Plantevækst

Færøernes plantevækst i nutiden er ikke kun en følge af de jordbunds- og klimamæssige forhold i dag, men er også i høj grad hist. betinget. Her tænkes på fortidige klimaændringer m. tilsvarende ændringer af jordbunden. Man ved desuden også fra andre steder, at når folk bosætter sig et nyt sted, vil de fuldstændigt ændre den opr. vegetation. De første indbyggere og ikke mindst deres får og kvæg har på Færøerne ganske givet haft voldsom indvirkning på plantevæksten. Vegetationshist. undersøgelser mangler så godt som fuldstændigt for Færøerne. Man har dog længe vidst, at der findes fortidige lag af grenstykker i de færøske tørvemoser. Største delen er enebærkviste, men også rester af pil og hedelyng findes, hvilket viser, at der engang har været en kratvegetation på Færøerne med buske af de nævnte arter. Mens hedelyngen har holdt sig godt til vore dage, er pil og enebær nu sjældne planter. At de er blevet så sjældne, må skyldes først den klimaforværring, s. 42 som beg. for ca. 3000 år siden, og som særl. har været skadelig for enebær, der er den mest krævende af de nævnte arter med hensyn til sommervarme og tørhed. Da så sen. mennesker bosatte sig på øerne med deres husdyr, har de brugt, hvad der var tilbage af enebær som brændsel, mens pilekrattene dels er blevet brændt, dels afgnavet af får. Hedelyngen har været den mindst tillokkende for både mennesker og dyr og har derfor kunnet klare sig og endog drage fordel af, at dens konkurrenter er blevet så godt som udryddet.

Færøernes flora består af dels blomsterplanter og dels sporeplanter (karsporeplanter såsom bregner, padderokker og ulvefødder, samt mosser, svampe, laver og alger). Der kendes fra Færøerne i dag ca. 400 arter af vildtvoksende og indslæbte, forvildede arter af blomsterplanter, hvoraf kun 1 art hører til de nøgenfrøede, medens resten er dækfrøede. Af disse ca. 400 arter af blomsterplanter er de ca. 60 kun fundet som tilfældigt indslæbte el. forvildede planter, der forekommer som ukrudt på dyrket jord el. lign. steder ved bebyggelserne. Af de resterende arter af blomsterplanter er langt de fleste opr. hjemmehørende på Færøerne, medens en mindre del er blevet indslæbt til øerne siden deres bebyggelse, og i tidens løb har de så efterhånden bredt sig til nogle af de eksisterende plantesamfund. hvor de nu er mere el. mindre naturaliserede. De fleste af blomsterplanterne er flerårige urter, medens der kun findes få vedplanter, hvoraf endda kun 4 arter er buske, der kan opnå en højde på ca. 0,5 m, nemlig enebær, to pile-arter og en rose-art. Vildtvoksende træer findes i nutiden overhovedet ikke på Færøerne. Af karsporeplanter findes 27 arter, hvoraf 14 arter af bregner, 7 arter af padderokker, medens 6 arter hører til ulvefodsgruppen. Mosserne er repræsenteret af i alt ca. 350 arter, hvoraf ca. 100 arter hører til levermosserne, og ca. 20 arter er tørvemosser. Af svampe er der fra Færøerne kendt ca. 550 arter. Laverne er repræsenteret med ca. 250 arter, hvoraf omtr. 100 arter er blad- el. buskformede arter, medens resten er skorpeformede arter, næsten udelukkende på sten. Fra havet omkr. Færøerne kendes ca. 200 arter af rød-, brun- og grønalger, i forb. m. hvilke der også er fundet ca. 200 arter af marine diatomeer. Fra de færøske farvande er der desuden indsamlet ca. 100 arter af planteplankton. I søerne på Færøerne er der fundet ca. 600 arter af alger, heraf ca. 250 arter af diatomeer.

Naturlige plantesamfund.

Kystklipper. Den største del af Færøernes kystlinie udgøres af klippekyst, hvor basaltklipperne rejser sig mere el. mindre stejlt til ofte flere hundrede m’s højde. Klipperne under og ved havets overflade er oftest tæt bevoksede m. indtil meterlange arter af brunalger, medens der på dybere vand træffes mange rødalger. Bændeltang (ålegræs) findes derimod kun i én af fjordene på Suðuroy. Klippefladerne ved og over havets overflade er meget almindeligt dækket af nederst nogle sorte arter af skorpeformede laver og højere oppe gule, bladformede laver og grå arter af buskformede laver. I de klippesprækker og på de større el. mindre afsatser, der dannes ved klippernes forvitring, vil der efterhånden samles så megen løs jord, at der indfinder sig en speciel, men ret artsfattig flora af planter, der kan tåle saltsprøjt fra havet, fx. lostilk, lugtløs kamille, engelskgræs, læge-kokleare og strand-vejbred.

