Ribe amt

Afgrænsning og arealforhold.

A. omfatter et område i Sydvestjylland s.f. Ringkøbing fjord. Det når langs vestkysten s.på til Mandøs bredde. Den afsmalnende østl. del af a. strækker sig helt til umiddelbart v.f. Kolding. Til a. hører øerne Fanø, Mandø og Langli. Mod n. grænser Ribe a. til Ringkøbing a., mod ø. til Vejle a. og mod s. til Haderslev a. og Tønder a. Mod v. havgrænses Ribe a. af Vesterhavet og dettes landnære dele, Fanø bugt og Det danske Vadehav, hvorved forstås de lavvandede arealer ml. fastlandskysten og øerne, det bortset fra visse render kan ligge tørre ved ebbe.

A.grænsen mod Ringkøbing a. begynder ved Vestkysten nær Nymindegab, hvor den gennemkrydser havklitten på et sted, hvor udløbet fra fjorden tidl. har været. s. 580 Ved Nyminde Strøm drejer den n.på og følger denne vandfyldte lavning ca. 3 km, så drejer den atter ø.på langs Gødelen, en lign. lavning, der tidl. har tjent som fjordens afløb. Dette grænseforløb, der ser så umotiveret ud, får sin forklaring, når det erindres, at fjordens udløb har skiftet plads gennem tiderne. Grænsen er således traditionelt fæstnet langs en linie, der, dengang lavningerne var strømførende, kunne betegnes som en første klasses naturgrænse. Ø.på følger grænsen stadig i hovedtræk de fugtprægede lavninger om Lydum å. Gennem de reliefsvage landskaber på Varde bakkeø fortsætter den, som det er typisk for Vestjylland, dels som lige opmålingslinier, dels langs snoede åløb. Nv.f. Grindsted træder Vejle å til som nabo, og grænseforløbet er stadigvæk betinget af vandløb og moser, her Simmelbæk og Simmelmose på en 20 km lang strækning. Ø.f. Billund går grænsen over Randbøl hede og når sluttelig n.f. Verst ind i det unge østda. morænebakkeland. Nr. Nebel å danner her grænsen på en 5 km lang strækning til sammenløbet med Kolding å, hvis snoede løb grænsen dernæst følger til Koldings vestl. forstæder. S.f. Kolding løber a.grænsen gennem Seest Østerskov og Fovslet skov fortsættende gennem bakkelandet i en bue s. om Vamdrup. S.f. Vejen når grænsen til Kongeådalen, og denne naturgrænse følges v.på ca. 20 km i luftlinie, men mere reelt, idet a.grænsens forløb er netop lige så mæandrerende som Kongeåens. V.f. Tobøl søger grænselinien s.på over hedesletter, stedvis følgende åløb som Gelså, hvis slangebugtninger bestemmer grænsens form til Gelsbro. Her drejer grænsen mod v., stadig følgende side lavninger som Bjørnekær og marskengene i kystzonen, gennem hvilke den følger en afvandingsgrøft til slusen i diget s.f. V. Vedsted.

Arealet er 3069,22 km², og Ribe a. er således Danmarks næststørste. Den store udstrækning står i forb. m. den relativt ringe befolkningstæthed, 60,3 indb. pr. km², der kun er godt halvt så stor som den for hele landet gældende, 106,6 indb. pr. km². Det er ejendommeligt, at det tilsvarende tal for naboamtet mod s., Tønder a., er langt mindre, 30,5, altså kun halvdelen af værdien for Ribe a. Dette forhold får sin forklaring derved, at tyndtbefolkede landskaber som hedesletter og marskenge dominerer i højere grad i Tønder end i Ribe a. Det spiller også afgørende ind, at Ribe a. har en stor, lokal befolkningsagglomeration af afgørende betydning i Esbjerg, hvis ca. 60.000 indb. alene hæver Ribe a.s gennemsnitlige befolkningstæthedstal m. 20 pr. km².

Vandarealet udgør 23,20 km², altså 0,8%, hvilket kun er lidt over halvdelen af Danmarks gennemsnitlige 1,4%. Skove og plantager dækker 328,45 km². Skovprocenten er således 10,7, altså meget nær den for Danmark som helhed gældende værdi 10,2%. Hertil kommer yderligere læplantningerne, der omfatter 23,71 km², altså 0,8% af arealet. Heder, klitter og moser kan ansættes m. et samlet areal på 321,60 km² svarende til ca. 10% af a.s overflade, en stor værdi sml. m. Danmarks gennemsnitlige, 6,5%. Der er store naturressourcer og dermed udstrakte arealer, anvendelige til rekreative formål, i Ribe amt.

Landskabeligt kan Ribe a. karakteriseres som typisk vestjysk. Bortset fra klitbæltets uroligt toppede topografi v.ude er det de jævne og helt flade overfladeformer, bakkeøernes udfladede relief i forb. m. hedesletternes og marskengenes planhed, der dominerer. Kun i a.s østl. del, i Anst hrd., omfatter Ribe a., i egnen v.f. Kolding, også landskaber af østda. karakter, reliefrigt morænebakkeland og tunneldallandskab, men dette areal er mindre end 1/10 af amtets.

Landskabernes kulturpræg i Ribe a. får individuel karakter derved, at en række s. 581 hver for sig særegne træk her indgår i et for a. ejendommeligt mønster. Et sådant element er den gl. landbrugsbebyggelse langs ådalene, fx. Janderups gårdrække langs Varde å-dalen, baseret på udnyttelse af dalbundens enge til kvægavl og bakkeølandskabets morænejord til agerbrug. Vidt forsk. derfra er hedeopdyrkningens landbrugslandskaber, karakteriseret ved de spredtliggende gårde og læhegnenes regelmæssige liniesystemer. Stationsbybebyggelsen fra 1800t. præger igen landskabet på hel anden vis, kraftigst når accelereret industriudvikling kommer til som i Grindsted og Vejen. Middelald. købstadsmiljøer, som de kan opleves i Ribes bykerne, kontrasterer på det stærkeste m. den moderne bys skakbræt-by-plan, som man møder den i Esbjerg. Gl. fiskerbyer som Sønderho har langsomt udviklet sig, så tilpasningen til landskabet er af en egen harmoni, hvilket kun stedvis er tilfældet m. 1900t.s eksplosive sommerhusinvasion i klitterrænets havnære dele.

Kystlængden, opfattet som længden af grænselinien ml. land og vand, er det vanskeligt at give et eksakt taludtryk for i Ribe a., fordi tidevandet gør sig så stærkt gældende. I takt m. flod og ebbe pendulerer vandlinien stadig frem og tilbage over vaderne, de landnære dele af havbunden, der kan ligge tørre ved lavvande og havdækkes ved højvande. Men definerer vi kystlinien som grænsen for områder, der konstant er bevokset m. landplanter, kan dens længde som for andre amters vedk. angives nøjagtigt, nemlig til 202,6 km. Den relative kystlængde er således 0,07 km pr. km², en værdi mindre end halvdelen af landets gennemsnitlige, hvilket er et udtryk for den stærke udligning af alle v.vendte kyststrækninger, som er karakteristisk for Ribe amt.

Dybgrundens geologi.

Fra slutningen af forrige årh. har man haft kendskab til tertiærtidens aflejringer i Esbjergegnen, hvor mørkt glimmerler og lyst glimmersand går frem til overfladen.

I året 1890 førtes en vandboring ned i de tertiære lag på Varde Torv. Til trods for at man borede ned til 163 m, nåede boringen dog ikke igennem tertiærtidens aflejringer. Den måtte standses i glimmerler, der ganske vist er lidt ældre end glimmerleret ved Esbjerg, men alligevel hører til sa. afdeling af tertiæret, den s.k. miocænserie. I mange år repræsenterede Vardeboringen grænsen for vor viden om a.s dybgrund. Først 1950 ændredes dette forhold ved, at Danish American Prospecting Company førte en række boringer ned til danskekalken ved Grindsted, Årre og Klelund. Det næste store fremskridt skete, da sa. selskab 1958 udførte olieboringen Grindsted nr. 1, som nåede grundfjeldet ved 1599 m.

I mellemtiden var der også på anden måde fremskaffet værdifulde oplysninger om dybgrunden. Fl. st. i a. var vandboringer trængt ned gennem istidslagene til de underliggende tertiære lag. Og ved Danmarks Geologiske Undersøgelses brunkulsefterforskning i de nordl. dele af a. blev tertiærlagenes overflade kortlagt ret detaljeret.

Endelig har de af Danish American Prospecting Company udførte geofysiske undersøgelser belyst dybgrundens strukturforhold.

De mange oplysninger og jordprøver, som således er fremskaffet i årenes løb, er arkiveret i Danmarks Geologiske Undersøgelse, hvor de efterhånden gøres til genstand for videnskabelig bearbejdelse. En række resultater foreligger allr. De danner grundlaget for den flg. oversigt.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene (I. 21). Kortet viser udelukkende miocæne aflejringer. Der findes ingen uregelmæssigheder, som kunne lede os på sporet af særl. strukturforhold.

Kortets ensformighed er et udtryk for, at lagene ved basis af istidslagene er af sa. alder. Dette må naturligvis forstås i geologisk betydning. Der regnes i årmill. Og dette medfører, at en usikkerhed på nogle mill. år ikke er usædvanlig. Man skal med andre ord ikke tage påstanden om, at lagene er af sa. alder alt for bogstaveligt. I virkeligheden består istidslagenes basis henh. af øvremiocæne og mellemmiocæne lag. De øvremiocæne aflejringer har pletvis undgået istidens erosion. Små forekomster findes ved Esbjerg og i a.s nordl. dele.

Dybgrundsformationernes udvikling. A.s eneste virkelige dybdeboring, Grindsted nr. 1, har fået stor betydning ved påvisningen af, at grundfjeldet ligger relativt højt på dette sted. Desuden giver boringens jordlagsprofil meget vigtige oplysninger om egnens geologiske udvikling. Profilet har flg. udseende:

Prækambrium. Biotitgnejsen, som findes i bunden af boringen, danner underlaget for de aflejrede lag, sedimenterne. Gnejsen indgår i grundfjeldet, som strækker sig ind under hele Danmark. Gnejsens indhold af mineralet biotit, d.v.s. mørk glimmer, viser, at bjergarten er dannet ved delvis omkrystallisation af måske meget gl. sedimenter ved temperaturer over 250°C. Dette skete sandsynligvis for mere end 1000 mill. år siden.

Tiden fra prækambrium til nedre trias. Fra dette tidsrum, der omfatter perioderne kambrium, ordovicium, silur, devon, karbon og perm og strakte sig over ca. 300 mill. år, findes ingen lag ved Grindsted. Da jordlag normalt aflejres i bassiner, d.v.s. større el. mindre fordybninger i jordens overflade som fx. verdenshavene, store indsøer osv., må de manglende jordlag betyde, at området ved Grindsted øjensynlig har ligget over havet i en del af tiden. Man kan dog ikke umiddelbart slutte, at området har været land i hele perioden fra kambrium til trias. Det kan udmærket tænkes, at en del lag opr. er blevet aflejret for sen. at blive fjernet af erosionen i landperioden. Der er med andre ord ingen tvivl om, at de manglende lag er udtryk for, at Grindstedområdet har ligget over havet. Det er blot ikke mul. at bestemme landperiodens længde og foretage en nøjagtig datering af den. Det er lettere at afgrænse landområdet geografisk. Tager man hensyn til de øvr. dybdeboringer i Danmark og til de geofysiske kortlægninger, når man til det resultat, at landområdet omfattede det sydl. Jylland, største delen af Sønderjylland og Fyn samt sandsynligvis visse dele af Nordsøen ud for Jylland.

Trias. Det fremgår af Grindstedboringens lagserie, at triaslagene er delt i tre formationer: den brogede sandsten, muslingekalken og de såkaldte keuperlag. Dette er et meget typisk træk, som genfindes i triaslagene over store dele af Mellemeuropa. Det er denne tredeling, som har givet anledning til systemets navn, idet »trias«, der er af gr. oprindelse, betyder tredeling.

Broget sandsten. Beskrivelsen af den »brogede sandstens« udseende i Grindstedprofilet fremhæver meget væsentlige formationskarakterer. Indholdet af mineralet anhydrit og sedimenternes røde farve viser, at vi har at gøre m. lag, der er opstået under varme, tørre klimaforhold. Gips er et af de første salte, som udskilles ved inddampning af saltvand; det forandrer sig sen. til anhydrit. Sandstenenes røde farve skyldes forvitrede (oxyderede) jernforbindelser, som er typiske for ørkenområder.

Konklusionen bliver derfor, at den brogede sandsten dannedes i et varmt, tørt klima. Landskabet var ørkenagtigt. Der fandtes periodiske, lavvandede saltsøer, hvori fordampningen forårsagede udskillelsen af gips og andre salte.

Muslingekalk. Denne formation er marin, d.v.s. dannet i havet. Lagene er altså et bevis på, at området sænkede sig så meget, at havet trængte ind over Jylland i mellem trias. Det er sandsynligt, at store dele af Danmark var hav i denne periode, idet der er påvist tilsvarende marine lag i flere andre dybdeboringer her i landet.

Keuper. Keuperlagene, der består af lersten og mergelsten, minder navnlig i deres nedre partier om muslingekalken. De er grå og kan i visse intervaller være meget kalkholdige.

Mangelen på typisk marine forsteninger viser, at der ikke er tale om havaflejringer. De rødlige farvetoner og den lejlighedsvise forekomst af anhydrit vidner om, at klimaet har været meget tørt. De lavvandede søer er periodisk tørret ind under udskillelse af salte, bl.a. gips (sen. omdannet til anhydrit). Den røde farve skyldes rødforvitring af de tørlagte områder.

Tiden fra øvre trias til øvre del af nedre kridt. Dette tidsrum svarer til den alleryngste del af trias (rhaet-tiden), den efterfølgende jura tid og den første del af nedre kridt tid. Mangelen på lag fra dette tidsrum må, ligesom i tilfældet prækambrium-nedre trias, forklares ved, at der var tale om en landperiode. Også denne gang var det Sønderjylland, største delen af Fyn og det sydl. Nørrejylland, som lå over havet.

Nedre kridt. Den nederste del af kridtsystemet består af lersten og mergel, der oprindeligt blev aflejret henh. som ler og kalkholdigt ler. Lagenes indhold af mikroskopiske kalkskaller af de encellede foraminiferer afslører, at sedimentationen foregik i havet. De særl. arter, som skallerne repræsenterer, giver os endv. mulighed for at konstatere, at begivenheden netop fandt sted i nedre kridt tid.

Det er ikke umiddelbart indlysende, hvorledes dyreskaller kan danne grundlag for en sådan tidsbestemmelse. Det skyldes i virkeligheden den omstændighed, at dyrearterne har ændret sig mere el. mindre hurtigt i løbet af de mange mill. år, jorden har eksisteret. Til hver periode hører derfor ganske bestemte arter. Kender man dem, kan man bestemme alderen af lagene, hvori deres rester findes. Det er dog ikke nogen let metode. Der kræves meget indgående studier af mange jordprøver og langvarige undersøgelser og artsbestemmelse af forsteningerne, før en datering kan foretages.

Grindstedboringens aflejringer fra nedre kridt er ret tynde, sammenlignet med naboboringer som Vinding nr. 1. (Ringkøbing a.) og Harte nr. 1. (Vejle a.). En nærmere undersøgelse tyder på, at dette bl.a. hænger sa. m., at Grindstedområdet blev overskyllet af havet lidt sen. end naboområderne. I øvrigt er indholdet af mineralet glaukonit et udtryk for lavvandsforhold.

Øvre kridt. Den øvre del af kridtsystemet består nedefra og opefter, i den rækkefølge lagene er aflejret, af kalksten, mergel, skrivekridt og bryozokalk.

Disse lag er ægte marine dannelser, der opr. er opstået som bundfældet slam, revdannelser olgn. for sen. i tidens løb at hærdne til kalksten, mergelsten, skrivekridt osv.

Undersøgelsen af disse aflejringer har vist, at kalkstenen og skrivekridtet for en væsentlig del består af mikroskopiske kalkskeletter af encellede dyr og flagellater. De sidstn. organismer er en mellemting ml. planter og dyr. Resten af aflejringerne er meget små kalkkorn og kalkfnug, som i sin tid er udskilt i kridthavet. Der er tale om meget rene kalkdannelser m. et kalkindhold ml. 95 og 100%. Lag af denne art opstår i nutiden kun i subtropiske og tropiske have på steder, hvor kalkaflejringerne ikke kan forurenes af sand og lerslam fra flodvand og kyststrømme. Havområderne omkr. Bahamaøerne og ud for Floridas v.kyst er eksempler herpå.

Det er således rimeligt at gå ud fra, at den del af kridttiden, vi her beskæftiger os med, var en varm periode.

Danskekalken, der repræsenterer lagene, som er aflejret ved kridttidens slutn., s. 585 er sammensat af kalkslam og kalkskeletter af mosdyr, hvis videnskabelige navn er bryozoer. I klimatologisk henseende har danskekalktiden lignet skrivekridttiden, men geografisk var havområdet skrumpet betydeligt ind. Mens skrivekridthavet således dækkede store dele af Nordvest-, Mellem- og Østeuropa, var kun Danmark, Skåne og dele af Polen hav i danskekalktiden.

Tertiærtidens aflejringer. Grindstedboringen viser et snit gennem hele den tertiære formationsgruppe i a.s nordøstl. del. Til sammenligning følger ndf. profilerne for boringen Årre nr. 2 i den centrale del og Klelund nr. 2 i den østl. del af amtet.

Disse to boreprofiler og Grindstedboringen illustrerer, hvorledes samme lagserie m. visse variationer øjensynlig genfindes over hele a. Den væsentligste forskel ml. boringerne ligger i, at de enkelte formationer optræder m. forsk. tykkelse. Ved en del af de let kendelige lag som fx. Røsnæs-leret, lagene m. de vulkanske askelag og Kerteminde-leret er der sikkert tale om reelle forskelle i tykkelse. I de andre tilfælde, hvor det har været svært at afgrænse lagene ved hjælp af skylleprøverne fra boringerne, må man regne m. en vis unøjagtighed m. h. t. laggrænsernes fastlæggelse. Men i store træk skulle de tre boreprofiler vise væsentlige sider af de tertiære formationers udvikling i a.

Paleocæn. Ved indledningen af den tertiære sedimentation indtrådte tydeligvis en gennemgribende ændring af de geografiske forhold sammenlignet m. situationen i kridttiden. Fra at have været den absolut dominerende bestanddel i sedimenterne i øvre kridt blev kalk et meget underordnet element i tertiærtidens aflejringer. Dette må have stået i forb. både m. klimaændringer, forandringer i de topografiske forhold på land, kystkonfiguration osv. Med vort kendskab til kalksedimentationens afhængighed af klimaet og de oceanografiske forhold i nutiden er det helt berettiget at drage en sådan slutning.

Den ældste formation fra tertiærtiden i a. er, som vist i de tre boreprofiler, Kerteminde-leret. Ml. danskekalktiden og tiden for Kerteminde-lerets dannelse har der ganske sikkert eksisteret en kortere el. længere landperiode, idet der er en meget brat overgang fra danskekalken til Kerteminde-leret. Hvis området hele tiden havde været hav, måtte man vente, at ændringen fra kalk- til lersedimentation var sket gradvis.

Kerteminde-leret er tilsyneladende ca. 20 m tykt ved Årre og Klelund. Tykkelsen ved Grindsted er mere usikker, fordi der forelå dårlige skylleprøver.

Eocæn. Disse aflejringer udmærker sig ved deres smukke farver, deres finkornethed og indholdet af en vulkansk askeserie i den ældste del af formationsgruppen.

