Den geologiske opbygning

Færøerne er af vulkansk oprindelse og opbygget af plateaubasalter. Ved plateaubasalter forstås flere kilometer tykke lagserier af basaltiske lavastrømme, ofte mellemlejret af sedimenter og gennemsat af intrusive dannelser. Færøerne udgør sa. m. basaltområderne i det nordøstl. Irland, De indre Hebrider (Vestskotland), Island, Jan Mayen, dele af Østgrønland (Scoresbysund-Kangerdlugssuaq) og Vestgrønland (Disko-Nugssuaq-Svartenhuk) det nordatlantiske basaltområde. Dette udstrakte basaltområde, der i dag omfatter ca. 100.000 miles², er opbygget gennem lavaflodsvulkanisme (spaltevulkanisme). Den vulkanske aktivitet har i det nordl. Atlanterhav været knyttet til et nv.-sø.gående spaltesystem i Wyville Thompson-ryggens længderetning, hvorover lavaplateauet er blevet bygget op. Det er næppe sandsynligt, at alle disse enkeltområder på noget tidspunkt har udgjort en samlet landmasse; men de kan dog til forsk. tider fx. som ørækker have været nærmere tilknyttet naboområderne, end de er det i dag. På Færøerne og på Island er underlaget for plateaubasalterne ukendt; men på Grønland og i det skotsk-irske område derimod er det synligt og hviler på grundfjeld og lag fra jordens middelalder. Det må antages, at vulkanismen for hele områdets vedk. er begyndt sidst i kridttiden og har strakt sig op i tertiærtiden, dog m. undt. af Island, hvor vulkanismen stadig er aktiv. For de forsk. dele af området opgives den samlede lagtykkelse for plateaubasalterne til 3-7 km.

For Færøernes vedk. er totalmægtigheden af den kendte lagserie ca. 3000 m. I s. 6 det flg. skal der gives en fremstilling af vulkanismens forløb og dermed af Færøplateauets successive opbygning samt en kortfattet beskrivelse af de enkelte lagserier. Da laghældningen på den sydl. øgruppe (Suðuroy, Dímun, Skúvoy og Sandoy) er nnø., nø., ønø., på Mykines øsø., sø. og på de øvr. øer ganske svagt ønø. n.f. et liniestrøg omtr. fra Mykines til Fugloy og øsø. s.f. samme liniestrøg, vil den ældste synl. del af lagserien forekomme på den sydl. del af Suðuroy og på Mykines og den yngste del på de nordøstligste øer.

1. Vulkanismen indledes som lavaflodsvulkanisme m. spalteeruptioner, hvorved der dannes en ca. 900 m mægtig basaltserie, nedre basaltserie. Denne forekommer på Suðuroy, Mykines, Gáshólmur, Tindhólmur og Vágar. Da laghældningen på Suðuroy er 3°-6° mod nnø., nø. og ønø., når nedre basaltserie allr. havniveau på den nordl. del af øen ved Froðiarnípa, Hvannhagi, Tjørnunes og ved Kolaratangi n.f. Grímsfjall på nv.siden af øen. Hele den sydl. del af Suðuroy er således opbygget alene af nedre basaltserie. På Mykines er laghældningen 13° sø. og 8° øsø. og på Vágar 3° øsø. Mykines og Gáshólmur består udelukkende af bænke tilhørende nedre basaltserie, medens kun den vestligste del s. 7 af Vágar og den nederste del af Tindhólmur tilh. denne serie, som her når havniveau ved ø.spidsen af Tindhólmur og langs linien Akranes-Víkar på Vágar.

