Befolkning og erhverv

Med hjemmel i lagtingslov nr. 42 af 30/5 1963 om »et økonomisk råd« nedsatte Føroya landsstýri et råd på 3 medl., hvis opgave var at undersøge Færøernes økon. forhold og at skaffe sådant materiale til veje, som kunne være både myndighederne og private til vejledning under opbygningen af et moderne produktionsapparat og til sikring af Færøernes økonomi og de arbejdende klassers indtægtsmuligheder.

Det økon. råd har i de år, der er forløbet siden dets dannelse, publiceret de færøske nationalregnskaber for årene 1962, 1963 og 1964, og ud fra disse regnskaber har man, hvad der ikke tidl. har været mul., kunnet danne sig et helhedsbillede af den økon. virksomhed og et skøn over, hvilken vægt de forsk. erhvervsgrene har inden for Færøernes samlede økonomi.

Bruttonationalproduktet udtrykt m. årets priser som produktionen i samtlige erhverv m. fradrag af værdien af de i produktionen benyttede rå- og hjælpestoffer var for året 1964 354,8 mill. kr.

Bruttofaktorindkomsten udtrykt med årets priser som bruttonationalproduktet m. fradrag af skatter og afgifter og m. tillæg af off. tilskud udgjorde 1964 332,8 mill. kr.

Den samlede bruttofaktorindkomst fordelte sig 1964 således på de forsk. erhverv:

Af tabellen fremgår, at fiskeriet er Færøernes hovederhverv. Som nr. 2 i rækken kommer handel, hotelvirksomhed m.v., nr. 3 håndv. og industri, nr. 4 byggeog anlægsvirksomhed, nr. 5 off. lønninger, nr. 6 boligbenyttelse, og først som nr. 7 kommer landbruget, der tidl. var landets hovererhverv.

Sammenlagt yder de nævnte erhverv 83,5 % af bruttofaktorindkomsten, medens de resterende 10 erhverv tegner sig for 16,5%.

Befolkningens fordeling efter lokalitet, alder, køn og erhverv.

I årene efter den sidste verdenskrig er der i de fleste lande sket en betydelig forskydning af befolkningen fra land til by. En stærk tendens til befolkningskoncentration omkr. de centralt beliggende havnepladser har også gjort sig gældende s. 67 på Færøerne, et forhold der i høj grad hænger sammen med de ændrede arbejdsforhold i fiskerierhvervet. Erhvervets udøvere tager nu gennemgående hele deres årsfortjeneste fra fiskeriet og er ikke som tidl. henvist til at skaffe en del af deres indkomst ved drift af små jordlodder el. ved andet bierhverv. Under de ændrede arbejdsforhold er en stadig stigende del af befolkningen mindre bundet til et bestemt sted end tidl., men kan søge til steder, hvor havneforholdene er gode og leveforholdene bekvemmere end ude på de mindre, afsidesbeliggende steder.

Statistisk Department foretager folketælling på Færøerne ca. hvert 5. år, senest 1/4 1966.

En sammenligning ml. det samlede folketal for de forsk. sysler og de 4 største kommuner for tællingerne 1950, 1955, 1960 og 1966 vises i nedenstående tabel:

Af tabellen ses, at befolkningen i årene 1950-66 er vokset med 5.248 individer el. 16,5%. Stigningen har været størst i Streymoy syssel, nærmere betegnet i Tórshavn kom., hvor befolkningstilvæksten i nævnte periode har været på 73 %. I Norðoyar syssel har stigningen været betydelig, og ca. dobbelt så stor som i Eysturoy syssel. I begge de sidstn. sysler er befolkningskoncentrationen sket omkr. de gode havnepladser Klaksvík og Runavík. I de øvr. sysler har befolkningen været stagnerende el. i tilbagegang.

Tabellen viser, at der inden for den angivne periode er sket visse forskydninger i befolkningens alders- og kønsmæssige fordeling. Aldersgrupperne 10-19 år og over 60 år er vokset, medens gruppen af mindre børn og voksne i den arbejdsføre alder er gået tilsvarende tilbage. I alle aldersklasser undtagen gruppen 60 år og derover er kvinderne i mindretal, således var der 1960 kun 4.090 kvinder mod 4.675 mænd i aldersgruppen 20-39 år, et underskud af kvinder på 585 el. 12,5 % beregnet af antallet af mænd. Den tilsvarende procent var 1950 7,8. Det store underskud af kvinder særl. i aldersgruppen 20-39 år skyldes, at en del unge kvinder rejser fra Færøerne for at uddanne sig og ikke vender tilbage.

Tabellen viser, at af de erhvervsmæssigt beskæftigede personer var ca. 1/3 direkte beskæftiget m. fiskeri. Dette tal giver dog ikke det sande billede af, hvilken altovervejende betydning fiskeriet spiller i Færøernes erhverv. Fremstillingsvirksomhed, der beskæftiger ca. 1/5 af den erhvervsmæssigt arbejdende befolkning, baseres i stor udstrækning på fiskeriindustri og oparbejdning af fiskeriprodukter, s. 69 og såvel handel og omsætning som transportvirksomhed er erhvervsgrene m. stærk tilknytning til fiskeriet.

Fiskeriet.

Lige indtil for ca. 100 år siden blev fiskeriet udelukkende drevet m. åbne både i nærheden af Færøernes kyster.

1872 gik det første færøske dæksfartøj på fiskeri til Island, og fra dette år at regne har det moderne, havgående fiskeri udviklet sig til at omfatte alle de mest betydende fiskefelter i det nordl. Atlanterhav – fra Barentshavet i ø. til New Foundlandsbankerne i v.

Et karakteristisk træk ved erhvervet har været, at den allerstørste del af fangsten er taget på fjerne fiskefelter og kun en beskeden del i de hjemlige farvande. I de allerseneste år har billedet dog ændret sig noget, idet fangsten af sild i nærheden af Færøerne og i havet ml. Færøerne og Island (Norskehavet) har været stærkt voksende, medens fangsten af torsk i fjerne farvande har været dalende.

Fra fiskeriets beg. og indtil omkr. midten af 1920’rne var fiskefelterne ved Island de mest søgte, sen. gik fartøjer i stigende tal til de grønlandske farvande, som har ydet den største del af den færøske torskefangst.

Af tabellen fremgår, at en stigende del af fangsten kommer fra fiskefelterne i nærheden af Færøerne. Dette skyldes tilgangen efter 1960 af nye, store, moderne linieskibe, der har været i stand til at udnytte fangstmulighederne i de nærmeste farvande mere intensivt i vintermånederne end de skibe, man tidl. havde til rådighed. En del af de nye skibe har været udstyret m. ringnot og kraftblok og har hermed været i stand til at drive et intensivt sildefiskeri i Norskehavet. Fangsttallene fra Norskehavet og Nordsøen omfatter udelukkende sild.

Ved Island har fangsterne været dalende de sen. år, hvilket hænger sammen med udvidelsen af den islandske fiskerigrænse.

Fangsten i grønlandske farvande har også været dalende. Fra at udgøre over 90.000 t 1962 el. ca. 65% af den samlede fangst var mængden 1965 dalet til 66.000 t el. ca. 46 %, en nedgang, der dels skyldes svigtende forekomster af fisk, dels som nævnt at en del af flåden har lagt driften om til fangst af sild i Norskehavet.

Den samlede årl. fangst har, som tabellen viser, været i stigning. Tal over fangstens fordeling efter fangstfelter er ikke tilgængelige for 1966, men for dette år var den samlede fangst 165.000 t, en stigning fra det foregående år på ca. 14 %, udelukkende hidr. fra øgede fangster af sild.

Hovedparten af fangsten er torsk, som fanges i forårs-, sommer- og efterårsmånederne i fjerne farvande ved New Foundland og Grønland af trawlere og linieskibe og forarbejdes til saltfisk om bord. Om vinteren fisker linieskibene i farvandene omkr. Færøerne, en del af fangsten bringes fersk i land til filétvirksomheder, medens den største del afsættes i iset tilstand til udlandet, specielt Skotland og England.

Fangsten af torsk har været svagt dalende de sen. år, til gengæld har fangsten af sild været i stærk stigning og var 1966, hvorfra der endnu ikke foreligger detaljerede oplysninger, nået op på ca. 64.000 t.

Silden anvendes endnu fortrinsvis til saltning og til produktion af sildemel og sildeolie.

For at give et indtryk af fangstens anv. anføres nedenfor en oversigt over de fangede fiskearter, fangstens størrelse og dens anv. for året 1965:

Tabellen viser, at torsk og sild er de vigtigste fiskearter, torsken udgør ca. 66% af den samlede fangst, silden ca. 24 %. Torsken anvendes fortrinsvis til saltning, medens kun en beskeden del går til andre produktioner. Den største del af saltfisken eksporteres som saltfisk, kun et mindre kvantum forarbejdes til klipfisk. 1965 blev der eksporteret 34.000 t saltfisk, 3.700 t klipfisk.

Sildefangsten er af forh. ny dato på Færøerne. Den startede i beg. af 1950’rne som drivgarnsfiskeri fra de gl. kuttere. Størrelsen af fangsten, der blev saltet om bord, varierede ml. 100.000 og 150.000 tønder á 100 kg eksportpakket sild årl.

Tilgangen til flåden af nye stålskibe udstyret m. moderne redskaber til lokalisering og fangst af sild har de sidste par år bragt sildefiskeriet i stærk udvikling. s. 71 I 1965 deltog 10 sådanne skibe, som i alt fangede 21.400 t sild, 1966 14 skibe m. en samlet fangst på ca. 50.000 t.

Silden fanges m. ringnot og kraftblok, en fangstteknik, som er så effektiv, at skibene, når de er heldige, kan tage 200-300 t sild i løbet af få timer. Sildefangsten m. drivgarn foregår udelukkende i månederne juli-nov., medens skibene, der er udstyret m. ringnot og kraftblok fisker hele året. Silden vil uden tvivl kunne blive af stor betydning for den færøske fiskeindustri.

