Præstø amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter Sydøstsjælland og Møn. Endvidere øerne: Masnedø, Farø, Bogø, Lilleø, Tærø, Langø, Lindholm og Nyord i farvandet ml. Sjælland, Falster og Møn; Gavnø, Dybsø, Lindholm i Karrebæk fjord – Dybsø fjord samt nogle holme i Præstø fjord. Amtet havgrænses af Køge bugt, Sundet, Fakse bugt, Østersøen, Grønsund, Storstrømmen, Smålandsfarvandet og Karrebæk fjord.

Landgrænsen mod n. til Kbh.s a. udgår fra Køge bugt, s.f. Køge og følger v.f. byen åens slangebugtninger, men bestemmes mange steder af forladte åslynger – et vidnesbyrd om hyppige løbforlægninger. Den brede ådal, der tidl. har været en sumpverden med karakter af naturgrænse, følges til skovområdet n.f. Giesegård.

Herfra forløber grænsen mod Sorø a. gennem skovlandet delvis følgende Slimminge å og videre mod s. til bakke- og søområdet ved Ulse sø. Ved V. Egede følger grænsen Suså et stykke gennem moserne, går dernæst i en bue mod s. for atter fra Holmegårds mose at følge Suså i dens store bue uden om Tybjerg hrd. – en typisk naturgrænse gennem brede ådale og tunneldalsøerne Tystrup-Bavelse s. 4 søer. 2 km s.f. Rislev forlader grænsen ådalen for gennem Slagsmose og i en bue over Fensmark og Holme Olstrups marker at nå tilbage til Suså n.f. Næstved. Det videre forløb er v.f. kanalen til Karrebæk fjord og gennem udløbet v.f. Dybsø.

Arealet er 1694,1 km², heraf udgør vandarealet 8,3 km², skovene 228 km². Hvad ydre form angår er P. a. karakteriseret ved landmassens stærke opdeling, der giver sig udtryk i den relative kystlængde: 0,28 km pr. km², en talværdi, der ligger nær Sjællands gennemsnitlige, 0,25, og står i stærk modsætning til det nærliggende kompakte Sorø a. med kun 0,14 km kystlinie pr. km². Reliefmæssigt særpræg får P. a. ved den stærke modsætning ml. de udstrakte plane strækninger – vort lands største moræneflade, Stevns – mod n. og de sydl. deles store bakkeområder med Sydsjællands højeste punkt, Kobanke, 123 m. Sa. landskabstema genfindes i forstærket form på Møn, hvis vestl. flader kontrasterer med Høje Møns voldsomme bakkeverden kulminerende i Aborrebjerget, 143 m. Landskabskarakteren bestemmes i enkeltheder af de talr. småskove, der overalt lukker horisonten. Langs kysterne veksler kridtklinter af sjælden storladenhed, som Møns og Stevns, med fladkysternes yndefulde uoverskuelighed i de talr. bugter, fjorde og vige. P. a. er de store modsætningers amt.

Dybgrundens geologi.

I Præstø a. ligger en række geologiske lokaliteter, som har fået stor betydning for forståelsen af vort lands geologiske historie. De smukke profiler igennem dybgrundens kridt og kalklag i Møns klint, Stevns klint og Fakse banke har ikke blot tiltrukket sig da. videnskabsmænds opmærksomhed, men også talr. udenlandske geologer har i tidens løb gæstet disse steder for at studere de blottede bjergarter, deres forsteninger og de særlige geologiske problemer, som er knyttet til forekomsterne. Mænd som tegneren Søren Abildgaard, filosoffen Henrik Steffens, geologerne Joh. G. Forchhammer, J. H. Bredsdorff, C. Puggaard, den berømte eng. geolog Charles Lyell, franskmanden Desor, tyskeren Geinitz og flere sv. og da. geologer har i 1700- og 1800t. beskæftiget sig med kalk- og kridtformationerne i disse områder. Disse mænds studier har sat sig spor i form af videnskabelige afhandlinger om den da. kridtformation. Blandt resultaterne, der er fremlagt i disse afhandlinger, bør særlig fremhæves erkendelsen af, at kalklagene oven på skrivekridtet tilhører en særlig afdeling af kridtformationen. Efter franskmanden Desor’s forslag er dette øverste (og derfor også yngste) led af kridtformationen opkaldt efter Danmark, idet man har knyttet betegnelsen Danien (lat. Danium, eng. Danian) til denne etage i det internationale geologiske navnesystem. Danskekalk er en naturlig da. betegnelse for dette fagudtryk.

Blandt de da. geologer, som i de seneste årtier har bidraget til at øge vort kendskab til de geologiske forhold i denne del af landet, bør nævnes: J. P. J. Ravn, V. Milthers, K. Brünnich Nielsen, A. Rosenkrantz, V. Hintze m.fl. Den rette erkendelse af forholdene i Stevns klint skyldes navnlig Rosenkrantz’ undersøgelser, hvorved man har fået et indgående kendskab til fænomenerne, der er knyttet til aflejringen af de ældste danske kalkdannelser.

Oplysninger om jordlagene i det store antal brønde og vandboringer, som er ført ned i dybgrunden i a.s område, har dannet grundlaget for en ret detaljeret kortlægning af dybgrundsformationerne og deres overflade. Brøndene og boringerne s. 5 ligger meget tæt, således at a. hører til de bedst kendte m.h.t. dybgrundens forhold. Da der ikke er udført specielle dybdeboringer i a., er det dog kun de øverste dybgrundsformationer, som man har direkte kendskab til.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne, således som man træffer dem ved basis af istidsdannelserne, viser, at der i den sydl. del af a. findes skrivekridt indtil en grænse, der fra Vejlø bro s.f. Næstved går over Sibberup og videre over Blangslev, Bårse, Nr. Smidstrup, Orup og Rosendal til kysten ved Fakse Ladeplads Strandskov. N.f. denne linie er skrivekridtet overlejret af danskekalkens bjergarter med undtagelse af et par mindre områder på Stevns, hvor istidens bræer har høvlet kalklagene af ved Rødvig, ved kysten ved Store Heddinge og ved Gjorslev. N.f. linien Gunderslev-Broksø og v.f. linien Yderholm kro – Dalby Borup overlejres danskekalken af grønsandsdannelser, der er aflejret i tertiærtiden.

Kridtformationens bjergarter og grønsandsdannelserne er alle bundfældet som slam el. opbygget som revdannelser i havet, der i de pågældende geologiske perioder med afbrydelser strakte sig ind over største delen af Danmark. Formationsgrænsernes forløb på det geologiske kort er betinget dels af de jordskorpebevægelser, som har fundet sted efter dybgrundslagenes aflejring, og dels af sen. perioders erosion af dybgrundsoverfladen, således som det fremgår af de flg. afsnit om dybgrundens overfladetopografi og struktur.

Skrivekridtet. Efter en ældre opfattelse skulle skrivekridtet repræsentere en dybhavsdannelse i lighed med det kalkholdige globigerinaler, som i nutiden dannes i verdenshavenes intermediære dyb. Denne opfattelse er dog nok ikke holdbar, idet man nu kender ikke så få eksempler på aflejringen af kalksedimenter i tropiske og subtropiske have i lavvandede områder. Kalkslammet udskilles kemisk af havvandet ved bølgeslagets hjælp, idet vandet er overmættet med kalk som følge af den kraftige fordampning og den høje temperatur. Da det har vist sig, at også en meget væsentlig del af skrivekridtets kalkslam er kemisk udfældet, er der grund til at antage en lignende oprindelse for denne bjergart som for de nævnte kalkaflejringer i nutiden. Skrivekridtet indeholder også talr. mikroskopiske skeletplader, s.k. coccoliter, som har tilhørt havalger, og småskaller af eencellede dyr (foraminiferer).

I kridtet findes særlige zoner med flintknolde, som mul. først er udskilt som en slags konkretioner, efter at kridtslammet er hærdnet til en fast bjergart. Hærdningen af kridtet har fundet sted i tiden efter kridtets aflejring p.g.af overliggende lags tryk og forsk. kemiske processer i jordlagene.

I Stevns klint ses skrivekridtet forneden i klinten. Da det er blødere end den overliggende limsten, nedbrydes det forholdsvis hurtigt af havet og vejrliget, medens limstenen tit hænger ud over stranden i lang tid efter, at skrivekridtunderlaget er nedbrudt. Større limstenspartier styrter ofte ned om foråret, når tøbruddet sætter ind (se ill. s. 3 og 10).

Det fremgår af beskrivelsen af danskekalken, at området ved Stevns et par gange hævedes op over havet i beg. af danskekalkens periode. I hævningsperioderne udsattes de øverste kridtlag for særlige hærdningsprocesser, således at der nu findes en zone med hærdnet skrivekridt langs grænsefladen til danskekalkaflejringerne. Flintknoldene i kridtet er ikke særligt dominerende, når man s. 6 sammenligner med danskekalkens tykke flintlag. Der er fundet talr. forsteninger i kridtet, som er beskrevet i specialafhandlinger (se litteraturlisten).

Møns klint består af et system af mægtige sammenskudte kridtflader. Klinten har i tidens løb været genstand for meget detaljerede undersøgelser til klarlæggelse af klintens opbygning og historie. To afvigende opfattelser har herunder gjort sig gældende. Efter den ene opfattes klinten som et forstyrrelsesområde, der er opstået ved jordskorpebevægelser som en slags sammenskydningsstruktur, og efter den anden opfattelse er klinten og de v. herfor liggende partier af Høje Møn presset sammen imellem to brætunger, som i et stadium af sidste istid bevægede sig ind henholdsvis i Hjelm og Fakse bugt. Selv om man endnu ikke har kunnet føre noget afgørende bevis for den ene el. den anden af hypoteserne, er der dog så mange forhold, der taler for istryksteorien, at denne kan anses for at ligge sandheden nærmest.

Skrivekridtet, som ses i Møns klint, ligger således ikke på det opr. aflejringssted. Boringer efter vand udført på Møn viser imidlertid, at det uforstyrrede kridt sandsynligvis ligger i meget ringe dybde.

Man vil i speciallitteraturen om klinten kunne finde de enkelte flager beskrevet meget nøje, ligesom der også må henvises til denne litt., hvad angår kridtets forsteningsindhold. De hidtil udførte undersøgelser har givet som resultat, at der i flagerne findes skrivekridt, men ikke yngre dybgrundsaflejringer. De mest markante kridtpartier har fået særlige navne som fx. Hvidskud, Store Stejlebjerg, Sommerspiret, Dronningestolen og Taleren (se ill. s. 11 og 15).

Danskekalken. De ældste aflejringer inden for denne formation studeres bedst i Stevns klint.

Som nævnt under omtalen af skrivekridtet hævedes området ved Stevns over havet ved afslutningen af skrivekridtperioden. Over kridtet ses mange steder i klinten et tyndt, leret lag, som p.gr.af dets indhold af fiskerester kaldes for fiskeleret. Det aflejredes nogen tid efter skrivekridtperioden, da området atter overskylledes af havet. Man opfatter fiskeleret som danskekalkaflejringernes ældste led. Det findes i resterne af lave bassiner på skrivekridtoverfladen.

Over fiskeleret følger i de nævnte småbassiner en kalkart, som efter en hyppig forekommende forstening, en snegl, kaldes cerithiumkalk. Laget er ret tyndt, maksimalt vel 1 m tykt.

Efter cerithiumkalkens aflejring har Stevnsområdet atter ligget over havet og er blevet delvis nedbrudt af erosionsprocesser. Dette fremgår bl.a. af, at de overliggende kalklag nederst indeholder resterne af nedbrydningsprodukterne i form af kalkrullesten. Den overliggende limsten består for en meget væsentlig del af mosdyrs ( = bryozoers) kalkskeletter. Mellemrummene ml. disse er fyldt ud med slam, og kalken er sen. hærdnet til en ret modstandsdygtig kalksten. De bølgede flintlag, som ses i limstenen, understreger kalkens bankestruktur. Mosdyrene var kolonidyr, som voksede på havbunden og derved dannede disse banker. P.gr.af kalkens indhold af bryozoskeletter kaldes limstenen med et geol. fagudtryk også bryozokalk.

I Fakseområdet har der i danskekalkperioden udviklet sig et typisk koralrev med et myldrende dyreliv. Imellem koralstokkene levede søpindsvin, muslinger, snegle, forsk. krebsdyr, blæksprutter, armfødder (brachiopoder) o.s.v. Stedvis s. 7 voksede koralrevet op i brændingszonen, hvorved det blev nedbrudt til koralsand og -grus. Det egl. koralrev vekslede med bryozorev, således som man kan se det i Fakse Kalkbrud, der har været et vigtigt studieområde og indsamlingssted for forsteninger.

Ved en boring på Fakse bryggeri (DGU. arkiv nr. 217.26.b.) har man gennemboret en ca. 66 m tyk serie bestående af bryozokalk og koralkalk, hvorunder man traf skrivekridtet. Man kan på grundlag af denne boring beregne, at der i Fakse banke opr. fandtes ca. 90 m kalk oven på skrivekridtet.

En mindre koralkalkforekomst er påvist ved en boring for Everdrup vandværk i 100 m.s dybde, ca. 21–22 m under havet (DGU. arkiv nr. 222.35). Ellers er danskekalken i a. hovedsagelig repræsenteret af bryozokalk.

Grønsandsaflejringerne. Grønsandsdannelserne, som træder frem til overfladen i ålejet langs Lellinge å, har spillet en betydelig rolle i de videnskabelige diskussioner, som er ført angående grønsandsdannelsernes alder. På et vist tidspunkt mente man, at de var ældre end kridtet. De talr. boringer, som i tidens løb er ført igennem disse aflejringer, har imidlertid klart vist, at de ligger oven på danskekalken, når de forefindes i de opr. lejringsforhold.

De nederste lag er udviklet som grønsandskalk; grønsandsdannelsernes grønne farve skyldes et indhold af mineralet glaukonit. Ved grænsen til den underliggende bryozokalk findes et rullestenslag, som i lighed med forholdene ved basis af danskekalken viser, at det pågældende område har været land i tidsrummet efter danskekalkens aflejring, og før havet atter bredte sig og aflejrede grønsandsdannelserne. Der findes enkelte forsteninger, navnlig muslinger og snegle i grønsandskalken ved Lellinge.

