Kraftforsyning

Af Færøernes naturlige energikilder, tørv, kul, tran, strøm, vindkraft og vandkraft, har kun sidstn. fundet anv. til kraftproduktion. Man har flere gange overvejet at bygge en dampkraftcentral på Suðuroy til udnyttelse af de lokale kulforekomster; men planerne er aldrig bragt til udførelse, hvorfor kul og tørv kun er anv. i den alm. husholdning, medens tran i sin tid blev anv. til belysning. Tanken om at udnytte den stærke strøm ml. de smalle sunde til kraftforsyning har også været fremme; men energien er for ringe og anlægsomkostningerne for store til, at tanken vil kunne realiseres. Enkelte forsøg er også gjort m. vindmotorer; men de ustabile vejrforhold m. kaste- og hvirvelvinde har gjort disse anlæg uanvendelige. Tilbage af de lokale energikilder bliver som nævnt vandkraften, der allr. fra gl. tid ved hjælp af enten over- el. underfaldshjul er anv. til drivkraft for en del møller rundt omkr. på øerne. I den sen. tid er der endv. bygget en del vandkraftanlæg, der suppleret med dieselcentraler forsyner øerne m. elektricitet, der i dag udgør langt den største del af Færøernes kraftforsyning.

Efter århundredskiftet opstod tanken om strømforsyning af en del af de store bygder; men dengang var termiske værker vanskelige at bygge og kostbare at drive, hvorfor det var naturligt, at folk som fx. Ólavur á Heygum og Rasmus Effersøe undersøgte, om man ikke i stedet for kunne anv. vandkraft. Man kom dog ikke videre m. sagen, før lagtinget 1919 nedsatte et fosseudvalg til at undersøge vandkraftmulighederne. De no. ingeniører H. Blaauw og G. Sætersmoen blev sat til at gøre tekniske og økon. undersøgelser, og i »Beretning og Forslag« fra 1923 til lagtingets fosseudvalg redegjorde Edw. Mitens for resultatet, samtidig med at han fremsatte forslag til »Lov om vandets benyttelse på Færøerne«. Omtalte undersøgelser har utvivlsomt haft stor betydning for udbygning af Færøernes vandkraft, selv om materialet var forældet, da man efter anden verdenskrig for alvor påbegyndte Færøernes elektrificering. Færøernes første off. elektricitetsforsyning fra vandkraftværket i Botn, der blev sat i drift den 18. juli 1921, er dog et direkte resultat af omtalte undersøgelser.

Færøernes elektrificering er i øvrigt foregået på følgende måde:

Suðuroy.

1921 påbegyndtes strømforsyningen af Vágur fra vandkraftværket i Botnur, hvorfra elektriciteten gennem en 6,6 kV luftledning blev ført til bygden og her transformeret ned til 3 × 220 volt. Sen. blev forsyningsområdet udvidet til også at omfatte bygderne Lopra og Porkeri, og 1928 blev der lagt en 6,6 kV luftledning til strømforsyning af hele Froða so., samtidig med at lavspændingen overalt blev ændret til 3 × 380/220 volt. Botnurværket, der 1921 blev sat i drift m. to 400 h.k. peltonturbiner, blev 1928 udv. m. en turbine af sa. størrelse, og 1951 blev kraftforsyningen yderligere udv. m. et kraftværk i Trongisvágur, forsynet m. en 500 h.k. dieselmotor.

I Hvalba blev der endv. 1948 sat en 150 h.k. dieselcentral i drift. Denne forsynede bygden m. strøm gennem et 3 × 380/200 volt lavspændingsnet.

1955 dannede alle kommunerne på Suðuroy et interessentskab, Elfelagið Suðuroy, der overtog de eksisterende elektriske anlæg, og i tiden 1957-62 blev fordelingsanlæggene udbyggede, således at samtlige bygder 1962 kunne forsynes m. strøm fra kraftanlæggene i Botnur og Trongisvágur. Sidstnævnte kraftværk blev endv. 1962 udvidet m. en 1000 h.k. dieselmotor.

1963 blev Elfelagið Suðuroy opløst og alle kommunerne medl. af elektricitetsselskabet S.E.V., der herefter overtog den videre udbygning af øens elektricitetsanlæg.

Tórshavn kommune.

1921 blev byen strømforsynet m. 2 × 220 volt jævnstrøm fra et kommunalt dieselværk på 150 h.k. forsynet m. akkumulator. Jævnstrømsværket, der efterhånden var blevet udv. m. 475 h.k., blev nedlagt 1950, samtidig med igangsættelse af et nyt vekselstrømsværk på 1200 h.k. Fordelingsanlæggene blev samtidig omb., således at byen forsynedes m. strøm gennem et 10 kV ledningsnet, hvorfra spændingen transformeredes ned til 3 × 380/220 volt.