Metoder og materiel har undergået store ændringer inden for fiskerierhvervet de sidste to årtier.

Indtil sidste verdenskrigs beg. havde Færøernes fiskeri udviklet sig til at blive et meget ensidigt erhverv, så godt som udelukkende baseret på fangst af torsk i fjerne farvande. Fiskeriet foregik m. håndline fra kuttere, og det eneste produkt, man fremstillede, var saltfisk, som enten eksporteredes i denne tilstand el. blev forarbejdet til klipfisk.

Mange af kutterne var gl., indkøbt i England i slutn. af forrige årh., da englænderne lagde om til trawldrift. De færøske fartøjer var primitive og kunne m.h.t. udstyr og standard langtfra måle sig med nabolandenes fiskerflåder. Kutterne havde almindeligvis en besætning på ca. 25 mand. Hver mand betjente sin håndline; der blev holdt regnskab m. antallet af torsk, han fangede, og han blev individuelt aflønnet i forhold til fangsten. Kutterne var helt op til o. 1925 hverken forsynet m. styrehus el. maskine. Sejlene sørgede for fremdriften, og først i slutn. af 1920’rne gik man i gang med at forsyne kutterne m. små motorer, særl. beregnet på benyttelse, når der var vindstille.

Forsøg m. trawldrift blev gjort allr. i 1920’rne, men uden større held. Det var s. 72 først i slutn. af 1930’rne, interessen for denne drift rigtig vågnede, og 1939 var der tilført flåden 10 damptrawlere m. en gennemsnitlig bruttotonnage på 328 t. På sa. tidspunkt bestod kutterflåden af 165 stk. m. en gennemsnitlig brutto tonnage på 100 t.

Med krigen ændredes forudsætningerne for den gl. driftsmetode totalt. Færøerne blev pludselig afskåret fra at drive fiskeri på de gl. fangstfelter ved Island og Grønland, og hele flåden blev nu indsat på at transportere iset fisk fra Færøerne og Island til det eng. marked. Indsatsen kostede meget i mandskab og materiel, men gav til gengæld relativt store fortjenester. Det var disse fortjenester, der efter krigen dannede det økon. grundlag for en omlægning til nye driftsmetoder.

Da flåden var blevet katastrofalt reduceret under krigen, måtte man snarligst tilføre den nye fartøjer. Under mottoet: »aldrig tilbage til håndsnøre« blev der købt trawlere i England, snurrevodsbåde i Danmark og Sverige, altsammen materiel, der var stærkt tiltrængt, men som desværre i for mange tilfælde var forældet og urentabelt i drift.

Først i 1950’rne begyndte en virkelig planlægning for opbygning af en moderne fiskeflåde. Planlægningen blev fulgt op m. en lovgivning for finansiering af nye fiskebåde, der ved sine forholdsvis lempelige krav til egenkapital satte kraftig gang i anskaffelserne af nye fiskefartøjer.

Fornyelsen af fiskeflåden og ændringen af skibstypen vil fremgå af flg. tabel:

Ejendomsforhold.

Opr. tilhørte flåden af havgående fiskefartøjer større rederivirksomheder, der drev fiskeri, tilvirkede fisk og i øvrigt drev alm. eksport- og importforretning. I nogle tilfælde ejede fiskeskipperne fartøjerne el. var i kompagniskab m. rederivirksomhederne. Siden sidste verdenskrig har ejendomsforholdene ændret sig en hel del. Fartøjer under 20 brt. tilhører nu almindeligvis enkelte fiskere el. mindre sammenslutninger af fiskere, og det sa. er tilfældet m. ca. 25 % af fartøjerne over denne størrelse. Ca. 33 % af flåden ejes af fiskeskippere personligt el. selskaber, hvori disse er hovedaktionærer. Resten af flåden tilhører rederivirksomheder af forsk. format. Der findes i alt 5 rederier, der besidder en tonnage af fiskefartøjer på mere end 1000 brt.

Ovenstående tabel viser, at skibe over 200 brt, hvortil de fleste af de nye stålbyggede s. 73 lineskibe hører, udgør en stigende procentdel af den samlede tonnage. Grunden til, at hovedvægten har været lagt på bygning af denne skibstype, er, at den har en stor aktionsradius, en lasteevne, der gør den egnet til fiskeri i fjerne farvande, og at den desuden har vist sig særdeles velegnet til fiskeri i hjemlige farvande om vinteren. Med trawlflåden og de nye lineskibe er færøsk fiskeri i stor udstrækning blevet en helårsdrift.

Fiskemetoderne har ændret sig sa. m. anskaffelsen af den nye og moderne udstyrede flåde. Fiskeri m. den gl. håndsnøre drives nu udelukkende i sommermånederne af nogle få af de gl. kuttere, der endnu er tilbage. Den altovervejende del af fangsten tages nu m. trawl, langline, ringnot og drivgarn.

Fangstens fordeling efter anv. redskabstype vil fremgå af flg. tabel:

Finansieringen af fiskeflådens fornyelse foregår nu med hjemmel i lagtingslov nr. 48 af 30/5 1964, der omfatter en tilskudsordning til nybygning af fiskeskibe, ombygning s. 74 af gl. skibe, fornyelse af maskiner og teknisk udstyr. Efter denne lov kan der ved bygning af nye skibe ydes vedk. et tilskudslån på 20 % af byggeomkostningerne fra fondet til fornyelse af fiskeflåden, stiftet ved lagtingslov nr. 40 af 4/5 1957. Såfremt skibet bygges på færøsk værft, forhøjes tilskudslånet til maximum 25 %. Ydelse af tilskudslån er betinget af, at skibsejeren i det mindste har en egenkapital på 10 % af skibets værdi, og lånene sikres m. panteret i vedk. skib inden for 90 % af dettes værdi, Tilskudslånet betales kontant og er rente- og afdragsfrit og afskrives over fondet i indtil 20 år. Skifter skibet ejer el. overgår det til andet erhverv end fiskeri, forfalder lånet el. det, der står tilbage af det, til betaling. Tilskudslånene til maskiner og andre tekniske installationer ydes m. indtil 15 % af anskaffelsesprisen under sa. betingelser som til nybygninger, dog m. en afskrivningsfrist på 10 år.

Når skibe bygges på færøsk værft, ydes desuden op til 4,5 % af byggeværdien som erstatning for værftets fragtudgifter til transport af byggemateriale til Færøerne.

I de sen. år er enkelte skibe blevet forlænget. Til en sådan forlængelse og den nødvendige omlægning og installation af teknisk udstyr, fornyelse af maskine medregnet, yder det off. if. loven fra 1964 en garanti på indtil 30 % af skibets værdi efter forlængelsen. Kravene til egenkapital er 10 % af værdien efter forlængelsen.

En del af fiskefartøjerne har lagt driften om fra fiskeri m. langline til sildefiskeri m. ringnot og kraftblok. Da en sådan omlægning er forbundet m. store investeringer i nyt teknisk udstyr, garanterer det off. if. lagtingslov nr. 60 af 14/8 1964 for op til 75 % af udgifterne til installation af kraftblok. Desuden ydes tilskudslån på op til 20 % på sa. betingelser som til nybygninger.

Af den del af finansieringen, der ligger uden for tilskudslån og egenkapital, opnås sædvanligvis de 20 % fra Danmarks Fiskeribank og de resterende 50 % fra Færøernes Realkreditinstitut, der blev opret, ved lov nr. 60 af 12/3 1955.

Finansieringen i selve byggeperioden sker ved alm. bankfinansiering mod garanti fra det off. if. lagtingslov nr. 4 af 24/3 1965.

Finansiering af udrustning til fiskeskibe ydes if. lov nr. 328 af 2/11 1962 om pantsætning af fangst.

Enhver, der driver fiskeri, herunder hvalfangst, skal efter loven kunne give underpant i fangsten til sikkerhed for betaling af gæld, stiftet til udrustning og drift af fiske- og hvalfangerfartøjer. Det if. pantebrev skyldige beløb kan inddrives ved pantning og forfalder til betaling senest 31/12 i det år, pantebrevet er oprettet.

Finansieringen af udrustning sker efter lov vedtaget af den da. rigsdag, men kun m. gyldighed for Færøerne.

Finansieringen af lagre af salt- og klipfisk, saltsild og fiskefilét foregår alm. på den måde, at producenten udsteder en check lydende på værdien af den oplagrede vare. Efter accept af en af salgsorganisationerne diskonterer de lokale banker checken, og eksportorganisationen overtager hermed lageret og udbetaler producenten 70 % af lagerværdien. Resten udbetales, når den lagrede fisk er eksporteret.

Mangler de færøske banker likvid kapital, kan de if. tilsagn fra Den danske Nationalbank rediskontere veksler i fiskelagre i Nationalbanken op til en maksimal værdi på 15 mill. kr.

Eksportorganisationerne har efterhånden oparbejdet en anselig reservekapital, således at sikkerheden for den gældende finansiering af fiskelagre er stor.

For finansieringen af lagre af agnsild, sildemel og -olie gælder særl. regler. If. lagtingslov ydes der off. garanti mod pant i lagre af frosset sild beregnet til agn. Garantien har hidtil været maksimeret til 500.000 kr. årlig. Off. garantier ydes ligeledes m. pant i lagre af sildemel og -olie.

Finansiering af eksporten kan finde sted if. rigslov nr. 145 af 21/4 1965 om Danmarks erhvervsfond. Denne lov, der også er sat i kraft på Færøerne, har m. sikkerhed i erhvervsfondet til opgave at yde støtte for eksporten og til at fremme erhvervenes effektivitet og konkurrenceevne.

Fiskerne og deres aflønningsforhold. Som nævnt under afsnittet om befolkningens fordeling efter lokalitet, alder, køn og erhverv, var antallet af fiskere efter folketællingen 1960 4.313 svarende til 33, 9% af de erhvervsmæssigt beskæftigede personer. Det er dog tvivlsomt, om alle disse pers. havde deres fulde beskæftigelse ved fiskeri.

