Farvandene

Med Færøernes udpræget maritime beliggenhed, langt borte fra alle større landområder, omskylles de til alle sider af kraftige havstrømme, af hvilke den store, varme og forholdsvis salte nordatlantiske drift, kaldet Golfstrømmen, er den dominerende og i almindelighed bestemmende ikke blot for Færøernes hydrografiske (el. oceanografiske) forhold, men også for de klimatiske forhold såvel som for de hav- og land-biologiske vilkår og derigennem for indbyggernes nærings- og erhvervsliv.

Det må her fremhæves, at såvel Golfstrømmen som de køligere havstrømninger omkr. el. i nærheden af Færøerne allr. hver for sig, men ikke mindre i deres indbyrdes sammenspil, rummer særdeles interessante, men også komplicerede problemer.

Den hydrografiske forskning har, navnlig inden for de sidste halvt hundrede år – siden man fra da. side påbegyndte udkastninger af »strømflasker« over de nordatlantiske farvande, fulgt op af DANA-ekspeditionerne i 1924-25-26 – gjort store fremskridt og løst mange problemer; men nye er kommet til, således at man ikke mere taler om Golfstrømmens gåde, men om dens gåder.

Det, der karakteriserer en havstrøm, er i hovedsagen: dens bevægelsesretning og fart, dens temperatur og dens saltholdighed. Men det komplicerer forholdene overordentligt, at disse tre hovedfaktorer ofte ændres fra vandlag til vandlag, i nogle tilfælde med bratte grænser, som regel dog med mere jævne overgange.

Øget varmegrad giver tendenser til masseopstigninger – i havet som i atmosfæren, medens større saltholdighed giver større tyngde og tendens til nedsynkning. Men da det nu som regel er det varmeste vand, der tillige er det mest salte, bliver der her tale om visse ligevægtstilstande el. balancer, der er afgørende for, om det kolde vand stiger opad mod overfladen eller ej.

Som en vigtig omstændighed, der gælder alle strømninger i havet, skal endnu anføres, at vinden ikke uden videre driver overfladevandet frem i den retning, s. 29 hvori den blæser, men (på nordl. breddegrader) i en retning ca. 45° mere til højre derfor. – Når således strømflodsfaren ved vadehavsdigerne er størst m. stærk vind fra sydvestl. (og ikke vestl.) retninger, gælder noget tilsvarende ved Færøernes kyster, og også der er faren for ekstraordinært højvande størst, hvis stormflod og springflod, beroende på det astronomisk bestemte tidevande, samvirker. Denne alm. tendens til højredrejning, som griber ind over for vedvarende bevægelser på Jordens nordl. halvkugle, kan henføres til klodens rotation. Den ytrer sig på omtrent sa. måde i havet som i atmosfæren.

For så vidt som det i almindelighed er impulser fra vinden, der med overfladelagene som mellemled sætter de underliggende vandmasser i bevægelse og disse de endnu dybereliggende, vil man se, at dybdelagene nedefter bevæger sig mere og mere højredrejet og samtidig langsommere og langsommere, for til sidst i store dybder (på ca. 100 m) at have tilbagegående bevægelse. – Men det skal fremhæves, at noget sådant ikke gælder hverken Golfstrømmen el. tidevandsstrømmene i havet: de bevæger sig fremad som et hele.

At Golfstrømmen i hovedsagen fortsætter sit løb uanfægtet af årstidernes og vindforholdenes ændringer over Nordatlanten, har sin forklaring i, at dens egl. igangsættende og fremdrivende årsag er kræfterne fra det subtropiske Atlanterhavs passatvinde, der blæser nogenlunde ensartet til alle årstider. De blæser fra nø. mod sv. og driver derved havvandets overfladelag stik vest. Således opstår den nordl. ækvatorialstrøm, der driver enorme vandmasser (af størrelsesorden 100 gange jordklodens floders samlede vandføring) ind mellem de små Antiller til det Caraibiske Hav. Dels for det fornødne afløbs skyld, dels p. gr. af den alm. tendens til højredrejning bøjer strømmen nu videre ind i den Mexicanske Golf og rundt om det vestl. Cuba for at forlade Golfen gennem Florida Strædet som Golfstrømmen.

