Litteratur

I. Folkedigtning.

I Dansk Folkemindesamlings bibliotek opbevares et håndskrevet værk i kvart, hvis trykte titel (for de første 15 binds vedk.) er: »Føroyja kvæði. Corpus Carminum Færoensium. Færøernes gl. folkeviser, med tillæg af nogle nyere. I alle tilgængelige optegnelser samlede af Svend Grundtvig og Jørgen Bloch. Bekostet af den hjelmstjerne-rosencroneske stiftelse. København 1872-76«. Hele det smukke, omhyggelig skrevne værk er skrevet – efter Sv. Grundtvigs plan – m. hans svoger, arkivassistent Jørgen Blochs hånd, og Bloch alene har æren af redaktionen af 16. bind samt de 2 supplementsbind (1896 og 1905). I dette værk er alle tekster overført til Hammershaimbs retskrivning, dog anføres ofte i marginen former fra originalmanuskripterne. Grundtvig og Blochs manuskript danner grundlaget for Universitets-Jubilæets Danske Samfunds udgaye af de færøske viser, med titlen »Føroya kvæði / Corpus Carminum Færoensium / A Sv. Grundtvig Et J. Bloch Comparatum« (1941 ff.).

I det nævnte værk finder vi så godt som alt, hvad der er bev. af middelalderens digtning på færøsk. Ældre digtform end folkevise el. kvad (kvæði) kendes ikke. Disse viser er gennem århundreder blevet sunget (»kvædet«) til den middelald. kædedans, der den dag i dag danner et karakteristisk træk i folkelivet. De færøske viser ligner andre nord. viser, er fortællende digte i firlinjede el. (sjældnere) tolinjede strofer og har som regel et lyrisk omkvæd. De er gennemgående længere end viserne i de andre lande, og selv om de i emnevalg og i det sproglige udtryk er nærmest beslægtede med de no., skiller de sig på enkelte punkter ud fra disse. De har bev. flere poetiske ord fra en endnu ældre digtning, og de poetiske omskrivninger, de såkaldte kenninger, er der langt flere af end i det egl. Skandinaviens viser. Vi finder således poetiske udtryk af denne art for fx. kamp, sværd, blod, kvinde, mand, guld olgn. Der er her en vis lighed m. senmiddelalderens isl. digtning, især de såkaldte rimur (i ental: rima), som dog i deres form, bl.a. ved deres regelmæssige bogstavrim, er meget mere kunstfærdige end de færøske kvad. Det er også tydeligt, at mange færøske viser er mere afhængige af skreven litteratur, end man kender det andensteds fra. Det nævnes ikke sjælden, at visen eller visens emne stammer fra Island, fra islandske bøger, og der kan næppe være tvivl om, at man på Færøerne i senmiddelalderen har haft isl. håndskrifter. Man har viser med emner fra den eventyrlige fornaldarsaga, fra den no. hoflitteratur, der bygger på udenlandsk, især fr. ridderdigtning, men også fra den rent isl. saga (Njáls s., Laxdøla s., Fóstbrøðra s.). Kun ét af kvadene har rent færøsk emne, nemlig Sigmundar kvæði, der – i sammentrængt form – har sa. indhold som den isl. Færeyinga saga. Selv i dette kvad mærkes indflydelse fra skreven tekst.

