Frederiksborg amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter Nordsjælland og halvøen Horns hrd.s nordl. del samt Eskilsø og en snes ubeboede holme i Roskilde fjord og Isefjord. Mod s. grænser det til Kbh.s a., i øvrigt er det havgrænset af Øresund (Nivå bugt, Hornbæk bugt), Kattegat og Isefjord (Yderbredning og Orø Østerløb). Landgrænsen er næsten helt igennem en naturgrænse følgende fugtige lavninger: Værebro å’s brede dalstrøg og mosedragene s. f. Veksø, gennem tunneldalnettet til Farum-Furesø, over hovedvandskellet ved Høje Sandbjerg og ud til Sundet gennem Maglemose ved Vedbæk. Over Horns hrd. følger grænsen Vejlemølle å fra Vellerup vig videre langs bækken til Bredevig s. f. Selsø.

Arealet er 1344 km², heraf udgør vandarealet 78 km², skovene 222 km² og købstæderne 23,4 km². Efter Bornholm og Kbh.s a. er det Øernes mindste, men det er landskabeligt yderst varieret, og kysterne veksler fra fjordidyl til barsk klitkyst. F. a. er skovrigt og sørigt, – det er amtet med den største sammenhængende skov og de største søer.

Dybgrundens geologi.

Istidens lag, der omfatter alle former for moræneaflejringer og smeltevandsdannelser, ligger som et ubrudt dække over hele F. a. og forhindrer en direkte iagttagelse af dybgrundens formationer og deres struktur. Hvad vi ved om dybgrunden, er udelukkende baseret på resultaterne af de talr. vandindvindingsboringer, som i tidens løb er udført over hele området af større og mindre vandværker og af privatpersoner. Vort kendskab til dybgrundens geologi er derfor langtfra detaljeret sammenlignet med overfladelagenes geologi. Alligevel har det været muligt at udrede meget betydningsfulde træk i s. 4 dybgrundens sammensætning som følge af den iøjnefaldende lovmæssighed, der har hersket ved dannelsen af dybgrundslagene, sammenlignet med istidsdannelsernes oftest forvirrende mangfoldighed.

Kendskabet til dybgrunden omfatter kun lagene ned til dybder omkr. 150 m under terræn, idet ingen boringer er nået ned til større dybde, og kun få er hidtil nået så langt. De ældste dybgrundslag, man har påvist, tilhører kridttiden; lokalt findes oven på disse kalklag aflejringer, der består af finsandede lerlag el. grønsandslag, som er dannet i den efterfølgende tertiærtids ældste afsnit, paleocæntiden. Kontrasten imellem istidsjordlagenes uregelmæssige sammensætning og optræden og dybgrundsbjergarternes relative ensartethed finder sin forklaring ved at væsensforsk. naturkræfter medvirkede ved deres tilblivelse. Kridttidens kalklag og tertiærtidens grønsandslag bundfældedes i en fjern fortid som lag i havets ensformige aflejringsmilieu, hvor bølgeslag og strøm sørgede for en forholdsvis vidtdreven sortering af det aflejrede materiale efter kornstørrelse. I istidens isbræer kombineredes derimod uhyre transportkraft med ringe sorteringsevne over for de medførte jord- og stenmasser, der blev efterladt som tilfældigt formede, heterogene masser ved indlandsisens bortsmeltning.

Som eks. på dybgrundslagserien skal boringen ved Mårum skovridergård nævnes, idet de anførte dybdetal refererer til havets overflade. Man traf ved Mårum finsand fra paleocæntiden ved ca. ÷69 m til 81 m og derunder grå kalk tilhørende den yngste del af kridttiden (danskekalkens periode) til ca. ÷89 m, hvor boringen sluttede.

De paleocæne lag har øjensynlig en meget ringe udstrækning inden for amtet. Forekomsten ved Mårum er ret isoleret. Det sa. gælder for en forekomst ved Egebæksvang, hvor man i Helsingør vandværks boring nr. 11 traf på en grå grønsandskalk ved ÷82,5 m, som sandsynligvis er aflejret i paleocæntiden. Derimod synes de paleocæne lerlag, som findes oven på danskekalken i amtets sydvestligste hjørne ved Vejleby, at høre til den nordøstl. del af det udbredte midtsjæll. grønsandsler-område. Ved studiet af danskekalkens bjergarter fra boringer og i profiler, hvor kalken går frem til overfladen i andre egne af Sjælland, har man kunnet påvise, at kalken bjergartsmæssigt naturligt kan inddeles i to afdelinger, en nedre bestående af bryozokalk, der er opbygget af bryozoers kalkskeletter, og en øvre afdeling med kalksandskalk, hvor både sandskorn og bindemidlet består af kalk. Der findes flintlag i begge kalktyper.

Ved undersøgelsen af de talr. kalkprøver fra boringerne i Nø.sjælland har det vist sig, at den ældre danskekalks bryozokalk findes i et lille begrænset og højtliggende kalkområde ved Helsingør, hvis overflade på det højeste sted findes ved ca. ÷20 m. Der er ligeledes truffet bryozokalk i en boring ved Tisvilde gård (÷57,8 m), i de øvrige boringer har man imidlertid overalt kunnet konstatere, at den øvre del af danskekalken udgør underlaget for de paleocæne dannelser el. for istidsjordlagene.

De få anførte niveauer for dybgrundslagenes overflade viser, at denne overflade åbenbart er i besiddelse af et vist relief. Beliggenheden af bryozokalken ved ÷20 m ved Helsingør og det langt yngre grønsands optræden ved ÷81 m ved Mårum er endvidere et bevis på, at disse lag må være bevæget betydeligt siden deres opr. aflejring.

På kurvekort over dybgrundens overflade, der er udarbejdet på grundlag af s. 5 de i boringerne konstaterede dybder, ses to karakteristiske dale, der strækker sig igennem amtets område: Esrumdalen mod nø. og Søndersødalen mod s.

Esrumdalens s.grænse går fra Nivå over s.enden af Esrum sø og derfra videre over Helsinge til Rågeleje. N.grænsen går fra Snekkersten til Hornbæk. Dalens bund er ret plan, kalkoverfladen ligger ved ca. ÷60–÷70 m. I området s.f. dalen stiger kalkoverfladen ret hurtigt i et relativt smalt bælte. Højden ÷20 m nås ved en linie fra Hørsholm til Arresø’s sydl. bred. Kalkens strukturforhold langs Esrumdalens s.side har kunnet udredes ret detaljeret, og man er derved nået til den opfattelse, at dalen er opstået som følge af vertikale forskydninger langs dalsiderne. Brudlinierne, der begrænser dalen, kan følges til Skåne og spores mul. endogså til Nordjylland. Efter byen Alnarp i Skåne kaldes dalstrøget i sin helhed Alnarpdalen.

Nø. f. dalens n.grænse findes ved Hälsingborg aflejringer fra juratiden oppe ved jordoverfladen. De består af sandsten og skifre, og lokalt er der ml. disse lag udviklet kullag. Tilsvarende aflejringer findes formodentlig i ca. 1500 til 2000 m dybde ved Helsingør, og der er således sket vertikale forskydninger af denne størrelsesorden imellem de to byer. Forkastningslinien forløber med retningen nv. – sø. parallelt med Alnarpdalen i Skåne. Et bælte på begge sider af linien, med tydelige tegn på gentagne og kraftige strukturelle forstyrrelser igennem jordperioderne, opfattes som grænsen ml. det højtliggende skandinaviske grundfjeldsskjold og det nv.europæiske aflejringsbassin, hvortil bl. a. Danmark hører. Dette grænseområde kaldes den fennoskandiske randzone. Det højtliggende kalkområde ved Helsingør, som ud fra de sjæll. strukturforhold kunne opfattes som et begrænset horstparti, udgør med andre ord set fra et mere regionalt synspunkt kun et lavt »trappetrin« i forhold til den storslåede »afsats« af formodentlig 1–2 km højde ved Hälsingborg.

Søndersødalens n.grænse følger tilnærmelsesvis amtets s.grænse. Kalkoverfladens ÷20 m kurve kan betragtes som grænselinien for dalen. Denne kurve går fra Vedbæk over Farum til Stenløse, og med retning mod v. fortsætter den ind i Horns hrd. til Skibby, hvorpå den bøjer af mod s. Imellem Esrumdalen og Søndersødalen ligger kalkoverfladen gennemsnitligt ved ca. ÷10 m. Søndersødalens bund synes at være meget mere uregelmæssig end Esrumdalens, og dens sider, navnlig s.siden, har et bugtet forløb. Dybgrunden i dalen består af kalksandskalk. Dalbunden ligger mellem ÷30 og ÷40 m og kun undtagelsesvis under ÷40 m. Man har tænkt sig, at dalen kunne være opstået som følge af jordskorpeforskydninger på lign. måde som Esrumdalen. Der findes dog ikke klare beviser for denne antagelse. Dalens form og dens forbindelse med erosionsdale i dybgrunden v.f. Roskilde, som utvivlsomt er dannet i istiden, tyder meget stærkt på, at istidens gletsjer- og smeltevandserosion har spillet en stor rolle og måske har været den afgørende faktor for Søndersødalens tilblivelse.

Det er ganske karakteristisk, at Esrumdalens og Søndersødalens morfologi ikke gør sig gældende i den nuv. overfladetopografi. Istidens voldsomme sedimentakkumulationer og erosionsprocesser synes helt at have udslettet sporene efter dem.

Litt.: V. Milthers. Nordøstsjællands Geologi. DGU. V.r. nr. 3. 2. udg. 1935. Theodor Sorgenfrei. Træk af Alnarp Dalens geologiske Opbygning. Medd. fra Da. Geolog. Foren. 1945. Sa. Om Alnarp Dalens Struktur. Geologiska Föreningen i Stockholms Förhandlingar. 1. 1946.

Landskaber.

Landskabsudvikling. F. a. domineres landskabeligt – som det øvrige Østdanmark – af de unge morænelandskaber, skabt af sidste istids gletsjeraflejringer. Sit reliefmæssige særpræg får amtet dels ved ismassernes bevægelsesretninger: de v.gående fremstød og den ø.vigende afsmeltning, dels ved landhævningen siden stenalderen, hvorved de bakkede morænelandskaber er bræmmet med plane flader af marint forland. Hertil kommer, i dette amt mere end i noget andet, det gennemgribende præg af menneskevirke, der følger med tusindårigt agerbrug, effektiv industrikultur og stor befolkningstæthed i en millionbys umiddelbare nærhed.

