Odense amt

Afgrænsning og arealforhold.

Amtet omfatter den nordl. del af Fyn med øerne: Torø, Bågø, Brandsø i Lille Bælt, Romsø i Store Bælt samt ved n.kysten Æbelø m. tilliggende småøer: Æbelø Holm, Dræet og Ejlinge, endv. øerne: Vigelsø og Tornø i Odense fjord og Korshavn-arkipelet på Hindsholm med Bogø, Vejlø, Mejlø o.fl. holme. Amtet havgrænses af Lille Bælt (Helnæs bugt, Tybrind vig, Føns vig), Kattegat (Båring vig, Odense fjord) og Store Bælt (Romsø sund, Kerteminde bugt).

Landgrænsen mod Svendborg a. følger i store træk det lave område ml. bakkelandet om Frøbjerg Bavnehøj (131 m) v.f. Odense og det høje terræn ml. Nyborg og Fåborg i Svendborg a. Kun undtagelsesvis, fx. hvor grænsen fra Helnæs bugt passerer vandskellet v.f. De fynske Alper nær Synebjerg (82 m), forløber a.s grænse oppe i bakkelandet. I øvrigt er dens beliggenhed, her som andetsteds i Danmark, bestemt af fugtige lavninger, der før dræningens og åreguleringens tid var ufarbare sumpverdener og derfor gode naturgrænser. I moseområdet s.f. Verninge følger den Ulvebæk, Odense å og dennes østl. tilløb Skelbæk, snor sig over fladerne s. og ø.f. Søby sø, til den sø. f. Sdr. Nærå når Skelbæk og Hellerup å. Længere mod ø. følger den lavningen mod Søgård sø og moserne s. og v. f. Ullerslev. På den sidste strækning er det, med en afbrydelse s.f. Revninge, Kavslunde å, der danner amtsgrænsen.

Arealet er 1815,59 km², fordelt på to amtsrådskredse: Odense 1148,9 km² og Assens 666,7 km². Vandarealet udgør heraf 11,5 km² (O.: 7,8 km², A.: 3,7 km²) og skovene 122,3 km² (O.:66,3 km², A.: 56,0 km²). Landskabeligt karakteriseres Odense a. ved modsætningen ml. de åbne sletter, præget af opdyrkningen, i amtets nordøstlige dele og den bølgede, skovrige bakkeverden mod sv. Dette forhold afspejler sig også i de to amtsrådskredses skovprocenter, O.: 5,8%, A.: 8,4%. Amtets omrids særpræges ved de mange landskabeligt forskelligartede halvøer: Hindsholm, Skoven, Enebærodde og Røjlehalvøen på n.kysten, Hindsgavl, Fønsskov, Wedellsborg og Helnæs på v.kysten. Landmassens opdeling får talmæssigt udtryk i den relative kystlængdes store værdi, 0,27 km pr. km², der dog står langt tilbage for Svendborg a.s, det da. arkipel-amts 0,38 km pr. km².

Dybgrundens geologi.

Kun på amtets vestligste pynt, Hindsgavl, går sikkert faststående dybgrundslag frem til overfladen. Lyst kvartsgrus og -sand, lyst og mørkt glimmersand og næsten sort glimmerler fra tertiærtiden træder frem i klinter langs kysten, i grusgrave olgn. steder. Udtrykket »faststående« sigter til, at lagene ikke er forstyrret væsentligt af istidens indlandsis, men ligger på det sted, hvor vandløb el. havet aflejrede dem i den for længst svundne tertiærtid.

I de øvrige områder af amtet ligger dybgrundens lag begravet under istidens moræner og smeltevandsaflejringer. Takket være systematisk indsamlede oplysninger fra vandboringer har vi imidlertid et ikke ringe kendskab til lagene også her. Vandboringerne går i de fleste tilfælde ikke ned i synderlig stor dybde, det er derfor navnlig de øverstliggende dybgrundslag, hvorom der er fremskaffet oplysninger i disse boringer. Men også den dybere undergrund ved vi en del om. Efterforskningsselskabet Danish American Prospecting Company udførte 1950 7 boringer omkr. Gamborg fjord og på Hindsgavl, som blev ført igennem tertiærlagene ned i kridttidens lag, og 1951 udførte sa. selskab en dybdeboring efter olie ved Glamsbjerg, som gik til betydeligt større dybde.

Med hensyn til dybgrundsformationernes fordeling er det af betydning ikke blot at kende formationernes lodrette rækkefølge, således som den fx. viser sig i dybdeboringers profiler. Viden om, hvilke formationer der findes umiddelbart under istidsdannelserne over et større område, og de enkelte formationsleds geografiske udbredelse i øvrigt, er også en forudsætning for, at man kan danne sig en mening om tidl. jordperioders naturforhold.

Det geologiske kort over dybgrundsformationerne ved basis af istidens jordlag er ikke noget særligt detaljeret kortbillede (se bd. I). Dette antydes af den meget jævne grænse ml. kertemindeleret og lillebæltleret på Vestfyn. Denne geologiske grænselinie skulle vise, hvor grænsefladen ml. kertemindeleret og det overliggende – og derfor yngre – lillebæltler blev skåret igennem, da istidens indlandsis på sin færd mod s. og v. høvlede partier af dybgrunden. Er man klar over, hvor ujævnt denne høvlen må være foregået, er der ingen grund til at antage en så jævn grænse som vist på kortet. Forklaringen herpå er da også den, at der kun findes meget få boringer, ved hjælp af hvilke man kan lægge grænsen fast. Det har derfor været nødvendigt at trække en meget jævn linie i forhold til de få boringer, man har, og at udskyde en mere detaljeret grænsedragning ml. formationerne, indtil fremtidige boringer har kastet mere klarhed over forholdene. At man vil s. 9 kunne komme ud for overraskelser, har boringerne ved Gamborg fjord leveret beviset for. Inden for et snævert område har man her under istidsdannelserne truffet henholdsvis lillebæltler, danskekalk og skrivekridt. Denne hurtige skiften af formationerne belyses i afsnittet om dybgrundens overfladetopografi (s. II).

Dybgrundsformationerne kan inddeles på forsk. vis. Ud fra een betragtningsmåde kan man tale dels om grundfjeldets bjergarter, som omfatter jordskorpens ældste dannelser, og dels om de yngre sedimenter el. aflejrede bjergarter. Disse to hovedgrupper kan oftest inddeles yderligere, idet man forsøger at afgrænse særlige bjergartstyper og bestemme deres alder. Aldersbestemmelsen af grundfjeldsformationer sker ved betragtninger over mineralsammensætningen, mens sedimenterne dateres ved hjælp af de indeholdte forsteninger olgn.

Grundfjeldet går i Danmark frem til overfladen på Bornholm. I det øvrige land kendte man intet til grundfjeldets beliggenhed, før dybdeboringerne efter salt og olie tog deres begyndelse. Den første kontakt med grundfjeldet opnåedes ved boringen Frederikshavn nr. 1, der udførtes 1949. Den næste boring til grundfjeldet, Glamsbjerg nr. 1, udførtes 1951 ved gården Bærholm nø.f. Glamsbjerg. Boreprofilet for denne boring ser således ud:

Grundfjeldet er kun lige nået i boringen. Den pågældende gnejsbjergart har sandsynligvis opr. været et sediment, som p.gr.af sen. tryk- og temperaturpåvirkninger i jordskorpen er gået over i sin nuv. krystallinske tilstand. Når Glamsbjergboringen sammenlignes med andre dybdeboringer i Danmark (se fx. s. 10 Maribo a., boringerne ved Rødby), fremgår det, at grundfjeldet på Vestfyn ligger relativt højt.

Trias. Arkosen fra 902 til 905 m ved Glamsbjerg kan vanskeligt tidsbestemmes. Den repræsenterer mul. vejrsmuldringsprodukter af grundfjeldet. Lerstenene og kalkstenen fra 857–902 m er aflejret i vand, mul. i havet el. i et stort søbassin, som strakte sig over store dele af Mellemeuropa. Heller ikke disse aflejringer kan aldersbestemmes med absolut sikkerhed, da forsteningsmateriale ikke foreligger. I dette tilfælde tillader bjergartstyperne og lagenes beliggenhed i lagserien dog visse slutninger, således at den antagne trias’ alder uden tvivl er rigtig. Triastiden er den ældste del af jordens middelalder.

Den omstændighed, at aflejringerne, som følger oven på grundfjeldet, er dannet så sent som i triastiden, tyder på, at grundfjeldspartiet var et højtliggende område i tiden før triastiden, da man ellers skulle have ventet fx. aflejringer fra de forsk. perioder af jordens oldtid ml. gnejsen og triasaflejringerne.

Nedre Kridt. Ved Glamsbjerg findes ingen aflejringer fra hele den mellemste del af jordens middelalder, den s.k. juratid. Det er derfor rimeligt at formode, at området var land i denne periode.

Lagene fra 839 til 857 m er henført til kridtperiodens første halvdel. De afspejler, hvorledes havet efterhånden avancerede ind over området, idet aflejringernes indhold af mikroskopiske forsteninger viser, at der er tale om havaflejringer.

Kalkaflejringerne tyder på, at klimaet var forholdsvis varmt.

Øvre Kridt omfatter en række kalksten og derover en mægtig serie skrivekridt, en bjergart, som er velkendt fra landets østl. og nordl. egne, hvor den går frem til overfladen. Der er tale om rent marine aflejringer, hvis aldersbestemmelse ikke er behæftet med nogen tvivl af betydning, og som ikke adskiller sig væsentligt fra tilsvarende lagserier i andre dybdeboringer. Bryozokalken øverst i profilet ved Glamsbjerg hører til danskekalkserien, som aflejredes i den seneste del af kridttiden. Både kridt- og kalkaflejringerne er dannet under ret varme klimatiske forhold. De er opstået af forsk. dyrs kalkskeletter, både mikroskopiske og makroskopiske, samt af kalkslam, som er udfældet kemisk af havvandet p.gr.af den relativt høje temperatur.

Tertiæraflejringerne. I Glamsbjergboringen findes oven på bryozokalken en grå serie mergel og ler, som er havaflejret. Mergelserien er kendt fra en forekomst i Lundsgård klint ved Kerteminde, hvilket har givet anledning til, at navnene kertemindemergel og kertemindeler er knyttet til disse bjergartsserier. Kertemindemergel og -ler danner basis for istidsdannelserne over største delen af O. a., således som det fremgår af det geologiske kort (se bd. I). Ved sammenlignende studier over jordlagene i Nord- og Mellemeuropa har man fundet ud af, at kertemindemergel og -ler hører til det nederste og derfor ældste led af tertiærformationen, som følger oven på kridtformationen.

Et par af boringerne ved Gamborg fjord er gået igennem en betydelig del af den tertiære lagserie, som aflejredes i havet efter kertemindelerets periode. Den mest fuldstændige serie gennemboredes ved boringen Gamborg nr. 7, som udførtes omtr. på den vestligste pynt af Hindsgavlhalvøen. Boreprofilet har flg. udseende:

Alle lagene ml. istidsdannelserne og bryozokalken hører til tertiærtidens aflejringer, der inddeles i afsnit som vist til venstre for profilbeskrivelsen. Lagene er bundfældet som slam i havet. Der må være hengået betydelige tidsrum, før det langsomt faldende slam kunne vokse til så tykke aflejringer. De vulkanske askelag stammer fra askeregn fra vulkaner, som antages at have ligget i Skagerrakområdet.

Øksenrade »sandstenen« repræsenterer om ikke direkte en stranddannelse så dog en lavvandsdannelse med aftryk af marine muslinger og snegle. Der er ikke tale om nogen egl. sandsten, men om en jernholdig aflejring, som delvis er opstået ved kemisk udfældning af jern. Kysten har på tidspunktet for dens aflejring ikke været langt borte østpå. I de overliggende lag, som aflejredes senere, viser sandede indslag, at havet siden vel ikke var særlig dybt. Floder fra Skandinavien og måske Østersøområdet skyllede glimmerlerslam og sand ud i havet. En grund havstrækning opretholdtes formodentlig i en vis periode i den allervestligste del af Fyn. Med de øverste glimmerlers aflejringer og kvartssandet og -gruset i Hindsgavlområdet, som omtales indledningsvis, er vi begyndt på Danmarks egl. brunkulstid. Om den resterende del af denne periode kan aflejringerne i Midt- og Vestjylland fortælle. På Fyn har lagene enten ikke været aflejret, el. også er deres spor udslettet af bræerne i istiden.

Dybgrundens overfladetopograft kan vanskeligt klarlægges i detaljer p.gr.af boringernes ringe tæthed i den største del af amtet. I og omkr. Odense har Odense vandforsyning og visse industrier gennem årene ført et ret stort antal boringer ned i dybgrundslagene. Efter disse boringer ser det ud til, at dybgrundens overflade – som på Midtfyn repræsenteres af kertemindelerets overflade – over store områder ligger ca. 30 til 40 m under havets overflade. På Nord- og Vestfyn ligger den noget dybere. I denne dybgrundsoverflade findes uden tvivl en række dybere render el. dale, således som man fx. kender det på Sjælland (se s. 12 Sorø og Præstø a.). Som eksempel herpå kan forholdene ved Gamborg fjord nævnes. Boringerne ved selve Gamborg viste, at alle tertiærtidens aflejringer er borte, på Svinø ned til over 200 m under havet. De er erstattet med istidsdannelser, som hviler på danskekalk el. skrivekridt. Dybgrundsdalen – for en »underjordisk« dal må der være tale om – har øjensynlig en nv.-sydøstl. udstrækning, idet man n.f. Gamborg ved Kavslunde og på Fønshalvøen har truffet på tertiært lillebæltler allr. ved henh. 86 m og 42 m under havets overflade.

