Landskabet

Inde i landet er storformerne i landskabet foruden af nedisningen stærkt præget af tilstedeværelsen af en af de foran nævnte tre basaltserier: nedre basaltserie, mellemste basaltserie, øvre basaltserie. Nedre basaltserie er som tidl. nævnt opbygget af i reglen 10-30 m tykke basaltbænke mellemlejret af intrabasaltiske sedimenter (tuf-lersedimenter). Hvor nedre basaltserie forekommer, er landskabsformen derfor bredt trappeformet med skiftende nøgne afsatser og vegetationsklædte skråflader.

Mellemste basaltserie er opbygget af ganske tynde lavastrømme, ofte mindre end 1 m og ikke sjældent få cm tykke strømme, med porøse mellemzoner, sjældnere tynde tuflag. Dette medfører konvekst buede landskabsformer, som mul. kan forklares ved den større forvitring i højderne og nedskylning af forvitringsmaterialet.

I øvre serie finder vi igen det trappeformede landskab m. nøgne afsatser og vegetationsklædte skråflader, idet denne serie, ligesom nederste basaltserie, er opbygget af skiftende basalt- og tuflag; men da hverken basaltbænkene el. de mellemlejrede tuflag her når den mægtighed, som er alm. i nedre basaltserie, er landskabsformen sædvanligvis mere små trappet end i nedre serie.

Som allr. påvist af James Geikie og Amund Helland 1880 har Færøerne haft deres egen lokale nedisning, idet skurestriberne peger i alle retninger ud fra øernes midte, og fremmede blokke mangler fuldstændig.

Nedisningen har videreudformet det præglaciale landskab, hvis udformning igen har været afhængig af den sentertiære tektonik.

Ved betragtning af et Færø-kort får man straks et umiddelbart indtryk af fjordenes dominerende nv.-sø. retning. Denne retning svarer til retningen af det tidl. nævnte spaltesystem, hvortil vulkanismen har været knyttet, og hvorover hele basaltplateauet er opbygget. Da resterne af gamle udbrudssteder tilmed kun er blevet iagttaget langs og ved fjordene, må det antages, at det er de gl. spaltesystemer, der har virket som de svaghedszoner, der ved sen. præglacial og glacial erosion er blevet udformet til fjorde. Fjordsystemet (de gennemgående nv.-sø. forløbende fjorde) må således i sit anlæg betragtes som den ældste landskabsdannende faktor.

Allr. sidst i tertiærtiden har vi ved en bevægelse – mod v. tiltagende hævning – langs en linie forløbende omtr. fra n.siden af Mykines til n.siden af Fugloy fået dannet et hovedvandskel for de nordl. øer. N.f. denne akse er faldretningen stort set ønø., langs aksen i akseretningen og s.f. aksen stort set øsø. Aksen følger en let ondulerende linie og rammer de laveste dybder i fjordene (sundene) og de s. 16 højeste punkter i de omtr. i sundretningen forløbende dale. Ved bevægelsen er der dannet svaghedszoner, lamelzoner (sprækkezoner) i plateauet, særl. udpræget i faldretningen.

Ser vi nærmere på isens bevægelsesretning, viser det sig, at den omtalte linie (bevægelsesaksen) sen. – i istiden – har dannet skel for en nv.gående og en sø.gående isstrøm gennem de åbne fjorde (sundene), og at isen desuden, sandsynligvis på et noget sen. stadium, har haft retning ud ad de lukkede fjorde (bugterne), d.v.s. i faldretningen. På Suðuroy finder vi en lign. bevægelsesakse ud mod v.kysten i øens længderetning.

Moræneaflejringer findes udbredt i dalene og noget opad langs dalsiderne. Mægtigheden er sædvanligvis ringe og når kun undtagelsesvis 4-5 m. Dallandskabet kan være kuperet af mindre morænehøje, og hvor klippen er blottet, ses jævnligt skurestriber og roches moutonnées. Der kendes ingen endemoræner, og de i det hele taget ret fattige moræneaflejringer må vel forklares ved, at den største del af morænematerialet af isen er blevet ført ud i havet.

Spørgsmålet om istykkelsen er ofte omtalt i ældre litt., og det er blevet antaget, at isen kun har nået op til ca. 500 m, idet skurestriber ikke er iagttaget over denne højde. Det må imidlertid tages i betragtning, at iagttagelse af skurestriber over denne højde er vanskelig, da forvitringen her gør sig stærkt gældende; desuden udviser modstandsdygtige bjergarter som fx. sills ofte glacierede former i betydelig større højder.