Halsnæs er amtets ældste landskab. Medens amtets øvr. dele endnu var isdækket, blev under et isfremstød de morænemasser oppresset, der nu danner det mægtige bakkedrag imellem Hundested og Lynæs, fortsættende s. f. Kulhus Rende i det nordl. Horns hrd.s bølgende israndslandskaber. Mod n. har Kattegats bølger brudt bakkerne skarpt af i Spodsbjergs klinter, hvis stejlvægge i tværsnit viser bakkernes struktur: ler-, sand- og grusmasser i blanding med stort indhold af sten. Stenene, sv. bjergarter, udvaskes og ophobes langs klintfoden.

Morænelandets overfladeformer. Bakkelandet, med talrige sø- og mosehuller i de afløbsløse lavninger, furet af smeltevandsstrømme og detajlskulpteret af nutidens regnbække, er et nordsjæll. landskabstema, der i talr. varianter udgør hovedmønsteret i amtets landskabsmosaik. Det andet tema er morænefladen, den jævnt bølgede oftest lerede overflade, der er fremkommet, hvor isen smeltede jævnt tilbage uden standsninger, efterladende sit moræneindhold som et afglattet dække. Står man i bakkelandet ved Spodsbjerg fyr og ser mod ø., oplever man de to landskabstypers skiften. Den vigende gletsjer har gang på gang standset og formet bakker langs sin rand, bælte efter bælte ser man bakkedragene med n.-s. retning veksle med flader. Melby-bakkerne accentueres yderligere af de mange bronzealderhøje, langt m. ø. skimtes i det fjerne, med blålige lufttoner Gribskovs bakkeland.

Bakkelandet, der fra Frederiksværk over Vinderød fortsætter til afslutning i Arrenakkes kuplede banke, fremtræder som en speciel variant, for så vidt som de markerede skrænter, stejle og kløftfurede, mod v. ud til Liseleje-vejen, er gamle kystklinter, formet af stenalderhavets brænding, og ø.sidens mere jævne skrånen mod Arresø præges af den sammenskriden, der har fundet sted, efter at de ismasser i sølavningen, bakkesandet ved aflejringen har støttet sig til, er smeltet bort. Israndsbakkerne optræder mest storformet midt i amtet i de n.-s. forløbende, grusede bakkedrag gennem Gribskov, med største højde 89 m i Multebjerg. Ved Gadevang er karakteren af israndslandskab særdeles udpræget: grusede rygge med dybe lavninger imellem. Bakkestrøget fortsætter sydpå ø. om Hillerød med skoleeksemplets tydelighed i Præstevangs skovbakker med småsøer liggende i forsk. niveau. Maglebjerg i Rude Skov er 91 m, – også her er relieffet voldsomt med stærke bakkestigninger og stejlrandede søbassiner, som fx. Løgsø, hvis dannelse må tolkes som jordfaldshuller efter dødisklumper. I Helsingør-egnen træffes en retningsvariant af bakkelandet. Hestens Bakke, 59 m, er toppen af en stor morænevold, parallel med kysten. Bakkedraget er s. 7 oppresset under et fremstød mod n. af istidens sidste ismasser over Danmark, Øresund-gletsjeren.

Smeltevandsaflejringernes landskabspræg. Karakteristiske småbakker giver mange egne særpræg. På morænefladen ved Kyndby i Horns hrd. forekommer små stejle bakker med 10–20 m’s højde over fladen. Navnene: Mørkebjerg, Bregnebjerg, Risbjerg o. lgn. vidner om, at man tidligt har tillagt disse bakker landskabelig individualitet. Bakkerne består af lagdelt sand og grus, aflejret i sprækker i en bortdøende ismasse efter isens afsmelten afsat på morænefladen. Plateaubakken er en anden bakketype, karakteriseret ved sin flade top og sin opbygning af lagdelte smeltevandsaflejringer, især ler. I Birkerød-egnen er de hyppige, og leret danner basis for områdets store teglværksindustri, der yderligere stimuleres ved afsætningsmulighederne i den nærliggende, stadig voksende storby. Leret er bundaflejring fra en issø; ved de støttende ismassers afsmelten er søbundlagene aflejret oven i det underliggende morænelandskab. Issøaflejringer kan også forekomme som udfyldning i lavninger i morænelandskabet. Sådanne lerbassiner findes fx. ved Ullerup v. f. Hillerød. Typisk for amtet er også forekomst af småbakket morænelandskab som fx. ved Lynge. Talrige småbakker uden bestemt orientering ligger mellem afløbsløse lavninger med sø- og mosehuller i stort tal, ca. 20 pr. km². Det er et landskab dannet i forbindelse med smeltende dødismasser. Hullerne skyldes dødisklumper.

Sandede flodsletter opbygget af smeltevandsstrømmenes virvar foran isranden, som Vestjyllands hedesletter, er sjældne i Østdanmark; s. f. Arresø forekommer en sådan i lille format. Smeltevandsflodernes aflejringer i istunneler el. mellem isvægge er derimod årsag til de meget ejendommelige terrænelementer, der betegnes som åse. Åsen er en bakkekæde, der oftest har et slingrende forløb og yderst ensartet højde. Strø Bjerge, der fra Strø n.f. Slangerup til Grimstrup s.f. Arresø ganske dominerer landskabet med sin bakkeryg, der kontrasterer så voldsomt mod morænefladen rundt om, er en sådan ås. I Horns hrd. forekommer en lignende ved Skuldelev og på morænefladen s.f. Hornbæk mellem Saunte og Horneby endnu en.

Det rindende vands formpræg. Fortsætter man i Strø Bjerges forlængelse mod sø,. kommer man i amtets sydligste del til et system af store dale, med stejle, ofte skovklædte skrænter og ujævn længdeprofil med langsøer, som Bastrup og Bure sø og mosedrag adskilt ved højere morænelerstærskler. Det er tunneldale, udgravet af smeltevandsfloder under isdækket. Farum sø og Furesø ligger i dette dalstrøg, der danner amtets s.grænse.

Erosionsrelieffet, det rindende vands formning af overfladen, skyldes i alle hovedtræk smeltevandsfloderne, hvis energi langt har overgået nutidens vandløb i amtet. Dalenes dimensioner står ofte i grelt modsætningsforhold til de små vandløb, der snor sig gennem dem, som fx. tilfældet er med dalene, der s. fra søger ned mod Sjælsø. Ændrede afløbsforhold bevirker, at mange dale er tørdale, som fx. dalen, gennem hvilken jernbanen føres gennem Kregme Bakker ned til Roskilde fjord. Nutidens vandløb har i de løse jordlag haft let ved at nå deres dybdegrænse. P.gr. af landhævningen løber mange åer i nedskårne dale i fortidens brede dalstrøg. Unge erosionskløfter fremkommer stadig på disponerede skråninger, først og fremmest i kystklinternes friske brud. Her arbejder s. 8 v-formede dale sig dels nedad mod strandbredden, dels bagud, ind i land i kappestrid med havets nedbrydning af klintfaçaden.

Det marine forland. Et landskabeligt særpræg får amtet ved den landhævning, varierende fra 4 m mod s. til 7 m mod n., der har fundet sted siden stenalderen. Langs Øresund-kysten udgør stenalderhavets hævede klinter et karaktertræk i kystlandskabet, adskilt fra nutidens kystlinie ved en smal terrasse af hævet havbund, der giver plads til Strandvejen og en enkelt række bebyggelse. Stedvis, fx. ved Vedbæk, viger klintekysten og giver plads for stenalderfjorden, Maglemose, afspærret fra havet som strandsø og senere tilgroet. Ved Nivå, Villingebæk og Dronningmølle forekommer sa. fænomen. De plane kulturflader på den udtørrede Søborg sø’s bund kontrasterer mod omegnens bølgende morænelandskab. Søen var opr. en fjord og Søborg en søkøbstad endnu i middelalderen. Strandvoldsaflejring i indløbet i forbindelse med landhævning spærrede indløbet (udtørring se Søborg).

I amtets nv.-hjørne indtager marint forland langt mere dominerende plads i landskabsbilledet. Arresø var i stenalderen en fjord, der også omfattede Ellemosen s. f. Tibirke bakker og flere mindre mosedrag. Fjordens indløb, på Melby Overdrevs plads, blev spærret af strandaflejringer og ved landhævning. Flyvesand dækkede sen. området og tilstoppede søens afløb til Roskilde fjord. Vandet steg i søen og oversvømmede det lave land. Ved gravning af kanalen til Roskilde fjord i 1700t. blev vandstanden reguleret. Vandkraftens udnyttelse blev en af grundene til fabriksbyen Frederiksværks fremkomst. Sandflugt, søregulering, vandkraft, jernindustriby: en geografisk kæde af årsagssammenhænge.

Halsnæs skilles fra Nordsjælland ved Brødemose sund, hvis markflader og side enge, når sommernattens tåger fylder lavningen, kan fremkalde indtryk af det skillende farvand, som i stenalderen på dette sted forbandt Kattegat og Roskilde fjord. Ved Kikhavn på n.kysten og Sølager på s.kysten vidner udstrakte plane markflader om tidl. fjorde, der endnu i forrige årh. var sure sumpe, men nu ved rationel afvanding konkurrerer med de omliggende morænejorder i frugtbarhed. Samme kombination af morænebakker og forlandsflader går igen i det nordl. Horns hrd., og til Øresundskystens hævede fjordlandskaber har man langs Roskilde fjord en række analogier i de brede dalstrøg, der gennemstrømmes af Havelse å, Græse å og Værebro å længst mod s.

Sandflugtslandskaber. Et særpræget landskabselement blev skabt ved sandflugten, der for alvor udfoldede sig i 1500t og 1600t. og ødelagde de tidl. frugtbare egne ml. Liseleje og Tibirke. Sandflugtlandskabet præges dels af de metertykke jævne sandlag over ældre landskabsformer, dels af klitrimmerne, rester af de parabelklitter, der fra v. til ø., drevet af stormpresset, vandrede over landet. Den sydligste klitrække, i Asserboegnen, med ø.-v. retning lige n.f. Arrenakke, er tydeligst og mest landskabsprægende. Ved Hornbæk har sandflugten ligeså raset.

Jordbund og plantevækst. Amtets jord er overvejende sandet, men trods dette er langt den største del opdyrket. Med ca. 17% af landoverfladen skovdækket er amtet et af landets skovrigeste. Skovenes store udbredelse er dels betinget af de grusede bakkedrag, der ikke har fristet til den skovrydning, hvorom amtets s. 9 mange -rød og -holt navne i øvrigt vidner. Men en historisk faktor har tillige spillet en skovbevarende rolle, nemlig krongodsets store udbredelse og enevoldskongernes jagtglæde.

