Viborg amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter dels et område af det centrale Jylland med en ensartet udstrækning på 30–40 km til alle sider fra den midtpunktplacerede amtsby, dels halvøen Salling og øen Fur i Limfjorden. Havgrænserne udgøres af Venø bugt, Kås Bredning, Salling sund, Livø Bredning, Fur sund, Risgårde Bredning, Hvalpsund, Lovns Bredning, Virksund, Hjarbæk fjord, Skive fjord og Bådsgård vig. Den lange række farvandsnavne vidner om landmassens relativt stærke opdeling ved Limfjordens bugter og vige i amtets nordvestl. del, der derved står i grel modsætning til det langt større sydøstl. område, der topografisk må karakteriseres som en kompakt landmasse. Landgrænserne mod Ringkøbing, Skanderborg, Århus, Randers og Ålborg a. er typiske da. naturgrænser, langs åløb gennem fugtige lavninger, som før afvandingsteknikkens tid har været vanskeligt passable. Fra Sønderlem vig løber amtsgrænsen ø.på gennem det lave område omkr. Vellum å, der naturligt afgrænser Salling mod s. Længst mod ø., hvor Skive å’s dal støder til denne lavning, drejer grænsen direkte mod s. og følger Skive å og dens øvre løb, Bording å, der danner amtets 60 km lange grænse. Fra amtets s.hjørne krydser amtsgrænsen s.f. Pårup over hovedvandskellet til Funderådalen, der følges til Ørnsø, hvorefter den på en ca. 8 km lang strækning forlader dalsystemet og uden naturgrænsekarakter med et forløb bestemt af administrative s. 8 enheder fortsætter n. om Silkeborg for atter ved ø.enden af Silkeborg Langsø at følge Gudenåen. Ved Kongensbro s.f. den kunstigt opdæmmede Tange sø drejer grænsen ø.på langs Gjelå og gennem morænelandskabet s.f. Thorsø til Gjernådalen og Granslev ådal. Efter et slag ø. om Skjød når den ned til Voermølle å, Lilleå og Gudenå, der danner grænsen til få hundrede m v.f. Randers. Her løber grænsen mod n. langs Svejstrup bæk, Kousted å og videre gennem Skalsådalens udstrakte engdrag til Klejtrup sø. Over vandskellet ved Hejring løber grænsen på et kort stykke op i bakkelandet for derefter at søge ned i lavningerne igen, først langs Simested å og dens tilløb Tordals bæk, så gennem engene ø.f. Guldager til Lerkenfeld å, der danner grænsen indtil udløbet i Lovns Bredning.

Arealet er 3049,8 km², vandarealet udgør heraf 38,0 km². Skove og plantager dækker 267,2 km², d.v.s. 8,8 %, – en skovprocent lidt under Danmarks gennemsnitlige. Tallet for den relative kystlinie, 0,07 km pr. km², er meget lille sammenlignet med hele landets, 0,17 km, hvilket understreger amtets karakter af sammenhængende landmasse. I denne henseende slutter Viborg a. sig til naboamtet Ringkøbing a., hvis relative kystlinie er 0,09 km pr. km², og tallene for Randers og Ålborg a., henh. 0,10 km og 0,12 km, er ikke væsentlig større.

Landskabeligt er Viborg a. rigt varieret. Dets spektrum af terrænformer spænder fra Alhedens plane sletteland til tunneldallandskabernes voldsomme relief. Højtliggende moræneplateauer, mønstret af agrenes tavl, opdeles af de dybt nedskårne smeltevandsdale med udstrakte engflader, mose- og søverdener. Viborg a. karakteriseres yderligere ved den dramatiske pludselighed, hvormed de kontrasterende landskabsformer mødes, som tilfældet fx. er ved v.enden af Hald sø. Den rejsende, der kommer v.fra, behersket af den stemning, hvori hedefladernes todimensionerede monotoni luller den følsomme beskuer, ser her, ved Ravnsbjerg, få skridt fra landevejen uden mildnende overgange ned i et dyb af skovklædte stejlskrænter med en fantasi af enebærbuske i bratvæggede erosionskløfter omkr. søbassinet 60 m nede. Har man ude på hedefladen, hvor himlen hvælver sig fra horisont til horisont, set opefter mod hedehøgens silhuet mod de drivende skyer, så ser man her, langt nede, søens letkrusede overflade som baggrund for fiskehejrernes lydløse svæveflugt. Viborg a.s landskaber præges af de store, indtryksgivende dimensioner, og da de tillige mange steder vidner om istidslandskabernes tilblivelse med skoleeksemplets tydelighed, kan man her, lettere end mange andre steder i landet, få direkte og blivende indtryk af, hvordan grundelementerne i Danmarks terræn blev skabt.

Dybgrundens geologi.

Viborg a. er et af de få amter i landet, hvor der endnu ikke er blevet udført virkelige dybdeboringer efter olie. Nøjagtige oplysninger om de ældre formationer, hvorved der her især tænkes på lagene, der er ældre end skrivekridtet, foreligger derfor ikke. På den anden side er det muligt, ved hjælp af lagserierne i en række dybe boringer både i Ringkøbing a. og i Randers a., at slutte en hel del om forholdene i den dybere undergrund, også i Viborg a., således som vi vil se i det følgende.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidslagene (I. 21). Som det er nævnt i tidligere amtsbeskrivelser, har formationsgrænserne et mere eller mindre detaljeret forløb i landets forsk. egne. Jævne grænselinier kan dels tyde på s. 9 ret enkle strukturforhold med fladtliggende og ubrudte lag, og dels kan de være udtryk for, at der findes forholdsvis få og spredte oplysninger om formationernes optræden i det pågældende område. I det sidste tilfælde må en skillelinie ml. de få observationssteder, som repræsenterer enten den ene el. den anden af to formationer, nødvendigvis blive en meget jævn linie.

Afgrænser man Viborg a. på formationskortet, vil man finde, at forholdene er meget ensartede, hvis man ser bort fra de øjensynlig lidt afvigende formationsmønstre ved henh. Batum i Salling, Daugbjerg-Mønsted og V. Tostrup. Fra n. mod s. følger fem formationer og formationsgrupper. Vi nævner dem i den rækkefølge, hvori de optræder med deres danske betegnelse efterfulgt af det geologiske fagudtryk for den tilsvarende geologiske periode: danskekalk (danien), kertemindemergel (paleocæn), forsk.former for grå og grønlige plastiske leraflejringer (eocæn), Branden ler og Cilleborg ler (oligocæn), og glimmerler, glimmersand, brunkul og kvartssand (miocæn). Denne geografiske rækkefølge svarer også til lagenes aldersforhold, idet danskekalken er ældst, og formationsgruppen, der er aflejret i miocæntiden, er yngst. Dette betyder åbenbart, at hele lagserien stort set hælder svagt fra n. mod s.

For at vende tilbage til årsagen til formationsgrænsernes jævne forløb må straks afsløres, at der i a. dels kendes forholdsvis få observationspunkter, og dels er det ofte ret vanskeligt at skelne ml. lag af oligocæn og miocæn alder uden ret omfattende og tidsrøvende undersøgelser. Då sådanne undersøgelser kun er gennemført i få tilfælde, er sikkerheden m.h.t. grænsernes forløb tilsvarende ringe, og resultatet er bl.a., at grænserne danner de viste jævne kurver. I store træk må kortet imidlertid anses for at være et fuldgyldigt udtryk for lagene under istidslagene.

Som i andre af landets egne kan formationerne kun ses forholdsvis få steder ved overfladen, og for store områders vedkommende er man henvist til at konstruere sit kort på grundlag af oplysninger om lagene, som fremkommer ved brøndboringer og efter undersøgelser af jordprøver, som udtages under disse og andre borearbejder.

Dybgrundsformationernes udvikling. Som nævnt er vi ved spørgsmålet om den dybere undergrund i det store og hele henvist til at udnytte erfaringerne fra naboområderne: Ringkøbing, Thisted, Ålborg og Randers amter.

Perm. Takket være de omtalte særprægede områder ved Batum, Daugbjerg-Mønsted og V. Tostrup, hvor de lidt ældre formationer tydeligt dukker op inden for områder med yngre lag, har vi fået håndgribelige beviser for tilstedeværelsen af i alt fald én af før-kridt formationerne. Disse forekomster repræsenterer nemlig kæmpemæssige saltpropper, s.k. salthorste, af permisk alder, som er brudt frem fra saltlejer i stor dybde, der sandsynligvis findes 5 til 6 km nede. Toppene af disse »saltbylder« ligger nu i ca. 200 m dybde. Saltet er i alle tre områder påvist v.hj.af undersøgelsesboringer, idet man dog først havde indkredset dem v.hj.af geofysiske målinger.

M.h.t. saltets oprindelse som saltlag, der er udskilt ved inddampning af havvandet i permtidens tørre klima i Nordeuropa, henvises til beskrivelsen af dybgrunden i Maribo, Thisted og Ålborg amter. Det er vigtigt, at vi konstaterer, at dette permiske inddampningsbassin altså også strakte sig ind over det område, som sen. skulle blive til Viborg amt.

Trias-Nedre kridt. Om formationerne fra dette interval findes ingen direkte observationer i amtet. Salthorstene viser imidlertid, at der må findes tykke lagserier oven på permsaltet, da saltet ellers ikke ville kunne bringes til at flyde, idet saltet først bliver plastisk, når de overliggende lags vægt har overskredet en vis grænse. Man må regne med, at der over saltet forekommer en lagserie på omkr. 4000–5000 m samlet tykkelse i alt fald i visse af de dybest nedsunkne områder ml. salthorstene. Ved at sammenligne med boreprofilerne for boringerne Vinding nr. 1 (Ringkøbing a.), Gassum nr. 1 (Randers a.) og Haldager nr. 1 (Ålborg a.) når man til den opfattelse, at der øverst findes ca. 500 m tykke tertiære lag og derunder ca. 1000 m tykke kalk- og kridtlag, der hører til øvre kridt.

Herunder må vi gå ud fra, at der følger ca. 1200–1500 m tykke lag af skifre og sandsten samt enkelte kalkholdige lag, som er aflejret i tidsrummet øverste trias (rhaet) – nedre kridt. I denne periode dækkedes området for det meste af havet. Det er muligt, at dele af a. bestod af sumpede deltaområder i rhaet- og mellem juratid.

Formationerne, som findes under rhaet lagene, består uden tvivl fortrinsvis af lersten, kalksten og sandsten, som er aflejret i henh. Keuper-, muslingekalk- og brogetsandsten-tiderne, der alle er afdelinger af triastiden. M.h.t. deres tykkelser er det rimeligt at antage, at de tilsammen danner en lagserie på ca. 1500 til 2000 m. Disse lag er dels aflejret i saltstepper og under ørkenagtige forhold (Keuper og brogetsandsten aflejringerne) og dels i et lavvandet indhav (muslingekalkaflejringerne). Under brogetsandstenlagene, der repræsenterer de ældste triaslag, følger derpå de tidligere omtalte saltlag fra permtiden. Sammenfatter vi nu den geologiske udviklingshistorie, som lagene fra og med triastiden og til afslutningen af nedre kridt afspejler, får vi flg. beretning:

Efter permperiodens lange inddampning lukkedes forbindelsen til havet ved triastidens begyndelse. Der dannedes en saltsøsteppe i et ørkenagtigt klima, og disse specielle geografiske forhold fortsatte gennem hele brogetsandsten-tiden. I mellemste trias skete der tydeligvis et nyt havindbrud i muslingekalk-tiden over da. område. Havet nåede antagelig til det midtjy. område, men dette er dog ikke absolut sikkert.

I løbet af Keuper-tiden genoprettedes situationen fra brogetsandsten-tiden. Forbindelsen til havet lukkedes, og der opstod på ny en saltsøsteppe, men denne gang tilførtes mere finkornet materiale; der dannedes ikke sandsten, men lersten.

I rhaet-tiden forandrede klimaet sig ganske væsentligt. Tynde kullag vidner om, at der nu var så fugtigt, at en forholdsvis rig plantevækst kunne trives. Endelig viser de marine lag i rhaet-formationerne i boringerne Vinding nr. 1 (Ringkøbing a.) og Gassum nr. 1 (Randers a.), at der atter var forbindelser til havet. Derefter var området havdækket lige indtil slutn. af nedre kridt, måske med undtagelse af mindre tidsrum i mellem jura, i hvilke flodsystemers deltaer sandsynligvis strakte sig ind over amtet.

Øvre kridt. I det foregående afsnit har vi set, at der sandsynligvis er dannet måske op til 1000 m tykke kridtlag i amtet. I den berømte skrivekridtforekomst ved Batum i Salling ligger lagene ved overfladen, takket være at de er skudt op af den underliggende salthorst, og at istidens bræer kun har aflejret meget lidt materiale ovenpå kridtet. Det ses i en del grave ved Batum. Kridtet synes at være ret flintfattigt. s. 11 Det indeholder forsteninger, som afslører det velkendte faktum, at kridtet opr. er en marin kalkslamaflejring. Formodentlig er der ved Batum tale om en af skrivekridtets lidt ældre zoner.

Ved V. Tostrup, s.f. Ålestrup, findes skrivekridtet også nær overfladen, og ligesom ved Batum skyldes dette som nævnt en underliggende salthorst.

De geografiske forhold i tiden for skrivekridtets aflejring har været omtalt i tidligere amtsbeskrivelser. Her skal blot erindres om, at Danmark ganske vist var havdækket, men at de tykke aflejringer af næsten rent kalkslam er et bevis på et varmt og tørt klima uden større flodsystemer. Et mere fugtigt klima ville have resulteret i, at floder ville have transporteret nedbrydningsmateriale som fx. sand og ler fra fastlandene ud i havområdet, med andre ord: kridtet ville have været mere urent.

Danskekalken. Det er muligt, at der i området ved Ålestrup en del steder findes danskekalk under istidsaflejringerne. Med sikkerhed træffes kalken ved a.s ø.grænse i området ved Ø. Bjerregrav. Endelig må vi ikke glemme den meget interessante forekomst ved Daugbjerg-Mønsted oven på Mønsted-salthorsten.

Både ved Ø. Bjerregrav og på Mønstedhorsten er der tale om danskekalkens yngste afdeling, den s.k. kokkolitkalk. Det er en kalkslamaflejring, som kan sammenlignes med skrivekridtet m.h.t. dannelsesmåde og kornstørrelse. Blot er kokkolitkalken sen. hærdnet til en forholdsvis hård bjergart, og den indeholder en hel del flintlag. Man finder ikke sjældent forstenede søpindsvin, brachiopoder og andre dyrerester i kalken.

Danskekalken repræsenterer den sidste fase i øvre kridttids tør-klimatiske udvikling.

Tertiærtidens aflejringer.

I Viborgområdet er udf. en række undersøgelsesboringer, som er ført ned igennem de tertiære lag. Som eksempel på disse boringer gengives nedenfor boreprofilet for boringen Viborg nr. 1:

Dette boreprofil viser, at de enkelte formationer, som vi nævnte under gennemgangen af det geologiske kort, også findes ved Viborg, men blot i større dybde. Herved illustreres berettigelsen af den ovf.nævnte formodning om lagenes almindelige hældning fra Himmerland mod s. og sv.

1. Kertemindemergel. Oven på danskekalken ved Ø. Bjerregrav ses i enkelte grave og boringer en mergelaflejring med marine forsteninger, der kan jævnføres med kertemindemergelen, tertiærtidens ældste formation i Danmark. Et nøje studium af grænselaget lige oven på danskekalken afslører, at det nederste lag indeholder rullesten, som stammer fra danskekalken, samt at overgangen ml. danskekalk og mergel er forholdsvis skarp. Disse to iagttagelser må tolkes på den måde, at kalken har været udsat for kertemindemergelhavets nedbrydning. Og det vil sige, at området har været hævet så højt op, at der var dannet land, som siden blev nedbrudt af det fremtrængende hav, der aflejrede kertemindeleret. Tiden, i hvilken kertemindeleret blev aflejret, kaldes som nævnt for paleocæntiden.

2. Moleret og andre eocæne formationer. På Fur findes en del store molerflager blottet i n.kystens klinter og i molerværkets grave. Ligesom ved molersforekomsterne i Thisted a. er der både tale om egl. molerslag skiftende med lag af vulkansk aske og cementsten. Man har været i stand til at identificere askelagene fra nr. ÷ 13 til +24.

M.h.t. de særlige forhold, som gjorde sig gældende ved aflejringen af molerets myriader af diatomeskaller i eocæntidens hav, henvises til Thisted amt.

Faststående moler forekommer sandsynligvis på ø.flanken af Batum salthorst ved Junget. Leret med vulkansk aske i Viborg-boringen svarer i tid til moleret. Herover følger i rækkefølge Røsnæs ler, Lillebælt ler og Søvind mergel, som afspejler ret ensartede forhold i eocænhavet.

3. Oligocæne lag. Ved Branden i Salling, Skive, Langå og Ulstrup forekommer forsteningsførende gråt Branden ler, også kaldet septarieler, som er aflejret i havet i mellemoligocæn tid. Leret er ret fedt med svagt glimmerindhold, og det indeholder kalkkonkretioner, som af og til kan indeholde hulrum med radierende, kalkspatfyldte sprækker. Disse sidste har givet anledning til, at man kaldte konkretionerne septarier (septum = skillevæg). Snegle og muslinger er de hyppigste forsteninger.

Over Branden leret findes i Ulstrupområdet i lergravene ved Ulstrup og Sofielund teglværker mørkt, glimmerholdigt og stedvis grønligt Cilleborg ler, som er s. 13 aflejret i øvreoligocæn tid. Dette ler indeholder delvis de sa. snegle- og muslingearter som Branden leret. Blandt sneglene er en karakteristisk pelikanfodsnegl ret almindelig.

Den grønne farvning af leret skyldes, at det indeholder mineralet glaukonit i de nedre dele lige over det grå Branden ler. Dette mineral er dannet under kystnære forhold i havet, og vi finder da også en ret skarp grænse ml. Branden ler og Cilleborg ler, hvilket tyder på hævning over havfladen og efterfølgende erosion i øvreoligocæn tiden.

Af det geologiske kort (I. 21) fremgår i øvrigt, at oligocæne lag forekommer i et bælte fra Salling og ned til Langå.

4. Miocæne lag. I største delen af a. finder vi under istidsaflejringerne lag af glimmerler, glimmersand og kvartssand, som er yngre end (d.v.s. ligger over) de oligocæne lag. Enkelte zoner indeholder marine forsteninger, og de er derfor dannet som lag i havet. I andre intervaller uden marine skaller forekommer stedvis tynde brunkulslag, som er et vidnesbyrd om, at lagene er dannet i deltaer, søer el. flodsystemer.

I den tilsvarende aflejringsperiode har Viborg a. derfor været et område »mellem land og hav«, hvor aflejringen af lag stort set har holdt trit med jordskorpens sænkning. I selve Viborg området synes havet at være trængt ind i nedremiocæn tid, mens det senere trak sig tilbage. Brunkulslagene ved Resen og andre steder i amtet er dannet i mellemmiocæn tid.