Forklaringen på Gamborg-dalen kan kun være, at smeltevandsstrømme ved bunden af indlandsisen og måske indlandsisen selv har henh. skyllet og gravet tertiærlagene og en del af kridtaflejringerne bort for endelig ved isens afsmeltning at efterlade morænemasser i den udhulede dal. Disse tildragelser fandt sted længe efter de tertiære dannelsers aflejring.

Dybgrundens struktur er et ganske interessant kapitel for O. a.s vedkommende.

I begrebet dybgrundens strukturforhold sammenfatter man som bekendt alle de fænomener, som knytter sig til forskydninger, vridninger og bøjninger af jordskorpens lag. Ved studiet af sådanne forhold er det klart, at man må betjene sig af særlig let kendelige lag el. grænseflader, som kan genfindes over større områder. Sådanne lags el. fladers dybde bestemmer man så mange steder som muligt, hvorved man kan få et indtryk af, hvilke forskydninger disse lag og derved også jordskorpen har været udsat for. I O. a. har man ved i en række boringer at studere, i hvilken dybde man finder overgangen ml. den hvide danskekalk og den grå kertemindemergel, kunnet vise, at et lokalt højdeområde strækker sig fra Sdr. Nærå ind mod Odense. Grænsen ml. kalk og mergel ligger her ml. 20 og 50 m under havets overflade, medens den sa. grænse ligger dybere end 60 m under havets overflade ved Åsum-Rågelund og ved Lumby-Fangel.

De sparsomme oplysninger, som foreligger om kertemindemergel-danskekalk grænsen på Vestfyn, viser, at grænsefladen ml. mergel og kalk gennemgående ligger en del lavere end på Østfyn (jf. Glamsbjerg- og Gamborgboringerne). Dette er ganske ejendommeligt, når man betænker, at grundfjeldet ligger væsentligt højere i Glamsbjergboringen end i dybdeboringen ved Ringe (se Svendborg amt). Meget tyder således på, at der er sket forskydninger i dybgrunden, hvorved snart det ene område og snart det andet har ligget højest.

Den praktiske udnyttelse af dybgrundens aflejringer indskrænker sig nu til indvinding af grundvand fra danskekalken og hårde lag i kertemindemergel og kertemindeler i Odenseegnen.

Kvartssandet og -gruset på Hindsgavl anvendtes ved fremstillingen af beton til Lillebæltsbroen, mens den var under bygning.

Øksenrade »sandstenen« var under 2. verdenskrig en kort overgang genstand for brydning ved Middelfart og var kendt under betegnelsen »Middelfart malm«. Den fik dog ikke nogen større praktisk betydning.

Litt.: Helge Gry. Petrology of the Paleocene Sedimentary Rocks of Denmark, DGU. II. rk. nr. 61. 1935. Theodor Sorgenfrei. Oversigt over prækvartærets topografi, stratigrafi og tektonik i området Fyn-Sydsjælland-Lolland-Falster-Møn, Medd. fra Dansk Geologisk Forening. Bd. 12, 166. 1951. Hilmar Ødum. Daniet i Jylland og på Fyn, DGU II. rk. nr. 45. 1926.

Landskaber.

Landskabsdannelsen. Nordfyns overfladerelief er i alle hovedtræk resultat af landskabsformende kræfters sammenspil i sidste istid, Würm-glacialtiden. Da s. 13 klimaforbedringen satte ind og istiden tog slut, efterlod indlandsisen her i randzonen det medførte indhold af ler, sand og sten. Alt efter isens bevægelsestilstand i slutfasen dannede disse morænemasser snart voldsomme ophobninger, snart et tyndere dække over den af høvlede dybgrund. Morænens indhold af ledeblokke, ɔ: karakteristiske bjergarter, hvis forekomst som faststående fjeldgrund er indskrænket til enkelte snævert afgrænsede lokaliteter i Skandinavien, vidner om ismassernes bevægelsesretning. Den geologiske tydning af ledeblokkenes fordeling er et arbejde, der m.h.t. logisk spænding og slutning fra detalje til helhed overgår detektivhistorien. Det har vist sig, at ismasser er nået frem til netop det her behandlede område ad flere yderst forsk. veje. Rombeporfyrer fra Oslo fjord i morænens bundlag vidner om en isstrøm fra n. Senere afløstes denne af en ø.-fra kommende ismasse, som spores gennem de efterladte sv. blokke fra Dalarne. Den sidste isstrøm er kommet fra s., gennem bælternes lavninger: Storebæltog Lillebælt-gletsjerne, hvis eksistens røber sig ved ledeblokke, der stammer fra Østersøens bund. Disse ismasser med forsk. bevægelsesretning og -karakter har hver på sin vis givet O. a. landskabeligt særpræg; nutidslandskabets tilblivelse kan tolkes ud fra denne viden.

I afsmeltningstiden har smeltevandsfloderne ved såvel deres udgravende som aflejrende virke yderligere bidraget til landoverfladens udformning. Efter istiden har landet ændret form på mange måder m.h.t. enkeltheder. Brændingen har stedvis gnavet i landmassens flanker, land er gået tabt. Andetsteds har havet atter afgivet sit bytte ved opbygning af marint forland; landet er vokset. Landhævningen siden stenalderen, der sætter sit præg på kystlandskaber overalt i det nordl. Danmark, omfatter også, om end i mindre grad, O. a., hvis n.kyst siden stenalderens havstigningsperioder er hævet 1–1,5 m. Når de landskabsformende kræfter således skal optælles, må man specielt i O. a. ikke glemme menneskets virke. Store inddæmninger har ændret amtets konturer, og årtusinders pløjning har jævnet og mildnet det rå morænerelief på alle dyrkningsfelter.

Det vestl. højdeområde med fladbakkerne. Medens egnen ø.f. Odense er de vidtstrakte åbne fladers land, kommer man 6–7 km v.f. byen op i et morænebakkeland med umiskendeligt særpræg. Som helhed er højden over 60 m, og væsentlige dele ligger over 80 m o.h. Relieffet er så voldsomt, at det de fleste steder må have været en vanskelighed ved jernbaneanlæg. Det er således karakteristisk, at bakkelandets afgrænsning såvel mod nø. som sø. omtrentlig kan angives ved henh. den nv.-fynske privatbane og statsbanestrækningen Odense-Assens, der begge omgår højdeområdet. De brede mosefyldte lavninger omkr. Brændeås øvre løb, der deler bakkelandet i en nordl. og en sydl. del, udnyttes af Vestbanen, som her ml. Tommerup og Årup slipper gennem bakkeverdenen. Det sydl. bakkeland kulminerer i Frøbjerg Bavnehøj, 131 m, O. a.s og Fyns højeste punkt; det nordl. hæver sig ved Vissenbjerg til 129 m.

Et ejendommeligt landskabstræk i dette uregelmæssige morænebakkeland er de mange lerbakker med plan overside, de s.k. fladbakker. Deres sideskråninger har ofte betydelig hældning, og hvor de ligger tæt ved hinanden, adskilles de derfor ofte af dybe slugter. Arbejder man sig op ad de stejle bakkesider, overraskes man helt oppe ved ikke at stå på en bakketop men på et, som oftest velopdyrket, plateau. Disse høje fladers udstrækning varierer fra få hundrede m² s. 14 til 4 km². Jordbunden er næsten overalt fint, lagdelt ler. Vi står på bundaflejringer fra de smeltevandssøer, der i istidens sidste afsnit har været talrige i denne egn. Det virker uforståeligt i første omgang, at søbassiners bundlag kan udgøre en landsdels højeste områder – men det lagdelte materiales regelmæssigt skiftende ler- og finsandshorisonter, der tydes som årslag, fører så tydelig tale, at den ikke kan misforstås. »Varvene«, som disse årslag kaldes, gør det muligt i en række tilfælde at bestemme nøjagtigt, hvor længe smeltevandssøen har eksisteret.

Den føromtalte viden om de skiftende isstrømme og deres naturforhold giver forklaringen på det tilsyneladende modsætningsforhold ml. materiale og topografi. Østisen mistede efterhånden sin bevægelse, de kæmpemæssige ismasser, der ganske dækkede O. a., lå stille hen og smeltede bort som dødis ɔ: is, der har mistet forbindelsen med de levende gletsjere. På isens uregelmæssigt afsmeltende overflade og ml. de slutteligt isolerede dødisområder samlede smeltevandet sig til søer, hvis bredder udgjordes helt el. delvis af is, s.k. isdæmmede søer. For det ler og sand, som smeltevandsfloderne førte med sig, virkede disse søer som naturlige slæmmebassiner. Men søernes levetid var begrænset. Når isen et sted smeltede langt nok ned, fossede vandet ud, og bassinet blev mere el. mindre aftappet. Vidnesbyrd om disse aftapningskatastrofer har man i de dybt nedskårne erosionskløfter i fladbakkernes kanter, som fx. den 16 m dybe rende, »Afgrunden« ved Fuglevig mølle, sø.f. Vissenbjerg, el. kløften gennem Vædehule skov, v.f. Morud. Hvor søerne helt har været omgivet af is, fremtræder bundaflejringerne nu som isolerede fladbakker; hvor højereliggende istidsaflejringer har dannet begrænsningen, fremkommer fladbakkerne på disses skråninger som konsolbakker. Dette er fx. tilfældet ved Bred, hvor søbundens lerlag danner en konsolflade på s.siden af det højereliggende grusplateau ved Vissenbjerg. På lign. måde begrænses den største af disse højtliggende søbunde, Væde Hed, sø.f. Rugård, mod s. af morænebakken Ornebjerg, 104 m. »Væder« er den lokale betegnelse for disse lerflader, der i fugtig tilstand, især om foråret, kan være vanskelige at behandle, fordi jorden klæber til plov og harve. I tørkeperioder får de til gengæld en sprækket overflade. Udgravninger i fladbakkernes sider, tipvognsspor, teglværkernes høje skorstene og lange tørrelader vidner tilsammen om lerets betydning som råmateriale for den store murstensindustri her i bakkelandet – en produktion, der yderligere fremmes ved gode afsætningsmuligheder i den nærliggende hastigt voksende storby.

Kerteminde-egnen. Også den nordøstl. del af O. a. har sine bakkelandskaber. De er m.h.t. såvel dimensioner som type helt forsk. fra Vissenbjerg-Frøbjergs før omtalte bakkeverden, thi dannelsesmåden er en anden. Står vi en lys forårsdag med klar luft og god sigtbarhed på Munkebo bakke, 58 m, v.f. Kerteminde, så fortæller landskabet selv sin historie med al tydelighed. Mod s. breder Kertinge nor sin blånende flade med solreflekser, og forbindelsen til Store Bælt, fjordens snoede løb, ses mod ø. med Kerteminde bys røde tage yderst ved indløbet. Bakken, vi står på, oplever vi som led i en stor bue, der begynder ø.f. Drigstrup med Kongshøj, 39 m, og som ender sø.f. Dræby ved norets v.ende. Det flade land s.f. fjorden, morænefladen omkring Ladby og Kertinge, opfattes som en del af den lavning, hvis dybestliggende dele er dækket af fjordens vand. Drejer vi os så og kigger på landet uden for bakkebuen, ser vi det fuldstændig s. 15 flade terræn om Geelså, sv.f. noret, og Dræby feds lige så jævne halvø mod nv. Disse sandsletter dukker længere ude ned under Odense fjords udstrakte vandspejl. Det er den klassiske serie af landskabsformer, dannet hvor en levende ismasse har skudt sig frem, som vi har oplevet: inderlavningen (el. tungebækkenet), formet ved gletsjertungens slid, nu delvis dækket af fjordens vand, bakkebuen skudt op foran den fremrykkende isrand og efterladt ved isens afsmeltning og uden for bakkerne, flodsletterne, aflejret af det vildt strømmende smeltevands fletværk af flodarme. Medens dødisen endnu rugede over O. a.s centrale dele, har den levende Storebæltgletsjer her skubbet en istunge frem og derved skabt Kertemindeområdets karakteristiske landskabskompleks, så helt forsk. fra dødisterrænets bakkeland.

Hindsholm. Denne halvø, der i så høj grad giver kortbilledet af O. a. fysiognomisk særpræg ved kystliniens underfundige forløb, har også en overfladekarakter, der indgår som karakteristisk enhed i amtets landskabsmønster. Der er også her tale om morænebakker – men en anden slags, hvis ejendommelighed består deri, at bakkerne alle er aflange og med sa. længderetning, ssø.-nnv. Højderne er moderate, en række af de højeste er 35–36 m, således Måle banke og Digerbanke. Den ensartede orientering forklares som en følge af Storebæltgletsjernes bevægelse. Her i gletsjertungens ydre, tynde ende, har den store morænelast oversteget isens transportevne, og dele deraf er efterladt, delvis udtværet i bevægelsesretningen. Denne form for morænebakker betegnes internationalt med det irske ord »drumlin«. I modsætning til israndslandskabernes randmoræner, der er oppresset langs isranden og derfor har længdeakse parallel med denne, s. 16 har drumlin-bakkerne en længderetning vinkelret på isranden, hvorfor de også kaldes radialmoræner. Drumlin-landskaber er alm. i tidl. isdækkede områder som fx. Nordtyskland, Wisconsin og Irland. I Danmark er denne type istidslandskab derimod sjældent forekommende. Hindsholm-halvøen er et af de få da. drumlin-landskaber.