Medens agerjorden ved jordbehandling overalt får kulturpræg, viser skovjorden ofte opr. træk. Podsoleringen, den udvaskning af overjorden, der finder sted i kølige regnfulde klimater, fremmes særlig på sandjord, hvis næringssalte lettere fjernes. Hertil kommer, at udluftning af øvre jordlag hindres, hvis gravende dyr, som regnorme og muldvarpe, fordrives ved udtørring i blæst. Organisk stof omsættes da ikke til humus, men danner den tørveagtige mor. Medens Øresund-kystens i læ liggende skove, som Folehave skov på lerbund, har tykt muldlag, viser mange sandbundsskove, fx. Teglstrup Hegn, typisk morbund.

Klitvegetation forekommer ved Kattegat-kysten, lynghede kun pletvis, som fx. på Melby Overdrev. Naturlig eng er knyttet dels til tunneldalenes brede bunde, dels til strandfladerne ved fjordkysten.

Vandløb, søer og moser. Amtet afvandes hovedsagelig til Sundet og Roskilde fjord. Hovedvandskellet følger det høje bakkeområde gennem Gribskov mod n. til Gilbjerg Hoved, mod s. til Blovstrød og herfra m.s.v. til tunneldallandskabet, hvor det vestligst passerer tærskelen mellem Bure sø og Bastrup sø for atter at svinge østpå s. om Farum sø.

Landskabets kulturpræg afspejler sig også på karakteristisk vis i vandløbstopografien. I mange skove, fx. Valby og Harager Hegn, eksisterer endnu det naturligt, træagtigt forgrenede system af bække og åer. Kun sjældent er dette tilfældet på agerjorden. Her er det naturlige mønster afløst af grøfternes geometriske net, følgende veje og markskel. Dræning og kloakering fjerner store dele af vandløbsnettet fra overfladen. Faldet er i alm. ringe i amtets vandløb, hvis naturlige form derfor er det slangebugtede løb, som enkelte steder kan ses fx. ved Hessemose å gennem Mårums agre. Alm. præges åløbene af de retliniede løb på delstrækninger, forårsaget af reguleringsforanstaltninger for at fremme afvandingen. Enge og mosers parallelle grøfter og mølledammene, som fx. ved Usserød, er også kulturtræk i vandløbsbilledet. Det er også bemærkelsesværdigt, at to af landets få store kanaler, en trafikkanal og en afvandingskanal gennem højt bakkedrag, findes i F. a. Vandføringen er relativt lille, kun halvdelen af el. endnu mindre end i jyske åer med tilsvarende afvandingsområde. Vinteren er den tid, afstrømningen er størst, om sommeren er den, trods større nedbør ofte meget ringe p.gr. af det vand, der unddrages åerne ved fordampning.

Nivå samler en del vandløb til Nivå bugt. Esrum og Gurre sø afvandes gennem Esrum kanal, der følger stenalderfjorden til Sundet ved Hulerød. Kanalen er nu uden trafikal betydning. Til Arresø føres vand gennem Ramløse å, Pøleå, Æbelholt å og Lyngby å. Søen, der opr. havde afløb n. om Arrenakke til Roskilde fjord, afvandes nu ved kanalen, gravet 1711–19 gennem højdedraget n.f. Frederiksværk til fjorden. Til fjorden afvandes amtets vestl. dele gennem Havelse å, Græse å og Værebro å. De brede ådale, opr. skabt af smeltevandsstrømme, senere i de nedre løb som fjorde i stenalderen planeret i bunden af havsedimenter, henlå i ældre tid som brede sumpstrækninger, naturlige landskabsskel. I nutiden er bundene ved afgrøftning og åregulering omdannet i stor stil til eng.

Mølledammene vidner om vandløbenes tidl. store betydning som kraftkilde. Efter industrialismens frembrud har mølleåerne været lokaliseringsfaktorer for visse virksomheder. Ved Hellebæk har efter hinanden kobbermølle, smedemølle, geværfabrik og nu klædefabrik – ligesom ved Usserød – været knyttet til vandløbet. Donse å har, som kanalen ved Frederiksværk, trukket krudtstampemøller.

Efter Geodætisk Instituts skolevægkort 1:250.000 og Atlas over Danmark 1:750.000.

Redaktion: Axel Schou.

Kortet viser befolkningens fordeling ved folketællingen 7. nov. 1950. Priksignaturen er så vidt muligt anbragt på de personers bosted, som prikkerne repræsenterer. For bydannelser med mere end 500 indbyggere er priksignaturen erstattet af cirkler, hvis areal er lig med arealet af det antal prikker, som de modsvarer. Cirklerne repræsenterer folketallet i de geografiske byområder, som ikke altid falder sammen med byernes administrative eller statistiske grænser. Da cirkelarealet altid vil fylde mere end byens virkelige areal, kan priksignaturer for de omgivende landdistrikters befolkning komme til at stå inden for cirkelarealet. I de kommuner, som indgår i Storkøbenhavn, findes ingen signaturer, idet der her må anvendes en ganske anden fremstillingsform på grund af den store befolkningstæthed. Amtsgrænserne samt grænsen for Storkøbenhavn er indtegnet på kortet.

Efter Geografisk Laboratoriums befolkningsfordelingskort over Danmark 1:100.000. Redaktion: Aage Aagesen.

Arresø (1300t. Arvæsio), Danmarks største sø, 41 km², 3,75 m o.h., er dannet som strandsø. Dens ringe højde over havet er en følge heraf. Den er yderst fladvandet, største dybde kun 4 m; langs bredderne er den så grundet på store arealer, at bådsejlads umuliggøres. De sydl. kystlandskaber er lave og afvandes kunstigt; n.f. søen hæver Tibirke bakker sig med så meget større kontrastvirkning. Esrum sø (1585 Esse Sø), Danmarks næststørste sø, 17 km², er en morænesø, 9,4 m o.h. med smalle landgrunde langs bredderne og regelmæssigt 19–21 m dybt bassin. Mod v. omkranses den af Gribskov, mod s. af Fredensborg slotspark, mod ø. af Tikøbs agerfelter. Dybe vige, som Møllekrog mod s., skaber den landskabelige afveksling, der indgår som element i begrebet naturskønhed. Gurre sø (1568 Gurre Sø), 2,4 km², 27 m o.h., er som Sjælsø morænesø. Gurre sø er landskabeligt en skovsø, hvis vandstand ved regulering er sænket, således at den tidl. vandborg Gurres ruiner nu ligger på tørt land. Sjælsø (1682 Sæl Sø), 3 km², 18 m o.h., ligger landskabeligt åbent i et bassin i morænefladen. Bastrup sø (1668 Badstrup Sø) og Bure sø (1582 Bursøe) er typiske tunneldalssøer af langsøtypen.

Moser forekommer meget hyppigt, såvel små former i bakkelandets lavninger som større på marint forland, fx. Ellemosen v. Arresø. P.gr. af intensiv afgravning af tørv under 2. verdenskrig er mange moseflader atter blevet sølavninger. Mange steder, fx. i Jørlunde so., er mose- og sølavninger ved afgrøftning tørlagt til kulturflade.

Kyster og farvande. Kysterne er så forsk.artede, som da. kyster kan være. Roskilde fjords kyst er en typisk morænekyst, hvis bugtede kystlinie med øer og holme betinges af morænelandskabets uregelmæssige overfladeform. Her i læ har udligning af kystlinien ikke kunnet finde sted. Stedvis, ud for bredninger med frit stræk i stormvindes retning, kan bølgekraften blive stor. Så brydes der sår i bakkernes flanker som fx. Hvideklint i Kregme bakker.

Roskilde fjords dybe render er udformet først af smeltevandsstrømme, senere af fastlandstidens flodløb. Kulhus Rende står med 15 m’s dybde skarpt nedskåret i de omgivende, lavvandede abrasionsflak. Navne som »Tørvegrund« på disse flak antyder, at man her træffer gammel landoverflade i bølgehøvlet form. »Koste« sikrer den vanskelige navigation i de smalle løb.

Nordsjællands kyst fra Spodsbjerg til Gilbjerg Hoved er en modent udlignet kyst som den vestjyske. Høje moræneklinter (Spodsbjerg, Bavnehøj, Tisvildeleje, Rågeleje, Gilbjerg Hoved) veksler med kystlinier skåret i hævet marint forland (Kikhavn, Liseleje, Melby Overdrev). Kystens lige sv.-nø. retning er ikke betinget, hverken af dybgrundsstruktur el. israndslinier; den skyldes udelukkende de herskende vind- og bølgeretninger og står i lovmæssigt forhold til disses resultant. Som alm. ved udligningskyster forekommer også her revler i typisk udformning. Store abrasionsflak, som Torup flak, vidner om den store nedbrydning af land, der her i tidens løb har fundet sted. Høfder sikrer særlig udsatte steder, diger beskytter det lave forland ved Kikhavn, medens det østligere s. 13 liggende ud for Tisvilde Hegn har naturligt værn i klitrækken, der her som en ubrudt række følger kysten. Vinkelforlandet, på hvilket Helsingør ligger, er en grus- og sandaflejring af vestfra ved materialvandring langs kysten tilførte masser. Dette forlands krumoddekompleks, på hvilket Kronborg ligger, »Krogen«, er den naturlige forudsætning for Helsingør havn.

Sundets og Kattegats kyster byder i øvrigt p.gr.af udligningskarakteren ikke på naturlige havnemuligheder. Samtlige havne er kunsthavne. Rungsted er øhavn, de øvrige: Sletten, Humlebæk, Espergærde, Snekkersten, Helsingør bådehavn, Hornbæk, Gilleleje er alle havne med landfaste moler. Mange steder landes direkte på stranden (Nødebo Huse fx.), stedvis med støtte af enkelte bølgebrydere (Rågeleje, Liseleje). Hundested havn er anlagt i Isefjord-indløbet, delvis fri af udligningskystens store sandvandring. Opr. en øhavn er den senere udbygget til stor molehavn, der tjener fiskeri, færgefart og import. Lynæs og Kulhuse er molehavne, der udnytter fjordkystens læmuligheder og nærheden af udsejlingen til havet. Roskilde fjords nø.-hjørne bag flakområder og med tilsejling gennem dybe render udnyttes af Frederiksværks og stålvalseværkets havneanlæg. Frederikssund havn har læ s. f. fjordens smalleste sted, hvor landevejsbroen er ført over.