M. h. t. isens udstrækning viser erosionsrester af circusdale og dalflanker, særl. s. 17 langs v.- og n.kysterne, at isen må have strakt sig betydelig længere ud end til den nuv. kystlinie, og at den postglaciale kysterosion har været betydelig.

Der er ikke med sikkerhed påvist flere istider på Færøerne, derimod kan man sige med sikkerhed, at der under istiden har været stadier m. isfri områder.

De talrigt forekommende større og mindre indsøer ses overalt i dalstrøg og botne, i nærheden af kysterne og oppe ml. fjeldene. Den højest beliggende indsø (658 m) er en lille sø på Borðoy v.f. bygden Depil. Større indsøer går på Færøerne under betegnelsen »vatn«, og små, lavvandede søer benævnes undertiden »tjørn«. De største søer forekommer på Vágar; men talrigst forekommer søerne på Suðuroy, Sandoy, Streymoy og Eysturoy. Den nordligste øgruppe (Norðoyar) er fattig på søer. De fleste søbassiner er af glacial oprindelse. I mindre tal forekommer strandsøer og tektonisk betingede søbassiner. Søer af glacical oprindelse er af meget forsk. størrelse og forekommer særlig i dalstrøgene i indlandet, hvor de optager overfordybninger i fjeldgrunden forårsaget af isbevægelsen. Langs søbredderne ses ofte friske skurestriber i søens længderetning og roches moutonnées. Færøernes to største søer er Sørvágsvatn og Fjallavatn, som begge ligger i et omtr. s. 18 nnv.-ssø. forløbende dalstrøg midt gennem Vágar. Sørvágsvatn, som er beliggende 32 m o.h., er ca. 6 km langt og gennemsnitligt 500 m bredt. Dybden angives til ca. 32 m. Sørvágsvatn afvandes mod s. af en fos, Bøsdalafossur. Fjallavatn ligger 92 m o.h., det er 2 km langt og 4-500 m bredt. Det afvandes mod n. af Reipsáfossur. Af andre større søer af denne type skal nævnes Leynavatn på Streymoy, Toftavatn og Eiðisvatn på Eysturoy og Kirkjuvatn på Suðuroy.

Som eksempler på strandsøer skal nævnes de to søer Sandsvatn og Gróthúsvatn på Sandoy. Sandsvatn, der er ca. 2 km langt og ca. 600 m bredt (største bredde), er adskilt fra havet ved en ca. 400 m bred sandstrækning. Søen ligger 2 m o.h. og har en dybde på ca. 2 1/2 m. Gróthúsvatn er adskilt fra havet af en rullestensbarriere på ca. 50 m bredde. Det er beliggende 4 m o.h. og lavvandet. Gróthúsvatn er ca. 1 km langt og ca. 200 m bredt (største bredde).

Tektonisk betingede søer er mindre, oftest langstrakte søer, som optager lavninger i terrænet opstået ved nederosion af lamelzoner el. lamellerede gange. Da lamelzonerne almindeligvis er ligelinjede, ses ofte en række af småsøer i lamelzoneretningen. Som eksempler på søer af denne type skal nævnes det ca. 400 m lange Heiðavatn n.f. Vestmanna, Krossvatn, Porkerisvatn og andre småsøer, som alle er beliggende langs lamelzonen Øksnagjógv-Glyvursgjógv på Kirkjubøreyn s.f. Tórshavn. Ligeledes skal som eks. herpå nævnes flere af søerne i dalen v.f. bygden Hov på Suðuroy.

Moser forekommer overalt på Færøerne såvel i dalbundene som langs dalsider og botne. De lavere dele af dalsider og botne er således ofte dækket af et tørvelag. Tørvedybden varierer en del, den er alm. 1-2 m, undertiden op til 3 m. Tørvelagene er på de skrånende dalsider ofte gennemskåret af bække og vandløb, således at tørveprofilet er blottet langs vandløbssiderne. Moser forekommer undertiden op til 3-400 m højde, ofte forekommer de helt nede ved stranden, og på øernes ø.sider går de ikke sjældent ud under havniveau, hvilket vidner om en sænkning af landet efter istiden.