Sandstrand og klit. I fjorde og bugter, hvor bølge- og strømpåvirkningen er mindre, vil der i stedet for klippekyst ofte dannes en flad strandbred, hvor jordbunden s. 43 almindeligvis udgøres af ret groft og mørkt sand, dannet ved basaltens forvitring. Denne sandstrand er oftest kun spredt bevokset. Yderst ved havet er strandarve og strandsennep de almindeligste, medens der på lidt højere niveau vokser fx. marehalm, gåse-potentil og en mælde-art. Kun et enkelt sted på Færøerne, ved Sandur på Sandoy, er der bag sandstranden dannet typiske klitter, bestående af tørt, gråt, men finere flyvesand. Den dominerende plante her er sand-hjælme, der ledsages af andre græsser såsom strand-kvik og krybhvene samt af flere af arterne fra sandstranden.

Strandeng. I de inderste dele af fjorde og lignende beskyttede steder er der flere steder ved de flade kyststrækninger i st. f. sandstrand udviklet oftest ret små strandenge, særl. omkr. udløbet af vandløb, der medfører mere finkornet materiale. Strandengene er således dannet på mere el. mindre leret el. sandet jordbund, der er fugtig og saltholdig p.gr.af jævnlig oversvømmelse m. havvand. Vegetationen består derfor af specielle arter, der kan tåle disse særl. forhold. På de lavestliggende områder træffes særl. typisk arter af annelgræs, strand-vejbred, fliget vejbred, strand-trehage, læge-kokleare og engelskgræs. På lidt højere niveau, hvor saltkoncentrationen er mindre, findes desuden fx. rød svingel, krybhvene og høstborst.

Søer. De færøske søer er meget vegetationsfattige. Strandbredden er gruset og stenet og som oftest helt fri for plantevækst. Den stenede bund fortsætter gerne med meget ringe fald et stykke ud i søen. 1-2 m ude – sommetider mere – falder bunden pludseligt stejlt, og uden for denne skrænt begynder den bløde bund. På s. 44 den grusede del af søbunden er især flg. planter alm.: strandbo, brasenføde og sylblad. Ude på den bløde bund forekommer disse arter: hår-tusindblad, flere arter af vandaks og smalbladet pindsvineknop. Brasenføde findes undertiden også ude på den bløde bund. På lidt dybere vand – et par m – spiller kransnålalger en stor rolle. De kan dække bunden som et tykt tæppe, der udelukker al anden plantevækst.

Vandløb. I de større elvlejer er det kun alger og mosser, der kan klare sig. Den glatte klippebund m. det store fald og den ofte rivende strøm gør det umuligt for blomsterplanterne at klare sig. Kildemos og andre mosser samt forsk. grønalger vokser her. I de mindre vandløb, der har et mere roligt forløb, findes flg. vandplanter oftest: hår-tusindblad og aflangbladet vandaks.

Kildevæld. Ved de mange kildevæld er det et mos, Philonotis fontana, der gør stedet iøjnefaldende ved sin kraftigt lysegrønne farve. Af blomsterplanter, som vokser ved udløbet af kilden, er især stjerne-stenbræk, mælke-dueurt og stor vandarve almindelige.

Sump. Sumpområder findes ikke udviklet i større mængde på Færøerne. Ved nogle søer er der en sumpvegetation, der danner overgang til det mere tørre kær. De vigtigste plantearter her er almindelig sumpstrå, dynd-padderokke og nogle stararter. I mange små vandhuller er der også en sumpvegetation, der er endnu vådere med planter som bukkeblad, aflangbladet vandaks og nedbøjet ranunkel.

Kæret. Kær findes udviklet i bunden af dalene og på den nedre del af dalsiderne. Her findes den største del af de tørveforekomster, der har spillet så stor en rolle på Færøerne helt op til vore dage. Der findes dog også tørv under dele af såvel græsheden som dværgbuskheden. Den nuværende vegetation er meget ensformig. På den fugtigste bund har vi smalbladet kæruld og forsk. arter af star: stjerne-star, hirse-star og dværg-star samt en hel del tørvemos. Tue-kogleaks, blåtop og benbræk kan stedvis dominere. Op efter dalsiderne bliver der mere tørt, men jordbunden kan periodevis være helt vandmættet. I denne lidt mindre fugtige del af kæret er det tre planter, der er ganske i overvægt, nemlig katteskæg, tue-kogleaks og børste-siv. Især har katteskæg en stor udbredelse, og den kan danne rene bevoksninger med udelukkelse af alle andre planter. Fra denne mere tørre del af kæret kommer vi gradvis over i dels dværgbuskheden, dels græsheden.