Som en henved 600 m dyb, men kun ca. 50 km bred, gennem dybdelagene meget ensartet og meget hurtig strøm trænger Golfstrømmen ind i Atlanterhavet, først n.på mod Cap Hatteras med en fart af 2-2 1/2 knob (= sømil i timen, = ca. 4 km/h eller meget nær i m/sec). Videre går det med retningsforandring på opimod 90° i østl. eller senere nordøstl. retning, men med en strømhastighed nedsat til det halve, sen. noget derunder, op gennem Nordatlanten som en henved 200 km bred, men nu næppe mere end ca. 100 m dyb overfladestrøm.

Denne Golfstrøm med det varme, dybblå, næsten indigolysende overfladevand tilbagelægger nu de ca. 3600 sømil el. 6700 km undervejs til Færøerne på henved et halvt år.

Under dette forløb sker der dels store afgreninger til højre side rundt om Sargassohavet og ned langs Maroccos kyst, dels mindre, løsrevne og hvirvelagtige forgreninger mod venstre, hvorved blandingen med de koldere vandmasser indledes, idet disse p. gr. af deres tyngde først og fremmest trænger ind gennem dybdelagene for så efterhånden langsomt at stige mod overfladen.

Mens strømmen nærmer sig Færøerne, går ca. 90 % af de samlede vandmasser ind mellem klippeskæret Rockall og Hebriderne, hjulpet frem af den fremherskende vind, men også begunstiget af dybvandsrenden – retningen med mindst modstand (se ndf.). Men idet hovedstrømmen nærmer sig den store, undersøiske barriere – lavvandsryggen fra Skotland over Færøerne til Island – sker s. 30 der nye, kraftigere forgreninger langs denne retning mod venstre, hvorved det varme Golf-vand får sit første møde med det kølige Nordhavs-vand og, hvad der især har betydning, med den meget kolde østislandske strøm (se s. 33).

Samtidig sker der nye afbøjninger mod højre i disse strømarme; en vigtig arm trænger ind over Færøbanken og op langs øernes ø.side, en anden gren går vest og nord om øerne med slutretning mod hovedstrømmen ud for Shetland.

Denne strømarm kæmper intermitterende m. de omtalte kolde strømme, som af og til kan nærme sig Færøerne. Som regel holder de sig dog på afstand, og det er kun rent undtagelsesvis, der kommer isbjerge el. havis i nærheden af Færøerne, som omtalt af James Ross 1836.

Golfstrømmens høje varmegrader spiller en rolle, som vanskeligt kan overvurderes, ikke blot for Færøerne, men for klima og livsvilkår over hele Nordvest-Europa. Dog kommer strømmen om vinteren ikke til Vesteuropa og Nordens kyster m. sit præg af Golfens stærke sommervarme blot så nogenlunde i behold. Dertil er der sket for meget under den lange rejse (så lang som en trediedel af distancen fra pol til pol) i løbet af det halve år.

Ikke alene har overfladevandet afgivet en væsentlig del af sit varmeoverskud ved ledning, stråling og fordampning; men samtidig er der trængt store mængder af koldt bundvand ind gennem havdybderne fra den venstre, polare flanke, hvorimod tilstrømningen af varmt vand fra højre side er ubetydelig.

Det er således kun delvis Golfens opr. vand, der strømmer frem til og omkring Færøerne. Den vandoptagelse og vandudskiftning, der faktisk finder sted, er imidlertid en hydrografisk proces af lige så stor praktisk betydning som af teoretisk interesse.

Det sidetryk, den store havstrøm er underkastet, særlig aktivt fra venstre side, er en af de faktorer, der er med til at holde hele det allr. noget bremsede strømsystem i gang. I sa. retning virker vindene langs havoverfladen, i hvert fald det meste af tiden, og endelig er det af betydning, at Golfstrømmen kan følge retningen af de store havdybder, der virker som en retning med mindst modstand mod bevægelsen, særlig ø. om Færøerne, indtil de nævnte virkninger i form af afgreninger melder sig, hvor strømmen møder tværbarrieren foran Færøerne.