Lillebælt-landskaberne. Ligesom Storebæltgletsjeren formede O. a.s østligste dele, således har isstrømmen, der fra s. mod n. gled gennem Lille Bælt i istidens allersidste afsnit, præget amtets vestligste områder. Vil man opleve landskabsdannelsen ud fra nutidsrelieffets vidnesbyrd, er Ørslev Bjerge stedet, man bør opsøge. Her v.f. Gelsted stationsby strækker et dominerende bakkedrag sig med retning sø.-nv. kulminerende i Stavrebjerg, 65 m. Navne som Favrskov Bjerge, Håre Bjerge, Tellerup Bjerge og Ørslev Bjerge for delstrækningerne vidner om disse højders indtrykgivende formåen. Såvel skråningernes stejlhed som jordbundens sand og grus har hindret opdyrkning. Nåletræsplantagerne, der på en 10 km lang strækning danner en sammenhængende skovverden, fremhæver yderligere voldkarakteren. V.f. landsbyen Føns fortsætter halvøen Fønsskov endnu 10 km ud i bæltet med sa. retning og bredde, men aftagende højder. Grusmasserne, der opbygger Ørslev Bjerge, er afsat af smeltevandet foran Lillebæltgletsjerens rand, medens dødisen endnu dækkede området n. derfor. Over arealet ml. de to ismasser er smeltevandet strømmet fra sø. mod nv. De aflejrede enorme sand- og grusmasser har begravet mange dødisklumper, ved hvis smeltning terrænets urolige overflade sen. er fremkommet.

Hindsgavl-halvøen, der nordligere tvinger Lille Bælt ud i en flodlignende bugtning mod v., må antages at repræsentere ophobning langs en tidl. stilstandslinie for Lillebælt-gletsjeren. Længere mod s., ø.f. Assens er mange af de kuplede morænebakker som Ebberup bakker med Skovbjerg, 97 m, og Høed banker, 84 m, dannet i forb. m. sen. opholdslinier af sa. gletsjer. Dette bølgede bakkelands rige relief er yderligere øget derved, at vandløbene, der søger mod Lille Bælt, har gennemfuret det med dybt nedskårne ådale. Brændeå flankeres således af 10–20 m høje dalsider.

Bakkedraget med retning ø.-v. langs halvøen Helnæs’ s.-kyst, Trundkær bakke, 30 m, er Lillebæltgletsjerens sidste israndsdannelse i O. a. De ejendommeligt snoede bakker, der danner »Halen«, 14 m, på halvøens n.-kyst og fortsætter over Agernæs og videre direkte n.-på nogle km, er åsbakker, bestående af smeltevandssand aflejret ml. isvægge i en tunnel under sa. gletsjer. Tunneldalene har stået vinkelret på isranden, hvilket forklarer den nævnte modsætning ml. bakkeretningerne på det sydl. og nordl. Helnæs. Enkelthederne samler sig således til en logisk helhed, når hypotesen om Lillebæltgletsjeren haves i tankerne.

Det nordligste Lillebælt-landskab, Røjlehalvøen, er et bakkeland, hvis længdeakse fra Kigsted bakke, 66 m, og Katrinebjerg, 71 m, går direkte mod s. Denne halvø opfattes som det vestligste israndslandskab formet af den ø.-fra kommende is, før den gik over i dødisstadiet – og er altså ældre end de øvr. landskaber langs Lille Bælt. Båring vig er da den tilsvarende inderlavning. Dalstrøgene på halvøens v.-side tyder på, at smeltevandet i denne retning har søgt ned mod Lille Bælts lavning.

»Sletten« – og de andre moræneflader. Hele den nordøstl. halvdel af O.a., fra Storebælt-kysten og v.-på til Bogense er m. undt. af de førnævnte bakker i Kertemindeegnen en udstrakt moræneflade, hvoraf den v.f. Odense fjord liggende del betegnes med landskabsnavnet »Sletten«. Denne svagt bølgede flades store centrale dele omkr. Odense og n.-på til kysten er lavtliggende, højden o.h. overstiger ikke 25 m. De sydøstligste dele, s.f. Fraugde, ligger i indtil 50 m’s højde, og nær amtsgrænsen ml. Nr. Lyndelse og Sdr. Nærå møder vi forposterne for Fyns sydøstl. bakkeverden i Svendborg a. Også mod nv. tiltager morænefladens højde.

Jordbunden er moræneler, afsat under den ø.-fra kommende isstrøm, medens denne endnu var så meget i bevægelse, at en udglatning af de aflejrede masser derved har kunnet finde sted. Ikke mange steder i Danmark har moræneflader en så stor sammenhængende udbredelse som netop her. Den gode lerjord i forb. m. overfladens jævnhed har gjort »Sletten« til et af landets mest intensivt opdyrkede og tættest befolkede landbrugsområder – en kulturflade i ordets egentligste betydning. Ejendommeligt er det, at skønt den naturlige plantevækst overalt er veget for markernes tavl, så virker Nordfyns flader ingenlunde ensartet kedsommelige. De tætliggende landsbyer giver hver egn særpræg, de spredtliggende gårde bryder de åbne felters monotoni, havers og frugtplantagers trævækst erstatter den manglende skov. Hertil kommer yderligere de levende hegn langs alle markskel og landevejstræerne, der overalt lukker horisonten og fremkalder indtryk af landskabelig intimitet. Den fynske malerskoles yndede motiver, de stynede poplers lange rækker, plovkøreren, der vender i markhjørnet ved hegnets pile, slåen- og tjørnebuske, er stadig levende virkelighed – selv om hestene nu ofte erstattes af en traktor.

Over store stræk mangler fladerne ganske relief, men visse steder ses dog smeltevandsstrømmenes furer. V.f. Odense kan tre parallelle, næsten retliniede øsø.vnv. forløbende dalstrøg tolkes som tunneldale, nedskåret i morænen af smeltevandet, medens det løb i kanaler under isdækket. Dalenes orientering svarer til østisens bevægelsesretning. Markerede dalskråninger med 10–15 m’s højde skiller morænefladen fra dalbundens mose- og engdrag.

I det østl. område ml. Langeskov stat. og Odense fjord, er store dele af fladen mindre frugtbare p.gr.af sandet jordbund. Et system af hedesletter er nemlig her blevet opbygget på fladen foran isranden.

Længst mod nv. og sø. på Nordfyns moræneflader danner ejendommeligt formede bakker en kontrast til det plane terræn. Fra Smidstrup, ø.f. Bogense, snor en bakkerække sig med afbrydelser i retning mod Grindløse. Denne s.k. Grindløse ås gør landskabeligt indtryk af at være en egl. ås, altså dannet ved sandaflejring ml. isvæggene i en tunneldal. Den ø.-vestl. orientering i forb. m. moræne i bakkernes stærkt forskudte lag af lagdelt sand i bakkernes indre har bevirket, at disse nu opfattes som sprækkefyldninger i selve israndszonen. Herpå tyder også spor efter smeltevandsstrømme direkte vinkelret på bakkeretningen. Den brede dal, der med n.-sydl. retning flyder forbi herregården Gyldensten, er en sådan typisk smeltevandsdal, som netop udspringer umiddelbart n.f. Grindløse ås – hvilket bestyrker antagelsen af, at isranden, hvorfra smeltevandet engang fossede frem, har stået netop her. På morænefladen ved Højby og Årslev forekommer bakkerækker med ganske sa. karakter, vidnesbyrd om en langt senere beliggenhed af isranden.

Søer og vandløb. Vandarealet udgør kun 0,6% af O. a.s overflade, altså betydeligt under gennemsnitsværdien for Danmark som helhed (1%). Dette er bl.a. en følge af morænefladens store udbredelse som terrænform. Den afglatningsproces, der finder sted ved fladernes dannelse, modvirker fremkomst af markerede hulformer, og den intensive kultivering, især dræning og åløbsregulering, har bevirket en aftapning af de lavvandede småsøer, der opr. har forekommet i terrænets afløbsløse lavninger. Kun hvor ismasser har ligget skjult i morænen under udjævningen, har søer senere kunnet dannes. Dette har kun i ringe grad været tilfældet i O. a. Dallund sø, nv.f. Odense, er undtagelsen, der bekræfter reglen. I tunneldalene, v.f. Odense, har søer tidl. udfyldt dalbundens bassiner; de allerfleste er helt el. delvis tilgroede. Broby sø har endnu en lille fri vandflade, i øvrigt vidner sønavne i moseterrænet om svundne søer. Langesø i bakkelandet lidt v.f. det egl. tunneldalstrøg minder topografisk så meget om en langsø, at en sådan oprindelse er sandsynlig. Søholm sø ved Glamsbjerg og småsøer ø.f. Gamtofte ligger i tydelige tunneldalstrøg.

Dødislandskabet om Vissenbjerg og Frøbjerg er rigt på vandhuller i det småkuperede bakkeland ml. fladbakkerne, og de talr. moselavninger fortæller om tidl. tider, da vandoverflader blinkede ml. bakkerne i langt højere grad end nu. I Assensegnens morænebakkeland forekommer små typiske morænesøer som Sønderby og Nordby søer.

En væsentlig del af O. a. afvandes til Odense fjord, fortrinsvis gennem Fyns største vandløb Odense å, hvis afvandingsområde er over 600 km². O. å udspringer fra Arreskov sø i Svendborg a., kun 8 km fra Fyns s.-kyst, til hvilken afløb hindres af det høje morænebakkeland, hvorfor åen gennem lavningen ø.f. Frøbjerg-bakkerne søger de 60 km n.-på til Odense fjord. Af vestl. tilløb kan nævnes Stavidså med Rydså, der følger tunneldalene v.f. Odense. Disse åer løber nu i retning modsat de smeltevandsfloder, der i istiden formede dalene under deres løb mod v., altså opad, hvilket var muligt for datidens vandstrømme, der løb i rør under tryk. Fra ø. modtager O. å lige inden udløbet i fjorden Lindved å fra den østl. moræneflade. De østl. hedesletter afvandes af Vejrup å og Geelså.

Det gælder for mange af amtets vandløb, at de benytter dale, der er udformet af istidens langt større smeltevandsfloder, hvorved der ofte er et misforhold ml. dalenes dimensioner og de små bække og åer. Dette gælder fx. Ålebæk i den førnævnte brede dal ved Gyldensten, og det gør sig gældende for en række af åerne i det sydvestl. bakkeland, hvor dybt nedskårne kraftigt formede dale på den tid af året, da afstrømningen er mindst ɔ: sommermånederne, ofte slet ikke er vandførende, som det er tilfældet fx. for Pugemølleå og Turup Møllebæk. Mange markerede dale, fx. Nederlagsdal s.f. Sø Søby, er altid tørre, fordi de er formet i afsmeltningstiden, da afvandingsområderne var helt forsk. fra nutidens. Den afstrømmende vandmasse, der har formet en dal som denne, har sen. ved isens bortsmelten kunnet finde anden og nærmere vej til havet. Da isen endnu fyldte Store Bælt, har Odense fjord fx. fået langt større tilløb over hedesletterne ved Marslev, idet hele afvandingsområdet til Store Bælt ikke eksisterede. O. a.s mest storslåede dallandskaber er utvivlsomt at finde langs Brændeås 15 km lange løb fra Årup til udløbet i Lille Bælt. Det stærke fald, ca. 40 m, giver i vintermånederne, når afstrømningen er maksimal, en rivende strøm, der fra gl. s. 21 tid har været udnyttet af en række vandmøller som Gammelmølle og Favrskov ml. Brændeås øvre løb i den højtliggende flades paslavning ml. de vestl. bakkeområder har derimod kun ringe fald; det består af gravede render, anlagt for mosernes afvanding.

Farvande og kyster. Af de da. stræder er Lille Bælt det smalleste, idet dets nordl. del snævres ind til en flodlignende rende, der ml. Kongebro og Snoghøj, hvor Lillebæltsbroen er ført over, kun er 0,7 km. I øvrigt er farvandskarakteren yderst forsk. i bæltets forsk. dele. Den sydl. bredning, sv.f. Assens, har vanddybder på indtil 33 m og åbent vand med havkarakter. N.f. Assens snor dybe render sig ml. yderst lavvandede områder. Torø rev med kun 3 m vand ligger således umiddelbart ud til det 37 m dybe løb ml. Assens og Bågø. På de udbredte flak, der omgiver øerne, har bølgerne opkastet strandvolde, som stedvis har kunnet vokse ud til flakøer som Egholm n.f. Bågø.

I Lille Bælts snævringer bliver strømstyrkerne store og dybden tiltager. V. f. Fænø er den målt til 81 m. N.f. Strib vider bæltet sig ud til farvandet Tragten med udbredte dybder på over 20 m. Lille Bælts nordl. afgrænsning sættes til linien Æbelø-Bjørnsknude.

O. a.s kyst til Lille Bælt er en ung morænekyst, hvis karakter veksler med istidslandskabernes type. Fra Helnæs bugt, ved amtets s.-grænse, til Strib afspejler de mange halvøer de skiftende stilstandslinier under Lillebæltgletsjerens afsmeltning. Nv.-kysten derimod, fra Røjlehalvøen til Æbelø, har præg af morænefladen, der her fortsætter ud under havfladen, hvorved et bredt lavvandet strandplan fremkommer. Dybdekurven for 10 m viger langt ud fra kysten, indtil 8 km ved Æbelø.

Langs v.-kysten veksler næsten uændrede morænekyster på lokaliteter som fx. Gamborg fjord med delvis udlignede strækninger, hvor bølgekræfter har kunnet virke omformende som i Assens-området. Store morænebakker som Sønderby Bjerge, s.f. Assens, danner fremspring med stejlklinter, og ml. disse modstandskerner svinger kystlinien guirlandeformet indefter som fx. Åkrog bugt, udjævnet ved marin forlandsdannelse som feddet n.f. Agernæs, draget »Langøre« til Helnæs, og odderne »Øret« ved Torø Huse og Asnæs ved Assens. Bugtlukning på forsk. stadier træffes også længere n.-på ved Aborg Minde ved Emtekær nor s.f. og Flægen n.f. Wedellsborghalvøen. Øerne Torø og Bågø viser sa. træk. Hindsgavlhalvøens afrundede form er resultat af kraftige udligningsprocesser; stejle moræneklinter skifter med strandvoldsafspærrede moser og engdrag.

