Irske munke, de s.k. papar, bosatte sig i 700t. på de indtil da utvivlsomt ubeboede øer og forblev her som eneboere, til de ca. 800 flygtede for el. blev fordrevet af norrøne vikinger. Dette berettes af en irsk gejtslig, Dicuil, i skriftet: De mensura orbis terrae (om jordens mål), forfattet 825 (se s. 188).
Færeyinga-sagaen, måske nedskrevet ca. 1200, af hvilken kun brudstykker er bev. i forsk. isl. sagaer, fortæller, at den første landnamsmand var Grímur Kamban, og at mange i Norge efter slaget i Hafrsfjorden flygtede for Harald Hårfagers herredømme og slog sig ned på disse øer. Landnamsmændene gav øerne navnet Færeyjar, nu Føroyar. Efter de foreliggende oplysninger synes Grímur Kambans landnam at have fundet sted først i 800t. 850 blev, if. den isl. Landnamsaga, en viking fra Agder kaldet Naddoddur hin færeyski, færingen Naddodd, på en rejse til Færøerne slået ud af kurs og fandt Island. Sa. saga oplyser, at Grímur Kambans sønnesøn Tórálvur Smør var vejviser for Hrafnaflóki til Island 870, og desuden, at færinger da »blotede Grím«, som var død.
Ca. 900 oprettedes tinget, der blev holdt på Tinganes i Tórshavn. Det var et alting, hvor alle våbenføre mænd havde ret og pligt til at møde. Her blev, under forsæde af lovsigemanden, løgsøgumaður, el. lagmanden, løgmaður, love vedtaget, landets anliggender behandlet og domme afsagt, idet tinget også var øverste domstol. Den første navngivne lovsigemand var den i Færeyinga-sagaen omtalte Gilli løgsøgumaður.
Færeyinga-sagaen omfatter ellers tidsrummet ca. halvthundrede år før og små halvthundrede år efter år 1000 og omhandler fejder ml. de mægtigste høvdinge i landet og forholdet til de no. konger. Sagaens kerne er striden ml. frænderne Tróndur í Gøtu, der kæmpede dels for øernes uafhængighed af Norge, dels mod kristendommen, og Sigmundur Brestisson, der under sine ophold i Norge blev ven m. Håkon Jarl, siden m. Olav Trygvason, som overtalte ham til at blive kristnet og lovede ham Færøerne i len. Sigmundur vendte tilbage til øerne for at hævne sin faders drab, som Tróndur var ophavsmanden til, og for at vinde herredømmet, men modarbejdedes af Tróndur. 997 søgte Sigmundur at få kristendommen vedtaget på altinget i Tórshavn, men mødte hård modstand og måtte love aldrig oftere at tale om denne sag. Året efter lykkedes det ham at fange Tróndur og tvinge ham til at lade sig døbe. Derefter drog han uhindret på kristningsfærd rundt om på øerne, og år 1000 mener man, at kristendommen formelt er indført overalt. Tróndur overfaldt nogen tid efter, antagelig 1005, Sigmundur på hans gård i Skúvoy; Sigmundur søgte at redde sig ved at springe i havet – muligvis for at svømme til sin anden gård på Stóra Dímun – men førtes af havstrømme til Sandvík, Suðuroy, hvor han myrdedes af bonden Tórgrímur illi. Tróndur í Gøtu og Leivur Øssurarson, en sønnesøn af Tróndur’s tidl. forbundsfælle, høvdingen Havgrímur í Hovi, Suðuroy, delte nu herredømmet over øerne, og Tróndur fortsatte sin kamp mod no. indflydelse.
1035 mener man, at Tróndur døde, og at Leivur Øssurarson tog øerne i len af kong Magnus den Gode. Hermed kom det færøske samfund, som hidtil stort set havde været uafhængigt, under no. overherredømme. Efter kristendommens indførelse besøgtes øerne af missionsbiskopper, nævnt er Bjarnvarðr og Ringr; den første fastboende biskop var Guðmundr († ca. 1139). Han fik antagelig 1120 residens i Kirkjubøur, der til reformationen var øernes bispesæde. Korbrødrene i Bergen mente at have privilegium på at udpege Færøernes biskop, som de i reglen valgte blandt deres egne. Valget skulle stadfæstes af ærkebiskoppen. De færøske biskopper stod først under ærkebiskoppen i Lund, fra 1152 under ærkebiskoppen i Nidaros. Ved bispesædet grundlagdes ret snart en præsteskole; den skal i hvert fald have været gammel, da den sen. kong Sverrir (1184-1202) fik sin undervisning her hos sin fosterfader biskop Rói (1162-1174). Man kender navnene på 33 biskopper, som beklædte embedet til reformationen, men stort mere ved man ikke. Nogle af dem har aldrig været på Færøerne. En af de betydeligste var sikkert Erlend (1269-1308), som vel kort efter sin tiltrædelse begynder at opføre den smukke Magnus-Katedral, der aldrig blev fuldført (se s. 204). Formentlig har han også anlagt en del af den grundmurede bispegård (se s. 204).