I praktisk henseende spiller det en stor rolle, at det kolde polarhavsvand i modsætning til det tropiske Golf-vand er meget næringsrigt, rigt på plankton, der kan få det til som overfladevand at lyse grønligt, ja op til flaskegrønt. Dette plankton er atter næringen for en hel havbiologisk verden: små krebsedyr (åte), der atter bliver næring for småfisk og større nyttefisk – til sidst helt op til hvaler, som trives i dette kolde, men livfyldte vand og undgår det varme, næringsog byttefattige.

Af stor praktisk betydning er det dernæst, at det kolde vand fra dybdelagene efterhånden, om end meget langsomt, søger op imod overfladen, ikke uden delvis blanding m. det varmere overfladevand. I almindelighed er hastigheden under denne opstigning så ringe, at den må regnes i cm i timen. Men under særlige omstændigheder kan opstigningen intensiveres meget. Dette kan ske, når vindfelterne ved havoverfladen divergerer, dvs. spredes vifteformigt; der vil da hurtigt stige koldere vand op fra dybet til erstatning for det underskud, der opstår som følge af spredningen til siderne. Det blå overfladevand får da en mere grønlig tone.

Nok så stor interesse har dog forholdene ved kysterne. Hvis der her blæser en jævn, evt. føhnagtig fralandsvind ud over havet, vil der også her ske en let sænkning af havspejlet som følge af bortstrømningen, og det derved opståede underskud kan da kun kompenseres ved, at koldt bundvand stiger op. Derfor kan badevandet (under vidt forskellige breddegrader) være koldt på varme dage, og derfor danner der sig ofte lav kysttåge el. havgus på sådanne varme, vindsvage dage. En stor del af Færøernes hyppige sommertåger (i alt 22-30 dage i juni, juli, august ved Tórshavn) kan henføres til sådanne virkninger. Deres kendetegn er, at de er lavtliggende, lokale og kystbundne.

Af stor betydning er tidevandet. Nu er tidevandsbølgerne i hele deres anlæg nok frit svingende, oceaniske bølgesystemer; men de er også periodisk skiftende, vandrende havstrømme, som fører vandmasser frem, i takt med månens stilling og faser og i lighed med selve Golfstrømmens vandtransport, omtrent i samme hovedretning, men – i modsætning til Golfstrømmen, som i hvert fald under de nordligere breddegrader i hovedsagen er en overfladestrøm – omfattende havet i hele dets dybde, om end i væsentlig grad bremset i bundlagene.

Da de geofysiske og oceaniske kræfter, som har Golfstrømmen som resultat, er sammensatte af passatvindenes næsten evigt uforanderlige kraftfelt, af jordrotationens afbøjningstendenser mod højre, af vindstyrkernes medføringsbevægelser, af det periodisk vekslende tidevands bølger og strømme, af sidetrykkets opretholdende, men samtidig vandblandende tendenser og endelig de – indirekte – påvirkninger, der fremkommer ved strømforløbet gennem retningen m. mindst modstand, er det forståeligt, at også havstrømmene omkr. Færøerne vil udvise store ændringer, fra dag til dag, fra år til år; disse svingninger får betydning i kraft af de medfølgende svingninger, ikke blot i Færøernes vejr- og klimaforhold, men også i de for erhvervs- og næringsliv så vigtige havbiologiske forhold.

Vejr- og vindfaktoren kan være det, der varierer mest uregelmæssigt og mindst forudseligt. Det drejer sig her navnlig om de skiftende faser under lavtryks og vindsystemers opståen og passage forbi Færøerne – nordom el. sydom, hvilket gør en stor forskel – el. evt. visse lavtryks omtrent stationære forbliven på plads, oftest ved Island.

Imidlertid kan det også hænde, som det har været tilfældet gennem de sidste årtier, at de energi- og impulsrige atlantiske lavtryk gennem længere tid ændrer deres adfærdsmønstre og baner over Nord-Atlanten på ret ensartet og ensidig måde for så at skifte. Resultatet ytrer sig dels i ændring af det hydrografiske billede over Nord-Atlanten og dermed omkring Færøerne, dels i en klimaændring, der kommer til at omfatte hele Nordvest-Europa.

Som tidl. nævnt ankommer havstrømmene ikke til Færøerne m. Golfens opr. varme, ja end ikke m. de opr. vandmasser i behold. Hvad temperaturen angår, svinger den i årets løb kun godt 5°, nemlig fra 5,4 i februar til 10,6 i august (se tabel 1). Dette er endnu mindre end den klimatiske årssvingning, der i sig selv er meget lav på øerne, men dog andrager ca. 7,5 grader (fra 3 i februar-marts til 10,6 i juli, altså præcis kystvandets middeltemperatur i august; disse tal er fra Tórshavn).