Dybgrundens overfladetopografi. I Viborg a. er observationerne over dybgrundens overflade for få til, at man kan tegne et tilstrækkeligt nøjagtigt kort over dybgrundstopografien med undtagelse af visse mindre områder som Mønsted- og Batum-horstene, hvor dybgrundslagene ligger nær overfladen.

Dybgrundens struktur. Viborg a. dækker en del af den nordjy. salthorstprovins. Salthorstene ved Batum, V. Tostrup og Mønsted er allr. nævnt. Dertil kommer horstene ved Skive og Hvornum, der ganske vist ikke giver sig til kende på formationskortet, men som man har påvist henh. ved tyngdemålinger og boringer.

Hvordan dybgrundsstrukturen forholder sig i øvrigt, er ikke kendt i detaljer. Der er dog grund til at formode tilstedeværelsen af lave hævnings- og sænkningsstrukturer samt forkastninger som i de omkringliggende amter.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer.

Skrivekridtet ved Batum anvendes lokalt til jordbrugskalk.

Danskekalken ved Mønsted fandt tidligere anvendelse til kalkbrænding. Interessante er de gamle kalkminer fra middelalderen, hvori brydning blev påbegyndt omkr. år 1000.

Moleret på Fur udnyttes til fremstilling af isolerende molersten i bygningsindustrien og til forsk. andre industrielle formål.

Branden ler danner grundlaget for teglværksindustrien bl.a. ved Skive og Ulstrup.

Miocæne brunkul har været udnyttet ved Resen.

Litt.: Kaj Hansen, Erik Heller og Gunnar Larsen. Sedimentary and Economic Geology of Denmark. Guide to Excursions no. A 47–48 and C 42–43. 1960. Leif Banke Rasmussen. Geology of North-Eastern Jylland, Denmark. Guide to Excursions no. A 42 and C 37, part II. 1960. J. P. J. Ravn. Geologisk kort over Danmark, DGU. III. Rk. nr. 22. 1922. J. P. J. Ravn. Molluskfaunaen i Jyllands Tertiæraflejringer, Kgl. Danske Vid. Selsk. Skr. 7. R. nat. mat. Afd. III. 2. 1907. Theodor Sorgenfrei og Ole Berthelsen. Geologi og Vandboring, DGU. II. Rk. nr. 31. 1954. H. Ødum. Studier over Daniet i Jylland og på Fyn, DGU. II. Rk. nr. 45. 1926.

Landskaber.

Landskabsdannelsen. Danmarks overfladeformer er for alle væsentlige hovedtræks vedk. resultat af gletsjernes og smeltevandsstrømmenes aflejringer i sidste istid, den såkaldte Würm eller Weichsel istid. Den indlandsis, der dengang dækkede Skandinavien, havde, da udbredelsen var størst, sin rand stående langs en linie gennem Jylland, fra Bovbjerg ø.på til Viborg-egnen og herfra videre s.på til Tinglev. Indlandsisens randzone har altså forløbet netop gennem de egne, der nu omfattes af Viborg a., og dette forhold har i allerhøjeste grad bidraget til at give a. et landskabeligt særpræg. Dette består først og fremmest i den voldsomme kontrast, der er imellem de overfladeformer, der er dannet uden for isranden, og dem, der blev udformet under bræisen i dennes randzone. Det er modsætningen ml. Alhedens udstrakte flade i amtets sydvestl. del og morænelandskabernes reliefrige overfladeformer n. og ø.f. israndens hovedstilstandslinie, som karakteriserer Viborg a. Hvad er det da for processer, der har kunnet fremkalde dannelsen af så forsk.artede landskaber som en hedeslette og et morænebakkeland?

Disse landskabsformende processer er velkendte, fordi de i nutiden kan studeres i egne, hvor istidsforhold dominerer også i dag. I det sydøstl. Island, fx. s.f. Vatnajökuls mægtige gletsjerismasser, der dækker et område større end Sjælland, kan man i dag opleve en hedeslettes dannelse. De der forekommende udstrakte »sander« med deres virvar af forgrenede smeltevandsfloder, »hvidåer«, viser os, hvordan der må have set ud på Alheden, da denne blev til. De sedimentlastede elve har aflosset deres grus- og sandmængder i banker, snart her snart hist, hvorved løbene til stadighed har måttet skifte leje. Nærmest gletsjeren er det grove grus og stenene blevet liggende, og med voksende afstand fra isranden bliver kornstørrelsen stadig mindre. Vanskelige at passere har flodsletterne været, hvis en omstrejfende rensdyrjæger fra Mellemeuropa skulle have vovet sig så langt mod n. – rejseberetninger fra Island i vore dage taler om det overordentlige besvær, de mange og farlige elvpassager forvolder selv den erfarne rejsende på hesteryg og med ekspeditionsmateriellet i de isl. hestes paksadler. Har hedesletternes første tilblivelsesstadier således i lange tider kunnet studeres mange steder langs nutidens isbræer og indlandsis-lokaliteter, er det sa. først i de sidste årtier blevet tilfældet for morænelandskabernes vedk. Den klimaændring i retning af det mildere, der i dette årh. på særdeles bemærkelsesværdig måde har gjort sig gældende, har nemlig bevirket, at mange tidl. gletsjerdækkede områder nu er smeltet fri. Herved er det blevet muligt at gøre iagttagelser i et nyfødt morænelandskab. Forskerne har ikke været sene til gennem observationer at søge de teorier bekræftet, som tidl. var fremsat vedrørende de landskabsformer, der dannedes, dels under en indlandsis og dels efter dens bortsmelten i de aflejrede masser af sten, grus, sand og ler, der under ét betegnes som moræne, d.v.s. det sten- og jordmateriale, som gletsjerne har skuret, skrabet og plukket ud af de fjeldoverflader, den har passeret, og som med isen er transporteret helt ud til randzonen, hvor det sluttelig ved isens bortsmelten er efterladt.

Sådanne nyskabte morænelandskaber har kunnet iagttages fx. i Nordsverige, hvor en del små gletsjere er helt forsv. som følge af dette årh.s klimaændring. Smeltevandselvenes løb under gletsjerisen ses som dale, der gennemfurer moræneophobningerne. Da disse dale er formet af stærkt strømmende vandmasser, der fossede gennem rør i gletsjerisens bund, er udformningen af disse tunneldale væsensforsk. fra den daldannelse, der sker, hvor floder strømmer hen over en fri landoverflade. Vandet har stået under tryk, hvilket har bevirket, at erosionen stedvis, hvor mindre modstandsdygtige lag forekom, har kunnet arbejde i dybden, hvorved længdeprofilet er blevet helt afvigende fra normale floddales. Medens disses bund skråner nedefter på hele strækningen fra udspring til udløb med lokalt varierende hældning, er tunneldalenes bund karakteriseret ved det uregelmæssige længdeprofil. I tunneldalenes bund er der dybe huller adskilt ved ml.liggende tærskler, hvor mere modstandsdygtigt materiale træder frem. Hullerne fremtræder i landskabet som langstrakte søer, hvis deres bund ligger under det lokale grundvandsniveau, eller som fugtige lavninger, hvis bunden nærmer sig grundvandets overflade. Stedvis ser man i nutidens nyfødte morænelandskaber, hvordan elvene aflejrer deres sand og grus i søbassinerne, så disse fyldes op og omdannes til lokale flodsletter. Efterladte rester af gletsjerisen kan blive tildækket af smeltevandssand i så tykke lag, at disse isklumper i længere tid, takket være sandets isolationsvirkning, kan henligge som skjulte dødismasser. Når de sluttelig smelter, synker sandet ned i de derved fremkomne hulrum. De således dannede lavninger kan igen foranledige forekomst af langsøer og mosestrækninger i tunneldalenes bund.

De tusindtallige skarer, der på ferierejser valfarter til egnen omkr. Hald sø, fordi dette område har gammelt ry for naturskønhed, bliver ikke skuffet. Her er alt, hvad man kan ønske sig af traditionel da., landskabelig skønhed: stille søflader omgivet af skovklædte skrænter, vidtstrakte lyngbakker gennemfuret af raviner, hvor enebærbuskene fylkes i kolonner. Man færdes ad snoede veje med stadig skiftende omgivelser, snart gennem lyse egeskove, så langs søbreddens rørsump og ellekrat forbi herregården Hald og dens kulturlandskab og med udsigt til ruinen af det gamle Hald slot. Dernæst føres man med dramatisk pludselighed opad med stejl stigning gennem det mægtige dalstrøg v.f. Dollerup for sluttelig, ved Skelhøje 70 m over Hald sø, ganske uventet at finde et fuldkommen fladt landskab, der tilsyneladende uden ende fortsætter v.over. Har man så tillige visse forestillinger præsente, som de føromtalte, om hvordan landskaber blev til ved istidens slutn., og kan man mobilisere fantasien til at tumle lidt med landskabsindtryk og kombinere de just oplevede med billed- og læsningsassociationer fra Island, Nordsverige og Grønland – el. rejseerindringer, om man har været på stederne – så har man her, midt i Viborg a., bedre end noget andet sted i Danmark mulighed for at forstå, hvordan vort lands landskaber blev til. Så vil man opleve det mærkelige, at rejseoplevelsen bliver mangfoldigt rigere, fordi alle de mange forsk., fascinerende indtryk, når de kombineres med indsigt i tilblivelsesprocessernes dynamik, samles til en logisk helhed.

Fladerne, vi fra Skelhøje så fortone sig v.over, er hedesletten, der svarer til sanden s.f. Vatnajökul. Slugten, der fra enden af Hald sø førte herop, er en af de vældige render, de voldsomt strømmende smeltevandsmasser formede, da de gennem istunnelen fossede 100 m op ad bakke det sidste stykke, inden de gennem gletsjerporten som en mægtig fontæne er nået uden for isranden, hvor vandet dernæst s. 16 har fordelt sig i et net af vandløb ud over hedesletten. Og alle de mange store dalstrøg, der n.- og ø.fra fører mod Viborg-egnen, som fx. Nørreå-dalen og dens fortsættelse i Vedsø, dalen ved Viborg med Nørresø og Søndersø, Tjele-ådalen m. langsøen, hvis længde, 9 km, i særlig grad gør den fortjent til betegnelsen, – det er tunneldalene, formet under isdækket af de smeltevandsmasser, der sluttelig ved forenet kraft udhulede den lavning, hvor Hald sø nu ligger, før de, befriet for de indsnævrende isvægge, som normale floder kunne strømme ud og danne den store flodslette, der nu kaldes Alheden.

Der er visse egne i Danmark, hvor landskabets former tydeligere end i andre direkte røber tilblivelsesprocessen, hvor det i istiden skabte overfladerelief er så markeret og storladent, at sen. tiders landskabsformende processer ikke har formået at tilsløre det opr. særpræg. Egnen omkr. Hald sø er et sådant nøgleområde for forståelse ikke alene af landskabsdannelsen i Viborg a., men tillige af hovedprincipperne for de da. istidslandskabers oprindelse.

Morænelandskaberne. Det er en alm. regel, at det morænemateriale, der aflejres i en levende gletsjers randzone, ophobes i bakkedrag. Disse endemoræner vil vise en orientering af bakkernes længderetninger parallel med isranden. Dette forhold forklares som resultat af fremstød af isranden i en kuldeperiode, hvorved de tidl. aflejrede morænemasser foran isen er blevet presset op i store bakkedrag.

I Viborg a. træffes sådanne bakkedrag fl. st., således fx. i den nordl. del af øen Fur. Det er her den n.fra kommende is, hvis opstuvende virkning er ansvarlig for det ø.-v.forløbende bakkedrag, der kulminerer i L. Jenshøj, 76 m. I Sallings nø.hjørne, inden for Junget Øre, vidner det nv.-sø.strygende bakkedrag, hvis højeste punkt er Urhøj, 53 m, om, at isranden her må have haft denne retning. Ml. Skive fjord og Hjarbæk fjord er højderne ml. Højslev og Ørslevkloster med Bavnehøj, 66 m, at forklare på lign. måde som presset op n.fra, medens bakkedragets fortsættelse ø.på, s. om Hjarbæk fjord og ø. om Viborg fra Vanhøje tager en sydl. retning, svarende til en n.-s.gående israndslinie i egnen ø.f. Viborg. Har man den utvivlsomme hovedopholdslinies retningsskifte, fra v.-ø. til n.-s., v.f. Hald sø i erindring, er det naturligt at formode, at isen under sin bortsmelten, som følge af istilførsler såvel fra n. som fra ø. også i afsmeltningstidens sen. stadier har haft en lign. vinkelbøjet front, der gradvis er forlagt stadig længere i nordøstl. retning. Tunneldalenes retninger, der altid er tilnærmelsesvis vinkelret på isranden, vidner på lign. måde. Den store dal fra Ørum kirke ved Hjarbæk fjord, gennem hvilken Jordbro å nu løber med retning mod n., har i afsmeltningstiden været gennemstrømmet af smeltevandet i modsat retning fra n. mod s. Det sa. gælder for den umiddelbart østfor liggende tunneldal ved Fiskbæk. Nørreå-tunneldalen derimod i amtets østl. del har retning v.-ø., svarende netop til en n.-s.gående isrand. Hvor Nørreås vand nu trægt flyder ø.på, fossede smeltevandet i sidste istid med rivende fart mod v. opad gennem istunnelen. Såvel morænebakkernes som tunneldalenes tale tyder således på, at Viborg a. er blevet befriet fra ismassernes favntag fra hovedopholdslinien i retning dels mod n. og dels mod ø. Kun få steder ud over de nævnte er det imidlertid karakteristiske israndslinier, der præger morænelandskabet. Som helhed fremtræder dette med en uregelmæssig bakket-bølget overflade i varierende højdebeliggenhed. I Salling og Rinds hrd. er store dele af overfladen beliggende i 25–50 m’s højde, i a.s centrale dele kan der tales om et moræneplateau s. 17 i 50–75 m intervallet, hvorover enkelte højere bakkepartier hæver sig yderligere indtil ca. 25 m som fx. Lyshøj, 94 m, s.f. Hald sø, og Dejehøj, 108 m, sv.f. Langå. I amtets sydl. del ligger store arealer 75–100 m o.h. Enkelte bakker når indtil ca. 30 m op over dette niveau, således Bavnehøj, 102 m, s.f. Hinge sø, Hylkær bakke, 104 m, v.f. Ø. Bording, Rishøj, 106 m, n.f. Engesvang, og amtets højeste punkt, lige ved s.grænsen, Store Hørbyhøj, 130 m. Det, der giver morænelandskabet dets udprægede relief, er ikke så meget isolerede moræneophobninger som de dybt nedskårne tunneldale, der opdeler morænelandskabet i en række enheder med typisk plateaukarakter. Hertil kommer den stærke kløftfuring af alle disse plateauers flanker, hvorved disse mange steder er blevet så sønderskårne ved vandløbserosion, at randzonerne er helt opdelt i erosionsbakkeland med talrige eksempler på »falske bakker«, d.v.s. tilbageblevne dele af morænelandskaber, efter at omliggende partier helt er fjernet ved det rindende vands gnavende og transporterende virke.

Det er denne opdeling af landskabet i højtliggende plateauer adskilt af brede dalstrøg, som allr. den gamle da. geograf Edv. Erslev i sin bog »Jylland« beskrev som noget karakteristisk under betegnelsen »ødannelsen«.

I den folkelige opfattelse gør en fantasi af analog art sig gældende, og den finder udtryk bl.a. i navnegivningen. Stednavnet Øby for landsbyen, der ligger på et kun 4 km² stort moræneplateau ø.f. Viskum kirke omgivet af kilometerbrede smeltevandsdale til alle sider, er i den henseende karakteristisk. Står man således i Viskum skovs nordl. skovbryn og ser ud over Nørreå-dalens vældige flader, der breder sig 50 m lavere, så ser Øby-plateauet fuldstændig ud som en ø, ikke mindst om aftenen efter en klar, varm efterårsdag, når de af den stærke udstråling afkølede og derfor tunge luftmasser samler sig i lavningen og danner »mosekonebryg«. Når tågerne så bølger nede i dalsænkningen, kan man med fantasien til hjælp forestille sig tilstanden i afsmeltningstiden, da vandmasserne fossede gennem det s. 18 store dalstrøg rundt omkr. Øby-øen, der dengang var en virkelig ø i det store strømleje.

Hovedopholdslinien, – en natur- og kulturgeografisk landskabsgrænse. Lærebogsskildringer af de landskabsformer, der dannes af moræne- og smeltevandsaflejringer langs en afsmeltende isrand, har meget ofte som illustration et skematisk profil gennem »den glaciale serie«, som den banebrydende ty. geograf Albrecht Penck kaldte dette landskabskompleks. Det omfatter de tre hovedtyper af istidslandskaber: den flade, svagtskrånende hedeslette opbygget af lagdelte grus- og sandmasser foran isranden, de høje, reliefrige endemorænebakker, opstuvet langs isranden under dennes sidste fremstød på stedet, og inderlavningen, den svagt bølgede moræneflade, bestående af isens lerede bundmoræne, der ved gletsjerens regelmæssige afsmeltning blev efterladt som et dække af relativ ensartet mægtighed over de af isen tidl. planskurede dybgrundslag. Dette almindeligt knæsatte skema var skabt hovedsagelig på grundlag af erfaringer fra Alpernes forlandsområder, der i sidste istid havde været isdækket, fordi Alpernes gletsjere dengang var langt større end i nutiden. Dette Penck’ske skema er principielt rigtigt, og man kan også i Danmark finde tydelige eksempler på »glaciale serier« svarende til føromtalte profilskema, således i Djursland, hvor Ebeltoft vig er den nu havdækkede inderlavning, der omkranser endemorænernes bakkedrag, n.f. hvilke Tirstrup hedeslettes flade terræn strækker sig milevidt.

Der, hvor man i Viborg a. ud fra disse forestillinger først og fremmest kunne forvente, at skemaet skulle passe, nemlig ved isens hovedopholdslinie i sidste istid, er terrænforholdene imidlertid stærkt afvigende derfra på væsentlige punkter (se afsnit: Landskabsdannelsen).

Alheden begrænses nemlig ikke mod ø. af højere morænebakker, men går tværtimod fra hedesletternes toppunkter ned i det østl. bakkeland. Vandspejlet i Hald sø ligger 70 m lavere end Alhedens toppunkt, og tager man vanddybden i søen med i betragtning, er der tale om en reliefforskel på 100 m. Forklaringen er den, at der her ikke er tale om aflejringer af en dalgletsjer som Alpernes, men om randen af en indlandsis. I den lange tid, dennes rand har stået langs hovedopholdslinien, er der ophobet smeltevandssand lige uden for isranden i så store mængder, at det har hobet sig op i så stor højde støttet til denne, at det ved isens bortsmelten i niveau har kunnet kappes med morænemasserne, der tilmed ikke her ved noget sen. fremstød er presset op.