På Røjlehalvøens n.-kyst får klinterne særpræg ved de udskridende masser af plastisk ler, der som »jordgletsjere« skyder ud over strandbredden efterladende karakteristiske trappeformede skredformer i klintlandskabet ovenover. I Båring vigs inderste del, Flasken, er den store engstrækning Møllemade, et afspærringsforland, skilt fra vigen ved »Feddet«, som er opbygget af det fra klinterne n. derfor nedbrudte materiale. N.kysten til Bogense og videre ø. på til Nærå strand har en udjævnet kystlinie, der i højeste grad er menneskepræget. Lavtliggende moræneflade veksler her med strækninger af hævet havbund. Ved afvanding er de fugtige områder inddraget under kultur, og landvinding ved inddæmning har været begunstiget af områdets amfibialske karakter. Gyldensten- og Egebjerggård-inddæmningerne har ganske ændret de opr. landkonturer. Tidl. øer s. 22 som St. Stegø, Lindholm og Langø, der før dannede et arkipel som nutidens Æbelø-holme, indgår nu dæmningsforbundne som led i kystlinien.

Ml. Æbelø og holmene er dannet et drag, der i magsvejr muliggør kørsel ud til øen. Under storm mødes de om Æbelø drejede bølgefronter på draget i et bråd og aflaster det medførte sandmateriale.

Lille Bælts indviklede sejlløb og stærke strømme stiller krav til forsigtig navigation. Om natten adviserer et system af vinkelfyr om de nødvendige hyppige kursændringer, støttet af Tvingsbjerg, Bågø og Fænø fyr. Helnæs fyr mod s. og Æbelø fyr mod n. tjener til anduvning. V.kystens mange vige har budt på landingsmuligheder for småbåde. Tillandingsprocesserne og ringe vanddybde reducerer værdien af den rigdom på naturhavne, som kortbilledet let fremmaner. Moderne små bådehavne er anlagt på yderkyster som Wedellsborg-halvøens og Bågøs s.kyster. Assens er opr. en åmundingshavn i læ af Agernæs’ naturmole, nu udbygget til kunsthavn ved moleanlæg. Middelfart er en typisk sundhavn med havnekaj langs den opr. kystlinie. Hvor Stribhalvøen nærmer sig Fredericia, blev den gl. færgehavn anlagt på den s.vendte kyst i læ for de bølgerejsende nø.vinde. N.kysten indtil Agernæs er ugunstig for besejling p.gr.af de udstrakte flak Drættegrund, Fogsand og Holmen. Den store søtrafik holder langt ud fra kysten, og den lokale besejling af Bogense, opr. en åmundingshavn, sker gennem en gravet rende over flakket.

Kattegatkysten, fra Agernæs til Odense fjords indløb, Gabet, er en modent udlignet fladkyst. I det kun 1–2 m høje kystlandskabs løse jordarter har havet udformet en nv.-sø.-gående linealkyst vinkelret på største fri stræk, der forløber ud gennem Samsø Bælt. Ved ø.-gående materialvandring er den 7 km lange Enebærodde opbygget foran Odense fjord. Halvøen Skoven, der ø.-fra skyder sig ud foran fjorden, er af helt anden oprindelse, et morænelandskab, hvis ender havet har afrundet med fint svungne kurver.

For Odense fjord yder disse halvøer beskyttelse som naturlige læmoler, hvorved fjorden bliver en sikker naturhavn. De store grundede partier, som fx. Hvidegrund og Enebærodde flak, hindrer dog sejlads for større skibe uden for den 7 m dybe rende, der snor sig gennem fjorden fra åens udløb til Gabet. Til gengæld byder de lavvandede områder på muligheder for inddæmningsforetagender som fx. Lumby strand. Da åen mistede betydning som vandvej for nyere tids søtrafik, blev den 8,2 km lange Odense kanal gravet 1797–1804. Ved kanalens inderste ende er Odense havns bassiner anlagt og efterhånden udbygget svarende til tidens krav.

Hindsholms v.kyst ligger delvis i læ, og dens opr. karakter er kun i mindre grad ændret. Et morænearkipel ses her i næsten opr. form, som det blev dannet ved havets delvise indtrængen i et morænelandskab. Forekomst af klinter viser dog, at øerne ikke er upåvirket af havet, og det nedbrudte materiale er på lælokaliteter aflejret som odder, vinkelforlande, krumoddekomplekser, fx. Tornen, og drag, som fx. det, der svejser Fyns Hoved til det øvrige Hindsholm. Også landhævningen siden stenalderen, om end ringe, har dog sat sine spor i form af hævede havbundsstrækninger.

Storebæltkysten, Hindsholms ø.kyst, ligger udsat for langt større bølgevirkninger end v.kysten. Denne kyst er en modent udlignet morænekyst, hvor klintstrækninger som Dyrbjerg, Digerbanke og Stavreshoved veksler med marint s. 23 forland. Kerteminde fjord og bugt er som nævnt dannet som inderlavning (se s. 14). Ved den morænetærskel, gennem hvilken afløbet fra fjorden har gravet sig en rende, har den gode naturhavn i fjordmundingen betinget bydannelsen, hvis navn afspejler den opr. havns karakter af mundingshavn. Kertemindes moderne fiskerihavn er som kunsthavn bygget ud i bæltet.

Store Bælts dybe rende har vanddybder over 50 m. Det indstrømmende saltvand, der som bundstrøm søger ind i Østersøen, har strømhastigheder, der hindrer rendernes tilsanding. Det udstrømmende brakvand i overfladelagene gør n.gående strøm relativt hyppig. Afbøjningen af denne strøm p.gr.af Jordens omdrejning bevirker, at vandstanden på Store Bælts Fynsside ofte er noget lavere end ved Sjællands kyster.

Litt.: Keld Milthers. Stenene og det danske Landskab. 1941. Sa. Ledeblokke og Landskabsformer. D. G. U. II. rk. nr. 65. 1942. V. Milthers. De danske Istidslandskabers Terrænformer og deres Opstaaen. D. G. U. III. rk. nr. 28. 1948. Axel Schou. Atlas over Danmark. I. Landskabsformerne. 1949. H. V. Clausen og Hilmar Ødum. Nordvestfyn. Min Hjemstavn nr. 8. 1937. Viggo Hansen. Natur og Landskab, i Danmark før og nu. Øerne. I. Fyn, Lolland-Falster og Bornholm. 1956. Victor Madsen. Kortbladet Nyborg. 1902. D. G. U. I. rk. nr. 9. Sa. Bogense. 1900. D. G. U. I. rk. nr. 7. N. V. Ussing og Victor Madsen. Kortbladet Hindsholm. 1897. D. G. U. I. rk. nr. 2. A. Jessen. Kortbladet Skamlingsbanke. 1907. D. G. U. I. rk. nr. 12. V. Milthers. Kortbladet Vissenbjærg. 1940. D. G. U. I. rk. nr. 19. C. H. Bornebusch og K. Milthers. Jordbundskort over Danmark. 1935. D. G. U. III. rk. nr. 24. Sigurd Hansen. Varvighed. 1940. D. G. U. II. rk. nr. 63. S. A. Andersen. Det danske Landskabs Historie. 1933. H. V. Clausen. Det danske Landskab. 1926.

Skovene.

Med et skovareal på 12.234 ha er O. a. et af landets skovfattigste amter (skovprocent 6,7). Det bevoksede areal er 11.508 ha, og det fordeler sig på flg. måde: bøg 4167 ha, eg 793 ha, ask 417 ha, andet løvtræ 958 ha, rødgran, sitkagran og ædelgran 2424 ha og andet nåletræ 1093 ha, hvortil yderligere kommer blandede bevoksninger og krat med 1656 ha. Langt den overvejende del – 11.868 ha – er i privat besiddelse. Kommuner ejer 312 ha, mens 54 ha er præstegårdsskove olgn. Den årl. hugst (1949/50) er 68.902 m³, hvoraf løvtræ 44.416 m³ og nåletræ 24.486 m³. Gavntræprocenten er 52,1.

Skovene, der oftest står på bølget el. bakket terræn, er gennemgående ret frodige. Det store flertal er småskove, idet der kun er 33 med areal på over 50 ha, mens der er 2187 under. Større samlede skovområder findes næppe, men skovtætheden er størst i amtets vestl. del, hvor stednavne synes at vise, at det m. undt. af kysten langs Vends og Båg hrd.r er en ret sent opdyrket skovegn. Den letdyrkelige jord langs vandløbene derimod, navnlig ved Odense å, blev tidligt indtaget til agerbrug. Det er sandsynligt, at kongens og adelens jagtinteresser her som andre steder forholdsvis tidligt har medført et vist værn om skovene. Noget sikkert herom ved man dog ikke før i Fyns Vilkår af 1473, hvor der ml. kongen, gejstligheden og adelen blev aftalt visse regler for jagtens udøvelse. Med omlægningen af ryttergodsordningen 1715–20 blev der oprettet et ryttergods på Fyn, hvis betydelige agerjords- og skovtilliggender omfattede en væsentlig del af det nuv. O. a. Godset blev imidlertid allr. afhændet 1764, og i modsætning til mange andre steder blev det ikke solgt som hovedgårde med tilh. bøndergods, men derimod gård for gård. Skovene blev solgt sa.m. gårdene og i mange tilfælde forhugget af køberne for at skaffe penge til udbetaling på købesummen. Denne fremgangsmåde ved ryttergodssalget er formentlig den egl. årsag til, at vi i dag i denne egn af landet ikke træffer så store, samlede godsskove som i mange andre amter.

De største skovejendomme tilhører: Krengerup (849 ha, ejdsk. 914, grv. 500), Langesø (734 ha, ejdsk. 1089, grv. 439), Wedellsborg (skov: 683 ha, ejdsk. 732, grv. 414, plantage: 697 ha, ejdsk. 222, grv. 65), Erholm (567 ha, ejdsk. 553, grv. 335), Gyldensten (539 ha, ejdsk. 405, grv. 254), Egebjerggård (420 ha, ejdsk. 296, grv. 211), Middelfart kommune (345 ha, ejdsk. 800, grv. 260), Hverringe (243 ha, ejdsk. 216, grv. 141), Brahesborg (247 ha, ejdsk. 279, grv. 169) og Lundsgård (205 ha, ejdsk. 242, grv. 137).

En del af de mindre skove er tilsluttet Smaaskovsforeningen for Odense og Assens Amter, der 1944 blev udskilt af foreningen De fyenske Smaaskove. Medlemstallet er (1949) 444 med 2050 ha skov.

Litt.: C. Weismann. Skove og Skovbrug paa Fyn. 1900. L.A. Hauch. Danmarks Trævækst. III. 1922. Danske Skovdistrikter. 1949. Statistiske meddelelser. 4. rk., 154. bd., 3. hæfte: Skove og plantager. 1951.

Kulturgeografi.

I O. a. lever (1950) 245.864 indb., hvoraf 187.963 i O. amtsrådskreds og 57.901 i Assens amtsrådskreds. Den gennemsnitlige befolkningstæthed er i O. amtsrådskreds 163,6 indb. pr. km², i Assens amtsrådskreds 86,8 indb. pr. km², i amtet som helhed 135,4 indb. pr. km². Af amtets befolkning lever 63,7% under bymæssige forhold (49,5% i købstæder, 5,4% i disses forstadsbebyggelser og 8,8% i bymæssige bebyggelser i øvrigt). Befolkningen er fordelt på 74.183 husstande; i byerne går der gennemsnitlig 3,1 indb. på hver husstand, i landkommunerne 3,6.

Befolkningens fordeling ses af befolkningskortet s. 19. Kortet viser, at landbefolkningen dels lever ret jævnt spredt, dels er samlet i større og mindre agglomerationer, der repræsenterer husgrupper el. landsbyer, hvoraf nogle er ret betydelige. Af de større bydannelser dominerer O. fuldstændig billedet, idet det geografiske bybegreb O. har 113.500 af amtets 245.900 indb. O.s centrale beliggenhed på Fyn og dens intense søværts forbindelse med verden gør den selvskrevet til at være amtets og øens absolutte økonomiske, trafikale og produktive kerne. De andre større bydannelser i O. a. ligger alle ved centrale punkter for samfærdselen; alle købstæderne er således havnebyer. De små spredtliggende, helt el. delvis folketomme områder repræsenterer i hovedsagen skovarealer el. mosearealer, således ø.f. Bogense og ved mundingen af Odense å. Andre tyndtbefolkede distrikter er knyttet til store landbrugsejendomme, fx. Fænø i Lille Bælt, Wedellsborg n. f. Assens og Hverringe nø.f. Kerteminde. Den spredtboende del af landbefolkningen vil af praktiske grunde ofte vise en tendens til at bosætte sig langs vejene. Dette forhold ses i O. a. tydeligt ml. Korup og Morud nv.f. Odense, ved Kærum ø.f. Assens, ved hovedvej 1 ml. Odense og Vissenbjerg samt n.f. Nørre Åby.

Landsbydannelsen er for O. a. som helhed veludviklet, især i egnen ø.f. Assens, ml. Odense og Kerteminde og omkr. Middelfart, hvor der findes mange store landsbyer på 200–400 el. flere indb. Svagest er landsbydannelsen i et strøg ml. Assens og Middelfart, men selv her ligger mange ret store landsbyer.

I en del tilfælde har gl. landsbyer fået en særlig betydning som centrer for lokal handel, trafik, håndværk og industri og er som stationsbyer gået ind i en ny udvikling. Dette gælder typisk for bydannelser som Nørre Åby, Ejby, Otterup og Brenderup, mens andre, fx. vejknudepunkterne Søndersø og Hårby, har s. 25 gennemløbet en tilsvarende udvikling uden at have været stationsbyer. Der er ikke opstået stationsbyer ved alle jernbanestationer, men kun hvor der på den pågældende egn har været el. efter baneanlægget er blevet skabt et behov for et lokalt centrum for urbane funktioner. I ældre byers nærhed har et sådant behov ikke været til stede, og der er derfor ikke opstået større stationsbydannelser i de gl. købstæders nærhed. En vigtig undtagelse fra denne regel er Odense, hvor der omkr. de nærliggende jernbanestationer er vokset bydannelser op, der i hovedsagen dog fungerer som forstadsbebyggelser for storbyen. De er således bosteder for en del af den i Odense arbejdende befolkning, og i et vist omfang er her desuden placeret erhvervsvirksomheder, der har deres marked i Odense. Foruden Dalum, der i dag kan opfattes som et kvarter af Odense, er stationsbyerne Tarup og Næsby så snævert forbundet med Odense, at de må opfattes som integrerende dele af det geografiske Odense.