Klitter forekommer lokalt enkelte steder, således på Sandoy og i mindre stil på Vágar. På Sandoy findes Færøernes eneste klitlandskab, omtr. midt på den sandstrækning, der skiller Sandsvatn fra havet. Klitterne når her en højde af op imod 8 m.

Et karakteristisk træk i det færøske landskab er de talr. dybe og stejlvæggede kløfter, færøsk: gjógv, flertal gjáir. Ser vi på det topografiske kort over Færøerne 1:20.000 og optæller signaturerne for gjáir, så forekommer disse i et antal af ca. 800 fordelt over alle øerne. Fra gl. tid er gjógv-dannelsen blevet sat i forb. m. gangene; men ved sen. undersøgelser har det vist sig, at de er betinget af de tidl. nævnte lamelzoner og dannet ved nederosion af disse. Gjógv-bunden vil således altid være svagere el. stærkere lamelleret. Ofte ser man i gjógv-bunden tillige gange el. gangrester; men disse vil kun give anledning til gjógv-dannelse, hvis de er lamellerede i deres længderetning. At de lamelzoner, der betinger gjógv-dannelsen, er yngre end gangsystemet, ses endv. tydeligt, idet gange, der krydses af en gjógv, hyppigt er horisontalt forskudt i gjógv-retningen. En gjógv kan undertiden være ganske kort og ikke ret dyb; men der kan også være tale om kilometerlange og flere meter dybe kløfter. Da gjógv-retningen er betinget af lamelzonerne, følger en gjógv disse og forekommer derfor ofte i rækker langs lamelzoneforløbet. Som s. 19 eks. skal nævnes den længste gjógv-række, der strækker sig fra Gøtugjógv på Eysturoy til Saksun på Streymoy, en strækning på ca. 25 km. Gøtugjógv er godt 2 km lang. På Vágar, Streymoy og Eysturoy er den dominerende gjógv-retning omtr. ø.-v., medens den på de nordl. øer er omtr. ønø.-vsv. På Suðuroy er gjógv-retningen mere jævnt fordelt over hele kompasrosen. Det skal bemærkes, at ordet gjógv på Færøerne også bliver brugt i anden betydning end den her nævnte, nemlig om de huler, der i havniveau går ind i stejle kystvægge (våde ovne), og undertiden om en lille bugt m. stejle skrænter, el. om et snævert sund ml. en strandpille og land.

De færøske kyster udviser m. h. t. morfologisk udformning stor variation. Ved betragtning af kysterne finder vi en iøjnefaldende forskel på de ø.-sø.vendte kyster, kysterne ind mod sunde og fjorde og de n.- og v.vendte kyster.

Kysterne ind mod sunde og fjorde er, bortset fra fjordenes nordvestl. og sydøstl. indløb, hvor brændingen ved henh. nordvestl. og sydøstl. vindretning gør sig gældende, beskyttende kyster. Fjordsiderne er i de indre dele af sunde og fjorde jævnt skrånende, ofte helt ned til stranden, de er vegetationsklædte, glaciationsformen er velbevaret, og hvor klippeblotninger forekommer, ses ofte skurestriber og roches moutonnées. Erosionen siden istiden har været minimal. Ved fjordmundingerne el. hvor kysten af andre grunde er ubeskyttet, forekommer kystklinter (fær. bakki).

Den påfaldende forskel på de ud mod havet vendte kyster – øsø.kysterne og n.- og v.kysterne – skyldes et samspil af flere faktorer: forskellen i bjergartssammensætning og struktur i nedre basaltserie, mellemste basaltserie og øvre basaltserie er ret udtalt, og disse serier vil derfor yde forsk. modstand mod havets nedbrydende kræfter; dette vil igen medføre en forsk. morfologisk udformning, alt efter hvilken af disse 3 serier der på det pågældende sted er udsat for bølgeslagets angreb. Et andet forhold, der gør sig gældende, er laghældningen, idet bølgeslaget vil have en langt større underminerende virkning, hvor laghældningen går op imod bølgeslaget (v.siderne), end hvor den går ned imod dette (ø.siderne). Somen tredje medvirkende faktor skal nævnes, at vi overalt langs øernes ø.sider finder indskårne sænkningskyster, medens der stedvis langs de vestligste kyster, fx. på Suðuroy, Hestur, Mykines, er bevaret tydelige spor efter en recent hævning.