1277 udstedte kong Magnus Lagabøter en forordning, hvorefter Gulatingsloven skulle være gældende for Færøerne. Altinget havde efterhånden udviklet sig til at blive et lagting i lighed med tingordningen i Norge. Hvornår dette er sket, er ukendt, det nævnes som lagting ca. 1400. Sikkert er, at ved denne forordning ophævedes det selvstyre, som alting (lagting) og lagmand hidtil havde haft. Lagmanden, som var øernes folkevalgte, fornemste mand, blev nu kgl. embedsmand, og tinget blev en lagret, nu kun med dømmende myndighed og bestående af 36 lagrettemænd, 6 fra hvert af de 6 sysler (sen. var der 48 lagrettemænd). Hvor langt sysselindelingen går tilbage, vides ikke, i Færeyingasagaen siges, at Einarr og Skeggi var sysselmænd for kort tid siden, hvilket vel skal forstås som engang i s. 213 1100t. Men if. Magnus Lagabøters forordning synes der 1273 kun at være én sysselmand, men 2 lensmænd på øerne.
Kong Magnus Lagabøter lovede desuden at sende mindst to handelsskibe til øerne om året. Færinger havde hidtil besørget handel og sejlads med egne skibe. Hertug Håkon Magnusson, den sen. kong Håkon V., giver den 28. juni 1298 en retterbod, alm. kaldet Seyðabrævið (fårebrevet), mest vedr. fåreholdet. Foruden at være det største dokument, der er bev. fra dette årh., er det interessant ved, at hertugen syntes at henholde sig til forordningen af 1273 og ikke forhandlede m. lagting el. lagmand, men kun m. sine egne mænd, biskop Erlend i Kirkjubøur og lagmanden Sigurð i Shetland. 1294 fik hanseaterne, som Magnus Lagabøter gav handelsprivilegier i Norge, forbud mod at handle på Færøerne; dette reskript fornyedes 1302. Selv om man ikke har fuldgyldige beviser herfor, så har »den sorte død« ca. 1350 sikkert bortrevet den største del af befolkningen. Samfundet led i hvert fald et afgørende knæk, som der skulle århundreder til for at oprette. Efter denne katastrofe er det mul., at en ny indvandring er kommet fra Norge, hvilket kunne forklare det ellers meget påfaldende tomrum i samtl. overleveringer. 1361 fik hanseaterne sa. rettigheder som nordmænd til handel på Færøerne.
1380 kom Færøerne sa. m. Norge ind under den da. konge, men øerne blev dog stadig styret som no. landsdel. Biskop Johannes Teuthonicus (1407-ca. 1431) søgte 1420 at få biskop Erlend kanoniseret som Færøernes skytshelgen, men det ser ikke ud til at være lykkedes. 1490 giver kong Hans holl. købmænd de sa. rettigheder, som hanseaterne og til dels englænderne havde haft, til handel på øerne. Øerne blev i 1500-årene administreret af lensmanden på Bergenhus. I dette årh. hærgedes landet til stadighed af sørøvere, som ranede både folk og fæ; mest frygtede var sørøverne fra Algier, der gik under navnet tyrker. Herom vidner mange sagn og ruiner af vagthuse og skjulesteder (se s. 198). 1529 måtte lensmanden på Bergenhus Esge Bille vige for Hamborgerkøbmanden Thomas Koppen, der sa. m. en anden Hamborgerkøbmand Joachim Wullenweber fik øerne i len og samtidig retten til handelen og kongens skatter. Den no. herredag erklærede, at lenet igen skulle lægges under Bergenhus, men det skete ikke førend efter Koppens død 1553. Kongen havde haft en udsendt skatteopkræver, (land)fogeden, men da han gav øerne i len, fik lensmanden ret til at vælge sin egen foged. 1532 blev den sidste katolske biskop Ámundr Ólavsson valgt, ikke af kannikerne i Bergen, men af færinger, »efter deres udvælgelse, kår og begjæring, som der på landet bo«, og valget blev stadfæstet af kongen. 1535 fik Thomas Koppen eneret til handelen.