Den nederste formation med de vulkanske askelag består af mørkt ler, hvori askelagene ligger som meget tynde mellemlag. Derover følger det brune el. røde Røsnæs-ler, derpå det grønne Lillebælt-ler og øverst den gullige til hvidlige, stærkt kalkholdige Søvind-mergel.

Eocænets askelag blev første gang erkendt som vulkanske udbrudsprodukter i slutn. af forrige årh. Æren for denne opdagelse tilkommer et par belgiske forskere, Prinz og van Ermenghem, som undersøgte molerets diatoméer i Limfjordsegnene. s. 587 De blev også interesseret i de sorte lag i moleret og konstaterede derved, at lagene bestod af vulkansk tuf.

Tuflagene har fået stor betydning for den aldersmæssige korrelation af de eocæne lag i landene omkr. Nordsøen.

Røsnæs-leret, Lillebælt-leret og Søvind-mergelen kan let påvises i boringer. Man har derfor efterhånden fået et godt indblik i deres udbredelse og variation. Det ser ud til, at Jylland i eocæntiden var opdelt i forsk. områder, som sænkede sig m. forsk. hastighed. Den største tykkelse af lagene falder sammen med områder, som øjensynlig sænkedes mest.

Både Røsnæs-leret, Lillebælt-leret og Søvind-mergelen er overordentlig fede og finkornede aflejringer, praktisk taget uden sandskorn.

Oligocæn. De oligocæne lerlag, som er glimmerholdige og har et grønligt skær p.gr.af indholdet af mineralet glaukonit, er af usædvanlig ringe tykkelse, sammenlignet med hvad man har fundet i de centrale dele af Jylland. Dette må sættes i forb. m. ringe havdybde under lagenes aflejringer. Oligocænlagene synes at gå jævnt over i de overliggende miocæne lag, som har en lignende sammensætning som de oligocæne lag, m. undt. af at glaukonitindholdet er mindre i de miocæne lag.

Miocæn. Som nævnt går de miocæne lag frem til overfladen adsk. steder i a., og mange steder har man ved udførelsen af vandboringer og brunkulsboringer fremdraget prøver af lagene.

Der er tale om aflejringer, som udmærker sig ved deres rige forsteningsindhold, hvorved de tidligt tiltrak sig samlernes opmærksomhed. Esbjergegnens glimmerler fra den yngste del af miocæntiden er en af de mere interessante formationer. Endv. kendte man forstyrrede lag af glimmersand og glimmerler i Hjerting klint samt uforstyrrede lag af lignende aflejringer i åskrænten ved Grindsted å ved Mølby. I de to sidstn. tilfælde var man dog usikker m. h. t. lagenes alder, selv om man var ret overbevist om, at lagene måtte være ældre end glimmerleret ved Esbjerg. Man parallelliserede dem derfor m. Vardeboringens mellemmiocæne horisonter.

I årene før og efter anden verdenskrig er der ved de mange boringer fremskaffet vigtigt materiale til belysning af a.s miocæne aflejringer. Nogle af de allervigtigste iagttagelser blev imidlertid muliggjort ved kanaludgravningerne til vandkraftanlægget Karlsgårde. Vor nuv. viden om aflejringsudviklingen i a. kan bedst sammenfattes i flg. skema, der giver en oversigt over formationerne, som hidtil er konstateret i a.:

De enkelte formationsnavne er opstået på den måde, at man har valgt et område, hvor den pågældende lagserie er typisk udviklet. Et stednavn fra dette typeområde er derefter valgt som første led i formationsnavnet. Dette er en international anv. metode til at definere enheder i jordskorpen. I skemaets højre søjle angives, under hvilke miljøforhold formationerne er dannet. Man ser, at der kun er tale om to kategorier: marint miljø, d.v.s. havmiljø, og limnisk-fluviatilt miljø, d.v.s. ferskvandsmiljø, henh. i sø- el. flodområde. Den venstre søjle i skemaet indeholder endelig en aldersangivelse på grundlag af lagenes forsteningsindhold.

M. h. t. boringerne fra Grindsted, Klelund og Årre har det ikke været mul. at afgrænse de enkelte formationer. De pågældende dybdeboringer er ført ned uden forerør, hvorved materialet fra store lagintervaller er blandet sammen. På den anden side viser forsteningerne i prøverne, at Arnum-formationen er repræsenteret i boringerne. Mul. mangler Klintinghoved-formationen.

Et mere sikkert og detaljeret indtryk af forholdene fås ved et studium af profilerne fra vand- og brunkulsboringerne. Ved disse boringer er forerøret i de fleste tilfælde ført med ned under borearbejderne, hvorved prøverne af lagene er blevet af en bedre kvalitet.

Den ældste miocæne formation er Ribe-formationen. Den er bl.a. påvist i en dyb vandboring ved Tange ø.f. Ribe ved 126 m dybde. Den består af glimmersand og kvartsgrus samt enkelte lerede lag og indeholder brunkulsstumper. Der er næppe tvivl om, at der er tale om flod- og søaflejringer. Formationen kan spores ø.på til Arnum og sandsynligvis videre til Lillebæltområdet. Boringen ved Tange havde ikke nået formationens underlag, da den blev standset i 140 m dybde.

Over Ribe-formationen følger i Tange-boringen glimmerler m. marine forsteninger (snegle og muslinger). Lagene repræsenterer derfor en periode, i hvilken havet trængte ind over landet. Disse marine lag er også truffet ø.f. Ribe, bl.a. ved Arnum, hvor flere boringer er ført ned i lagene. Da lagserien ved Arnum repræsenterer en mere fuldstændig serie, som ikke er reduceret ved istidens erosion, er Arnumegnen valgt som typeområde for formationen.

Arnum-formationen findes praktisk taget under hele a. Den går frem til overfladen ved Karlsgårdekanalen på Hodde mark. Her indeholder lagene mange smukke og velbevarede skaller af snegle og muslinger. Skallerne stammer fra en interessant dyreverden, hvis nærmeste paralleller i nutiden må søges ved Sydvesteuropas Atlanterhavskyster og i Middelhavet. Af særl. interesse er endv., at der i istidslagene ofte findes forsteningsførende konkretioner, som har deres oprindelse i Arnum-formationen. Forsteningsførende blokke af denne art optræder bl.a. langs stranden ved Esbjerg.

Odderup-formationen indeholder ingen skaller. Den består fortrinsvis af kvartssand m. glimmersand, lerede intervaller og brunkul. Typeområdet findes ved Odderup lige n.f. a.grænsen n.f. Ølgod. Her er formationen kun 12 m tyk, men tykkelsen varierer i øvrigt fra sted til sted.

Odderup-formationen er den vigtigste brunkulsførende formation i Midtjylland. Mod sv. synes den gradvis at blive erstattet af marine lag. Dette kunne tyde på, at flodsystemerne ikke førte tilstrækkelig meget materiale frem, til at opfyldningen m. sedimenter kunne holde trit m. områdets sænkning i Odderup-formationens aflejringsperiode.

Hodde-formationen, der følger oven på Odderup-formationen, omfatter en ret tynd serie marine lag bestående af glimmerler, glimmersand og kvartsgrus m. skaller.

I typeområdet på Hodde mark er serien 10 m tyk. Blandt skallerne findes mange arter, som kendes fra Arnum-formationen, men faunaen synes at være lidt fattigere.

Ved Karlsgårdekanalen har overgangen fra Hodde-formationen til Gram-formationen kunnet iagttages nøje. Grænsen er ret skarp, men både under og over grænsen består lagene af glimmerler. Området har sikkert været tørlagt en kortere periode efter aflejringen af Hodde-formationen og før sedimentationen af Gramformationens grønne, glaukonitiske ler begyndte.

De mest berømte lokaliteter, hvor Gram-formationen kan iagttages, findes ø.f. Esbjerg ved teglværkerne ved Måde og Strandgården. I gravningsperioderne har der været udmærket lejlighed til at studere glimmerleret i lergravene.

Lagene under Gram-formationen har lejlighedsvis kunnet iagttages ved Måde. Hele serien blev dog stærkt forstyrret af istidens indlandsis. Lagene er skudt op i flager, hvorved det kan volde store vanskeligheder at få det rette indtryk af lejringsforholdene.

Blandt muslingerne i Gram-formationen er der grund til at fremhæve typer m. trekantede skaller, som hører til slægten Astarte, og blandt sneglene hører de ret store arter af slægterne Aquilofusus, Sipho og Uromitra til de hyppigste former.

Med Gram-formationen afsluttes de tertiære aflejringer i Ribe a.

På et vist tidspunkt mente man, at de rødlige glimmersandsaflejringer i Hjerting klint kunne være yngre end Gram-formationen. Det er dog det mest sandsynlige, at lagene er af mellemmiocæn alder og dermed ældre end Gram formationen, således som man opr. antog.

Dybgrundens overfladetopografi. Selv om der i tidens løb er udført temmelig mange boringer i a., er dækningsgraden endnu ikke overalt så god, at det er mul. at tegne et tilstrækkelig nøjagtigt kort over højdeforholdene i dybgrunden. De tertiære lag når gennemgående op til højder omkr. o til 20 m over havets overflade i de nordl. egne fra Grindsted og v.på. Der findes dog meget få data v.f. jernbanelinjen Varde-Tarm.

Enkelte dybe »huller« i tertiæroverfladen tyder på, at der findes dybe erosionsrender, som er en følge af smeltevandets erosion under istiden. En meget dyb erosionsdal findes ved Ribe. Den har sandsynligvis retningen nnv.-ssø. Boringen ved Tange viser, at store dele af Arnum-formationen samt de yngre miocæne formationer er fjernet af erosionen i denne dal. Ribedalen har endv. den ganske særl. interesse, at den kan dateres til en tidlig periode af istiden, idet der er aflejret tykke lag fra den første interglacialtid i dalen. Til illustration heraf gengives ndf. boreprofilet for boringen Indre Bjergum nr. 2.

Dybgrundens struktur. De strukturelle forhold er domineret af det højtliggende grundfjeld, og af at hele a. hører til Ringkøbing-Fyn højdeområdet. Her findes kun meget tynde el. ingen saltaflejringer fra perm perioden, og juraaflejringer mangler ligeledes. De hidtil udførte seismiske undersøgelser tyder på, at området er gennemsat af forkastninger m. forsk. retninger, blandt hvilke nnv.-ssø.-retninger dominerer. Forkastningerne afgrænser horste og gravsænkninger, som danner en blokmosaik i grundfjeldsniveauet. Blokkene synes at have bevæget sig individuelt til forsk. tider, således som det er nævnt ovf. under eocænet. Der er ingen tvivl om, at forskydninger har fundet sted i flere etaper i tertiærtiden.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer. De øvremiocæne lerlag i Gramformationen udnyttes som teglværksler adsk. steder i Esbjergegnen og i a.s nordl. egne ved Hesselho og Harkes. Hvor sandaflejringerne i de mellemmiocæne formationer ligger under grundvandspejlet, udnyttes de lejlighedsvis som vandførende lag.

Litt.: Arne Buch. De marine interglaciale lag ved Inder Bjergum, MDGF. Bd. 12. H. 6. 1955. 593. (Se endv. Sorgenfrei). Erik Heller. Iagttagelser over tertiære og kvartære forhold i Tarm-Brande-Grindsted-området, MDGF. Bd. 14. H. 4. 1961. 374. Axel Jessen. Kortbladet Varde, DGU. I. Rk. Nr. 14. 1922. Sa. Kortbladet Blaavandshuk, DGU. I. Rk. Nr. 16. 1925. K. Dreyer Jørgensen. Nye Forsteninger fra Tertiæret ved Esbjerg, MDGF. Bd. 9. H. 5. 680. Sa. i Naturhistorisk Tidende. 4. årg. nr. 8. 1940. 116. Sa. Marint Pliocæn? ved Esbjerg, MDGF. Bd. 10. H. 4. 1944. 460. V. Milthers. Kortbladet Bække, DGU. I. Rk. Nr. 15. 1925. E. M. Nørregaard. Spirulirostra fra Jyllands Miocæn, MDGF. Bd. 11. H. 2. 1947. 240. Leif Banke Rasmussen. Vorläufiger Bericht über das Miozän von Maade bei Esbjerg, MDGF. Bd. 14. H. 2. 1959. 115. Sa. De miocæne Formationer i Danmark, DGU. IV. Rk. Bd. 4. Nr. 5. 1961. J. P. J. Ravn. Molluskfaunaen i Jyllands Tertiæraflejringer, Vid.Selsk. Skr. 7. Rk. nat. og mat. afd. III. 2. 1907. Theodor Sorgenfrei. Molluscan Assemblages from the Marine Middle Miocene of South Jutland and their Environment, DGU. II. Rk. Bd. 79. 1958. Theodor Sorgenfrei and Arne Buch. Deep Tests in Denmark, DGU. III. Rk. Nr. 36. 1964.

Landskaber.

Landskabsdannelsen. I Ribe a. veksler landskabernes karakter meget fra sted til sted. En væsentlig grund hertil er at søge i det forhold, at de forsk. terræntyper er af meget ulige alder. De ældste landskaber er blevet dannet i deres opr. form allr. i næstsidste istid, Riss- el. Saale-istiden, da gletschere fra den skandinaviske indlandsis gled ud over hele det område, der nu udgør Ribe a. Da disse ismasser endeligt smeltede bort for ca. 50.000 år siden, efterlod de de morænemasser, som udgør det substrat, i hvilke bakkeølandskaberne er formet. I hele sidste interglacialtid, s. 591 hvis varighed har været mindst 15.000 år, lå de gl. morænelandskaber udsat for det rindende vands og vindens erosion. De skræntformende processer gjorde sig gældende først under arktiske, sen. under tempererede klimaforhold for sluttelig, da gletscherne igen nærmede sig området, atter at virke under periglaciale og arktiske klimasituationer. Derfor har såvel tempereret jordkrybning som periglacial jordflydning kunnet virke gennem lange tidsrum m. det resultat, at alle bakkehæld er blevet affladet, idet jordmassen fra de højere partier er gledet ned i lavningerne. Bakkeølandskabet præges derfor af de udstrakte, jævne, svagt hældende skråninger – et landskab m. ringe reliefenergi.

I sidste istid gled de ø.fra kommende ismasser kun ind over Ribe a.s østl. del. Under kortvarige fremstød nåede gletscherne så langt v.på som til Brørupegnen, men gennem lange tider fulgte den n.-s.-forløbende isrand en linie ml. Vamdrup og Vejen. Ø.f. denne hovedopholdslinie lå iskappens hvide kuldeverden, hvælvende sig op ø.på m. sprækkesystemernes blågrønne farvetegning i randzonen. Langs isranden har landskabet været et morads af vanddrukne morænemasser gennemskåret af et virvar af vildt fossende smeltevandsstrømme, »braided rivers«, som de i dag kan opleve i sa. storstilede format på sandfladerne i Island s.f. Vatnajøkull. Smeltevandselvene strømmede v.på medførende deres last af sand, der, efterhånden som strømhastigheden og dermed transportevnen aftog, blev aflejret i alle de gl. morænelandskabers laveste dele, hvor disse tidl. flodlejer nu fremtræder som hedesletter af meget varierende dimensioner.

Da smeltevandsmængden ved senglacialtidens slutning tog af, blev flodsandet såvel som bakkeøernes morænesand udsat for kraftig vinderosion. Under stormpres hvirvledes sandskornene løs, og sandflugten tog fat. Hoppende i små og store spring langs overfladen og suspenderet i luftstrømmens jordnære lag vandrede sandmasser afsted, indtil de nåede lælokaliteter, hvor de blev efterladt og nu danner indsandenes kuperede klitterræn. På lign. måde kunne der sen. langs Ribe a.s v.kyst dannes en bræmme af havklitter m. sandstranden som materialleverandør. Denne klitbræmme danner et sammenhængende bælte fra a.s n.grænse og s.på til Blåvandshuk, hvorfra det med sydøstl. retning fortsætter langs halvøen Skallingens og Fanøs samt Mandøs v. kyster.

Den yngste af landskabsformerne i Ribe a., marskengen, dannes den dag i dag langs v.kysten, og selv de ældste marsklandskaber er, bedømt efter geologisk tidsmål, fra i går, for så vidt som de finkornede havaflejringer, der opbygger disse flader, først begyndte at afsættes efter en havstigning for 4–5000 år siden.

Landskabsmønstret afspejler således landskabsdannelsens stadier. Morænelandskaberne ordner sig kronologisk med en v.-ø.-orientering m. de yngste længst mod ø. Hedesletternes fletværksmønster af senglacial alder omfatter til gengæld hele a.s areal. De stadig under dannelse værende yngste landskaber: havklitterne og marskfladerne bræmmer kystzonen henh. langs de v.-eksponerede yderkyster og på lækysterne omkr. Vadehavet.

Bakkeøer, hedesletter og indsande. Disse tre landskabsformer, de typisk vestjy., er arealmæssigt dominerende i Ribe a. Bakkeøerne, de gl. morænelandskaber fra næstsidste istid (se afsnit: Landskabsdannelsen), fremtræder dels som store, sammenhængende arealer m. 3–400 km² i udstrækning, således Varde og Esbjerg s. 592 bakkeøer, dels forekommer de i størrelsesordenen 100 km², som det er tilfældet for Hejnsvig og Lindknud bakkeøers vedk., og endelig er der småformer af bakkeøer. Af disse sidste ligger en del på Grindsted hedeslette ml. Varde å og Holme å.

Bakkeøterrænet er et morænelandskab, for så vidt som det er opbygget af morænemasser: ler, sand, grus og sten, som gletscherisen har medført fra Skandinavien. Det er den skandinaviske fjeldverdens forvitringsskorpe, skabt ved fysisk og kemisk påvirkning af overfladen gennem jordperioder, der, løsrevet af skridende ismasser, er transporteret, indefrosset i isens bundlag og efterladt her i afsmeltningstiden. Det er dog kun materialet, der vidner om denne tilblivelse – ikke overfladeformerne, som helt igennem er resultat af normalerosionen, d.v.s. det strømmende vands daludformning i forb. m. de skræntudformende kræfter, jordskridning, jordkrybning og jordflydning, der her har kunnet virke i længere tid end i noget andet dansk landskab (se afsnit: Landskabsdannelsen). De fladt hvælvede højdepartier og de udstrakte, jævnt hældende dalsider vidner om erosionslandskabets modenhed. Hvad der må have været af opr. relief bestående af endemorænevolde, åse, tunneldale og andre markerede elementer fra istidslandskabet, er udjævnet, nedskredet og bortskyllet. De opr., talrige afløbsløse lavninger er blevet udfyldt af flydejord, som dækker over de tørvelag, der har været dannet i disse hulformer, da de var vandfyldte, tilgroede sølavninger og mosehuller. De øvre jordlags stærke udvaskning, der mange steder er resulteret i typiske podsol-profiler m. udludningshorisont øverst under mor-laget og udskilningshorisont længere nede, hvor de oppefra medførte salte ved udskilning har sammenkittet morænesandet el. smeltevandssandet til tætte, mørkbrune al-lag – altsammen taler det om de meget lange tidsrum, disse gl. morænelandskaber har været udsat for de kræfter, der påvirker landoverfladen, og som, når de har virket længe nok, ganske omformer den.

