Et nationalt problem blev aktuelt i slutningen af 19. årh., nemlig spørgsmålet om det færøske sprogs fremtid. Dansk var ved reformationens indførelse blevet både kirke- og retssprog, og fra da af blev alle skriftlige meddelelser færinger imellem skrevet på da., skønt talesproget var færøsk, et forhold, der har varet ved helt op imod vor tid. Et virkeligt sprogspørgsmål opstod allr. tidl. i århundredet, nemlig i 1844-45, da man ville indføre et ordnet skolevæsen til afløsning af den eksisterende hjemmeundervisning. Da blev der af den unge V. U. Hammershaimb (1844) protesteret mod den foreslåede indførelse af tvangsskoler ud fra den betragtning, at der ikke blev taget hensyn til det færøske sprog. I sa. anledning udsendte Svend Grundtvig sit skrift »Dansken paa Færøerne / Sidestykke til Tysken i Slesvig« (1845), hvori modersmålets betydning endnu stærkere fremhævedes. Protesten blev for så vidt virkningsløs, som »Provisorisk Reglement for Almueskolevæsenet paa Færøerne« i 1845 blev sat i kraft (for øvrigt blev det ophævet igen 1854). Men indirekte gav denne første »sprogstrid« stødet til Hammershaimbs arbejde m. færøsk i 1840’erne og 1850’erne, og også moralsk fik protesten betydning – senere. – I 1870’erne opstod der bl. færøske studenter i Kbh. en national bevægelse, hvis deltagere sang og talte om deres fødeland Færøerne og deres modersmål, dette tilsidesatte sprog, som »de store og kloge havde drevet ud af kirke og s. 186 tinge«, men som de nu ønskede skulle komme til ære igen. Sangene nåede op til Færøerne, hvor de var med til at forberede den folkelig-nationale bevægelse i slutn. af 1880’erne.
Denne nationale bevægelse var i første række, som Jørgen-Frantz Jacobsen har udtrykt det (»Danmark og Færøerne«, 1927), en reaktion imod »den fremmedpåvirkning, der var i færd med at kaste alt over ende, som hidtil havde udgjort færingernes egenart«. Med fremmedpåvirkning menes her ikke bare de i 1870’erne indførte heldanske skoler m. deres vitterlig meget uheldige indflydelse på det færøske sprog, men også den med den alt stærkere forb. m. omverdenen indtrængende »civilisation«, der truede med at opløse det gl. samfunds hjemlige kultur. Det beg. med, at der 1888 i »Dimmalætting« – dengang Færøernes eneste avis – fremkom nogle artikler om sproget, dels inspireret af Svend Grundtvigs skrift, dels af den nationale studenterbevægelse. Artiklerne var skrevet af den unge bondesøn Jóannes Patursson, den sen. kendte digter og politiker, og en af hans brødre, og den interesse, de vakte, førte til, at der 2. juledag sa. år sammenkaldtes til et møde i Tórshavn for at drøfte, hvad der kunne gøres til værn for »Færøernes sprog og Færøernes skikke«. Resultatet af dette møde – de tilstedeværende havde virkelig følelsen af, at de oplevede et historisk øjeblik – var, at der vedtoges en resolution til fordel for sproget, som man ønskede ind i skole og kirke. Kort efter (6. jan. 1889) blev der stiftet et »Færingesamfund« (Føringafelag), hvis program var: 1. at holde det færøske sprog i hævd og ære, 2. overhovedet at hævde den færøske nationalitet (punkt 2 fik sen. denne formulering: At sætte færinger i stand til at klare sig selv i alle henseender). Fra 1890 udsendte foreningen sit eget blad, Føringatíðindi, der som det første i sin slags udelukkende blev skrevet på færøsk. Foreningens formand og bladets første red. var landbrugskonsulenten, digteren R. C. Effersøe, der havde været med i den nationale bevægelse bl. studenterne i Kbh. Den anden hovedmand var J. Patursson, og tilsammen skabte disse to begavede mænd gennem deres digtning og journalistik i Føringafelags korte levetid, kun ca. 10 år, værdier, som sen. generationer har kunnet bygge på. I denne tid modnedes tanken om at oprette en færøsk folkehøjskole, og allr. 1899 blev Føroya Fólkaháskúli en realitet. De to ledere af denne skole, Símun av Skarði (1872-1942) og Rasmus Rasmussen (1871-1962), har på mange måder præget færøsk folkeliv i vort århundrede. Højskolen var i lang tid landets eneste helfærøske skole, i sin indstilling færøsk-national og nordisk. Símun av Skarði, der forresten har digtet nationalsangen (Tú alfagra land mítt), har bl.a. ved udgivelsen af barne- og ungdomsbladet Ungu Føroyar haft stor indflydelse på færøsk sprogudvikling. R. Rasmussen, der som skønlitterær forfatter brugte pseudonymet Regin i Líð, har bidraget meget til at udvikle et videnskabeligt sprog på naturvidenskabens område. Af andre mænd, der i en ung