Over grønsandskalken følger grønsandsler, som dog arealmæssigt ikke spiller nogen særlig rolle i amtet.

Dybgrundens overfladetopografi. Ved hjælp af oplysningerne om jordlagene i boringerne kan man danne sig et godt billede af, hvorledes dybgrundens overflade tager sig ud. På store dele af Stevns fremtræder kalkoverfladen som et ret jævnt plateau omkring 0–10 m o.h. Ved Store Heddinge stiger kalken indtil 30 m o.h. I området Lellinge-Herfølge-Tureby findes kalkoverfladen ml. ca. 10 og 20 m o.h. Langs Tryggevælde å findes der dog en smal dal i kalkoverfladen, som mod n. når ned til ca. 20–30 m u.h. Den er sikkert opstået i istiden, ved at smeltevand i en tunnel langs indlandsisens bund har skåret sig ned i kalken.

Kernen i Fakse banke består af kalk, der strækker sig som en afrundet ryg mod vsv. i retning af Kongsted. Denne kalkryg er nok i det væsentlige at opfatte som en rest af det tidl. tykkere kalkstensdække, der strakte sig ud over Sydsjælland, men blev slidt betydeligt ned af istidens is over den største del af området. I læ af det store koralrev ved Fakse bevaredes kalken imidlertid, og kalkbankens hovedretning vidner samtidig om, at isen i det tilsvarende tidsrum skred frem over området fra nø. eller ønø.

Mellem Rønnede og Næstved ligger danskekalkoverfladen hovedsagelig i niveau med havet. I den store Susåslynge, i Glumsøområdet, består de øverste dybgrundslag af grønsandsdannelser, hovedsagelig ler, hvis overflade mod øst øjensynlig ligger ca. 0–15 m o.h., medens den mod v. ved Glumsø falder til 25–40 m u.h.

Kridtoverfladen i Sydsjælland og på Møn er øjensynlig ret jævn. Den findes over store strækninger ved dybder ml. 10 og 20 m u.h.s overflade. Smalle dale i lighed med Tryggevælde å-dalen på Stevns synes at være et karakteristisk træk for dybgrundsoverfladen i denne del af a. Dale af denne art findes ved Vordingborg-Vintersbølle, Mern, Køng og ved Præstø. Kridtoverfladen træffes i disse dale ved fx. 40–60 m u.h.s overflade. Dalenes retning er fortrinsvis ønø.–vnv. Man opfatter dem som smeltevandsdale i lighed med Tryggevældedalen, og man antager, at de er dannet i et forholdsvis sent tidsrum af istiden, da indlandsisen bevægede sig igennem Østersøen og videre ind over Danmark med vnv.-lig retning over Sydsjælland.

Dybgrundens struktur. Af omtalen af det geologiske kort fremgår, at dybgrundsformationerne øjensynlig ikke mere forefindes med den nogenlunde horisontale orientering, som man skulle vente i betragtning af, at der for alle formationers vedkommende er tale om havbundsdannelser, der med en vis tilnærmelse opr. er afsat på en ret plan havbund. I det flg. gives en kort oversigt over de strukturelle forhold, som manifesterer sig i formationernes fordeling i denne del af Danmark.

Dybgrundens regionale struktur. Skrivekridtområdet i Sydsjælland og på Møn hører sammen med et tilsvarende kridtområde, der omfatter Falster og Nordlolland, til kernen af et langstrakt regionalt hævningsområde med retningen vnv.–øsø., der kan spores fra Fyn tværs over Østersøen og langt ind i Østtyskland – Polen. Dette strøg har efter skrivekridtets aflejring haft en tydelig tendens til at hæve sig, medens områderne n. og s. herfor, fx. i Midtsjælland og Sydlolland, har vist en tilbøjelighed til at sænke sig i løbet af tertiærtiden, tiden ml. kridttid og istid, således som det også er omtalt i beskrivelsen til Sorø a.

Lokale dybgrundsstrukturer. Inden for en regional enhed som den ovenfor omtalte kan man ofte afgrænse mindre områder, som har optrådt som selvstændige strukturelementer, bl.a. under de jordskorpebevægelser, som har frembragt de større enheder. Skrivekridtgrænsens bugtede forløb fra Fakse Ladeplads mod s. til Bårse og derfra videre mod nv. i retningen af Næstved o.s.v. må tages som et udtryk for tilstedeværelsen af mindre hævningsområder ved Feddet og V. Egesborg. Også på Stevns findes et sådant hævningsfelt, som har en sydøst-nordvestl. orientering, og hvis akse sandsynligvis forløber fra kysten ø.f. Store Heddinge mod nv. over Gjorslev. Man kan også tydeligt iagttage, at skrivekridtets overflade hælder mod s. i Stevns klint.

De lokale hævningsområder er sen. eroderet af isen, hvorved formationsgrænsernes bugtede forløb er fremkommet.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer. I P. a. findes nogle af de største virksomheder inden for den i øvrigt ret beskedne da. minedrift.

Stevns Kridtbrud udnytter skrivekridtet til fremstillingen af slæmmekridt, der anvendes i farve- og gummiindustrien, i papirindustrien m.m.

S. herfor ligger Boesdal Kalkværk, som bryder limsten til kalkbrænding og til bygningssten. Bygningsstenene, der saves ud af de hårde limstenspartier, går i handelen under navnet kridtsten. Udsavningen af limsten er som bekendt en s. 9 industri, der går tilbage i alt fald til middelalderen, idet limsten findes i mange sjæll. landsbykirkers murværk fra denne tid.

Fakse Kalkbrud er Danmarks største, og kalkproduktionen herfra omfatter ca. 2/3 af landets samlede produktion. Årsproduktionen var 1953 ca. 220.000 t. (råprodukter). Koralkalken er særlig velegnet til kalkbrænding, og dette gælder navnlig de tætte, s.k. »pibede« kalkvarieteter, hvori koralstokkene er delvis opløste, medens der i mellemrummene har dannet sig en tæt kalkmasse. I visse dele af bruddet er koralkalken og bryozokalken så tæt, at de kan saves ud i tynde kalkplader, der under navnet faksemarmor finder anvendel e som façadesten. Fakse Kalkbrud er nu over 1 km langt (ca. ø.-v.), ca. 300–400 m bredt og ca. 35 m dybt. Kalkbrydningen er særligt begunstiget som følge af det dybtliggende grundvandsspejl.

Indvindingen af grundvand i a. er for langt de fleste fællesvandværkers vedkommende knyttet til vandførende zoner i skrivekridtet, danskekalken og grønsandskalken. Stedvis trænger saltvand op i lagene fra dybtliggende formationer. Omkr. Præstø og på Møn indeholder grundvandet lokalt små mængder brændbar gas, formodentlig overvejende metan.

Litt.: V. Hintze. Møens Klints Geologi. 1937. Johannes Humlum. Danmarks Minedrift. 1943. V. Milthers. Kortbladene Faxe og Stevns Klint. DGU. I. Rk. Nr. 11. 1908. Sa. Brøndboringer og artesisk Grundvand i det sydl. Sjælland. DGU. II. Rk. Nr. 21. 1920. Alfred Rosenkrantz. Bemærkninger om det østsjællandske Daniens Stratigrafi og Tektonik. Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 9, H. 2. 1937. 199. Theodor Sorgenfrei. Oversigt over prækvartærets topografi, stratigrafi og tektonik i området Fyn-Sydsjælland-Lolland-Falster-Møn. Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 12, H. 1. 1951. 166.

Landskaber.

Landskabsdannelsen. P. a.s overfladeformer er som det øvrige Sjællands resultat af gletsjernes eroderende og aflejrende virke i sidste istid. Indlandsisen, der under sin største udbredelse i denne kuldeperiode havde haft sin rand i Midtjylland, smeltede med klimaets mildnen tilbage, dels mod n. og dels mod ø. I P. a. er afsmeltningen hovedsagelig sket mod ø. og s. Ved sin beliggenhed som Sjællands sydøstl. del hører P. a. således til de områder af landet, der sidst smeltede fri, og dets landskaber til de sidst dannede.

For at forstå P. a.s indviklede landskabsmønster må det erindres, at de isstrømme, der medførte de masser af sten, grus, sand og ler, der nu opbygger a.s overfladeformer, kom dels fra ø., fra Køge bugt over Stevns og fra Fakse bugt, dels fra sø. som den s.k. Storebæltgletsjer, hvilket er betegnelse for den isstrøm, der over Falster og Lolland gennem bælt-lavningen bevægede sig n.-på. Grænsen mellem de to isstrømme i sidste istids slutfase forløb fra Tystrup sø, over Glumsø, videre mod sø. over Sværdborg til Ulvsund.

Med det klassiske skema for landskaber dannet ved en isrand i erindring søger man efter inderlavningen el. centraldepressionen, formet ved afhøvling af dybgrundslagene under gletsjertungen, og man forventer morænebakkelandet, ophobet ved isranden, eventuelt skudt op under isfremstød i kuldeperioder. Endelig spejder man efter det sidste led i den glaciale serie af landskabsformer: flodsletten, sandfladerne i smeltevandselvenes indlandsdelta foran isranden. Disse glaciale serier af terrænformer, der i Djursland, Viborg-egnen og i Ods hrd. fremtræder med skoleeksemplets tydelighed, er i P. a. til stede i mere tilsløret form. Dette skyldes dels førnævnte dannelse ved to isstrømme, hvilket komplicerer forholdet, dels den særlige afsmeltningstype: dødisen, vi møder så typisk her. s. 10 Ved dødis forstås ismasser, der smelter bort på stedet uden forbindelse med en levende gletsjer ɔ: en gletsjer i bevægelse fra højfjeldets firnområder, hvor den fødes, til nederste isrand, hvor den smelter bort. Endelig er en række glaciale landskabsformer, som fx. flodsletterne, i P. a. ændret af landskabsdannende kræfter efter istiden, hvorved disse terrænformer her optræder i stærkt modificeret skikkelse.

Med disse specielle klausulerende forhold in mente lader storformerne i P. a.s landskabsmønster sig indpresse i det vanlige formskema. Køge bugt og Fakse bugt kan opfattes som østisens inderlavninger, der fortsættes i morænefladen v.f. Køge og også omfatter halvøen Stevns, hvis overflade blev planeret ved ismassens erosion, men som dog ved modstanden i den højtliggende kalkstensmasse har formået at lede gletsjerens bevægelse i strømme n. og s. om halvøen. Bakkelandet fra Gyldenløveshøj, fortsættende mod s. til Kobanke, bakkeknuden sv.f. Fakse og videre s.-på til bakkelandet ø.f. Vordingborg svarer til ophobningszonen i skemaet. V.f. bakkelandet kan vi søge efter flodsletterne, men uden s. 11 held, – og dog er fænomenet repræsenteret: hedesletterne er skjult under Holmegårds moses tørvelag.

Storebæltgletsjerens landskabsserier er ikke tydeligere. Bakkedraget fra Næsbyholm skove over Glumsø og s.-på til Herlufmagle er beskrevet som denne gletsjers israndslandskab, men smeltevandet, der antagelig herfra er strømmet ud over dødismasser, har ikke kunnet opbygge flodsletter, der er bevaret som sådanne til nutiden. De må være sunket sammen til ukendelighed efter dødismassernes bortsmelten. Den 10 km lange, smalle Knudshoved odde n.f. Vordingborg er en karakteristisk israndsdannelse, formet i tilknytning til et sent afsmeltningsstadium i Storebæltgletsjerens tilværelse. Dens fortsættelse i Smålandsfarvandets bundrelief over Venegrunde danner en stor bue, der formentlig aftegner en israndsstilling på sa. måde som halvøerne Asnæs, Reersø og Halsskov på Storebæltkysten.

De store morænesletter. Moræneflader dominerer ganske landskabsbilledet i Stevns hrd. og de tilstødende egne v. derfor. Den højtliggende kalkstensdybgrund s. 12 er planeret og glatslebet ved ismassernes slid, som det ses overalt, hvor bryozokalkens overflade bliver synlig ved udgravninger på byggepladser. Isens bevægelsesretning fra ø. til v. kan smst. ses af skurestriberne, som sten i gletsjerens bundmoræne har ridset i den afslebne kalkoverflade. Ved isens afsmelten er et lag moræneler aflejret som jævnt dække over den planerede kalksokkel, idet afsmeltningen må antages at være sket jævnt uden isfremstød i kuldeperioder. Med undt. af den tilgroende Sigerslev sø er fladen praktisk talt uden søer, bortset fra de menneskeskabte gadekær og møllesøer. Den lerede bund i forb. med terrænets jævnhed har begunstiget opdyrkning, og bortset fra Gjorslev bøgeskov, Magleby skov ved Køge Sønakke og nogle få småskove midt i hrd. er morænefladen totalt opdyrket helt ud til den bratte afslutning ved klintekanten – en kultursteppe med dennes ensartede præg, men også med den charme, der er over et landskab præget af menneskevirke gennem årtusinder: de tætliggende landsbyer med middelalderens kirkebygninger, hvis v.-orienterede tårne ses viden om i det flade landskab. Fra de 40 m høje områder længst mod ø. skråner Stevns’ terræn jævnt mod v., mod Tryggevælde åens dal, der, fortsættende mod s. i Stevns å’s dal, danner herredsgrænsen. Den brede dalbund er med sine udstrakte enge et markeret landskabselement med tydelig indflydelse på bebyggelsens lokalisering. Store landsbyer, Strøby, Varpelev, Hellested og Smerup ø.f., Valløby, Tårnbyerne, Hårlev og Karise v.f. dalen, er typisk randbebyggelse. Tryggevælde ådalen var i stenalderen en fjord med sin inderste vig ø.f. Hårlev; fjordaflejringer har medvirket til skabelse af den flade dalbund.

