Dyreliv

Som helhed kan Færøernes dyreverden karakteriseres som fattig både på arter og individer. Dette gælder i særl. grad landfaunaen og ferskvandsfaunaen. Visse større dyregrupper mangler helt. Dette gælder bl.a. krybdyr og padder og opr. også landpattedyr.

Dyrelivet er først og fremmest præget af Færøernes isolerede beliggenhed midt ude i Atlanterhavet. Desuden bærer det præg af, at Færøerne – jordhistorisk set – for ikke så længe siden har været dækket af is. Faunaen er altså ung. Øernes ringe udstrækning og de ret ensartede naturforhold er også medvirkende til den artsfattige dyreverden. Fx. mangler de fleste af de dyreformer, som er specielt knyttede til skov- og trævegetation. En af årsagerne til, at dyrelivet på Færøerne er mere artsfattigt end fx. på Shetland og i Vestnorge, som i øvrigt har et lignende klima som Færøerne, menes at være spredningsøkologisk, d.v.s. dyrene har ikke været i stand til at indvandre til Færøerne.

Zoogeografisk er faunaen nordvesteuropæisk, idet der findes adsk. eksempler på nordvesteuropæiske arters forekomst på Færøerne. Der er flere arter, som har deres nordvestl. udbredelsesgrænse ved Færøerne. Endvidere findes nogle boreoarktiske arter, hvoraf enkelte har deres s.grænse ved Færøerne. Endelig finder vi enkelte vestarktiske arter. Færøerne har således fået største delen af sin fauna fra Europa. Undtagelser herfra er de få arter, som er kommet n.- og v.fra.

Landfaunaen.

Som nævnt er landfaunaen fattig både på arter og individer. Opr. manglede landpattedyr, og de, der findes nu, er indført el. indslæbt. Den færøske hare er s. 51 nordharen el. sneharen (Lepus timidus). Om den ved vi, at den blev indført fra Kragerø i Norge 1854. Det var amtmand Dahlerup, der fik 3 harer fra Norge og satte dem ud i nærheden af Tórshavn. Det viste sig, at haren trivedes godt på Færøerne og formerede sig voldsomt. Den havde ingen naturlige fjender, såsom ræv o.a. Allr. efter en halv snes års forløb fandtes den i tusindvis. Nu er haren på de fleste af de større øer, og den skydes i tusindvis hvert år. Jagttiden er fra 3. nov. til 31. december. Den findes ikke på Mykines, Fugloy, Svínoy, Koltur, Sandoy og Dímun. Den var udsat på Fugloy og Sandoy, men trivedes ikke på disse øer.

Der er sket en interessant forandring m. haren, siden den kom til Færøerne. Sneharen er normalt helt hvid om vinteren, og sådan var det også de første år, efter at haren var kommet til Færøerne. Men efterhånden lagde man mærke til, at nogle blev blågrå om vinteren i stedet for at blive hvide. Som årene gik, blev der flere og flere blågrå vinterharer. O. 1870 blev kun halvdelen af harerne hvide om vinteren. 1882 var der 25% hvide, og 1890 mente man, at kun 5-6% af harerne var hvide om vinteren. Hvornår der sidst er set hvide harer om vinteren, vides ikke med sikkerhed, men det menes at være 30-40 år siden. Også i andre henseender er den færøske hare forandret, bl.a. er den blevet mindre end haren fra Kragerø (Lepus timidus timidus). Haren på Færøerne optræder således som en særl. race (Lepus timidus seclusus), som minder en del om den skotske hare (Lepus timidus scoticus).

Foruden haren findes der af landpattedyr på Færøerne kun rotter og mus, når vi ser bort fra husdyrene. Den brune rotte (Rattus norvegicus) kom til Færøerne 1768 med et no. skibsvrag, som strandede på den skotske ø Lewis og siden drev i land på Suðuroy. Den bredte sig hurtigt over hele øen. Året efter kom den til Tórshavn. Dog ved man ikke med sikkerhed, om den er kommet hertil fra Suðuroy. Det varede nu ikke længe, før den var kommet til alle de større øer. I vore dage findes rotten på flg. øer: Viðoy, Borðoy, Kunoy, Eysturoy, Streymoy, Vágar, Hestur og Suðuroy. Den er det største skadedyr på Færøerne. Den findes også i fuglefjeldene, hvor den anretter stor skade ved at tage æg og unger. Det er i særl. grad gået ud over lunden el. søpapegøjen og skråpen.

Inden den brune rotte kom til Færøerne, fandtes den sorte rotte (Mus rattus) her. Den sidstn. blev fortrængt og udryddet af den første. Under sidste verdenskrig, da Færøerne var besat af England, kom den sorte rotte igen til Færøerne (på Vágar). Den menes at være kommet med de eng. transportskibe. Det varede dog kun få år, inden den igen blev udryddet af den brune rotte.

Musen el. husmusen (Mus musculus) har været på Færøerne i flere hundrede år. Man ved ikke med sikkerhed, hvornår den er kommet. Den er på Færøerne ikke så meget knyttet til husene, som den er andre steder. Fx. findes den i fuglefjeldene, særl. hvor der ikke er rotter. Musen optræder på Færøerne mindst i 4 racer. Karakteristisk for disse er bl.a. lange og kraftige baglemmer og tyk hale. Disse egenskaber har gjort dem velegnede til at springe rundt i fuglefjeldene. Musen findes på Fugloy, Borðoy, Eysturoy, Streymoy, Mykines, Nólsoy, Hestur, Sandoy og Suðuroy.

De eneste af de beboede øer, hvor der hverken findes rotter el. mus, er Svínoy, Kalsoy, Koltur, Skúvoy og Stóra Dímun.