Medens Isefjord-indløbet er stærkt trafikeret, bl. a. af de mange småskibe, der bringer jernaffald til Frederiksværk, viger trafikken langt ud fra den farlige Kattegat-kyst. Ved Sundets tragt mod v. stiger trafikintensiteten derimod voldsomt. Nakkehoved fyr og Kullen fyr afmærker indsejlingen, og fyrskibet n.f. Gilleleje flak sikrer mod grundstødning på de lavvandede grunde med kun 4 m vand, som Ostindiefarergrund, Smidstrupgrund m.fl. Den farlige Lappegrund, der på Blokhusgrund kun har 2,5 m vand, lige n.f. den smalle gennemsejling ved Helsingør, er ligeså afmærket med fyrskib. Disken, en grund med 8 m vand s. f. Helsingør, er ikke farlig og havde i sejlskibenes tid og sundtoldens dage en positiv betydning som sætteri, ɔ: ankerplads.

Amtets samlede kystlængde er 279,3 km.

Litt.: V. Milthers. Nordøstsjællands Geologi. DGU. V. r., nr. 3. 2. udg. 1935. Sa. Det danske Istidslandskabs Terrænformer og deres Opstaaen. DGU. III. r., nr. 28. 1948. Axel Schou. Atlas over Danmark I. Landskabsformerne. 1949. Sa. Landskabsudviklingen i Frederiksværkegnen. Den nordsjællandske Lejrskoles Årsskrift 1942. Sa. Det marine Forland. 1945. Sa. Afsnit: »Landet« i »Danmark«, redig. af Palle Raunkjær. 1951.

Skovene. Amtet, et af landets skovrigeste, har et samlet skovareal på 22.215 ha, hvoraf 19.611 ha er bevokset. Fordelingen til træarter er flg.: bøg 7053 ha, eg 1888 ha, andet løvtræ 2147 ha, rødgran 5830 ha og andet nåletræ 2112 ha. 581 ha indtages af blandede bevoksninger. Besiddelsesforholdet er karakteristisk ved, at langt den overvejende del, nemlig 18.576 ha, tilhører staten. 3581 ha er i privat besiddelse, mens kommunerne kun ejer 58 ha. Den samlede årl. hugst er (1949/50) ca. 133.000 m³, (løvtræ 77.000 m³, nåletræ 56.000 m³) eller 6,8 m³ pr. ha.

Skovene findes fortrinsvis i amtets midterste og østligste del. Det største samlede skovområde (både i amtet og i hele landet), ca. 5.600 ha, er Gribskov (ValdJb. Gripscogh), der har en udstrækning fra n. til s. på ca. 12 km og fra ø. til v. på ca. 7 km. Andre udprægede skovområder er egnene s. f. Hillerød og omkr. og ø.f. Gurre sø. Vestligst i amtet, i Horns hrd.s nordl. del, findes Jægerprisskovene s. 14 og n.f. Frederiksværk betydelige sandflugtsbeplantninger. Terrænet er oftest bølget og bakkeformet; søer, enge og mosedrag forekommer hyppigt, og jordbundsforholdene er meget vekslende. Gennemgående indtager skovene dog de mindst frugtbare jorder. Undergrunden består oftest af lerblandet sand, og på visse steder er der stor tilbøjelighed til mordannelse. Bøg og rødgran er de dominerende trævækster, men mange andre, såsom eg, birk, skovfyr og lærk, findes isprængt. Ikke ubetydelige arealer i statens skove er udlagt til lystskov, og mange steder er der givet ungdomsorganisationer o.l. udvidet adgang til at afholde terrænøvelser. Skovvejene er gode, men i alm. ikke tilgængelige for almen motorfærdsel. Ved de offentlige hovedveje findes fl.st. parkeringspladser.

Fra gl. tid har kongerne haft udstrakte ejendomme i det nordøstl. Sjælland, fx. nævnes i Kong Valdemars Jordebog (1231) en del steder som tilhørende krongodset (Søborg, Gribskov). Under Fr. II forøgedes besiddelserne ganske betydeligt, således 1560 med Hillerødsholm. Her opførtes Frederiksborg slot, som blev hovedsædet i en egn med udstrakte jagtarealer, en såkaldt »kongelig vildtbane«.

Sammenhængende skovstrækninger karakteriserede landskabet til henimod midten af 1700t. Byerne med deres jorder lå omgivet af overdrevene. Disse afgav græsning for kreaturer og i oldenår føden til talløse svin. Om vinteren færdedes bøndernes heste (»udgangsøg«) her, hvor de levede af vissent græs, bark og knopper. Når dertil kom den betydelige vildtbestand, vil det forstås, hvor vanskeligt det var for den nye træopvækst at komme frem. Skovenes udseende var da også et andet end nu. Store strækninger bestod af ganske åben skov med ofte kun 10–20 træer pr. ha, og da der tilmed var et uhyre stort brændselsforbrug, næredes en udbredt frygt for vedmangel i fremtiden. For at bøde på disse tilstande foranledigede overjægermester C. C. Gram den brunsvigske forstmand Johan Georg v. Langen indkaldt til landet 1763. I løbet af få år opmåltes og inddeltes under hans ledelse de nordsjæll. skove, og betydelige kulturarbejder blev udført. Da en fortsættelse af arbejdet imidlertid ville blive meget kostbar, blev det allr. opgivet 1776. v. Langens virksomhed havde dog ikke været forgæves, thi de nåletræsarter, han anvendte ved sine kulturer (rødgran, skovfyr, ædelgran og lærk), og som delvis var ukendt her i landet, skulle gennem hans virksomhed få den største betydning for da. skovbrug.

Ved kgl. resol. af 27/4 1781 blev det bestemt, at de kgl. skove i Nordsjælland skulle udskiftes af fællesskabet i overensstemmelse med udskiftningsforordningen af 23/4 1781 og den særl. skovforordn. af 18/4 1781, hvori der gives nærmere regler for driften af de kgl. skove. Ved udskiftningen formindskedes skovenes totalareal, idet betydelige arealer blev tillagt de udskiftede gårde, men til gengæld skabtes der betingelser for ordnet skovdrift i indhegnede skove, som de nu kendes.

Ved omtalen af Tisvilde Hegn (under Tibirke sogn) er der redegjort for sandflugtsbekæmpelsens historie. Her skal blot nævnes, at Frederiksborg Amts Plantningsselskab blev stiftet 12/4 1892 med det formål at fremme tilplantningen på kyststrækningerne og andre magre jorder.

Det vigtigste jagtobjekt på Fr. II’s og Chr. IV’s tid var kronhjorten. De to sidste fritstående kronhjorte på Sjælland blev skudt på 2. Kronborg skovdistrikt 1854. Af større vildt findes nu rådyret alm. udbredt. I Gribskov står endvidere en bestand dådyr (ca. 600 i 1952) og en mindre bestand sikahjorte; sidstnævnte, s. 15 en østasiatisk art, er indført til Gribskov 1924. 1933 blev det bekendt, at en elgko holdt til i skovene i Nordsjælland, og senere er 3 elgtyre fulgt efter. I øjeblikket (1953) findes måske en enkelt tyr.

Af et forhen udbredt kulsvieri med store leverancer af trækul til Kbh. findes kun meget lidt tilbage (jf. Nødebo sogn, s. 155).

De tidl. kgl. skove er nu inddelt i 9 statsskovdistrikter: Tisvilde-Frederiksværk (2610 ha, ejdsk. 1.056.200 kr., grv. 469.300 kr.), Esrum (1936 ha, ejdsk. 1.608.000 kr., grv. 989.100 kr.), Mårum (1620 ha, ejdsk. 1.426.000 kr., grv. 824.700 kr.), Nødebo (2907 ha, ejdsk. 2.442.300 kr., grv. 1.337.100 kr.), Frederiksborg (2244 ha, ejdsk. 2.147.700 kr., grv. 1.200.800 kr.), Kronborg (1834 ha, ejdsk. 1.478.500 kr., grv. 920.100 kr.), herunder er pr. 1/4 1953 henlagt den konfiskerede Hellebækgårds skove (185 ha), endvidere Gurre (1491 ha, ejdsk. 1.481.000 kr., grv. 907.000 kr.) med Krogerup Kirkeskov og avlsgård (1670 ha), Hørsholm (1706 ha, ejdsk. 1.456.000 kr., grv. 757.800 kr.) og Farum (1790 ha, ejdsk. 1.719.000 kr., grv. 1.039.000 kr.).

I Horns hrd. findes Jægerspris skovdistrikt (1894 ha, ejdsk. 1.204.000 kr., grv. 550.400 kr.). Det ejes af Kong Fr. VII’s Stiftelse.

Kulturgeografi

I F. a. lever (1950) 147.695 indb., hvilket giver en gennemsnitlig befolkningstæthed på 109,9 indb. pr. km². Af befolkningen lever 68,4% under bymæssige forhold (26,5% i købstæder, 8,5% i forstadsbebyggelser og 33,4% i bymæssige bebyggelser i øvrigt). Befolkningen er fordelt på 44.575 husstande; i byerne går der gennemsnitlig 3,0 indb. på en husstand, i landkommunerne 3,4.

Befolkningens fordeling ses af befolkningskortet s. 21. Man kan skelne mellem den nogenlunde jævnt spredte landbefolkning og en bybefolkning, som lever i byer el. bylignende befolkningsophobninger, hvoraf de fleste og største findes i amtets østl. egne. Der findes meget betydelige, helt folketomme områder, hvoraf de største er store skove og plantager, således Gribskov v.f. Esrum sø, Tisvilde Hegn mellem Arresø og Kattegat, Nordskoven i det nordligste Horns hrd., og Store Dyrehave m. m. sø. f. Hillerød. Mindre, ubeboede områder omfatter enge og moser, og omkr. de største landbrug vil man også kunne finde næsten folketomme regioner fx. ved Svanholm og Selsø nær Skibby i Horns hrd. Landbefolkningen vil af praktiske grunde ofte have en tendens til at slå sig ned, hvor trafikmulighederne er bedst, og mange steder finder man derfor befolkningen bosat langs vejene, således udpræget i Horns hrd. og ml. Helsinge og Græsted. Ved kysterne findes mange steder en tætboende befolkning, der ofte er knyttet til fiskerlejer (fx. Sletten, Humlebæk, Ålsgårde), men som også kan skyldes andre lokale forhold (Hellebæk, hvor bydannelsen skyldes een industrivirksomheds placering).