Det kan umiddelbart virke overraskende, at vandet i den varme havstrøm ikke i nogen måned – selv om vinteren – er blot så meget som 3 grader varmere end luften og i årsmiddel endog kun 1,4 grader varmere. Herved må det dog s. 32 tages i betragtning, at vandet allr. har haft så rig lejlighed til at afgive varme til luften, at temperaturforskellen alene af denne grund nødvendigvis må blive lille. Det er herved tillige afgørende, at Færøerne ikke alene er en lille, men tillige en stærkt forskåret øgruppe, hvor koldere luftansamlinger overhovedet får meget vanskeligt ved at opstå, idet de meget hurtigt vil glide ud over havet og forsvinde ved turbulent luftblanding.

Det bemærkes, at årets minimum- og maksimumværdier indtræder meget sent, samt at temperatur-differensen har en omtrent harmonisk årlig svingning; men luftens udsving er dog ca. 1 1/2 gang større end havets.

Forholdene illustreres ved sammenligning m. varmeudvekslingen ved Norges kyst under tilsvarende breddegrad: her er kystvandet om sommeren varmere, men om vinteren koldere end ved Færøerne, idet landmasserne er tilstrækkeligt store og fralandsvinden tilstrækkeligt hyppig, til at også havvandets temperatur påvirkes deraf, således at den får en væsentlig større årssvingning end ved Færøerne.

Disse øer har altså kun en ringe årssvingning, såvel for lufttemperaturens som – navnlig – for havtemperaturens vedkommende. På sa. måde forholder det sig inden for de enkelte år m. månedsmidlernes afvigelser fra deres normaler; således ligger den lavest målte måneds-middeltemperatur for havvandets vedkommende –4,2 grader i marts – kun 1 1/4 grad under ovenstående normale årsminimaler.

Som følge af de stærke strømninger i de færøske farvande kommer vandets temperatur i fjordene stort set ikke til at afvige synderligt fra den i det frie kystvand. Ganske vist kan der i indre fjordvige, m. lidt ferskvandstilløb, under roligt, koldt vejr om vinteren forekomme frostgrader og lettere isdannelser i selve kystvandet; der er dog kun tale om tynde islag af kort varighed, uden praktisk betydning for bådfarten.

Alt i alt betyder Færøernes eksistens således ikke meget for temperaturen i havvandet omkring dem. Noget lignende gælder saltholdigheden. I den frie Golfstrøm s.f. barrieren er den relativt stor og meget ensartet, på meget nær 35 1/4 promille, helt ned til dybder omkring 1000 m, hvorimod Nordhavets vand i dybdelag mere end 400 m nede er af typisk arktisk oprindelse med kun 0° varme og saltholdigheder nede på 34 1/2-35 promille.

Umiddelbart set er der ikke nogen stor forskel på saltholdigheden i Atlanten og i Nordhavet; men da den sammen med temperaturen og dennes afvigelser er meget typisk og uden vanskelighed kan måles med en nøjagtighed helt ned til s. 33 0,01 promille, er den et kriterium for havvandets oprindelse og blandingsforhold.

Det væsentlige er mødet ml. det varmere og mere salte atlantiske Golf-vand og det koldere og samtidig mindre salte polare Nordhavs-vand omkr. den tværgående undervands-barriere (fra Skotland mod Island) netop ved bankerne omkring Færøerne. Her sker de blandings- og strømændringsprocesser, som bl.a. resulterer i, at Nordhavets vand bliver opblandet med Atlant-vandet ned til dybder omkr. 400 m, hvorimod det på større dybder i alt væsentligt bevarer sine opr. egenskaber.

Atlant-strømmens betydeligste og mest aktive modpart ved barrieren er den østislandske polarstrøm el. rettere en af dennes forgreninger. Der er her tale om en virkelig arktisk strøm, der har udskilt sig fra den store, s. og sv.gående, isfyldte, østgrønlandske havstrøm og efter sin fremtrængen n. og ø. om Island kommer til at deltage i den store og betydningsfulde vandblanding og fortrængningskamp ved barrieren med det resultat, at det kolde vand hurtigt forsvinder fra overfladelagene, men under sin videre fremtrængen n. om Færøerne kan påvises som en tydelig intermediær tunge af koldt, arktisk vand, særlig i dybder omkr. 300-400 m.