Dværgbuskheder. Over ret store dele af Færøerne er der på strækninger, særlig på flader i lavlandet, udviklet heder med mange dværgbuske på den halvfugtige, tørveholdige, sure jordbund, der gennemgående er relativt fattig på næringsstoffer såsom kalium, calcium, magnesium og fosfor. Der er imidlertid fra disse dværgbusk-samfund gradvise overgange til kær-samfund på den mere fugtige jord, til græsheder på den mere tørre jord og til fjeldmarks-samfund højere oppe i fjeldene. Dværgbuskhederne er domineret af lave, ofte stedsegrønne buske, fx. hedelyng, der er alm. i højder op til 3-400 m o.h., revling, der kan findes udbredt endnu højere op, mens en art af klokkelyng er mindre alm. og kun findes i heder under ca. 300 m o.h. Sa. m. disse findes af andre dværgbuske også blåbær meget almindeligt, medens mose-bølle og tyttebær er mere sjældent forekommende. I dværgbuskhederne vil der imidlertid oftest også være mange urteagtige planter, fx. på de mest fugtige steder benbræk og børste-siv og de mere tørre steder tormentil, s. 45 katteskæg, pille-star, lyng-snerre, smuk perikon, hønsebær og spæd mælkurt samt mange arter af mosser og undertiden også arter af rensdyrlav.

Græsheder. Den største del af de færøske fjeldes overflade består af mere el. mindre skrånende flader, afbrudt af de stejlere klippepartier, hamrene. I lavlandet, op til 4-600 m o.h., vil disse skrå flader være ret godt drænede, ret tørre og oftest med et ret tyndt muldlag el. et svagt moragtigt lag, dannet oven på de forvitrende bjergarter. Jordbunden her er mindre sur og mere næringsrig end i dværgbuskhederne, og der dannes en vegetation, der er domineret af græsagtige planter, og som ofte kaldes græsheder. Disse udgør de vigtigste græsningsarealer for Færøernes tusindtallige får, og planterne på græshederne er derfor oftest stærkt afgnavede. Til gengæld er vegetationen her meget tæt, og disse store flader af græs og andre urter bidrager væsentlig til at give de færøske fjelde den på afstand karakteristiske grønne farve. Vegetationen på disse græsheder er ret rig på forsk. arter, hvoraf mange kan findes overalt på øerne. De mest karakteristiske af græsserne er gulaks, bølget bunke, alm. hvene, rød svingel og topspirende svingel. Af andre græslignende urter finder man oftest fx. mangeblomstret frytle og arter af star. I øvrigt er flg. arter meget alm. overalt i græshederne: tusindfryd, høst-borst, vild hør, lancet-vejbred, brunelle, lav ranunkel, bidende ranunkel, hvid-kløver, alm. hønsetarm og krat-viol. Der findes endv. en stor mængde mosser, medens der kun sjældent forekommer laver, da disse ødelægges af fåregræsningen.

Fjeldmark. Færøernes dannelse af omtr. plane lag af basalt bevirker, at mange af fjeldene foroven afsluttes af større el. mindre, oftest næsten vandrette flader, der ligger i højder fra nogle hundrede m og op til 7-800 m o.h. Disse topplateauer vil være stærkt udsat for kraftig vindpåvirkning, hvilket i forb. m. stor nedbørsmængde og luftfugtighed bevirker en særl. udformning af jordbunden og en speciel og sparsom vegetation af de få arter, der kan tåle de ugunstige livsvilkår, og hvoraf mange også findes i arktiske områder. Overfladen består af en mosaik af fast klippeoverflade kun bevokset med mosser og laver, flader af nøgent, ofte fugtigt grus og forvitrende sten, samt spredte mospuder. Kun hvor forholdene er gunstigst, fx. i læ af klippeblokke og hvor jorden er stabil nok, træffes enkelte, spredte individer af nogle få arter af blomsterplanter, hvoraf mange er små og mange voksende i faste, lave tuer. De mest alm. fjeldmarksplanter, som kan findes på de fleste af Færøerne, både på høje og lave fjelde, er fx. tue-limurt, engelskgræs, aksfrytle, bjerg-løvefod, topspirende pileurt, treblad-siv, dværgsyre og fjeld-bunke. Arter som tue-stenbræk, kryblyng, trefingerurt og den kun få cm høje dværg-pil er ligeledes typiske for fjeldmarks-samfundene, men mest på de højere fjelde, og endelig er der nogle arter, som næsten kun findes på de højeste fjelde på Norðoyar, nemlig is-ranunkel, fjeld-valmue og dværg-evighedsblomst.

Klipper (hamre) og kløfter (gjáir). Overalt på Færøerne vil der på siderne af basaltfjeldene være stejle klippeflader, der viser sig som regelmæssigt opbyggede, svagt hældende, oftest meterhøje etager over hinanden (hamre), afvekslende m. skrå flader af nedstyrtet, forvitret materiale. På disse stejle klipper vil der kun pletvis i sprækker og på små afsatser være så meget løsjord, at planter, oftest m. kraftige rødder, kan få fodfæste. Livsbetingelserne for planterne her vil være stærkt afhængige af klippens orientering. Sydvendte klipper vil få mest lys og varme, men er til gengæld mest udsat for udtørring, medens nordvendte klipper er mørke, kolde og fugtige, og der vil derfor være en karakteristisk forskel i vegetationen. Almindeligvis er denne ret frodig, ofte bestående af store, kraftige, rigt blomstrende planter, da disse klippesider på grund af deres utilgængelighed selv for får ikke afgræsses af disse. Sådanne specielle livsbetingelser findes endnu mere udpræget på de stejle, ofte mange meter høje sider af de smalle el. bredere kløfter, der skærer sig ofte kilometervidt gennem fjeldene, undertiden med et vandløb i bunden, og som på færøsk kaldes gjáir. På de skyggefulde, fugtige sider af klipper og kløfter træffes mest karakteristisk arter som fjeldsyre, sne-stenbræk, bæk-stenbræk, rosenrod, mælke-dueurt, læge-kokleare, bregnearter såsom fjerbregne, alm. mangeløv og bægerbregne og græsserne fjeld-rapgræs og blågrå rapgræs. På de sydvendte, varmere sider findes en ofte meget frodig vegetation af store planter som fx. skov-storkenæb, glat dueurt, alm. mjødurt, stor frytle samt mange arter af høgeurt, løvefod og star.

Fuglefjelde. Fuglefjelde har det til fælles med hamre og gjáir, at de er utilgængelige for får. Men vegetationen er en helt anden, gødet som den bliver af de mange tusinde fugle. Et fuglefjeld er et landskabskompleks, der består af mange dele, som er nærmere beskrevet under det geologiske afsnit. Her skal blot nævnes de tre hovedafsnit, nemlig: 1) Meitilberg, afsatser og lodrette vægge. Karakteriseret ved fuldstændig mangel på løsjord. 2) Valling, områder på et vallberg m. løsjord, mere el. mindre stejle. 3) Ur, nedstyrtet materiale ved fjeldets fod.

I meitilberg trives naturligvis ingen højere planter. Kun alger, laver og ganske enkelte mosser kan vokse på den nøgne klippe.

I det mulddækkede område, valling, kommer blomsterplanterne derimod til frodig udvikling. Af karakterplanter er der to, der først og fremmest bør nævnes, nemlig kvanen og en meget stor og bredbladet form af rød svingel, på færøsk kaldet lundasina. Alm. er desuden læge-kokleare, bidende ranunkel (kan blive op til 1 m høj), lugtløs kamille, fuglegræs og dag-pragtstjerne.

I uren er det søpapegøjen (lundin), der præger vegetationen. Dels graver den huler gennem jorden, og dels gøder den den meget rigeligt. Vegetationen her er i s. 48 det store og hele den sa. som i valling. Der er dog ofte mere nøgent, fordi der falder materiale ned med længere el. kortere mellemrum.

Kulturbetingede plantesamfund.

Den færøske landbrugsjord anvendes næsten udelukkende til græs- og kartoffelavl. Korndyrkningen er nu helt opgivet, idet klimaet ikke egner sig hertil. Tidl. dyrkedes seksradet byg og lidt havre. Der findes nogle roemarker, men da roer ikke anvendes til kreaturfoder, men kun i husholdningen, er det meget beskedne arealer, der anvendes hertil.

Græs og kartofler er derimod afgrøder, der er meget vigtige. Dyrkningen foregår på den måde, at et stykke jord planeres, renses for sten og drænes. I ét el. to år, aldrig flere, har man så kartofler på stykket, som derefter overgår til at blive græsmark. Disse græsmarker er det, man på færøsk kalder »bøur«.