Ved sent byggede jernbaner, fx. ved den 1911 åbnede Nordvestfynske Jernbane, har den pågældende egn allr. før baneanlæget udviklet de lokale erhvervscentrer, der har været behov for, og der er derfor normalt ikke opstået større bebyggelser ved stationerne. Af bydannelserne ved hovedjernbanen Odense-Middelfart er Årup, der ligger omtr. midt i det købstadstomme område ml. Odense, Assens, Middelfart og Bogense, den ældste og indtil 1906 også den største. Langs denne bane ligger nu en række halvstore bydannelser: Nørre Åby, Ejby, Gelsted, Årup, Bred og Tommerup stationsby. At ingen af disse byer har kunnet udvikle sig til en større by skyldes, at det opland, den enkelte by har kunnet erhverve sig, har været for lille, netop p.gr.af stationsbyernes tæthed, til at der noget sted har kunnet opstå en sådan. Ved jernbanen Tommerup-Assens er der opstået een stor stationsby, Glamsbjerg, der har forhindret opkomst af større bydannelser ved banens øvr. stationer. Ved den nedlagte jernbane Odense-Fåborg vil de tidl. stationsbyer, i O. a. således Fangel, eksistere videre som centrum for de lokale erhvervsfunktioner, som er blevet knyttet til byen.

Alle amtets byer med over 2000 indb. (1950) er havnebyer. Medens Bogense, der ligger afsides i forhold til de vigtige samfærdselslinier, stort set kan betegnes som stagneret og må betragtes som oplandsby med et frugtbart, men – som følge af konkurrencen med Odense – ikke særlig stort opland, er Middelfart og Assens byer med mangesidig betydning; de er således både oplandsbyer, industribyer med landsomfattende betydning og centrer for samfærdselen, også mellem landsdelene. Kerteminde har betydning som oplandsby og fiskerihavn.

Odense er en industriby, idet over halvdelen af befolkningen lever af håndværk og industri, men den er desuden Fyns absolutte trafikcentrum som jernbane- og vejknudepunkt og vigtigste havn, og det ubestridte handelscentrum for øen.

Odenses gode forbindelser til alle egne af Fyn i forbindelse med det store udvalg, byen kan byde på ved indkøb, og måske ikke mindst det rigere udvalg af fornøjelser, gør den til den foretrukne indkøbsby for største delen af øen og udbreder dens handelsopland langt ud over de områder, for hvilke den er nærmeste købstad. Dette forhold er i høj grad medvirkende til, at randbyerne på Fyn har svært ved at hævde deres betydning.

Etableringen af jernbanefærgefart ml. Strib og Fredericia 1872 gjorde med eet slag Strib, der fra gl. tid har spillet en rolle som færgested i trafikken ml. Fyn og Jylland, til et af landets allervigtigste trafikknudepunkter, og byen voksede s. 26 op som hjemsted for en befolkning, der i hovedsagen beskæftigedes i trafikken. Efter Lillebæltsbroens åbning 1934 stagnerede byen, men synes nu at gå ind i en udvikling som industriby samt til en vis grad som bosted for en befolkning, der er beskæftiget i Fredericia.

Sommerhusbebyggelse findes flere steder v. kysterne, således omkr. Kerteminde, ved Østerballe nv. f. Odense fjord, ved Båring vig, ved Røjle klint, Strib, Middelfart og Helnæs bugt.

Af amtets befolkning lever (1940) 27,3% af egl. landbrug, 0,3% af skovbrug, 0,4% af fiskeri, 37,5% af håndværk og industri, 12,5% af handel, 5,0% af transportvirksomhed, 5,4% af administration og liberale erhverv. 10,0% er uden erhverv, hovedsagelig rentiers, aldersrentenydere og pensionister.

O. a.s erhvervsstruktur præges af såvel den store industriby Odense som de gode, oftest intensivt udnyttede landbrugsegne. For a. som helhed beskæftiger industri og håndværk godt 34% flere end landbrug m.v., men alligevel findes der flere udprægede landbrugsegne, hvor over 3/4 af befolkningen lever af landbrug (med gartneri, skovbrug og fiskeri). Dette er således tilfældet på største delen af halvøen Hindsholm, i egnen omkr. og ø.f. Bogense, i kystegnene ml. Middelfart og Assens, nø.f. Assens, samt n. og v.f. Helnæs bugt. Selv om industri normalt er det vigtigste erhverv i byerne, beskæftiges kun i Odense, Middelfart, Assens, Strib, Gelsted, Tommerup, Glamsbjerg, Otterup og Nørre Åby mere end halvdelen af den erhvervsaktive befolkning i dette erhverv. For Kerteminde o. a. havnebyer er fiskeriet en ikke uvæsentlig erhvervsgren.

Landbrugsarealet udgør såvel for O. amtsrådskreds som for Assens amtsrådskreds en noget større del af totalarealet end gennemsnittet for Danmark. Ml. Odense og Bogense, s. f. Kertinge nor og et par steder ø.f. Middelfart findes dog områder, hvor over 80% af arealet er under plov. N.f. Odense, omkr. Bogense og ml. Assens og Middelfart findes landsogne, hvor mindre end 60% af jorden er opdyrket.

Næsten overalt er toradet byg den vigtigste kornart, havre den næstvigtigste. De mest udprægede bygproducerende egne findes n. og nø. f. Odense. Over hele amtet dyrkes en del blandsæd og, som følge af den gennemgående meget frugtbare jord, en del hvede. Rugproduktionen er derimod ikke særlig betydelig. Kornavlens udbytte pr. ha er betydeligt ø. og n. f. Odense og ved Lille Bælts kyster, men ret ringe på Tommerup-Gelsted egnen.

Sukkerroer til sukkerproduktion er amtets vigtigste rodfrugt. Dyrkningen heraf er især stor omkr. Odense og Assens, hvor der er sukkerfabrikker, samt n.f. Assens. Næsten lige så vigtig er fodersukkerroen, der dyrkes ret jævnt over hele amtet. Langt mindre betydning har kålroer, kartofler og runkelroer. Rodfrugtdyrkningens udbytte pr. ha viser de samme regionale forskelle som kornavlen.

Endv. findes en ret betydelig frøavl og nogen dyrkning af olieplanter som raps, oliehør og sennep. Gartneri- og frugtavlsarealerne er meget anselige, især omkr. Odense, hvor der navnlig dyrkes grønsager på friland, og specielt n.f. Odense er et så stort areal under glas, at det kun overgås af drivhus- og mistbænkarealerne omkr. Kbh. Andre gartneriområder findes sø.f. Middelfart og sø.f. Assens samt omkr. Kerteminde. Frugtavlen er mere betydelig end i nogen anden del af landet, Kbh.s omegn undtaget. Vigtigst er æbledyrkningen, der især koncentrerer sig omkr. Odense og ø.f. Middelfart.

Hornkvægholdet domineres af den røde, da. malkerace, men desuden findes en ganske betydelig bestand af jerseykvæg og jerseykrydsninger især i amtets nordvestl. dele. Mejeribruget er højt udviklet overalt i amtet. Mælkeproduktionen oparbejdes til smør og ost, men også leverancerne af konsummælk er betydelige, især til Odense. Smørproduktionen pr. kontrolleret malkeko er større end i noget andet da. amt. Svineholdet er særdeles stort og nogenlunde jævnt fordelt over amtet, dog med en lille overvægt i de nordl. egne. Fjerkræavlen er stor og ret jævnt fordelt.

Skovbruget er kun af ringe betydning, og heller ikke fiskeriet spiller nogen større rolle. Dog må nævnes, at Kerteminde er Fyns vigtigste fiskerihavn med godt 200 erhvervsfiskere. I perioder forsendes fisk fra Kerteminde endog ud over Fyn. Ingen af amtets øvr. fiskerihavne har over 50 erhvervsfiskere; vigtigst er Bogense, Middelfart og Bregnør fiskerleje ved O. fjord.

Industrien er amtets vigtigste erhverv, og Odense er Danmarks næstvigtigste industriby. Mens der rundt om i amtet findes et stort antal mindre industrivirksomheder, der arbejder for de lokale markeders forsyning med forbrugsvarer, ligger der i O. a. en række større fabrikker, der arbejder for et landsomfattende markeds forsyning med specielle produkter samt i ikke få tilfælde for et betydeligt marked i udlandet.

Jern- og metalindustrien, der er den vigtigste industrigren, beskæftiger godt 26% af industribefolkningen. Herunder hører bl.a. stålskibsværftet i O., jerntrådfabrikken i Middelfart og flere jernstøberier, hvoraf det største i Middelfart.

Nærings- og nydelsesmiddelindustrien omfatter et meget stort antal virksomheder, der forædler landbrugets, gartneriets, frugtavlens og fiskeriets produkter samt importerede råvarer. Herunder hører bl.a. sukkerfabrikkerne i Odense og Assens, et antal slagterier, hvoraf det største i Odense, mælkekondenseringsfabrik i Odense, endv. møllerier, tobaksfabrikker og bryggerier, hvoraf de største i Odense, frugt- og konservesindustri (Odense) og hermetikindustri (Kerteminde). Endv. mejerier, bagerier o.a. småindustrier, som ligger spredt i amtet. Det vigtigste teglværksdistrikt i O. a. findes i plateaubakkeområdet med stenfrit ler omkr. Vissenbjerg-Tommerup. I Odenses forstad Dalum ligger en af landets største papirfabrikker.

Jernbanenettet i O. a. domineres af den dobbeltsporede fynske hovedjernbane, som fra Nyborg forløber over Odense, Tommerup og Middelfart til Lillebæltsbroen, der siden 1934 sætter O. a. i direkte jernbane- og landevejsforbindelse med Vejle a. og dermed kontinentet. Denne bane har såvel lokal som national og international betydning; den befares af et antal gennemgående tog ml. Skandinavien på den ene og kontinentets storbyer på den anden side, passeres endv. af de vigtige forbindelser til Storbritannien og mellem de da. landsdele indbyrdes (bl.a. af samtlige da. lyntogsruter). Af oplandsbanerne driver staten linierne Tommerup-Assens, der helt forløber i O. a., samt Odense-Svendborg, hvoraf kun en mindre del i O. a. Flg. oplandsbaner er privatbaner: Odense-Kerteminde-Martofte, Nordfynske Jernbane (Odense-Bogense) og Nordvestfynske Jernbane (Odense-Brenderup-Middelfart og Brenderup-Bogense). Jernbanestrækningerne Odense-Fåborg og Middelfart-Strib er nedlagt og erstattet med bilruter. Jf. i øvrigt under Odense.

I Assens sukkerfabriks opland findes et mindre roebanenet,

Gennem O. a. går hovedvej nr. 1, Kbh.-Esbjerg, som bærer næsten hele vejtrafikken ml. Sjælland og Jylland, og som desuden har fået en særdeles stor betydning for den internationale biltrafik ml. den skandinaviske halvø og kontinentet. I øvrigt findes et fortrinligt vejnet med et højt udviklet system af rutebillinier, der hovedsagelig drives af D. S. B. og amtets privatbaner. Disse bilruter tjener dels rent lokale transportopgaver, dels virker de som fødelinier til banenettet el. erstatningslinier for nedlagte baner.

Naturfredning.

Blandt de i O. a. foretagne fredninger kan følgende nævnes: Odense å’s bredder fra broen ved Dalum Papirfabrik til broen ved Ejby mølle, Fyns Hoved, Stubberup so., Pilebakken, Dyred banke, Ubberud so. (bevarelse af fri udsigt), arealer n.f. Kertinge nor (fredning mod bebyggelse og højt voksende beplantning), halvøen Hals under Hoffmannsgave, Norup so. (træbevoksninger, hegn, skanser, m. m.), Måle bakke i Viby so. (bevarelse af fri udsigt), Romsø under Hverringe, Viby so. (skovhaver, bevoksning, stendiger, m. m.).

Kirkernes omgivelser er i reglen fredet mod indgreb.

Statistik.

Amtets areal var 1. april 1954 1815,59 km². Amtet er det største af øernes amter. Af det samlede areal udgør købstæderne 66,61 km² og vandarealerne 11,5 km².

Arealets udnyttelse. Af det samlede areal, 1951 181.559 ha, udgjorde landbrugsarealet 142.857 ha, gartnerier og frugtplantager 4119 ha, skove og plantager (inkl. småplantninger og læplantninger) 13.204 ha, bebygget grund og gårdsplads 4535 ha, private haver 5448 ha, gader, veje, jernbaner, hegn olgn. 6002 ha, byggegrunde, sportspladser, kirkegårde m.v. 1895 ha, tørvemoser 1794 ha, heder, klitter, sumpe olgn. 554 ha og vandarealer 1151 ha.

1954 var fordelingen af landbrugsarealet, i alt 139.890 ha, flg.: hvede 6008 ha, rug 3484 ha, byg 35.708 ha, havre 12.126 ha, blands. 6444 ha, bælgsæd 792 ha, kartofler 1561 ha, foderroer m.v. 18.052 ha, sukkerroer til fabr. 7681 ha, frø 3616 ha, grønsager på friland 1753 ha, brak 295 ha, græs- og grønfoder 40.316 ha og industriplanter (hør, sennep, raps, hamp etc.) 2054 ha.

Odense a. er i sammenligning med de andre øamter fattigt på skov; landbrugsarealet er forholdsvis stort, og der er temmelig store arealer med gartneri og frugtplantager; vandarealerne er små. Kornarealerne er lidt mindre, rodfrugt- og græsarealerne lidt større end gennemsnitligt i øernes amter.

