forlandsdannelsers fint svungne linier er s.k. ligevægtsformer for en landmasses afslutning ved en materialvandringskyst.

M. a.s samlede kystlængde er 620,2 km.

Farvande. Smålandsfarvandet n.f. Lolland har et bundrelief, der stadig afspejler dette områdes tidl. tilværelse som landoverflade i fastlandstiden. Dalstrøget tværs over Lolland fortsætter i Sakskøbing fjord og videre mod nv. gennem Lindholm s. 593 dyb og Ståldyb ml. Fejø og Rågø. Denne rende i havbunden står skarpt nedskåret i det fladvandede område ml. Lolland og øerne og har endnu bevaret sin karakter af opr. floddal. Ø.f. Lindholm rev står rendens kant stejlt fra flakkets overflade med 0,6 m vand til 16 m.s dybde i strømfuren. Lignende dybder og stejlhedsforhold findes i Ståldybet. Når de gl. floddale endnu viser sig så tydeligt, har det sin forklaring i, at vandbevægelsen i nutiden ved den udveksling af store vandmasser, der finder sted p.gr.af vindstuvning, er så kraftig, at den hindrer opfyldning i disse render. For sejladsen i dette farvand med de mange flak og grunde spiller renderne en væsentlig rolle, og navigationen lettes ved afmærkning af de mange bratte undersøiske skrænter. Den nævnte rendes landnære dele, Oreby rende, der fører ind i Sakskøbing fjord, og Bandholm rende til havnen af samme navn, er kunstige sejlrender med detaljeret afmærkning, udgravet for at skaffe tilstrækkelig dybde for havnenes besejling. De mange flak ændres stadig ved bølgepåvirkning, idet grus og sand stedvis opkastes i strandvolde. De mange flakøer, som Vensholm, Suderø, Dyrefod, Rågø Kalv, Vigsø m. fl. er ofte halvmåneformede, idet den udadvendte bue i form svarer til en af de dybdekurver, der begrænser flakket. De er dannet under vestl. storm på steder med bestemt ringe vanddybde, der har fremkaldt bølgebrydning. Efter at ålegræsset i 1920erne døde bort i de indre da. farvande, har bundens sand lettere kunnet transporteres. Rågø sand er således opstået efter denne tid. Mange flakøer er atter forsvundet under stormfloder.

Farvandene s.f. Lolland er yderst forsk. mod v. og ø. S.f. udligningskysten ml. Albuen og Hyllekrog er bundrelieffet helt igennem præget af havets nedbrydende og udlignende virksomhed. Ethvert spor af det opr. morænelandskabs overfladeformer er forsvundet. Dybdekurverne forløber parallelt med kysten; kurven for 10 m dybde træffes allr. et par hundrede m ude. Farvandet længere ø.-på, ml. Hyllekrog og Gedser, er derimod i området ml. kysten og Rødsands barriere en druknet moræneflade, lavvandet og med udbredte flak i den vestl. del og med jævn bund, men større dybde, ca. 7 m, i den østl. del. Det naturlige indløb, Kroghage dyb, tæt ind under Gedser odde, har lavvandede tærskler, hvorfor et kunstigt sejlløb, Rødsand rende, er gravet til sikring af færgefarten på Gedser havn. I Nysted fjord er det naturligt snoede dyb også kunstigt uddybet og afmærket. Rødsand, af hvilket store dele ligger tørre ved normal vandstand, er opbygget af de sandmasser, der er fremkommet ved udligningen af Lollands kyst ud mod Femer Bælt. I sin nuv. form kan Rødsand betragtes som et tidligt stadium i lukningen af farvandet ud for Nysted.

Fra s.spidsen af Falster strækker Gedser rev sig 16 km ud mod sø. Denne forhøjning på havbunden er mange steder kun dækket af få m vand. Trindelen midtvejs ude har kun 1,8 m vanddybde. Revet må opfattes som udvaskede rester af morænebuen, hvis nordl. fortsættelse udgøres af bakkerækken v.f. Bøtø nor. Ved sin beliggenhed i et stærkt trafikeret farvandsområde, tilmed på et sted, hvor skibe fra de vestl. Østersø-havne svajer n. på, når de skal gennem Øresund, frembyder Gedser rev en stor fare. Fyrskibet ved revets østl. ende skal omsejles. De mange påsejlinger, dette fyrskib er udsat for, vidner dels om trafikkens intensitet, dels om visse skibsføreres bestræbelser for ikke at sejle unødvendig omvej på dette sted, hvor de af revet i forvejen er tvunget til en stærk forlæggelse af kursen.

Farvandet ø.f. Falster besejles ikke ret meget ud for udligningskysten, som i s. 594 s. 595 s. 596 følge sin natur ikke byder på havnemuligheder. Først ved indløbet til Grønsund tiltager søtrafikken, og den snoede rende ml. Falster, Møn og Bogø har krævet en meget detaljeret afmærkning med vagere og ledefyr.

I farvandene om M. a. er tidevandsforskel ganske ubetydelig og dækkes fuldstændig af de ved vindstuvning forårsagede vandstandsændringer, som er relativt store. I Gedser havn vil skiftende vindretninger kunne fremkalde højvande på 1,8 m over og lavvande på 1,5 m under normalvandstand. Det forhold, at de da. stræder, Sundet og Bælterne, ikke altid formår at lede vandmasserne lige så hurtigt ud af den vestl. Østersø, som de tilføres under østenstorm, spiller i denne forb. en rolle. Under de stormfloder, der kan fremkomme bl.a. betinget af denne ejendommelighed ved havområdernes form, er der målt vandstigninger på indtil 3 m over normal vandstand. Dette var således tilfældet under stormfloden i nov. 1872, den voldsomste af de oversvømmelseskatastrofer, der er registreret i Danmark. De lave øer blev delvis overskyllet af havet med store ødelæggelser og tab af menneskeliv til følge. Især blev det sydl. Lolland ramt. Inden for Rødby fjord nåede vandet op til linien Græshave-Holeby, og mod sv. lå egnene ml. Gottesgabe og Tillitse som en ø helt omskyllet af vandmasserne, der også i Halsted ådal trængte så langt nordpå som til Vesterborg, 7 km fra n.-kysten. I Flintinge ådal nåede vandmasserne til Toreby, og på Falster stod store arealer af det nu inddæmmede Bøtø nor under vand. Det voldsomme omfang, denne stormflod fik, skyldtes det ejendommelige sammenspil ml. en vestenstorm, der drev store vandmængder ind i Østersøen, og en derefter følgende vinddrejning til ø., stadig med stormstyrke, hvorved vandet stuvedes op i den vestl. Østersø uden at kunne komme bort hurtigt nok gennem stræderne. De erfaringer, der dengang blev indhøstet dyrekøbt, er sen. udnyttet ved planlægningen af den udstrakte digebeskyttelse, der nu sikrer de lave øer (se afsnit: Inddæmninger s. 597 f. og kort s. 598).

Havne. De bugtede kystlinier, fjorde og sunde danner naturhavne med læ. De gamle havne, og dermed søkøbstædernes placering, er betinget heraf. Nakskov havn udnytter beliggenheden inderst i fjorden, i læ bag de talr. øer og med krumodden, Albuen, som en naturlig bølgebryder. Med skibenes tiltagende dybgående har det været nødvendigt at grave en 6,3 m dyb rende med 30–40 m.s bundbredde gennem den lavvandede fjord. Lignende render er etableret til de andre fjordhavne Sakskøbing og Nysted. Nykøbing er en sundhavn, til hvilken tilsejling muliggøres af den 6 m dybe strømfure i Guldborg sund n.f. byen. Kun ud for Hjelms Nakke har det været nødvendigt at sikre sejladsen ved en gravet rende. Guldborg sunds sydl. del er mere lavvandet med 2,5 m vanddybde i sejlløbet, der flere steder er så snævert, at kun veldrejende skibe kan befare det. De øvr. større havne, Stubbekøbing, Kragenæs, Bandholm, Rødby og den tidl. færgehavn Orehoved, er som alle kunsthavne på materialvandringskyster bygget ud med sandtætte moler, konstrueret så de leder det vandrende sand forbi indsejlingen. Gedser færgehavn er placeret sydligst på Falster for at forkorte oversejlingen mest muligt på et tidspunkt, da Warnemünde var rutens eneste ty. endepunkt. For Vesttyskland-ruten, der er kommet til efter Tysklands opdeling i to økonomisk-politiske enheder efter 2. verdenskrig, er distancen Gedser-Grossenbrode s. 597 3–4 gange længere end den korteste søafstand fra M. a. til Vesttyskland, ca. 20 km, over Femer Bælt.

De små fiskerihavne, som fx. Tårs, Onsevig og Urne, er karakteriseret ved at ligge ved kyster med meget lavvandet strandplan, hvorfor vejdæmninger fører et stykke ud over dette – ved Tårs ca. 400 m – til havnen. Andre er typiske molehavne i selve kystlinien, således Hesnæs på Falsters ø.kyst og Langø i Nakskov fjord. Øerne Fejø, Femø og Askø har lignende trafikhavne.

Inddæmninger. På kort fra 1600 og 1700t. (Jens Sørensens søkort 1690 og Videnskabernes Selskabs kort 1776) kan man se, at Lollands v. og s.kyst og Falsters sø.kyst var stærkt indskårne med talr. bugter, vige og fjorde, delvis fyldt med større og mindre øer og holme. Store strækninger langs disse indskæringer var meget lave og lå hen som overdrev, der ejedes af bønderne i fællesskab; som regel blev disse overdrev kun benyttet om sommeren, da de om vinteren hyppigt blev oversvømmet ved højvande.

Da overdrevsarealerne omkr. midten af 1800t. blev udskiftet og overgik til selveje, begyndte man for alvor at interessere sig for deres udnyttelse, og bønderne lod bygge diger omkr. deres lodder; lidt sen. sluttede de sig sammen og begyndte at foretage mindre inddæmninger af de særligt lavvandede fjorde.

1857 fik konsul A. Hage i Nakskov koncession på inddæmning og tørlægning af Rødbyfjord-området; han afstod nogle år sen. sin koncession til et eng. selskab, som i 1860erne anlagde diger omkr. Rødby fjord og byggede en pumpestation ved Kramnitse; 1860 dannedes på Falster et aktieselskab til Bøtø nors udtørring (under ledelse af gehejmekonferensråd E. Tesdorpf); 1866 fik ing. F. Casse og prokurator P. Casse tilladelse til inddæmning og udtørring af arealer ved Nakskov fjord, og 1867 fik F. Casse tilladelse til inddæmning af Albue fjord. Imidlertid var alle de diger og dæmninger, som dels tidl. var byggede, dels i 60erne blev opført, alt for lave og svage til at kunne yde en virkelig beskyttelse mod havet, hvilket viste sig ved stormfloden 13/11 1872 (jf. ovf.). Vandet steg da indtil 3 m over dagligt vande, gik over alle diger og satte bl.a. Rødby fjord og Nakskov fjord, hvis inderste dele lå 8 km fra hinanden, i forbindelse, så at strækninger på indtil 4 km.s bredde blev oversvømmet (se omstående kort), og på Falster overskylledes hele Bøtø nor; alt tidl. udført arbejde blev derved ødelagt.