De høje bakkeområder. I P. a.s nordl. del, Bjæverskov hrd., er overfladen mere kuperet, og de store skove lukker overalt for udsigten – en modsætning til det åbne Stevns. Længst mod v., ved Gørslev, når a. ind i et skovrigt bakkeland, et n.-s. forløbende israndslandskab formet langs gletsjerranden, der i nogen tid har stagneret her, snart smeltende tilbage, snart rykkende frem, pressende morænematerialet op i bakker. I Fakse hrd.s vestl. dele når a. ved Ulse, 61 m, ind til det sørige Bregentved bakkeland, der s.f. Susås øvre del fortsætter i den mægtige bakkeknude Kobanke, 123 m, som er Sydsjællands højeste punkt. Disse morænebakker må opfattes som israndsdannelser i tilknytning til den gletsjertunge, der formede Fakse bugt som sin inderlavning. Bakkelandet fortsætter i en bue videre mod s. uden om Præstø fjord og når en sidste kulmination ø.f. Vordingborg i Kulsbjerge, 107 m, fra hvis top man en klar sommerdag mod s. ser ud over arkipelet mellem Sjælland, Møn og Falster, – små og store øer, bugtede kystlinier mellem solglitrende vandflader, et druknet morænelandskab.

Fakse banke, 76 m, er i modsætning til de nævnte bakker betinget af de højtliggende dybgrundslag, koralkalken. De dækkende morænelag har kun få m.s mægtighed. Ser man fra kanten af det kilometerlange åbne brud ned over de blændende hvide vægge, hvor gravemaskinernes grabber gaber over de nylig løssprængte koralkalkbrokker, får fantasien næring ved tanken om denne kalkøs oprindelse som et rev i kridttidshavet, et varmt hav, med hajfinner i vandskorpen – at dømme efter disse fisks karakteristiske tænder, der findes i bruddet. Og vil man løsrive sig fra Stillehavs-stemningen, lader man blot blikket strejfe ud over landskabet, – så har man alle Sydsjællands herligheder for sit åbne blik, frodige agerfelter ml. skove, kirkelandsbyer som Dalby, Karise og Spjellerup, herregårde s. 13 som Lystrup, Jomfruens Egede og Vemmetofte, og mod s., som industrikulturens indslag, kalkovnenes skorstene og jernbanen til Fakse Ladeplads.

Drumlin-bakker mellem moseflader. I Tybjerg hrd., v.f. de store bakkeknuder, møder man et landskab af betydeligt særpræg med to typisk forsk. bestanddele. Aflange morænebakker med een til flere km.s længde, fladthvælvede som hvalrygge, ligger alle med sa. ø.-v. orientering af længdeaksen, omgivet af fuldstændig plane flader. Bakkerne er drumlins; dette irske ord betegner i geologien morænebakker, afsat under en levende gletsjer, der ikke mere kan medføre de store jordmasser, den har optaget i sig andetsteds. De udskilte dynger vil derfor udtværes i isens bevægelsesretning. Disse drumlins er dannet af østisen på et tidspunkt, før de store Kobanke-Kulsbjerge bakker blev til. Fladerne mellem drumlinbakkerne har været overskyllet af smeltevandsstrømme, der her har afsat sandlag som et forgrenet net af hedesletter. Dødismasser har på et tidspunkt spærret for afløbet, således at fladerne har dannet bunden i udstrakte, isdæmmede søsystemer. De lave flader har siden istiden henligget som sumplavninger, stedvis med tørvemos, kæruld, klokkelyng og højmoseplanter som mosebølle, tranebær og revling, andre steder med en vegetation af lyng, og mosepors som dominerende i bestanden. – En ekstrem modsætning danner disse vildnislavninger til drumlin-ryggenes kultursteppe. Men vildnisset præges også nu af menneskets virke, tørvegravenes vandflader blinker overalt, og den etablerede vandstandssænkning har ændret betingelserne for planteliv. Lave skove og krat af birk og el præger de drænede mosestrækninger. Vejene følger ryggene og undgår de vanskeligt passerbare lavninger. Kører man fra Herlufmagle mod ø., over Spragelse, til Broksø, følger man således en drumlin-ryg og har vid udsigt over moselavningerne på begge sider, mod s. fx. over Holmegårds mose til Fensmark, hvis kirketårn hæver sig mod sky sa. m. glasværkets skorstene.

Smeltevandsdale. De mægtige smeltevandsstrømme, der under den østl. is søgte ud mod gletsjerranden v.-ude, gravede dybe tunneldale i morænen under isdækket. Disse dale har, i modsætning til smeltevandsdale, der er udformet uden for isen, ujævnt længdeprofil, lavninger veksler med højereliggende partier, tærskler. Lavningerne danner i nutiden ofte søbassiner af langstrakt form, el., ved søernes tilgroning, moser, der atter kan være afdrænet til enge. Sørækken i skoven s. og v. for Ugledige i Bårse hrd. ligger i en sådan lille tunneldal, der i øvrigt følges af Mern å, som nu løber mod ø., altså modsat smeltevandsstrømmen, der i istiden udhulede dallavningen. Smeltevandet har i istunnelen kunnet løbe skråt op ad det sidste stykke som vand i en haveslange, drevet af overtrykket bagfra. En anden tunneldal kan spores i den 14 m dybe rende i Fakse bugt, ø.f. Feddet, videre i Præstø fjords dybe nordl. del og i den lang trakte lavning med Evensøen v.f. Faksinge Sanatorium. I storstilet udformning møder vi tunneldalfænomenet som landskabsprægende faktor ved a.s v.-grænse i Tystrup-Bavelse søer. Står man en solet sommerdag i Suserup skov og ser fra de høje skrænter over søen mod Tystrup kirke på moræneplateauet s.f. søen, har man for sig et tunneldallandskab, der fuldt ud svarer til de klassiske lokaliteter af denne art ved Silkeborgsøerne. Her som der skovklædte stejlskrænter om langsøen, dybt nede i den dal, der gennemfurer det jævntbølgede morænelandskab. Fra søbredden ser skrænterne s. 14 ud som bakker, men det er s.k. »falske« bakker, ɔ: dalsider, mere el. mindre kløftfurede af nedløbende vand.

Åse. Tunneldalstrøgene ledsages ofte af langstrakte bakker, opbygget af lagdelt grus og sand. Disse åse er smeltevandsaflejringer, afsat ml. isvægge og ved disses bortsmelten efterladt oven i morænelandskabet som snoede bakkerækker, der viser det tidl. flodløbs plads – en flodseng formet i gletsjeris el. dødis og sen. efterladt på stedet ved isens forsvinden. I tunneldalene har røret nær isranden kunnet tø op til større bredde, hvorved vandflommen har mistet hastighed og dermed transportevne, med aflejring af grus- og sandbanker til følge. Med israndens skiftende plads under afsmeltningen har foreteelsen kunnet gentages til stadighed på nye lokaliteter. Dette forklarer åsenes ejendommelige udbredelse som voldformede bakker med ensartet højde liggende med afbrydelser i snoede strøg. I P. a. møder man et af landets største ås-strøg, dannet af den smeltevandsstrøm, der har gennemløbet a. fra egnen s.f. Præstø til n.v.-hjørnet ved Næsbyholm, stedvis gravende dybe tunneldale, andetsteds efterladende bundaflejringerne som vældige åse. Tunneldal-ås-strøget begynder med Høllen, den dybe rende mellem Nyord og Sjælland. I kystlinien viser det sig som Jungshoved fjord og fortsætter som Tubækdalen til Skibinge, der ligger på en tærskel. V. herfor følger Risby å dalens fortsættelse mod n.v. Bondebakke ved Risby og Snigårds bakke ved Åside er de østligste åsbakker i det store system, der når langt større dimensioner længere mod v. i Mogenstrup ås – en vældig vold, bugtende sig over Sydsjællands moræneflade med retning mod Næstved. De navne, der er knyttet til åsens enkelte dele, er ofte meget beskrivende: Stenskov, der fortæller om de store blokke, der er aflejret i gletsjerporten, Fruens Plantage, hentydende til skovklædningen, der er karakteristisk for de stejle skråninger, Sandbakke, et navn, som antyder det materiale, der udnyttes i stor stil i betonens årh.; Amtmandsbakke ligger i selve amtsbyen, og Pinetum har navn efter den forstbotaniske have, omfattende nåletræ-arter, som Herlufsholm lod indrette her 1890. N.f. Næstved har dalstrøgets forløb antagelig været vekslende, dels følgende den nuv. Susådal, dels forgrenende sig ved Gangensbro med retning stik n. og med Søgård sø og Ravnstrup sø, v.f. Herlufmagle, som langsøer, udmundende i Bavelse sø gennem Torpekanal-lavningen. Det mægtige strømleje diagonalt gennem P. a. med de nævnte landskabsprægende former har sin fortsættelse videre mod nv. gennem Sorø a. og Holbæk a., med udmunding i Saltbæk vig.

Vandløb, søer og moser. P. a. afvandes dels til Østersøen, dels, og for største delens vedkommende, til Smålandsfarvandet. Bjæverskov og Stevns hrdr. afvandes væsentligst gennem Køge å og Tryggevælde-Stevns å til Køge bugt. Fakse hrd.s østl. del får gennem en række små vandløb, Fakse å, Lilleå, Orupbæk, Herredsbæk og Vivede mølleå afløb til Fakse bugt. Lignende små vandløb, Mern å fx., afvander a.s sydl. dele. Det største vandløb, der på en lang strækning danner a.grænsen mod v., er Suså, der i enkeltheder er beskrevet under Sorø a. Suså, der udspringer i Tingerup Tykke på Kobanke bakkedraget, i luftlinie kun 19 km fra udløbet, følger skiftende systemer af tunnel- og smeltevandsdale, hvilket forklarer det siksakskiftende løb. I sit øvre løb strømmer vandet således i sa. retning som de opr. smeltevandsfloder; fra Tystrup sø og s.-på til udløbet er løbets retning s. 15 nu modsat den opr. smeltevandsflods flom gennem tunneldalen. Susås opr. udløb er teknisk nyreguleret. En gravet kanal med 6 m vanddybde udretter og forkorter det nedre løb, og det opr. udløb får ikke mere vand fra Suså og har karakter af død flodarm med funktion som bassin.

P. a. er fattigt på søer. Tystrup-Bavelse sø ved a.grænsen er beskrevet under Sorø a. Langsøerne er omtalt i afsnittene: Åse og tunneldale. Jordfaldshulsøerne, se afsnittet Høje Møn (under Mønbo hrd.).

Moser har stor udbredelse i Hammer hrd.s sydl. dele, fx. Sværdborg mose og Barmose, hvor de er lokaliseret til det lavtliggende morænelandskabs hulformer, hvis afvanding vanskeliggøres ved manglende fald i terrænet. Fund af redskaber fra mulleruptid viser, at netop disse nu folketomme egne dengang har tillokket bebyggelse, idet søerne har kunnet udnyttes af datidens fisker- og jægerfolk. Moserne mellem Fensmark og Tybjerglille, fx. Holmegårds mose, har, som nævnt under landskabsbeskrivelsen, deres forudsætning i tidl. issøbassiner.

Kystlinien. De store hovedtræk i P. a.s østl. kystlinie er i modsætning til forholdene ved Sjællands øvr. kyster bestemt af forskydninger i dybgrundslagene. Sjællands dybgrund må efter vor nuv. viden opfattes som en mosaik af indbyrdes forskudte og vippede flager, og det er denne struktur, der i Sydøstsjælland øver indflydelse på selve landets omrids. Halvøen Stevns må opfattes som en horst, ɔ: et område hævet ml. brudlinier til højere niveau end de omliggende dele. Høje Møn, øens østl. del, er et lignende område, hvis højtliggende placering er forårsaget af forskydninger.

Da gletsjerisen i sidste istid fra ø. gled frem over Sydøstsjælland, har disse højtliggende kalkstensmasser ved den modstand, de har ydet, formentlig ledet s. 16 væsentlige dele af ismasserne uden om sig, især i istidens sidste faser, da isdækket var tyndere. Køge bugt og Fakse bugt kan da opfattes som disse isstrømmes inderlavninger.

P. a.s vestl. kystkonfiguration er i modsætning til ø.kystens alene bestemt af istidslandskabets overfladeformer. Karrebæk- og Dybsø fjords kapriciøse kystlinie, ligeformet med morænelandskabets højdekurver, er med små ændringer den, der fremkom ved landskabets delvise havdækning. En række steder er vige inddæmmet, fx. det tidl. Vigsnor, der fra Dybsø fjord nåede ml. Basnæs og Vejløgårds marker omtrent ind til Vejlø by. Ved opførelse af en dæmning blev der her vundet nyt land så tidligt som i 1680erne. Dette inddæmningsforetagende fra Chr. V.s tid, Nylandsmosen, er rimeligvis et af landets ældste. Navnet afspejler de vanskeligheder, der indtil vore dage har været for effektiv afvanding af dette lavtliggende område.

Knudshoved odde, hvis kurve fortsætter over Venegrunde og Kirkegrund i Smålandsfarvandet længere mod v., er et israndslandskab, dannet langs Storebæltgletsjerens rand på et sent stilstandsstadium i isafsmeltningen.

Stevns klint. Kystprofilet er i Præstø a. særdeles vekslende med en variation spændende fra Møns klint, landets højeste kalkstensklint, over moræneklinternes mangfoldighed til de flade aflejringskyster inde i bugterne. Stevns klint danner på en 15 km lang strækning den bratte overgang mellem morænefladen og havet. Det karakteristiske ambolt-formede profil (navnet Stevns indeholder ordet gl. da. stæth = ambolt) fremkommer som følge af havets nedbrydning i en lagserie bestående af bjergarter med meget forsk. modstandsevne. Når bølgerne under storm brydes mod klintfoden og kaster strandbreddens flintrullesten mod kridtvæggen, slides denne bløde kalksten, og der dannes en brændingshulkele. De løsnede boller af sort flint slidformes i havstokken til rullesten. Den faste limsten i klintens øvre dele har gennemløbende lag af grå flint, hvilket giver bjergarten stor sammenhængskraft. Som følge heraf kan limstenen danne udhængende dele i klintprofilets øvre partier. Lokalt når disse sluttelig et sådant omfang, at brudgrænsen overskrides, hvorefter de store nedstyrtninger finder sted. Når havets bølger har kværnet de nedfaldne masser, kan klintfoden atter angribes og ny underhuling finde sted. P.gr.af dette forhold bliver klintens forsk. dele, trods den ensartede opbygning, landskabeligt forsk. Klintens øverste dele er moræneler, der med få m.s mægtighed dækker den planhøvlede kalkoverflade, som stedvis har knusninger, forårsaget af istryk. De brudte dele er dog atter sammenkittet til breccie af kalk, udskilt af det nedsivende vand. Ved Højerup når den landskabsdramatiske effekt sit højdepunkt, idet nedbrydningen her er nået ind under den middelald. kirke, hvis kor er styrtet i havet sa.m. dele af kirkegården. Her står man ved et af de steder i Danmark, der tydeligst vidner om det landtab, der mange steder har fundet og finder sted.