En opgørelse pr. 1/6 1964 på en årstid, da hjemmefiskeriet er sparsomt, men fjernfiskeriet har sin højsæson, viste, at der m. den havgående flåde var forhyret 2.071 fiskere. Disse fiskere må regnes som de mest aktive og som fuldt beskæftigede m. fiskeri, medens de resterende må henregnes til sæsonbeskæftigede.

Flg. tabel viser aldersfordelingen blandt fuldt beskæftigede fiskere pr. 1/6 1964:

Blandt de sæsonbeskæftigede fiskere regnes de fiskere, der om sommeren driver fiskeri med åbne både fra stationer ved Grønlands kyster, og desuden fiskere, der periodevis forhyres m. no., isl. og ty. fartøjer. Endv. må under sa. kategori medregnes de fiskere, der udelukkende el. delvis driver fiskeri i de hjemlige farvande.

Tabellen viser, at af de fuldt beskæftigede fiskere udgør aldersklassen 15-19 år den største procentuelle andel: 20,9 %. I de flg. aldersklasser falder procenten og når i aldersklassen 35-39 under 10.61 % af de fuldt beskæftigede fiskere var på det tidspunkt, opgørelsen fandt sted, ml. 15 og 34 år, hvilket synes at bevise, at s. 76 tilgangen fra de yngre aldersklasser til erhvervet er god. Det, at så mange folk i en så forholdsvis ung alder søger bort fra erhvervet, hænger sandsynligvis sammen m. den unormalt store og pludselige aktivitet inden for anlægs- og byggevirksomhed de sen. år. Det hårde arbejde på de månedlange ture ved Grønlands og New Foundlands kyster virker sikkert trættende i længden, og de aldersklasser, der har stiftet familie, søger i stor udstrækning bort fra erhvervet, når der gives en lejlighed.

Fiskernes organisation: Fiskimannafelag Føroya blev opret. 1911 og er nu den største organisation på Færøerne m. et medlemstal på 3.000. Foruden denne organisation findes organisationer for skippere, maskinister og kokke, men de to sidstn. er, selv om de har deres egne organisationer, forpligtet til også at være medl. af fiskernes organisation.

Aflønningen af fiskerne sker efter overenskomster ml. rederiforeningen og mandskabets respektive organisationer. Desuden er der ved lov sikret fiskerne en månedlig mindsteløn i tilfælde af mislykket fiskeri og et månedligt forskud fra fiskernes afregnings- og lønreguleringsfond, der er opret. ved lagtingslov nr. 72 af 22/12 1951. Dette fond udbetaler endv. et pristilskud af en vis nærmere bestemt del af fangsten, betinget af at denne bringes i land på Færøerne. For saltfiskens vedkommende er pristilskuddet af hængigt af fiskens størrelse og kvalitet.

Afregnings- og lønreguleringsfondet finansieres dels ved en eksportafgift af al fersk og saltet fisk, der bringes i land uden for Færøerne, dels ved bevillinger over den færøske finanslov. Gennem afregnings- og lønreguleringsfondet er der sikret fiskerens familie et lønforskud, mens han er borte på fiskeri. Dette forskud, i øjeblikket 1100 kr. månedligt, tilbagebetales fondet af fiskernes fortjeneste efter afsluttet tur.

Mindstelønnen, der i grunden bør betragtes som en social sikkerhed for fiskeriets udøvere, er pristalsreguleret og beløber sig i øjeblikket til ca. 1400 kr. om måneden. Så vidt vides er Færøerne det eneste sted, hvor en sådan mindstelønsordning er oprettet.

Den egl. aflønning af det m. fiskeskibe forhyrede mandskab sker if. kollektive lønaftaler. Den andel af fangsten, der tilfalder mandskabet, er procentvis forsk., varierende m. skibets type og udstyr, fangsteffektivitet, behandling af fangsten, antal besætningsmedlemmer og m. de driftsudgifter, som trækkes fra fangstværdien, før besætningsmedlemmernes andele udregnes.

Eks. I. Den højeste procentvise betaling til mandskabet opnås om bord i mindre trawlere, der fanger fisk til saltning el. isning, langlinebåde, der iser fisk, og fartøjer, der salter sild. Efter fradrag af en hel del driftsudgifter: salt, kul, olie, is, agn o.s.v. tilfalder 50% af fangsten mandskabet til deling. Ved delingen tilfalder der officererne større andele end de menige fiskere.

Eks. 2. For fiskeri m. håndline får mandskabet 42 % af fangstværdien efter fradrag af udgifter til agn. Mandskabets andel deles enten ligeligt ml. de enkelte el. i forhold til disses andel af fangsten. Mandskabet betaler selv provianten, medens skibsejeren betaler besætningsmedlemmer, der ikke deltager direkte i fiskeriet: maskinmester, kok o.s.v.

Eks. 3.40% er mandskabets part, når der drives fiskeri m. langline fra moderskib udstyret m. i det mindste 3 åbne motorbåde, således som tilfældet er ved s. 77 Grønland om sommeren. Betingelserne er i øvrigt de samme som i foregående eksempel.

Eks. 4. Ombord i langlinefartøjer, der fisker til saltfisk, er mandskabets andel 34 % m. sa. deltagelse i driftsudgifterne som i eksempel 2.

Eks. 5. 34 % er også mandskabets andel ombord i de store trawlere, der fisker til saltfisk, efter fradrag af så godt som alle driftsudgifterne.

Eks. 6. Den laveste mandskabsandel, 30 %, betales ombord på fartøjer, der fisker m. net til saltning el. fanger sild til agn enten m. drivgarn el. ringnot m. kraftblok.

På Færøerne skelnes der ml. forsk. grader af brutto- og nettokontrakter, alt efter i hvor høj grad besætningen deltager i betalingen af driftsudgifterne.

Udover de kontraktmæssigt ansatte lønninger ydes der som nævnt også et vist tilskud til fiskeprisen, og det er nu ved lov pålagt redere og skibsejere at udbetale de menige fiskere (ikke officererne) et 7 %’s tillæg til deres lønninger svarende til de feriepenge, som udbetales for timebetalt og fastlønnet arbejde i land.

Forskning, rådgivning og kvalitetskontrol. Igennem mange år har Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser drevet forskning i havet omkr. Færøerne. 1951 oprettede det da. fiskeriministerium sa. m. Færøernes landsstyre en havforskningsstation, Fiskirannsóknarstovan, i Tórshavn. Driften af denne station, der er en afd. af Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser, betales af Danmark og Færøerne i fællesskab m. halvdelen til hver af parterne. Ved en aftale har Færøerne desuden forpligtet sig til at skaffe og holde nødvendige lokaler til stationen.

Fra den færøske station drives havforskning både i færøske farvande og i fjernere have, hvor færinger driver fiskeri.

Foruden den biologiske station oprettede landsstyret 1950 et fiskeriindustrielt laboratorium, Fiskiídnaðarstovan, der drives for færøsk regning, og som hidtil især har været beskæftiget m. rådgivning, kvalitetskontrol og i nogen grad forskning.

1912 blev der opret. en vragerinstitution, som opr. udelukkende havde til opgave at kontrollere salt- og klipfisk til eksport og garantere fiskens kvalitet. Med udviklingen af en mere mangeartet industri er der pålagt institutionens folk en hel del andre kontrolopgaver end de opr., og indsamlingen af fiskeristatistisk materiale påhviler vragerinstitutionen.

Den fiskeriindustrielle rådgivning og forskning såvel som den havbiologiske på Færøerne har betydet meget for udviklingen af fiskerierhvervet de seneste år, specielt for den rette udnyttelse af de store sildeforekomster.

Bruttofaktorindkomsten for fiskeriet, hovederhvervet, var 1964 106.992 mill. kr. (se tabellen s. 66). Så godt som hele fiskeriproduktionen eksporteres enten direkte fra fangstfeltet el. efter at fisken er videreforarbejdet i industrianlæg til varer af forsk. forædlingsgrad. Under bruttofaktorindkomsten medregnes kun landingsværdien af fisken: saltfisk, fersk fisk, sild o.s.v. Værdiforøgelsen ved forædlingen medregnes derimod ikke under fiskeriets bruttofaktorindkomst, men tages med under erhvervsfaktoren: håndv. og industri. Den endelige værdi af fiskeriprodukter bliver således betydelig højere, end hvad fiskeriets bruttofaktorindkomst viser.

Den indtægt, som færøske fiskere, der sejler m. udenlandske skibe, indtjener, er heller ikke medregnet, men regnes med i nationalregnskabet sa. m. renteindtægt fra udlandet.

Fiskeriets produktionsværdi i efterfølgende tabel er bragt til veje fra eksportstatistikken og lageropgørelserne. Kun det kvantum fisk, der går direkte til konsum på Færøerne, er beregnet.

Tabellen for rå- og hjælpestoffer er direkte fra regnskabet over produktionen. Bruttofaktorindkomsten for fiskeriet gav 1964 flg. helhedsbillede:

Det fremgår af tabellen, at fiskeriets produktionsværdi efter fradrag af rå- og hjælpestoffer udgjorde 100.520.000 kr. Lægges hertil forsk. subsidier i form af tilskud til fiskepriser og afdrag af de tilskudslån, der er omtalt i afsnittet om finansieringen af fiskeflådens fornyelse, fås bruttofaktorindkomsten: 106.992.000 kr. el. 32,15% af den samlede bruttofaktorindkomst for 1964.

Landbrug.

Som et lille, bjergrigt landområde af vulkansk oprindelse beliggende i Atlanterhavet på 62° n.br., er Færøerne, som landbrugsland betragtet, hverken klimatisk, topografisk el. jordbundsmæssigt begunstiget.