23/5 1873 blev loven om diger på Lolland-Falster vedtaget; ved denne bemyndigedes regeringen til at anlægge diger på Lollands v.- og s.kyst og på Falsters kyst af indtil 3,8 m.s højde over dagligt vande, således at staten skulle deltage med henh. 1/4 og 2/5 af anlægsomkostningerne.

Opr. var det bestemt, at digerne på Lolland skulle strække sig fra Nakskov til Rødby fjord, men sen. besluttedes det at drage inddæmningsarbejderne i Nakskov fjord og Rødby fjord med ind i anlægget og føre digerne længere mod ø. Digerne begynder ved Nakskov, går over »øerne« Bogø, Langø og Ydø og derefter langs s.kysten til ø.spidsen af Store Brunddrag, hvorfra de går mod nø. til Sandager og har en længde på 63 km; hertil kommer 5 tværdiger (forløbningsdiger) vinkelret på kysten ind i landet (i alt 10 km). Ved disse tværdiger bliver det inddæmmede areal delt i 6 afsnit, således at der ved et eventuelt digebrud kun bliver oversvømmet et afsnit. Digernes højde varierer fra 2,8 til 4,4 m over s. 598 dagligt vande. Digernes anlæg i 1870erne kostede ca. 2,2 mill. kr.; sen. er digefoden blevet forstærket, først for 1 mill. kr. og nu i 1950erne for yderligere 2,1 mill. kr., hvilket vil sige, at anlægsudgifterne til digerne til 1955 har været 5,3 mill. kr.

Det lollandske digelag, der blev oprettet 1873, omfatter områderne omkr. Nakskov fjord og Rødby fjord indtil Sandager. Af de inden for digerne liggende arealer ligger 7.200 ha lavere end havets overflade og er altså nyindvundet (inddæmmet) land. Af disse 7.200 ha var 2.400 ha allr. inddæmmet før stormfloden 1872. Til de nye diger betalte ejerne af disse 2.400 ha 200.000 kr. Af de øvr. ved digeanlæggene i 1870erne nyindvundne 4.800 ha fik baroniet Sønderkarle ved koncession ejendomsret til ca. 1.300 ha imod at betale ca. 300.000 kr. til digerne. Stat, amt og digelag fik ejendomsret til de øvr. 3.500 ha. 1904 fik digelaget ejendomsret til disse arealer, som nu er tørlagt og solgt, og de derved indkomne beløb (ca. 800.000 kr.) er anbragt i et fond, hvis renter går til digernes vedligeholdelse.

Pumpestationer og afvandingsanlæg. Der findes nu inden for digerne 8 pumpestationer og afvandingsanlæg: Avnede strand, Ryde å, Savnsø vig, Bogø (disse fire ved Nakskov fjord), Rødby fjord, Lidsø, Lungholm og Strandholm, som ved hjælp af pumpestationer tilsammen til Østersøen udpumper afløbsvand fra ca. 45.000 ha. Den årl. udpumpningsmængde er ca. 85 mill. m³ vand. Ved digerne s. 599 er i alt 18.200 ha beskyttet mod højvands- og stormflods-oversvømmelser. Af disse er 14.700 ha (heri medregnet de 7.200 ha nyvundet land) interesseret i og betalende til pumpe- og afvandingsanlæg. De nyvundne arealer anvendes dels som enge, dels til dyrkning.

De sydøstfalsterske digeanlæg går fra Langø sø.f. Elkenøre til Gedser odde, i alt 19 km; de kostede i første omgang 560.000 kr., men også de er sen. blevet forstærket. Pumpestation blev anlagt ved Marrebæk; det interesserede areal (1954) er 3.905 ha, hvoraf selve Bøtø nor udgør 2.145 ha, medens 1.760 ha er randarealer, som har fået forbedret afvanding (se i øvrigt Bøtø nor under Væggerløse so.).

Foruden disse store foretagender er der i M. a. foretaget flere mindre inddæmninger, nemlig på Lolland: Majbølle nor og forsk. steder på n.kysten; på Falster: ved Valnæsgård, Vålse vig, Skovby nor, Sortsø nor, ved Næsgård og Hasselø nor.

Litt.: P. Hansen. Stormfloden af 13/11 1872 og de Arbejder, den har fremkaldt paa Laaland-Falster, i Geogr. Tidsskr. III. 1879. 7–12. Sa. Lolland-Falsters offentlige Digeanlæg, i Den tekniske Forenings Tidsskr. I. 1877–78. 29–48. Digebestyrelsen for Lolland. Det lollandske Digelag 1873–1913 og Stormfloden 18/11 1872. 1913. Niels Skriver Svendsen. Flod og Dige. 1947. H. M. Markersen. De lollandske diger. 1953 (Indberetning, ikke udgivet). Kendelse og vedtægt for Landvindingslaget Bøtø nor. 1954.

Skovene.

Det totale skovareal er 18.520 ha (10,4% af amtets areal), heraf er 16.919 ha bevokset. Træartsfordelingen er flg.: bøg 9.339 ha, eg 2.345 ha, ask 690 ha, andet løvtræ 827 ha, rødgran, sitkagran og ædelgran 2.700 ha og andet nåletræ 448 ha. 570 ha er bevokset med blandede bevoksninger. Den overvejende del, 16.617 ha, tilfalder ejendomme på over 50 ha. 692 ha (på Falster) er statsskov, 63 ha kommunal skov, 30 ha præsteskov og 17.735 ha privat skov. Den samlede årl. hugst i hugståret 1951/52 var: løvtræ 115.698 m³ og nåletræ 27.650 m³. Gennemsnitshugsten pr. ha bevokset areal er 8,5 m³ og gavntræprocenten 61,3.

Mens den vestl. og sydvestl. del af Lolland kun har få og spredte skove, er den nordl. og østl. del af øen i betydelig grad præget af skov. Det største samlede skovområde s. 600 ligger få km v.f. Maribo og domineres af Kristianssæde skov. N. og nv. herfor findes flere skove ofte samlet i grupper som i egnen ved Bandholm (Knuthenborgs skove). Andre skovområder træffes på Guldborgland, i egnen sø.f. Maribo Søndersø samt i mindre grad i egnen ø.f. Nysted ved Guldborg sund. På Falster mærkes først og fremmest den ca. 16 km lange skovbræmmede ø.kyst, men også egnen nø.f. Nykøbing er skovrig. Terrænet i skovene er som alm. på Lolland-Falster fladt, selv om bølgede el. svagt bølgede partier forekommer, navnlig på Falster. Overfladen er mange steder kun hævet lidt over havets niveau, og havvandet kan i flere af skovene langs kysten under højvande gå ind i grøfterne. Jordbundsforholdene er alm. så gunstige, at man gennemgående kunne vente at finde smukkere skov, end tilfældet er, men det flade ofte vandlidende terræn med stift ler virker mange steder væksthemmende. Klimaet er efter da. forhold mildt. I flere af skovene ved Guldborg sund kan man således træffe storbladet lind (Tilia platyphylla) vildtvoksende. Den må betragtes som en relikt fra egeblandingsskovens tid, da sommertemperaturen var et par grader højere end nu. I øvrigt har man i moser på Lolland fundet spor af hornnødden (Trapa natans), der i Danmark kun kendes fra denne landsdel samt fra en enkelt mose i Nordsjælland. I egeblandingsskovens tid voksede den vildt i Sydøstdanmark. Nu findes den ikke n.f. Østersøen.

Ifølge ValdJb. ejede kronen 1231 lidt over 1/4 af Falsters jord, en anden fjerdedel tilhørte herremændene, mens en mindre del var selvejerbønders. Kronens besiddelser øgedes dog stadig, og efter at man havde erhvervet Ulfstand’ernes gl. herregård Bønnet og 1603–04 Korselitse og Skørringe, besad man praktisk talt hele øen. På Lolland ejede kronen ligeledes udstrakte godser, der efter reformationen forøgedes med de to klostre Maribo og Halsted. Disse store sammenhængende godsstrækninger med meget betydelige skovtilliggender blev gentagne gange brugt til enkesæde (livgeding) for enkedronninger, således for Fr. II.s dronning Sofie fra 1588 til 1631. Sen. udlagdes en del af krongodset til underhold af et nationalt rytteri og under en omlægning af ordningen i årene 1715–20 oprettedes et rytterdistrikt på Lolland og eet på Falster. Det første solgtes dog snart efter, og 1766 afhændedes ryttergodset på Falster med alle herligheder, dog således at jagten blev forbeholdt kongen. Kronen fik igen besiddelser på Falster, da man 1791 købte Vestensborg gods og 1793 Hvededal gods og yderligere noget senere Vålse by. Efterhånden bortsolgtes gårdene, mens man beholdt skovene, der blev opdelt i to skovdistrikter. Efter at arealet var blevet reduceret, blev disse imidlertid 1861 samlet til eet distrikt, hvis areal sen. yderligere er blevet formindsket meget betydeligt.

Med tilknytning til Lolland og som en af de personer, der har haft den allerstørste betydning for da. skovbrug, omtales C. D. F. greve Reventlow († 1827), der ved sin faders død 1775 overtog godserne Kristianssæde, Pederstrup, Skelstofte og Lungholm. Som en af de første godsejere indfredede han sine skove, ligesom han, vejledet af den indkaldte hannoveraner G. W. Brüel († 1829), efter ty. mønster indførte »regulære hugster«. Reventlow beskæftigede sig imidlertid ikke alene med sine egne godsskove, men som chef for rentekammeret i årene 1784–1813 var han med til at yde afgørende indflydelse på de gennemgribende reformer, der skete på en mængde af skovbrugets områder, således fx. ved grundlæggelsen af den første skovbrugsundervisning 1785, ved udarbejdelsen af en s. 601 driftsplan for de kgl. skove 1804, hvorved der indførtes regulære hugster i disse, samt 1805 ved forordningen om udskiftningen og driften af de private skove. Med sin banebrydende afhandling »Forslag til en forbedret Skovdrift« (først udgivet 1879) står Reventlow som ophavsmanden til den moderne da. hugstbehandling.

De største skovejendomme på Lolland er nu Krenkerup (1656 ha, ejdsk. 1382, grv. 894), Ålholm (1528 ha, ejdsk. 1437, grv. 825), Oreby og Berritsgård (1274 ha, ejdsk. 1190, grv. 738), Knuthenborg (1175 ha; ejdsk. 1060, grv. 707), Kristianssæde (1008 ha, ejdsk. 1189, grv. 530), Halstedkloster (917 ha, ejdsk. 850, grv. 531), Fuglsang (831 ha, ejdsk. 765, grv. 521), Pederstrup (378 ha, ejdsk. 455, grv. 260) og Engestofte (344 ha, ejdsk. 271, grv. 201). På Falster: Korselitse (1720 ha, ejdsk. 2040, grv. 1187), Falsters statsskovdistrikt (681 ha, ejdsk. 513, grv. 372), Orenæs (562 ha, ejdsk. 522, grv. 290), Orupgård (473 ha, ejdsk. 592, grv. 310), Skørringe (390 ha, ejdsk. 395, grv. 234) og Vennerslund (338 ha, ejdsk. 333, grv. 202).

Mange af de mindre skovejendomme i amtet er tilsluttet den 7/2 1942 stiftede Lolland-Falsters Skovdyrkerforening, hvis konsulent er ejerne behjælpelig med driften. De større skovejendomme har alm. egen skovbestyrer.

