Landskabsudvikling

De virkende kræfter. Ethvert landskab får karakter dels af det substrat, i hvilket det er udformet, dels af de landskabsformende kræfter: rindende vand, skridende gletscheris el. brydende brændingsbølger, der har præget det på karakteristisk vis. Hertil kommer tidsfaktorens indflydelse. Hvor længe har de virkende kræfter haft lejlighed til at virke på landoverfladens relief? Hvilket stadium i omformningsprocessen er nået, før ét sæt kræfter er afløst af et andet? Istider har jo vekslet m. isfri perioder på den nordl. halvkugle. Gletscherslid har vekslet med floderosion. Hertil kommer yderligere det forhold, at niveauforholdene har været underkastet ændringer; disse kan have været af isostatisk natur, d.v.s. være foranlediget af, at landmassen har været udsat for enten hævning el. sænkning. Niveauforandringerne kan også skyldes forandring af havets vandmasses volumen. I istider bindes store dele af jordens vand som is m. lavere havstand som resultat. I mellemistider smelter indlandsis og gletschere m. havstigning til følge; siden sidste istid er verdenshavet således steget ca. 140 m – og det stiger stadig ca. 1/2 mm om året!

Et landskab vil derfor almindeligvis – medmindre det er meget ungt som fx. en nyskabt sandtange el. lavamark – bære præg af at være blevet til i forsk. perioder m. varierende sammenspil ml. de landskabsformende kræfter. Perioder m. vulkansk aktivitet kan have vekslet m. tidsrum, i hvilke sne og is påvirkede landskabet, og disse tidsafsnit kan igen være afløst af spand af år præget af vandløbenes udgravende virke, den s.k. normalerosion, el. bølgernes nedbrydning langs kysterne, abrasionen.

Disse forhold gør sig i allerhøjeste grad gældende netop for Færøernes vedkommende. Der er færøske landskabsformer, som kan forklares ud fra de i nutiden virkende kraftsammenspil, fx. de mange strandpiller og skær, der karakteriserer kystzonen; men disse indgår i landskabsmosaikken i forbindelse m. former som fx. botnene, firngruberne, der er blevet til under forhold helt afvigende fra nutidens, nemlig i istiden, da arktiske tilstande rådede. Og hermed er temaet ikke udtømt. De højtliggende plateauflader, der forekommer i så mange variationer, er i deres oprindelse betinget af overfladeudviklingen på de lavastrømme, der i tertiærtiden opbyggede det nordatlantiske basaltområde, hvoraf Færøerne er en lille resterende, stærkt dissekeret og modificeret del.

Landskabsmosaikken på Færøerne er altså et komplekst fænomen, idet en s. 24 række helt forsk. former for landskabsdannelse har afløst hinanden. Udviklingen har været polycyklisk, men hver cyklus har efterladt karakteristiske formelementer, der nu indgår som integrerende led i de Færø-landskaber, vi oplever.

Lavaplateauet, skabt i tertiærtid ved lavaflodsvulkanisme, er begyndelsesstadiet (se afsnit: Den geologiske opbygning). Om overfladerelieffet kan man kun gøre sig hypotetiske forestillinger (fig. 4, I) ud fra iagttagelser på steder m. spaltevulkanisme i nutiden som fx. Island. De opr. udstrakte basaltplateauer er dernæst sprækket op i enkeltdele langs brudlinier, der antagelig har bestemt de initiale dalfurers orientering (fig. 4, II). De fremtrædende nv.-sø. forløbende store dalstrøg, af hvilke visse som fx. Sundini ml. Streymoy og Eysturoy har været så dybt nederoderet, at deres bund nu ligger under havoverfladen som »druknede« dale, er således resultat af et samspil ml. brudstrukturer, vandløbserosionen før istiden og gletschersliddet i istiden.

De unge erosionslandskaber. Den opr. højslette er efterhånden blevet opdelt i en række enkeltplateauer ved udviklingen af det stærkt forgrenede vandløbssystem, som er karakteristisk for nedbørsrige områder. Den tilbageskridende erosion i s. 25 alle de fossende elves øvre løb har fortsat dissekeringsprocessen lineært, og vejrsmuldringsprocesserne har angrebet alle flader og derved fremkaldt en alm. tilbagerykning af alle dalsider. Smuldringsmaterialet har hobet sig op ved foden af alle skråninger på steder, hvor det ikke er blevet fjernet af vandløbene. Dybere og dybere er dalmønsteret skåret ned i basaltplateauet – en erosionscyklus er i udvikling.

Det modne erosionslandskab. På et vist tidspunkt har normalerosionen nået sin dybdegrænse, og ved sideerosion er dalbundene udvidet til flade sletter (fig. 4, III), det tidlige, modne erosionsstadium er nået. Bjergmasserne ml. dalene er udformet som fladtoppede basaltfjelde, hvis plane overflader er højsletterne i reduceret form.

Dette landskab må dernæst have været udsat for en betydelig hævning. Floderne s. 26 har atter kunnet arbejde i dybden, og der har dannet sig dybt nedskårne dale i de brede dalsletter. Dette landskab er dernæst i istiden blevet firn- og gletscherdækket.

Den glaciale erosionsfase. Gletschernes ismasser er skredet fra de højere centrale dele ned gennem floddalene og har ved deres slid uddybet disse og bibragt dem den for gletscherformede dale ejendommelige trugform med U-formet tværprofil, som kendes fra det aktuelle landskab.