Følger man derfor hovedopholdslinien fx. fra Dollerup s.på v. om Skræ og Torning, videre ø. om Gråhede med Kompedal plantage, hvor den skæres af hovedvej 13 nv.f. Rishøj, så er der intet af det internationalt anerkendte lærebogsskemas abrupte overgang ml. flade og voldsomt bakkeland. Hovedopholdslinien gennem Viborg a. er en højst interessant da. variant over temaet: den glaciale serie. De landskabelige forskelle ø. og v.f. israndslinien er dog talr. og tydelige. Reliefmodsætningerne er signifikante, selv om de ikke består i modsætningen: helt fladt – voldsomt bakket.

Morænelandskabet karakteriseres ved den småbakkede overflade med de mange småsøer og mosehuller i de talr. afløbsløse lavninger; hedesletten v. derfor har ingen søer, og er der mosevegetation, dækker denne flade strækninger, hvis ringe hældning vanskeliggør dræningen. Jordbundsforskellen gør sig gældende i markernes s. 19 udseende. I morænelandet den mørke, lerede el. sandede muld med mange kantslidte morænesten liggende synligt i plovfurerne, på hedesletten det lysgrå blegsand, der er pløjet op og blandet med overfladelaget, morrbundens tørveagtige brokker i st.f. marksten. Står afgrøderne på markfelterne, falder forskellighederne yderligere i øjnene. Byg og hvede, sukker- og runkelroer dominerer på morænejorden, kartofler og kålroer, havre og rug på sandjorden. Ø.f. linien præges landskabet af de mange små løvskove, v.f. denne er det læhegnenes n.-s.løbende nåletrærækker og de udstrakte hedeplantagers gran- og fyrrekolonner, som giver særpræg. Morænelandskabet er landsbyernes, den store befolkningstætheds, de snoede sognevejes Danmark; v.f. hovedopholdslinien er det enkeltgårdenes land, hvor folk bor spredt, og hvor landevejene kan fortsætte 20 km snorlige, fordi terrænet ikke stiller krav om sving om bakker el. gamle ejendomsskel. Mod ø. det gamle kulturland, hvis landdistrikter har aftagende befolkningstæthed i industrialiseringens Danmark; mod v. det kun 100-årige indre da. koloniseringsområde, endnu i kraftig udvikling og med stigende befolkningstæthed. Hovedopholdslinien er den mest markerede natur- og kulturgeogr. grænse i Danmark.

De store dale. En særlig omtale af de store dale som landskabsform kan synes umotiveret, når erosionsdalene i øvrigt behandles sa. m. de landskaber, i hvilke de indgår som naturlige dele af reliefmønsteret. I Viborg a. har imidlertid de dalsystemer, der skabtes i istiden og afsmeltningstiden, et sådant særpræg, at de på en række områder danner den stærkeste modsætning til de omliggende morænelandskaber. Dertil kommer yderligere, at de store dale har arealmæssige dimensioner, der alene berettiger, at de betragtes som en særlig landskabstype.

Det første møde med de store dales natur kan på den følsomme beskuer virke med en åbenbarings styrke. Kommer man således en tidlig sommermorgen fra morænelandskabet, hvis bølgede overflade mønstres af agerfelternes mosaik, hvor landsbyerne ligger tæt, og kirketårnene står som vartegn om gl. bebyggelse, – kommer man med alt det bag sig frem til den vældige, kløftfurede skrænt, der abrupt afgrænser det højtliggende moræneplateau fra dalbunden dybt nede, så må man studse. Man ser ud over en fladeverden, der breder sig kilometervidt, sløret af morgentågerne, over til den fjerne modsatte dalskrænt, på hvis sider regnkløfternes furer tegner sig i violette skyggetoner mod de lyngklædte skråningers brune glød. Den grønne, plane bund fortoner sig tilsyneladende uendeligt i dalens længderetning. Stedvis brydes engenes lysegrønne, af ellekrattenes mørkegrønne og pilebuskenes sølvgrå toner, og i det fjerne ses en blank søflade bræmmet af rørsump. Hist og her anes åen, der i store slyngninger søger gennem den vældige dal, til hvis dimensioner den slet ikke passer i størrelse. Med morænelandskabets kulturpræg i klar erindring virker dallandskabet ved første øjekast som uberørt natur. En stork på jagtudflugt i engene kan forstærke dette indtryk. Fjerne kobrøl vil dog snart henlede opmærksomheden på det græssende kvæg, og er man først begyndt at lede efter kulturtræk i dette landskab, opdager man mange. Nygravede grøfter og snorlige kanaler fortæller om afvandingsteknik, elektriske hegn siger noget om rationel kvægavl, og stedvis ser man også, længst fra åløbets fugtprægede nærhed, omdriftarealer, markfelter og gårde som vidnesbyrd om agerbrugets vellykkede attak mod dalbundsnaturen. Gamle kirker og landsbyer ses dog kun sjældent dernede, dallandskaberne er nyt kulturland. De store dale lå før dræningens s. 20 og åreguleringens tid som sump- og moseområder, der var vanskelige at passere. De var derfor naturlige grænseegne, og når så mange sogne- og herredsskel i Viborg a. følger disse dalstrøg, er det et udtryk for deres tidl. utilgængelighed.

Salling har sine store dale som fx. i det nordl., hvor Hinnerup ådal, der fra Fur sund strækker sig s.på parallel med Salling sund, el. længst mod s., hvor Rødding å munder ud i Sønderlem vig, men de svarer ikke helt til ovenstående beskrivelse i dimensioner som følge af Salling-halvøens lille udstrækning og ringe højde. Jordbro og Fiskbæk ådale, der fra Hjarbæk fjord fører s.på, har alle de store dales typiske træk. I størrelse overgås de dog langt af Skalsådalen, der ø.fra udmunder i sa. fjord. Den store dal, hvis østligste, havdækkede ende danner Mariager fjord, når ind i amtet ved Klejtrup sø og fortsætter i dalstrøget, der rummer Rødsø, Loldrup sø og Viborgsøerne, to typiske langsøer. Parallelt med denne dal følger lidt sydligere Tjele-ådalen med Tjele Langsø. Denne dal fortsætter mod sv. i Vansø for derefter at forenes med førnævnte dal i Hald sø. Nørreå-dalen hører, ligesom den sydligere beliggende Tange-ådal, til det system af tunneldale, der førte smeltevand til gletsjerporten for enden af Hald sø. For Nørreå-dalen såvel som for førnævnte Skals-ådal gælder det, at de under stenalderens havstigningsperioder var havdækket, – altså landskabeligt fjorde. De har på dette stadium i deres tilværelse fået deres bund planeret ved aflejring af fjorddynd og sand, hvilket er med til at forklare deres plane bund, der volder afdræningen de største vanskeligheder, især i Nørreådalen, hvis fald fra Tapdrup, 5 km ø.f. Viborg, til Randers fjord kun er 4 m på en strækning af 35 km.

I Viborg a.s østligste del forgrener Nørreå-dalen sig først uden om Øby-plateauet, sen. i en nordl. gren, der gennemstrømmes af Skals ås øvre løb, med en forgrening, i hvilken langsøen Fussing sø har plads, og det sydl. strøg, der nu følges af Nørreå fra Skjern kirke over Ålum til Randers.

Den sydligste af Viborg a.s store dale er Gudenådalen og sidedalen, Tange ådal, der forbinder dette dalstrøg med Hald sø dalkomplekset. En strålende oplevelse af dalnatur har man fra jernbanen på strækningen fra Tange over Bjerringbro og Langå til Randers. Banelinien følger en terrasseflade tæt ved den ndr. dalskrænt, så man til den ene side har dalskråningens stejle vægge med deres lyngbeklædning el. skræntskove, gang på gang åbnende udsigten op gennem de dybt indskårne kløftsystemer, til den anden side, s.over, den kilometerbrede dalflade med det vide udsyn. Fra Tange og s.på til amtsgrænsen er dalbunden nu efter bygningen af Tange-værkets dæmning oversvømmet og omdannet til reservoirsøens vandflade, der s.f. Tange har hele dalens bredde og afsmalner gradvis opefter i dalen for at slutte ved Brårup.

De store dale er af forsk. oprindelse, idet de enten er tunneldale, formet af det smeltevand, der fossede igennem rør under isdækket (se: Landskabsdannelsen) el. s.k. ekstramarginale dale, d.v.s. smeltevandsdale udgravet af de vandmasser, der flød som normale floder uden for isranden. Imidlertid er forholdene på dette område som på så mange andre ikke et simpelt enten-eller, men ofte et både-og. Efterhånden som isdækket nemlig smeltede bort, blev de under isen udformede tunneldale frilagt, hvorefter de blev benyttet som afløbsrender af smeltevandsfloderne og derved mere eller mindre omformet til normale floddale med jævnt hældende længdeprofil. Når den for tunneldale karakteristiske ujævne bund alligevel mange st. stadig eksisterer, indiceret ved langsøer og mosestrøg, skyldes det afsmeltningstidens s. 21 dødismasser, der har hindret disse huller i at blive sandfyldte. De store dales formverden er fuld af interessante problemer for den, der ser på det aktuelle landskab som det øjeblikkelige stadium i en udviklingsrække.

Alheden. Amtets sydvestl. del, Alheden, adskiller sig såvel terrænmæssigt som m.h.t. jordbund, bebyggelsestyper og dyrkningsformer fra Viborg a.s øvr. dele, så dette område med rette kan betegnes som en verden for sig. Alheden er en typisk flodslette, opbygget af de grus- og sandmasser, smeltevandsstrømmene havde medført, og som her uden for isranden blev aflejret i flade banker, lag på lag. Højt er hedesletten blevet bygget op. V.f. Dollerup ligger overfladen 80 m o.h., og herfra skråner flodsletten efter vandløbenes retning at dømme mod v., dog med så svag en hældning, at terrænets overflade på beskueren virker som en vandret flade.

For geodæten, der med sigtekikkert og målestænger til hjælp skaffer sig nøjagtige oplysninger, viser flodslettens overflade sig at være en svagt hældende kegleoverflade med toppunktet der, hvor vandmasserne ved istidens slutn. fossede ud af gletsjerporten. Det var på disse udstrakte flader, at lyngtæppet, før opdyrkningen i 1700t. begyndte, bredte sig tilsyneladende ubrudt fra horisont til horisont. Lyngheden er dog ikke en direkte fortsættelse af afsmeltningstidens tundravegetation. s. 22 Egekrat hist og her vidner om et tidl. skovdække, og agervoldinger fortæller om fortidens kulturlandskab her i Vestjylland. Jernalderens bønder havde lettere ved at behandle den lette sandjord end det stive moræneler. Men dyrkningen har måttet opgives, måske p.gr.af den afblæsning, der her, hvor vestenvinde hersker, kan blive farlig også i vore dage, når oppløjede agerfelter udsættes for storm i tørkeperioder. Efter sådanne katastrofer er lyngen vandret ind og har erobret agerland, det sa. agerland som de første agerdyrkere tidl. havde erobret fra skoven med økse og ild. Flodslettelandskabet har således gang på gang forandret karakter. Den sidste store metamorfose, hedekultiveringen, har omskabt lyngens land helt og aldeles. På den fredede Kongenshede kan man endnu opleve de lyngklædte vidder, som Blicher beskrev dem, men uden for naturparkerne er hedearealet reduceret til lyngklædte skrænter og grøftekanter. Agrene breder sig felt ved felt, indrammet af læhegnenes nåletræsrækker, der ved en illusionsvirkning får hele landskabet til at se skovrigt ud. Rug-, havre-, kartoffel- og kålroemarker har fortrængt hedelyngen, og horisontlinien, der før i alle retninger fremkom ved mødet ml. lynghavets perspektiviske uendelighed og himmelhvælvingen, brydes nu næsten overalt af plantagernes takkede nåletræssilhuetter.

Hedesletterne er siden 1800t.s midte blevet et indre da. kolonisationsområde med stadigt voksende befolkning. Denne sidste fase i vort lands opdyrkning begyndte tidligt på Alheden, i 1700t.s midte, altså et årh. før den store hedeopdyrkningsoffensiv. Det var på Fr. V.s initiativ, at en broget, uensartet skare af ty. indvandrere, politiske og religiøse flygtninge, håndværkere og bønder fra Pfalz, lokket af løfter om skattefrihed og skildringer af hedenaturens frodighed, begyndte det trælsomme slid, som hedeopdyrkning var.

Fra bebyggelsescentrene Grønhøj (opr. Frederikshøj) og Havredal (opr. Frederikshede) skød markfelterne sig længere og længere ud i lyngen. Også på anden måde blev lyngheden effektivt bekæmpet tidligt på Alheden. Stendals og Ulvedals plantager blev anlagt allr. i 1700t.s slutn., Kompedal og Havredal først i 1800t. Den hyppige forekomst af ordet dal i navne fra Alheden henleder opmærksomheden på et fænomen, som enhver, der har besøgt »Kongenhus Mindepark for Hedens Opdyrkere«, vil have oplevet. Når man her passerer de mange monumentale stenblokke, hvis indskrifter registrerer den menneskelige indsats af hårdt arbejde og udholdenhed, som ligger bag bedriften, hedens opdyrkning, så forlader man de lyngklædte, flade vidder og går ned gennem en dalslugt, der sluttelig udmunder i en bred ådal, som omgivet af enge ligger nedskåret i hedesletten. Kørevejen, der længere ø.på fører fra Kongenshede ned i Renbæk-dalen, er for at overvinde niveauforskellen anlagt med hårnålesving, der kan bringe norske bjergveje i erindring. Hvad man her oplever, er eksempler på hedeslettens sønderskæring ved vandløbserosion. Da Alhedens smeltevandsstrømme ændrede afløbsretning fra v. mod n. over dødisen i Venø bugt, tiltog disse vandløbs erosionsevne med det større fald, der fremkom ved den forkortede vandløbslængde. Derved blev der i Alheden, efterhånden som vandløbet nåede det modne stadium, udformet en dyb, indtil 6 km bred, fladbundet dal, Karupdalen, hvis bund nu ses som udbredte terrasseflader lavere end hedeslettens overflade. Sen., da dødismasserne i Venø bugt var bortsmeltet, blev vandløbserosionens dybdegrænse endnu lavere, og en ny dal med en bredde på indtil 3 km blev udformet i den store Karup dal. Det forhold, at landmassen som helhed hævede sig efter at være befriet for ismassernes tryk, s. 23 har yderligere bevirket, at vandløbene har kunnet skære sig ned, så der dannedes nye, yngre dale nedskåret i de ældre. Skive å løber nu langs amtsgrænsen i en ca. 400 m bred, fladbundet dal, omgivet af brede terrasser i to niveauer, der svarer til tidl. dalbunde.

Det har været nævnt, at Alheden jordbundsmæssigt adskiller sig fra amtets øvr. dele. Dette særpræg skyldes podsoleringen, hvorved forstås den udvaskning af de øvre jordlag, der er ejendommelig for egne, hvor nedbøren for året som helhed dominerer over fordampningen. Der er herved på de sandede, lyngklædte jorder opstået en karakteristisk lagdeling. Under lyngskjolden, det øverste sorte, tørveagtige lag, der betegnes som morr, træffer man blegsandet, en udvaskningshorisont bestående næsten udelukkende af kvartssand, idet alle opløselige salte er udludet af dette lag og ført længere ned. Under blegsandet træffes en udskilningshorisont, hvor de af de nedsivende vande medførte salte atter er udskilt i så store mængder, at sandet er kittet sammen til en kaffebrun sandsten, al. Denne podsolering kan få indflydelse på landskabets detailformer, idet skrænter i vindbrud, erosionskløfter og hulveje præges deraf. Morr-laget kan danne udhængende faste partier over det løse blegsand, der risler ned ad skråningen. Al-laget kan danne fremstående profildele i skræntsiderne over det underliggende uforvitrede rødsand.

For opdyrkningen var denne lagdeling en stor vanskelighed. Der skulle trælles for at bryde alen og atter sammenblande de jordbestanddele, der ved podsolering var blevet adskilt. Med nutidens anvendelse af motorkraft og hensigtsmæssige maskiner går det hurtigere. Dyb pløjning, reolpløjning, fordeling af de opbrudte jorddele, mergling og regulering af vandforholdene har nu saneret bunden dyrkningsmæssigt så mange steder, at landskabsbilledet helt er ændret. De brune flader, der før bredte sig ubrudt, er nu afløst af agerfelter og nåletræsplantager. Busser og biler farer ad de snorlige veje, der har afløst de gamle tiders sandede hjulspor, ad hvilke de studetrukne køretøjer før rokkede gennem lyngen. Alheden er nu et da. kulturlandskab, som morænelandskaberne er det – men den er en kultursteppe med absolut særpræg.

Vandløb og vandløbsudvikling. Viborg a.s nordl. dele afvandes til Limfjorden hovedsagelig af Skive å – også kaldet Karup å – Skals å, Simested å og Lerkenfeld å. Den sydl. og østl. del hører til Gudenåens afvandingsområde, og vandet herfra føres til Kattegat. Vandskellet ml. disse to områder følger fra et punkt v.f. Hald sø hovedopholdslinien direkte s.på. Det er i dette strøg på langs midt igennem Jylland, at Hærvejen forløb gennem et terræn, der if. sin vandskelsnatur ikke bød på de vanskeligheder at overvinde, som ådalene længere mod henh. ø. el. v. kunne berede middelalderens vejteknikere. Vandskellet fra førnævnte punkt og n.over har derimod et yderst ejendommeligt forløb, først løber det mod nø., v. om Viborgsøerne, dernæst ø.på, s. om Tjele Langsø og i en bugtning s. om Fussing sø, hvorefter det forlader amtet ø.f. Over Fussing.

Det kan se helt uforståeligt ud, at områder af Viborg a. liggende så langt ø.på som Fussing sø, hvorfra afstanden til Randers fjord kun er 5 km, afvandes til Hjarbæk fjord gennem Skalsåens snoede dalstrøg over en strækning af 50 km. Forståeligt bliver det først, når man tager vandløbsudviklingen i Viborg a. med i betragtning – så bliver den store omvej til gengæld ganske logisk indlysende. Det s. 24 må erindres, at isranden smeltede bort over Viborg a. dels mod n., dels mod ø. (se afsnit: Morænelandskaberne). Dette betyder, at afløbsforholdene gang på gang er radikalt ændret, efterhånden som indlandsisen frigav det ene område efter det andet. Fra hovedopholdslinien strømmede alt vandet v.på til Vesterhavet. Da de østligste dele af Limfjorden blev isfri, kunne områdets afløb ske gennem Karupdalen over den nuv. Hjelm hede til Limfjordens østl. bredninger. Et sen. stadium indtrådte, da isranden var smeltet tilbage ø.f. Viborg. Herved blev der åbnet en ny afløbsdal, den s.k. Faldborg dal, et navn der stammer fra Faldborg kirke, ved hvilken dalen, der i nutiden intet vandløb fører, er karakteristisk udviklet. Dalen er bred og udvider sig stedvis til små hedesletter, således v.f. Viborg, hvor nu Viborg hedeplantage dækker et plant sandjordsareal.