Kornarealets fordeling på de forsk. kornsorter svarer meget nær til forholdene på øerne i øvrigt. Af rodfrugter dyrkes forholdsvis mange sukkerroer samt fodersukkerroer, hvorimod kartoffelarealerne er ret små.

Høstudbyttet var 1954 i alt 6,3 mill. afgrødeenheder (hver lig foderværdien af 100 kg byg), hvoraf 2,0 mill. kerne af korn, 0,5 mill. halm, 2,0 mill. rodfrugter og. 1,8 mill. græsmarksafgrøder.

Ved ejendomsskyldvurderingen 1950 udgjorde den samlede vurderingssum i Odense amt 1713 mill. kr., heraf for ejendomme i købstæderne 830 mill. kr., i landdistrikterne 883 mill. kr. Den samlede grundværdi udgjorde 515 mill. kr., heraf i købstæderne 195 mill. kr., i landdistrikterne 320 mill. kr.

Af ejendomme i landkommunerne var der 153 større landbrug på over 12 tdr. hartk. med i alt 3767 tdr. hartk. (areal 20.905 ha, vurderingssum 51,0 mill. kr.), 6598 bøndergårde på 1–12 tdr. hartk. med i alt 21.748 tdr. hartk. (areal 115.443 ha, vurderingssum 374 mill. kr.) og 4542 landbrugshuse (landejendomme på 1 ha og derover med under 1 tdr. hartk.) med i alt 2467 tdr. hartk. (areal 16.912 ha, vurderingssum 78,7 mill. kr.).

Blandt øvr. ejendomme i amtets landkom. kan nævnes 15.175 ejendomme med beboelse og forretning til en samlet vurderingssum af 245,6 mill. kr.

Af købstædernes ejendomsskyldværdi faldt 569,5 mill. kr. på beboelses- og forretningsejendomme, 80,9 mill. kr. på stats- og kommunale ejendomme og andre med fritagelse efter § 8, 90,9 mill. kr. på hoteller, fabrikker m.v., 6,1 mill. kr. på landbrug, 2,3 mill. kr. på gartnerier, 14,5 mill. kr. på byggegrunde og 65,4 mill kr. på andre vurderinger.

Der var i 1955 1072 statshusmandsbrug i amtet; Statens tilgodehavender i disse var 16.950.000 kr.

Husdyrhold. Af husdyr fandtes der 1954: 18.253 heste, 148.309 stk. hornkvæg, hvoraf 75.830 malkekøer, 947 får, 249.508 svin, 1.611.583 høns, 5181 kalkuner, 46.034 ænder, 28.675 gæs og 4719 bifamilier.

Landbrugets arbejdskraft, maskinbestand etc. I alt 12.529 landbrugsmedhjælpere var beskæftiget i amtet i juli 1954; samtidig svarede indehaveres og disses ægtefællers og mindreårige børns arbejde til 10.367 personer. Malkemaskinanlæg fandtes 1954 på 5627 landejendomme. Der var i alt 2842 landejendomme, som selv havde traktorer; i alt 3018 traktorer. 4960 ejendomme i amtet havde ensilagebeholdere.

Befolkningen. Hele amtet havde 7/11 1950: 74.183 husstande med 245.864 indb. (1801: 66.169, 1850: 101.605, 1901: 151.544, 1930: 203.898); deraf havde provinsbyerne 39.837 husstande med 121.632 indb. el. 49,5% (1801: 10.049, 1850: 19.048, 1901: 53.992, 1930: 74.802 el. henh. 15,2, 18,7, 35,6 og 36,7%); hertil kommer i provinsbyernes forstæder 1950 3941 husstande med 13.384 indb. og i andre bymæssige bebyggelser 6504 husstande med 21.537 indb. samt i landdistrikterne 23.901 husstande med 89.311 indb. – Om fordelingen i de to amtsrådskredse se s. 30.

Folkemængden i amtet var 1950 fordelt på flg. erhvervsgrupper (tallene omfatter samtl. personer – hustruer, mindreårige børn m.v. – i familier, hvis forsørgere var knyttet til det nævnte erhverv): 57.895 levede af landbrug m.v., 97.739 af håndværk og industri, 31.293 af handel og omsætning, 13.997 af transportvirksomhed, 16.670 af administration og liberale erhverv og 25.204 var ude af erhverv og levede enten af alders- el. invaliderente, off. understøttelse el. af pension, formue olgn.; om 3066 savnedes der oplysning m.h.t. erhverv.

Ved den 1948 afholdte erhvervstælling var der i amtet i alt 6753 håndværks- og industrivirksomheder, der i alt beskæftigede 45.644 personer, heraf 35.503 i byerne el. disses forstæder, 4163 i bymæssige bebyggelser og 5978 i rene landdistrikter. Virksomhedernes maskinkraft var i alt 88.469 h.k. Virksomhederne i byerne er nærmere omtalt under de enkelte byer. Der var i amtet i alt 715 engros- el. dermed beslægtede virksomheder med 3758 beskæftigede og en omsætning på 491,6 mill. kr., 3112 detajlhandelsvirksomheder med 8543 beskæftigede og en omsætning på 387,2 mill. kr. og endelig 412 hotel- og restaurationsvirksomheder med 1941 beskæftigede og en omsætning på 32,2 mill. kr.

Finanser. Amtskommunernes finansielle forhold 1/4 1953–31/3 1954.

I amtskommunal henseende er Odense amt, som nedenfor omtalt, delt i 2 amtsrådskredse, Odense og Assens.

Af Odense amtr.kr.s indtægter var de væsentligste poster: grundskyld 3.262.000 kr., ejendomsskyld 790.000 kr., afgifter af motorkøretøjer 1.105.000 kr., andre indtægter 130.000 kr.; af udgiftsposterne bidrag til amtsskolefonden 333.000 kr., medicinalvæsen (efter fradrag af den fælleskommunale udligningsfonds tilskud til sygehusudgifter) 1.528.000 kr., vejvæsen (efter fradrag af forsk. tilskud, der afholdes af motorudgifterne) 1.711.000 kr., renter af gæld 70.000 kr. og administration 110.000 kr.

Ejendomsskyldpromillen var 1953/54 9,60, hvilket svarer omtrent til gennemsnittet for landet (9,59), medens grundskyldpromillen 16,00 lå godt 11 % lavere end gennemsnittet.

Amtr.kr.s formue udgjorde 31/3 1954 10,2 mill. kr., hvoraf 6,3 mill. kr. i faste ejendomme, amtr.kr.s gæld 1,3 mill. kr.

Af Assens amtr.kr.s indtægter var de væsentligste poster: grundskyld 1.666.000 kr., ejendomsskyld 257.000 kr., afgifter af motorkøretøjer 580.000 kr., andre indtægter 79.000 kr.; af udgiftsposterne bidrag til amtsskolefonden 223.000 kr., medicinalvæsen (efter fradrag af den fælleskommunale udligningsfonds tilskud til sygehusudgifter) 757.000 kr., vejvæsen (efter fradrag af forsk. tilskud, der afholdes af motorudgifterne) 1.069.000 kr., renter af gæld 13.000 kr. og administration 74.000 kr.

Ejendomsskyldpromillen var 1953/54 9,00 og lå godt 1 % lavere end gennemsnittet for landet, medens grundskyldpromillen 15,00 lå godt 12 % lavere end gennemsnittet.

Amtr.kr.s formue udgjorde 31/3 1954 3,2 mill. kr., hvoraf 1,5 mill. kr. i faste ejendomme, amtr.kr.s gæld 0,3 mill. kr.

M.h.t. købstædernes finansielle forhold henvises til afsnittene om hver enkelt by.

Om de finansielle forhold for sognekom. i Odense amtr.kr. under eet kan anføres flg.: Af de pålignede skatter udgjorde 1953/54 ejendomsskylden 2.650.000 kr., grundskylden 4.601.000 kr., grundstigningsskylden 104.000 kr., opholdskom.skatten 8.650.000 kr., erhvervskom.skatten 33.000 kr., og aktieselskabsskatten 223.000 kr., afgifter af motorkøretøjer indbragte 1.430.000 kr. og andre afgifter 138.000 kr. Af andre indtægter kan især nævnes formue- og erhvervsindtægter 576.000 kr. (heraf indtægt af gas-, vand- og elektricitetsværker 163.000 kr.).

Sognekommunernes væsentligste udgifter var: sociale udgifter 6.336.000 kr., skolevæsen 2.220.000 kr., biblioteksvæsen 47.000 kr., vej- og kloakvæsen 3.751.000 kr., snekastning 83.000 kr., brandvæsen 125.000 kr., administration 1.170.000 kr. og renter af gæld 462.000 kr. Sognekommunerne ejede 31/3 1954 34.303.000 kr., hvoraf 18.830.000 kr. i faste ejendomme og 15.473.000 kr. i værdipapirer. De havde en gæld på 13.886.000 kr.

M.h.t. de finansielle forhold for sognekom. i Assens amtr.kr. under eet kan anføres følgende: Af de pålignede skatter udgjorde 1953/54 ejendomsskylden 1.651.000 kr., grundskylden 2.663.000 kr., grundstigningsskylden 25.000 kr., opholdskom.skatten 4.166.000 kr., erhvervskom.skatten 9000 kr. og aktieselskabsskatten 74.000 kr.; afgiften af motorkøretøjer indbragte 682.000 kr. og andre afgifter 82.000 kr. Af andre indtægter kan især nævnes formue- og erhvervsindtægter 173.000 kr.

Sognekommunernes væsentligste udgifter var: sociale udgifter 3.627.000 kr., skolevæsen 1.108.000 kr., biblioteksvæsen 38.000 kr., vej- og kloakvæsen 2.141.000 kr., snekastning 18.000 kr., brandvæsen 63.000 kr., administration 575.000 kr. og renter af gæld 320.000 kr. Sognekommunerne ejede 31/3 1954 13.991.000 kr., hvoraf 8.426.000 kr. i faste ejd. og 5.565.000 kr. i værdipapirer. De havde en gæld på 5.703.000 kr.

Trafikforhold. Der var 1955 i amtet 527,2 km landeveje, hvoraf 58,1 km hovedveje; desuden var der 2193,2 km biveje. Der var 31/12 1955 i alt 19.764 automobiler indregistreret i amtet, hvoraf 13.041 alm. personbiler, 501 drosker, 178 rutebiler m.v., 5982 vare- og lastvogne; endv. var der 891 motorcykler af scootertypen og 6902 andre motorcykler. Der var under amtet autoriseret 41 personautomobilruter; ruternes samlede længde var 642 km, og de betjentes af 67 vogne med 1841 pladser. Om særlige byomnibusruter henvises til de enkelte byer.

Inddeling.

Odense amt er i amtskommunal henseende delt i 2 amtsrådskredse, Odense og Assens amtsrådskr.

Odense amtr.kr. består af købstæderne: Bogense, Kerteminde og Odense og herrederne: Odense, Åsum, Bjerge, Lunde, Skam og Skovby.

Amtsrådet har 11 medlemmer, hvoraf efter valget i marts 1954 3 tilhørte Socialdemokratiet, 2 Radikale venstre, 1 Konservative folkeparti og 5 Venstre.

Amtr.kr. omfatter 54 sognekommuner.

Folketallet i amtr.kr. (inkl. købstæder) var 1950: 187.963 indb. fordelt på 57.481 husstande (1801: 41.917, 1850: 66.006, 1901: 105.061, 1930: 148.526).

Assens amtr.kr. består af købstæderne: Assens og Middelfart og herrederne: Vends og Båg.

Amtsrådet har 11 medlemmer, hvoraf efter valget i marts 1954 3 tilhørte Socialdemokratiet, 2 Radikale venstre, 1 Konservative folkeparti og 5 Venstre.

A. udgør 7 folketingsvalgkredse (nemlig Odense 1. kr., Odense 2. kr., Kerteminde, Assens, Middelfart, Bogense og Otterup).

Amtr.kr. omfatter 32 sognekommuner.

Folketallet i amtr.kr. (inkl. købstæder) var 1950: 57.901 indb. fordelt på 16.702 husstande (1801: 24.252, 1850: 35.599, 1901: 46.483, 1930: 55.372).

I Kirkelig henseende hører a. til Fyns stift og omfatter 6 provstier med tilsammen 85 pastorater, nemlig: 1) Odense købstads provsti, 2) Odense hrd.s provsti, 3) Bjerge og Åsum hrdr.s provsti, 4) Lunde, Skam og Skovby hrdr.s provsti, 5) Vends hrd.s provsti og 6) Båg hrd.s provsti.

A. omfatter 6 politikredse, nemlig: 1) politikr. nr. 27 (Odense), 2) politikr. nr. 28 (Odense), 3) politikr. nr. 29 (Kerteminde), 4) politikr. nr. 30 (Bogense), 5) politikr. nr. 31 (Assens) og 6) politikr. nr. 32 (Middelfart).

I jurisdiktionel henseende er a. delt i flg. 6 retskredse: 1) retskr. nr. 38 Odense købst. (tingsted i Odense), 2) retskr. nr. 39 Odense hrd. med 4 sogne af Åsum hrd. (nemlig Højby, Nørre Lyndelse, Nørre Søby og Sønder Nærå so.) (tingsted i Odense), 3) retskr. nr. 40 Kerteminde kbst. og Hindsholm hrd. med Bjerge-Åsum hrd. (undt. de 4 sogne, der hører under retskr. nr. 39, se ovf.) (hovedtingsted i Kerteminde, bitingsted i Odense), 4) retskr. nr. 41 Bogense kbst. og Skovby hrd. med Lunde-Skam hrd. og grevskabet Roepstorffs birk (hovedtingsted i Bogense, bitingsted i Odense), 5) retskr. nr. 42 Assens kbst. og Båg hrd.) med 4 sogne (Barløse, Kerte, Sandager og Tanderup) af Wedellsborg birk (tingsted i Assens) og 6) retskr. nr. 43 Middelfart kbst. og Vends hrd. med Wedellsborg birk (bortset fra de 4 ovenn. sogne) (tingsted i Middelfart).