Gennem en 20 kV linie til vandkraftanlæggene i Vestmannahavn optog Tórshavn 1953 samarbejde med elektricitetsselskabet S.E.V., og 1960 blev kommunen medl. af nævnte selskab.

Klaksvík kommune.

1931 blev et vandkraftanlæg på 750 h.k. taget i drift n.f. bygden, og denne forsynedes m. strøm gennem en 10 kV linie til et lavspændingsnet på 3 × 380/200 volt. Elektricitetsværket blev 1950 udv. m. en turbine på 750 h.k. og en dieselmotor af sa. størrelse, og gennem en 20 kV linie til vandkraftanlæggene i Vestmanna optog man 1956 samarbejde m. elektricitetsselskabet S.E.V., af hvilket kommunen 1963 blev medlem.

Diverse kommuner.

På grund af usikkerhed m. h. t. strømforsyning fra S.E.V. byggede flg. medlemskommuner egne dieselanlæg i tiden 1948-50:

Fuglafjørður 200 h.k. jævnstrøm, Sørvágur 200 h.k. vekselstrøm og Sandavágur 90 h.k. vekselstrøm. Desuden blev i sa. tidsrum bygget flere private el-anlæg, fx. i Miðvágur, Vestmanna, Kvívík, Hvalvík, Gøta og Skáli.

I samme tidsrum byggede flg. kommuner, der lå uden for S.E.V.s opr. forsyningsområde, egne dieselanlæg:

Sandur 240 h.k., Skopun 135 h.k., Nólsoy 70 h.k., Hestur 30 h.k., Skúvoy 30 h.k. og Viðareiði 80 h.k. Desuden blev der bygget private dieselanlæg i Hvannasund, Nor‡epil, Húsavík og Dalur.

I Kunoy og Haraldssund blev der dog bygget lokale vandkraftanlæg på henh. 50 og 30 h.k.

Elektricitetsselskabet S.E.V. har efterhånden overtaget strømforsyningen af alle de nævnte bygder m. undt. af Kunoy og Haraldssund, idet Kunoy kom. endnu ikke er medl. af el-selskabet.

Alle ovenn. små dieselværker er nu nedlagt på nær værkerne i Sandur, Nólsoy, Hestur og Skúvoy, der er overtaget og drives af S.E.V.

Elektricitetsselskabet S.E.V. 1. okt. 1946 stiftede alle kommunerne på Streymoy, Eysturoy og Vágar m. undtagelse af Tórshavns og Kvívíks kommuner Det interkommunale elektricitetsselskab S.E.V. Kvívík kommune blev dog allr. 1953 medl. af el-selskabet. Efter en del undersøgelser beg. man opførelsen af el-selskabets første vandkraftanlæg ved åen Fossá i Vestmanna, og dec. 1953 kunne den første turbine på Fossáværket, en 3000 h.k. peltonturbine, sættes i drift, samtidig m. at strømforsyningen til ca. 50 % af medlemskommunerne påbegyndtes gennem et 20 kV luftledningsnet m. tilh. transformatorer og lavspændingsnet på 3 × 380/220 volt.

I tidsrummet 1953-64 fortsatte udbygningen af S.E.V.s produktions- og fordelingsanlæg, således at man 1962 kunne tilslutte den sidste bygd i det opr. forsyningsområde, samtidig med at det næste vandkraftværk i Vestmanna, Mýrarværket, blev sat i drift. 1964 blev herefter det tredie og sidste vandkraftanlæg i Vestmannaområdet, Heygarværket, taget i drift. Sideløbende med udbygning af egne anlæg førte S.E.V. forhandlinger m. kommunerne uden for forsyningsområdet, dels om samarbejde og dels om medlemskab. Resultatet af disse forhandlinger blev flg.:

Samarbejde optoges 1953 med Tórshavn og 1956 med Klaksvík kommuner.

Som nye medl. af elektricitetsselskabet optoges 1960 Tórshavns kom. og 1963 alle de øvr. komm. på Færøerne bortset fra Kunoy, der som før nævnt endnu ikke er blevet medlem. Ved optagelse af nye medl. har S.E.V. i det store og hele overtaget vedk. kommunes elektricitetsanlæg m. tilsvarende forpligtelser.