Vi nævnede, at landfaunaen er arts- og individfattig. Herfra må fuglene siges at danne en undtagelse, særl. hvad angår individantal, idet flere af fuglene optræder s. 52 i meget store mængder. Dette gælder fx. de fleste af de s.k. havfugle, som har deres reder i fuglefjeldene. Allr. i de ældste beskrivelser af Færøerne er fuglefjeldene med deres rige fugleliv omtalt. Fuglefangsten har i ældre tider haft stor betydning for næringslivet. Man har forstået at lade fangsten foregå på en sådan måde, at det ikke er gået ud over bestanden, idet der i vore dage findes praktisk talt lige så mange fugle som før. Den decimering, der dog er foregået inden for enkelte arter, som fx. lunden, skyldes næppe fangsten, men derimod rotten. Der bliver stadig fanget over 200.000 fugle hvert år, men fangsten har ikke den forholdsvis store betydning, som den havde før i tiden. 1961 prøvede man at tælle, hvor mange fugle der fangedes. Resultatet var følgende (for året 1961):

Lunden (Fratercula arctica), færøsk: lundi, er nok stadig den fugl, der optræder i størst antal i de færøske fuglefjelde. Den tilbringer vinteren langt ude på havet og kommer ind til kysten midt i april. I de første dage opholder den sig kun om natten ved hulen, dagen tilbringes på havet. Lunden anlægger nemlig sin rede i huler, som den selv graver i fjeldet. Den kan dog også have reden inde ml. store sten i en s.k. ur el. fjeldskred. Lunden får kun 1 æg, som den lægger sidst i maj. De unge ikke kønsmodne fugle kommer midt i juni ind til fuglefjeldet, hvor de opholder sig med de ældre. Det er særl. disse unge fugle, der bliver fanget med ketcher (fleygastong). Lunder, som har sild i næbbet (sildberi), bliver aldrig fanget, da disse er på vej til reden med føde til ungen. Lunden lever udelukkende af små fisk, særl. af tobis og sild. Den kan have over 20 fisk i næbbet på én gang. Sidst i aug. forlader lunden fjeldet sa. m. sin unge og vandrer igen ud på havet.

Lomvien (Uria aalge), færøsk: lomvigi, forekommer i omtr. lige så stort antal som lunden. Også den opholder sig om vinteren ude på det åbne hav. Den begynder dog at vise sig inde ved kysterne allr. først i febr. Midt i marts kan den ses i fuglefjeldet. Den er dog endnu ikke kommet for at blive, men kan forsvinde igen i flere dage. Midt i el. i slutn. af maj lægger lomvien sit æg på en afsats i fjeldet. Den bygger således ikke nogen rede. Ofte lægger et stort antal lomvier deres æg på sa. afsats tæt ved hinanden, så det er en gåde, hvordan lomvien kan kende sit æg fra de andres. De unge ikke kønsmodne lomvier kommer sen. ind til kysten end de gamle. De opholder sig i den første tid ikke på afsatsen sa. m. de ældre fugle, men sidder på klipperne ved fjeldets fod. I juni, når ungen er kommet ud af ægget, kan de unge fugle opholde sig på afsatserne sa. m. de ældre. Allr. sidst i juli forlader lomvien fjeldet sa. m. sin unge. Lomvien lever mest af sild og yngel af forsk. torskefisk.

Alken (Alca torda), færøsk: álka, hører også til i fuglefjeldet og opholder sig på afsatserne sa. m. lomvien. Den findes dog i langt mindre antal end lomvien. Den lægger sjældent sit æg på jævne afsatser, men mest i sprækker og revner i fjeldet. Alken lever ligesom lunden først og fremmest af tobis.

De her 3 nævnte fugle, lunden, lomvien og alken, hører alle til alkefuglene. En fjerde alkefugl ruger også på Færøerne, nemlig tejsten (Cepphus grylle), som i øvrigt i levevis er vidt forsk. fra de andre. Den findes inde ved kysten hele året og er således en standfugl. Tejsten har sin rede i dybe huler el. revner i fjeldet. Den ruger ikke i kolonier som de andre alkefugle. Den lægger 2 æg. Tejsten tager sin føde på havets bund. Føden består af små fisk, som fx. tangspræl, samt bløddyr og krebsdyr.

En anden fugl, som i vore dage optræder i meget stort antal ved Færøerne, er malemukken (Fulmarus glacialis), færøsk: havhestur. O. 1800 og før den tid kunne den kun ses langt ude på havet. Efterhånden som årene gik, fandtes den i større og større antal, og samtidig nærmede den sig kysterne. O. 1816 rugede den første gang på Færøerne, nemlig på Suðuroy. Den bredte sig nu hurtigt der og kom efterhånden også til de andre øer. 1845 rugede den første gang på Skúvoy og Dímun. 1860 kom den til Trøllhøvdi ved nordspidsen af Sandoy. Til Vágar kom den 1865, til Fugloy og Viðoy 1872 og til Nólsoy 1892. O. 1900 fandtes den på samtlige øer. Siden den tid har den formeret sig voldsomt og er nu en af de fugle, s. 54 som findes i størst antal ved Færøerne. Også andre steder i Nordeuropa som fx. i Irland, Skotland og Nordengland er den tiltaget i antal siden 1900. Til Norge kom den som rugefugl i 1920’rne.

Malemukken har sin rede på afsatser i fuglefjeldet. Den findes som regel højere oppe end lomvien. Den ruger ikke så tæt sammen som lomvien, men til gengæld findes den allevegne, hvor der bare er en antydning af et fjeld. Man kan endog finde dens rede i hamre, som ikke vender direkte ud mod havet. Sidst i aug. forlader ungen fjeldet. Den er så fed og tung, at den ikke kan flyve de første dage, men må blive siddende på vandet. Den er således let at fange m. ketcher (fleygastong) fra båd. Nogle bliver taget i fjeldet, inden de forlader reden. Som tidl. oplyst blev der 1961 fanget 86.450 malemukker, de allerfleste var unger. Der foregår også nogen fangst om vinteren i fuglefjeldet. Fuglene fanges m. ketcher, mens de flyver tæt forbi fjeldet.

Malemukken hører til stormfuglene. Nogle kalder den ligefrem stormfuglen. Foruden den er der tre andre stormfugle, som er hjemmehørende på Færøerne. Den mest alm. af dem er skråpen (Puffinus puffinus), færøsk: skrápur. Den ruger i kolonier øverst i fuglefjeldet, og ligesom lunden har den rede i huler, som den selv graver. Det er en rigtig havfugl, som kun ses inde ved kysterne i den tid, hvor den har æg el. unger. Resten af året færdes den ude over det åbne hav.

De to andre stormfugle er den lille stormsvale (Hydrobates pelagicus), færøsk: drunnhvíti, og den store stormsvale (Oceanodroma leucorrhoa), færøsk: sýldi drunnhvíti. Den sidste er ikke så alm. som den første, idet den kun ruger på Mykineshólmur og Mykines. Hertil menes den at være kommet først i 1930’rne.