Reformationen blev indført på Chr. III’s bud, mul. 1538. Fuldt gennemført var den 1. jan. 1540, da den evangeliske superintendent Jens Gregersen Riber afløste biskop Ámundr. Ved reformationen lagde kongen bispegodset, halvdelen af landets jord, under kronen, endog præstegårdene, så at præsterne levede i yderste nød, indtil kong Chr. IV gav hvert præstegæld en tiendefri gård. Da. sprog afløser lat. som kirkesprog. Ólavsøkudag, Skt. Olavsdag, 1541 ordinerer Jens Riber alle de nye præster, også de katolske, som var gået over til Luthers lære. Præsteskolen blev nedlagt, i stedet oprettes en latinskole i Tórshavn m. sognepræsten i Tórshavn som enelærer. Den er første gang nævnt 1547 og blev nedlagt 1804. Jens Riber var en ældre mand, da han kom hertil, og synes ikke at have magtet at styre bispedømmet; da fr. sørøvere flere gange overfaldt Kirkjubøur, flygtede han 1551 og igen 1555 og tilrådede kongen at nedlægge bispeembedet. 1556 bekendtgjorde s. 214 kongen, at han selv agtede at drive handelen, men 1569 fik kbhske købmænd privilegium på 4 år. 1557 nedlagdes bispestolen, og Færøerne blev et provsti under Bergens stift. Den første provst var Heini Jónsson m. tilnavnet Havreki, som først, fra 1534, havde været famulus, regnskabsfører, hos biskop Ámundr, siden vicebiskop de gange Riber var flygtet, og nu blev sgpr. i Eysturoy og Færøernes provst til 1566. Ved bispesædets og præsteskolens nedlæggelse berøvedes Færøerne deres så betydningsfulde kulturcentrum.
1571 gav kongen færinger ret til selv at handle ude og hjemme mod at svare de sa. afgifter som fogederne og købmændene. En af dem, som påtog sig dette hverv, var Magnus Heinason, en søn af provsten Heini Jónsson. 1573 fik dog en hamborgsk kbmd. Thim kgl. bevilling til at besejle øerne, men folket beholdt dog de handelsrettigheder, det havde fået. 1578 overtog kongen igen handelen; året efter fik Magnus Heinason overdraget eneretten og tilladelse til at udruste skib på orlogsvis for at rense farvandet for sørøvere, og han byggede skansen i Tórshavn som forsvar for handelens lagre (se s. 247). Men bare 5 år sen. mistede han eneretten. 1589 blev han på foranledning af Christoffer Valkendorff halshugget, men fik æresoprejsning flg. år. 1584-85 drev kongen handelen ved sin landsskriver Lyder Augustinussen. 1585-1619 gik eneretten over til forsk. kbhske, hamborgske og bergenske købmænd, som også havde forpagtningen af øernes indkomster. 1619 fik Det islandske Handelskompagni handelen i leje for 1000 rigsdaler om året. Kompagniet ophævedes 1662.
1620 blev landets styre flyttet fra Bergen til Kbh., men øerne styredes fremdeles efter no. love. Denne ordning varede til 1814. Færøernes provsti henlagdes samtidig under Sjællands stift. 1634 fik tingskriveren, som tidl. kun skulle føre tingbogen og vejlede lagrettemændene, titel af sorenskriver og ansvaret for domsafsigelserne. Sen., 1688, blev han ene-dommer i sager, som forelagdes de vårting el. høstting, der holdtes bestemte steder i hvert syssel. Lagrettemændene (nu 48, se s. 212) var nu kun domsvidner. Herfra kunne sager appelleres til lagtinget, hvis formand lagmanden var. 1637 byggedes skanseanlæg på Tinganes.
