Umanak kommune

Byen: Umanak. Bygder: Niaqornat, Qaersut, Ikerasak, Sâtut, Uvkusigssat, Igdlorssuit, Nûgâtsiaq. Marmorbruddet: Mârmorilik.

Ingen anden kom. i Vestg. kan opvise en så varieret geol. opbygning som Umanak kom. Den kan opdeles i to hovedområder, adskilt af en linie, som forløber tværs over Svartenhuk Halvø, gennem dalen ved Simiútap kûa til bugten ved Umîvik; herfra ø. om Ubekendt Ejland til Ikorfat på Nûgssuaqs n.kyst, tværs over halvøen til Tasíngortarssua og videre gennem Sarqaqdalen. Denne grænselinie betegner en stor brudzone i jordskorpen, og området v.for er nedsænket i forhold til området ø.for, således at man kun i ø.området kan iagttage grundfjeldet over havniveau. Forskydningen andrager mere end 1000 m.

Det østlige område kendetegnes af talr., store, dybe fjorde m. meget høje og stejle fjeldmassiver langs bredderne. På de delvis af højlandsis dækkede halvøer Akuliarusínguaq, Akuliaruseq og Qîoqe samt på Umiámáko nûa når adsk. toppe over 2000 m o. h., højest inden for Akuliaruseq m. 2280 m. Mod ø. langs Indlandsisen og navnlig i s.delen af området er fjeldhøjderne mindre. Fra Indlandsisen skyder mange produktive bræer sig ned i bunden af fjordene, de største ligger i Kangigdleq, Itivdliarssûp kangerdlua og Ikerasaup suvdlua.

Grundfjeldet udgør langt hovedparten af fjeldene og kan deles i to hovedgrupper. Mod s. er det gnejser, mod n. en svagere omdannet sedimentserie. Fra roden af Nûgssuaq til Alfred Wegener Halvø består klipperne af monotone gnejser, hvori amfibolitiske zoner er alm. (fx. i Umánaq Fjeld) og ligeledes lag af granatog sillimanit-førende glimmerskifre. Lokalt forekommer vegsten (Uvkusigssat). Store partier af grundfjeldet indeholder i dette område magnetkis, der ved forvitring danner mærkelige, okkergule landskaber, fx. i den østl. del af Storø, ved Augpilagtoq og Qaqugdlugssuit. Af særl. interesse er forekomsten af tykke marmorlag i gnejsen, især må nævnes forekomsterne Mârmorilik, øen Agpat, Nunârssugssuaq, Qeqertánguit samt Qilertínguit kangilequtâ og Nunavik på Nûgssuaq. Gnejserne viser mange steder smukke foldningsstrukturer, fx. på n.siden af Agpat, ved Pingingaq og i Umánaq Fjeld.

De metamorfoserede sedimenter ml. Alfred Wegener Halvø og Uvkusigssat Fjords nordl. del udgøres af en mindst 5 km tyk serie af prækambriske gråvakker og biotitskifre. Alm. kan iagttages en overgangszone ml. gnejsen i s. og de n.for overlejrende gråvakker. Ved Kangigdleq ses i denne zone en tyk kvartsitserie. Pegmatitter og lag rige på granat, sillimanit og mindre udpræget staurolit er alm. forekommende i overgangszonen, hvor også smukke foldningsstrukturer kan iagttages. Foldningen af gråvakkeglimmerskifer-komplekset har en alder bestemt til ca. 1700 mill. år.

I den vestl. del af ø.området iagttages på v.kysten af Qeqertarssuaq og på Upernivik Ø’s nv.hjørne og ved Upernivik Næs mindre områder af nedsænkede, kretaciske, plantefossilførende sedimenter af sandsten og skifre, på Upernivik Næs m. kullag. Såvel grundfjeldet som disse yngre sedimenter gennemsættes af intrusivgange af basaltisk sammensætning, og længst mod n. på halvøen Íngia, halvøen inden for Akuliarusinguaq samt i det østl. af Svartenhuk Halvø dækkes det metamorfe kompleks mange steder af tykke lag af tertiære plateaubasalter. s. 569 Dette er også tilfældet på Nûgssuaq inden for store områder ø. f. den store brudzone. Mellem gnejsen og plateaubasalterne findes langs Nûgssuaqs n.kyst flere områder m. tykke lag af kretaciske sedimenter. Det er især tilfældet i området fra Ikorfat til Kûk. Disse lag omfatter en serie limniske sedimenter, sandsten vekslende m. mørke skifre og m. kullag. De ældste kridtlag, komelagene, ses her hvilende direkte på grundfjeldets stærkt kaoliniserede overflade og indeholder den berømte kome flora af bregner, cykadeer og nåletræer. Højere i serien optræder en flora af løvtræer, og øverst overlejres serien af marine skifre fra øvre kridt og danien m. talr. forsteninger. Enkelte steder, fx. ved Agssakait sermiat, findes danien lag m. planteforsteninger ml. gnejs og plateaubasalter.