Sulen (Morus bassanus), færøsk: súla, har utvivlsomt været på Færøerne adsk. hundrede år. Der findes kun én koloni, nemlig på Mykineshólmur. Der ruger ca. 1500 par på brede afsatser og fremspring. Beboerne på Mykines driver fangst på sulen hvert år. O. 700 bliver fanget årligt. Sulen lever af fisk, særl. sild og småsej, som den fanger ved styrtdykning.

Her skal som en ejendommelighed omtales en sjælden gæst, der opholdt sig ml. sulerne på Mykineshólmur i 34 år. Det var en albatros (Diomedea melanophrys). Mænd fra Mykines kaldte den súlukongur (sulekonge). Skønt den hører hjemme på den sydl. halvkugle, kom denne albatros til Mykines 1860. Den følte sig åbenbart hjemme ml. sulerne, hvor den opholdt sig lige til 1894, da den blev skudt.

Topskarven (Phalacrocorax aristoteles), færøsk: skarvur, er alm. ved kysterne, hvor den dykker efter forsk. fisk, særl. småsej. Den bygger rede i huler el. ml. store sten ved foden af fuglefjeldet.

Også den almindelige skarv (Phalacrocorax carto), færøsk: hiplingur, findes ved Færøerne, men er desværre nu ved at være udryddet. Kun nogle ganske få par ruger her endnu.

Til de såkaldte havfugle regnes også mågerne. Den største af disse er svartbagen (Larus marinus), færøsk: bakur. Den yngler på Færøerne, men er dog ikke så talr. som flere af de andre mågearter.

Den mest alm. måge, måske m. undt. af riden, er sildemågen (Larus fuscus), færøsk: likka. Den ruger i kolonier i udmarken og findes praktisk talt på samtl. øer. I modsætning til svartbagen, som er en standfugl, er sildemågen en trækfugl. s. 55 Den findes ofte i stort antal inde i havnene, hvor den lever af fiskeaffald. Ude på havet følger den skibene, især fiskeskibene, hvor den tager fiskeaffald og madrester, som bliver kastet overbord. Desuden tager sildemågen også orme og insektlarver.

Riden, også kaldet den tretåede måge (Rissa tridactyla), færøsk: rita, ruger i store kolonier i fuglefjeldene. Allr. i slutningen af febr. kommer riden ind til fuglefjeldet for at undersøge stedet, hvor den skal lægge sine æg. Den lægger dog ikke disse før sidst i maj el. først i juni. Den lægger 2-3 æg. Sidst i aug. el. først i sept. forlader riden fuglefjeldet sa. m. ungerne. Den første tid herefter tilbringer riden langs kysterne i store flokke. Ud på efteråret forlader den kysterne og vandrer ud på havet, hvor den opholder sig om vinteren. Riden lever af fiskeyngel, krebsdyr og andre pelagiske dyr, som den tager i havoverfladen.

Af andre måger, der ruger på Færøerne, kan nævnes sølvmågen (Larus argentatus), færøsk: fiskimási el. mási, stormmågen (Larus canus), færøsk: skatumási el. gneggjus, og hættemågen (Larus ridibundus), færøsk: fransaterna.

Havternen (Sterna paradisaea), færøsk: terna, findes på alle øerne og ruger i kolonier inde i landet el. ude ved kysterne. Det er en udpræget trækfugl. Den kommer først i midten af maj og drager bort igen allr. sidst i sept. el. først i okt. Den trækker sydpå langs Europas kyster helt ned til Sydafrika og sydl. Ishav.

To arter af kjover optræder som ynglefugle på Færøerne. Den talrigeste er almindelig kjove (Stercorarius parasiticus), færøsk: kjógvi, som ruger i kolonier i udmarken på de fleste øer. Også storkjoven (Stercorarius skua), færøsk: skúgvur, forekommer. Der findes enkelte større kolonier som fx. på Svínoy, hvor der er over 500 par. Storkjoven anses for at være skadelig, da den tager en hel del æg og unger, især i fuglefjeldene. Dels på grund heraf og dels fordi dens unger var en lækker spise, blev den meget efterstræbt før i tiden. Sidst i forrige årh. var den nær ved at være udryddet; der var kun 4 par tilbage. Den blev derfor fredet, og det varede ikke længe, før bestanden begyndte at vokse igen.

Edderfuglen (Somateria mollissima), færøsk: æða, er alm. ved kysterne. Nogle steder, fx. på holme, ruger den i kolonier, andre steder enkeltvis. Den lever af muslinger, snegle og krebsdyr. Edderfuglen er en standfugl.

Alle de hidtil nævnte fugle er mere el. mindre knyttet til havet. Af andre rugefugle, som delvis optræder ved kysterne, kan nævnes gråand (Anas platyrhyncha), færøsk: villdunna. Særl. om vinteren findes gråanden ved kysterne. Det sa. gælder toppet skallesluger (Mergus serrator), færøsk: toppont. Disse to arter har ellers rede inde i landet, fx. ved små søer.

Den egl. landfuglefauna er i modsætning til havfuglefaunaen fattig både på arter og individer. Den smukkeste og den mest afholdte fugl på Færøerne er nok strandskaden (Haematopus ostralegus), færøsk: tjaldur. Den kommer til Færøerne midt el. sidst i marts og forlader øerne igen o. 1. okt. I maj lægger den sine æg enten i udmarken el. i den uopdyrkede indmark, undertiden ret nær ved husene. Strandskaden lever for en stor del af regnorme. Ved stranden tager den også muslinger og snegle.

I udmarken, særl. oppe ml. fjeldene, finder vi hjejlen (Pluvialis apricaria), færøsk: s. 56 lógv. Den ankommer til landet sidst i marts og trækker bort igen o. 1. sept. Dog kan man hele efteråret se flokke af hjejler, som er på vej sydpå fx. fra Island. Nogle af disse kan endda blive her om vinteren, hvis vejret er godt.

To små spurvefugle er alm. rugefugle inde i landet, og det er stenpikker (Oenanthe oenanthe), færøsk: steinstólpa, og skærpiber (Anthus spinoletta), færøsk: fjørugrátítlingur.

Den lille regnspove (Numenius phaeopus), færøsk: spógvi, er alm. både i ind- og udmark. Den er her fra sidst i april til o. 1. okt.