Litt.: L. A. Hauch. Danmarks Trævækst. III. 1922. AarbLollF. 1917. 29–73; 1925. 67–85. Dansk Skovforenings Tidsskrift. 1927. 393–412. Danske Skovdistrikter. 1949.

Kulturgeografi.

I M. a. lever (1950) 135.337 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 75,3 indb. pr. km². Af befolkningen lever 46,1% under bymæssige forhold (35,5% i købstæder, 3,2% i disses forstadsbebyggelser og 7,4% i bymæssige bebyggelser i øvrigt). Befolkningen er fordelt på 41.581 husstande; i byerne går der gennemsnitlig 3,0 indb. på hver husstand, i landkommunerne 3,4.

Befolkningens fordeling ses af befolkningskortet s. 595. Det fremgår heraf, at landbefolkningen lever nogenlunde jævnt spredt el. samlet i mindre grupper, der repræsenterer husgrupper el. landsbyer. Alle købstæder og andre bymæssige bebyggelser er knyttet til centrale punkter for samfærdselen og viser i øvrigt en ret jævn spredning i amtet. Af de 7 købstæder er de 5 havnebyer, og med en enkelt undtagelse (Guldborg) har alle byer med mere end 500 indb. jernbane. Af de spredtliggende, helt el. næsten helt folketomme områder er de betydeligste knyttet til lavtliggende, inddæmmede arealer, som for visse deles vedkommende ligger under havets niveau, således Rødby fjord v.f. Rødby, kystzonen sø.f. Rødby Havn, Vålse vig i Nordvestfalster og Bøtø nor på det sydl. Falster. Mindre, befolkningsfattige områder repræsenteres af skovrige egne, fx. Østerskov m.m. i det østl. Falster, Roden skov ø.f. Nysted og Kristianssæde skov v.f. Maribo. Andre tyndtbefolkede områder er knyttet til godser o.a. store landbrug. Den spredtboende landbefolkning vil i et vist omfang vise en tendens til koncentration langs vejene, hvor transportmulighederne er bedst. Dette forhold ses i M. a. tydeligst omkr. Sakskøbing, men fremkommer også i mange andre egne, hvor landsbye strækker sig langs vejene (egnen Kragenæs-Bandholm, egnen s.f. Nakskov o.a. steder) el. hvor der langs vejene er opstået nyere, sammenhængende bebygge ser, der dog ikke kan opfattes som byer i traditionel forstand.

Landsbydannelser findes i praktisk talt alle amtets dele, men de fleste landsbyer er ret små. Større landsbyer findes dog spredt både på Lolland og Falster (Vålse, Errindlev o.a.) samt udpræget på øerne i Smålandsfarvandet, hvor den overvejende del af bebyggelsen er bevaret i landsbyer (Fejø, Femø, Askø).

I en del tilfælde har gl. landsbyer i nutiden fået en særlig betydning som centrer for lokal trafik, industri og handel og er, bl. a. som stationsbyer, gået ind i en ny udvikling. Af disse er Holeby, Horslunde, Stokkemarke og Søllested på Lolland, samt Horbelev, Nørre Alslev og Eskilstrup på Falster nået op over 500 indb. De tætliggende købstæder har dog forhindret stationsbyerne i at få et større opland og dermed betingelser for større vækst. Største stationsby er Nørre Alslev, der har karakter af dobbeltby med et gl. landsbycentrum nær hovedvej 2 (Gedser-Kbh.) og et hermed sammenvokset stationsbykvarter ved hovedjernbanen Gedser-Kbh. Gedser på det sydligste Falster er opstået ved udgangshavnen for den 1903 etablerede jernbanefærgeforbindelse til Warnemünde i Mecklenborg, der erstattede den gl. skibsrute Gedesby-Warnemünde, og som siden 1951 suppleres af den nu langt vigtigere jernbanefærgerute Gedser-Grossenbrode. Gl. færgebyer er Guldborg ved Guldborg sunds smalleste sted, som, efter at færgefarten er erstattet af en vejbro, lever videre som broby, og Orehoved ved Storstrømmen, der fik et opsving ved jernbanefærgefartens etablering 1884 til Masnedø, men stagnerede efter Størstrømsbroens overtagelse af trafikken 1937.

Behovet for lokale centrer med bymæssige funktioner har imidlertid ikke været stort nok til, at der kunne opstå bydannelser ved alle jernbanestationer. Ved de sidst byggede jernbaner har de pågældende egne i forvejen udviklet de lokale erhvervscentrer, der var brug for. Stationsbyernes vækst synes nu som helhed at være afsluttet, idet de har fået de erhvervsfunktioner og nået den størrelse, som deres oplands omfang, befolknings- og erhvervsforhold kan bære.

Af amtets købstæder har Nykøbing og Nakskov næsten sa. størrelse og er udviklet som hovedbyer for henh. den østl. og den vestl. del af øgruppen. Som amtets dominerende havne og trafikcentrer i øvrigt har de udviklet overordnede oplandsfunktioner og en ikke ringe industri. Indlandsbyen Maribo er et ret vigtigt trafikcentrum og har derved udviklet en vis oplandshandel og industri, men kan langtfra hævde sig på linie med de førnævnte byer. De små købstæder Rødby, Nysted, Sakskøbing og Stubbekøbing er først og fremmest oplandsbyer, til dels med af oplandet betingede industrier. De to indlandskøbstæder har hver sin havneby; Bandholm er havn for Maribo, og Rødby Havn for Rødby.

Sommerhusbebyggelse findes flere steder ved kysterne, således fremfor alt langs Falsters ø.kyst, hvor den jævne sandstrand ud mod Østersøen betinger en række ferie- og turiststeder, hvoraf det mest kendte er Marielyst i Væggerløse so. På Lolland findes sommerhusbebyggelse bl.a. ved Maglehøj.

Af amtets befolkning lever (1940) 38,6% af egl. landbrug, 0,9% af skovbrug, 1,0% af fiskeri, 28,9% af håndværk og industri, 9,4% af handel, 5,1% af transportvirksomhed, 4,5% af administration og liberale erhverv. 10,1% er uden erhverv, hovedsagelig rentiers, aldersrentenydere og pensionister. Denne erhvervsfordeling adskiller sig ikke væsentligt fra de sjæll. amters.

M. amts erhvervsstruktur domineres af de gode landbrugsegne, hvis befolkning dog til dels er aftagende som følge af landbrugets mekanisering og industrialiseringen, der trækker en væsentlig del af landboungdommen til byerne. Desuden s. 603 har der fra landdistrikterne her været en betydelig oversøisk udvandring til USA og Argentina. I dette årh.s beg. kom først en del sv., siden en del polske landarbejdere som sæsonarbejdere til sukkerroedistrikterne, og ved 1. verdenskrigs udbrud bosatte en del af disse arbejdere sig på Lolland, hvor dette element nu er gået helt op i befolkningen. Udprægede landbrugsegne, hvor over 3/4 af befolkningen lever direkte af landbrug (med gartneri og skovbrug), findes i det centrale Nordfalster, egnen ø.f. Sakskøbing og enkelte andre steder. Selv om industri og håndværk normalt er det vigtigste erhverv i byerne, beskæftiges kun i de to største byer, Nykøbing og Nakskov, over halvdelen af den erhvervsaktive befolkning i dette erhverv. I Rødby købstadskommune, der foruden byerne Rødby og Rødby Havn omfatter betydelige landbrugsjorder, beskæftiger landbrug og fiskeri flere mennesker end håndværk og industri.

Landbrugsarealet i a. indtager 76,8% af totalarealet, hvilket ret nøje svarer til Danmarks gennemsnit (se også afsnittet Statistik, s. 605). Bedst opdyrket er egnene n., s. og sø.f. Nakskov, s.f. Maribo og n.f. Guldborg, hvor over 80% af det samlede areal er under plov. I største delen af a. er ml. 60 og 80% af arealet opdyrket, men flere steder på det sydl. og østl. Falster samt i de skovrige egne i det østl. og midterste Lolland udgør det dyrkede areal mindre end 60% af totalarealet.

I alle amtets sogne er toradet byg den mest dyrkede kornart. Bygdyrkningen omfatter godt 2/3 af hele kornarealet, mens havre, den næstvigtigste kornart, s. 604 dyrkes på knap 1/5 af kornarealet. Vårsæden spiller således en noget større rolle i M. a. end for landet som helhed, hvilket delvis må ses i forbindelse med, at arealerne med sukkerroer bliver så sent høstede, at de ikke kan tilsås med vintersæd til den følgende høst. Den betydelige sukkerroedyrkning kommer derved til at influere på de kornarter, som man lader indgå i omdriften. Trods landbrugsjordens høje bonitet kommer hvededyrkningen i M. a. derfor til at indtage en mindre del af kornarealet (7,4% i 1952) end for øerne som helhed (9,4%). Mens bygdyrkningen har forholdsvis størst betydning på Lolland, findes de relativt betydeligste havre- og hvedearealer på Falster og Østlolland. Blandsæd- og rugdyrkningen er uden væsentlig betydning. Rodfrugtdyrkningen domineres fuldstændig af sukkerroer, der omfatter næsten 7/8 (86,5%) af rodfrugtarealet. Sukkerroeproduktionen er jævnt og alm. udbredt både på Lolland og Falster, men er dog vigtigst på Lolland. 99% af sukkerroeproduktionen anvendes til fabriksmæssig sukkerfremstilling, 1 % til foderbrug. Næstvigtigste rodfrugt er overalt den mindre sukkerholdige fodersukkerroe. Desuden dyrkes en del kålroer og runkelroer, overvejende på Falster, samt kartofler. Frugtdyrkningen er meget betydelig på øerne i Smålandsfarvandet (æbler og pærer), ret stor på det nordl. Falster og østl. Lolland, ringe på det sydl. Lolland.

Hornkvægholdet domineres fuldstændig af den røde da. malkerace, idet der dog spredt forekommer lidt jerseykvæg. Mælkeproduktionen anvendes overvejende i mejeribruget til fremstilling af smør og ost, men leverancer af konsummælk til byerne og endogså til Kbh. spiller desuden en rolle. Smørydelsen pr. ko er lidt mindre end på Sjælland, Fyn el. Bornholm, men større end i Jylland. Hornkvæget er nogenlunde jævnt fordelt, dog med en lille overvægt til det nordl. Falster. Det sa. gælder svineavlen, for hvilken sukkerroeaffaldet har betydning som foder ved siden af byg, returmælk m.v. Fåreholdet er ubetydeligt. Hønseholdet er større end i noget sjæll. amt; det er alm. udbredt, men er dog vigtigst på Falster og det nordl. Lolland. Bemærkelsesværdig er den store bestand af ænder (1/6 af hele Danmarks bestand).

Langs kysterne findes bosat en fiskerbefolkning, som dog koncentreres ved en række havnepladser. Langø by ved Nakskov fjord (Kappel so.) er den eneste af disse, der rummer over 50 erhvervsfiskere. Andre fiskerbyer er Lindelse og Tårs ved Nakskov fjord, Onsevig og Kragenæs på Nordlolland, Hesnæs på Falster. Af købstæderne har Nykøbing og Nysted, og af øerne i Smålandsfarvandet Askø størst betydning for fiskeriet. I de omgivende farvande fiskes ål og sild samt en del torsk og fladfisk. Økonomisk vigtigst er ålefangsten.