Nedre basaltserie består af 10-30 m tykke lag el. bænke, tyndere bænke forekommer, særl. på den sydl. del af Suðuroy; men der ses også bænke helt op til 50-70 m mægtighed, således når en basaltbænk ved Fámjin ca. 50 m og en bænk på nv.siden af Mykines ca. 70 m. Bjergarten er meget ensartet, en tæt, hård, blålig basalt uden strøkorn. Den udviser ofte veludviklet søjlestruktur, særl. tydelig på den nordl. del af Suðuroy omkr. Trongisvágur og på n.siden af Mykines. Særl. kendte lokaliteter for søjlebasalter er et gammelt stenbrud inde i Trongisvágur med meget regelmæssige 6-kantede søjler, Kúlugjógv ved Froða, m. vifteformede søjler og Korkadalur på n.siden af Mykines m. søjler op til ca. 30 m. Bænkenes overflade er alm. slagget, porøs og rødligfarvet.

Ml. de enkelte bænke forekommer ofte tuf (vulkansk aske) el. tufblandet ler i lag på alm. 1-4 m. Farven varierer meget, ofte er den brunlig, undertiden stærkt rød. Af andre intrabasaltiske sedimenter forekommer basaltisk sandsten og konglomerater samt lersedimenter af omtr. samme mægtighed som tuflagene, undertiden indeholdende ganske tynde lag el. linser af kul. Af særl. kendte lokaliteter kan nævnes en ved Mýrarfjørður på sø.siden af Suðuroy og en på s.siden af Hovsfjørður, ligeledes på Suðuroy, samt flere lokaliteter på Mykines, på Mykineshólmur, s. 8 ved Fjørudalsnev ved landingspladsen og i fjeldvæggen på s.siden af Mykines. Lokaliteten ved Fjørudalsnev er kendt for sit fossilindhold af metasequoia occidentalis samt ubestemmelige løvblade. Udfra de omtalte sedimentære aflejringer kan det sluttes, at vulkanismen ikke har været uden afbrydelse, men at der har været ophold, som stedvis har tilladt nedbrydning af lagene og givet mulighed for plantevækst. Hele den kendte del af nedre basaltserie er af subaerisk oprindelse, dannet på landjorden. Om en eventuel tidl. submarin fase kan der foreløbig kun gættes.

2. Efter dannelsen af den under nedre basaltserie omtalte 900 m mægtige lagserie af tykbænkede lavastrømme indtræder et ophold, hvor den vulkanske aktivitet helt er faldet til ro. Her er ikke tale om et kortere ophold, men om en hvileperiode af meget lang varighed med en gennemgribende nedbrydning af lagoverfladen og aflejring af sedimenter af langt større mægtighed og udbredelse end de intrabasaltiske sedimenter, der blev omtalt under nedre basaltserie. Disse sedimenter, der går under navnet den kulførende serie, overlejrer direkte nedre basaltseries subaerisk forvitrede og nederoderede overflade. Den kulførende serie forekommer på Suðuroy, Tindhólmur og Vágar. På Suðuroy dækker den et areal på 23 km², og den har en mægtighed på alm. 10-15 m.

Et profil gennem serien viser som følger: 1. Hvidgråt bundler (færøsk: banki el. botnleir); 2. Nedre kulbånd (færøsk: stabbi el. botnstabbi); 3. Mørkt skiferler, undertiden indeholdende lidt kul (færøsk: rann); 4. Øvre kulbånd (færøsk: kolbandið el. takkol) og 5. Tagler (færøsk: fúrsti el. takleir). Den nederste del af tagleret indeholder ofte lidt kul som linser el. striber. Undertiden forekommer fluviatile konglomerater i st. f. tagler. Kulmægtigheden varierer for de to kulbånd tilsammen alm. ml. 1/2 og 1 1/2 m med et gennemsnit på 3/4 m for den vestl. del af kulområdet.