På fugtige steder har horsegøgen (Capella gallonago), færøsk: mýrisnípa, sin rede. Det er en trækfugl, men enkelte kan dog tilbringe vinteren på øerne.

Nærmer vi os bebyggede steder, er engpiberen (Anthus pratensis), færøsk: summargrátítlingur, almindelig. Det er en trækfugl i modsætning til stæren (Sturnus vulgaris), færøsk: stari, der på Færøerne er en standfugl, og som i øvrigt her optræder som en særl. race (Sturnus vulgaris faroensis). Også gærdesmutten (Troglodytes troglodytes borealis), færøsk: músabróðir, har på Færøerne udviklet sig til en særl. race. Desværre er den nu meget reduceret i antal. Dette skyldes først og fremmest rotter og katte.

Gråspurven (Passer domesticus), færøsk: gráspurvi, kom til Suðuroy sidst i 1930’erne og findes nu på de fleste af øerne.

Både ravn (Corvus corax), færøsk: ravnur, og krage (Corvus cornix), færøsk: kráka, findes vidt udbredt her. De har begge været meget efterstræbt på grund af den skade, de menes at forvolde. Især ravnen tager både æg og unger, og den menes også at tage nyfødte lam. Dog tænker man mindre på den gavn, de to fugle gør ved at tage orme, larver, rotter og mus. Også affald tager de en del af. Der bliver stadig givet præmie for at skyde ravn og krage.

Den eneste rovfugl, som er fastboende på Færøerne, er dværgfalken (Falco columbarius), færøsk: smyril. Der findes kun en lille bestand på øerne af denne fugl.

Vi har nu nævnt de fleste af de alm. ynglefugle på Færøerne. Foruden ynglefuglene optræder en mængde fugle, som ikke yngler her. Flere arter kommer fra nordl. egne og tilbringer vinteren her, andre findes her forår og efterår, idet de er på vandring henh. nordpå og sydpå. Endelig optræder nogle som mere tilfældige gæster. Den færøske fuglefauna tæller i alt 227 arter.

Som allr. nævnt i indledningen mangler flere større dyregrupper helt på Færøerne. Af hvirveldyr gælder det således både krybdyr og padder.

Insekterne er repræsenteret med forholdsvis få arter. Igen her er der flere grupper, som mangler helt. Græshopper, guldsmede, døgnfluer, myrer og dagsommerfugle forekommer således ikke m. undt. af ganske enkelte tilfældigt tilvandrede individer. Andre grupper optræder kun med enkelte arter, som fx. frynsevinger, landtæger og bladhveps. Af insektgrupper, som er forholdsvis godt repræsenteret, kan nævnes fluer og myg, snyltehveps, biller, natsommerfugle og vårfluer.

Kun 54 arter af sommerfugle findes på Færøerne. Til sammenligning kan nævnes, at på Shetlandsøerne findes 132 og i Vestnorge 780 arter. Det er mest små natsommerfugle, s. 57 der forekommer på Færøerne. Af dagsommerfugle er der kun truffet 2 arter, tidselsommerfuglen og admiralen, sandsynligvis tilfældige gæster.

Af biller er der 156 arter på Færøerne imod 232 på Shetlandsøerne og ca. 3000 i Norge. Snyltehvepsene er den insektorden, der optræder i størst antal på Færøerne, nemlig med godt 250 arter.

Ellers må man sige, at de insekter, man lægger mest mærke til på Færøerne, er fluer og myg, af hvilke der findes o. 200 arter tilsammen. Der findes dog ingen egentlige stikmyg. Derimod har vi vintermyg, stankelben og sommerfuglemyg. Også dansemyggen er meget almindelig. Af fluer kan nævnes den lille stueflue, spyfluen og strandfluen.

Af andre hvirvelløse dyr kan nævnes edderkopperne. Af disse er der hidtil fundet 43 arter på Færøerne, hvoraf kun nogle få er almindelige. I Danmark er der fx. fundet 10 gange så mange arter som på Færøerne.

Der er fundet i alt 28 arter bløddyr på land og i ferskvand, nemlig 20 sneglearter og 8 muslingearter. Af sneglene kan nævnes den lille Limnaea truncalula, der er mellemvært for leverikten, som i hvert fald tidl. var meget alm. og var til stor skade for fårene.

Af tusindben forekommer 8 arter og af bænkebidere 3.

Regnormen optræder med ikke færre end 12 arter. Dette er et forholdsvis stort antal; i Danmark findes der fx. kun 60 arter. Flere af arterne er sikkert indslæbt af mennesker.

Ferskvandsfaunaen.

Egentlige ferskvandsfisk, d.v.s. fisk der tilbringer hele livet i ferskvand, mangler på Færøerne. Af fisk, der kun er en del af livet i ferskvand, findes 5 arter, nemlig ørred, laks, fjeldørred, trepigget hundestejle og ål. Ørreden (Salmo trutta), færøsk: síl, optræder i to former: en bækform, færøsk: áarsíl, der altid lever i ferskvand, og en havform, færøsk: sjósíl, der opholder sig i havet en del af livet.

Laksen (Salmo salar), færøsk: laksur, er udsat i nogle åer for nogle år siden. Det er Færøernes Ørredfiskeriforening, der har foretaget eksperimenter med at udsætte lakseyngel fra Island. Disse eksperimenter synes at have givet resultater, idet det er konstateret, at laksen gyder i mindst én å, evt. to.

Fjeldørreden (Salvelinus alpinus), færøsk: bleikja, fandtes for nogle år siden kun i én sø, nemlig Leynavatn. Den er her en ferskvandsform, som aldrig går ud i havet. Man antager, at den er en relikt, en levning, fra slutn. af istiden. I de sen. år er fjeldørreden udsat i enkelte mindre søer og i vandreservoirer for el-værket S.E.V. i Vestmanna, hvor den ser ud til at trives godt.

Den trepiggede hundestejle (Gasterosteus aculeatus), færøsk: kombikk, findes vidt udbredt både i ferskvand og havvand. Det sa. gælder ålen (Anguilla anguilla), færøsk: álur el. állur. Det ser ud til, at ålen vokser langsomt på Færøerne.

Af krebsdyr findes i alt 41 arter i ferskvand på Færøerne. Heraf 2 arter tanglopper, 24 dafnier, 12 vandlopper (copepoder) og 3 muslingekrebs. Derimod mangler bladfødder, som findes både i Island, i Grønland og i Skandinavien.