De relativt små højder på bakkeøerne fortæller også om relieffets udfladning gennem tiderne. Kærhøj, 47 m, Varde bakkeøs højeste punkt, er mindre end en trediedel af Østjyllands. Når terrænet på sa. bakkeø længere v.ude hæver sig endnu højere i Blåbjerg, 64 m, er der tale om en klittop oven på bakkeøen, altså om en pålejring af indvandrede flyvesandsmasser. På Esbjerg bakkeø når Møgelbjerg, v.f. Varde, 41 m, Orrehøj, n.f. Hjerting, 32 m, og Mølhøj, n.f. Esbjerg, 39 m. På de østl. liggende bakkeøer er niveauet højere. Trindhøj, ø.f. Vorbasse på Hejnsvig bakkeø, når 96 m, og på Lindknud bakkeø har vi Ribe a.s højeste punkt i Bavnen, 102 m, nø.f. Lindknud.

Grænsen ml. bakkeø og hedeslette er ofte utydelig i terrænet. Således dukker Hejnsvig bakkeøs jævne, vestl. hæld, nv.f. landsbyen af sa. navn, umærkeligt ned under hedesletten, hvis fugtlidende flade karakteriseres af stednavne som Sønderby mose, Fugldal kær, Midtkær og Teglmose. Det er ikke overfladeformen, men overfladelagenes karakter, lagdelt sand på hedesletten og usorteret morænemateriale på bakkeøen, man må konstatere for at kunne trække grænsen ml. de to terræntyper. Til den anden side, mod nø., er bakkeøens kant tydeligere, fx. n.f. Trøllund, hvor grænsen markeres ved en skrænt, der, hvor den er højest, ca. 30 m, bærer navnet Ørnsbjerg. Ved skræntens fod træffer vi igen den p.gr.af det tætte al-lag vandlidende hedeslette, hvor navnet Præstesø er betegnende for tilstanden. Skrænten kan følges et stykke mod nv. gennem Gyttegårds plantage, men her er det ikke let at skelne ml. bakkeø og hedeslette, idet flyvesandsmasserne, der v.fra trængte s. 593 ind over landsbyen Grene og lagde den øde, udvisker de opr. overfladeforhold. Grene Sande er et af de mange indsande i Ribea a., og omtalte plantage såvel som Utoft plantage v. derfor er vidnesbyrd om de menneskelige reaktioner over for sandflugtfaren. Længere v.på, s.f. Ansager, gentager det sa. landskabsmønster sig. De små bakkeøer hvælver sig uden markerede grænser over hedesletten. Det gælder såvel bakkeøer ø.f. Ansager som de små sv. derfor ved Oved og Hodde mark. Særdeles typisk er den 2 km lange bakkeø, der dækkes af Ansager plantage. Den hæver sig kun 6–8 m over de omliggende hedesletter, og afgrænsningen er først og fremmest et spørgsmål om dræningsgrad. Navne som Pøtmose, Grønnemose og Lyseklyne mose siger m. tilstrækkelig tydelighed, hvad det er, der her karakteriserer henh. bakkeø og hedeflade. Nogen kant endsige skrænt er der ikke tale om. Sandflugten præger også denne egn, og Elbæk plantage er anlagt som værn mod sandmassernes videre fremtrængen ø.på.

Andre steder, hvor smeltevandsflommene har angrebet bakkeøernes sider og skåret stejlskrænter i deres flanker, bliver grænsen ml. de to terrænelementer en tydelig landskabsgrænse. Det gælder fx. ved Ribe a.s s.grænse ud mod Kongeådalen ved Åtte, ml. Føvling og Folding. Her står Brørup bakkeøen m. en 30 m høj stejlskrænt ud mod den 2–3 km brede hedeslette i Kongeå-dalen. Stejlvæggede erosionskløfter sønderskærer skrænten, og ved tilbageskridende erosion er en 5–700 m bred randzone af bakkeøen omdannet til et ungt erosionslandskab m. stor reliefenergi, der danner en stærk kontrast til bakkeøens jævne former længere inde s. 594 omkr. Senhøj, 78 m, og Bavnehøj, 60 m, 2,5 km længere mod v. Længere mod ø., sv.f. Vejen, står bakkeøens kant lige så stærkt markeret ml. Skibelund og Jelshøj Huse. Følger man her fra Kongeå-hedesletten vejen n.på op gennem kløften ved Skibelund krat til Skibelund i 48 m’s højde og videre 2 km n.på til Askov i 68 m niveauet, så har man oplevet den typiske bakkeøs jævne hældning m. så ringe en stigning som 1%.

Hedesletterne i Ribe a. varierer ligesom bakkeøerne m.h.t. dimensioner. Grindsted hedeslette breder sig ca. 25 km i retningen ø.-v., og afstanden fra n. til s. er kun lidt mindre. Dens østl. fortsættelse omkr. Billund har ca. 10 km for de tilsvarende mål. Tilsyneladende er disse hedesletter fuldstændig vandrette flader, men kortets kurvebillede viser, at de hælder svagt v.på, i smeltevandets strømningsretning. Hedesletterne er jo gl. flodlejer el. rettere indlandsdeltaer. Men hældningen er ringe – kun 1,5 m pr. km el. udtrykt på anden måde ca. 1:700. Smalle, langstrakte hedesletter m. et par km’s bredde følger Sneum å, Holsted å og Kongeå. N.f. Ribe forenes sidstn. hedeslette m. flere mindre til en flade af dimensionen 10 × 15 km. Hvor dette jævne terræn v.ude dukker ned under havet, har vi i randzonen fået den pålejring af klæg, d.v.s. finkornede havsedimenter, som betinger fremkomsten af marskenge.

Landskabeligt har hedefladerne stedvis i Ribe a. endnu præg af lyngvegetationen, s. 595 men agerfelterne trænger de fleste steder fra de ø.-v. forløbende ådale sejrrigt ind over lyngens land. Lokalt kan man observere ubrudt hede midtvejs ml. vandløbene, men mange steder har agrene, der bredte sig henh. n.- og s.fra, forlængst mødt hinanden. Reolpløjning har ophævet podsoleringens skadelige lagdeling, mergling har ændret brintionkoncentrationen i den for dyrkning gunstige retning, tilførsel af kunstgødning sikrer, at næringssaltene er til stede i passende forhold, og ved dræning kan grundvandstanden bringes under kontrol. Hedesletterne har været pionerområder for dansk landbr. i hundrede år også i Ribe amt.

Klitlandskaber. I Ribe a. danner klitlandskaberne en ubrudt bræmme langs v.kysten fra n.grænsen til Skallingens s.ende, og s.f. Grådyb fortsætter klitterne på Fanø langs øens v.kyst. Også den mere isoleret liggende Mandø har et lille, vestl. klitområde. Klitbæltets bredde er ved Blåbjerg 6 km, og den maksimale bredde ved Oksbøl og s.f. Ho er 10 km. Klitternes største højde er en snes meter. Hornsbjerge ved Blåvand er 20 m, Løvelbjerg sv.f. Lønne kirke er 23 m, Gråmulbjerg v.f. Filsø 25 m. Blåbjergs klittop ligger 64 m o.h., men her er tale om 17 m klitsand oven på en morænebakke af 47 m’s højde. Den vestl. udbredelse er først og fremmest betinget af, at vestl. vinde, der her er havvinde, ikke alene er talmæssigt dominerende, men gennemgående kraftigere end vinde fra andre verdenshjørner. Den gennemsnitlige vindstyrke for vestkystfyrene er 3,3, for de vestl. vindretninger alene 3,8. Hertil kommer yderligere, hvad der for sandflugt og klitdannelse særl. er af betydning, at de store vindstyrker, stormvindene, ganske overvejende er vestlige.

Den anden faktor af betydning er materialtilførslen, der som følge af kystens s. 596 karakter af udligningskyst er rigelig, idet de steder, hvor istidsdannelserne er blevet angrebet, har kunnet levere de store sandmængder, der dækker alle kystnære dele af havbunden og ophobes i revlerne. Ved kyststrømmenes virksomhed og ved materialvandringen langs stranden fordeles dette materiale langs hele kystlinien. Opkastet i strandvolde på en strand, hvis bredde veksler med skiftende vandstand, vil sandet i passende vejr kunne tørre og, når tilstrækkelig vindstyrke indtræffer, blæse bort.

Sandvandringen over strandbredden vil standses, hvor rullesten, strandskaller el. andre faste genstande yder læ. Her dannes langstrakte sandtunger m. længdeakse i vindens retning. Først og fremmest er det dog strandvegetation på strandbreddens højeste del, der virker sandfangende. Tueplanter som strandarve, strandkål olgn. vil give anledning til dannelse af flade sandophobninger, tueklitter. Marehalm og strandkvik virker på lign. måde. Denne organogene klitdannelse finder sted over højvandslinien. Ved stadig sandtilførsel vokser tueklitterne sammen, og der fremkommer en række forklitter inden for højvandslinien. Forklitterne ligger især på Fanø ofte i rækker m. mellemliggende klitdale, i hvilke plantevæksten er en anden, idet det nære grundvand giver livsbetingelse for helt andre plantesamfund. Betegnelsen »grønning« er et udtryk herfor.

Den karakteristiske klitplante i de ustabile forklitter er hjelmen, der i modsætning til de fleste andre planter ikke alene tåler tilsanding, men tværtimod af denne animeres til yderligere vækst, så at sandflugt for den ligefrem er en nødvendighed. Ved den fordampningshindrende indrulning af bladene klarer den sig igennem tørkeperioderne, og ved udvikling af et omfangsrigt system af jordstængler og rodnet skaffer den sig de nødvendige næringsstoffer fra den næringsfattige bund. Ved sidstn. bygningstræk virker den i højeste grad sandbindende og får derigennem indflydelse på klitstrukturen. Det får den også derved, at døde plantedele, dækket af sandet, ikke blæser bort, men omsættes i klittens indre. I klitprofiler ses disse forskellige humushorisonter som grålige, sammenhængende lag.

Forklitterne, de unge »hvide« klitter, har den for vindbevægede sandmasser karakteristiske vind- og læside. Ved passende vindstyrke triller sandskornene op ad luvsiden og risler ned ad læskrænten, de enkelte klitindivider flytter sig, men formen bevares. De regelmæssige former forstyrres af skiftende vindretninger og hvirveldannelser, men de principielle hovedformer præger terrænformerne. Rent landskabeligt er klitområdet af forsk. præg efter synsretningen: med el. mod vinden, især når samme vind i nogen tid har fået lov til at være enerådende.

Efter stærk vindaktivitet iagttages ofte deflationsfurer på steder, hvor luftstrømmen, koncentreret af de omliggende klitlegemer, har kunnet virke særl. stærkt som træk gennem en port. Det bortblæste sand vil danne aflange sandtunger i furernes forlængelse. Ved mindre vindstyrker vil der også ved hvirveldannelse ml. klitforhøjningerne kunne udhules cirkulære fordybninger, »gryder«.

Hvor brændingen under storm ved højvande angriber forklitterne, fremkommer en klint i klitsandet. Sådanne klitklinter i forsk. stadier af nedskriden, afhængig af det siden sidste bølgeangreb forløbne tidsrum, forekommer langs hele a.s v.kyst. I klitbæltets havfjerne dele, hvor sandtilførslen er ringe og vindstyrkerne mindre end nær kysten, bliver vegetationens sandbindende evne dominerende over vindvirkningen, og forklitternes plantesamfund afløses af en succession af andre mere tætsluttende. De »hvide« klitter er blevet til »grå« klitter, m. jævnt kuplede former.

Ved vinderosion kan disse gl. tilgroede klitter atter omdannes. På vindsiderne, hvor plantedækket lokalt atter rives op, kan opstå kraterlignende vindbrud, vindkuler. På steder, hvor sandmasser blæser bort, fremkommer udstrakte afblæsningsflader som Langslade og Gejlhede n.f. Blåvand. Stedvis kan afblæsningen i tørre perioder skabe flade hulformer, der i fugtige perioder vandfyldes, hvorved fladvandede klitsøer opstår, som det er tilfældet i udpræget grad i Ribe a. fx. m. søen Kirkeflod ved Lønne kirke. Untoft Vand og Essø, ø.f. Vejers strand, er lignende klitsøer. Det gl. klitlandskab er omdannet til en blanding af restklitter, afblæsningsflader og nydannede, hvide vandreklitter.

Almindeligvis vil mange mindre vindbrud forenes til enkelte større, idet vindens nedbrydende kraft koncentreres lokalt, derved at enkelte af de dannede gennembrudsslugter p.gr.af terrænforholdene optager større luftmasser og byder dem lettere s. 598 gennemgangsmuligheder end andre. De sandfyldte luftmasser, der gør de nedre luftlag uigennemsigtige, som var de røgfyldte, hvirvler korroderende rundt i de gl. klitters vindkuler, udvider disse og slider på hidtil stabile steder den beskyttende vegetation til trevler.

De afblæste sandmasser hobes op inderst i vindbruddet som store vandreklitter el. miler. Bykrog Bjerg v.f. Blåbjerg er et eks. på en sådan, nu ved plantering standset vandreklit af store dimensioner, og Gøllingbjerg, v.f. Filsø, er en tilsvarende i mindre format.

Vandreklittens bane viser sig som en jævn afblæsningsflade, flankeret af ofte kilometerlange klitrækker, rimmer, liggende i stormvindens retning, som det kan ses i Tørvebjerg Sande v.f. Lønne kirke og i Briksande v.f. Kalsmærsk hede. Et sådant formet klitsystem, der har parabelformet grundrids m. symmetriakse i vindretningen og åbningen vendt mod vinden, betegnes som parabelklit.

Hvor vandreklitterne rykker frem, ændres landskabskarakteren totalt. De rolige, vestjy. morænelandskaber såvel som de plane afblæsningsflader får en urolig, småkuperet karakter. Hvor sanddriverne når ind over gammelt kulturland, lægges det øde, og befolkningen må vige. Oksby kirke undgik et par gange tilintetgørelsen ved at blive flyttet, men o. 1716 blev den helt ødelagt.

Klitplantagernes nåletræssamfund præger Ribe a.s landskabsbillede. Nyminde og Blåbjerg plantager længst mod n. strækker sig 10 km i retning n.-s. som et effektivt værn mod det vandrende sand. Sydl. overtager Kærgård og Vejers plantager rollen som vestligste forsvarslinie, længere ø.på støttet af Vrøgum, Ål, Mosevrå, Bordrup, Oksby og Ho plantager. Kalsmærsk hedes store, lyngklædte flade og den tilplantede del ø. derfor er afblæsnings- el. deflationsflader i største format, udformet på flade strækninger af marint forland. Hen over disse store strækninger har stormpresset drevet de sandmasser, som nu ligger ophobet ml. Bordrup og Ho få hundrede meter fra marskbræmmen langs Ho bugt. Ægbjerge, Husbjerg og Tavlbjerg er frontpartier i disse vandreklitsystemer, der nu er tæmmet ved plantering. V.ude er nye sandmasser på vej indefter. Gejlhede, Indersande, Ovnsmund Sande, Briksande og Ringbjerg er sandmasser vandret ind v.fra. Vandflodbjerg på fladens sydl. del er en vandreklit i midtvejs position. De typiske, fladvandede klitsøer i afblæsningsgruberne er også her til stede i mange varianter.

Marsken. Ved marsk forstås et marint forland, bestående af lavtliggende engflader m. en bund af finkornede havsedimenter, der tilføres området ved højvande. Da det således er en forudsætning for marskdannelsen, at der er en vis tidevandsforskel, og da dette i Danmark fortrinsvis er tilfældet langs det sydvestl. Jyllands kyster, forstår man, at netop Ribe a. og Tønder a. er de da. områder, hvor marsk gør sig særligt gældende som del af landskabsmosaikken. En anden forudsætning for udvikling af marsk er store, flade strækninger liggende i et sådant niveau, at betydelige strækninger oversvømmes ved højvande og ligger tørre ved lavvande. Det er dette, der er tilfældet for Vadehavets vedk., og dette områdes eksistens er igen betinget af hedestrækningernes store udbredelse i Vestjylland. Det er hedesletternes laveste, vestl. dele, der er forudsætning for de plane bundformer og den ringe vanddybde. Da hedesletternes overflade her, langt fra kegletoppunkterne, har meget ringe hældning, bliver afstanden ml. steder m. 1–2 m’s niveauforskel, s. 599 hvilket er tidevandsforskellens størrelsesorden, meget store, og betydelige strækninger veksler derfor to gange i døgnet ml. en tilværelse som hav og land.

Marskdannelsen begynder, når en flade kommer i et sådant niveau, at strandengens plantesamfund kan trives derpå. Dette kan skyldes sandaflejring, som forekommer på forsk. måde. Det indstrømmende vand ved flodtid følger bestemte veje, de s.k. flodskår, og ved disses øverste ende vil sandaflejring normalt ske som flade banker. Når først strandengen er etableret, foregår der en aflejring af finkornet sediment, slik, ml. engens tætstående planter. Det er især annelgræs, kvæller, strandvejbred, strandasters m. fl., der binder disse lerpartikler, som er bragt ind ved flodtid, men som sies fra, når vandet ved ebbe atter løber tilbage. I Varde å’s mundingstragt foregår afsætning af marskklæg i en rørsump, hvor tagrør er den dominerende plante. Den årl. aflejrede mængde varierer fra 3–10 mm, hvilket efter 100 år giver en gennemsnitlig lagtykkelse på 1/2 m. Såfremt niveauforandringer ikke indtræffer, vil marskdannelsen altså i løbet af et geologisk set kort tidsrum standse af sig selv, idet efterhånden kun de særl. store højvande når ind over engene.

Man har tidl. haft den opfattelse, at marskfladerne var hævet vadehavsbund, men den anskuelse har vist sig ikke at være holdbar. Marskjordens bestanddele er almindeligvis mere finkornede end sandet på vaderne. Strandengens ydre afgrænsning mod vaden er ikke, som man kunne vente det, en jævn overgang, som det er tilfældet med strandengene i de østda. fjorde. Marskengen danner almindeligvis en lav, stejl klint, som er fremkommet derved, at havet under storm nedbryder de yderste dele af marskfladen. Hvis der på en nydannet sandbanke uden for denne klint er skabt betingelser for strandengsplanter, og disse kan invadere området, vil man få udviklet en lille marskø, liggende uden for den gl. marsks lave klint. Ml. den ny banke og den gl. klint vil ebbestrømmen som regel udforme en tidevandsrende parallel m. kysten. Denne rende kaldes med et lokalt navn landpril. At den sa. form for marsktilvækst er foregået tidl. på sa. måde som i nutiden, vil man i de gl. marskenge kunne se af et vist relief, som først helt forsvinder efter lang tids dyrkning; de tidl. klinter viser sig således som forhøjninger, ligesom de tidl. landprilområder fremtræder som lavninger.

På halvøen Skallingens ø.side forekommer et højsand, d.v.s. en så højtliggende flade, at den ikke overskylles ved alm. højvande, som nu er beklædt m. tæt engvegetation og gennemsat af abrupt nedskårne, snoede loer, som er den lokale betegnelse for disse tidevandsrender i engen, gennem hvilke vandet snart strømmer den ene vej og snart den anden. Dette system af render er under stadig udvikling, og ved bagudskridende erosion trænger de længere og længere ind i fladen, hvorved denne afdrænes lettere og lettere. I en nydannet strandeng vil der i isolerede lavninger ofte stå visse vandsamlinger, som ikke tappes ud ved alm. ebbe, og som i tørre sommerperioder får mere og mere saltholdigt vand ved fordampning for sluttelig at tørre ud og efterlade en saltskorpe i overfladen. Disse »saltpander« skyes almindeligvis af vegetationen. Når engens afdræningssystem har nået tilstrækkelig modenhed, vil de flade saltpander være afdrænet, hvorefter vegetationen breder sig kontinuerligt over fladen. Når vandet strømmer ind gennem loerne og ved flodtid stadig stiger, løber det sluttelig ud over rendernes kant, hvorefter det breder sig over hele engfladen. På det tidspunkt, da vandet fra at have strømmet s. 600 i renden begynder at brede sig, vil strømningshastigheden aftage betydeligt, hvorved en del medført materiale aflejres umiddelbart langs loernes kanter. Disse naturlige floddiger el. levéer vil ofte have en særl. plantevækst, hvis ikke, som det stedvis er tilfældet, sandet hober sig op, så der ligger hele sandbanker langs rendekanten.