Klimaet er udpræget øklima m. mild vinter og relativ kold sommer. Det er sjældent og kun i kortere perioder om vinteren, at frosten hindrer bearbejdningen af jorden; tiden uden for vækstsæsonen, hvori jorden kan bearbejdes, er derfor lang, og forudsat nedbøren ikke hindrer arbejdet, kan der regnes med en god s. 79 udnytningsgrad af de moderne dyrkningsmaskiner, som de fleste landbrugsejendomme af betydning i dag er udstyret med.

Den effektive vegetationsperiode er kort, og både klima og jordbundsforhold sætter i stor udstrækning grænser for valget af kulturvækster. Græsvæksten er imidlertid begunstiget af de store nedbørsmængder i vækstsæsonen, og udbyttet ved brug af større mængder kunstgødning er forholdsvis godt. Græsningsbruget er den mest betydningsfulde driftsform i det færøske landbrugserhverv.

Færøernes samlede areal er 1400 km² el. 140.000 ha. Heraf er if. de seneste tællinger 8906,8 ha (byggegrunde iberegnet) el. 6,36 % indgærdet og for største delen bragt under kultur. Karakteristisk for det færøske landskab er, at alle bygderne ligger ned til stranden med de dyrkede arealer som en bræmme omkring s. 80 sig. Gærder og hegn omkr. de dyrkede arealer deler landskabet i udmark og indmark.

Planteavl.

Korn (6-radet byg), kartofler, en smule roer samt græs var tidl. de afgrøder, der dyrkedes i indmarken. Der dyrkedes to bygsorter: Hordeum hexastichon og Hordeum vulgare, som vanligvis ydede ca. 20 hkg korn pr. ha, m. en hl-vægt på ca. 45 kg. Korndyrkningen indgik i et sædskifte, således at græsjorden hvert syvende år blev udlagt til korn m. rigelig tilførsel af gødning. Efterhånden som fiskeriet blev helårsarbejde og en større og større del af befolkningen gik over fra natural- til pengeøkonomi, holdt korndyrkningen op. Når der ses bort fra enkelte mindre havebrug, dyrkes der i dag så godt som udelukkende græs og kartofler. Af kartofler kan der gennemsnitlig høstes ca. 250 hkg pr. ha. Tørstofindholdet er forholdsvis lavt, ca. 17-18 %, hvilket giver en vare m. ringe holdbarhed. Under sidste verdenskrig var Færøerne selvforsynende m. kartofler.

Over 90 % af indmarken er udlagt til høslæt og græsning. Den gennemsnitlige høafgrøde pr. ha med engangs slæt er ca. 4000 kg. Efter gl. retsforskrifter har fårene de fleste steder græsningsret i indmarken om vinteren og foråret lige til 15. maj, hvilket nedsætter græsudbyttet betydeligt. Hvor denne græsningsret er blevet afløst af vinterfredning, kan indmarken m. rigelig gødningstilførsel ofte yde to afgrøder.

Dyrkning af haveplanter er ikke meget udbredt, dog findes der eksempler på familier, der ernærer sig udelukkende ved havebrug, drevet dels på friland, dels i drivhuse.

1920 oprettedes Statens Landbrugsforsøg på Færøerne. Forsøgsarbejdet har i særl. grad koncentreret sig om planteavlen, og m. forsk. sorter kartofler, rodfrugter, byg og græs og disse planters gødningsbehov er der udført en lang række forsøg, der har haft betydning for landbruget. 1955 overgik driften af landbrugsforsøgene til de færøske myndigheder.

Husdyrbruget.

Fåreholdet – den vigtigste gren af landbrugserhvervet – er knyttet til udmarken, der udgør ca. 94 % af det samlede areal. Hele dette område er udyrket og tjener som græsning for fårene så godt som hele året og for kvæg og heste om sommeren.

Den færøske fårerace menes at stamme fra det højlandsfår, der før i tiden var almindeligt i Nordvesteuropa. Det er en hårdfør race, der klarer sig godt i det fri hele året. Det har en temmelig tyk pels bestående af uldhår og lange dækhår. Den opr. røgt af fårene bestod i at holde flokkene til de steder, der var dem tiltænkt, og sørge for, at de udnyttede græsningen på bedste måde – om sommeren i fjeldet og om vinteren på den lavereliggende del af udmarken og på indmarken. Desuden byggede man lægærder i marken, afgrøftede fugtige steder, og passede på at holde fårene fra de steder, hvor de var udsatte for sneras. Ved sankthans drev man fårene sammen i folde for at klippe dem og om efteråret for at slagte lammene og udvælge avlsdyr. Den dygtige fårehyrde kendte hvert dyr, dets afstamning og alder, og i avlsarbejdet sørgede han for at udvælge de bedste, stærkeste og mest hårdføre lam.

Mens det før ikke var almindeligt at give tilskudsfoder om vinteren, er man nu mere og mere gået over til at bygge fårehuse i udmarken og fodre fårene i de perioder, hvor de har vanskeligt ved selv at skaffe sig føden. Aflusning og behandling mod bradsot og andre sygdomme sa. m. den forbedrede røgt har ikke blot bidraget væsentligt til at afbøde den store dødelighed blandt fårene i hårde vintre, men har også givet udbytte i voksende kødproduktion pr. får og forbedret uldkvalitet.

Bestanden af får er ca. 70.000 stk. og har ikke ændret sig i mange år. Med det voksende indbyggertal har fåreholdets betydning for befolkningens ernæring været dalende. O. år 1800, da befolkningens antal var 5000, udgjorde bestanden 14 får pr. individ, i dag er dette tal mindre end 2.

Kvægholdet.

Der siges at have eksisteret en særl. færøsk kvægrace, der var sort af lød, men den findes ikke mere, idet den er blevet blandet m. islandsk, da. og i de sen. år m. no. kvæg. De små besætninger, mange bestående af kun én ko, har ikke virket fremmende for et systematisk avlsarbejde. Kvæget er uensartet både af bygning og lød, og ydelsen varierer meget fra individ til individ.

Indtil for 15 år siden holdt kvægbestanden sig ret konstant på ca. 4000 stk., hvoraf ca. 3300 malkekøer, resten ungkvæg.

Ved kvægtællingen 1963-64 var det samlede antal kvæg faldet til 2545 stk., hvoraf 1887 stk. var malkekøer. Faldet hænger sammen med afgangen af folk fra landbrug til fiskeri el. andet lønnet arbejde.

Erhvervskombinationen fiskeri + drift af en mindre jordlod med en el. to s. 82 køer, som før var meget alm., er ved at høre op; til gengæld har gårdsbrugere, som tidl. på grund af manglende arbejdskraft havde forholdsvis små besætninger, øget deres kvæghold. Dette har kunnet gøres ved bygn. af moderne stalde og ved i nogen grad at mekanisere driften både af stald og mark.

Ved brug af voksende mængder kraftfoder har ydelsen pr. ko kunnet sættes i vejret, således at mælkeproduktionen til trods for faldet i kvægbestanden har holdt sig nogenlunde konstant. If. kontrolregnskaber er den gennemsnitlige årsydelse pr. ko fra 1937 til 1964 steget fra 1700 til 2800 kg m. et fedtindhold på 3,8 %.

Avlsarbejdet er i de allerseneste år gjort mere systematisk, idet man i vid udstrækning er gået over til kunstig inseminering. Sæden indføres nedfrosset til Færøerne fra anerkendte tyreavlsstationer, for malkekvægets vedk. fra Norge (rødkullet vestlandsrace), for kødkvægs vedk. fra Danmark (Chevrolais-racen). Kødkvæget er særl. beregnet til opdræt på afsidesliggende steder, hvorfra mælk vanskeligt lader sig transportere. Malkekvægets blanding m. den nævnte no. race vil utvivlsomt kunne medføre en forøget produktion af mælk, hvilket er højst tiltrængt. I Tórshavn er det nuv. årl. mælkeforbrug pr. person ca. 75 1. Til sammenligning kan nævnes, at det i Finland er 208 1, i Norge 227 1, i Sverige 1971 og i Danmark 175 1.

Heste, som tidl. havde stor betydning for landbruget til transport af gødning, afgrøder og tørv og til jordens forarbejdning, er i stor udstrækning blevet afløst af maskiner og benyttes nu mest til ridning. Antallet af heste er reduceret stærkt de seneste år. Bestanden er nu på ca. 300 stk.

Hønseholdet har, til trods for stærk prismæssig konkurrence fra importerede da. æg, været voksende. Tidl. var det alm., at hver husholdning producerede æg til s. 83 eget forbrug, men m. stigende befolkningskoncentration på de store pladser har denne form fået mindre og mindre betydning, og produktionen er gået over til hønserier. Det har imidlertid skortet på organiseret lagring og salg af æg, hvad der har medført, at flere hønserier har haft svært ved at klare sig. Muligheden for, at Færøerne bliver selvforsynende med æg, skulle være til stede.

Landbrugets andel af det færøske nationalregnskab for 1964 var 16,2 mill. kr. el. 4,88 % fordelt på flg. poster:

Ejendomsforholdene på Færøerne er af en speciel karakter. Ca. halvdelen af jorden er fæstegods, der opr. tilhørte kirken, men efter reformationen blev lagt ind under kronen. Dette fæstegods, også kaldet kongsjord, har fæstebønderne haft i leje fra kronen el. kongen, deraf navnet kongsbonde, lige til denne jord 1955 blev overtaget af de færøske myndigheder. For en lille årl. leje – ca. 70 kr. for en middelstor gård – har fæstebønderne rådighed over jorden og kan benytte den som deres egen ejendom. Fæstet tilhører familien og går fra far til ældste søn el. til næstældste, hvisden første dør el. frasiger sig retten. Er der ingen sønner, har ældste datter ret til fæstet. Er fæstebonden barnløs, går retten over til næstældste broder og i mangel af brødre til ældste søster o.s.v. Slægten har arveret til fæstegodset.