Hvor kalken mod n. dukker ned under havets niveau, dannes klint i morænen alene. Ved Køge Sønakke finder kraftig nedbrydning sted. Et kaos af bolgevaskede skovtræer i havstokken vidner om havets grådighed, vejrblegede stammer med renskyllet rodnet ligger opkastet på strandvoldene, skabende indtryk af sa. intense art som visse surrealistiske motiver med tilsvarende objekter som staffage.

Aflejringskysterne. Halvøen Feddet, ud for Præstø fjord, er opbygget af det grus og sand, der ved materialvandring langs stranden er tilført fra ø. Man står over for et eksempel på naturens alm. tendens til lukning af bugter. Fra Jungshoved halvøen er på tilsvarende vis, men i mindre målestok, skabt en forlandsdannelse n.f. Roneklint, – en spejlvendt analogi til Feddet. Står man inderst i Præstø fjord og ser mod ø., virker dette havområde landskabeligt fuldstændigt som en indsø, idet det smalle indløb ved de nævnte forlandsdannelsers vækst er indsnævret til få hundrede m, der til gengæld holdes fri for tilsanding af det ind- og udstrømmende vand.

På Stevns n.kyst vandrer materialet forbi Køge Sønakke ind i Køge bugt, hvor det har opbygget strandvoldssletten Jærnen, hvis indhold af rulleflint har været udnyttet og nu er bortgravet. Materialvandringens styrke manifesterer sig ved Tryggevælde å, der på den sidste km inden mundingen løber parallelt med kysten, adskilt fra bugten af de mægtige strandvoldssystemer, der har tvunget udløbet mod nv. Åens udløb er nu sikret ved sandfangende molevægge.

Kysten ud for Dybsø fjord er som Sydvestsjællands kyst i øvrigt en ejendommelig dobbeltkyst. Foran morænekystens bugter og vige er ved sandaflejring, støttet af morænekerner, opbygget en yderkyst med stærkt udlignet form for P. a.s vedkommende på Dybsø.

Møn-landskaber, se ndf. under Mønbo hrd.

Farvande. P. a.s farvande er så forsk.artede som kysterne. Ud for de høje kalkklinter, der mod ø. skyder sig langt ud i Østersøens stærkt trafikerede farvand, viger søruterne i tilbørlig afstand fra kystlinien. Om natten adviserer fyrene om disse faremomenter. Stevns fyr, hvis lampe har højden 64 m o.h., kan ved god sigtbarhed ses indtil 39 km ude, før fyret skjules af Jordens runding, og fra luften kan synsvidden under gode omstændigheder være 50 km. Disse egnes søtrafik afvikles over Rødvig på Stevns og Klintholm på Møn, kunsthavne placeret på analog måde, sv.f. klintestrækningerne og med molebeskyttelse mod den v.gående materialvandring. Kalkbruddet på Stevns har dog specielle lasteanordninger, og de få fiskerbåde, der landes på stranden under klinterne, må under storm hejses op ad klintskråningen ved simple spil.

Stræderne Storstrømmen, Grønsund og Ulvsund karakteriseres ved udstrakte fladvandede områder, der gennemskæres af smalle, men ofte dybe render. Fladerne er dels abrasionsflak, formet ved bølgernes afhøvling af det havdækkede morænelandskab, dels akkumulationsflak, dannet ved aflejring af sandmasser, tilført fra nedbrydningslokaliteterne. Den første type er repræsenteret i Stege bugt, den sidste af Ægholm sand n.f. Ulvshale. De flodagtigt forgrenede rendesystemer er fremkaldt af de kraftige strømme, der under skiftende vandstand, forårsaget ved vindstuvning, opstår på de snævre steder. Rendernes lokalisering er mul. betinget af floddale i fastlandstidens landoverflade, der omfattede disse egne. Ulvshale løb, mellem Nyord og Ulvshale, har indtil 9 m dybde, og i renden Sortsø gab, ml. Bogø og Falster, nås dybder på 38 m. Renderne muliggør sejlads med større skibe, men de snoede løb kræver megen vagerafmærkning og et stærkt udbygget system af ledefyr, idet sejlløb og ganske lavvandede partier ofte veksler hyppigt på korte afstande som fx. i Grønsund, hvor Tolkedyb ligger mellem Ny og Gl. Tolk, der kun har 1 m dybde. Stedvis har løbene måttet suppleres med gravede render som den 4 m dybe Koster rende til Stege og den tilsvarende til Præstø. Gennem Karrebæk fjord fører en 6 m dyb udgravning ind til Næstved kanal. De opr. naturhavne ved nor (Stege), fjord (Præstø), sund (Vordingborg) og i åmunding (Næstved) har alle fået besejlingsrenderne uddybet for at skaffe moderne tonnage adgang. Havnebehovet dækkes yderligere ved en række kunsthavne med molebeskyttelse som fx. Rødvig, Klintholm, Fakse Ladeplads, Nyord, Hårbølle, Koster og Kalvehave m.fl. De to sidstnævnte var opr. færgehavne ligesom nu Bogø og Fanefjord. I øvrigt er det et karakteristisk træk for P. a., at bro- og dæmningsforbindelse har afløst færgefart: Storstrømsbroen ml. Masnedø og Falster, Dronning Alexandrines bro ml. Sjælland og Møn. Dæmninger forbinder Møn med Bogø og Sjælland med Langø.

Litt.: S. A. Andersen. Om Aase og Terrasser i Susaa’s Vandomraade. 1931. Kaj Berg. Physiographical Studies on the River Susaa. Folia limnologica Scandinavica. Nr. 1. 1944. Kaj Hansen. Tektoniske Retningslinier paa Sjælland. MDGF. bd. 10. 1941. Sa. Investigations of the Geography and Natural History of the Præstø Fjord. Folia Geographica Danica Tome III. Nr. 1. 1944. Sa. Susaa’s Vandløbsudvikling. Naturens Verden 1954. V. Hintze. Møens Klint. 1937. Valdemar M. Mikkelsen. Præstø Fjord. Dansk Botanisk Arkiv, bd. 13, nr. 5. 1949. V. Milthers. Kortbl. Faxe og Stevns. DGU. 1 nr. 3. 1935. Axel Schou. Det marine Forland. 1945. Sa. Atlas over Danmark. I. Landskaberne. 1949. E. Storgaard. Nylandsmosen. Et Inddæmningsforetagende fra Chr. d. V’s Tid. GeogrTidsskr. bd. 52. 1952–53.

Skovene. Det samlede skovareal er 22.800 ha (skovprocent 13,5), heraf er 19.420 ha bevokset. Bøgen, der er langt den almindeligste træart, indtager 10.777 ha. Eg dækker 2291 ha, ask 684 ha og andet løvtræ 709 ha. Nåletræarealet fordeles med 4117 ha til rødgran, sitkagran og ædelgran og 473 ha til andre nåletræarter. 369 ha er bevokset med blandingsbevoksninger. Den overvejende del, 22.777 ha, er i privat besiddelse (godser), heri er medregnet skovene til de betydelige stiftelser Vallø og Vemmetofte. Kun 23 ha tilhører kommuner, præsteembeder olgn. Den samlede årl. hugst er (1949/50) 170.000 m³ (8,7 m³ pr. ha), heraf løvtræ 140.000 m³ og nåletræ 30.000 m³. Gavntræsprocenten er 57,2.

Skovene er oftest under faglig ledelse. De større distrikter har selvstændig bestyrer, mens de mindre søger faglig hjælp fra de større skovejendomme el. fra den stedlige skovdyrkerforening. Kun ganske små skove styres af ejeren uden sådan medhjælp. En ejendommelig form for skovbestyrelse har man for de skove, der ejes af mange parthavere, således på Møn – Fanefjord (230 ha) – og på Bogø – Østerskov (125 ha). Disse skove behandles og bestyres som eet hele af en skovbestyrelse med faglig bistand, og skovens nettoudbytte deles ligeligt mellem parterne. Ulvshale skov (84 ha) på Møn ejes også af mange forsk., men den drives ikke efter andelsprincippet.

Karakteristisk for amtet er det, at skovarealet er fordelt på mange, ofte mindre skove. De største samlede skovområder forekommer omkr. Herfølge (Valløs skove) og i omegnen af Fakse. Skovfattigst er strækningen ml. Næstved og Vordingborg. På Møn er partiet omkr. klinten særlig skovrigt. Ikke så lidt skov er kystskov, der ofte står på frugtbar jord. Når den ikke er blevet ryddet i den tidl. middelalder, skyldes det formentlig hensynet til landets forsvar mod Vendernes plyndringer.

I amtets nordl. del er skovterrænet i alm. fladt el. svagt bølget, således i skovene under Vallø, Vemmetofte og Bregentved. Sydligere omkr. Sparresholm og Bækkeskov er der bakker, mens terrænet sydligst under Petersgård overvejende er bølget. Klintholmskovene på Møn står på stærkt kuperet terræn. Jordbundsforholdene s. 21 er varierende. De flade partier karakteriseres ved en ofte stærkt lerholdig undergrund med højtstående grundvand og vanskelige afvandingsforhold. Bøgen er nok hovedtræarten her, men dens udvikling er ikke god, og den er gennemgående af dårlig kvalitet. Bevoksningerne er lyse, stammefattige, med lave bredkronede træer, hvis bark ofte er dækket med epifyter. Rødgran trives godt i ungdommen, men den når ikke den udvikling, man træffer andre steder. Stammen er tit kegleformet og stærkt grenet. Den angribes tidligt af rodsvamp (Fomes annosus) og må ofte afdrives i 40-års alderen. Egen synes at være den træart, der passer bedst for disse egne, hvor den da også dyrkes i betydeligt omfang. Skovene i a.s sydl. og vestl. dele ligger nok overvejende på lerblandet jord, men den er gennemgående af lettere beskaffenhed, selv om stærkt lerede partier også kan forekomme (Viemose skov). Bøgen er ligeledes her hovedtræarten, og udviklingen er gennemgående bedre end i de foran omtalte egne. Noget lignende gælder rødgranen. Eg udvikler sig smukt. Andre træarter findes i mindre mængder, oftest som indblanding i bevoksninger, der består af ovenn. hovedtræarter. På Møn gror bøgen særdeles godt i den sydl. del, mens væksten kan være mindre god østligst. Plantager på magre jorder har a. kun få af. Under Gjorslev nævnes dog »Jærnen« og under Gavnø-Lindersvold halvøen »Feddet«, der delvis er beplantet, samt plantageanlæggene på Mogenstrup ås.

Det er næppe nogen tilfældighed, at Valdemar den Store, der omkr. midten af 1100t. udstyrede Vordingborg som støttepunkt mod Vendernes hyppige angreb, valgte denne borg til kongesæde, idet den skovrige omegn gjorde, at datidens konger befandt sig vel her, hvor der var rige muligheder for jagt. Særlig Valdemar Atterdags navn er knyttet til egnen, der ved siden af Gurre blev valgt til jagtrevier. Sen. under svenskekrigen kom de sydsjællandske skove til at danne rammen om Gøngehøvdingens (Svend Poulsen Gønges) bedrifter. Skovene led i øvrigt meget i denne periode, og de sv. soldater får skyld for omfattende skovrydninger. Med oprettelsen af rytterdistrikterne, der foruden at tjene militære formål gjorde god fyldest som kgl. vildtbaner, indgik a.s sydligste skove i det s.k. »Vordingborgske Rytterdistrikt«. Ved en omlægning og samling af rytterdistrikterne i årene lige før 1720 blev den derværende vildtbane til dels omlagt, og ny afpæling fandt sted (enkelte vildtbanepæle findes endnu bev.). Der oprettedes endv. en helt ny vildtbane ved godserne Bregentved, Turebyholm, Tryggevælde og Alslev. Ved det vordingborgske ryttergods salg 1774 opstod flg. 12 hovedgårde, der hver især fik sin andel af skovarealet: Iselingen, Rosenfeld, Avnø, Øbjerggård, Snertingegård, Lundbygård, Engelholm, Beldringe, Lekkende, Liliendal, Høvdingsgård og Petersgård. Med udskiftningen af skovene, der fandt sted i årene 1796–1804 reguleredes de enkelte skoves grænser, hvorved en del agerland, der sen. blev tilkultiveret, tilfaldt skovene, mens på den anden side tilsvarende stykker skovbevokset areal blev ryddet til agerbrug. Efter udskiftningen og i h.t. bestemmelserne i den s.k. fredskovsforordning af 27/9 1805 fik skovene vel regelmæssige ydre grænser, men inde i dem fandtes ofte store græsningsarealer. Dette samt den voksende forståelse af skovenes rette pleje og behandling i al alm. bevirkede, at man i de flg. årtier i overvejende grad koncentrerede sig om skovdriftens planlægning på længere sigt efter ty. mønster med det hovedformål at frembringe regelmæssigt opbyggede skove med lige store hugstudbytter år for år. Nye bevoksninger søgtes med forkærlighed frembragt ved s. 22 selvforyngelser. I denne forb. nævnes det rige oldenår 1869, der gav anledning til fremkomsten af udstrakte bøgeselvforyngelser, som i nutiden indtager store arealer. Efterhånden som jordbundstilstanden i de indfredede skove ved oldendriftens og kreaturgræsningens ophør forringedes, og græsvæksten blev stærkere, kom man i stigende grad ind på at anvende plantningskultur; især efter P. E. Müllers banebrydende jordbundsstudier 1879 blev intensivere jordbearbejdning almindeligere. Man plantede el. såede i omhyggeligt bearbejdede riller, der ofte fik tilskud af kalk, og man søgte så vidt muligt at frembringe ensartede, rene og ensaldrende kulturer fortrinsvis af bøg og eg. En foregangsmand på dette område var hofjægermester Ludvig Alfred Hauch († 1938), der 1886–1915 var forstinsp. ved grevskabet Bregentved.