Skønt man, bl.a. af sproglige grunde, kan se, at enkelte viser først er blevet digtet i de sen. århundreder, er der ingen tvivl om, at største delen stammer fra senmiddelalderen. Men optegnelsen er senere. Bl. den da. sprogforsker og folkemindesamler Peder Syvs papirer findes i afskrift brudstykker af 5 viser, som 1639 blev s. 175 optegnet på Færøerne og tilsendt oldgranskeren Ole Worm. I øvrigt stammer alle optegnelser fra 1700- og 1800t. De ældste skyldes den færøske præstesøn J. C. Svabo (1746-1824), hvis hovedhåndskrift har titlen »Færøeske Kveair eller Gamle Kjempe-Sange samt Rujmur, samlede og optegnede i Aarene 1781 og 1782 af Jens Chr. Svabo« (Gl. kgl. Saml. 2894 a-c, 4to). Heri findes 52 digttekster, og samlingen indledes med det i katolsk tid på Island forfattede religiøse digt »Ljómur«. Største delen består af – ofte meget lange – kvad i kæmpevisestil, men der bringes også prøver på kortere rim samt satiriske viser fra nyere tid. Stor betydning for optegnelsesarbejdet i det tidlige 1800t. fik den da. teolog og botaniker H. C. Lyngbye (1782-1837), der sommeren 1817 opholdt sig på Færøerne for at studere algevegetationen. Han blev interesseret i den færøske viseskat, og efter at have fået nogen undervisning i sproget af den da i Tórshavn bosatte J. C. Svabo optegnede han nogle kvad, hvoraf især viserne om Sigurd Fovnesbane interesserede filologen, den sen. biskop P. E. Müller (1776-1834). Sidstn. henvendte sig til pastor J. H. Schrøter (1771-1851) og amtsprovst Peter Hentze (1753-1843) for at skaffe til veje alt det materiale, der kunne supplere de prøver, som Lyngbye havde medbragt til København. Schrøter reagerede positivt på henvendelsen, og han blev en af de største og bedste visesamlere, vi har haft. Resultatet af henvendelsen til amtsprovsten blev, at denne satte en skrivekyndig lægmand i bygden Sandur, Jóhannes í Króki (Johs. Clemensen; 1794-1869), i gang med et omfattende optegnelsesarbejde. Hans hovedværk, »Sandoyarbók« (Dansk Folkemindesamling 68), er med sine ca. 900 tætskrevne sider et yderst værdifuldt håndskrift, der foruden teksten meddeler datoen for hver optegnelse samt sangernes navne og hjemsted. – Der findes mange andre visebøger og værdifulde enkeltoptegnelser fra 1800t. Her er nok at nævne V. U. Hammershaimbs optegnelser fra slutn. af 1840’rne.

Den første trykte færøske visesamling – og det er samtidig den første trykte færøske bog – har titlen: »Færøiske Qvæder om Sigurd Fofnersbane og hans Æt med et Anhang. Samlede og oversatte af Hans Christian Lyngbye, Sognepræst i Gjesing. Med en Indledning af P. E. Müller, Dr. og Prof. i Theol. Udgivne ved kgl. allernaadigst Understøttelse. Randers 1822«. Alle de vigtigste tekster i denne bog stammer fra et håndskrift (Ny kgl. Saml. 345, 8°), om hvilket Lyngbye (på håndskriftets titelblad) meddeler, at det indeholder »færöiske Qvæder opskrevne efter mundtlig Dikteren af Pastor J. H. Schrøter paa Færøerne i 1818 og tilsendte H. C. Lyngbye i 1819«. Lyngbyes udgave, der i sproglig henseende langtfra er fejlfri, bruger J. C. Svabos »fonetiske« retskrivning. Den nye, »etymologiske« retskrivning blev, som man skulle vente, anv. af V. U. Hammershaimb i alle de kvadtekster, han lod trykke. Han udgav, i det nord. litteraturselskabs skrifter, 2 bind »Færøske kvæder«, 1851 »Sjúrðar kvæði«, der stort set har sa. indhold som Lyngbyes udgave, og 1855 »Færøske kvæder (2det hæfte)«. Et supplement til disse samlinger danner viseteksterne i hans »Færøsk Anthologi« (1886-1891). De her nævnte er de vigtigste udgaver fra 1800t.

Mens al poetisk tradition, som rimeligt er, blev optegnet på færøsk – nogle af viseoptegnelserne ledsagedes dog af et forsøg på en oversættelse til da. –, så blev anden folketradition i begyndelsen af 1800t. nedskrevet på dansk. Dette gælder således de af J. H. Schrøter indsamlede folkesagn. Først med V. U. Hammershaimb, fra slutn. af fyrrerne, blev alt det mundtlige prosastof optegnet på modersmålet. Hammershaimb bliver således, når vi ser bort fra Schrøters to oversættelsesarbejder, s. 176 Matthæus (1823) og Færeyingasaga (1832), skaberen af en færøsk prosalitteratur. Han blev det også i den forstand, at hans »folkelivsbilleder«, forfattet til »Færøsk Anthologi«, blev de første prøver på original prosa. – En systematisk indsamling af mundtlig fortællekunst foretoges i halvfemserne af filologen, dr. Jakob Jakobsen (1864-1918), hvis saml. »Færøske folkesagn og æventyr« (1898-1901) er et hovedværk i prosalitteraturen