Industrien i M. a. arbejder dels for de lokale markeders forsyning med en række produkter, dels for et landsomfattende marked og et eksportmarked for enkelte produkter. De vigtigste industrigrene er bygningsindustri, nærings- og nydelsesmiddelindustri og metalindustri. Også træforædlingsindustrien har en vis betydning.

Nærings- og nydelsesmiddelindustrien forarbejder landbrugets produkter. Vigtige virksomheder er her sukkerfabrikkerne i Nykøbing (andelsfabrik), Sakskøbing, Maribo, Holeby og Nakskov, hvoraf den sidste er Danmarks største; der er til denne knyttet 4 saftstationer i oplandet. Største slagteri ligger i Nykøbing, andre store i Nakskov og Maribo. Endv. spredt beliggende mejerier, møllerier (største møllerivirksomhed i Nakskov), bagerier m.m. Tobaksindustri er s. 605 vigtigst i Nykøbing, produktion af kondenseret mælk i Nykøbing og Nakskov. Inden for metalindustrierne må fremhæves Nakskov skibsværft, der er blandt landets største; næstvigtigste metalindustriby er Nykøbing. Amtets vigtigste teglværkscentrum ligger ved Grænge ml. Nykøbing og Sakskøbing, og her brydes også kalk. I Nykøbing findes endv. nogen margarineindustri og konfektionsindustri.

Hovedjernbanelinien Kbh.-Gedser gennemløber Falster fra Storstrømsbroen i n. (se s. 93) til Gedser færgehavn i s. Denne enkeltsporede hurtigtogslinie befares af internationale tog fra Oslo, Stockholm og Kbh. til bl.a. Hamborg, Paris, Ostende, Hoek van Holland, Amsterdam, Chur, Rom og Wien. Amtets øvr. jernbaner er alle privatbaner. Vigtigst af disse er linien Nykøbing-Sakskøbing-Maribo-Nakskov, mens linierne Nakskov-Kragenæs, Maribo-Rødby-Rødby Havn og Nysted-Nykøbing-Stubbekøbing er udprægede oplandsbaner med stærkt begrænset betydning. En del oplandsbaner er nedlagt i årene efter 1940: Maribo-Torrig, Maribo-Bandholm (bevares som godsbane) og Nakskov-Rødby. En af privatbanernes vigtigste transportopgaver er transport af sukkerroer og melasse til og fra sukkerfabrikkerne. Her suppleres de af udstrakte net af smalsporede roebaner med 70 cm sporvidde, der stråler ud fra samtlige sukkerfabrikker og saftstationer (409,2 km hovedspor) og som i øvrigt i ringere omfang transporterer kalk, grus, tørv olgn.

Hovedvej 2 løber gennem Falster fra Storstrømsbroen til Gedser, og hovedvej 7 fra Nykøbing over Lolland til Nakskov. I øvrigt gennemkrydses M. a. af et udmærket vejnet. Bilruter supplerer jernbanenettet, dels som fødelinier til jernbanerne, dels som forstærkningslinier parallelt med disse, og endelig som erstatningslinier for nedlagte baner.

Naturfredning.

I M. a. er foretaget en del fredninger for at sikre landskaber og enkeltheder i disse mod forstyrrende indgreb. Af mere betydelige fredninger kan nævnes: Knuthenborg park i Hunseby so. (periodisk fredning af ca. 200 ha), Frejlev Bøget, Kettinge so. (stenstrøning fra istiden), Reventlowparken v. Pederstrup, Vesterborg so., Maribosøernes omgivelser, sikring mod yderligere bebyggelse, beplantning m.m., Svanevig, Bandholm so., sikring mod bebyggelse, Gedsergård, Skelby so., skrænter mod Guldborg sund, øen Kejlsø m.m. under Fuglsang, Toreby so., flere egeskove bl.a. ved Birkelypladsen i Keldskov, Errindlev so. samt i Frederiksdal park og skov, Sandby so. Kirkernes omgivelser er i reglen fredet mod indgreb.

Statistik.

Amtets areal var 1. april 1954 1797,34 km², heraf Lolland med omliggende øer 1283,45 km² og Falster 513,89 km². Af det samlede areal udgør købstæderne 72,37 km² og vandarealerne 38,67 km².

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal, 1951 179.734 ha, udgjorde landbrugsarealet 138.057 ha, gartnerier og frugtplantager 1681 ha, skove og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger) 18.869 ha, bebygget grund og gårdsplads 3546 ha, private haver 4122 ha, gader, veje, jernbaner, hegn olgn. 6450 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 985 ha, tørvemoser 1639 ha, heder, klitter, sumpe olgn. 518 ha og vandarealer 3867 ha.

1954 var fordelingen af landbrugsarealet, i alt 135.458 ha, flg.: hvede 10.297 ha, rug 1345 ha, byg 45.050 ha, havre 10.410 ha, blandsæd 2763 ha, bælgsæd 566 ha, kartofler 449 ha, foderroer m.v. 5981 ha, sukkerroer til fabrik 26.251 ha, frø 3914 ha, grønsager på friland 244 ha, brak 166 ha, græs- og grønfoder 26.014 ha og industriplanter (hør, sennep, raps, hamp etc.) 2008 ha.

M. a. har ligesom de fynske a. i sammenligning med de fleste sjæll. a. forholdsvis store landbrugsarealer, s. 606 men relativt noget mindre arealer dækket af moser og klitter samt byggegrunde, sportspladser m.v. Af landbrugsarealet udgør kornarealet en lignende andel som i de syd- og vestsjæll. a. og noget mere end i de fynske; der dyrkes navnlig meget byg, men forholdsvis lidt hvede og meget lidt rug. Rodfrugtarealerne er store, navnlig som følge af de store sukkerroearealer, der udgør henimod halvdelen af landets samlede sukkerroearealer. Arealerne med foderroer, kartofler og græsarealer i omdriften er derimod relativt små.

Høstudbyttet var 1954 i alt 7,8 mill. afgrødeenheder (hver lig foderværdien af 100 kg byg), hvoraf 2,6 mill. kerne af korn, 0,5 mill. halm, 3,5 mill. rodfrugter og 1,2 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsskyldvurderingen 1950 udgjorde den samlede vurderingssum i M. a. 1091 mill. kr., heraf for ejendomme i købstæderne 354 mill. kr., i landdistrikterne 737 mill. kr. Den samlede grundværdi udgjorde 390 mill. kr., heraf i købstæderne 71 mill. kr., i landdistrikterne 319 mill. kr.

Af ejendomme i landkommunerne var der 236 større landbrug på over 12 tdr. hartk. med i alt 6685 tdr. hartk. (areal 33.656 ha, vurderingssum 98,1 mill. kr.), 5338 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. med i alt 19.822 tdr. hartk. (areal 98.052 ha, vurderingssum 342 mill. kr.) og 2513 landbrugshuse (landejendomme på 1 ha og derover med under 1 tdr. hartk.) med i alt 1388 tdr. hartk. (areal 9604 ha, vurderingssum 42,5 mill. kr.). Der er væsentlig flere større gårde og færre små gårde og landbrugshuse i M. a. end i øernes øvrige amter. Blandt øvr. ejendomme i a.s landkom. kan nævnes 11.867 ejendomme med beboelse og forretning til en samlet vurderingssum af 156,0 mill. kr.

Af købstædernes ejendomsskyldværdi faldt 229,3 mill. kr. på beboelses- og forretningsejendomme, 43,8 mill. kr. på stats- og kommunale ejendomme og andre med fritagelse efter § 8, 46,3 mill. kr. på hoteller, fabrikker m.v., 12,3 mill. kr. på landbrug, 1,8 mill. kr. på gartnerier, 3,4 mill. kr. på byggegrunde og 16,5 mill. kr. på andre vurderinger.

Der var 1955 1105 statshusmandsbrug i amtet. Statens tilgodehavender i disse var 15.905.000 kr.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1954: 15.167 heste, 102.761 stk. hornkvæg, hvoraf 54.970 malkekøer, 768 får, 147.718 svin, 1.336.000 høns, 2873 kalkuner, 70.300 ænder, 15.860 gæs og 3643 bifamilier.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. I alt 9148 landbrugsmedhjælpere var beskæftiget i amtet i juli 1954; samtidig svarede indehaveres og disses ægtefællers og mindreårige børns arbejde til 7646 personer. Malkemaskinanlæg fandtes på 3642 landejendomme i 1954. Der var i alt 3184 landejendomme, som selv havde traktorer, i alt 3654 traktorer. Desuden var der 7 egl. maskinstationer i amtet med i alt 11 traktorer; herudover udførte 53 landbrugere med i alt 65 traktorer erhvervsmæssigt traktorarbejde for andre. 1690 ejendomme i amtet havde ensilagebeholdere.

Bl.a. som følge af det store antal større landejendomme ligger M. a. højt med hensyn til antallet af traktorer, hvorimod der er forholdsvis få ensilagebeholdere.

Befolkningen. Hele amtet havde 7/11 1950: 41.581 husstande med 135.337 indb. (1801: 52.896, 1850: 79.017, 1901: 106.837, 1930: 134.538); deraf havde provinsbyerne 15.989 husstande med 48.009 indb. el. 35,5% (1801: 5918, 1850: 11.164, 1901: 27.621, 1930: 42.336 eller henh. 11,2, 14,1, 25,8 og 31,5 %); hertil kommer i provinsbyernes forstæder 1950: 1487 husstande med 4419 indb. og i andre bymæssige bebyggelser 3280 husstande med 9981 indb.; samt i landdistrikterne 20.825 husstande med 72.928 indb.

Folkemængden i amtet var 1950 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter samtl. personer – hustruer, mindreårige børn m.v. – i familier, hvis forsørger var tilknyttet det nævnte erhverv): 49.040 levede af landbrug m.v., 40.381 af håndværk og industri, 14.058 af handel og omsætning, 7723 af transportvirksomhed, 7214 af administration og liberale erhverv, og 15.420 var ude af erhverv og levede enten af alders- el. invaliderente, off. understøttelse el. af pension, formue olgn.; om 1501 savnedes der oplysning m.h.t. erhverv.

Ved den 1948 afholdte erhvervstælling var der i amtet i alt 3586 håndværks- og industrivirksomheder, der i alt beskæftigede 17.660 personer, heraf 11.755 i byerne el. disses forstæder, 1624 i bymæssige bebyggelser og 4281 i rene landdistrikter. Virksomhedernes maskinkraft var i alt 50.809 HK. Virksomhederne i byerne er nærmere omtalt under de enkelte byer. Der var i amtet i alt 274 engros- el. dermed beslægtede virksomheder med 1261 beskæftigede og en omsætning på 226,6 mill. kr., 1631 detajlhandelsvirksomheder med 4654 beskæftigede og en s. 607 omsætning på 233,7 mill. kr. og endelig 246 hotel- og restaurationsvirksomheder med 1116 beskæftigede og en omsætning på 18,4 mill. kr.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold 1/4 1952–31/3 1953.