Den jord, der ikke er fæstegods, er delt i to brugsformer: odelsjord og trøbrug. Odelsjorden, der er selveje, har det tilfælles m. fæstegodset, at den består af matrikuleret indmark, der har alle de til fæstegodset tilh. rettigheder i udmarken: græsning til kvæg og får, tørvegravning, fuglefangst o.s.v. Trøbrugene er små jordlodder, sædvanligvis på ca. 12.000 m2 dyrkelig jord. Disse små familiebrug er beregnet til hold af en ko og til en families forsyning m. kartofler og grønsager.

Fæstebrugene og odelsgodset er efter gl. skik delt i »marker«, hver mark gennemsnitlig bestående af 800 m2 indmark og 55 ha udmark. Der findes i øjeblikket 1321 marker fæstegods, fordelt på 420 brug, hvoraf kun de 150 har en sådan størrelse, at de giver en familie sit fulde udkomme. Odelsjorden udgør ca. 1100 marker. Da den er delelig ved arveskifte, og da der desuden handles med den, er brugsantallet stærkt varierende. Antallet af trøbrug kan anslås til ca. 1000.

Ved arvedelinger var odelsjorden på Færøerne efterhånden ofte udstykket i meget små lodder. Landbokommissionen 1908–11, der bl.a. gik ind for udskiftning, nævner som eksempel en mand på Sandoy, der ejede knapt 10 tdr. land fordelt på 95 lodder. Kortet her viser den til ejendommene i Fámjin hørende dyrkede jord, bøen, opdelt i over 900 lodder.

Omlægningen af fiskeriet til helårsdrift og de forbedrede indtjeningsmuligheder i dette erhverv er særl. gået ud over driften af de små ejendomme. Tendensen i jordlovsarbejdet for tiden går derfor i retning af at samle jorden i brug af en sådan størrelse, at de ved god drift m. moderne redskaber kan yde en familie dens fulde udkomme.

Lånefinansieringen til landbruget ydes væsentlig gennem det 1937 oprettede jordfond, Føroya jarðarráð, som administrerer al jord i off. eje – fæstegodset. Lån ydes i særdeleshed til opførelse af avlsbygninger og til indkøb af moderne maskiner og redskaber. Anlægslån ydes til 3 % p.a. begyndende m. 5 års afdragsfrihed og derefter på annuitetsbasis m. en årl. ydelse på 5 %. Lånene til maskinindkøb afdrages over 10 år og forrentes m. 3 % p.a. Driftslån ydes i visse tilfælde m. en afdragstid på 1 år til 3 % p.a.

Fra det offentlige ydes der over lagtingets finanslov tilskud til landbruget. Dette tilskud går bl.a. til opdyrkning, avlsarbejde, bygning af ensilagesiloer, træplantning og som direkte tilskud til mælkeproduktion. På finansloven 1966-67 var tilskuddet ca. 1 mill. kr., hvoraf gik 430.000 kr. til mælkeproduktion. For at imødekomme de stigende krav om investeringslån fra jordfondet ydes der over en 10-årig periode fra 1963 fondet et tilskud på 200.000 årl. Hermed skulle jordfondets kapital bringes op på 4 mill. kr.

Afsætningen af landbrugsprodukter, både af hjemmeavlede og importerede, har hidtil været uorganiseret, og det salgspolitiske samarbejde ml. producenterne har været meget lidt udviklet. Landbrugsorganisationerne har dog nu, støttet af myndighederne, opret. en salgscentral, Pf. Grøði, Tórshavn, specielt beregnet på at tage sig af omsætningen af kartofler, frugt og grønsager. Salgscentralen, der er udstyret m. moderne kølelagre, vil lægge hovedvægten på udviklingen af kartoffeldyrkningen, men vil også i det omfang, det er mul., tage sig af importen af kartofler, frugt og grønsager under betryggende forhold.

Handel.

Fra 1273 til 1856 skiftedes kronen og private handelsskaber til at have Færøernes indenlandske og udenlandske handel i deres hænder, bortset fra korte perioder hvor det var færinger tilladt at handle frit m. borgere i de andre lande, der hørte ind under den da. krone.

Handel og sejlads på Færøerne blev sidste gang lagt ind under kronen 1709, og dette kongelige monopol, som det kaldtes, blev opretholdt, til det m. lov af 21/3 1855 blev ophævet. Loven blev sat i kraft 1/1 1856.

Opr. var monopolhandelen centraliseret i Tórshavn, og hertil måtte folk fra alle øerne drage for at afsætte deres produkter og købe deres fornødenheder; men s. 86 få år før monopolet blev ophævet, havde handelen oprettet filialer i Klaksvik for de nordl. øer, i Tvøroyri for Suðuroy og i Vestmanna for den vestl. del af Færøerne.

De første år efter handelens frigivelse overgik Den kongelige Handels bygninger på private hænder, og det var særl. ud fra disse steder, det frie initiativ til at begynde med udfoldede sig stærkest. De første private forretningsvirksomheder blev organiseret m. en hovedafd. i en af de store bygder m. gode havneforhold og m. underafdelinger spredt ud omkr. på øerne. Da fiskeri m. dæksfartøjer 1872 begyndte, knyttedes ofte en betydelig rederivirksomhed til de store forretninger, som dermed fik betydning for udviklingen af fiskeriet m. havgående fartøjer.

På Færøerne har man kun haft få råstofkilder til rådighed. Landbr. var opr. det bærende erhverv, og helt op til 1840 bestod den alt overvejende del af eksporten af landbrugsprodukter. Først efter dette tidspunkt sker der en forandring.

Fiskeriprodukter begynder at gøre sig gældende i eksporttallene.

I perioden 1792-1801 udgjorde fisk og tran kun 9,7% af eksportværdien, medens resten var landbrugsprodukter, væsentlig strikkede strømper, men også en del talg, trøjer, skind, smør og fjer. 50 år sen., i perioden 1841-50, udgør fisk og tran 39% af den samlede eksportværdi. Det var fortrinsvis stokfisk og saltfisk, der blev eksporteret, men en forarbejdning af saltfisken til klipfisk indledes også i denne periode, og klipfisken bliver efter 1870 og indtil slutn. af 1950’erne hovedeksportvaren.

I et samfund m. et så lille befolkningstal og m. så ensidigt erhverv som det færøske, må importen og eksporten blive stor i forhold til befolkningens størrelse. Et livligt handelssamkvem m. udlandet vil være en betingelse for erhvervenes trivsel og levestandarden.

De sidste 10 år er samhandelen m. udlandet vokset meget stærkt. Årsagen hertil har været voksende fiskefangster sa. m. en gunstig prisudvikling. En stigende velstand har været at spore blandt befolkningen, hvilket har givet sig udslag i et større forbrug og stigende import. Nævnes må også den stærke udbygning af samfundet, som også har bidraget til øget import; især har fornyelsen af fiskeflå den, som satte ind 1956, fået importen til at stige stærkt, da største delen af de nye skibe er blevet bygget uden for Færøerne.

For året 1966 har eksporten efter en midlertidig opgørelse pr. 31/12 1966 været på 152 mill. kr., hvilket er en nedgang fra det foregående år på 25,8 mill. kr. Nedgangen i eksportværdien modsvares dog nogenlunde af stigningen i lager beholdninger, som fra 1/1 1966 til 31/12 1966 steg m. 25,7 mill. kr. Eksportens ensidige afhængighed af fiskeriet kan naturligvis udsætte den for ret stærke svingninger fra år til år.

Af tabellen fremgår, at handelsbalancen stadig har haft en negativ tendens. s. 87 De relativt store svingninger i underskuddet hænger i høj grad sammen med ændringer i lagerbeholdningerne af fisk og fiskeriprodukter. Lagerbeholdningens stigning 1966 vil således give sig udslag i en på det nærmeste tilsvarende forringelse af handelsbalancen for dette år.

I sammenligning m. andre lande er Færøernes udenrigshandel, beregnet pr. indbygger, meget stor. 1965 var eksporten ca. 4.800 kr. pr. indbygger.

Nedenstående tabel viser udviklingen i eksporten af forsk. hovedprodukter.

Det fremgår af tabellen, at der siden 1938 er sket betydelige forskydninger m.h.t. de forsk. varers betydning i den samlede eksport. 1938 udgjorde saltet fisk og klipfisk 91 % af eksportværdien, medens disse varers andel af eksporten 1965 er dalet til 55,6 %. Til gengæld har eksporten af fiskefilet været stigende, og det sa. gælder sildeprodukter: fersk sild, sildeolie og sildemel. Hvalprodukter, som 1938 tegnede sig for 5 % af eksportværdien, er 1965 så godt som udgået af eksporten. Eksporten af iset fisk, som 1960 udgjorde 26,5% af eksportværdien, er 1965 dalet til 7,3 %, hvilket dels hænger sammen med udbygningen af fiskefiletfabrikker, dels med de efter udvidelsen af fiskeriterritoriet indførte restriktioner på det engelske marked for fersk fisk. Som et nyt produkt kan nævnes sildehaj, som først er kommet med i eksporten efter 1960. Under gruppen andre varer er medregnet eksporten af skibe, som både 1965 og 1966 har været usædvanlig stor, henh. 5,3 og 10,4 mill. kr.

Hvilken altovervejende rolle produkterne fra havet spiller i den færøske eksport, s. 88 fremgår tydeligt af de i tabellen angivne tal. Fiskeriprodukter har sammenlagt svinget ml. 93,7 % 1938 og 94,3 % 1965. Tilføjes skal, at under andre varer er inkluderet eksporten fra et nyt, fiskeriet nært tilknyttet erhverv, nemlig minkavl. 1965 udgjorde eksporten af minkskind 1,4 mill. kr.

Tallene i ovenstående tabel viser, at der siden 1961 er sket betydelige forskydninger m.h.t. hovedaftagerlandenes betydning for den færøske eksport. Eksporten til Italien, Grækenland, Norge og Danmark er vokset stærkt, derimod har der været et fald i eksporten til Storbritannien. Eksporten til det tidligere vigtigste klipfiskemarked, Spanien, var faldet meget stærkt, men har i de sidste år haft betydelig fremgang. Det sa. har været tilfældet m. eksporten til Sverige og USA. Eksporten til Brasilien, Færøernes nuv. hovedaftager af klipfisk, har været faldende i perioden 1963/65.