Det er ejendommeligt, at denne hedeslette med en højde af 25 m o.h. krydser over den gamle tunneldal, som smeltevandet dengang ikke har kunnet følge mod nø., fordi gletsjerranden spærrede, og heller ikke mod sø., fordi Alheden, hvortil tunneldalen førte op, lå langt højere. Man må forestille sig store dødismasser resisterende i de lavninger, der nu udfyldes af Viborgsøerne og Hald sø – ellers måtte disse hulformer være fyldt ud med smeltevandsaflejringer. Næstsidste stadium er karakteriseret dels ved, at isranden har stået ml. Hobro og Randers, dels ved at Hjarbæk fjord er blevet isfri. Smeltevandet fra isranden samledes i Gudenådalen, men da der stadig lå indlandsis over Randers fjord, måtte vandet løbe videre uden for isranden n.på, naturligt følgende dels de tunneldale, dels de smeltevandsdale, der tidl. var udformet her. Det blev et yderst snoet løb fra Gudenådalen v.f. Randers, v.på gennem Nørreå-dalen, så ø.på igen ad Skals-ådalen og dernæst følgende dennes mod v. drejende retning til udløbet i Hjarbæk fjord. Det sluttelige stadium, der fører direkte over til nutiden, indtræder, da isen smelter bort i Kattegat, så Gudenåen kan føre sine vandmasser derud. Så mistede Skals å sin storhed, vandføringen svandt ind til en brøkdel af den, der prægede åen og dalen i afsmeltningstidens næstsidste stadium. Skals-ådalens dimensioner viser, at den opr. har haft en flod i sin bund af størrelse som de store mellemeuropæiske.

Et andet forhold, der står i forb. med de her skildrede afløbsstadier, præger også dalenes udformning, nemlig afløbenes med tiden varierende længde. Der blev gang på gang åbnet muligheder for kortere vej til havet. Samtidig hermed løftede landmassen sig isostatisk, fordi den blev befriet mere og mere for de tyngende ismasser. Begge disse forhold medførte, at de lokale dybdegrænser for vandløbserosion blev sænket; åerne skar sig nu lejer ned i de gamle dalbunde, hvis resterende partier ses som terrasser over nutidens dalbund (sml. afsnit: Alheden). Da der således er tale om flere udviklingsstadier, der abrupt har afløst hinanden, og ikke om et kontinuerligt udviklingsforløb, er der alm.vis flere veludviklede terrassesystemer, der tydeligt taler om de forsk. dalniveauer, der hver svarer til sit afløbssystem. Terrasserne er if. deres natur velegnet for vej- og jernbaneanlæg. Her har baneingeniørerne niveauflader, der muliggør anlæg af banelegeme uden forudgående store udgravninger eller opfyldninger. Dertil kommer yderligere, dels at terrasserne er bedre naturligt drænet end dalbunden, og dels at terrassen, som den gamle flodbund den er, består af netop de grus- og sandmasser, der skal bruges som ballast ml. svellerne. Jernbanenettet i Viborg a. er i meget høj grad konformt med de store dales mønster.

Det største vandløb er Gudenå, der gennemstrømmer amtets sø.hjørne og danner s. 25 ø.grænsen fra Langå til Randers. Dens tilløb Lilleå med Granslev å afvander de sydøstligste områder. Alling å gennemstrømmer den sørige tunneldal ved Hinge, og Nørreå danner afløb for Hald-Viborg sørækken. Medens Gudenå-systemet fører vand ud i Kattegat, har alle Viborg a.s øvr. åsystemer udløb i Limfjorden. Det gælder Skive el. Karup å, der danner a.s v.grænse sa. m. tilløbet Bording å på en 60 km lang strækning. Om denne å gælder det som særlig karakteristisk, at dens store brede dal såvel som sidedalene, fx. Årevad ås dal, er nedskåret på særdeles markeret måde i Alhedens flade. Skals å og dens tilløb Tjele å afvander de nordl. tunneldale. Lerkenfeld å, der følger amtets n.grænse og udmunder i Lovns Bredning, samt Simested å, der løber ud i Hjarbæk fjord, er Rinds hrd.s vigtigste vandløb. I Sallings nordl. del strømmer Hinnerup å til Fur sund, de mellemste dele afvandes til Hjerk nor af Viummølle å, Harre å og Gedbæk, medens de sydligste dele afvandes til Sønderlem vig af Vellum å.

Søer. Søernes fordeling i Viborg a. er yderst karakteristisk og tillige typisk for landet som helhed. I det sydvestl. område, der omfattes af Alheden, er der således overhovedet ingen søer. Enkelte menneskeskabte bassiner som fx. ørreddammene langs.Årevad å ved Karup bryder ikke reglen, men bekræfter den ved understregning af det faktum, at et behov for søbassiner må dækkes ved kunstige foranstaltninger. I a.s øvr. dele, altså i morænelandskaberne, forekommer søer til gengæld i stor mængde, repræsenterende alle da. søtyper. Morænebakkelandets mange afløbsløse lavninger er betingelsen for de talr. småsøer, der karakteriserer visse egne s. 26 som fx. landskabet ø.f. Rogenstrup ml. Viborg og Hjarbæk fjord og egnen ml. Simested og Testrup nordligst i a. Det samme gælder for områderne umiddelbart ø.f. hovedopholdslinien, således ved Torning, hvor de større morænesøer som fx. Hauge sø og Nipgård sø med deres frie søflader præger landskabsbilledet, medens talr. moselavninger vidner om de mange tidl. søer, der for længst er forsv. enten naturligt ved tilgroning og aftapning el. kunstigt ved dræning. En del af disse tidl. morænesøer er atter genopstået i ændret form som følge af tørvegravning. De hyppigst forekommende småsøer med retlinet afgrænsning fortæller om dette stadium i de da. morænesøers udviklingshistorie. De centrale dele af moræneplateauerne ml. de store dale i a.s østligste del, således fx. ml. Langå og V. Velling, har også mange af disse små morænesøer, hvorimod de kilometerbrede randzoner ud mod de dybt nedskårne dallandskaber er så stærkt sønderskåret af vandløbserosion, at de søer, der opr. har været her, for længst er aftappet. Sønavnes meget hyppige optræden på lavtliggende lokaliteter i morænelandskaberne, hvor der nu ikke er søer, fx. Brokholm sø og Grynderup sø i Salling, vidner klart om søernes reduktion. Af større søer, der er tørlagt, må nævnes Tastum sø, den tidl. Dommerby sø, sø.f. Skive, den fhv. søbund fremtræder nu efter tørlægningen i 1800t.s sidste halvdel som en 5 km lang og 2 km bred, plan dyrkningsflade. Nær Viborg a.s s.grænse er et km²-stort område nø.f. Engesvang, Bølling sø, et lign. udtørret søbassin, der nu afvandes gennem Bølling sø kanal til Skygge å, et tilløb til Skive å. Er søer således forsv. ved menneskets indgriben visse st. i Viborg a., så har kulturforanstaltningen andre st. fremkaldt dannelse af søer. De tidl. omtalte ørreddamme skal nævnes i denne forbindelse, og møllesøer er talr. i de reliefrige landskaber. Selv om elektrificeringen har bevirket de fleste vandmøllers nedlæggelse, består endnu mange af møllesøerne som fx. ved Voermølle, Søby og Tordal vandmøller. Også i hedesletternes flade terræn har man stedvis i de vandrige åer kunnet skabe faldhøjde ved opstemning af vandet, således i Resenbæk ved Resen. Elektrificeringen er i Danmark hovedsagelig baseret på el-produktion i store varmekraftværker, men visse af landets største vandløb, således Gudenå, har fristet til anlæg af vandkraftværker med tilh. reservoirsøer. Den største af disse, den 14 km lange Tange sø, ligger i amtet, dannet 1921 ved opdæmning af Gudenåen og dens tilløb, Tange å, ved Tange, 5 km sv.f. Bjerringbro.

De for amtet mest typiske søer er langsøerne, der udfylder tunneldalenes dybt udgravede bundlavninger, hvor disse takket være dødismasse har kunnet undgå at blive fyldt op af smeltevandsstrømmenes enorme grus- og sandmasser. (Se afsnit: Landskabsdannelse og De store dale). Ved deres varierede dimensioner og afvekslende omranding af skovklædte stejlskrænter eller lyngklædte skråninger i en række forsk. kombinationer udgør de landskabselementer med karakteriserende egenskaber, der i højeste grad medvirker til at give a.s forsk. områder individuelle særpræg. Hald sø er, indelukket ml. sine skov- og hedeomgivelser, trods de ligheder, der følger med fælles oprindelse, yderst forsk. fra Viborg Sønder- og Nørresø i det åbne, retlinede dalstrøg med amtsbyen liggende højt op ad de vestl. skråninger, kronet øverst af domkirkens granitgrå tvillingetårne og med den intense trafik på hovedvej 16 krydsende over dalen ml. søerne på den morænetærskel, der her har betinget passagen over den fugtprægede lavning og dermed byens placering. Loldrup sø længere n.på i sa. tunneldal har igen sit særpræg givet af de mindre dimensioner; længden er kun 1/5 af Hald sø’s, og skrænthøjden er kun den s. 27 halve, hvortil kommer omgivelsernes landbrugskarakter. Rødsø og Hærup sø i dalens fortsættelse er igen nye varianter over langsøtemaet, afgrænset som de er til en side på meget markeret måde af moræneplateauets her stejle og stærkt kløftfurede vægge, medens de til den modsatte side ligesom fortaber sig ud i Skals-ådalens udstrakte flader. Klejtrup sø lidt længere mod nø. ved a.sgrænsen, er igen noget for sig, cirkelrund som denne »langsø« er og med de omgivende jævne skråninger. Tjele Langsø i den sydl. forløbende tunneldal forbløffer ved sin store længde på 9 km og varierende bredde, der fra gennemsnitlig 600 m s.f. Lindum indsnævres af en morænetærskel til 100 m. Fussing sø ligger i et kort, lille tunneldalstykke, der danner en i moræneplateauet dybt nedskåret lavning, en lomme i siden af den store Skals-ådal. Skovene omkr. herregården Fussingø og halvøen med ruinen i søens rørsumpbræmmede v.ende kontrasterer stærkt mod ø.endens åbne karakter, omgivet af agerland, hvor alene de skov- og kratfyldte kløfter på s.siden minder om, at vi befinder os i en tunneldal. Vedsø i Nørreådalens vestl. forbindelsesstrøg til Hald sø får særpræg ved sin s-form, der afspejler den opr. smeltevandsstrøms snoede løb. Tunneldalsøerne i Viborg a.s sydl. del er alle relativt små. I tunneldalen, der s.f. Kjellerup nu gennemstrømmes af Alling å i retning fra v. mod ø., ligger Hinge sø og Alling sø i de lavninger, der blev udhulet af smeltevandet, da det gennem istunnelen fossede den modsatte vej i sidste istid. Vinderslevholm på en halvø ud fra søens v.ende har en beliggenhed fuldstændig analog med Fussingøs i Fussing sø, – et eksempel på tunneldalnaturens indflydelse på storgårdes lokalisering.

En helt afvigende tilblivelseshistorie har Kås sø på Sallings v.kyst og Sønderlem s. 28 vig ved sa. halvøs sv.grænse. Disse søer er strandsøer, dannet ved afspærring af vandarealer fra deres opr. forbindelse m. havet, gennem opkastning af strandvoldsbarrierer af grus og sand (se afsnit: Kyster).

Kyster. Kystliniemønstrets hovedtræk er betinget af relieffet i det morænelandskab, der her delvis er dækket af havet. Under den havstigning på ca. 130 m, der som følge af ismassernes smelten har fundet sted siden istiden, er havet trængt ind i alle morænelandskabets lavninger. Tunneldales og smeltevandsdales lavere dele er blevet til sunde og fjorde som Salling sund, Skive fjord og Hjarbæk fjord. For enkelthedernes vedk. spiller dog overalt den relative landhævning siden stenalderen en rolle. Også havets omformende virke sætter sit præg på disse fjordkyster.

Selv om Viborg a. kun har kyststrækninger til Limfjorden, så er rækken af kysttyper alligevel rigt varieret. Står man en stille sensommeraften ved Hjarbæk fjord, når den stille vandflade får perlemorsskær ved genspejling af vesthimlens solnedgangsfarver, så er det fjordidyllen, man oplever med dens præg af ynde og afbalanceret ro. Klinter og engfladers vekslen langs de kapriciøst svungne kystlinier bibringer beskueren ikke alene en stemning af uforstyrret natur, men giver tillige et direkte indtryk af landskabets tilblivelse, da de mægtige mæandrende smeltevandsfloder formede den snoede lavning, som nu dækkes af fjordens stille vand. Hvor forsk. fra denne fjordidyl er ikke de barske kystlandskaber på Sallings v.side ud mod Venø bugt – en dag med vestl. kuling. De høje klinter her ved Gyldendal teglværk står som et snit skåret ned gennem landmassen, og sydl. lukker en vifte af strandvolde i en fint svungen kurve for den tidl. dybe indskæring Sønderlem vig. Her taler alle former om voldsomme havkræfter og ændring af den initiale kystlinie til en havskabt udligningskyst. Forklaringen på denne dobbelthed i kystnaturen er ikke at søge i kysternes opr. former – begge steder er der tale om morænebakkeland gennemskåret af store smeltevandsdale – men i havets varierende styrke. Det lukkede, grunde farvand Hjarbæk fjord ligger i læ for de stærke vestl. vinde bag bakkelandet ml. Kvols og Ørslevkloster – betingelserne for kraftig bølgerejsning er derfor ikke til stede. I Venø bugt derimod begunstiger forholdene stærk bølgedannelse på Sallings sø.kyst. Det frie stræk, d.v.s. længden af den vandoverflade, over hvilken vinden kan arbejde på at danne bølger, er her langt større end i Hjarbæk fjord, 15 km fra sv. mod nø., og netop i den retning, de kraftige stormvinde ofte stryger. Resultatet er blevet, at kysten fra Kås Hoved og s.på er blevet stærkt udlignet. Den har nået at blive formet med den ligevægtsretning, vinkelret på det fri stræk, der synes at være en naturlov for lukkede farvande som Limfjorden. De store materialmængder, der i tidens løb er fremkommet ved disse klinters nedbrydning, er i strandzonen ved de skråtindløbende bølgers transportvirkning bevæget ø.på, dels fordi vestl. vinde er dominerende, dels fordi østl. vinde, når de forekommer, er uden virkning p.gr.af landets lævirkning. Her ligger stenene og gruset s.f. Hostrup da nu i de store systemer af strandvolde, der afspærrer den opr. bugt fra havet. Nordligst, nær Sønderlem vigs opr. n.kyst, ligger de ældste af disse strandvolde, de yngre er, efterhånden som fjordløbet grundede til, svunget mere og mere mod s., indtil den afsluttende tangedannelse er blevet orienteret i direkte forlængelse af den udlignede klintkyst n. derfor. Det, man her oplever af kystudformning, er i det lille format en analogi til Limfjordens delvise tangelukning ved Thyborøn el. Ringkøbing fjords afspærring ved Holmslands klit. Også s. 29 her ved Sønderlem vig er udløbet fra fjorden – som henh. ved Thyborøn og Hvide Sande – reguleret ved en kanal, der bortleder det åvand, der stadig tilføres vigen fra de omgivende morænebakker.

Sa. udligningskyst træffes langs Kås Bredning på strækningen til Lysen Bredning og Harre vig. Også på Furs n.kyst er der p.gr.af det åbne farvand kraftig bølgerjsning fra v. og en ø.gående materialvandring, der er årsag til dannelsen af Færker odde, som opbygget af sten og grus stritter flere km ø.på i n.kystens retning. Engelst odde, som danner den sydl. afgrænsning af Færker bugt, har en anden oprindelse. Her på Furs sø.kyst giver det snoede Fur sund intet frit stræk for de vestl. vinde, og Engelst odde er da også et lavt morænelandskab, hvis kystlinie er udjævnet ved den virkning, sydøstl. vinde her kan få p.gr.af det 15 km lange frie stræk i Risgårde Bredning. Betegnelsen odde for et fremskydende, smalt s. 30 landområde dækker således over helt forsk. fænomener. I Færker vig ml. de to odder vandrer materiale som almindeligt i bugter indefter, hvorved en næsten cirkulær ligevægtsform efterhånden er fremkommet. Også i Lovns Bredning er dimensionerne sådan, at de kystudlignende bølger kan få virkning. På denne brednings s.kyst ud for Hejlskov og Bøstrup vidner den lille krumodde om en ø.gående materialvandring, og inden for nutidens kystlinie ligger gamle strandvolde med sa. orientering. Den landhævning på 2,5–3,5 m, som har fundet sted siden stenalderen i disse dele af Viborg a., har dels medvirket til at stabilisere de landdannelser, der her er sket ved aflejring, dels til at skabe den bræmme af hævet havbund, der mange st. ligger ml. stenalderhavets gamle, hævede klinter og nutidens havstok. I forening har disse to kystformende kræfter flere st. gjort tidl. øer landfaste, således Lundø, der nu danner halvøen n.f. Bådsgård vig ved Skive fjords ø.-kyst. Her vidner stednavnet endnu om den tidl. ønatur. S.f. sa. vig er hele egnen ml. Dommerby, Vinkel, Svenstrup og Skårup en mosaik af plane flader af hævet havbund, med lokalnavne som Lideeng, Haleeng og Skavnsenge, der vidner om fugtpræget natur og bakkeland, de tidl. øer, med stærkt udlignede klintkyster på alle st., der i stenalderen lå eksponeret mod åbent farvand, som fx. Halskov-bakkens v.vendte side. Stenalderhavets bugter træder også klart frem i nutidslandskaber som engstrækninger, der kiler sig ind i morænebakkelandet, således Elkær v.f. Selde i det nordl. Salling. På denne lokalitet ses det endnu tydeligt, at den tidl. bugt har været næsten lukket ved en odde, der er vokset ud v.fra. Vejen ml. Risum og Selde er anlagt på denne afspærrende krumodde, hvis grus- og rullestensbund i et niveau 2 m højere end de omgivende enge ligefrem har indbudt til bebyggelse og vejanlæg.

I indviklede farvande som Limfjorden forekommer ved knæk på kystlinien, hvor der ved materialvandring i havstokken tilføres materiale fra begge sider, en karakteristisk forlandsdannelse, det s.k. vinkelforland. Det fremtræder som en trekantet udbygning på kystlinien, et lavt strandvoldsterræn bestående af rullesten og grus, et landskab, der alm.vis som stednavn har det gamle fællesnavn »ør« knyttet til et forudgående, karakteristisk egennavn. Glyngøre på Sallings v.side, såvel som Junget Øre og Grønning Øre på ø.siden er sådanne vinkelforlande. Forlandsdannelserne langs Viborg a.s kyster byder således på en lang formrække, der yderligere lader sig inddele i stadier efter det lokalt varierede kulturpræg, der omfatter hele skalaen fra strandenge med de mest nødtørftige dræningsgrøfter til grundvandsregulerede kulturflader.