Af amtskom.s indtægter var de væsentligste poster: grundskyld 5.349.000 kr., ejdsk. 435.000 kr., afgifter af motorkøretøjer 2.561.000 kr., andre indtægter 589.000 kr., af udgiftsposterne bidrag til amtsskolefonden 506.000 kr., medicinalvæsen (efter fradrag af den fælleskommunale udligningsfonds tilskud til sygehusudgifter) 1.434.000 kr., vejvæsen (efter fradrag af forsk. tilskud, der afholdes af motorudgifterne) 3.251.000 kr., renter af gæld 356.000 kr. og administration 116.000 kr.

Ejendomsskyldpromillen var 1953/54 11,40 og lå godt 8% højere end gennemsnittet for landet, medens grundskyldpromillen 19,00 lå godt 9% højere end gennemsnittet. Amtsfondens formue udgjorde 31/3 1953 23,8 mill. kr., hvoraf 9,5 mill. kr. i faste ejd., Amtsfondens gæld 9,5 mill. kr. Med hensyn til købstædernes finansielle forhold henvises til afsnittene om hver enkelt by.

M.h.t. de finansielle forhold for sognekom. i Maribo amt under eet kan anføres flg.: Af de pålignede skatter udgjorde 1952/53 ejdsk. 3.794.000 kr., grundskylden 8.060.000 kr., grundstigningsskylden 82.000 kr., opholdskom.skatten 5.928.000 kr., erhvervskom.skatten 29.000 kr. og aktieselskabsskatten 173.000 kr., afgiften af motorkøretøjer indbragte 2.254.000 kr. og andre afgifter 153.000 kr. Af andre indtægter kan især nævnes formue- og erhvervsindtægter 481.000 kr.

Sognekom.s væsentligste udgifter var: sociale udgifter 7.627.000 kr., skolevæsen 2.951.000 kr., biblioteksvæsen 59.000 kr., vej- og kloakvæsen 5.114.000 kr., administration 1.252.000 kr. og renter af gæld 246.000 kr. Sognekom. ejede 31/3 1953 32.958.000 kr., hvoraf 15.596.000 kr. i faste ejd. og 17.363.000 kr. i værdipapirer. De havde en gæld på 6.531.000 kr.

Trafikforhold. Der var 1954 i amtet 343,0 km landeveje, hvoraf 94,3 km hovedveje, desuden var der 1947,4 km biveje. Der var 31/12 1953 i alt 10.302 automobiler indregistreret i amtet, hvoraf 7187 alm. personbiler, 164 drosker, 70 rutebiler m.v., 2881 vare- og lastvogne; endv. var der 1947,4 km biveje. Der var 31/12 1954 i alt 11.513 automobiler indregistreret i amtet, hvoraf 7906 alm. personbiler, 273 drosker, 74 rutebiler m.v., 3218 vare- og lastvogne; endv. var der 280 motorcykler af scootertypen og 3139 andre motorcykler. Der var under amtet autoriseret 35 personautomobilruter; ruternes samlede længde var 844 km, og de betjentes af 51 vogne med 1432 pladser. Om særlige byomnibusruter henvises til de enkelte byer.

Inddeling.

Amtet består af købstæderne: Maribo, Nakskov, Nykøbing, Nysted, Rødby, Sakskøbing og Stubbekøbing og herrederne: Lollands Sønder hrd., Lollands Nørre hrd. Musse hrd., Fuglse hrd., Falsters Sønder hrd., Falsters Nørre hrd. Amtets samtlige landkommuner danner en amtsrådskr.

Amtsrådet har 15 medlemmer, hvoraf efter valget i marts 1954 7 tilhørte Socialdemokratiet, 2 Radikale venstre, 1 Konservative folkeparti og 5 Venstre. Amtet har 67 sognekommuner. Amtet udgør 5 folketingsvalgkredse (Nakskov, Maribo, Sakskøbing, Nykøbing og Stubbekøbing). I kirkelig henseende udgør a. tillige med Bogø so. i Præstø a. Lolland-Falsters stift, der omfatter 6 provstier med tilsammen 68 pastorater nemlig: 1) Lollands Sønder hrd.s provsti, 2) Lollands Nørre hrd.s provsti, 3) Fuglse hrd.s provsti, 4) Musse hrd.s provsti, 5) Falsters Nørre hrd.s provsti og 6) Falsters Sønder hrd.s provsti. Amtet omfatter 4 politikredse, nemlig: 1) Politikr. nr. 19 (Nykøbing F.), hvortil også hører øen Bogø af Præstø a., 2) politikr. nr. 20 (Sakskøbing), 3) politikr. nr. 21 (Rødby) og politikr. nr. 22 (Nakskov).

I jurisdiktionel henseende er a. inkl. Bogø af Præstø a. delt i flg. 4 retskredse: 1) retskr. nr. 28 Nykøbing kbst. og hrd. og Falsters Vester hrd. med Stubbekøbing kbst. og hrd., (hovedtingsted i Nykøbing F., bitingsted i Stubbekøbing), 2) retskr. nr. 29 Sakskøbing kbst. og Musse hrd. med Nysted kbst. og birk (hovedtingsted i Sakskøbing, bitingsted i Nysted), 3) retskr. nr. 30 Maribo kbst. og birk med Rødby kbst. og Fuglse hrd. samt Fejø birk (hovedtingsted i Maribo, bitingsteder i Rødby og Fejø) og 4) retskr. nr. 31 Nakskov kbst. med Lollands Nørre samt Sønder hrd. (tingsted i Nakskov).

A. udgør Nykøbing F. amtslægekr., der deles i 3 lægekr.: 1) Falsters lægekr. (Nykøbing), 2) Østlollands lægekr. (Sakskøbing) og 3) Vestlollands lægekr. (Nakskov). Amtslægen bor i Nykøbing. A. hører til 2. udskrivningskr. (Roskilde).

Der hører 8 civilforsvarsområder under a.: 1) (20) Gedser (Skelby-Gedesby kom. m. Gedser stationsby), 2) (47) Maribo, 3) (49) Nakskov, 4) (54) Nykøbing F., 5) (57) Nysted, 6) (69) Rødby, 7) (71) Sakskøbing og 8) (83) Stubbekøbing.

A. er delt i 4 skattekredse: 1) (24. skattekr.) Stubbekøbing, 2) (25. skattekr.) Sakskøbing, 3) (26. skattekr.) Maribo og 4) (27. skattekr.) Nakskov og udgør een skyldkreds (19. skyldkr.) med 8 vurderingskr., nemlig a) Falsters østre omfattende 9 vurderingsdistrikter, b) Falsters nordre (7 vurderingsdistrikter), c) Falsters søndre (7), d) Sakskøbing (12), e) Rødby (12), f) Maribo (11), g) Lollands Nørre hrd. (12) og h) Nakskov (10).

M.h.t. oppebørselen af skatter m.v. udgør a. Maribo amtsstuedistrikt.

Maribo amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Overretsprok. Balthazar Christensen (V); arvefæster C. J. Blak (V); prok. Georg Aagaard (NL); gårdfæster Hans Olesen (V); kateket M. Mørk Hansen (H) og gdr. Hans Rasmussen (V).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Nakskov-kredsen: sgpr. Johan Wegener 1849–53 (H); dr. phil. J. C. Lindberg 1853–57 (V); glarmester G. H. Lorange 1858 (V); gdr. Peder Pedersen Ludvig 1858–61 (V); propr. Carl Jensen 1861–64 (H); overretsprok. Chr. Juel 1864–66 (H); sgpr. P. M. Lund 1866 (H); byfoged Hother Hage 1866–69 (NL); gdr. Peder Pedersen Ludvig 1869–73 (V); gdr. J. S. Steffensen 1873–81 (H); lærer Lars Jørgensen 1881–84 (V); sagf. Chr. Fr. Weeke 1884–87 (H); red. Niels Neergaard 1887–90 (V); ing. Holger Hammerich 1890–95 (H); godsejer, Ludv. greve Reventlow 1895–1913 (H); borgm. Sophus Bresemann 1913–18 (S).

b) Maribo-kredsen: sgpr. Frederik Schiøtt 1849–52 (H); red. Chr. Jørgensen 1852–53 (liberal), prok. Georg Aagaard 1853–57 (NL); sgpr. Andreas Krogh 1857–64 (NL); arvefæster C. J. Blak 1864–66 (V); red. J. R. Dein 1866 (NL); prof. N. C. Frederiksen 1866–77 (V); gdr. Lars Larsen 1877–79 (V); sgpr. P. M. Lund 1879–81 (H); translatør, dr. phil. Jul. Wederkinck-Madsen 1881–87 (V); lærer Thomas Johannsen 1887–90 (H); gdr. Lars Larsen 1890–92 (V); lærer Thomas Johannsen 1892–98 (H); gdr. Ole Olsen 1898–1906 (VR); red. Chr. Reventlow 1906–10 (løsgænger); gdr. N. P. Kristjansen 1910–13 (V), gdr. P. Pedersen-Killerup 1913–18 (RV).

c) Sakskøbing-kredsen: gårdfæster Hans Olesen 1849–53 (V); forf. Frederik Barfod 1853–69 (liberal); lærer Chr. Pedersen 1869–79 (V); konsul Julius Stürup 1879–81 (H), lærer, gdr. N. K. Nielsen-Grøn 1881–92 (V); kapt. Martin M. Halsted 1892–95 (H); læge Holger Rørdam 1895–1918 (RV).

d) Nykøbing-kredsen: biskop D. G. Monrad 1849–53 (NL); red. Chr. Jørgensen 1853 (liberal); biskop D. G. Monrad 1853–65 (NL); lærer Andreas Chr. Hansen 1865–69 (V); sgpr. Julius Schleppegrell 1869–72 (H); bladudgiver Rasmus Claussen 1872–1903 (V); sgpr. Kr. Bjerre 1903–06 (V); forretningsfører Vald. Olsen 1906–10 (S); fabr. H. P. Philipsen 1910–13 (V); forretningsfører Vald. Olsen 1913–18 (S).

e) Stubbekøbing-kredsen: lærer Didrik Sidenius 1849–53 (V); lærer H. Lindholm 1853 (H); arvefæster Rasmus Olsen 1853–79 (V); gdr. H. P. L. Skytte 1879–81 (V); red. N. J. Larsen 1881–1903 (V); gdr. Jens Stub 1903–06 (RV); gdr. Kr. Jensen-Højby 1906–09 (V); sgpr. S. Keiser-Nielsen 1909–18 (RV).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Borgmester Sofus Bresemann 1918–35 (S); sgpr. S. Keiser-Nielsen 1918–20 (RV); forretningsfører Vald. Olsen 1918–27 (S); gdr. Peder Pedersen-Killerup 1918–20 (RV); statsrevisor A. M. Hansen 1918–47 (RV); red. Asger Karstensen 1918–20 (KF); gårdejer Paul Rasmussen 1918 (V); forp. Mads Larsen 1920–35 (RV); sgpr. Fr. Bruun-Rasmussen 1920 (V); gdr. F. W. Larsen-Badse 1920–36 (KF); byretspræsident Svenning Rytter 1920–29 (V); prof. Hartvig Frisch 1926–50 (S); prof. Niels Kjærgaard-Jensen 1929–32 (V); forbundsformand V. S. Petersen 1927–29 (S); kontorchef Sven Trier 1929–31 (S); sekr. Sigvard Munk 1931–38 (S); propr. N. C. Løje 1932–43 (V); sekr. Knud V. Jensen 1935–39 (S); propr. Laurids Grønning 1936–43 (KF); underdir. Peder Nørgaard 1938–43 (S); dir. Vilh. Buhl 1939–53 (S); landsretssagf. Poul Hjermind 1943–47 (KF); red. Jacob Sehested-Grove 1943–45 (S); forstander Kr. Kristensen 1945–53 (V); matros Svend Nielsen 1945–47 (K); førstelærer Svend Jørgensen 1947– (RV); forbundsformand Peder Knudsen 1947–50 (S); godsejer Edw. Tesdorpf 1947–(KF); tapetserer Søren Lund Jensen 1950– (S); kommunelærer R. Lysholt-Hansen 1950– (S); borgm. Holger Brodthagen 1953– (S); landsretssagf. H. A. Gideon 1953– (V).