En fordeling af eksportværdien af fiskeriets hovedprodukter på de respektive aftagerlande giver flg. billede:

Tabellen viser, at Italien 1965 var Færøernes største aftager af saltfisk, dernæst kommer Spanien, Norge og Grækenland. Det er først de sidste to år, Norge har været en betydelig aftager af saltfisk. Brasilien har aftaget næsten 3 gange så megen klipfisk som alle de øvr. aftagerlande tilsammen. Medens klipfisk tidl. var hovedeksportproduktet, ligger saltfisken nu klart i spidsen.

Denne udvikling fra eksport af et produkt af højere til et produkt af lavere forædlingsgrad hænger i nogen grad sammen med udbygning af kølehuse til opbevaring af saltfisk i aftagerlandene. Efterspørgslen efter klipfisk har været aftagende, og prisen for denne vare har derfor ikke fulgt m. prisstigningen på saltfisk. Følgen har været, at mange fisketørrerier har været ude af drift, og Færøerne har måttet give afkald på den værdiforøgelse, som tilvirkning af klipfisk tidl. betød for eksporten.

Storbritannien, der tidl. har været eneste aftager af iset fisk, er stadig den største aftager. Danmark og Vesttyskland er først kommet til efter Storbritanniens kvotering af importen fra Færøerne 1964, da fiskeriterritoriet blev udv. til 12 sømil.

Største aftager af saltsild er Sverige, som har købt ca. halvdelen af årets fangst.

Mere end halvdelen af eksporten af frosset fiskefilét blev solgt til USA til en værdi af godt 11 mill. kr. Næststørste aftager var Storbritannien.

Den største del af Færøernes eksport til andre lande end Danmark finder sted under de handelsaftaler, som Danmark har med disse lande.

Til belysning af prisudviklingen fra 1962 for nogle af hovedprodukterne anføres flg. tal:

Som det ses af tabellen, har prisstigningen været betydelig større for saltfisken, produktet af lavere forædlingsgrad, end for klipfisken. Lønstigningerne, der de sen. år har fundet sted på Færøerne, har gjort forædlingen af saltfisk til klipfisk urentabel og har desuden tynget stærkt på økonomien i filétproduktionen.

Organisation af eksporten fandt sted 1936, da eksportørerne af salt- og klipfisk sluttede sig sammen i selskabet Føroya Fiskaexport, der var et andelsselskab m. begrænset ansvar. Selskabet, der blev dannet m. bidrag af off. midler, fik monopol på eksport af salt- og klipfisk.

Under anden verdenskrig standsede eksporten af salt- og klipfisk, og selskabet holdt op m. at arbejde. 1948 sluttede producenterne sig atter sammen i selskabet L/f Føroya Fiskasøla. Dette selskab havde monopol på eksport af salt- og klipfisk indtil 1952. 1953 dannede producenter af saltsild og krydret sild sammenslutningen L/f Føroya Sildasøla, der formidler så godt som hele eksporten af denne vare. 1954 dannede fiskerne deres eget eksportselskab L/f Samvinnufelag Fiskimanna, og 1964 sluttede nogle af de fiskere, der selv ejede fartøjer, sig sammen i selskabet L/f Føroya Útflutningssamtøka, som varetager eksporten af salt- og klipfisk fra disse fartøjer.

Selv om der efter eksportmonopolets ophævelse er dannet nogle nye selskaber, eksporteres hovedparten af saltfisken, klipfisken og den frosne fiskefilét og en del af den frosne sild gennem L/f Føroya Fiskasøla.

Eksporten af iset fisk er ikke organiseret, men for at kunne eksportere denne vare såvel som alle andre fiskeriprodukter må eksportøren if. lagtingslov nr. 15 af 15/9 1948 søge myndighedernes tilladelse. Tilladelsen udstedes af Føroya Landsstýri gennem dets fiskerikontor, Fiskivinnustovan, som i stor udstrækning formidler oplysninger om salgsmuligheder for iset fisk på de forsk. markeder.

I Storbritannien, der har været hovedaftager af iset fisk, har Færøerne siden 1945 haft sin egen udsending i Aberdeen, der i tilknytning til den da. ambassade i London har varetaget færøske eksportinteresser på det britiske marked.

En forretningssammenslutning med særl. formål, L/f Grønlandsfelagið, m. sæde i Tórshavn blev stiftet 1950. Denne sammenslutning, hvis medl. var alle fagforeninger m. direkte tilknytning til fiskeriet, det off. og L/f Føroya Fiskasøla, har if. sin formålsparagraf til opgave at drive alle former for anlægs- og forretningsvirksomhed, der står i forb. m. fiskeridrift i de grønlandske farvande. 1954 gik Grønlandsfelagið sammen med det for da. og no. kapital oprettede selskab Asgriko, der ligesom det færøske selskab havde sin virksomhed i Færingehavn, og man oprettede et nyt selskab Nordafar A/S, som fik en 15-års koncession på at drive virksomhed i Færingehavn. 1961 overtog selskabet færøske og no. aktionærer s. 91 den da. aktiekapital, således at Nordafar nu er et rent no.-færøsk forretningsforetagende.

Grønlandsfelagið’s hovedopgave er nu sa. m. Nordafars norske aktionær A/S Utrustning at lede og forestå hele Nordafars store virksomhed i Færingehavn, herunder forsyning af skibene m. proviant og udrustning og køb og salg af fisk og fiskeriprodukter.

Importen.

Bortset fra unormale perioder som fx. under anden verdenskrig kommer den allerstørste del af vareimporten til Færøerne fra Danmark. Næst efter Danmark er Storbritannien, Norge og Sverige de betydeligste vareleverandører.

Den årl. import er meget stor, således 1965 ca. 5.000 kr. pr. indbygger.

If. statistisk tabelværk over Danmarks vareindførsel og -udførsel var importen fordelt på forsk. større varegrupper for årene 1938, 1955, 1960 og 1964 flg.:

Tabellen viser, at importen har været jævnt stigende. Fra at være ca. 10 mill. kr. 1938 er den 1964 vokset til ca. 162 mill. kr. I alle varegrupper undt. maskiner, skibe, både samt andre transportmidler har der i perioden været et procentuelt fald i importen. Til gengæld har nævnte varegruppes andel af importen været stærkt stigende til og med de første par år af 1960’erne, hvorefter der indtræder en faldende tendens.

Denne indbyrdes forskydning ml. varegrupperne skyldes i hovedsagen fornyelsen af fiskeflåden, udbygningen af industrien samt den hurtige udbygning af veje, havne og elværker og alle de i forb. m. disse investeringer udviklede aktiviteter både af erhvervsmæssig og privat karakter.

Opdeles varegruppen maskiner, skibe, både samt andre transportmidler i undergrupper, fremgår, at af maskiner undtagen elektriske, der 1964 figurerer m. en importværdi på ca. 14 mill. kr., tegner forbrændingsmotorer, vejtromler, entreprenørmaskiner, kraner, spil, gaffeltrucks og andre maskiner og s. 92 maskindele sig for ca. 10 mill. kr., heraf forbrændingsmotorer 3 mill. kr. I gruppen elektriske maskiner m. en importværdi på ca. 9 mill. kr. er største post elektriske husholdningsapparater m. 2 mill. kr., dernæst kommer telekommunikationsudstyr, elektriske apparater, generatorer, motorer og omformere. Af transportmidler m. en importværdi på ca. 22 mill. kr. tegner skibe og både sig for 16,8 mill. kr., personautomobiler 1,5 mill. kr. og vare- og lastvogne 1,3 mill. kr.

Næststørste gruppe af importvarer er forarbejdede varer til produktion. Undergruppen garn og metervarer er den største m. en importværdi på ca. 9 mill. kr., dernæst kommer merbearbejdede metalvarer, varer af ikke-metallisk opr., hvoraf den største er cement. Endv. jern og stål.

Færøerne vil altid være stærkt afhængige af import af madvarer. Madvarer er den tredjestørste varegruppe i Færøernes import. De største poster inden for madvaregruppen var 1964 kød og kødvarer 5,8 mill. kr., frugter og grønsager 5,4 mill. kr., korn og kornvarer 4,4 mill. kr., mejeriprodukter og æg 3,3 mill. kr., kaffe, kakao, te og krydderier 3,0 mill. kr. og sukker og sukkervarer 2,3 mill. kr. Andre næringsmidler, foderstoffer medregnet, udgjorde i alt 4,4 mill. kr.

Under forsk. forarbejdede brugsgenstande er klædningsstykker den største gruppe 6,4 mill. kr., møbler og tilbehør 3,3 mill. kr., bygningstilbehør og belysningsartikler 2,4 mill. kr. og fodtøj 2,1 mill. kr.

Tilsammen udgjorde de nævnte 4 grupper ca. 79 % af den samlede import. Af de resterende grupper var brændsel og smøreolie den største m. 7,1 % af importværdien.

Medens værdien af færøsk eksport til Danmark er af ret beskedent omfang, 1965 således ca. 20 mill. kr. el. godt 11 % af den samlede eksportværdi, udgjorde vareimporten fra Danmark sa. år 128 mill. kr. el. ca. 70 % af hele importværdien. Den procentvise andel af Danmarks import til Færøerne var lavest 1961, ca. 55 %, samtidig var importen fra Norge og andre lande usædvanlig høj, hvilket hænger sammen med fornyelsen af fiskeflåden. Den største del af nybygningerne kom fra Norge, men en del fra Frankrig og Portugal, og sen. (1964) også fra Tyskland, som dette år havde en usædvanlig stor import til Færøerne.