Farvande og havne. Medens Viborg a.s kystlinie til Limfjorden stadig i alle hovedtræk præges af formerne i det morænelandskab, der her er delvis havdækket, gælder dette ikke for dette farvands bundrelief. De store sandmasser, der i afsmeltningstiden blev ført herud, har udfyldt alle større lavninger, og sen. tids sedimentmasser har fortsat denne planeringsproces. Lavvandede områder har kunnet flades ud til abrasionsflak ved bølgevirkning, og resultatet er, at fjordbunden i bredningerne sml. med landoverfladen i morænelandskaberne er forbløffende jævn.

I Lovns Bredning, Venø bugt og Kås Bredning er dybden fem til syv meter, og Risgårde Bredning når en maksimal dybde af 15 m. I snævringerne, hvor strømstyrken under de vandbevægelser, der forårsages af vindstuvning, når sine største værdier, forøges gennemstrømningsarealet ved udvidelse i dybden, i Virksund således s. 31 til 10 m. Ml. Jegindø Tap og Kås Hoved, hvor løbet indsnævres til kun 400 m’s bredde, er dybden 15 m, i Hvalpsund 19 m og ud for Glyngøre 23 m. Fladvandede partier strækker sig tit lokalt langt ud fra kystlinien, hvorved besejlingsmulighederne indskrænkes. Ved Kås halvøens n.kyst strækker et akkumulationsflak, Kås Sand, sig så langt ud, at en vanddybde på to m først nås 900 m ude, og ved Lundø Hage løber 2 m kurven 1500 m ude, hvilket nødvendiggør en vagerafmærkning for at advare mod det læge vand. For at sikre sejlads i mørke er der etableret fyrbelysning til støtte for navigationen gennem Salling sund. Den hvide sektor i vinkelfyrenes lysvifter fra Langer odde og Glyngøre holder skibene på rette kurs i dette smalle sejlløb.

Viborg a.s største havn er Skive. Da bunddybden er ringe i bunden af Skive fjord, har en 30 m bred, 1500 m lang og 4 m dyb rende måttet graves og afmærkes med koste for at sikre adgangen til havnen, hvis bassiner har sa. dybde. De relativt store vandstandsforskelle, der skyldes vindstuvning, må også tages i betragtning ved besejlingen. Kraftige vestl. vinde kan således give en stigning på 1,4 m, medens tilsvarende østl. kan fremkalde en sænkning på 0,8 m. Til Hjarbæk fiskerihavn inderst i fjorden af sa. navn har også måttet graves en 550 m lang, 25 m bred og 2,5 m dyb rende. Ved Glyngøre er yderst på vinkelforlandet anlagt en færgehavn for DSB-færgen, der varetager overfarten til Nykøbing Mors, og en fiskerihavn. Også længere mod s. ved Pinen er der færgefart over Salling sund til Mors. Ved Sundsøre eller Hvalp Hage er anlagt en færgehavn for Hvalpsund-overfarten. Færgeforbindelse er yderligere etableret over Fur sund fra Branden. Alle de nævnte færger overfører motorvogne, hvilket derimod ikke gælder færgen over Virksund ved Sundstrup.

Litt.: V. Milthers. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen, DGU. III. Rk. Nr. 28. 1928. Axel Schou. Landskabsformerne. Atlas over Danmark. I. 1949. Sa. Det marine Forland. 1945. Viggo Hansen. Natur og Landskab i Danmark før og nu, Jylland I. Nordjylland. 1952. C. H. Bornebusch og K. Milthers. Jordbundskort over Danmark. DGU, III. Rk. Nr. 24. 1935. H. V. Clausen. Det danske Landskab. 1926. S. A. Andersen. Det danske Landskabs Historie. 1933. Det kgl. Søkort-Arkiv. Den danske Havnelods. 1958. Aage H. Kampp. Landbrugsgeografiske studier over Danmark, D.K.D.G.S.s kulturgeografiske Skrifter. Bd. 6. 1959. Axel Jessen. Stenalderhavets Udbredelse i det nordlige Jylland, DGU. II. Rk. Nr. 35. 1920. Ed. Erslev. Jylland. 1886. E. Dalgas. En Oversigt over Hederne i Jylland. 1886. Sa. Hederne i Danmark og deres Trækultivering. 1878. P. E. Muller. Om Muld og Mor i Egeskove og paa Heder, Tidsskrift for Skovbrug. 1884. Aage Aagesen. Befolkningen. Atlas over Danmark. Bd. II. 1961. De Danske Heder. Bd. I og II. Udgivet af Danmarks Naturfredningsforening og Det Danske Hedeselskab. 1943. H. Matthiessen. Limfjorden. Fortoninger og Strejflys. 1941. Sa. Hærvejen. En tusindaarig Vej fra Viborg til Danevirke. 1930. Hedens opdyrkning i Danmark. 1953.

Skovene.

If. den sidst foreliggende statistiske oversigt over skove og plantager fra 1951 er det samlede skovareal 26.721 ha (skovprocent 8,8); heraf er 22.885 ha (7,5%) bevokset. Det bevoksede areal fordeler sig således til de forsk. træarter: bøg 2312 ha, eg 1393 ha, ask 184 ha, andet løvtræ 662 ha, el. løvtræ i alt 4551 ha. Rødgran, ædelgran og sitkagran 9399 ha, skovfyr og lærk 728 ha, gran og bjergfyr i blanding 4477 ha, bjergfyr 1643 ha, andet nåletræ 347 ha, el. nåletræ i alt 16.594 ha. Dertil kommer blandede bevoksninger og krat med 1740 ha. 4 ejendomme med et areal på 5406 ha ejes af staten, 24 ejendomme, areal 1595 ha, ejes af kommuner, 8, areal 92 ha, tilhører præsteembeder, 6, 2885 ha, ejes af Det danske Hedeselskab og 3352 ejendomme med et areal på 16.743 ha er i privat besiddelse. Af det samlede antal ejendomme, 3394, er de 2793 på under 5 ha. I hugståret 1949/50 var den samlede hugst i Viborg a. 82.580 m³, hvoraf nåletræ 62.960 m³. Gavntræprocenten opgives til 64,0 og den årlige hugst pr. ha til 3,6 m³.

Det meste af Østjylland og betydelige dele af Midt- og Vestjyllands bakkeøområder har formentlig været dækket af store sammenhængende skovstrækninger. Herom vidner de utallige, naturligt forekommende kratagtige bevoksninger, der findes spredt ikke mindst i Viborg amt. Den stigende opdyrkning og uheldige ejendomsforhold bevirkede imidlertid, at skovene gik stærkt tilbage, og lyngen bredte sig. På de egentlige hedeflader synes det mest sandsynligt, at der aldrig har været skov. Lyngen må her formentlig betragtes som den opr. vegetation.

Da de første plantningsforsøg på heden blev foretaget i egnen omkr. Viborg, skal der her gives et kort historisk rids af hedeplantningens udvikling.

Det var forståeligt, at man fra statens side tidligt syslede med tanken om at nyttiggøre de umådelige, uproduktive, jy. hedearealer, der nåede sin maksimale udstrækning i løbet af 1700t. Som et forsøg herpå lod man i årene 1759–61 indkalde 265 tyske familier (ca. 1000 personer) fra Westphalen og Pfalz. Det var bønder, som man mente var særlig egnede til at drive landbrug på den jy. hede. De anbragtes i små kolonibyer, fx. Frederiks på Alheden s.f. Viborg. Mange af kolonisterne vendte snart tilbage til deres hjemland p.gr.af de ringe forhold, man bød dem, men andre blev og søgte ved haveanlæg og træplantninger at bøde på de barske omgivelser. De fik myndighedernes interesse for træplantningen vakt. Rentekammeret, hvis chef på den tid var C. D. F. greve Reventlow († 1827), lod således 1787 den fra Hannover indvandrede forstmand Georg Wilhelm Brüel († 1829) foretage en rejse til kolonierne på heden for at undersøge muligheden for anlæg af skove. Dette resulterede i, at det ved kgl. resol. af 4/6 1788 bestemtes, at et forsøg skulle foretages på Alheden under ledelse af Brüel, der udnævntes til forstinspektør. Sen. udvidedes forsøgene til andre lokaliteter, således til jorder under kolonigården Stendalgård og til arealer ved Kompedal. Anlæggene, hvortil benyttedes birke-, gran- og fyrrefrø, lykkedes ikke altid lige godt. Ofte gik planterne ud, og utallige fornyelser måtte til. Dette gav anledning til kritik, således bl.a. fra en af plantningssagens foregangsmænd, konsistorialråd Bjerregaard i Hjermind, der fandt, at staten i st. f. at anlægge plantager burde koncentrere sig om at undervise befolkningen i, hvorledes planterne bedst kunne trives. Forholdene i statsplantagerne bedredes dog med tiden væsentligt, og de kom i mange tilfælde til at stå som forbillede for sen. tiders betydelige hedeplantninger på privat initiativ. En af de skikkelser, der afgørende var med til at forberede plantningssagens egentlige gennembrud, var overretsprokurator, justitssekretær ved landsoverretten i Viborg Georg Morville, der 1854 kom i forb. m. den ligeledes i hedesagen såre interesserede, dav. premierløjtn. Enrico Mylius Dalgas († 1894). Dalgas tilhørte ingeniørkorpset, der havde ledelsen af de store, nye vejanlæg i Jylland, således bl.a. vejene fra Viborg til Holstebro og fra Viborg til Randers. Han havde erhvervet sig et indgående kendskab til hedens topografi, jordbundsforhold og befolkning. 1867–68 udgav han værket »Geografiske Billeder fra Heden«. Dalgas’ forbindelse med Morville og samtaler med andre fremstående personer, fx. godsejer F. Mourier-Petersen fra Rugård, der var interesseret i hedens nyttiggørelse, resulterede i dannelsen af Det danske Hedeselskab ved et møde på Hotel Royal i Århus 28/3 1866. Dalgas blev selskabets første administrerende direktør. De love, der blev vedtaget på stiftelsesdagen, gælder i hovedsagen den dag i dag.

Selskabets hovedformål er at fremme træplantning på heder og andre jorder, der ikke er egnet til anden brug, hegns- og læplantning, afvanding og dræning, s. 33 kultivering af moser, enge og lign. grunde, moseindustri, tilførsel af kalk og mergel til mergelfattige egne m.v. De forsk. virksomheder varetages af hver sin afdeling under et fælles hovedkontor. Administrationen har til huse i de smukke administrationsbygninger på Hjultorvet i Viborg. Hedeselskabets bestyrelse består af 9 medlemmer, hvoraf 4 vælges af repræsentantskabet og 3 af landbrugsministeriet, medens De samvirkende danske Landboforeninger og De samvirkende danske Husmandsforeninger vælger hver et medlem. Hedeselskabets repræsentantskab består af indtil 51 medlemmer. Enhver kan blive medlem af hedeselskabet.

Tilplantningsarbejdet er henlagt under plantningsafdelingen med dens 15 distrikter, der er spredt over hele Jylland. Hvert distrikt ledes af en skovrider, som udover at bestyre selskabets egne plantager har tilsyn med mange private plantager. s. 34 I tilslutning til plantningsafdelingen er i løbet af de sen. år oprettet en særlig plantageregulering, en skovfrøcentral og en centralplanteskole.

For selskabets første dir. var plantningssagen den af selskabets virksomheder, han lagde størst vægt på, og efter hans opfattelse burde alle heder omdannes til skov. Økon. støtte ved anlæggene søgtes tilvejebragt ved henvendelse til datidens betydelige finansmænd, og mange private plantager, ofte aktieplantager, anlagdes i de første år efter selskabets stiftelse. Sen. lykkedes det hedeselskabet selv at erhverve arealer til beplantning. Skovplantningssagen har gennem årene udviklet sig jævnt. 1872 var der 16 plantager med ca. 2447 ha, 1874 var der 37 med over 5000 ha, og 1891 ved selskabets 25 års jubilæum var der 571 plantager med 25.000 ha. I årene 1901–1912 tiltog antallet af plantager stærkt, men det var mest mindre plantager, som hedeboerne selv anlagde. Dette må tages som udtryk for befolkningens voksende forståelse for plantningssagen. Der er med udgangen af 1959 ved hedeselskabets bistand og vejledning anlagt ca. 3100 fredskovsplantager med tilsammen ca. 110.000 ha, hvoraf ca. 87.000 ha er tilplantet. En meget betydelig del af de under hedeselskabets ledelse anlagte plantager er anlagt med statsstøtte.

Arbejdet med at omdanne heden til skove, der nu har stået på i henved 200 år, og som først i de sen. årtier er aftaget noget, har været af overordentlig betydning for disse egne, måske ikke så meget ved den direkte træproduktion, som if. sagens natur mange steder vil være af ret beskedent omfang, men fordi der ved træplantningen er skabt et for menneskene mere tiltalende opholdssted. Hedeselskabet har endv. været med til at sætte arbejder i gang i egne, hvor der ellers ingen muligheder ville være.

Medens hedeselskabets virksomhed først og fremmest tager sigte på de nye plantagers anlæg og pasning, er de gamle skove, som altså fortrinsvis forekommer på bakkeøerne, i stor udstrækning tilsluttet enten Småskovsforeningen for Randers og Viborg Amter, stiftet 19/9 1925, medlemstal 172, areal ca. 1700 ha, eller Midtjysk Skovdyrkerforening, stiftet 1954, medlemstal 240, areal 1400 ha skov.

Amtets største skov- og plantageejendomme er følgende: Viborg statsskovdistrikt 4437 ha, ejdv. 2564, grv. 910, Tjele skovdistrikt 1707 ha, ejdv. 2025, grv. 950, Fussingø statsskovdistrikt 1175 ha, heraf landbrug ca. 214 ha og sø 217 ha, ejdv. 1483, grv. 604, Plantagen C. E. Flensborg 708 ha, ejdv. 260, grv. 100, Bistrup skovdistrikt 582 ha, ejdv. 427, grv. 242, Viborg kommunes skovdistrikt 553 ha, fordelt på 5 selvstændigt vurderede ejendomme, Viborg amts plantager 476 ha, fordelt på 3 selvstændige ejendomme, Skive kommunes plantager 386 ha, ejdv. 112, grv. 44 samt Ormstrup skovdistrikt 329 ha, ejdv. 300, grv. 115.

Hedeselskabets 3. distrikt, der foruden Viborg amt delvis omfatter Ringkøbing amt, administrerer 6 af hedeselskabets egne plantager, 1560 ha (tilplantet 1403 ha) og har tilsyn med 179 private plantager med 5515 ha (tilplantet 4799).

Litt.: Jens Westergaard. Træk af Hededyrkningens Hist., AarbViborg. 1929. 53–64. C. E. Flensborg. Om Hedeplantningens Hist., sst. 77–89. Danmarks Skove. 1938. Skove og Plantager. 1951. Statistiske Meddelelser. 4. rk. 154. bd. 3. Danske Skovdistrikter. 1961.

Kulturgeografi.

I V. a. lever (1955) 160.018 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 52,5 indb. pr. km². Af befolkningen lever 41,2% under bymæssige forhold (23,9% i købstæder, 1,0% i forstadsbebyggelser og 16,3% i bymæssige bebyggelser s. 35 i øvrigt). Befolkningen er fordelt på 46.791 husstande, i byerne går der gennemsnitlig 3,0 indb. på en husstand, i landkommunerne 3,6.

Befolkningens fordeling ses af befolkningsfordelingskortet s. 17. Det mest iøjnefaldende træk ved dette kort er kontrasten ml. de meget tyndt befolkede områder i amtets sydvestl. del og de til dels meget tætbefolkede egne i a.s øvr. dele. En sammenligning med landskabskortet s. 16 vil vise, at der findes en ret nøje overensstemmelse ml. hedesletternes og de tyndt befolkede områders udbredelse, mens det unge moræneland i a.s nordl. og østl. dele har en langt tættere landbefolkning. Dog findes der også her spredtliggende, mindre regioner, som er helt el. næsten helt folketomme; det drejer sig især om områder med marint forland, hvor jorden er mere el. mindre vandlidende, endv. om skov- og plantagearealer, de store smeltevands- og tunneldales fugtige bund, samt (på kortet, men uden for V. a.) om indsande (ved Trend og på Karup hedeslette). I alle a.s dele kan der på kortet skelnes tydeligt ml. bybefolkning og landbefolkning. Bybefolkningen koncentrerer sig – foruden i a.s 2 købstæder Viborg og Skive – i stationsbyer og bydannelser i vigtige vejkryds. Oftest er der her tale om ældre landsbyer, der ved erhvervslivets og trafikbehovets stærke udvikling i det sidste årh. har udviklet sig til lokale centrer for urbane funktioner som handel, håndværk, små industrier og samfærdsel. Af stationsbyerne har Kjellerup, Bjerringbro og Langå over 2000 indb. Endv. findes egentlige landsbyer, der på Salling samt s. og ø.f. Viborg normalt har ml. 150 og 300 indb. V.f. Viborg er landsbyerne færre og mindre (omkr. 150 indb.) og på Alheden præges bebyggelses- og befolkningsbilledet endnu i dag i nogen grad af «kartoffeltyskernes» kolonisering (se s. 449). I denne egn har stationsbyerne haft gode vækstbetingelser (Frederiks, Karup), fordi der ikke eksisterede tidligere lokalcentrer.

Den spredtboende befolkning bor tættest på den unge morænejord, der er a.s frugtbareste (sml. landskabskortet s. 16). En del af det geografiske bysamfund Randers, forstaden Neder Hornbæk, ligger i V. a. A.s eneste egentlige havneby er Skive, men derudover findes et antal havnepladser og færgehavne: Glyngøre, hvorfra jernbanefærge går over Salling sund til Nykøbing Mors, Sallingsund bilfærgeleje lidt sydligere, Sundsøre, hvorfra bilfærge går over Hvalpsund til Hvalpsund by, Bøstrup, hvorfra færge går over Virksund til Sundstrup, Branden, der ved bilfærge er forbundet med øen Fur, og endelig Nymølle nær Rødding, der har færgeforbindelse til det sydl. Mors.

De fleste byer i V. a. har en mangesidig erhvervsstruktur (Viborg, Kjellerup m.fl.) eller er mangesidige industribyer (Skive, Ålestrup, Bjerringbro m.fl.). Enkelte domineres dog af en enkelt industrigruppe, der beskæftiger over halvdelen af byens industriarbejdere; således er Langå og Frederiks træindustribyer, Dollerup og Karup tekstil-(trikotage)-industribyer.

Der er ikke opstået bydannelser ved alle jernbanestationer. Hvor stationens naturlige oplandsområde har været for lille, el. hvor konkurrencen fra allr. eksisterende bydannelser har været for stærk, har en stationsby ikke kunnet vokse frem. Dette forhold ses tydeligst ved jernbanerne Skive-Glyngøre, Skive-Vestsalling (Spøttrup) og Viborg-Års.