Åndelige rørelser.

Ingen af 1800t.s stærke åndelige rørelser, hverken på det kirkelige el. politiske område, fængede særlig kraftigt i den lollandske el. falsterske befolkning. Det blev kun til svage dønninger fra det stærke røre på Sjælland. 1835–40 repræsenteredes den lollandske bondestand i Roskilde stænderforsamling af sognefoged Frederik Jørgensen i Vindeby, der bl.a. var med til at rejse husmandssagen. Hans efterfølger i stændersalen blev overretsprok. Balthazar Christensen. Efter gennemførelsen af landkommunalloven 1841 oprettedes såvel på Falster som på Lolland landboforeninger, der tog sigte på at opdrage bønderne til deltagelse i det kommunalpolitiske liv. Desuden rejste de visse rent kommunale spørgsmål, fx. vedrørende sygehuse og indretning af højere bondeskoler, navnlig på Falster. Det blev dog kun til tilløb. Et vist politisk røre herskede dog. 1841 valgtes J. C. Drewsen til Roskilde Stænder for Falster, og s.å. holdt Orla Lehmann som hans ledsager i Nykøbing en dristig politisk tale til bønderne, der skaffede ham 3 måneders fængsel. 1844 begyndte husmand Peder Hansen-Lundby at agitere og blev medlem af Falsters landboforening. Da foreningerne indsendte petitioner om landboreformer til stænderforsamlingen, skred øvrigheden ind i henhold til bondecirkulæret af 1845, og da lederne ikke ønskede at komme under politikontrol, ophævedes foreningerne. – Ved valgene til den grundlovgivende rigsforsamling 1848 dominerede Venstre og valgte bl.a. Balthazar Christensen. Højre fik kun een af 6 repræsentanter. Ved de flg. valg til folketinget klarede Højre sig bedre og havde indtil århundredskiftet såvel i Nakskov- som i Maribokredsen som oftest overtaget. I de 3 øvr. kredse (Sakskøbing, Nykøbing og navnlig Stubbekøbing) var Venstre dominerende, og efter århundredskiftet erobrede det Rad. Venstre Sakskøbing- og Stubbekøbing-kredsene. Først 1913 opnåede socialdemokraterne repræsentation i amtet, idet de erobrede både Nakskov- og Nykøbing-kredsen, som siden har været faste soc.-dem. bastioner.

I 1850erne opstod på Nordfalster en stærk grundtvigsk bevægelse. Det begyndte med oprettelsen af Falsters læseforening 1857, og sen. fulgte en række årl. grundtvigske pinsemøder i Sdr. Kirkeby. 1878 grundlagdes en grundtvigsk folkehøjskole i Nr. Ørslev, og der opstod en stærk kirkelig bevægelse i Vålse, Sdr. Alslev og Skelby. Højskolen fremkaldte ligeledes s. 613 oprettelsen af en friskole. I Søllested oprettedes 1905 Lollands højskole. – I pressemæssig henseende har amtet været meget livligt. Ældst er »Lolland-Falsters Stiftstidende«, opret. 1812 i Nykøbing som en fortsættelse af det fra 1806 i Maribo udgivne »Lolland Falsters Adresse Comptoirs Efterretninger«. Da Chr. Jørgensen overtog bladet 1845, fik det en ret frisindet retning; sen. blev det mere konservativt. 1901–14 var Chr. Reventlow red., og det læstes i denne periode også uden for den lokale kreds. Fra 1873 udsendtes fra Nykøbing »Lolland-Falsters Folketidende«, opret. af venstremanden Rasmus Claussen.

I Nakskov stiftedes 1868 venstrebladet »Nakskov Tidende«, nu »Lollands Tidende«; her udkommer også højrebladet »Vestlollands Avis«.

1901 grundlagde den soc.-dem. red. S. Bresemann i Nakskov amtets soc.-dem. avis (nu »Ny Dag«), og fra 1891 udkommer i Nykøbing »Lolland-Falsters Venstreblad« som organ for det Rad. Venstre. Også i Maribo er der udkommet flere aviser, bl.a. det konservative »Lollands-Posten«, opret. 1836.

Litt.: AarbLollF. 1923. 15–22; 1926. 37–56; 1929. 78–103; 1948. 442–98; 1950. 232–52.

Oldtidsbebyggelse.

Lolland-Falster er arkæologisk set et både rigt og interessant område; men mindesmærker og fund er meget ulige fordelt. Medens visse strøg er meget rige, er der andre, der er næsten tomme. Dette sidste gælder således i sten- og bronzealderen store dele af Vest- og Sydlolland, som først synes at have fået nogen videre bebyggelse i jernalderen.

Fra ældre stenalders ældre afsnit, maglemosekulturen, har vi kun svage spor af bebyggelse, et par små bopladser, i moser ved Skottemarke og Hannenov; men fra periodens sen. del, ertebøllekulturen, har vi store og rige bopladser, ikke alene ved kysterne (Vålse vig, Nysted, Torsø strand), men navnlig i indlandet (Maribo-søerne, Godsted og Vester Ulslev moser).

Fra yngre stenalder kendes et stort antal store stengrave, dysser og jættestuer. I alt vides der at have været 439, hvoraf knap halvdelen er bevaret. Af disse er 33 runddysser, 136 langdysser, 33 dyssekamre, 73 jættestuer, 5 kistegrave og en hellekiste; resten er mere ubest., ødelagte stengrave. De på stengrave rigeste sogne er Toreby, hvor der har været 61, Åstrup med 31, Kettinge med 30, Majbølle med 28, Horbelev med 19, Tårs med 17 og Stokkemarke med 15. Det vil ses, at hovedbebyggelsen på Lolland ligger langs Guldborg sund, medens også visse egne af Falster er meget rige; ved Guldborg sund ligger da også den største kendte boplads fra yngre stenalder, ved Nagelsti. Blandt runddysserne skal fremhæves 2 i Storskoven under Fuglsang, blandt langdysserne Kong Grønnes Høj i Frejlev skov, Kæmpegården ved Egholm og anselige langdysser ved Flintinge, Radsted, Priorskov, i Avnede skov og Sortsø Fredskov. Navnlig Lolland har en række af landets anseligste jættestuer, som Kong Svends Høj ved Pederstrup, Glentehøj ved Birket, Store og Lille Guldhøj ved Frejlev, jættestuer i Rykkerup skov, Flintinge Byskov og Frejlev skov; flere af dem har givet betydelige fund af oldsager. En særlig lollandsk gravform er de store kistegrave, lange, svære kister med flere dæksten; flere af dem har indeholdt sager fra den ødanske enkeltgravskultur.

Bronzealderen er først og fremmest repræsenteret af de mange høje, hvoraf der vides at have været over 2000, hvoraf godt to trediedele er bev., takket være at der ligger så mange i skovene; der har dog utvivlsomt været mange flere; men de små lave høje fra yngre bronzealder, som udgør langt hovedparten af de bevarede i skovene, vil kun undtagelsesvis kunne spores, hvis de nedpløjes af dyrkningen. De sogne, hvorfra der kendes flest høje, er Åstrup med 178, Kettinge 124, Horbelev 115, Birket 110, Ønslev 109, Majbølle og Horslunde 92, Godsted 90, Toreby 74, Systofte 71, Krønge 64, Stadager 55 og Eskilstrup 50. Vi ser også her Guldborg sund virke tiltrækkende på bebyggelsen, ligesom egnen s.f. Maribo-søerne og Østfalster er rig. Næsten uden høje er store dele af Vest- og Sydlolland, hvis flade, lavtliggende, svære lerjorder dengang næppe kan have virket tiltrækkende på bebyggelsen; det har derimod de mere bakkede sogne Birket og Horslunde på Nordvestlolland, hvor jorden er knap så svær. Blandt de anseligere høje fra ældre bronzealder kan nævnes de to Bavnehøje på henh. Lollands og Falsters højeste punkter; et par ret rige gravfund stammer fra Blans og Gundslev. Særlig rigt er yngre bronzealder repræsenteret. Det er brandgrave fra denne tid, der findes i de mange småhøje, som optræder i store klynger i mange af skovene, særlig under godserne Halstedkloster, Søholt, Engestofte, Knuthenborg, Krenkerup, Orebygård, Vennerslund, Ny Kirstineberg, Orupgård og Korselitse, samt ikke mindst i den på oldtidsminder så rige Frejlev skov. Ofte findes der i stedet for de små lave høje små stenkredse, der også indeholder brandgrave. Vi træffer her et specielt træk, nemlig at der ved ø.siden af disse små høje el. stenkredse s. 614 er rejst en bautasten, noget, der ikke kendes fra det øvr. land. Der er også hist og her bev. helleristningssten, navnlig med skålgruber. Fra yngre bronzealder har vi også en del vigtige offer- el. depotfund. Fra Falster, Lommelev og Rabjerg, har vi således to par lurer og fra andre moser på Falster 5 bronzeskjolde, der synes at være en specialitet for Falster, idet der kun kendes eet fra hele det øvr. land. Andre vigtige depotfund kendes fra Hellinge, Hyldtofte, Nagelsti, Lågerup og Gedesby.

I jernalderen rykker bebyggelsen ud på det flade Sydlolland, der i ældre jernalder har givet en række vigtige fund, først og fremmest det prægtige Hobyfund, det rigeste gravfund, vi har fra hele vor oldtid; fra sa. periode, ældre romersk jernalder, har vi rige jordfæstegravpladser fra Halstedkloster og Munkeby, urnegrave fra Lundegårde og en boplads ved Vejleby. Fra det endnu ældre afsnit, den førromerske jernalder, har vi brandgravpladser fra Opager og Hillested og et prægtigt bronzekar fra Hoby. Fra yngre romersk jernalder har vi gravpladser fra Tirsted (brandgrave) og Rå (jordfæstegrave). Et interessant fund fra denne tid er moseliget fra Korselitse.

Fra den efterfølgende germanske jernalder har vi den prægtige guldhalsring fra Hannenov skov og en skat af 17 stykker ringguld fra Ullerslev. Fra vikingetiden kendes nogle spredte, ikke særlig rige grave (Hoby, Opager); men ellers er det mest skattefundene, der er vigtige: Et prægtigt kringleformet guldsmykke fra Skovby på Falster; et mærkeligt fund af et sølvbæger og 5 sølvskåle fra Fejø; vort næststørste vikingetids sølvfund, fra Vålse; et betydeligt møntfund fra Sdr. Kirkeby.