Af fimreorme findes 21 arter i ferskvand. Endelig har vi en eneste ferskvandssvamp (Heteromeyenia ryderi), der i øvrigt har en meget særpræget geogr. udbredelse. Den findes ved Nordamerikas ø.kyst fra Nova Scotia til Florida, i Vestirland, på øen Mull ved Vestskotland og på Færøerne. Her findes den kun i søen Leitisvatn.

Foruden de nævnte dyr findes der fx. flere insektlarver i ferskvand. I øvrigt er de færøske søer både små og næringsfattige, så alene af den grund kan der ikke blive tale om noget rigt dyreliv i søerne.

Havfaunaen.

Det, der først og fremmest sætter sit præg på dyrelivet i havet ved Færøerne, er landets beliggenhed på den undersøiske højderyg ml. Skotland og Island. Denne ryg virker som en dæmning 500 m under havoverfladen, idet den skiller det forholdsvis varme og salte Atlanterhavsvand, 7-10°C og ca. 35,25‰ saltholdighed, fra det kolde og mindre saltholdige Nordhavsvand, o°C og en saltholdighed på o. 34,6-34,9‰. Dette kolde vand finder vi 500 m under overfladen n.f. øerne. Herfra strækker det sig mod s. gennem den dybe Færø-Shetland kanal ø.f. Færøerne og videre s.f. Færøerne imellem Færøbanke og Suðuroy.

Der er to havstrømme, som i særl. grad indvirker på dyrelivet ved øerne. Først og fremmest er det den lune atlantiske strøm (Golfstrømmen), som kommer fra v. og s.vest. Dernæst er det den østislandske polarstrøm, som kommer fra nv. og gør sig gældende n. og nø. f. øerne. Hvor de to strømme mødes, får vi det s.k. blandingsområde, som også sætter sit tydelige præg på dyrelivet. Foruden de to nævnte strømme har vi kraftige tidevandsstrømme i området ved Færøerne. Alle disse strømme bevirker, at der foregår en kraftig omrøring i vandet, og vi har derfor praktisk talt sa. temperatur i overfladen som nede ved bunden inde over bankerne. Forskellen i temperaturen er sjældent mere end 1/2°. Kun inde i nogle fjorde kan man somme tider finde afvigelser herfra. Denne omrøring i vandet har meget stor betydning både for dyre- og planteplanktonet. Af særl. stor betydning er den tilførsel af organiske salte, der sker med strømmene fra dybhavet op langs bakkeskråningerne både på selve Færø-plateauet og Færøbanke. Det har vist sig, at mængden af dyreplankton er særl. stor netop over skråningerne til dybhavet. Her findes fx. på visse årstider lyskrebs og copepoder (rødåte) i store mængder. Disse tiltrækker andre større havdyr som fisk og de store planktonædende bardehvaler, som i hvert fald før i tiden fandtes her i ret stort antal.

Disse hvalers forekomst har givet anledning til en ikke ubetydelig hvalfangst på Færøerne. Den første hvalfangststation blev anl. her 1894. Nogle år sen. fandtes i alt 7 stationer, nemlig i henh. Hvannasund, Funningsfjørður, Gjánoyri, við Áir, Kollafjørður, Selvík og Lopra. Der var i den første tid op til 17 både, der drev hvalfangst. En foreløbig rekord i fangst pr. båd blev allr. sat i 1900, hvor fangsten udgjorde 66 hvaler pr. båd. Det største antal hvaler, der blev fanget på et år, var 773 i 1909. Derefter var fangsten nedadgående, og i årene 1911-14 var der 15-30 hvaler pr. båd. Under første verdenskrig blev fangsten indstillet nogle år, og den beg. først igen 1920 m. 12 både. Men allr. året efter var der kun 4 både i drift. I årene fra 1921 til 1939 varierede antallet af fangstbåde fra 2 til 8, og udbyttet pr. båd svingede ml. 19 og 53 hvaler om året. Dog blev der 1931-32 slet ikke drevet hvalfangst. Igen under anden verdenskrig blev fangsten indstillet nogle år. Den blev genoptaget i 1946 fra 2 stationer (við Áir og Lopra) m. 3 både. Antallet af s. 59 både steg i de nærmest flg. år til 7 i 1949, og det blev også det største antal efter krigen. Fangsten var god i disse år, og 1950 blev rekorden fra 1900 m. 66 hvaler pr. båd slået, idet der dette år blev fanget 72 hvaler pr. båd, i alt 432 hvaler m. 6 både. Derefter blev fangsten mindre, og i årene 1954-58 var kun én station, við Áir, i drift m. 2-5 både. 1958 fangedes kun 57 hvaler m. 4 både, og driften blev foreløbig indstillet som urentabel. 1959-61 blev der ikke drevet hvalfangst fra Færøerne. Men 1962 beg. man igen med en båd fra stationen við Áir. De andre både var i mellemtiden blevet solgt. Stationen við Áir ejes nu af Færøernes Landsstyre, men fangsten drives af et privat aktieselskab, Pf. Treyst, i Tórshavn. Siden driften genoptoges, har fangsterne været små, idet man aldrig har fanget mere end 19 hvaler pr. år. Med sparsommelighed og fornuftig drift kunne man dog holde stationen i gang. Alt hvalkødet er blevet solgt til konsum på Færøerne. Midt i sæsonen 1966 fik båden imidlertid maskinhavari, og da den desuden stod over for en kostbar istandsættelse, mente man ikke, det var økon. forsvarligt at ofre så store beløb på den. Båden blev derfor solgt til ophugning. Man har dog endnu ikke helt opgivet at få hvalfangsten genoptaget, eventuelt ved køb af en anden båd.

Det, der betinger hvalfangsten ved Færøerne, er den bestand af hvaler, som findes sydligere i Atlanterhavet, men som om sommeren vandrer nordpå på næringsvandring. Her finder de rigelige mængder af deres favoritføde, lyskrebs, copepoder, sild m.m. At fangsten de sen. år har været så ringe, skyldes nok først og fremmest den aftagen af bestanden, der har fundet sted. Men for Færøernes vedk. er det dog næppe hele forklaringen. Trækvejene har nok også forandret sig, idet der ikke kommer så mange hvaler forbi vore farvande mere, som der har gjort tidligere. Største delen af bestanden ser ud til at gå nordpå v. om Island og nø.over.