Det store vestlige område i Umanak kom. omfatter den sydvestl. del af Svartenhuk Halvø, Ubekendt Ejland, det nordvestl. Nûgssuaq samt Hareøen og karakteriseres ved mange fjeldtoppe, der opbygges el. krones af plateaubasalter. I den sydvestl. del af Svartenhuk Halvø nås højder på op til 1309 m i den østl. del, og aftagende højder ud mod v.kysten. Ubekendt Ejland har toppe på over 1100 m, Hareøens højeste punkt er 512 m. På Nûgssuaq findes omkr. brudzonen i ø. en højderyg fra Ikorfat i sydøstl. retning m. mange toppe over 2000 m. Højeste tinde måler 2144 m. V. f. brudzonen findes flere basalttoppe på o. 1900 m (Snekuplen s. 570 1928 m), men videre v.på aftager fjeldhøjden og ligger omkr. dalen Itivdle på o. 1000 m. Basaltområdet karakteriseres ved talr. firner m. store gletschere, som strækker sig ned i de store dalstrøg, hvoraf de vigtigste er Tunorssuaq, Itivdle, Auvfarssuaq og Agatdalen. Elven Kûgssuaq, der afvander den største af dalene, Auvfarssuaq, har betydelig vandføring og danner et stort delta i Vaigat. Også på Svartenhuk Halvø gennemskæres basaltkomplekset af store dalsystemer.

Basaltformationen opbygges nederst af pudelavaer og øverst af plateaubasalter m. flere km’s mægtighed. Vulkanismen tilhører her det ældre tertiær og afsluttes m. andesitiske og trakytiske lavaer, som kan studeres i den sydvestl. del af Svartenhuk Halvø og i Sarqâta qáqâ på Ubekendt Ejland. De under basaltformationen liggende sedimenter er gennemsat af intrusiver af basaltisk og ultrabasisk sammensætning.

Sedimentserien omfatter næsten udelukkende marine lag fra øvre kridt og paleocæn (danien). Lagene er meget rige på forsteninger, der ofte er i fremragende bevaringstilstand. De bedste findesteder for marine forsteninger ligger ved Umîvik på Svartenhuk Halvø (fra øvre kridt-danien), n.kysten af Nûgssuaq (øvre kridt, danien) og især i Agatdalen og dens forgreninger (øvre kridt, danien). Disse forekomster har stor betydning for forståelsen af de palæogeografiske forhold i landet omkr. Nordatlanten. Det er også konstateret, at den vældige vulkanske basaltvirksomhed er begyndt i danientid.

De marine, sorte kridt- og danienskifre langs Nûgssuaqs n.kyst er gentagne gange ved klinteskred brudt i brand. Således er alene i dette årh. iagttaget brændende fjelde ø. og v. f. Niaqornat. Skifrene antager efter branden en smuk, rød farve. I forb. m. gasforekomster i undergrunden, der må bero på forekomsten af mørke, bituminøse, marine skifre og dybere liggende kullag, er der i elvelejerne såvel i dalen Uiarsâriaq på Svartenhuk Halvø som i dalene Itivdle og Auvfarssuaq på Nûgssuaq iagttaget dyndvulkaner, hvor jordlagene under kraftigt gas- og vandpres er dynget op i vulkanagtige høje, den største 30 m høj og ca. 300 m i største udstrækning.