I den sydøstl. del af amtet er befolkningsforholdene stærkt præget af Kbh.s nærhed. Mens Rungsted og de umiddelbart v. herfor liggende villakvarterer samt til dels Birkerød by kan opfattes som forstæder for Kbh., idet en meget væsentlig del af den her bosatte befolkning er beskæftiget i den københavnske byorganisme, gælder det for andre bysamfund i denne egn, at de i høj grad har betydning som sæde for industrier, der enten direkte arbejder for det københavnske s. 16 marked el. på anden måde skylder millionbyens nærhed deres placering i denne egn. Disse industribyer er i realiteten selvstændige byorganismer, som imidlertid i deres erhvervsmæssige funktioner står i en nær sammenhæng med Kbh.s funktioner. Endvidere findes i F. a. alle overgangstyper ml. den udprægede forstad, den af Kbh. afhængige industriby og den fuldt selvstændige bydannelse. Som eks. på sidstnævnte type kan Frederikssund og Hundested nævnes, mens fx. Frederiksværk og Helsingør kan opfattes som repræsentanter for de mere afhængige industribyer.

Det er stort set de mere velstillede befolkningselementer fra den københavnske byorganisme (handelsfolk, overordnede embedsmænd m. m.), der bebor de dele af F. a., som har en mere el. mindre udpræget karakter af forstad til hovedstaden. For denne befolkning spiller æstetiske forhold en ret stor rolle ved valget af bosted, og tilstedeværelse af strand, skov, søer el. bakket terræn influerer stærkt på denne bebyggelses placering (Farum, Lillerød, Strandvejsbebyggelsen). Den er til dels kun lidet afhængig af offentlige transportmidler, idet en betydelig del af denne befolkning har egen bil.

Også omkr. Helsingør findes forstadsbebyggelse, som viser en tydelig tendens til at placere sig efter æstetiske forhold, ɔ: fortrinsvis langs kysterne n. og s.f. byen.

Amtets øvrige større befolkningsophobninger er næsten alle knyttet til en havn el. til een el. flere jernbaner. Det eneste betydelige jernbaneknudepunkt er Hillerød, hvorfra jernbaner udgår i 4 retninger, og som herved får stor betydning som oplandsby. I tilknytning til stationerne er der i 1800t.s sidste årtier ved de ældre jernbaner opstået stationsbyer, hvor der har været grobund for et nyt bysamfund; disse er centrer for lokalhandel, håndværk og småindustri, og ingen egl. stationsbyer i amtet har hævet sig til at have betydning for mere end det snævert lokale opland.

Disse stationsbyer er oftest gl. landsbyer, som ved jernbaneanlæget er gået ind i en ny udviklingsepoke med nye og større erhvervsmuligheder. Undtagelser er Slangerup, der er tidl. købstad, men som sådan konkurreret ud af sin tidl. ladeplads Frederikssund, og Fredensborg, der opstod som byorganisme i tilknytning til det kgl. slot. Jægerspris og Hørsholm, der ligeledes opstod ved slotte, er aldrig blevet stationsbyer, men har lign. funktioner som disse, Hørsholm desuden som industriby og delvis fjernforstad til Kbh.

Ved de sidst anlagte jernbaner er der ikke opstået større bysamfund ved stationerne, idet de pågældende egnes behov for lokalcentrer har været dækket kort efter 1900. I egne, hvor jernbaneanlægene er kommet sent el. slet ikke, og hvor der ikke i forvejen har eksisteret bydannelser, er lokalcentrerne opstået i tilknytning til landsbyer, som har haft en fordelagtig trafikal placering ved vigtige veje: Tikøb, Esrum o. a. En lign. udvikling har bebyggelsen i Horns hrd. gennemløbet, og her blev Skibby det nye lokalcentrum, som er opstået og udviklet uden væsentlig påvirkning af den jernbane, som i kun 8 år (1928–36) løb gennem halvøen.

En særstilling inden for amtet indtager teglværksbyen Hammersholt ml. Lillerød og Hillerød, som uden jernbanestation, central vejplacering el. gl. landsbykerne har udviklet sig til et udpræget industrisamfund.

Et vigtigt indslag i bebyggelsen i store dele af F. a. er sommerhusbebyggelsen, som ganske overvejende tjener til sommerophold for dele af Kbh.s befolkning. Langs hele Øresundskysten fra Kbh. til Gilleleje interfererer denne bebyggelsesform med den bofaste befolknings i reglen mere solide bebyggelse. På Kattegatskysten har sommerhusbebyggelsen centrer ved Smidstrupstrand, Rågeleje, Vejbystrand, Tisvildeleje, Liseleje og Spodsbjerg, men findes i øvrigt langs hele kystzonen. Ved Isefjord-Roskilde fjord findes lign. koncentrationer bl. a. ved Lynæs-Sølager, nær Frederiksværk og ved Kulhus i Horns hrd. Også ved naturskønne søer (Furesø, Farum sø, Sjælsø m.m.) og i bakkede el. skovrige egne findes denne bebyggelsesform (fx. Asserbo).

Af amtets befolkning lever 24,3% af egl. landbrug, 1,9% af skovbrug og 1,5% af fiskeri. 35,2% lever af industri, 10,3% af handel, 5,8% af transportvirksomhed, og 6,7% af administration og liberale erhverv. 12,0% er uden erhverv, hovedsagelig rentiers, aldersrentenydere og pensionister. For 2,3% er erhvervet uoplyst. Denne erhvervsfordeling (1940) afviger kun lidet fra landsgennemsnittet, dog er skovbrug, fiskeri og industri noget vigtigere her i amtet end for landet som helhed, mens egl. landbrug og handel beskæftiger forholdsvis færre mennesker end i gennemsnit for landet.

Amtets erhvervsstruktur præges af Kbh.s nærhed. I Helsingør, Frederikssund, Frederiksværk og i egnen Hillerød-Lillerød beskæftiger industri over halvdelen af den erhvervsaktive befolkning, mens industri desuden er det vigtigste erhverv næsten overalt i amtets østl. del til en linie Birkerød-Fredensborg-Hornbæk. I amtets øvrige dele er landbrug hovederhvervet, men beskæftiger kun i 1/3 af landkommunerne mere end halvdelen af den erhvervsaktive befolkning. Udprægede landbrugsegne, hvor landbruget beskæftiger over 3/4 af den erhvervsaktive befolkning, findes ø.f. Arresø, n.f. Frederikssund-Slangerup og i dele af Horns hrd., altså i de egne, som trafikalt er dårligst stillet og derfor i ringest omfang har haft mulighed for at deltage i den erhvervsudvikling, som industrialiseringen og interferensen med Kbh. har skabt.

Amtets skovrigdom bevirker, at det landbrugsmæssigt udnyttede areal er forholdsvis mindre end i Sjællands øvr. amter (se ndf. s. 18). I amtets østl. del er kun ca. 40% af arealet under plov, mens de vestl. sogne oftest har 60–80% under plov. En endnu større del af arealet er opdyrket i det sydl. Horns hrd. samt i en zone mellem Frederikssund og Hillerød, mens opdyrkningsprocenten går under 50 i de sandede egne n.f. Arresø og omkring Gribskov.

Mens den vigtigste kornart for amtet som helhed er den toradede byg, dominerer havren i en række sogne i amtets østl. og nordl. del. Hvededyrkningen er vigtigst i Horns hrd. og amtets sydl. egne, mens der er lidt rugdyrkning i de mere sandede distrikter. Runkelroen spiller en stor rolle, fremfor alt imod nv. og flere steder i Horns hrd. Kartoffeldyrkningen betinges væsentligt af det storkøbenhavnske markeds nærhed og til dels af de ofte sandede jorder, og kartofler er vigtigste rodfrugt i egnene omkr. Frederiksværk-Frederikssund samt fl.st. på n.kysten. I amtets sydl. og østl. del er der en ikke ringe frugtavl (især æbledyrkning) og gartneribrug, der også delvis betinges af Kbh.s nærhed.

Hornkvægholdet, der ganske domineres af den røde da. malkerace, leverer konsummælk til byerne, fremfor alt til Stor-Kbh., men forårsager desuden en smørog osteproduktion. Smørydelsen pr. ko er den laveste på Sjælland. Svineavlen er ligeledes ringere end normalt for Sjælland, spec. i amtets østl. egne. Det ringe fårehold findes især ved n.kysten. Hønsehold er alm. udbredt, men er vigtigst i amtets nordl. og vestl. dele.

Amtets, og for øvrigt også Sjællands, vigtigste fiskerihavn er Hundested-Lynæs, men i øvrigt findes en fiskerbefolkning bosat langs kysterne. Der fiskes mest i Kattegat, hvor rødspætter, makrel, sild og torsk er den vigtigste fangst, og i Øresund, hvor torsk, ål og skrubber er de vigtigste fisk.

Den industrielle udvikling i F. a. præges i høj grad af det nære københavnske markeds behov. Vigtigst er jern- og metalindustrien, der ernærer over 1/4 af industribefolkningen. De største centrer for denne findes i Helsingør (skibsværft) og Frederiksværk (stålværk), men desuden findes maskinindustri, støberier o. a. i flere af amtets byer. Bygningsindustrien er næsten lige så vigtig. Nærings- og nydelsesindustrien forarbejder landbrugsproduktionen (større slagterier i Frederikssund og Hillerød, spredt beliggende mejerier, møllerier, bagerier, storbryggeri i Helsingør) el. fiskeriets produkter (hermetikindustri i Hundested). Vigtig er også teglværksindustrien, der lukrerer af de korte og derfor billige transporter af stenfrit ler. Teglværkerne ligger fremfor alt i et bælte, der mod n. begrænses af en linie Hillerød-Humlebæk og mod s. af en linie Birkerød-Nivå, samt n.f. Gribskov. Træindustrien arbejder overvejende med træ fra amtets egne skove og er stort set beliggende i skovenes umiddelbare nærhed. Tekstilindustrien, med vigtigere centrer i Hørsholm og Hellebæk, har et landsomfattende marked.

Jernbanerne stråler i amtets sydl. del ud fra Kbh. til Helsingør (Kystbanen), Hillerød (Nordbanen), Slangerup og Frederikssund (alle statsbaner), mens jernbanerne i amtets nordl. del har centrum i Hillerød, hvorfra Nordbanen fortsætter til Helsingør, mens andre baner fra Hillerød fører til Gilleleje, Tisvildeleje og Frederiksværk-Hundested (alle privatbaner). Jernbanen Helsingør-Hornbæk-Gilleleje er ligeledes privat. Kystbanen indgår sa.m. statsbanefærgeruten Helsingør-Hälsingborg i det internationale hurtigtogsnet, men har desuden stor forstads- og udflugtstrafik. Det sa. gælder Nordbanen mellem Kbh. og Hillerød, mens amtets nordl. baner hovedsagelig har betydning for oplandstrafik samt i sommertiden udflugtstrafik for Stor-Kbh.s befolkning.