Tallene viser i øvrigt for 5-års perioden 1961-1965, at så godt som hele stigningen af importen er faldet på Danmark. Inden for perioden har Storbritanniens andel af importen haft en faldende tendens. Importen fra Sverige har været stigende, hvilket skyldes den store byggeaktivitet. Den største post i importen fra Sverige 1965 var træ og tømmer m. ca. 6 mill. kr., derefter kommer maskiner, elektriske husholdningsartikler, sanitets-, varme- og belysningsartikler m. 4,3 mill. kr.

Importen fra Norge steg stærkt i slutn. af 1950’erne og begyndelsen af 1960’erne, perioden hvor den hurtige fornyelse af fiskeflåden fandt sted. Efter 1964 er der et brat fald i importen, mætningsgraden for flådefornyelserne synes i hvert fald midlertidig at være nået.

I løbet af 1965 steg den samlede import m. ca. 13 % i forhold til det foregående år. Størst var stigningen på varegrupperne fødevarer, drikkevarer og tobak ca. 18 %, forsk. ikke spiselige råvarer ca. 55 %, maskiner, transportmidler og andre produktionsmidler, skibe og både fraregnet, der steg m. ca. 30 %. Den eneste post, der viser et fald, er skibe og både, der gik ned fra 16,8 mill. kr. 1964 til 3,0 mill. kr. 1965. Importen af skibe og både blev herved mindre end eksporten, der 1965 beløb sig til 5,3 mill. kr.

Indenlandshandel. Voksende vareomsætning sa. m. en mere differentieret erhvervsdeling har medført, at en stigende del af befolkningen har forretning og vareomsætning som eneste erhverv. Med udbygningen af kommunikationsnettet er tidl. tiders store hovedforretninger m. filialer ude omkr. på bygderne så godt som forsvundet. De store forretninger havde egne fartøjer, der forsynede filialer m. varer. I dag har enhver sa. mulighed for at transportere varer til el. fra sin forretning.

De store forretninger, der både drev rederi- og industrivirksomhed, grossistog detaillistforretning, var opr. de bærende kræfter inden for erhvervet. Med deres nære tilknytning til hovederhvervet: fiskeriet, fik de stor indflydelse på dette erhvervs udvikling. Deres betydning har imidlertid været aftagende, og der findes nu kun få større forretningsforetagender af den gl. type. Med kriseårene i 1920’rne og 1930’rne, som skabte store finansielle vanskeligheder for mange virksomheder, indledtes en omformning af erhvervet, der ikke blot har ført til ændrede driftsformer, men som også har skabt forudsætninger for ændrede ejendomsforhold inden for produktionsapparatet. Som nævnt under afsnittet om fiskeri tilhører nu alle fiskefartøjer under 20 brt enkelte fiskere el. mindre sammenslutninger af disse, og over halvdelen af flåden ejes af fiskere og skippere personligt el. af sammenslutninger, hvori disse er hovedaktionærer.

Resultatet af udviklingen har været en fremadskridende udspecialisering af indenlandshandelen.

Der findes nu rundt om på Færøerne større forretningsvirksomheder, som ikke har nogen direkte tilknytning til hovederhvervet, men som driver ren grossistvirksomhed. Detailhandelen, der tidl. forsynede sig m. varer fra da. kommissionærer, får nu i stor udstrækning varer fra de færøske grossister.

Detailhandlerne organiserede sig 1912 i Føroya Keypmannafelag, og 1948 dannede Tórshavns detaillister sammenslutningen Havnar Detailhandlarafelag. Føroya Heilsølumannafelag, grossisternes organisation, blev også opret. 1948.

Brugsforeningerne har i modsætning til, hvad tilfældet har været i de andre nord. lande, haft svært ved at vinde frem på Færøerne. O. 1930 blev der gjort et mislykket første forsøg i Tórshavn. Det næste forsøg blev gjort 1951, da Havnar Keypssamtøka blev oprettet i Tórshavn. Denne brugsforening har nu en omsætning på 3-4 mill. kr. årlig. I bygderne Fuglafjørður og Klaksvík er der også opret. brugsforeninger, der 1964 blev sluttet sammen under betegnelsen Føroya Keypssamtøka, også betegnet F.K. Brugsforeningerne på Færøerne er medl. af den da. fællesforening F.D.B.

If. befolkningens fordeling efter beskæftigelse (se tabellen s. 68) var efter folketællingen 1960 1.436 pers. el. 11,3 % af den uden for hjemmet arbejdende del af befolkningen beskæftiget m. handel og vareomsætning, herunder medregnet hotelvirksomhed, forlystelsesetablissementer og apotekervirksomhed.

I nationalregnskabet for 1964 tegner disse erhvervsgrene, som medregnes under indenlandshandel, sig for de største andele af bruttofaktorindkomsten næst efter fiskeriet. Bruttofaktorindkomsten var for nævnte år 39 mill. kr. el. henved 12 % af Færøernes samlede bruttofaktorindkomst.

Håndværk og industri.

Håndv. som selvstændigt erhverv er af gl. oprindelse på Færøerne. Smede-, bødker- og husbygningshåndværk fx., og i særdeleshed bygning af både, krævede håndværksmæssig dygtighed. I øvrigt var arbejdsdelingen i det gl. samfund m. den lave levefod udflydende. De fleste familier forarbejdede selv deres ret simple redskaber såvel som deres sko og klæder. Først da det frie erhverv efter den kgl. s. 95 monopolhandels ophævelse 1856 gjorde sig gældende, gik udviklingen i retning af en vis arbejdsdeling, hvilket hang sammen med den øgede velstand og omlægning af fiskerierhvervet fra fiskeri m. åbne, hjemmelavede både til kutterfiskeri m. fartøjer, der var købt i udlandet. Den første større håndværksvirksomhed med tilknytning til kutterfiskeriet, »Færøernes ophalingsbedding«, oprettedes 1894. Den voksende forb. m. udlandet og de m. det nye erhverv stigende krav til håndværksmæssig dygtighed og alsidighed medførte naturligt, at håndværkere i større udstrækning end tidl. rejste uden for Færøerne for at søge lærdom, og at håndv. blev deres eneste erhverv, da de vendte tilbage.

Grænsen ml. håndv. og industri er noget udflydende. Til håndv. kan man regne de mindre, mekaniserede virksomheder, der fremstiller visse specialvarer mod bestilling. Industrivirksomheder derimod er mere baseret på at udnytte maskiner til fremstilling af større mængder af en ensartet vare til i forvejen ukendt køber.

I større og mere befolkningsrige lande end Færøerne vokser industri alm. frem i første omgang til forsyning af det hjemlige marked for siden at ekspandere og underlægge sig fremmede markeder. Færøerne, der er fattigt på råstoffer og m. en befolkning på kun 37.000 indbyggere, har ikke sa. muligheder. Industrien er ensidig m. hovedvægten lagt på fremstilling af fiskeriprodukter og sådanne aktiviteter, der nødvendiggøres af det intensive fiskerierhverv, fx. bygning og reparation af både og skibe.

Udbygningen af den elektriske kraft kom sent i gang og er endnu ikke fuldført. Det første elektricitetsværk m. vandkraft kom i gang 1921, og først i årene efter 1950 er udbygningen af vandkraften fortsat i et sådant tempo, at den største del af landet nu har sit behov for elkraft til industrielt brug dækket.

Den sidste tælling af industri- og håndværksvirksomheder fra 1964 viser, at der i alt var 510 virksomheder. Hvor stor en del af den uden for hjemmet beskæftigede del af befolkningen der har sit hovederhverv ved disse virksomheder, el. hvor mange der er beskæftiget ved hver enkelt virksomhed, er vanskeligt at sige, dels fordi arbejdsdelingen efter fag ikke er skarp på Færøerne, dels fordi sæsonvariationerne i mange virksomheders produktion og mulighed for beskæftigelse er store.

De tre førstn. arter af virksomheder beskæftiger sig så godt som udelukkende m. forarbejdning af fisk. Det er disse virksomheder, der har den altovervejende betydning for Færøernes eksporterhverv. Under fryserier er ikke medregnet den store frysevirksomhed Nordafar, som færinger driver sa. m. nordmænd i Færingehavn i Grønland (se ovf.). Denne virksomhed, der mest arbejder m. færøsk personale, producerede sommeren 1966 ca. 3.000 t fiskefilet.

Der findes kun én fiskekonservesfabr., opret. 1946. Af fiskekonserves er der fremstillet en hel del forsk. varer, fx. gaffelbidder, sild i olie og tomat, konserverede torskerogn, fiskeboller, jomfruhummer og andre varer. Fabrikken er af beskedent format og producerer mest til indenlandsk forbrug.

Medens saltnings- og fisketørringsindustrien har været stagnerende de sen. år, har fryseindustrien, særl. frysning af torske- og kullerfilet og af sild, været i jævn vækst. Desuden har der navnlig de sidste 2 år været en kraftig udvikling af sildeolie- og -melindustrien. 1965 var fabrikkernes samlede kapacitet på ca. 160 t råvarer pr. døgn. Siden da er en ny fabr., der kan oparbejde 500 t råvarer pr. døgn, taget i brug i bygden Fuglafjørður, og der er sket det helt nye i færøsk erhvervshistorie, at både islandske og da. både har landet til denne fabr., når vejen fra fangstfeltet var kortere hertil end til hjemlandet.

Under afsnittet om handel (se tabel) er værdien af eksporterede varer anført. Til yderligere belysning af eksportindustriens situation skal flg. tal over produktionen gives.

Produktionen for de tre år beregnet m. hensyntagen til de skiftende lagerbeholdninger ved hvert årsskifte viser, som tidl. nævnt, en kraftig vækst for sildemel og -olie. Produktionen af frosne fileter og sild har ligeledes været stigende.