II. Digtning i 1800tallet.

Hvad der blev digtet i 1800t., falder i to adskilte dele. For den første halvdel af årh.s vedk. skal man finde mønstret i den anonyme folkevisedigtning, i anden halvdel i Nordens sangdigtning. For at forstå forudsætningerne for en digter som Poul Nolsøe (1766-1809) må man vide, at der ved siden af de ofte højtidelige kvad gennem århundreder har eksisteret en genre, som vi her kan kalde »tåtter« (færøsk táttur, i flertal: tættir el. táttar). En tåt er en satirisk vise beregnet på at synges til dans ligesom kvadene. Mens kvadet næsten altid handler om personer og begivenheder i fremmede lande og fjerne tider, er tåttens emner hjemlige, ja, i snævreste forstand lokale, og uheroiske. Der satiriseres, gerne temmelig nærgående, over bestemte personer, deres uduelighed, dumhed, uheld o. desl. Kvadenes heltestil parodieres, og de melodier, der digtes til, stammer ofte fra kvadene el. da. folkeviser. Den største digter inden for denne genre er den nævnte Poul Nolsøe. Under sin kamp mod det kongelige monopolhandelssystem og de embedsmænd, der hindrede ham i hans bestræbelser for at bryde handelens bånd og skabe en færøsk sømandsstand og et større fiskeri, og som forfulgte ham med sagsanlæg, brugte denne gæve skipper fra napoleonstiden digtningen som våben. I hans over 200 strofer lange Fuglakvæði, hvortil han mul. har fået ideen fra den anonyme da. fuglevise om Chr. II, optræder personerne i fugleham; selv er han strandskaden (tjaldur), der beskytter de ellers værgeløse småfugle mod rovfuglene. Digtet, der som viser af denne art fremtrådte anonymt, fik straks stor udbredelse, og det blev endda til den stedlige kommandants fortrydelse sunget uden for embedsmændenes døre af børn, der vidste besked med, hvilke personer der sigtedes til. Vi behøver en nøgle for til fulde at forstå digtet, men enhver færing vil rent umiddelbart glæde sig over skildringen af fuglenes vilde liv på havet, ved stranden og i fjeldmarken. I en anden af Nolsøes tåtter, Jákup á Møn, er det den typiske hjemmefødning, der må holde for. Visen, der handler om en forkælet ynglings mislykkede bejlerfærd, indeholder mange træk fra ældre færøsk folkeliv, og selve frierscenen danner en parodi på tilsvarende skildringer i kvadene. – Bonden Jens Christian Djurhuus (1773-1853) er først og fremmest kvaddigter. Han fortsætter den anonyme folkevisedigtning m. historisk el. kvasihistorisk emne. Hans mest sungne viser bygger på Olav Trygvesøns saga og Færingesaga. Han behersker den gl. form, kun nu og da kan et ord, et udtryk, røbe, at der ikke er tale om virkelige folkeviser. Hans tåt »Lorvíkspáll«, med emne fra mundtlig overlevering, er interessant, ikke alene som folkelivsskildring, men også ved den indirekte kritik, der rettes mod forholdene ved den kongelige handel. Fra hans hånd stammer også det eneste kendte religiøse digt fra 19. årh.s første halvdel, nemlig »Púkaljómur«. Det er skrevet i det før nævnte Ljómur’s versemål og er inspireret af John Miltons »Paradise Lost«. – Også J. C. Djurhuus’s søn Jens Hendrik D. (1797-1892) skrev i de unge år episke kvad over motiver fra Saxo og saga.