Amtet gennemkrydses af et udmærket vejnet, der i høj grad anvendes af udflugtstrafik fra Kbh. Bilruter supplerer jernbanenettet, dels som fødelinier til jernbanerne, dels som forstærkningslinier med paralleltrafik med disse.

Statistik.

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal, 134.365 ha, udgjorde landbrugsarealet i juli 1951 83.268 ha (heraf hvede 3348, rug 4986, byg 15.257, havre 9281, blandsæd 3774, kartofler 4864, foderroer 10.608, sukkerroer til fabrik 284, frø 2180, grønsager på friland 679, industriplanter (hør, sennep, raps, hamp etc.) 1478, græs og grønfoder 25.874, brak 472), gartnerier og frugtplantager dækkede 2200 ha, skov og plantager 22.215, haver og småplantninger 4915, bebygget grund og gårdsplads 3490, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde etc. 3512, gader, veje m.v. 4015, moser til tørveskær 2455, heder, klitter, sumpe olgn. 531 og vandarealer 7764 ha.

Høstudbyttet var 1951 i alt 3,7 mill. afgrødeenheder (hver lig foderværdien af 100 kg byg), hvoraf 1,3 mill, kerne af korn, 0,3 mill. halm, 1,0 mill. rodfrugter og 1,1 mill. græsmarkafgrøder.

Sammenlignet med øernes andre amter dyrkes der forholdsvis lidt korn og navnlig meget lidt hvede i F. a., medens en forholdsvis stor del af landbrugsarealet benyttes til kartoffelavl.

Ved ejendomsskyldvurderingen 1950 udgjorde den samlede vurderingssum i F. a. 1232 mill. kr., heraf for ejendomme i købstæderne 281 mill. kr., i landdistrikterne 951 mill. kr. Den samlede grundværdi udgjorde 373 mill. kr., heraf i købstæderne 71 mill. kr., i landkommunerne 302 mill. kr.

Af ejendommene i landkommunerne var der 75 større landbrug på over 12 tdr. hartk. med i alt 1609 tdr. hartk. (areal 10.161 ha, vurderingssum 26,1 mill. kr.), 3189 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. med i alt 10.737 tdr. hartk. (areal 65.757 ha, vurderingssum 174,8 mill. kr.) og 2234 landbrugshuse (landejendomme på 1 ha og derover med under 1 td. hartk.) med 1166 tdr. hartk. (areal 11.033 ha, vurderingssum 39,2 mill. kr.). Blandt øvr. ejendomme i amtets landkommuner kan nævnes 14.025 ejendomme med beboelse og/el. forretning til en samlet vurderingssum af 314,4 mill. kr.

Af købstædernes ejendomsskyldsværdi faldt 181,2 mill. kr. på beboelses- og forretningsejendomme, 41,8 mill. kr. på stats- og kommunale ejendomme og andre med fritagelse efter § 8 i lov af 7/8 1922, 26,6 mill. kr. på fabrikker, hoteller m. v., 2,0 mill. kr. på landbrug, 1,6 mill. kr. på gartnerier, 5,2 mill. kr. på byggegrunde olgn. og 22,9 mill. kr. på andre vurderinger.

Der var 1953 406 statshusmandsbrug i amtet, Statskassens tilgodehavende i disse var o. 5.550.000 kr.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 15. juli 1951 13.700 heste, 75.745 stkr. hornkvæg, hvoraf 41.434 køer, 642 får, 85.222 svin, ca. 595.000 høns, 160 kalkuner, 16.700 ænder, 9300 gæs og 9800 bifamilier. Husdyrholdets fordeling svarer omtr. til de andre amters på Sjælland. Af hingstene var Frederiksborg-racen mest udbredt, selv om den belgiske race som overalt i landet også er trængt frem i Frederiksborg amt. Af tyrene var det overvejende antal den danske malkerace.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. I alt 6405 landbrugsmedhjælpere var beskæftiget i amtet i juli 1951; samtidig svarede indehaveres og disses ægtefællers og mindreårige børns arbejde til godt 5500 personer. Malkemaskinanlæg fandtes på 2170 landejendomme. 714 af landejendommene havde i alt 813 traktorer. Der var 11 egentlige maskinstationer i amtet med i alt 14 traktorer; desuden udførte 14 landbrugere med i alt 46 traktorer erhvervsmæssigt traktorarbejde for andre. 1276 ejendomme i amtet havde ensilagebeholdere. M.h.t. antallet af malkemaskinanlæg ligger Frederiksborg amt lidt højere end Sjælland som helhed, m.h.t. det antal ejendomme, der havde traktorer og ensilagebeholdere, svarede tallene ret nær til de andre amter.

Befolkningen. Hele amtet havde 7/11 1950 44.575 husstande med 147.695 indb. (1769: 38.271, 1801: 48.339, 1850: 75.629, 1901: 90.476, 1930: 114.716), deraf havde provinsbyerne 12.909 husstande med 39.144 indb. eller 26,5% (1801: 7094, 1850: 10.652, 1901: 22.207, 1930: 27.910 eller henh. 14,7, 14,1, 24,5 og 24,3%); i provinsbyernes forstæder boede i 1950 12.526 og i bymæssige bebyggelser (i alm. med mindst 250 indb.) i landkommunerne 49.404 indb.

Folkemængden i amtet var 1940 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter samtl. personer – hustruer, mindreårige børn m.v. – i familier, hvis forsørger var tilknyttet det nævnte erhverv): 34.220 levede af landbrug, skovbrug o.l., 43.572 af håndværk og industri, 12.708 af handel og omsætning, derunder restaurations-, bank-, sparekassevirksomhed m.v., 7221 af transportvirksomhed, 8245 af administration og liberale erhverv, og 14.899 var ude af erhverv og levede enten af alders- eller invaliderente, off. understøttelse eller af pension, formue o.l.; om 2878 savnedes oplysning m.h.t. erhverv. I sammenligning med Øernes andre amter har F. a. forholdsvis få landbrugere, men forholdsvis mange i industri og handel.

Ved den 1948 afholdte erhvervstælling var der i amtet i alt 3096 håndværks- og industrivirksomheder, der i alt beskæftigede 21.001 personer, heraf 11.891 i byerne eller disses forstæder, 4080 i stationsbyer o.l. og 5030 i rene landdistrikter. Virksomhederne i byerne er nærmere omtalt under de enkelte byer; i landdistrikterne faldt en væsentlig del af de beskæftigede på sten- og lerindustri (teglværker) og på jordarbejde og bygningsindustri. Der var 211 engros- el. dermed beslægtede handelsvirksomheder med 637 beskæftigede og en omsætning på 77 mill. kr. i 1947, 1612 detajlhandelsvirksomheder med 4634 beskæftigede og en omsætning på 217 mill. kr., og endelig 332 restaurationer, kroer o.l. med 2016 beskæftigede og 33 mill. kr. omsætning.

Finanser. Amtskommunens finansielle forhold 1/4 1950–31/3 1951. Af indtægtsposterne var de væsentligste: grundskyld 3.338.000, ejendomsskyld 1.360.000, afgift af motorkøretøjer 1.738.000 kr., af udgiftsposterne bidrag til Amtsskolefonden 433.000 kr., medicinalvæsen (efter fradrag af den fælleskommunale udligningsfonds tilskud til sygehusudgifter), 1.779.000 kr., vejvæsen (efter fradrag af forsk. tilskud, der afholdes af motorafgifterne) 2.331.000 kr., renter af gæld 239.000 kr., og administration 131.000 kr.

Ejendomsskyldpromillen var 8,28 og svarede ret nær til gennemsnit for landet, medens grundskyldpromillen 13,80 lå ca. 10% lavere end gennemsnittet.

Amtsfondens formue udgjorde 31/3 1951 19,0 mill. kr., hvoraf 10,6 mill. kr. i faste ejendomme, Amtsfondens gæld 5,9 mill. kr. M.h.t. købstædernes finansielle forhold henvises til afsnittene om hver enkelt by.

For sognekommunerne i Frederiksborg amt kan anføres flg. Af de pålignede skatter udgjorde ejendomsskylden 3.029.000 kr., grundskylden 4.349.000 kr., grundstigningsskylden 296.000 kr., opholdskommuneskatten 13.652.000 kr., erhvervskommuneskatten 91.000 kr. og aktieselskabsskatten 188.000 kr., afgiften af motorkøretøjer indbragte 1.839.000 kr. og andre afgifter 585.000 kr. Af andre indtægter kan især nævnes formue- og erhvervsindtægter 872,000 kr., hvoraf af gas-, vand- og elektricitetsværker 277.000 kr.

Sognekommunernes væsentligste udgifter var: sociale udgifter 6.908.000 kr., skolevæsen 3.181.000 kr., vej- og kloakvæsen 4.958.000 kr., administration 2.731.000 kr. og renter af gæld 942.000 kr. Sognekommunerne ejede 31/3 1951 62.750.000 kr., hvoraf 33.520.000 kr. i faste ejendomme, resten hovedsagelig i værdipapirer, og en gæld på 24.849.000 kr.

Trafikforhold. Der var 1952 i amtet 303,1 km landeveje, hvoraf 80,5 km hovedveje, desuden var 1183 km biveje. Der var 31/12 1952 i alt 7630 automobiler indregistreret i amtet, hvoraf 4084 personbiler, 394 drosker, omnibusser olgn. og 3152 vare- og lastvogne; endvidere 2017 motorcykler og 1168 cykler med hjælpemotor (knallerter). Der var under amtet autoriseret 37 personautomobilruter; ruternes samlede længde var 856 km, og de betjentes af 96 vogne med 2900 pladser. Om særlige byomnibusruter henvises til de enkelte byer.

Inddeling.

Amtet består af købstæderne Helsingør, Hillerød, Frederiksværk og Frederikssund og herrederne Lynge-Kronborg, Holbo, Strø, Lynge-Frederiksborg, Ølstykke og Horns. Amtsrådets samtl. landkommuner danner een amtsrådskreds.

Amtsrådet har 11 medlemmer, hvoraf efter valget i marts 1950 4 tilhørte socialdemokratiet, 1 radikale venstre, 3 konservative folkeparti og 3 venstre. Amtet har 42 sognekommuner. Amtet udgør 4 folketingsvalgkredse (Helsingør, Fredensborg, Hillerød, Frederiksværk) og udgjorde en del af 2. landstingskreds. I kirkelig henseende hører amtet til Roskilde stift og omfatter 3 provstier: 1) Lynge-Kronborg hrd.s provsti, 2) Holbo og Strø hrdr.s provsti og 3) Horns, Ølstykke og Lynge-Frederiksborg hrdr.s provsti, med tilsammen 44 pastorater.

