Fortidsminder

Den første undersøgelse af fortidsminder, man har beretning om, er Nicolai Mohrs udgravning o. 1780 af de formodede Risagravir ved Velbastaður. Hverken den el. Niels Winthers sen. eftergravning gav noget resultat. Ej heller ved Daniel Bruuns og Kleins undersøgelser 1896 og 1898 bl.a. af Fransahús í Hoyvík’s udmark gjordes fund af oldsager. Men sådanne er fra tid til anden fundet ved tilfældige arbejder. De fleste er siden bortkommet, da man ikke på Færøerne havde noget sted, hvor de kunne opbevares; men takket være især den energiske amtmand Plöyen er dog en del oplysninger og genstande reddet og sendt til Nationalmuseet, Kbh. 1898 lagdes grunden til et færøsk museum, der ved lagtingslov 1952 blev off. inst. m. navn Føroya Fornminnissavn. Lov om fredning af fortidsminder og bygninger er vedtaget 1948.

Papatid.

Hvordan irske munke har fået viden om disse øer, som de i deres skindbåde søgte til i 700t. for at leve som eneboere, kan man kun gisne om. Øerne, som de sen. norrøne kolonisatorer gav navnet Færeyjar, Føroyar, omtales første gang i skriftet: De mensura orbis terrae, om jordens mål, forfattet 825 af den irske gejstlige Dicuil. Hans skildring lyder omtrent: »I Britanniens nordl. hav er der endnu mange øer, som kan nås fra de nordl. britiske øer ved to døgns direkte sejlads og s. 189 ved medbør. En troværdig gejstlig fortalte mig, at han havde sejlet i to sommerdage og en mellemliggende nat i en liden båd med to rotofter og var gået i land på en af dem. Disse øer er for det meste små, næsten alle adskilt ved smalle sunde, og på dem har eneboere, som har sejlet op fra vort Scotia (Irland), boet i omtr. hundrede år. Disse fra verdens skabelse ubeboede øer er som følge af normanniske røveres indfald tomme for eneboere, har fuldt op af får og såre mange forsk. søfugle. Vi har aldrig fundet disse øer omtalt i forfatternes bøger«. Alle er enige om, at han her beretter om Færøerne, men endnu har man ingen sikre beviser for denne bosætning. Enkelte ting synes dog med et vist forbehold at turde forbindes m. disse fromme eneboere, som de nordiske vikinger mødte, da de kom hertil, velsagtens først i 800t., og som de kaldte papar.

Foruden stednavne såsom Papurshálsur og ønavnene Stóra Dímun og Lítla Dímun, der kan være vidnesbyrd om deres ophold her, findes nogle tydelig dyrkede områder, som sagn sætter i forb. m. dels frisere dels irere, fx. i Akraberg, Hov og Hvalba. »Agrene« kan iagttages i udmarken el. i ret utilgængelige lier i de forbjerge, der vender mod s. og vest.

De fremtræder som lange, smalle »agerstrimler«, adskilte af lave, parallelle jordvolde. Prøvegravning i et par af disse volde på Mykines – hvor der dog ikke s. 190 findes sagn knyttet til stedet – viste, at de bestod af sammenhobede sten, en omstændighed, der leder tanken hen på de rækker af parallelle stengærder, som findes på Irlands v.kyst.

Af ganske særl. interesse er en række gravsten, der dels er prydet m. indhuggede hjulkors el. solkors dels m. latinske kors. De er fundet i Ólansgarður på Skúvoy, i den kgd., som efter traditionen omgav den kirke, Sigmundur Brestisson lod opføre (se s. 192). Man har villet datere disse sten til tiden efter kristendommens indførelse ca. 1000 (Kermode); men deres lighed m. tilsvarende sten i Irland og på Man er så stor, både i form og detaljer, at det ikke kan være en tilfældighed.

Man kan naturligvis ikke se bort fra en keltisk påvirkning i den første kristne tid, men muligheden for, at stenene stammer fra de irske papar, bør ikke udelukkes.

Vikingetid.

På Færøerne regnes vikingetiden fra 825, da øerne første gang omtales i hist. kilder, til ca. 1000 ved kristendommens indførelse el. 1035 ved fristatstidens ophør.

Grave.

Færeyinga-sagaen beretter, at Tórbjørn, fader til Tróndur i Gøtu, »var heygðr ok út borinn at fornum sið, þvíat pá vóru heiðnar allar Færeyjar« (blev sat i høj og båret ud efter gl. skik, fordi da var alle Færøerne hedenske), at brødrene Brestir og Beinir fra Skúvoy blev ført dertil »og grófu þar enn at fornum sið« (og der begravede man endnu efter gl. skik) m. mere. En af sagaens høvdinge Øssur Havgrímsson skal være begravet på Øssursdrangur ved Stóra Dímun. Men tager man sagaens beretning bogstavelig udfra en tilvant forestilling om høvdingebegravelse »at fornum sið« med gravhøj og gravudstyr, må vi indrømme, at vi ikke med sikkerhed kender nogen sådan gravhøj.

Der findes ganske vist rundt om på øerne en række høje, hvis navne: Risagravir, Gullheyggjar, Álvheyggjar, Dysjar, Kumlar o.a., vidner om, hvor stor en rolle disse har spillet for folkefantasien. Til dem alle knytter sig sagn og overleveringer om hengemte skatte, om at de er beboet af kæmper, alfer og huldrer osv., el. påbud om, at de ikke må røres. Men hver gang en af forannævnte høje er blevet undersøgt, har den vist sig at være naturdannelse med påfaldende lighed med en gravhøj. Det må formentlig være denne lighed, der har forårsaget sagndannelsen.

Større forventninger kan man utvivlsomt sætte til en gruppe høje, hvis navne dannes af et personnavn og ordet høj el. grav. En sådan lille høj, Tormansgrøv i Vági, Vágur, Suðuroy, ligger ved en indsø ml. bunden af Vágsfjørður og Vágseiði. Dens placering og form kunne tyde på, at det virkelig er en gravhøj; herfor taler måske også dens lighed m. en anden høj med samme navneform på Suðuroy, Havgrimsgrøv i Hovi.

Om en af hovedpersonerne i Færeyinga-saga-dramaet Havgrimur i Hov siges, at han var »blótmaðr mikil« (en stor blotmand). Til den gravhøj, der bærer hans navn, øverst, 120 m over havet, i den dyrkede indmark har altid været knyttet det sædvanlige forbud mod og den alm. ængstelse for berøring, men trods dette blev den på foranledning af amtmand Plöyen udgravet i 1834 el. 1835 af kongsbonde Ole Mortensen. Den beskrives i korthed som »12 Alen lang, 4 bred. Uden om Graven var et Slags Steensætning af løse Steene, som vare af den Art, der findes s. 191 ved Strandbredden og ei til Fjelds, og altså maa være førte fra Strandene op til Graven og det med nogen Besvær, da Graven ligger høit oppe. Hafgrims Gravsted blev aabnet af Bonden Ole Mortensen, Hov. Efter denne Mands Beretning ophørte Steensætningen, naar man kom noget dybere«. Ved udgravningen fandtes nogle små jernstykker, enkelte knogler og vistnok en lille hvæssesten. Sagerne var af en sådan beskaffenhed, at en nærmere bestemmelse, endsige datering, var udelukket. Alligevel taler vel omstændighederne for, at vi her står over for en vikingegrav.

Svabo omtaler 1781-1782 en Øttisheyggjur ml. bygderne Miðvágur og Sandavágur.

Det er nu opklaret, at der på Giljanes, 70 m over havet, var en mindre høj, der for ca. 80 år siden blev sløjfet af ejeren ved dyrkning, og at han da fandt en del knogler og andet, hvorom der nu intet kan oplyses, da alt er bortkommet.

Fattigdommen på gravhøje er så påfaldende, at man ikke kan lade være at søge en forklaring. A. W. Brøgger (1937) kommer til det resultat, at de landnamsmænd, der drog til Færøerne, hovedsagelig kom fra Agder og Rogaland og derfra bragte de hjemlige gravskikke med sig. En anden mulighed er, at en del landnamsmænd er kommet fra kristent miljø på Atlanterhavsøerne og har bragt kristen gravskik med sig hertil allr. i tidlig vikingetid. Endelig må man gå ud fra, at de fleste har fået en jordfæstegrav under flad mark, og sådanne fladmarksgrave skal der held til at påvise.

I bygden Tjørnuvík fremkom den 25. maj 1956 det første sikre vikingetidsfund. Fortsatte undersøgelser har vist, at i det mindste 12 mennesker er begravet i en flyvesandsklit, som gennem tiderne er blevet fuldstændig tildækket af nedraset jord og sten fra de omgivende høje fjelde. Stedet er nær stranden umiddelbart uden for den dyrkede indmark og tæt ved den gl. sti (nu kørevej), der altid har ført til nabobygden.

Det lykkedes at fjerne de nedrasede masser, sådan at man fik sandklitten frem i sin helhed, som den må have set ud i vikingetid. Derfor kan med sikkerhed siges, at gravenes dybde under opr. jordsmon var ca. 50 cm, og at de var mere el. mindre dækket med sten. Kun én var utildækket, men til gengæld omgivet af en stenkreds, formet som en båd, 250 cm lang, 150 cm bred på midten. Første grav, der fandtes, var dannet dels af stenheller, dels af rullesten, og har uden tvivl desuden haft hellelåg, ligesom en stenkiste, 150 cm lang, 50 cm bred indvendig; den gravlagte var en fuldvoksen kvinde, ca. 152 cm høj.

Det er ikke mul. at vide, om dækstenene var synlige, men det synes, som en del af den bådformede ramme har været det, i hvert fald den el. de store sten, som antyder bådstavnene. Der var ingen tegn til trækister el. trægenstande, undtagen små stykker trækul spredt omkr. i klittens øverste lag, sandsynligvis rester af bål. Sa. m. trækulstykkerne fandtes brændte fåreknogler.

Alle grave var jordfæstegrave, i et tilfælde sås med sikkerhed, at den døde var gravlagt i vævede klæder. Nogle af de gravlagte lå fuldt udstrakt på ryggen, andre var lagt på venstre side med bøjede knæ og alle med hovederne i nordl. retning. Grave og gravgods giver indtryk af jævnhed i udstyr, idet dog meget kan være gået tabt ved væde og forvitring.

Af gravgods, som kunne identificeres, skal nævnes rester af en kniv, et bronzespænde, en bådnagle. I den først undersøgte grav fandtes en ganske godt bev. s. 192 bronze ringnål m. terningformet hoved, prydet med båndfletninger, valknuder. Ringnåle af denne skotsk-keltiske type forekommer især i Skotland og de atlantiske øer til og med Island og dateres til 900t. Tjørnuvik-nålen bringer således arkæologisk bekræftelse på forb. ml. de norrøne bygder på de britiske øer og på Færøerne i vikingetiden og åbner samtidig perspektiver for berøring m. og påvirkning fra disse øers keltiske befolkning. Den er et værdifuldt supplement til dr. Jakob Jakobsens og prof. Chr. Matras’ filologiske forskningsresultater.

Om Sigmundsgrøv på Skúvoy siger sagnet, at der i Ólansgarður skal have været en gl. kgd., hvor blandt andet de mennesker, som døde under den sorte død, ca. 1350, er begravet. Siden skal ingen være begr. der af frygt for smitte. Kirkegårdsdiget har altid været synligt, og 1917 omgravedes kgden, fordi man ville benytte den igen. Under dette arbejde fandtes en del fjæle og trænagler, der sikkert er kisterester. Kisterne, som siges at være fundet ca. 50 cm under grønsværen, vendte nv.sø. og stod alle på stensætninger; i nogle tilfælde var der også stablet sten omkr. kisterne. Endv. stødte man på stenfundamenter, mul. fra Færøernes første kirke, som høvdingen Sigmundur Brestisson byggede, og hvor han if. sagaen blev begr.: »Síðan eru þeir greptraòir, Sigmundr ok Þórir, at kirkju í Skúfey, þeiri er Sigmundr hafði gera látit« (siden blev Sigmundr og Þórir begr. ved den kirke i Skúvoy, som Sigmundr havde ladet bygge).

En ret anselig sten med indhugget lat. kors går under navnet Sigmundarsteinur; den har altid været synl.; ved omgravningen blev fundet en række gravsten m. forsk. formede kors (se s. 190 og ill. s. 189).

Fra andre kgde findes nogle lign. sten, hvoraf den mest kendte er den såkaldte Bjarnasteinur på Svinoy, som blev fundet 1828 under gulvet i den dav. kirke. Den har ligesom en af stenene fra Skúvoy, et kors m. tværstøtte forneden og desuden under dette et skråkors, hvis arme dannes af 5 parallelt løbende streger. Traditionen sætter den i forb. m. den i Færeyinga-saga omtalte Svinoyar-Bjarni, som var morbroder til Tróndur í Gøtu.

Bygninger.

Hidtil registrerede og undersøgte bopladser viser sig at være forskelligartede i henseende til byggemåde og beliggenhed. Nogle ligger inden for de bebyggede områder – dels under disse, dels nede ved stranden, dels højt oppe i den opdyrkede indmark – andre ligger uden for de egl. bygdeområder, enkelte i udmarken el. fjeldene.

Da man 1877 i Kvivik skulle bygge et hus på et sted nær ved stranden, gjorde man en række fund; dette gentog sig, da man 1941 ville forlænge huset. Stedet hedder Niðri á Toft, navnet kunne tyde på fordums bebyggelse, men der findes hverken sagn el. anden tradition om en sådan.

Da undersøgelsen beg. 1942, var området en græsbevokset brink, ca. 40 m fra kystlinien og 5 m over havet; undersøgelsen viste, at den opr. bebyggelse kun har ligget ca. 3,5 m over den nuv. havoverflade. I en brændingsplads som Kvívík virker dette meget påfaldende, og man må derfor antage, at landskabet dengang har haft et ganske andet udseende, da den første bosatte sig her, end det har nu.

Ved udgravningen fremkom to bygninger ved siden af hinanden, begge orienteret n.-s., beliggende v.f. den elv, der løber gennem bygden. Bygningen nærmest elven havde kun ét stort rum, en hal el. skåle, 21-22 m lang og 5,75 m bred på s. 193 midten, hvorfra væggene aftager svagt mod begge ender; af disse er den sydl. fjernet af havet, den nordl. stærkt beskadiget ved de 1877 udførte arbejder. Men man kan dog med sikkerhed sige, at bygningens grundplan har været en ellipse m. indv. lige afskårne ender. Væggene er bygget af en indre og en ydre skal af passende store marksten uden bindemiddel og mellemrummet fyldt m. jord og grus; denne »fyldvæg« er gennemsnitlig 1,5 m tyk og bev. i en højde af 0,5-0,9 m. Taget har hvilet på to rækker stolper, suler, hvoraf der sås spor i gulvet, som var delvis stensat. s. 194 Henover stenlægningen, der var lagt på moræne, var en hård gulv-skorpe, der hovedsagelig bestod af ler, aske og sand. Langs væggenes inderside manglede stensætningen, her bestod underlaget kun af morænegrus, hvori der et sted af skråtstillede småsten var anl. en rende, der gennem ø.væggen førte ud mod elven. Ved langsiderne har der sikkert været bænke, som dog kun enkelte steder lod sig skille ud i de stærkt humificerede jordlag; men fund af småpæle og pælehuller på ca. 5 cm i diameter i en afstand af 0,5 til 0,75 m fra væggene tolkes bedst som støtter for en bænks forstykke, pallstokkur. Bænkene har vel tjent både som siddepladser og senge, rekkjur.

Temmelig nøjagtigt i hallens midte fandtes ildstedet, en 7 m lang, ca. 1 m bred langild, m. en rund, af små heller kantsat grube i midten. Gruben, der var 0,8 m i diameter og 0,5 m dyb, var fyldt m. aske, som indeholdt halvbrændte tørvestykker og et tungerodsben af får. Gruben er sikkert anvendt både til stegning og som glødegemme for natten. Hallens hovedindgang var i østre langvæg ud imod elven; men der har mul. også været en anden døråbning nær s.enden i vestre langvæg over mod den anden bygn., som, kun adskilt ved en trang smøge, ligger v.f. og parallelt m. hallen.

Denne bygn., hvoraf omkr. halvdelen er bev., er gårdens stald. Grundplanen er den sa., og de 1,5 m tykke vægge er bygget på sa. måde som hallens. Dens nuv. længde er 5,5 m, bredden 3,5 m (indvendige mål). Gennem dens midte løber en stensat grebning, og til begge sider af denne findes båse af jord og små heller; skillerummene ml. dyrene har været kantstillede heller. Opr. var der sikkert plads for ca. 12 kreaturer, som var anbragt i to rækker over for hinanden i de 1,6 m dybe og ca. 1 m brede båse. Datidens kreaturer har været små, hvilket også bekræftes ved fundne knogler af får, heste og køer. På et el. andet tidspunkt er den opr. n.væg gennembrudt for at skaffe adgang til et n.f. stalden sen. tilbygget rum, som mul. har været hølade.

Både i hal, stald og lade gjordes et stort antal fund, der giver et nuanceret billede af livet i denne vikingetidsgård. For datering til vikingetid taler foruden hustypen en række importsager, fx. bolleformede vegstenskar og lerkar, sølvfolierede glasperler og ravperler. Om det daglige arbejde fortæller de mange tenvægte af vegsten, bly og tuf; vævevægte af vegsten og rullesten; sænkesten til håndline; hvæssesten af glimmer- og lerskifer.

Børnenes legetøj mangler heller ikke: udhulede småbåde og årer, heste og pilespidser af træ.

Særl. skal bemærkes fund af bånd, snoet af enebærvidjer, og fund af hasselnødder, skaller og hele nødder, delvis fossile. Enebær vokser endnu på enkelte for får utilgængelige steder; hasselbuske har derimod ikke, så vidt man ved, vokset på Færøerne, men nødder (der mul. er indført som lækkerier) er nu fundet i temmelig stort antal, ikke bare i denne, men i de fleste ældste tomter.

Ved stranden á Oyrini, Fuglafjørður, er der udgravet en gård, der stort set er en parallel til gården i Kvívík. Også den ligger ved en elv, Gjógvará, og er orienteret n.-s. m. s.enden mod søen. Også her har havet bortskyllet den sydl. halvdel af bygningen.

Huset er bygget i en lille lavning, på hvis sider væggene er opf., idet der dog blev gravet så meget af disse sider, at man fik en forhøjning inden for væggene. s. 195 Denne forhøjning blev stensat og tjente som bænk hele vejen rundt langs væggenes inderside.

Da der fra de højere liggende områder løb vand ind i huset, lagdes dræn, dækket m. heller, både på langs og tværs i bygningen. Væggene er 1,5 m tykke »fyldvægge« som i Kvivik og har sa. krumning som disse.

Af husets længde er bev. ca. 10 m, bredden på midten 5,35 m og ved n.enden 3 m (indvendige mål). Da dette er en hal af sa. type som den i Kvivik, skønnes det, at husets oprindelige længde har været ca. 17 m.

Ildstedet i husets midtlinie er en 4,75 m lang, ca. 0,7 m bred langild m. en 1 m lang, 0,45 m bred, 0,17 m dyb, firkantet grube i midten. Dens midte er sikkert også hallens opr. midtpunkt. Uden om gruben og uden om hele ildstedet var en ramme af kantsatte, lange, smalle heller, ellers var ildstedet lavet af flade, ildskørnede heller. Taget har været båret af 0,20 m tykke, runde stolper, suler, i to rækker m. en afstand af 2,25-2,75 m ml. hver. Stolperne var ret velbevarede, og uden om dem var til støtte anbragt små, flade sten. Der fandtes ingen indgang, men den må have været i den sydl. del af v.væggen ud imod elven.

Gulvet bestod af flere lag sand og aske; efterhånden var der båret så meget sand ind, at gulvlaget var blevet 0,20 m tykt; da har man været nødt til at bygge et nyt ildsted, en 2,2 m lang, 0,75 m bred langild, direkte oven på det ældre og med sa. orientering. Også dette ildsted var lavet af heller m. ramme af flade sten, som ragede op over det hårde gulvlag.

I gulvlagene og på bænkene fandtes en del fragmenter af bolleformede vegstenskar og lerkar af sa. type som i Kvivik. Desuden en træplade m. båndfletning; et lille håndtag, formet som sværdhåndtag, mul. et legetøjs-sværd; en vævevægt af rullesten, på den ene side m. et indhugget, ligearmet kors, på den anden en båndknude; 2 gule glasperler m. sorte striber, 2 blå glasperler og en lille grøn; snoede bånd af enebærvidjer; flint og meget andet.

Som foran nævnt har havet bortskyllet den sydl. halvdel af huset. Bygden Kvivik ligger åben mod havet, og der er det forståeligt, at brændingen har borttaget en stor del af bygningerne, men bygden Fuglafjørður ligger inde i bunden af en smal bugt, hvor der aldrig er egl. brænding. Alligevel er det sa. sket her, og dette kan bedst forklares ved en landsænkning. For at få større klarhed over dette problem er der foretaget nogle undersøgelser i samarbejde m. Føroya Náttúrugripasavn, fx. 1952 af en formentlig boplads undir Keisarafløtti i Norðragøta. Nede på selve sandstranden, på et område, der er overskyllet ved højvande, blev fremgravet en omhyggelig udf. hellelagt rende, 17 m lang n.-s., der ved n.enden drejer i en bue ca. 2 m mod vest. Parallelt m. og delvis over den stod en 9 m lang dobbelt stenvæg, en fyldvæg, der sikkert er en lille rest af en bygn., som har været orienteret n.-s. ligesom Kvivik, Fuglafjørður og Sørvágur. Af fund fremhæves snoede og flettede bånd af enebærvidjer. Væggene og drænet hviler til dels i et tørvejordlag, som ved højvande ligger 0,6 m under havoverfladen. Ved dybdegravning konstateredes, at tørvejordlagene når ned i en dybde af mindst 1,25 m. Da tørv ikke dannes i havvand, må der være sket en ganske betydelig landsænkning, siden tørven dannedes, og også siden huset blev bygget. Også på Nólsoy, á Malarenda, hvor der tidl. er gjort fund af knogler, er der 1953 foretaget undersøgelser af tørvejordlag under havniveau.

En bygning af nøjagtig sa. type som Kvívík og Fuglafjørður er undersøgt i Sørvágur, við Hanusá. Den er orienteret n.-s. m. s.enden mod søen; men i modsætning til de to andre er den placeret højt oppe i den dyrkede indmark, et stykke uden for den gl. bygd, som ligger inde i vigens bund. Ved dyrkning er det meste af v.væggen ødelagt, men de bevarede dele viser, at den opr. har været 1,5 m tyk og må have haft sa. krumning som væggene i de foran omtalte huse.

Opr. har huset været 14 m langt og ca. 4,5 m bredt på midten. Ildstedet var en 3,70 m lang, 0,75 m bred langild, m. midtergrube. Uden om dette var der påfaldende tykke askelag; 2 parallelle rækker suler har båret taget. Hovedindgangen har været i østre langvæg ud imod en bæk, Hanusá. Det er sikkert, at i hvert fald den nordligste del af huset er brændt ned. Ved genopbygningen har man fjernet den opr. østre fyldvæg, rettet den ud og sat den om som en enkelt stenrække, formentlig som underlag for fodrem til en trævæg, idet man ø.over mod bækken nu bygger et el. to rum til. Antagelig har man samtidig udv. huset mod s. m. et lille rum. Hvornår alt dette er sket, er det umuligt at sige, mul. engang i middelalderen. Fundenes art og sammensætning: bolleformede ler- og vegstenskar, vegstens- og blytenvægte, hvæssesten af glimmer- og lerskifer og glasperler, ligner fuldstændig fundsammensætningen i Kvívík; men andre fund viser, at huset også har været beboet i middelalderen og senere.

1950 undersøgtes i Syðrugøta, norðuri í Forna en boplads, der ligesom huset i Sørvágur ligger på et bakkedrag, 50 m over havet og ca. 150 m fra kysten. Den ligger ved den gl. alfarvej, Mannavegurin, over Eysturoy med glimrende udsigt til alle sider, er orienteret nø.-sv., m. façade og hellelagt indgang mod havet. Bygningen har opr. været meget større, man fandt spor af den længere mod v., men disse var så ødelagte ved dyrkning, at intet tør siges med sikkerhed. Den undersøgte del viser et nogenlunde rektangulært rum, 9 m langt, 3 m bredt indvendig. N.væggen er skåret ind i morænebakken, som således danner bagklædning for den kun 0,7 m tykke, dobbeltlagte stenvæg. V.- og ø.væggene er derimod fyldvægge, 1,25-1,50 m tykke, 0,5 m høje. Af s.væggen fandtes kun svage rester. Gulvet er delvis stensat og gruset; der fandtes 3 ildsteder, hovedildstedet var en arne el. grue, som målte 1,5 × 1 × 0,35 m, den var lavet af ret store sten, anbragt på gulvet. Ved n.væggens v.ende var af flade sten opbygget en bænk el. briks, 4,25 m lang, 0,75-0,9 m bred og 0,35 m høj fra gulvet. Her og omkr. arnen gjordes de fleste fund, som bestod af lerkarskår, bronze- og jernfragmenter, hvæssesten og tenvægte. Bemærkelsesværdig er mangelen på vegsten, som ellers forekommer i stort tal i bopladsfundene.

Forskellen ml. denne tomt og de foran omtalte er så iøjnefaldende, både hvad beliggenhed, størrelse, form, ildsteder og oldsager angår, at man skulle vente, at der også var forskel i alderen. Dette synes dog ikke at være tilfældet; lerkarrene, fremstillet af færøsk materiale, er af groft, stenholdigt gods, de har flad bund og nærmest lige underdel og kort konveks overdel, der går direkte over i mundingsranden. Deres lighed m. kar fra vikingetid i Danmark (Trælleborg), til dels Norge (Vestagder) og navnlig Shetland (Jarlshof), er så stor, at det sikkert er berettiget at datere også disse kar til sa. tid, hvilket også gælder de af grøn tuf lavede koniske tenvægte og en tenvægt af rød tuf m. høj, hvælvet overside prydet m. koncentriske ringe og zig-zag bånd.

Der består derfor næppe nogen tidsforskel ml. Kvívík’s bolleformede kar og hele s. 197 fundsammensætning og de »fladbundede« kar fra Syðrugøta; forklaringen er måske den, at beboerne har været af forsk. herkomst el. ikke har haft sa. kontakter.

Som nævnt i indledningen findes også en del tomter i udmarken. Allr. Svabo omtaler en boplads Ujslisbûïr, ca. 2 km s.f. bygden Norðoyri på Borðoy. Denne har kapt. Daniel Bruun undersøgt 1896 og 1898. Ved stranden fandtes 3 tomter, et større og et mindre hus og et formodet bådskur. Det største af husene var opf. m. vægge af sten og græstørv og m. indgang i den ene side nær gavlen. Indvendig fandtes langs siderne bænke af sten, midt på gulvet et ildsted, som bestod af en 0,75 m dyb grube, hvis bund var belagt m. en stor, flad sten, og hvis ene side var skærmet af en på højkant stillet helle. Gruben var fyldt med trækul, åbenbart havde der desuden været tændt ild på gulvet oven over gruben. Det mindre hus havde vægge, hovedsagelig bygget af jord- og græstørv, og har sikkert tjent som forrådshus. Ganske tæt ved disse huse lå det tredje, en langagtig, i grundplanen lidt ovalformet, temmelig lav jordvold. Denne tomt opfatter Daniel Bruun som en både- el. skibsplads og anslår det fartøj, som har været anbragt her, til o. 13-15 m i længden og 3-4 m i bredden, og fremholder, sikkert med rette, at en båd af denne størrelse ikke har været beregnet til fiskeri ved øerne, men snarere var et til længere rejser bestemt fartøj. Med sagnene som kilde sætter han stedet i forb. m. islændinges ophold på Færøerne på rejse til el. fra Skandinavien.

Desværre gjordes ingen fund, men hele anlægget, hvortil der desuden hører et par mindre tomter, synes at gøre mere indtryk af varig beboelse end af midlertidigt overvintringssted og må nok snarere betragtes som en gård.

En meget egenartet bygn. er fundet i bygden Hov’s udmark inde ml. fjeldene, ca. 200 m over havet. Den ligger i en dal, Ergidalur, tæt ved en elv, der løber ud i en ret stor indsø. Bygningen, der er en del sammenfalden, ser ud til at have haft nærmest rektangulær grundplan, den er opf. af sten, 5,5 m lang, 3,5 m bred indvendig, med indgang mod elven. Gulvet er delvis stensat. Ved den ene langside over for indgangen findes ildstedet, der er hævet op over gulvniveau og opbygget af heller. Nær ved ildstedet står en ret anselig, sekskantet basaltsøjle, der må være fragtet ned fra fjeldene for at tjene som siddeplads. I ildstedet og gulvet fandtes bolleformede lerkarskår, der tyder på, at huset har været benyttet i vikingetiden. Christian Matras daterer stednavneformen til sa. tid, og han påviser, at navnets forled er gælisk, irsk airge, der betyder sæter, som i 800t. er indlånt i norrønt i formen ærgi. Det blev fra s. ført så langt mod n. som til Færøerne (ikke påvist i Island) og er her bev. i formerne Ergi el. Argi. Stednavne af denne type findes der mange af på øerne, fx. er der ved bygden Akrar et Ergibyrgi, hvor der er bev. i hvert fald to tomter ved en bæk i et mul. dyrket område omgivet af overgroede, lave stengærder; den ene tomt er indvendig 5,5 m lang, 3 m bred, den anden er indvendig 3,4 m lang og 2,3 m bred.

Sæterbrug er ukendt på Færøerne i sen. tider, men synes altså at have været almindeligt i vikingetiden.

Mul. er nogle tomter í Kassunum, Nólsoy, også sæterbygninger, skønt der er visse ting, der tyder på, at det her drejer sig om beboelseshuse. Stedet ligger ca. 4 km s.f. bygden, ca. 100 m over havet på øens v.side. Bygningerne ligger på et plateau, som er indgærdet m. stendiger og synes at være dyrket. En af disse er undersøgt. D en bestod af et større rum 12 × 7 m og en mindre tilbygning mod øst. s. 198 Langsiderne kan have været let krummede, hjørner og gavle er svagt rundede. Huset er orienteret n.-s., med façade og hovedindgang mod Nólsoyarfjørður. I det større rums ø.væg findes over for v.indgangen en anden dør, der fører over til tilbygningen, som har en s.vendt, hellelagt indgang.

Det store rum, med ildstedet i midten og en aflang, firkantet grube nær s.gavlen, har sikkert været beboelsesrum og tilbygningen stald med plads til et par køer. Der fandtes adsk. sager: bolleformede ler- og vegstenskar, vegstenstenvægte og hvæssesten af glimmerskifer. Udstyret svarer til, hvad man har fundet i de undersøgte gårdanlæg, men det er, som sagt, endnu et åbent spørgsmål, om det drejer sig om en sommerboplads el. sæter, el. om en kontinuerlig beboelse.

Som hovedresultat af hidtil foretagne undersøgelser kan siges, at visse ting tyder på en mere spredt bebyggelse i de første århundreder end i senere tider, da man flyttede sammen i bygder ved stranden. Foruden af det foran berettede synes dette at fremgå af fund i nogle af de bygder, som først er blevet bebygget i nyere tid (1830’rne), fx. Funningsfjørður, Skálafjørður og Skopun. Af særl. betydning er en tomt i Skopun, í Álvabø, som er udgravet 1961. Der fandtes kun rester af en bygning orienteret n.-s., m. ildsted i midten og delvis brolagt gulv. Det er muligt, at bygningens ældste dele skriver sig fra vikingetiden, men fund bl.a. af bronzekar viser m. sikkerhed, at den har været beboet i middelalderen.

For fuldstændigheds skyld skal i korthed berøres de overalt på øerne forekommende vakhús, udkigshuse, og skýli, skjulesteder ude ml. og på fjeldene. De fleste af disse stammer vistnok fra 1500t., 1600t. og 1700t., da sørøvere af forsk. nationaliteter gjorde strandhugst, og beboerne ingen anden udvej havde end at flygte til fjelds. Men enkelte kan dog være ældre, fx. kan traditionen udpege det udkigshus, vaktarhús, som Tróndur í Gøtu havde ved Gøtugjógv.

Et af disse tilflugts- og forsvarssteder uppi á Húsi på det ca. 600 m høje fjeld Gjógvaráfjall, Fuglafjørður, er undersøgt. Her var et 4,5 m langt, 2,25 m bredt hus opført af sten, men der gjordes ingen daterbare fund.

Middelalder.

Færøernes middelalder regnes fra fristatstidens ophør 1035 til reformationens gennemførelse ca. 1540.

Grave.

1940 blev i Syðrugøta nede ved stranden i en brink, á Luti, udgravet resterne af en kirkegård. Intet sagn hentyder til en gravplads på dette sted, men man har viden om, at en kirke har stået et stykke derfra. Efter sagnet skal Tróndur í Gøtu have bygget den som den næstældste på Færøerne, men sen. er den if. Svabo flyttet til Norðragøta. Hvornår dette er sket, ved ingen. If. Kommissionsbetænkningen 1709-10 er den i Norðragøta og »ganske brøstfældig«.

Undersøgelsen viste, at det meste af kgden allr. var skyllet bort af havet, tilbage var kun det nordvestl. hjørne, indhegnet af et stendige, 3-3,5 m langt n.-s. og 2,25 m langt ø.-v. I dette lille område stødte man i et sand- og jordblandet jordlag, sikkert tilført fyld, på en grav. Knogler fandtes ikke, men tydelige spor af en trækiste, som var stillet på et underlag af tætpakkede, små rullesten; uden om den var anbragt en dobbeltradet stenramme. Over det hele var meget omhyggeligt stablet s. 199 større rullesten, så graven havde form af en oval stenhøj, 1,5 m lang, 0,5 m bred, orienteret nv.-sø.; 0,8 m dybere fremkom tørvejordlag, og i dette fandtes svage spor af en kiste. Omkr. den var anbragt en rullestensramme, nøjagtig som omkr. den øverste, men denne var ikke dækket m. rullesten. Her fandtes knogler af et menneske, særl. lårbenene var ret velbevarede, ca. 38 cm lange. Også her var orienteringen nv.-sø. Man fandt intet, der kunne tjene til datering; men selv om den af en stenramme omgivne og af en stenlægning dækkede trækiste i sin oprindelse vel er en hedensk gravform, står vi her sikkert over for kristne begravelser.

Den vanlige kristne gravskik kender man fx. fra Pokunnar kirkjugarður ved stranden i Skálavík, hvor brændingen gennem årene har blotlagt kister og stykker af vadmel, som de døde har været svøbt i.

Det største antal middelaldergrave er undersøgt i Kirkjubøur, dels i kgden, á Líkhúsfløtti, her fandtes urørte begravelser, hvor liget var lagt på ryggen m. armene korslagt over brystet, dels uden for og i sognekirken, hvor der fandtes grave ældre end den nuv. kirkes fundamenter. De døde var lagt i kister, svøbt i tøj, og de fleste havde som gravgods fået bronzesmykker, der var så forvitrede, at en nærmere bestemmelse næppe er mulig.

Under gulvet i kirkens kor fremkom to bispegrave, i den ene fandtes en stav med guldfolieret hoved. Det er muligt, at to eller i hvert fald en af de i skibet fundne grave også er bispegrave, fordi de ligger under et gulvlag, som i et tidsrum af kirkens historie var korgulv.

(Se yderligere Kirkjubøur s. 258).

Skattefund.

Ved en begravelse i bygden Sandur fandt sysselmand M. A. Winther 1863 en klump metal, der ved nærmere undersøgelse viste sig at bestå af sølvmønter. Fundstedet skal have været under alteret i den gl. kirke, som 20 år forinden var flyttet til en anden plads på sa. kgd. Fundet består af 98 mønter og et fragment af et ca. 1,5 cm bredt sølvbånd – måske et armbånd – på hvis ene side der langs begge kanter er indslået trekantede stempler med punkter i hver trekant. Mønterne stammer fra forsk. europæiske lande: Irland, England, Tyskland, Ungarn, Norge og Danmark, og de er præget under Ethelred II, Knud den Store, Harald Harefod, Edward Bekenderen, Hardeknud, Magnus den Gode, Harald Hårderåde, Magnus Haraldsson, Olaf Kyrre m.fl. De spænder med andre ord over tidsrummet fra ca. 1000 til ca. 1070, og tiden for nedlæggelsen af fundet kan mul. sættes ml. 1070 og 1080.

Indskriftstene.

1832 fandtes i Kirkjubøur en runesten, hvis indskrift er blevet læst og tolket på mange måder. Den blev af Wimmer læst Uftir Hrua (efter Roe) og dat. til ca. 850, men er nu af I. M. Simonsen læst: vigú(l)fi unni róa (forund Vigulf fred) – og tolket som kristen fra 1000t. Den beror i Nationalmuseet, Kbh.

I Sandavágur kirke står en runesten, fundet 1917, med indskriften: þorkæl onondarsun austmaþr af ruhalande bygþe þena s(t)aþ fyst (Þorkæl Onundarsøn østmand fra Rogaland byggede først (på) dette sted). Den er af Brøndum-Nielsen dat. til ca. 1200.

I Fámjin kirke opbevares en lille sten m. indskriften: D P S F, sikkert en efterreformatorisk gravsten.

Bygninger.

Vikingetidshallen i Kvívík (se s. 192), blev forladt, taget faldt ind, stenvæggene sank delvis sammen, og mos, græs og lyng voksede hen over bygningen. Engang i middelalderen opførtes et hus på sa. tomt. Dette viste sig at være en rektangulær bygn., hvis bevarede rester udvendig målte 9 m i længden og 6 m i bredden. Orienteringen var nø.-sv., m. s.gavlen mod havet, ligesom næsten alle nuv. huse i bygden, hvilket dengang som nu sikkert var dikteret af landskabets beskaffenhed og af de hårdeste vindretninger. Væggene var af sten, uden bindemidler el. fyld, ca. 1,25 m tykke og 0,25 m høje. Der fandtes så meget tømmer, at huset enten må have været en tømmerbygn. på stensyld el. en stenbygn. med indvendig træbeklædning. Nær s.gavlen og ind mod gulvets midte var ildstedet, 2,8 m langt og 0,4 m bredt. Dets bund bestod af ildskørnede stenheller, og den nordl. ende afsluttedes med en smukt anbragt række trekantede sten. Uden om den var et hårdt stampet jordgulv, hvori der bl.a. gjordes en række fund. Af disse fremhæves sko, der sandsynligvis er importeret; denne skotype er meget karakteristisk, idet sålen bagtil ender i en spids tunge, som passer til en indskæring i overlæderets hælkappe; typen forekommer i nogle nord. fund, i særl. stort antal i Sverige (Lund) og Norge (Borgund) og er temmelig snævert dat. til 1100t. I sa. niveau fandtes et bæltespænde af bronze m. fabeldyr, der sikkert også bør dateres til 1100t.

Vikingehallen i Fuglafjørður var beboet også i middelalderen; væggene var uforandrede, men gulvet lå nu 0,3 til 0,4 m højere end det nederste gulv i hallen. Ildstedet i husets midtakse var en langild, 3,5 m lang, 0,5-0,9 m bred, anbragt på gulvet, nøjagtig oven på de to andre ildsteder (se s. 195). Den var lavet af heller, men uden stensat ramme. Ø.f. ildstedet lå en flad, firkantet sten, sikkert en bænk. Stolperne, 0,1 til 0,2 m tykke, har fladhuggede sider, hvilket tyder på, at man har sømmet brædder på dem for at opdele huset i flere rum.

Også i dette niveau blev der gjort en række fund, vegstenskar m. lige sider, et stykke vegsten med indskåret lat. kors, flere små trækar, en hulske med gennemskåret kors i bladets midte, stenlamper, snoede enebærbånd og hasselnødder, både skaller og hele nødder.

Tilbygget v.væggen vestover mod elven var et rum m. stensat gulv af små rullesten og i gulvet et 2,25 m langt, 0,7 m bredt ildsted. Under gulvet blev der fundet aske, en mængde brændte dyreknogler og andet, der sandsynligvis er affald, der er kastet ud på grønsværen uden for vikingehallen.

Oven på dette hus fandtes rester af bygninger i fire lag, der viser, at stedet har været bebygget fra vikingetid og helt til vore dage.

1917 fandtes i Eingjartoftum, Sandavágur, en runesten, der blev dat. til ca. 1200 (se s. 199). Ud fra sagn og tilfældige fund, der fra tid til anden blev gjort ved dyrkning på stedet, mente man, at der i nærheden måtte være en boplads. Det viste sig også at være tilfældet, da der 1956 blev foretaget en undersøgelse af en mindre del af fundområdet, som er beliggende på vigens ø.side, ca. 20 m over havet, noget over den nuv. bebyggelse. Herved fremkom en hustomt, bestående af to sammenbyggede rum, der dog sikkert er af forsk. alder. Det ene af disse rum vendte nv.-sø. m. n.enden mod de hårdeste vindretninger og mod vigen, indvendig 6,5 m langt, s. 201 2,35 m bredt. De gennemsnitlig 1,5 m tykke »fyldvægge«, var bevaret i en højde af 0,54 m. Gulvet var stensat med små sten, og oven på stenlægningen lå et ret tykt gulvlag, bestående af ler, fint havsand og aske. Lidt n.f. rummets midte blev det opdelt af en enkelt stenrække, der sandsynligvis er underlag for et tømmerskillerum og sikkert er sekundært. Sekundære er også rummets 3 ildsteder; af disse er ét umiddelbart n.f. skillerummet, ind mod v.væggen. Dette er en med sten kantsat grue, indvendig 0,50-0,35 m stor. Det andet er en askeplet ved sø.væggen. Det tredje, et rundt ildsted ved ø.væggen, har opr. haft stenramme. Her fandtes flere skår af fladbundede, retsidede lerkar af samme slags som i Syðrugøta. Alle ildstederne, især gruen, stod på gulvlaget og stensætningen. Indgangen har været i v.-væggen, lige over for det runde ildsted.

Det andet rum var orienteret nø.-sv., indvendig 6 m langt, 3 m bredt; væggene, bev. i en højde af 0,7 m, bestod af store, udvalgte sten sat på højkant i to rækker, og mellemrummet var fyldt, hovedsagelig af småsten, en noget anden byggemåde end i det andet ældre rum og fx. i Kvívík. Indgangen var i s.væggen fra en smal, hellelagt smøge, der gik langs hele rummets yderside ml. væggen og en morænebakke. Grundet på højdeforskellen i terrænet førte en stentrappe ned i s. 202 rummet, hvis gulv delvis var heller; på disse var n.f. midten rester af et ildsted. I ingen af rummene var der spor af stolper, sandsynligvis har der aldrig været nogen, idet man i så små rum har klaret tagkonstruktionen enten m. åstag el. spær hvilende på væggene.

Både byggemåde og fund, fx. af lerkar m. vikingetidskarakter, i det førstnævnte rum synes at vise, at dette er ældre end det andet, og at tillade en datering til i hvert fald ældre middelalder; det andet rum er tilbygget engang sen., mest sandsynligt i 1300- el. 1400t. Intet taler imod, at disse rum kan være rester af Þorkæl Onundarsøn’s gård, og at runestenen er rejst som dokumentation for, at han var den første, der i middelalderen bosatte sig, om ikke i bygden Sandavágur, hvilket er meget usandsynligt, så dog på dette sted.

Lidt s.f. den nuv. bygd i Nólsoy, og i dennes indmark i Korndali, findes en klynge tomter, som skal være rester af de sidste beboelseshuse, man forlod, da man for nogle hundrede år siden flyttede over på den nordl. arm af vigen. Husene, der ligger samlet, er alle opf. af jord og sten og er ganske velbevarede. Foreløbig er kun en af tomterne undersøgt, men hverken byggemåde el. fund gav holdepunkter for tidsfæstelse af huset el. bestemmelse af dets anvendelse. Sagnet fortæller, at her bl.a. skal have boet en prinsesse, som var datter af en skotsk konge Jacob, og som med sin mand flygtede til Færøerne. Prinsessetomten og den kilde, hendes husbond skal have ledet ind gennem huset, påvises. Ellers vil sagnet vide, at stedet blev bebygget efter den sorte død, ca. 1350. Også andre ødebygder lader traditionen stamme fra tiden før og omkr. den sorte død, fx. Hamrabyrgi på Suðuroy, Kvíggjagil i Húsavík og Heimi á Garði, Húsavík.

Gården Heimi á Garði er et særsyn, både hvad materialer og grundplan angår. Den skal være anl. i 1300t. af den mægtige Husfrue. At hun var den rigeste kvinde på Færøerne i sin tid, fremgår dels af nogle diplomer fra 1403-05, vedr. skiftet af hendes bo, der foruden ejendomme i Norge, Shetland og på Færøerne også omfattede en mængde kostbart løsøre, og dels af de bygninger, hun lod opføre i Húsavík. Kirken eksisterer ikke mere, men det smukke kirkegårdsdige, bygget af store kampesten, står endnu, ligesom ruinerne af hendes gård, der er midtpunktet i den nuv. bygd. Husene har været grupperet omkr. en brolagt gårdsplads. Mod s. ligger ruinen af hovedbygningen, Stórastova, 18 m lang, ca. 6 m bred m. gennemsnitlig 1 m tykke stenvægge. Oven på denne stensokkel skal hendes »blokstue« have stået til for godt et par hundrede år siden. Mod v. anes tomten af en bygn., Stórastovugarður, mod n. påviser man, hvor stegerset, Steikarhús, og søloftet, Sjóarloft, har været, og mod ø. afgrænses gårdspladsen af laden; af denne er den sdr. del nedrevet, den ndr. er bevaret, sikkert meget nær sin opr. skikkelse. Denne del, Ovara Løða, er 9 m lang, 7 m bred, de nu ca. 1,7 m høje og 1,5 m tykke tørmure er udelukkende fyldt m. småsten uden antydning af mørtel. Den sdr. del, Niðara Løða, lå i flugt med den ndr. og skal have haft samme dimensioner. Ml. disse ladebygninger, som utvivlsomt har været sammenbygget i andet stokv., var en passage, Løðulið, der var Husfruens og stadig er bygdens kirkesti. Ml. ladens sdr. del og hovedbygningen findes stednavnet Riðið, der måske antyder, at der har været en svalegangsbro ml. blokstuen og laden.

Bygningsrester af sådan kvalitet og størrelse findes der ikke mage til på Færøerne, s. 204 når man undtager Kirkjubøur og enkelte af de interessante bygningslevn på Tinganes, Tórshavn. Her findes bl.a. bev. en »blokstue«, som i sin nuv. skikkelse ikke er ældre end fra 1600t., og nogle stenbygninger, af hvilke Munkestuen, Munkastovan, er den betydeligste. Den er en grundmuret, to etagers bygn., 5,5 m lang, 4,5 m bred, hvis mure har en tykkelse af 1-1,5 m. Hvorvidt ø.gavlen, som støder sa. m. den gl. Lejebods v.gavl, har været muret, kan ikke siges m. sikkerhed, men man har vished for, at kældermurene under Lejeboden er muret med skilp, den samme slags skælkalk, som er benyttet i Kirkjubøur (se ndf.).

Bispegården i Kirkjubøur.

Kirkjubøur var i hele middelalderen Færøernes bispesæde og kulturcentrum. De her til dels velbevarede hist. minder er naturligvis altid blevet omfattet m. stor interesse. Dette gælder især kirkerne (se s. 207), men også bispegården, både de synl. dele af denne, de såkaldte »kældere«, og de fundamenter, som man fra tid til anden har opdaget og nu fremdraget ved en da.-no.-færøsk arkæologisk undersøgelse, påbegyndt 1953.

Om bispegården fortælles i biskop Erlends (1269-1308) levnedsskildring, at han var den første, som byggede huse af sten, men allr. Lucas Debes (1673) beretter, at der »fordum hafve været mange store Steen-huse, som nu ere ødelagde«. En del af gårdens stenbygninger må derfor allr. da være gået til, og deres ødelæggelse kan derfor ikke skyldes et sneskred 1772. Dette knuste mange af de dav. træbygninger, men næppe stenbygningerne. Man har heller ikke fundet nogle beviser for de i sagaen berettede hærgninger af den dav., formodede vikingetidsgård, for s. 205 den efter sagnet i biskop Erlends tid påsatte ildebrand el. for de angreb, sørøvere i biskop Jens Ribers bispetid (1540-1557) rettede mod bispegården.

Opr. bestod bispegården af to parallelle fløje, orienteret n.-s., en østl. fløj, hvorpå den nuv. bondegårds tømmerbygninger hviler, og en vestl., som er fremdraget ved udgravningen. Mellem disse var en brolagt gårdsplads, der mod n. afsluttedes af en ret svær mur og mod s. af det sognekirken omgivende kirkegårdsdige; ml. digets nv.hjørne og v.fløjens s.ende var porten el. indgangen til gården. Ø.fløjen var fra beg. 18-19 m lang, ca. 11 m bred, udvendige mål, og bestod af 3 rum på række. De 1 m tykke kassemure er bev. i en højde af 2 m. Som bindemiddel og delvis fyld i murene er benyttet skilp, skælkalk. Da kalk mangler i Færøernes undergrund, har man knust og brændt muslingeskaller og dyreknogler til en kalkmasse, som derpå blev blandet m. grus og sten. Denne skilp har vist sig at være meget modstandsdygtig. Mellem ø.fløjens s.ende og det murede kirkegårdsdige omkr. den nuv. sognekirke har der opr. været en gennemgang, sen. er denne forbundet med kirkegårdsdiget, således at ø.fløjen fik 4 rum og en længde af 21,8 m, ligesom nu. V.fløjen, der udvendig er ca. 45 m lang og 7 m bred, synes at have bestået af 5 rum. Begge fløjes portaler vender ind imod gårdspladsen, gennem hvilken der løber en bæk. I forlængelse af v.fløjen, men adskilt fra denne med en ca. 2 m bred passage, fandtes mod s. rester af en middelald. stenbygn., hvis nuv. længde er 21 m, bredde 8 m; den er delt i to rum med en tværmur, hvori der er en døråbning. Dens nedre, sydl. ende fortaber sig imellem strandens sten. Fundamenterne til denne bygn. var skåret tværs gennem en ældre, ø.-v. orienteret tømmerbygning. Af denne var især svære stolper, henved 0,5 m i diameter, og dele af tømmergulv bevaret. I dette relativt uforstyrrede lag fandtes en del brugsgenstande, der både i form og materiale adskiller sig fra de fund, der ellers er gjort i bispegården. Selv om murværket i denne forlængelse har sa. karakter som det øvr. i bispegårdsanlægget, kan der ikke være tvivl om, at denne er yngre el. i hvert fald noget yngre end de opr. bygninger og betegner en sen. udvidelse. Ø.fløjens mure er så mægtige, at man her må tænke sig en stenbygning i opr. to etager; v.fløjen synes derimod at have haft et nedre stokv. af sten og et øvre af tømmer.

Ø.bygningens n.ende er engang blevet fuldstændig knust af et mægtigt jordskred el. stenskred fra det bagved liggende fjeld. N.muren viste sig at være helt forsvundet og ø.muren delvis nedbrudt, delvis knækket og forskudt af trykket. Rummene blev uanvendelige, og i stedet for at udbedre skaden valgte man at udvide fløjen m. en østl. tilbygn., der i grundplan måler 15,5 × 7 m; murene her har en tykkelse af ca. 1,5 m. Tilbygningen opførtes med 3 rum, et midterrum med portal østover mod det sted, hvor Magnus-katedralen nu står, og trappe op til de bestående tømmerhuse, samt et rum på hver side af trapperummet. Murværket siger ikke noget om alderen, men at tilbygningen er yngre end den foran omtalte ø.fløj, fremgår klart af, at et par af dennes vinduer er blevet blændet ved tilbygningen.

Da bispegårdens nye hovedindgang er orienteret mod Magnus-katedralen, må katastrofen formodes at være sket, efter at katedralen enten er påbegyndt el. i hvert fald planlagt, d.v.s. tidligst ca. 1300.

Dette anlæg, der danner et afsluttet hele, omfatter et areal af ca. 2000-2500 m². Det virker imponerende og har, hvad størrelse angår, ikke stået tilbage for tilsvarende bispegårdsanlæg i de andre nord. lande. Og så ser vi tilmed nu kun den egl. s. 206 bispegård, bispens residens, om man vil. Til bispesædet må have hørt en række andre bygn., bestemte for gårdens drift, da embedet ejede betydelige jordejendomme, ca. halvdelen af øernes jordegods.

Det ser ud til, at man samtidig m. tilbygningen har opf. de endnu bestående tømmerbygninger, roykstovan, røgstuen, og de såkaldte »stokkastovur«, blokstuerne. Røgstuen er så vel bevaret, at den stort set fremtræder i sin opr. skikkelse. En anden sag er, at den passer så dårligt til de underliggende kældermure, at man har været nødsaget til at understøtte den med stolper, drivtømmerstokke og en fin, ottekantet søjle m. gotisk kapitæl. Der kan derfor ikke herske tvivl om, at røgstuen tidl. har stået et andet sted, måske som sagnet siger i Norge, måske i Kirkjubøur. Det eneste, vi med sikkerhed ved, er, at den er fra middelalderen. Både den og blokstuerne er bygget i lafteværk, dog med anv. af enkelte stykker planker, der foruden gotiske profiler har glughuller og derfor mul. er rester af en fordums svalegang. Af husenes detaljer må nævnes ottekantede stolper m. profillinier; af portalerne er især den til røgstuen velbev. og uforandret. Undersøgelsen viste, at blokstuerne kun er rester af en ca. 15 m lang, laftet tømmerbygning; de bevarede rum må sikkert opfattes som forstue og soverum til den 10,5 m lange hal, hvis fundamenter nu fandtes n.f. blokstuerne.

1905 fornyedes en del af tømmeret, men 1962 var man nødt til at udskifte alt s. 207 dette tømmer fra 1905 og foretage en hovedrestaurering; denne blev i sin helhed skænket som gave fra Norges Skogeierforbund.

Bemærkelsesværdigt er, at der kun gjordes ret få fund fra middelalderen og ingen sikre fra vikingetid. Derimod er fund fra renæssancetiden meget talr., hvilket viser, at Kirkjubøur’s bønder i 1500t. og 1600t. har haft forb. m. omverdenen og evne til at udstyre deres storgårde m. fx. glaserede, billedprydede lerkar og kakler, rhinstentøj og mange andre importerede brugsgenstande, som ikke tidl. er fundet på Færøerne.

Kirker.

Man har tidligere benyttet forsk. betegnelser for middelald. kirkebygninger: kirke, lille kirke, halvkirke, kapel, bønhús. Uden at gå ind på disse betegnelsers formelle indhold vil der her for oversigtens skyld kun benyttes kirke om de grundmurede middelalderkirker og om alle de efterreformatoriske, men bønhús om alle andre kirkebygninger, selv om flere af disse af geogr. og andre forhold sikkert må have haft el. have fået rang af kirke.

Af kirkebygninger i egl. forstand fra middelalderen findes kun 3 og alle i bygden Kirkjubøur.

En af disse kirker, som traditionen udpeger som den ældste, er mul. en gravkirke el. et gravkapel. Allr. dens navn Líkhús kan vel tolkes således. Det drejer sig om en lille ruin, beliggende ca. 150 m s.f. den middelald. bispegård (se s. 204), nu kongsbondegården, og så nær stranden, at havet er brudt så langt ind i skrænten, at kun en rest af n.muren, lidt af den murede skillevæg ml. skib og kor og fundamentet af et lille, tilbygget våbenhus på n.siden står tilbage. Kirken er bev. i en længde af 13 m og har som sagt været delt i to rum, hvoraf det vestl., skibet, er 5,6 m langt. Både inden for kirkens mure og udenfor i det græsgroede område, á Likhúsfløtti, er der fundet urørte begravelser fra middelalderen. Nærmere datering end til middelalder er foreløbig ikke mulig.

Fra kirken fører en brolagt vej i en bue langs det gl. kirkegårdsdige og ud i havet. Dens opr. forløb kendes ikke, men det er i hvert fald klart, at strandlinien er ændret ganske betydeligt, siden kirke og vej blev anlagt. Sagnet vil vide, at den i kort afstand fra kysten beliggende holm, Kirkjubøhólmur, engang skal have været landfast, at en del af bygden stod på dette område, og at havet ved en bestemt lejlighed skal være brudt igennem. Meget taler for rigtigheden heraf, men man har ingen faste holdepunkter for, om el. hvornår gennembrydningen er sket.

De to andre kirker er Magnus-katedralen, Múrurin, Færøernes betydeligste fortidsminde, og sognekirken. Se s. 258.

Det synes, som der gennem hele middelalderen ved de opr. gde el. i alle de ældste bygder har været små kirker el. bønhús. Alle formenes nedlagt ved reformationen, tilbage er kun nogle tomter, beliggende i græsgroede kirkegårde omgivet af afrundede diger. Af inventar er bev. nogle vegstensdøbefonte og muligvis en malm-messeklokke.

Undersøgelser af disse bønhús-tomter er påbegyndt. Her skal i korthed berettes om et af disse middelaldergudshuse. Det står i bygden Mykines, på en høj pynt, Bønhúsberg, ud mod havet; denne placering nær stranden er meget karakteristisk også for sen. tids kirker. Undersøgelsen viste, at huset har haft rektangulær grundplan, var 5 m langt og 3,5 m bredt indvendig og opf. af marksten el. heller, lagt s. 208 med smalsiderne udefter, smukt og omhyggeligt; gulvet og indgangen var brolagt m. flade heller. Under denne brolægning var et ældre gulv dækket m. askelag, der viste sig at være brandlag. Her har derfor først stået en bygning, som er brændt ned og genopbygget til dels af rødbrændte sten. Der er ingen tvivl om, at i hvert fald det første af disse to bønhús har haft indvendig panelbeklædning, mul. også det genopførte. Alter fandtes ikke, det kan have stået inde i den svære ø.væg.

Hele anlægget og fund af en lysestage el. tranlampe af basalt, formet som en gotisk søjlebasis, tillader sandsynligvis datering til middelalderen.

Efter reformationen har man fortsat med at bygge kirker af sa. type. 1632 (P. Claussøn Friis) var der 39 kirker fordelt på 7 præstegæld. Præsten Lucas Debes (1673) har givet os denne skildring: »Kirckerne i sig selff ere smaa efter Menighedernis Maadelighed, aff Fjæle opbygte og met Kampesteene uden omkring oplagde undtagen Thorshaffns Kircke, som er maadelig stoer, aff hele Bielcker opbygt med et Taarn hos«. Tórshavns kirke opførtes 1609 (se s. 228). Beretningen fra 1709 giver sa. billede: 39 kirker og 7 præstegæld, og den stående vending, der gælder samtl. kirker, Kirkjubøur og Tórshavn undtaget, lyder: »Kirken af Tømmer bygget, indvendig klædt med Brædder og Stenvæg udenom, tækket med Næver (nogle Halm) og Flagtørv ovenpaa«.

Som vi ser, er det den sa. udformning, som middelalderbønhuset viste.

Alle disse kirker er bemærkelsesværdig små, fra den mindste (Skúvoy, bygget 1683): 8 3/4 alen lang, 4 1/2 alen bred og 4 1/2 alen høj, til den største (Viðareiði, nyopført ca. 1709): 18 alen lang, 6 1/2 alen bred og 6 alen høj. De fleste er 12-14 alen lange. Som regel siges ikke, om det er udvendige el. indvendige mål; men tager man målene for Skúvoy kirke, ca. 5 m lang og ca. 3 m bred, svarer det meget nær til de indvendige mål i Mykinesbønhuset.

Af samtl. øernes 39 kirker havde kun 5 tårn, men der fandtes alligevel 21 klokker, deraf i Tórshavn 4. Alle havde vinduer, mange dog kun to over alteret i ø.væggen, som formentlig i det mindste delvis har været af træ, sådan som tilfældet var i den forrige kirke i Skúvoy (opf. 1852, nedrevet 1939). Nogle få synes at have haft særskilt tilbygget våbenhus, de fleste dog et i v.enden og »lige bredt med kirken«. Alle har afgrænset kor, men udsmykket korskillevæg som i de sen. kirker ses forbavsende nok ikke omtalt; derimod nævnes enkelte gange bænke i koret. Ofte anføres skriftestol og altid prædikestolen anbragt ved kvindestolene.

At ingen af disse kirker er bev., er så meget desto mere beklageligt, som der endnu o. 1920 i Stóra Dímun fandtes en kirke, der, skønt opført i nyere tid, dog utvivlsomt var af denne type. Den forfaldt af særl. grunde, uden at man har egl. beskrivelse af den, hvilket især for interiørets vedk. havde været ønskeligt. Den opgives at have været 8 m lang, 4 m bred og med indvendig træbeklædning. Sådan som den er afbildet på fotografiet (s. 209), må vi tænke os, at en del bygdekirkeeksteriører fra middelalderen til først i 1800t. har fremtrådt. Om konstruktionen ved vi udover den før omtalte indre træbeklædning intet, bortset fra at der ml. den ydre stenvæg og tømmerkonstruktionen var et åbent rum, et udskud, skot, der gav lunhed og den for træets holdbarhed nødvendige luftcirkulation. I realiteten er dette derfor en trækirke m. beskyttende stenvæg udenom, en byggeskik, som i det hele sikkert hviler på århundreders erfaringer, og som vi endnu kan se i de ældste bevarede beboelseshuse.

De ældste bestående trækirker, kirkerne i Porkeri, Sandur, Kaldbak, Kollafjørður, s. 209 Hvalvík, Strendur (Sjógv), Nes, Norðragøta, Oyndarfjørður og Funningur, som er opført i tidsrummet fra ca. 1820 til ca. 1850, er alle placeret nær en elv og ved stranden og, hvor det har været mul., på en landtange, hvilket uden tvivl foruden af praktiske grunde er bestemt af ønsket om, at kirken skulle være det sidste man så, når man drog ud på havet el. i fjeldene, og det første, når man vendte hjem. Betegnende i denne forb. er det, at der langs bygdevejene på steder, hvor kirken kom til syne, findes såkaldte Kyrjasteinar, el. Kyrjaheyggjar, hvor folk fremsagde et kyrie eleison.

Omgivet af bygdens huse behersker kirken hele bygdebilledet m. sin hvidkalkede grund, sin sorttjærede bræddevæg oplyst af de hvidmalede vinduer og den hvide tagrytter m. smedejernsspir, der som regel har vimpel med årstallet for bygningens opførelse. Tagrytterne er alle firsidede med pyramidetag; enten står de med siderne parallelle med kirkens ydervægge, el. de er drejet således, at den ene diagonal flugter med tagryggen.

Alle kirkerne har rektangulær grundplan og er opdelt i forkirke, skib og kor. På et fundament af utilhuggede sten er rejst en bindingsværkskonstruktion bestående af fodrem, stolper, tagrem, bjælker og spær; delene er føjet sammen uden brug af jernnagler, kun yderklædningen og tagbrædderne er sømmet. Yderklædningen består som regel af lodrette, pløjede brædder, el. et på to, stundom af klinkede vandrette brædder, súðklædningur, sa. teknik som i de klinkede både. Tagbeklædningen bestod tidl. af græstørv med underlag enten af birkebark, nævur, el. af halm, i hovedsagen den sa. konstruktion, som findes i beboelseshusene fra sa. s. 210 tid, 1800t. Dette gælder stort set også interiøret. Den lodrette inderklædning, bróst, er sat i not i stolperne og de vandrette remme, hvorved panelet ligger noget tilbage i forhold til stortømmerets inderside. Alle kirkerne har ligesom røgstuerne åben tagstol, loft findes kun over v.enden, forkirken.

Alt indvendigt træ er umalet, hvidskuret fyrretræ, den eneste pryd er fine profiler på alle kanter, det være sig stolper el. brædder. Kun vinduerne er hvidmalede. Stolestaderne er smalle, faste bænke, der mod midtergangen afsluttes af en planke, som foroven næsten altid er forsynet m. et rundt hoved, der minder om de udskårne middelalderlige bænkegavle fra Kirkjubøur kirke. Et heldigt fund af bænkegavle under gulvet i den gl. votivkirke i bygden Vágur viser, at typen er gammel på Færøerne.

Korvæggene står i disse kirker som et næsten uigennemsigtigt skillerum ml. s. 211 skib og kor; nederst er brædder sat i not; foroven, d.v.s. fra stolestadernes ryghøjde til en overliggende bjælkes underkant, er de udf. som tremmeværk el. balusterværk; den eneste åbning, der giver frit udsyn ind mod alteret, er indgangen til koret ml. to kraftige, profilerede stolper. Tremmeværket er dannet af tynde brædder m. udsavede ornamenter og symboler; oftest forekommer naturligvis korset i mange variationer, desuden havbølger, klokker og i en af kirkerne violiner. Et gennemgående og yndet motiv er det ældgamle symbol livstræet, som efterhånden er så varieret og stiliseret, at det giver os en anelse om, at i hvert fald enkelte af håndværkerne ikke slavisk efterlignede ældre forbilleder, men ejede selvstændig skabende evner.

Her er ikke stedet at diskutere disse trækirkers forbilleder og forb. m. kirker i nabolandene, fx. enkelte no. kirker og de islandske »tørvekirker«, men det falder naturligt at spørge, hvem de håndværkere var, som har opf. og udsmykket disse små gudshuse. Fra regnskabsprotokoller og af trætavler i nogle af kirkerne kender vi navnene på de håndværkere, der medvirkede ved pågældende kirkes opførelse; heraf fremgår, at de fleste håndværkere var hjemmehørende i vedk. bygd. Ofte er bygmesteren dog andetsteds fra.

Det kan ikke være for meget sagt, at af alt, hvad færøsk håndværk har frembragt, er kirken og båden det ypperste.

Stort set står disse tømmerkirker endnu uændrede, bortset fra at man har været nødt til at anvende andre tækningsmaterialer end birkebark, fx. tagpap og aluminiumsplader, og at der er indlagt elektrisk lys og varme.

Efter 1850 er der opf. en række kirker af sten el. beton, dels m. tømmerkirkerne som forbillede, dels, især de nyeste, i anden stil. 1968 var der 59 kirker fordelt på 11 præstegæld. For hver enkelt kirke henvises til sognebeskrivelserne.