De glacialt overdybede dale har et uregelmæssigt længdeprofil, idet gletscherne alt efter bundlagenes modstandsevne har afhøvlet mere el. mindre af materialet. De derved fremkomne aflange hulformer har dannet søbassiner, ofte rækkevis ordnet i dalens længderetning. Søernes antal har tidl. været betydeligt større; mange lavvandede søbassiner er i tidens løb ved vegetativ tillanding omdannet til de i dalbunden så hyppigt forekommende moser.

De postglaciale erosionsdale er alle smalle kløfter af ung type uden væsentlig betydning for landskabets storform. Når vandløbsudviklingen er så umoden, skyldes det dels det modstandsdygtige substrat basalten, i hvilket modne dalformer endnu ikke har kunnet udformes i den relativt korte tid, der er forløbet siden istiden, dels Færøernes små landarealer, der ikke har begunstiget udviklingen af lange vandløb m. stor vandføring.

Landmassen og havet. De fleste steder og især mod v. afsluttes landmassen ved en klippekyst brat mod oceanet. Stedvis kan man fra højder på over 600 m se ned over de stejle, stedvis lodrette klippefaçader m. trapperelief betinget af lagbygningen ned mod brændingsbølgerne, der med voldsom kraft angriber fjeldvæggene i havniveauet. Tusinder af havfugle, måger, søpapegøjer og lomvier sværmer langs klippevæggene på disse fuglefjelde på vej fra rugepladserne på hylderne ud til fødepladserne på det fiskerige hav. Her på kanten af afgrunden oplever man landskabsformende agentier af en helt anden art end på plateaufladerne: havets kræfter og brændingsbølgernes aktivitet er her den primære årsag til landmassens udformning (se kyster i afsnit: Landskaber).

Opr. vulkanske strukturer, rindende vands erosion, gletschernes slid og oceanbølgernes energi, det er de faktorer, der i et afvekslende sammenspil m. talrige modifikationer har ansvaret for Færøernes landskabsformer i dag.

Fjeldene, der nu udgør det væsentlige terrænelement på de fleste af øerne, og som på Norðoyar så ganske dominerer landskabsbilledet, forekommer med et efter dimension og habitus meget vekslende udseende. Fjeldenes former lader sig dog, trods individuelle særpræg, indordne i en enkelt formrække: plateaubasaltfjelde på alle stadier af erosiv udformning (fig. 5 A, B og C).

Som nævnt under omtalen af dalene er det den glaciale udformning, der har været afgørende for formpræget. Dette gælder i lige så høj grad for fjeldenes vedkommende, idet storformerne for landskabets højere dele præges af firngruber og under de øvre gletscherdele ved frostvirkning og gletscherslid udarbejdede hulformer: cirkusdale el. botne.

Botne eller cirkusdale er amfiteatralske, halvrunde hulformer i fjeldsiderne. De er dannet, mens firn og gletscheris fyldte formen ud. Frostvirkning på fjeldet og gletschererosionen i forening har frembragt disse for tidligere gletscherdækkede bjerge så karakteristiske former. Botnene har gennemgående en bredde i åbning af ca. 1 km el. mere, og overfladens detailformer hos de færøske berettiger p. gr. s. 27 af fjeldets lagdelte opbygning i endnu højere grad end andre steder anvendelsen af betegnelsen cirkusdale, idet hamrene danner balkonlignende stejlflader halvkredsen rundt, adskilt ved liernes skråflader, der her – hvor en kraftig nedbrydning i bundlagene ikke som ved havkysten accellererer hele façadens nedbrydning – danner mere udstrakte partier.

Taffelbjerge forekommer i mange reducerede stadier, alt efter daltætheden og og botn-dannelsernes udstrækning. Siksakformede plateaustriber (fig. 5 A) træffes fx. på Norðoyar, hvor tætliggende botne fra begge sider har nærmet sig hinanden under fjeldmassens bortgnavning.

Kamme og tinder. Hvor erosion fra tætliggende botne helt har opslugt det opr. plateau, dannes skarpe kamme – kambur, flertal: kambar – ml. dalene, svarende til de alpine bjerglandes gratformer. De spidse fjelde, tinderne, der giver mange Færø-fjelde et alpint præg, fremkommer, når botn-dannelse fra flere sider s. 28 »opæder« et taffelbjerg, så kammene mødes i en spids svarende til alpefjelde af Matterhorn-typen (fig. 5 C). Slættaratindur på Eysturoy er øgruppens højeste tinde, 882 m.

Modne basaltfjelde. Ved fortsat erosion mindskes fjeldhøjde og andre dimensioner under bibeholdelse af fjeldsidernes trappeform, idet denne jo betinges af selve strukturen (fig. 5 C). Såfremt det nedstyrtede smuldringsmateriale, talusel. urmasserne, ikke fjernes, fx. ved flodtransport, vil urskråningerne vokse opefter og udefter, og jordkrybning vil medvirke til skråningens affladning forneden, således at basaltfjeldene i modne stadier kun har trappestrukturen bevaret i fjeldenes øvre dele.

De nedre jævntskrånende dalsider, som ikke er udsat for marin el. fluviatil erosion, er dækket af nedstyrtede urmasser til stor højde. Disse græsklædte skråninger, hvis jævntskrånende overflader kun hist og her brydes af basalthamre, og de flade dalbunde m. jordbund af moræne og talusmasser, nedskredet fra fjeldsiderne, danner basis for det færøske landbrug. Her findes hjemmemarken (bøur) og bebyggelsen m. fjorden og havet som vigtigste forbindelsesveje til omverdenen (se afsnit: Erhverv).