Det vestl. område har været udsat for tektoniske forstyrrelser såvel på overgangen kridt-tertiær som efter basaltformationens dannelse. Særl. iøjnefaldende resultater udgøres af den sydvestl. Svartenhuk Halvø, som m. brudzonen som akse er overkippet mod sv., og af det yderste Nûgssuaq v. f. Itivdle, hvor basaltkomplekset er kippet mod nv. Andre mindre forskydninger er iagttaget i området ind mod ø.grænsen af v.området.

Den flade, jævnt afrundede ø Hareøen er helt opbygget af plateaubasalter. På sø.hjørnet findes som indlæg i basaltformationen eocæne kulførende sedimenter m. mange plantefossiler. Kullene har i gl. dage været brudt af grønlænderne.

I øvrigt har man inden for Umanak kom. fra ældgammel tid brudt kul på en række lokaliteter. Mest kendt er bruddene i Slibestensfjeldet (ved Qaersuarssuk), hvor staten foretog kulbrydning indtil 1924. Her bryder grønlænderne af og til kul i mindre stil. Også på Upernivik Næs har man i ældre tid brudt kul. På Agpats n.-kyst og sen. ved Mârmorilik har man brudt marmor til bygningssten, anvendt i overformynderiets bygn. i Kbh. og Lyngby rådhus. Brydning genoptoges påny 1968. Vegsten har været brudt på flere lokaliteter langt tilbage i tiden af grønlænderne. Ved Mârmorilik er endv. i forb. m. marmoret fundet en bly-zink malm i en sådan mængde, at lønnende brydning må være mulig. 1967-68 påbegyndte et s. 571 canadisk selskab forundersøgelse af lokaliteten »Sorte Engel« med brydning for øje. Endelig kan det nævnes, at tilstedeværelsen af de meget udbredte km-tykke lag af bituminøse skifre på Nûgssuaq samt den hyppige forekomst af jordgas i de sen. år har tiltrukket sig flere olieselskabers opmærksomhed.

Der kendes ca. 240 arter blomsterplanter og bregner fra denne kom. (samt Vaigat). Vegetationen er rigt varieret i overensstemmelse m. områdernes afvekslende naturforhold, der omfatter høje fjeldområder, brede dalstrøg og sletter, ofte præget af flydejord. Landet er opbygget af både grundfjeld, basalt, sandsten, skifre og kalkbjergarter. Der er desuden stor klimatisk forskel på kyst- og indland. Landet ud mod Baffin Bugt har en kølig sommer m. hyppig tåge, medens indlandets sommermåneder er varmere og meget tørre. Mange sydl. arter som bjergmelbærris og tretands-potentil når her deres n.grænse i Vestg. En del nordl. arter forekommer her meget isoleret fra deres øvr. udbredelsesområder i Nordg. og Østg., fx. Thorild Wulffs draba, rødstænglet potentil, trommeskinds-draba og pude-norel. Mange af disse isolerede, nordl. arter er kalkyndende og forekommer kun på områdets yngre bjergarter. Der er også eksempler på stærkt isolerede forekomster af sydl. arter, således ranunkel-potentil og arktisk leverurt. De forekommer begge på Nûgssuaq, ranunkel-potentil også på Disko, men ellers er begge kun kendt fra Sydg. To blomsterplanter, kun kendt fra Grønland, har deres eneste forekomst i Umanak kom. Det er Rosenkrantz’s annelgræs, hvis voksested er en dyndvulkan på Nûgssuaq, og Vanhöffens alperose, kun fundet én gang på Qarássap nunatâ. Enkelte lune dalstrøg i landets indre har lavarktisk vegetation m. pilekrat, der dog sjældent bliver mere end mandshøjt. Den almindeligste vegetationstype er heder. I indlandet er disse domineret af dværg-birk. I sedimentog basaltområder er hedernes fremherskende arter især grønl. fjeldsimmer, mosebølle og kantlyng. I de mest tørre dalstrøg forekommer steppeagtige samfund m. klippe-star, børste-kobresie og purpur-rørhvene. Langs vandløb er der kær m. tundra-star og kæruld. På steder m. konstant snedække i vinterhalvåret er urtelier og snelejer hyppige, her forekommer dværg-pil, potentil-arter, mælkebøtte og guldblomme. I de større elvdeltaer ses udstrakte strandenge domineret af tundragræs. På de høje basaltplateauer (over 1000 m) er der højarktiske fjeldmarker. De vigtigste arter er her arktisk pil, Baffin-svingel, fjeld-valmue, Vahls potentil, polar- og pudedraba.