Amtet er delt i 3 politikredse: 1) (Politikr. nr. 6) Helsingør kbst., Kronborg østre birk og Hellebæk birk samt Hørsholm birk (Helsingør), 2) (nr. 7) Hillerød kbst., Frederiksborg birk (undt. Ølsted sogn) og Kronborg vestre birk (Hillerød) og 3) (nr. 8) Frederikssund kbst. og Horns hrd., Frederiksværk kbst. og Halsnæs birk samt Ølsted so. af Frederiksborg birk (Frederiksværk).

I jurisdiktionel henseende deles amtet i 4 underretskredse: 1) (Retskreds nr. 6) Helsingør kbst. med Kronborg østre birk og Hellebæk birk samt Hørsholm birk (hovedtingsted i Helsingør og bitingsted i Fredensborg, hvortil hører Asminderød og Grønholt so. af Kronborg østre birk, og i Hørsholm). 2) (Retskreds nr. 8) Hillerød kbst. med Frederiksborg birk (Hillerød). 3) (nr. 9) Kronborg vestre birk (Helsinge), 4) (nr. 10) Frederikssund kbst. og Horns hrd. med Frederiksværk kbst. og Halsnæs birk (hovedtingsted i Frederikssund og bitingsted i Frederiksværk, hvortil hører Frederiksværk kbst. og Halsnæs birk.

Amtet hører til Nord- og østsjællandske nævningekreds.

Amtet udgør Frederiksborg amtslægekreds, der deles i 3 lægekredse: 1) Frederiksborg, 2) Kronborg og 3) Jægerspris. Amtslægen bor i Hillerød.

Amtet hører til 1. udskrivningskreds.

Der hører 6 civilforsvarsområder under amtet: 1) (område 15), Fredensborg, 2) (18) Frederikssund, 3) (19) Frederiksværk, 4) (28) Helsingør, 5) (30) Hillerød og 6) (37) Hundested.

Amtet er delt i 3 skattekredse: 1) (9. skattekreds) Helsingør, 2) (10) Hillerød og 3) (11) Frederikssund, samt i 2 skyldkredse, hvoraf 1) (13. skyldkreds) Frederiksborg amtsr.kr. består af 5 vurderingskredse: a) Kronborg østre birk, omfattende 9 vurderingsdistrikter, b) Hillerød (13. vurd. distr.), c) Ølstykke m.fl. hrd. (16), d) Frederiksværk (15) og e) Frederikssund (13), medens 2) (14. skyldkreds) Helsingør udgør 1 vurderingskreds med 3 vurderingsdistrikter.

Med hensyn til oppebørslen af skatter m.v. er amtet delt i 2 amtsstuedistrikter med amtsstuer henh. i Hillerød og Frederikssund.

Frederiksborg amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Borgm. J. B. Olrik (H); fabrikejer J. C. Drewsen (V); højesteretsadv. Ed. Buntzen (V); husfæster R. N. Møller (V); gdr. Hans Johansen (H) og overlærer Johs. Ostermann (H).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) Helsingør-kredsen: Prof. H. N. Clausen 1849–53 (NL); regeringsråd C. Tiemroth 1853–58 (NL); gross. C. E. Thune 1858–63 (H); kammerråd Jørgen Rasmussen 1863–64 (H); gross. D. B. Adler 1864–69 (NL); generalløjtn. Wald. Raasløff 1869–71 (H); konsul R. Ulstrup 1871–72 (H); byfoged Hother Hage 1872–73 (NL); generalløjtn. C. A. F. Thomsen 1873–96 (H); forretningsfører Chr. Rasmussen 1896–1916 (S).

b) Fredensborg-kredsen: Kammerråd Jørgen Rasmussen 1849–52 (H); premierløjtn. W. G. O. Bauditz 1852 (H); propr. L.Jung 1853–58 (NL); major H. C. J. Beck 1858–64 (H); arkivar J. Grundtvig 1864–66 (NL); propr. C. Brun 1866–69 (H); gdr. Lars Larsen 1869–76 (V); godsejer Johs. Hage 1876–1901 (H); mejeribestyrer J. Christensen 1901–03 (V); møller L. Pedersen-Annisse 1903–06 (RV); godsejer Johan Knudsen 1906–13 (H); godsejer C. Moesgaard-Kjeldsen 1913–18 (RV);

c) Hillerød-kredsen: Overlærer Johs. Ostermann 1849–53 (H); vejinsp. H. C. Ørsleff 1853–54 (V); propr. M. Philipsen 1854–55 (H); overretsass. Otto Müller 1855–58 (NL); propr. N. F. Jespersen 1858–61 (H); propr. J. H. L. Gammeltoft 1861–64 (H); politimester Aug. Jørgensen 1864–66 (H); gdr. Peder Pedersen 1866–73 (V); statsrevisor Lars Dinesen 1873–1913 (H); inkassator V. Jensen 1913–15 (S); forretningsfører J. Wilmann 1915–18 (S).

d) Frederiksværk-kredsen: Prof. J. N. Madvig 1849–53 (NL); gdr. Jens Nielsen 1853–55 (V); kaptajnløjtn. N. Tuxen 1855–58 (H); gdr. Jens Nielsen 1858–64 (V); justitssekr. R. Varberg 1864–66 (NL); gdr. Jens Nielsen 1866 (V); gdr. A. Christensen 1866–72 (H); malerm. P. E. Olsen 1872–76 (V); gdr. Ole Larsen 1876–79 (V); borgm. H. C. Holch 1879–92 (H); gdr. Hans Jørgensen 1892–98 (H); gdr. H. A. Doose 1898–1906 (V); oberst H. Parkov 1906–13 (K); overretssagf. Niels Petersen 1913–18 (RV).

e) Frederikssund-kredsen: Amtmand C. E. Rotwitt 1849–60 (V); propr. Th. Hasle 1860–61 (V); gdr. P. Pedersen 1861–66 (V); gdr. H. Jensen 1866 (V); overretsprok. Balthazar Christensen 1866–73 (V); gdr. P. Pedersen 1873–76 (V); overretsprok. J. L. Lassen 1876–79 (V); gdr. Peder Pedersen-Oppe Sundby 1879–1901 (V); red. Sig. Berg 1901–10 (V); møller L. Pedersen-Annisse 1910–18 (RV).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Godsejer C. Moesgaard-Kjeldsen 1918–20 (RV); oberst H. Parkov 1918–34 (K); overretssagf. Niels Petersen 1918–29 (RV); borgm. Peder Christensen 1918–20 (S); borgm. P. Hedebol 1918–20 (S); gdr. Carl Jørgensen-Værebro 1918–20 (V); overlærer J. I. Jørgensen 1920–32 (S); smedem. J. C. A. Larsen 1920–35 (V); red. J. P. Larsen 1920–38 (S); minister Jørgen Jørgensen 1929–35 (RV); tømrer Hans Hansen 1932–35 (S); sekr. Aage Fogh 1935–39 (RV); gdr. Marius Jensen 1935–45 (V); propr. V. Larsen 1934–52 (K); borgm. E. Retoft 1935–43 (S); parcellist P. D. Jensen 1939–45 (RV); montør R. S. Schytz 1939–47 (S); sognerådsformand Kai Jensen 1943–(S); s. 24 metalarbejderske Ragnhild Andersen 1945–50 (DkP); dir. Axel Kristensen 1945–50 (V); økonomiinsp. C. F. Ladefoged 1947–50 og 1951 (V); maskinarbejder Niels Mørk 1947–(S); fru Johanne Dahlerup-Petersen 1952–53 (K); murerm. Adolph Sørensen 1953–(K).

Ved folketingsvalget 21/4 1953 var der i Frederiksborg amtskreds 90.383 vælgere, hvoraf 72.942 afgav stemme el. 80,7%. Socialdemokratiet fik 29.017 og 2 mandater; det radikale venstre 7.390 og o mandater; det konservative folkeparti 12.352 st. og 1 mandat; venstre 17.529 st. og 1 mandat; retsforbundet 2902 st. og o mandater; Danmarks kommunistiske parti 3018 st. og o mandater; Dansk Samling 471 st. og o mandater. 263 st. var ugyldige.

Oldtidsbebyggelse.

Vort lands allerførste beboere, rensdyrjægerne, har ikke efterladt sikre spor i amtet, og også den næste periode, fastlandstiden, har kun efterladt sig svage spor efter den tids kultur, maglemosekulturen; vi har ingen boplads fra denne tid, kun nogle få enkeltfundne redskaber, hovedsagelig benspidser til fiskelystre, fundet i moser, navnlig omkring Gilleleje, Hillerød og Frederikssund. Derimod har ældre stenalders kystkultur, ertebøllekulturen, efterladt talr. bopladser, køkkenmøddinger. Landet lå en del lavere end nu; Arresø var en havbugt, der gennem et sund mod n. stod i forb. m. Kattegat, og dybe fjorde skar sig fl.st. dybt ind i landet, således ved Nivå, i Søborg sø og i Veksø mose. Langs denne udstrakte kyst var der fortrinlige vilkår for det jæger- og fiskerfolk, der bar ertebøllekulturen, og langs den ligger køkkenmøddingerne, som dog langs Øresundskysten har en noget anden karakter, idet de ikke indeholder østers, som kun i ringe grad gik ned i Øresund. Af de større el. mere kendte bopladser fra denne tid skal nævnes Nivågård, Kassemose, Sølager, Havelse Mølle, Bilidt, Kalvø, Lygteholm, nordenden af Skuldelev-åsen og flere i Selsø Østskov.