Resultatet af denne enorme oceanografiske kraftprøve afhænger ikke alene af de to deltageres opr. struktur (derunder vandlagenes temperaturer og saltholdighed, hvorpå både indre og gensidige ligevægtsforhold beror), men også af vindforholdenes indflydelse, der såvel direkte som indirekte er af stor betydning for Færøernes hydrografiske forhold. Hertil kommer, som allr. nævnt, tidevandets indflydelse.

Over det meste af Færøerne indfinder tidevandets flodbølge sig som en nv.gående strømbølge, der på øerne betegnes »vestfall«, medens ebbestrømningen går i modsat retning og betegnes »eystfall«. Disse strømninger har, hver for sig, en varighed på godt 6 timer (6 h 12 m) og med maksimal hastighed omkr. halvtid – altså stort set, hvad der betegnes som harmoniske svingninger. Enkelte steder kan særlige topo- og hydrografiske forhold dog gøre sig gældende, således i Nólsoyarfjørður, hvor flod- og ebbe-strømmene løber henh. mod s. og mod n., medens deres varigheder er forskudt til ca. 8 og ca. 4 timer.

Ved de åbne vestkyster andrager springflodshøjden henved 2 1/2 m, ved ø.kysterne knap 2 m over normalt vande, og den hermed forbundne strømning får gerne en fart på 3-4 knob, også i de fleste bredninger; men i snævre sunde og kanaler ml. øerne samt hvor forbjerge og klipperev indsnævrer strømløbet, kan strømhastigheden stige til 8-9 knob. Ved nipflod er vandstigningen under 1 m, og flodstrømmen tilsvarende svagere.

Alt i alt må tidevandets stigninger og fald ved Færøernes kyster anses for beskedne; men strømfaldenes hastigheder er trods dette imponerende.

Ikke desto mindre er der enkelte steder, navnlig bredningen ml. Streymoy og Eysturoy regnet fra Hvalvík til Hoyvík, hvor såvel tidevandets stigninger som dets strømninger er ganske ubetydelige; til gengæld er tidevandet meget kraftigt og vandet næsten aldrig roligt i den snævre og lavvandede kanal ml. de to øer, n.f. Hvalvík.

Tidevandet bevirker, at der kan gå stærke strømme ml. øerne, selv ved vindstille; men også i de perioder 4 gange i døgnet, hvor tidevandsstrømmen vender og midlertidigt forholder sig i ro, kan der, flere dage igennem, bestå stærke havstrømme, som (i lighed med dønningens bølgebevægelse) drives frem af fjerne s. 34 vindsystemer over Atlanterhavet, ofte flere tusinde km borte. Under deres fremtrængen vil disse frie havstrømninger, overlejret på Golfstrøm og tidevandsstrøm og afbøjet mod højre som omtalt, ved indtrængen fra bredere til snævrere strømløb forstærkes på sædvanlig måde, for atter at sagtne ved udløb til bredninger (sml. ovf.). Her vil der ofte være tendens til store, roterende bevægelser.

Ved strømløb gennem nogenlunde smalle kanaler såvel som overhovedet langs kyster opstår ofte det s.k. idevande: modgående strømning af ikke ubetydelig hastighed langs begge bredder, henh. inderst inde langs kysten. De færøske bådelag har stor erfaring og øvelse i udnyttelsen af disse bemærkelsesværdige modstrømme.

Der er således mange faktorer, der bidrager til at komplicere havstrømnin gerne omkr. Færøerne og inde ml. de enkelte øer. Tages den nogenlunde stabile, men dog også noget variable Golfstrøm og dens forgreninger som udgangspunkt, er der ikke blot tidevandets vekslen og de frie havstrømmes indflydelse at tage i betragtning, men også lokalvinden i dens udformning gennem fjeldmassernes luv- og læforhold, i dens betydning for dybvandets opstigning el. overfladevandets nedsynkning – og endelig tendensen til idevandes modstrømning ved kysten samt bredderne i kanaler og sunde.