Litt.: M. P. Porsild i Medd. om Grønl. nr. 25, nr. 47, nr. 60. M. P. Porsild og A. E. T. Porsild smst. nr. 58. A. E. Porsild smst. nr. 58.

Renen har tidl. været alm. overalt i Umanak distriktet, især på Nûgssuaq Halvø, hvor der endnu er en lille 1969 totalfredet bestand tilbage. Når renen i de sidste 200 år som helhed er gået tilbage i egnene n. f. Disko Bugt, skyldes dette især den siden 1740 tiltagende »klimaforbedring«, der har skabt mere og mere åbent vand i Baffin Bugt om vinteren. Herved har det nordl. Vestg. fået mere vinternedbør og tilsyneladende også mindre fønaktivitet. Resultatet har været vanskeligere overvintringsforhold for ren, hare, ræv og rype. De lokalt ynglende havpattedyr har derimod haft fordel af det vinteråbne vand i Baffin Bugt, mens havpattedyr som grønlandshval og grønlandssæl er blevet vanskeligere stillet, fordi deres sydligt liggende ynglefelter er under indflydelse af den aftagende fødeproduktion i den smeltende drivis. Hvalrossen kommer i ringe tal ind i Umanak distriktet. Remmesæl er nogenlunde alm. året rundt, og om sommeren får fjordene s. 572 en kærkommen part af de trækkende sæler klapmyds og grønlandssæl, dog i stærkt svingende antal. Ringsælen har vidtstrakte ynglefelter på fastisen. Hvidhval og narhval er regelmæssige efterårsgæster n.fra. – Ligesom Upernavik og nordl. Disko Bugt har også Umanak distriktet store fuglefjelde m. lomvier, rider, gråmåger og mallemukker og talrige spredt ynglende tejster. Ederfuglen har derimod ikke større ynglepladser i dette typiske fjorddistrikt.

Kommunens s.grænse falder sammen med Jakobshavn kom.s n.grænse. N.grænsen dannes af en linie gennem Svartenhuk Halvø fra s.siden af Narssaq følgende vandskellet til Mågefjeldet og derfra tværs over Uvkusigssat Fjord. Herfra går grænsen gennem Qôrorssuaq-dalen og derfra mod ø. til grænsen ml. Østg. og Vestg.

Administrativ inddeling. Umanak kom. er sammenfaldende m. Umanak retskreds, præstegæld, lægedistrikt, landsrådskreds, politidistrikt, skoledistrikt og handelsdistrikt. Ved folketingsvalg hører kom. under 1. opstillingskreds.

Kæmneren er landshøvdingens stedlige repræsentant i kom. De kommunale anliggender styres af en folkevalgt kommunalbestyrelse, hvori sidder 10 medlemmer, deraf 3 fra Umanak valgkreds og 1 fra hver af valgkredsene Niaqornat, Qaersut, Ikerasak, Sãtut, Uvkusigssat, Igdlorssuit og Nûgâtsiaq. Kæmneren er sekretær for kommunalbestyrelsen.

Befolkningstilvæksten i kom. har den sidste halve snes år været mindre end fødselsoverskuddet som følge af fraflytning til sydligere kommuner. I 10-året 1958-67 har nettofraflytningen af den grønlandskfødte befolkning været på 334 personer. 1965 var der i kom. 382 husstande, foruden enkelte fælleshusholdninger som skolehjem, sygehus, børnesanatorium og indkvarteringslejr. Knap 58% af den grønlandskfødte befolkning var 1965 under 20 år og knap 50% under 15 år.

Erhvervsforhold. De vigtigste erhverv er fangst (hovedsagelig af sæl) og fiskeri (hellefisk). Fiskeriet foregår om vinteren m. langline fra isen. Det er især i bygderne, der drives fangst og fiskeri, mens hovedparten af byens befolkning lever som lønmodtagere. Erhvervsmulighederne er ikke tilstrækkelige til at ernære en stigende befolkning, hvorfor der som foran anført allr. har fundet fraflytning sted fra kommunen. I de kommende år forventes en fortsat fraflytning, så kom.s folketal stort set fastholdes.