1649 tog kongens udsendinge Henrik Bielke og Gabriel Akeleye i lagtinget mod hyldningsed til kong Fr. III. 1662 modtog Henrik Bielke atter i lagtinget hyldningsed for Fr. III som enevældig konge. 1655 fik Christoffer Gabel som befalingsmand indtægterne af Færøerne i forpagtning på livstid for 1000 rigsdaler årlig. 1661 fik han sa. indtægter kvit og frit for sin og sønnen Frederik Gabel’s levetid og 1662 tillige eneret på øernes besejling. 1658 besluttede lagtinget at udbedre og udbygge alle skanserne. Disse skansearbejder var en tung byrde for folket, særl. beboerne i Tórshavn. Præsten Lucas Jacobsøn Debes (1651-1675) søgte at afhjælpe dette, men opnåede kun at blive anklaget for at ophidse befolkningen mod de lovlige myndigheder. 1673 brændte handelshusene på Tinganes, men præstegården, kirken, Munkestuen og skansen var uskadt. 1677 plyndrede fr. sørøvere byen. 1708 døde Fr. Gabel, og landfogeden Jørgen Christian Klein blev insp. for de kgl. rettigheder på øerne.
1709 besluttede kong Fr. IV at overtage handelen som kgl. monopolhandel, hvilket den var til 1856. I den anledning nedsatte han en kommission til at undersøge alle forhold; kommissionsbetænkningen er underskrevet den 18. juni 1710 af landfoged J. Chr. Klein, løjtn. Rasmus Juel og lagmand Samuel Petersen. Handelen s. 215 bestyredes herefter af Det kgl. Rentekammer i Kbh., som havde en handelsforvalter i Tórshavn, hvor det eneste udsalgssted var til 1836, da en filial oprettedes i Tvøroyri; 1838 åbnedes en i Klaksvík og 1839 en i Vestmanna.
1709 henlagdes øerne under Sjællands stiftsamtmand. Fra 1720 hørte de under Islands stiftsøvrighed til 1775, da de lagdes under Sjællands stiftsøvrighed.
1720 skriver admiral Peter Raben til Rentekammeret, at der var hungersnød i landet på grund af manglende tilførsel. Lign. klager havde gang på gang lydt i forløbne århundreder, særl. under Gablernes regime. 1722 ansættes en rektor ved latinskolen i Tórshavn. 1768-88 drev konferenceråd Ryberg, Kbh., transithandel, tobak og hamp, ml. Amerika og England med stabelplads i Vágsbotn, Tórshavn. 1789 nedsatte kongen en kommission, der skulle undersøge handelens forhold. Fra Færøerne mødte kommandant L. U. Born og landfoged W. Hammershaimb. 1790 indstillede kommissionen, at monopolet skulle ophøre fra 1796, men en bønskrivelse fra Færøerne, hvor man frabad sig frihandel, forårsagede, at bestemmelsen atter blev hævet. Der var dog enkelte, som fortsat kæmpede for frihandel, først og fremmest den sen. berømte skibsfører og digter Poul Poulsen Nolsøe, Nólsoyar-Páll. Han købte 1804 et skibsvrag, satte det i stand på »Fløtan Fríða« i Vágur og gav skibet navnet »Royndin Fríða«. Han tilbød kgl. handel skibet til fragtsejlads, men blev afvist. 1805 var han dog én gang i Kbh. og én gang i Bergen efter at have indhentet kong Fr. VI’s tilladelse, og 1807 var han igen i Kbh. for at forhandle m. kronprinsen, som lovede at give handelen fri. Da krig nu var brudt ud ml. Danmark og England, huserede eng. kapere i alle farvande, opsnappede de fleste handelsskibe, hvilket forårsagede hungersnød gentagne gange. 1808 kom en eng. brig »Clio« til Tórshavn, kommandanten E. N. G. von Løbner overgav skansen uden sværdslag. S.å. blev byen hjemsøgt af en eng. kaper; ejeren var baron von Hompesch (af torshavnerne kaldet Brillumaðurin). Han beskød byen, ranede handelen og kirken og tømte de offentlige pengekasser. Efter at »Royndin Fríða« var opbragt af kaperskibet »Fury«, udvirkede den da. konsul i London Wolf, at Nólsoyar-Páll gennem »The Privy Council« fik et nyt skib, »North Star«, og med dette forsvandt Nólsoyar-Páll engang i foråret 1809.
Ved freden i Kiel 1814 måtte Danmark afstå Norge, medens Færøerne (ligesom Island og Grønland) forblev under den da. krone. Med plakat af 18. maj 1816 blev det henved 1000 år gl. lagting ophævet; lagmandsembedet blev nedlagt, og ved kgl. resol. af 6. juli 1816 blev Færøerne et amt. Kommandant Løbner blev konstitueret i embedet og fra 1821 udnævnt til øernes første amtmand. Kgl. resol. af 8. juni 1821 bestemte, at Norske Lov med ændring af 2. april 1698 fremdeles skulle være gældende og ingen ny da. lov få gyldighed på Færøerne, førend de derv. embedsmænd var adspurgt.
Allr. Ryberg (1768-88) havde gjort forsøg med skibsfiskeri, siden gentoges forsøgene, særl. i 1820’rne og 1830’rne anskaffedes enkelte skibe med lån og støtte fra kgl. handel, men det gav så store tab, at man opgav. 1839 foretog amtmand Plöyen sa. m. 3 færinger, Poul Joensen fra Eiði, Poul Joensen fra Nólsoy og Mourits Mohr fra Hoyvík, en rejse til Shetland, Orknøerne og Skotland for at studere landbr. og fiskeri. Styret for den Kgl. Handel gjorde i 1840’rne nogle forsøg m. fiskeskibe, men de mislykkedes. Konsul A. W. Skibsted fik 1845 tilladelse til at drive hajfangst og samtidig at handle, men også hans forsøg endte resultatløst. 1845 blev s. 216 der ved »Provisorisk Reglement for Almueskolevæsenet paa Færøerne« indført en skoleordning, men den mødte så megen modstand, at det ved lov 1854 igen overlodes til forældrene at sørge for børnenes undervisning, ligesom tilfældet stort set havde været de foregående århundreder. Provst V. U. Hammershaimb (1819-1909) skabte 1846 det færøske skriftsprog. 1846 forelagdes for Roskilde Stænderforsaming et andragende fra Færøerne, der i realiteten direkte gik ud på at få lagtinget genoprettet. Hovedmanden var juristen Niels Winther (1822-1892) fra Tórshavn.
Ved grundlovsdebatten i 1849 var der delte meninger om, hvorvidt grundloven skulle gøres gældende også for Færøerne. Plöyen, N. F. S. Grundtvig, Tscherning og A. S. Ørsted gik imod dette, men resultatet blev, at grundloven af 5. juni 1849 kom til at gælde for Færøerne, som hermed knyttedes til Danmark. 1851 blev her holdt det første folketingsvalg. Niels Winther blev valgt og sad som folketingsmand fra 1851 til 1856. Han udgav 1852 bladet »Færingetidende«, der var skrevet på dansk. Ved lov af 26. marts 1852 ordnedes øernes politiske forfatning. Det betydningsfuldeste var, at lagtinget genoprettedes, nærmere bestemt ved lov af 15. april 1854. Men til forskel fra det gl. lagting fik dette kun rådgivende myndighed over for regering og rigsdag. Amtmanden var selvvalgt formand. Ved lov af 21. marts 1855 blev den kgl. monopolhandel givet fri fra 1. jan. 1856.
En ny tid oprandt for folket. For den 1804 nedlagte latinskoles midler oprettedes 1861 en realskole i Tórshavn. I forb. m. denne oprettedes 1870 et seminarium. Man anv. da. lærebøger og da. skolesprog. 1872 vedtoges »Lov om de færøske Landkommuners Styrelse«, der foreskrev, at der i hvert præstegæld skulle være folkevalgte forstanderskaber m. pligt til at sørge for børnenes undervisning. Herefter opførtes en række bygdeskoler. Grundlaget for det moderne færøske havfiskeri lagdes 1872, da brødrene Daniel, Niclas og Peter Haraldsen, Tórshavn, købte en eng. smakke, en slup m. navnet »Fox«. Bl. de færøske studenter i Kbh. og elever på da. højskoler, især Vallekilde, opstod der i 1870’erne og 1880’erne en national bevægelse. En af forgangsmændene var den sen. provst Fr. Petersen. Bevægelserne forplantede sig hurtigt til Færøerne. 2. juledag 1888 indkaldtes til folkemøde for at drøfte, hvad der kunne gøres for at værne Færøernes sprog og Færøernes skikke. De af indbyderne, som sen. kom til at spille størst rolle, var R. C. Effersøe og J. Patursson. Dette møde kom til at betyde et vendepunkt i færøsk hist. og åndsliv. Første resultat var stiftelsen af Føringafelag jan. 1889 m. programpunkterne: 1. at hæve det færøske sprog til ære; 2. at få færinger til at stå sammen og skabe fremgang på alle områder, så de vil være i stand til at klare sig selv. Landbrugskonsulent Rasmus Effersøe (1857-1916) var formand. 1890 udgav han Føringatíðindi, den første avis, der er skrevet på færøsk sprog. 1899 grundlagde Símun av Skarði (1872-1942) og Rasmus Rasmussen (1871-1962) Færøernes folkehøjskole, Føroya fólkaháskúli.