A. udgør Odense amtslægekr., der omfatter 4 lægekr.: 1) Odense lægekr. (Odense), 2) Midtfyns lægekr. (Odense), 3) Nordfyns lægekr. (Bogense) og 4) Assens-Middelfart lægekr. (Assens). Amtslægen bor i Odense.

A. hører til 3. udskrivningskr. (Svendborg).

Der hører 5 civilforsvarsområder under a.: 1) (6) Assens, 2) (7) Bogense, 3) (39) Kerteminde, 4) (48) Middelfart og 5) (61) Odense.

A. har 2 amtstuer. Odense amtstuedistrikt, amtstue i Odense, omfatter Odense amtr.kr. Assens amtstuedistrikt med amtstue i Assens, omfatter Assens amtr.kr.

Odense amtr.kr. er delt i 3 skattekredse: 1) (32. skattekr.) Odense, 2) (33. skattekr.) Kerteminde og 3) (34. skattekr.) Bogense og udgør 2 skyldkredse: 1) Skyldkredsen for Odense amtsr.kr. med 5 vurderingskr. a) Kerteminde omfattende 12 vurderingsdistrikter, b) Bogense (10 vurderingsdistrikter), c) Lunde-Skam hrd. (14), d) Åsum hrd. (13) og e) Odense hrd. (9) og 2) Odense skyldkr. med 14 vurderingsdistrikter.

Assens amtr.kr. er delt i 2 skattekredse. 1) (35. skattekr.) Middelfart og 2) (36. skattekr.) Assens og udgør 1 skyldkreds: skyldkredsen for Assens amtr.kr. med 3 vurderingskr. a) Middelfart omfattende 13 vurderingsdistrikter, b) Assens (12 vurderingsdistrikter) og c) Vends-Båg hrd. (16).

Odense amts politiske repræsentanter.

I. Den grundlovgivende rigsforsamling 1848–49. Overlærer, dr. phil. Caspar Paludan-Müller (H); gdr. Cornelius Petersen (V); gdr. Niels Madsen (V); gdr. Hans Dinesen (V); sgpr. Albert Leth (V); prok. Fred. Jespersen (V); gårdfæster H. C. Johansen (V) og gårdfæster Christen Larsen (V).

II. Repræsentanter i folketinget 1849–1918.

a) 1. Odense kreds: stiftamtmand C. E. Bardenfleth 1849–52 (H); kapt. Julius Schovelin 1852–61 (Lib.); adjunkt Gottfred Faber 1861–64 (H); red. J. C. Dreyer 1864–66 (V); oberst Jacob Ernst 1866–69 (H); borgm. Georg Koch 1869–72 (H); højesteretssagf. Octavius Hansen 1872–76 (løsgænger); borgm. Georg Koch 1876–81 (H); prof. V. Falbe-Hansen 1881–84 (H); højesteretssagf. R. N. Strøm 1884–87 (H); oberst Marius Hedemann 1887–92 (H); guldsmedemester Emil Christiansen 1892–95 (H); stiftamtmand Vilh. Bardenfleth 1895–98 (H); godsejer Jakob Scavenius 1898–1901 (H); borgm. Charles Nanke 1901–03 (H); red. Emil Marott 1903–18 (S).

b) 2. Odense kreds: guldsmedemester Emil Christiansen 1895–97 (H); kapt. Martin M. Halsted 1898–1911 (H); skolebestyrer H. L. Møller 1911–13 (H); typograf L. D. Rasmussen 1913–18 (S).

c) Kerteminde-kredsen: gårdfæster Christen Larsen 1849–55 (V); sgpr. N. F. S. Grundtvig 1855–58 (V); oliemøller Fr. Vilh. Schytte 1858–64 (NL); kaptajnløjtn. Adolph Roepstorff 1864–66 (V); prok. Fred. Jespersen 1866 (V); gårdfæster Christen Larsen 1866–69 (V); provst Erik Høyer Møller 1869–72 (H); gdr. Cornelius Petersen 1872–76 (V); gårdfæster Niels Andersen 1877–95 (H); gdr. Lars Christiansen 1895–1903 (H); gdr. P. P. Pinstrup 1903–09 (V); red. A. P. Andersen 1909–10 (H); dr. phil. Eduard Larsen 1910–18 (RV).

d) Assens-kredsen: postmester Ove Thomsen 1849–52 (H); prok. Hans Ettrup 1852–54 (NL); sgpr. Chr. Møller 1854–58 (NL); byfoged A. P. F. Buchwald 1858–59 (V); oberst Edv. Fallesen 1859–66 (H); gårdfæster Niels Andersen 1866–76 (V); bladudgiver Jørgen Pedersen 1876–79 (V); stiftsskriver H. R. Hiort Lorenzen 1879 (H); bladudgiver Jørgen Pedersen 1879–86 (V); friskolelærer, sen. minister Klaus Berntsen 1886–1918 (V).

e) Middelfart-kredsen: overretsprok. J. E. Damkier 1849–52 (NL); gdr. H. J. Trydemand 1852–53 (V); gårdfæster Anders Larsen 1853–58 (V); gårdfæster Niels Andersen 1858–66 (V); sgpr. D. A. Holberg 1866 (V); gdr. Niels Larsen 1866–68 (V); lærer J. H. Jagd 1868–69 (V); skolebestyrer H. C. D. Müller 1869–72 (H); lærer J. H. Jagd 1872–73 (V); husmand Hans Nielsen 1873–75 (V); overretsprok. Balthazar Christensen 1875–82 (V); biskop D. G. Monrad 1882–86 (V); pastor Henning Jensen 1886–92 (V); gdr. Kristian R. Lohmann 1892–1901 (V); red. Carl Slengerik 1901–18 (RV).

f) Bogense-kredsen: prok. Fred. Jespersen 1849–52 (V); gårdfæster Peder Nielsen 1852–53 (V); bolsmand H. M. Petersen 1853–64 (V); prok. Sophus Møller 1864–66 (H); bolsmand H. M. Petersen 1866–73 (V); friskolelærer, sen. minister Klaus Berntsen 1873–84 (V); gdr. Chr. Christoffersen 1884–92 (V); provst M. C. B. Nielsen 1892–98 (V); gdr. Jens Aadal 1898–1910 (V); gdr. Kr. Jensen-Højby 1910–13 (V); red. Gunnar Fog-Petersen 1913–18 (RV).

g) Otterup (Søndersø)-kredsen: gårdfæster H. C. Johansen 1849–63 (V); væver Lars Eriksen 1864–66 (V); gdr. Chr. Madsen 1866 (V); væver Lars Eriksen 1866–69 (V); sognefoged Lars Andersen 1869–73 (V); gdr. Chr. Poulsen 1873–76 (H); lærer Kr. Højmark 1876–98 (V); gdr. Rasmus Chr. Sørensen-Allesø 1898–1901 (H); forp. Mads Larsen 1901–03 (RV); gdr. Kristian R. Lohmann 1903–06 (V); forp. Mads Larsen 1906–09 (RV); husejer N. Chr. Rasmussen 1909–13 (V); red. Holger Kristiansen 1913–18 (RV).

h) Verninge-kredsen: brygger C. H. Hansen 1849–52 (V); sgpr. Chr. Møller 1852–53 (NL); postmester Ove Thomsen 1853–54 (H); gdr. Cornelius Petersen 1854–72 (V); gdr. Hans Madsen 1872–76 (V); statsrevisor Harald Holm 1876–1903 (V); gdr. N. P. Lindø 1903–11 (V); minister Jens Jensen-Sønderup 1911–18 (V).

III. Repræsentanter i folketinget efter 1918. Fhv. konsejlspræsident Klaus Berntsen 1918–26 (V); minister Jens Jensen-Sønderup 1918–20 (V); red. Holger Kristiansen 1918–20 (RV); red. Emil Marott 1918–20 (S); typograf L. D. Rasmussen 1918–39 (S); red. Carl Slengerik 1918–23 (RV); red. Gunnar Fog-Petersen 1918–20 (RV); kapt. Eigil Jørgensen 1918–20 (KF); løjtn. Aage Kidde 1918 (KF); handelsgartner J. C. A. Carlsen-Skiødt 1920–39 (KF); gdr. H. C. Henningsen 1920–26 (RV); kommunelærer H. P. Johansen 1920 (S); gdr. F. W. Larsen-Badse 1920 (KF); minister J. Christmas-Møller 1920–41 (KF); gårdbestyrer Hans Jacob Sørensen 1920–26 (V); gdr. P. N. Petersen-Røjle 1923–24 (RV); landmand Oluf Steen 1924– (RV); borgm. Ehlert Nielsen 1924–26 (S); sgpr. J. A. Hansen 1924 (S); lærer S. P. Larsen 1926–48 (V); gdr. Lars Larsen-Bjerre 1926–45 (S); politimester Vagn Bro 1926–35 (V); gdr. Povl Fred. Jensen 1935–43 (S); kirkeminister Johs. Hansen 1939–47 (S); maskinarbejder Holger Larsen 1940– (S); gdr. Chr. R. Christensen 1941–47 (KF); sgpr. Kristen Amby 1943–50 (KF); kontorchef Viggo Hauch 1945–53 (V); fru Petra M. Petersen 1945– (K); grosserer Bue Bjørner 1947–50 (R); husmoder, fru Sofie Pedersen 1947–50 (S); grd. Lars Larsen-Bjerre 1947–50 (S); landsretssagf. M. F. Poulsen 1948–50 (V); red. D. P. Ditlevsen 1950– (S); generalsekr. Poul Sørensen 1950– (KF); forbundsformand Hans Rasmussen 1950– (S); forp. Peter Larsen-Østrup 1953– (V); fabr. J. M. Pedersen 1953– (R); fru Ellen Poulsen 1953– (V); husmoder, fru Sofie Pedersen 1953– (S).

Åndelige rørelser.

Omkr. 1820 fremkaldte tømrer Christen Madsen i Bregnør ved Kerteminde en meget stærk gudelig vækkelse i sin kreds, og bevægelsen bredte sig ud over amtet ved hjælp af dygtige og veltalende lægprædikanter som P. Larsen Skræppenborg og Rasmus Ottesen. Øvrigheden søgte at bremse bevægelsen, men forfølgelsen af de vakte havde den modsatte virkning. Allr. gennem Skræppenborg, der 1841 forlagde sin virksomhed til Jylland, var bevægelsen kommet i forb. m. Grundtvig, og den grundtvigske bevægelse fik i de flg. årtier en voksende indflydelse i forsk. dele af amtet. 1852 flyttede Christen Kold fra Ryslinge til Dalby n.f. Kerteminde, hvor han åbnede en grundtvigsk friskole og n.å. en højskole. 1862 tog han til Dalum ved Odense og grundlagde her en ny højskole, der blev banebrydende for højskolegerning i grundtvigsk ånd. De grundtvigske kirkelige og folkelige tanker fandt en stærk grobund i amtet. Der oprettedes adsk. friskoler, bl.a. i Højby, hvor den unge Klaus Berntsen virkede en snes år, inden han drog til Særslev, hvor han 1882 grundlagde en højskole. I nær tilslutning til friskolerne opstod et stort antal forsamlingshuse, der dannede rammen om et levende folkeligt oplysningsarbejde og gav husly til de mange skytte-, gymnastik- og ungdomsforeninger, s. 37 der efterhånden blev oprettet. Det ældste forsamlingshus i amtet lå i Ferritslev (Åsum hrd.) og stammede fra 1860erne. 1885 afholdtes i Odense et vigtigt møde bl. grundtvigske højskolemænd, der her tog klart afstand fra provisoriepolitikken og riffelprovisoriet. Indre Mission forsøgte også at virke i amtet, men vandt ingen større udbredelse. Dog åbnedes en indre-missionsk højskole i Tommerup 1906.

Ved valgene til den grundlovgivende rigsforsamling 1848 dominerede partiet Venstre med 7 repræsentanter over for en enkelt højremand. Når man ser bort fra Odense-kredsen, der bevarede sit konservative præg i mange år, var Venstre for det meste toneangivende i amtets kredse, og moderate venstremænd som Klaus Berntsen og Jørgen Pedersen havde stærk tilslutning fra vælgerbefolkningen. Efter århundredskiftet erobredes flere af kredsene af repræsentanter for Det radikale Venstre, og det var i Odense, at partiet 1905 blev stiftet. Et par år tidl. havde man oprettet de første husmandsforeninger i amtet, men husmandsbevægelsen på Fyn kom ikke til at spille den sa. toneangivende rolle som den jyske og den sjæll. husmandsbevægelse. Dog oprettedes 1908 ved Odense en husmandsskole, der som sin mest kendte forstander havde georgeisten Jakob E. Lange.

Socialdemokratiet vandt relativt sent indpas i amtet og dets købstæder. Først 1903 opnåede den første soc.-dem. kandidat valg til folketinget, og 1913 fulgte nr. 2 efter. Siden 1918 er den soc.-dem. bevægelse vokset i styrke og har efterhånden erobret borgmesterstolen i samtlige amtets købstæder med undtagelse af Kerteminde.

I bladlig henseende har Odense været toneangivende i amtet. Fra denne by udkommer samtlige store partiers førende aviser, nemlig det konservative »Fyens Stiftstidende« (opret. 1772), »Fyns Social-Demokrat« med aflæggere i de andre købstæder (opret. 1896), venstrebladet »Fyns Tidende« (opret. 1872) og det radikale »Fyns Venstreblad« (opret. 1892). Af amtets øvr. politiske blade må nævnes det radikale »Middelfart Venstreblad« (opret. 1892).

Oldtidsbebyggelse.