S.f. Esbjerg breder marsken sig i Smørenge omkr. Novrup bæk og i Vikær omkr. Møllebæk v.f. Vesterby. Fra Tjæreborg og s.efter breder marskbæltet sig og trænger længst mod ø. ind i ådalene som Allerup enge i Sneum ådal. Hulmose og Kærenge ved Darum bæk, Rørskift og Rørkær er betegnende navne fra Kongeådalen. Mandø Hølade, Ribe holme og Vestereng er karakteristiske stednavne for Ribe ådal. På hele denne strækning er marskengene nu beskyttet ved opførelsen af et havdige, hvorved man har sikret disse landbrugsarealer mod indstrømmende saltvand. Det overskydende grundvand ledes gennem sluser i digerne ud i havet ved ebbetid. Uden for havdigerne fortsætter marskdannelsen. Ydermarsken, hvorved forstås marskengen uden for digerne, har en bredde, der veksler, og som i Ribe a. maksimalt er ca. 1 km.

Betegnelsen marsk er almindeligvis forbundet med forestillingen om en vis frodighed, og kommer man fra lyngklædte hedesletter direkte ud i marskengene, så er kontrasten også voldsom. Denne modsætning har tidl. været mere slående, end den er nu, og med hedesletternes stadig tiltagende opdyrkning, afdræning og jordforbedring ved tilførelse af kunstgødning bliver forskellen stadig mindre ml. marsk s. 601 og gest, den lokale betegnelse for det gl. land i modsætning til den nyskabte marsk. Gest vil altså sige hedeslette- og bakkeøterræn.

De store kapitaler, der er anbragt i havdigerne, kan betragtes som en forsikringspræmie, der må siges at stå i rimeligt forhold til de fordele, der opnås, nemlig sikkerhed mod saltvandsødelæggelse af agerjord og, hvad der er endnu vigtigere, værn mod stormflodskatastrofer, der før i tiden gang på gang har forvoldt katastrofale ødelæggelser m. store tab af menneskeliv og værdier.

Vandløb og søer. Ribe a. afvandes stort set til Vesterhavet, og kun den østl. del af Anst hrd. når så langt over i Østjylland, at det ligger ø.f. hovedopholdslinien, der her tillige danner vandskel ml. Vesterhavet og Bælthavet. Gennem Kolding å og dens tilløb Åkær å, Tanggård bæk, Trudså og V. Nebel å fra n. og Drabæks Mølleå samt Seest Mølleå fra s. afvandes dette a.s østligste område til Kolding fjord. Disse vandløb adskiller sig i alle henseender fra Ribe a.s øvr. ved at være kortere (10–20 km) og løbe i dybt nedskårne dale m. stærkt fald. Seest Mølleå falder således på strækningen fra Kolding Kirkeskov til Kolding ådal 30 m på 5 km, altså 6 m pr. km – en værdi, der langt overgår hældningen i de vestl. vandløb. Som navnet antyder, har vandkraften da også kunnet finde anv. som drivkraft, og en vandmølle ligger 600 m fra udløbet i Kolding ådal. Rollesmølle og Drabæks mølle længere ø.på vidner på sa. måde om vandkraftens tilstedeværelse. Faldet letter også anlæg af fiskedamme, hvis vandflader præger landskabet i V. Nebel ådal s.f. Højrup og i Drabæks Mølleå’s dal ved førnævnte Rollesmølle n.f. Lunderskov.

De v.løbende åer er vandløb af betydelig længde, 60–80 km, og m. ringe fald og stærkt snoet løb i brede, modne dale. Kongeåen løber således ved Skodborghus bro i 25 m-niveauet og ved Folding bro, 10 km længere v.på, i 18 m’s højde o.h. Faldet er således 0,7 m pr. km, – altså kun ca. 1/10 af den værdi, der gælder for åerne i de unge morænelandskaber fra sidste istid. Hvor der i bakkeøterrænet ses søflader, er de almindeligvis menneskeskabte mølledamme som fx. ved Sønderskov vandmølle i Malt bæks dal 1 km n.f. dens indmunding i Kongeådalen.

Ribe a.s nordl. del afvandes af Lydum å til Ringkøbing fjord og dermed til Vesterhavet. Små vandløb som Fidde strøm fører vand til Filsø, der afvandes af Henne å gennem klitbæltet til Vesterhavet. Afløbet er som de fleste vestjy. åer kanaliseret, og Filsøs nuv. vandflade er kun en ringe del af den opr. Ved afvanding er store dele af søbunden tørlagt og ligger nu som enorme markfelter omkr. den resterende del af søen. Søens hist. afspejles også i egnens terrænformer. Gamle klinter som Kløvbakke, i bakkeøkanten n.f. søen (se blokdiagram), vidner tydeligt om søens tidl. udstrækning, da den var en stor strandlagune, og marine lag under søbundsaflejringerne taler om den tid endnu længere tilbage, da der her var en havbugt. Om tidl. kystlinier er der mange andre landskabstræk, som fortæller, således den gl. klintekyst ved Grærup. Her ligger en række små, lavvandede søer, Langesø, Mussø og Sølager sø og længere mod s. Engsø og Råsø, der er dannet som klitsøer s. 603 i vindhulede lavninger i disse gl., flyvesandsdækkede, marine flader (se afsnit: Klitter). Ved roden af halvøen Skallingen afvander Havnegrøft området til Ho bugt. Umiddelbart s.herfor har man i Skomagersletten på Skallingen eks. på en terrænform, der er resultat af en stormflodskatastrofe. Den store, lave flade er fremkommet ved en havrending, hvorved forstås det fænomen, at havet ved storm og højvande har angrebet havklitterne så voldsomt, at der er sket et gennembrud, hvorefter vandmasserne er skyllet voldsomt over halvøen og ud i Ho bugt efterladende den brede, sandede slette som minde om det strømmende havvands vælde.

Varde å og dens tilløb Grindsted å, Ansager å og Holme å afvander et nedbørsområde på 1055 km², det fjerdestørste i Jylland (efter Skjern å, Gudenå og Storåens). Sneum å m. tilløbene Holsted å og Ilsted å når kun at afvande et nedbørsområde af halvt så stor udstrækning, 505 km². Sydl. følger Kongeå m. Vejen og s. 604 Gesten åer og sydligst Ribe å, hvis 2–3 km lange åslyngninger v.f. Ribe gennem marskengene overgår alle andre da. vandløbs i dimensioner. Ved kanalgravning er mæandrene afskåret og vandstrømmens vej til havet forkortet betydeligt. Kammerslusens ved flodtid lukkede porte hindrer havvandets indtrængen, og når de åbnes ved ebbe, får området afløb til havet. En gravet kanal gennem ydermarsken er ført 1 km lige ud mod nv. En km s.f. Kammerslusen ses Ribe å’s tidl. snoede løb som en bugtet terrængrænse ml. Bjergum bankes markfelter og Mandø Hølades marskenge. Den gl. middelalderby Ribe ligger på holme, hvor Ribe å i sit nedre løb deler sig i flere løb, der stedvis i det flade terræn udvider sig til søflader sø.f. byen. Flere løb gennemstrømmer byens centrale dele, og møllehjulene snurrer stadig som resultat af det strømmende åvands bevægelsesenergi. Er Ribe a. således rigt på store åløb, så er det til gengæld fattigt på søer som følge af bakkeøens dominerende terrænform.

Farvande. Ribe a. havgrænses af Vesterhavet, den da. betegnelse for det farvand, der internationalt kaldes Nordsøen, en term, der opr. stammer fra Holland. I næsten alle henseender adskiller dette randhav sig fra de indre da. farvande, selv om det som disse er et fladsøområde, – den overskyllede del af fastlandssoklen el. shelf’en. Langs den nordl. del af Ribe a.s kyst indtil så sydl. et punkt som Blåvandshuk nås 10 m’s dybde i en afstand af 1–2 km fra kystlinien og dybder over 40 m først 50 km ude. Ud for Blåvandshuk strækker et lavvandet område, Horns rev, sig 40 km v.på m. læge partier, hvor vanddybden kun er ca. 3 m. Sten på bunden tyder på, at Horns rev kan opfattes som en morænevold, der er delvis udvasket for finere materiale. S.f. Horns rev, i Esperance bugt, ud for halvøen Skallingen og videre s.på, v.f. Fanø, er havet mere lavvandet, og 10 m’s vanddybde nås først ca. 7 km ude. Det store, fri stræk v.over og de tilstrækkelige dybder i forb. m. de kraftige og hyppige vinde fra de vestl. kompasretninger bevirker, at bølgehøjden kan nå 5 m i Vesterhavet. Når bølgerne nærmer sig kysten, vil bølgekarakteren ændres p.gr.af den aftagende vanddybde, og sluttelig bryder bølgerne over, hvor vandmassen på stedet er for lille til at udfylde bølgeformen. Derved opstår den voldsomme brænding, der karakteriserer Vestkysten. De brydende bølgers bevægelseskaos bevirker, at bundens sand rodes op og suspenderes i vandmasserne. Først længere inde, hvor forholdene er mere rolige, aflejres sandet igen som kilometerlange, smalle, kystparallelle forhøjninger på havbunden, revlerne. Disse optræder i forsk. antal, alm. to el. tre. I magsvejr vil de små bølger bryde over de revler, der opr. er dannet under storm, fordi der her er lavvandet. Brænding under den ene el. anden form hører Vestkysten til. Revlernes plads er ikke konstant; de dannes i en afstand fra kysten, som afhænger af bølgehøjde, vanddybde og vindforhold. Om nogen stadig vandring indefter synes der ikke at være tale, men visse revler kan under stormforhold ved ekstremt højvande dannes så tæt inde under kysten, at disse sandmasser sen., drevet af bølgeslaget, som tilvækstrevler kan vandre helt ind og forenes m. strandbredden.

Tidevandsforskelle gør sig gældende i Vesterhavet m. meget specielle konsekvenser for de områder ml. fastlandskysten og Vesterhav-øerne, der er så lavvandede, at de derved kommer til at ligge tørre to gange i døgnet (se afsnit: Vadehavet). Ud for Blåvandshuk er forskellen ml. middelhøjvande og -lavvande 1,6 m. Denne værdi s. 605 for tidevandsamplituden aftager n.efter og tiltager s.på indtil ca. 2,0 m ved rigsgrænsen.

Også m.h.t. saltholdigheden er der en slående forskel på Vesterhavet og de indre da. farvande. Den direkte forb. m. oceanet bevirker, at saltholdigheden i Vesterhavet er som oceanernes, d.v.s. 3–3,5%, altså meget større end de indre farvandes. Det er et forhold, som alle, der har badet i Vesterhavet, vil have erfaret, dels gennem smagen, dels af det saltstøv man kan børste af huden, hvis man om sommeren har ladet havbrisen blæse sig tør. En saltholdighed på 3% bevirker, at havvandets frysepunkt sænkes til ÷ 1,6°C., hvilket for et land m. Danmarks milde vintre får en afgørende betydning. Vesterhavet fryser ikke til, og en havn som Esbjerg er isfri. Dette forhold har været en væsentlig årsag til, at denne Danmarks store eksporthavn blev anlagt netop ved Vestkysten.

Vadehavet. Det farvand, der havgrænser Ribe a.s fastlandskyst fra Ho bugt og til a.s s.grænse samt Fanøs ø.kyst og Mandøs kyster hele vejen rundt, er den nordl. del af Det danske Vadehav, et havområde m. yderst specifikke karaktertræk. Vaderne er de arealer, der normalt to gange i døgnet ligger tørre ved ebbe. Tidevandet skyldes månens og solens tiltrækning i forb. m. det forhold, at jorden roterer. De nævnte himmellegemers påvirkning af vandmasserne er af varierende størrelse alt efter deres indbyrdes positioner. Da vandstandsforholdene også påvirkes af helt andre kræfter, således af stormpres, der kan fremkalde en vindstuvning af vand op mod kysten, så er det yderst varierende dele af Vadehavet, der tørlægges i de enkelte ebbe-perioder. Ved middellavvande ligger ca. 60% af Vadehavsbunden ø.f. øerne tør. Vandlinien pendulerer altså frem og tilbage to gange i døgnet over store strækninger, der maksimalt kan nå 10 km i udstrækning. Da ebbe-flod rytmens periode ikke er nøjagtig et døgn, men 24 timer og 50 minutter, sker der en stadig forskydning af klokkeslet for høj- og lavvande. Alle de nævnte forhold bevirker, at menneskelig aktivitet knyttet til Vadehavet, dets kyster og kystlandskaber må indstille sig på naturforhold, væsensforskellige fra det øvr. Danmarks. Det gælder besejlingsforhold og havneanlæg, digebygning og afvandingsteknik, dæmningsanlæg og landvinding. Og gennemsnitsværdier har i dette område ikke den betydning som ved andre da. kyster. Et begreb som Dansk Normal Nul (DNN), der bestemmes på grundlag af en række selvregistrerende vandstandsmåleres oplysninger, får i Vadehavet et sært urealistisk præg, idet vandstanden hvert døgn er snart ca. en m over, snart en m lavere end dette niveau, hvortil så kommer, at højvandet ca. 10 gange om året står endnu en m højere, for slet ikke at tale om de enkelte gange årl., da vandstanden ved flod stiger til 2–3 m over DNN. Så kan der være tale om stormfloder, hvis omstændighederne er sådan, at der indtræder katastrofale ødelæggelser.

De enorme vandmasser, der i hver tidevandsperiode skal ind i Vadehavet og ud igen, skal i Ribe a. passere de relativt snævre løb Grådyb ml. Skallingen og Fanø, og Knudedyb ml. Fanø og Mandø. Disse farvandsrender er af de passerende vandmasser udformet m. dybder, så indstrømning og udtømning kan nås etableret inden for den til rådighed værende tid. Navnene vidner netop om den slående forskel, der m.h.t. bundens afstand fra overfladen er på disse farvandsdele og vaderne. Den største dybde er i Grådyb 16 m, i Knudedyb 13 m. Imidlertid er det, bedømt s. 606 ud fra navigationssynspunkter, ikke de største dybder, men de mindste, der bliver afgørende. Ude i havet, hvor dybene ender, vil strømningshastighederne blive mindre, hvorfor en del af de medførte sandmasser aflastes her som barrer. Over Grådybbarren har der måttet graves en rende, som stadig må vedligeholdes ved opmudring, for at man kan garantere den vanddybde på 6,7 m i fyrlinien ved middelspringtidslavvande, som udkræves, for at besejlingen af Esbjerg kan foregå uhindret m. vor tids skibstyper.

Dybene og deres barrer er kun et par enkelte af de mange overfladeformer, der karakteriserer det tidevandsprægede havområde. Dybene fortsætter indefter i systemer af tidevandsrender, hvis inderste forgreninger er de naturlige marskenges snoede loer. Ml. renderne breder sig store flader i forsk. niveauer, i hvis navne betegnelserne flak, sand, stjert, banke og grund indgår kombineret m. lokaliserende egennavne som fx. i tilfældet Søren Jessens Sand s.f. Grådyb ved Fanøs n.ende.

Kyster. Den 30 km lange vestkyststrækning fra Ribe a.s n.grænse til Blåvandshuk er en typisk, moden udligningskyst. Den er resultat af dels bølgernes angreb i de lidet modstandsdygtige istidsbjergarter, hvoraf landet består, dels af den efterfølgende materialvandring langs kysten. Denne flytning af rullesten, grus og sand skyldes de skråtindløbende bølgers transportvirkning i havstokken. Vestkystens n.-s.gående hovedretning er således havets værk og har ikke sin forudsætning i landmassens opr. form – den er en ligevægtsretning. Hvor de fremherskende vinde og de dominerende stormvinde som her kommer fra sa. kompasretning, nemlig v., vil den ligevægtsretning, kystlinien tenderer mod at nå, være vinkelret på denne, altså n.-s. Herved reduceres materialvandringen til den mindst mulige, fordi bølgerne langs en sådan kyst ruller lige ind mod land, så sten, grus og sand blot rulles op på strandbredden og tilbage igen. Når kystens retning her i Ribe a. kun på de nordl. 5 km er nøjagtig n.-s.gående ligesom i Ringkøbing a. længere n.på, men s.efter svajer udefter m. sydsydøstl. retning, er forklaringen den, at Horns rev repræsenterer en materialophobning, der gør stedet til et fikspunkt, hvortil kystlinien støtter sig under udviklingsforløbet, – en fremskudt bastion, der holder stand i længere tid end så mange andre under landmassens vigen for overmagten.

S.f. Blåvandshuk drejer kystlinien i en blødt svungen kurve ø.på langs halvøen Skallingens v.kyst og videre langs Fanøs, idet den mere og mere atter nærmer sig til den n.-s.gående hovedretning for Danmarks vestkyst. På denne strækning er tilnærmelsen til ligevægtsformen imidlertid ikke sket ved bortskæring af land, men tværtimod ved opbygning af en ny kystlinie uden for den opr., bugtede fastlandskyst. Fanø og Mandø er led i dette system af havskabte barreøer, opbygget af havsand som led i naturens tendens til at skabe en stabil udligningskyst. Fænomenet genfindes sydl., i Tønder a., repræsenteret af Rømø, og s.over langs Tysklands og Hollands Nordsø-kyster. Horns rev er heller ikke noget unikum, for så vidt som der i den tyske ø Silds centrale del forekommer tertiære bjergarter, hvis modstandsdygtighed gør denne ø til et analogt fikspunkt for ø-guirlandens ophængning.

Skallingens ø.kyst er, bortset fra s.enden, hvor bølger og tidevandsstrømmen gennem Hobo dyb angriber, en marskkyst. Her danner strandenge, gennemskåret af snoede tidevandsrender, loer, en amfibialsk overgangszone ml. hav og land. Sa. kysttype fortsætter rundt langs Ho bugts n.kyst, hvor lokalnavne som Oksby enge, Bordrup kær, Pladdermose og Billum enge i Varde ådals vestl. del vidner om landskabskarakteren. På strækningen fra Hjerting til Esbjerg mangler marskbræmmen. s. 607 Her har havet på den v.eksponerede kyststrækning formet klinter i bakkeølandskabet. I Esbjergs bylandskab gør den tidl. klintekyst sig stadig gældende. Fra havnevæsnets kontorbygning og i endnu højere grad fra vandtårnet, der ligger på toppen af klinten, ser man vidt ud over hele det nedenfor udformede, store havnekompleks. Ø.f. Måde præger marskengene atter kystlandskabet. Hele resten af Ribe a.s fastlandskyst er en typisk marskkyst. Fra Tjæreborg og s.på er landet beskyttet af havdiger, uden for hvilke den naturlige marsk fortsætter i forlandsmarsken (se afsnit: Marsken). Også Mandø er digebeskyttet bortset fra øens sv.del, hvor klitlandskabet yder naturlig beskyttelse. Fanøs v.- og n.kyst svarer i type til fastlandskysten n.f. Blåvandshuk: bred sandstrand foran et bælte af havklitter. Øens ø.kyst er en marskkyst m. et bredt engbælte, foran hvilket der er aflejret udstrakte vader.