Kullene må henregnes til grænsen ml. brunkul og bituminøse kul. Der kan skelnes ml. to kultyper, glanskul (vitrit) og matkul (durit). Glanskullene er, som navnet siger, glinsende, de er hårde og ret modstandsdygtige over for vejret, de er meget rene kul, der ikke soder. Matkullene er matte, stribede og ikke tilnærmelsesvis så rene som glanskullene, de smuldrer let, når de henligger i luften. Den effektive brændværdi ligger for matkullene alm. ml. 5000 og 5500 K.Cal. og for glanskullene alm. ml. 6000 og 6300 K.Cal. Askeindholdet er for matkullene højt, det når ikke sjældent op på 20% el. mere. Glanskullene derimod har et lavt askeindhold, under 5%.

Kullene når havniveau langs linien Froðiarnípa-Hvannhagi-Tjørnunes-Kolaratangi n.f. Grímsfjall. De ses i fjeldvæggen mod v., hvor de fra Kolaratangi går opad mod s. til fjeldene n.f. Fámjin. De er her beliggende i ca. 425 m højde. Herfra falder de igen mod nø. til Froðiarnípa. Ved erosion er kularealet blevet opdelt i 4 kulfelter: 1. Grímsfjall. 2. Det nordl. kulfelt (n.f. Trongisvágur). 3. Det sydl. kulfelt (s.f. Trongisvágur) og 4. Kolheyggjur-Hovstúgva. Af disse har kun det nordl. kulfelt og det sydl. kulfelt haft nogen betydning m. h. t. kulbrydning; de to andre felter, Grímsfjall og Kolheyggjur-Hovstúgva, er små og tilmed af så ringe mægtighed, at de ikke har nogen praktisk betydning.

Kullene er allochtone kul, d.v.s. at den vegetation, som har været udgangsmateriale for kuldannelsen, ikke har vokset på selve stedet, men er blevet tilført fra omgivelserne. Det må antages, at det tilførte materiale er aflejret i et bassin, og at den variation, der ses ved betragtning af forsk. profiler gennem den kulførende s. 9 serie, må tilskrives forsk. aflejringsforhold. Således finder vi, at det nedre kulbånd i reglen er tykkere end det øvre kulbånd i det nordl. kulfelt, medens det øvre kulbånd er tykkere i det sydl. kulfelt. På overgangen ml. de to kulfelter er lagdelingen varieret og ukarakteristisk.

Kulmægtigheden er i almindelighed tiltagende mod v. og syd. Den største kulmægtighed finder vi således i den sydvestligste del af kulområdet. Kullene tynder betydeligt ud mod n. og øst. Langs en ca. 2 km bred zone fra Hvalbiarfjørður til n.siden af Trongisvágur er kullene desuden stærkt forstyrrede af eksplosiv vulkanisme efter aflejringen af den kulførende serie og af sen. intrusion.

Den totale kulreserve af brydeværdige kul må anslås til ca. 12 mill. tons, heri ikke medregnet det lige omtalte østl. kulområde, da dette på grund af de nævnte forhold næppe nogensinde vil få nogen praktisk betydning.

Kulbrydning foregår i dag dels i det nordl. kulfelt (Prestfjall, Rókhagi) og dels i det sydl. kulfelt (Rangibotnur). Den har i den sidste årrække dækket en væsentlig del af Færøernes forbrug af husholdningsbrændsel. Produktionen er nu stærkt faldende, idet man overalt på øerne mere og mere går over til oliebrændsel og elektricitet.

På Tindhólmur og på Vágar er kulforekomsterne tilhørende den kulførende serie ubetydelige, de har aldrig været gjort til genstand for brydning. På Tindhólmur s. 10 må forekomsten nærmest karakteriseres som sporadisk, og på Vágar, hvor den kulførende serie når havniveau langs strøglinien Akranes-Víkar, opnår den kun nævneværdig mægtighed omkr. Hellisgjógv på øens v.spids. Den måler her 90 cm og er beliggende 250 m o.h. Stedet er vanskeligt tilgængeligt.

