Morsø Nørre herred

Sognene: Tødsø, Erslev, Galtrup, Øster Jølby, Dragstrup, Skallerup, Solbjerg, Sundby, Flade, Bjergby, Alsted, Sønder Dråby, Sejerslev, Ejerslev, Jørsby.

Morsø Nørre herred omfatter den mindre, nordl. del af øen Mors indtil en linie fra Nykøbing i ø. til Dragstrup vig i v. Det dominerende landskabstræk er de høje, kuplede Flade bakker, der som en anselig morænevold strækker sig tværs over Nordmors, og som er særlig bemærkelsesværdige p.gr.af det store indhold af tertiære lag af moler og aske.

Viggo Hansen afdelingsleder, dr. phil.

(Våbenskjold). 1584

1584

(Våbenskjold). 1648

1648

Herredets areal udgjorde 1955: 15.010 ha; deraf var 13.573 ha landbrugsareal og 83 ha vandareal. – Folketallet var 1/10 1955: 8367 indb. fordelt på 2356 husstande (1801: 3087, 1850: 5854, 1901: 8426, 1930: 8426). – Kreaturholdet var juli 1958: 1404 heste, 20.730 stk. hornkvæg (heraf 8146 malkekøer), 31.696 svin og 177.757 høns.

I kirkelig henseende udgør Morsø Nørre hrd. sa. m. Morsø Sønder hrd. ét provsti med 17 pastorater.

Rigmor Skade kontorchef, cand. polit.

Morsø Nørre herred (*1231 Nørræheret) blev 26/11 1687 forenet med Morsø Sønder hrd. samt Lund og Jegindø birker. Fra 14/8 1714 var herredsfogden tillige byfoged i Nykøbing, og 21/8 1824 blev hele Mors et retsbetjentembede. Fra 1/1 1907 blev Jegindø udskilt herfra og lagt under Hassing-Refs hrd. Fra 1919 udgjorde jurisdiktionen retskreds nr. 76, fra 1956 nr. 83, samt politikreds nr. 55, som 1960 blev til nr. 57.

Mors var opr. et len for sig, men blev 1536 lagt under Hald. Desuden var der flere mindre len på øen, bl.a. Jegindø, Lund og Dueholm. 1660 kom øen under Dueholm a., der fra 1664 var forenet med Ørum og Vestervig amter. 26/11 1793 blev den en del af det nyoprettede Thisted a.

Tingstedet synes – i hvert fald en tid – at have været i den sydøstligste del af Tøving mark ved sogneskellet, hvor der var to gravhøje, kaldt Tinghøjene. Også Thing Wang i markbogen vidner om et ting her. Der er dog også tinghøje andetsteds i hrd., nø.f. Bjergby og på Sejerslev mark. Det fælles tingsted for de to hrdr. blev 1688 henlagt til Harrehøj i Elsø so., 1721 blev det flyttet til Nykøbing.

I gejstlig henseende hørte hrd. under Børglum el. Vendelbo stift, sen. Ålborg stift. Indtil 1812 udgjorde det et provsti for sig, men kom da sa. m. Sønder hrd. og Refs hrd. til at udgøre Thisted amts sdr. provsti. 1834 blev dette delt, og de to hrdr. på Mors blev et provsti for sig.

Johan Hvidtfeldt rigsarkivar, dr. phil.

Litt.: Mogens Lebech i JySaml. 5. r. II. 1935–36. 189f., 248. ValdJb. udg. af Svend Aakjær. II. 1926–43. 20. Aug. F. Schmidt. Morsingboer i gamle Dage. I. 1930. 12f.; III. 1936. 37ff. Th. Gravlund. Herredsbogen. Jylland. 1930. 120–27.