Sangdigtningen tager sin beg. i 1870’erne. Til en sammenkomst 1888 på Regensen af færøske studerende i Kbh. blev der digtet sange, som man kan sige danner indledningen til moderne færøsk digtning i lyrisk form. Man havde »opdaget« Færøerne og søgte i sang at beskrive hjemlandets natur og folkets karakteristiske livsform samt udtrykke sin kærlighed til landet og dets forsømte sprog. Hovedmanden var Frederik Petersen (1853-1917), der til sammenkomsten det nævnte år skrev såvel en fødelandssang som kampsangen om modersmålet (»O, móðurmál, stórt var titt fall«) og det flg. år den sang, som straks, og i lang tid efter, blev betragtet som nationalsangen (»Eg oyggjar veit«). Skønt hans digtning er af ringe omfang, og skønt han skrev sine sange m. andre nord. sange som mønster, formåede han i et ædelt sprog og i en enkel form at udtrykke noget væsentligt om færøsk natur og færingens liv. Han skrev tillige de første salmer på færøsk. – I samme miliø skrev R. C. Effersøe (1857-1916) sine første sange. De var mere folkelige i tonen end Fr. Petersens, og der spores et stænk af humor hos forfatteren. Effersøe blev sen. en af anførerne i den folkelige nationale bevægelse på Færøerne og red. af bevægelsens organ, Føringatíðindi. Enkelte af hans digte fra 1890’erne giver udtryk for et grublende religiøst gemyt. Han skrev også skuespil m. emner fra færøsk folkeliv og historie. I sin journalistik kunne denne varmhjertede patriot være både drilsk og vittig.

Den i formen originaleste fædrelandsdigtning finder man hos Jóannes Patursson (1866-1946). Hans første digt (»Nú er tann stundin komin til handa –«), skrevet i et kraftigt, kvadfarvet sprog, blev ikke bare et værdigt præludium til den nationale bevægelse 1888, det inspirerede også et kuld af sprogvenner og digtere ved århundredskiftet, ikke mindst den største digteriske begavelse i vort årh., J. H. O. Djurhuus. I det nævnte digt, som har modersmålet som emne, giver en romantisk patriot udtryk for en stærk hist. følelse og en ung kampvilje. Paturssons lyriske produktion består stort set af patriotiske hymner, kampdigte, meget originale festsange samt salmer. – En interessant skikkelse bl. den nationale bevægelses mænd er J. P. Gregoriussen (1845-1901), der levede som håndværker og jordbruger i Kvívík. Han var imod en ensidig kulturpåvirkning fra Danmark – det var nødvendigt for færinger at have en videre nord. horisont. Af hans lyriske produktion er det især »Gentukæti«, der huskes i dag. Det handler om en bygdepige, som (i halvfemserne) kommer til Tórshavn, hvor alt er så fint og bekvemt, at hun ikke kan tænke sig at vende tilbage til landsbygden. Ironien i digtet og nuancerne i udtrykket har gjort Gentukæti klassisk.

Med Jens Henrik Oliver Djurhuus (Tórshavn, 1881-1948) frigør færøsk digtning sig fra det snævert tids- og stavnsbundne. Djurhuus’ poesi har modtaget impulser fra vidt forsk. hold i litteraturen fra Aischylos til Fröding. I modsætning til hjemstavnslitteraturen præges den ikke af nogen tendens. Den folkeligt livgivende rugevarme, der er så karakteristisk for de foregående, mere læge poetiske ytringer, har ikke i Djurhuus nogen ynder. Skønheden i alle dens former, men helst i den antikke digtnings (Djurhuus var en lærd mand, gammelsprogligt skolet), var for ham livets salt, og kunsten for kunstens skyld var det ideal, han m. begejstring og ikke uden personlige ofre gik i brechen for midt i en i hans øjne prosaisk kræmmerog skolemestertid. Djurhuus er ikke bare en oversætter af rang – han har til færøsk oversat digte af Fröding, J. P. Jacobsen, Ewald, Heine, Lenau, Poe, Keller, s. 178 Goethe, Dante, Sapfo, nogle af Platons dialoger og hele Iliaden! – men hører også til de benådede lyriske kunstnere, der kan få et ganske kort digt til at svulme som en blomst eller dirre som en streng eller en stålfjeder, og han kan gennem sine ords og rytmers magi skabe udtryk for sammensatte og dybe livsstemninger. Af Djurhuus er udkommet: Yrkingar (digte) 1914, Nýggjar yrkingar (nye digte) 1938, Carmina 1941, Moriendo 1944. 1957 udsendtes et udvalg af hans digte.