Finhvalen (Balaenoptera physalus), færøsk: nebbafiskur, er den hval, der er taget i langt det største antal af hvalfangerne. Den kom i hvert fald tidl. vandrende nordpå langs Hebriderne og Shetland i april og maj måned. På denne tid kunne den også ses og fanges s. og sø. f. Færøerne. I juni toges endnu en del s.f. øerne, men flere var nu nået op v. og nv. f. øerne. Særl. i juli fangedes mange på højderyggen ml. Færøerne og Island. Nu fortsattes vandringen til dels nordpå. Visse år toges mange finhvaler i sept.-okt., særl. ø. og sø. f. Færøerne. Disse har sikkert været på vej mod varmere have igen.

Finhvalen træffes sjældent inde over de færøske banker. Den kommer ikke nærmere end til skråningerne mod dybhavet. Her findes også mest af det dyr, som udgør hovedparten af dens føde, nemlig den store lyskrebs. Finhvalen er først og fremmest en planktonædende hval. Man kan dog også finde store mængder sild i dens mave. Finhvalens unge fødes om vinteren. Den er ved fødslen ca. 6 m lang. Den vokser meget hurtigt de første par år og er allr. kønsmoden 2 år gammel, når den er knap 20 m lang. Den største finhval, der er taget ved Færøerne, var 25,4 m lang.

Sejhvalen (Balaenoptera borealis), færøsk: seiðhvalur, forekom og blev fanget i stort antal i den første tid, efter at hvalfangsten var begyndt. Den udgjorde således i beg. omkr. en trediedel af hele fangsten. Dens antal har i øvrigt svinget uhyre meget fra år til år, men har som helhed været nedadgående. Efter sidste verdenskrig har man kun i et enkelt år fanget mange sejhvaler. Det var i 1951, da fangsten s. 60 af denne hval udgjorde 126 stk. Ellers er det største antal efter krigen 27 sejhvaler på et år. I de sidste fem år er der overhovedet ikke fanget sejhval ved øerne.

Sejhvalen er en endnu mere udpræget planktonædende hval end finhvalen. Den lever især af copepoden Calanus, også kaldet rødåte. Ligesom finhvalen føder sejhvalen sin unge om vinteren i den varmere del af Atlanterhavet. Ungen er 4-5 m lang ved fødslen. De fleste sejhvaler, der er taget ved Færøerne, har været 9-19 m lange; den største siges at have været lidt over 20 m.

Blåhvalen (Balaenoptera musculus), færøsk: royður, er den største og mest værdifulde hval, der forekommer ved Færøerne. Den er tillige det største dyr, der nogensinde har eksisteret. Den kan blive 30 m lang og veje 150 tons. I beg. af dette årh. var fangsten af blåhval ret god, men den aftog hurtigt, og i tidsrummet 1908-1939 er der aldrig taget mere end 8 et enkelt år. I årene 1903-16 fangedes i alt 178 blåhvaler ved Færøerne, medens der i perioden 1920-38 kun blev taget 52. Efter anden verdenskrig steg fangsten noget igen, hvilket utvivlsomt skyldes den ufrivillige fredning af blåhvalen under krigen. 1949 blev der fx. fanget 10 blåhvaler, og 1951 udgjorde fangsten 9 stk. Men siden den tid er der fanget meget få.

Sædvanligvis kunne man træffe de første blåhvaler sv.f. øerne i maj. I juni-juli kom de ind over bankerne, og det var ikke ualmindeligt, at de kom ind i Vágafjørður ml. Vágar og Koltur og videre op igennem Vestmannasund. Årsagen til, at blåhvalen, i modsætning til fin- og sejhvalen, kommer ind over bankerne og ind til kysten, synes at være, at dens favoritføde, en lille lyskrebs (Euphausia inermis), findes i stor mængde inde over landsokkelen.

Blåhvalen er ved fødslen næsten 7 m lang. Den bliver kønsmoden som 2-årig og er allr. da ca. 23 m lang. Den største blåhval, som er taget ved Færøerne, var 27,3 m lang. Hos blåhvalen bliver hunnerne størst ligesom hos de andre bardehvaler.

Knølhvalen (Megaptera boops), færøsk: kúlubøka, har været sjælden ved Færøerne efter anden verdenskrig, idet der kun er fanget 9 stk. siden 1946. Den sidste blev fanget 1964. Den bliver ikke så stor som de 3 foran nævnte. Den største knølhval, som er taget ved Færøerne, var 15,7 m lang.

Nordkaperen (Eubalaena glacialis), færøsk: slættibøka, blev taget enkelte gange de første år, efter at hvalfangsten var beg. ved Færøerne. Men den er ikke fanget siden 1922.

Af bardehvaler findes der endelig én, som ikke har været genstand for fangst fra hvalbådene. Det er vågehvalen (Balaenoptera acuto-rostrata), færøsk: sildreki. 1966 udrustedes den første færøske kutter til fangst af småhval, og fangsten blev drevet fra juli til okt. Udbyttet beløb sig til i alt 32 hvaler, hvoraf 19 vågehvaler, 10 grindehvaler, 2 spækhuggere og 1 finhval.

Vågehvalen findes inde på de færøske banker og inde ml. øerne om sommeren og hen på efteråret. Det ser ud til, at den her hovedsagelig lever af tobis, færøsk: nebbasild.

Kaskelotten (Physeter catodon), færøsk: avgustur, er den største af tandhvalerne og den eneste, der har betydning for fangsten af storhval. Den er i modsætning til bardehvalerne blevet langt mere alm. ved Færøerne de seneste årtier end tidligere. s. 61 Der blev således i årene 1903-39 fanget i alt 112 kaskelotter el. ca. 3 om året i gennemsnit, medens der 1946-58 blev fanget i alt 555 stk. el. ca. 44 om året.

Kaskelotten kommer forbi Færøerne om sommeren på vej nordpå fra tropiske have. Det er kun hanner, der kommer så langt nordpå, og endnu er der ikke fanget nogen hun ved øerne. Hos kaskelotten el. i det hele taget hos tandhvaler er det hannerne, som bliver de største. Det er kun de yngre hanner, som vandrer nordpå, og den største, der er fanget ved Færøerne, var 19,5 m. Ellers kan de blive op til 23,5 m lange. Hunnerne bliver næppe mere end 12 m lange. Kaskelotten lever hovedsagelig af blæksprutter, men kan også tage sild og andre fisk.