Bruttofaktorindkomsten for håndv. og industri udgjorde som nævnt for året 1964 38 mill. kr. el. 11,4% af Færøernes samlede bruttofaktorindkomst. Fordelingen på de enkelte erhvervsgrene inden for gruppen håndv. og industri var flg.:

Bruttofaktorindkomsten for de fire førstn. erhvervsgrene, som alle hører til fiskeriindustrien, udgør i alt ca. 9,5 mill. kr. I betydning næst efter fiskeriindustrien kommer de industrigrene, der har direkte tilknytning til fiskerierhvervet, nemlig først skibsværfter og beddinger, dernæst de mekaniske værksteder. Tilsammen udgør bruttofaktorindkomsten for de nævnte erhvervsgrene 21,7 mill. kr. el. 57,4 % af bruttofaktorindkomsten for hele gruppen håndv. og industri.

Hvalfangsten spillede tidligere en ikke ubetydelig rolle i den industri, der baserer sin produktion på tilførsler fra havet. Der var indtil først i 1950’erne 2 hvalstationer, der hver opererede m. flere hvalfangerbåde. Der er nu kun én station tilbage, der i de sen. år har drevet hvalfangst m. kun én båd. Produktionen af hvalmel og hvalolie er derfor så godt som helt standset.

Til gengæld har man skaffet sig kompensation for den svigtende hvalindustri ved at opbygge industrivirksomheder, der er baseret på fangst af sild.

Bygge- og anlægsvirksomhed omfattende både privat boligbyggeri og off. bygning af skoler, sygehuse, veje, havne o.s.v. er en erhvervsfaktor m. stærk tilknytning til håndv. og industri. I nationalregnskabet for 1964 figurer den som den fjerdestørste erhvervsgren m. en andel af den samlede bruttofaktorindkomst på 10,48% (se tabellen s. 66).

Til nærmere belysning af investering og forbrug af rå- og hjælpestoffer til bygge- og anlægsvirksomhed skal flg. tal anføres:

Af tallene fremgår, at investeringer i privat boligbyggeri har været særl. kraftig 1964, hvilket i stor udstrækning hænger sammen med de under afsnittet om befolkningens fordeling efter lokalitet omtalte befolkningsbevægelser fra de mere afsidesliggende bygder til de større havnepladser. Særl. voldsomt har boligbyggeriet været i Tórshavn-området.

Den relativt mangelfulde og sene udbygning af det færøske samfund har medført, at de off. investeringer, hvortil også bør medregnes investeringer i den interkommunale udbygning af elværker, i de sen. år har været så pludselige og voldsomme, at de sa. m. det store boligbyggeri til tider har truet m. at trække mere arbejdskraft fra fiskerierhvervet, end det har været ønskeligt.

Det er værd at notere, at der i eksporten af skibe, som 1966 var 10,4 mill. kr., er inkluderet 2,6 mill. kr. for et nyt fragtskib bygget til da. reder på Skála Skipasmiðja. For nylig er der kontraheret om endnu et fragtskib m. fryselast beregnet til eksport. Dette nævnes for at give et indtryk af det faglige og håndværksmæssige stade, færøsk skibsbygningsindustri er nået op på.

Finansiering af industrianlæg opnås nu dels gennem garantier fra den færøske landskasse, dels ved statsgarantier el. i særl. tilfælde statslån efter den da. lov om egnsudvikling. Desuden kan opnås lån ifølge rigslov nr. 81 af 9/3 1962 om lån til håndv. og mindre industri.

Rigslov nr. 172 af 16/5 1962, der afløste lov nr. 211 af 16/6 1958 om egnsudvikling, har haft gyldighed også for Færøerne. Efter denne lov kan handelsministeren på statskassens vegne inden for et beløb af 100 mill. kr. yde garantier for lån til industri-, handels- el. servicevirksomhed, hvis dette findes påkrævet for at fremme en hensigtsmæssig erhvervslokalisering, for at bistå ved virksomheders omstilling til ændrede markedsforhold, for at muliggøre iværksættelse, udv. el. rationalisering af virksomheder, hvortil der er knyttet en særl. eksportinteresse, el. for at muliggøre etablering af ønskelige produktioner, hvortil er knyttet en særlig risiko.

Garantien, der kun ydes, såfremt hensigtsmæssig finansiering ikke skønnes at kunne opnås uden statens støtte, må ikke overstige 90 % af anlægsudgifterne efter fradrag af andre ikke garanterede lån, og den har alm. en varighed på indtil 15 år. I de tilfælde, hvor et lån, uanset tilsagn om statsgaranti, ikke har kunnet opnås på alm. markedsvilkår, kan der i stedet for garanti ydes lån af statskassen.

Loven om egnsudvikling har haft stor betydning for etableringen af industrianlæg m. tilknytning til fiskerierhvervet på Færøerne, og der har både været ydet statsgarantier og i et enkelt tilfælde statslån til industriens udvikling.

Finansiering kan også opnås if. to lagtingslove: lagtingslov nr. 40 af 15/6 1962 om garanti for lån til mindre industrianlæg, efter hvilken landskassen inden for et maksimeret årl. beløb på 800.000 kr. kan garantere for mindre lån mod 1. prioritets panteret og ikke overstigende 70 % af låneværdien. Lagtingslov nr. 18 af 25/4 1960 og garanti for lån til fryse- og filetanlæg giver landsstyret bemyndigelse til på landskassens vegne at garantere for lån til sammenslutninger af fiskere og andre til anlæg af fryse- og filetvirksomheder samt kølelagre.

Begge de sidstn. love har haft betydning for oprettelse af småindustri ude på de mindre bygder.

Andre erhverv. Indledningsvis blev der givet en oversigt over de forskellige erhvervssektorers andel i Færøernes bruttofaktorindkomst for året 1964. I det s. 101 foranstående er der gjort nærmere rede for forholdene inden for hvert enkelt af de mest betydningsfulde erhvervsområder. I det flg. skal andre sektorer inden for erhvervet belyses.

Fangst af fugle, grinde- og storhval samt pelsdyrav l belyst ved deres andel af bruttofaktorindkomsten:

el. 0,18% af den samlede bruttofaktorindkomst.

el. 0,30 % af den samlede bruttofaktorindkomst.

Af tallene fremgår, at fangsten af hval og fugl, der tidl. spillede en ikke ringe rolle i Færøernes økonomi, nu udgør mindre end 1 % af den samlede bruttofaktorindkomst. Pelsdyravl drives på en stor minkfarm, der får det meste foder i form af affald fra fiskefiletfabrikkerne.

Kulminerne, der under anden verdenskrig betød meget for brændselsforsyningen, er efter udbygningen af den hydroelektriske kraft ved at miste deres betydning i den færøske økonomi.

el. 0,27 % af den samlede bruttofaktorindkomst.

Pengeinstitutternes produktionsværdi udtrykkes som summen af udbetalte lønninger, pensioner, honorarer, skatter, provenuer og afdrag samt penge, der henlægges i reservefonds. Rå- og hjælpestofferne er lys, varme, husleje og vedligeholdelse.

I flg. tabel er banker, sparekasser, forsikringsselskaber og jordfondet m.m. medtaget:

el. 3,85 % af den samlede bruttofaktorindkomst.

1965 blev der m. off. midler opret. et kreditinstitut, Húsalánsgrunnurin, der yder lån til opførelse af boliger mod tredie prioritet inden for 80 % af vurderingssummen.

Offentlige lønninger figurerer m. et forholdsvis stort beløb i nationalregnskabet. Det drejer sig om lønninger udbetalt af stats- og landskasse samt kommuner til driften af sygehuse, skoler, kirker o.s.v. Bruttofaktorindkomsten for denne sektor var 1964 25.240.000 kr. el. 7,58 % af den samlede bruttofaktorindkomst.

Passager- og varetransport inden- og udenlands havde 1964 en bruttofaktorindkomst på henh. 11.482.000 kr. og 10.140.000 kr., tilsammen 21.622.000 kr. el. 6,5 % af den samlede bruttofaktorindkomst.

Vedr. de øvr. under bruttofaktorindkomsten medregnede erhverv henvises til tabellen s. 66.

Økonomien belyst m. betalingsbalancen med udlandet, bruttoinvesteringer og opsparing.

Betalingsbalancen, der udtrykker den løbende bevægelse af varer og tjenester og kapitalbevægelser i forhold til udlandet, viste 1964 flg. billede:

Det fremgår af gruppe A, at der 1964 har været et underskud på betalingsbalancen af de samlede vare- og tjenesteydelser på 62,0 mill. kr. Underskuddet dækkes delvis ind ved den da. statskasses ydelse på 38,3 mill. kr., således at forøgelsen af nettogælden bliver 24,9 mill. kr.

For de tre år, som der foreligger nationalregnskab for, udviser betalingsbalancen i sammendrag følgende billede udtrykt m. årets priser:

Væksten i lagerbeholdningerne på ca. 11 mill. kr. i løbet af 1964 (se tabellen s. 104) er en af årsagerne til det forholdsvis store underskud på betalingsbalancen. Trækkes dette beløb fra underskuddet på 24,9 mill. kr. fås 13,9 mill. kr., som repræsenterer det reelle underskud.

Bruttoinvesteringer omfatter alle private og off. investeringer, dels som nyinvesteringer, dels som udgifter til reparation og vedligeholdelse af eksisterende bygninger, anlæg, transportmidler og maskiner m.m. Endv. indgår tilvæksten i lagerbeholdninger i bruttoinvesteringer.

Det skal bemærkes, at indtægter fra sømænd forhyret m. fremmede skibe ikke er medregnet i bruttofaktorindkomsten i ovenstående tabel.

Tabellen viser i øvrigt, at nyinvesteringerne er meget høje og udgør en uforholdsmæssig stor del af bruttonationalproduktet. Udregnet i procent af bruttonationalproduktet var nyinvesteringerne 1962 27,9 %, 1963 23,1 % og 1964 27,3 %. I særdeleshed er de off. investeringer steget stærkt i 3-års perioden 1962-64. Det sa. er tilfældet m. det private konsum, der i perioden er steget m. ca. 40 %.

Opsparingen fremgår af flg. tabel: