Forfatning

Indtil 1948 var Færøerne formelt et amt i det da. rige, om end øerne på mangfoldige måder indtog en særstilling. I erkendelse af denne særstilling, som Færøerne i national, hist. og geogr. henseende indtager inden for riget, blev der efter langvarige forhandlinger ved lov nr. 137 af 23/3 1948 om Færøernes hjemmestyre indført en ændret styrelsesordning, hvorved Færøerne blev anerkendt som et selvstyrende folkesamfund i det da. rige.

Hovedpunktet i hjemmestyreordningen er, at der ved loven er tillagt det færøske hjemmestyre ret til at overtage en lang række i loven nærmere opregnede sagsområder som færøske særanliggender med den virkning, at den lovgivende myndighed for disse områder overgår fra folketinget til den færøske folkevalgte repræsentation, lagtinget, at administrationen overgår til en af lagtinget opret. forvaltning, landsstyret, og at udgifterne på de pågældende områder fremtidig afholdes udelukkende fra færøsk side.

Hovedparten af disse sagsområder – de s.k. A-sager – kan overtages som særanliggende ved ensidig beslutning af lagtinget og landsstyret el. efter ønske fra staten. Det drejer sig bl.a. om så vigtige områder som Færøernes egen styrelsesordning, skatter og afgifter, kommunale forhold, bygnings- og boligvæsen, vejvæsen, elforsyning, handel, håndv. og industri, fiskeri og landbr., arbejdsforhold samt kulturelle forhold. Alle disse områder er overtaget som færøske særanliggender. Af A-sager, der endnu ikke er overtaget som særanliggender, kan navnlig nævnes sundhedsvæsenet, skolevæsenet og sociale forhold.

En række andre sagsområder – de s.k. B-sager – kan ligeledes overtages som særanliggende, men først efter nærmere forhandling m. rigsmyndighederne. Det drejer sig navnlig om kirkelige forhold, politi, luftfart, radiospredning, import- og eksportkontrol. Af disse områder er de to sidstn. overgået til færøske særanliggender.

Hjemmestyrelovens opregning af sagsområder, der kan overtages som særanliggender, må antages at være udtømmende. Dette betyder, at bl.a. flg. vigtige områder, der ikke er nævnt i loven, ikke kan overtages som særanliggende: de ved grundlovens bestemmelser fastsatte friheder: religionsfrihed, personlig frihed, næringsfrihed, trykke-, forenings- og forsamlingsfrihed m.v. – forsvars- og udenrigsspørgsmål, domstolene, civilretten, pengevæsenet m.m.

Skulle der opstå tvivl om, hvilke områder der henhører under hjemmestyret, og hvilke områder der er underlagt rigsmyndighederne, afgøres sådanne tvivlsspørgsmål af et nævn bestående af 2 af regeringen og 2 af landsstyret udpegede medlemmer samt 3 højesteretsdommere udpeget af højesterets præsident. Dette nævn har dog endnu aldrig været i funktion.

De områder, der enten ikke kan overtages el. endnu ikke er blevet det, varetages som rigets fællesanliggender af rigsmyndighederne, d.v.s. at den lovgivende magt fremdeles er hos kongen og folketinget og den udøvende magt hos kongen og regeringen. Dette betyder dog ingenlunde, at alle rigslove, der gives om fællesanliggender, uden videre har gyldighed på Færøerne. For det første træder rigslove først i kraft på Færøerne, når de er bekendtgjort i den dertil autoriserede kundgørelsestidende, »Dimmalætting«, jf. lov nr. 51 af 1/4 1896. Men dernæst har det fra gammel tid – d.v.s. længe før hjemmestyreloven – været almindeligt, at der som følge af forholdenes forskellighed har været givet særl. rigslove udelukkende for s. 106 Færøerne på en lang række vigtige områder, navnlig inden for sundheds-, socialog skolevæsenet. Den stående vending i mange rigslove: »Denne lov gælder ikke for Færøerne«, kan således skyldes, enten at loven vedrører et område, der er overtaget som færøsk særanliggende og dermed er unddraget da. lovgivningsmyndighed, eller at det er fundet mest hensigtsmæssigt at give en særl. rigslov for Færøerne på det pågældende område. Ofte går man den mellemvej at bestemme, at den pågældende lov ikke umiddelbart gælder for Færøerne, men ved kgl. anordning kan sættes i kraft på øerne m. de afvigelser, der følger af øernes særlige forhold.

For at sikre, at færøske myndigheder får indflydelse på den lovgivning i fællesanliggender, som skal gælde for Færøerne, er det i hjemmestyreloven fastsat, at alle forslag til rigslove, der udelukkende vedrører Færøerne, skal forelægges hjemmestyret til betænkning, inden forslaget fremsættes i folketinget, medens rigslove, der vedrører både da. og færøske forhold, først behandles og vedtages i folketinget, men derefter forelægges det færøske hjemmestyre til betænkning, inden de sættes i kraft på Færøerne ved kundgørelse i medfør af 1896-loven. Forelæggelse for hjemmestyret kan under tvingende omstændigheder undlades, således at den først sker efterfølgende.

Også i udenrigsanliggender, der som før nævnt er et ubetinget fællesanliggende, er der ved hjemmestyreloven tilsikret Færøerne visse rettigheder. Hjemmestyret har således adgang til i udenrigsministeriet at få ansat en særl. sagkyndig i færøske erhvervsforhold, ligesom der ved da. ambassader i lande, hvor Færøerne har særl. eksportinteresser, kan ansættes færøske medarbejdere. Stillingen som særl. sagkyndig i udenrigsministeriet har endnu ikke været besat, hvorimod der ved den da. ambassade i London er ansat en af landsstyret udpeget færøsk handelsattaché, der m. station i Aberdeen varetager de færøske erhvervsinteresser i Storbritannien og Nordirland.

Endv. kan der – efter forhandling i det enkelte tilfælde – gives hjemmestyret adgang til at deltage i forhandlinger med udlandet om handels- og fiskeriaftaler el. – hvis det drejer sig om specielle færøske spørgsmål – til selv direkte at føre forhandlingerne under medvirken af udenrigstjenesten. Denne adgang er flere gange udnyttet. Således førte landsstyret selv forhandlingerne m. Island 1960 om erhvervelse af visse fiskerirettigheder inden for den nye, udvidede, isl. fiskerigrænse, ligesom landsstyret 1964 selv førte forhandlinger og sluttede aftale m. vestty. myndigheder om etablering af landingsrettigheder for færøske fiskeskibe i vestty. havne.

I øvrigt indeholder hjemmestyreloven visse bestemmelser, der stadfæster Færøernes stilling som et selvstyrende folkesamfund inden for riget. Således anerkendes det færøske flag – et rødt kors med blå rand i en hvid dug – ligesom det færøske sprog anerkendes som hovedsproget, men da. skal læres godt og omhyggeligt, og det kan ligesom færøsk anvendes i alle offentlige forhold. Statsborgerretten bevares, men i pas, der på Færøerne udstedes for en færing, skal efter ordene »dansk« og »Danmark« indføjes ordene »føroyingur« og »Føroyar«.

Endelig blev ved hjemmestyreloven stillingen som amtmand over Færøerne nedlagt, og i stedet oprettedes en stilling som rigsombudsmand, der dels i relation til hjemmestyret er rigets øverste repræsentant på Færøerne, dels er leder af rigets administration på øerne.

Også uden for hjemmestyrelovens rammer er der givet bestemmelser, som understreger Færøernes særstilling. Således har Færøerne egne pengesedler, der if. lov s. 107 nr. 248 af 12/4 1949 skal være fuldt dækkede af da. kroner, der henstår på en særl. konto i Danmarks Nationalbank. Pengesedlerne, der trykkes af Nationalbanken efter tegninger udf. af færøske kunstnere, kan til enhver tid omveksles m. da. pengesedler til pari kurs. Cirkulationen af færøske pengesedler beløb sig pr. 1/1 1967 til knap 40 mill. kr. Derimod anvendes udelukkende da. skillemønt på Færøerne.

Lagting og landsstyre.

Det færøske hjemmestyre består af lagtinget, der er Færøernes lovgivende forsamling i særanliggender, samt landsstyret, der er Færøernes regering i særanliggender. Love, der i særanliggender gives af lagtinget, benævnes lagtingslove og skal for at være gyldige stadfæstes af landsstyrets formand, lagmanden.

Lagtinget består af mindst 20 og højst 30 medl., der vælges ved direkte, alm. valg for perioder på 4 år ad gangen. De 20 medl. vælges ved forholdstalsvalg i 7 valgkredse, for hvilke antallet af kredsmandater er fastsat i lagtingsvalgloven. Herudover fordeles der indtil 10 tillægsmandater i det omfang, partierne ikke ved fordelingen af kredsmandaterne er blevet fuldt forholdsmæssigt repræsenteret, når stemmerne opgøres under ét for hele landet. Som følge heraf veksler antallet af lagtingsmænd fra periode til periode. Valgretsalderen er 21 år.

I lagtinget er for tiden 6 politiske partier repræsenteret. Når antallet er så forholdsvis stort, skyldes det, at vælgerne ikke blot deler sig efter de sædvanlige økon. og sociale skillelinier, men tillige efter deres indstilling til forholdet ml. Færøerne og Danmark, d.v.s. til i hvilket omfang Færøerne bør gøre sig uafhængigt af Danmark.

De nuv. 6 partier kan kort karakteriseres således:

Folkeflokken er et borgerligt parti, der går ind for efterhånden at indføre en så høj grad af selvstyre, at der alene bliver tale om en slags personalunion m. Danmark m. fælles kongemagt og udenrigspolitik. Partiet er derfor ikke tilfredsstillet ved hjemmestyreloven, som det i sin tid heller ikke stemte for.

Sambandspartiet er ligeledes et borgerligt parti, men i modsætning til Folkeflokken ønsker partiet – under varetagelse af færøske interesser – den størst mulige samhørighed m. Danmark. Partiet finder derfor hjemmestyreloven for vidtgående, om end det i sin tid stemte for den, og ønsker således navnlig ikke den bestående adgang til at overtage flere områder som særanliggender udnyttet.

Socialdemokratiet er et fisker- og arbejderparti, der lægger vægt på samhørighed og samarbejde m. Danmark inden for hjemmestyrelovens rammer. Partiet var i sin tid stærkt medvirkende til at sætte sit præg på hjemmestyreloven.

Tjóðveldisflokken er et republikansk fisker- og arbejderparti og det eneste parti, der ønsker Færøernes fuldstændige løsrivelse fra Danmark og oprettelse som selvstændig stat.

Selvstyrepartiet – el. gl. selvstyre som det ofte kaldes – er det opr. selvstyreparti, hvoraf de øvr. selvstyrepartier er udgået, efterhånden som mere radikale selvstyretanker er opstået. Det er et borgerligt centrumsparti, der i nationalpolitisk henseende bekender sig til en moderat selvstyrepolitik, og som har fået de fleste ønsker s. 108 opfyldt ved gennemførelse af hjemmestyreloven, som partiet i sin tid medvirkede til.

Endelig er Framburðsflokken et lille parti, der hidtil kun har haft et enkelt mandat. Det blev dannet 1954 af en utilfreds folkefloksmand og må karakteriseres som et borgerligt selvstyreparti, der i nationalpolitisk henseende ligger tæt op ad folkeflokken.

Partistillingen i lagtinget i de sen. år fremgår af nedenstående tabel.

Da antallet af tingmænd veksler fra periode til periode, og en frem- el. tilbagegang i mandater derfor ikke altid er ensbetydende med en tilsvarende frem- el. tilbagegang i stemmer, er ndf. givet en oversigt over stemmetallene og den procentvise fordeling af stemmerne på de enkelte partier.

Lagtinget vælger selv sin formand, der leder tingets forhandlinger. Lagmanden og landsstyrets andre medl. deltager i tingets møder og har taleret, men ikke stemmeret, med mindre de er valgt til medlemmer af tinget. På sa. måde deltager rigsombudsmanden i tingets forhandlinger og har taleret i fællesanliggender, men ikke stemmeret.