Af a.s befolkning lever (1950) 44,4% af landbrug, skovbrug og fiskeri, 24,7% af håndværk, industri og byggevirksomhed, 11,5% af handel, 5,5% af transportvirksomhed, s. 36 og 5,7% af administration og liberale erhverv. 10,2% er uden erhverv, hovedsagelig rentiers og pensionister. Det mest bemærkelsesværdige ved denne erhvervsfordeling er, at landbruget i V. a. beskæftiger mere end 1 1/2 gang så stor en del af befolkningen som i landet som helhed.

Erhvervsstrukturen i V. a. domineres af landbrugsegnene, og kun i købstæderne og enkelte landkommuner med større bydannelser (Kjellerup, Ålestrup, Roslev, Karup, Langå, Bjerringbro) er industri det erhverv, der beskæftiger flest mennesker. De mest udprægede landbrugsdistrikter, hvor mere end 75 % af den erhvervsaktive befolkning lever af landbrug, findes ml. Viborg og Hobro, på Alheden, v.f. Skive og i det nordøstl. Salling.

Landbrugsarealet i V. a. omfatter i alt 74,8% af totalarealet (1959) el. noget mere end gennemsnittet for Danmark (se også afsnittet statistik s. 38). Bedst opdyrket er Salling og området i trekanten Viborg-Randers-Silkeborg.

I landbrugsgeografisk henseende kan V. a. deles i 3 dele:

1) Halvøen Salling med Fur må henregnes til den frugtbare nordvestjy. landbrugsregion; jordbunden er her de fleste steder leret, ung moræne. Byg er langt den vigtigste kornart, desuden dyrkes en del blandsæd, noget havre og hvede samt lidt rug. Hektarudbytterne er gennemgående store. Af rodfrugterne er fodersukkerroer og kålroer her vigtigst. 2) En zone fra det vestl. Himmerland over egnen ml. Viborg og Skive til Alheden i sv. må henregnes til den vestjy. landbrugsregion; jorden er her sandet og i reglen kun lidet frugtbar; jordbunden består almindeligvis af udvasket moræne el. smeltevandsaflejringer. Havre er her oftest den mest dyrkede kornart, men også rugavlen er meget betydelig. Byg ses sjældnere, og hvede er ganske uden betydning. Hektarudbytterne er mindre end i region 1. Kålroer og kartofler er de vigtigste rodfrugter. 3) Den sydøstl. del af V. a., omtr. afgrænset af en linie Hobro-Kompedal plantage, hører til den midtjy. landbrugsregion, der betegner en overgangszone ml. Vest- og Østjylland. Jordbunden består i reglen af ung moræne, der i nogle egne er overvejende sandet, i andre overvejende leret. Hertil kommer de store smeltevandsdale, hvor jordens bonitet er væsentlig ringere end i morænelandet. Havre, byg og blandsæd er her de vigtigste kornafgrøder, men der avles også nogen rug og hvede. Hektarudbytterne er større end i region 2), men mindre end i region 1). Fodersukkerroer og sukkerroer til foderbrug samt kålroer er her de mest dyrkede rodfrugter. Frugtavlen er ret ringe i hele amtet.

Den røde da. malkerace er den mest udbredte kvægrace mod sø., mens korthornskvæg ses mest på Salling og til dels i egnen ml. Viborg og Skive. Den sortbrogede kvægrace dominerer mange steder i den nordøstl. og sydvestl. del af amtet. Kvægtætheden er størst (over 60 stk. hornkvæg pr. km²) på Salling og i a.s sydøstligste del. Mælkeproduktionen anvendes overvejende i mejeribruget til fremstilling af smør og ost, men også leverancerne af konsummælk til byer i og uden for a. spiller en betydelig rolle. Svineavlen viser stort set sa. geografiske fordeling som hornkvægholdet; den er baseret på fodring med korn og returmælk (skummetmælk, kærnemælk, valle) og desuden mange steder kartofler. Fåreholdet er ganske betydningsløst. Hønseholdet er derimod meget stort (620 pr. km²) og i hovedsagen knyttet til de mindre landbrug el. særlige hønserier.

Fiskeriet spiller ingen større rolle i V. a. Den værdimæssigt vigtigste fisk i Limfjorden er ålen, men der fanges også en del sild og rødspætter m.m. Foruden erhvervsfiskere s. 37 findes langs kysterne et stort antal lejlighedsfiskere med andet hovederhverv. Vigtigste fiskerihavn er Glyngøre; af de øvr. fiskerbyer, der alle er små og ret ubetydelige, kan nævnes Fur, Branden, Hjarbæk og Virksund. – Om skovene se s. 31.

Mineralproduktionen i V. a. er ringe, men ikke uinteressant. Blegekridt har siden middelalderen været brudt i gruber ved Daugbjerg (nu nedlagt) og Mønsted v.f. Viborg (se nærmere s. 252); på sidstn. sted foregår stadig en produktion, som anvendes til gødningskalk. Forekomster af gode tørv findes især i moser i a.s østl. og sydligste del, ofte knyttet til de store smeltevandsdales ujævne bundrelief; tørveproduktionen er dog i normale tider ret ringe. Lerbrydning til teglværksbrug findes flere steder, vigtigst omkr. byerne. Moler brydes på det nordl. Fur og ved Junget i det østl. Salling.

Industrien viser en større spredning i V. a. end normalt for landet. Kun godt 37% af de i industrien beskæftigede bor i købstæderne og disses forstæder, mens 28 % bor i bymæssige bebyggelser og 35 % i rene landdistrikter. De vigtigste industrigrene er nærings- og nydelsesmiddelindustrien, træforædlingsindustrien, tekstilindustrien og metalindustrierne. Særlig må fremhæves mølleriindustrien, vigtigst i Rindsholm s.f. Viborg, mejerier, slagterier (det største eksportslagteri i Skive, andre vigtigere i Viborg og Bjerringbro), møbelfremstilling olgn. (Langå, Bjerringbro, Viborg m.m.), trikotageindustri (Viborg, Dollerup) samt maskinindustri (Skive, Langå, Bjerringbro o.a.). A.s vigtigste teglværksområde ligger ved Skive. Omtales må også, at Danmarks største vandkraftværk, Gudenåcentralen, ligger i a.; ved opdæmning af Gudenåen er skabt en kunstig sø, Tange sø; med en faldhøjde på 6 m udnyttes her en kapacitet på 6000 h.k. af de i alt 16.000 h.k., som Danmark udnytter (se nærmere s. 421).

Den dobbeltsporede østjy. hovedjernbane Fredericia-Århus-Ålborg-Frederikshavn passerer gennem a.s østl. del i Lilleåens og Gudenåens dale. Fra Langå station på denne bane fører en anden, enkeltsporet hovedjernbane over Viborg og Skive til Struer. Begge disse baner fører lyntogs- og hurtigtogsforbindelser til og fra Kbh., den østjy. bane desuden internationale togforbindelser fra Hamburg til Sverige og Norge. Den del af disse baner, der løber i V. a., er bygget 1862–65 og er Jyllands ældste jernbane. Af sekundære baner og oplandsbaner findes helt eller delvis i a. desuden statsbanestrækningerne Skive-Glyngøre (åbnet 1884) med færgeforbindelse til Nykøbing Mors, Viborg-Karup-Herning, Års-Hobro, samt Laurbjerg-Silkeborg, endv. privatbanestrækningerne Viborg-Fårup-Mariager, Skive-Vestsalling (Rødding) og Silkeborg-Rødkærsbro. Privatbanernes trafikopgaver er stort set rent lokale, dog undtagen Viborg-Mariagerbanen, der besørger store gennemgående varetransporter (bl.a. kul).

V. a. har et ret tæt vejnet. Hovedvej 13: Vejle-Nørre Snede-Viborg-Støvring-(-Ålborg), er den korteste og hurtigste vej ml. Fredericia og Ålborg og følgelig stærkt trafikeret. Hovedvej 16: Randers-Viborg-Holstebro-Ringkøbing, løber i V. a. fra Randers til Karup å, mens hovedvej 15 (Århus-Silkeborg-Herning-Ringkøbing) berører a.s sydligste del. – En række bilruter supplerer jernbanenettet, dels som fødelinier til jernbanerne, dels som forstærkningslinier parallelt med disse.

Naturfredning. I V. a. er der foretaget adsk. større fredninger til bevarelse af nogle af a.s meget særprægede og storslåede landskaber. Blandt disse bør især fremhæves hede- og dallandskaber, hvor man har ønsket at bevare den nuv. tilstand ved at hindre en øget bebyggelse, opdyrkning s. 38 og beplantning (status quo-fredningen). I lynghederne såvel på fladerne som på dalsiderne er der imidlertid en tendens til indvandring af træer, både af hjemlige og indførte arter, og opretholdelse af den nuv. bevoksningstilstand frembyder derfor visse problemer. De betydeligste fredninger er Kongenshus Mindepark og omliggende arealer i Resen, Daugbjerg og Frederiks so., et hedeareal i Vroue so. s.f. vejen Viborg-Holstebro, arealer omkr. Hald sø i Dollerup og Almind so., samt ved Viborg Nørresø, to områder med høje og hede på Fly hede i Dommerby so. og ved Hverrestrup bakker i Simested so. Nævnes må endv. Daugbjerg Dås i Daugbjerg so., Bruddalhøje i Højslev so., Karup Kirkebakke i Karup so. og Klejtrup volde med omliggende arealer i Klejtrup og Hornum so. samt »Gamle Kalkgruber« i Daugbjerg so.

En særlig karakter har fredningen af Skive enge og Karup å’s slyngninger.

Statistik.

Amtets areal var 1. april 1960: 3049,81 km². Af det samlede areal udgør købstæderne 76,70 km² og vandarealerne 38,0 km².

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal 1951, 304.981 ha, udgjorde landbrugsarealet 232.122 ha, gartnerier og frugtplantager 571 ha, skove og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger) 28.849 ha, private haver 4954 ha, gader, veje, jernbaner, hegn olgn. 7120 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 2115 ha, tørvemoser 3811 ha, heder, klitter, sumpe, hedearealer olgn. 17.502 ha, bebygget grund olgn. 4138 ha og vandarealer 3799 ha.

1960 var fordelingen af landbrugsarealet, i alt 227.793 ha, flg.: hvede 2976 ha, rug 13.979 ha, byg 44.424 ha, havre 9851 ha, blandsæd 25.061 ha, bælgsæd 222 ha, kartofler 9456 ha, foderroer m.v. 40.810 ha, sukkerroer til fabrik 166 ha, frø 1468 ha, grøntsager på friland 150 ha, brak 186 ha, græs- og grøntfoder 48.628 ha og industriplanter (hør, sennep, raps, hamp etc.) 594 ha og græsarealer uden for omdriften 29.756 ha.

V. a. er i udstrækning et af de største amter, kun Ringkøbing a. er væsentlig større og Ribe a. lidt større. Amtets samlede landbrugsareal er forholdsmæssigt af omtrent sa. størrelse som de fleste andre amters; også skovarealerne svarer nogenlunde til gennemsnittet, hvorimod hedearealer og lign. er relativt store. Af landbrugsarealet udgjorde 1960 kornarealet ca. 40 pct., og ca. halvdelen heraf var byg; af de øvr. kornarealer var navnlig hvede- og rugarealerne små; rodfrugtarealerne dækkede godt 20 pct. af landbrugsarealet og græs- og grønfoderarealerne ca. 1/3 af arealet.

Høstudbyttet var 1960 i alt 10,9 mill. afgrødeenheder (hver lig foderværdien af 100 kg byg), hvoraf 2,9 mill. kerne af korn, 0,7 mill. halm, 3,8 mill. rodfrugter og 3,5 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsvurderingen 1956 udgjorde den samlede vurderingssum i V. a. 1368,6 mill. kr., hvoraf ejendomme i købstæderne 360,2 mill. kr. Den samlede grundværdi var 362,9 mill. kr., heraf i købstæderne 68,6 mill. kr., i landdistrikterne 294,3 mill. kr.

Af ejendomme i landkommunerne var der 33 større landbrug på over 12 tdr. hartk. med i alt 757,4 tdr. hartk. (areal 7385 ha, ejendomsværdi 16,5 mill. kr.), 5500 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. med i alt 13.741,6 tdr. hartk. (areal 150.320 ha, ejendomsværdi 383,0 mill. kr.) og 9166 landbrugshuse (landejd. på 1 ha og derover med under 1 tdr. hartk.) med i alt 3585,6 tdr. hartk. (areal 101.854 ha, ejendomsværdi 240,5 mill. kr.).

Blandt de øvr. ejendomme i amtets landkom. kan nævnes 11.227 ejd. udelukkende til beboelse til en samlet ejendomsværdi på 193,1 mill. kr. og 2091 forretningsejendomme med el. uden beboelse med en ejendomsværdi på 64,2 mill. kr. Af købstædernes ejendomsværdi faldt 248,6 mill. kr. på beboelses- og forretningsejendomme, (deraf 3,1 mill. kr. på kommunale beboelses- og forretningsejendomme) 58,9 mill. kr. på andre kommunale samt statsejendomme og andre ejendomme med fritagelse efter § 8, 15,5 mill. kr. på fabrikker og lagerbygninger, 13,3 mill. kr. på landbrugsejendomme og 23,9 mill. kr. på andre vurderinger.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1960 15.210 heste, 285.563 stk. hornkvæg, hvoraf 117.468 malkekøer, 813 får, 497.950 svin, 1.704.926 høns, 5479 kalkuner, 17.012 ænder og 9534 gæs.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. Der var i alt beskæftiget 9312 landbrugsmedhjælpere i amtet i juli 1960. Indehavernes og disses ægtefællers og mindreårige børns arbejde tillige med de fremmede medhjælperes og voksne børns og slægtninges arbejde svarede i 1959/60 til 21.462 helårsarbejdere, hvoraf den fremmede medhjælp og voksne børn svarede til 9234 helårsarbejdere s. 39 og familiens (indehaveres ægtefællers og mindreårige børns) arbejde til 12.228 helårsarbejdere.

Malkemaskinanlæg fandtes 1959 på 11.603 ejendomme, og der var (1960) i alt 7515 ejendomme, som selv havde traktorer, i alt 7926, og 217, der havde mejetærskere. 6837 ejendomme havde ensilagebeholdere og 1548 jordkuler.

Befolkningen. Hele amtet havde 26/9 1960 efter en foreløbig opgørelse 49.131 husstande med 161.232 indb. (1801: 41.564, 1850: 62.247, 1901: 106.608, 1930: 145.967); deraf havde købstæderne 1960 13.348 husstande med 38.823 indb. (1801: 2899, 1850: 5295, 1901: 13.214, 1930: 26.279); hertil kommer i provinsbyernes forstæder 1960: 1087 indb. (321 husstande) og i andre bymæssige bebyggelser med mindst 500 indb. 25.970 indb. (8351 husstande) og i landdistrikterne incl. bymæssige bebyggelser med mindre end 500 indb. 95.352 indb. (27.111 husstande).

Befolkningen i amtet var 1950 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter samtlige personer – hustruer, mindreårige børn m.v. i familier, hvis forsørger var tilknyttet det nævnte erhverv): 69.105 levede af landbrug m.v., 38.463 af håndværk og industri, 13.226 af handel og anden omsætning, derunder restaurationsvirksomhed, bank- og sparekassevirksomhed m.v., 8497 af transportvirksomhed, 8801 af administration og liberale erhverv og 15.918 var ude af erhverv og levede af alders- el. invaliderente, pension, formue olgn., for 1593 foreligger der ikke oplysning om erhverv.

Ved den 1948 afholdte erhvervstælling var der i amtet 3520 håndværks- og industrivirksomheder, der i alt beskæftigede 13.715 personer, heraf i byerne el. disses forstæder 984, i bymæssige bebyggelser i øvrigt i landkommunerne 501 og 2035 i rene landkommuner. Virksomhedernes maskinkraft var i alt 24.512 h.k. Der var i amtet 320 engros- el. dermed beslægtede virksomheder med 1179 beskæftigede og en omsætning på 158,6 mill. kr., 1572 detailhandelsvirksomheder med 3783 beskæftigede og en omsætning på 182,0 mill. kr. og endelig 207 hoteller og restaurationer med 885 beskæftigede og en omsætning på 14,3 mill. kr. Virksomhederne er nærmere omtalt under de enkelte byer.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold 1/4 1959– 31/3 1960.

Af V. amtskom.s indtægter i 1959/60 i alt 9.419.000 kr., var de væsentligste poster: grundskyld 5.717.000 kr., ejendomsskyld 1.152.000 kr., statstilskud til nedsættelse af grundskyld 1.788.000 kr., renteindtægt (netto) 710.000 kr. og andre driftsindtægter 52.000 kr.; af udgiftsposterne: i alt 9.238.000 kr., var udgifter til administration 319.000 kr., medicinalvæsen 5.626.000 kr., vejvæsen og snekastning 1.331.000 kr., bidrag til amtsskolefonden 257.000 kr., forsorgsudgifter 98.000 kr. og nyanlæg afholdt af driften 375.000 kr.

Amtsfondens aktiver androg 31/3 1960: 27,5 mill. kr., hvoraf sygehuse m.v. 12,4 mill. kr., andre faste ejendomme 1,09 mill. kr., amtsfondens gæld 1,5 mill. kr. M.h.t. købstædernes finansielle forhold henvises til afsnittene om hver enkelt by.

Ejendomsskyldpromillen var 1960/61 15,10 og lå ca. 25 pct. højere end gennemsnittet; grundskyldpromillen, for landbrugsejendomme 18,82, for andre ejendomme 25,16, lå ligeledes højere end gennemsnittet.

M.h.t. de finansielle forhold for sognekom. i V. a. under ét kan anføres flg.: Af de pålignede skatter, i alt 36.242.534 kr., udgjorde 1959/60 grundskylden 7.548.782 kr., grundstigningsskylden 83.365 kr., ejendomsskylden 4.354.470 kr., opholdskommuneskatten 24.084.600 kr., erhvervskommuneskatten 35.138 kr., aktieselskabsskatten 130.764 kr. og andre afgifter 209.515 kr.; formue- og erhvervsindtægter indbragte 947.929 kr., tilskud fra udligningsfonden til særlig vanskeligt stillede kommuner 48.660 kr. og andre løbende indtægter 17.279 kr.

Sognekommunernes væsentligste udgifter var sociale udgifter 14.012.077 kr., skolevæsen 6.261.158 kr., vej- og kloakvæsen 2.052.773 kr., renter af gæld 1.111.597 kr. og administration 2.210.282 kr.

Sognekommunerne ejede 31/3 1960: 88.599.755 kr., hvoraf i faste ejendomme 50.121.520 kr. og i værdipapirer 38.478.235 kr.; sognekommunernes gæld var 20.109.814 kr.

Trafikforhold. Der var 1961 i a. 624 km landeveje, hvoraf 139,6 km hovedveje og 2699 km biveje.