De færøske kulforekomster findes første gang omtalt i en skrivelse af 26. april 1626 til fogeden på Færøerne med ordre til at undersøge, hvor på Færøerne der findes kul. Siden omtales de hos Lucas Debes, Færoæ et Færoa Reserata 1673 og sen. i en kommissionsbetænkning fra 1709-10 angående Færøernes tilstand ved overtagelse af enehandelen på Færøerne. Det første forslag til udnyttelse af kullene blev stillet 1723 af admiral Raben, stiftsbefalingsmand over Island og Færøerne, dog uden at det førte til noget. 1733 blev der anlagt en mine i Oyrnafjall s.f. Trongisvágur af et eng. interessentskab; men man opgav allr. året efter. I de flg. år, 1756 og i 1760erne, blev der ligeledes foretaget forsøg, men uden resultat. Det var først 1777-79, at der blev foretaget mere omfattende undersøgelser af kulforekomsterne og forsøg på kulbrydning, da bjergværksassessor Henchel blev sendt til Færøerne. Han foretog i disse år omfattende eftersøgninger efter kul og anlagde to hoveddrifter, én på nv.siden af Oyrnafjall og én n.f. Fámjin. Henchel efterlod to kongsbergske minearbejdere, da han rejste. De fortsatte brydningen, men stødte på forsk. vanskeligheder og påbegyndte så i stedet kulbrydning i Hvalbadalen. Man forsøgte i de flg. år at forbedre driftsmåden, og 1798 overgav man brydningen til Velfærdsselskabet, som opgav driften 1804. I årene 1804-27 blev der kun brudt kul privat til husholdningsbrændsel i Hvalba; men 1827-39 blev der igen gjort et forsøg fra statens side, derefter blev minerne bortforpagtet til private. Hvalbaminerne har således været i drift næsten uafbrudt siden 1780, dels ved forsøg fra statens side og dels privat. Undertiden er der kun blevet brudt kul til husholdningsbrændsel i bygden, undertiden til salg rundt på øerne. Sidste gang staten foretog kulbrydning i Hvalba var i årene 1917-21, dette var nærmest en nødforanstaltning på grund af brændselsmangelen i disse år. Siden 1873 er der blevet meddelt en række koncessioner på kulbrydning, uden at det nogen sinde har udviklet sig til en varende, regelmæssig drift. I øjeblikket er Froða sogns kommune indehaver af koncessionsrettighederne.

3. Den lange hvileperiode med aflejring af den kulførende series sedimenter efterfulgtes af fornyet vulkansk aktivitet m. en indledende højeksplosiv fase, hvor der næsten udelukkende blev produceret løse udbrudsprodukter: vulkanske bomber, lapilli og aske. Disse løse udbrudsprodukter, tuf-agglomeratzonen, forekommer som sammenkittede, usorterede ophobninger, agglomerater, i langstrakte områder med nv.-sø. retning på den nordøstl. del af Suðuroy samt på Tindhólmur og Vágar.

På nø.siden af Suðuroy dækker tuf-agglomeraterne en ca. 2 km bred og ca. 10 km lang zone. De strækker sig fra n.siden af Trongisvágur, hvor de ses i kløfter og vandløb, til n.siden af Hvalbiarfjørður, hvor de ses i kystsnit ved Reyðibarmur på n.siden af fjorden. Fra s.siden af Hvalbiarfjørður kan de følges kystlangs mod s. ind i de to bugter Lónin og Hvannhagi. Mægtigheden af disse aflejringer varierer en hel del fra sted til sted, alm. er den 20-30 m, men der forekommer både langt mindre og langt større mægtigheder.

På nv.siden af Vágar ses tuf-agglomeraterne langs kysten fra området v.f. bygden s. 11 Bøur til området s.f. Barðið ved øens v.spids, en strækning på godt 7 km. På Tindhólmur ses de i den stejle fjeldvæg på øens s.side.