Døglingen (Hyperoodon ampulatus), færøsk: døglingur, er forholdsvis sjælden ved øerne. Den tages af og til af hvalbådene, men da den er så lille (op til 11 m), er man ikke så ivrig efter at jage den. Den viser sig engang imellem i fjorde og vige enkeltvis el. ganske få sammen. Den bliver da drevet ind til kysten af små både og fanget. Det sker især i Hvalba på Suðuroy, hvor fangsten har fundet sted i flere hundrede år.

Grindehvalen (Globicephalus melaena), færøsk: grindahvalur, er den tandhval, der har haft langt den største betydning for Færøerne både i vore dage og langt tilbage i tiden. Den optræder som bekendt i større el. mindre flokke. Helt tilbage til år 1584 har man optegnelser om, hvor mange grindehvaler der er blevet fanget. Fangsten har varieret meget gennem tiderne. Der har været længere perioder med små el. ingen fangster, skiftende med tider, hvor der har været gode fangster. Som helhed er fangsten ikke aftaget, men derimod synes den at være mindst lige så stor i vore dage som nogensinde tidligere. Det bedste s.k. grindeår, man ved om, var 1941, da der blev fanget i alt 21 flokke grindehvaler, som talte tilsammen 4214 stk. En flok grindehvaler bliver i øvrigt på Færøerne kaldet en grind. Den største del af fangsten foregår om sommeren, særl. i juli-aug., men grindedrab har fundet sted i alle årets måneder.

Grindehvalen skal kunne blive over 8 m lang, men de fleste, som bliver fanget på Færøerne, er 4-5 m. Den lever her så godt som udelukkende af blæksprutter.

Af andre tandhvaler ved Færøerne kan nævnes hvidskæving (Lagenorhynchus acutus), færøsk: skjórutur springari, øresvin (Tursiops truncatus), færøsk: hvessingur, spækhugger (Orcinus orca), færøsk: bóghvítuhvalur el. mastrahvalur, og marsvin (Phocaena phocaena), færøsk: nísa.

Hvad angår sæler er gråsælen (Halichoerus grypus), færøsk: láturkópur, den eneste, der er fastboende og yngler her. Den spættede sæl (Phoca vitulina) ynglede her før i tiden, men blev udryddet. Nu kommer den kun på besøg en gang imellem. Som tilfældige gæster kan nævnes klapmyds, ringsæl, grønlandssæl og hvalros.

I modsætning til ferskvandenes fiskefauna må havets fiskefauna karakteriseres som rig, måske særl. hvad angår individantal, idet flere arter optræder i et meget stort antal. Der er hidtil påvist ca. 150 fiskearter ved Færøerne. Heraf er der kun en forholdsvis lille del, der har nogen betydning for fiskeriet.

Fiskeriet ved Færøerne er dels trawlfiskeri, som praktisk talt udelukkende drives af fremmede trawlere, særl. britiske, men også vesttyske og franske, og dels linefiskeri, s. 62 som for største delen foretages af færøske skibe. Enkelte britiske og no. både deltager også i dette fiskeri.

Flg. tabel viser, hvor meget der er taget af de forsk. bundfisk ved Færøerne af alle nationer i årligt gennemsnit de sidste 10 år (1956-65), idet kun de arter er taget med, hvoraf der fiskes over 100 t om året:

I tabellen er ikke medtaget fangsten af sild, hvoraf der er taget en hel del i de sen. år.

Som det fremgår af tabellen er det torsken (Gadus callarias), færøsk: toskur, der fanges mest af ved Færøerne. Mærkninger og raceundersøgelser har vist, at torsken ved Færøerne er en selvstændig bestand, som praktisk talt ikke har nogen forbindelse med andre torskebestande. Den vokser hurtigt ved øerne, og dette gælder i særl. grad torsken på Færøbanke, der har den hurtigste vækst, man ved om nogen steder. I de første par år lever torsken ved Færøerne mest af hvirvelløse dyr som muslinger, krebsdyr o.a. Som ældre tager den også mange småfisk som tobis, sild, forsk. mindre torskefisk o.a. Torsken opholder sig mest nede ved bunden, men kan også findes på næringsvandring pelagisk oppe i vandet el. ude over større dybder.

Kulleren (Melanogrammus aeglefinus), færøsk: hýsa, findes også i anselige mængder her og bliver ligesom torsken fanget både med trawl og line. Efter anden verdenskrig har fiskeriet af kuller været betydeligt bedre end før krigen. Dengang var det knap 2/3 af, hvad det har været de sidste 10 år. Også kulleren danner en selvstændig bestand ved Færøerne og vandrer ikke bort fra området. Vi finder den fra ca. 5 til ca. 300 m dybde. Den er en endnu mere udpræget bundfisk end torsken. Oftest holder den til på blød bund og sandbund. Føden består særl. af hvirvelløse dyr som børsteorme, pighude, muslinger, snegle og krebsdyr, men den kan også tage tobis.

Sejen (Pollachius virens), færøsk: seiður, er den tredie torskefisk, som er talr. ved Færøerne. De første par år af sin levetid tilbringer sejen på lavt vand helt inde ved kysterne og i fjorde og vige. Når den er 2-3 år gammel, forlader den kysterne s. 63 og vandrer ud på bankerne. Sejen går også ud på det dybe vand ned til ca. 400 m. Den færdes også meget pelagisk, hvor den i de frie vandmasser jager tobis, sild, blæksprutter og lyskrebs. Mærkningsforsøg, der er foretaget de sen. år, viser, at sejen vandrer meget fra det ene område til det andet. Af de sej, som blev mærket ved Færøerne, er flere genfanget ved Island og nogle ved Norge, Shetland og i Nordsøen. På den anden side er flere genfanget ved Færøerne, som var mærket ved Norge el. Island.

Den store rødfisk (Sebastes marinus), færøsk: stóri kongafiskur, findes ude på dybt vand uden for 200 m-kurven. Den bliver her fisket af ty. og fr. trawlere. Den findes også pelagisk over store dybder. Inde på bankerne og helt ind til kysten har vi den lille rødfisk (Sebastes viviparus), færøsk: lítli kongafiskur, som findes i stort antal, men er uden betydning for fiskeriet. Disse to arter rødfisk føder levende unger.