I begyndelsen havde denne nationale bevægelse kun folkeopdragende og kulturelle formål, som nu er gennemført. Men omkr. århundredskiftet blev bevægelsen mere politisk præget. Skillelinjerne i færøsk politik, der hidtil havde fulgt de da. partilinjer højre og venstre, blev i de flg. år ved opret. af et sambandsparti, Sambandsflokkurin, og et selvstyreparti, Sjálvstýrisflokkurin, en skillelinje ml. dem, der ønskede et fortsat nært tilhørsforhold til Danmark, og dem, der ønskede s. 217 en form for selvstyre i særl. færøske anliggender. Partidannelsen skete 1906, og i de flg. år var de politiske forhold stærkt præget af det store modsætningsforhold ml. de to partiers politiske tilhængere. Selvstyrepartiets leder var fra starten kongsbonde Jóannes Patursson (1866-1946), der ledede partiet fra 1906-1938. Sambandspartiets første ledere var provst Fr. Petersen (1853-1917), sysselmand Oliver Effersøe (1863-1933) og sysselmand Andreas Samuelsen (1873-1954). Selvstyrepartiet ønskede en vis form for selvstyre – lovgivningsmyndighed i særl. færøske anliggender – inden for det da. rige. Sambandspartiet ønskede de gældende statsretslige rammer opretholdt. Fra selvstyrepartiets side blev der endv. lagt stor vægt på det færøske sprogs fulde ret i alle forhold, i skole, i kirke og på tinge. Modsætningsforholdet ml. de to partier blev mere og mere tilspidset og ofte stærkt personligt præget, og tillige skærpedes modsætningsforholdet ml. selvstyremændene og de da. embedsmænd. På grund af en 1912 indledet sprogstrid om undervisningssproget – § 7 – og andre mere komplicerede politiske forhold i årene under den første verdenskrig blev der 1918 nedsat en landstingskommission til undersøgelse af forskellige færøske forhold.
Selvstyre-sambandspolitikken havde i den grad optaget sindene i første fjerdedel af dette årh., at de sociale forhold kom i baggrunden. Imidlertid stiftedes i 1920’erne et socialdemokratisk parti, Føroya Javnaðarflokkur, som første gang blev repræsenteret i lagtinget 1928 af lærer P. M. Dam (f. 1898). Den økon. udvikling medførte 1936 dannelsen af et liberalt parti, erhvervspartiet, Vinnuflokkurin, hvis stifter og formand var bankdir. Thorstein Petersen (1899-1960). Sa. m. kongsbonde Patursson, der som protest mod jordreformen af 1938 og til dels på grund af meningsforskelle inden for selvstyrepartiet var udtrådt af dette, dannede Thorstein Petersen 1940 Folkepartiet, Fólkaflokkurin.
12. april 1940 blev Færøerne besat af brit. tropper. Der vedtoges en foreløbig, administrativ ordning; den myndighed, som ellers udøvedes af staten, overdroges amtmanden, og lagtinget udpegede et nævn, landsnevnd, som sa. m. amtmanden styrede landet i krigsårene. 25. april 1940 påbød England, at færøske skibe skulle sejle under færøsk flag.
1946 påbegyndtes forhandlinger ml. regeringen og en færøsk lagtingsdelegation om en nyordning af øernes stilling. Da de færøske forhandleres synspunkter var uforenelige, stillede regeringen forslag om en folkeafstemning. Denne fandt sted 14. sept. 1946 under formuleringen: 1. Ønsker De den da. regerings forslag sat i kraft? 2. Ønsker De Færøerne løsrevet fra Danmark? Flertallet, 48,7 %, stemte for løsrivelse, 47,2 % stemte for regeringsforslaget. Da regeringen ikke desto mindre anså afstemningen for uklar, blev lagtinget opløst og nyvalg udskrevet. Dette medførte oprettelsen af endnu et politisk parti, det republikanske, Tjóðveldisflokkurin, med cand. polit. Erlendur Patursson (f. 1913) som formand. Ved valget i nov. mistede folkepartiet det flertal, som det havde haft i tinget, og regeringen optog 1947 forhandlinger, som førte til Lov om Færøernes hjemmestyre af 23. marts 1948.
Sverri Dahl antikvar.