Bortset fra Suðuroy er det overalt langs ø.kysterne den øverste basaltserie, der er udsat for bølgeslaget. Denne serie består for en væsentlig del, ligesom nedre basaltserie, af tætte, tykbænkede basalter og er derfor ret modstandsdygtig over for havets angreb. Da faldretningen desuden overalt langs ø.kysterne er østl. (øsø. på de nordl. øer og ønø. på de sydl. øer) og bølgeslagskraften derfor mindre underminerende, er landskabet her almindeligvis jævnt aftrappet ned mod kysten og høje stejlkyster ret sjældne. Lodrette el. omtr. lodrette stejlkyster på op til 3-400 m forekommer kun på de allernordligste øer, hvor vi i øverste basaltserie har indslag af tynde, porøse lavalag svarende til mellemserietype, og hvor den østl. hældning er minimal. På den nordøstl. del af Suðuroy, hvor kystprofilet dannes af mellemste basaltserie, på ø.siden af Sandoy (Skálhøvdi) og Nólsoy ses stedvis stejlkyster på ca. 100 m højde.

På v.- og n.kysterne er den lodrette el. omtr. lodrette kystform almindelig. Den danner høje forbjerge, såkaldte fuglebjerge, op til mere end 700 m højde (Enniberg på n.siden af Viðoy 750 m). Bortset fra den sydl. del af Suðuroy, Mykines og den vestligste del af Vágar (m. Gáshólmur og den vestligste del af Tindhólmur) dannes alle kystprofiler af mellemste basaltserie. Denne er tyndbænket med porøse mellemrum og kun lidt modstandsdygtig over for de nedbrydende kræfter. På grund af den modgående laghældning bliver undermineringen stor, og desuden giver de porøse mellemzoner, sjældnere tuflag, samt lamelzoner og gange udmærkede angrebsflader for nedbrydningen.

Betegnelsen fuglebjerge el. fuglefjelde omfatter på Færøerne de høje, stejle, mere el. mindre lodrette el. skrånende kyster, hvor søfugle yngler i større mængder. Fuglebjergene omfatter to hovedformer, fær. meitilberg og vallberg. Ved meitilberg forstår man høje, lodrette el. næsten lodrette, undertiden overhængende s. 21 kystfjeldvægge. De er nøgne el. meget vegetationsfattige. Større afsatser forekommer ikke; men derimod forekommer smalle, horisontale furer el. hylder og småfordybninger el. huller fremkommet ved forvitring og erosion (vinderosion) af de porøse mellemlag og af blærezoner i basalten. Disse hylder (fær. rók) og huller (fær. eyga) tjener som bo- og ynglepladser for lomvie og alk. Ved vallberg forstår man mere el. mindre stærkt skrånende, delvis grønne, høje kystskrænter. Et vallberg s. 22 er i sin udformning mere varieret end et meitilberg. Her forekommer således større el. mindre hældende græsklædte arealer, fær. valling, samt mere el. mindre bevoksede afsatser el. terrasser. Disse afsatser el. terrasser kaldes vallrók, når de er tilgængelige og følger basaltlagene langs længere strækninger, og skor, når de er vanskeligt tilgængelige og begrænset til siderne af kløfter el. klippeafsatser. s. 23 En til alle sider af klippevægge begrænset græsgroet plet med større el. mindre hældning kaldes på færøsk en torva.

Ved nedstyrtning af klippeblokke, sten og grus dannes ved bjergfoden ur. Denne er til at begynde med nøgen; men hvor den ikke ret hurtigt bliver bortskyllet af havet, bliver den efter nogle års forløb bevokset. Ur forekommer også på afsatser el. svagere skråninger i selve fuglefjeldet. Den tæt bevoksede ur er ynglested for lunden, medens den nøgne ur ved fjeldfoden er tilholdssted for tejste og skarv.

Som følge af den hurtigt fremadskridende kysterosion på øernes v.side er kysten ofte uren. Strandpiller, holme, skær og skjulte grunde forekommer i stort antal. Dybe huler el. »ovne« forekommer almindeligt. En høj, mere el. mindre fritstående strandpille kaldes på færøsk drangur el. stakkur. Disse strandpiller kan nå anselige højder, således Trøllkonufingur på Vágar, 313 m.