Amtets skove har nu gennem en årrække været genstand for en god forstøkonomisk drift. Der findes derfor kun undtagelsesvis rigtig gl. træer, ud over de få steder, hvor skoven drives som lystskov (fx. Vemmetofte Dyrehave). 31/3 1942 stiftedes »Skovdyrkerforeningen for det sydl. Sjælland og Møn« med det formål at fremme driften af mindre skovejendomme i P. a. (og dele af Kbh.s og Sorø amter). Tilsynet med skovene føres af en konsulent. For få år siden har en kreds af større skovdistrikter sluttet sig sammen i foreningen Østsjællandske Skoves Træforædling, med det formål at forbedre trækvaliteten.

Amtets største skovbrug er flg.: Vallø Stifts (2650 ha, ejdsk. 2338, grv. 1336), Bregentved (2944 ha, ejdsk. 2075, grv. 1477; ca. 800 ha ligger i Sorø a.), Gisselfeld (2350 ha, heraf ca. 750 ha i Sorø a.; ejdsk. 1549, grv. 1086), Vemmetofte (1434, ejdsk. 1152, grv. 802), Lindersvold (1062 ha, ejdsk. 565, grv. 383), Petersgård (958 ha, ejdsk. 1105, grv. 557), Næsbyholm (902 ha, ejdsk. 847, grv. 530), Klintholm (805 ha, ejdsk. 716, grv. 382), Gjorslev (802 ha, ejdsk. 808, grv. 426), Beldringe-Lekkende (710 ha, ejdsk. 542, grv. 388), Stampenborg (668 ha, ejdsk. 622, grv. 377), Gavnø (633 ha, ejdsk. 368, grv. 262), Lystrup og Jomfruens Egede (601 ha, ejdsk. 566, grv. 305), Rosenfeld (438 ha, ejdsk. 295, grv. 195), Lilliendal (437 ha, ejdsk. 363, grv. 239), Oremandsgård (349 ha, ejdsk. 319, grv. 218), Marienborg (335 ha, ejdsk. 346, grv. 207), Holmegård (305 ha, ejdsk. 254, grv. 158), Sparresholm (242 ha, ejdsk. 198, grv. 133), Høvdingsgård (237 ha, ejdsk. 234, grv. 128), Bækkeskov (236 ha, ejdsk. 200, grv. 105), Nordfeld (234 ha, ejdsk. 248, grv. 153), Fanefjord (232 ha, ejdsk. 321, grv. 165), Rønnebæksholm (217 ha, ejdsk. 180, grv. 122) og Rosendal (209 ha, ejdsk. 184, grv. 105).

Litt.: L. A. Hauch. Danmarks Trævækst. IV. 1923. Paul Wegge. Gamle Ege i Vemmetofte og Rosendal Skove. Dansk Skovforenings Tidsskr. 1925. 383–408. F. Bojsen. Af Møns Historie. 1926. AarbPræstø 1930. 59–65; 1933. 95–119; 1936. 3–95 passim. Danske Skovdistrikter. 1949. VII. Nordiske Skovkongres. 1951. 399–434, 455–473.

Kulturgeografi.

P. a. har (1950) 123.439 indb. og en gennemsnitlig befolkningstæthed på 72,9 indb. pr. km². 41,2% af befolkningen bor i bymæssige bebyggelser, nemlig 28,6% i købstæder, 1,8% i disses forstæder og 10,8% i andre bymæssige bebyggelser. Befolkningen er fordelt på 36.799 husstande, som i bykommunerne gennemsnitlig består af 3,2 personer og i landkommunerne af 3,4.

Befolkningens fordeling fremgår af befolkningskortet s. 19, hvor man kan skelne ml. en forholdsvis jævnt spredtboende landbefolkning og en bybefolkning, som s. 23 lever samlet i koncentrerede bebyggelser af mere el. mindre bymæssig karakter. Selv om man stort set kan karakterisere P. a. som ensartet bebygget og beboet, falder dog adskillige helt folketomme områder i øjnene, således skovene ved Gisselfeld (delvis i Sorø a.) og andre midtsjæll. herregårde, Holmegårds mose et stykke n.f. Næstved, Barmose n.f. Vordingborg og den ufrugtbare halvø Feddet ved Præstø fjord, endv. arealer med enge, moser og skove. Tyndt befolkede er halvøerne Ulvshale på Møn og Knudshoved odde, en del øer (Langø, Tærø, Dybsø o.a.) samt områderne omkr. de største landbrug såsom Gavnø nær Næstved og Rosenfeld nær Vordingborg. Der er en vis sammenhæng ml. vejnet og bebyggelse, idet den mere spredt boende befolkning ofte samler sig langs vejene i en særlig bebyggelsestype, der afviger såvel fra landsbybebyggelsen som fra den spredte bebyggelse; på Stevns, ø.f. Præstø og ø.f. Vordingborg ses dette tydeligt.

Landsbybebyggelsen er forholdsvis stærkt udviklet på halvøen Stevns, i det sydl. Sjælland og på Møn. På denne ø ligger ret store landsbyer langs hovedvejen, som forløber midt på øen fra ø. til sv. Flere steder, således ø.f. Vordingborg, træffer man landsbyer af den ovenn. langstrakte type som fx. den ret tætbebyggede by Nyråd og den mere åbent bebyggede Viemose. I egnen n.f. Vordingborg og endnu mere udpræget v.f. Stevns er landsbyerne små, og største delen af landbefolkningen bor spredt.

Købstæderne Præstø og Vordingborg er havnebyer, men har dog ikke som sådanne størst betydning. Præstø er en udpræget oplandsby, hvor handel og samfærdsel betyder mere for befolkningens erhverv end den påfaldende ringe industri. Vordingborg er oplandsby og industriby, men præges desuden af visse immaterielle funktioner (seminarium, Oringe Sindssygehospital). Den gl. havn er i dag uden betydning, hvorimod de nye havneanlæg ved Masnedsund er blevet byens reelle havn. Amtets vigtigste havneby er Næstved, som fik kanalhavn 1938, medens den tidl. kun havde stået i pramforbindelse med sin udhavn Karrebæksminde (se III, s. 933). Dermed gik denne indlandshavneby ind i en ny udviklingsepoke, som gjorde den til Syd- og Midtsjællands centralhavn, idet dog byens erhvervsstruktur samtidig ændredes ved opbygning af en meget betydelig, mangesidig industri. Store Heddinge, købstaden for Stevns, er en stagneret indlandsby med oplandsbyens karakteristiske erhvervskarakter.

Af a.s øvr. bydannelser indtager Fakse og Fakse Ladeplads en særstilling. Fakses beliggenhed ved Danmarks største kalkbrud har været af stor betydning for byens udvikling, men også dens placering i en egn, hvor der er langt til nærmeste købstad, har givet den mulighed for at fungere som oplandsby. Fakse Ladeplads er havneby for kalkbruddet og for Fakse by og omegn. S.f. Holmegårds mose ligger Holmegård fabriksby, som nu er sammenvokset med den gl. landsby Fensmark, og som især bebos af arbejderstaben fra Holmegårds Glasværk.

Andre bydannelser er knyttet til jernbanestationerne, og en enkelt, Hårlev, er jernbaneknudepunkt. Erhvervsudviklingen i slutn. af 1800t. skabte i landdistrikterne et behov for lokale industri- og handelscentrer, som naturligt opstod, hvor transportmulighederne var bedst ɔ: ved jernbanestationer el. i vejknudepunkter. Disse unge byer har lokal oplandshandel, håndværk og industri, og deres vækstmuligheder er i reglen begrænset af det lokale oplands behov.

Hyppigt er de nye stations- og vejbyer vokset op omkr. en gl. landsby (Hårlev, Karise, Mern, Lundby), men i nogle tilfælde er stationen blevet anlagt uden for landsbyen, og det mellemliggende areal er derefter blevet bebygget. Ved Herfølge udvikledes først en vejby ved hovedlandevejen nv.f. den gl. landsby, og sen., da der 1903 blev anlagt en holdeplads på den 1870 åbnede jernbane, begyndte et nyt kvarter med stationsbypræg at vokse op v.f. landevejen. I en række tilfælde (Fakse, Herlufmagle) har der ikke været de fornødne forudsætninger for en sådan vækst, og stationen ligger her uden for bebyggelsen.

På Møn, der aldrig har fået jernbaner, har dannelsen af lokale erhvervscentrer koncentreret sig om de allr. eksisterende landsbyer, der havde en trafikalt gunstig beliggenhed (Damme, Damsholte, Borre o.a.). Disse bydannelser har fået en stationsbys erhvervsfunktioner uden derfor at miste deres karakter af landsbyer.

Foruden købstædernes havne findes mindre havneanlæg ved den gl. færgeby Kalvehave, endv. Klintholm havn på s.kysten af det østl. Møn, ved Fakse Ladeplads og Rørvig samt på Bogø. Herudover eksisterer et stort antal landingspladser og færgesteder, fortrinsvis i de mere beskyttede farvande. Ved Klintholm og Bogø findes ingen egl. bydannelse, medens Kalvehave, Fakse Ladeplads og Rødvig, der tillige er endepunkter for lokale jernbaner, har udviklet sig til mindre byer med stationsbyens karakteristiske erhvervsstruktur.

Mange steder langs kysterne, frem for alt s.f. Køge, ligger en del sommerhuse, som især af københavnerne anvendes til ferieophold.

Af a.s befolkning (1940) lever 33,8% af egl. landbrug, 1,9% af skovbrug, 0,7% af fiskeri, 28,2% af håndværk og industri, 10,1% af handel, 6,9% af transportvirksomhed og 5,5% af administration og liberale erhverv. 11,0% er uden erhverv, hovedsagelig rentiers, aldersrentenydere og pensionister. Landbrug beskæftiger en lidt større del af befolkningen end for landet som helhed, de øvrige erhverv lidt mindre.

Udprægede landbrugsegne findes nø.f. Næstved, omkr. Fakse og s.f. Præstø, hvor landbruget i mange sogne beskæftiger mere end 75% af den erhvervsaktive befolkning. Landbrug er det vigtigste erhverv i ca. 2/3 af amtets kommuner, medens industri er vigtigere omkr. Fakse–Fakse Ladeplads, i og omkr. Stege, Næstved, Vordingborg og Store Heddinge, og handel og samfærdsel har relativt størst betydning i oplandsbyen Præstø. Kun i Næstved beskæftiger industrien over halvdelen af den erhvervsaktive befolkning.

Landbrugsarealet i P. a. ligger nær gennemsnittet for de da. øer (se også afsnittet statistik s. 26). Bedst opdyrket er det sydl. og midterste Stevns, det centrale Møn og egnen ml. Næstved og Præstø fjord, hvor mere end 80% af det samlede areal er under plov. I største delen af amtet udgør det dyrkede areal ml. 60 og 80% af totalarealet, men på Høje Møn (Østmøn), egnen s.f. Køge og ved kysten ud for Fakse omfatter den opdyrkede jord mindre end 60%, og på halvøerne Feddet ved Præstø fjord og Ulvshale på Møn mindre end 40% af arealet.

I samtl. sogne i P. a. dominerer den toradede byg og dyrkes på næsten lige så stort et areal som alle andre kornarter tilsammen. Bygdyrkningen er ret ensartet udbredt inden for amtet. Havre er næstvigtigste kornart, men også hvededyrkningen er meget anselig, især på god jord, og P. a. producerer normalt næsten s. 25 1/3 af Sjællands hvede. Mindre betydning har rug og blandsæd. De største udbytter fås på Stevns, Møn og i egnen ml. Præstø og Kalvehave. For a. som helhed er sukkerroen den vigtigste rodfrugt, men også fodersukkerroen, kålroen og runkelroen er ikke uden betydning. I a.s sydl. egne, ø.f. en linie Vordingborg-Præstø og Møn, dyrkes meget anselige arealer med sukkerroer til fabrik, mens sukkerroerne i amtets øvr. dele overvejende anvendes til foder. Kartoffelproduktionen er uden betydning. P. a. er det danske a., der har størst frøproduktion; endvidere dyrkes noget spindehør og oliehør samt andre olieplanter. Frugtdyrkningen er jævnt udbredt, men spiller ingen større rolle. Træfrugt dyrkes lidt mere på Stevns og s.f. Næstved end i det øvrige a. Bortset fra rodfrugterne er landbrugsarealets udnyttelse påfaldende ensartet inden for a.

Den røde da. malkerace dominerer helt hornkvægholdet, dog forekommer kvæg af jerseyrace og jerseykrydsninger dels som rene besætninger og dels blandet i besætninger af rødt kvæg. Mælken anvendes overvejende i mejeribruget til fremstilling af smør og ost, men desuden leveres ikke ringe mængder af konsummælk til amtets byer og til Kbh. Smørydelsen pr. ko ligger på det sjæll. gennemsnit. Ligesom hornkvægholdet er også svineavlen ret jævnt fordelt over amtet, dog med en lille overvægt på Stevns og i de egne, der dyrker sukkerroer til fabrik, idet sukkerroeaffaldet her har betydning som svinefoder ved siden af korn, returmælk o.a. Fåreholdet er kun ringe, medens hønseholdet er ret betydeligt og jævnt fordelt over hele a.

Den ret fåtallige fiskerbefolkning er til dels koncentreret ved havnene i Rødvig, Kalvehave og Masnedsund samt på den lille ø Nyord, men bor i øvrigt spredt langs kysten. Fiskeriet foregår i Køge bugt og Østersøen samt i stræderne omkr. Sydsjælland og Møn, hvor navnlig ålefangsten spiller en rolle. Af betydning er endvidere fangsten af sild, torsk og makrel.