Langen (Molva molva), færøsk: longa, er en udpræget bundfisk. Den forekommer særl. på dybder ml. 100 og 300 m, men kan også gå ind på lavt vand. Langen er berømt for sin meget store ægproduktion. Den menes at kunne producere helt op til 50 mill. æg. Det er en langsomt voksende fisk, og den tåler derfor ikke et intensivt fiskeri.

Brosmen (Brosme brosme), færøsk: brosma, findes mest på hård og ujævn bund, som er dårlig trawlbund. Derfor bliver største delen af brosmerne fanget på line.

Helleflynderen (Hippoglossus hippoglossus), færøsk: kalvi, er den mest værdifulde fisk ved Færøerne. Der findes en god bestand af den her, men desværre tåler den ikke det kraftige fiskeri, som har fundet sted. Det er særl. de udenlandske trawlere, som har taget en mængde ganske små helleflyndere. Dette har været til stor skade for bestanden. Nu håber man, at den udv. af fiskerigrænsen fra 6 til 12 kvartmil, som fandt sted 1964, og som fredede store områder for trawlen, skal hjælpe på bestanden af helleflynder. Den vokser ellers hurtigt ved Færøerne i forhold til andre steder. En del af de helleflyndere, som er mærket ved Færøerne, er genfanget ved Island, og nogle er fisket i Nordsøen. Tidligere var store helleflyndere almindelige ved øerne, men nu er de mere sjældne, hvilket skyldes det intensive fiskeri.

Rødtungen (Microstomus kitt), færøsk: tunga, er foruden helleflynderen den eneste fladfisk, som har væsentlig betydning for fiskeriet. I gennemsnit kommer ca. 15% af den europæiske fangst af rødtunge fra området ved Færøerne. Den er meget alm. ude på bankerne, men forekommer også nærmere ved kysten og inde i fjordene. Det er en langsomt voksende fisk, men den trives godt ved Færøerne, da den foretrækker den hårde bund, som er så alm. her.

Af andre nyttefisk, som har nogen betydning, kan nævnes rødspætte, ising, havtaske, pighaj, rokke, hvilling og havkat. Endv. findes en del små fisk, som ikke direkte har nogen betydning som nyttefisk, men til gengæld indirekte spiller en stor rolle for fiskeriet ved at være fødeemne for nyttefiskene. Vi kan fx. nævne tobis, sortmund, spærling, kutling og ulk.

Der er kun foretaget ret få undersøgelser af de hvirvelløse dyrs biologi i havet ved Færøerne. Kendskabet til disse dyrs livshistorie er derfor ret ringe. Man ved dog, at mange arter forekommer i store mængder og spiller en stor rolle som fødeemne for nyttefiskene. Vi kan nævne muslinger som hestemusling (Modiola modiolus), s. 64 færøsk: øða, blåmusling (Mytilus edulis), færøsk: kræklingur, molboøsters (Cyprina islandica), færøsk: kúfiskur, og kammusling (Pecten opercularis), færøsk: jákupsskel. Særl. den sidste forekommer i store mængder ude på bankerne. Den er velsmagende og kan mul. udnyttes kommercielt. Af snegle kan vi nævne konk (Buccinum undatum), færøsk: gágga, rødkonk (Neptunea antiqua), færøsk: streymgågga, albueskæl (Patella vulgata), færøsk: fliða, purpursnegl (Purpura lapillus), færøsk: purpursnigil, og strandsnegl (Littorina), færøsk: fjørukúvingur. De 3 sidste forekommer mest almindeligt i tidevandszonen. Af bløddyr skal endv. nævnes tiarmet blæksprutte (Ommatostrephes sagittatus), færøsk: høgguslokkur. Den optræder inde ved kysterne omtr. hvert år sidst på sommeren i varierende mængde. Den bliver fisket og anv. til agn ved linefiskeriet.

Af krebsdyr skal vi først og fremmest omtale jomfruhummeren el. dybvandshummeren (Nephrops norvegicus), færøsk: hummari. Der findes en bestand i forsk. fjorde, hvor der findes blød mudderbund. De sidste 20 år er der m. særl. tilladelse fra Færøernes Landsstyre blevet fisket på denne bestand med trawl. I de sen. år har 5-6 små både fået tilladelse til at fiske i 2 måneder om sommeren. Fangsten har svinget ml. 35 og 96 t om året. Største delen er fanget i sundet ml. Eysturoy og Streymoy m. Kaldbaksfjørður og Kollafjørður. Også i Funningsfjørður og Hvannasund er der blevet fisket. Uden for fjordene er jomfruhummeren kun taget enkeltvis på dybt vand v.f. øerne.

Andre krebsdyr er af stor betydning som fødedyr for fisk. Fx. kan nævnes strandkrabbe (Carcinus maenas), færøsk: fjørukrabbi, sandkrabbe (Hyas araneus), færøsk: lúsakrabbi, eremitkrebs (Eupagurus), færøsk: gággukrabbi, og tangloppe (Gammarus), færøsk: marfluga. Disse krebsdyr er bunddyr. Men også pelagisk finder vi krebsdyr, som har meget stor betydning som fødedyr, og som forekommer i meget store mængder. De vigtigste af disse er lyskrebs og copepoder, som udgør hovedmængden af bardehvalernes og sildens føde. De fleste krebsdyr, som lever på bunden som voksne, har pelagiske larver, og disse larvestadier spiller en stor rolle som føde for fiskeyngel.

Også pighuderne er repræsenteret med mange arter i havet omkr. Færøerne. De har næppe så stor betydning i havets husholdning som krebsdyr. Dog har flere arter af slangestjerner stor betydning som fødedyr for fisk som fx. kuller og rødtunge. Ellers findes også både sølilje, søstjerner, søpindsvin og søpølser.

Af andre lavere dyr kan nævnes de forskellige ormegrupper, af hvilke fx. børsteormene er rigt repræsenteret. En af disse er guldmusen (Aphrodite acubata), færøsk: grunnmús, som torsken tager mange af. Endelig er der polypdyr (Coelenterata), færøsk: margføtlar, og svampe (Spongia), færøsk: soppar, som findes meget udbredt i havet, men som dog ingen betydning har som fødedyr.