I yngre stenalder breder bebyggelsen sig ind i landet, som fordelingen af de store stengrave, dysser og jættestuer viser. I alt kendes 638 af disse stengrave, fordelt mellem 48 runddysser, 184 langdysser og 78 jættestuer, medens resten er mere ubest. dysser og stengrave af uvis art. Af bopladser fra denne tid har vi Sølagerdyngen, der viser en horisont med sager fra beg. af perioden, overlejret af en fra jættestuetiden; en anden boplads fra sa. tid med mange lerklininger fra en hytte ligger i Gribskov. Der er fundet en mængde oldsager fra denne periode, også lerkar, nedsat på offerpladser i visse moser, således ved Hesselbjerg, Tulstrup, Høbjerg Hegn og Salpetermosen ved Hillerød. Bebyggelsens udstrækning fremgår af stengravenes udbredelse; visse strøg er meget rige, som den vestl. del af Ølstykke hrd. og det meste af Horns hrd., hvor navnlig den vestl. del af sognene Dråby og Ferslev har en mængde; også visse andre strøg er ret rige, fx. trekanten mellem Hørsholm, Karlebo og Blovstrød, egnene n.f. Gurre sø, v.f. Farum og n.f. Helsinge. Andre områder har ingen el. ganske få, således Hillerødegnen, det meste af Gribskov og den nordøstl. del af Lynge-Kronborg hrd.; antagelig har disse egne båret storskov, som de til dels gør endnu. De fleste af disse mange dysser og jættestuer er dog nu forsvundet, men endnu findes et stort antal; bl. disse skal fremhæves den prægtige langdysse ved Dæmpegård, dyssekamret Karlstenen ved Grønnessegård, den store jættestue Møllehøj ved Lille Rørbæk, den lange jættestue ved Græse, der gav et rigt fund af sten- og ravsager og keramik, de dobbelte jættestuer Ølshøj og Drysagerdys ved Dalby, landets længste.

Dolktiden, stenalderens slutningsafsnit, er også ret rigt repræsenteret, bl.a. ved et ret stort antal hellekister, foruden mange efterbegravelser i dysser og jættestuer. Et stort depotfund på ca. 100 flintsegle, hovedsagelig ufærdige, er fundet ved Gilbjerg Hoved.

Bronzealderen er repræsenteret ved de talr. høje, hvoraf der vides at have været 1790, dels de større, kuplede høje fra ældre bronzealder, dels de små, lave høje med urnebegravelser fra yngre bronzealder, som nu næsten kun er bevaret i skovene. Bronzealderhøjene er i højere grad end stengravene knyttet til kystegnene. Særl. rige er også her Horns hrd., navnlig sognene Dråby og Ferslev, endvidere egnen s.f. Frederiksværk, Tisvilde Hegn, strøgene omkring Rågeleje, Smidstrup og Hornbæk langs n.kysten, ved Hørsholm langs Øresundskysten. Det indre er gennemgående fattigt på høje, ja visse strøg helt tomme; der findes dog i den nordl. del af Gribskov, som ikke har mindesmærker fra stenalderen, nogle bronzealderhøje. Mange gravfund – bl.a. ikke få fra egekister – og et ikke ringe antal offer- og forrådsfund vidner om egnens høje kulturstade i bronzealderen. Landets største lurfund, seks lurer, er gjort i Brudevælte mose ved Lynge; et lurpar ved Blistrup; de to mærkelige bronzehjelme i Veksø mose; andre rige fund fra yngre bronzealder fra Villingerød og Røgerup. Kun en enkelt boplads kendes, fra Lille Kregme.

Jernalderens fund er her som de fleste steder på Sjælland sparsommere, så de ikke giver noget sikkert grundlag for bedømmelse af den tids bebyggelse. Fra førromersk jernalder kendes slet ingen gravfund og kun ganske få enkeltfund, bl. a. en stor bronzekedel fra Sophienborg. samt oldtidsvejen ved Tibirke. Fra ældre romertid har vi bopladser ved Kregme og Jægerspris, sidstnævnte sted med en hustomt. Vi har nogle få grave, flere med romerske importsager, som ved Sperrestrup og Søsum. Fra yngre romertid har vi bl. a. en jordfæstegravplads med en af de ret sjældne våbengrave. Fra germansk jernalder har vi en ret rig gravplads ved Kyndbyværket og en halv snes guldfund, bl.a. to guldarmringe ved Lynæs og fund af guldbrakteater fra Stenholt Vang (11 stk.), Jordhøj (4 stk.) og Jørlunde (4 brakteater, en guldring, glasperler). Fra vikingetiden mangler vi helt gravfund; skattefund er gjort ved Kulhuse (83 mønter, smykker, brudsølv) og Sperrestrup (guldarmring, guldspænde). En skibssætning findes ved Ferslev.

Af fredede oldtidsmindesmærker findes i F. a.: 8 køkkenmøddinger, 16 runddysser, 80 langdysser, 27 dyssekamre, 51 jættestuer, 5 ubestemmelige stengrave, 5 hellekister, 518 høje (hvoraf godt 300 er større, fra ældre bronzealder, resten småhøje, antagelig fra yngre bronzealder), en langhøj, en bautasten, 2 stenkredse, 2 helleristningssten, et vejanlæg og en skibssætning.

Bebyggelse i historisk tid.

Der er i Fr.borg amt et meget stort antal minder fra den historiske tid, og der har været endnu flere. Forsvundne el. næsten forsvundne er de store herreklostre i Esrum og Æbelholt, hvor der opr. fandtes kirkebygninger på størrelse med katedraler; heller ikke klostrene i Slangerup og Knardrup eksisterer mere. Udgravninger har dog fundet sted og har bragt fundamentrester for dagen. Klosterkirken i Slangerup må således have været gammel, fra tiden henimod 1100. Bevaret er de ca. 60 landsbykirker, hvis store flertal fra midten af 1100t. er af rå og kløvet kamp (velbevarede i den opr. ret beskedne størrelse: Sigerslevvester og Nødebo). En mindre gruppe, utvivlsomt af ret høj alder fra beg. af 1100t., er frådstenskirkerne i amtets sydvestre hjørne, fx. Skibby og Selsø. Ved Kattegats kyst er der lejlighedsvis anvendt skånsk sandsten (Vejby og Valby). Romanske teglstenskirker fra tiden o. 1200 er bevaret i Søborg, Tikøb og Uvelse. Fra senere middelalder og i gotisk stil er Alsønderup samt de 2 store bykirker i Helsingør, mens den fordums købstadkirke i Slangerup er fra renæssancen, om end i hævdvunden sengotisk form. – Et par rundkirker har der opr. været i amtet, nemlig Selsø kirke i dens ældste skikkelse og et lille slotskapel ved Søborg.

Voldsteder og ruiner af adelsgårde er meget sjældne; ældst og kendtest er Bastrup stenhus i Uggeløse sogn. Blandt de gamle kongsgårde er Gurre borgruin berømt. Nylig udgravet er Dronningholm (Kregme sogn), mens Asserbo slotsruin (Tibirke sogn) endnu venter på en udgravning. Langt fyldigere repræsenteret er renæssancen med de store slotte, Kronborg, rigets fæstning fra Fr. II.s tid, og Chr. IV.s Frederiksborg, der blev rigets fornemste residens; 100 år senere opførtes yderligere Fr. IV.s Fredensborg og Chr. VI.s Hirschholm, begge udpræget barokslotte. Ved kronens bevidste godspolitik blev næsten alle andre godsejere fjernet fra Nordsjælland, der omformedes til kgl. slots- og jagtdomæne. I Horns hrd., det middelalderlige Abrahamstrup len, lå kongsgården A., hvis sengotiske stenhus delvis er bevaret, dog ombygget i 1700t. til et barokslot. Mens adelsgodset ellers forsvandt, er det dog bevaret i Horns hrd.; her findes herregårdene Selsø og Svanholm. Blandt købstæderne har særlig Helsingør en rig og fyldig borgerlig arkitektur; der er sengotiske stenhuse med kamtakkede gavle, renæssancegårde i stil med Kronborg (David Hansens gård fra 1579), mange bindingsværkshuse, særlig i Stengade, Færgestræde og Strandstræde. Fra baroktiden kan nævnes Nic. Dahls hus i Stengade og Stephen Hansens gård i Strandstræde. Den middelalderlige byplan gør sa.m. disse huse Helsingør til en af landets rigeste arkitekturbyer.

De middelalderlige landevejes opr. forløb er lidet kendt; vigtige i så henseende er de seneste års fund ved Værebro. En meget gammel »Valdemars vej« fra Roskilde til Gurre over Lynge omtales endnu i 1700t. (vejspor deraf ved Buresø). Bedre kendt er Fr. II.s kongeveje, hvoraf en rest er bevaret i opr. brolægning i Nyrup Hegn. Chr. V.s snorlige jagtveje, der endnu præger Store Dyrehave og Gribskov, var opr. mere udstrakte end nu. Den brede og lige chaussé fra Hirschholm til Fredensborg fuldførtes ca. 1770.

Frederiksborg amt hørte i middelald. til Sjællands Østersyssel og Medelsyssel (Horns hrd.). Hovedlenene var efter 1562 Kronborg, Fr.borg, Abrahamstrup og Hørsholm. Efter 1660 oprettedes Fr.borg amt af Strø og Lynge-Fr.borg hrdr., Kronborg amt af Kronborg birk og Holbo hrd. og Abrahamstrup amt af Horns hrd. 1672 forenedes Fr.borg og Kronborg amter; 1681 blev de to nordligste sogne af Horns hrd. lagt u. Fr.borg amt, mens resten af. hrd. lagdes u. Roskilde amt. 1771 lagdes lagdes Hørsholm amt (den sydl. del af Lynge-Kronborg hrd.) sammen med Fr.borg og Kronborg amter, af hvilken sammenslutning Fr.borg amt dannedes ved res. af 4/9 1793; 1800 forenedes også den del af Ølstykke hrd., som hidtil havde hørt til Kbh.s amt, og 1805 købstæderne Helsingør, Hillerød, Slangerup og Frederikssund med det. Ved res. af 2/9 1808 blev den sydl. del af Horns hrd. lagt til det. 1933 blev Orø taget fra det og lagt til Holbæk amt.

Litt.: A. Uhrskov. Frederiksborg Amt i Litteraturen. 1946 (giver omfattende litteraturoversigt). Specielt nævnes af ældre Skrifter: J. Junge. Den nordsjæll. Landalmues Karakter, Skikke, Meninger og Sprog. 1798, ny forkortet udg. af H. Ellekilde. 1915. G. Sarauw. Frederiksborg Amt, Beskr. efter Opfordr. af det kgl. Landhusholdningsselsk. 1811. S. Sterm. Topographie over Frederiksborg Amt. 1831. Endvidere: Fra Frederiksborg Amt 1906 ff. Hjemstavnsbog for Frederiksborg Amt. 1943. Achton Friis. DSØ. II. 1937. 41–176. Paul Nedergaard. Dansk Præste- og Sognehistorie. I. 1949–51. 408–515.

At den ældste faste bebyggelse hører amtets vestl. del til Horns, Holbo, Strø og Ølstykke hrdr., fremgår af landsbynavnene. Her findes de gl. stednavne på -inge, -um, -lev, -løse og -by. Derimod dominerer de yngre stednavnetyper fra torptiden, navne på -torp, -rød, -holt og -køb, i amtets østl. del.

Litt.: Frederiksborg Amts Stednavne. 1929.