P. a.s industrielle virksomheder arbejder hovedsagelig for det lokale behov, idet dog visse produkter afsættes over hele landet, og her har især det kbh.ske marked i de seneste år spillet en betydelig rolle. Af vigtighed er trævareindustrien, jern- og metalindustrien samt nærings- og nydelsesmiddelindustrien, men også kalkbrydningen må nævnes. Ved Fakse by, i Fakse banke, foregår Danmarks største minedrift i åbent kalkbrud. Mindre virksomheder af lign. art findes ved Stevns klint, mens rulleflint samles n. og s.f. Stevns klint, ved Strøby og Feddet, samt n.og s.f. Møns klint, ved Ulvshale og Hårbølle. I Mogenstrup ås brydes grus i stor mængde.

Nærings- og nydelsesmiddelindustrien forarbejder landbrugets produkter (slagterier, mejerier, møllerier, bagerier o.a., i Stege en sukkerfabrik med saftstation i Mern). Næstved er vigtigste by for papirindustrien og andre træforædlingsindustrier samt for jern- og metalindustrien. Også den keramiske industri spiller en vis rolle, og 6 km n.f. byen ligger Holmegårds Glasværk, Danmarks ældste og kvalitetsmæssigt førende glasværk. På Masnedø ved Vordingborg findes et stort kraftværk, som forsyner Sydsjælland med elektricitet (SEAS).

Gennem P. a. løber den dobbeltsporede jernbane (Kbh.-) Ringsted-Næstved-Vordingborg(-Gedser) med den supplerende, enkeltsporede banelinie (Roskilde-) Køge-Næstved. Ad disse linier foregår hurtigtogstrafikken ml. Kbh. og Lolland-Falster med forb. via færgeruterne Gedser-Grossenbrode og Gedser-Warnemünde til Centraleuropa. Foruden ovenn. statsbaner har P. a. flere privatbaner, som dog s. 26 stort set kun har betydning som oplandsbaner, nemlig Køge-Rødvig og Køge-Fakse Ladeplads (Østsjællandske Jernbaner), Næstved-Præstø-Mern samt Vordingborg-Kalvehave. De to sidstnævnte baner tager sig især af sukkerroe- og melassetransporterne.

Hovedvej nr. 2, Kbh.-Gedser, gennemskærer P. a. i en næsten lige linie fra Køge til Vordingborg, går over broen til Masnedø og ad Storstrømsbroen (Danmarks længste bro, 3,2 km) til Falster. Amtet har i øvrigt et udmærket vejnet. Møn er ved en vejbro forbundet med Sjælland, og Bogø ved en vejdæmning med Møn. Bilruterne supplerer jernbanenettet, dels som fødelinier til jernbanerne, dels som forstærkningslinier parallelt med disse.

Naturfredning. I Præstø a. er foretaget ca. 20 landskabsfredninger, af hvilke kan nævnes: Arealer på Ulvshale på Møn, strandarealer i Hylleholt so. ved Fakse Ladeplads, Vallø strand, Fruens Plantage, Løjet bakker og Fladså bakker, Kulsbjerge ved Vordingborg, Strandegård Dyrehave (11 ha), Roholte so. med store egebevoksninger og oldtidsmindesmærker, Strøby strand s.f. Køge (11 ha), arealer ved Ulvsund og Kalvehave, Knudshoved under Rosenfeld ved Vordingborg, arealer ml. Præstø fjord og amtslandevejen Fakse-Præstø. – Kirkernes nærmeste omgivelser er i reglen fredet gennem frivillige overenskomster.

Statistik.

A.s areal var 1. april 1953 1692,97 km². Af det samlede areal udgør købstæderne 7,2 km² og vandarealerne 0,8 km².

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal, 1951: 169.297 ha, udgjorde landbrugsarealet 127.215 ha, gartnerier og frugtplantager 1086 ha, skove og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger) 23.249 ha, bebygget grund og gårdsplads 3583 ha, private haver 4442 ha, gader, veje, jernbaner, hegn olgn. 4489 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 1834 ha, tørvemoser 2131 ha, heder, klitter, sumpe olgn. 443 ha, og vandarealer 825 ha.

1953 var fordelingen af landbrugsarealet, i alt 127.480 ha, følgende: hvede 6789 ha, rug 2628 ha, byg 39.493 ha, havre 9100 ha, blandsæd 6069 ha, bælgsæd 512 ha, kartofler 644 ha, foderroer m.v. 13.144 ha, sukkerroer til fabrik 6810 ha, frø 5857 ha, grønsager på friland 192 ha, brak 451 ha, græs- og grønfoder 33.109 ha, og industriplanter (hør, sennep, raps, hamp etc.) 2682 ha.

Præstø a. er næst efter Fr.borg a. det mest skovrige af øernes amter, dets skovareal er af praktisk taget sa. størrelse som Fr.borg a.s; de udyrkede arealer – moser, heder, klitter o.s.v. samt vandarealerne er små. Af kornarealerne er foderkornarealerne store, hvorimod hvedearealerne omtrent svarer til gennemsnittet for de sjæll. amter og navnlig rugarealerne er forholdsvis små. Præstø a. er det sjæll. a., der har det største sukkerroeareal, kartoffelarealerne er derimod små. Høstudbyttet var 1953 i alt 6,8 mill. afgrødeenheder (hver lig foderværdien af 100 kg byg), hvoraf 2,5 mill. kerne af korn, 0,6 mill. halm, 2,0 mill. rodfrugter og 1,7 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsskyldvurderingen 1950 udgjorde den samlede vurderingssum i Præstø a. 910 mill. kr., heraf for ejendomme i købstæderne 278 mill. kr., i landdistrikterne 632 mill. kr. Den samlede grundværdi udgjorde 315 mill. kr., heraf i købstæderne 58 mill. kr., i landdistrikterne 257 mill. kr.

Af ejendomme i landkommunerne var der 119 større landbrug på over 12 tdr. hartk. med i alt 4424 tdr. hartkorn (areal 24.093 ha, vurderingssum 57,9 mill. kr.), 5598 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. med i alt 19.075 tdr. hartk. (areal 95.740 ha, vurderingssum 294,7 mill. kr.) og 3416 landbrugshuse (landejd. på 1 ha og derover med under 1 tdr. hartk.) med i alt 1859 tdr. hartk. (areal 11.951 ha, vurderingssum 50,2 mill. kr.).

Blandt øvrige ejd. i a.s landkom. kan nævnes 10.982 ejd. med beboelse og forretning til en samlet vurderingssum af 142,2 mill. kr.

Af købstædernes ejd.skyldværdi faldt 164,9 mill kr. på beboelses- og forretningsejd., 40,1 mill. kr. på stats- og kommunale ejd. og andre med fritagelse efter § 8, 24,2 mill. kr. på s. 27 hoteller, fabrikker m.v., 13,1 mill. kr. på landbrug, 1,7 mill. kr. på gartnerier, 4,4 mill. kr. på byggegrunde og 30,6 mill. kr. på andre vurderinger.

Der var 1954 1118 statshusmandsbrug i a. Statens tilgodehavende i disse var 14.0 mill. kr.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1953: 17.421 heste, 117.660 stk. hornkvæg, hvoraf 63.227 malkekøer, 1226 får, 194.774 svin, 1.244.397 høns 2564 kalkuner, 43.918 ænder, 15.907 gæs og 4297 bifamilier.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. I alt 8647 landbrugsmedhjælpere var beskæftiget i a. i juli 1953; samtidig svarede indehaveres og disses ægtefællers og mindreårige børns arbejde til 8433 personer.

Malkemaskinanlæg fandtes på 4235 landejd. i 1953.

Der var i alt 2290 landbrugsejendomme, som selv havde traktorer, i alt 2590 traktorer; af disse udførte 43 landbrugere med i alt 51 traktorer erhvervsmæssigt traktorarbejde for andre. Desuden var der 21 egl. maskinstationer i amtet med i alt 40 traktorer. 2360 ejd. i a. havde ensilagebeholdere. A. var forholdsvis godt forsynet med traktorer; antallet af ejendomme med ensilagebeholdere svarede knapt til gennemsnittet for øerne.

Befolkningen. Hele a. havde 7/11 1950: 36.799 husstande med 123.439 indb. (1801: 54.421, 1850: 82.065, 1901: 103.293, 1930: 118.372), deraf havde provinsbyerne 11.003 husstande med 35.317 indb. el. 28,6 % (1801: 4689, 1850: 8149, 1901: 16.363, 1930: 23.341 eller henh. 8,6, 9,9, 15,8 og 19,7 %) hertil kommer i provinsbyernes forstæder 1950 2195 indb. og i andre bymæssige bebyggelser 13.378 indb., i landdistrikterne 72.549 indb.

Folkemængden i a. var 1940 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter samtlige personer – hustruer, mindreårige børn m.v. – i familier, hvis forsørger var tilknyttet det nævnte erhverv): 48.854 levede af landbrug m.v., 30.885 af håndværk og industri, 9456 af handel og omsætning, derunder restaurations-, bank-, sparekassevirksomhed m.v., 5880 af transportvirksomhed, 6105 af administration og liberale erhverv og 12.834 var ude af erhverv og levede enten af alders- eller invaliderente, off. understøttelse eller af pension, formue, olgn., om 1594 savnedes der oplysning m.h.t. erhverv.

Næst efter Holbæk a. er Præstø a. det af øernes amter, der har det forholdsvis største antal landbrugere; dels er bybefolkningen forholdsvis mindre end i flere af de andre ø-amter, således at færre er beskæftiget i byerhverv, dels er der temmelig mange små landejendomme i a.

Ved den i 1948 afholdte erhvervstælling var der i a. i alt 3176 håndværks- og industrivirksomheder, der i alt beskæftigede 15.463 personer, heraf 8083 i byerne el. disses forstæder, 1802 i bymæssige bebyggelser og 5578 i rene landdistrikter. Virksomhedernes maskinkraft var i alt 53.700 H.K. Virksomhederne i byerne er nærmere omtalt under de enkelte byer. Der var i alt i a. 207 engros- el. dermed beslægtede virksomheder med 775 beskæftigede og en omsætning på 86,3 mill. kr., 1361 detajlhandelsvirksomheder med 3809 beskæftigede og en omsætning på 193,3 mill. kr. og endelig 283 hotel- og restaurationsvirksomheder med 1144 beskæftigede og en omsætning på 16,7 mill. kr.

Finanser.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold 1/4 1952–31/3 1953.

Af amtskom.s indtægter var de væsentligste poster: grundskyld 4.712.000 kr., ejdsk. 488.000 kr., afgifter af motorkøretøjer 1.731.000 kr.; af udgiftsposterne: bidrag til Amtsskolefonden 438.000 kr., medicinalvæsen (efter fradrag af den fælleskommunale udligningsfonds tilskud til sygehusudgifter) 1.842.000 kr., vejvæsen (efter fradrag af forsk. tilskud, der afholdes af motorafgifterne) 3.046.000 kr., renter af gæld 241.000 kr. og administration 214.000 kr.

Ejdsk.promillen var 10,95 og lå 8 % højere end gennemsnittet for landet, medens grundskyldpromillen 18,39 lå godt 9 % højere end gennemsnittet.

Amtsfondens formue udgjorde 31/3 1953 14,8 mill. kr., hvoraf 9,2 mill. kr. i faste ejd., Amtsfondens gæld 5,1 mill. kr. Med hensyn til købstædernes finansielle forhold henvises til afsnittene om hver enkelt by.

Med hensyn til de finansielle forhold for sognekom. i Præstø a. under eet kan anføres følgende: Af de pålignede skatter udgjorde i 1952/53 ejdsk. 2.825.000 kr., grundskylden 6.156.000 kr., grundstigningsskylden 55.000 kr., opholdskom.skatten 8.375.000 kr., erhvervskom.skatten 54.000 kr. og aktieselskabsskatten 154.000 kr.; afgiften af motorkøretøjer indbragte 2.023.000 kr. og andre afgifter 193.000 kr. Af andre indt. kan især nævnes formue- og erhvervsindt. 417.000 kr.

Sognekommunernes væsentligste udg. var: Sociale udg. 6.803.000 kr., skolevæsen 2.589.000 kr., vej- og kloakvæsen 4.692.000 kr., administration 1.324.000 kr. og renter af gæld 414.000 kr.

Sognekom. ejede 31/3 1953 34.310.000 kr., hvoraf 17.205.000 kr. i faste ejd. og 17.105.000 kr. i værdipapirer. De havde en gæld på 9.297.000 kr.

Trafikforhold. Der var 1954 i a. 432,1 km landeveje, hvoraf 58,9 km hovedveje; desuden var der 1826 km biveje. Der var 31/12 1953 i alt 8670 automobiler indregistreret i amtet, hvoraf 5494 personbiler, 207 drosker, 92 rutebiler m.v., 2877 vare- og lastvogne; endvidere var der 2157 egl. motorcykler (over 50 kg egenvægt) og 1267 under 50 kg, hovedsagelig cykler med s. 31 hjælpemotor (knallerter). Der var 1954 under a. autoriseret 27 personautomobilruter; ruternes samlede længde var 666 km, og de betjentes af 35 vogne med 865 pladser. Om særlige byomnibusruter henvises til de enkelte byer.

Inddeling.

A. består af købstæderne Præstø, Store Heddinge, Næstved, Vordingborg og Stege og herrederne Bjæverskov, Stevns, Fakse, Tybjerg, Hammer, Bårse og Mønbo. Amtets samtlige landkommuner danner en amtsrådskreds.

Amtsrådet har 13 medlemmer, hvoraf efter valget i marts 1954 5 tilhører socialdemokratiet, 2 radikale venstre, 1 konservative folkeparti og 5 venstre. Amtet har 73 sognekom. Amtet udgør 4 folketingsvalgkredse (Store Heddinge, Præstø, Næstved og Stege-Vordingborg).

I kirkelig henseende hører a. til Roskilde stift og omfatter 3 provstier med tilsammen 63 pastorater, nemlig 1) Fakse, Bjæverskov og Stevns hrdr.s provsti, 2) Hammer og Tybjerg hrdr.s provsti og 3) Bårse og Mønbo hrdr.s provsti. Herudover hører Bogø til Falster Nørre hrd.s provsti og den til Sorø a. hørende del af Herlufsholms kom. sa.m. resten af kom. til Vester og Øster Flakkebjerg hrdr.s provsti.