Tuf-agglomeraterne overlejrer den kulførende serie og overlejres af mellemste basaltserie. De er ofte, som der sen. vil blive gjort rede for, gennemtrængt af intruderede basalter. Da tuf-agglomeraterne for en stor del består af ret groft materiale, er de ikke blevet aflejret langt fra udbrudsstedet, og det må derfor antages, af de to nævnte tuf-agglomeratområder dækker over de under nedre basaltserie omtalte udbrudsspalter og deres allernærmeste omgivelser.

4. Umiddelbart efter den højeksplosive fase sætter lavaproduktionen ind igen, og vi får dannet en ca. 1350 m mægtig lavaserie, mellemste basaltserie. Denne overlejrer s. 12 som foran nævnt direkte tuf-agglomeratzonen, men ikke sjældent ses – øverst i tuf-agglomeratzonen – en skiftevis lejring af tuf-agglomerater og tynde basaltbænke af mellemserietype. Vulkanismen og dermed lavaproduktionen har været kontinuerlig uden væsentlige ophold op igennem hele serien. De enkelte lavastrømme er tynde, ofte kun en brøkdel af 1 m til 1-2 m, de er adskilte af porezoner m. sekundært udskilte mineraler, tuf er sjældent forekommende. Øverst i serien er lavastrømmene noget tykkere, ofte 1–5 m, undertiden mere, og tuflag er ikke så sjældne som længere nede i serien. De enkelte strømme viser ofte velbevarede »ropy lava« overflader, d.v.s. buede, tovværkslignende rynker, hvor buerne viser lavaoverfladens lokale flyderetning. Ved betragtning af den enkelte lavabænk ser vi nederst en zone m. langstrakte, omtr. vertikale piber, der skyldes opstigende luftarter; herover ses et tæt midterparti, og øverst en porøs og blæret zone, der skyldes luftarter, der pludselig er blevet frigjort ved det formindskede tryk, idet lavaen er nået op til overfladen. Flydestruktur er meget alm. i disse lavastrømme og viser sig som parallelle striber, lag- el. linievis anordning af krystallinske bestanddele m.m. og udtrukne porer. Flydestrukturen fremkommer ved, at en lavastrøm størkner under flydningen. I mellemste basaltserie er den undertiden så udpræget, at bjergarten spaltes op langs flydelinjerne. Bjergartstypen er langt mere varieret end i nedre basaltserie. Som hovedtyper forekommer en tæt, blålig basalt uden strøkorn (færøsk: blágrýti), feldspatporfyritiske basalter og olivinbasalt.

Det må antages, at de udbrudssteder, der har været tilførende for mellemste basaltserie, har været af langt mindre dimensioner end de tidl. nævnte spalter, men dog således at de har været beliggende langs el. på disse. Rester af sådanne udbrudssteder finder vi i de alm. forekommende »vents«, der ses såvel i længdesnit som i tværsnit ved kysterne langs de nv.-sø. forløbende fjorde. I kysttværsnit ses de som et agglomeratparti afgrænset til siderne og overlejret af regelmæssige basaltbænke. De er ofte omgivet af en kappe af intruderet basalt. Sådanne vents er blevet iagttaget på Koltur, nø.siden af Vágar ud mod Vestmannasund, ved Dalsnípa på Streymoy, ved Lambagjógv på sv.siden af Kalsoy, ved Svartiklettur på nv.siden af Borðoy, s.f. bygden Viðareiði, ved Torvstíggjur på sv.siden af Viðoy, i Viðvík på sø.siden af Viðoy og på s.siden af Fugloy ø.f. bygden Kirkja. De nævnte vents er alle beliggende i øverste halvdel af mellemste basaltserie, helt op til selve grænsen ml. mellemste basaltserie og øvre basaltserie. Medens de fleste vents ses i tværsnit, ses den ved Dalsnípa på Streymoy i længdesnit.