Lolland har været ret rig på runesten, og flere af dem er ret vigtige. Sten fra Tillitse, Skovlænge, Tågerup, Sædinge, Tirsted og Bregninge er bevaret, dels ved kirkerne, dels i museer (Nationalmuseet, Stiftsmuseet i Maribo).

Af fredede oldtidsmindesmærker findes i Maribo a.: 20 runddysser, 82 langdysser, 31 dyssekamre, 44 jættestuer, 5 kistegrave, 1 hellekiste, 7 langhøje, 207 større høje, 1045 mindre høje (de 57 med bautasten), 33 stenkredse (de 14 med bautasten), 10 helleristningssten, 19 stensætninger af forsk. art og 1 stenalderboplads (Worsaaes Ø i Maribo sø).

Litt.: C. C. Haugner. Lollands Oldtidsminder. 1941.

Bebyggelsen i historisk tid.

Lollands og Falsters geografiske beliggenhed har gjort dem til det naturlige bindeled ml. det østl. Danmark og landene s.f. Østersøen. Færgeruterne er fra gl. tid indgået som et afgørende led i øernes vejnet og købstædernes udvikling, og langs kysterne findes endnu en række overfartssteder, hvis oprindelse går tilbage til oldtiden. Med udlandet har øerne – og dermed Sjælland – stået i forb. over færgestederne ved Gedser og Rødby; med det øvr. Danmark gik forb. antagelig over Stubbekøbing og sen. over Gåbense på Falster, over Tårs og Nakskov på Lolland; indbyrdes havde øerne forb. over Guldborg og Nykøbing. Først i nyere tid har broer erstattet tidl. tiders færgeruter. Fra færgestederne kan vejlinierne føres ind i landet langs de ældste vandskel, og købstæder er i tidlig middelalder opstået her, således Nysted ved det faste slot Ålholm, Sakskøbing ved et vejkryds; i slutn. af middelalderen åbnede grundlæggelsen af det store Maribo kloster muligheder for en sidste købstaddannelse ved Lollands ø.-v.-gående hovedlandevej. – Vendertiden blev i den tidl. middelalder den store skelsættende begivenhed. Lolland og Falster hørte til de egne, der ved deres udsatte beliggenhed først blev hærget, hvad der ganske tydeligt kan spores i den ældre bebyggelse. Det er næppe ganske tilfældigt, at de to øer er meget rige på voldsteder og befæstningsanlæg fra 1100t. og tiden derefter. En tilflugtsborg m. ringformet anlæg og tredobbelte volde ved Virket på Falster (omtalt hos Saxe) stammer utvivlsomt fra denne tid; det sa. gælder et par gl. vejspærringer, en på Falster, nu næsten udpløjet, i Væggerløse so., og en til dels velbevaret på Lolland, Godsted so., ved det snævre vejpas ml. Hejrede og Røgbølle søer; hertil svarer en for o. 20 år siden opdaget fjordspærring i Vestre Skarholmsrende ved Rødby. – Af amtets knap 100 middelald. kirker er kun 13 opf. af brudsten og må formodes at stamme fra tiden før venderkrigene. Resten er opf. af teglsten i tiden fra beg. af 1200t. og sen., men sådan at langt de fleste er opf. i senromansk tid. I de kritiske krigsår har man da klaret sig m. kirker af træ; et minde derom er endnu de 6 lollandske klokkestabler af træ, om end den ældste af dem, Birket, ikke går længere tilbage end o. 1350. Den senromanske og unggotiske teglstensarkitektur i Maribo a. er præget af en kendelig islæt fra nordtysk bygningskunst og vidner om den livlige forb. m. landene s.f. Østersøen i tiden efter venderkrigene. Smukke senromanske eks. er Tirsted og Våbensted kirker på Lolland; unggotiske kirker kendes s. 615 navnlig på Falster: Ønslev og Nr. Alslev; af de højgotiske kirker skal nævnes Nørre Vedby på Falster, Engestofte og Nysted på Lolland. Købstædernes kirker er blevet præget af sengotikken, særlig bør Nakskov Skt. Nicolai kirke nævnes. Mens der i købstæderne tillige byggedes en del tiggermunkeklostre, var der kun få herreklostre: Halsted og Maribo. Af det sidste står nu kun den store sengotiske kirkehal, nu stiftets domkirke. – Inden for Maribo a. har kongerne fra gl. tid haft udstrakt krongods; de kgl. borge Nykøbing slot og Ålholm er minder derom. Under holstenernes herredømme i 1330erne blev Ravnsborg i Birket so. opf., sen. afløst af kong Hans’ befæstningsanlæg på Slotø i Nakskov fjord. Desuden er der en vrimmel af mindre voldsteder af relativt høj ælde, særlig i egnen omkr. Maribosøerne: Ålevad (God-sted so.), Borgø (Engestofte so.), Eriksvolde (Østofte so.), Grimstrup i Lysemose ved Maribo Nørresø; desuden på Falster: Svinehave ved Gedser (en rest af den gl. Gedsergård) og Bønnet (Horbelev so). I tiden efter reformationen, da dronn. Sophie havde sit livgeding på Lolland og Falster, blev det middelald. Nykøbing slot omdannet til en af landets fornemste renæssanceborge (nedrevet 1767); samtidig rejstes en mængde adelsborge, der dog for en stor del i nyere tid er helt ombyggede; endnu er dog bev. flere smukke anlæg fra 1500t., fx. Rudbjerggård (Tillitse so.), Berritsgård (Tårs so.) og den sen. delvis ombyggede Krenkerup (en tid Hardenberg, Radsted so.); fra baroktiden skal særlig nævnes Kristianssæde (Skørringe so.), opf. 1690, og Frederiksdal (Sandby so.), opf. 1756; i tidlig nyklassicisme er opf. Korselitse 1775–77, tilskrevet Andreas Kirkerup (Sønder Alslev so.), og i sen klassicisme Vennerslund 1845 (Stadager so.). En del af øernes gode gl. bindingsværksarkitektur i landsbyerne er i ny tid overført til frilandsmuseet i Maribo; af karakteristiske gl. præstegårde skal nævnes: Moseby (Åstrup so.), Torkilstrup, Karleby, Østofte og Gloslunde. I købstæderne er den gl. bebyggelse delvis forsv.; kun i Nakskov er der langs Søndergade, torvet og smøgerne ned til havnen bev. et større antal meget gl. og smukke gårde. Den store vækst i byernes indbyggertal, der præger udviklingen i det øvr. land, har også her, navnlig i Nykøbing og Nakskov, medført et meget stort moderne byggeri. Til større byggeforetagender fra nyere tid hører også de store broarbejder. Ved to vejbroer over Guldborg sund, Chr. IX.s bro ved Nykøbing (1867) og Guldborgbroen længere mod n. (1934), knyttedes øerne sammen. Ved bygningen af den længe planlagte Storstrømsbro sattes de 1937 i forb. med Sjælland.

Historie.

Lolland skrives i 800t. i Wulfstans rejsebeskrivelse i kong Alfreds oversættelse af Orosius Læland; hos Adam af Bremen *o. 1075 Laland, i et brev fra 1140 Lalandiam; i Chronicon Lethrense o. 1170 Laland; hos Saxo Lalandia; i ValdJb. Laland og Lalandia. Forleddet menes at være det oldnordiske lå, »søen hvor den skyller op mod strandbredden«, jysk lo, »smalt løb i havet« el. »smal rende fra havet ind i land«, men måske med sa. betydning som det tilsvarende middelhøjtyske lâ, »sump«. Falster skrives i Wulfstans rejsebeskrivelse Falster, hos Adam af Bremen Faltra, i Chronichon Lethrense Falstria, Falster, Falstar; i ValdJb. Falstria. Navnet menes at være en afledning (med den bl.a. fra no. ønavne kendte endelse -stra-) af aflydsform til verbet gl. da. fiala, »fjæle, skjule« el. gl. da. falda, »folde«.

Øerne med tilhørende småøer kaldes tilsammen Smålandene (*1250 in Smalandis, Heimskringla Smálond, 1511 Smalandhenæ), hvori ordet land vistnok betyder landskab, som i jurisdiktionel og måske også legislativ henseende danner en selvstændig enhed. Efter denne benævnelse har farvandet ml. Sjælland og Lolland-Falster fået benævnelsen Smålandsfarvandet.

Lollands beboere benævnedes tidligt låler el. lollandsfarer, sen. lollændere el. lolliker. Falsters beboere benævnes i skjaldekvad fra 1000t. falstrbyggvar, falsterboerne, sen. er falstringer blevet den alm. benævnelse.

Lolland og Falster nævnes som anført i Wulfstans rejsebeskrivelse fra 800t. som hørende til danernes lande. I vikingetiden satte svenskere sig en tid fast på Lolland, sandsynligvis i forb. m. kong Gnupas herredømme i Hedeby; to runestene, Tirstedstenen og Sædingestenen, minder om denne sv. bosættelse. Stednavnene beretter desuden om en spredt vendisk kolonisation; på Lolland forekommer et Vindeby, og på begge øer findes adsk. navne med endelse -itse-. Fem af disse, Binnitse, Kobelitse, Korselitse, Kuditse og Tillitse, regnes som sikkert vendiske. Tiden for denne vendiske kolonisation kendes ikke. Man har ment, den stammede fra vendertogenes tid i 1100t., men det er sandsynligere, at det drejer sig om en fredelig kolonisation; mul. kan den gå helt tilbage til den slaviske ekspansion i 700–800t.

Falster blev hærget flere gange under Svend Estridsens krige med Magnus den Gode og Harald Hårderåde. Kong Magnus gjorde på et tog landgang på øen, og en skjald beretter, s. 616 at han lod falsterboernes skare bøde med livet; og efter et af Harald Hårderådes togter blev efter en anden skjalds beretning Falster øde. 1131 nævnes Erik, der var gift med Knud den Helliges datter Cecilie, som jarl over Falster. I borgerkrigene efter mordet på Knud Lavard spiller Lolland en vis rolle. Erik Emune havde trofaste tilhængere på øen; i efteråret 1133 landede han der og lod kong Niels’ jarl, Ubbe, hænge. Sen. fik Svend Grathe en vis tilknytning til Lolland; han fik overladt øen af Valdemar og Knud Magnussen, og her holdtes et møde ml. de tre kongsemner og alle rigets stormænd.

Under vendernes hærgninger var de to øer særlig udsat. Saxo roser falstringerne, fordi de ved deres mod holdt venderne fra livet enten med magt el. ved overenskomster, mens lollikerne måtte købe fred ved at betale afgifter. 1158 blev Falster angrebet af en stor vendisk hær, og beboerne måtte søge ly bag deres fælles virke, måske den folkeborg, hvis rester ses ved landsbyen Virket. Falstringernes færd blev dog betragtet med mistro af sjællænderne, der antog, at nogle af dem stod i ledtog med venderne, og Valdemar den Store forberedte s.å. et tog mod Falster; det blev dog opgivet p.gr.af kongens sygdom.

Valdemar den Store synes at have givet dele af Lolland i forlening til sin svoger venderfyrsten Pritslav, dennes søn Knud havde i hvert fald øen som len. Sen. gav Valdemar Sejr Lolland-Falster som len til sin søn Christoffer I, og efter 1260 fik Valdemars søn hertug Knud Lolland i forlening.