I tidsrummet 1963-67 er der foretaget flg. udv. og udbygn. af S.E.V.s anlæg:

I Tórshavn er de gl. motorer udskiftet med to nye motorer, hver på 3200 h.k. I Klaksvík er der opstillet en ny motor på 3200 h.k. I Botnur er den gl. kraftstation nedlagt og en ny bygget m. 2 turbiner på i alt 4500 h.k. Samtidig har man forøget kraftstationens reservoirer og nedslagsfelt. I Sandur er de gl. motorer udskiftet m. 2 nye à 200 h.k. Nólsoy og Skúvoy elværker er udvidede m. nye motorer på henh. 100 og 80 h.k., og i Hestur er de gl. motorer udskiftet m. 2 motorer på i alt 70 h.k.

10 kV linier er bygget om til lavspændingsnet i de fleste bygder på Norðoyar og på Sandoy, og om 2-3 år regnes denne udbygning for afsluttet, hvorefter alle bygderne vil kunne forsynes efter flg. mønster:

Hovedforsyningsområdet, der omfatter alle bygderne på Streymoy, Eysturoy, Vágar, Norðoyar (ekskl. Fugloy), Sandoy, Nólsoy, Hestur og Skúvoy, forsynes fra kraftværkerne i Vestmanna, Tórshavn og Klaksvík. Sidstn. 4 øer skal m. søkabler forbindes til hovedområdet, og de tre kraftværker forbindes indbyrdes m. 60 kV linier, der allr. er bygget.

På Suðuroy sker der ingen ændringer, og Fugloy, Mykines og Koltur vil få separate dieselværker, der mul. sen. vil blive suppleret m. lokale vandkraftanlæg.

De større kraftværker. Fossáværket blev sat i drift dec. 1953 m. en 3000 h.k. peltonturbine, generator 6 kV/2100 kW og 1956 udv. m. en 6000 h.k. francisturbine, generator 6 kV/4200 kW. Bruttofaldhøjde 224 m, middelproduktion ca. 23 mill. kWh/år.

Mýrarværket blev sat i drift 1962 m. en 3500 h.k. francisturbine, generator 6 kV/2450 kW. Faldhøjde 240 m, middelproduktion ca. 12 mill. kWh/år.

Heygarværket blev taget i drift 1963 m. en 7000 h.k. francisturbine, generator 6 kV/4900 kW. Faldhøjde 107 m, middelproduktion ca. 13 mill. kWh/år.

Tórshavnværket. Det nye værk blev sat i drift 1950 m. 2 dieselmotorer á 600 h.k. Disse motorer er 1966 blevet udskiftet m. 2 motorer, hver på 3200 h.k., generatorer 10 kV/2200 kW.

Klaksvíkværket blev sat i drift 1931 m. 3 peltonturbiner på i alt 750 h.k. Værket er sen. blevet omb. og udv., således at man i dag har 2 peltonturbiner på tilsammen s. 133 1200 h.k. Faldhøjden er 220 m og middelproduktion 2 mill. kWh/år. Desuden har man en dieselmotor på 750 h.k., og 1965 blev elværket udv. m. yderligere en dieselmotor på 3200 h.k. generator 10 kV/2200 kW.

Botnurværket. Det nye værk blev sat i drift 1966 m. en 1500 h.k. peltonturbine, generator 10 kV/1050 kW, til afløsning af turbinerne på det gl. værk. Faldhøjde 236 m, middelproduktion ca. 2,5 mill. kWh/år. Til udnyttelse af nye nedbørsområder ved Hov er der endv. opsat en 3000 h.k. francisturbine, generator 10 kV/2100 kW. Faldhøjde 180 m, middelproduktion ca. 7 mill. kWh/år.

Tvøroyriværket blev sat i drift 1950 m. en gl. motor på 500 h.k. Værket blev 1962 udv. m. en ny 100 h.k. dieselmotor, generator 10 kV/700 kW.

Produktion og elektricitetspris. I tiden fra 1921 til 1954 var den årl. produktionsstigning meget lille, hvilket dels skyldtes manglende kapacitet, der ofte medførte rationering, dels den relativt høje elektricitetspris.

I tidsrummet 1934-54 fås for de 3 hovedforsyningsområder følgende prisændringer og produktionsstigninger.

For S.E.V.s hovedforsyningsområde fås i tidsrummet 1954/55-65/66 flg. prisog produktionsændringer:

For driftsåret 1965/66 anslås produktionen for hele S.E.V.området, d.v.s. Færøerne, at komme op på ca. 49 mill. kWh. I den nærmeste fremtid regnes endv. m. en årl. stigning på ca. 8%.