Der var 1/1 1962 i Skive og Viborg politikredse, hvorunder ca. 77% af Viborg amts indb. hører, i alt 19.589 indregistrerede automobiler, deraf 13.077 personbiler, 410 drosker, 152 rutebiler m.v., 5923 vare- og lastvogne; endv. var der 2535 motorcykler. I de under Silkeborg, Hasle m.fl. hrdr.s, Randers og Hobro politikr. beliggende dele af Viborg amt kan det samlede antal automobiler anslås til ca. 5000.

Arealfordelingen i de enkelte kommuner i Viborg amt 1960

	Arealer med korn	Arealer med rodfrugter	Arealer m. græs og grønf.	Andre arealer i omdriften	Arealer i alt i omdriften	Landbr.- areal uden for omdriften	Samlet landbr.- areal	Andre arealer	Samlet areal
	ha	ha	ha	ha	ha	ha	ha	ha	ha
Skive købstad	361	163	164	39	727	91	818	1155	1973	Skive købstad
Viborg købstad	1221	716	836	13	2786	103	2889	2808	5697	Viborg købstad
Bykommuner i alt	1582	879	1000	52	3513	194	3707	3963	7670	Bykommuner i alt
1. Almind	676	388	439	1	1504	87	1591	576	2167	1. Almind
2. Asmild-Tapdrup	904	530	486	7	1927	215	2142	884	3026	2. Asmild-Tapdrup
3. Balle	758	397	438	2	1595	90	1685	694	2379	3. Balle
4. Balling-Volling	737	348	384	43	1512	272	1784	200	1984	4. Balling-Volling
5. Bjerringbro	1930	996	840	45	3811	570	4381	1746	6127	5. Bjerringbro
6. Brøndum-Hvidbjerg	901	388	416	27	1732	255	1987	223	2210	6. Brøndum-Hvidbjerg
7. Daugbjerg-Mønsted-Smollerup	2343	1247	1295	16	4901	687	5588	2606	8194	7. Daugbjerg-Mønsted-Smollerup
8. Dollerup-Finderup-Ravnstrup	1758	958	738	6	3460	420	3880	3411	7291	8. Dollerup-Finderup-Ravnstrup
9. Durup-Tøndering	665	311	389	34	1399	125	1524	102	1626	9. Durup-Tøndering
10. Engesvang	1265	845	833	20	2963	428	3391	2138	5529	10. Engesvang
11. Frederiks	1840	1128	1314	10	4292	38	4330	2606	6936	11. Frederiks
12. Funder	767	420	475	29	1691	49	1740	1101	2841	12. Funder
13. Fur	633	278	381	0	1292	174	1466	757	2223	13. Fur
14. Gedsted-Fjelsø	1275	739	686	18	2718	566	3284	364	3648	14. Gedsted-Fjelsø
15. Grinderslev-Grønning	1530	688	819	74	3111	382	3493	432	3925	15. Grinderslev-Grønning
16. Grønbæk	1004	588	736	37	2365	109	2474	923	3397	16. Grønbæk
17. Gødvad	548	310	413	17	1288	58	1346	418	1764	17. Gødvad
18. Haurum-Sall	922	409	399	67	1797	220	2017	609	2626	18. Haurum-Sall
19. Hem-Hindborg-Dølby	1276	559	577	42	2454	296	2750	285	3035	19. Hem-Hindborg-Dølby
20. Hersom-V. Bjerregrav	851	637	447	5	1940	314	2254	645	2899	20. Hersom-V. Bjerregrav
21. Hinge	693	341	382	13	1429	205	1634	428	2062	21. Hinge
22. Hjerk-Harre	1088	514	769	1	2372	215	2587	118	2705	22. Hjerk-Harre
23. Hornbæk-Tånum	733	248	249	46	1276	144	1420	514	1934	23. Hornbæk-Tånum
24. Houlbjerg-Granslev	1188	443	309	195	2135	392	2527	1187	3714	24. Houlbjerg-Granslev
25. Hvam-Hvilsom	1313	770	757	24	2864	346	3210	1087	4297	25. Hvam-Hvilsom
26. Hvorslev-Gerning	1403	695	541	19	2658	373	3031	858	3889	26. Hvorslev-Gerning
27. Høbjerg-Elsborg	873	452	424	49	1798	153	1951	961	2912	27. Høbjerg-Elsborg
28. Højslev-Dommerby-Lundø	1635	893	618	25	3171	822	3993	1188	5181	28. Højslev-Dommerby-Lundø
29. Håsum-Ramsing	814	435	399	38	1686	494	2180	462	2642	29. Håsum-Ramsing
30. Jebjerg-Lyby	1191	526	707	38	2462	108	2570	330	2900	30. Jebjerg-Lyby
31. Junget-Torum	1174	565	675	24	2438	239	2677	252	2929	31. Junget-Torum
32. Karup	603	382	387	–	1372	677	2049	593	2642	32. Karup
33. Kjellerup	550	242	309	1	1102	60	1162	173	1335	33. Kjellerup
34. Klejtrup	915	526	481	6	1928	297	2225	602	2827	34. Klejtrup
35. Kobberup-Feldingbjerg-Gammelstrup	2045	1054	999	170	4268	596	4864	1290	6154	35. Kobberup-Feldingbjerg-Gammelstrup
36. Kragelund	1041	532	530	13	2116	188	2304	1405	3709	36. Kragelund
37. Krejbjerg	660	302	352	12	1326	234	1560	343	1903	37. Krejbjerg
38. Langå-Torup-Sdr. Vinge	1046	500	372	50	1968	305	2273	974	3247	38. Langå-Torup-Sdr. Vinge
39. Lem-Vejby	854	448	478	38	1818	361	2179	414	2593	39. Lem-Vejby
40. Lemming	644	347	331	8	1330	149	1479	376	1855	40. Lemming
41. Levring	806	382	388	–	1576	261	1837	131	1968	41. Levring
42. Lihme	782	411	438	1	1632	196	1828	647	2475	42. Lihme
43. Lysgård	543	229	320	–	1092	44	1136	233	1369	43. Lysgård
44. Låstrup-Skals	1179	865	506	4	2554	979	3533	1170	4703	44. Låstrup-Skals
45. Mammen	613	370	279	1	1263	253	1516	212	1728	45. Mammen
46. Nautrup-Sæby-Vile	1094	489	641	13	2237	231	2468	792	3260	46. Nautrup-Sæby-Vile
47. Nørbæk-Sønderbæk-Læsten	1122	546	351	22	2041	813	2854	546	3400	47. Nørbæk-Sønderbæk-Læsten
48. Oddense-Otting	1041	432	531	123	2127	160	2287	172	2459	48. Oddense-Otting
49. Roslev	324	150	176	14	664	56	720	95	815	49. Roslev
50. Rybjerg	558	242	304	4	1108	158	1266	200	1466	50. Rybjerg
51. Rødding	899	510	508	4	1921	296	2217	464	2681	51. Rødding
52. Rødding-Løvel-Pederstrup	2154	1307	1018	8	4487	920	5407	1869	7276	52. Rødding-Løvel-Pederstrup
53. Sahl-Gullev	981	492	406	77	1956	251	2207	1321	3528	53. Sahl-Gullev
54. Sejling-Sinding	761	361	428	–	1550	141	1691	195	1886	54. Sejling-Sinding
55. Selde-Åsted	1419	600	651	107	2777	529	3306	392	3698	55. Selde-Åsted
56. Serup	606	323	364	6	1299	134	1433	302	1735	56. Serup
57. Simested	1188	714	638	40	2580	530	3110	676	3786	57. Simested
58. Sjørslev	990	506	444	41	1981	152	2133	595	2728	58. Sjørslev
59. Skive landsogn-Resen	435	206	278	36	955	113	1068	115	1183	59. Skive landsogn-Resen
60. Skjød	609	250	297	9	1165	56	1221	490	1711	60. Skjød
61. Svostrup	1139	582	623	16	2360	86	2446	748	3194	61. Svostrup
62. Sdr. Rind	543	285	312	1	1141	89	1230	243	1473	62. Sdr. Rind
63. Testrup	337	208	200	2	747	83	830	336	1166	63. Testrup
64. Thise	504	269	349	10	1132	183	1315	157	1472	64. Thise
65. Tjele-Nr. Vinge	970	455	444	129	1998	406	2404	858	3262	65. Tjele-Nr. Vinge
66. Torning	2013	1132	1135	41	4321	301	4622	4218	8840	66. Torning
67. Tårup-Kvols-Nr. Borris	1408	856	502	21	2787	769	3556	1415	4971	67. Tårup-Kvols-Nr. Borris
68. Ulbjerg-Lynderup	1464	828	699	25	3016	663	3679	2323	6002	68. Ulbjerg-Lynderup
69. Vammen-Lindum-Bigum	1414	817	586	13	2830	637	3467	2257	5724	69. Vammen-Lindum-Bigum
70. Vejerslev-Aidt-Thorsø	1356	630	662	13	2661	216	2877	638	3515	70. Vejerslev-Aidt-Thorsø
71. Vellev	1051	461	445	44	2001	273	2274	429	2703	71. Vellev
72. V. Bølle	1180	723	484	34	2421	616	3037	736	3773	72. V. Bølle
73. V. Tostrup-Roum	1489	890	935	–	3314	416	3730	1029	4759	73. V. Tostrup-Roum
74. V. Velling-Skjern	1294	679	437	15	2425	914	3339	1030	4369	74. V. Velling-Skjern
75. Viborg Gråbrødre landdistrikt	114	60	74	–	248	51	299	22	321	75. Viborg Gråbrødre landdistrikt
76. Vinderslev	1178	620	615	9	2422	203	2625	556	3181	76. Vinderslev
77. Vindum	1284	669	646	61	2660	192	2852	951	3803	77. Vindum
78. Vinkel	861	352	309	57	1579	206	1785	481	2266	78. Vinkel
79. Vium	795	380	387	8	1570	155	1725	414	2139	79. Vium
80. Vorde-Fiskbæk-Romlund	1487	1022	855	4	3368	481	3849	1177	5026	80. Vorde-Fiskbæk-Romlund
81. Vorning-Kvorning-Hammershøj	1895	910	824	37	3666	937	4603	613	5216	81. Vorning-Kvorning-Hammershøj
82. Vridsted-Fly	1343	719	611	18	2691	440	3131	874	4005	82. Vridsted-Fly
83. Vroue-Resen	1926	1022	1079	31	4058	537	4595	2402	6997	83. Vroue-Resen
84. Ørslevkloster	1125	693	626	1	2445	333	2778	552	3330	84. Ørslevkloster
85. Ørum	562	277	272	9	1120	157	1277	285	1562	85. Ørum
86. Ørum-Viskum-Vejrum	1713	868	820	53	3454	948	4402	1244	5646	86. Ørum-Viskum-Vejrum
87. Ø. Bjerregrav-Ålum	1251	519	427	64	2261	714	2975	1408	4383	87. Ø. Bjerregrav-Ålum
88. Ø. Bølle	708	459	318	–	1485	290	1775	406	2181	88. Ø. Bølle
89. Ø. Velling-Helstrup-Grensten	1155	404	412	72	2043	346	2389	532	2921	89. Ø. Velling-Helstrup-Grensten
Landkommuner i alt	94709	49553	47628	2568	194458	29628	224086	73226	297312	Landkommuner i alt
Amtet i alt	96291	50432	48628	2620	197971	29822	227793	77189	304982	Amtet i alt

Der var 1961 64 personautomobilruter; ruternes samlede længde var 1820 km, og de betjentes af 87 vogne med 3063 pladser.

Inddeling.

A. består af købstæderne Viborg og Skive og herrederne Harre, Nørre, Rødding, Hindborg, Fjends, Rinds, Nørlyng, Sønderlyng, Middelsom, Houlbjerg, Lysgård og Hids. Amtsrådet har 13 medlemmer. Efter valget i marts 1962 tilhørte 3 Socialdemokratiet, 2 Det radikale Venstre, 1 Det konservative Folkeparti og 7 Venstre. M.h.t. folketingsvalg udgør amtet en amtskr. m. 5 folketingsopstillingskredse, nemlig 1) Skive, 2) Viborg, 3) Kjellerup, 4) Sdr. Vinge og 5) Løvel.

I kirkelig henseende hører amtet dels under Viborg stift, dels under Århus stift og omfatter 6 provstier m. 79 pastorater, nemlig 1) Viborg købstads, 2) Middelsom og Sønderlyng hrdr.s, 3) Rinds og Nørlyng hrdr.s, 4) Nørre, Hindborg, Harre og Rødding hrdr.s, 5) Fjends hrdr.s og 6) Lysgård, Hids og Houlbjerg hrdr.s provsti, hvoraf sidstn., m. 21 pastorater hører under Århus stift, de øvrige m. i alt 58 pastorater under Viborg stift.

I jurisdiktionel henseende omfatter a. flg. retskredse: 1) en del af retskr. nr. 58, Silkeborg (tingsted i Silkeborg), 2) en del af nr. 64, Hammel (tingsted i Hammel), 3) en del af nr. 67, Randers byret (tingsted i Randers), 4) en del af nr. 70, Hobro (tingsted i Hobro og Ålestrup), 5) størstedelen af nr. 84, Skive (tingsted i Skive), 6) hele nr. 85, Viborg (tingsted i Viborg), 7) hele nr. 87, Kjellerup (tingsted i Kjellerup).

A. udgør 17. amtslægekr., der omfatter 4 lægekredse: 1) Viborg, 2) Fjends, 3) Lysgård og 4) Salling. Amtslægen bor i Viborg.

A. er delt i 4 skattekr.: 1) Skive, 2) Viborg, 3) Nørlyng og Sønderlyng hrdr.s og 4) Lysgård m.fl. hrdr.s.

A. udgør én skyldkreds, der omfatter 7 vurderingskredse: 1) Harre m.fl. hrdr.s, 2) Skive, 3) Viborg, 4) Nørlyng hrd.s, 5) Rinds-Sønderlyng hrdr.s, 6) Middelsom-Houlbjerg hrdr.s og 7) Lysgård-Hids hrdr.s.

M.h.t. oppebørslen af skatter m.v. udgør amtet Viborg amtstuedistrikt med amtstue i Viborg, idet dog Hornbæk-Tånum og dele af Houlbjerg-Granslev og Ø. Velling-Helstrup-Grensten kom. hører under Randers.

Viborg amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Gdr. B. L. Nørgaard (V); overretsass. L. N. Bregendahl (NL); fabrikejer M. P. Bruun (NL); propr., cand. pharm. H. W. Jacobæus (H); landsoverretsass. W. J. A. Ussing (NL).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Skive-kredsen: gdr. B. L. Nørgaard 1849–53 (V); gdr. S. P. Lybye 1853–54 (H); gdr. B. L. Nørgaard 1854–58 (V); propr. J. S. Knudsen 1858–61 (H); gdr. S. P. Lybye 1861–. 64 (H); gdr. Christen Jensen 1864–72 (H, sen. V); gdr. S. P. Lybye 1872–76 (H); gdr. Christen Jensen 1876–83 (H, sen. V); gdr., hypotekbankdir. J. P. Dalsgaard 1883–1902 (V); hmd. Carl Hansen 1902–09 (VR); gdr. Hans Nielsen 1909–18 (RV).

b) Viborg-kredsen: overretsass. L. N. Bregendahl 1849–72 (NL); oberst S. Ankjær 1872–76 (H); kapt. E. M. Dalgas 1876 (H); højesteretsass. C. S. Klein 1876–98 (NL); gdr. Chr. H. Ravn 1898–1903 (V); herredsfoged Poul Svejstrup 1903–09 (VR); godsejer Helmuth Lüttichau 1909–10 (H); gdr. Ferd. Nielsen 1910–18 (RV).

c) Kjellerup-kredsen: gdr. Chresten Jensen 1849–58 (H); gdr. Niels Albertsen 1858–90 (V); lærer R. J. A. Geltzer 1890–92 (V); gdr. A. K. Sloth 1892–1901 (V); lærer A. Jensen-Knudstrup 1901–09 (VR); gdr. Chr. Leth-Espensen 1909–10 (V); amtsforvalter N. P. Jensen 1910–13 (V); gdr. Poul Emil Hansen 1913–18 (RV).

d) Sønder Vinge-kredsen: herredsfoged Hack Kampmann 1849–52 (NL); stiftamtmand M. H. Rosenørn 1852–53 (H); lærer, gdr. P. Hansen 1853–54 (V); fabrikejer M. P. Bruun 1854–55 (NL); herredsfoged Hack Kampmann 1855–56 (NL); gdr. Søren Kjær 1856–81 (V); menighedsforstander A. U. O. Holck 1881–87 (V); gdr. Søren Kjær 1887–90 (V); gdr. Søren Svendsen 1890–95 (V); gdr. Rasmus Hansen 1895–1918 (VR).

e) Løvel-kredsen: overretsass. W. J. A. Ussing 1849–53 (NL); landmåler R. Sørensen 1853 s. 45 (NL); gdr. Lars Dalsgaard 1853 (V); gdr. Graves P. Lundgaard 1853–58 (V); overretsass. C. S. Klein 1858–66 (NL); sgpr. H. I. V. Berthelsen 1866–69 (V); gdr. J. A. Thorup 1869–90 (V); hmd., sen. landbrugsmin. Anders Nielsen 1890–1914 (V); gdr. Laust Nørskov 1914–18 (V).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Gdr. Hans Nielsen 1918–20 (RV); gdr. Ferdinand Nielsen 1918–20 (RV); amtsforvalter N. P. Jensen 1918–29 (V); gdr. N. Kr. Hedegaard 1918–26 (V); gdr. Laust Nørskov 1918–47 (V); gdr. Poul Emil Hansen 1918–20 (RV); landsdommer V. Pürschel 1920–24 (KF); kontorchef, sen. indenrigs- og økonomimin. Bertel Dahlgaard 1920–60 (RV); red. A. C. Mortensen 1920–45 (S); prof. Axel Møller 1924–29 (KF); gdr. Anders A. Sevelsted 1926–32 (V); sgpr. H. Thyge Jacobsen 1929–35 (KF); førstelærer Therkel Hauberg 1929–32 (S); red. S. Th. Wittrup 1932–35 (S); forsvarsminister Søren Brorson 1932–45 (V); førstelærer Therkel Hauberg 1935–50 (S); dr. phil., sen. prof. Hakon Stangerup 1943–45 (KF); forstander Poul Thomsen 1945 (KF); overretssagfører, sen. justitsmin. Niels Busch-Jensen 1945–53 (S); dommer K. M. Lorentzen 1945–47 (V); gdr. Gustav Holmberg 1947– (V); gdr. K. Røhr Lauritzen 1947–50 (V); fru Inger Gautier Schmit 1947–50 (V); dommer K. M. Lorentzen 1950–60 (V); prof. Carl Rasting 1950–57 (KF); kommunegartner Chr. Thomsen 1953– (S); centralbestyrer Thorvald Carlsen 1954–57 (S); grosserer, borgmester Egon Lauritzen 1957–60 (KF); borgmester Axel Ivan Pedersen 1957– (S); prof., sen. handels-, finans- og økonomimin. Kjeld Philip 1960– (RV); konsulent P. E. Eriksen 1960– (V); generalmajor Erik Kragh 1960– (KF); dyrlæge Iver Poulsen 1960– (U).