I de urolige tider under Christoffer I kom. øerne enkelte gange med i billedet; da Henrik Æmeltorf 1252 satte sig fast på Møn og Sjælland, hedder det, at alt kongens gods blev ført bort fra Falster. 1253 blev Nykøbing erobret af lybækkerne og holstenerne, og byen blev brændt, og under almuens oprør 1256, da »kådkarlene var galne med køller«, blev Revshaleborgen på Borgø i Maribo sø ødelagt. Under kampene med de fredløse blev Stubbekøbing plyndret af nordmændene 1289 og Nykøbing af de fredløse s.å.

Under rigets opløsning under Christoffer II spillede øerne atter en vis rolle. 1326 satte Christoffer sig fast på Falster efter at være blevet forjaget fra Sjælland, s.å. fik grev Johan den Milde af Holsten øerne i forlening af kong Valdemar III. 1329 begyndte Christoffer sin generobring af riget med at besætte Lolland, og han belejrede Nykøbing; da forsøget 1331 var slået endelig fejl, fik han anvist Lolland som sin del af riget. Han boede i Sakskøbing, hvor han blev taget til fange af Henneke Breide og Johan Ellemose, der førte ham til Ålholm; Johan den Milde skaffede ham dog friheden igen, 1332 døde han i Nykøbing. 1333 landede hans søn prins Otto med en hær på Lolland og foretog herfra sit togt til Jylland, der endte med nederlaget på Taphede. Øerne var derefter i de holstenske panteherrers vold, og 1335 byggedes Ravnsborg.

Valdemar Atterdag begyndte 1346 generobringen med belejring af holstenernes slotte, de holstenske grever kom disse til undsætning, men 1347 overgav Ravnsborg sig til Valdemar, som derefter fik øerne i sin hånd.

Øerne blev undertiden mødested ml. de da. konger og hanseaterne; Valdemar Atterdag sluttede 1365 fred med dem i Nykøbing, 1399 kom det til forlig ml. dronn. Margrete og Rostock og Wismar smst., og 1507 sluttede kong Hans fred med lybækkerne ligeledes i Nykøbing.

Hverken kronen el. kirken havde særlig meget gods på Lolland, herremændene havde det meste, og 1446 udstedte disse på Lollands landsting en særlig lov for øen: Lollands vilkår, som gav bestemmelser om en række landboforhold og først og fremmest sikrede herremændenes rettigheder over for bønderne.

Under kong Hans’ krige med lybækkerne lå øerne til stadighed i kamplinien, navnlig Lolland blev hårdt plyndret 1510. Efter Fr. I.s død fik enkedronn. Sophie øerne som livgeding ɔ: hun skulle have rådighed over krongodset og alle indtægter deraf. 1534 kom de imidlertid i grev Christoffers besiddelse, og denne overgav dem til lybækkerne; 1535 fik Chr. III herredømme over dem. Mens de var i grevens besiddelse, havde bønderne rejst sig mod herremændene, bl.a. blev Nielstrup belejret, og dens ejer Johan Oxe blev dræbt, da en kanon sprang i stykker. Dronn. Sophie forsøgte at få sit livgeding tilbage, det lykkedes hende kun delvis, selv om hun efterhånden fik en del af øernes indtægter.

Falster havde imidlertid på ny fået et fremmed befolkningselement, idet der måske allr. i Chr. II.s tid var bosat nogle hollændere dels på Bøtø, dels på Hasselø. Øernes nære forbindelse med Nordtyskland gav dem i flere henseender en særstilling, bl.a. drev bønderne handel på de nordty. byer med deres egne produkter, hvad der voldte misfornøjelse i købstæderne. 1547 måtte kongen give en forordning om de lolland-falsterske bønders sejlads og handel på Tyskland, der indskrænkede den uden helt at forbyde den. 1585 måtte der gives en ny forordn. om det omstridte spørgsmål. Efter enkedronn. Sophies død blev øerne helt overtaget s. 617 af kronen; det fik særlig betydning for Falster, idet Fr. II ved mageskifter erhvervede adelens ejendomme her, så hele øen blev krongods og indrettet til vildtbane.

1589 blev øerne livgeding for Fr. II.s enke dronn. Sophie af Mecklenburg. Hun tog ophold på Nykøbing slot og styrede sit gods med stor energi og dygtighed. Efter hendes død 1632 blev de givet i forlening til den udvalgte prins Christian, der efter sit bryllup 1633 satte bo på Nykøbing slot. Efter hans død 1647 beholdt enken Magdalene Sibylle øerne som livgeding indtil 1652, da hun giftede sig igen; de kom derefter på ny under kronen.

Under svenskekrigen gik Karl Gustaf 6/2 1658 over isen fra Langeland til Lolland, begge øer og selv den stærke fæstning Nakskov overgav sig uden kamp. I den anden krig slap de for besættelse indtil april 1659; derefter blev de hurtigt erobret med undtagelse af Nakskov, som denne gang forsvarede sig yderst hårdnakket til 16/7. Begge øer blev derefter plyndret hårdt, og krigen efterlod dem i en sørgelig forfatning.

1661 blev Lolland-Falster pantsat til dronn. Sophie Amalie, og 1670 fik hun dem overdraget som livgeding, tilstanden var dårlig, da hun overtog dem, og den forværredes i hendes tid. Da hun døde 1685, kom øerne tilbage til kronen. 1699 fik enkedronn. Charlotte Amalie bolig på Nykøbing slot, men hun fik ikke øerne som egl. livgeding. 1718 blev Falster og det lollandske krongods indrettet til rytterdistrikt. 1766 blev dette ophævet, og godset blev bortsolgt af staten, på Falster blev der ved salget oprettet 7 nye herregårde. Efter rytterdistriktets ophævelse var enhver form for særstilling forsvundet, øerne havde derefter styre og stilling som de andre provinser.

13/11 1872 blev Lolland-Falster ramt af en voldsom stormflod, (se ovf. s. 596 og 597).

1800t.s sidste halvdel kom nye fremmedelementer til øerne, først talr. sv. tjenestefolk til herregårdene, og derefter, i endnu større antal, polakker (se ovf. s. 603). Lolland og Falster havde hver sit landsting, der dog ikke stod i rang med Sjællands, Skånes og Nørre- og Sønderjyllands. Lollands landsting holdtes mul. opr. på Ågeby mark i Landet sogn, men flyttedes efter Maribos opståen herhen. Falsters landsting blev holdt i Tingsted, 1633 blev det flyttet til Nykøbing. 1650 blev Falsters landsting henlagt til Maribo, 1661 flyttedes det tilbage til Nykøbing, men 1683 samledes de to ting atter i Maribo, hvor de holdtes til landstingenes ophævelse 1805.

Øerne lå opr. under Fyns stiftsøvrighed, men 1681 fik de deres egen stiftsbefalingsmand. De lå ligeledes under Fyns bispedømme, indtil Lolland-Falsters stift blev oprettet 30/12 1803.

Lolland-Falster var delt i tre hovedlen: Ravnsborg, (sen. Engelborg, sen. Halstedkloster len), med Nørre og Sønder hrdr., Ålholm len med Fuglse og Musse hrdr. og Nykøbing len med Falsters Nørre og Sønder hrdr. 1660 blev øerne delt i fire amter: Halstedkloster med Nørre og Sønder hrdr., Ålholm med Fuglse og Musse hrdr., Maribo klosters amt omfattende Maribo klosters gods og Nykøbing amt med Falsters Nørre og Sønder hrdr. Allr. 1661 forenedes Halstedkloster og Ålholm amter under een amtmand til Ålholm-Halstedkloster amt. 1685 blev Maribo kloster amt lagt sammen med de to til Ålholm, Halstedkloster og Maribo amter, og endelig forenedes de fire amter ved resolution af 25/5 1803 til Maribo amt. – Nykøbing hrd., Falsters vestre hrd. og Stubbekøbing hrd. er jurisdiktionelle inddelinger (opret. 1859) uden forb. med den gl. herredsinddeling.

Litt.: P. Rhode. Saml. til de danske Øers Laalands og Falsters Historie. I–II. 1776–94, på ny udg. af J. J. F. Friis. 1859. J. H. Larsen. Laaland og Falster, topographisk beskrevne. I. 1833; II. 1 ved A. Kall-Rasmussen. 1866; II. 2 ved F. R. Friis. 1872. J. Ph. Hage. Nye Mariboe Amt. 1844. L. Koch. Fra Rationalismens Tid, KirkehistSaml. 3. Rk. II. 1877–80. 238–79. Holger Fr. Rørdam. Dronning Sofias Breve ang. Gejstligheden i Laaland og Falster, DMag. 4. Rk. V. 1884. 156–75. Efterretninger fra Laaland, Kirkehist. Saml. 3. Rk. VI. 1887–89. 401–515; 4. Rk. II. 1891–93. 273–307; III. 1893–95. 563–608 (uddrag af præsten Poul Rogerts samlinger ang. Lolland i Kgl. Bibl. (Thott 730 fol.), hvortil der i KirkehistSaml. 3. Rk. VI. 402–08 findes en indholdsfortegnelse). C. Govertz Jensen i M. Galschiøt. Danmark i Skildringer og Billeder. II. 1893. 151–202. M. Mackeprang. Dronning Sofie og livgedinget, HistTidskr. 7. Rk. III. 1900–02. 527–55. A. Liljefalk. Bidrag til Laalands Historie under Svenskekrigen 1657–60, ArkivMus. IV. 1909–11. 1–68. Maribo Amts Landbrug gennem Hundrede Aar 1809–1909. 1909. C. C. Haugner. Gamle lollandske Gaarde. 1912. J. B. Krarup og C. A. Tuxen. Landbrugets Udvikling i Danmark fra 1839 til Nutiden. VI. 1912. Lolland-Falsters historiske Samfunds Aarbog. 1913–55. W. Norvin. Kilder og Hjælpemidler til Studiet af Lollands og Falsters Historie. I–II. 1915–19. C. C. Haugner. Gamle lollandske Kirker. 1915. Sa. Lolland. II–V og VIII. 1918–42. Th. Gravlund. Dansk Folkekarakter. III. 1920. Sophus Claussen. Lolland-Falster. 1929. Danske Byer og Sogne. I. 1931. Fr. Graae. Erindringer fra »Sydhavsøerne«. 1934. H. Hjelholt. Falsters Historie. I–II. 1934–35. Et Udvalg af populær Litteratur om Lolland-Falsters Historie og Topografi. 1935. M. Vahl. Landsbybebyggelsen paa Falster, GeogrTidsskr. 1935. AarbTurist. 1936. Lollandsk Landsbyliv i 19. Aarh., udg. af H. Ussing. 1937. Achton Friis. DSØ. II. 1937. 333–92. Svend Thomsen. Dronning Sophies Kopibøger 1588–1617. 1937. Svend Jørgensen. Lolland-Falsters Herregaarde i Fortid og Nutid. 1938. Sa. Bag Diger og Hegn. Lolland-Falsters Hjemstavnsbog. I–II. 1945–50. Lolland-Falster. I–III. 1946. M. P. Schmidt. Falsterske Livsbilleder. 1947. Ole Widding. Markfællesskab og Landskifte. Studier over lollandske Markbøger 1681 og 1682. 1949. E. Marquard. Prins Christian (V)s Breve. I. 1952. Danmarks Stednavne. XI Maribo Amt. 1954. Lolland-Falsters stift i 150 år. 1955.