Mellemste basaltserie forekommer på den nordligste del af Suðuroy, Tindhólmur og Vágar, men ikke på Mykines, der som foran nævnt udelukkende er opbygget af nedre basaltserie. På de andre øer forekommer den delvis dækket af øvre basaltserie, bortset fra Nólsoy, Svínoy og Fugloy, hvor øvre basaltserie er helt dominerende.

5. Efter dannelsen af mellemste basaltserie er der igen indtrådt et ophold i udbrudsvirksomheden. Dette fremgår bl.a. af, at øvre basaltserie stedvis overlejrer mellemste basaltserie diskordant. Selve grænsen ml. de to serier er i vid udstrækning markeret af et tuflag, hvori der ret almindeligt forekommer fragmentariske planteaftryk. Den hyppige forekomst af agglomerater og agglutinater i grænseområdet ml. mellemste basaltserie og øvre basaltserie peger hen imod en indledende s. 13 eksplosivitet, før den lavaproduktion, der førte til dannelsen af øvre basaltserie, satte ind. Medens den vulkanisme, der gjorde sig gældende under opbygningen af mellemste basaltserie, som foran nævnt var kontinuerlig, har vulkanismen under dannelsen af øvre basaltserie haft en rytmisk karakter, ligesom tilfældet var ved dannelsen af nedre basaltserie. Den samlede mægtighed af øvre basaltserie beløber sig til ca. 675 m, og mægtigheden af hele plateauet når hermed op til godt 2900 m. De enkelte bænke når en omtrentlig gennemsnitstykkelse af ca. 10 m. Det skal dog bemærkes, at på de nordligste øer får vi igen indslag af tyndere strømme lignende mellemseriebasalten. Tuflag er almindeligt forekommende i øvre basaltserie. De varierer i farver fra gule til brune og røde, sjældnere grønne. Tykkelsen er meget alm. 1/2 til 1 m, undtagelsesvis når den op til en halv snes m. Grænsen mellem mellemste basaltserie og øvre basaltserie er på grund af den forsk. bænktykkelse og de mellemlejrede tuflag i øvre serie sædvanligvis tydelig i terrænet, særl. i de vestl. egne. Når vi kommer op mod grænsen mellem de to serier, forekommer undertiden tykkere bænke øverst i mellemserien, hvorved grænsen udviskes noget; dette ses særl. på de nordl. øer. Bjergarts typerne er som hovedtyper de sa. som i mellemste basaltserie, tætte, blålige, strøkornsfrie basalter, feldspatporfyritiske basalter og olivinbasalter. Øverste basaltserie forekommer ikke på Suðuroy, Mykines, Tindhólmur og Vágar, men på alle de andre øer, hvor den overlejrer mellemste basaltserie.

6. Efter at hele basaltplateauet var færdigdannet, er dette som slutfase i den vulkanske virksomhed blevet gennemtrængt af intrusive basalter, d.v.s. at lavaen i modsætning til tidl., hvor den trængte frem til overfladen, nu gennemtrængte svaghedszoner i selve plateauet. Disse svaghedszoner har dels været lodrette revnedannelser, opstået ved spændingsudligninger i plateauet som følge af sætninger i underlaget, og dels grænsezonerne mellem de tre basaltserier. De intruderede basalter forekommer i tre former: gange, sills og uregelmæssige, intrusive dannelser.