Befolkningens fordeling efter erhverv 1965 (i () den grønlandskfødte befolkning): Fangst 165 (165), fiskeri 140 (140), fremstillingsvirksomhed 23 (21), bygge- og anlægsvirksomhed 63 (52), off. værker 7 (4), handel og omsætning 55 (47), transport, teletjeneste m.v. 32 (29), administration, sundhedsvæsen, skole m.v. 151 (122). Af befolkningen var 1965 636 (580) personer beskæftiget i erhverv el. 29% (27%). Inkl. familiemedlemmerne var 1.872 el. 84% (1.788 el. 83%) afhængig af indtægter ved erhvervsudøvelse, mens 362 el. 16% (361 el. 17%) levede af understøttelse.

Der fandtes 1968 1 motorbåd ml. 5 og 20 brt., 54 motorbåde under 5 brt. samt 135 robåde med el. uden påhængsmotor. Af kajakker var der 1959 177, det sidste år, for hvilket oplysninger foreligger. Til fangstrejser og transport om vinteren anvendes slæder og slædehunde, hvoraf 1959 (sidste optælling) fandtes henh. 388 og 2501.

Salg af fiske- og fangstprodukter til KGH indbragte fiskerne og fangerne 1967: 0,6 mill. kr., deraf fiskeprodukter 0,4 mill. kr. og fangstprodukter 0,2 mill. kr. (1966: 0,9 mill. kr., deraf s. 573 fiskeprodukter 0,4 mill. kr. og fangstprodukter 0,5 mill. kr., 1960: 0,4 mill. kr. m. omtr. lige meget til fangst- og fiskeprodukter). Ud over indhandlingsindtægterne oppebærer befolkningen væsentlige indtægter ved lønarbejde, især for det offentlige. 1967 var lønindkomsterne for løstansatte lokale arbejdere og funktionærer hos stat og kom. 2,3 mill. kr.

KGH’s omsætning inden for produktionsvirksomheden udgjorde 1967: 1,3 mill. kr. (1966: 2,3 mill. kr., 1960: 0,8 mill. kr.).

KGH’s butiksomsætning var 1967: 8,2 mill. kr. (1966: 7,3 mill. kr., 1960: 2,9 mill. kr.).

Bank- og sparekassevirksomhed. Filialer af Bikuben og Grønlandsbanken, som administreres af KGH. KGH’s sparekassevirksomhed er under afvikling.

De offentlige udgifter. Ministeriets nettodriftsudgifter udgjorde 1967: 3,5 mill. kr. (1966: 3,5 mill. kr. og 1960: 1,6 mill. kr.), heraf administration, domstole 0,4 mill. kr., sundhedsvæsen 1,6 mill. kr., skolevæsen 1,3 mill. kr. og GTO’s virksomhed 0,2 mill. kr. KGH’s nettoudgifter var 1966 1,3 mill. kr. og 1960 0,9 mill. kr. Udgifterne til kirke og politi afholdes af henh. kirke- og justitsministeriet.

De kommunale driftsudgifter beløb sig 1967 til 1,5 mill. kr. (1966: 1,0 mill. kr. og 1960: 0,3 mill. kr.). Deraf gik 1967 1,1 mill. kr. til sociale udgifter, hovedsagelig til aldersrente (0,5 mill. kr.) og børnetilskud (0,2 mill. kr.).

1951-67 har de statslige investeringer ekskl. bolig- og erhvervsstøtte i alt udgjort 10,2 mill. kr., heraf i byen 8,8 mill. kr. og i bygderne 1,4 mill. kr. Til sundhedsvæsen er anvendt 0,1 mill. kr., skoler 1,0 mill. kr., administration, retsvæsen m.v. 0,1 mill. kr., fiskerianlæg m.v. 0,9 mill. kr., elværker, vej-, vand- og kloakanlæg, værksteder 1,7 mill. kr., telekommunikation m.v. 0,1 mill. kr., butikker, pakhuse, tankanlæg 1,3 mill. kr., boliger til udsendte 3,9 mill. kr., diverse arbejder 1,1 mill. kr. Endv. er der 1953-67 til boligstøttebyggeri anvendt 5,1 mill. kr., deraf 3,1 mill. kr. i byen, 2,0 mill. kr. i bygderne og til erhvervslån 0,9 mill. kr.

De kommunale investeringer har 1951-67 andraget 1,3 mill. kr.