Det meste af a. hører under følgende 4 politikredse: 1) politikr. nr. 14 (Næstved), hvortil også en del af Ø. Flakkebjerg hrd. i Sorø a. hører, 2) politikr. nr. 15 (Store Heddinge), 3) politikr. nr. 16 (Præstø) og 4) politikr. nr. 17 (Vordingborg); et antal kom. af amtet hører dog til politikr. nr. 5 (Køge), nemlig Bjæverskov, Endeslev-Vråby, Hårlev-Himlingøje, Herfølge, Lellinge, Lidemark, Sædder, Valløby-Tårnby og Vollerslev-Gørslev kom. samt Alslev, Aversi, Holme Olstrup, Karise, Kongsted, Sønder Dalby-Tureby, Toksværd, Ulse og Vester Egede, samt Fensmark so. (F.-Rislev kom.) og Næstelsø so. (N.-Mogenstrup kom.). Endelig hører Bogø kom. under 19. politikr. (Nykøbing F.).

Største delen af a. er i jurisdiktionel henseende fordelt på flg. 5 retskredse: 1) retskr. nr. 20 Store Heddinge købst. og Stevns-Fakse hrd. (hovedtingsted i Store Heddinge, bitingsted i Fakse); 2) retskr. nr. 21 Næstved købst. og Tybjerg hrd. m. Øster Flakkebjerg hrd. (hovedtingsted i Næstved, bitingsted i Førslev), hvortil også hører en del af Ø. Flakkebjerg hrd. i Sorø amt; 3) retskr. nr. 22 Vordingborg købst. og Vordingborg birk (tingsted i Vordingborg), 4) retskr. nr. 23 Præstø købst. og Vordingborg nordre birk (tingsted i Præstø); 5) retskr. nr. 24 Stege købst. og Mønbo hrd. (tingsted i Stege).

Desuden hører til retskr. nr. 5 Køge kbst., Vallø birk og Bjæverskov hrd. følgende kom. af Præstø amt: Bjæverskov hrd.: Bjæverskov, Endeslev-Vråby, Hårlev-Himlingøje, Herfølge, Lellinge, Lidemark, Sædder, Valløby-Tårnby og Vollerslev-Gørslev og til retskr. nr. 17 Bregentved-Gisselfeld birk følgende kom.: Alslev, Aversi, Holme-Olstrup, Karise, Sønder Dalby-Tureby, Toksværd, Ulse og Vester Egede kom. samt Fensmark so. (Fensmark-Rislev kom.) og Næstelsø so. (Næstelsø-Mogenstrup kom.).

Endelig hører Bogø kom. til retskr. nr. 28, Nykøbing kbst. m.v.

A. udgør Næstved amtslægekr., der deles i 3 lægekr. 1) Næstved, 2) Tryggevælde (St. Heddinge) og 3) Sydsjællands (Vordingborg).

A. hører til 2. udskrivningskr. (Roskilde).

Der hører 6 civilforsvarsområder under amtet:

1) (14) Fakse, 2) (58) Næstved, hvortil også hører Herlufsholm kom. og en del af Karrebæk kom. af Sorø a., 3) (62) Præstø, 4) (80) Stege, 5) (81) Store Heddinge, 6) (94) Vordingborg.

En del af Herfølge kom. hører under civilforsvarsområde 43, Køge i Roskilde amtsrådskreds.

A. er delt i 4 skattekredse: 1) (18. skattekr.) Store Heddinge, 2) (19. skattekr.) Præstø, 3) (20. skattekr.) Næstved, 4) (21. skattekr.) Vordingborg. Amtsr.kr. udgør 17. skyldkreds med 8 vurderingskr., nemlig a) Bjæverskov hrd., omfattende 10 vurderingsdistrikter, b) Store Heddinge (12. vurderingsdistrikter), c) Fakse (10), d) Hammer hrd. (9), e) Næstved (11), f) Præstø (11), g) Vordingborg (7), h) Møns (11).

M.h.t. oppebørslen af skatter m.v. hører de af Mønbo hrd. omfattede sogne til Møns amtsstuedistrikt (Stege); den øvr. del af a. (bortset fra dele af Herfølge og Herlufmagle kom., der hører til Roskilde amtsstuedistrikt) hører til Næstved amtsstuedistrikt (Næstved), hvortil også enkelte områder af Sorø a. og Roskilde a. hører.

Præstø amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Gdr. Lars Hansen (V); møller Frederik Johannsen (V); cand. jur. Hans Egede Schack (V); sgpr. N. F. S. Grundtvig (V); arvefæster Chr. Schroll (V); lærer Mikkel Rasmussen (V) og forf. Frederik Barfod (liberal).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Store Heddinge-kredsen: artillerikapt. A. B. Hoffmeyer 1849–52 (H); gdr. Lars Hansen 1852–66 (V); godsejer, kultusminister Jakob Scavenius 1866–95 (H); højesteretssagf. Svend Høgsbro 1895–1909 (V); bygmester Jens Andersen 1909–18 (RV).

b) Fakse-kredsen: møller Frederik Johannsen 1849 (V); cand. jur. Hans Egede Schack 1850–52 (V); skolelærer Ove P. Olsen 1852–58 (V); lensgreve Frederik Moltke 1858–61 (H); gårdfæster Lars Olsen 1861–69 (V); husejer Ole Christensen 1869–90 (V); gdr. Johs. s. 33 Feldthusen 1890–92 (V); lærer Anton Jensen 1892–1906 (V); forretningsfører Th. Stauning 1906–18 (S).

c) Næstved-kredsen: parcellist Lars Hækkerup 1849–52 (V); gårdfæster J. Jochumsen 1852–58 (V); gdr. Jens Andersen 1858–64 (V); gårdfæster Chr. Christensen 1864–69 (V); husmand Hans Albretsen 1869–76 (V); overretssagf. Theodor Leth 1876–92 (V); red. Jørgen Lund 1892–97 (V); gdr. Julius Frandsen 1897–1906 (V); red. Niels Andreasen 1906–18 (S).

d) Præstø-kredsen: sgpr. N. F. S. Grundtvig 1849–52 (V); gårdfæster Jens Pedersen 1852–54 (H); sgpr. N. F. S. Grundtvig 1854–55 (V); overkontrollør Frederik Walther 1855–61 (V); amtmand P. F. C. Brun 1861–64 (H); højskoleforstander, sgpr. Julius Jensen 1864–66 (V); skoleinsp. Frederik Frølund 1866–72 (V); gdr. Lars Pedersen 1872–92 (V); godsejer Alfred Hage 1892–95 (H); gdr. C. C. Bønløkke 1895–1903 (V); gdr. Rasmus Nielsen 1903–09 (V); gdr. Lars Hansen 1909–10 (RV); gdr. Rasmus Nielsen 1910–13 (V); gdr. Emil Rasmussen 1913–18 (RV).

e) Vordingborg-kredsen: arvefæster Chr. Schroll 1849–79 (V); gdr. H. J. A. Nøhr 1879–1903 (V); rebslager Carl Hansen-Holsteinsminde 1903–13 (V); sgpr. P. Dahl 1913–18 (S).

f) Stege-kredsen: forf. Frederik Barfod 1849–53 (liberal); gdr. Anders Christophersen 1853–55 (V); skolelærer Fredrik Meisler 1855–56 (V); gdr. Anders Christophersen 1856–61 (V); byfoged Hother Hage 1861–64 (NL); sgpr. Chr. de Thurah 1864–69 (V); højskoleforstander Frede Bojsen 1869–1901 (V); gdr. Jens Jensen 1901–05 (RV); lærer Emil Petersen 1905–09 (V); overretssagf. Lauritz Jessen 1909–18 (S).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Bygmester Jens Andersen 1918–20 (RV); red. Niels Andreasen 1918–35 (S); overretssagf. Lauritz Jessen 1918–20 (S); gdr. Rasmus Nielsen 1918–20 (V); gdr. Emil Rasmussen 1918–20 (RV); forp. Johs. Ulrich 1918–39 (KF); politimester Vagn Bro 1920 (V); forp. Povl Falk-Jensen 1920 (KF); dyrlæge J. P. Jensen 1920–32 (S); gdr. Jens Pedersen 1920 (V); gdr. Mads Larsen 1920–35 (RV); propr. N. J. Andersen 1920–24 (V); docent Otto Himmelstrup 1924–54 (V); propr. Jacob Tvedegaard 1928–29 (V); borgm. H. P. Hansen 1932–45 (S); gdr. Ole Olsen 1932–35 (V); propr. A. C. Hartel 1935–43 (bondepartiet); journalist Viggo Nielsen 1935–42 (S); højskolelærer Kristian Nygaard 1935–45 (RV); statshusmand, sen. trafikminister Carl Petersen 1935– (S); forp. Povl Falk-Jensen 1939–45 (KF); statskonsulent Alfred Andreassen 1942–43 (S); red. Johs. Christiansen 1945–47 (RV); kontorchef, sen. justitsminister Hans Hækkerup 1945–47 (S); branddir. Arne P. Stæhr Johansen 1945–47 (KF); kontorchef Johs. Hansen 1947–48 (S); gdr. Henry Hansen 1947–50 (V); kontorchef, sen. justitsminister Hans Hækkerup 1948– (S); red. Johs. Christiansen 1950– (RV); gdr. Henry Hansen 1953– (V); godsejer, A. G. T. baron Reedtz-Thott 1953– (KF).

Åndelige rørelser.

Hverken de kirkelige el. de politiske brydninger var så skarpe i P. a. som i naboamterne. Mere end noget andet sted på Sjælland var dette a. præget af N. F. S. Grundtvig og hans tilhængere. Grundtvig var født i Udby v. Vordingborg og virkede som præst her 1811–13 og i Præstø 1821–22. Hele livet bevarede han på forsk. måde kontakten med dette område. Efter 1830 optog en del af hans varmeste tilhængere et kirkeligt og folkeligt arbejde i dette a. og brød lidt efter lidt de tidl. rationalistiske præsters indflydelse. 1841–56 virkede Peter Rørdam i Mern og udøvede herfra en betydelig folkelig og kirkelig indflydelse. Andre kendte grundtvigske præster var Skat Rørdam og C. J. Brandt i Rønnebæk, A. Leth i Ulsø og F. E. Boisen (Budstikke-Boisen) i Stege. Hans søn Frede Bojsen fortsatte hans gerning på Møn og anlagde Rødkilde højskole 1866. Også i Karise og Brøderup oprettedes grundtvigske højskoler, ligesom der fl. st. i sognene stiftedes Danske Samfund. På Stevns grundlagdes en grundtvigsk frimenighed. Kun i mindre udstrækning formåede Indre Mission at gøre sig gældende i dette a. Et indre-missionsk centrum var dog Everdrup, hvor præsterne Fr. Zeuthen og H. P. N. Budde-Lund virkede en årrække.

Bonderøret i 1840erne mærkedes kun svagt i Præstø a. Dog agiterede Bondevennerne i forsk. kredse, og fra 1841 arrangeredes store folkemøder i Høvdinggårds skov, den s.k. Mern Hestehave. Det var gdr. Lars Larsen i Sageby, der var den drivende kraft. 1847 påbegyndtes i Lille Næstved lige uden for amtsgrænsen en anden række folkemøder, hvor Bondevennernes s. 34 ledere ligeledes var virksomme. Ved valget til den grundlovgivende rigsforsamling i 1848 dominerede Venstre. Stort gny stod om valget i Præstø, hvor Bondevennerne opstillede en lokal mand, bomuldsvæver Hans Hansen. Hans modkandidat var prof. H. N. Clausen. Hansens valg blev voldsomt angrebet af den kbh.ske presse, og da han ikke fik fornøden støtte af Balthazar Christensen, trak han sig tilbage. I hans sted valgtes Grundtvig.

I de flg. menneskealdre beherskedes valgene i Præstø a. af forsk. grupper af partiet Venstre. Kun i Store Heddinge-kredsen formåede godsejer, kultusminister Jakob Scavenius en længere årrække at holde Venstre stangen. I slutn. af 1800t. mærkedes en stærk bevægelse inden for husmandsstanden. 1900 stiftedes i Herfølge en husmandsforening af Karl Hansen-Ankerstræde, og der udfoldedes herfra en stærk agitation blandt de sjæll. husmænd. Også arbejderstanden begyndte samtidig at gøre sig politisk gældende. 1899 grundlagdes »Sydsjællands Socialdemokrat« i Næstved, der fik filialblade i de forsk. byer. Fra sa. by udkom fra 1866 venstrebladet »Næstved Tidende« og fra 1905 det rad. »Sydsjællands Venstreblad«. Også venstrebladet »Østsjællands Folkeblad«, der blev grundlagt 1876 i Køge, læstes meget i amtet. Den konservative presse havde ingen større indflydelse. Ved valget 1906 erobrede Socialdemokratiet sine to første mandater i a., idet Th.Stauning blev valgt i Fakse og red. Niels Andreasen i Næstved. 1913 vandt man ligeledes Vordingborgkredsen (sgpr., sen. kirkeminister P. Dahl).

Litt.: Nedergaard. SP. II. 1953. 546 ff. AarbPræstø. 1943–46. 78–113, 176–93, 407–19; 1947. 224–40.

Oldtidsbebyggelse.

Præstø a. er i arkæologisk henseende et rigt og interessant område, som i visse perioder, således maglemosetid og yngre romersk jernalder, har hørt til vore rigeste egne. Ved siden af Holbæk a. er det det amt, der har de fleste bopladser fra den ældre stenalders indlandskultur, maglemosekulturen. Det er navnlig i de store mosedrag Holmegårds mose og Køng mose (med bopladser ved Sværdborg og Lundby) at vi finder store bopladser fra denne gl. jæger- og fiskerkultur med mængder af redskaber af flint og ben og, i Holmegårds mose, også en del af de ellers så sjældne træsager.

Den ældre stenalders noget sen. kystkultur, ertebøllekulturen, finder vi også rigt repræsenteret, men her må vi erindre, at landet siden da har sænket sig, så kystbopladserne nu oftest ligger i strandkanten el. på lavt vand. Sådanne pladser kendes ved mundingen af og langs Tryggevælde å, i Præstø fjord ud for Bredeshave, ved Jungshoved, Kalvehave, Petersværft, Marienlyst og Oringe, på Møn ved Klosterskovgård, Hegningen, Borre og Koster, på Tærø, Farø og Bogø. En særlig interessant boplads med en hustomt er undersøgt ved Strandegård; den viser indslag fra yngre stenalders bondekultur.

Yngre stenalder kendetegnes først og fremmest af de mange stengrave, dysser og jættestuer, hvoraf der vides at have været i alt ca. 450, hvoraf de 22 har været runddysser, 171 langdysser, 36 dyssekamre og 81 jættestuer; af disse stengrave er endnu 178 bev., og bl. disse findes flere af landets anseligste, således langdyssen Grønjægers Høj på Møn og en række prægtige jættestuer navnlig på Vestmøn, men også Rishøj ved Ammendrup og Milhøj ved Stuby. Ser vi på fordelingen af disse grave, viser det sig, at de navnlig ligger tæt i strøget langs Sjællands s.kyst og på Møn samt i den vestl. del af Tybjerg hrd., langs Susåen og dens søer. I de andre egne forekommer de mere spredt, og i visse strøg, som i en stor del af Bjæverskov og Fakse herreder, findes der slet ingen. På Stevns har vi heller ikke mange, men her viser rige fund, at der dog må have været en ikke helt ringe befolkning i yngre stenalder. Ved Havnelev har vi således en af landets største bopladser fra en ældre del af perioden; ved Strøby Ladeplads er fundet et stort værksted for forarbejdning af flintøkser, og i Purlund skov er fundet et nedlagt depot af sådanne økseforarbejder. Andre bopladser fra jættestuetiden kendes fra Bjælkerup, Vester Egesborg, Bakkebølle og Slotshøj på Møn, og flintværksteder har vi ved Lilledal på Stevns, fra Dybsø og Liselund på Møn. Et anseligt offerfund bestående af 16 flintdolke, stammer fra en mose ved Hårbølle på Møn.

Fra bronzealderen stammer de fleste af de ca. 1750 høje, der vides at have været; af disse er de 682 bev. Når der i P. a. er bev. så forholdsvis mange oldtidsmindesmærker, skyldes det de mange store skove, hvor mindesmærkerne gennemgående bedre bevares end på dyrket mark. Bronzealderhøjene finder vi fortrinsvis i kystegnene. Her danner dog den vestl. del af Tybjerg hrd. en undtagelse, idet der her langs Susåen og dens søer findes et stort antal høje, navnlig i Næsbyholms skove. I Bjæverskov hrd. har vi fortrinsvis højene i Valløs kystskove, på Stevns i Gjorslevs skove; Fakse hrd. er meget fattigt, har antagelig gennem store dele af s. 35 oldtiden været skovklædt. I Hammer hrd. er der heller ikke mange høje, men i visse af Bårse hrd.s kystsogne, navnlig Allerslev, Kalvehave og Vordingborg landsogn, er de meget talr., og det sa. gælder Møn. Højene er dels ældre bronzealders storhøje, dels yngre bronzealders småhøje, som navnlig i visse skove optræder i stort tal, medens de næsten altid er bortpløjet på dyrket mark.

Ældre bronzealders høje har givet en del gravfund; det mest bemærkelsesværdige er den ejendommelige kedelvogn af bronze, nedsat som gravurne i Trudshøj ved Skallerup; den stammer fra periodens sen. afsnit. Et betydeligt depotfund stammer fra Frenderupgård på Møn. Yngre bronzealder har foruden mange gravfund givet flere vigtige offerfund, således offerbrønden fra Busene, 2 guldkar fra Viemose Overdrev og et antal bronzefigurer fra Grevensvænge; også et betydeligt metalfund fra Sageby kan nævnes.

Fundene fra vor ældste jernalder er, som overalt på Sjælland, meget sparsomme; fra Keldby på Møn stammer dog en smuk bronzespand med palmetornamenter. Så meget desto mere påfaldende er det at se, at Sydøstsjælland i yngre romersk jernalder synes at indtage en dominerende stilling, at dømme efter de mange rige gravpladser fra denne tid: Gunderup, Vedskølle, Valløby, Himlingøje, Vråby, Varpelev, Havnelev, Borreshoved, Snesere Torp, Rislev, Broskov, Hastrup, Skibinge, Egebjerg, Ørslev, Brushøjgård og Katrinedal, for blot at nævne de vigtigste; vi stifter her bekendtskab med en velhavende overklassebefolkning, der ejede meget guld og var i stand til at skaffe sig mange kostbare romerske importsager, navnlig af bronze og glas. I denne periode overgås P. a. ikke af nogen anden da. landsdel.

Den efterfølgende tid, germansk jernalder, er her som overalt på Sjælland sparsomt repræsenteret af fund. Vi har dog en våbengrav fra Elmelunde og et par prægtige enkeltfund, en livring af guld fra Hellested og en pragtbøjlenål fra Gummersmarke.

Fra vikingetiden har vi betydelige sølvskatte fra Mandemarke på Møn og fra Stolpehuse ved Tårnby (nedlagt omkr. 1050) samt en guldarmring fra Rydsbæk. Nu begynder runestenene – fra Tryggevælde og Sandby – at tale om selve de mennesker, der levede på egnen dengang.

Fredede oldtidsmindesmærker: 11 runddysser, 85 langdysser, 28 dyssekamre, 50 jættestuer og 4 ubest. stengrave, i alt 178 stenaldermindesmærker. 682 høje, hvoraf de 6 er langhøje, stammer antagelig hovedsagelig fra bronzealderen; det sa. gør antagelig 5 stenkredse og 2 skålsten. Fra jernalderen stammer antagelig et vejanlæg og 3 bautasten; mere usikker er alderen af 2 firkantede stensætninger på Møn og 3 stenrækker på Knudshoved.

Bebyggelse i historisk tid.

Præstø a. har i den seneste tid kunnet give et bidrag til vor viden om ældgammel byggeskik. Det er sket ved undersøgelser af Pebringegården ved Karise, hvor man har kunnet følge en gårds skæbne gennem tiderne, endda helt tilbage til vikingetiden. Om det monumentale byggeri, særlig kirkerne, har man derimod længe vidst besked. De ældste trækirker har man vel endnu ikke fundet direkte spor af, men a. rummer dog et par meget gl. stenkirker fra 1000t., nemlig Hammer og Elmelunde; den første, en herredskirke, må tilhøre tiden forud for de sjæll. bygders endelige opdeling i sogne. Ved denne sognedeling, antagelig fra beg. af 1100t., har man fortrinsvis valgt at lægge kirkerne ved den vandrige, i oldtiden sejlbare, Tryggevælde å, langs hvis bred der i alt ligger 9 kirkebyer. Det fra andre amter velkendte træk, at kystsognene er store med sene kirker, mens indlandssognene er mindre med gl. kirker, gælder ikke i P. a. Ganske vist er der sydpå, som i Kongsted-Roholte, en del eksempler på meget store kystsogne, men længere nordpå ligger kirkebyerne tæt ved kysten, hvor Stevns klint var stejl som en uindtagelig fæstning. Materialerne, man byggede kirker af i denne egn af Sjælland, var mere blandede end andre steder; den lette adgang til brudsten har her gjort sig gældende. På Stevns er der ca. 20 kirker af kridtsten (limsten), og s. derfor i en bred stribe fra kysten ind i landet ligger 8 kirker opf. af faksekalk. Kun een frådstenskirke kendes (Skelby), mens der er 26 granitkirker, dog mer el. mindre opblandet m. andre materialer. Endelig er der 12 teglstenskirker fra senromansk og unggotisk tid. Typerne er de velkendte fra andre dele af Sjælland. Et par centralanlæg nævnes, dog stærkt ombygget, Store Heddinge og Himlingøje, begge i slægt m. a.s udprægede fæstningskirker som Lille Heddinge og Karise. Romanske tårne er ikke særlig hyppige, i alt 7, deribl. et par tvillingtårne på Møn (Stege og Magleby). Købstæderne rummer en rig gotisk arkitektur, de to kirker i Næstved, klosterkirken i Præstø, kirken i Vordingborg og den sengotiske kirkehal i s. 36 Stege (den sidste tydelig i slægt m. Århus domkirke). Ved siden af kirkerne rummer Næstved (ligesom Kalundborg) en usædvanlig rigdom på gotiske stenhuse; af de andre byer kan kun Stege fremvise middelald. profanarkitektur i Mølleporten. Hertil kommer det middelald. Vordingborg, a.s største ruin og fordum en af landets stærkeste fæstninger, der nu rummer rester af et anlæg fra 1100t., mens det berømte Gåsetårn og de fleste af de nu stående mure er fra 1300t.

Voldstederne fra middelalderen findes i knap så stort et antal som andre steder. Smukkest er vel Jungshoved slotsbanke, der sa.m. den lille kirke ligger tæt ved kysten; videre nævnes Frøslevgårds voldsted på Stevns, Stensbygårds gl. voldsted ved Kalvehave og Alslev voldsted tæt ved kirken; på Møn er der Huneborgen (Magleby) og Borgsted (Fanefjord).

Ældst blandt herregårdene er Roskildebispens Gjorslev fra o. 1400 på Stevns, et ret velbev. centralanlæg. Renæssancetidens borge har lidt svære tab; Vallø, Næsbyholm og Ravnstrup er i ny tid hærget af store brande (Vallø dog genopbygget i sin tidl. skikkelse), og Vemmetofte er i beg. af 1900t. helt ombygget. Velbev. er dog Holmegård (et fint eks. på bindingsværksarkitektur), Sparresholm og den noget ombyggede Lystrup. Fra baroktiden i 1600t. er der Nysø og Juellinge samt det for længst forsv. Vordingborg slot, bygget for prins Jørgen. 1700t. er repræsenteret af Eigtveds Turebyholm og Gavnø, opr. et dominikaner-nonnekloster fra dronn. Margretes tid, men i 1750erne af Otto Thott helt ombygget til et rokokopalæ, mens den tidlige klassicisme præger Bækkeskov og Liselund samt C. F. Harsdorffs ejendommelige ombygn. af Jomfruens Egede. – Fra 1800t. må særlig nævnes M. G. Bindesbølls virksomhed i Sydsjælland med rådhusene i Stege og Næstved samt det store anlæg af Oringe sindssygehospital.

Trafikalt har a. altid været bindeled ml. de centrale dele af Sjælland og de sydl. øer med Vordingborg som det vigtige overfartsted. Den gl. landevej, der snoede sig fra Køge over Karise, Tryggevælde og Vindbyholt, blev o. 1800 afløst af den moderne snorlige chaussée. Hertil kom i 1800t. det nye jernbaneanlæg m. opførelsen af Masnedsundbroen (i middelald. fæstningsstil) 1884; denne bro måtte vige ved de store arbejder med Storstrømsbroen, indv. 1937. Endnu en brobygn., ml. Sjælland og Møn, Dronning Alexandrines bro, blev taget i brug 1943.

Præstø a. bestod fra 1660 af Tryggevælde a., der indbefattede Stevns, Fakse og Bjæverskov hrdr., Vordingborg a., hvortil hørte Tybjerg, Hammer og Bårse hrdr. (1660–65 dannede dog sognene Jungshoved, Allerslev og Skibinge af Bårse hrd. og øen Nyord af Mønbo hrd. et eget a., Jungshoved a.), og Møns a., der omfattede Møn (og fra 1689 også Bogø); 1750 sammenlagdes Tryggevælde og Vordingborg a., og 1803 forenedes også Mønbo hrd. tillige med købstæderne Præstø, Store Heddinge, Vordingborg, Næstved og Stege med dem, så at det nuv. Præstø a. var dannet.

Beboerne af egnene v. og s.f. Hedeboegnen, altså til dels Bjæverskov hrd., kaldtes skovboer. Beboerne på Stevns kaldes endnu stevnsboer; et ældre navn er vistnok stevnsbagger. På Møn bor mønboerne.

Litt. L. M. Wedel. Topographie over Wordingborg Amt. 1819. O. D. Lütken. Præstø Amt, beskrevet efter Opfordr. af Landhusholdningsselskabet. 1839. P. B. Grandjean. Tryggevælde Amts Skove i Aaret 1730, i Østsjæll. Aarb. 1909. K. C. Rockstroh. Sydsjæll. under Svenskekrigen 1657–60, i AarbPræstø. 1912. H. D. Lind. Præstø Amt og Søetatens Befalingsmænd i det 16. og 17. Aarh., smst. 1913. L. Pedersen. Landsbyskoler i Tryggevælde Amt før 1814, smst. 1914–15. Gunnar Knudsen. Sydsjællandsk Navneskik ved Aar 1600, i DaStud. 1914. Sa. Sydsjællands Stednavne, i AarbPræstø 1917. H. Ellekilde. Sydsjællandske Folkesagn, smst. 1920. J. P. Neerup. Kulturbilleder fra Sydsjælland. 1921. J. T. Lundbye. Studier over Vejenes Udviklingshistorie i Præstø Amt i Oldtiden. AarbPræstø. 1923. G. Galster. Møntfund i Præstø Amt, smst. 1923. Henrik Larsen. Præstø Amts Bebyggelse, smst. 1924. H. Zangenberg, Byggeskikken i Præstø Amts gamle Bøndergaarde, smst. 1925. J. Tholle. Sydsjællands og Møens Havebrug i gl. Dage, smst. 1926. Henrik Larsen. Herreder og Ting i Præstø Amt, smst. 1929. Aug. F. Schmidt. Sagn og Tro om Sten i Præstø Amt, smst. 1930. B. Holsøe. Forsvundne Skove i Præstø Amt, smst. 1933. AarbTurist. 1933. R. Berg. Gotiken i Præstø Amt i AarbPræstø 1934. Achton Friis. DSØ. II. 1937. 263–333. Poul Nissen. Udskiftningen i Præstø Amt i AarbPræstø. 1943–46. Holger Munk. Wordingborg Rytterdistrikts Vandmøller 1718–1774. smst. 1947. Sydøstsjælland. Red. af Rich. Madsen. 1947. Johs. C. Jessen. Præstø Amts Skolehistorie indtil 1830. 1950. Nedergaard. SP. II. 1953.