Første år efter kartoflerne er jorden så godt som nøgen. Det er nemlig ikke sædvane at så græsfrø ud, men man lader bare markerne gro til af sig selv, og det betyder, at mange unyttige planter forekommer i græsmarken. Det første år kommer der tuer af fløjlsgræs og gulaks samt spergel og forskelligfarvet forglemmigej.

Efter nogle år er ligevægtstilstanden opnået, og af de første indvandrere er det kun gulaks, der kan holde stillingen, selv om fløjlsgræs kan klare sig i mange år. Efter 5-8 år er det flg. arter, der dominerer i bøen: Gode foderplanter som fx. gulaks, rapgræs og hvidkløver. Andre er mere værdiløse som fx. ranunkler, tusindfryd, brunelle, skjaller og øjentrøst, samt på fugtigere bund starer og trævlekrone. s. 49 Den færøske græsmark – bøen – ser derfor farvestrålende ud i juli måned, når alle disse planter blomstrer. Der er i de sen. år opstået forståelse for, at bøen må renses for ukrudt, og nogle steder bruger man at så frø af hundegræs og engsvingel.

Omkr. husene forekommer ruderatplanter. Af disse er det især skræpper, der gør sig gældende. Den lille enårig rapgræs findes også overalt. Desuden er der de alm. ukrudtsplanter: hyrdetaske, glat vejbred, skive-kamille og mange flere.

Husene blev i gl. dage tækket m. græstørv, der blev lagt på et underlag af birkebark, næver. På gamle tage kunne vegetationen ofte blive meget frodig, men artsfattig, med især græsser. De almindeligste var gulaks, alm. rapgræs og lundasina, der blev taget ind fra fuglefjeldene. Mere farverige planter kunne dog godt forekomme: ranunkler og dag-pragtstjerne, den sidste sandsynligvis taget fra fuglefjelde.

Haver. M. h. t. haver var det i gl. dage kun almindeligt m. en kvangård: et lille omgærdet stykke jord, hvor man udelukkende havde kvan voksende. Kvanen blev som regel taget ind fra fuglefjeldene. Det var de unge skud, man spiste, og da det var det eneste grønne, folk fik, har det givetvis haft ernæringsmæssig betydning. I vore dage er kvanen en sjælden plante i haverne, men i stedet er der kommet udenlandske prydplanter og nytteplanter. Der er efterhånden kommet et så stort udvalg af haveplanter, at der ikke skal gøres forsøg på at remse dem op. Blot skal én nævnes: lupinen. Man ser den i så godt som hver eneste have og off. anlæg, og den trives meget fint. Af frugtbuske har man stikkelsbær, solbær og ribs. Alm. træer er selje-røn, alm. røn og ahorn.

Plantager. På foranledning af Jóannes Patursson kom C. E. Flensborg fra Det danske Hedeselskab 1902 til Færøerne for at undersøge mulighederne for anlæggelse af plantager. Mulighederne skønnedes gode, og da der såvel i Lagtinget som i Tórshavns byråd var stor interesse for sagen, blev det besluttet straks at gå i gang. Først blev stedet forsvarligt indhegnet. Tórshavn kom. havde nemlig allr. 1883 forsøgt at anlægge en plantage på sa. sted som den nuv., men på grund af mangelfuld indhegning blev den ødelagt af får. 1904 beg. man plantningen. Man plantede af nåletræer bjerg-fyr, hvid-gran, sitka-gran og ædelgran. Af løvtræer selje-røn, dun-birk (fra Island), løn, elm og andre. Først i 1920’rne indplantedes contorta-fyrren, som skulle vise sig at være den bedst egnede af samtl. træer.

Denne plantning blev en sådan sukces, at man besluttede at fortsætte og udvide plantningerne. 1913 anlagdes plantager i Hoydalar, Kunoy og Selatrað. Også disse plantager har udviklet sig meget fint. 1923 fik Trongisvágur sin plantage, og 1932 blev den tredje plantage ved Tórshavn anlagt, nemlig den i Marknagil. I 1950’erne anlagdes så en række nye plantager i Hvalvík, Kirkjubøur, Mikladalur, Søldarfjørður og Vágur. I Dalur på Sandoy er der på privat basis plantet nogle træer. Plantagerne i Mikladalur og Vágur har klaret sig meget dårligt, mens de andre står pænt.

Interessen for træplantning er stadig stor, og mange kommuner står foran anlæggelse af plantager, fx. Klaksvík, Vestmanna og Miðvágur. Tórshavn byråd har 1966 for første gang ansat en forstmand til at føre tilsyn med plantagerne der.