At vort lands allerførste beboere har færdedes her, ses af et par fund af redskaber, lavet af rensdyrtak, nemlig et slagvåben fra Odense kanal og en harpun fra Lille Bælt ved Fønsskov. At egnen ikke er så fattig på bopladser fra ældre stenalder, som man tidl. har ment, viser resultatet af de systematiske undersøgelser, som i de sen. år er foretaget af Nationalmuseet og Fyns Stiftsmuseum i forening. Den gl. maglemosekultur er ret rigt repræsenteret i indlandet ved bopladser langs Odense å og de store mosedrag Neverkær og Stævningen, og den sen. kystkultur, ertebøllekulturen, kendes ikke alene fra kystegnene (fx. Langø og Skrallehave på Hindsholm, Askø, Svinø), men også sine steder i indlandet (Neverkær).

Den yngre stenalders storstensgrave forekommer ikke så talrigt som i de fleste andre egne på øerne. I alt kendes 264, hvoraf kun 58 er bevaret. De samler sig hovedsagelig i visse strøg, medens andre er helt el. næsten tomme. Den rigeste bygd findes i et område i Lunde og Skam hrdr., i sognene Hjadstrup (30 stengrave), Norup, (20), Uggerslev (13), Lunde (10) og Nr. Højrup (10). En anden bygd ligger på Hindsholm, hvor Mesinge har 12 og Stubberup 9. Endelig har Rolsted 10. Det indre og de vestl. egne er, måske m. undt. af Helnæs og tilgrænsende egne, meget fattige på stengrave. Af anseligere stengrave skal nævnes langdyssen Rolshøj ved Rolsted og Fyns anseligste jættestue, Mårhøj på Hindsholm. Ret store jættestuefund er fremkommet ved Munkebo, Dræby, Uggerslev og Skamby. En af de sjældne gravpladser fra enkeltgravskulturen kendes fra Emmelev, en anden (fra dolktid) fra Nisted. Bopladser fra yngre stenalder er i visse strøg ret talrige, men gennemgående små. At flinthåndværket ikke har stået tilbage for andre landsdeles, ses af Hindsgavldolken, landets prægtigste, og det mærkelige krumsværd fra Favrskov. Og at man allr. i stenalderen har kunnet importere guld, viser de to irske halskraver fra Skovs Højrup.

Bronzealderens bebyggelse kendetegnes navnlig ved højene, dels de større fra ældre bronzealder, dels de mindre med brandgrave fra yngre bronzealder. I alt kendes 559 høje, ikke noget stort tal sammenlignet med landets andre amter; og af disse er kun 95 bev. i fredningsværdig stand. Store strækninger har været helt el. næsten helt højtomme. De rigeste sogne har været Flemløse (33 høje), Sdr. Nærå (30), Norup (26), Bellinge (22), Viby (19), Marslev og Lumby (18), Gamtofte (17), Kølstrup og Dreslette (hver 15). De store klynger af småhøje i skovene, som vi kender så mange andre steder fra, forekommer kun i ringe udstrækning her. Men dertil kommer bopladserne, hvoraf der kendes et par vigtige, ved Voldtofte og Hasmark, og navnlig de mange skattefund, især fra yngre bronzealder, der viser, at Nordfyn i denne periode havde en ret talrig og velhavende befolkning. Af mere fremragende fund kan nævnes det store s. 38 fund af guldkar fra Mariesminde i Rønninge so. og to mindre fund af guldkar fra Ejlby Lunde og Midskov på Hindsholm, de to prægtige lurer fra Tellerup mose og en hel række rige fund af bronzer: Øgemosen ved Kirkendrup, Fangel Torp, Hundslev, Harritslevgd., Fænø, Favrskov, Skydebjerg og mange flere. Ser vi på bronzealderfundenes fordeling, finder vi i det store og hele en lign. fordeling som i yngre stenalder, om end de tætte stenalderbygder i Lunde-Skam hrdr. og på Hindsholm er blevet noget udtyndede; til gengæld træffer vi i de vestl. egne nye, ret tætte bygder, som i egnen ved Voldtofte og Frederiksgave, en anden, mindre, i Gamtofte sogn og tilgrænsende egne.

Er sten- og bronzealderbebyggelsen ikke særlig tæt, er til gengæld den ældre jernalder særdeles rigt repræsenteret sammenlignet med de fleste andre egne på øerne. Både fra keltisk, ældre og yngre romersk tid kendes talr. bopladser, grave og mosefund (oftest offerfund). De fleste bopladser er ret små, men der kendes dog også betydelige bopladser med hustomter (Lundsgd. i Åsum) el. uden sådanne (Hygind Torp, Norup, Skrillinge). Gravene er i keltisk jernalder brandgrave, dels brandpletter, dels urnegrave, der ofte samles på større gravpladser (Nisted, Håre). I ældre romertid fortsætter ligbrændingsskikken på mange gravpladser (Nisted, Oregd., Skrillinge), ofte med ret fattigt gravgods, men samtidig optræder jordfæstegrave, ofte med rigt gravgods (fx. Bolbro, Annasholm, Favrskov, Kærum), og i yngre romertid træffer vi jordfæstelse uden ligbrænding på en række rige gravpladser (fx. Fraugdegd., Sanderumgd., Vejrupgd.), samtidig med at ligbrænding andre steder fortsætter (fx. ved Den fynske landsby og Oregd.). Mosefund træffer vi fra keltisk jernalder i Krogsbølle (vidne om en kamp) og i de mange mosepotter (ofrede til højere magter), men desuden træffer vi de to store mosefund Vimose og Illemose, vidnesbyrd om kampe, hvor sejrherren har ofret krigsbyttet el. en del af det.

Hvis vi betragter fordelingen af den ældre jernalders fund, viser de en stærk udvidelse af bebyggelsen. Nu finder vi en stærk fundtæthed mod v., navnlig i Vends hrd., og også på Sletten ml. Odense og Bogense ser vi mange fund; bebyggelsen breder sig nu også ind i det indre af øen, fx. langs Odense å. Også egnen ø.f. Odense viser en ret kraftig bebyggelse, Hindsholm en noget mindre.

Den yngre jernalders fund, fra germansk jernalder og vikingetid, er her som andre steder i landet for få og spredte til, at de kan bruges til bebyggelseshistorie. Fra germansk jernalder kendes ingen bopladser og kun få grave (fx. Jeppeshøje i Norup so.). Guldskattene fra denne tid er langt færre end i Svendborg amt, om end der forekommer ganske rige fund (Bolbro, Killerup, Hjallese); men vi har det betydelige Kragehul mosefund med våben, nedlagt efter en kamp.

Vikingetidsfundene er ikke særlig talrige, men flere er vigtige: Nonnebakken i Odense, hvor der synes at have stået et borganlæg af trelleborgtypen; skibsgraven ved Ladby; det rige gravfund med mankestole m.m. fra Søllested. Også et par sølvskatte bør nævnes: Tarup i Sdr. Nærå so. og Harndrup. Og så er der jo runestenene; først og fremmest Glavendrupmonumentet med landets længste runeindskrift, andre sten fra Allerup og Nr. Nærå og de tre sten fra Vestfyn (2 fra Flemløse, en fra Helnæs), der alle omtaler »Roulv, næsboernes gode«.

En stor del af de oldsager, der er fundet i Odense a., er samlet i det fortrinligt ordnede Fyns Stiftsmuseum i Odense.

Fredede oldtidsmindesmærker: En køkkenmødding, 4 runddysser, 12 langdysser, 17 dyssekamre, 22 jættestuer, 3 ubest, stengrave, en hellekiste, 95 høje, en stenkreds og en skibssætning, foruden den overbyggede skibsgrav ved Ladby.

Litt.: Erling Albrectsen. Fyns bebyggelse i oldtiden, Fynske Aarb. 1951. 220–52. Sa. Fyns bebyggelse i ældre jernalder, Aarb. 1946. 1–71. Sa. Fynske jernaldergrave I. Førromersk jernalder. 1954. Sa. Højfredningerne i Odense Amt, Fynske Minder. 1955. 129–36.

Bebyggelse i historisk tid.

Den nyopdagede vikingeborg på Nonnebakken (se ovf.) må anses for at være det ældste større monument fra historisk tid inden for O. a.s rammer. Vi kan derfor vente at finde flere minder fra denne fjerne tid i de centrale dele af Fyn. Ved gravninger og undersøgelser, foretaget af Nationalmuseet i de sen. år, har man under den nuv. højgotiske domkirke, Skt. Knuds kirke, fundet ganske betydelige rester af en stor treskibet frådstenskirke fra slutn. af 1000t. Amtets stednavne synes at vise, at netop de midtfynske egne omkr. Odense å tidligt er blevet bebygget; det sa. gælder de vestl. kystegne, hvor man, navnlig ved det gl. overfartssted Assens, finder et par andre gl. frådstenskirker, Kærum og Flemløse, begge formentlig s. 39 fra 1000t.s slutning, den sidste opr. anlagt som korskirke m. særpræget udformning. Det store tal af landsbykirker er opf. af kamp, snart rå og kløvet, snart fint tilhugget som kvader. De alm. kampestenskirker har dog ofte en tilhugget, profileret sokkel og kvaderhjørner. Overhovedet står de fynske kampestenskirker midtvejs ml. deres jyske og sjæll. fæller, finere end de sidste, men grovere end de første. Enkelte af de større fynske kvaderkirker, fx. Tanderup og Gamtofte, har i deres opr. skikkelse haft en rig udsmykning af skulptur på linie med det bedste stenhuggerarb. i Jylland. Fra beg. af 1200t. stammer de romanske teglstenskirker, hvoraf Odense a. kun har få, fx. Rønninge og Rynkeby samt to større monumenter: Odense Vor Frue og Dalum klosterkirke. Den fuldt udviklede gotik findes i domkirken, navnlig i dens v.parti fra o. 1300; da kirken i 1400t. blev fuldført, fik den langhusform, og denne bygningstype har overhovedet været bestemmende ved ombygn. i sengotisk tid af talr. fynske landsbykirker. Købstadkirkerne i deres nuv. form stammer næsten helt fra gotisk og sengotisk tid; særlig Assens kirke må fremhæves, men også Middelfart og Kerteminde har gode sengotiske bykirker; denne sidste har ligesom landsbykirken i Mesinge over korgavlen et slankt messeklokkespir, der i øvrigt er velkendt fra talr. fynske kirker. Rester af klosterarkitekturen er bev. i Odense (Skt. Knud, Skt. Hans og Gråbrødre).

Middelald. voldsteder findes over hele Odense a., først og fremmest de gl. kongeborge Næsbyhoved, Hindsgavl og Gamborg samt ærkebispeborgen Hagenskov; desuden er der en del voldsteder fra gl. adelsborge, om end ikke så mange som i Svendborg a. Men selve bygningerne mangler. Rester af middelalderborge kendes kun fra Wedellsborg og Dallund. Af smukke herregårde fra den tidlige renæssance skal nævnes Skovsbo, Hollufgård og Fraugdegård, mens Harritslevgård, Gyldensten, Kørup og Ulriksholm er bygget i højrenæssance fra Chr. IV.s tid. Barokken er sparsommere repræsenteret: Margård og Odense slot (det ombyggede Skt. Hans kloster), og springet herfra til bygn. fra slutn. af 1700t. m. begyndende klassicistiske stiltræk er ikke stort: Lundsgård, Krengerup, Hverringe, Hindsgavl, Langesø og Frederiksgave; flere af de sidstnævnte hører til de smukkeste i landet. – Købstædernes borgerhuse i knægtbygget bindingsværk findes navnlig i Odense (Møntergården, Oluf Bagers gård) og Assens, hvis gader navnlig tidl. har været præget af karakteristiske gavlhuse. Sen. tiders mere stilfærdige klassicisme, der er bedre repræsenteret i Svendborg a., findes der en del af i Assens, Kerteminde og Middelfart. 1800t.s eksperimenter i »historiske« stilarter har præget adsk. nyere herregårde (Erholm, Hesbjerg) og Odense rådhus (der nylig er ombygget i helt moderne stil). Af vort årh.s arkitektur skal kun nævnes Jensen Klints Fredens kirke i Odense fra 1920. – Fra landsbyerne, hvor der endnu findes meget tilbage af det gl. fine fynske bindingsværk, skal desuden nævnes de mange bevarede bystævner, fx. i Davinde, Fraugde og Åsum.

Odense a. var fra 1660 delt i 4 amter: Odense amt (til 1664 delt i Odensegårds el. Skt. Hans klosters, Dalum klosters og Skt. Knuds klosters amter), der indbefattede Odense, Bjerge, Åsum, Lunde og Skam hrdr.; Rugårds amt, hvortil hørte Skovby hrd. med Vissenbjerg so. (1702 under Odense amt); Assens el. Hagenskov amt, der omfattede Båg hrd., og Hindsgavls amt, hvortil hørte Vends hrd. (1671 forenedes de to sidste amter); 1809 blev det hele samlet til det nuv. Odense amt.

Litt.: J. Aall Hofman (Bang). Odense Amt. Beskrevet efter Opfordring af det Kgl. Landhuusholdningsselskab. 1843. Christine Reimer. Nordfynsk Bondeliv i Mands Minde. I–V. 1910–19. AarbOdense. 1913–38. Beretning om det 2. danske Hjemstavnskursus 1924. 1925. Fr. Hjort. Fra Brænde Aaens inderste Kilder. 1929. L. F. la Cour og J. S. Zandersen. Amts Historien. Svendborg og Assens Amter. 1931. [Olaf Andersen, Aage Jacobsen og T. S. Larsen.] Nordvestfyn. 1935–36. Tove Clemmensen. Nordfyns herregaarde, Danmarks herligheder, red. af A. Roussell. 1950. N. Kjærbye. Vestfynsk Historie indsat i Danmarks Historie. 1951. Niels Meyen. Fyn. Nordvestfyn. 1951. – Jfr. i øvrigt ovf. s. 5 og 23.