alder blev vakt af den nationale bevægelse, er det naturligt her at nævne tre, der ved århundredskiftet opholdt sig i Kbh., nemlig A. C. Evensen (1874-1917), Jacob Dahl (1878-1944) og J. H. O. Djurhuus (1881-1948). Evensen var såvel en brændende idealist som en stor organisatorisk begavelse. Han redigerede det første færøske tidsskrift (Búreisingur, 1902), stiftede (1907) et litteraturselskab (Hitt føroyska bókmentafelagið), der udgav en række værdifulde skrifter, redigerede de læsebøger, der var nødvendige for at give sproget indpas i skolerne, syslede m. øernes historie, oversatte Johannesevangeliet o.a. J. Dahl beg. s. 187 tidlig at sysle m. oversættelser af bibeltekster, men disse oversættelser (Det nye Testamente og dele af Det gamle Testamente) udkom først i bogform i 1920’erne. Han har også skrevet en færøsk grammatik. Hans hovedindsats ved siden af bibeloversættelsen er udviklingen af et færøsk kirkesprog. Digteren J. H. O. Djurhuus bidrog ikke alene ved sin originale lyrik, men også ved sine oversættelser af klassisk digtning til at udvikle sproget og udvide den litterære horisont. Alt i alt må man sige, at impulser fra den nationale bevægelse spores ikke alene i den langvarige sprogstrid – praktiske resultater af denne opnåedes egl. først i 1920’rne og 1930’rne – og i den politiske udvikling, men i så godt som al åndelig virksomhed, det være sig litt., videnskab el. bildende kunst. Bevægelsen fremkaldte en åndelig produktivitet, som er uden lige i folkets historie.
Brødremenighedens forsamlingshus »Ebenezer« i Tórshavn.
Tre gange i løbet af 1800t. opstod der bevægelser af politisk karakter, der havde front mod embedsstyret. Første gang er der tale om Poul Nolsøes arbejde i årene 1806-09 for at bryde monopolhandelens bånd og uddanne færinger til havfiskeri og sejlads. Anden gang skyldtes bevægelsen Niels Winther, da han i 1840’rne og 1850’erne agiterede for folkestyre, indførelse af kommunalvæsen, lagtingets genoprettelse og den stadig eksisterende monopolhandels ophævelse. Sidste gang var i 1880’erne, da striden ml. Højre og Venstre i Danmark gav sig udslag i J. H. Schrøter den yngres agitation mod embedsvældet på Færøerne. Der er en forb. imellem disse rørelser indbyrdes og imellem dem og den nationale bevægelse, især da denne i beg. af 1900t. antog tydelig politisk form.
Uheldige sociale følger af den frie handel m. spirituøse drikke danner baggrunden for af holdsbevægelsen. Betydning for denne bevægelse fik såvel den 1878 stiftede s. 188 Thorshavns Afholdsforening som bevægelsens første organ »Dúgvan« (1894-1928), hvis første redaktører var R. C. Effersøe og Djone Isaksen. Tanken om forbud mod salg af spiritus voksede dog først frem ved beg. af vort årh., og 1907 blev der fremtvunget en folkeafstemning, der gav til resultat, at et sådant forbud blev indført.
Overgangen fra et patriarkalsk bondesamfund til et fiskersamfund fik indflydelse på folkets trosliv. I det gl. samfund var lutherdommen, med Kingo, Jesper Brochmand og Petter Dass som hovedstøtter, det urokkelige grundlag, hvorpå færingens fromhedsliv byggede. I glæde og sorg, og når han tog ud på det farefulde vand, til fiskeri el. grindefangst, og når han vendte hjem igen, sang han lutherske salmer. Hans religiøst stemte gemyt fandt fred og hvile i den engang overleverede tro. Anderledes blev det nu. Efterhånden forstummede bådsangen, og alle de ydre forandringer gjorde ham modtagelig for nye religiøse bevægelser.
Der findes i dag tilhængere af mange trossamfund, som Frelsens Hær, Adventister, Pinsemenighed o.fl. Talstærkest og mest indflydelsesrigt af alle trossamfund uden for folkekirken er »Brødrene« (almindeligvis af udenforstående kaldt »Baptister«, fordi de holder på voksnes dåb). Denne trosretning, hvis første missionær var skotten W. B. Sloan, der kom til Færøerne 1865, har først i vort årh. vokset sig stærk. En magtfuld personlighed inden for »Brødrenes« samfund var Victor Danielsen (1894-1961), der har oversat el. digtet en stor del af menighedens salmeskat samt for sine trosfæller oversat hele bibelen. Omtrent samtidig med at »Brødrene« beg. at vinde fodfæste, dukkede en anden vækkelsesretning op, den fra Danmark stammende Indre Mission, hvis første missionær var den senere præst Axel Moe. Ved siden af en energisk missionsvirksomhed har denne retning, der står inden for folkekirken, fået oprettet sømandshjem såvel på Færøerne som i Island og i Grønland.
Chr. Matras professor, dr. phil.