De 18 øer, der sammen med et stort antal strandpiller og skær udgør øgruppen Færøerne (Føroyar), ligger i Nordatlanten på den undersøiske ryg, Wyville Thompson-ryggen, der strækker sig ml. Island og Skotland, adskillende Det Atlantiske Oceans nordl. dybe bassin fra Norskehavet el. Nordhavet. Øgruppen ligger ml. 62°, 24’ og 61°, 26’ nordl. bredde, og afstanden ml. den nordligste og den sydligste ø er således ca. 113 km. Øgruppens vestligste og østligste punkter ligger på henh. 7°, 41’ og 6°, 15’ vestl. længde, svarende til en vest-østl. udbredelse på ca. 75 km. Færøernes samlede areal er 1396,9 km2.
Topografisk udgør øgruppen et trekantet område, der mod n., hvor øerne ligger tæt samlet, har sin største bredde; i øgruppens sydl. halvdel ligger de enkelte øer mere isoleret. For de allerfleste af øerne gælder, at de er aflange m. udpræget længderetning nv.-sø. Samme retningstendens viser sig ikke alene i de adskillende smalle sundes hovedorientering, men også i kystliniens detailformer i mange fjorde og vige. Sa. retning går også normalt igen på forsk. vis i landoverfladens formverden, idet mange hoveddale og langsøer samt rækker af disse har denne orientering. I højdeforholdenes udbredelsesmønstre gør denne tendens til nv.-sø.orientering sig ligeledes gældende, idet de højeste partier alm. forekommer længst mod nv. i de enkelte øer. Disse er, nævnt i størrelsesorden, følgende:
Streymoy (Strømø) 373,5 km2. Eysturoy (Østerø), 286,4 km2, m. Færøernes højeste fjelde Slættaratindur, 882 m, og Gráfelli, 857 m o.h. Vágar (Vågø) er 177,6 km2 m. Árnafjall, 722 m o.h., som højeste punkt, og her ligger Færøernes største sø, den 5,6 km lange og 1 km brede langsø Sørvágsvatn. Suðuroy (Suderø), 166 km2, er øgruppens frugtbareste og derfor tættest befolkede ø. Sandoy (Sandø), 112,1 km2, adskiller sig ved at være en relativt lav ø, præget af de glacialt afrundede overfladeformer. Norðyar (Norderøerne) er samlebetegnelse for Borðdoy (Bordø), 94,9 km2, Viðoy (Viderø), 41 km2, Kunoy (Kunø), 35,5 km2, Kalsoy (Kalsø), 30,9 km2, Svínoy (Svinø), 27,4 km2, og Fugloy (Fuglø), 11,2 km2. De øvrige Færøer er arealmæssigt små, 10 km2 og derunder. Nólsoy (Nolsø), 10,3 km2, Mykines (Myggenæs), 10,3 km2, Skúvoy (Skuø), 10 km2, Hestur (Hestø), 6,1 km2, Koltur (Kolter), 2,5 km2, Stóra Dímun (Store Dimon), 2,7 km2, og Lítla Dímun (Lille Dimon), 0,8 km2. Længst mod s. afsluttes øgruppen af den stærkt nedbrudte klippe Sumbiarsteinur (Munken).
Den totale kystlængde er ca. 1100 km. Sammenligner man denne længde m. periferien om en cirkelformet flade m. Færøernes areal, den teoretisk korteste kystlinie, som kan beregnes til 132 km, er Færøernes kystlinie altså 8 gange så lang som den kortest tænkelige, hvilket er et eksakt udtryk for Færø-arealets stærke opdeling. At ingen steder på Færøerne har mere end 5 km’s afstand til den nærmeste kyst understreger yderligere, at land og hav er intimt forbundet, et forhold der giver sig udtryk i øernes erhvervsmønster og økon. status såvel som i færingernes hele livsindstilling og livsholdning. Havet er færingernes skæbne.
Beliggenheden i Nordatlanten kan m. rette betegnes som isoleret, idet der er ca. 300 km til nærmeste beboede område, Shetlandsøerne. Til Island er afstanden ca. 450 km og til Norge ca. 675 km; sejldistancen fra Færøerne til København er ca. 1500 km.
Ud fra en naturgeografisk klassificering har Færøerne deres absolutte særpræg. Det vulkanske substrat, der udgør øernes landmasse, de vekslende basalt- og tuflag (se afsnit: Geologi), bidrager på væsentlig vis til på karakteristisk måde at præge såvel øernes overflade- som kystformer (se afsnit: Landskaber). En opr. sammenhængende landmasse af langt større udstrækning end øernes nuv. areal er ved tektoniske bevægelser opdelt langs brudlinier og dernæst reduceret ved præglacial erosion, gletscherslid i istiden samt ved brændingsbølgernes stadige angreb. Øgruppens gennemsnitlige højde er 300 m, og dens højeste punkt, Slættaratindur, hæver sig 882 m o.h. Abrupt rejser øerne sig de fleste steder m. stejlvægge op over Atlantens uroligt bølgende overflade.
Beliggenheden betinger et klima af udpræget oceanisk natur, d.v.s. m. ringe s. 5 forskel på årstiderne; januars gennemsnitlige temperatur er 3,2° C og julis 10,8° C. Forskellen på koldeste og varmeste måned er således kun 7,6° C. Luften er altid fugtig, nedbørsmængden, 160 cm om året, er 2-3 gange så rigelig som den, der falder over Jylland og Øerne. Regnvejrsdage er talrige –280 af årets dage meldes der om nedbør! Tåge er alm., og bjergtoppene er alm. skjult i tætte skyer el. regndis. De hyppige storme skal yderligere nævnes som karakteriserende for Færøernes vejrlig. Dette barske klima udelukker såvel skovvækst som korndyrkning; vedplanter repræsenteres af lynghedens lave buske og pilekrat. Til gengæld trives græsvegetationen i det fugtige, vintermilde klima og danner basis for øernes store fårehold (se afsnit: Plantevækst). De knappe naturressourcer på land kompenseres ved fiskerigdom i det omgivende hav. Færingerne er af en karrig natur tvunget ud på havet. Fiskeriet er naturbetinget i sjælden grad (se afsnit: Erhverv).
Den nordl. beliggenhed, 6 breddegrader nærmere Nordpolen end Jylland og Øerne, bidrager på flere måder til Færøernes naturgeografiske særpræg. Forskellen på varigheden af længste og korteste dag forøges, jo nordligere beliggenheden er. På Færøerne er længste dag ca. 19 1/2 time, den korteste kun 5 timer; i det egl. Danmark, kan det til sammenligning oplyses, er de tilsvarende timetal 17 1/2 og 7. Beliggenheden har også den astronomiske konsekvens, at solen i sommernatten kun står lavt under horisonten. De lyse nætter, der varer fra april til september, er yderligere karakteriseret ved at være meget lyse – så lyse, at kunstig belysning kan undværes om natten; fyrene er således ikke tændt i tiden fra 1. juni til 15. juli.
Også sprogligt har Færøerne et umiskendeligt særpræg, idet færøsk er et vestnordisk sprog m. selvstændig karakter (se afsnit: Sprog). Det sa. gælder folkekulturen. Færøerne udgør siden 1948 en selvstyrende enhed inden for det danske rige og har eget flag (se afsnit: Forvaltning).
Axel Schou professor, dr. phil.