Åndelige rørelser.

Der sporedes ikke i den nærmeste tid før og efter 1848 stærkere åndelige rørelser i a. Det bør dog nævnes, at der så tidligt som 1851 oprettedes en højere bondehøjskole i Krejbjerg (1855 flyttet til Oddense). Skolen var nærmest en fortsættelsesskole, og den havde kun lokal betydning. Det sa. gælder højskolen i Skals (opret. 1868) i dens ældre periode. Da befolkningen gik til valg af medlemmer til den grundlovgivende rigsforsamling, udpegedes – bortset fra en enkelt – repræsentanter, der ikke tilhørte bondestanden.

Det varede dog ikke mange år, førend Kjellerup-, Sønder Vinge- og Løvelkredsen kunne betragtes som sikre venstrekredse, medens de konservative elementer beherskede Skive- og Viborg-kredsen indtil slutn. af årh. Indtil 1877 var Viborg Stiftstidende (opret. 1773) i bladlig henseende enerådende i a., og navnlig under Sophus Angelos ledelse fra 1876–1909 spillede bladet en ikke ringe pol. rolle. 1877 stiftedes Viborg Stifts Folkeblad, som overtoges af C. Berg 1880. Først 1903 blev det selvstændigt, men under redaktion af sagf. Andersen og siden af R. K. Bertelsen tog det kampen op mod Stiftstidende. I Skive startedes 1880 Skive Folkeblad, et udpræget venstreblad, der fik stor indflydelse ud over Salling. Fra 1905 blev det organ for Det radikale Venstre og har under Carl og Elin Hansens redaktion fået betydning langt ud over den lokale kreds. Også til de pol. og folkelige taler på Daugbjerg Dås lyttedes der fra hele landet. Efter århundredskiftet radikaliseredes alle a.s kredse, en stærk husmandsbevægelse opstod i Salling og de nærmeste herreder, og ved det sidste valg under den gl. grundlov valgtes 3 radikale og 2 venstremænd.

Uagtet der fra 1902 udkom små soc.-dem. blade såvel i Viborg som i Skive, havde Socialdemokratiet længe vanskeligt ved at vinde indpas i a., og først 1920 valgtes den 1. socialdemokrat. Siden 1920 er partiet gået frem og har i dag 2 af amtets 7 repræsentanter. Fra 1920–60 repræsenterede Bertel Dahlgaard a.s radikale vælgere, der stadig findes i betydeligt antal i og omkr. Skive. De sidste 4 mandater indehaves af Venstre (2), de konservative og de uafhængige.

I religiøs henseende er a. nogenlunde ligeligt delt ml. de forsk. kirkelige retninger. Indre Mission har navnlig vundet fodfæste i Rinds hrd. mod n. og i den sydvestl. del af Lysgård hrd. Der findes her et betydeligt antal missionshuse, og adsk. stammer fra nyere tid. Grundtvigianismen har sit hovedsæde i Salling og i omegnen af Kjellerup, hvor der er oprettet valgmenigheder. 1884 åbnedes i Jebjerg Salling folkehøjskole, som 1907 flyttedes til Krabbesholm ved Skive. Skolens betydeligste forstandere har været Axel Axelsen og A. Vedel. Sidstn. var en ivrig tilhænger af georgismen. 1897 oprettede Eline Begtrup Levring folkehøjskole, og cand. theol. F. Elle Jensen var en årrække forstander for Skals højskole.

Efter af Jeppe Aakjær i 1907 havde overtaget gården Jenle i Salling holdtes der årlige sommermøder med ham selv som hovedtaler.

Oldtidsbebyggelse.

V. a. hører arkæologisk set til de rigeste i landet. Med sin centrale stilling i Jylland kan dette ikke undre; her mødes oldtidens hovedfærdselsveje, og den oftest let muldede jord har været velegnet for oldtidens agerbrug; der er kyst mod den forholdsvis rolige Limfjord, og Jyllands største vandløb, Gudenå, og dens største tilløb, Nørreå, gennemstrømmer amtet.

Vi træffer her, ved Hollerup nær Langå, de allerførste spor af mennesker i form af marvspaltede dådyrknogler – helt tilbage i den sidste mellemistid. Vi træffer her, ved Klosterlund sydligst i a., Jyllands hidtil ældste, kendte boplads, fra et tidligt afsnit af fastlandstiden, 7–8000 f.kr. De to ældre stenalders kulturer, gudenåkulturen i indlandet og ertebøllekulturen ved kysterne, er begge rigt repræsenteret, den første ved talr. bopladser langs Gudenå, Skive å, Fiskbæk å og i Nørreåens kildeområde; og køkkenmøddinger fra ertebøllekulturen er talr. langs Sallings, Fjends og Rinds hrdr.s kyster (Krabbesholm, Hjerk nor, Hvalpsund, Virksund m.m.).

Fra vor første bondebefolkning, tragtbægerfolket, der byggede dysserne og jættestuerne, er der også en del minder, om end ikke så mange som i visse strøg i Østjylland og på Øerne. Der kendes i alt ca. 150 store stengrave, hvoraf dog nu de to trediedele er sløjfede. Fordelingen er meget ujævn; tættest ligger de i Rinds hrd., men også i visse strøg i Nørlyng, Sønderlyng, Fjends og Middelsom hrdr. har der været en del; i andre strøg er der ingen el. næsten ingen stengrave, således i Salling (bortset fra Fur), Lysgård, Hids og Houlbjerg hrdr. At der dog i disse egne også har været tragtbægerfolk, der blot ikke byggede stengrave, ses fx. af den smukke jordgrav fra dyssetid ved Volling og af stendyngegraven fra Øster Bølle. At tragtbægerbefolkningen her ikke har stået tilbage på nogen måde, ses blandt andet af, at vi her har landets længste langdysse (Kobberup so.), længste tyndnakkede økse (i depotfund fra Ravnstrup so.) og største ravdepoter (Rødding so. i Salling og Læsten so.). Også flere anselige jættestuer skal nævnes: Fjelsø, Bigum, Iglsø, Uglhøj ved Vammen. Også en del bopladser kendes, således en fra jættestuetid på Dommerby hede.

Enkeltgravskulturen, der antagelig repræsenterer en nyindvandring s.fra midt i jættestuetiden, er til gengæld meget rigt repræsenteret over hele a.; der findes og har navnlig været et stort antal af dette folks småhøje; omkr. 1000 findes endnu; mange af de nu sløjfede el. overpløjede høje er blevet undersøgt og har givet de sædvanlige fund af stridsøkser, lerkar og ravperler.

V. a. er det danske a., der har flest bronzealderhøje; over 1600 er endnu bev.; men der kendes stedet for henimod 8000 høje, hvoraf en væsentlig del har været fra bronzealderen. De ligger her, som overalt i Jylland, fortrinsvis på den lettere jord; rigest er Fjends og Rinds hrdr., medens fx. den østl., frugtbare del af Salling kun har få høje, og det sa. gælder visse strøg af Lysgård, Hids og Houlbjerg hrdr. Særlig tæt samler højene sig om de gamle hovedfærdselsveje, Hærvejen, der s.fra går op imod Viborg, og den store vestl. vej, der fra lidt s.f. Viborg går mod v., hvor den omkr. Hagebro forlader a. og går gennem Ringkøbing a., indtil den lidt s.f. Bovbjerg når Vesterhavet; en tredie vigtig vej går fra Viborgegnen mod sø., indtil den når Gudenå, langs hvis n.side den løber videre mod ø. At disse færdselsveje har været i brug allr. i stenalderen, ses af de mange enkeltgravshøje, der ligger langs med dem. At bronzealderen har været en tid med gode forhold og blomstrende erhverv, ses af de mange rige gravfund, der indeholder ikke så lidt guld, og ikke mindst af de mange offer- og depotfund, hvoraf skal nævnes det mærkelige fund fra Fårdal, Viskum so., og fund fra Serup, Jebjerg, Intrup (Lyby so.) og Hjorthede.

Også ældre jernalder er rigt repræsenteret, navnlig ældre romertid. Nævnes skal bo- og gravpladsen ved Øster Bølle, den store stengrav i Løvel og en rig grav fra Mollerup (Ørum so.). Så har vi fra denne tid vigtige plovfund fra Hvorslev og Hendriksmose (Mønsted so.) og endelig de mange moselig med dem fra Tollund (Funder so.) og Grauballe (Svostrup so.) som de mest kendte. Også fra yngre romertid har vi et par rige gravfund, fra Vrangstrup (Granslev so.) og Mågd. (Gerning so.). Jernalderfundene ligger i højere grad end fundene fra stenog bronzealderen på den frugtbare lerjord.

Yngre jernalders fund forekommer her som overalt i Jylland sparsommere. Vi har dog fra germansk jernalder et ikke ringe antal guldskatte (Holmgård ved Skals, Tapdrup, Over Hornbæk, Torning, Vesterhede, Stenholt i Kragelund so.). Der er ikke særlig mange vikingetidsgrave, men blandt dem en af vore berømteste, fra Bjerringhøj i Mammen; også enkelte sølvskatte kendes.

Der kendes ualmindelig mange runesten i Viborg a., men de findes næsten kun i a.s østl. del, i Sønderlyng og navnlig Middelsom hrd.; 14 af disse sten synes at stamme fra oldtiden.

I V. a. findes der af fredede oldtidsmindesmærker i alt: En ældre stenalders boplads (Klosterlund), en køkkenmødding (Krabbesholm), en runddysse, 23 langdysser, 8 dyssekamre, 10 jættestuer, 4 ubestemmelige stengrave, 6 hellekister, 2696 høje, hvoraf ca. 1000 er mindre og antagelig tilhører stenalderens enkeltgravskultur, 30 langhøje, en stenkreds, 2 helleristningssten, 6 ældre jernalders stengrave, et areal med jernalder-hustomter og oldtidsagre, en bautasten og en ringvold; dernæst et par jordstykker med gamle hulveje, der mul. går tilbage til oldtiden, og et areal med oldtidsagre.

Bebyggelse i historisk tid.

Fra den ældre middelalder ejer V. a. en rigdom på kvaderstenskirker, der ofte udmærker sig ved deres stenskulptur, særlig de store portaler med mange søjler (Grinderslev, Rybjerg, Lihme og Lem i Salling, Vinkel, Tapdrup, Ø. Bjerregrav, Ålum, Vinderslev og Grønbæk). Stiftsbyens domkirke må her have været det store forbillede, og fra dens byggeplads er mange stenhuggere udgået til omegnens landsbykirker. Selve domkirken derimod er flere gange så stærkt ombygget, at dens ældste skikkelse kun er mangelfuldt kendt. Grundplanen for kirkerne i V. a. er den traditionelle med skib og smallere kor, men der er hyppigt anselige apsiskirker. En særlig kompliceret grundplan er for nylig fremdraget ved Asmild klosterkirke, vistnok fra beg. af 1100t., i alle tilfælde ældre end domkirken. Ml. de mange granitkirker er der kun få af teglsten; Søndersogns kirke i Viborg er således en unggotisk teglstensbygn. fra 1200t., mens den store valfartskirke i Karup er fra senmiddelalderen. Af de middelald. klostre er kun lidet bev.; ved Asmild således kun lidt af den nysnævnte kirke, medens der i Ørslevkloster er store rester af selve klosterbygningerne. I Viborg by findes bev. fundamenterne til det tidl. Gråbrødrekloster, medens der under bispegården er kældre fra en katolsk kannikeresidens, og stiftsprovstegården er en sengotisk bygn., der går tilbage til 1400t. Også af rent verdslige bygn. er en del bev. i Viborg by. – A. er tillige rigt på voldsteder og andre befæstningsanlæg, hvoraf nogle mul. går tilbage til forhistorisk tid, således Ridebanen i Lyby so., det næsten forsv. Borgedige i Thise so. samt flere andre i Salling; desuden nævnes Bakgårdsdiget i Torning so. (Grathehede) samt adsk. andre langvolde, fx. Rosborg i Mønsted so. Af middelald. voldsteder nævnes Klejtrup og Harrestrup i Daugbjerg so., det første og det andet Hald (Dollerup so.), et gl. voldsted i Haurum skov og Sallingholm i Åsted so. Fra høj- og senmiddelalderen er der Borgevold i Viborg, Skjern, Jørgen Friis’ Hald og Kællinghøl (Hjorthede so.). Blandt herregårdene i Viborg a. stammer de ældste senmiddelald. dele af Spøttrup fra en katolsk bispeborg. Fra sa. tid er også s.fløjen i Tjele og Lukas Krabbes hovedbygn. på Østergård (Åsted so.); noget sen. er dennes søns gård Krabbesholm (Resen so.), Jørgen Lykkes Lerkenfeld fra 1570 (Vester Bølle so.) og Erik Skrams bygn. på Tjele fra 1585, mens der i Lynderupgd. (Lynderup so.) er bev. et smukt arb. af egebindingsværk fra 1556. Fra tiden omkr. det flg. århundredskifte stammer Christen Skeels Ulstrup (Sønder Vinge so.), der er en af landets bedste renæssancegårde; desuden Niels Kaas’ to ejendomme Tårupgd. (Tårup so.) og Stårupgd. (Højslev so.), medens Kås (Lihme so.) er fra tiden o. 1630. Mindesmærker fra slutn. af 1600t. er sjældnere; men kirkerne er dog smykket med inventar og gravminder i sen renæssance og barok, og enkelte steder har godsejerne skabt rige kirkeinteriører, fx. i Asmild, Ørslevkloster, Rødding, Vindum og Sjørslev. Endelig findes der efter o. 1700 en række statelige herregårde: Bidstrup fra 1698 i Granslev so., Palstrup 1740 i Høbjerg so. og det yngste Hald 1789. I selve stiftsbyen, hvor Skt. Mogens Gade endnu rummer adsk. værdifulde gl. huse, er der gode prøver på 1700t.s-bygningskunst, stammende fra genopbygn. efter branden 1726: bispegården, det gl. rådhus (nu museum), stiftamtshuset og den tidl. latinskole. Også den gl. romanske domkirke blev på sa. tid ombygget i barokstil, men blev i årene o. 1870 næsten helt genskabt som en nyromansk bygn. og står nu som et udtryk for den historiske opfattelse af arkitekturen i slutn. af 1800t.

I middelalderen hørte Sallingland og Fjends hrd. under Salling syssel, Middelsom, Sønderlyng og Nørlyng hrdr. under Ommersyssel, Rinds hrd. under Himmersyssel, Lysgård og Hids hrdr. under Loversyssel, Houlbjerg hrd. under Åbosyssel. Sallingland lå i 1500t. under Skivehus len. Nørlyng og Fjends hrdr. var selvstændige len indtil 1536, men kom da under det nyopret. Hald len, hvortil også Rinds hrd. 1542 blev lagt. Middelsom og Sønderlyng hrdr. udgjorde s. 48 et selvstændigt len indtil 1575, da de kom under henh. Hald og Dronningborg len. Houlbjerg hørte indtil 1548 under Tordrup len, men kom da til Dronningborg. Lysgård og Hids hrdr. var fra 1521 ét len, som 1542 blev lagt under Silkeborg. 1589–95 var Lysgård hrd. dog selvstændigt. Denne fordeling blev opretholdt indtil 1660, da lenene blev forvandlet til amter. Hald og Skivehus blev forenet 6/5 1789, og da Viborg a. blev opret. 19/3 1794, kom de herunder sa. m. Lysgård, Houlbjerg og Sønderlyng hrdr. Ved resol. af 13/6 1821 blev Hids hrd. også henlagt under Viborg a.

Fra gl. tid lå amtet under Viborg stift m. undtagelse af Lysgård, Hids og Houlbjerg hrdr., der hørte, og stadig hører, under Århus stift.

Litt.: St. St. Blicher. V. Amt, beskr. efter Opfordring af Landhusholdningsselskabet. 1839. Festskr. ved V. Amts landøkon. Forenings Jubilæum. 1896. N. Olesen-Husted. Fra Amtsraadenes første Dage, AarbSkive. 1911. 49–60. Villads Christensen. Hekseprocesser i Midtjyll., JySaml. 3. Rk. VI. S. Nygård. Biskop Søren Lintrups Visitatsbog, smst. 3. Rk. II. Hugo Matthiessen. Viborg Veje. 1933. C. Heilskov. Den gamle Holstebro Landevej fra Viborg til Hagebro, AarbSkive. 1934. 66–91. Sa. En gammel Randers-Ringkøbing Vej, JySaml. 5. Rk. V. 247–69. Aug. F. Schmidt. Sagn og Tro knyttet til Stene i V. Amt, AarbSkive. 1924. 49–73. V. Milthers. Viborgegnens geologiske Udvikling, AarbViborg. 1929. 1–11. J. Brøndsted. Viborgegnen i Oldtiden, smst. 12–23. Kr. Pedersen. Viborgegnens Flora og Fauna, smst. 65–76. P. Severinsen. Viborg Stifts kirkelige Historie i Middelalder og Reformation, smst. 125–57. Chr. Bokkenheuser. Træk af Viborgegnens Historie, smst. 1930. 14–33. Kr. Pedersen. Fortegnelse over Urter i Viborg Stift 1743, smst. 1937. 98–104. Sa. Ulvens Forekomst i Midtjylland, særlig i Viborgegnen, smst. 1938. 99–124. Erling Albrectsen. Naturfredningsloven og Højfredningerne i V. Amt, smst. 1939. 106–51. Georg Hansen. Biskoppernes Indberetninger om V. Stift i Aarene 1779–90, smst. 1942. 112–27. F. Elle Jensen. Visitatsoptegnelser af Biskop Otto Laub, smst. 1943. 104–43. Kr. Pedersen. Indberetning fra nogle Herreder og Sogne i V. Stift 1743, smst. 1944. 5–23. J. K. Johansen. V. Amt i den grundlovgivende Rigsforsamling, smst. 1948. 110–27. Therkel Mathiassen. V. Amts Oldtidsmindesmærker, smst. 1951. 119–32. Troels Dahlerup. Sogn og Pastorat, smst. 1956. 5–87. Ejnar Poulsen. V. Amts Degne- og Skolehistorie. 1957. Erik Hvidtfeldt. Præsteindberetninger fra V. Stift 1771, AarbViborg. 1959. 37–121. Ejnar Poulsen, M. E. Gulddal og N. P. Bjerregaard. Hjemstavnsbog for V. Amt. 1938. Viborg Amts Stednavne, Danmarks Stednavne. IX. 1948. Aarb. f. hist. Samf. for Skive og Omegn. 1909ff. (fra 1911 kaldet Hist. Aarbog for Skive og Omegn, fra 1916 Skivebogen). Fra Viborg Amt. Aarb. udg. af Hist. Samf. f. Viborg Amt. 1929ff. Aarb. f. Lysgaard, Hids m.fl. Hrdr., udg. af Hist. Samf. 1918–22, 1925–26.