Gangene er trængt op i de ovenfor nævnte revner og danner plade-til linseformede legemer, der overskærer de regelmæssige basaltbænke; de er diskordante. I terrænet har gangene et ligeliniet, undertiden let slingrende el. svagt buet forløb; de er tværspaltede (søjlestruktur) vinkelret på sidevæggene som følge af kontraktion under størkningen. Ofte viser gangene tillige en mere eller mindre tydelig forkløftning i længderetningen som følge af fortsat el. sen. spændingsudligning i plateauet. Gangbjergartstyperne er stort set de sa. som tidl. nævnt; men der kan ofte spores en tydelig forskel i kornstørrelse i midten af en gang, hvor den er mere grovkornet, og ude i kontaktzonen mod sidevæggen, hvor den på grund af den hurtige afkøling er mere finkornet, undertiden glasagtig. Gangbredden varierer fra brøkdele af 1 m til 20 m (en gang ved Sumba). Gennemsnitsbredden er 3,5 m. Gangene når alm. en længde på flere km. Den længste gang på Færøerne når en længde på 21 km (fra Tvørgjógv på n.siden af Suðuroy til s.siden af Hovsfjørður). Gange forekommer overalt i Færø-plateauet, de enkelte gangiagttagelser beløber sig for Færøernes vedkommende hidtil til 845. Hyppigst forekommer gangene i et omtr. nø.-sv.-strøg midt tværs over den nordl. øgruppe. Gangretningen er for Vágar, Streymoy og Eysturoy nogenlunde jævnt fordelt over hele kompasrosen, for Norðoyar er nnø., nø.-ssv., sv.-retningen ret udpræget, og for Suðuroy er nv.-sø.-retningen helt dominerende. Hvis en gang yder mindre modstand mod s. 14 de nedbrydende kræfter end den omgivende bjergart, bliver den nederoderet til en kløft; men hvor den yder større modstand, kommer den til at stå op i terrænet som et gærde, fx. de velkendte Jatnagarðar på Vágar.

Sills el. laggange er i Færø-plateauet trængt ind i grænsezonen ml. mellemste basaltserie og øvre basaltserie og denne zones nærmeste omgivelser. De forløber i midtområdet for en væsentlig del omtr. parallelt (konkordant) m. de regelmæssige basaltbænke, men overskærer ud mod sillens fjernere dele disse under en ret stejl vinkel, de bliver transgressive. Mægtigheden er alm. størst i midterpartiet, hvor den ofte når 50 m el. mere, og aftager ud mod de mere stejltstående, perifere dele. De udviser altid mere el. mindre tydelig søjlestruktur m. søjler vinkelret på afkølingsfladerne. Af større færøske sills skal nævnes den store Streymoy-sill og den store Eysturoy-sill. Foruden disse forekommer et antal mindre sills på Streymoy, Eysturoy, Kalsoy, Fugloy og Svínoy. Streymoy-sillen strækker sig i omtr. nv.-sø.retning. Den er ca. 9 km lang og 1-3 km bred. Eysturoy-sill’en strækker sig ligeledes i nv.-sø.-retning, den har en længdeudstrækning på ca. 6,5 km og en bredde på 2-3 1/2 km. Eysturoy-sill’en begrænses mod v. af Sundalagið, og Streymoysill’en begrænses mod v. af Vestmannasund. I det vestl. kystsnit kan de begge iagttages som markante søjlebænke m. høje, lodretstående søjler m. lavest beliggenhed i midtområdet, stigende mod n. og s.

De uregelmæssige, intrusive dannelser er trængt ind i den kulførende serie og i tufagglomeratzonen. Da tuf-agglomeratzonen består af et ret uensartet materiale og kun har ydet ringe modstand mod intrusionen, har de indtrængte smeltemasser s. 15 under størkningen antaget en ganske uregelmæssig form. De uregelmæssige, intrusive dannelser forekommer på Suðuroy, Tindhólmur og Vágar inden for de sa. områder som tuf-agglomeratzonen. På Suðuroy ses de fra n.- og s.siden af Hvalbiarfjørður, langs ø.siden af Suðuroy ind i Lónin og Hvannhagi til n.siden af Trongisvágur. De ses dels at underlejre og dels at gennemtrænge tuf-agglomeratzonen. I det østl. kulområde er kullagene blevet stærkt forstyrret ved intrusionen, og undertiden ser vi store indeslutninger af fragmenter hidrørende fra den kulførende serie el. tuf-agglomeratzonen i de intruderede basalter.