Kirkelige forhold

Færøerne blev kristnet o. år 1000, og Sigmundur Brestisson var kristendommens betydeligste talsmand og forkæmper.

Meget tidlig synes øerne at være delt op i 7 præstegæld m. en sgpr. i hvert. Denne inddeling varede lige til 1913. Ca. 1100 oprettedes der et bispeembede for Færøerne, som fra ærkesædets oprettelse i Nidaros 1153 henhørte under dettes overhøjhed til ca. 1538. Man kender navnet på 33 katolske biskopper over Færøerne og den omtrentlige embedstid for en del af dem. En del af disse biskopper har nok aldrig betrådt Færøerne, og det ser ud til, at kun én af dem muligvis er født på øerne, Hillarius, død ml. 1524 og 1532.

Ca. 1538 blev reformationen indført, og der udnævntes 1540 en luthersk biskop, Jens Gregersøn Riber, som fungerede til jan. 1557. Dette år blev han udnævnt til biskop i Stavanger, og Færøerne blev omdannet til et provsti under Bergens stift. Herunder lå de til ca. 1620, derefter under Sjællands stift og fra 1923 under Kbh.s stift. 1963 blev der opret. et embede som vicebiskop for Færøerne. Biskoppen på Færøerne er sognepræst i Syd-Streymoy præstegæld og varetager de forretninger, som henhørte under provsteembedet.

1913 blev Suðuroy delt i 2 præstegæld, og nu er der på Færøerne 11 præstegæld s. 184 med 16 præster – 11 sognepræster, 3 residerende kapellaner og 2 kaldskapellaner.

Opr. og lige til lidt ind i det 20. årh. fik præsterne hele deres løn fra selve kaldet. Præsten havde en god gård vederlagsfrit, fra 1632 ofte tillige nådesgården (enkegården), og desuden stammede hans indtægter fra offer, højtidsoffer, »presttal« (præstepenge) og tiende. Tienden og presttal blev afløst ved lov 1908. Desuden havde præsten ret til fri befordring (skyds), afløst ved lov af 1936. Befordringsudgifterne til præsterne afholdes nu halvt af Færøernes lagting og halvt af kirkeministeriet.

Fra arilds tid har menighederne selv opf. deres kirker, og kirkeværgen førte tilsyn m. dem. Overtilsyn m. kirkerne udøvedes af Færø amt og provsti. 1924 blev der vedtaget »Lov for Færøerne om kirkernes styrelse«. I h. t. denne er lagtinget kirkernes øverste styrelse. Lagtinget yder tilskud til opførelse af nye kirker og bekoster den udvendige vedligeholdelse af samtl. kirker på Færøerne. Der er aldrig ydet statstilskud til opførelse af en kirke på Færøerne. Derimod udredes præstelønningerne helt af Kbh.s stiftøvrighed.

Tilsyn m. kirkerne administreres af Færøernes kirkeinspektion, som består af rigsombudsmanden (formand), biskoppen og 3 af lagtinget valgte medlemmer. 1925 oprettedes der ved lov menighedsråd, og disse bekoster kirkernes indvendige vedligeholdelse samt har det daglige tilsyn med kirkerne i øvrigt.

Tidl. hidrørte kirkernes indtægter især fra tiende, og mest velhavende var de kirker, hvor der faldt megen hvaltiende. Nu stammer kirkens indtægter fra indsamlinger i kirken og gaver i øvrigt. I h. t. lov om kirkernes styrelse er der hjemmel for at opkræve kirkeskat til kirkens drift, men denne hjemmel har man ikke gjort brug af endnu.

Der findes 13 præstegårde el. præsteboliger, men de gl. præstegårde har skiftet karakter, efter at jorden pr. 1. jan. 1938 overgik til Færøernes jordfond – under lagtinget. Præstegårdene opføres og vedligeholdes af kirkeministeriet over fællesfonden.

Et ejendommeligt træk i det færøske kirkebillede er den udstrakte lægmandsaktivitet. Hver helligdag afholder degnene gudstjeneste i ca. 40 af øernes kirker. Denne gudstjenesteform er der tradition for, da den har været benyttet i ca. 200 år. Det er bestemt ved lov, at degnen skal læse, ikke prædike.

Kirkesproget var i årtier omkr. sidste århundredskifte genstand for betydelig interesse. Ved reformationen gik man over fra hovedsagelig lat. kirkesprog til dansk, og dansk forblev kirkesprog et godt stykke ind i 1900t. Mange af præsterne var født og opvokset i det egl. Danmark, undertiden var de danskfødte præster i flertal, især efter at latinskolen i Tórshavn var nedlagt først i 1800t. For dem føltes det ikke som noget unaturligt at benytte dansk som kirkesprog, men sidst i 1800t. opstod ønsket om at få færøsk kirkesprog. Dette ønske næredes især af folk, som havde besøgt grundtvigske højskoler i Danmark.

Arbejdet for at tilvejebringe de for en gudstjeneste på færøsk nødvendige bøger kom meget sent i gang. På foranledning af Det Danske Bibelselskab udkom 1823 Mathæusevangeliet på færøsk, oversat af præsten J. H. Schrøter. Autorisationerne af bøger til kirkeligt brug falder således: 1930 ritualbogen (oversat af J. Dahl), 1937 Det ny Testamente (J. Dahl), 1939 alterbogen (J. Dahl), 1956 salmebogen og 1961 bibelen (oversat fra grundsprogene).

1939 blev det ved kgl. resol, tilladt at bruge færøsk til ordinære gudstjenester.

Sprogvanskelighederne blev og bliver løst på den praktiske måde, at præsten gør brug af det af de to sprog, som for ham er naturligt, og nogle steder benytter man stadig den da. salmebog et vist antal helligdage. Degnegudstjenesten foregår nu også på færøsk, især takket være J. Dahls to årg. prædikener, »I Lýsing« (Ved Daggry), udgivet 1934, og »Meðan hildið verður heilagt« (I Helgen), udgivet 1949.

Fromhedslivet synes gennem tiderne kun i ringe grad at have været påvirket af de forsk. kirkelige retninger. I løbet af 1600t. bliver menighedslivet præget af luthersk ortodoks fromhed med en særdeles udtalt gudfadertro, som undertiden synes at tangere fatalisme. Jesper Brochmands postil, Kingos salmebog og Luthers katekismus var menighedslivets livgivende kilder. Pietismen synes at have sat nogen spor, medens oplysningstidens rationalisme ikke synes at have indvirket på fromhedslivet. Hovedstrømmen i det færøske menighedsliv er endnu en luthersk kirkelighed m. præg af ortodoks fromhed.

Omkring århundredskiftet begyndte både grundtvigianismen og Kirkelig forening for Indre Mission at gøre sig gældende på den måde, at grundtvigianismen bibragte en del betydelige mennesker store åndelige værdier, men et særligt organiseret arbejde foranstaltede disse ikke. Det indremissionske arbejde var mere aktivt og organiseredes med et selvsupplerende råd (samfundsrådet), ansatte missionærer og opførte missionshuse, ligesom den var optaget af kristeligt socialt arbejde. I dag er der på Færøerne som heltidsarbejdere ansat 2 sekretærer og 7 missionærer, og der findes 25 missionshuse.

Endv. kan af frivilligt arbejde nævnes søndagsskoler, ungdomsarbejde og sømandsmission m. 2 sømandshjem på Færøerne, 2 på Grønland og et i Island.

Omkr. århundredskiftet tilhørte hele befolkningen den lutherske kirke, men nu er der en del dissenters. Formodentlig tilhører ca. 88% folkekirken.