Havne. Fra naturens side byder Ribe a.s kyster ikke på havnemuligheder. De udlignede v.kyster mod Vesterhavet m. de foranliggende revler undgås af søtrafikken. Blåvand fyr er en fremskudt advarsel mod at komme den farlige kyst for nær, og den lange række af redningsstationer: Nymindegab, Vejers strand, Blåvand, Esbjerg, Sønderho og Mandø taler tydeligt om faremomenterne i dette kystområde. Historien melder om talr. strandingskatastrofer. Marskkysten er utilgængelig for sejlads m. andre fartøjer end fladbundede pramme, og vaderne er lige så meget land- som havareal, et forhold der tydeligst demonstreres derved, at trafikken til Mandø sker m. vogne ad Mandø ebbevej, en kosteafmærket færdselslinie over de høje vader ml. øens nø.ende og marskkysten ved V. Vedsted. Der er en ejendommelig kontrast ml. kysternes absolutte havnefjendskab og det forhold, at s. 608 netop en kystlokalitet her blev foretrukket, da behovet for en eksporthavn ved Vestkysten blev så stort, at en havn måtte bygges. At Esbjerg har kunnet udvikle sig til en da. storhavn i stadig stærk udvikling, skyldes dels Grådyb, tidevandsrenden ml. Skallingen og Fanø, hvor dybden, når den lavvandede barre i Vesterhavet er passeret gennem den gravede rende, er rigelig for moderne skibstrafik helt ind under land, hvor der var gode muligheder for anlæg af en kunsthavn m. Fanø som en naturlig læmole, der beskytter mod vestenstorm, dels den bløde bund, hvori dybe havnebassiner kunne udgraves i ønskede dimensioner, idet havnebyggerne ikke her mødte de ofte uovervindelige vanskeligheder, som dybgrund af faste bjergarter som fx. kalksten el. krystallinske bjergarter kan forvolde. Tidevandet var en besværlighed, som man i første omgang modvirkede ved at bygge havnen som dokhavn, d.v.s. m. porte, der blev lukket under ebbe, så havnebassinets vandfyldning var sikret. Med havnens vækst blev besværet ved kun at kunne besejle den ved højvande for stort, og ved udvidelserne blev alle ny bassiner gjort så dybe, at skibene altid har vand nok under kølen.

For den store trafik er den opr. dokhavn uden betydning, efter at en moderne trafikhavn m. 7,5 m vanddybde er udbygget sa. m. Søndre og Østre Forhavne m. henh. 5,7 og 6,7 m vanddybde. Som fiskerihavn er Esbjerg en af landets største, og specialiseringen inden for fiskerierhvervet spores også i havneanlægget, der omfatter såvel en industrifiskehavn (5,5 m) som en konsumfiskehavn (4,4 m). Lokaltrafikken til Fanø, der om sommeren omfatter en stor turisttrafik, foregår over den særl. færgehavn, og særl. anlægsbroer byder tankskibe losningsmuligheder. Tilsejlingen gennem Grådyb sikres ved udlagte vagere, lystønder og ledefyr. Esbjerg havn er et talende vidnesbyrd om, hvordan visse forhold, den dybe rende og den lægivende barreø, har kunnet udnyttes ved anlæg af en total kunsthavn, hvor der opr. ikke var mindste antydning af naturhavn til stede.

Renderne har fra gl. tid været af betydning for vadehavssejladsen trods manglen på havnemuligheder. Skuderne ankrede op i renderne ved vadekanten, hvor losning og ladning kunne ske til og fra køretøjer ved ebbe. I andre tilfælde blev forb. til land etableret ved hjælp af pramme, der kunne stages op ad åerne, fx. til Ribe skibbro. Ribe var jo i middelalderen Danmarks port ud til Vesteuropa, og store varepartier af flandersk klæde, ty. øl, salt, bygningssten osv. kom fra Vesterhavet ind gennem vadehavsrenderne. Den store da. eksport af slagtekvæg skete også fra disse egne, hvortil stude blev drevet ad Oksevejen fra hele Jylland. Her blev de opfedet efter turenes strabadser for sluttelig at gå fra engene over vaderne til de ventende flåder af skuder, der hver kunne laste 50–80 høveder. Et festligt skue har det været, når disse kvægskuder i stort tal delvis af frygt for kapere samtidig afsejlede. Da denne kvægeksport til Holland var på sit højdepunkt i beg. af 1700t., var den årl. eksport 25.000 stude. Også Hjerting var et udførselssted dels for kvæg, dels specielt for jydepotterne, der produceredes på egnen.

På Fanø ligger Nordby havn på øens ø.side, og lokaliseringen er betinget dels af øens lævirkning, dels af en tidevandsrende, Fanø Lo, der her når tæt ind under land. I færgehavnen er der 4,0 m vanddybde og langs havnekajen 2,0 m. Besejlingen er her som overalt i Vadehavet et indviklet foretagende p.gr.af de snoede sejlrender. Efter at have anduvet Fanø Lo vinkelfyr tager man pejling efter Rindby ledefyr, Pakhusbanke fyr, Kremer Sand fyr og sluttelig Nordby ledefyr. Det er typisk for vandstandsforholdene, at sydl. og vestl. vind kan give vandstigning på 1,3 m, medens østl. og nordøstl. vinde giver en tilsvarende lavere vandstand. Landsbyen s. 609 Sønderho på Fanøs s.ende ligger ud til kysten, men havneanlæg mangler. Kun fladbundede både kan gå helt ind – større skuder må ankre op på reden nogle 100 m ude, hvor en dyb tidevandsrende svinger tæt ind under s.kysten. Her som ved de egl. havne er det vadehavets dybe render, stedvis udskåret af ebbestrømme, stedvis af flodstrømme, der betinger sejladsmuligheder og dermed ladeog losselokaliteters, subsidiært havneanlægs beliggenhed.

Litt.: V. Milthers. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen, DGU. III. Rk. Nr. 28. 1928. C. H. Bornebusch og K. Milthers. Jordbundskort over Danmark, DGU. III. Rk. Nr. 24. 1935. Keld Milthers. Stenene og det danske Landskab. 1941. Sa. Ledeblokke og Landskabsformer, DGU. II. Rk. Nr. 69. 1942. S. A. Andersen. Det danske Landskabs Historie. 1939. I. Brüel. Klitterne i Ribe Amt, AarbRibe. 1903. 69–121. Sa. Klitterne i Vestjylland og paa Bornholm. 1908. A. Mentz. Hedeselskabet, i »Danmark«. 1. Aarg. 1941. 594. Niels Nielsen og Axel Schou. Afsnit: Landet, Trap. I, 1. Axel Schou. Landskabsformerne, Atlas over Danmark. I. 1949. Sa. De danske Farvande, kap. 1 i Grandjean og Mentze. Danmark og Havet. 1948. Den danske Havnelods. 1964. Viggo Hansen. Natur og Landskab, i Danmark før og nu. Bd. III. Vest- og Sydjylland. 1953. N. H. Jacobsen. Skibsfarten i det danske Vadehav, Medd. fra Skalling-Lab. Bd. V. 1937. N. Kingo Jacobsen. Mandø. En klit-marskø i Vadehavet. GeogrTidsskr. Bd. 52. 1953. Børge Jakobsen. Landskabsudviklingen i Skallingmarsken, GeogrTidsskr. Bd. 52. 1953. Sa. Det sydvestjyske vadehavsområde og den nye opfattelse af marskens dannelsesmåde, GeogrTidsskr. Bd. 53. 1954. s. 610 Sa. Vadehavets sedimentomsætning belyst ved kvantitative målinger, GeogrTidsskr. Bd. 60. 1961. Sa. Morfologiske og hydrografiske undersøgelser af flod- og ebbeskår i tidevandsrender, GeogrTidsskr. Bd. 61. 1962. Børge Jakobsen, Margot Jespersen og H. A. Olsen. Landvindingen i det sydvestjyske vadehav, Folia Geographica Danica. Tom. VIII. Nr. 1. 1963. A. Jessen. Marsken ved Ribe, DGU. II. Rk. Nr. 27. 1916. Sa. Kortblad Blaavandshuk, DGU. I. Rk. Nr. 16. 1925. A. Mentz. Halvøen Skallingen og dens Fredning, Medd. fra Skalling-Lab. Bd. XIII. 1952. J. T. Møller. Mandø Ebbevej, Folia Geographica Danica. Tom. VIII. Nr. 2. 1960. Niels Nielsen. Den videnskabelige Undersøgelse af Halvøen Skallingen, GeogrTidsskr. Bd. 36. 1933. Sa. Jordfællesskabet paa Skallingen, Medd. fra Skalling-Lab. Bd. 1. 1935. Sa. Nogle Bemærkninger om Marskdannelsen i Det danske Vadehav, GeogrTidsskr. Bd. 41. 1938. Sa. Et Stenalderfund under Ribemarsken, Medd. fra Skalling-Lab. Bd. VI. 1940. Niels Nielsen, Børge Jakobsen og Kr. M. Jensen. Forslag til landvindingsarbejder langs den sønderjyske vadehavskyst, GeorgTidsskr. Bd. 55. 1956. H. Mathiessen. Den sorte Jyde. 1939. K. M. Olesen. Øen Langli. 1940. Axel Schou. Atlas of Denmark. Vol. 1. 1945. The Landscapes. Sa. Det Marine Forland, Folia Geographica Danica. Tom. IV. 1950. N. V. Westergaard. Graadybbarren, Ingeniøren. 1908.

Skovene.

Skovarealet er (1951) i alt 32.845 ha el. 10,7% af a.s areal. Det bevoksede areal, 26.780 ha, er fordelt på flg. måde: bøg 893 ha, eg 404 ha, ask 122 ha, andet løvtræ 365 ha, rødgran, ædelgran og sitkagran 8428 ha, skovfyr og lærk 1112 ha, bjergfyr 9034 ha, andet nåletræ 386 ha, bjergfyr og gran i blanding 4026 ha og kratbevoksninger olgn. 2010 ha. Det samlede antal skovejendomme er opgjort til 1901. Heraf hører 9, der arealmæssigt er langt de største (10.451 ha), under klitdirektoratet, jf. ndf. 13 ejd. er kommunale (1552 ha), og der er 6 præsteskove (67 ha). 9 ejes af Det danske Hedeselskab (2728 ha), og 1857 er i privat besiddelse (17.977 ha). En meget betydelig del af ejd. er mindre end 50 ha (i alt 1817 m. areal 6976 ha). Kun 84 (areal 25.869 ha) er over 50 ha. Den årl. hugst er (1949/50) opgjort til 64.986 m³, hvoraf nåletræ 58.571 m³. Hugsten årl. pr. ha i gennemsnit 2,4 m³ og gavntræprocenten 57,0.

Den langt overvejende del af skovene (plantagerne) er af nyere dato. Især har betydelige plantninger fundet sted i løbet af 1800t. Dels er der anl. store plantager på tidl. lynghede, og dels er der sket tilplantning af udstrakte klitarealer langs vestkysten.

De tidligste forsøg på opdyrkning af lyngheden fandt sted allr. 1759–60, da staten fik 265 ty. familier til at bosætte sig på bl.a. Randbøl hede. Forsøget mislykkedes delvis, idet tyskerne hurtigt vendte tilbage til deres hjemland. Den sen. tilplantning af lyngheden er i reglen sket m. bistand af Det danske Hedeselskab, stiftet 1866, jf. VII. 32–34, og ofte, som fx. på Vorbasseegnen, på initiativ af og ved finansiering af tidens førende forretningsmænd, der således har været direkte engageret i det store opbygningsarbejde, som har fundet sted i disse egne. Hovborg plantage, 435 ha, der ligger i Lindknud so., og som tilh. et aktieselskab (stiftet 24/3 1866), er den første fredskovsplantage, der er opret. efter Hedeselskabets dannelse. Mange af de private plantager er under tilsyn el. administration af Hedeselskabet.

Fra 1500t. lyder der idelige klager over sandflugtens hærgen langs havklitterne ind over det tilgrænsende, opdyrkede land. 1539 kom det første forbud mod fjernelse og ødelæggelse af væksterne i klitterne. Trods sen. gentagelser havde forbudet dog næppe nogen større betydning. Derimod medførte forordningen af 19/9 1792, der var udarbejdet efter forslag af botanikeren, prof. Erik Viborg, at sandflugten stort set var bekæmpet i løbet af 20–25 år. Træplantningen i klitterne tog sin begyndelse med kgl. forordning af 23/9 1815, der påbød amtmændene at lade træplantning foretage. Sparsomme forsøg blev sat i gang, men i reglen m. ringe resultat. Spor af de første plantningsforsøg kan endnu iagttages enkelte steder, fx. i Bordrup plantage, hvor sandflugtskommissær Vistesen 1820 anlagde en lille plantage på en fugtig slette ved Oksby kirke og sandflugtskommissær Nees så sent som s. 611 1851 tilplantede en lavning ml. klitterne ved Bordrup. Efter 1853 kom der under ledelse af kmh. H. C. Riegels for alvor gang i træplantningen i klitterne, først rent forsøgsmæssigt, således fx. i Bordrup klit, m. anv. af forsk. træarter som bjergfyr, østrigsk fyr, hvidgran og eg, hvoraf kun den første viste sig at være af afgørende betydning. Sen. er anvendt andre træarter, fx. Pinus contorta (en vestamer. fyr) og på de bedste lokaliteter ofte sitka- og ædelgran. Siden 1853, hvor klitplantagearealet i Ribe a. udgjorde 4 ha, har arealet været: 1883: 1100 ha, 1900: 7243 ha, 1925: 10.003 ha og 1960: 10.451 ha. De omtalte klitarealer ejes af staten og administreres under det i Vejers beliggende klitdirektorat, der sorterer direkte under landbrugsministeriet. Klitdirektoratet ledes af klitdirektøren m. hjælp af bl.a. 3 overklitfogeder og et antal klitplantører. En anden gren af klitvæsenets arbejde er dæmpningen af sandet i de i privat besiddelse værende klitter.

Ø. i a. forekommer en del bønderskove, der ofte er tilsluttet den juni 1920 stiftede Sydøstjysk Småskovsforening.

De største skovejendomme er flg.: Klelund plantage (1639 ha, ejdv. 476, grv. 144), Blåbjerg Klitplantage (1465 ha; ejdv. 137, grv. 47), Kærgård Klitplantage (1411 ha; ejdv. 65, grv. 24), Bordrup Klitplantage (1287 ha; ejdv. 93, grv. 37), Vejers Klitplantage (1279 ha; ejdv. 195, grv. 91), Nyminde Klitplantage (1063 ha; ejdv. 127, grv. 42), Fanø Klitplantage (1026 ha; ejdv. 66, grv. 23), Vrøgum Klitplantage (881 ha; ejdv. 150, grv. 48), Ål Klitplantage (856 ha; ejdv. 190, grv. 50), Oksby Klitplantage (788 ha; ejdv. 61, grv. 29), Nr. Søgård plantage (712 ha; ejdv. 860, grv. 238), Baldersbæk plantage (691 ha; ejdv. 668, grv. 167), Varde s. 612 søndre plantage (592 ha; ejdv. 210, grv. 72), Gyttegårds plantage (529 ha; ejdv. 365, grv. 105), Høllund Søgård plantage (501 ha; ejdv. 320, grv. 81), Utoft plantage (464 ha; ejdv. 240, grv. 79), Hovborg plantage (457 ha; ejdv. 376, grv. 94).

Litt.: Jens Brüel. Klitterne i Ribe Amt, AarbRibe. 1903. 69–121. E. Dalgas. Fire af Middelalderens større Skove i Ribe Amt, Hedeselskabets Tidsskrift. 1889. 153–56. Fra den Sydøstl. Del af Ribe Amt, Hedeselskabets Tidsskrift. 1909. 257–68. John. M. Møller. Historiske Oplysninger om Slaugs Herred. 1914. 10–14 (skove og ulve). Hedeselskabets Udflugt til Plantager i Sydjylland den 15.–16. August, Hedeselskabets Tidsskrift. 1916. 335–52. H. Wielandt. Hedeplantningen omkring Ribe, Hedeselskabets Tidsskrift. 1910. 124–33. J. C. Sørensen. Nogle Meddelelser om Plantningssagen i Vorbasse og omliggende Sogne, Hedeselskabets Tidsskrift. 1930. 101–16, 140. Har. Skodshøj. A/S Plantningsselskabet »Sønderjylland« 1919–1944. 1944. P. Thaarup. Klitplantagerne 100 år efter plantningens begyndelse. 1953. Statistiske Meddelelser. Skove og Plantager 1951. 1954. Danske Skovdistrikter 1961. K. Gram, C. A. Jørgensen og M. Køie. De jydske Egekrat og deres Flora, Det kgl. da. Vidensk. Selsk. Skr. Biol. Medd. III. Nr. 3. 1944.

Kulturgeografi.

I Ribe a. levede (1960) 185.048 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 60,3 pr. km² (1963 var folketallet 189.456). Ribe a. er langt det tættest befolkede a. i Vestjylland, men har alligevel mindre befolkningstæthed end Jylland som helhed. Af befolkningen 1960 levede 72.557 i købstæder, 3772 i disses forstæder, 45.395 i bymæssige bebyggelser, og 63.324 i rene landdistrikter. I alt levede således 75,5% af befolkningen under bymæssige forhold. I byerne gik der gennemsnitlig 3,1 indb. på en husstand, i landkommunerne 3,4.

Befolkningens fordeling i a. fremgår af befolkningskortet s. 593. Man vil på dette kort lægge mærke til den meget ujævne placering af menneskene i a. Mens betydelige områder er helt el. næsten folketomme, er andre jævnt tætbefolkede, mens der igen andre steder findes særdeles stærke befolkningskoncentrationer. En sammenligning m. landskabskortet s. 592 vil vise, at der i a. er en let påviselig forb. ml. visse landskabstyper og befolkningens placering i landskabet. Ubeboede egne er først og fremmest klitområderne (største delen af Fanø, Kalsmærsk hede sv.f. Oksbøl) og de vandlidende områder (marsken ved Ribe og mod n. til Tjæreborg, marsken ved Varde å, Skallingen, Tipperne i Ringkøbing fjord, et område ved Filsø, engene i ådalene m.m.). Mindre, næsten folketomme regioner findes ved indsande, moser, skov- og plantagearealer. I almindelighed kan grænsen for et folketomt område være noget udflydende, men visse steder er den i Ribe a. meget skarp, fx. ved marskranden og på Fanø.

Overalt inden for kortets område kan der skelnes tydeligt ml. landbefolkningen og bybefolkningen. Foruden a.s 3 købstæder, Esbjerg, Varde og Ribe, findes en række stationsbyer, vejbyer og kystbyer, der som følge af det sidste årh.s erhvervsudvikling er blevet lokale centrer for urbane funktioner som håndværk, småindustri, handel, bankvirksomhed, samfærdsel, administration og liberale erhverv. De større byer af denne type vil dog som regel have en el. flere virksomheder, der har betydning ud over den lokale omegn. Størst af disse byer er Grindsted, der m. sine over 5000 indb. er en af landets største byer uden købstadsstatus. Vejen er dog næsten lige så stor. Bramminge, Brørup, Vamdrup og Ølgod har alle mere end 2000 indb. Af disse er Grindsted hovedbyen for det sydl. hedesletteområde, hvis opdyrkning har givet mulighed for byens opståen og vækst; den er et fremstående trafikcentrum for jernbaner og veje. De fleste andre bymæssige bebyggelser er stationsbyer m. mere begrænset opland. Undtagelser er bl.a. Hjerting ved Ho bugt, der er en gl. ladeplads, og havnebyerne Nordby og Sønderho på Fanø. Andre er tidl. s. 613 stationsbyer, beliggende ved nu nedlagte jernbaner, fx. Billund, Sdr. Bork og Nr. Bork.

Mens der på nu opdyrket hede sidder en spredtbeboende landbefolkning, eksisterer der i andre områder desuden større el. mindre landsbyer og tilløb til sådanne. Landsbyerne i randbebyggelsen langs marskranden når ofte 300–400 indb., således bl.a. St. Darum, Vilslev og V. Vedsted ved Ribemarskens kant. Ho, m. godt 200 indb., er berømt for landets eneste fåremarked. Som helhed kan dog siges, at landsbyerne mod v. er små, og at den spredte bebyggelse her dominerer. I a.s østl. dele findes ret tætliggende landsbyer, flest m. 150–250 indb., enkelte endnu større; de største landsbyer vil dog ofte vise sig at have forladt landsbyens opr. erhvervsstruktur, bondebyen, og er blevet bydannelser m. en mere alsidig funktion (fx. Lindknud og Horne), og mange opr. landsbyer er desuden stationsbyer. Af typiske vejbyer kan nævnes Holsted og Hovborg, men desuden findes mange steder en bebyggelse koncentreret langs vejene, uden at man m. det gængse bybegreb kan betegne den som egl. bydannelse.

Vejen er opstået som en vejby ved hovedvej 1, der voksede op omkr. kirken og en lille landsby, samt omkr. jernbanestationen godt 2 km sydligere ved banen Kolding-Esbjerg. Endnu efter 1900 var der tale om to adskilte bydannelser, der først sen. er vokset sammen til én dobbeltby. Ved Holsted er der på tilsvarende måde opvokset to byer, en ved hovedvej 1 og en ved jernbanen, men da der her er omtr. 4 km ml. de to bydannelser, er de ikke sammenvoksede.

Esbjerg er Vestjyllands vigtigste havneby, men den er en ny by, skabt efter vedtagelsen af loven om bygning af en eksporthavn på dette sted 1868. Varde og Ribe, begge åbyer, er derimod gl. havnebyer, der nu helt har mistet deres betydning som sådanne, bl.a. som følge af skibenes voksende størrelse. Nordby og Sønderho havde deres glansperiode som skipperbyer i sejlskibenes store tid, mens Hjerting havde sin største betydning som eksportplads før bygningen af Esbjerg havn. Både Nordby og Hjerting er nu ved at få betydning som bosteder for en i Esbjerg arbejdende befolkning, altså som en slags fjernforstæder for den stærkt voksende, store by.

Af befolkningen i R. a. lever (1960) 29,9% af landbr., gartneri, skovbrug og fiskeri, 29,5% af håndv., industri og byggevirksomhed, 10,1% af handel, 7,9% af transportvirksomhed, og 7,3% af administration og liberale erhverv. 11,5% er uden erhverv, hovedsagelig rentiers og pensionister. Denne erhvervsfordeling afviger især fra landsgennemsnittet derved, at landbr. m.v., og ikke som for landet som helhed industri m.v., er den erhvervsgruppe, som beskæftiger flest mennesker.

Det bedste landbrugsområde i R. a. findes længst i ø., hvor a.grænsen v.f. Kolding går ind over hovedstilstandslinien for isen under sidste istid. Bortset fra dette mindre areal m. ung, leret moræne vil de bedste landbrugsjorder findes i de egne ml. Kolding og Esbjerg, der under sidste istid har været isdækket en kortere tid. Endv. må nævnes marskjorden omkr. Ho bugt, langs kysten fra Tjæreborg til s.f. Ribe samt på Fanø, der indtager en særstilling i landbrugsproduktionen. Bortset fra disse undtagelser vil hedesletter og sandede, udvaskede moræner de fleste steder være den jordbund, der dyrkes. Det samlede landbrugsareal omfattede i 1961 2222,4 km² el. 72,4% af det totale areal. 1902,3 km² indgik nævnte år i omdriften, og heraf var knapt halvdelen (949,3 km²) dyrket med korn.

Efter Aa. H. Kampps landbrugsgeografiske inddeling af Danmark findes 3 landbrugsgeografiske regioner i R. a.:

1) Den vestjyske landbrugsregion, der omfatter a.s nordl. og mellemste dele, begrænset mod s. ved en uregelmæssig linie omtr. fra n.randen af Esbjerg bakkeø, og gående stort set et stykke n.f. jernbanen Esbjerg-Kolding. Denne region omfatter både sandede moræner fra næstsidste istid og smeltevandsflodernes sandaflejringer fra sidste istid. Denne landbrugsregion er den ringest ydende i landet. Havre er her hovedkornarten de fleste steder, men også rugproduktionen er mange steder betydelig. Bygavlen er i reglen af mindre betydning, og hvededyrkningen er næsten helt betydningsløs. Hektarudbytterne er blandt de mindste i landet. Kålroer er den vigtigste rodfrugt, men kartoffelavlen er betydelig. 2) Den midtjyske landbrugsregion omfatter egnen omkr. Esbjerg og Ribe, samt en zone herfra ø.på mod Kolding. Den omfatter de egne, der en kort tid har været isdækkede i sidste istid, endv. moræner fra næstsidste istid, som delvis har bev. en leret struktur, samt omfattende eng- og marskarealer. Byg, havre og blandsæd er her de vigtigste kornafgrøder, og desuden dyrkes en del hvede og rug. Hektarudbytterne er en del større end i den vestjy. landbrugsregion. Fodersukkerroer, sukkerroer til foderbrug og kålroer er de vigtigste rodfrugter. 3) Den østdanske landbrugsregion omfatter kun Seest kom. i a.s allerøstligste del. Her, på leret moræne fra den sidste istid, er byg den vigtigste kornart, men også hvede og bederoer er karakteristiske afgrøder. Havre og blandsæd er derimod af mindre betydning. Hektarudbytterne er store.

Kvægtætheden er ret stor omkr. Esbjerg, i en zone langs jernbanen Esbjerg-Kolding, s. 615 samt n.f. Varde. Mindst er den v.f. Varde og på Grindsted-egnen. Malkekøerne findes ved Esbjerg og Holsted-Vejen i en tæthed af ca. 50 pr. km², mens der i de kvægfattigste egne er under 40 malkekøer pr. km². I a.s vestl. del, frem for alt i marsken og de lavtliggende enge, dominerer korthornsracen, mens andetsteds den sortbrogede jy. race og – især imod ø. – den røde race er stærkt udbredt. Mælkeprod. anvendes overvejende til fremstilling af smør og ost, men også leverancer af konsummælk til Esbjerg o.a. byer både i og uden for a. spiller en ikke ringe rolle. Svineholdet, der er baseret på fodring m. korn, returmælk, kartofler m.m., viser i alt væsentligt sa. geografiske fordeling som hornkvægavlen. Hønseholdet er ret betydeligt og er dels knyttet til særl. hønserier, dels til alm. landbr., i første række dog husmandsbrug. Nævneværdig er endnu fåreavlen, der mest er koncentreret i klitzonen og i marsken; landskendt er det årl. fåremarked i Ho.

I R. a. ligger Danmarks vigtigste fiskerihavn, Esbjerg. Både m. h. t. erhvervsfiskernes antal (godt 15% af hele landets), mængden af den landede fangst (34% af landets) og værdien af fangsten (18% af landets) er denne by absolut førende. Fra Nordby, Hjerting o.a. havnepladser samt fra den åbne strand ud mod Nordsøen ved Vejers, Henne m.m. drives et i denne sammenhæng aldeles ubetydeligt fiskeri. En del fiskere, der er hjemmehørende i andre dele af landet, fisker ofte i lange perioder m. Esbjerg som basis. Økonomisk vigtigst er fladfisk, især rødspætter, der frem for alt fiskes ved Horns rev ud for Blåvandshuk, men også industrifisk er nu blevet af betydning, især til fiskeolieindustrien i Esbjerg. Den værdifulde fisk eksporteres meget hurtigt i kølebiler for at komme frisk frem til forbrugsstederne i Benelux, Frankrig, Vesttyskland, Schweiz, Italien m.m. En del fisk, fanget af Esbjerg-fiskere, landes levende i eng. havn. Endelig findes i R. a. en del ørreddamme, knyttet til flere åer. – Om skovene se s. 610.

Den vigtigste mineralproduktion er teglværksindustrien, som i R. a. har sin største koncentration ved Esbjerg. Også nær Kolding findes en nævneværdig teglværksdrift.

Industrien er som helhed noget mindre udviklet i R. a. end gennemsnitlig for landet. Ca. 40% af a.s industribefolkning lever i Esbjerg m. forstæder, men også Varde, Grindsted, Ribe og Vejen har hver over 2000 indb. beskæftiget i industrien. Af industrierne i Esbjerg bør særl. fremhæves de, der har tilknytning til havnen, således bådeværft, tovværksindustri, fiskeolieindustri, fiskehermetikindustri, farveog lakindustri o.a. Også de store slagterier og kødkonservesindustrien kan nævnes. Tobaksindustri, møllerier og den ovenn. teglværksindustri er nævneværdige industrigrene i Esbjerg. I Varde er stålværket den absolut vigtigste industrivirksomhed, men også slagteriindustrien, trævareindustrien og tekstilindustrien må nævnes. Nær Varde ligger Karlsgårde-centralen, et af Danmarks vigtigste vandkraftværker. Ribe har bl.a. jernstøberi, trævareindustri og mølleriindustri. Vejens vigtigste industri er margarineindustrien, men byen har bl.a. flere møbelfabrikker. Grindsted har især kemisk industri (Grindstedværket) og slagteriindustri. De vigtigste industrier i Bramminge er jernstøberi, møbelindustri og teglværksindustri, mens Ølgod og Brørup bl.a. har eksportslagterier, Vamdrup bl.a. jernstøberi og fjerkræslagteri. De mindre byers industri arbejder hovedsageligt for lokale markeder.

Som Vestjyllands største by har Esbjerg fået karakter af et fremtrædende trafikknudepunkt. Ved en dobbeltsporet jernbane m. lyntogsforbindelser står den i direkte forb. m. Kbh., hvortil rejsetiden minimalt er 4 timer 47 min. Fra Esbjerg s. 616 fører den vestjy. længdebane, ligeledes m. lyntogsforbindelser, mod n. over Varde, Skjern, Ringkøbing og Holstebro til Struer. Fra Bramminge fører en sekundærbane over Ribe og Tønder til grænsen, mens en jy. diagonalbane fra Bramminge ledes over Grindsted og Brande til Silkeborg og Randers. Den østjy. længdebane går v.f. Kolding ind gennem R. a., over Lunderskov og Vamdrup, og fortsætter herfra videre mod s. over Vojens til Padborg. Alle de her nævnte linier drives af D.S.B. Af mere lokal betydning er privatbanerne Varde-Nr. Nebel, Varde-Grindsted samt Kolding-Grindsted-Troldhede. Nedlagte baner i R. a. er strækningerne Nr. Nebel-Tarm, Grindsted-Vejle og Vejen-Gesten.

I forb. m. den hurtige togforbindelse Kbh.-Esbjerg må også nævnes rutebådene Esbjerg-Harwich, der har korrespondance m. særl. bådtog. Desuden er der fast rutefart Esbjerg-Newcastle og Esbjerg-Grimsby. Inden for R. a. er der hyppig bilfærgeforbindelse ml. Esbjerg og Nordby på Fanø.

A.s vejnet bærer som helhed tydeligt præg af den gl. vejføring fra tiden før Esbjergs opståen. De gl. landeveje sigter på Ribe og Varde. Hovedvej A1 (Europavej E 66) fører fra Esbjerg havn over Korskroen, Holsted, Vejen til Kolding og videre til Kbh. Den skæres af hovedvej A11, som fra Tønder går over Ribe, Bramminge, Korskroen, Varde, Skjern, Holstebro, Thisted og Hjørring til Frederikshavn. En nyere vej ml. Varde og Esbjerg er udbygget til hovedvej A12. De øvr. veje i R. a. er i meget forsk. stand. En særl. interesse samler sig om ebbevejen til Mandø, der går ud over Vadehavet og kun kan befares ved lavvande (se s. 609). Vejnettet befares af en række bilruter, der fungerer dels som fødelinier til jernbanerne, dels som lokale trafikformidlere.

Den nyåbnede lufthavn (1964) ved Billund godt 10 km øsø.f. Grindsted, nær grænsen ml. R. a. og Vejle a., vil hovedsagelig få betydning for de østl. dele af R.a., hvorimod a.s vestl. del ikke kan være helt tilfreds med en så østl. placering af landsdelens lufthavn. Fra Billund er der luftforb. til Kastrup lufthavn ved Kbh. på 55 minutter.

Naturfredning. Ribe a. rummer betydelige, sammenhængende områder m. sparsom bebyggelse og ringe landbrugsmæssig udnyttelse. Af disse er ret store arealer fredningsområder i sædvanlig forstand, men langt mere omfattende er de indirekte og partielt beskyttede felter. Til den sidstn. type kan henregnes kysten, klitområderne og de beplantede arealer samt største delen af de militære øvelsesområder. Ganske vist kan man ikke betragte plantagerne som egentlig »natur«, fordi de er et resultat af et voldsomt, menneskeligt indgreb ved plantning af egnsfremmede træarter i en tidl. klit-, hede- og kratvegetation. En lign. betragtning kan anlægges over for den militære »fredning«, fx. af Kalsmærsk hede og omliggende arealer. Disse udsættes nemlig for svær færdsel m. militære køretøjer, og skydebanerne er i ret stort omfang udsat for sprængninger og brande. Såvel beplantningen som den militære anv. har ændret den biologiske ligevægt i zoologisk og botanisk henseende. Et typisk eks. herpå er den store bestand af kronvildt, som i dette årh. har sat sig fast over det meste af området, og som nu udgør et iøjnefaldende biologisk træk for hele egnen ml. Ringkøbing fjord og Blåvandshuk. Man har således i denne del af a. den mærkelige situation, at kun begrænsede områder i egl. forstand er fredede m. undt. af den store fredning af halvøen Skallingen i Ho og Oksby so., men desuagtet har man her et af landets største arealer m. udpræget svag menneskelig udnyttelse. Det dyrkede areal er i almindelighed i tilbagegang, bortset fra de områder, hvor man har foretaget tørlægning og afdræning af søer og sumpe. Sommerhusbebyggelsen har i hvert fald hidtil kunnet koncentreres på 4–5 lokaliteter, nemlig sådanne som har vejforbindelse ind i landet. De vigtigste bebyggelsesfrie områder er Blåbjerg plantage og Nyminde plantage i Lønne og Henne so., et areal i den nordl. del af Filsø-området, Henne so., Kærgård plantage, Børsmose hede og Vrøgum plantage i Ål so., Vejers plantage, Ål plantage i Ål so., Vejers, Bordrup, Oksby og Ho s. 617 plantager i Oksby og Ho so. Hertil slutter sig det store, sammenhængende felt fra Grønningen s.f. Oksby til Skalling Ende, hvor fredningen ganske vist ikke er helt gennemført, idet enkelte områder anvendes til sommerhuse, medens resten for største delen anvendes som ekstensivt græsningsland for får og kreaturer.

Blandt de større naturfredninger i a. kan nævnes betydelige arealer på Fanø af lign. karakter som de lige omtalte, og Nørholm hede i Torstrup so. Man har desuden fredet områder m. egekrat i Hunderup so., Obbekær samt enkelte vandmølledamme og søer m. omgivelser.

Statistik.

Amtets areal var 1/4 1963: 306.922 ha. Af det samlede areal udgør købstæderne 10.102 ha og vandarealerne 2320 ha.

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal 306.676 ha, udgjorde landbrugsarealet (1951), 217.223 ha, gartnerier og frugtplantager 422 ha, skove og plantager (inkl. læ- og småplantninger) 35.216 ha, private haver 4398 ha, bebygget grund og gårdsplads 4479 ha, gader, veje, jernbaner, hegn olgn. 8514 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 1944 ha, tørvemoser 5209 ha, heder, klitter, sumpe, stenmarker olgn. 26.951 ha og vandarealer 2320 ha.

1963 var fordelingen af landbrugsarealet, i alt 216.690 ha, flg.: vinterhvede 1396 ha, vårhvede 1076 ha, vinterrug 7254 ha, vårrug 522 ha, byg 52.921 ha, havre 11.466 ha, blandsæd 19.336 ha, bælgsæd 212 ha, kartofler 7067 ha, foderroer m.v. 27.627 ha, sukkerroer til fabr. 1337 ha, gulerødder 27 ha, mark- og havefrø til udsæd 598 ha, olie- og spindplanter m.v. 412 ha, gartneriprodukter (på landejd.) 274 ha, brakarealer 27 ha og græs og grønfoder i omdriften 51.057 ha og græsarealer uden for omdriften 34.081 ha.

Høstudbyttet var 1963 i alt 944,7 mill. foderenheder, hvoraf 299,0 mill. foderenheder kerne af korn, 72,0 mill. foderenheder halm, 262,6 mill. foderenheder rodfrugter (inkl. roetop) og 311,0 mill. foderenheder græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsvurderingen 1956 udgjorde den samlede ejdv. i Ribe a. 1548,5 mill. kr., heraf for ejd. i købstæderne 609,9 mill. kr. og for ejd. i landdistrikterne 938,6 mill. kr. Af ejd. i landdistrikterne var der 14 større landbr. på mindst 12 tdr. hartkorn m. i alt 244,1 tdr. hartk. (areal 2769 ha, ejdv. 5,1 mill. kr.), 3911 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. m. i alt 8686 tdr. hartk. (areal 114.949 ha, ejdv. 258,0 mill. kr.) og 7824 landbrugshuse (landejd. på 1 ha og derover, men under 1 tdr. hartk.) m. i alt 2956,3 tdr. hartk. (areal 116.545 ha, ejdv. 248,4 mill. kr.). Bl. de øvr. ejd. i a.s landkom. var 10.647 ejd. udelukkende til beboelse til en samlet ejdv. af 194,4 mill. kr. og 2023 forretningsejd. m. el. uden beboelse til en samlet ejdv. af 71,6 mill. kr., statsog kommunale ejd. olgn. 56,2 mill. kr., fabrikker, møller, hoteller og kroer 23,8 mill. kr. og andre ejd. 73,5 mill. kr. Af købstædernes ejdv. faldt 377,9 mill. kr. på beboelses- og/el. forretningsejd. (deraf 20,3 mill. kr. på kom.s beboelsesejd., derunder kom.s beboelses- og forretningsejd.) og 96,5 mill. kr. på andre ejd. m. fritagelse efter § 8 i øvrigt, 29,6 mill. kr. på fabrikker og lagerbygn., 19,7 mill. kr. på landbrugsejd. og 79,1 mill. kr. på andre vurderinger.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1963: 3064 heste, 267.371 stk. hornkv., deraf 106.518 malkekøer, 4272 får, 473.362 svin, 1.571.679 høns, 790 kalkuner, 43.079 ænder og 10.189 gæs.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. Der var juli 1963 beskæftiget 5080 faste medhjælpere og 190 daglejere olgn. i a. Den i landbrugsåret 1962/63 beskæftigede arbejdskraft svarede til 5053 helårsbeskæftigede (hvoraf 2606 var faste, fremmede medhjælpere, 2134 voksne børn og slægtninge og 313 daglejere olgn.); hertil kom indehavere, deres ægtefællers og mindreårige børns arbejde, der svarede til 9646 helårsarbejdere.

Malkemaskinanlæg fandtes 1963 på 9535 ejd. og traktor på 9121 ejd., mejetærskere på 769 ejd. og grønthøstere på 1802 ejd., i alt var der i a. 10.009 traktorer, 919 mejetærskere og 1601 grønthøstere.

Befolkningen. Der var ved folketællingen 26/9 1960 i a. 56.384 husstande m. i alt 185.048 indb. (1801: 34.546, 1850: 51.359, 1901: 95.682, 1930: 143.015 og 1955: 178.501 indb.). Deraf havde købstæderne 1960: 23.326 husstande m. 72.557 indb. (1801: 3014, 1850: 4758, 1901: 22.209, 1930: 39.814, 1955: 67.662 indb.); hertil kommer i købstædernes forstæder 1960 3772 indb. fordelt på 998 husstande (1955: 2450, 1930: 5872 indb.). Jerne sognekom. m. 1940: 5790 indb. indlemmedes i Esbjerg kbst. 1/4 1945; forstadsbebyggelserne 1960 er: 1) Sædding by-Strandvejen (forstad til Esbjerg m. 1960: 3054 indb. fordelt på 784 husstande), beliggende i Guldager kom., og 2) forstad til Varde (134 indb. fordelt på 39 husstande), beliggende i Varde landso.

I andre bymæssige bebyggelser i landdistrikterne var der 1960: 14.929 husstande m. 45.395 indb. og i de egl. landdistrikter 1960: 63.324 indb. fordelt på 17.131 husstande (1955: 67.868, 1930: 103.201 indb.).

Folkemængden var 1960 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter foruden forsørgerne samtl. pers. – hustruer, mindreårige børn m.v. – hvis forsørger var knyttet til det nævnte erhverv): 55.386 levede af landbr. m.v. (derunder bl.a. fiskeri), 54.633 af håndv. og industri, 18.738 af handel og omsætning i øvrigt, 14.613 af transportvirksomhed, 13.501 af administration og liberale erhverv, 5130 af anden erhvervsvirksomhed, 21.303 af formue, rente, understøttelse olgn.; 1744 havde ikke givet oplysning om erhverv.

Ved den 1958 afholdte erhvervstælling var der i a. 1649 virksomheder, der drev fremstillingsvirksomhed, derunder brunkulsgravning og stenbrydning, industri og håndv. (bortset fra bygge- og anlægsvirksomhed); disse virksomheder beskæftigede 1958: 12.812 pers. og havde 1957 en samlet omsætning på 958,9 mill. kr. og en lønudgift (1957) på 101,6 mill. kr. Af virksomheder inden for bygge- og anlægsvirksomhed var der 1021 m. et samlet personel på 4601 og en omsætning på 113,9 mill. kr. og en årl. lønudgift på 27,4 mill. kr. Der var 40 el-, gas- og varmeværker m. 532 beskæftigede og en samlet omsætning på 65,1 mill. kr. og en lønudgift på 7,2 mill. kr.

Inden for engroshandelen var der 450 virksomheder m. et personel på 2396, en årsomsætning på 743,0 mill. kr. og en lønudgift på 20,8 mill. kr., og af detailhandelsvirksomheder var der 2425 m. 6919 beskæftigede, en samlet omsætning på 499,4 mill. kr. og en lønudgift på 24,6 mill. kr. Endv. var der 606 vognmandsvirksomheder olgn. m. 1315 beskæftigede, en årsomsætning på 35,5 mill. kr. og en lønudgift på 5,3 mill. kr., 247 hoteller, restauranter olgn. m. 1380 beskæftigede, s. 621 en årsomsætning på 29,8 mill. kr. og en lønudgift på 3,5 mill. kr. og endelig 509 virksomheder, der yder forsk. service (vaskerier, renserier, fotografer, frisører osv.) m. 1305 beskæftigede, en årsomsætning på 12,7 mill. kr. og en lønudgift på 3,5 mill. kr.

Trafikforhold. Der var 1963 i a. 516,9 km landeveje, hvoraf 170,8 km hovedveje; desuden var der 3154 km biveje. Esbjerg og Varde politikr. hører helt under Ribe a., og af Ribe politikr. hører ca. 6/7 af befolkningen under Ribe a.; endelig hører ca. 1/3 af befolkningen i Kolding politikr. under a. På grundlag af befolkningstallene og antallet af motorkøretøjer, der er indregistreret i disse politikr., kan antallet af motorkøretøjer i Ribe a. anslås således, at der i a. 1963 var ca. 22.000 alm. personbiler, ca. 650 hyrevogne. 130 rutebiler og turistbusser, 9500 vare- og lastbiler og 3600 motorcykler.

Der var juni 1963 i a. 55 personautomobilruter m. en samlet længde på 1531 km, betjent af 88 vogne m. i alt 3274 pladser (hvoraf 424 ståpladser). Der kørtes ugentlig 3992 ture, d.v.s. gnmst. 72 ture pr. rute; antallet af kørte km var pr. uge 123.000, antallet af plads-km 5.037.000.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold.

Af R. a.s driftsindtægter 1/4 1962–31/3 1963 – i alt 10.440.000 kr. – var de væsentligste poster: grundskyld 3.474.000 kr., ejendomsskyld 1.087.000 kr., bidrag pålignet sognekom. 4.530.000 kr., renteindtægt (netto) 329.000 kr. og statstilskud til nedsættelse af grundskyld 963.000 kr. Af driftsudgifterne – i alt 10.301.000 kr. – kan nævnes medicinalvæsen: 3.328.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra staten til nedsættelse af amternes sygehusudgifter), vejvæsen og snekastning 1.500.000 kr. (efter fradrag af tilskud fra Vejfonden m.v.), bidrag til amtsskolefonden 279.000 kr., forsorgsudgifter 5000 kr., rets- og politivæsen 13.000 kr., tilskud til jernbaner 89.000 kr. og administration 439.000 kr. A.s formue androg 31/3 1962: 31.443.000 kr., s. 622 hvoraf i sygehuse 16.253.000 kr. og i andre faste ejd. 943.000 kr.; a.s gæld var 964.000 kr. Ejendomsskyldpromillen til amtskommunerne var (efter statstilskud) 1962/63 15,55, hvilket var henved 30 pct. mere end gennemsnittet for samtl. kommuner. Grundskyldpromillen til amtskommunerne var 1962/63 4,39 for landbrugsejd. og 14,00 for andre ejd., henh. ca. 6 pct. lavere og henved 40 pct. højere end gnmst. for hele landet.

M. h. t. de finansielle forhold for sognekommunerne i Ribe a. under ét kan nævnes, at de samlede løbende indtægter i 1962/63 androg 47.521.000 kr.; skatter og afgifter udgjorde 49.655.000 kr., heraf grundskyld 5.632.000 kr., grundstigningsskyld 272.000 kr., ejendomsskyld 2.715.000 kr., opholdskommuneskat 39.691.000 kr., erhvervskommuneskat 40.400 kr., aktieselskabsskat 986.200 kr. og andre afgifter 213.000 kr.; formue- og erhvervsindtægter indbragte 3.151.000 kr., tilskud fra udligningsfonden til vanskeligt stillede kommuner 85.000 kr. og andre løbende indtægter 5781 kr.

Sognekommunernes væsentligste udgifter var sociale udgifter 13.423.000 kr., undervisningsvæsen 10.991.000 kr., biblioteksvæsen 353.000 kr., vej- og kloakvæsen 8.636.000 kr., snekastning 361.000 kr., brandvæsen 350.000 kr., renter af lån 3.343.000 kr. og administration 4.089.000 kr.; i alt udgjorde de løbende udgifter 43.435.000 kr.

Sognekommunerne ejede 31/3 1963: 164.721.000 kr., hvoraf i faste ejd. 106.441.000 kr. og i værdipapirer 58.280.000 kr.; sognekommunernes gæld var 78.200.000 kr.

Inddeling.

A. består af købstæderne Ribe, Varde og Esbjerg samt herrederne V. Horne, Ø. Horne, Skast, Slavs, Anst, Malt, Gørding og Ribe.

Amtsrådet har 11 medl., hvoraf ved valget marts 1962 2 tilhørte Socialdemokratiet, 1 Det radikale Venstre, 1 Det konservative Folkeparti og 7 Venstre.

M. h. t. valg til folketinget omfatter Ribe a. 5 opstillingskr.: 1) Varde, 2) Esbjerg, 3) Ribe, 4) Bække og 5) Guldager.

I kirkelig henseende hører a. under Ribe stift. A. omfatter 4 provstier m. i alt 55 pastorater, nemlig 1) Ø. Horne og V. Horne hrdr.s provsti (12 pastorater), 2) Malt, Anst og Slavs hrdr.s provsti (17 pastorater), 3) Skast hrd.s provsti (12 pastorater) og Ribe kbst. samt Ribe og Gørding hrdr.s provsti (14 pastorater).

I jurisdiktionel henseende hører a. under flg. retskr.: 1) retskr. nr. 52, Kolding herredsret m. hovedtingsted i Kolding omfatter 8 af a.s sognekom., bitingsted i Grindsted (4 kom.); fra 1/4 1962 er Grindsted selvstændig retskreds m. hovedtingsted i G. og bitingsted i Give; 2) retskr. nr. 96, Varde, omfatter Varde kbst. og 23 af a.s sognekom., 3) retskr. nr. 97, Esbjerg, omfatter Esbjerg kbst. og 8 af a.s sognekom., 4) retskr. nr. 98, Ribe, omfatter Ribe kbst. og 13 af a.s sognekom., deraf 3 ved bitingstedet i Bramminge, og 5) retskr. nr. 99, Holsted, omfatter 12 af a.s sognekommuner.

A. omfatter helt el. delvis flg. politikr.: 1) 38. politikr. (Kolding), hvorunder hører 12 af a.s sognekom., 2) 64. politikr. (Varde) m. Varde kbst. og 23 af a.s sognekom., 3) 65. politikr. (Esbjerg) m. Esbjerg kbst. og 8 af a.s sognekom. og endelig 4) 66. politikr. (Ribe) m. Ribe kbst. og 25 af a.s sognekom.

A. udgør Ribe amtslægekr., der er opdelt i 3 lægekr., nemlig 1) nr. 62, Ribe (m. kredslæge i Ribe), 2) nr. 63, Esbjerg (kredslæge i Esbjerg) og 3) nr. 64, Varde (kredslæge i Varde).

A. hører under 7. udskrivningskr. (Sønderborg), II. udskrivningsområde.

R. a. hører dels under Varde amtstuedistr. m. amtstue i Varde (ca. 2/3 af a.s indb.), dels under Ribe amtstuedistr. (ca. 1/3 af a.s indb.) m. amtstue i Ribe.

A. er delt i 4 skattekr., nemlig 1) 72. skattekr. (Ribe), 2) 73. skattekr. (Esbjerg), 3) 74. skattekr. (Varde) og 4) 75. skattekr. (Anst m. fl. hrdr.).

M. h. t. vurdering af landets faste ejd. udgør a. skyldkr. for Ribe a., der er delt i 7. vurderingskr., nemlig 1) Ribe, 2) Varde, 3) Skast hrd.s, 4) Øster og Vester hrdr.s, 5) Slavs hrd.s, 6) Malt hrd.s og 7) Esbjerg vurderingskr.

Ribe amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Provst Christoffer Tobiesen (H); gdr. Hans Nielsen (H); underretsprok. P. H. Tvede (H); skolelærer Niels Hansen (H); sgpr. C. F. Gram (NL).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Varde-kredsen: amtsforv. Lorens Hansen 1849–52 (H); gdr. J. N. Uhre 1852–53 (V); gdr. Jens M. B. Andersen 1853–55 (L); godsejer, sen. minister Emil Rosenørn 1855–64 (H); landinsp. C. F. Riis 1864–66 (H); grd. J. A. Vandborg 1866–68 (H); gdr. J. J. Christensen 1868–73 (V, sen. H); lærer Thisenius Kruse 1873–79 (V); gdr. J. A. Haastrup 1879–88 (V); møller Niels Møller 1888–90 (V); lærer, gdr. Søren Sørensen 1890–1918 (V).

b) Hjerting-, fra 1876 Esbjerg-kredsen: dr. phil. C. M. Poulsen 1849–53 (H); prof. Fred. Schiern 1853 (L); sgpr. Johan Schade 1853 (H); byfoged Hother Hage 1853–61 (NL); general Stephan Ankjær 1861–64 (H); propr. J. H. Jespersen 1864–66 (H); godsejer Emil Rosenørn 1866–69 (H); skolelærer Chr. Krarup Fjord 1869–76 (H); lærer Albrecht Hviid 1876–87 (V); sagf. J. L. Hansen 1887 (V); kommandør Emil Bluhme 1887–1909 (V); skolebestyrer, sen. minister M. N. Slebsager 1909–18 (V).

c) Ribe-kredsen: rigsgreve, minister Wilh. Sponneck 1849–53 (H); sgpr. B. Lindhardt 1853–54 (V); gross. Hans Puggaard 1854–58 (H); overlærer Jacob Kinch 1858–61 (H); gross. Hans Puggaard 1861–64 (H); sgpr. Th. S. Kühnel 1864–68 (V); gdr. J. A. Kruse 1868–76 (V); gdr. Jens Busk 1876–1906 (V); gdr. Jørgen Jørgensen 1906–07 (VR); gdr., sen. minister Søren Brorsen 1907–18 (V).

d) Bække-kredsen: sgpr. Philip Fuglede 1849–52 (H); kmh. H. C. Riegels 1852–53 (H); sgpr. Hans Sveistrup 1853 (H); gdr. Daniel Eiler 1853–55 (NL); gdr. Henrik Jensen 1855–58 (V); gdr. N. J. Termansen 1858–78 (V); gdr. L. J. Schelde 1878–90 (V); hmd. Laurids Rasmussen 1890–1918 (V).

e) Bredebro-kredsen (oph. 1866): sgpr. C. F. Gram 1849–52 (NL); gdr. Mikkel Brodersen 1852–53 (V); gdr., møller N. A. Hansen 1853–58 (V); højskoleforstander Sofus Høgsbro 1858–66 (V).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Gdr., minister Søren Brorsen 1918–29 (V); trafikminister M. N. Slebsager 1918–32 (V); lærer Vald. Nielsen 1918–26 (RV); red. J. P. Sundbo 1918–28 (S); førstelærer Chresten Søgaard 1918–29 (V); gdr. Jens Jacobsen Jensen 1926–32 (RV); overportør M. K. Sørensen 1928–47 (S); højskoleforstander, sen. minister Julius Bomholt 1929– (S); gårdbestyrer Hans Jacob Sørensen 1929–35 (V); gdr., minister Søren Brorsen 1932 (V); læge J. Kr. Jensen-Giørding 1932–45 (RV); konsulent, sen. minister Oluf Pedersen 1932–45 (DR); gdr. J. A. Rahbek 1932–35 (V); dir., civiling. E. Boeck-Hansen 1935–39 (KF); gdr. Einar Simonsen 1935–50 (V); gdr., sen. statsminister Erik Eriksen 1935–(V); gdr. Olav Øllgaard 1939–60 (V); red., dir. Finnemann Bruun 1943–45 (KF); fagforeningsformand Lauritz Th. Rosendahl 1945–47 (K); højskolelærer Otto Kr. M. Nygaard 1947–50 (RV); murerm. Ove Kjældgaard 1947–57 (S); fabr. Verner Kr. Larsen 1950–53 (DR); dir., sen. minister A. Normann 1950–(RV); arbejdsmand Peter Ravn 1953–60(S); red. N. Chr. Christensen 1953–64 (V); skolepsykolog I. Skov Jørgensen 1957–60 (V); stadsskoleinsp. Jacob Pedersen 1957–60 (KF); red.sekr. C. Melchior Hansen 1959–60 (V); højskoleforstander Edv. Jensen 1960– (KF); sekr., sen. borgm. Henning Rasmussen 1960–64 (S); togfører Anders Storgaard 1960–64 (SF); fabrikm. Nic. Petersen 1961 (S); skatterådsformand Hans Lund 1964– (S); fru Camma Larsen-Ledet 1964– (S); sognerådsformand A. Chr. Andersen 1964– (V); gdr. Jacob Sørensen 1964– (V).

Åndelige rørelser.

Der mærkedes i det ret tyndt og hovedsagelig af selvejerbønder befolkede a. ingen dyberegående folkelige bevægelser i perioden forud for 1848. I pol. henseende var man stærkt konservativt præget, og ved valgene til den grundlovgivende rigsforsamling udpegedes hovedsagelig højremænd. Også i de nærmeste år efter 1849 valgtes fortrinsvis højremænd til folketinget. De store pol. propagandafelttog, som fra slutn. af 1860erne iværksattes af C. Berg, medførte imidlertid et stemningsomslag, og inden 1870 udpegede samtl. valgkredse venstremænd m. undt. af Hjerting-kredsen (Esbjerg), som indtil 1876 var repræsenteret af en højremand. Fra 1876 til 1918 sendte a. kun venstremænd til folketinget. I pressemæssig henseende gjorde a. sig ikke stærkt gældende. Det siden 1810 i Ribe udsendte blad Ribe Stiftstidende – et udpræget højreblad – havde nærmest kun lokal interesse. Det førende venstreblad i a. var siden 1854 Varde Avis, men naboblade som Kolding Folkeblad og Ringkøbing Amts Dagblad havde nok så stor indflydelse. Fra århundredskiftet voksede en arbejderbevægelse frem, som fra 1898 udgav eget blad i Esbjerg, hvor man også 1910 oprettede en arbejderhøjskole.

I religiøs henseende fik grundtvigianismen stærkt indpas i a. Udpræget grundtvigske områ der er Malt og Anst samt V. Horne og dele af Ø. Horne hrdr. Indre Mission vandt navnlig fodfæste i den nordl. del af Ø. Horne hrd. 1865 åbnedes i Malt so. Askov folkehøjskole af Ludv. Schrøder. Skolen må betragtes som en videreførelse af skolen i Rødding. Skolen voksede sig i de flg. årtier meget stærk, og den søgtes efterhånden af elever fra hele landet. 1878 omdannedes den til en s.k. udvidet højskole. Inden for so. lå endv. Ladelund landbrugsskole, opret. 1879. Skolen fik navnlig betydning for uddannelse af mejerister, og det 1. andelsmejeri åbnedes 1882 i Hjedding i Ølgod so. I Malt so. lå endv. Skibelund krat, der fra 1865 blev stedet, hvor man mødtes til grundlovs- og andre folkelige møder. Malt so. blev således et folkeligt centrum i a., hvorfra der udstrålede stærke impulser til omegnen, og den nære beliggenhed ved Kongeågrænsen gjorde ligeledes so. til valfartssted for de da. nordslesvigere i udlændighedsårene. Mange sønderjyder besøgte ligeledes Holsted efterskole i Malt so., opret. 1893 af Kr. Appel. Også andre steder i a. oprettedes højskoler, men ingen af disse fik større betydning. Janderup højskole eksisterede i årene 1868–1916, og der fandtes ligeledes en lille højskole i 1870erne i Vestkær (Ølgod so.). Også enkelte valgmenigheder oprettedes, fx. i Ål og i Skanderup.

Askov folkehøjskole har bev. sin tiltrækningskraft lige til nutiden, og skolen har stadig måttet udvides. Også Skibelund krat er stadig et folkeligt centrum, og den gl. forb. m. Nordslesvig er opretholdt. I pol. henseende er udviklingen karakteriseret ved, at partiet Venstre har mistet sin førerstilling i a., selv om partiet i bladet Vestkysten, opret. 1917 i Esbjerg, har fået et virksomt våben. Den socialdemokratiske bevægelse har vokset sig stærk, og partiet har siden 1918 sendt repræsentanter til folketinget og er nu det stærkeste parti i a. Også det konservative parti har på ny fra midten af 1930erne opnået repræsentation i a. Ved valget 1964 opnåede Socialdemokratiet 3, Venstre 3 og det konservative og radikale parti hver 1 repræsentant.

Oldtidsbebyggelse.

Selv om store dele af Ribe a. hører til landets magreste egne, er det alligevel rigt på oldtidsminder, både fra sten-, bronze- og jernalderen; navnlig de to første perioders agerdyrkere foretrak oftest den lettere, sandede jord for den sværere lerjord.

Fra ældre stenalder kender vi en meget gl. boplads ved Bøllund i Ølgod so. og en række mindre bopladser fra gudenåkulturen langs Varde å (navnlig i Hodde og Ansager so.), Holsted å (Præstkær ved Brørup), Vejen å (Anstbro) og Kongeåen (navnlig i Malt og Vejen so.).

Fra vor første bondebefolkning, dyssebyggerne, har vi nogle store stengrave, hvoraf der vides at have været 32, hovedsagelig langdysser og dyssekamre, kun enkelte jættestuer. De synes hovedsagelig at have været samlet i en bygd i Malt og den tilgrænsende del af Slavs hrd., navnlig i so. Lindknud og Vorbasse, hvor der endnu er bev. nogle ganske imponerende langdysser (navnlig ved Klelund). Andre steder optræder de kun sjældent og enkeltvis; ved Mejls ved Varde ligger en lille jættestue og ved Esbjerg langhøjen Skibhøj, der begge har givet gode fund af ældre jættestuetidskeramik. Jordgrave fra dyssetid kendes også, fra Forum og Sædding i Skast hrd., og et offerfund fra V. Nebel viser, at der her boede jættestuefolk, der lavede smukke redskaber.

Langt største delen af stenalderens mindesmærker og fund tilhører dog enkeltgravsfolket, der her havde et af sine centrer; Skast hrd. er vist det hrd. i Jylland, der har haft de fleste enkeltgravshøje. Af de bevarede 1363 høje er godt halvdelen antagelig enkeltgravshøje, og det sa. gælder utvivlsomt en stor del – ja formentlig de fleste – af de ca. 4800 sløjfede høje, der kendes i a. Et stort antal enkeltgravshøje er blevet undersøgt af Nationalmuseet, der her først fik klarhed over denne gravform. Fra en af de yngste enkeltgrave, ved Åtte (Føvling so.), stammer det mærkelige flintsværd, en dygtig flintsmeds forsøg på at konkurrere m. bronzestøberen.

Fra ældre bronzealder har vi også en rig bebyggelse m. de mange større høje; knap halvdelen af de bevarede høje tilhører antagelig ældre bronzealder, og det sa. gør utvivlsomt en stor del af de mange sløjfede. Der kendes også mange gravfund fra denne tid; berømtest er egekistefundene m. dragter, klapstol m.m. fra højene ved Vamdrup. Fra yngre bronzealder er der mange gravfund; men disse er mere uanselige. Her er det snarere offerfundene, der tiltrækker sig opmærksomheden: lurerne fra Maltbæk og guldskålene fra Gerndrup (Brørup so.).

Vor ældste jernalder, keltisk tid, er i R. a. rigere repræsenteret end i nogen anden landsdel – Bornholm måske undt. Det skyldes først og fremmest de store tuegravpladser m. urnegrave, hvoraf der findes et stort antal: nævnes skal kun de fra Årre, Hulvig (Hodde so.) og Jernvedlund. Men der kendes også en del bopladser fra denne tid. Et fredet areal m. oldtidsagre har vi ved Skonager.

Ældre romersk jernalder har vi grave – mest urnegrave – el. bopladser fra i næsten ethvert so. Flere af disse bopladser har haft velbevarede hustomter, således de fredede i Sjelborg plantage, bopladserne ved Myrtue og Vognsbøl, alle omkr. Esbjerg. Jyllands rigeste grave fra ældre romertid er udgravet ved Dollerup (Skanderup so.); medens de var jordfæstegrave, havde en anden rig gravplads, Bokær (Hjortlund so.), brandgrave; begge gravskikke kendes således; men urnegrave er det almindeligste i denne del af landet.

Yngre romertids grave er straks mere sparsomme. En rig gravplads kendes fra Næsbjerg; fra Oksvang (Skast so.) kendes en grav m. en bronzespand; en bronzekasserolle er fundet i Maltbæk mose.

Til gengæld har vi flere rige fund fra den ellers så sparsomme germanske jernalder: Et af tidens meget sjældne bopladsfund fra Oksbøl (Ål so.), en hustomt fra ringvolden Trælborg (Verst so.) og flere værdifulde skattefund: Orten, Lydum, Skonager, Darum.

Vikingetiden har givet os nogle af de rigeste og interessanteste skattefund: landets største guldfund fra denne tid, fra V. Vedsted, de pragtfulde spænder fra Hornelund, sølvbægrene fra Ribe Nørremark, armringene fra Tved. Grave fra denne tid er sparsomme; fra Tjæreborg kendes en urnegravplads.

Vikingetids runestene kendes fra Horne, Bække og Læborg, ved Bække i forb. m. en skibssætning; de to sidstn. sten er interessante ved, at de omtaler en dronn. Thyre.

I R. a. findes i alt flg. fredede oldtidsmindesmærker: En runddysse, 9 langdysser, 5 dyssekamre, 2 jættestuer, et ubestemmeligt stenkammer, en hellekiste, 1363 høje, 13 langhøje, et areal m. tuegrave, et areal m. oldtidsagre, en ældre jernalders boplads og en skibssætning.

Bebyggelse i historisk tid.

Den sydøstligste del af Jylland har p.gr.af ret gunstige besejlingsforhold i den tidl. middelalder spillet en stor rolle i landets udenrigshandel. Ribe har efter alt at dømme været en af kongerigets største byer. Forholdene omkr. byens opståen er endnu ikke helt klarlagt, men de nyeste undersøgelser tyder snarest på, at der har været en ældre bebyggelse længere mod sv., ved Hviding umiddelbart uden for a.

A.s betydeligste kirkebygn. er domkirken, der er opført fra midten af 1100t. m. tilknytning til rhinsk-nederl., romansk arkitektur og for en stor del af importerede tufsten, vistnok hovedsagelig fra Andernach.

A.s middelald. kirkebygninger er m. ganske få undtagelser fra romansk tid, og de falder klart i tre grupper: de rene granitkvaderbygninger, som er fremherskende i hele den østl. og nordøstl. del af a., de rene tufstensbygninger, der samler sig mod v. m. Ribe som centrum, samt de mere spredt beliggende bygninger af blandet materiale, som regel granitkvadre og tuf.

Granitkvaderkirkerne, hvoraf kun ganske få har apsis, er gennemgående enkle bygninger uden væsentlig udsmykning; fremhæves bør dog Skanderup kirkes smukke, reliefprydede tympanon og en ret talrig gruppe mod v., der sammenknyttes ved et karakteristisk liljeornament, især på vinduesoverliggerne.

Tufstenskirkerne på landet viser alle nøje tilknytning til domkirken, og deres mest karakteristiske fællespræg er de liséndelte murflader, hvis felter som regel afsluttes af rundbuefriser. De viser så godt som alle en meget kultiveret arkitektur m. gode proportioner og smukt udførte enkeltheder; de fleste af dem har apsis.

Af betydelig bygningsarkæologisk interesse er de kirker, hvor der jævnsides forekommer granit og tuf, idet det her fremgår, at tufstenspartierne er de sen. tilføjede, således som man fx. tydelig ser det i Ovtrup, Ål, Alslev og andre steder. Dette træk viser i hvert fald, at den importerede tufsten først på et ret sent tidspunkt er blevet tilgængelig for de mindre kirkers byggeri. Af særl. betydning er Brøndum, der er påbeg. som en granitkvaderbygn., men indvendig har fået tufstensbeklædning og i apsis blændarkader i to etager, udført i en blanding af tuf og tegl.

Unggotikken er i Ribe a. sparsomt repræsenteret. Af større betydning er kun de tidligste partier af den i øvrigt gentagne gange ombyggede Skt. Katharinæ kirke i Ribe m. dominikanerklosteret og først og fremmest domkirkens kolossale murstenstårn fra sidste halvdel af 1200t., som viser tydelig tilknytning til samtidig nederl. arkitektur. De karakteristiske korforlængelser på kirker som Ål, Ovtrup, Nr. Nebel, m. fl. er dog ganske dygtigt udført.

Fra sengotisk tid er der kun én, tilmed yderst enkel nybygn., nemlig Ho kirke. Til gengæld er her som overalt i landet talr. sengotiske tilbygninger: tårne, våbenhuse og sakristier. I a.s vestl. del er den fremherskende tårntype den s.k. tørninglenske m. et spir ml. fire spidsgavle – de øvr. adskiller sig ikke fra de gængse typer.

Fra slutn. af 1700t. er kirkerne på Fanø og Mandø, hvoraf kun den i Nordby frembyder større interesse ved sin egenartede udformning af interiøret.

Hedeegnenes opdyrkning afspejler sig i omfattende udvidelser i ny tid af de små granitkvaderkirker i Grindsted og Hejnsvig, ligesom der er bygget adsk. nye kirker i disse egne.

Den verdslige arkitektur fra middelalderen har kun sat sig få spor. Der er betydelige voldsteder af Vardehus og Riberhus. I Ribe består rådhuset af to sengotiske stenhuse, men blev først 1709 indr. til sin nuv. funktion. Noget yngre, fra midten af 1500t., er Puggård, et yderst interessant og enestående fænomen, bygget i skikkelse af en herregårdslænge fra Chr. III.s tid, samt Tårnborg. Ellers domineres Ribe i usædvanlig grad af bindingsværkshuse, mest fra renæssancetiden, men m. træk af forsinket gotik, ikke mindst i ornamentikken. Der er i Ribe by henved en snes huse fra 1500t. og en del flere fra 1600t. Også 1700t. og 1800t. er smukt repræsenteret i Ribe, mens der i Varde kun er et enkelt hus, der hæver sig over det beskedne gennemsnit, nemlig den velproportionerede »Kampmannske gård« i typisk Louis XVI fra 1781. På Fanø er der i byerne Nordby og Sønderho bevaret et stort antal karakteristiske huse, mest fra 1700t.

I landdistrikterne er der kun få og beskedne ældre verdslige bygninger: herregårdene Sønderskovgård fra 1620 og Kærgård i sin nuv. skikkelse fra 1695, samt fra 1700t. Estrup (1721), Endrupholm (1770–1805), Hesselmed (1770erne), Lunderup (o. 1790) og Bramminge (1786).

A.s største by Esbjerg er helt og holdent opført inden for det sidste årh. og har ingen ældre bygningsmindesmærker, men til gengæld usædvanlig mange udprægede eksempler på den mere eller mindre konsekvente stilefterligning i årtierne omkr. århundredskiftet.

Største delen af Ribe amt hørte under Varde syssel, i ValdJb. Warwithsysæl, opkaldt efter byen og kongsgården Warwith, Varde. Endnu 1399 forekommer formen Warwithsysel, men allr. 1378 Waretsisel. Varde syssel omfattede området ml. Skjern å og Kongeåen, Nr., Ø. og V. Horne hrdr. samt Malt, Gørding og Skast hrdr. Grindsted og Grene so. i det 1552 oprettede Slavs hrd. hørte under Jelling syssel, mens de to andre so. i dette hrd., Vorbasse og Hejnsvig, lå i Almind syssel, hvortil også Anst hrd. hørte. De dele af Ribe a., som tidl. hørte til hertugdømmet Slesvig, lå dels i Hviding hrd., som var en del af Ellum syssel, dels i Kalvslund hrd., Barved syssel.

Riberhus len bestod i senmiddelalderen af Gørding og Skast hrdr. Hertil kom 1537 Nr. og Ø. Horne hrdr., der indtil ca. 1527 havde udgjort et særskilt len, men derefter var blevet lagt til Koldinghus. De kom dog snart på ny til dette len. 1583–84 var Ø. Horne hrd. selvstændigt, derefter blev det lagt sa. m. Nørvang hrd. for 1585 at komme under Lundenæs. V. Horne hrd. var et selvstændigt len indtil 1542, da det blev lagt under Riberhus. Malt og det halve af Anst hrd. udgjorde i ældre tid Skodborg len. Den anden halvdel af Anst hrd. lå under Koldinghus len, hvortil Skodborg len blev henlagt 1573. Malt hrd. kom 1583 til Riberhus len. Slavs hrd. hørte fra oprettelsen 1552 under Koldinghus len, men blev 1584 lagt til Bygholm, hvortil også Malt hrd. kom sa. år. 1593 blev Slavs hrd. på ny en del af Koldinghus len, mens Malt hrd. sen. – i hvert fald inden 1614 – blev lagt under Riberhus len. Ved overgangen til amtsinddelingen o. 1660 hørte Anst og Slavs hrdr. således til Koldinghus a., Ø. Horne hrd. til Lundenæs, Gørding, Malt, Skast og V. Horne hrdr. lå under Riberhus a., der også omfattede de kongerigske dele af Sønderjylland. Den slesvigske del af Hviding og Kalvslund hrdr. hørte under Haderslev a.

I h. t. resol. af 4/9 1793 oprettedes Ribe a. fra 1796. Det kom således til at bestå af det gl. Riberhus a., Ø. Horne hrd. fra Lundenæs a., jf. resol. af 19/3 1794, samt Slavs og Anst hrdr. fra Koldinghus a., jf. resol. af 14/6 1799.

Biskoppen i Ribe havde fra gl. tid udstrakte besiddelser i hele Vestslesvig, der jo også hørte under Ribe stift. Vigtigst var Møgeltønderhus og Trøjborg. Den sidstn. besiddelse var erhvervet af dronn. Margrethe 1407 og pantsat til biskoppen. Ved reformationen overgik bispegodset til den da. krone. Også efter at det sen. var gået over i privat eje, blev det ved med at høre under kongeriget, og det var samtidig en del af Riberhus a. Herunder hørte også det meget strøgods, der fandtes rundt om i Vestslesvig, og som først og fremmest tilhørte – el. havde tilhørt – Ribe hospital, Ribe biskop, Ribe domkapitel og domkirke, Ribe latinskole. På denne måde var de s.k. enklaver og de blandede distrikter opstået. Længe voldte jurisdiktionsforholdene store vanskeligheder og stridigheder, men dette spørgsmål blev i det væsentligste løst, da man ved en forordn. af 15/7 1735 oprettede Riberhus birk, hvortil blev lagt de kongerigske beboere i Frøs og Kalvslund, Gram og Hviding hrdr. De øvr. kongerigske undersåtter hørte under særl. birker, i Nordslesvig Ballum, Møgeltønder og Lustrup birker samt Lø hrd., der reelt var et s. 627 birk under Trøjborg. Hertil kom Vesterland-Før og Amrum i Sydslesvig, som udgjorde et særl. birk. List på n.spidsen af Sild hørte under Ballum birk.

1855 boede der 2811 pers. i Vesterland-Før og Amrum birker, 51 på List, 8705 i den øvr. del af Lø hrd. m. Møgeltønder og Ballum birker, henh. 145 og 71 i de dele af Vamdrup og Ødis so., som hørte under Anst hrd. og 3833 i Riberhus birk. Af de blandede so., som i dag hører under Ribe a., var det kongerigske folketal således: Ribe Domkirkes landso. 100, Farup 485, Seem 494, V. Vedsted 370, Hjortlund 103, Kalvslund 106 og Vilslev 280. Hertil kommer Mandø og Skt. Katharinæ so., der var ublandet kongerigsk. I Hjortlund og Kalvslund so. var den slesvigske befolkning den talrigeste, i de øvr. her nævnte so. den kongerigske.

Ved freden i Wien 30/6 1864 måtte Danmark også afstå de kongerigske enklaver, men fik til gengæld de 8 nordl. so. i Nr. Tyrstrup hrd. samt sognene omkr. Ribe. Det blev her fastslået, at den nye grænse skulle følge ø.grænsen af Ødis og Vamdrup so. samt v.grænsen af det sidstn. so. indtil Kongeåen n.f. Holte. Herfra skulle Kongeåen danne grænse indtil ø.grænsen af Hjortlund so., hvorfra linien fortsætter til det i n. fremspringende hjørne af Obbekær by, derpå ø.-grænsen af denne by til Gelså. Derfra skulle ø.grænsen af Seem so. og s.grænsen af Seem, Ribe og V. Vedsted so. udgøre den nye statsgrænse. Ved de sen. forhandlinger i grænsereguleringskommissionen lykkedes det at få en noget større del af Kalvslund so. – 33 ejendomme og 240 beboere – henlagt under kongeriget, mens man til gengæld måtte afstå Foverup i Taps so. De dele af de nævnte so., som kom til kongeriget, blev ved lov af 16/2 1866 lagt under Ribe hrd. og Ribe a. fra 1/4 1867.

Sognene i Ribe a. – uanset om de hørte til hertugdømmet el. kongeriget – har altid ligget under Ribe stift.

Litt.: C. Dalgas. Bidrag til Kundskab om de da. Provindsers nuv. Tilstand. 5. Ribe A. 1830. R. Stifts Beskrivelse 1638. DSaml. 2. R. IV. 1874–76. J. B. Krarup. Beskrivelse af Landbrugets Udvikling i Danmark I. Det sydvestl. Jylland. 1899. F. C. G. Schøller. Aktstykker betræffende den ved Wienerfreden – – nedsatte Grændseregulerings-Commission, AarhRibe 1904. 37–112. M. K. Nielsen. Vestjydske Skoleforhold i det attende Aarh., smst. 1909. 136–69. Henry Bruun. Ribe (Riberhus) Amt 1662–1912. smst. 1912. 392–404. N. M. Kromann. Færgerierne over R. A.s Aaer, AarbRibe 1915–18. 76–106. Hans Knudsen. Sønden for Lands Lov og Ret, smst. 389–431. Thorv. Madsen. Fra Biskop H. A. Brorsons Visitatser i Ribeegnen, smst. 566–82. H. P. H. Novrup. R. A.s nordre Landboforening 1846–1921. 1921. Aug. F. Schmidt. Hellige Kilder i R. A., AarbRibe 1923–27. 377–78. J. Th. Lundbye. Studier over Vejenes Udvikling i Vardesyssel i Oldtiden, smst. 52–66. Johs. Tholle. Haver og Havebrug i R. A. i gl. Dage, smst. 543–85. P. Eliassen. Kongeaaen eller den gl. Grænse. 1926. Hans Knudsen. De vigtigste Kilder til R. A.s Hist. i Landsarkivet for Jylland, AarbRibe 1928–31. 477–62. Aug. F. Schmidt. Sagn og Tro knyttet til Sten i R. A., AarbRibe 1928–31. 8–28. Henrik Larsen. Fællesskabet i R. A. i det 17. Aarh., smst. 475–503. Mar. Kristensen. R. A.s Runeindskrifter, smst. 623–44. Rs. Mortensen. Oldtidsjærn i R. A., smst. 667–96. Gudmund Hatt. Oldtidsagre i R. A., smst. 1932–35. 387–405. Henrik Larsen. Storgaarde og Storgods i R. A., smst. 514–49. M. A. Ebbesen. Udstykning gennem R. A. i 25 Aar, smst. 1936–39. 90–114. Salomon Frifelt og T. T. Kragelund. Dem vester fra. 1939. Sa. Spyt i Næverne, Folkens. 1940. H. K. Kristensen. Varde Syssels Kirkestol. AarbRibe 1940–43. 89–117, 228–46. Roar Skovmand, Vesteregnens Skattefund, smst. 639–56. Salomon Frifelt og T. T. Kragelund. Os selv og de fremmede. 1941. Sa. Østersogns og Vestersogns. 1945. F. Elle Jensen. Pietismen paa Ribeegnen, AarbRibe 1944–47. 224–42. Ellen Andersen. Bondedragter i R. A. i 1800-årene, smst. 1948–51. 399–420. Salomon Frifelt og T. T. Kragelund. Nabo til Kræn Vester. 1948. Sa. Jyder Vester fra er mange slags. 1945. H. K. Kristensen. Fra Koldingfjord til Blåvandshuk. 1947–50.