Lagtingets arbejdsform svarer i det store og hele til folketingets. Reglerne herom findes i lagtingslov nr. 1 af 13/5 1948 om Færøernes styrelsesordning i særanliggender s. 109 samt i tingets forretningsorden. Lagtingslove skal undergives 3 behandlinger i tinget, medens lagtingsbeslutninger – herunder betænkninger i sager om fremsættelse af rigslovforslag vedr. færøske forhold – skal behandles i 2 møder. Ml. forhandlingerne behandles sagerne i udvalg, der afgiver skriftlig betænkning. Der tales fra talerstol, og taletiden er begrænset efter tilsvarende regler som i folketinget. En særregel er det derimod, at intet kan vedtages, medmindre mindst halvdelen af tingets medl. er til stede og stemmer for forslaget. Det er altså ikke tilstrækkeligt, at der er flere, der stemmer for end imod, der kræves altid et kvalificeret flertal på over halvdelen af medlemsantallet. Der tages ikke stenografisk referat af lagtingets forhandlinger, men alt skriftligt materiale, der fremlægges i tinget, optages i Lagtingstidende.

Lagtinget åbnes hvert år på Olaidag 29/7, hvorfra lagtingsåret regnes. Der holdes normalt herefter kun en kort tingsamling på 2-3 uger, hvorefter møderne udsættes til efter nytår. Det væsentligste arbejde foregår i vintersamlingen, der normalt varer fra midt i jan. til begyndelsen af maj, i hvilket tidsrum tinget normalt holder møde dagligt – bortset fra lørdag og søndag.

Landsstyret – Færøernes regering i særanliggender – består af lagmanden som formand og to el. flere landsstyresmænd. Lagmanden vælges af lagtinget, der ligeledes vælger landsstyresmændene efter indstilling fra lagmanden. Valget gælder for sa. periode som lagtingets valgperiode, d.v.s. 4 år.

Som følge af reglen om, at enhver vedtagelse kræver tilslutning af over halvdelen af tingets medlemstal, er mindretalsregeringer i praksis udelukket, og det har derfor s. 110 p.gr.af den stærke partideling hidtil været nødvendigt, at mindst 2 og i reglen 3 partier har dannet landsstyre i fællesskab. Et sådant landsstyresamarbejde er fra periode til periode etableret såvel ml. partier, der i nationalpolitisk henseende tenderer i sa. retning, som på tværs af nationalpolitiske skillelinier, jf. nedenstående oversigt over, hvilke partier der har dannet landsstyre siden dettes oprettelse i 1948.

Lgm = lagmand. Lstm = landsstyresmand.

Som det fremgår af oversigten, er det kun Framburðsflokken, der aldrig har deltaget direkte i landsstyret, men partiet gik 1962 i valgblok med de 3 andre selvstyrepartier og muliggjorde derved, at selvstyrepartierne kunne danne landsstyre i perioden 1962-66.

Folketingsrepræsentation.

Udover at have sit eget lovgivende organ i særanliggender er Færøerne tillige i medfør af grundloven repræsenteret i folketinget m. 2 mandater. De færøske folketingsmænd vælges ved direkte valg, der så vidt mul. afholdes sa. dag som folketingsvalget i Danmark. Til disse valg har Tjóðveldisflokken aldrig opstillet, idet partiet principielt er modstander af, at folketingsrepræsentationen opretholdes, og da valgdeltagelsen for de øvr. partier også er mindre end ved lagtingsvalg, har stemmeprocenten kun ved et enkelt folketingsvalg været over 50.

Kun Folkeflokken, Sambandspartiet og Socialdemokratiet har været repræsenteret i folketinget, jf. nedenstående oversigt over mandatfordelingen siden 1948.

De på Færøerne valgte socialdemokratiske folketingsmænd har altid sluttet sig til den socialdemokratiske partigruppe i folketinget og Sambandspartiets til Venstres gruppe. Derimod har de folketingsmænd, der er valgt af Folkeflokken, altid holdt sig uden for folketingets partigrupper, idet Folkeflokken principielt er af den opfattelse, at færøske folketingsmænd ikke bør deltage i intern da. politik.

Som følge af de forsk. tidspunkter for lagtingsvalg og folketingsvalg er det i øvrigt forekommet, at de færøske folketingsmænd begge har tilhørt enten landsstyrepartierne s. 111 på Færøerne el. lagtingets oppositionspartier. Fra folketingsvalget 1957 til lagtingsvalget 1958 var folketingsmændene valgt af Folkeflokken og Sambandspartiet, der begge var i landsstyret, og fra lagtingsvalget 1962 til folketingsvalget 1964 var folketingsmændene valgt af Sambandspartiet og Socialdemokratiet, der begge var i opposition til det daværende selvstyre-landsstyre.