Den folkeligt opbyggende digtning fortsattes af J. H. O. Djurhuus’ yngre broder Hans Andreas Djurhuus (Tórshavn, 1883-1951), der både som personlighed og digter glider ind i rækken af det færøske folks store lærere og velgørere. Sit strømmende lyriske talent stiller han beredvilligt til rådighed allevegne, hvor der er brug for det. Hans fædrelandssange og børnerim kendes af hvert barn på øerne. Hvor han er bedst, nærmer han sig det folkeviseagtigt simple. Hans A. Djurhuus’ samlede værker, der foruden lyriske og fortællende digte rummer 7 små skuespil, en roman og talr. noveller, er efter hans død udsendt i en statelig mindeudgave på 10 store bind.

Beslægtet m. den yngre Djurhuus er Mikkjal Dánialsson á Ryggi (Miðvágur, 1879-1942). Hans digte er opsange til hverdagens arbejde, fiskeri, tørveskæring, høslæt, fugle- og grindefangst. Disse virkelighedsskildringer i bunden form er af en vis tør kraft – som træskærerarbejder – og tillige beåndet af poesien. Saml. digte, Yrkingar, 1954.

En noget yngre lyrisk realist er Poul F. Joensen (Sumba, f. 1898), som i de gl. skæmte- og nidvisers ånd dyrker den sociale og politiske satire. Udg.: Gaman og álvara (gammen og alvor) 1924, Millum heims og heljar (mellem jorden og helvede) 1942 og Láivsins kvæði (livets viser) 1945.

Richard Long (Tórshavn, f. 1888) og Chr. Matras (Viðareiði, f. 1900) hører ligesom Karsten Hoydal (Tórshavn, f. 1915) til de lidet produktive, men stærke og markante lyriske kunstnere, der kender deres begrænsning og aldrig skyder over målet. Richard Long var gennem mange år sjælen i det færøske litteraturselskab »Varðin« og har som forlagsleder udgivet en mængde færøske bøger, men hans egne digte og kritiske arbejder er aldrig udkommet i bogform. En vis høj humor er karakteristisk for hans lyse og skære kærlighedsdigte, der alle er skrevet i unge år og undertiden bærer mindelser om Omar Khayam, som de også i nogen grad er påvirket af. Chr. Matras er født på den nordligste af Færøerne, Viðoy, og den baggrund på hvilken hans folkeligt enkle, men tillige mangfoldigt sammensatte poesi udfolder sig, nemlig den enlige fjeldø i havet, hvor barndommen bor og slægten har levet i århundreder, samler disse digte til en strengt afsluttet, monumental helhed, der rummer spændingsfyldte perspektiver i retning af det personlige og det universelle. Matras har m. lykkelig hånd omplantet salmer af Brorson og Kingo til sit modersmål og oversat dele af Robert Burns’ lyrik. Udg.: Kátt, grátt og hátt (titelen et uoversætteligt ordspil, der angiver, at samlingen dels indeholder ting af grå farve, dels også ting af skæmtsom såvel som højtidelig karakter) 1936, Heimur og heima (verden og hjemme) 1933 og Úr leikum og loyndum (fra leg og løndom) 1940; udvalgte digte, Yrkingar, 1965. Karsten Hoydals digte, der foreligger i tre samlinger, er formelt mere moderne end anden færøsk lyrik og taler stundom tidens ikke altid lige let tilgængelige sprog, men er som al dyb lyrik sprunget af et sind, der formår at se det universelle i det almenmenneskelige og i de små ting. Han har til færøsk oversat digte af Pablo Neruda og Edgar Lee Masters. Udg.: s. 179 Myrkrið reyða (det røde mørke) 1946, Syngjandi grót (syngende stene) 1951, og Vatnið og ljósið (vandet og lyset) 1960.

Også Regin Dahl (Tórshavn, f. 1918) er en talentfuld modernist, hvis meditative og sensitive sind rummer både humor og rig poetisk følelse. Udg.: Í útlegd (i landflygtighed) 1937, Tokkaljóð (elskovsviser), Beltisgyrði (bælte, som en fuglefænger bærer om livet) 1949, Óttukvæði (sange mellem nat og morgen) 1955 og Gongubitar (»en bid mad med på vandringen«) 1965. Thomas Napoleon Djurhuus (Kollafjørður, f. 1929) er det foreløbig seneste skud på den digterisk begavede familie Djurhuus’ slægtstræ. Han dyrker med held foruden den seriøse poesi den muntert satiriske genre. Udg.: Ung løg (unge sange) 1951, Greinar (grene) 1955 og Og dansurin gongur (og dansen går) 1958. Også i den helt unge generation er flere interessante lyriske talenter på vej.

En del af denne færøske lyrik er oversat til dansk. Således har Poul P. M. Pedersen udgivet to færøske antologier, Røster fra Nordatlanten, 1943, og Mellem Bjærg og Brænding, 1956.

Bl. de ældre færøske prosaister må især tre pionerer nævnes, nemlig Regin í Líð (pseud. for Rasmus Rasmussen, f. i Miðvágur 1871, d. i Tórshavn 1962), der i beg. af århundredet skrev den første færøske roman, »Bábelstornið« (Babelstårnet, 1909), Sverre Patursson (Kirkjubøur, 1871-1960), hvis speciale er fuglelivsskildringer, og Hans M. Ejdesgaard (Oyndarfjørður, 1887-1964), der er den første egl. bygdelivsskildrer i ubunden form.

»Bábelstornið« er en slægtsroman, der skildrer den nye tids indtog i halvfemserne og de sociale brydninger, den førte med sig, og er præget af et mørkt, næsten nihilistisk livssyn. Sin sturm-und-drang-prægede pessimisme fik forfatteren siden rig lejlighed til at gøre bod for, både gennem sin utrætteligt ildnende virksomhed som højskolelærer og gennem en række lærebogsprægede arb. om Færøernes flora og geologi. Lærergerningen og omhyggelige naturstudier gennem et langt liv gjorde denne foregangsmand og utrættelige åndsarbejder til en mand af megen viden og visdom. Foruden romanen har han skrevet en del noveller, og hans seneste bog, Sær er siður á landi (hvert land sine skikke), hvori den firsårige digter dvæler i mindet om sine barndomsår, er et fængslende virkelighedsstof ordnet på en både poetisk og usvigeligt vederhæftig måde. Regin í Líð er en typisk repræsentant for den færøske humanisme, der har udviklet sig af den nødvendighed for sammenhold, et lille isoleret øfolks kamp mod overmægtige naturkræfter afføder.

Sverre Patursson er på sit ornitologiske område mere end en amatør, men han formår tillige at forlene sine fuglelivsskildringer med en poetisk atmosfære, der hæver dem op i digtningens plan. Han har tillige i sine yngre år skrevet en del noveller, hvoraf den dramatisk bevægede Ábal (Abel) ikke uden føje er blevet sammenlignet m. visse af Tjekhovs mesternoveller. Udg.: Fuglar og fólk (fugle og folk) 1935. Også Ejdesgaards store, nærmest romanagtige fortællinger, skildrer bondelivet i en afsides bygd og rummer både skønlitterært og folkloristisk værdifulde ting. Udg.: Hitt ævinliga gonguverkið (evighedsmaskinen) 1952, novellesamlingen Lívsins rættur (livets ret) 1953 og romanen Ein stjørna er tendrað (en stjerne er tændt) 1960.

Til et yngre slægtled hører de to novellister og romanforfattere Martin Joensen (Sandvik, 1902-66) og Heðin Brú (pseud. for Hans Jacob Jacobsen, f. i Skálavík 1901). Martin Joensen, af hvem der foreligger to novellesamlinger og to romaner, s. 180 er en stabil beretter og en fuldblods social realist. Hverdagslivet er hans domæne, og bitre personlige erfaringer fra hans tid som islandsfisker danner det tunge, men ægte grundlag for hans skildringer. Man får noget essentielt at vide om livet på Færøerne i nyere tid gennem hans bøger, især om de strenge kår, der op til 1940 bødes den færøske fisker på havet og hans pårørende hjemme. Færøske sømænds dødsensfarlige, men mere indbringende liv under krigsårene 1940-45 – en tilværelse, der også var frontsoldatens – har derimod endnu ikke fundet sin skildrer i færøsk litteratur. En kronologisk oversigt over skibsforlis og andre ulykker på havet under krigen, indbefattet gribende referater af enkeltheder, således som de overlevende har genfortalt dem, er samlet og udg. af Jacob Joensen i Víkingasynir (vikingesønner) 1947.

Også Heðin Brú har haft sin sømandstid, og man kan heller ikke frakende ham et forsvarligt fond af realisme. Men han bearbejder sit håndfaste materiale på humorens esse og løfter det herunder op i et fantastisk plan, der gør det særl. fængslende og anskueligt. Dette fremgår ikke så meget af hans poesifulde, men noget tunge ungdomsarbejder, romanerne Lognbrá (luftspejling) og Fastatøkur (fast greb), der udkom midt i trediverne, men allerede i hans næste bog, Fe°ar á ferð (fader og søn på rejse) er hans underfundigt humoristiske stil under fuld udfoldelse, og i et par mesternoveller har han fundet frem til en monumental form. Nogle af Heðin Brús bøger er oversat til da., sv., no. og isl. samt til en række andre sprog. Udg.: Lognbrá (luftspejling) og Fastatøkur (fast greb) 1935, sen. samlet under titlen Høgni, Fe°ar á ferð (fader og søn på rejse) 1940, romanen Leikum fagurt á foldum (»Leger skønt på jorden«, et folkeviseomkvæd) 1963, samt novellesamlingerne Fjallaskuggin (fjeldskyggen) 1936, Flókatrøll (lazaroner) 1948 og Purkhús (et stednavn) 1966.

En ny digtergeneration har gjort sig gældende i prosaen m. den talentfulde Jens Pauli Heinesen (Sandavágur, f. 1932), der sin unge alder tiltrods allr. har en omfangsrig produktion bag sig: novellesamlingerne Degningsælið (dagningsbygen) 1953 og Hin vakra kvirran (den skønne stilhed) 1959, romanen Yrkjarin úr Selvík (digteren fra Selvík) 1958 og romantrilogien Tú upphavsins heimur (du oprindelsens verden) 1962-66. Her betrædes nye veje inden for færøsk fortællekunst.

Om de allerfleste af de her nævnte skønlitterære bøger gælder det, at de læses flittigt på Færøerne og udkommer i nye oplag. Færøsk nutidslitteratur er ingen museumsagtig forekomst, som der tages på med overdreven pietet. Den må stå mål med udlandets og finde sig i den skarpeste konkurrence.

Foruden rent skønlitterære arbejder er der i den nyeste tid også på Færøerne fremkommet en del lokalhistoriske bøger som fx. Mikkjal á Ryggi: Miðvingasøga (bygden Miðvágúr’s hist., 1940), Joen Chr. Poulsen: Hestsøga (øen Hestur’s hist., 1947), Edward Hjalt: Sandssøga (bygden Sandur’s hist., 1963). L. Petersen: Sandavágs søga (Sandavágur’s hist., 1963), Rob. Joensen: Klaksvíkar bygd í søgu (Klaksvík’s hist., 1942), Páll J. Nólsøe: Føroya siglingarsøga (færøsk søfarts hist., 1-4 bind, 1955-65, et 5. under forb.). Af betydelig kulturhistorisk interesse er også Trónd Olsen (1875-1958): Stubbar (fragmenter, essays 1949) og Johanne M. Skylv Hansen (f. 1877): Gamlar gøtur (gamle stier, livserindringer, 1. del 1950, 2. del 1967).

Artiklen omfatter kun færøskskrivende forfattere. Af hovedsagelig danskskrivende s. 181 forfattere skal nævnes Jørgen-Fr. Jacobsen, William Heinesen, Richard B. Thomsen og Adrian Johansen.